Artikelserie fra Dagens Nyheder 12-7-1875, 13-7-1875 og 14-7-1875, signeret: -N [sat med antikva].
Minder fra Vesterbroes Theater
Paa en Tid som den nærværende, da Pressen bemægtiger sig næsten ethvertsomhelst Stof, som det offenlige Liv frembyder, og ikke sjeldent veed at afvinde Statistiken forskjellige interessante Sider til Samfundslivets Belysning, er det ret mærkeligt, at man ikke ved Hjælp af officielle Kilder, der sikkert ikke ere utilgjængelige, har angivet Tallet af den Masse Nybygninger, der i Løbet af de sidste tredive til fyrgetyve Aar ere reiste i Kjøbenhavn, dens Forstæder og dens nærmeste Omegn. At disses Antal er overordenlig stort, veed Enhver, der nogenlunde har fulgt denne Udvikling, ja man overdriver næppe ved at antage, at naar Nybygningernes Omfang og Høide tages med i Beregningen, repræsentere de et lige saa stort, om ikke større Husrum som det gamle Kjøbenhavn frembød for et halvt Aarhundrede siden. Naar man nu i Sammenligning dermed gav Oplysning om den Forøgelse af Befolkningen, der har fundet Sted i den tilsvarende Tid, saa vilde man muligen komme til det ret mærkelige Resultat, at denne, hvor betydelig den end har været, ikke staaer i noget Forhold til Bygningernes Forøgelse, og der kunde da aabnes en vid Mark for Betragtninger om Aarsagen til en slig Fremtoning, saasom Udvidelsen paa de industrielle Omraader, Boutikernes og Beværtningsstedernes Tiltagen, den forøgede Velstand og Forfinelse, der kræve større Boliger osv. Den Undersøgelse, der kunde bygges paa disse Antydninger have vi for vort Vedkommende dog hverken Materiale eller Evne til at anstille, og vi give dem kun som en Indledning til vort Emne, der mere vil beskjæftige sig med det Forsvundne end med det Nuværende. Og det ligger i Sagens Natur, at det Nye, som kommer, i de fleste Tilfælde er det Gamles, det Forældedes eller det Brøstfældiges Afløser. Der rives ned og der bygges op, og det skeer stundom i en saadan Fart, at det næsten skulde synes som om de Aander, der opførte Alladins Palads, ogsaa have været paa Spil her. De, som ikke i en halv Snes Aar have besøgt Kjøbenhavn, ville neppe, kunne gjenkjende det mere, og for dem, som have levet midt i denne Forandring, er det gamle Kjøbenhavn næsten snart forsvunden af Erindringen, neppe kun "En Saga blot".
Nu Har ogsaa Hakke, Hammer og Øxe gjort det af med en af de Levninger, som ikke har været uden Betydning for det kjøbenhavnske Kulturliv. Tilintetgjørelsen var ikke vanskelig; der var kun saa Mursten at nedbryde. Resten var Træ. Det var en uanseelig Bygning i Nutidens Forstand, især tog den sig ussel ud overfor de pragtfulde Omgivelser, der efterhaanden i de seneste Aar reiste sig om den. Og dog var denne Bygning næsten et Halvhundrede Aar et vigtigt og fremtrædende Asyl for det Forlystelsesliv, som Kjøbenhavnerne elsker den almindelige Mening sætte saa stor Pris paa. Vesterbroes Theater eller Vesterbroes nye Theater, som det i sin første Tid kaldtes til Forskjel paa Vesterbroes Morskabstheater, hvor Familien Price spillede, var i en lang Række Aar i sin dobbelte Egenskab af Kjøbenhavns anden Skueplads og eneste Cirkus for Beriderforestillinger, en af de Institutioner, der dengang, da man endnu ikke i den Grad som nu havde forspist sig paa Adspredelsernes Kundskabstræ, da Fordringerne til disse vare langt mere tarvelige, indtog samme Rang som nu Kasino, Folketheatret, ja i en vis Henseende som Tivoli. Men det vil gaa med denne Bygning, som det ganer med meget Andet af det forsvundne Kjøbenhavn, at Glemselens Slør hurtig vil udbrede sig over den og over hvad der har rørt sig indenfor dens Mure. Vi skulle derfor forsøge i det Følgende at vække og fastholde Minderne derom, maaske som et Stykke Kulturhistorie, men dog nærmest fordi vi tro, at det kan interessere vore Læsere.
