[Side 113]

Om det franske Skuespillerselskab i Kiøbenhavn.
Brev til min Ven αυσ i T****p.

Vist have vi havt et fransk Skuespillerselskab her i Byen; og at du, den gamle lidenskabelige og videnskabelige Theaterven, kunde være lysten efter at høre noget derom, har jeg fra først af været saa sikker paa, at det endog, da de aabnede deres Forestillinger, var min Idee, at følge dem Skridt for Skridt i en Række Breve, som dem, hvori jeg ældre Tider gav vor Ven **p Beretning om vort Theater. Men strax ved de allerførste Forestillinger fik jeg Forfald for at følge dem stadig; hertil kom, at største Delen af det, de spilte, alt mere og mere blev Syngespil, et Slags, om hvis Spillemaade og hele Væsen, jeg, som du veed, ikke har de bedste Begreber, og for hvilket jeg i Almindelighed end mindre har den meest levende Interesse; flere Biaarsager stødte til; og alt, hvad jeg nu seer mig [Side 114]istand til at meddele dig efter dit Ønske, er en Slags Caracteristik af Selskabets Personale, hvorved jeg - og det ei blot af Galanterie - vil begynde fra Damerne.

Directricen Mad. Fourés kan med Føie siges at være den, der giver Truppen sin Hovedværdi; kan man end maaskee ikke, i strængeste Betydning, tillægge hende Navnet af en stor Kunstnerinde; hindrer end maaskee just selve Mangfoldigheden af de Fag, hun spiller, eller maa spille, hende i at være fuldendt eller fuldkommen i noget af dem, kan dog aldrig ens Bang den ubilligste Partiskhed afstride hende Navn af meget talentfuld. Allerede for to Aar siden gav hendes høist vittige Cephise, samt hendes comiske Catau, i det nydelige lille Intriguestykke Mistro og Argelist, og maaskee endnu mere den henrivende Galning Clara i Arrestanterne, mig et høist fordelagtigt Begreb om hendes comiske Talent og Kunst, og en Række af forskiællige comiske Caracterer, fra den fine Dorimene i de forstilte Uetroskaber, hvor jeg, endog i Sammenligning med det mesterlige Ideal for denne Rolle, der fra vor Skuepladses ældre Dage svævede for mig, erkiændte en Mesterinde i den høiere Comedies fine Tone og Anstand, og indtil den qvindelige Proteus Frosine, hvormed jeg for faa Dage siden troede hendes talentfulde Fremstillinger sluttede, har end mere stadfæstet denne min Dom. Da jeg har Føie at formode, det Sidstnævnte [Side 115] Vaudevillestykke af Radet er dig ubekiændt, vil jeg give dig et kort Udtog deraf. Den unge Florimond, Søn af en Skuespilentrepreneur, er forlovet med Frosine, en ung Skuespillerinde, der har mældt sig om Engagement hos hans Fader, men kun faaet maadeligt Haab, da han i den Nykommende kun frygtede at faae, en overflødig Person paa Halsen, med mindre bun netop var En, der passede overalt. For nu at bibringe ham, fordelagtigere Tanker om sig, fremstiller hun sig for ham under fire forskiællige Forklædninger, først som en nylig ankommen Landsbypige, der, uagtet sit Bondesprog og sit Bondevæsen, vil antages til at spille Elskerinder - Rolle,  Madam Fourés udførte til Fuldkommenhed – dernæst som en skrækkelig Skuespillerinde, ved Navn Rosalie, en sand Havgasse, der i den meest uqvindelige Tone forbyder ham at antage den omtalte Nicette, som efter hendes Sigende skal have en Anbefaler i en ung Theaterdilettant, der hidtil hyldede Rosalie; en Rolle, som dobbelt hæves ved alt det, samme Rosalie midt under sit Skiændegiæsteri fortæller os om sine Fortienester i de unge Elskerinder, og de uskyldige Piger, i hvilke hun træder i sin Moders og sin Bedstemoders Fodspor, af hvilke den ene spillede de unge Elskerinder i 30 Aar, og den anden de uskyldige Piger, da hun havde ti Børn; ogsaa denne Rolle gav Mad. Fourés med, usigelig. Kraft og Sandhed; derpaa [Side 116]kom hun som den omtalte Theater eller Actricedilettant, en gasconsk Spradebasse, ved Navn Forlignac, i hvis Mund ere lagte mange ogsaa her høist træffende Naiviteter om Skuespillerdannelse og Skuespillerfremdrivning, og som hun ligeledes spillede med megen Lethed og Liv; og endelig som en fransk Fiskerkiærling, der paa sin Maade giør Indsigelse mod Nicettes Antagelse - en Rolle, hvis Sandruhed og Salt vel af et fremmed Publicum umulig kunde skee Ret; men om hvilken man dog med Føie kunde sige, som om visse Portraiter, at man ikke behøvede at kiænde Originalen, for at see, at det lignede særdeles; hvorpaa hun endelig i sin egen Gestalt fremstillede sig for Directeuren, og da denne gientog sin skriftlig givne Afviisning, gav sig tilkiænde for ham, som den, der havde spilt de fire foregaaende Personer, og antoges med Glæde.

