Trykt i Nationaltidende, Nr. 1437, søndag morgen den 2.5.1880, side 1-2, som føljeton.
Vekslende Themaer.
»Lyssky Blade«
Det er nu saa længe siden, at man næsten har glemt det. Thi det gik jo med denne »Samfundsopgave« som med saa mange andre brændende Spørgsmaal. Den blev brændende en smuk Dag, uden at man vidste hvorledes, og den blev saa brændende, at Aviser og Tidsskrifter i to Maaneder bugnede af Artikler om Kolportage og Kolportageromaner; man snakkede og skrev og skrev og snakkede vidt og bredt, og man var tilsidst nær ved at sætte Samfundets hele Velfærd i Udryddelsen af en Hr. Jordan eller en Hr. Behrend. Men saa kom da en anden smuk Dag, hvor Redaktører og Udgivere mente, at det besynderlige Væsen, man til daglig kalder Publikum, begyndte at trættes af Historien, og hvor de derfor sætte deres »Hermed anse vi Diskussionen om dette Emne for afsluttet for dette Blads Vedkommende!« under en eller anden Artikel om det brændende Spørgsmaal. Og disse Ord bleve som saa ofte Ligtalen over Spørgsmaalet. Thi Publikum var virkelig blevet træt. Det er jo godt nok med Samfundets Velfærd, men nu kan det dog alligevel være tilstrækkeligt, siger man til sig selv. Saa har man desuden en dunkel Forestilling om, at nu maa det vel ogsaa snart være blevet bedre, man har jo dog hørt saa meget om denne Sag, og der er snakket saa meget om den. I slige Tilfælde ledes man tilsidst uvilkaarlig til at tro, at da, mens man snakkede - hvorfor skulde man vel ellers snakke? - ogsaa er gjort noget, og man slaar sig til Ro dels med denne noget løst begrundede Overbevisning og dels med et andet lige saa uvederhæftigt Ræsonnement, at det hele dog i Grunden vist ikke er saa slemt. Man kan ikke undre sig derover. Dette Publikum har set saa mange Spørgsmaal blive brændende - og alle vare de Livsspørgsmaal, saa længe de stod paa, og alle døde de alligevel hen, uden at det generede nogen. Det gik med »Samfundsopgaven« som med saa meget andet, man sætter under Diskussion herhjemme, som med det meste, havde jeg Lyst at sige: den druknede i den brede Strøm af Ord, hvori man nedsyltede den. Thi vi have en eiendommelig Gave til at tale bredt om alt, saadan nedsyltende bredt.
Saa døde Kolportagesagen hen, men Kolportageromanerne levede. Og dog var Krigen mod »Ørkenens Datter« og »Dalpigen«1 virkelig en Samfundssag; man var i dette Tilfælde virkelig snublet over et Samfundsspørgsmaal. Spørgsmaalet nemlig om, hvad man gav »Folket« at læse.
Lad os have Mod til at stanse et Øieblik ved dette Ord »Folket« - der hører virkelig Mod til. Hvis man for Exempel spurgte en fornuftig Mand, hvad »Folket« egenlig var, vilde han til en Begyndelse absolut le den Spørgende ud. Og dog var Spørgsmaalet ikke dumt, thi - oprigtig talt - Folket er lidt svært at træffe, noget vanskeligt at faa Øie paa. Naar den fornuftige Mand saa havde let sig træt, vilde han maa ske svare saadan noget som, at enhver af os lever i et vist Samfund, og alle disse Samfund tilsammentagne, det er »Folket«. Det vil nu ogsaa være ganske fornuftig svaret af den fornuftige Mand og meget populært, men det hæver ikke Vanskeligheden. Vi ville jo netop gjerne se hele »Folket«, og hans Svar deler netop dette samme Folk i smaa Samfund. Det hele hjælper os altsaa ikke, og naar vi ville være ufornuftige nok til at spørge den fornuftige Mand om, hvor vi kunne træffe Folket, kan han slet ikke hjælpe os. Vi vide jo, at en Nar osv. - og her ere vi Narren. Thi Sagen er, at ingen kjender Folket, netop fordi man til daglig altid kun ser det i smaa Stumper - maaske er, hvad man kalder Folket, til daglig virkelig kun Stumper - vi se bestandig Folket i Brudstykker. For at vise os det som en Helhed, maa der enten komme en Revolution eller en stor national Løftelse. I begge Tilfælde blive de mange Munde til en Mund, de mange Arme til en Arm, Folket til Et.
