[side 289]Ved Saisonnens Begyndelse vakte Directionen megen Spot og Uvillie hos Personalet, idet den atter fremkom med et strengt Lovbud, som klart beviste, hvor ganske den savnede Forestilling om Beskaffenheden af der Kunstvæsen, som den var sat til at bestyre og for hvis Forhold den, blot efter egen løse Betragtningsmaade, uden videre foretog sig at give ufravigelig Regel. Til Ordens og Roligheds Overholdelse under Prøver og Opførelser havde den fra 1ste Septbr. ansat en Inspicient. Dette blev af Personalet overhovedet fundet særdeles glædeligt, saameget mere da Skuespiller Lund, som fik Posten, var en ligesaa agtet som pligtivrig Mand. Men i Bekjendtgjørelsen for Personalet hed det Ord til andet: "De Rolle- eller Partiehavende opholde dem roligt i Foyeen indtil den Scene kommer, hvori de skulle optræde, og begive dem, naar denne er tilende, strax igjen tilbage, indtil den næste Scene, hvori de skulle optræde, kommer. Hvergang de skulle optræde, ville de af den til denne Hensigt beskikkede Theaterinspicient betimeligen blive erindrede herom; og have de da uforøvet at begive sig til det dem anviste Sted bag Coulisserne, [sideskift][side 290]for derfra at fremtræde paa Scenen, naar Forestillingens Gang kræver det; og have de imidlertid at vogte sig for Tale og al anden, Rolighed og Orden forstyrrende Adfærd. I Mellemacterne maa ligeledes enhver af de Partiehavende forlade Scenen, for ikke at hindre Maskinfolkene i med fornøden Hurtighed at udføre det dem ved Decorationsforandringerne paaliggende Arbeide" —; og: "Enhver Overtrædelse af disse Forskrifter antegnes uden foregaaende Advarsel af Theaterinspicienten, der, saavidt muligt strax, bar at gjøre den Overtrædende, saavelsom den fungerende Regisseur opmærksom herpaa; og straffes da en saadan Overtrædelse med en Mulct til Beløb af en 50de Part af Maanedsgagen." Holstein havde været meget imod disse Bestemmelser, da, som han sagde, "hans gamle Theaternæse havde Lugten af, at de Ordensregler vilde give meget ondt Blod og alligevel ikke blive holdte, bare fordi de vare for strenge." Men Kirstein, hvem denne Forordning, der gav blot Embedsmændene Ret til at komme paa Theatret efter Behag, var inspireret af en Embedsmand, der havde vidst at skaffe sin Maadeiighed Anseelse hos ham, ved at gjøre den vigtig, og som vilde have Leilighed til at vise sit Embedsfortrin for de andre Skuespillere, — Kirstein paastod, at skulde Orden overholdes, kunde det alene skee ved at Ingen af Personalet tillodes Ophold paa Theatret uden under Tjenesten, hans Villie blev da efterkommet; men Holsteins Forudsigelse gik ogsaa øieblikkeligt i Opfyldelse. Denne Bekjendtgjørelse vakte næsten ligesaa heftig Uvillie, som den, hvorved Kirstein havde indført Orden i Personalets Finantser. At der gaves saadanne Forskrifter for dem, der kun havde indifferente Roller, for Choret og for Statister, det fandt man baade rimeligt og ønskeligt; men [sideskift][side 291]ubegribeligt var det Alle, at en Theaterdirection kunde være aldeles uvidende om, at en Skuespiller, naar han skal fremtræde for Publikum i en Rolle af mindste