I de Dage, da vi saa idelig og saa gierne sysselsatte os med Samtaler om Kunsten, mindes jeg, vi engang taiede om de tre forskiællige Løsensord, om jeg faa maa sige, Tydsklands tre ypperste Kunstnere, Schröder, Reineke og Iffland, som Idealet af Skuespillerfuldkommenhed, havde i Munden. Schröders Fordring var Mangfoldighed (som han da og var den mangfoldigste Kunstner, jeg nogensinde har seet), Reineckes : Sandhed (hvorfor og for ikke længe siden i Bibl. d. sch. W, er lagt þam til Last, at han fordærvede [Side 117]Theatret ved at indføre das Natürlichsprechen), og Ifflands: Anstand. Den første af disse Fordringer maatte altsaa, som du blot af dette seer, Mad. Fourés i en høi Grad have fyldestgiort. Tilføier jeg nu tillige, at jeg fremdeles i det Comiske af hende har seet foruden Dorimene, og et Par lignende Roller, og Cephise med fit comiske Appendix, ogsaa et Par Soubretter, og Roxelane; i det Naive Savojarden Joseph, den lille Matros, og Alexis; i det Alvorlige Cecilie i Galleislaven, Grevinde Sancerre i butte Elsker, Isaura i Rolf Blaaskiæg, og Stratonice i Syngespillet af dette Navn, og endelig Nina, vil du tilstaae, at, saafremt alt dette var af lige Godhed, vilde hun, ifald hun især tillige fyldestgiorde begge de øvrige Fordringer lige Fuldkommenhed, været een af de første Skuespillerinder paa Jorden, om hvem det i en høi Grad vilde være ubegribeligt, hvorledes det tillodes hende at omvanke i fremmede og fierne Lande, istæden for at glimre i sit Fædrelands Hovedstad, ved en Contats høire Side. Men nei! dette var ikke Tilfældet; selv hendes Comiske havde ikke altid, især i hendes Soubretter *), den naturlige Lethed, vi nu [Side 119]hos en Mad. Lange, som i fin Tid hos en Walther, Preisler og Bournonville, saameget have beundret; meget ofte kunde man fristes med et bekiændt Epigram at sige til hende :

Vous cherchez de l'esprit, Climene!
Comme si vous n'en aviez pas!