Vi Danske havde saadanne Dage i 1848. Da saa man det danske Folk. Men siden blev det danske Folk igjen til »de Danske«, og naar man nu spørger, hvad »Folket« er, vil det for de fleste Unge, som ikke saa hin Tid, staa som noget vist graat, ubestemmeligt og taaget, der minder ud i Forestillingen om en vis Masse af Mennesker, som tale Dansk og stemme til Rigsdagen. For de Ældre er Folket endnu bestandig den Slægt, som kæmpede og seirede i hin Løftelses og den første Friheds Tid; og det er ikke forunderligt, thi et Folk er vel noget saa stort og betagende, at man aldrig glemmer det, naar man en Gang har set det. Men maaske er hin Slægt død eller i Færd med at dø, og i saa Fald var det godt at lodde ned i Folkedybet for at se, hvad der var kommet i Stedet. Thi dette, at man intet Steds træffer »Folket«, rummer megen Fare i sig, blandt andet den, at man bestandig er udsat for at glemme dette »Folk«, som dog bestandig lever og bestandig drager Aande.
Hint Folk i otte og fyrre var født af den nationale Vækkelse i Aarhundredets første Halvdel. Mon det er de samme Strømninger, som opdrage Folket nu, det Folk, som vil vaagne, naar den næste Kamp skal kæmpes enten hjemme eller ude, det næste store Livsspørgsmaal skal afgjøres for os alle?
Se, dette Spørgsmaal laa bag hin »Samfundsopgave«, og det var et Samfunds spørgsmaal af største Betydning for os. Thi naar vi erfare, hvad »Folket« læser, have vi allerede en Ariadnetraad i Haanden. Kun den kan lede os paa Sporet efter, hvad dette samme Folk føler. Men man er, som sagt, ikke altid oplagt, i Grunden meget sjældent oplagt til at debattere Livsspørgsmaal, og Spørgsmaalet døde. Og at vække et dødt Spørgsmaal er lige saa vanskeligt som at opvække døde Mennesker.
Jeg vil ikke forsøge derpaa. Men et Menneske, hvis Pligt det er - og det er jo netop Feuilletonistens Pligt - at gaa omkring og se, møder ogsaa en Gang imellem Spor af Folket, og naar han gjør det, er det hans Skyldighed at fortælle det uden Kommentarer, kun hvad han har set. Jeg vil gjøre det fra Tid til anden. Men alt, hvad man kan se paa saadanne flygtige Streiftog, er Glimt af Livet, og alt, hvad jeg kan give, er kun Antydninger. Men selve disse Antydninger ville maaske kunne vække andre, hvis Hverv er et andet, og hvis Evner ere rigere end mine, saa at man alvorlig og prøvende giver sig til at undersøge, hvor vi ere, og hvorhen vi styre. Thi vi maa se at faa det at vide.
Den. som vil undersøge uden Fordomme, vil maaske møde besynderlige Ting, nyskabte Bevægelser, nys fødte Strømninger. Massen opdrages og ledes bestandig af Strømninger, som komme. Himlen ved hvorfra, men som man maa agte paa, hvis man vil kjende det Samfund, hvori man lever. Hvad jeg ønsker at gjøre opmærksom paa, er et enkelt Punkt, som vedrører hin uløste Samfundsopgave, hvoraf i sin Tid Hr. Otto Borchsenius2 og Hr. Vilhelm Møller havde saa betydelig Fortjeneste. Jeg vil begynde med at forsikre, at Kolportageromanerne med deres Tilbehør af Olietryks-billeder og Præmier befinde sig saa vel som nogensinde, at de bestandig sælges i Tusinder af Exemplarer, og at det bestandig er den samme slette, nervepirrende Læsning, der bydes i de tynde Hefter. Men efter denne Forsikring vil jeg forlade Hefteskrifterne for at opkaste et Spørgsmaal, som, den Gang Debatten var oppe, blev mindre indgaaende behandlet; jeg vil tillade mig at spørge Dem: Hvilke Blade tror De, »Folket« læser?