Betydenhed, i Almindelighed gaaer i en saadan Uro og Spænding, at han umulig kan blive længe paa eet Sted, end sige "opholde sig rolig i Foyeen" iblandt en Mængde Personer, der ere ham paatvungent, maaskee tildeels ubehageligt Selskab, som i alle Fald med Snakken og Spøgen om Løst og Fast maa forstyrre og adsprede ham i hans Meditation; ubegribeligt var det Alle, at en Theaterdirection havde en saadan Mening om Skuespillerens Væsen og Kunst, at den paabød ham, rolig at vente indtil han blev varslet om, at det Stykke, som var under Opførelse og hvori han muligt gav Hovedrollen, nu var spillet saavidt, at han, uden at have maattet sætte sig ind i Forestillingens Gang, skulde ind og maaskee være rede til at sætte Publikum i Begeistring ved sit Lunes hele Fylde eller den høieste Pathos, for derpaa, uden, som Publikum, at turde modtage Interesse af det Følgende, at begive sig til Foyeren, hvor han havde "rolig at opholde sig" indtil han kaldtes til næste Scene. Der var een Yttring, som fandt Gjentagelse af Alle: at man nu betragtede Skuespillerne som Skriverkarle, der til at copiere ikke behøvede Tænkning, endnu mindre Aand og Interesse. De Ansete yttrede lydeligt deres Utilfredshed; et Par anmodede endogsaa Directionen om at tage disse Bestemmelser tilbage eller modificere dem, da de nødigt vilde overtræde Love og hverken kunde eller vilde holde sig Noget efterretteligt, som i den Grad var Kunstens Væsen og Skuespillernes Personlighed imod, at der ikke i nogetsomhelst Theaters Love fandtes noget Lignende, hvorimod det i flere netop paapaa-lagdes [sideskift][side 292]lagdes de i en Act spillende Personer at være tilstede paa Theatret under den. Det hjalp ikke; Kirstein holdt mod Holstein og Personalet paa, at naar en kongelig Autoritet havde paalagt sine Undergivne en Forpligtelse, kunde den ikke tage den tilbage, men havde kun at vaage strengt over dens Efterkommelse, hans Paastaaelighed hjalp imidlertid heller ikke. Loven blev overtraadt; Flere, som ellers imellem deres Scener indesluttede sig i Paaklædningsværelset, for at gjennemløbe hvad de havde tilbage, fandt nu ret deres Lyst i at sidde bag Bagtæppet eller staae i Coulisserne. De bleve meldte, men efter et Par Mulcteringer, som hævnedes med meget dyre Sygdomsanmeldelser, fandt Directionen raadeligt at lade som de, der havde Vigtighed for den daglige Tjeneste, ikke vare meldte; det var kun Ubetydelighederne, der havde ringe Gage, som maatte bøde for deres Lyst til, siden de dog "vare ved Theatret", al liste sig til at see lidt Comedie fra en Coulisse. Men ogsaa de toge Mod til omsider paa engang at stille sig i Coulisserne i saa stort Antal, at Directionen, hvis den mulcterede dem, maatte belave sig paa offenlig Anke over at den straffede de Smaa, men saae igjennem Fingre med de Store. Loven maatte da vige for Vedtægt: ved Saisonnens Slutning vare Uordenerne i Coulisserne ligesaa mange som tidligere, Inspicientembedet kun til Spot, og det Gode, som kunde have været opnaaet derved, aldeles tabt. Alt blot fordi, som Holstein havde advaret om, "Ordensreglerne vare for strenge".