selv i hendes Cephise forekom hun mig i Aar at spille, at arbeide, at udhæve for meget, at besidde langt mindre ungdommelig Lethed, end da jeg for top Aar siden saae den af hende; og kan jeg skiøndt ikke være enig med dem, der satte hendes Roxelane under dem, vi her have seet, hvem hun, især i sidste Act, syntes mig langt over, naaede hun dog ikke den Erindring, Mad. Raimond fra theatre italien i Paris har efterladt sig hos mig. Meget levende istemmer jeg derimod den varme Berømmelse, man har givet hendes naive Drenge, hendes lille Matros, hendes Savojard, hendes Alexis; og torde jeg maaskee endog staae i Tvivl, om jeg ikke endda gav Mad. Pitou, der forrige Aar hos det saakaldte stokholmske Selskab spilte Matrosen, Fortrinnet for hende deri, (af vore Skuespillere har jeg aldrig seet den forestilt), havde endog hendes lille Savojard en farlig Medbeiler hos mig i den, jeg for flere Aar siden mindes at have seet paa vor Skueplads, og kan jeg end ikke fragaae, at de første Scener af hendes Alexis vare mig for declamatoriske, da har derimod ikke længe nogen Forestilling aflokket mig sødere Taarer, [Side 119]end Alexis Scene med Hr. Nelcour, hvor han tilsiger denne Brevet. Hvad hendes alvorlige Roller angaaer, da behøver jeg ikke at have seet Rollen i Galleislaven af vor classiske Jfr. Astrup, hvis Kunst og Flid du i dette Maanedsskrift selv har anpriist, for at erkiænde Mad. Fourés Cecilie for fuldkommen mislykket, Spillet og Stillingerne contorsiviske og uskiønne, Declamationen svulstig og ildelydende. Bedre, men dog ikke nær saaledes, som vi paa vor Skueplads har seet den, end ikke saa god, som den forrige Aar blev givet af Mad. Camille fra det stokholmske Selskab, var hendes Grevinde Sancerre i butte Elsker. Men nu hendes Isaura i Rolf Blaaskiæg, dette hendes saa udskregne Mesterstykke? hvad skal jeg sige om den? skal jeg bøie Knæ for Dagens Tone, og hylde? eller skal jeg taus snige mig forbi, og holde Hatten for Øinene, at Ansigtet ikke skal forraade mig? skal jeg fortie, at alt hendes Udvortes burde holdt hende fra denne barnlige, næsten barnagtige Rolle? at den saa beklappede Maade, hvorpaa hun yttrede sin Lyst at bruge den forbudne Nøgle, var comisk, altsaa høist upassende for en Handling, der har faa afskyelige Følger; at hendes Skrig i Cabinettet hører til det Græsselige, der aldrig bør høres paa Stuepladsen; at hendes følgende Scene vilde fortiene samme Bebreidelse, hvis ikke det meget Tomme, Intetsigende i hendes Bevægelser betog den al virkelig [Side 120]Kraft; at den vederstyggelige Scene, hvor hun slæbes efter Haaret for at slagtes, hører blandt dem, en Mendelsohn og Engel med saa megen Ret ivre imod; at - dog Konen kiændte sit Publicum, det er nok.་

Men nu hendes Nina, min Ven! formodentlig er det dig ikke ubekiændt, hvad jeg forhen offentlig har sagt derom, saa meget mere, som det ved tilfældige Omstændigheder har faaet mere Publicitet, end jeg tænkte paa; eengang siden har jeg seet denne Rolle af hende igien, og endnu stedse med min første Beundring; en Beundring, der maa være saameget mere umistænkelig, da jeg i Mad. Schröders Ophelia og i Mad. Rosings Grevinde Waltron havde to uovergaaelige Idealer for vanvittige Scener saa dybt indprægede i mit Inderste. Mig er bleven sagt, at Mad. Fourés Nina skulde være meget for voldsom; men tvertimod! just det, der interesserede mig saameget ved den, var det usigelig meget barnagtig, og tildeels barnlig vanvittige, hvorpaa saavel hendes første Scene, som den med Germeuil, var saa riig; og især var den navnkundige Sang: quand le bienaimé reviendra, og fornemmelig Omqvædene deraf, mig ved deres hiertelige Udtryk usigelig rørende. Ikke vil jeg derfor dølge, at det Par hæftigere Stæder ved hendes sidste Forestilling mindre behagede mig; men deri havde to Biting ikke ubetydelig Deel; det første, det for Scener af dette Slags alt for indknebne Local [Side 121]paa Privattheatret i store Kongensgade; det andet, at hendes Slæb, som hun ellers i comiske Scener er saadan Mesterinde i at behandle, ikke siælden fordrede et Øiebliks Opmærksomhed eller Besindelse, som Dobbelt maatte støde hos en Person, der, som Nina, havde aldeles glemt sig selv, og Alt udenfor sig. Hendes Tilbagevenden til Fornuft var derimod, ligesom hele Scenen med Germeuil, ubeskrivelig deilig, og saameget mere at beundre, da hun saa lidet understøttedes deri. At i øvrigt Ninas Vanvittighed er for lang, at den giør et ubehageligt Indtryk, paa os, da den møder os strax, uden at hun i Forveien, som i Balletten af samme Navn, er i sin sunde Tilstand blevet os interessant, er jeg villig at indrømme; men de, som desaarsag frabad dem l'attristante piece de Nina, giorde dog ustridig, skiøndt formodentlig uforsætlig, deres, til at frarøve Kunstnerinden hendes skiønneste Triumph, og hun kunde neppe have bundet sig en skiønnere Krands til sin Slutnings-Benefice, end at begynde med en meget fiin Elskerinderolle i et Eenacts Stykke af den høiere Comedie (l'epreuve delicate, om jeg mindes ret), derpaa spille fin henrivende Nina, og nu slutte med den høistcomiske Frosine; det var ustridig, hvad kun saare faa Skuespillerinder vilde kunne giøre hende efter.

