Trykt i Nationaltidende, Nr. 1463, søndag morgen den 30.5.1880, side 1-2, som føljeton.
Vekslende Themaer.
Om Theaterbevillinger
Thaliatheatrets Eier har i disse Dage gjennem Kredsens Repræsentant indgivet et Andragende til Folkethinget, hvori han henstiller til det høie Thing at virke for, at den Theaterbevilling, Etablissementet et Par Aars Tid besad, men som derefter atter blev det frataget, fra næste Sæsons Begyndelse igjen maa blive ham tilstaaet1.
Det hele Spørgsmaal om Theaterbevillinger har alt for længe ligget Brak, ligget hen som et fredet Gebet uden for Lov og Ret, til at det ikke skulde trænge til en nøiere Drøftelse, en Undersøgelse og en Prøvelse af, hvilke besynderlige Principer der have ledet Myndighedernes Fremfærd i denne Sag. Det nævnte Andragende vil let kunne danne den ydre Anledning til en saadan Debat, som maa anses for saare ønskelig, og i hvilken jeg gjerne tillader, at man betragter de følgende Bemærkninger som et Indlæg efter fattig Evne.
Lukningen af samtlige vore Smaatheatre - baade Thalia, Vesterbros Theater og Boulevardtheatret - maa være foretagen ifølge et Princip, den kan ikke skyldes et Lune. Det vilde være en uforsvarlig Fornærmelse mod de vedkommende, høie Myndigheder at antage, at de i saa vigtig en Sag havde handlet enten overilet eller principløst. Deres skaanselløse og uforsvarlige Krig mod Kaffekomedien maa have sine vægtige Grunde.
Men inden vi gaa over til en nøiere Prøvelse af disse ledende Principper, bør vi vistnok først kortelig søge at bestemme, hvad man i Almindelighed forstaar ved Kaffekomedie, og til hvilket Publikum denne Komedie fortrinsvis henvender sig.
Hovedkjendemærket for disse Theaterforestillinger er da, at de gives i Lokaler, hvor man samtidig med at beundre Thalia uforstyrret kan nyde Bakkus: man har kort sagt opreist Scenen i et Forfriskningslokale. Denne Omstændighed er afgjørende saavel for Repertoiret som for de dramatiske Ydelser. Forestillingerne maa bestaa af Smaastykker, som ere lette at følge, hvis Fabel er lidet kompliceret, og hvis hele Indhold er af let fordøielig Natur. Koncerterne i Mellemakterne bør spille en fremtrædende Rolle; som Trækplaster optræde ofte mer eller mindre »fremmede« Artister. Hovedrepertoiret i saadanne Theatre dannes - og maa altid dannes - af Operetter: Sang har en egen Evne til at paatvinge sig Opmærksomhed, tvinge Mængdens Øren.
Naar vi dernæst undersøge, til hvilket Publikum denne Komedie henvender sig, ville vi hurtig opdage, at dens Tilskuerkreds maa blive af en eiendommelig Art. To Momenter ere her hovedsagelig medvirkende: dels Komediens Billighed og dels den Omstændighed, at Forestillingerne baade begynde senere end de store Theatres og bestaa af flere forskjellige Afdelinger. Fordelen herved er, at man, selv naar man kommer noget sent, kan faa en selvstændig Komedie at se.
Disse to Hovedmomenter skabe disse Theatres Publikum, som dannes dels af det underste Middellag og den øverste Almue, dels af en talrig Klasse af Befolkningen, man kunde benævne »de Løse og Ledige« eller maaske bedre med et Ord: »de Hjemløse«. Det underste Mellemlag er Smaaborgerne, de smaa Detailhandlere, de smaa Haandværkere, de smaa Bestillingsmænd - maaske - kort sagt, hele det store bærende Lag i Samfundet, der uden at være fattigt rummer alle dem, som kun raade over smaa Midler, som have fra Haanden i Munden, have, som man siger: »Dagen og Veien«. Disse Mennesker søge først og fremmest en billig Adspredelse, dernæst en Fornøielse, som de kunne nyde uden at tilsidesætte deres Arbeide, der i Reglen ender saa sent, at de ikke kunne naa at komme i de store Theatre, inden Forestillingen er mer end halvveis forbi. Derimod kunne de i Smaatheatrene, selv efter Kl. 9, faa en respektabel Portion for deres Penge.