Man vil rimeligvis svare, at »Aftenposten« udgaar i 25,000 Exemplarer, og at der foruden »Aftenposten« findes et Par Dagblade, som for den samme billige Pris henvende sig til det samme Publikum. Det er meget sandt, at disse Blade maa kunne tilfredsstille en Del af denne Befolknings Trang til Læsning, navnlig en Del af den mandlige Befolknings. En stor Del Arbeidsmænd og Haandværkere ville have deres »Blad« ligesom vi andre, og der er den gode Ting ved deres mindre Øvelse og ofte diminutive Dygtighed i Hurtiglæsning, at Læsningen af »Aftenposten« for dem kræver mindst lige saa megen Tid som for os Gjennemjagningen af alle de store Dagblade tilsammen. Men den, som kjender vore Damers Ulyst til at læse Aviser, vil kunne forstaa, at de lavere Samfundslags Kvinder, hvis Tid, saa lang Dagen er, er optagen af trættende og legemligt, udasende Arbeide, endnu mindre kunne skænke deres Mænds eller Brødres »Blade« nogen større Opmærksomhed. Saa længe vore Dagblade ikke lægge endnu langt mere Vind paa underholdende Stof end hidtil, ville de kun skrives for og læses af Mænd.
Selv vore Damer gjennemflyve Dagbladene for at tage deres Tilflugt til den belletristiske Literatur, som saa til Gjengjæld altfor ofte maa lide under, at den næsten udelukkende skrives for Kvinder. Men naar det forholder sig saaledes, kan det ikke undre os, hvis Almuens Kvinder søge til deres Skjønliteratur ie: til Hefteromanerne, og til deres Ugeblade.
Det er disse Ugeblade, jeg vil pege paa. Naar jeg har henregnet dem til den Klasses belletriske Literatur, for hvilken de ere bestemte, er Udtrykket egenlig ukorrekt. Der er mellem dem blandt andet en ikke ringe Mængde religiøse Blade, Missionsblade, Søndagstidender, Organer for Sekter og Afarter af Sekter. Blandt andet ogsaa de sikkert overordenlig heldbringende Smaablade, som gjennem Søndagsskolerne bringes i Børnenes Hænder og ad denne Vei vel blive en almindelig Læsning i adskillige Hjem. Men slige religiøse Tidsskrifter ligge udenfor disse Liniers Kritik, ligesom ogsaa det hidtil enestaaende fritænkerske Maanedsskrift »Fremad«, som er den første Frugt af den livlig ulmende antireligiøse Bevægelse i den kjøbenhavnske Almue - en Bevægelse, som i visse Kredse synes at have afløst det socialistiske Røre - men til hvilket vi i en anden Sammenhæng skulle vende udførlig tilbage. Baade disse Samfundslags Opbyggelsesliteratur og deres paabegyndte videnskabelige Organ er os her uvedkommende; det er kun Morskabsbladene, vi ønske at opsøge og underkaste en Prøvelse.