Med Familien Price, hvis Forestillinger af Linedands og Pantomimer i en lang Række af Aar drog Gamle og Unge til Vesterbroes Morskabstheater, var Familien Petoletti nøie forbunden. Den leverede til Theatret ikke faa dygtige Kunstnere og en af dem, Philip Petoletti, var en yndet Bajads (nu er denne Benævnelse afløst af det engelske "Clown") og dygtig Linedandser og Akrobat. I Begyndelsen af Aarene Tredive foretog Familien Price sammen med Sødskendene Winther en Udenlandsrejse, navnlig til St. Petersborg. Morskabstheatret var nu lukket til stor Sorg især for Ungdommen, og Ph. Petoletti. der med sin Hustru var bleven tilbage i Kjøbenhavn. besluttede at skaffe en Erstatning for det lukkede Theater ved paa Fæstningens Glacis, hvortil han erhvervede sig Tilladelse mod en beskeden aarlig Afgift, at oprøre et nyt, der tillige kunde tjene til Cirkus, hvorpaa der ved Branden af Theatret paa Nørrebro var Mangel. De Midler, han havde at raade over, vare ringe, kun et Par Tusinde Rd., og Bygningen blev ogsaa derefter. Alligevel var Prof. Troels Lund. dengang en af Kjøbenhavns faa dygtige Arkitekter, den, som gav Tegningen. Man veed, hvorledes den ogsaa den Gang saa ud, thi skjøndt Theatret flere Gange er blevet underkastet Ombygning, har dets Ydre og navnlig Hovedfacaden bevaret sig til det Sidste. Selve Salen var ikke ilde efter Datidens Fordringer, den var dekoreret i pompeiansk Stil, og det tilsvarende Fortæppe samt Theater Dekorationerne vare malede af de dygtige Kunstnere, Theatermalerne Wallich og Christensen. Salen og Galleriet rummede 1200 Tilskuere , der iøvrigt ikke maatte tage det strengt med Bekvemmelighederne. Den hele Bygning blev fuldendt i 11 Uger, og Søndagen den 8de Juni 1834 fandt den første Forestilling Sted i Vesterbroes nye Theater, som det dengang kaldtes. Det Privilegium, Petoletti havde erhvervet sig for Theatret, lød paa Skuespil (dog kun i Sommermaanederne, for ikke at skade det kgl. Theater!), Pantomimer, akrobatiske Kunster, Beriderforestillinger osv., og var saaledes temmelig omfattende. Egentlig havde Petoletti tænkt at gjøre Pantomimer til Hovedforestillingerne, men det kom han hurtig bort fra, idet han indsaa, at det vilde være ham umuligt at samle et Selskab, der nogenlunde kunde konkurrere med det yndede Priceske. I flere Aar havde Kjøbenhavn ikke havt tydsk Komedie, og da de Forestillinger, som nogle Aar i Forveien vare givne paa del kgl. Theater med Demoiselle Pohlmann som Gjæst, havde behaget Publikum, engagerede Petoletti det Beckerske tydske Selskab, der havde bereist Hertugdømmerne og Provindserne, til at spille paa det nye Theater. Den første Forestilling bestod af et Par Smaastykker "Den slemme Naboerske" og "List og Flegma", der bleve givne med Bifald. To dygtige Komikere, Hanstein og Pöschel, og en Mad. Rosenbusch, der spillede ældre Karakterroller, faldt godt i Publikums Smag, men især vakte en meget ung Pige, Jfr. Lichtenstein, ved sin smukke Sangstemme, sit naturlige Spil og vakre Ydre saa gode Forventninger, at hun, efter senere at have spillet et Par Aar i Provindserne og efterat have lært det danske Sprog, blev som Mad. Rung i en Række af Aar en af Syngespillets Prydelser ved det kgl. Theater.