Og Smaafolk se nu en Gang for alle saa meget paa Kvantiteten!
Dette var den ene Bestanddel af disse Sceners Tilskuere, den anden dannes af »de Hjemløse«.
Med de Hjemløse mener jeg alle de Tusinder af løse og ledige Mennesker, hvorpaa en Hovedstad med megen Garnison og en Handelsstad med mange store Forretninger bestandig vil være saa rig. Unge Mennesker uden Hjem og Familie, hvor de kunne ty hen, naar Forretningen lukkes; Militære, baade Befalingsmænd og Menige; ældre, ugifte Mennesker, ensomme Existenser, dog fremfor alt de unge Kommis’er, Studenter, Kontorister osv. osv.; de store Forretningers Personaler, hele den tjenende Ungdom hører til denne talrige Klasse, hvis Velfærd bør være Samfundet saare vigtigt: de ere jo alle »den næste Generation«. Og, som ofte spurgt, det gjælder jo dog »de næste?«.
Disse to Kategorier danne Smaatheatrenes faste Publikum, og naar Myndighederne lukkede de tre oven for nævnte Etablissementer, berøvede de hele denne store Del af Befolkningen Adgang til at se Komedie - i alt Fald til at se den nogenlunde ofte. Men man vil selv efter denne meget flygtige Redegjørelse hurtig se, at dette turde være en noget kritisk Affære, hvortil man maa ledes af særdeles betydende Grunde. Ellers vil den hele Fremfærd næppe kunne forsvares.
Saavidt vi kunne se, kan man kun have handlet, som man har gjort, af tre Grunde: af Hensyn til Konkurrencen, af Omsorg for den gode Smag og af Omsorg for Moralen.
Vi ville saa kort som muligt undersøge hver af disse Grunde for sig.
Man kan altsaa for det første have lukket Smaatheatrene af Hensyn til Konkurrencen. Man har sagt til sig selv, at hvis Sekondtheatrenes Komedie skulde være saa god, som den burde, turde deres Direktører ikke trykkes af en Kneipekomedie, som under de nuværende vanskelige Konjunkturer berøvede de billige Pladser deres faste Publikum. Man har, med et Ord, lukket »Thalia« for ved at skaane for en Konkurrence er værne om Kunsten.
Jeg vil ikke her opkaste mig dl Dommer over, hvor vidt Kjøbenhavn mod sin nuværende Størrelse kan bære et tredie Sekondtheater, min private Mening er - men mulig tager jeg Feil - et tre Sekondtheatre ikke vare for meget, især da, hvis den nye Scene reises paa et passende Sted, paa Nørrebro eller i Frederiksborggadens Forlængelse. Men et er sikkert: saalænge Byen med sin nuværende Folkemængde kun har to private Theatre, maa disses Stilling med en dygtig Bestyrelse være saa grundmuret, at man ikke af Hensyn til dem behøver at lukke de smaa Theatre, der henvende sig til det bredeste Publikum, og hvis faste Stok af Tilskuere desuden slet ikke tilhører de Samfundslag, som besætte Privattheatrenes Bænke. Den Konkurrence, Smaatheatrene berede de øvrige Scener, er - da deres Publikum er saa forskjelligt - mere end halvveis en Indbildning, men selv om den ikke var det, og selv om de Sangerindelokaler, man har aabnet i Stedet, ikke beredte noget nær den samme Konkurrence - Hr. Bradeskys komiske Foredrag havde fuld saa stort et Publikum som Fatinitza - maatte den bæres alligevel, maatte og skulde, thi det dreier sig her om altfor vigtige Interesser. Hvad det gjælder, er jo intet mindre, end hvilke Forlystelser man byder det bredeste Middellag og en stor Del af den øverste Almue.
