Minerva 1785, [1. årg] 1. Bind, tredie Hæfte, for September Maaned, side 98
Om danske Digteres Understøttelse.
Sint Mæcenates, non deerunt, Flacce, Marones!
Magister Nyerup har i Povl Pedersens Levnetsbeskrivelse, hvormed han prydede dette Maanedsskrifts forrige Hæfte, regnet Bircherods Afhandling, om de Digtere, der have været ulykkelige, (hvilken uden Tvivl er en Efterligning af af Pierri og Tollii de litteratorum infelicitate) blandt de ufrugtbare, men Møie mageligen sammensankede Litterair Notizer. Jeg kiender ikke dette Manuskript, og troer altsaa min Ven paa hans Ord, og det saa meget hellere, da et Sted, han har anført deraf, og hvorom mere siden, beviser, hvor lidt Bircherod var den Mand, der havde Begreb, eller Følelse for, hvad der maatte være Ulykke for en ærekiær Digter. Det var sikkerlig Anledningen nok for ham til at tale om den almindelige Ulykke, der har hængt over alle danske Digtere, Mangel paa Undersøttelse, og hans Fortegnelse vilde have forsynet mig med ypperlige Bilager til dette mit Arbeide, især hvis nogen havde fortsat den til 1785, da Evald især vilde have krævet et vidtløftigt Capitel, ikke at tale om adskillige endnu levende Digtere, siden det dog eengang hedder, præstantia livor nomina vivorum commemorare vetat. Poul Pedersens Levnetsbeskrivelse er allerede et skiønt Bidrag hertil; en Mand, der unægtelig besad Genie og Kundskaber, og dog maatte spæge sin Siel med at skrive Aviser for Bockenhoffer, og siden da dennes Død havde ogsaa røvet ham denne kummerlige Næringsvei, fornedre sig til at æde Naadsens Brød paa Skagen, maatte give Anledning til meget opbyggelige Betragtninger, men rigtig nok var den ikke i Stand til at giøre dem, der har kundet skrive, "at Digteren den Vinter, han opholdt sig der, fik Føden gratis, og leed ingen Nød." Den Omstændighed, at Skavboerne fandt hans siden forfattede Skagens Beskrivelse mere satyrisk end panegyrisk, vidner, synes mig, tydelig, hvad de have troet at kunde vente eller fortiene af ham. Unægtelig har han maattet kiøbe de Smuler, der faldt af Herrernes Bord, med meget Ydmygelse; de ere først blevne dyppede i Foragtens beedskeste Malurtbægger; han har vel endog truffen paa dem, der have været dummere og nederdrægtige nok til at forlange, han for et Maaltiid Mad skulde være deres Hofnar; thi hvorfor skulde Midasserne paa Skagen have tænkt ædlere for næsten hundrede Aar siden, end deres Brødre i Hovedstaden i vore forfiinede Dage? Om denne Tilstand kunde, og maatte dog nok en Digter, der havde mindste Følelse af en Digters, eller blot et Menneskes Værd, sige: Og hvor er vel en Nød, saa haard, som denne? Jeg undrer mig ligesaalidt over, at han kun udholdt dette Liv een Vinter, som at han siden forfaldt til Drukkenskab i den ulyksalige Grad, at han omsider blev funden død i en Rendesteen; det er desværre ikke det eeneste af vore fortreflige Hoveder, som overvældet af den Armod og Fornedrelse, hans Selvfølelse, og Nationens Stemme sagde ham, vare uforskyldte, er faldet hen til Melancholie og Brændeviin, og siden har maattet lade sig haardeligen fordømme af de høie Herrer for en Feils Skyld, som dog sikkerlig henhørte meere paa deres Conto end paa hans. Men dette kunde let bringe mig ind i uendelige Declamationer, jeg vil altsaa gaae meere lige til mit Æmne.
Forfatteren af den satyriske Undersøgelse om en almindelig Oplysnings Gavnlighed, har paa sin ironiske Maade forekastet os, at vi have saa faa lange Digte, der ere skikkede til at vække Nationen af den Slummer, han beskylder den for. Vist nok er det, at vi have kun faa Digterværker af Betydenhed, især i Sammenligning med Antallet paa de Digtere, der have i mindre Stykker viist, hvad de kunde giøre, om det tillodes dem; men dette, troer jeg, kan aldeles tilregnes Mangel paa Opmuntring, og Understøttelse. Digteren beder, saavelsom enhver anden Adams Søn, om det daglige Brød, skiøndt han ingenlunde forlanger at frietages for det almindelige Vilkaar, at æde det i sit Ansigtes Sveed. Men naar man synes i Henseende til Digtere i Almindelighed at have antaget den Grundsætning, som D'Argenson yttrede mod en Skandskriver — jeg troer Desfontaines — der vilde forsvare sine Pasqviller med den Grund: "jeg maae leve!" men fik til Svar, "jeg seer dog ikke, det er nødvendigt!" eller den ædle Kunstintendants Marqvis Marignys høimodige Sindelag, der ikke vilde redde Boissy af den yderste Nød, fordi han syntes, det vilde være løierligt, om en Digter virkelig sultede ihiel, da er det ingen Under, at vore Digtere frasige dem al Fordring paa Laurbærkrandse, for at naae det daglige Brød.
En Digter maae enten leve af sine Arbeider, eller have andre Næringsveie; vi ville undersøge begge disse Udsigter i Danmark.
