[side 672]Denne Saison udmærkede sig ved en ganske usædvanlig Rigdom paa originale Nyheder; der gaves af dem, foruden en Opera og to Balletter, ikke mindre end ni: sex af alvorlig, tre af comisk Art. Iblandt de første vakte især "Gioacchino," romantisk Drama af Hans Peter Holst, stor Opsigt og enthusiatisk Bifald, ved at Theatrets kunstneriske Kræfter og materielle Midler vare anvendte ei alene i ualmindeligt Omfang, men med saa god Smag og skarp Sands for theatralsk Effect, som kun sjeldent vise sig i en dramtisk [sideskift][side 673] Forfatters første Composition, mindst naar den, som i dette Værk, er anlagt paa at frembringe en stærk Totalvirkning igjennem en Mængde Grupper af megen Udtryksforskjellighed. Det Eiendommelige ved dette Stykke blev i en Anmeldelse meget rigtigt betegnet saaledes: "Det udmærker sig hverken ved nogen med Genialitet opfattet og udført Charakteerskildring, eller ved en godt anlagt og udviklet Handling; alle Charaktererne, som desuden kun, med Undtagelse af Giovanninas, ere skizzerede, have i mange Stykker, under andre Forhold og Navne, været tilstede, og Handlingen er saa lidet dramatisk afsluttet, at den endogsaa er uden egenlig Ende, saa at Stykket synes at savne sin femte Act. Vi have i dette Drama mindre et Drama, end en Række af interessante Scener, sammenholdte ved et let Underlag af en Tildragelse, som hverken gaaer ud fra Hovedpersonen eller virkelig berører ham. Men disse Scener ere ikke blot sammenføiede med megen Lethed og givne i en fortræffelig Afvexling; de have tillige enhver for sig indre Sandhed, ere meget smagfuldt holdte inden den rette theatralske Grændse med Hensyn til Omfang og gjensidigt Forhold, og henrive ved en særdeles heldigt truffen Localtone, som ved en levende Colorit. Forfatteren har ved sit første dramatiske Arbeide paa det Ecclatanteste viist, at han er i Besiddelse af en Evne, som neppe lader sig erhverve ved Studium, den: at anvende Materialet — hvortil vi regne Alt, hvad der ikke er selvstændigt virkende, altsaa ogsaa Chorister og Statister, — i Poesiens Tjeneste." Det Tiltrækkende ved Stykket laae i Skildringen af Folket. Dette fremtraadte med sin heftige Lidenskabelighed, Sorgløshed, Humor, Letsind, Overtro og, selv imod dets Skytshelgen anvendte, Spidsbubforslagenhed i en Række Scener, hvoraf hver enkelt [sideskift][side 674]havde henrivende Virkning fra Liv, poetisk Sandhed og dens fiint beregnede Contrast mod det Foregaaende og Følgende, og som alle, ved fyldig og phantastisk Opfattelse af Stoffets Masse, skarpt overveiet Udvalg af dens rige Indhold og delicat Behandling af Enkelthederne, forenede sig til et Øie, Øre og Aand fængslende Ensemble. Hovedfiguren i denne Folkelivsskildring var Giovannina, der i glødende Lidenkabelighed, dyb Følelse, Kjækhed og Begeistring gav Udtrykket for det Sjælfulde, Ædle og Romantiske hos Almuen: en ved stærke Affecters raske Vexling meget vanskelig Rolle, som Fru Heiberg spillede beundringsværdigt skjønt og gav Italienerindens fulde Liv og Energie i det stumme Spil, der især var af gribende Virkning i de smertelige Blik, hvilke hun under en Tarantella, som hun fyrigt og fortryllende gratiøst dandsede med Bournonville, kastede paa den forklædte flygtende Konge. Ogsaa det Humoristiske og Djærve i Pøblens vilde, raa Natur havde sit herlige Udtryk i Billedet; det var fornemmelig givet igjennem Lazzaronkongen Sansone, en med faa, men kjække, kraftfulde Træk interessant skildret Charakteer, der i Forestillingen leed stærk Forvanskning ved at Foersom, efter en aldeles vrang Opfatning, var kommen ind paa at ville søge Effect ved et ham meget uklædeligt bombastisk Væsen. Forresten blev Stykket overhovedet fortræffeligt Udført. Om Titelrollen end ikke havde Betydenhed som Stykkets Kjærne eller stillede Skuespilleren nogen nye Opgave, var den, ved gode Situationer, smukke Replikker og en i det Hele smagfuld Behandling. "meget taknemmelig," og blev i enkelte Scener spillet af Nielsen med en Friskhed. Følelse og kongelig Værdighed, som viste, at han blot havde behøvet at være sikker i dens Ord for at give den en ligesaa imponerende Virkning, [sideskift][side 675]som Mad. Nielsen gav Dronningens lille Rolle ved det i al sin Simpelhed henrivende Udtryk af reen qvindelig Ømhed og Begeistring for det Store. Digteren havde benyttet mange Effectmidler, men som deres Anvendelse var af ham saa godt motiveret, at de syntes kunstnerisk nødvendige, gaves den ogsaa med en Sikkerhed og Glands, der i høi Grad virkede til at lægge Poesie i det Theatralske. Saaledes var Rungs herlige Musik et saa fyldigt og levende Udtryk af Stykkets Aand og Charakteer, at den syntes som udsprungen af Digterens Conception; Christensens, ved yppig Vegetation, blændende Sollys og det duftigt malede Horizonttæppe, henrivende Landskab paa Ischia bidrog ypperligt til at give Tilskuerne Indtrykket af det idylliske Liv; og de mange Smaagrupper og store Tableauer vare ei alene mesterligt ordnede af Bournonville, men fik kraftig Understøttelse til stor malerisk Virkning ved det meget rundelige Udstyr i Henseende til Costume og Requisiter. Som et Beviis paa den Frækhed, hvormed Cliquer dengang dristede sig til at give deres Uvillie imod Personer Luft i Angreb paa disses Kunstfrembringelser, kan anføres, at da dette Stykke, der bestandig gaves med meget Bifald og for fuldt Huus, opførtes tiende Gang, lod en lille Sammensværgelse sig høre med en Udpibning, som dog hos Publikum mødte en saadan Indignation, at dens Gjentagelse ikke blev forsøgt ved ellevte Opførelse. — Det næste nye Stykke, "Eiaghs Sønner," ligeledes et Drama i fire Acter, var allerede inden det kom til første Prøve stemplet til Fordømmelse. Som altid, blev det strax bekjendt i Minis Café, at der var antaget et nyt Stykke, og da de æsthetiserende Kammerater erfarede, at dette var en anonym Original og rimeligviis første Arbeide af en Forfatter, som [sideskift][side 676]ikke hørte til deres Kreds, søgte de ufortøvet hos de Skuespillere, der dagligt vare Caféens Kunder for at insinuere sig hos Kammeratskabet til Complimenter og Applaus mod at bringe Nyt, Anekdoter og Sarkasmer fra Theatret, at faae Oplysninger, som kunde understøtte Bestræbelserne for at stemme Publikum imod denne Forfatterdebut. Coulisseberetningerne lode: at Adler havde aldeles forkastet Stykket, at Collin havde tiltvunget sig dets Antagelse, men holdt ikke for raadeligt at anvende Noget paa dets ordenlige Udstyr, at et Par af de første Skuespillere havde forlangt sig fritagne fra at spille den, — og dette var sandt, saavelsom at Directionen, til Forfatterens Skade, havde opfyldt deres Forlangende, — at der hos Andre var stor Utilfredshed med deres Roller, og at Alle beklagede sig over Sproget, som saa tungt og knudret at det ikke var til at lære udenad. Endskjøndt "de med Theatret Intime" ellers vare paa rede Haand til med Suffisance at bemærke, at "denne Directions Mening for eller imod et Stykke havde ikke det Mindste at betyde," bragte de dog alle disse Omstændigheder saa ivrigt ud i Publikum, som utvivlsomme Beviser for Stykkets Slethed, at det inden den første Opførelse var en afgjort Sag, at der skulde pibes. Chicanen vendte sig imidlertid høist overraskende til en glimrende Triumf for Forfatteren (Johan Carl Christian Brosbøll). Ogsaa dette Drama var anlagt paa stærk Theatereffect; men denne var ikke, som i "Gioacchino," søgt i rask vexlende Fremstillinger af tillokkende Scener og maleriske Momenter, glimrende ved Understøttelse af Dands, Musik og rig Staffage; den skulde udgaae fra, at Digteren udviklede Stoffet — Følger af to skotske Stammers