Jeg seer, jeg ikke har nævnt hendes Stratonice; men det vil og være nok at sige, at den mishagede [Side 122]mig fuldkommen. Du veed, at det franske Spil ikke er mig fremmed, heller ikke forhadt, at jeg har beundret Brizard og Raucour, yngre Sainval og Molé, Contat og Fleury, saavelsom Schröder og Mad. Rouseul, Mad. Schröder og Reinecke, Charlotte Witthøft og Iffland; men just derfor har jeg lært at fordre, at dette udmalede og maleriste Spil tillige skal være udtryksfuldt og skiønt. Just naar man spiller i denne Maneer, maa man dobbelt lægge Shakspears og Lessings Advarsel: midt i Stormen, i Hvirvelvinden af Lidenskaberne, at iagttage en Grad af Maadehold, der giver dem det Glatte og Smidige! paa Hierte; og det var det, jeg hos Mad. Fourés, og end mere hos hendes fleste Medspillende saa høiligen savnede.

---

Andet Brev.

Da denne eneste Actrice har givet din Ven Æmne til et heelt Brev, undrer jeg mig ikke, om du frygter, at den øvrige Truppes Caracterisering vilde udfordre en Bog; men frygt ikke, min Ven! det er kun, efter din egen meget rigtige Anmærkning, Mestere og Mesterværker, hvorom det giælder, at det er bedre at tie, end kun at sige lidet.

En smuk, maaskee endog deilig Figur, en ikke ubehagelig Talestemme, og Simpelhed i Foredrag, anbefalede ved første Øiekast Mad. Alexandre, men [Side 123]tabte, naar man oftere saae hende, sin Interesse, ved den næsten totale Mangel paa al Livelighed, al Ild, al virkelig Skuespillerkunst. Hertil kommer endnu, at Personalets Indskrænkning hyppigen nødde hende at vise sig i Roller, hvorfra selv hendes væsentligste Fortrin, hendes kongelige Væxt, udelukkede hende, som adskillige Soubretter, og som den lille Cousine Nannette i Deserteuren; ogsaa var Galatheas lille Rolle i Rousseaus Pygmalion udentvivl, om ikke det eneste, dog det bedste, man kan anføre til hendes Berømmelse, da, ikke at tale om, hvor skiønt hun figurerede inden og under Forvandlingen, hun unægtelig sagde de enkelte Smaarepliker bagefter med en Inderlighed, der endda ikke er saa meget almindelig. Som en Mærkelighed bør det anbefales, at Soliman den Prægtige, der gaves til hendes Benefice, ikke allene blev opført ganske uden al Pragt; men at hverken hun, efter Stykkets Fordring, dandsede deri, heller ikke Mad. Depoix, som Delia, sang, saa at man vel havde Føie at undres, da Roxelane gav den sidste Tørklædet til Belønning for hendes siældne Talenter, medens hun ikke havde givet Prøve paa andet Talent, end det: at sidde tilbords.

Hvad Mad. Depoix angaaer, da kiænder jeg for vel en første Sangerindes hele Exterritorialitet i Skuespilkonstens Rige, til at vilde have ymtet et eneste Ord om hendes Blottelse for alt Skuespillerindeværd [Side 124]og Skuespillerindetalent, hvis hun ikke havde tillige havt den Fordring at spille Hopedroller i Skuespil. At sammenligne hendes Marqvise Martigues i butte Elsker med en Walthers, vilde naturligvis være en Jevnførelse af to aldeles incommensurable Størrelser; men selv den stokholmske Madam Ducaire, til hvis Fag denne Rolle saa aldeles ikke hørte, var usigelig langt over hende; endnu slettere, aldeles uden al Interesse, var hendes Adele Dernance i den forelskede Forfører, hvor den brave Perroux arbeidede forladt og forgiæves imod Stykkets og samtlige Medspillendes virtus dormitiva; men intet af hende var mig dog i den Grad ubehageligt, som hendes Louise i Deserteuren - en Rolle, som jeg af mere end een af vore Kunstnerinder har seet mesterlig fremstilt - uden det maaskee skulde være hendes Julie i l'epreuve delicate, hvor man vilde have os til at troe, hun lignede Mad. Fourés, som to Draaber Vand.