Til at afsætte sine Arbeider har Digteren to Veie, at sælge dem til en Boghandler eller forlægge dem selv, man maae da overveie, hvad hver af disse Maader lover ham!Danmark ie: den Plet Jord, hvor dansk er Landets Sprog, er ikke stort, og inden for denne Plet maae dog de danske Skrifter afsættes; vor Litteratur er hverken saa kiendt, eller saa yndet hos Fremmede, at danske Skrifter der kunde vente mindste Aftræk; Boghandler Bohn i Naboestaden Hamborg prøvede at tage nogle faa Exemplarer af Evalds Værker, men var ikke i Stand til at afsætte et eeneste. Af denne Plets Beboere findes ikke mange, der bekymre sig om Smagens Værker, og bland de faa, der have nogen Kierlighed derfor, høre atter de fleeste selv til Musernes Følge, og staae altsaa langtfra ikke i saa god Fortaaelse med Plutus, at de kunde anskaffe sig mange Bøger, især naar de ere nogenlunde store, eller kostbare. Om der altsaa end ikke var nogen blandt vore Boghandlere af dem, som Bürger sigter til, naar han siger:
Herr Ugolino soll ja auch
Mit Frau, und Kind, und Gästen,
Nach altem hergebrachten Brauch
Aus unserm Hirn sich mästen!
kunne dog vore Digtere intet klækkeligt Honorarium vente. Fem Rigsdaler for Arket er en anseelig Betaling for vore bedste Forfattere, (jeg vil ikke tale om dem, der skriver Striidsskrifter, thi de have nok egen Taxt, alt efter som Skrifterne ere grove til;) da derimod endog gandske unge Digtere hos vore sydlige Naboer faae to, tre, ja fire Gange saa meget, og Boghandlerne staae sig endda som Ulvsklinger, uagtet al den Aforæk, Eftertrykkerne giøre dem. En dansk Digter, der skulle leve af sit Honorario, maatte bringe i det mindste 100 Ark til Verden om Aaret, og altsaa være end mere skrivesæl end Voltaire selv, fra hvilken Frugtbarhed Himlen ham og os naadelig bevare!
Den anden Maade er da Selvforlag, og her vil jeg først erindre, at en Forf., der har kun een Bog at sælge, maae endnu have langt værve ved at afsætte den, end en Boghandler, der har mange, foraf den eene sælger den anden; jeg vil anføre, hvad en af vore retsindigste Boghandlere, der selv allermindst handler af Laugsnid, sagde til en ung Forfatter: "Vi see gierne, at unge haabefulde Forfattere forlægge selv deres første Arbeider, saa lære de at komme til os med deres modnere og bedre Skrifter; vi tage intet af dem, tuske, som vi, kunne de ikke, altsaa skulle de nok blive keede af Selvforlag." Lægger man nu hertil de andre Vanskeligheder, slettænkende Bogtrykkeres Bedragerie, der trykke, og afsætte endeel Exemplarer paa deres egen Regning, og ofte fleere end Forfatteren, der endog ere saa uforskammede at trykke deres Oplag paa slettere Papiir, for at kunde undersælge ham; det nødvendige Forskud, den samlede Sum, der maae udreedes paa eengang at betale Omkostningerne med, den langsomme Afsætning, tre Omstændigheder, der ere saare ubeqvemme for en Digters brøstfældige Financer, alt det der smelter bort mellem hans Hænder, de øvrige Uleiligheder, Selvforlaget har for en Mand, der ikke er vant, og siælden skikket til Handel og Vandel, da seer man let, at Digterens Fordeel end bliver mindre, end om han modtog der maadelige Honorarium. Vist nok var en Deel af dette bleven anderledes, var Friderik den femtes ædle Forhavende bleven udført, at stifte et Bogtrykkerie, der paa kongelig Regning havde trykt slige Arbeider for intet; men dette kongelige Anlæg, faldt hen, og vilde endog være ubekiendt, om ikke Prof. Cramer i sin Commentair over Klopstock have giemt dets Erindring. *)
For nogenlunde at bøde herpaa, har man indført, at udgive sine Verker paa Subskription, thi Prænumerationer til al Lykke ikke bleven Mode her endnu, da det rimeligviis vilde give Lykkens Børn ny Anledning til at ansee Digterne for Tiggere. Men deets begynder dette Middel efterhaanden at tabe sin Virksomhed, og Subskribenternes Antal aftager i samme Forhold, som Indbydelserne voxer, deels er det ogsaa forbundet med saa krænkende Ubehageligheder for den ærekiære Forf., at een af Nationens første Digtere forleden forsikkrede mig, han aldrig vilde udgive noget tiere paa denne Maade, og at jeg, saa smiggrende en Yndest mine Landsmænd end hidtil have viist mig, har i Henseende til mine egne Arbeider uryggeligen fattet samme Beslutningen.
Først skal der skrives en Subskriptions-Plan, og dette er saa tungt et Arbeide, at en af vore Forfattere, der ellers er blandt dem, der arbeide med meest Møie, har forsikkret mig, intet i hans helle Bog havde været ham tungere at giøre, og mindre tilmaade, da det blev færdigt, end Indbydelsen; kun siææden lykkes de faa godt, som min Ven Storm, der findes paa Omslaget af dette Maanedskrifts første Hæfte; denne fortiente virkelig vat være en Mynster for den beskedne Selvfølelse, som herskede deri; det er vel saa, vino vendibili non opus est suspensa hedera, og der var en Skiændsel for Nationen, om Storm skulde behøve at giøre Vind, eller Løier, eller Tiggeransigter for at faae Subskribentere paa en udsøgt Samling af hans Poesier.