Dødsfjendskab, — ved imposante, mod hverandre skarpt contrasterende Charakterer, og [sideskift][side 677]igjennem en spændende Handling, hvorunder mægtige Sammenstød imellem Had og Kjærlighed, Hævnpligt og Høimodighed, Brøde og Uskyld æggede Personernes Gemyt og Lidenskaber til kraftfulde Yttring, og i overraskende Vendinger førte til store, dybtgribende Situationer. Det var saaledes ved det reent Dramatiske at Digteren havde villet vække Interesse, og det lod sig ikke benegte at Stykket, uagtet dets Feil og Svagheder, vidnede om et betydeligt Talent dertil. Det var godt anlagt for sin Hensigt: Handlingen havde høi Vigtighed for alle Personerne, den skred rask fremad, gav mange poetisk udkastede og til stor theatralsk Virkning opdrevne Scener, og vandt bestandig under Udviklingen større Fylde og Spænding. Ogsaa af Charakterernes Grundpræg og de Forhold, hvori de vare stillede imod hverandre, fremlyste en ualmindelig Sands for det Dramatiske. Hovedfeilene vare, at Digteren mere var kommen til sine Ideer igjennem fremmed Digtning, end ved Betragtning af Livet, hvorfor Tilskuerne ofte erindredes om fremmede Theaterstykker; at han ikke ved Udarbeidelsen af Hovedrollerne havde magtet en consequent Gjennemførelse af Charakteeranlæget; og at hans Higen efter bestandig at gjøre Effect havde forledet ham til altfor meget at opstramme enkelte Situationer og at overlæsse Dialogen med en Masse Billeder og Lignelser, der gjorde Følelsesudtrykket convulsivt og svulstigt. Wiehes kjække, friske Udførelse af den vilde, høihjertede Allan; Holst, som ved megen Energie bragte Holdning i Donalds altfor voldsomme Kraftudgydelser; og Jfr. Ryge, der spillede Inis og beundringsværdigt skjønt bevarede ædel Qvindelighed i saavel Harmens som den heftige Kjærligheds ildfuldt og med overordenlig Styrke givne Udbrud, virkede imidlertid ypperligt til at mildne, [sideskift][side 678]hvad Digteren havde gjort for stærkt. Ved Fremstillernes sine kunstneriske Behandling bleve netop Stykkets Feil, som Oppositionen ventede, at dens orienterende Vink til Publikum vilde have beredt en parodisk Virkning, for Mængden til dets store Skjønheder; de Rygter, der vare udspredte om Udpibning, tjente kun til at hidse den til et bestandigt stigende Bifald, der ved Tæppets Fald blev saa stormende, at "de Intime" ikke vovede nogen Mishagsyttring, men fik den Ærgrelse, at de ved deres Machinationer kun havde skaffet Stykket en saa glimrende Modtagelse, som det ikke uden dem vilde have opnaaet. — Skjøndt sindrigt i Tanken og af langt større poetisk Værd ved en rig Phantasies friske og naturlige Udstrømning i Skildringerne som i Personernes Sprog, fandt H. C. Andersens Eventyr-Comedie "Lykkens Blomst," i to Acter, ikke nær saa gunstig Optagelse som "Eiaghs Sønner." De Spillende bare ikke Skylden, thi de to Hovedroller, Skovfogden Henrik og hans Hustru Johanne, bleve givne ypperligt af Holst og Jfr. Ryge, som understøttedes af et godt Ensemble; men Stykket var et af dem, der, ved at Scenen lader deres poetiske Kraft gaae tabt eller vel endog virke imod Hensigten, bringe Digterne til at angre, at de ikke, inden de anvende deres Genie paa Noget, der skal forherliges ved theatralsk Fremstilling, skaffe sig saamegen Indsigt i den dramatiske Bygningskunst og Skuepladsens Væsen, at de kunne gjøre sig et nogenlunde rigtigt Begreb om, hvorvidt og hvorledes deres Værks forskjellige Partier ville komme til at tage sig ud fra Scenen. At et i jævne Kaar lykkeligt Par ved Tryllerie sættes tilbage i to historiske Perioder, for, som Personer i dem, først under Geniets, siden under fyrstelig Høiheds tilsyneladende glandsfulde Tilværelse, at friste Modgang og derved komme [sideskift][side 679]til Erkjendelse af sin naturlige Tilskikkelses Fortrin, dette Stof kan hverken give et ægte dramatisk Digt eller, endog om Digteren tilfældigviis til Parret finder to udmærkede Fremstillere, frembringe nogen betydelig theatralsk Virkning; thi: Alt, hvad der er Handling, bestaaer blot i, at den ene af Dramaets to virkelige Personer beslutter sig til, at de begge skulde træde over i to Tilstande, hvori ingen af dem, som sig selv, kan handle, men begge kun blive medhandlede; der maa under disse Tilstande tillægges dem Omgivelser, hvilke alene for dem ere virkelige, men der dog, til Situationernes Forklaring, komme til for Tilskuerne at optræde i Scener, som de Forvandlede ere udenfor og altsaa blive Fremstillingen unaturlige; og Stykkets to eneste virkelige Personer ere ved dets Slutning i samme Tilstand som ved dets Begyndelse, uden at der er skeet andet, end at de af to dem fremmede Tilstande, om hvilke Publikum bestandig har vidst, at de vare Phantasmer, som det til enhver Tid stod i de Forvandledes egen Magt at rive sig ud af, ere blevne belærte om, at deres egen Tilstand, som de endydermere fandt sig tilfredse med, er dem den lykkeligste. Dertil kom, at de Tilværelser, som Digteren havde ført Parret over i, vare uheldigt valgte: Episoden af Ewalds Liv gaves ei alene meest i Fortælling, men viste ham som en sygelig, nedtrykt Personlighed, der mistrøstig satte sin største Ulykke i at være bleven upaaskjønnet og forbigaaet med Udmærkelsesbeviser; og Optrinet med Prinds Buris og Liden Kirsten var baade for gyseligt og for utheatralsk til at kunne andet end frembringe et saa uhyggeligt Indtryk, som det vakte. Endelig havde Digteren for de phantastiske Partier i Stykket forlangt af det Materielle en saadan Understøttelse, som intet Theater kunde give fuldstændigt og [sideskift][side 680]dengang maatte falde meget slet ud paa vort. Saa svagt Stykket end var som dramatisk Værk, havde det dog enkelte henrivende skjønne Scener, hvilke, saavelsom Rungs charakterisk melodiøse Musik, flere Gange grebe Publikum saaledes, at det udbrød i levende Bifald, som ogsaa ved Tæppets Fald qvalte den lille Opposition. Denne tog imidlertid Opreisning ved i et Par Blade meget haanende al udtale en Fordømmelsesdom, der for en ikke ringe Deel medvirkede til at de følgende Forestillinger bleve kun maadeligt besøgte. — Endnu mindre fandt Publikum sig lokket til Huset af det fjerde nye Drama, "Klintekongens Brud," i fire Acter. Det fremkom anonymt, men ved den tredie Forestilling navngav den 23aarige Christian Knud Frederik Molbech sig som dets Forfatter. I nogle æsthetiske Afhandlinger og lyriske Digte havde han allerede tildraget sig hædrende Opmærksomhed ved Aandfuldhed, Phantasie og den fine Smag, hvormed han vidste at forene Ynde og Elegants i Sproget med Klarhed og Kraft i Udtrykket. Disse Egenskaber fremtraadte ogsaa særdeles tiltrækkende i dette hans første Arbeide for Theatret; men medens det i Stoffet, da dette dannes af en Handling, som opstaaer ved Hovedpersonens Gemytsudvikling, var mere dramatisk end "Lykkens Blomst," havde det en langt mere udramatisk Form, hvoraf et saakaldet "Theaterblad" og "Kjøbenhavnsposten" toge Anledning til at medtage det utilbørligt haardt og ringeagtende. Billigst og rigtigst yttrede "Berlingske Tidende" sig om det saaledes: "Uden at støtte sig paa Rygter tør man med Sikkerhed antage, at dette Stykke er en ung, med megen Phantasie og Følelse begavet Digters første dramatiske Arbeide. Den overalt fremtrædende Higen [sideskift][side 681]efter at frembringe Effect ved lyriske Udbrud, en temmelig mat og usikker Charakteertegning, Handlingens mangelfulde Sammensætning og Opløsningen ved en deus ex machina vise tilstrækkeligt det ungdommelige Talent, der ikke er Herre over Stoffet og som bestandig, af sin subjective Interesse, lader sig forlede til, ved enhver det indtagende Situation, at blive staaende for at phantasere