Tvende Bidrag til den danske Skueplads's Historie.

Meddelt af Chr. Bruun.

Efterretningerne om den danske Skueplads i de første Aar fra 1722 til 1728 ere saa overordenlig sparsomme, at ethvert nok saa lidet Bidrag, der kan kaste noget Lys over dens Tilbliven og de Forhold, under hvilke man arbeidede, gribes med Begierlighed. Derfor ville de her aftrykte Smaastykker vist læses med Interesse, ikke for Poesiens, men for Indholdets Skyld. De ere begge fundne i en Pakke Rostgaardiana paa det store kongelige Bibliothek, ny kgl. Saml. Fol. Nr. 1381.

---

I.

Blandt dem, som isærdeleshed tog sig af den unge danske Scene, nævnes Fredrik Rostgaard, dog mere efter Formodning end med Vished. »Da de danske Skuespil begyndte i Aaret 1722, synes Rostgaard at have viist sig som een af deres ivrigste Talsmænd og Forfægtere«, siger Werlauff 1), og Overskou 2) mener, at man »udenfor al Tvivl« kan antage, at Rostgaard har været en af de allerivrigste blandt de »Nogle«, som efter Holberg faldt paa at indføre Skuespil paa Dansk. Man har imidlertid hidtil ikke havt andet Støttepunkt for denne Formodning end den iøvrig vigtige Omstændighed, at Rostgaard skrev Prologen, hvormed den første Forestilling blev indledet den 23 Septemb. 1722, ligesom han ogsaa senere, da de danske Skuespillere den 15 Januar 1723 opførte »den borgerlige Adelsmand« og »det tvungne Giftermaal« paa Slottet for Kongehuset,skrev en Prolog for dem. Det her meddelte Aktstykke vil imidlertid sætte del udenfor al Tvivl, at han har været Skuespillerne og Skuepladsen en god Støtte og Hjælper ved deres første vistnok besværlige Arbeide. Det er nemlig et Nytaarsvers til Rostgaard, overrakt ham den 1ste Januar 1723 og undertegnet af samtlige Acteurs med deres egenhændige Underskrift. Det er maaske et Tilfælde, at kun dette er opbevaret og ikke andre, som de mulig kunne have skrevet til andre af deres Velyndere - - f. Ex. Holberg - men det taler alligevel tilstrækkelig for Rostgaards Vedkommende. Det lyder saaledes:

Højædle og Velbiurdige
Hr. Friderich Rostgaard,
Hans Kongl. Maj^tts til Dannemark og Norge etc.
Højbetroede Ober Secretarius, Estats Raad, samt
Geheime Archivarius

insinueres allerydmygst

Dette ringe Vers med underdanigst hosføjede Lych-ønskning
Paa Aarsdagen
d. 1 Januarij A^o 1723

af
Højædle og Velbaarne Herres
Underdanige Clienter og Tienere
samtlige Danske Acteurs
Johannes Ulsøe.   Peder Hald.   Magnus Sckow.
Jens Høberg.   Pilloy.   Henrich Wegner.   R. Hammer.
J. W. Gram.

Welkommen Nye-Aars Dag, Du Aarets første smykke,
Ved din fornyelse Vi fundet hâr den Lykke,
    At yde Vores Tak, som længe skreven er
    Med dyb indprentet stiil i Hiertet hos enhver.

Vi til Hr. Rostgaard bør med tusend tak udbryde
At Hand os vilde først den store Naade byde,
    Og ved sin Digte-Konst at sætte smykke til
    Vor sprog, som priiset blev ved Danske Skuespil.

Saa snart Thalia med Hr. Rostgaards riim begyndte,
En hver tilkiende gaf, hvor vel hånd samme yndte,
    Med Klap og hænders lyd; Vi os da skamme maae,
    Om vi med Vores tak tilbage vilde staae.

Men hvad er vore riim? som toner ej opstemmed
Paa Phoebi Strengeleeg; men for Hr. Rostgaard fremmed
    Er denne skurre-lyd, som strax anledning gaf.
    At vores digte-fliid kun burde vises af.