Nogle Subskriptions-Planer see derimod ud som rene Tiggerbreve *); jeg vil ikke tale om, at det bestyrker Midasserne i den Tanke, at det bør sig, at Digtere ligge næsegruus for deres Fødder, og at man gierne kan sparke dem lidt, naar de enten ligge i Veien, eller man just ingen anden har ved Haanden, at øve det Herredømme paa, som Guldet giver; men hvad Haab, hvad Tilliid, hvad Agt skal Publicum faae for et Verk, som Forfatteren selv tænker saa ringe om, at han troer, man kun kan kiøbe det af Medynk med ham? En anden ligesaa styg Tone er den pudseerlige; en Subskriptions-Plan er en Anmodning til Nationen, og den maae man nærme sig med Ærbødighed. Hvad vilde man sige om den, dermed et Crispins Hop overleverede Monarken en Memorial, der var fuld af Narrestreger? og bestaaer ikke Regentens heele Hellighed deri, at han forestiller Nationen?
Naar nu Subskriptions-Planen er færdig, begynder en Scene, der er end meere krænkende, nemlig at sanke Subskribentere; den Trudsel, at Prisen skal forhøies for dem, der ikke subskribere, kunne Forfatterne, naar de ville sig selv vel, ikke holde; hvad skal da bevæge Folk til at kiøbe Katten i Sækken? de maae presses; thi det gaaer her, som Lichtenberg siger om Engelland: Man presser ikke alleene Soldater og Matroser, men ogsaa Subskribentere.Forfatterens Venner gaae omkring, og tage deres Bekiendtere med Vold, uden at bekymre sig om, enten det er Folk, slige Bøger interessere, eller ikke; og siden man anseer, at subskribere, ligesom at staae Fadeer, for en Føielighed, man ikke kan afslaae sine Venner, og for en Udgift, der er for liden til, at man kan være bekiendt at krympe sig ved den, saa maae man til det; især da man har det Haab, for de samme Penge at faae sit eget dyrebare Navn at see i Trykken, og saaledes at bekiendtgiøres som en Befordrer af dette Værk, og altsaa af Videnskaberne. Man betænke, hvad Opmuntring det maae være for Digteren, naar han overskuer sin liden Hob, og tænker: "Himlen veed, hvor meget mine Venner have maattet ydmyge sig, og mig, for at sammentigge disse: hvor mange findes ikke her, som blot have underskrevet af den barnagtige Forfængelighed at see deres Navn paa Listen? og jeg maae føie dem, ellers faaer jeg ingen en anden Gang! Hvor mange vil der ikke være blandt disse, der tænke, ja vel endog tale om det, som om de havde givet mig en Almisse? og hvor faa, der tegner sig for Værkets eller for min Skyld?" og naar nu een eller anden af hans Venner har saa liden Delicatessee, enten at anprise ham sin utrættelige Fliid i at samle, eller at beklage, at han uagtet al hans Umage kun har faaet saa faa, o hvor grusomt vaagner Digteren da af den søde Drøm, hans Venner havde opvakt hos ham, om Yndest, han stod i hos Publicum, om den Glæde, hvormed man vilde modtage dette selvsamme Arbeide, som, han seer, maae nødes, og trygles paa dem!
Hertil maae man nu lægge den Forskiæl, der er paa Subskribentere, og gode dygtige Subskribentere, som de i Kunstsproget kaldes. Til det første udkræves kun tre sunde Fingre, og Skriveriets Redskaber, eller undertiden et Ja, eller Nik med Hovedet; til det sidste hører derimod Ævne og Villie til at betale Bogen. Hvor stor denne Forskiæl undertiden er, kan man slutte deraf, at der paa Evalds Skrifters første Deel var 122 uefterrettelige. Dette kommer deels af det, at endeel troe, de kunde ikke være saa uartige at sige nei til deres Venner, der bede dem subskribere, men derimod ere uden Betænkning grove mod Forf., og hans Bud; andre have det beste Hierte, men ingen Ævne, siden de fleeste, der subskribere paa Digterværker, som før er sagt, ikke ere af den formuende Classe; thi hvorfor skulde Midasserne subskribere? for Tingens egen Skyld? det er jo intet Skildpadde Gilde! for at belønne og opmuntre et Genie? ja hvis det var en smuk ung Dandserinde! af Patriotisme? den Classe er desværre i alle Lande hollandsk i Troen; af Kiærlighed til Poesien, som de vel maae elske, siden de elske de øvrige skiønne Kunster? tvertimod; De øvrige skiønne Kunster — dersom de ellers elske dem, og ikk blot at Forfængelighed og værre Aarsager lade saa, kildre Sandserne, og Sandser havde de; Poesie virker derimod blot paa Forstanden og Hiertet, det er altsaa intet for dem, om endog ikke Digtere tit vare saa uforskammede at sige: "ikke Penge men Retskaffenhed udgiør en Mands Værd, man skal ikke seee saa meget paa, hvad en Mand eier, som hvordan han har erhvervet og anvender det; at det er ingen Fortieneste at arve betydelige Midler, ingen Ære at vinde dem ved uoverlagre Vovestykkers lykkelige Udfald, og en Skiændsel at samle dem ved uretfærdig Vinding," og tusinde andre fordømmelige Paradoxer. Det være langt fra, at dette skulde angaae de Rige uden Undtagelse hos os; nei, der findes her som allevegne, formuende, som troe om deres Rigdomme som Odelheim og ære Danmarks tause Lov til