over den i en Lyrik, der aldeles fortrænger Individualiteterne og altsaa gjør Stykket udramatisk. Vi have ikke i dette Arbeide saameget et Drama som en Række Digte, hvori Forfatteren udtrykker sine egne Følelser og Reflexione r igjennem ufuldstændige og uklare Personligheder. De sleste af disse Digte ere, saavidt vi efter en eneste Forestilling kunne dømme, meget smukke baade med Hensyn til Tanke og Udtryk, men de kunne ikke give Erstatning for den Mangel paa dramatisk Interesse, der opstaaer ved at de standse Handlingens Gang og paralysere Personernes Virksomhed. Ogsaa tilvende disse mange lyriske Partier sig, ved ethvert enkelts Masse og den Glands, et skjønt, levende coloreret Sprog giver dem, Opmærksomheden i en saa høi Grad, at det bliver vanskeligt for Tilskuerne at følge selve Stykket, saameget mere da Planen og Charaktererne, i og for sig, uden at tage Hensyn til de Svagheder, Udførelsen har medført, lide af adskillige Inconsequentser .... Som et første Arbeide har Stykket sine umiskjendelige Fortjenester; det store Herredømme over Sproget og dets malende Udtryk og den mærkværdige Fasthed, hvormed Forfatteren har tilbageviist den af Stoffet selv givne Fristelse til i Musikens, Dandsens og Scenikens Tryllerie at søge megetformaaende Understøttelse, vidne om, at han er en Mand, der har en kraftig Villie til at betvinge sit Stof ved en ægle kunstnerisk Form." Endskjøndt [sideskift][side 682]hverken Fru Heiberg i Anna, Stykkets af Mangel paa Charakteerudvikling og Forskjellighed i Situationerne ligesaa vanskelige som usædvanlig store Hovedrolle, eller de andre Spillende kunde frembringe en saadan theatralsk Effect at Opførelsen fik Tiltrækningskraft, og hvorvel enkelte skjønne Scener tabte meget i Virkning ved idelige Decorationsforandringer, optog Publikum den første Forestilling med meget Bifald "i", som ovenanførte Anmeldelse bemærker. "Erkjendelse af, at der i dette Arbeide var Noget, som bød Agtelse og lovede en god Fremtid." — Det femte Drama, "Kong Renés Datter," i een Act, var ei alene Perlen i denne Saisons Nyheder, men vil altid blive et af de skjønneste, aandrigste og efter sin Art fuldendteste Værker i den danske Skuepladses originale Repertoire. Ogsaa det fremkom anonymt, men ved femte Forestilling navngaves H. Hertz som dets Digter. Ideen var ny og genial. At fremstille Blinde, som sukke efter Lyset, at give dem Synet ved en Operateur af Kjærlighed, og at lade dem træde ud af deres evige Nat, uden Savn, uden Forfærdelse for den nye, dem endog mere end eventyrlig gigantiske Verden, der fra alle Sider styrter ind over dem, det var Noget, som Theatret allerede ofte havde gjort, og hvorved Knuden var bleven løst i ikke saa meget prosaiske og dagligdagse Stykker, det var ligesaa gammelt som usandt og, i sig selv, utheatralsk; men at skildre Følelserne og Forestillingerne hos den Blinde, der af sine Omgivelser end ikke har hørt et Ord, som kunde vække Ahnelsen om at han savner Noget, at vise hvorledes han kan ikke blot føle sig lykkelig i sin Nat, men endog ansee sin Tilværelse, med alle de Indskrænkninger af Villien, den paalægger ham, som jordisk fuldkommen, og at gjøre det klart, hvorledes han, hvis han pludseligt, efter et Liv, hvori [sideskift][side 683]han aldrig har følt Trangen til den manglede Sands, vragtes ind i Lysets Rige, vilde og maatte overvældes af dyb Forfærdelse, indtil Kjærlighedens Gjenstand fremtraadte for ham i en ny Skikkelse, og derved blev ham endnu mere fuldkommen, saa at han igjennem den kom til Erkjendelse af Gavens høie Værd: Dette var en Idee, som ingen Digter havde havt og som der, hvor rig den end var paa poetisk Stof, hørte Dristighed til at ville fremstille fra Scenen. At det her var lykkedes saaledes, at der fremkom et Kunstværk, som baade, ved inderlig Harmonie imellem Correcthed og Skjønhed, var henrivende ædelt i Form, og, ved psychologisk Dybde og poetisk Tankefylde, rigt paa Indhold, viste, at der i Digterens Genialitet var forenet et særdeles skarpt Indblik i Sjælstilstande med en levende Phantasie og at han med fiin Smag, klart Omdømme og stor Dygtighed til at give sine Forestillinger det rette, fulde Udtryk vidste at lade begge Evner komme til lige Virksomhed med hinanden. At hans Kunstværk ikke ved Opførelsen table i Gratie og poetisk Duft, men derimod, uden i fjerneste Maade at forraade Beregning derpaa, ved den fik en fortryllende Effect, vidnede om et ved Iagttagelse og Studium erhvervet saa nøie Kjendskab til Scenen, at han under Udarbeidelsen havde kunnet see det fremstillet. Handlingen er beundringsværdigt sindrigt anlagt, idet den baade fører til Situationer, hvorved Udviklingen af Personernes psychologiske og poetiske Væsen ret livfuldt kommer til Anskuelighed, og i sin ædelt jævne Gang giver Ro til Nydelse af de lyriske Skjønheder og Opmærksomhed for de fine Antydninger, ved hvilke Antagelsen af at den blindfødte Jolanthe er sig sin Blindhed ubevidst og de Sindsbevægelser, som gribe hende ved at see Lyset, forklares til poetisk Sandhed. [sideskift][side 684]Det gratiøse Følelsesudtryk, givet i en levende Lyrik, som har den talende Persons Charakteer og strømmer frem i musikfulde Vers, den milde Harmonie, hvori alle Enkeltheder forene sig, og den romantiske Tone, der gaaer igjennem den hele Skildring, fuldstændiggjøre den magiske Virkning af dette i al sin Eventyrlighed ved Geniets Magt yndigt naturlige Drama. Hvor meget Publikum end dengang saaledes lod sig lede af Partierne, at det kun sjeldent udtalte sig med Kraft førend det igjennem deres Controverser var kommet efter, hvad det havde at gjøre til sin Mening, kunde det ikke modstaae den Fortryllelse, der laae i den ubekjendte Digters Værk, men lod sig ved den allerførste Forestilling henrive til saa frit at yttre sin Følelse, at hver Scene og mange enkelte Replikker fremkaldte stormende Bifald og Begeistringen gav sig Lust efter Tæppets Fald i en længevedvarende Jubel. Ogsaa var Fremstillingen af en, selv over Decorationen udbredt, henrykkende poetisk Skjønhed, og det var med fuldeste Føie, at det i "Berlingske Tidende" hed om de to Hovedpersoner: "Vi have seet Fru Heiberg spille mange Roller mesterligt og beundret den Sikkerhed, hvormed hun opfatter Digterens Billede, den Fuldstændighed og den poetiske Klarhed, hvormed hun gjengiver det, men sjeldent have vi seet hende udbrede en saadan Forklarelse over en Fremskilling, som den, hvorved hun gjør Jolanthe til det rene, yndige, poetiske Væsen. Denne Udførelse var noget af det Allerskjønneste, som ikke alene vort, men ethvertsomhelst Theater kan fremvise. Det er her ikke ene om at gjøre at give en behagelig Personlighed, Ynde og Elskværdighed, men at Jolanthe er blind med skjønne Øine, der for den, som taler med hende, ere fulde af Ild og et Udtryk, der kommer fra Lyset i hendes Sjæl, fordrer [sideskift][side 685]et Studium, som aldeles ikke maa blive Tilskuerne mærkeligt. Med en beundringsværdig Sandhed, der udtrykte sig i den hele Fremstilling som i mange smaa Træk, som vare saa naturlige, at intet af dem røbede det mindste Beregnede, løfte Kunstnerinden denne vanskelige Opgave. Det syntes derhos som Mangelen af Synet havde forøget Kraften og Velklangen i hendes Taleorgan; det var som om Stemmen, ved at hele Udtrykket samlede sig den, blev endnu mere henrivende, thi aldrig mindes vi at have hørt hendes Diction saa fuldendt, følelsesfuld og gratiøs. Hr. Wiehe spillede Tristan med stor Varme og en ægte fiin, ridderlig Anstand; han vidste at give Rollen dens rette romantiske, halvt drømmende Charakteer, og hans Declamation var ligesaa hjertelig som correct og mandig."