Desuden maa man heller ikke glemme, at de smaa Theatre ikke alene ere Konkurrenter, de kunne ogsaa virke som Opdragere. Den slettere Komedie turde dog maaske give en og anden Lyst til at se lidt af den bedre. Naar man ser Sagen praktisk, kan man ganske sikkert stole paa, at »Kaptain Grant« paa Frederiksberg Theater ikke har skadet »Børnene« paa Kasino.
For Resten synes da Myndighederne heller ikke paa alle Punkter at værne lige stærkt om Sekondtheatrenes Ret. Man har i Vinterens Løb oplevet et saadant Utal af Privatforestillinger paa Hoftheatret, Folketheatret og en stor Del private Smaascener, at de faste Theatres Stilling, hvis den ikke var saa grundmuret, som den virkelig er, maatte synes alvorlig truet derved. Thi disse Forestillinger henvende sig i Modsætning til Kaffekomedien til ganske det samme Publikum som Nørregades og Amaliegades Scener - og alligevel lader man dem uhindret florere.
Dette tyder paa, at de Raadende næppe have handlet af Hensyn til Konkurrencen, de have utvivlsomt meget godt vidst, at det Publikum, til hvilke Smaatheatrene henvende sig, er et ganske andet end Privattheatrenes, og at dette Publikum i en By af Kjøbenhavns Størrelse er mere end stort nok til at have sine egne Theatre. Naar de derfor alligevel have lukket Smaascenerne, er det af en anden Grund.
Maaske af Hensyn til den gode Smag.
Jeg vil straks imødegaa denne Bevæggrund med et Spørgsmaal. Kunne de Myndigheder, som have lukket de omtalte Etablissementer som Theatre, virkelig for Alvor tro, at de Sangerindetribuner, til hvilke man har omdannet Scenerne, ere mindre vanhelligende for Kunsten? Eller vil man maaske med en Sofisme paastaa, at Sangerindevæsenet ikke kan vanhellige Kunsten, da det slet intet har med Kunsten at skaffe? Vil man paastaa, at Sangerindetribunerne i »Boulevarden« og »Thalia« bedre fremme den gode Smag end de Skuespilpræstationer, man et Par Aars Tid saa paa begge disse Steder?
Thi Sagen er jo den, man har ikke lukket disse Etablissementer, man har forbudt dem at spille Komedie. Fra at være Theatre har man gjort dem til Sangerindelokaler.
Hvis man derfor har ment, at disse Theatres Komedie vanhelligede Kunsten, har man handlet i en i Sandhed sjælden Kjærlighed til den ophøiede Thalia, en Kjærlighed, som ligefrem har blindgjort de høie Myndigheder, der have overset, at naar Smaatheatrenes Komedie mulig krænkede den gode Smag, krænke de Sangerindelokaler, man gav i Stedet, ganske sikkert i Længden baade den gode Smag og den gode Følelse.
Men der er desuden noget, som er vigtigere end Massens Kunstsans, og det er dens Delikatesse. Det har man næppe betænkt. Men Delikatessen er Moralens bedste og sidste Bolværk.
Spørgsmaalet er her slet ikke, hvad der stærkest nedbryder den gode Smag, men det lyder, hvad slapper stærkest den menneskelige Sans. Hvad har Massen bedst af at se, daarlig Komedie eller smukke Trikotben? Undskyld det krasse Spørgsmaal, men dette er Sagens Kjærne, og man kan derfor ikke stille Spørgsmaalet for krast.
Og dog kan man godt have lukket Theatrene netop af Omsorg for Moralen som ovenfor antydet, den tredie Grund, der kan have bevæget Myndighederne til at benytte den valgte Fremgangsmaade.