sine rige Sønner af skatte til de kiækkes Dyd. Disse kunne altsaa de foregaaende Anmærkninger ikke ramme, men de ere langt fra ikke saa man[ge] at de kunne giøre nogen Forskiæl i den almindelige Betragtning. Vi seer altsaa, at *) Subskription medfører megen Ydmygelse for Digteren, at hans Fordeel bliver langt fra ikke den, man undertiden ved at giennemløbe Subskribenternes Fortegnelse venter, og følgelig, at han ikke kan leve af at udgive sine Arbeider; vel ere der endnu to Udsigter, nemlig at arbeide for Skuepladsen, og at indsende Stykker til de skiønne Videnskabers Selskab. Hvad det første angaaer, da vil jeg just ikke her commentere over Figaros Udsagn, der ønsker, der var bundet en Møllesteen om hans Hals, da han gav sig til at arbeide for Skuepladsen, heller ikke undersøge, hvad Grund Bestyrelse, Skuespillere, og Publicum kunne give vore Digtere til at istemme dette hans Ønske; nemlig blot gientage, hvad jeg paa et andet Sted har peget paa: at kun den modne Menneskekiænder er i Stand til at skrive Stykker af Betydenhed for Skuepladsen, sær hos os, hvor det heoriske Sørgespil, der dog nogenlunde kan være Ungdomsarbeide, ikke er i Mode; og uden Tvivl kunne kun faa overtale dem til, at sulte deres Ungdom bort, for at kunne hellige Skuepladsen deres modne Alder.
De Priser, det skiønne Videnskabers Selskab udsætter, ere ikke mange, heller ikke Rummet i deres Stykker saa stort, at en Digter derpaa kunde bygge noget grundet Haab om Levebrød, desuden tillade disse ærværdige Aristarchers øvrige mange og vigtige Foreretninger dem ikke at bestemme indsendte Stykkers Skiæbne saa hurtig, som en Digters Fornødenhed udkræver; altsaa kan dette heller ikke komme i Betragtning. Nu kommer hertil adskillige andre Betragtninger, som giøre, at man maae ønske, aldrig nogen Digter maae være nødsaget til at leve af det, hans Arbeider indbringe.
Først vil Digteren derved let blive fristet til, idelig at tabe Horazes gyldne: nonum prematur in annum af Sigte! han faaer ikke Tiid til at erhverve sig de for den Digter, der vil være nyttig og vitig, saa betydelige Kundskaber; Kæstners Epigram:Mehr, als ein Dichter lesen soll,
Liest Hølty, und sein Vers ist vom gelesnen voll
Ein Bischen Wiz liest Versmann, und nicht mehr,
Darum ist auch sein Vers so leer.
har altid forekommet mig at indeholde en ubetalelig Sandhed; hertil kommer nu det allerværste, at naar Digteren først begynder at sælge det, han skriver, fristes han snart til at skrive for at sælge, og da er det ude med hans Kunst. Han vil arbeide saa meget, at det vil skille ham ved Navnet af Digter; han vil løbe med ethvert begyndt Arbeide vaadt til Bogtrykkeren, hvor altsaa hverken Plan, Eenhed, eller Fiil kan have Sted: gestit enim nummos in loculum demittere! ved at skrive for Penge i Stæden for Ære, taber han Begeistring, og Ild, og i Stæden for, Arbeide før var hans Lyst, bliver det ham nu Tvang og Pligt. At digte af Drift, og at digte af Profession, skrev en Digter, en saa forskielligt, som at elske som Kiereste, og elske som de fleeste Ægtemænd! han foragter, han hader sit Arbeide, og vee det Digterværk, der ikke er skrevet con amore! Bogtrykkerdrengen, der venter ved Dørren, er hans Phæbus, Sult, Tørst og Gield hans Muser, og man behøver ikke at være Oedipus, for at bestemme hans Hipoocrene! Held den, der kan sige med Rousseau: "Jeg har aldrig været fristet til at tage Pennen i Haanden, uden for at sige noget nyt, stort, og nødvendigt, og aldrig for at tygge det samme om igien. Jeg har skreven Bøger, det er sandt; men jeg var aldrig nogen Bogmager." Paa et andet Sted siger han: "at tænke for at leve, synes mig den latterligste og den møiskomste af alle Forretninger. Andre maae bruge deres Talenter, som de behager; men hvordan nu mine ere, har jeg aldrig vildet vanære dem, ved at sætte Taxt paa dem; da jeg er vis paa, de vare blevne tilintetgiorte, ved at falholdes. Jeg sælger mine Hænders Arbeide, men min Siels Fostere ere ikke fal; deres Uegennyttighed kan eene give dem Styrke og Høihed; hvad jeg skrev for Penge, vilde ikke være synderlig værdt, og endnu bringe mig mindre ind". Saaledes handlede ogsaa denne fortreflige Mand, afskrev Noder for at fortiene Brødet, og da Ludvigs *) forfængelige Boelskab Pompadour, der med al Magt vilde være Geniers Skytsgudinde, for at paaliste ham en Velgierning, lod nogle Noder afskrive hos ham, og sendte ham 100 Louisdorer derfor, var han Mand nok til at fradrage det lidet, som tilkom ham efter hans sædvanlige Taxt, og sende hende Resten tilbage; han følte, at man skal selv være retskaffen, for at være værd at vise en retskaffen Mand Velgierninger, og at intet Paaskud i Verden kan give denne Ret til at modtage Gaver af den, han foragter, og maae foragte! — Jeg undres ikke over, at en Mand med det store sieldne Hierte besad den saa uendelig store og sieldne Veltalenhed.