Hauchs Skuespil i fem Acter "Den hjemkomne Sømand," der stod imellem Drama og Lystspil, da der i en meget alvorlig Handling, var indflettet endeel comiske Optrin, viste atter baade Digterens ualmindelige dramatiske Talent og hvorledes han, af Mangel paa Kjendskab til Scenen, svækkede dets Virkning ved sine Arbeiders meget utheatralske Anlæg. Stoffet var ikke indholdsrigt i sig selv: en ung Søcapitain, der er ankommen fra en pestbefængt Havn, bryder Qvarantainen ved hemmeligt at gaae i Land paa Kysten, for at see sin Kone, opdages og dømmes fra Livet, men frelses ved at hun styrter sig ud af et Vindue foran Kongens Vogn og opnaaer hans Benaadning. Af dette tilsyneladende lille Æmne havde Digteren imidlertid udviklet mange fortræffelige Scener: alvorlige, som vare fulde af Energie, Hjertelighed og frisk poetisk Duft; comiske, der aandede Vittighed, Lune og Humor; og begge Arter tillige særdeles interessante ved at Personerne, som fremfrem-traadte [sideskift][side 686]traadte i dem, vare skildrede med saa dyb Menneskekundskab og sjelden Evne til i saa Træk at give et livfuldt Billede, at deres hele Væsen aabenbarede sig med bestemt, kraftigt udtrykt Individualitet og i slaaaende Naturlighed. Men med saa herlige Partier, som kun en Mester i det Dramatiske kan opfinde og udføre, havde Stykket Scener, der forraadte stor Ubehjælpsomhed i at ordne Compositionen for theatralsk Fremstilling og derfor virkede meget skadende paa det Fortrinlige. Dertil kom, at Stykket ingenlunde skete sin Ret ved Opførelsen, som kun i Phisters, ved Naivetet, Lune og indtagende simpel Natur, mesterlige Fremstilling af Matrosen Jørgen frembød noget Udmærket, medens det i alle Blade lagdes Nielsen til Last, at han formedelst stor Usikkerhed i Memoreringen, kun igjennem enkelte Replikker i Socapitainens af Forfatteren ypperligt behandlede Rolle lod see Glimt af den Kraft og Varme, hvormed han kunde have givet den. Stykket optoges ved første Forestilling med meget Bifald, men gav ved de to følgende saa maadeligt Huus, at det efter dem blev henlagt. "Kjøbenhavnsposten," der irettesatte Publikum for Rigorositet imod de originale Stykker, bidrog, ved den Rigorositet, som den i en meget ringeagtende Anmeldelse viste imod dette, der var af saa høit Værd iblandt dem, efter Evne dertil. Af de tre nye Lystspil var "Den nye Barselstue," skjøndt kun i een Act, ved sin ægte danske særdeles moersomme Natur en fortræffelig Forøgelse i det nationale Comedie-Repertoire. Ligefra Titlen, der gaaer paa, at en Forfatter lader sig gjøre Gratulations-Visitter i Anledning af at hans første Barn, et Lystspil, Aftenen for er kommet til Verden paa Theatrets Brædder og hilset af Publikum med stort Bifald, indtil Stykkets Slutning, som bringer den Opdagelse, [sideskift][side 687]"at han ikke selv er Fader til Barnet" er Alt vittig Ironie, der skarpt snerter baade Publikum, Forfattere og Recensenter, men med Lune, Skjelmerie og Overgivenhed, uden Stiklerie paa Personligheder. Dog følte Kritikeren i "Theaterbladet" sig saa truffen af Satiren i dens Almindelighed, at han maatte give sin Ærgrelse Luft i Dadel, og kom han da til at røbe sin fuldstændige Udygtighed til at være Publikums Veileder i Bedømmelsen af dramatisk Kunst, idet han hovmestererende gik løs paa Forfatteren, fordi han i et Stykke, der, som anden og tredie Act i Holbergs "Barselstuen," var beregnet paa at interessere ved endeel comiske i en enkelt Scene optrædende Personerne, hvilke, efter Tidsforholdene, kunde forandres, udelades eller forøges i Antal, "blot havde skizzeret disse, istedetfor at udarbeide dem til Charakterer." Andersen, der senere, til Forbauselse for de Mange, som troede, at det spidsborgerligt Comiske laae aldeles udenfor hans Talent, navngav sig som Forfatter til denne ud af Livet grebne Skildring, havde imidlertid den Glæde, at Publikum saaledes grebes af dens Pudseerlighed og Naturtroskab, at det ret inderligt morede sig over "Skizzerne" og fandt ualmindeligt Behag i hele Stykket. Ved Opførelsen udmærkede sig fremfor Alle Fru Heiberg, der, som Søster til den med Visitter beærede Forfatter, i Diction, Mine og Holdning ganske var en godmodigt sarkastisk halvgammel Pige, som med fiin Ironie og uforligneligt tørt Lune henkaster skalkagtige Bemærkninger om sine Omgivelsers Daarskaber. Iblandt Birollerne vare Kraghs Rebslager og, i endnu høiere Grad, Jfr. Rosenkildes døve Frue to ved Natursandhed som ved comisk Kraft kostelige Figurer. — Ogsaa den anden originale Lystspilnyhed: Overskous "Pak!", i fem Acter, vandt blivende Plads i [sideskift][side 688]Repertoiret. "Berlingske Tidende" havde en rosende kritisk Artikel derom; men Theaterrecensenterne i "Kjøbenhavnsposten" og "Fædrelandet. " der gjerne listede sig fra at omtale Stykker, som ikke vare af deres Protegerede, naar der ikke kunde tages Leilighed til grundigt Angreb paa dem, forbigik dette, som de havde forbigaaet "Den nye Barselstue," og overlode til Redacteurerne selv i et Par Linier at berette Opførelsen. Dette skete i "Kjøbenhavsposten" saaledes: "Overskous nye Lystspil "Pak," som iaftes første Gang opførtes paa det kongelige Theater, vandt almindeligt velfortjent Bifald. Det fremstiiler med ligesaamegen Sandhed og sund Følelse som Humor og Vittighed den ufordærvede og ukunstlede Naturllgheds Fortrin hos Folkets saakaldte lavere Classer, i Modsætning til den opblæste jammerlige Fornemhed hos de saakaldte høiere Classer." I "Fædrelandet" afgjordes Anmeldelsen med: "Endelig har da igjen efter lang Tids Forløb et godt nationalt Lystspil betraadt Scenen, idet Th. Overskous nye Stykke "Pak" blev første Gang opført, iaftes under stærkt Bifald, som var fuldkommen fortjent." Om den Udførelse, Stykket fik af de tre Kunstnere, der i den overhovedet fortræffelige Fremstllling især vandt glimrende Bifald ved den Varme, Kraft, sjælfulde Munterhed og elskelige Naturlighed, hvormed de gjorde Spillet til skjøn Sandhed, søgte "Berlingske Tidende" at give en Forestilling i følgende Udtryk: "Det er allerede en i og for sig interessant Opgave for den sceniske Kunstner at trænge ind i disse Charakterer (Nybodersfolkenes). Dette har Kunstnerparret Nielsen her gjort i fuldeste Maal og dets Fremstilling af dette Par Nybodersfolk er af en ligesaa slaaende som gribende Sandhed. Palles simple Djærvhed, hans varme Blod og opfarende Sind, hans ædle Hjerte og dybe Følelse [sideskift][side 689]afpræge sig afvexlende i Hr. Nielsens Fremstilling med al den Eiendommelighed, den elskværdige Godmodighed og Naivetet, hvormed Forfatteren har udstyret denne Charakteer. Hvis det var muligt at overtræffe dette af Livet grebne, med en sand Kunstneraand opfattede og idealiserede Billede af en jævn, ærlig Sømandsnatur, da maatte det være skeet i Mad. Nielsens ikke mindre tro, livsfriske, gemytlige Moer Ellen, der endnu med alle de øvrige Fortrin indbefatter den qvindelige Ynde, som er af en saa velgjørende Virkning selv hos denne simple Kone, netop fordi den her aabenbarer sig i al sin ædle Simpelhed. Med hvilken beundringsværdig Sandhed fremstiller Kunstnerinden ikke her en Figur af den lavere Folkeclasse, — men tillige med hvilken kunstnerisk Skjønhed og Adel! Intet Træk, ingen Bevægelse mangler, der er nødvendig til Charakteriseringen af den simple, ligefremme Nyboderskone; men selv her tør Kunstens Nimbus ikke mangle, naar ikke det, Digteren har villet gjøre tiltrækkende, skal blive plumpt og frastødende. Og denne Nimbus forstaaer Kunstnerinden at omgive sin Fremstilling med. Diamanten er raa og usleben, men dens Glands trænger ligefuldt frem og vidner om at den er ægte. Den Charakteer, som næstefter dette mesterligt tegnede Ægtepar er bedst anlagt af Forfatteren er Boghøkeren Peer Quit. Vi sige anlagt, og det skeer med velberaad Hu, thi den er langtfra gjennemført fra Digterens Haand. For en Deel er dette ogsaa begrundet den, at denne Charakteer strax ved sin første Optræden lover for meget, maaskee mere, end det var Digterens Hensigt at holde. Den gode Quit fremtræder med vel megen Prætension i Forhold til den Plads, der er anviist ham i Stykkets hele indre Oekonomie. Vi høre ham i de første Scener omtale paa en Maade, der ikke kan [sideskift][side 690]andet end vække vor Nysgjerrighed, hans første Fremtræden er saa original, at han strax vinder Tilskuernes Interesse, — men i hvad Hensigt? hans Rolle synes udspillet med det samme, den begynder; thi hans Deeltagelse i Handlingens øvrige Gang er kun af mindre Vigtighed. Han kunde unegtelig være en interessant Biperson, men nu fremtræder han i Handlingens Forgrund som Hovedperson, uden at kunne fastholde den Interesse, han ved sin første Fremtræden har vakt. Her har altsaa Forfatteren stillet Skuespilleren en langt vanskeligere Opgave at løse. Hr. Phister er imidlertid ikke den Mand, der lader sig skræmme af tilsyneladende Vanskeligheder, og han har af den originalttænkte, men kun let henkastede Charakteer skabt en kostelig Figur, der danner et værdigt Blad i det kunstneriske Trekløver, hvortil det nævnte Kunstnerpar afgiver Hovedbestanddelene." — Lystigheden i det tredie nye Lystspil, "Eventyr i Fastelavn," i een Act, var ei alene tarvelig, men tilveiebragt ved meget kunstlede Feiltagelser, der opstode af Fruentimmers Forklædning som Mandfolk og Mandfolks som Fruentimmer, hvilket som oftest er af særdeles slet theatralsk Virkning, og den anonyme Forfatter viste sig saa aldeles uforfaren i den sceniske Bygningskunst, at Publikum morede sig mere over hans Ubehjælpsomhed i at forbinde Scenerne og skaffe Personerne ind og ud, end over Stykkets Indhold. At det faldt var kun en retfærdig Straf fordi han troede, at Theatret var Noget, som man nok kunde experimentere med uden at behøve at skaffe sig lidt Kundskab om dets Væsen.