Tingen er nemlig den, at det for en overfladisk Betragtning kan se ud, som om Smaatheatrene, hvis de skulle bestaa, maa henvende sig til ganske de samme Midler som Sangerindetribunerne; og de første ere i saa Fald saa meget farligere end de sidste, som de under et falsk Navn lokke det naive Publikum til sig, et Publikum, der aldrig vilde sætte sin Fod i Sangerindelokalerne, men som gjerne gaar i Theatrene for saa dog der at indsuge ganske den samme Gift.
Man kan altsaa have handlet, som sket er, for at skærme de naive - ie: netop for Moralens Skyld.
Men inden vi kunne tildele denne Grund synderlig Vægt, maa vi først have afgjort, om denne usalige Kaffekomedie da virkelig ogsaa indeholder saa megen Gift, at man af Hensyn til det naive - dog forholdsvis forsvindende Publikum, der søger Smaatheatrene, men som ikke søger f. Ex. »Thalia« i dets nuværende Skikkelse, skal berøve det langt bredere Publikum, der søger begge Slags Forestillinger - baade Komedien og Variétéforestillingerne - den altid noget sundere Komedie.
For at faa dette afgjort, maa vi først se lidt paa, hvad Kaffekomedien virkelig byder, dernæst paa, hvad Variétéforestillingerne yde. Er Forskjellen mellem deres Ydelser virkelig uvæsenlig, bør vi maaske tage hint store Hensyn til de »Naive« - er den væsenlig, have vi næppe Ret dertil. Isaafald maa vi absolut foretrække det mindre Onde for det større.
Hvis vi, hvad Smaatheatrene angaar, ville spørge dr allerede gjorte Forsøg til Raads - det er altid godt at raadspørge Erfaringen; den har nu en Gang for alle et anset Navn som Læremester - ville vi vistnok faa at se, at de virke ved forholdsvis uskyldige Midler, Midler saa uskyldige, som de ganske vist kun kunne være det overfor et Publikum, for hvilket en Duft-Vaudeville har mere Værd end en hvilken som helst Revue, og hvis herskende Egenskab i det mindste for Øieblikket er og bliver en fast ubegribelig Sentimentalitet.
Hvis vi kortelig ville undersøge det Repertoire, som f. Ex. Thaliatheatret levede paa det halvandet Aarstid, man havde tilstaaet det Theaterbevilling, ville vi sikkert se, at dette Etablissement næsten udelukkende har gjort Forretning med sine Tilskueres Sentimentalitet som den vigtigste Faktor.
Naar vi gjennemløbe Theatrets Programmer og samtidig søge Oplysning i dets Repertoirebøger, finde vi hver Aften - næsten altid som Aftenens great attraction - en sentimental Vaudeville, en Duftkomedie, der, som man snart vil opdage, er i nært, men maaske - jeg er noget tilbøielig til at tro det - illegitimt Slægtskab med »Slægtningene«, »En Søndag paa Amager«, »Den lille Zuav« og alle disse Stykker, hvis Handling man ikke vil have synderlig Vanskelighed ved at gjenkjende i »Et Amagerbillede«, »Tabt og fundet« og »Den Forældreløse«. Thi Hemmeligheden ved dette Repertoire er, at en stor Del af Stykkerne er byggede over »en fremmed Ide« - snart er det en Scene, man behændig fletter ind, snart kun en Person, snart er vel kun Benævnelsen bleven en anden, snart har Stykket ganske skiftet Ham. Maaske kan man fra andre Synspunkter have et og andet at indvende mod denne noget tvangløse Benyttelse af »fremmede Motiver«, men saa vist som det vilde være Galmandstale at beskylde »Slægtningene« for Umoralitet, ligesaa sikkert er det - - mindre forstaaeligt, om man beskylder f. Ex. »Den Forældreløse« derfor. Eller mener man maaske, at »Til Sæters«, »Min Rose i Skoven«, »Næskongen og hans Børn«, »Hjemkomsten«, »Den lille Matros«, »De militære Piger«, »Den lille Sangfugl«, »Ene hjemme«, »En Sommeraften i Djurgaarden« osv. osv. ere letfærdige Produkter? Bag deres luftige Forklædning vil den blot nogenlunde Theaterkjendte hurtig skimte gamle vel bekjendte Sager, og naar man har set »Til Sæters«, kjender man hele Arten.