Bragte Saisonnen kun en eneste med Begeistring modtaget Nyhed, da havde ogsaa dennes Lykke saa dyb Grund i den selv, at den ikke var blot øieblikkelig: den har i sin fulde Kraft bevaret sig i mere end Fjerdedelen af et AarAar-hundrede [sideskift][side 293]hundrede, og vil sikkert bevare sig i over et heelt. "Svend Durings Huus", en fra en genial Idee, grundigt Studium og luttret Smag udgaaen beundringsværdig Digtning, maa vel i Ordets strengeste Forstand kaldes en original og en romantisk Tragedie. Dens stærkt fremtrædende Hovedegenskab, der findes i alle Digterens Værker, selv de lyriske, som kunne have den, og beviser hans fortrinsvise store Kald for det Dramatiske, er en Objectivitet, der ei alene aabenbarer sig i Enkelthederne, men giver det Hele et eiendommeligt Præg. Saaledes fremstilles ikke blot enhver Person i Udtryk og Handlinger, som fremgaae af dens Grundcharakteer, men Tidsalderens hele Aand er afpræget med en indre Sandhed, der gjør dyb Virkning. Den Kunst og Smag, hvormed Digteren igjennem hele Stykket har iagttaget Costumet, er beundringsværdig; Sproget, der levende sætter Tilskuerne ind i den Tone, som hersker i Middelalderens Kæmpeviser, hvoraf Stoffet er taget, Personernes Yttringer af Følelser og Tanker, Alt smelter jammen til en levende og klar Skildring af Tidsalderen. Derhos har Digteren gjennemført sit Stykkes Plan med en Kundskab om det Theatralske, hvilken ikke i saa høi Grad havde yttret sig i hans tidligere Arbeider; enhver Scene er ei alene poetisk skjøn og nødvendig til Handlingens Udvikling, men ogsaa effectfuld, uden at Effecten fremtræder som Øiemeed. Hvilket fuldendt, henrivende Billede af den danske Riddertids Huusliv fremstiller ikke saaledes den første Act, som, skjøndt den nøie er forenet med Hovedhandlingen, danner et selvstændigt Malerie, der gjorde en magisk Virkning paa Tilskuerne? Aldrig havde Publikum klarere viist, at det kunde opfatte og føle en saa fiin Skildrings høie Værd, end da det, efter taust at have lyttet til den hele Act, ved [sideskift][side 294]dens Slutning, der er betydningsfuldt rolig og stille, uden noget theatralsk Effectsted, udbrød i begeistret Bifald for dette herlige Billede. Af stor Virkning ved Opførelsen var den med Stykket i Stiil og Aand forunderligt skjønt sammensmeltende Musik af daværende Capelmusikus Henrik Rung: hans første dramatiske Composition, der ved deilige, efter Tidsalderen træffende charakteriserede Romance-Melodier, Phantasie og høi pathetisk Kraft vakte ualmindelige Forventninger om hans kunstneriske Fremtid. Udførelsen var glimrende i Tone og Sammenspil som i de enkelte Roller. Fru Heiberg, der havde den saare vanskelige, en Kunstnerinde næsten overvældende Opgave at spille Ragnhild, gav Charakteren dens fulde Heftighed, glødende Lidenskabelighed og sjælfulde Energie med saamegen Smag og fiin Følelse for det Plastiske og Ædle, at den i dristigt poetisk Opsving ikke noget Øieblik kom ud over Skjønhedsgrændsen; Mad. Holst var en ved elskelig Jomfruelighed og dyb Følelse indtagende Regissa; Holst gav Stig Hvide med en Ridderlighed, Høvidskhed og ungdommelig Varme, der ypperligt fremhævede den skjønne Charakteerskildring; og Mad. Nielsen lagde ved gribende Kraft, høi Ro og følelsesfuld, skjønttonende Declamation en overordenlig Virkning i sin Udførelse af Fru Helvig. Dette med stor Kunst i rimede Vers digtede Mesterværk, der, "Pauserne imellem Acterne fraregnede", varede 5/2 Timer, havde til de ti Forestillinger, hvoraf der skulde gives Honorarandeel, et saa ualmindeltgt Tilløb, at det vel kunde siges, at være i Regulativets "gunstigste Tilfælde" saa yderligt, som dette, ikke efter Directionens Opgivelse, der gav Udsigt til at Honorarel derved vilde blive 