Det Beckerske Selskab gav i det Hele kun 14 Forestillinger, mest bestaaende af Smaastykker og Vaudeviller, og blev der efter affløst af det Bornholt-Schlemüllerske Selskab, ogsaa kaldet det slesvig-holstenske Selskab , der var af ulige større Betydenhed. Dets egentlige Specialitet var Operaen, men dertil havde det ogsaa, naar det tages i Betragtning at det var et omrejsende Selskab, særdeles respektable Kræfter. Mad. Ubrich og Dem. Fischer vare gode Koloratursangerinder, Fischer og Fackler fortrinlige Bassister, Hansson en god Tenorist og Mad. Cristiani, en ung, meget lovende Sangerinde med en smuk Sopran. Ved dette Selskab befandt sig tillige Georg Seest, der gjorde i den Grad Lykke ved sin Optræden i "Johan fra Paris", at han, nærmest efter Hoffets Tilskyndelse, blev antaget ved det kgl. Theater, hvor Publikum dog snart blev vaer, at der var begaaet et betydeligt Misgreb, Hans "smørrede" Stemme tog sig slet ikke ud, og hans Spil var saa affekteret tydsk, at han sjeldent undgik at være Gjenstand for stærke Mishagsyttringer. Det varede heller ikke længe før han, skjøndt ifølge Kontrakt forholdsvis høit lønnet, maatte tage tiltakke med en Korists lidet glimrende Stilling.
Som et Hele taget vare de Bornholt-Schlemüllerske Operaforestillinger upaaklagelige, og adskillige deraf endog ubetinget rosværdige. Selskabets Repertoire frembød stor Afvexling og betydelige Opgaver; i Saisonen 1834 (31 Forestillinger; opførte det saaledes bl. A.: "Johan fra Paris". "Zampa", "Barberen i Sevilla" og Rossinis "Othello", hvilke afvexlede med Farcer og Lystspil, blandt hvilket det havde et passende Personale, hvoraf især Demoiselle Hofmeister behagede meget i naive Roller. Iøvrigt blev dette Selskab ved sin første Optræden ikke modtaget paa det Bedste af Publikum. Der var gaaet Rygter om, at Direkteuren havde udladt sig med, at det kom til Kjøbenhavn for at vise del danske Publikum, hvorledes en Opera egentlig skulde være, og disse Rygter fandt en Bekræftelse i en Artikel i "Husum Wochenbl.", hvori Selskabets Fortjenester bleve fremhævede paa den arroganteste Maade med et haanligt Sideblik til det kgl. Theater. En stærk Hyssen modtog derfor ogsaa strax de Spillende i "Johan fra Paris" , hvormed Selskabets Forestillinger aabnedes, og denne Opposition vedvarede under hele Opførelsen i Kamp med et stærkt Bifald. Dog gjorde Retfærdigheden sig snart gjaldende under de paafølgende Forestillinger, idet man erkjendte, at de tilfredsstillede alle billige Fordringer. Besøget var derfor saa godt, at Selskabet i Løbet af de paafølgende tre Aar hver Sommer vendte tilbage til Vesterbroes Theater. Fortrinligst var det i 1835. Selskabet havde da forsynet sig med flere nye og gode Medlemmer, af hvilke Demoiselle Schindler og Ægteparret Urspruch vare de betydeligste. Hvor righoldig og afvexlende Repertoiret var, fremgaaer deraf, at ved de 55 Forestillinger. som Selskabet gav i 1835, udførte de Operaer og Syngespil, som Bellinis "Romeo og Julie", "Fra Diavolo", "Barberen", "Don Juan", "Camilla" af Paër, Salieris "Azur, Konge af Ormus", "Murmesteren", "Lestocq", "Die schöne Müllerin" af Paesiello, "Skatten", "Den Stumme i Portici" o. fl. Ved Siden deraf spillede det Farcer og Tryllespil. Her havde Kjøbenhavnerne første Gang Leilighed til at se "Lumpacivagabundus", der ved Zimmermanns og Wilkes grundkomiske Spil hurtig blev et yndlingsstykke og gik ofte over Scenen.
Overhoved have tydske Opera- og Skuespillerselskaber hørt til Vesterbroes Theaters stadige Gjæster. I 1838 optraadte Heusers Selskab, der var temmelig maadeligt, især i Begyndelsen, hvor det søgte at trække Hus med en akrobatisk Kunstner, Springer, der svarede til sit Navn, idet han i et Melodrama "Kjærlighed og Hævn" udførte Aben Domis Rolle. Senere fik det en god Bistand i Wilke og en anden Komiker ved Navn Koch, hvilke især glimrede i Farcer som "Haandværkernes Fest" og "Staberls Reise Eventyr."