Mad. Chevalier var en gammel Kone, der spilte gamle Koner, maaskee naturligere, end Theatrets Tryllespeil forlanger og tillader. Hendes Udseende i Tante Aurora vilde Dorat udentvivl have havt en og anden Indsigelse imod, i Følge hans bekiændte Advarsel for slige Roller:

Pour nous egayer ne nous revoltez pas etc.

[Side 125]Jeg gaaer nu over til Mandfolkene, og vil begynde med Hr. Fourés. Man forsikkrer, at denne Mand besidder megen Kunstsands og Indsigt; hans Spil vidnede om Theaterfasthed; men desuagtet vare hans alvorlige Roller svulstige, spændte og kolde; og de comiske, jeg saae, overdrevne; især spilte han en Fætter Jochum i Deserteuren saaledes, som jeg aldrig paa nogen fransk Skueplads kunde forestilt mig den given, i den allervæmmeligste, pseudoitalienske Buffamaneer.

En ganske anden Mand var Hr. Perroux, der i enhver Henseende forekom mig en af de meest classiske Kunstnere, jeg i mangfoldige Aar har havt den Glæde at see. Vel spilte han, da han ikke er Sanger, og da Syngespillene saa godt som aldeles fortrængte det reciterende Skuespil, meget for siælden, til at kunne erkiændes i sit fulde Værd; men Alt, hvad Undertegnede, har seet af ham, fra den uopnaaede Bartholo, jeg i Fior af ham hos det stokholmske Selskabs beundrede, og indtil den tille Slutterrolle i Deserteuren, som i den hele Forestilling var det allereneste af ægte dramatisk Værdi, var Alt betegnet med det sande Konstnerstempel. Vel var han i Roller, som - Pygmalion, og som butte Elsker - især forrige Aar hos Stokholmerne- ogsaa Franskmand; vel havde han mere og mere malerisk Spil, end en Rose eller en Schröder vilde have tilladt sig, men selv dette mere [Side 126]var kun det naturlige Udtryk af den større franske Livelighed, der udtrykker sig anderledes, end Nordboens dybere og mere concentrerede Følelse, det var ikke, som hos saa mange af dem, der omgav ham, Comedianteri og Theaterstads. Men fuldkommen, efter mit ypperste Ideal var han i alle koldere og sindigere Roller; saaledes var hans Olban i Galleislaven det eneste - maaskee Bernards Fader fraregnet - der holdt mig skadesløs for de Øvriges modbydelige Unaturlighed; saaledes havde jeg endnu ved Mad. Fourés Benefice den Glæde at see en Rolle af ham i det høiere Comiske i l'epreuve delicate, udført med al rosingsk, Fiinhed og Konst; saaledes var hans Valsain i forestilte Utroskaber et sandt Sidestykke til den, vi af vor danske, Kunstner have beundret; saaledes bar jeg i le sourd, et Stykke, der er nærbeslægtet med vort Theaters døve Elsker, seet en Mesterrolle af ham, hvori jeg især beundrede en Maneer til Udfordringsscener, jeg endnu aldrig hos nogen Skuespiller har fundet saa overeensstemmende med mine strængeste Begreber; en Fortræffelighed, jeg i den forelskede Forfører endnu fuldkomnere lærte at kiænde; det er hverken Praleren, der vil kyse sin Modstander ved Skraal og Støi, eller den Hidsige, som overiles af Forbittrelse; men det er Manden af Ære, der bestemt og sindig vil slaaes, fordi han troer at burde,[Side 127] og om hvem man kan være overtydet, at det med ham bliver Alvor.