Men hvad? Kand skee at os kand saadan Naade hendes,
At dog til dissze riim et naadig øje vendes,
    Da findes her kun tak i ufuldkommenhed,
    Og ønsker, som med ord vi ej at sige veed.

Kand vel vor ringe tak mod den Velgjerning svare,
Som efftergiver ej den mindste tak at spare?
    Hvad nytter ønsker, naar foruden vores bøn,
    Til Ham hâr Himlen self aflagt langt større løn?

Hr. Rostgaards Naade vi ej saa i tvil vil føre;
Men heller troe, at hånd os værdiger at høre,
    Vi takker for i fior; Din omhue, hielp og raad,
    Din medhold giør, at vel os hidindtil er gaâed.

Du som vor Moders maal med gunst hâr villet fremme,
Vor Moders maal igien Din roes skal ej forglemme
    Hos Landets Fader, Du Din ære-løn skal faae,
    Fordi Du Landets tarv saa nidkiær skiønner paa.

Gud med fornyet Aar fornye din æres lykke!
Leg aar til dine aar, og hvad du effter tykke
    Kand bedre ønske dig, bestandig førlighed,
    Kort sagt i dette Aar hver dags lyksalighed!

II.

I den Fortale, hvormed L. Holberg ledsagede første Tome af den danske Skueplads (1723), drøftede han det Spørgsmaal, om »det er u-anstændigt for smukke Mænds Børn, der ere beskikkede i sin Tid at betiene Kirker og Skoler, at bruges til Theatralske Exercitier«. Anledningen hertil var, at man havde fundet det upassende, at Studenter vare optraadte paa Scenen; Consistoriums Acter vise, at der blev taget strengt fat paa dem, der havde forset sig paa saadan Maade og at de bleve udviste fra Regentsen og Collegierne 1). Blandt disse var Jens Høberg, der hørte til Stammen af de danske Skuespillere. Uagtet Rostgaard tog sig af hans Sag, og uagtet han henvendte
sig til Kongen om Beskiærmelse, maatte han forlade Walkendorfs Collegium. Det skete i Sommeren 1723 2). Han tog sig denne Begivenhed nær og tænkte paa at forlade Kjøbenhavn. Høberg skrev i den Anledning det her aftrykte rimede Bønskrift til Rostgaard, ved hvis Hjælp han haabede at kunne faa Hassing og Villerslev Præstekald i Børglum Stift, der var blevet ledigt efter Hans Jentoft. En anden Mand: Otto Didrik Aagaard fik Kaldet, og Aaret efter finde vi endnu Høberg som Skuespiller. Ansøgningen er interessant paa Grund af den Maade, hvorpaa Høberg udtaler sig om den lidte Forfølgelse.

Højædle og Welbaarné
Herre
Hr. Friderich Rostgaard,
Hs. Kongl. May^sts til Danmark og Norge Højstbetroede
Ober Secretair, og Estats Raad, samt Gelieime Archivarius etc.
Min Naadigste Patron!