Siden da Digteren her i Danmark ingen Udsigt har, til at ernære sig med sin Kunst, maae vi see, hvorvidt der kan lykkes ham, at forbinde en anden Næringsvei dermed. Blot Haandarbeide, som Rousseaus Nodeskriverie ville vi ikke engang bringe i Anslag; de to Veie, der aabne sig, ere litterariskt Haandarbeide (om jeg saa maae sige) og borgerlig Betiening. Hvad det første angaaer, da er det det, hvortil vore fleeste Digtere i Begyndelsen gribe, nogle oversætte, andre samle, og besørge periodiske Skrifter, andre bestyre critiske Blade, o. s. v., men alle disse Næringsveie ere saa trættende, og tunge for Sielen, at Geniet derved gandske hendysses; jeg er gandske sikker paa, at Virgil ikke havde giort sin Æneis, hvis han havde havt Aviser at skrive for en romersk Bockenhoffer; heller ikke havde der hersket den fine gode Luune, den utvungne Vittighed i hvert, endog det mindste, at Horazes Stykker, hvis han ikke havde havt det lykkelige otium, som den ædle Mæcenas skienkede ham. Hvad borgerlige Betieninger angaaer, hvortil jeg ogsaa regner adskillige, som Staten ikke bortgiver, f. Ex. Hofmesterpladser, Praxis medica, Advocatur o. s. v.; da vil jeg just ikke paastaae med Figaros Avindsmænd, at begeistrede Siele due ikke til Forretninger; men det torde jeg vel sige, at slige Forretninger og Digtekunsten ikke bestaae med hinanden, uden at enten den eene, eller den anden, eller som oftest begge lide herunder. Det forstaaer sig, at det her ikke gielder om slige Forretninger, der enten medbringe otium cum dignitare, eller ere analoge med Digtekunstens Natur; men hvor overmaade faa ere ikke disse? og hvor sielden bliver de Digtere til Deel? nei jeg taler om slige, der begrave Digteren under Sysler af et gandske stridigt Slags, og saa ere de allerfleeste; deels smitte disse Beskiæftigelser, hvormed hans Sind en stor Deel af Dagen er sysselsat, af derpaa, og man finder med Forundring Spor af hans Profession i hans Digterværker; saaledes kan jeg ikke dølge, at Søeofficererne hist og her synes mig at lugte af Medicin, saaledes er det ikke at nægte, at adskillige Stæder i Holbergs Comedier røbe Professoren; deels borttage de Digterne den beqvemmeste og bedste Deel af hans Tid, han har ikkun, som man siger, sine Frietimer, hvor han kan arbeide for sin Fornøielse! og desværre blive ogsaa slige Frietimers Arbeider kun til Digterens, og sielden til Læsernes Fornøielse! Muserne ere Piger, ædle, stolte, kræsne Piger, som forlange et heelt, udeelt Hierte; den høieste den strænge Herskerinde tillader, er at man har en af hendes Søstre til Veninde, men tiener man under deres Arvefiende Mercurius, kryber man for deres Avindsmand Plutus, da kan man kun vente Haan af dem; Ynglingen tilgive de endda en liden Ubestandighed, især naar deres Veninde Eytherea er hans Talsmand, men Manden aldrig. Uden Allegorie, i den muntre Ungdom, da Geniets sande Sindbillede er et Palmetræe, som den tungeste Byrde vel kan bøie til Jorden, men som reiser sig igien, saasnart Byrden er borttaget, i denne Alder, da Gienstændene giøre lettere Indtryk, og derfor ikke saa dybt, kan man vel opoffre sine Frietimer med Hæld til Digtekunsten, uagtet andre Arbeider borttage den øvrige Tid, og i denne Alder, især i de lykkelige Aar, da academiske Beneficia skiænke noget otium, og lindre den ængstende Brødsorg, giøres de fleeste poetiske Arbeider; men derfor ere og de, der ere lykkede, næsten alle, Ungdoms Arbeider, i de Fag, der ere denne Alder hellige f. Ex. Idyllen, Elegien, Viisen, o. d. l.