I 1839 optraadte Muncks tydske Skuespillerselskab og gav en Række af 55 Forestillinger. Dette Selskab var oprindelig dannet af en tydsk Grev Hahn, der havde sat hele sin betydelige Formue til paa sit Liebhaveri for dramatisk Kunst. Det var en høi, statelig gammel Herre med et smukt og udtryksfuldt Ansigt, der især blev oplivet, naar han dvælede ved sine Kunsterindringer. Uagtet han som Direkteur for forskjellige Selskaber havde gjort mange sørgelige Erfaringer, havde disse dog ikke kølnet hans Kunstenthusiasme. Han var henved 80 Aar gammel, da han kom hertil blot for at overvære Forestillingerne af det Selskab, hvis Stifter han havde Været. Selskabets Direkteur Munck var Dansk af Fødsel, og med ham associerede sig Wilke. Men der var ogsaa en anden Dansk ved Selskabet, Pallesen en Skuespiller med et ualmindeligt Talent især for Farcen og Lystspillet. Som "Den reisende Student" og som "Frohlich" var han uovertræffelig, og i "Efter Solens Nedgang" spillede han en Rolle, der godtgjorde, at han ogsaa kunde hævde en betydelig Plads i det høiere Lystspil. Som en af hans kunstneriske Eiendommeligheder kan nævnes. at Ingen kunde le saa naturligt som han, som der overhoved sjelden sporedes nogen Overdrivelse i hans Spil, selv i de mest burleske Roller. Han var allerede dengang temmelig korpulent og blev det endnu mere senere, men det lagde man næppe Mærke til, naar man saa ham spille. Følgen var da ogsaa, at han fik en Ansættelse ved del kgl. Theater; men her blev han kun en forholdsvis kort Tid; Repertoiret var et helt andet end det, han var vant til at spille, og han følte sig ikke ret paa sin Plads. Tillige længtes han tilbage efter det omrejsende Skuespillerliv, der mere tiltalte hans Natur, og da hans Engagement var udløbet ved det kgl. Theater, forlod han det.
Af andre tydske Skuespillerselskaber nævne vi endvidere Lübecker Stadttheater Selskabet, der i 1840 gav 47 Forestillinger og Neustrelitzer Selskabet, der spillede i 1841. Intet af disse havde videre gode Kræfter at byde over, og Besøget var ikke betydeligt. Nu hengik der, naturligvis paa Grund af Krigen og af nationale Hensyn ikke mindre end 14 Aar, før der igjen optraadte et tydsk Skuespillerselskab paa Vesterbroes Theater. Del skete da med Schuncks Selskab, der som hjemmehørende i Kiel dog havde Krav endnu paa dansk Indfødsret. Det gav mest Farcer og Folkekomedier, og havde i Hr. Bayer en ypperlig lavkomisk Skuespiller, der især i den musikalske Farce, "Skomageren som Millionair", gjorde stormende Lykke. Dette Selskab vendte tilbage næste Aar med tildels nye Kræfter, af hvilke Dmsl. Hermann, en nydelig, ung Skuespillerinde, og Eichenwald, en god, komisk Skuespiller, fortjene at nævnes. Men den Bedste blandt de nye Medlemmer var dog ubetinget Theodor Reusche. Udrustet med et ualmindeligt Lune forstod han at give komiske Figurer en meget original Karakteristik, foruden at han var i Besiddelse af en smuk Syngestemme til Viserne i de tyste Folkekomedier, af hvilke Se!skabets Repertoire hovedsagelig bestod. Han spillede ikke alene komiske Roller, men ogsaa alvorlige, i hvis Udførelse der kun sporedes lidet af de opstyltede Manerer, som selv bedre tydske Skuespillere have tilvænnet sig. Der hengik heller ikke tang Tid, før han kom til Wallnertheatret i Berlin og blev en af den preussiske Hovedstads mest yndede Skuespillere, og det samme er Tilfældet nu i Wien, hvor han har et høist fordelagtigt Engagement ved et af de der værende bedste Theatre. Et særegent tydsk Skuespillerselskab var Schwartzs, som i 1858 spillede paa Vesterbros Theater. Dets vigtigste Skuespillere bestod af tre Dværge: Jean Piccolo, Jean Petit og Kiss Jozsi, der med godt Humeur deltog i Forestillingerne og ikke manglede en vis dramatisk Begavelse. At det Kurieuse traadte i Stedet for det Æsthetiske er en Selvfølge, og man kunde ikke ganske undertrykke en vis pinlig Følelse ved at se disse smaa Abnormiteter agere. Disse Forestillinger bleve ogsaa snart afløste af Robertis Operaselskabs der frembød en virkelig Kunstnydelse. Direkteuren selv var en god Barytonist, og i Sopransangerinden Mlle. Pollack, Altistinden Babette Müller og Tenoristen eiede Selskabet Kræfter, der tillod det at give forskjellige Operaer til stor Fuldkommenhed. Dette var saaledes Tilfældet med Flotows "Martha" og "Stradella" og med Bellinis "Romeo og Julie", hvori Frøken Lehmann optraadte som Romeo. Selskabet spillede i Reglen for godt Hus, og i Vintersaisonen gav det nogle Forestillinger paa Folketheatret. Mlle. Pollack blev senere engageret ved den store Opera i Berlin, hvorfra hun under Ferien i 1862 besøgte Kjøbenhavn og sang flere Gange med stort Bifald i Tivolis Koncertsal. Robertis Selskab var det sidste tydske, der har gjæstet Kjøbenhavn. At man ikke her efter 1864 med Velvillie vilde kunne se dramatiske Forestillinger af en Nation, der havde handlet saa uretfærdigt mod Danmark, maa Enhver finde naturligt, uden at man derfor behøver at udlægge denne Uvillie som indgroet Nationalhad.