Af de tre, alle fra Fransk, oversatte Skuespilnyheder blev "En vanskelig Casus" efter Fortjeneste totalt udhysset, og "En Bedstemoder" kun optaget med Bifald fordi Jfr. [sideskift][side 691]N. Ryge i Hovedrollen gav en aldrende Verdensdame efter en saa smagfuld og fiin Opfatning og med saamegen Hjertelighed, Ynde og naturlig Værdighed i Udførelsen, at hun forsonede Publikum med det forskruede Stykke. "Møllen i Marly," i een Act, af Melesville og Duveyrier, gjorde derimod glimrende Lykke ved egen Moersomhed saavelsom ved en høist fortræffelig Udførelse. Handlingen var vel fra først til sidst mere frivol, end i noget andet paa det kongelige Theater opført Stykke, men ogsaa fra først til sidst udviklet til saa comiske Situationer og i en Dialog, der saaledes sprudlede med Skjemt og Pudseerlighed, at Publikum under Skoggerlatter lod sig den kaade Letfærdighed behage. Alle fire Roller vare ypperligt besatte og bleve spillede med henrivende Livlighed og Lune: Fru Heiberg. Denise, var piquant i Diction og Mimik og skjelmsk med en gratiøs Comik, der, uden Spor af Beregning, gav endog de lettest henkastede Replikker stor Effect; Jfr. N. Ryge behandlet Marquisens slibrige Rolle med megen Delicatesse og vedligeholdt fortræffeligt i sit hele Væsen den antagne fiintcomiske fornemme Tone; Rosenkilde lod ret med Overgivenhed sit yppige Lune spille i Udtrykket af den gamle Hofcavaleers Forliebthed; og M. Wiehe lagde ligesaa megen Elskværdighed og Varme som naturlig Løierlighed i Guillaumes Enfoldighed og Naivetet. Ogsaa dette Stykke blev et Vidnesbyrd om det Cliquevæsen, der dengang i Theatret, som i Poesiens og Kunstens Verden overhovedet, søgte at sætte sit Godtbefindende igjennem som Udtryk af Publikums Mening: det var givet fem Gange med ualmindeligt Bifald under Opførelsen og efter Tæppets Fald; da besluttede nogle af Minnis æsthetiske Stamgjæster, at det i Sædelighedens Navn skulde "bankes ud af Scenen," og ved de følgende [sideskift][side 692]Forestillinger gave de sig til, efter at Opførelsen var gaaet under Latter og Tilfredshedsyttringer, at modsætte sig Publikums Applaus med en Hyssen og Piben, som først bragtes til Tavshed af Gongonen og ved den ottende Forestilling steg til en frygtelig Støien, hvorunder der saa stærkt raabtes paa Pibernes Udkastelse, at disse dog ikke holdt endnu et Forsøg raadeligt, men lode de følgende Forestillinger være uanfægtede.

Saisonnen bragte kun to nye Operaer; men begge vare rigtignok i egenligste Forstand af de "store." Spontinis, om end i et Par Nummere mere modern melodiøse end charakteriske, i sine store dramatiske Partier, ved Høihed. Kraft og ædelt pathetisk Udtryk af Følelser og Lidenskaber, overordenlig skjønne Musik tiltvang vel "Vestalinden" en saadan Respect, at den første Forestilling modtoges med stærkt Bifald; men under Opførelsen havde Publikum, ved jævnt at kjede sig, modtaget et saa grundigt nyt Beviis for Theatrets Mangel paa kunstneriske Kræfter til en alvorlig Operas blot nogenlunde tilfredsstillende Udførelse, at allerede den anden gav slet Huus. Den Eneste, der fyldestgjorde sin Opgave, var Mad. Rung, som med ægte dramatisk Foredrag til følelsesfuldt Spil og smuk Plastik gav Julia. Hos de andre Rollehavende skortede det saameget enten paa Sangen eller paa Spillet, at selv om Udstyret havdt været saa godt som det var slet, kunde en saadan Opførelse aldrig have skaffet Operaen Interesse hos Publikum. Da tredie Forestilling kun ved Kassen indbragte 157 Rdlr. blev dette Kunstværk, hvorpaa der, hvor maadeligt det end gik, var anvendt megen Tid og Udgift, henlagt "indtil Omstændighederne vilde tillade at give det med bedre Lykke." — Om den anden Opera yttrede "Fædrelandet" sig i en RedactionsRedactionsanmeldelse [sideskift][side 693]anmeldelse saaledes: "Igaar Aftes opførtes paa Theatret første Gang "Stormen paa Kjøbenhavn," original Opera af Overskou og Rung. Componisten har ved dette Arbeide paa en eclatant Maade godtgjort sit Talent ogsaa for store Compositioner og Textens Forfatter har her blandt mere især givet Prøve paa den særdeles Dygtighed, hvormed han førstaaer at benytte den dramatiske Effect. Sujettet er taget af Kjøbenhavns Beleiring i Aaret 1659 og behandler dette store Thema paa en værdig Maade. Uden at ville paastaae, at Kunsten skal gaae i Nationalitetens Tjeneste, tør vi dog formene, at Enhver, som var tilstede ved Opførelsen af denne Opera, skjøndt den ikke i alle sine Enkeltheder egenlig er tidssvarende, med os vil være enig i, at et saadant Stykke, hvor Sujettet er taget af vort eget Lands Historie, paa en ganske anden Maade griber og bevæger Tilskuerne end de mange Operaer, hvis Handling er laant af fremmede og mere tilfældige og ubetydelige Begivenheder; og en Opera som denne, hvor ogsaa i den musikalske Deel den danske Charakteers Gediegenhed er fremtrædende, kan ikke andet end frembringe en almindelig Virkning. Publikum fulgte ogsaa, saavidt vi kunde skjønne, Opførelsen af dette Værk med megen Deeltagelse, saavel med spændt Opmærksomhed paa det deri udfoldede store Fond af musikalske Ideer, som i synlig Interesse for den vel anlagte og udførligt motiverede Handling. Det eneste, vi kunde have at fremhæve som en Feil fornemmelig ved Compositionen, er, at den i det Hele taget frembyder for mange Vanskeligheder for Udførelsen; men da dette baade af Choret og Solopartierne med Held er blevet overvundet, og Fremstillingens Liv i ingen Henseende leed derunder, vilde det være ubilligt nu at føre Klage derover." I disse Yttringer laae den almindelige Mening, som [sideskift][side 694]"Berl. Tid." i en udførlig Theaterartikel endyderligere udtalte om Musiken saaledes: "Hele dette Arbeide er holdt i en reen og ædel Stiil. Instrumenteringen er smuk, ofte endog brillant uden derfor at være overlæsset, de cantabile Satser ere melodiøse og charakteristiske. Chorene effectfulde og kunstmæssigt behandlede, og Masserne ere ordnede med et sjeldent Herredømme og en stor Indsigt i den musikalske Virkning. At udhæve Enkeltheder, hvor der er saa meget Smukt at vælge iblandt, er en høist vanskelig Opgave; de Nummere, der især have Malt os, og som ogsaa frembragte den største Virkning hos Publikum, ere Bordings ypperlige Vise: "Frisk op! naar Djævlen gjør sig vred." Seidelins Arie i anden Act, Duetterne imellem denne og Kongen og Finalen af tredie Act. Men unegtelig indeholder denne Musik langt flere Skjønheder end de saa her nævnte, og som først ret ville fremtræde ved at høres oftere: dog forekommer det os, at Musiken hist og her mangler den Popularitet, som skal gjøre den ret indtrængende. Den hele Opera er imidlertid et nationalt Værk, som fortjener den høieste Paaskjønnelse." Den kom frem under mislige Forhold. Chefen og Adler havde af politiske Skrupler længe modsat sig dens Antagelse, og vel skete denne omsider uden at der forlangtes endog den mindste Forandring, men derved var Forventningen bleven spændt i en Retning, der ikke var Kunstens. I en ganske anden Retning, men som ligesaa lidet var