Resten af Repertoiret bestaar hovedsaglig af dramatiske Situationer. Madammen med Logerende spiller i den Del af disse Stykker, jeg har havt Leilighed til at gjennemlæse, en stærkt dominerende Rolle; hvis man skulde beklage sig over noget, maatte det blive over Mangelen paa Opfindsomhed; vi møde altid de samme Typer, Pebersvenden, den latterlige gamle Jomfru, den arrige Kone, Studenten - en afbleget Afart af den uddøde Hostrup'ske - sjælden Ægtemanden, som bedrager sin Kone. Hovedparten af dette udfyldende Repertoire stammer sikkert fra Tyskland, jeg har fundet den tyske Dramaturgis fornemste Egenskaber smukt repræsenterede i disse Aflæggere. Maaske ere Ideerne franske, men til »Thalia« ere disse Arbeider ganske sikkert komne via Berlin eller Hamborg. Den franske Farce er bleven til en »Posse«, og Possen er bleven en dansk dramatisk Situation. Jeg mindes kun at have set en eneste meget vovet Farce i »Thalias« Repertoire - Sujettet var en ung Dames Skæbne, der for at beskytte sin Broder havde taget Herreklæder paa - og denne Farce mødte mig en smuk Dag under en anden Titel og i en lidt ændret Bearbeidelse paa - Scenen paa Nørregade. Det var »Min Frøken Broder«.
Saa er der til Slutning de meget omtalte »Revuer«, den Skuespilart, som mest nærmer sig Tribunernes Præstationer, og hvis hele Tone er alle deres mægtigste Vaaben, som ønske at lukke alle Forstadstheatrene. Efter min Mening er Thaliatheatrets Revuer meget kedsommelige, meget søvndyssende og i høieste Grad blottede for Lune; deres Vittigheder ere grovkornede, deres Brandere søgte og deres Kupletter mer end tarvelige - men deres Indhold er næppe anstødeligt, nye Viser over gamle Motiver, personificerede »brændende Spørgsmaal« og Branderfyrværkeri. Forresten - det er jo uundgaaeligt - Primadonnaen som en maaske lidt luftig »Svale« - men »en Svale gjør ingen Sommer«, det kan jeg rolig forsikre Dem for.
Jeg er nu ingenlunde blind for, at Repertoirebøger i og for sig og netop paa disse Scener ikke ere fyldestgjørende Veiledere, naar man ønsker at faa afgjort, hvorledes man spiller paa vedkommende Theatre. Meget kan lægges ind af den Spillende, Tonen kan være slet, »Aanden« fordærvelig. Naar den faktisk ikke kan siges at være det, skyldes dette Held neppe udelukkende Ledelsen eller Theatrets Eier, men langt snarere - vort Publikums Smag, for hvem det Sentimentale er Alfa og Omega.
Alligevel lukkede man hurtig Thaliatheatret.
Hvis vi fremdeles ville se lidt nærmere paa Boulevardscenens Ydelser, ville vi muligvis komme til den Erkjendelse, at selv dette Theater, der dog efterhaanden blev Samlingsplads for den omflakkende Ørkesløshed - af samme Grund - ikke gik videre, end Moralen kunde taale. Repertoiret var »Fatinitza«, »Poppedrengen«, en enkelt Akt af »Orfeus i Underverdenen«, en Akt af »Madame Angots Datter«. Saavidt jeg mindes, slog man Vinteren hen med disse fire. Maaske er det altfor blasfemisk at paastaa, at der er flere Slags Moral men, sikkert er det, at der gives to - en for Operetterne og en for alle andre. »Boccaccio« og »Fatinitza« ere begge af Suppé, og deres Texter ere naturligvis ogsaa i Familie med denne store Operetteslægt, hvor »Den skjønne Helene« er Stammoder og »Madame Angot« en haabefuld Descendent. For hele Familien er vel Boccaccios Decamerone næppe en fuldstændig ukjendt Lekture, man mærker den samme Luft baade i »Theblomst« og i »Flagermusen«, »Orfeus« og »Poppedreng« - men at Boulevardscenens Operettemoral var mere lav end alle de andres - nei, det kan man næppe paastaa.