Iøvrigt var det ikke blot for tydske dramatiste Selskaber, at Vesterbroes Theater aabnede sine Pauluner. Det har rummet i sit Skjød Selskaber af de forskjelligste Nationaliteter. Delcours fortrinlige franske Skuespillerselskab, der i Sommeren 1835 og 1836, havde givet godt besøgte Forestillinger paa det kgl. Theater, spillede i sidstnævnte Aar nogle Gange paa Vesterbroes Theater. I 1842 var der et mindre fransk Selskab, hvorved Armand var en ypperlig Komiker og Mlle. St. Ys. en talentfuld Skuespillerinde, der især gjorde megen Lykke som "Pariserdrengen". Denne Dame gjorde desuden en vis Opsigt her i Staden ved sin ægte parisiske Flothed. Hun viste sig ikke sjælden i Byens Gader i Mandfolkedragt, og man kunde se hende i denne Forklædning ved Siden af en for sit vilde Liv bekjendt fransk Legationssekretair, Marguien af Chabrillant, kjørende i en med sex smaa hvide Heste forspændt Ekvipage. Mellem to unge danske Løver kom det for hendes Skyld til en Strid, hvorpaa der fulgte en Udfordring, som imidlertid blev forhindret ved Damens Mægling og endte med en Del knækkede Champagneflasker. At man her begyndte at sætte betænkelige Ansigter op til det Demimondevæsen, som Mlle. St. Ys havde indført, er en Selvfølge. Ogsaa Spanien sendte sin Tribut til Vesterbroes Theater med et Balletselskab, der vel var meget lille, men som havde en Dandserinde, Dolores Serral, og en Dandser, José Camprobi, der begge med en med Ildfuldhed forbunden Gratie udførte til stor Fuldkommenhed nationale Dandse og gjorde overordentlig Lykke. Bournonvilles "Toreador", der sikkert blev komponeret under Indtrykket af dette Dandserpars ypperlige Præstationer, kan give en Ide om disses Karakter, fraregnet den sydlige Ild. Det var ogsaa paa dette Theater, at den italienske Opera første Gang igjen holdt sit Indtog, efter at Kjøbenhavn ikke siden 1778 havde havt nogen saadan. Negri. der havde bragt et italiensk Selskab til Berlin, hvor det med afvexlende Held havde givet Forestillinger i Aarene 1841 og 1842, vilde forsøge paa, om de fyrige italienske Melodier, foredragne af vælske Struber, ikke kunde smelte den nordiske Is. Selskabet, der paa Negris Vegne blev dirigeret af Buffosangeren Savio, ankom hertil i November 1842 og tog strax Publikum med Storm. Primadonnaen, Mad. Forconi, Tenoristen Rossi, Bassisten Torre og Baritonisten Paltrinieri udgjorde et Firkløver, som ogsaa vel var skikket til i høi Grad at behage et Publikum, der endnu ikke kjendte den italienske Sangkunsts Trylleri, og skjøndt Forestillingerne havde deres betydelige Mangler, var Enthousiasmen dog meget stor, og Vesterbroes Theater blev formelig bestormet, især ved Opførelsen af "Barberen", "Elisire d'amore" og "Gemma di Vergy". Især gjorde Mad. Forconi formelig Furore ved sin smukke Mezzosopran, sit livfulde Foredrag og sin store dramatiske Begavelse, ligesom ogsaa Rossi ved sin Tenor, der, naar han ret var ved Stemme, havde en virkelig bedaarende Klang, antændte Enthousiasmen til fuld Flamme. Hoffet besøgte flere af disse Forestillinger, og Christian den Ottende og hans Gemalinde fandt saa stor Behag i dem, at Selskabet fra 1ste Januar 1843 fik Tilladelse til at spille paa Hoftheatret, foruden at der sikredes det en Understøttelse af Kongens Privatkasse. Samme Dag som Udvandringen fra Vesterbroes Theater skele, døde Direkteuren Savio af en Sygdom, han havde lidt af strax efter sin Ankomst hertil. Bestyrelsen gik nu over tik Grev Morosini, Mad. Forconis Ægtefælle.