Og selv her vil jeg ile med at skjelne mellem to Arter af underholdende Skrifter. Der findes et vist Antal lavere, illustrerede Blade, hvis Navne vi ofte høre, som undertiden falde os i Hænderne, og hvis Billeder vi i det mindste i Ny og Næ have set: først og fremmest »Illustreret Familiejournal«, hvis Billeder alt Fald ere særdeles anerkendelsesværdige, Texten derimod mindre heldig, da den lægger ialt for lidt Vind paa det oplysende Element; dernæst tildels ogsaa »Søndagsposten«, »Illustreret Folkeblad«, »Revuen« - maaske en Smule slettere end de to nævnte - og et enkelt andet, som henvender sig til den samme Læsekreds, men som dør af de Børnesygdomme, der ofte bortrive Pressens Børn saa forbausende hurtig og derpaa give Plads for et nyt. Disse Blade gjøre næppe noget ondt, de leve hovedsagelig af Romaner i »Stilen« med Engle og Djævle og skurkagtige Forførere, som tilintetgjøre en englehvid, fattig Uskyldighed; af Bearbeidelser af yndede Theaterstykker - i Parenthes sagt, pragtfulde Romaniseringer - af Smaanoveller og Eventyr. Athalia Schwartz har været et Mønster for adskilligt af, hvad der er fremkommet i disse Blade, som ere deres Navne bekjendte, som endnu besidde den Ærgjerrighed at ville høre til Pressen, og som man kan faa fat paa naar som helst. Det er saa langt fra min Agt at dadle f. Ex. »Familiejournalen«, at jeg tværtimod mener, at man foreløbig paa alle Maader burde støtte den.
Men ved Siden af disse Blade findes der en Række af Ugeskrifter, som hverken De eller jeg nogensinde ser, hvis Navne De aldrig har hørt, hvis Tilværelse er ligesaa dunkel som deres Udgiveres, som aldrig avertere, som fødes i en Spekulants Hoved, og hvis Vei, saa længe de leve - thi deres Navne skifte hurtig, Indholdet er nogenledes det samme - gaar ad Kjøkkentrapper og Bagdøre; hvis Indhold er ukontrolleret, men som læses af Tusinder. Jeg vil kalde denne Art af Blade for de lyssky.
Naar vi opsøge disse Blade, ville vi finde Exemplarer som »Thyra«, »Dagmar«, »Alexandra« - maaske er dette i de sidste Maaneder ophørt at udkomme - »I Borg og Hytte«, »Søndagsjournalen« osv. Lad os begynde med »I Borg og Hytte«, der udgaar hos en Hr. Bigandt, »koster 10 Øre Numeret og bringer i hvert Numer et Billede«. Dets Indhold er kun Romaner af den sædvanlige Beskaffenhed, nervepirrende, inciterende Historier, Demimonderomaner, Mordfortællinger og »Original«-Noveller af en besynderlig Beskaffenhed. Jeg har fundet en Fortælling: »Samvittighedsløs«. som kan være et Exempel. Himlen kjender alle de forfærdelige Forbrydelser, denne Romans Helt endnu kan begaa: allerede i det fjerde Kapitel synes han indtil Overmaal at have udæsket selv den menneskelige Retfærdigheds saa træge Taalmodighed. Men De kjender dette Sammensurium af Utroskab, Sindssygeanstalter, uægte Børn, Mord, løsagtige Kvinder og Fortvivlelse. Lad os dog til Oplysning vælge et enkelt Numer af det værdifulde Blad. Jeg har en Bunke liggende for mig og griber paa Maa og Faa Nr. 6. Paa Forsiden et Billede af to dresserede Elefanter, et aldeles værdiløst og meningsløst Billede med en Mand, som theatralsk staar opstillet paa den ene høithvilende Elefants Hoved. Og hermed ere vi færdige med de vellykkede Illustrationer. Det næste, vi møde, er Romanen »Mathilde de Ribas«, en Pariserroman, hvori Heltinden er en mindre agtbar Dame, som »er Skuespillerinde og tager imod Foræringer, som tilsyneladende ikke er i Besiddelse af Existensmidler, men alligevel lever i behagelig og munter Omgang med Folk af Verden«, og om hvem en Notar derfor ganske naturlig slutter, »at en eller anden understøtter hende med Penge«. Denne Mathilde synes saa tilmed at have mere end en Finger med i Spillet i et Mord paa en vis Rigmand, Hr. Guerin, hvis Arving hun truer med at ville blive i et følgende Afsnit af Fortællingen. Saavidt i tiende Kapitel. Efter en hel Artikel om de dresserede Elefanter, hvori det blandt andet om Elefanten hedder, at den »paa Grund af sin Størrelse og sin Intelligens indtager en fremragende Plads i vort Omdømme, og at endogsaa Historien har helliget mere end et Blad til at fremhæve dens fysiske og moralske Egenskaber«, følger den næste lige saa indholdsrige Roman, den overfor omtalte »Samvittighedsløs«, hvori den forbryderske Ægtefælle allerede i fjerde Kapitel har indespærret sin uskyldige Hustru i en Daarekiste. Det er alt - og dette Numer med sine Elefanter, sin Skuespillerinde, der tager mod Foræringer, og sin Daareanstalt i fjerde Kapitel koster Abonnenterne 10 Øre. Men saa modtager man jo rigtignok i Aarspræmie »et meget smukt dansk Olietryksbillede efter Originalmaleri af Hr. Kunstmaler Knud Gamborg udført i Olietryk af Hr. Lithograf Alfr. Jakobsen fremstillende 1. Akts anden Scene af Skuespillet Ambrosius«. Og »Ambrosius« er et Trækplaster.