Endnu vilde jeg ønske, at kunde caracterisere dig hans Bartbolo, skiøndt den egentlig ikke hører herhid, da jeg faae den forrige Aar hos det stokholmske Selskab; men desværre tillader hverken Tiden eller Rummet mig at giøre det. Det være altsaa nok at sige dig, at ingen af alle de Bartholoer, jeg har seet og kiændt, har engang været Skyggen af hans; at han just var den aarvaagne, mistænksomme, evig paapassende Argus,

qualem neqveo monstrare, & sentio tantum

og at det ustridig var denne Hovedrolles fuldkomne Udførelse at tilskrive, at dette Stykke, skiøndt der forresten ikke var een eneste udmærket Skuespiller deri, blev fremstilt med et Ensemble, et Liv, og ens Kraft, hvortil jeg især hvad tredie Act angik - aldrig nogensinde der har seet noget nærmende.

I det foregaaende nævnede jeg Bernard, som den, der næst Perroux, meest havde fyldestgiort mig i Galleislaven. Ustridig, havde han ogsaa, især í sine Fædre og Oldinge, en Diction, som viste en Mand af Cultur; derimod, var hans alt for lange Figur intet mindre end theatralsk, hvilket især viste sig i Deserteuren, hvor denne, colossalske Alexis havde den lille uanseelige Mad. Depoix til Louise. Hans Rolf Blaaskiæg, som gjorde megen Lykke, var mig formeget[Side 128] en Theatertyran til at være efter min Smag; dog det er sandt, desbedre passede han maaskee til den fæle Rolle og det fæle Stykke.

Hr. Alexandre, der spilte de første Elskere, og hvad dertil hørte, giorde strax ved den første Forestilling, som Galleislaven, et skrækkeligt Indtryk paa mig, som jeg tilstaaer, aldrig siden at have kunnet forvinde; thi svulstigere, mere spændte, og tillige mere uskiønne Stillinger, forenet med en dertil saa aldeles svarende Diction, tilstaaer jeg, aldrig at have seet. Hans hele lidenskabelige Spil syntes saa aldeles tilskaaret efter Mettes Anviisning til Johan von Ehrenpreis:

Vræng Munden, vrid din Krop, bær dig, som du var gal;

og hvor langt denne Spillemaade er fra mine Begreber, veed du. Da det imidlertid med megen Føie er at antage, at denne Spillemaade har været i Mode, hvor han er fra, da den allevegne giør Lykke, hvor der er større Overflødighed paa Øine og Øren, end paa Forstand og Hierte, og da han desuden fandt megen Naade for sit Publicums Øine med dette Spil, vilde det være ubilligt, at forlange af ham, han skulde underkaste sig den Maalestok, der var justeret efter Skuespillere af et langt andet Slags.

Hr. Calais, hvem jeg allerede i Fior hos det stokholmske Selskab fane, spilte de mindre Roller i samme Fag, og behagede i det mindste mig mere, da

129

[Side 129]han giorde langt mindre Ophævelser. Kun hans Vergi i Raoul Barbebleu var saare uhældig, da man sandelig maatte tage mere end een Sands fangen, for at antage ham for Ifauras Søster. Fyldestgiorde end hans Holzhammer i Deserteuren ikke dem, der ere vante til noget saa langt bedre, var der dog i det mindste intet stødende eller fiælebodagtigt deri.

Hr. Jubelin, som spilte Biroller, og en Hr. Pistrot, som først kom til Selskaber, efter at det havde ophørt at spille offentlig, har jeg intet at sige om.

Derimod beklager jeg virkelig, kun at have seet alt for lidet af Hr. Duclos, hvis Theaterdirecteur i Frosine ved Mad. Fourés sidste Benefice, overtydede mig om, hvad adskillige Smaaroller, f. Ex. Gartneren i Alexis, Georges i Tante Aurora, o. fl. havde ladet mig formode, at denne Skuespiller besidder et lindgreensk sanddru, skiøndt ikke lindgreensk frugtbart Talent. Usigelig kiært skulde det være mig, dersom han havde efterladt vort Syngespil den carricaturfrie, stilfærdige og ægte lunefulde Aand, der i hans comiske Syngeroller var over ham; skiøndt jeg paa den anden Side ikke vil fragaae, at denne Sanddruhed ikke siælden udartede til en vis Eensformighed, som over samtlige hans comiske og alvorlige Roller var udbredt; men som man dog egentlig først ved at sammenligne den ene Rolle med den anden, blev vaer.