For at Intet skulde mangle, fik Theatret i 1846 ogsaa et svenskt Skuespillerselskab; men de Prøver, det gav paa den dramatiske Kunst fra hinsides Sundet, vare saa uheldige, at det efter nogle faa Forestillinger maatte ophøre. Af danske Selskaber, som spillede paa Vesterbroes Theater, nævne vi først det Müllerske. som med Pallesen. Mad. Orlamundt, Mad Sørensen (forhen Emma Mayer) o. fl. i Forening med Familien Price gav en Række Forestillinger i Juli og August 1848, og dernæst det Langeske, som efterat have spillet om Vinteren i Kasino i 1850 vilde forsøge, om det kjøbenhavnske Publikum havde Lyst til at bivaane danske dramatiske Forestillinger om Sommeren. Besøget var dog ikke betydeligt, og Lange lod det derfor bero med dette ene Forsøg. Der hengik derfor ogsaa en halv Snes Aar, inden Forsøget blev gjentaget af Andre. Det skete først med et Selskab, som heller ikke høstede synderlig Fordel. Senere spillede Sørensen med Selskab (1863), Hansen, der forstod at fængsle en vis Del af Publikum ved en stor Mængde Farcer, mest af egen Fabrik, og i Løbet af fem Aar (1864-1868) gav ret godt besøgte Forestillinger, og endvidere Ferd. Schmidt med Selskab (1869-1872), der afvexlede med Cortes Selskab, som spillede i 1870 og 1871. Desuden opførtes der af og til paa dette Theater Studenterkomedier, ligesom det ogsaa undertiden blev benyttet til dramatiske Forestillinger af Dillettanter.
I sin Egenskab af Cirkus var Vesterbroes Theater optaget fra Tid til anden af en stor Del Beriderselskaber, hvoraf ikke faa i deres Art vare meget fortrinlige. Begyndelsen skete i 1834 med det Gauthierske Selskab, hvis Medlemmer for Størstedelen hørte til den gamle, Kjøbenhavnerne velbekjendte Gauthiers store Familie. Dette Selskab gjæstede Theatret paany i 1836 og 1842. I 1835 kom Hr. Wulfs Selskab, der havde smukke Heste og gode Kræfter, men det overstraaledes dog langt af det Tourniairiske Selskab, som i Henseende til Elegance og dygtigt Personale hørte til det Bedste, man har seet hos os. Dette Selskab var det første, der op traadte med Skoleridt, hvortil det havde flere ypperlige Heste. Brødrene Tourniaire befattede sig ogsaa med at give Undervisning i den høiere Ridekunst, og det hørte til god Tone blandt den kjøbenhavnske Dameverden at benytte sig af dem. En Begivenhed, der knyttede sig til Selskabets Ophold her i 1838, vakte stor Sensation. Selskabets Staldmester Donnée, en almindelig afholdt Mand i moden Alder, forsvandt en Dag pludselig, og kort efter erfaredes det, at han med et Skud havde aflivet sig i et Gjæstgiveri i Ringsted. Aarsagen er ikke nøiere bekjendt, dog antages det, at Kjærlighed til en gift Dame ved Selskabet var den nærmeste Grund til Selvmordet. Efter Tourniaires Selskab fulgte Guerras i 1844. Dette Selskab udmærkede sig ved en udvalgt Samling af smukke Damer, blandt hvilke især Mslle. Leopoldine Lezinsky glimrede ikke blot ved sin Skjønhed, men ogsaa ved sin Gratie