810 Rdlr., men i Virkeligheden kunde opnaaes; ikke destomindre indbragte det sin Forfatter [sideskift][side 295]kun — endda forudsat at Directionen betalte Musiken særskilt — efter Regulativet 739 Rdlr. — At det ikke var fra en god dramatisk Forvikling med interessant Opløsning at Oehlenschlägers Lystspil "Den lille Skuespiller" kunde faae Tiltrækningekraft, det førte Digteren selv det kraftigste Beviis for, ved efter første Forestilling at borttage den femte Act, som havde mishaget, for siden at lade det opføre i fire. Saaledes forkortet blev Stykket vel optaget med Bifald, men gav kun maadeligt Huus, uagtet Fru Heiberg spillede Hovedrollen mesterligt og endog, ved fortræffeligt at give en Forklædningsscene som Skakkerjøde, heldigt gjorde et Kunststykke, hvilket man ikke skulde troe, at en Digter, der havde havt saa god Leilighed til at skaffe sig Forestilling om det theatralsk Rimelige, kunde falde paa at forlange udført af en Skuespillerinde i Fremstillingen af en Syttenaarsknøs. — Overskous Vaudeville "Syjomfruerne i Charlottenlund" faldt ved første Forestilling og foranledigede bagefter en meget curiøs Debat om Aarsagen dertil. Forfatteren var dengang Redacteur af "Dagen" og i denne Egenskab forpligtet til at meddele Theateranmeldelser, som, hvor vaersomt de end vare affattede, undertiden, for at han kunde følge sin Overbeviisning, maatte blive dadlende. Dette paalagde ham, ved given Leilighed ikke at være skaansom mod sig selv. Nu var den sande Grund til at der kunde vises Mishag imod Vaudevillen den Omstæmdighed, at nogle af de Rollehavende troede, i et Par burleske Scener at maatte gjøre det Stærke endnu Stærkere og derved faldt ind i det smagløst Overdrevne. Da det vilde have været meget ufornuftigt om han, i sin Stilling til Theatret, vilde have anført dette til Forsvar for et af ham selv forfattet Stykke, [sideskift][side 296]der dog, ifølge hans Anmodning, ikke mere skulde opføres, saa tog han det Partie, i den nødvendige Anmeldelse at tillægge sig selv Aarsagen, og skrev: "Vaudevillen blev spillet fortræffeligt; Hr. Phister, Mad. Kragh og Jfr. Petersen vandt flere Gange et meget levende Bifald og den stærke Latter viste, at Stykket ikke hørte til den Genre, som Voltaire kalder den allersletteste, nemlig den kjedsommelige; imidlertid overbeviste Forestillingen Forfatteren om, at han i dette Stykke har begaaet en Feil, som han vilde finde utilgivelig hos en Anden; thi flere Steder nærme sig meget stærkt til det Usædelige. Det var derfor med fuld Ret, at saa stærke Mishagsyttringer afbrøde det ved Slutningen givne Bifald, at dette Stykke gik til evig Hvile." Heraf tog "Kjøbenhavnsposten" strax Anledning til et Forbauselsesskrig. "Dagens" Redacteur skulde ikke have meent, at den Feil, han vilde finde utilgivelig hos en Anden, fandt han endnu utilgiveligere hos sig selv, men tvertimod, at det var kun hos en Anden, ikke hos sig selv, at han fandt den utilgivelig; og hans Stykke var saa usædeligt, at han endog selv erklærede det derfor. Overskou svarede ikke herpaa; men "Kjøbenhavnsposten" havde tillige bebreidet Theatercensorerne, at de havde antaget et Stykke, som Forfatteren selv erkjendte for usædeligt, og nu skete der Besynderlige, at Molbech i et heftigt Angreb paa Overskou blev hans varme Forsvarer imod den Beskyldning, som han, ved at sige, at flere Scener ved Opførelsen nærmede sig meget stærkt til det Usædelige, skulde have gjort sig selv for at have skrevet et usædeligt Stykke. "Dersom", skrev Molbech, "der ved "Usædeligt" menes, hvad man efter den nærværende Sprogbrug næsten uden Undtagelse forstaaer ved dette Ord, nemlig det Ukydske, [sideskift][side 297]Utugtige, det mod Blufærdighed og Kydskhed stridende, da maa man