Da det imidlertiid er lettere at undvære Digterære, end Levebrød, have vore Digtere næsten alle een efter den anden maattet biide i dette suure Æble, og derved ere de tabte for Parnasset, i sær da Mæcenaterne undertiden synes at behandle Digterne efter den Ordre, det maynzer Cancellie fik om ham, der havde skreven Oden over Inqvisitionen: "Sie sollten ihm so viel zu thun geben, datz er da Schreiben lassen müste!" uagtet mit varme Venskab for Evald, har jeg tit ikke kundet undladt, at glæde mig over, at hans slette Helbred forbød ham, at desertere fra Musernes Fane og til Mercurii, hvortil Haandpengene og det bedre Traktement vist ellers havde forleedt ham, uagtet han, som han selv siger, i sin Ungdom var bleven Uven med det, man kalder timelig Lykke, og ingen Aarsag havde til at ønske sig den (en Omstændighed, som vel har giort fleere til Digtere.) Vist nok ville Digterne meget nødig til at søge Embeder, den qvalme Luft i Antichambrerne falder dem paa Brystet, og Pegasus bliver gierne skye for en storagtig Tiener i en riigt Liberie, men Nød lærer nøgen Kone af spinde; de blive Embedsmænd, og holde op at være Digtere, i de Aar, da de først kunne begynde at giøre betydelig Nytte.
Siden den danske Digter da ikke kan leve af sine Arbeider, og de øvrige Næringsveie, han forbinder der med, dræbe hans Kunst, saa maae vi komme tilbage til Juvenals: & spes & ratio studiorum in Cæsare tantum! som gav mig Anledning til disse Betragninger; og adskillige Omstændigheder grundfæste dette vort Haab. De 200 Rigsdaler, som nyelig ere tilstaaede en tydsk Digter er et vigtigt Løfte for vore; Augustus Fredriks og Mæcenas Bernstorffs Dage ville komme igien for Muserne. Vel meener Prof. Fabricius (en Mand, jeg har den sandeste Ærbødighed for, og hvis Venskab jeg er stolt af,) at de Velgierninger, der af Fredrik den femtes viistes tydske Digtere, havde kun liden Indflydelse paa Nationen, da disse paa Cramer nær, slet ikke befattede sig med os Danske, men blev i deres egen Kreds; men han har glemt, at Klopstock var Evalds Ven, og Veileder, og at Evald er Faderen til vor heele nyere poetiske Litteratur; ikke alleene vare mange af vore nyere lykkelige Digtere Evalds eller hans Venners Discipler; men selv hans erklærede Modstandere faae mig aldrig til at troe, at de ikke have lært meget ved den Fliid, hvormed de studerede Evalds Arbeider for at finde Feil deri, og at de ikke tilligemed de Exempler paa Svulst, som de uddroge for at skye, og giøre dem latterlige, bemærkede de uendelig fleere skiønne og høie Stæder, overalt det ædle og poetiske Sprog, som han først drog frem igien, og at de siden med eller uden deres Vidende efterlignede det.
Den pietistiske Aand, der i Christian den siettes Regieringstiid havde taget Overhaand, havde aldeeles qvalt Digtekunsten her i Danmark, og man maae forfærdes ved at see det Spring, der er imellem Reenberg, og de øvrige ældre danske Digtere, og mellem de glemte Riimere, der i Fredrik den femtes Dage vilde hedde saa. Det eeneste Middel til at ophielpe Poesien, var at understøtte fremmede Digtere, der skrev i et nærbeslegtet og almindelig bekiendt Sprog, og kunde blive Mynstere for os, at opmuntre vor uforglemmelige Lodde til at beriige os med gode Oversættelser af de Sprog, som her vare mindre bekiændte. Det giorde Fredrik, og fortiente sin Evighed; i de seeneste Tider, naar Sallys Mesterstykke paa Amalienborg ikke meere er til, skal Klopstocks Sange sige de kommende Slægter, hvo Fredrik var, og lære dem, at elske, at signe hans Minde, som Horaz har lært os at signe Augusti. Om digterne giælder det egentlig, hvad Hamlet siger om Skuespillerne: "de ere Tidens store Krøniker; det var bedre for dig at have en slet Gravskrift efter din Død, end et slet Vidnesbyrd af dem, medens du lever;" dog dette var vist ikke Fredriks Aarsag; det kan have været den fiortende Ludvigs, som vel øste Penge ud til Digterne, men med saaliden Skiønsomhed, at den keedsommelige Chapelain var Uddeeleren, le mieux rentè de tous les beaux esprits; og at Corneille, den store Corneille mistede sin Pension, og ikke havde faaet den igien, hvis Boileau ikke ældelmodigen havde erklæret for *) Madame Montespan, han ingen kunde modtage, naar Corneille ingen havde; — en Anecdote, som, jeg synes, giør just Ludvig ligesaa megen Skam, som den giør Boileau Ære — men Fredrik den femte var selv Velynder og Kiender af Digtekunsten, han følte, at Regenten, ved at tage Afgifter af sine Undersaatter, indgik en taus Forpligtelse, at anvende dem til Landets Vel og Anseelse; og giorde det Gode for dets egen Skyld, og ikke for den Ære, som det giver, og som ikke debliver, skiøndt man ei søger den.