Men selv om Hr. Gamborgs Dygtighed er nok saa fremragende og hans ambrosianske Billede nok saa tillokkende, maa man alligevel finde, at ti Øre Numret for dette Blad langt fra er nogen Spotpris. Jævnsides med »Nutiden« udgik et Par Kvartaler et Ugeblad, der udstyret med to smukke Træsnit i hvert Numer indeholdt omtrent fire Gange saa megen Text som »I Borg og Hytte«; »Hjemmet« kostede 1 Kr. 50 Øre Kvartalet, og der var altsaa i Bladets Pris en Forskjel af 30 Øre Fjerdingaaret. Man kjender kun lidet til den kjøbenhavnske Almues - og det er jo hovedsagelig den, der støtter Hr. Behrends Blad, som vel trods sin Titel foreløbig maa holde sig i »Hytterne« - overlegne Foragt for den Ti-Øre, den har, hvis man vil paastaa, ar denne Prisforskjel har havt den fjerneste Indflydelse paa disse to Blades forskjellige Udbredelse. Men Tingen er for det første, at Herrerne Bigandt og Behrend af lang Erfaring kiende deres Publikums slette Smag og at de spekulere i denne Smag, hvorimod Hoffensberg og Trap med en anset og hæderlig Mands Navn paa deres forsøgsvis udgivne Organ søgte at bane Vei for en bedre og sundere Læsning hos det store Publikum, til hvilket »Hjemmet« henvendte sig. Og denne læsning var altfor lidet krydret, denne Lekture, hvorpaa en kjendt Mand havde sat sit Segl, var altfor ren i Forhold til den store Uendelighed af navnløst, nervepirrende Gods, hvormed man ustraffet kan fylde »Borg og Hytte«.
Hr. Rom, som netop gjennem Udgivelsen af Tidsskrifter har kæmpet ihærdig for Samfundsopgaven, har maaske opnaaet noget større Resultater, men selv han har ikke kunnet trænge ind i de Lag, hvor de Herrer Jordan og Behrend husere ie: blandt Almuens Kvinder. Men naar det hidtil ikke er lykkedes at beseire disse Spekulanters lyssky Presse, saa er det i Sandhed den yderste Tid til at gjøre et sidste og afgjørende Forsøg derpaa. Der vil behøves store Summer, Kapitaler maa sættes paa Spil, men den, som vover Forsøget og seirer, vil for det første faa rigelig pekuniær Erstatning for sin Umage og sine Ofre, og for det andet vil han have udrettet mere for det Samfund, han tilhører, end maaske nogen aner. Hvad han vil have gjort, vil simpelthen være det: at have reddet den næste Slægt for en Smitte, som, naar den først har bemægtiget sig Mødrene, ufravigelig maa forplante sig videre.