Den øvrige Del af »Boulevard«ens Repertoire bestod af Lystspil, der lige som »Thalia«s vistnok væsenlig vare af tysk Oprindelse - en Række Stykker, hvor det fremfor alt vrimlede af fornemme Folk akkurat lige som i Fraklipningsfeuilletonerne, hvis Kupletter vare Variationer over gamle Themaer, og hvis Indhold var meget ubetydeligt - meget ubetydeligt, meget kedsommeligt for os og meget uskadeligt for alle Mennesker.
Boulevardtheatret blev lukket efter en Sæson.
Og der, hvor man rev en Scene ned, byggede man atter en Tribune op.
Der findes endnu et tredie Etablissement: »Vesterbros Theater«. Ogsaa der spillede man et Par Sæsoner Komedie, samme slette, men for Moralen absolut uskadelige Komedie som de andre Steder. Saa lukkedes Theatret, og man aabnede et Lokale, hvor Feltraabet »ingen Damer« lod Damekomikere træde i Damernes Sted. Nu gives der som her Variété-Forestilling.
Man gjør det, som sagt, for at skaane de Naive. Men indeholder nu virkelig disse Smaatheatres Komedie1, hvis Repertoire vi her have gjennemgaaet, saa megen Gift, man bør bringe de Naive dette Offer og give det store Publikum Sangerindeuvæsen i Stedet for daarlig Komedie?
Er det i Virkeligheden moralsk forsvarligt i Moralens Navn at lukke Theatre i og lukke Sangerindepavilloner op? Thi man maa stadig erindre, at de Ikke-Naive, som søge begge Steder, ere det umaadelige Flertal, de Naive, man vil skaane for Smitten, et forsvindende Mindretal?
For at faa dette afgjort er det, vi til Slutning maa se lidt nøiere paa, hvad Tribunerne yde deres Publikum.
Medens Komedien dog kan spille paa flere Strænge, kan henvende sig til forskjellige Følelser og som mægtigt Hjælpemiddel raader over den dramatiske Spænding, maa Sangerindevæsenet bestandig spille paa en og den samme Melodi. Medens den daarlige Komedie dog kan opdrage og efterhaanden vække Interessen for noget bedre, sløver det bestandig gjentagne, ensformige Sangerinderepertoires dræbende Kedsommelighed derimod enhver Interesse: selv de mest svorne Stamgjæster i Sangerindelokalerne gabe, medens deres Gudinder synge. Smaatheatrene holde dog vaagne, Tribunerne dysse i Søvn.
Og hvilke Drømme maa saa disse søvndyssende Midler skænke?
Tribunedirektøren har kun to Veie at gaa: enten maa han excellere ved »fremmede Artister« eller udmærke sig ved danske Kunstnere i Pariserkostumer. Det første er meget usikkert, han maa betale den ofte kostbare Reise hertil, og naar Artisterne komme, ere de meget ofte komplet udygtige. For saa at faa sine Penge ind er der intet andet for ham at gjøre end at kaste Artisterne ind i meget vovede Præstationer, som oftest »en fransk Kvadrille«, denne velklingende Eufemisme, som dækker over en mildest talt lidet tiltalende Virkelighed. Han kan derfor som f. Ex. »Thalia« benytte den anden Udvei og lade sine Sangerinder optræde i Originalkostumer, blandt hvilke de originale Ninichetoiletter ofte ere de decenteste.
Det var Paaklædningen, og Sangene - naa ja, Sangene ere naturligvis de samme som alle de andre af den Slags, Viser, hvori der er lidt nok af Mening, men mer end nok af Hentydninger; som altid handle om et og det samme, og som altid blive sungne paa samme Vis.