sige, at ingen Kritik over det omtalte Stykke kan være mere uretfærdig, end Forfatterens egen." Efter ham var det Plathed og Kjedsommelighed, som vare Stykkets Feil; men ved denne Yttring paadrog han sig "Kjøbenhavnspostens" endnu skarpere Bebreidelse; thi om Kjedsommelighed meente den, at der ikke kunde være Tale, da Stykket havde vakt Moerskab under Opførelsen, og havde Molbech antaget et Stykke, som han selv erklærede for plat, saa var hans Færd som Censor kun endnu fordømmeligere. Til denne haarde Tiltale, som Molbech selv, i sin ubesindige Hidsighed, havde retfærdiggjort, tav han og dermed var den curiøse Controvers endt. — Heinrich Joseph Collins Femacts-Drama, hvoraf man havde ventet stor Virkning, fandt en meget kold Modtagelse: anden Forestilling indbragte ved Kassen kun 79 Rdlr. For Skuespillerne var det antike Costume saa uvant, at endogsaa de Første følte sig meget tvungne deri; og Publikum blev vel i nogle smukt fremsagte Tirader tiltalt af det ædle, rene og kraftfulde Sprog, som var godt gjengivet i Niels Vinding Dorphs Oversættelse, men der var det formegen Talen i Stykket, da Spillet ikke havde Varme og Kraft nok til ret at fremhæve de herlige Situationer. — Af de oversatte Lystspilnyheder gjorde Picards "Alcalden i Molorido", meget maadeligt og usikkert spillet, slet ingen Lykke; de to Treactsstykker "Den Gjerriges Datter", som heller ikke skulde glæde sig ved en fast, livfuld Fremstilling, og "Paul Clifford", der gik bedre, uden i nogen Rolle at blive spillet glimrende, vandt vel Bifald, men holdt sig ikke i Repertoiret. Større Lytte havde Eenactsstykket "Enkens Mand", der var givet ypperligt af de franske Skuespillere, men i to Roller: Fru [sideskift][side 298]de Vertpré, som spilledes mesterligt af Fru Heiberg, og Leon, der gaves med megen Anstand og Livfuldhed af Holst, fandtes at overgaae deres Udførelse. Det interessanteste ny Lystspil var "En Criminalproces", i tre Acter, af Rosier. Endskjøndt det revsede en hos os aldeles ukjendt Feil: Damernes Lyst til at besøge Criminalretterne og gotte sig ved deres Forhandlinger, vakte det, ved den meget originale Behandling i en fortræffeligt anlagt Plan, mange særdeles effectfulde Situationer og aandrig Dialog, en saa almeen Interesse, at det af Directionen burde være holdt i Repertoiret, som et af dets meest udmærkede nyere Lystspil, saameget mere da det blev ganske fortræffeligt spillet, navnlig af Fru Heiberg, der udførte Claras høist interessante, men vanskelige Rolle med henrivende Finhed, Følelse, Værdighed og qvindelig Ynde; og Phister, som ved Varme, ypperlig Charakteristik og megen comisk Kraft, gjorde Grantois til en af sine originaleste og meest fuldendte Lystspilroller.

Fik Repertoiret i denne Saison kun et ringe Udbytte af de nye Skuespil, da fik det et endnu langt ringere af de nye Syngespil. Det første: "Den Fredløse", et stort Treactsstykke, med Musik af Adam, opnaaede, efter en med megen Anstrengelse dreven Instudering, der ikke førte til nogen tilfredsstillende Udførelse, hverken med Hensyn til Spil eller Sang, kun to Forestillinger, der begge ledsagedes af en stærk musikalsk Oppositions skarpe Mishagsyttringer. Det andet: "Schweizerhytten", i een Act af Scribe og atter med Musik af Adam, fandt, ved nogle gratiøse og piquante Melodier, der ingenlunde udmærkede sig ved at være charakteristiske, og en vakker Udførelse af Mad. Kragh, og Schwartzen, en taalelig Modtagelse, endskjøndt Stykkets tredie Person, Sergeanten, blev saa uheldigt givet af [sideskift][side 299]Faaborg, at man strax maatte ombesætte den med Kirchheiner, som udførte Rollen noget bedre, men ikke mere kunde tilfredsstille i et betydeligt Sangpartie. Det næste Syngestykke, "Lastdrageren", i