Det er derfor, det er en Livssag, hvad et Folk lærer sine Kvinder, og hvad et Samfund lader sine Kvinder læse, og naar det dreier sig om en Livssag for os, bør vi ikke, have vi ikke Ret til at lade Hr. Jordan være ene om Buddet.
Men hvis vi skulle overvinde den lyssky Presse, maa vi angribe den i dens egen Leir. Jeg mener - tilgiv denne Gaaen paa Akkord - at man til en Begyndelse maatte vælge det mindre slette Stof for efterhaanden at naa til det bedre, det mindre usunde, for efterhaanden at naa til det sunde. Og dernæst - hermed naa vi til det allervigtigste Punkt - maa man opsøge de samme Kolportører, som nu besørge den lyssky Presse bragt fra Hus til Hus. Man maa opsøge Kolportører, som kjende det Publikum, til hvilket man henvender sig, og man maa vinde dem ved at love dem endnu større Fordele, end de nu have. Thi desværre viser al Erfaring, at det i Kolportagesagen aldeles ikke dreier sig om, hvad der kolporteres, men kun om, hvordan det kolporteres.
Man maatte desuden, saa at sige, kæmpe mod hvert enkelt af de lyssky Blade - ogsaa mod Femøre-Bladene ... »Thyra« er typisk for disse Organer. Foruden en Illustration, hvis Slethed overgaar al Beskrivelse, indeholder hvert Numer en tre-fire Romanstumper af det sædvanlige Indhold. Et NB. bag i Bladet meddeler - maaske som en Anbefaling? - at »med Ugebladet Thyra følger ingen Præmie«. Ikke Spor af oplysende Stof ikke engang populære Afhandlinger om Elefantens moralske Egenskaber, kun Romaner og paa Bagsiden Brandere. I Fraklipningsfeuilletonen en meget varmblodig, italiensk Roman, som vel er Organets store Trækplaster.
Det er i Forbindelse med »den rene Jomfru«, hvis fem og fyrretyvende Hefte forleden faldt mig i Hænderne i min Værtindes Kjøkken, vor Almuekvindes eneste Læsning. Eneste, det kan jeg forsikre Dem.
Det var ved Øhlenschlæger-Festen4 om Morgenen. En af mine Bekjendte fik sin The paa Sengen - maaske af Vane, maaske i Anledning af Festen. »Naa Ane«, siger han saa, mens han sætter sig op i Sengen. »Hvad er det saa for en Fest idag?« - Det vidste Ane da ikke. - Jo. det var for Øhlenschlæger. - - Naa. - - Ja, for Ane kjendte jo nok Øhlenschlæger? - Nei, ikke det hun vidste af. - Havde hun aldrig hørt det Navn? (han reiste sig lidt høiere op i Sengen) - Nei, hvor skulde hun høre det fra? det vedkom jo ikke hende! - Om hun da aldrig havde gaaet i Skole? - »Jo, vist saa, i Skippinge.« - »Men hvad lærte I da i Skippinge?« - »Bibel«, siger Ane.
Historien er sand. Og min Barbersvend gik det ikke bedre. Han troede Dagen efter Festen, at Stadsen var gjort for Ørsted, og at Ørsted havde skrevet »Hakon Jari«. Forresten er denne Barbersvend senere gaaet til Theatret.
Men nok om den belletristiske Del af denne Presse. Der staar endnu den satiriske tilbage. Ogsaa den bør jeg henlede Opmærksomheden paa i disse Linier, som, uden at give noget nyt, kun ville opfriske noget gammelt.
Disse satiriske Blade - »Ravnen«, »Knald«, »Den nye Humorist« - falde maaske en Gang imellem en og anden af mine Læsere i Hænderne paa en Kafé eller paa en Jernbanestation, og de ere derfor muligvis ikke det bedre Publikum fuldstændig fremmede. Men naar man læser deres private og personlige Angreb, deres Sandhedsforvridninger og deres Forhaanelser af alt Bestaaende, indskrænker man sig som oftest til at trække paa Skulderen og hvisle et »Smudspresse« ud mellem Tænderne, medens man slænger Bladet fra sig. Men Bladet dør ikke, fordi jeg kaster det fra mig. Det vedbliver at leve og udkommer og skrives - ikke for dem, som ikke gide læse dets Nonsens, men for de mange, som læse det med Begjærlighed og tro paa det som paa et Evangelium.