det, havde man førend Opførelsen ledet Publikums Opmærksomhed ved Conflicter, der vare opstaaede af at smaalige personlige Hensyn havde, med Tilsidesættelse af Omhu for den kunstneriske og theatralske Virkning, gjort sig gjældende i Rollernes Besætning. Endelig havde man ikke, efter at den første Opførelse var bleven [sideskift][side 695]udsat mange Gange, kunnet beqvemme sig til Udsættelse endnu en kort Tid indtil Hansen, som var upasselig, kunde udføre Kongen, der var skrevet og componeret for ham og som han havde sunget ved flere Prøver; men i ubesindig Iver gav man dette store og vanskelige Partie, der ved at det andet mandlige Hovedpartie kun maatte ventes maadeligt spillet, blev endnu vigtigere end det allerede i sig selv var, til Th. Albrecht, en ung Elev, som kun fik otte Dage til at lære og prøve det i. Selv hvis der havde været Vished om, at han var et ualmindeligt musikalsk og dramatisk Talent, vilde ingen kunstforstandig Bestyrelse have sat et stort nyt Originalstykkes Held paa Spil ved at gjøre en saa hovedkulds indstuderet Hovedrolle til hans Debut; og der var tvætimod for Sagkyndige Vished om, at han ikke var det. Den ved Kraft, Ild og Majestæt imponerende Feltherre og Konge kunde han umuligt give med en høi, smal Figur, som han bar stivt og uden Værdighed, kantede Bevægelser, et Ansigt, der var uden livfuldt Udtryk, og en, især i Dybden, malmløs Stemme, som han vel brugte med Varme og megen musikalsk Sands, men kun formaaede at give Fylde ved at anvende dens høieste Styrke. Vistnok var, som "Theaterbladet" fandt, "hans Udførelse af Carl Gustav meget fortjenstfuld og lovende for en Begynder," men just derfor meget langtfra det, som den burde have været for Stykket, især ved dets første Opførelse. Om det forøvrigt end gik noget bedre end "Vestalinden, " fordi det, saavidt muligt, var afpasset efter Personalet, blev dog ogsaa det et Beviis paa, at den alvorlige Opera dengang var Theatrets svageste Side, thi den eneste Rolle, der tilfulde skete sin Ret, var den muntre Bording, som baade i Sang og Spil havde en ypperlig Fremstiller i Phister.

[sideskift][side 696]

Balletvæsnet spillede en mærkelig Rolle i denne Saison. Bournonville gav i Løbet af kun tre Maaneder to nye Arbeider: begge store, — "Kirsten Piil" i tre Acter. "Rafael" i sex Tableauer, — begge rigt udstyrede, begge udmærkede ved en Mængde phantastisk opfundne og nydeligt behandlede Enkeltheder, og begge af en saa mat Totalvirkning, at om de end bleve optagne med Bifald, var dette saa lunkent og Tilløbet saa ringe, at kun der ene, "Rafael," opnaaede syv Forestillinger inden det blev henlagt. Ogsaa Aarsagen til det uheldige Udfald havde de fælles, nemlig: at Bournonville, med sit meget uklare Begreb om dramatisk Handling, strax, naar et Stof stillede sig for ham som balletmæssigt, begeistret optog de ham tilstrømmende Forestillinger om hvad Skjønt af Plastik og Dands, der kunde komme ud af det, for i sin Phantasie at udvikle hver enkelt til den muligst effectfulde Udførelse, uden tilbørligt at overveie i hvilket Omfang de, i Forhold til Hovedindholdet, vilde være at anvende og hvorledes de maatte forbindes med hverandre for at give et velbygget og ved mimisk Fremstilling førstaaeligt Hele. I Balletter, der, som "Napoli," falde i store Partier af forskjellig Charakteer og hvori Enkelthederne i sig selv ere dramatisk livfulde, eller der, som "Valdemar." have endeel gribende Situationer, hvis Virkning forer Interessen over paa det Uvæsenlige, der ligger imellem dem, kan Savnet af en fremskridende, Enkelthederne forenende Handling ikke let blive Tilskuerne paafaldende, hvad det derimod ved Sammensætningen af disse to Balletter i høi Grad maatte blive. Da Kirsten Piil i første Act "skjænkede Junker hans Haab" kunde hun ligesaa godt som i tredie Act have skjæmket ham Haanden, thi der foregik ikke imidlertid det Mindste til Forandring af hendes Kaar, Forhold eller [sideskift][side 697]Villie, som hun overhovedet ikke i Balletten leed anden Lykkesomvexling, end at hun i tredie Act foer vild i Skoven, hvilket, da hun, efter at Tilskuerne kun havde seet hende sove og drømme, igjen fandt sig tilrette i den uden at have bestaaet nogensomhelst Fare, ikke kunde gjøre hende dramatisk interessant. Ved at Hovedpersonen ikke var det, kunde ikke heller Handlingen blive det, og dertil vare de mimiske Scener, som skulde gaae for Handling, saa adskilte ved lange Episoder af Dandse, som tilmed ikke alle havde Præg af Situationerne, at den løse Bygning mere og mere faldt fra hverandre jo længer man betragtede den. Balletten havde mange ypperlige Partier, men som tabte i Virkning ved Compositionens Planløshed: Personerne, især Rasmus Trompeter, som Bournonville gav med megen Jovialitet og Humor, vare godt opfundne, men optraadte i indifferente Situationer; nogle af Dandsene vare høist charakteristiske og alle særdeles smukke, men skuttede sammen til lange Divertissements, som droge Opmærksomheden fra den lille Begivenhed; og de to sidste af Kirstens Drømme sprudlede af Liv og Lune, men bleve for Tilskuerne to vilkaarligt indkastede Skildringer, da de ikke vare motiverede ved hendes Persons Betydenhed eller ved Situationen. Rafael kunde kun til Balletten afgive et berømt Navn, men hverken ved sin Kunst eller sin Skjæbne blive en dramatisk Person. Man saae ham hædret, lykkelig, lidende og at døe af Afkræftelse, men ikke handlende. Og nu blev han, der, med saa liden Interesse i sig selv, skulde være Compositionens Hovedfigur, tillige af en Mængde Pragtoptog, Dandse og Forlystelser, som prætenderede Forgrunden, saaledes trængt tilbage i Skyggen, at han endog i de to sidste af Ballettens sex Tableauer var aldeles forsvunden: med at der i det fjerde Tableaus Slutning "af Lægerne [sideskift][side 698]beordres, at han skal aarelades" er hans Rolle endt. Der femte Tableau skal heelt igjennem aande den yppigste Lystighed, som ikke staaer i mindste Forbindelse med Rafael og hvorunder Tilskuerne, hvis Balletdigteren heldigt udfører sin Idee, — hvilket Bournonvilles rige Opfindelsesevne lod fuldstændigt lykkes, — endydermere saa ganske maae glemme ham, at de kun lidet kunne røres ved at der lige i Slutningen fortælles, at han er død. Hele Indholdet af det sjette Tableau er blot hvad der til hans Hæder skeer ved hans Kiste. Begge Balletter nøde ei alene, ved Bournonvilles ypperlige Anvendelse af Individualiteterne i Personaler og beundringsværdige Evne til at animere det, en udmærket artistisk Udførelse, hvori fortrinligen Jfr. Nielsen glimrede som en i Rollen livlig og i Dandsen henrivende fornarina i "Rafael;" men de havde tillige kraftig Understøttelse i fortræffelige Musikcompositioner — for "Kirsten Piil" af E. Helsted, for "Rafael" af Frölich. — saavelsom i skjønne Decorationer, af hvilke der alene til "Rafael" var malet fem nye, hvoriblandt en herligt udført Bagerbod, som var Wallichs sidste Arbeide. Det var i begge Balletter Anlægets Feil, der gjorde Udførelsens mange og store Skjønheder uvirksomme.