Du Store Kongens Mand, jeg veed din tilsiuns møje,
Jeg veed Du værdig er vor Store Konges øje,
    Hvorfor jeg burde vel mig minde bort at gaae,
    Og ej saa idelig Din hielp at raabe paa;
Jeg komme kand maaskee Dig til at slet fortryde
Den første hielp, som jeg blev værdiget at nyde,
    Hvo veed da, om jeg ej maaskee bort vises skal?
    Gud lad den time ej blant timer finde tal!
Thi skal jeg slet forladt i Modgang effterlades,
Da er mit lius udslukt, jeg maae af alle hades,
    Som lumpne Skumpelskud vil verden mig belee;
    Du gode Gud I jeg er jo dog et Menniske:
Hvad hâr jeg Stymper giort? Har jeg mod Himlen syndet?
Har jeg om rette Gud urette Troe forkyndet?
    Mon jeg utroeskab har min Naadig Konge giort?
    Har jeg mod fædre-land vel syndet alt for stort?
Mon jeg ved hoer og mord og stiælen mig har smittet?
Har jeg falsk vidnesbiurd op om min Næste hittet?
    At jeg til afskye frem for andre straffes bør,
    Og jeg mig ej om hielp til nogen vende tør.
See! dissze store fejl mig siunis biir fremstillet,
I det jeg (Ringeste) Comoedier har spillet;
    Døm nu Hr. Rostgaard døm, om Gud er derfor vreed,
    Ald Verden skiønne kand paa min uskyldighed:
Jeg har jo derved ej fra Gud mig villet bøje
Til uretfærdighed, Guds nafn udi det høje
    Jeg ei bespottet har, jeg agter paa Guds Ræt,
    Min Salighed Jeg jo ej heller har forgiæt.
Min Konge er ej vreed, (Min trøst jeg nu erindrer)
Hans Naade er mig nok, og ald min sorrig lindrer,
    Hans naadig øjesiun har givet mig det haab,
    At jeg ei giøre skal om hielp forgiæves raab;
Thi vores Moders maal vor Landsens Fader hørte,
Hvad frugt og tieniste og tziirlighed den førte,
    Saa jeg ej syndet har deri mod Fædre-Land,
    Hvis sprog med andres sprog just- derved lignes kand.
For levnet udi sær kand ingen mig beskylde,
Paa Øfrighedens Lov af efne at opfylde
    Jeg har beflittet mig, hvad kand jeg meere da?
    Hvi vil da Somme mig min lykke rive fra?
Men største Knude er at løse end tilbage:
Mod ordenen at jeg har syndet, de paaklage,
    Men synd mod ordenen er, i uteerlighed
    Og aabenbare synd at blive stedsze ved.
Irettesættelsen paa mig, jeg ej vil mælde
Den er for haard, og kand dens overhaand mig fælde;
    Men jeg dog ikke vil mistvile i min nød;
    Mod tiendens Villie til lykken giver brød;
Og skiønt jeg skyldig er, saa veed jeg Kongens Naade
Er stor, hvorved enhvers fortun hånd veed at raade,
    Thi skiønt mod ordenen en Synder falde kand,
    Kand dog ved Kongens haand oprejses til sin stand.
Men hvad? Uvenner kand mig let med spot beklæde,
Mig som en liden orm kand hastig undertræde,
    Jeg søger derfor skiul, som Duen udi blæst,
    Og ønsker redning, før end faren er mig næst:
Mit Sorrigfulde mod faldt just nu paa en grille,
Dog den lidt sælsom var, bedst er at tie stille;
    Dog hvad? hvi tier jeg? Hr. Rostgaards Naade kand
    Maaskee tilskrive det min maadelig forstand:
Jeg tager pennen da og lar den vidre tale:
Mig siunes Jylland vil min tilflugts sled afmale,
    Om jeg for Kongens fod lod ligge ned et blad,
    Og hånd bønhørte da det, som jeg ydmygst bad,
Jeg meener Hassing Kald i Børlums stifft. Ej meere
Jeg derom næfne tør, de tanker jeg har fleere
    Jeg til Hr. Rostgaard self næst Gud hensætte vil,
    Jeg er tilfreds med alt hvad her kand svares til;
Hvad glæde var det mig om saadant lod sig grøre,
Om Gud mig fra fortræd saaledis vilde føre;
    Men svares nej herpaa, det alt for dristigt er,
    Saa siger samme nej: Hr. Rostgaard har mig kiær.
Jeg alting da til Dig næst Gud og Kongen sætter,
Jeg veed du iche mig Din Ringeste forgætter.
    Lad enden blive Din begyndte Naade lig,
    Deri du ligner Gud, som skal velsigne dig

ønsker
Højædle og Velbaarne
Herres
Underdanigste Tienere og Client
og troe forbedere hos Gud

Iens Høberg

---

Noter:

side 41, note 1) Antegnelser til L. Holbergs Lystspil, 1858, S. 337.

side 41, note 2) Den danske Skueplads, I, S. 161

side 44, note 1) Werlauff, Antegnelser etc. S. 343.

side 44, note 2) Hesperus, 5 Bd S. 256. Rahbek, Bidrag til den danske Skuepladses Historie, S 26 ff. Overskou, anf. St. S. 210. Werlauff, anf. St. S. 343.