Paa Boulevardscenen har man valgt de »fremmede Kunstnere« til Specialitet: Komikere, Akrobater, Danserinder og Sangerinder. »Concert du Boulevard« er i sin nuværende Skikkelse en livlig Transitplads for Berlins og Hamborgs »Kanapé-Viser«; Vesterbros Theater lever af Duetter.
Til dette har man for de Naives Skyld omskabt Theatrene!
Men foreløbig maa det være mig tilladt at tro, at man næppe har handlet ganske rigtig deri.
Vi have nu gjennemgaaet og veiet de mulige Grunde, som kunde have bevæget til at lukke Smaatheatrene - veiet dem og fundet dem for lette. Men skulde Kjøbenhavns Politidirektør have andre Grunde - andre og bedre - burde han virkelig gribe den givne Leilighed til nu, da Sagen er forebragt Rigsdagen, ar udvikle, hvorfor han vedblivende modsætter sig Udstedelsen af Theaterbevillinger, medens han uhindret tillader Sangerindelokaler at florere.
Kjøbenhavns Politidirektør, siger jeg, fordi der er Etatsraad Crone, der Hele maa skyldes: saavel i Frederiksberg som i nordre Birk har man beredvillig udstedt Bevillinger; kun indenfor det Omraade, som ligger under Kjøbenhavns Politidirektør, ere de rigoristisk blevne nægtede.
Men Tingen er den, at Etatsraad Crone i denne Sag har handlet som borgermester i Helsingør ikke som Politidirektør i Kjøbenhavn: han har nemlig ved her i Kjøbenhavn at indskrænke bevillingernes Antal fulgt det Princip, som for Øieblikket vilde være det eneste mulige i Provinserne, men som man rigtignok der desværre aldeles har glemt at bringe ud i Praxis!
Saaledes som bevillingssagen nu staar baade her og der (til Provinskomedien skulle vi snarest vende tilbage3) synes Myndighederne i dette Spørgsmaal som desværre altfor ofte - man behøver kun at minde om begravelsesvæsensforhandlingerne - kun at have ringe blik og ringe Interesse for den store befolknings Trang og Tarv, og man maa haabe, at en offenlig Diskussion maa kunne rette Administrationens beklagelige Feilsyn i den hele Affære.
Herman Bang.
Teksten oprindelig trykt med fraktur. Kursiveret tekst ovenfor var sat med antikva
Noter:
1) Andragendet er nærmere beskrevet i Nationaltidende 7-6-1880, side 3: Til Justitsministeren ... fra Leieren af "Thalia" i Kjøbenhavn om Bistand til, at den Theaterbevilling, som han efter Politiets Raad søgte og fik af Justitsministeren, men som atter næste Aar blev ham fratagen, atter maa blive fornyet. Andrageren oplyser, at han har lidt et Tab, som han anslaar til henved 40,000 Kr., idet han havde forsynet sit Theater med respektable Kræfter fra Sekondtheatrene og Provinserne og anvendt sin Fortjeneste fra de forløbne Aar til Anskaffelse af Garderobe, Dekorationer og Repertoire, ligesom han i Tillid til Bevillingens Fornyelse havde leiet "Thalia" for 10 Aar til en forhøiet Leie af 6000 Kr. Den Fordel, Etablissementet i moralsk Henseende havde vundet ved, at det efterhaanden var lykkedes Leieren at fjerne næsten alt, som kunde minde om Sangerindeuvæsenet, er ligeledes gaaet tabt.
Afstemningen 11-6-1880 underkendte "Andragendet om Theaterbevilling til Thalia med 33 mod 21" (Nationaltidende 12-6-1880, side 2).
2) Herman Bang staver tilsyneladende konsekvent komedier uden flertals-r.
3) Jævnfør 13-8-1882: Theaterforhold i Provinserne.
Oprettet 11-10-2021 af Niels Jensen