[Side 130]Efter denne Caracteristik af dette Skuespiller personale, min Ven! vil du selv kunne bedømme, hvorvidt deres Forestillinger kunne være berettigede til den overvættes Berømmelse, eller deres Tab til det levende Savn, det har været Modetone at yttre. Vel har du, ligesaalidet som jeg, hørt til vor nuværende danske Skuepladses lidenskabelige Ophøiere, især efter de mange og mangehaande, tildeels uoprettede, tildeels endog uoprettelige Tab, hvoraf dens senere Dages Historie har været en Kiæde; men at det vilde være en Fornærmelse, at sammenligne den med en Skueplads, der eiede een Actrice, og i det allerhøieste tre Skuespillere, hvoraf dog kun een af første Rang, vil du sikkert indrømme mig; og at det er harmeligt, haar man uden al Forskiel og Undtagelse, uden mindste Hensyn paa, at selv de Bedstes ikke uden Indskrænkning passer for os, vil anprise os disse Menneskers Diction og Spil til Mynster og Exempel, vil du ligeledes neppe modsige. Sandt nok, at jeg af gode Grunde ikke har omtalt deres musicalske Værd, der, da de fornemmelig holdt dem til Syngestykkerne, maaskee meest burde komme i Betragtning; meget skulde det midlertid undre mig, om ikke en Mad. Frydendal og Hr. Dupuis ene i denne Henseende vilde være tilstrækkelige til at bringe Overvægten paa dansk Side.

[Side 131]Det vil ikke være Undertegnede uventet, hvis man finder Ovenstaaende, ikke allene Resultatet af en slet Smag, men og af Partiskhed, og Personlighed, og hvad videre, man behager. I saa Fald troer han blot at kunne henvise til, hvad han i Anledning af det stokholmske Theaters Forestillinger sidste Sommer i danske Tilskuer erklærede: at korte, ikke alt for siældne, skiøndt just ikke aarlige Besøg af gode fremmede Skuespilselskaber, ville stedse forekomme ham saare gavnlige, saavel for vore Skuespilleres Kunst, som for vore Tilskueres Smag, som derved lettest bevares for en alt for stor Eensidighed, og for den fordærvelige Tagen til Takke, der saa let faaer Indpas, hvor intet Valg og ingen Afvexling er; høist skadeligt derimod for begge Dele, og for Alt, hvorpaa Kunst og Smag har Indflydelse, anseer han det, om noget fremmed Skuespil, især et med vor Nationalaand og Nationalsands saalidet stemmende, skulde blive hiemme eller endog blot Mode her; høist skadeligt for meer end vor Smag anseer han det, at disse Skuespil, ved at gives i et fremmed, af den store Majoritet kun saare ufuldkommen forstaaet Sprog, end mere bidrager til at giøre den Skuespillet til blot Øiens og Ørens Lyst, end mere vænner den, at lade Forstand eg Hierte ligge hiemme, naar man gaaer paa Comedie; og høist uvilligt og udansk anseer han det, naar man ved overdreven Forgudelse og Forrosning [Side 132]af det Fremmede, gode og slette uden Forskiæl, fordi det er fremmed, aldeles taber af Syne, at ogsaa vi have en Skueplads, hvis Kunstnere

K. R.

---

Tilegnelse
til
tolv hellige Taler, ni Præstevielser, to Indsættelser og en Skiertorsdagsprædiken, holdne og trykte i Bergen (1806, hos Dahls Efterleverske.)

(Aftrykt efter den høiærværdige Forfatters Begiæring.)

---

Høiædle og Høivelbaarne, Høiærværdige og Høilærde
Hr. Nicolai Edinger Balle,
Biskop over Siælland og Kongens Confessionarius,
Professor og Doctor S. St. Theologiæ!

Dem være disse Taler tilegnede; thi hvo er mere berettiget til at bedømme Præstevielser, end den, som har Ret til at indvie Biskopper ? Allerhelst hos os, hvor Gud og Kongen dertil har beskikket den meest Fortiente. Finder vor Balle disse Taler gode, saa ere de det. Især ønskede jeg dem læste af ham i denne Tid, da de hist og her berøre Kirkesager, som

---

[Note side 117]Note til side 117) At mellem de her omtalte Soubretter ikke var den i Skatten, som hun efter competente Dommeres Forsikkring skal have spilt mesterlig, men som jeg desværre ikke fik at see, troer jeg her at burde tilføie. K. R.