tre Acter af Scribe, med Musik af Gomis, havde ogsaa kostet megen Møie at bringe paa Scenen, men faldt, meget maadeligt udført, ved første Forestilling. At det ogsaa med det fjerde og sidste Syngestykke: "Slottet ved Ætna", i tre Acter, vilde gaae uheldigt, frygtede Directionen aldeles ikke for; tvertimod, den var fast overbeviist om, at det ved Marschners Musik, der endydermere skulde være et endnu ypperligere Værk end "Hans Heiling", vilde gjøre stor Lytte og mange Gange give fuldt Huus. Det blev besat med Syngespillets bedste Kræfter, indstuderet med største Omhu og udstyret ualmindeligt fuldstændigt og glimrende, da Kirstein med usædvanlig Liberalitet bevilgede Alt, hvad der fra Costumets, Decorationernes og Iscenesætningens Side kunde give Opførelsen Glands. Med Hensyn til Musikens Ypperlighed slog Formodningen ikke feil: Compositionen var udført med en Genialitet, som vakte Beundring; Varme og Yppighed i det Melodisk, Kraft og sjælfuldt musikalsk Udtryk udmærkede hvert enkelt Musikstykke. Ogsaa Udførelsen var fortræffelig: Mad. Simonsen sang Adelheids store og vanskelige Partie med en Styrke, Smag og Følelse, som fremkaldte et meget levende Bifald; Hansen overraskede, som Marchese del Orco, baade ved imposant Udvortes, sit livlige Spil og et særdeles kraftfuldt Sangforedrag; Schwartzen udførte Elskerens Syngepartie med megen Bravour og gjorde især ualmindelig Lykke ved en glimrende Udførelse af den store Arie, et af de skjønneste Musikstykker, der ere skrevne for en Tenor; Sahletz sang ei alene Fiamettos Partie fortræffeligt, navnnavn-ligen [sideskift][side 300]ligen den skjønne Arie, for hvilken han ved Varme og Udtryk indhøstede stormende Bifald, men gav ogsaa i Spillet den infernale Page med megen Raskhed, og selv Dandsene, som vare componerede af Funck, optoges usædvanligt gunstigt. Endelig gjorde ogsaa Udstyret megen Virkning, fornemmelig dog en af Christensen med levende Phantasie udkastet og mesterligt udført storartet Havedecoration, der modtoges med stærke Bifaldsyttringer. Men saa grundurimelig og uinteressant var den af Fandens kunster, Spøgerie og absurde Mirakler vrimlende forvirrede Scenerække, hvilken Klingemann havde sammenkludret for Componisten til Text, at Musikens og Udførelsens ualmindelige Fortræffelighed ikke kunde forsone Publikum med dens Miskmask; ethvert Musiknummer blev stærkt applauderet, men Indtrykket af det Hele var i den Grad uhyggeligt, at den tredie Forestilling kun gav lidt over halvt Huus, hvad der bevægede Directionen til med den at henleegge et musikalsk Mesterværk, der med usædvanlig Bekostning og Møie var bragt paa Scenen saaledes, at det var baade Componisten, Personalet og Theatrets Bestyrelse til stor Ære.

Balletten "Sylphiden", der var en af Bournonville med megen Smag og Omsigt, efter den danske Scenes Kræfter, foretagen Bearbeidelse af Taglionis »la sylphide«, optoges med stort Bifald. Det ret egenlig for Balletfremstilling egnede Stof var behandlet i en sindrigt anlagt Fabel, der, ikke afbrudt ved adspredende Episoder, gav mange udmærket skjønne Situationer, som vare mesterligt benyttede til overraskende rige Tableaur. Jfr. Grahn gav Titelrollen fortryllende: den luftige Lethed i Bevægelserne, den fine Ynde, som hvilede over hendes hele Væsen og en [sideskift][side 301]saadan Virtuositet i Dandsen, at der aldrig paa vor Scene var seet Mage dertil, gjorde hende til en ægte, poetisk skjøn Sylphide og fremkaldte, især i anden Act, mange Udbrud af begeistret Bifald. Bournonville udførte den mimiske Deel af James's Rolle med megen Ild i det lidenskabelige Udtryk og dandsede med stor Vigueur. Musiken var den første dramatiske Composition af Herman Løvenskjold og et i de fleste Nummere særdeles