Jeg seer alt, man laver sig til at indvende noget mod det, at jeg anseer Digtekunsten, som vigtig for et Lands Vel og Anseelse; det sidste behøver vel aldeeles intet Beviis, men det er tungt, at der ere de, der kalde det første i Tvivl, og det er skiændigt, at en fransk Digter, (jeg troer, Boileau, skiøndt Mercier siger, Malherbe,) har sagt om sig selv: han besad to Gaver, der vare lige vigtige for Staten: han giorde gode Vers, og spilte godt Kegler. Vee den elendige, der kan overtale sig til at være Digter, naar han tænker saaledes derom, naar han med Todes Ellis definerer et Genie ved en, der kan saa mange skiønne Ting, at han duer til ingen Ting; men jeg vil her ikke declamere over dette Æmne; for grundig at bevise min Paastand, maatte jeg gaae dybere ind i Siælelæren, og vise Indbildningskraftens Værkers Virkning paa Forstanden og Villien, men dertil er ikke Rum, heller ikke vilde det nytte for Tivvlerne; og hvad der ellers kan være at sige herom, har Evald sagt i Fortalen til sine Værker, og Stolberg i en af sine Jamber, hvoraf man i dette Hæfte vil finde en Oversættelse. De Folk, som nægte Poesiens Nytte, maae ellers endnu have meere mod Malerakademiet; eller troe de kanskee, Malernes hele Bestemmelse er, enten af forskiønne Livets indbildte Nødvendigheder for den Riige, eller give denne Leilighed til ydermeere at vise sin Overdaadighed, ved at forfærdige kostbare Kunstværker til ham, som han kiøber, og lukker inde, og hverken har Forstand paa, eller Glæde af, ikke at forglemme, at giøre smiggrede Afbildninger af disses Ansigter; hvor, uagtet al Smigger, dog deres Caracter stikker igiennem? og hvis de troe saa, holde de da dette for at være nok til at giøre Maleren til en nyttig Borger?
Stolberg har i det anførte Stykke sagt, at, dersom Digteren var ringere end de grundige Videnskabers Dyrker, fordi det Gavn, denne giorde, er haandgibeligere, saa maatte igien Landmaaleren, og Dommeren, og hvad de alle hedde, staae langt under Bageren; deraf har en anden Forf., som i et Skrift, der hedder: von Empfindeley und Kraftgenies o. s. v., har med megen Vittighed fremsat adskillige Paradoxer a la Linguer, taget Anledning til at persifflere ham, og forsikkre: "at han for sin Part satte sig langt neden for en Bager, med mindre denne skulde falde paa at giøre Hexametrer i Stæden for at bage Brød!" her maae man vel sige med Mendelsohn: "tale de Lærde saadan af Føielighed mod den egenyttige Verden, o! saa have de Lærde aldrig smigret nederdrægtigere end nu!" og hvortil den forhadte Sammenligning mellem den, og andre Kunster, kan den eene ikke være nyttig, fordi den anden ogsaa er det? er Digtekunsten nyttig, bør Ditere understøttes; og at bedømme Digtekunstens Nytte efter unge Digteres første Forsøg, de maae nu være paa Hexametre, eller Jamber, eller Trochæer, er uden Tvivl en Ubillighed; og i Stæden for med Møser at bebreide dem, de kun synge Piger og Viin, skulde man beklage, at det kun tillades dem, at giøre Vers i de Aar, da de intet andet kiende, og elske; naar de bleve Mænd, vilde de kaste disse arma juvenilia af sig selv, og opflamme Patriotismen ved at male en Leonidas, som Glover, eller forfølge Laster og Daarligheder, som Holberg og Jamberness Forfatter, eller forevige store Handlinger, som Evald; — Men selv slige Digteres Nytte synes ovenmeldte Forf. at nægte, da han paastaaer, at baade Iliaden og Messiaden synes ham overmaade undværlige; om Iliaden har ellers den samme Horats, som han giør en Compliement paa Homers Bekostning, tænkt gandske anderledes, som han vil see, naar han læser hans anden Epistel, og især naar han læser sin egen Afguds, Wielands herlige Commentair dertil.
Dette bringer mig til den sidste Indvending, nemlig, at Staten da vilde faae mange at føde, og at det vilde see galt ud, naar den halve Stat blev Digtere; — For det første har det aldrig været min eller nogens Meening, der har talt om Digternes Undersøttelse, at de skulde have feede Præbender, saa det var en glimrende Lykke; nei blot, at de skulde udreddes fra Trang og Brødsorg; lad dem endog være i den Nødvendighed at arbeide; skiøndt dette vel ikke behøves, thi den sande Digters fyrige Siel, saasnart den ikke qvæles af Sindssyge, frembringer af sig selv nye, levende, og stærke Ideer, som forfølge, som plage ham, til han udgyder dem; og dette Arbeide er ham da en Vellyst; vist nok er det tvertimod, naar han maae nødes til at arbeide, paa en Tiid, da han ikke har Følelse eller Tanke uden for sin Forfatning, naar den iiskolde Mismod hviiler tung over hans Siel, og han maae drive hver Tanke med kunstig Varme. Disse drevne Frugter kunne vel nu og da see ud som de naturlige, og bedrage Øiet, men Smag og Kraft faae de aldrig, og den sande Kiender skiælner dem strax fra den gamilde Naturs Gaver.