Thi der gives Folk, som tro paa, hvad »Ravnen« fortæller dem, og hvis der er nogen, som ønsker at vide, hvad et saadant af den offenlige Mening ukontrolleret Blad rolig tør fortælle, henviser jeg ham blot til det sidste Numer af det radikale Organ, som jeg altid følger med Opmærksomhed. Man vil blandt andet finde et Digt om »den nye Lov om Kvindens Formueraadighed«. Bladet tager Parti for Mændene. Hvorledes et radikalt Blad kan vove dette? - ja, det er ubegribeligt, naar man ikke kjender Tankeløsheden og den sørgelige, bundløse og skæbnesvangre Uvidenhed hos den brede Masse, til hvilken det henvender sig. Det hedder blandt andet i Digtet3:
Om Jordemødre sagdes tidt,
Ar de var Rasmus efter Evne,
Men nu de ei behøver levne
Den arme Mand af Gagen lidt.
Hvis han har Penge, faar han Maden,
Hvis ei, saa kan hun le ad Raden.
En Sælgekone kommer hjem
Med Lommen fuld af gode Øre,
Hvad Pokker skal nu Manden gjøre?
Som Arbeidsløs er Sagen slem.
Han beder: Mutter! vær dog naadig,
Jeg ved jo, Du er eneraadig.
I Lotteri nys Konen vandt
En Masse smukke blanke Kroner,
Saa slaar hun an i høie Toner,
Mod Manden stiller sig paa Kant.
Hun gaar i Fløil og Silkedragter,
Mens Manden knap en Trøie magter.
Og paa den næste Side af samme Numer finder man et andet Digt om »forvildede Pigers Frelse«, hvor man, som rimeligt er, tager Ordet, hæftig og bebreidende, for de »under Fødder traadte Kvinderettigheder«, hvis spæde Tolk Hr. Frederik Bayer jo netop har været. De to Digte staa virkelig i det samme Numer. Hvorledes det er muligt? Jeg skal sige Dem det: den almindelige Dannelse - Massens Viden - er bestandig fra 1814.
Vi skulle i en senere Artikel5 se lidt nøiere paa, hvad vor Almue egenlig lærer. Til daglig gaa vi saa let omkring uden at have rigtig Rede paa det, som ligger os allernærmest. Naar vi have set uden Sminke, hvad vor Almue lærer i det Herrens Aar 80 - lærer i det Danmark, som var det bedst oplyste Land i 1814 - naar vi have betragtet den herskende Uvidenhed lige i Ansigtet, saa vil meget blive os forstaaeligt, som nu er uklart, saa ville vi forstaa baade »Thyra« og »Ravnen« og den nye »Humorist«, som mest virker ved Trikotben, og »I Borg og Hytte« og - meget, meget andet!
Au revoir!
Herman Bang
Teksten oprindelig trykt med fraktur. Kursiveret tekst ovenfor var sat
med antikva.
Noter:
1) En novelle med titlen: Ørkenens Datter, var trykt som føljeton i Illustreret Tidende i Aargang 18, fra Nr. 926 (24-6-1877) side 398. Anført med: Af en fransk Læges Erindringer. Paa Dansk ved -n-m-. Det er dog tvivlsomt om det kan være den Herman Bang tænker på. Dalpigen derimod var en roman på 1220 sider: Emil Borring: Dalpigen. A. Behrend. 1.-2. Del, 1878.
2) Otto Borchsenius udgav 1877: Et Vendepunkt i Kolportage-Industrien. 14 sider. [Optrykt af artikler tidligere trykt i tidsskriftet Nær og Fjern]
3) Trykt i Ravnen 25-4-1880
4) Afholdt 14-11-1879
5) En sådan artikel kom ikke
Denne side er oprettet af Niels Jensen