som Rytterske. Mange Hjerter bleve stukne i Brand, og der dannede sig en Hærskare af Tilbedere, hvis Stade ved Stalddøren afgav et ligesaa interessant Skue. som selve de ekvestriske Produktioner. En af disse Tilbedere, en bekjendt dansk Baron, ansaa det ikke for under sin Værdighed at følge, som Mslle Lezinskis trofaste Ridder, med Selskabet til Sverig, og det fortælles, at det kun havde staaet til Damen selv at fængsle ham i Hymens Lænker. Den smukke Lezinsky fik et sørgeligt Endeligt. I en Stad i Rusland styrtede hun af Hesten og forslog sig i Faldet saa farligt, at hun kun overlevede det nogle Dage. Ogsaa Alexander Guerra, Søn af den foregaaende, der efter dennes Død blev Selskabets Direkteur, havde sin Specialitet i smukke Damer, blandt hvilke især Mslle Kremlzow var Mslle Lezinskis værdige Efterfølgerske. Ulig denne foretrak hun det solide Ægteskab med en rig tydsk Kjøbmand, med hvem hun gjorde Bekjendtskab under Selskabets Ophold her i Kjøbenhavn i 1851 fremfor den mere romantiske Stilling som Cirkus' Fyrstinde. Alexander Guerra forstod at give sine Forestillinger i Vesterbroes Theater en rig Afvexling, dels ved storartede krigerske Pantominer, dels ved Karnevaler og tillige ved Grupper af saakaldte levende Billeder. Efter Guerra fulgte i 1852-53 det Hinné-Ducrowske Beriderselskab, der især udmærkede sig ved en ypperlig Hestedressur ligesom ogsaa ved et i det Hele fortrinligt, om ikke stort Personale, blandt hvilke kan nævnes Mad. Ducrow og Demoiselle Mariette, to meget gratieuse Beridersker. Senere skiltes Hinné og Ducrow ad, og i 1856 producerede den Første med Selskab sig igjen paa Vesterbroes Theater. Selskabet frembød bl. Andet en fortrinlig Rytter Verdier og en Dame, Mad. Chaplin, hvis Dands paa Jorden var ligesaa gratieus som hendes Evolutioner til Hest. Hinné gjæstede oftere Vesterbroes Theater, og hans Forestillinger vare i Reglen godt besøgte. Han fattede saa stor Kjærlighed for Kjøbenhavn, at han nu, efterat have tjent sig en meget stor Formue, især i Rusland, hvor han i St. Petersborg og Moskau eier paa hvert Sted en Cirkus, som han har udleiet, har trukket sig tilbage hertil med sin Familie. Han har kjøbt sig en Villa i Rosenvænget og figurerer i Skattebogen med en aarligt Indtægt af 50,000 Kr.
De andre Beriderselskaber, som efter Hinné have produceret sig paa Vesterbroes Theater, ere Liphard og Lepiques (1857), Stockes amerikanske (1858), Halvorsens (1859) og Loissets (1861). Ved det sidstnævnte Selskab var den meget omtalte Kätchen Reuz, der, til stor Sorg for sin kjærlige Farbroder, "stak a'" som det hed i Visen, med Godefroy. Denne og to Brødre vare de fortrinligste Ryttere og Akrobater, man her har seet. Louis Godefroy og Leonard Reuz udførte første Gang her det store Kæmpe-Luftspring, der senere har fundet saa megen Efterligning. Selskabet blev senere engageret i Tivoli, hvor det i den lukkede og aabne Cirkus havde el meget stærkt Tilløb.