Sommerskuespillene havde et kun lidet glædeligt Udfald. En meget mangelfuld Fremstilling af Heibergs "Pottemager Walter" var ikke skikket til at gjøre det ikke til Opførelse digtede Stykke interessant fra Scenen; at Sproget i K. F. C. Molbechs romantiske Drama i fem Acter "Venusbjerget" var, ved et bestemtere Præg af den Talendes Charakteer og Følelser, mere dramatisk, end i hans "Klintekongens Brud," kunde ikke skjule Savnet af dramatisk Handling, saameget mindre da Spillet var kun tarveligt og Maskineriel, der skulde bidrage meget til den sceniske Virkning, blot bidrog [sideskift][side 699]til at ødelægge den; Gjenoptagelsen af "Clavigo" førte ikke til andet, end en meget kjedsommelig Forestilling. Alle tre Stykker optoges med Mishag, som dog under den anden Opførelse af "Pottemager Walter" slog om til et forceret Bifald. Heibergs ved Ynde og Poesie indtagende bellmanske Situation "Ulla skal paa Bal" var det Eneste, der kunde bringes ind i Repertoiret.

Gjæsten Mad. Levini havde, skjøndt ikke mere ung, et tækkeligt Udvortes, hendes Syngestemme og Foredrag vare særdeles smukke for Vaudevillen og Spillet tydede paa et Talent, som var gaaet tabt ved den paa Provindstheatrene gængse skjødesløse Rollebehandling og platte Tone. Som Juliette vandt hun meget Bifald for sin følelsesfulde Romancesang, men Fremstillingen var i denne Rolle saavelsom i Rataplan altfor monoton og feilfuld, baade i Diction og Gesticulation, til at kunne behage. — Endskjøndt Debutanternes Antal, med Albrecht, som er omtalt, var ikke mindre end otte, — thi en Jfr. D. Petersen, der, som Elise i "Pariserdrengen," baade kom og gik uden Opsigt, bør vel regnes til dem, — blev Wilhelmine Leocadie Theresia Bergnehr den eneste, som fik Betydenhed for Theatret, men det ogsaa i høieste Grad. Fra Stockholm, hvor hun var født og som Begynderinde havde været ved Operaen, var hun i August 1844 kommen til Kjøbenhavn for at søge Ansættelse, hvilken hun efter en heldigt aflagt Prøve fik saaledes, at hun for et Aar skulde have en til hendes Udkomme tilstrækkelig Gage og fri Underviisning i Musik og det danske Sprog. Hendes Fremtræden i denne Saison var kun beregnet paa at vække Publikums Forventning om noget Betydeligt efter hendes endnu i tre Fjerdingaar fortsatte Uddannelse, og skete derfor ikke i nogen fuldstændig [sideskift][side 700]Rolle. Hun sang Adalgisas Partie i den store Scene og Duet i første Act af "Norma" og Romeos i sidste Act af Vacays »Romeo e Giulietta,« begge i Costume. Fortiden fandt man i hende en 17aarig Pige, som til et herligt Ydre for Theatret —: en middelhøi velbygget Figur, et smukt formet Ansigt med ædle Lineamenter og udtryksfulde Øine, god Holdning og naturlige Bevægelser, — ei alene var begavet med en ualmindelig kraftig og fuldtonende frisk Stemme af skjøn Klang og meget stort Omfang, men allerede havde baade betydelig Færdighed i dens Anvendelse og et sjælfuldt, ægte dramatisk Foredrag. Publikum blev høiligen overrasket af hendes sjeldne musikalske Evner, saameget mere som der under hele Udførelsen viste sig Tegn paa et hos Sangerinder usædvanligt Fremstillingstalent, og hun vandt for dette første Forsøg et overordenligt glimrende Bifald. — Dersom Aandsdannelse, Phantasie. Lyst og førstandig Flid alene kunde have gjort Franziska Ryge til scenisk Kunstnerinde, da vilde hun, uagtet hun endnu var meget ung, hurtigt have vundet Udmærkelse. Men hendes ydre Naturgaver svarede ikke til de indre: hun havde for Scenen kun skjønne, livfulde Øine; hendes Figur var for spinkel og Ansigtet for lille til at det mimiske Udtryk kunde faae Virkning for Tilskuerne; Talestemmen, hvorvel behagelig og tydelig, var for svag til at der kunde lægges Liv og Kraft i hendes correcte Diction. Hun spillede altid sine Roller førstandigt, men kunde ikke gjøre dem interessante. Ikke destomindre tækkedes hun undertiden Publikum; sig selv tilfredsstillede hun aldrig, og den forgjæves Kamp for at opnaae at kunne give sine Roller saaledes, som hun tænkte sig dem, førte hende til et Mismod, der i Forening med Overanstrengelse af de physiske Evner paadrog hende [sideskift][side 701]en Sygelighed, som tidligt bragte hende i Graven. — At Mad. Westergaard blev stedet til Debut skyldtes et af de Medlidenhedshensyn, som Publikum og Theaterkassen ofte have maattet bære onde Følger af. En Enke skulde hjælpes til Udkomme ved Kunsten og bestemtes, da hun var i en temmelig fremrykket Alder, til at spille saavel ældre Verdensdamer som comiske Gamle, endskjøndt man til de Sidste allerede havde en udmærket Fremstillerinde i Jfr. Rosenkilde, der dengang kun blev lidet benyttet og, hvis Forsøget var lykket, ganske vilde være bleven tilsidesat. Det løb imidlertid uheldigt af: med en svag Talestemme og Mangel af Conversationstone og Anstand blev hun meget ubetydelig som Prindsesse, og som Fru Bittermandel i "Aprilsnarrene" savnede hun ei alene Stemme til taalelig Udførelse af det lille Syngepartie, men Liv og Lune; begge Roller kjedede Publikum ved en monoton Fremsigelse. Imidlertid skulde hun frem: der blev endog givet hende en Rolle i et nyt Stykke. "Eventyr i Fastelavn." men den gjorde, til Stykkets Skade, et saa uheldigt Indtryk, at der ikke længer burde være Tale om hendes Ansættelse. Alligevel skete endnu to uheldige Forsøg, ved at hun i næste Saison optraadte som den gamle Zigeunerske i "Preciosa" og som Guldborg i "Svend Dyrings Huus," hvilken Rolles Udførelse fremkaldte saa stærke Mishagsyttringer, at man endelig afstod fra at ville tiltvinge hende Optagelse i Personalet. — Lars Winsløw frapperede Publikum ved den store Lighed, han i Ydre, enkelte Bevægelser og Stemme havde med sin geniale Fader, som han dog ikke saaledes havde seet spille, at han kunde tænkes at ville efterligne ham. Han havde endog forud for Faderen, at hans tydelige Taleorgan af Naturen var stærkere og kraftigere. Derimod var han langtfra, som han, at kunne overover-føre [sideskift][side 702]føre sin Rolle paa sig i Holdning og Gang, og den høie kunstneriske Aand savnedes. Han sagde sine Roller med Forstand og navnligen var hans Ulf i "Pottemager Walter" saa godt anlagt og i mange Partier fortræffeligt udført, at hans Fremstilling blev det, som Publikum fandt bedst ved Opførelsen; men den Varme og Følelse, der besjælede hans Spil i en alvorlig Rolles effectfulde Momenter, udbredte sig ikke over det i det Hele, og for det Comiske manglede han Lune. Der kom derved ofte i hans Fremstillinger en egen Træghed, hvorved Virkningen af deres heldige Steder betydeligt svækkedes. — Af de to debuterende Dandsere var Wilhelm Erik Funck middelhøi, velbygget og havde et for serieuse Partier, som især bleve hans Fag, særdeles heldigt Ydre, hans første Fremtræden, hvorved han vandt stærkt Bifald, viste allerede en saa betydelig Kraft, Lethed og Færdighed, at han, ved sin utrættelige Flid, maatte være bleven en meget udmærket Dandser, dersom Anstrengelsen ikke undertiden havde gjort ham ugratiøs ved at føre ham over i det Voldsomme. Sigurd Lund havde en lille og spinkel, men smuk Figur og udførte med megen Lethed og Elasticitet Demicharakteer-Partier; kun var der ikke Varme og Udtryk i hans Dands.