At de skulle blive for mange, er vist ikke heller at befrygte; Stolberg
siger med Grund om de sande Digtere! "Fra Himlen selv faldt deres Lod,
og faldt ikkun for faa!" Det forstaaer sig, man maae ikke være
ødsel med dette Navn, ikke udskrige enhver for Digter, saasnart
han har giort et eller to taalelige eller endog gode Stykker. "Et enkelt
Digt, siger Wieland, kan lykkes endog
den maadeligste Digter, naar han just er sat i den Stemning Digtet
udkræver, f. E. er forelsket, eller har mistet en Ven, eller
deslige." Det er naturligt, at et saadant Stød ophøier
Indbildningskraften, og hvis den da udgyder sig i Vers, bliver disse
sikkert poetiske; men lad dette Stød ophøre, og han bliver
igien saa prosaisk som mueligt. Den, der vil hedde Digter, maae have en
Indbildningskraft, der let og altssa ofte henrives af det ædle,
skiønne, høie o. s. v., han maae besidde det, der hos Horaz hedder: mens
divinior, & os magna sonaturum! og efter denne Bestemmelse
vil uden Tvivl manges Adkomst til Digternavnet være ligesaa
ugyldig, som dens, Spectator spotter, der vilde tage Sted blandt de
Lærde paa Whites Caffehuus, fordi han havde giort en Devise til en
Ring. Af hine virkelige Digtere, seer man let, der aldrig vil blive
saare mange; og Versemagerne falde efterhaanden af paa Veien!
endskiøndt somme ikke ville lide, at Kunstdommerne raabe efter
disse, som Romerne hos Shakspeare:
"slaae ham, han har giort slette Vers!" og de selv især skulle
pønse paa paa at oprette en offensig og
defensiv Alliance mellem sig, saa blive dog keede af, at overgives
bestandig til Urtekræmmernes og Spækhøkernes
verdslige Arm, straffe omsider det uskiønsomme Fædreland,
med at holde op at digte, især naar de ingen Forlægger kunne
finde, og slaae sig til andre Forretninger, hvor de kunne undvære
Hoved, og hvor deres utrættelige Fingre ere dem til Nytte; disse
maatte ingenlunde opmuntres, men man understøtte den sande, den
ædle Digter, og det skal vise sig, hvad Digtekunsten kan gavne,
naar den er i Mænds Hænder. Da skulle vore Digtere ikke blot
i deres Vaar skiænke os Blomster, men herlige Frugter i deres
Høst, som de vi have fra Evalds,
som de vi have, og kunne vente fra Storms;
de skulle ikke meere nedbryde deres Roes ved Arbeider der ere giorte paa
Kiøb, og invitâ
Minervâ; de skulle kunde arbeide med den frie Mands Ild,
hvis Formaal er at gavne, og hvis høieste Ønske er
Ære; deres Medborgeres store og ædle Handlinger skulle
giemmes i deres Sange, og blive en evig Sæd til lignende Dyder,
Lasten skulde staae der i sin Afskyelighed, den onde til Straf, og den
svage til gavnende Varsel.
Rahbek
*) [note side 27-28] Nei mine Herrer! en Subskriptions-Plan er intet Tiggerbrev! "beed ingen at subskribere paa min Bog, som ikke troe, vil læse den! sagde en Forf. til hans Venner, naar han leverede dem Planen. Og hvad der angaaer, jeg har udgivet paa denne Maade, da er, og var det altiid min Erklæring; hvor græder, han sin Daler faaer igien!
*) [note side 32] Derimod er det blandt de Ting, der i sær opmuntrer Udgiverne af Minerva til erkiendtlig Iver for at fornøie vor Abonentere, at de fleeste have mældt sig, efter at det var begyndt at komme ud, og at vi altsaa kunne smigre os med, det har anbefalet sig selv; vel see vi, vi have de indsigtsfulde Mænd, som have beæret os med Bidrag, at takke for denne Lykke; men disses Yndest og Velvillighed bliver os da en ny Grund til Erkiændtlighed og Iver.
*) [note side 35] At det var Forfængelighed, der drev Pompadour til at giøre Rousseau godt, og at hun ikke var den, der kunde føle, og ynde hans Skrifter, vidner et af hendes Breve, hvor hun taler om den ny Heloise; men det er ogsaa vist nok, atligesom Rousseau har Ret, naar han siger: "den, der ikke elskee Julie, har aldrig vidst, hvad der var elskværdigt, og den, der ikke er St. Preur Ven, kan aldrig blive hans;" saa er det og vist, at den, der elskede disse, aldrig blev hans allerchristeligste Majestæts Boelskab.
*) [note side 42] Saa meget skulde der ogsaa til, naar en ærekier Mand skulde kunne være bekiendt at søge en H**s Beskyttelse.
Kunster og Videnskaber.
[teksten side 91-97 og starten af 98 er ikke indtastet]
I denne Maaned blev Skuepladsen aabnet Onsdagen den 14de September: med Hexerie eller blind Allarm, Comedie i 5 Acter af Holberg. Fredagen den 16de Sept. blev opført Hververne, Comedie i 5 Acter af Stephanie den yngre. Mandagen den 19de: Bewerlei, Sørgespil i 5 Acter af Saurin. Onsdagen den 21de den politiske Kandestøber, Comedie af Holberg. Fredagen den 23de: Spøgelset med Trommen; Comedie af Destouches. Mandagen den 26de: den bedragne Formynder, Comedie af Cailhava.
Da man ingen andensteds giver Fortegnelse paa de virkelig opførte Stykker, (thi Anmeldelserne i Aviserne ere, som man veed, saare upaalidelige) og en saadan Liste i det mindste giver nogen Oplysning om Skuepladsens Tilstand, og Nationens Smag, troer jeg ikke det lidet Rum spildt, som en saadan maanedlig Fortegnelse kan indtage. Skulde der i øvrigt nogentid i dette Maanedsskrift findes Raisonnements over Theater, maae jeg her i Forveien erklære, at de ikke ere af mig, med mindre mit Navn udtrykkelig findes derunder.
Rahbek.