Foruden de nævnte Hovedarter var der i Aarenes Løb en "Mangfoldighed af Produktioner i de Forskjelligste Retninger. I 1839 gav den stærke Mand Jean Dupuis Forestillinger paa Vesterbroes Theater sammen med en stærk Amazone ved Navn Cathrine Teutsch, der senere blev hans Hustru og er foreviget i Tivolivisen, Dupuis udfordrede til en Brydekamp, og en dansk Mand ved Navn Ferdinand Ludvigsen meldte sig, dreven af en uimodstaaelig Trang efter Hæder og efter de som Præmie udlovede 500 Rdlr. Men Ferdinand Ludvigsen bukkede gientagne Gange under for sin vældige Modstander, naturligvis under almindelig Deltagelse fra Tilskuernes Side, der ikke forsømte at opmuntre ham med Tilraabet: "Paa ham, paa ham, paa ham igjen, lille Ferdinand Ludvigsen!" et Signal, som siden den Tid stadig har holdt sig i Folkemunde. I 1838 producerede sig Rigas' arabiske Jongleurselskab, hvis Produktioner vakte almindelig Forbauselse, og i Aarene 1852 og 1857 gav Vittis Pantomineselskab Forestillinger, der dog stod ikke lidet tilbage for Prices og Volkersens, hvoraf det sidstnævnte producerede sig i Vintermaanederne i Aarene i 1872, 1873, 1874 og 1875. Heller ikke fattedes der paa musikalske Underholdninger af svenske Nationalsangere, af Tyrolerselskaber, af franske Nationalsangere, af og det bekjendte Schwartzenbacher-Kapel. I 1851 lod en Hr. Westerdahl sig høre paa alle mulige og umulige Instrumenter og den berømte Tambourmajor fra Dyrehaven, der er foreviget i "Recensenten og Dyret". havde i 1834 en Efterfølger paa Vesterbroes Theater i en Tambourmajor ved Navn Falck, der brugte sine Trommestikker med en overordentlig Færdighed. Videnskaben var repræsenteret ved Dessorts og Hartkoffs anatomiske Musæer, Maleri og optisk Kunst ved forskjellige Panoramaer og Cykloramaer, tildels forestillende maleriske Reiser, og Oldtidens Magi havde dygtige Repræsentanter i Tryllekunstnerne Hesbé, Ballanchini, Philip, Hermann og Figer. Qvirin Müller gav i Aaret 1846 Forestillinger med levende Billeder, som paa Grund af det smukke Arrangement, men vel ogsaa fordi de kvindelige Figurer frembød ikke faa Skjønheder, havde et betydeligt Tilløb. Om disse Billeders kunstneriske Værd opstod der en ivrig Strid i Bladene. Men ogsaa andre firbenede Kunstnere end dresserede Heste i Cirkus bleve præsenterede paa Vesterbroes Theater. Urban de Cassanovas Abetheater, Brockmanns dito og Liphardts dito lokkede især Børn og barnlige Sjæle indenfor dets Vægge, og videnskabeligt uddannede Hunde udfoldede her jævnlig deres intelligente Evner. Endelig saaes i 1865 her Kreutzbergs 7 dresserede Løver. Den Dristighed, hvormed den berømte Dyretæmmer færdedes mellem de glubende Dyr, vakte ligesaa megen Rædsel som Beundring hos Tilskuerne.
Dette er korteligt Hovedpunkterne i det Theaters Historie, der nu hører til det Kjøbenhavn, som forsvinder. Endnu skal nævnes, at dets første Eier, Ph. Petolotti døde i 1842 og at Theatret blev sat under Administration, indtil det i 1849 blev kjøbt af Hr. Arkitekt Petersen, der har været i Besiddelse af det til den sidste Tid. Hr. Petersen som forinden havde oprettet den Badeanstalt, der i flere Aar befandt sig paa den østlige Side af Langebro lige overfor Ryssenstens, lod strax Theatrets Indre ombygge paa en hensigtsmæssig Maade, og foretog ogsaa senere i Aarenes Løb forskjellige Forandringer og Tilbygninger med det. Han havde Kontrakt om Leiemaalet af Grunden med Krigsbestyrelsen for længere Tid, men da Magistraten kom i Besiddelse af Grunden ved Kjøbet af Fæstningsterrainet, blev Leiemaalet først indskrænket til et Aar ad Gangen, senere til et halvt Aar, og under disse Omstændigheder kunde den dristige Eier ikke indlade sig paa noget ordentligt eller varigt Engagement af Selskaber til Forestillinger paa Theatret. Som en Følge deraf var det i den sidste Tid for det Meste lukket, og kun af og til blev der i afvigte Vinter givet pantomimiske Forestillinger af det Volkersenske Pantomimeselskab eller dramatiske Forestillinger af Fr. Schmidt med Selskab.
-N.
[Tekst sat i avisen med antikva er ovenfor gengivet med kursiv. Rettelserne i nedenstående efterskrift til sidste artikel er udført på teksten ovenfor]
Rettelse. I Gaarsnumeret er der i nærværende Artikels Fortsættelse indløben følgende Navneforvanskninger: 1ste Side 3die Spalte, 13de Linie f. n. Schmidts Selskab, læs : Schuncks Selskab; 4de Spalte, 2den Linie: Rausche, læs: Reusche, 33te Linie: Robarc, læs: Roberti; Linie 65: Delcacer, læs: Delcour; 4de Spalte, 11te Linie: Dolores Solral, læs: Dolores Serral; 32te og 62de Linie: Sanco, læs: Savio; 34te Linie: Dette Selskab var det sidste, læs: var det første; 66de Linie: Lozinski, læs: Lezinski.
Udarbejdet af Niels Jensen