Skuespillet leed et ikke ringe Tab ved at Jfr. Jørgensen efter Ansøgning bevilgedes Afsked. Hun var kun 54 Aar gammel og udførte endnu, i fuld Besiddelse af sine aandige Evner, med stor Correcthed og megen Smag gamle Roller, saavel tragiske som comiske, Verdensdamer som Magdeloner; men "hun vilde ikke paa den Scene, som hun troede at have været til Ære, overleve sit Talent saa at hun kom til at gaae til Ynk." Vel bleve nogle af hendes mange ypperlige Roller heldigt besatte med Mad. Nielsen, der havde dybere Følelse, [sideskift][side 703]og Jfr. Rosenkilde, der havde rigere Lune end hun, men Skuepladsen fik ved hendes Afgang ikke blot en udmærket Fremstillerinde mindre; dens Personale mistede ogsaa i hende en af dem, som ved Dannelse, Tone, Retskaffenhed og et smukt Forhold til Bestyrelsen og Kunstfæller kraftigt havde bidraget til dets Anseelse i Samfundet. — Et allerede for sin elskelige Charakteer af Alle høit skattet Medlem tabte Perionalet ogsaa i Regisseur Liebe, og tillige var hans Død meget at beklage med Hensyn til Tjenestens Gang. Ved sit nøie Kjendskab til Repertoiret og hver Enkelts Evne og Villie saavelsom ved den Tillid og venskabelige Stemning, hans Retsindighed havde erhvervet ham, lykkedes det ham ofte at beseire Vanskeligheder, at afværge Directionens tidsspildende Forsøg paa at fremme, hvad der vilde blive ugjørligt, og at finde Udveie ved pludseligt indtrædende Forhindringer. Han havde stedse et klart Blik for Omstændigbederne og vidste at føie sig efter dem paa bedste Maade, fremkom kun med saadanne Forslag, som kunde udføres, og tog sine Forholdsregler med en Ro og Snarraadighed, hvorved han som oftest heldigt fik sikkret den nærmest forestaaende Forestilling uden at der skete Afbrydelse i Forberedelserne til de bestemte paafølgende. Havde Collin kun altid fulgt hans Raad og Forslag, istedetfor at lade sig bestemme af det, han selv helst vilde og Ukyndighed derfor holdt med ham i som baade muligt og fordeelagtigst, da havde der været ordenligere Gang i Tjenesten og større Fasthed i Repertoiret. Efter hans Død var Stage eneste Regisseur og det viste sig snart til hvilken Forvirring det kunde føre, at der under vanskelige Forhold savnedes Omsigt til strax at vælge det Opnaaelige. Saaledes var der til 20de Mai ansat "Hugenotterne" og da dette Stykke, paa [sideskift][side 704]Grund af Sygdom maatte forandres, blev efter hverandre averteret "Stormen paa Kjøbenhavn," "Den hvide Dame" og "Capriciosa, " hvilke de, der kjendte Forholdene, burde vide, at man kun spildte Tiden med at forsøge opførte, indtil man, efter megen forgjæves Møie, kort førend Theatrets Aabning greb til "Preciosa," som man strax kunde have bestemt sig for og der da vilde have givet godt Huus istedetfor at det gav slet. Imidlertid havde Stage Hengivenhed for Theatret og Collin, saa at han stedse virkede efter bedste Indsigt og Evne. Dette var ikke Tilfælde med en anden i Administrationsvæsnet vigtig Embedsmand: Inspecteuren Lassen. Directionen havde baade med det Onde og med det Gode søgt at bringe ham til, at han, efter sit Embedes Medfør, administrerede Theatrets Material, men forgjæves; han indvendte: "at hans Stilling som Inspecteur havde man gjort saadan, at han kun havde at udføre Ordrer og attestere Regninger." Ikke destomindre ansøgte han i Efteraaret 1844, da Comptoirchef-, Bogholder- og Hovedkassererposten var bleven ledig ved den herlige Rindoms Død, om dette Embede i Forening med Inspectoratet, og gjorde indlysende, at deraf skulde Theatret have betydelig Besparelse. At Directionen ikke vilde gaae ind herpaa, fordi den indsaae, at han havde til Hensigt, som dens Secretair, at tiltrænge sig Indskydelse i alle Bestyrelsesgrene, gjorde ham endnu mere vrangvillig. Paa en ham i Januar 1845 given Erindring om at efterkomme hvad der var hans Pligt svarede han, at denne kunde han ikke opfylde, da "det oekonomiske Comptoir" ikke var kommet i Virksomhed, og forlangte endydermere sin Afsked med Vartpenge. Disse bleve ham afslaaede og efter indhentet kongelig Resolution tilkjendegaves ham, at han inden to Gange 24 Timer havde at [sideskift][side 705]erklære om han vilde udføre sine Embedspligter, da Directionen ellers var bemyndiget til at gjøre Indstilling om hans Afskedigelse uden Pension. Ikke engang dette hjalp: Kævleriet fortsattes mundligt og skriftligt, og saaledes var det dengang fat med Theatrets Regering, at endskjøndt Collin var derimod blev der, i Sommeren 1846, givet denne Mand Reisepenge, for at han i Udlandet kunde gjøre sig bekjendt med fremmede Theatrets Bygning og Indretninger, hvad Directionen vel kunde vide, og ogsaa fik at vide, at han, der negtede at gjøre de Meddelelser, som hans Embede paalagde ham, ikke vilde lade komme Theatret til mindste Nytte.

Den italienske Opera havde, under Torres Direction, i denne Saison et næsten nyt Personale. Primadonnaen Desiderata Dérancourt, der ikke var ung, havde en frisk, klangfuld, stærk og i de høie Toner meget blød Stemme af betydeligt Omfang og ualmindelig technisk Uddannelse, men var stærkt maniereret i sit Foredrag; Ida Bertrandi udmærkede sig ved en stærk, sonor og fyldig Altstemme, overordenlig Færdighed og et varmt, udtryksfuldt Foredrag; Gaetano Baldanza besad til megen musikalsk Routine en forbausende kraftig og malmfuld Tenor, der var omfangsrigere end Rossis, men ikke havde det gribende timbre og anvendtes saa koldt og dødt, at om han end undertiden satte Publikum i Extase ved imponerende Styrke, kunde han aldrig henrive det, hvilket derimod ofte lykkedes den anden første Tenor, Sesto Benedetti, der ogsaa havde en stærk Bryststemme, men særdeles blød, behagelig og indsmigrende, især i cantabile Sager, som altid, foredragne med megen Ynde og Følelse, indbragte ham enthusiastisk Bifald; Vincenzo Torre, Directeurens Broder, havde, [sideskift][side 706]ligesom denne, en meget stærk og dertil endnu fyldigere og mere musikalsk uddannet Bas. Men disse nye Sangere vare, med Undtagelse af Mlle. Bertrandi, der som oftest var inde i sin Rolle og kun ved Slutningen af Arier og Bortgang fra Scenen greb til opstyltet Skaberie, yderst slette Skuespillere: Mad. Dérancourt fordærvede sine ypperligste Sangpræstationer med ulideligt overdrevne Fagter: naar det faldt de to Tenorister, som desuden af Naturen vare klodsede, ind at give sig ud paa Gebærdespil bleve de afskyelige, og Vincenzo Torre, som havde det taaleligste Comportement, kjendte ikke andet lidenskabeligt Udtryk end at grimasere med Ansigtet og vende Øine. Foruden Directeuren og Paltrinieri, som man nu begyndte at blive kjed af, var kun Mad. Forconi hørt her tidligere, og at hun i Egenstab af Primadonna fulgte med var kun fordi Torre, for at erholde Directoratet og kongelig Understøttelse, havde maattet forpligte sig til at engagere hende med 400 Rdlr. maanedlig. For denne Forpligtelse lod Italieneren hende haardt undgjælde. Hun havde ganske tabt sine høie Toner og Stemmens Egalitet; ikke destomindre tvang han hende til at synge Amenaide i »Tancredi,« og hun maatte gjøre den bittre Erfaring, at hun ikke mere var Publikums Forgudede: hun blev udhysset og som for at hun ret skulde føle Ydmygelsen beviste Enthusiasterne deres totale Mangel paa Begreb om den Kunst, hvorved hun troede at have vakt deres Beundring, idet de efter den mat og falsk sungne Arie, under Mængdens stærke Mishagsyttringer, kaldte hende frem. Ved sin efter Forestillingen offenlig afgivne Erklæring, at hun havde bedet sig fritaget for Partiet, fordi hun følte, at hun ikke tilfredsstillende kunde udføre det, gjorde hun kun Ondt værre, da der offenlig blev spurgt [sideskift][side 707]hende, "hvilke Partier hun, som Primadonna, da tiltroede sig al kunne udføre." Af ikke tidligere givne Operaer opførtes: »Linda di Chamounix«, Saisonnens bedst optagne Nyhed, »Belisario« og »Don Pasquale,« alle af Donizetti; »Tancredi,« hvori Mlle. Bertrandi gjorde glimrende Lykke, og »Semiramide« af Rossini, samt »Saffo« af Paccini. Endskjøndt Repertoiret i der Hele ansaaes for godt og man var enig om, at Selskabet aldrig havde bestaaet af saa udmærkede Sangere, table Begeistringen sig mere og mere; der klagedes meget over Mangel paa Omhu for Indstuderingen og den hyppige Usikkerhed hos Solosangerne; kun et lille Partie Enragerede jublede endnu for Alt, hvor slet det end gik; Besøget var tyndt og Kongen maatte dække en anselig Deficit.

Det franske Selskab bestod kun af Routiniers, som havde samlet sig fra forskjellige Theatre og ikke taget Tid til at indøve sig med hverandre, hvorfor dets Forestillinger ikke vare af kunstnerisk Betydenhed, hverken ved enkelte Rollers udmærkede Udførelse eller ved correct, fiint og livligt Sammenspil.