vellykket Arbeide. Af den musikalske Clique havde der været anvendt ualmindelig stor Iver for at forudindtage Publikum til en saa ringe Mening om den unge Mands Dygtighed, at der inden Opførelsen taltes meget om, at hans Musik skulde finde en Modtagelse, der nok skræmmede ham fra et nyt Forsøg paa at optræde som "vore geniale Tonedigteres" Medbeiler. At han var Baron maatte endogsaa anvendes til at vække Fordom imod hans kunstneriske Evner: som Adelig, hed det, var han naturligviis en blot Dilettant, der skulde protegeres af Hoffet, som viste Ligegyldighed for de danske Componister, der skreve correct og i reen Smag, hans Genie gjorde Cabalen tilskamme: Musikens Livfuldhed, mange eiendommelige og smukke Melodier, charakteristisk Udtryk og den effectfulde Instrumentering behagede Publikum meget, og Chicaneriet førte kun til at Compositionen blev roest mere, end den uden det vilde være bleven. Ogsaa Christensen fandt i denne Ballet Leilighed til at give et glimrende Beviis paa Genialitet ved et mageløst skjønt udført grandiøst Skovpartie. En saa tro og poetisk Fremstilling af Naturen havde man endnu aldrig seet paa den danske Scene: det syntes at man frit kunde vandre omkring imellem de herlige Bøgestammer, i hvis friske Kroner Bladene hang saa levende og lette, som om Vinden bevægede dem. — "Don Qvixote [sideskift][side 302]ved Camachos Bryllup" var en allerede i sin Idee uheldig Balletdigtning. Hverken Helten eller hans Sancho Pansa kan blive moersom ved blot mimisk Fremstilling; thi hvad der gjør dem til virkelig comiske Charakterer er deres Tanker og Ideer; dersom disse ikke udtales med Ord, ville Tilskuerne ikke kunne forklare sig deres Handlinger som andet end Yttringer af en uinteressant Galskab. Da det ikke her var lykkedes Bournonville saa godt som i "Faust", med en Mængde skjønne Enkeltheder, at dække Stoffets Uskikkethed til Ballet, men selve Hovedpersonen, ved stiv og gravitetisk bestandig at vise sig i Rustning fra Top til Taa, henvendte Opmærksomheden derpaa, opnaaedes kun to Forestillinger.

Alle denne Saisons fire Debutanter blev af stor Betydenhed for Skuepladsen, endskjøndt de tre ikke dengang vakte nogen Forventning derom. Adolf Rosenkilde, der endnu var meget ung, men allerede havde et godt Udvortes for Scenen og en, om ikke smuk og sonor, dog meget tydelig Talestemme, gav sin Debutrolle, som var ham dobbelt vanskelig, da hans Fader havde været hans ypperlige og særdeles yndede Forgænger, med Forstand og uden mindste Overdrivelse, sagde mange Replikker tørt comisk med megen Naturlighed og bevægede sig paa Scenen med en hos en Debutant sjelden Ro og Bestemthed. Men det lykkedes ham ikke saaledes at lægge Liv og Lune i Fremstillingen, at han rev Publikum med sig. Endskjøndt han fandt god Optagelse saavel i denne Rolle som i Klister i "De Uadskillelige" og Henrik i "Kong Salomon og Jørgen Hattemager", hvilke han senere udførke, følte han sig bevæget til at søge et Theater, ved hvilket han kunde finde større Leilighed til at udvikle sit Talent, end der her [sideskift][side 303]var at vente, og gik til Christiania, hvor han snart vandt Anseelse som smagfuld dygtig Charakteerfremstiller og holdt sig i stor Yndest indtil han vendte tilbage til Kjøbenhavn med Engagement ved Casinos Theater, og paa det strax vandt et saadant Kunstnernavn, at han siden, efter Tilbud, igjen kom til det kongelige Theater. — Om Christian Lunov Laasby Ferslew, som ikke endnu var 19 Aar, lod sig ikke efter hans Debut sige Andet, end at han var et temmelig høit, smukt Menneske med en noget dyb Talestemme, bar sig frit og naturligt, viste en beskeden Sikkerhed i sin Fremtræden og havde et tækkeligt Væsen, der forraadte Dannelse og god Tone. As Fremstillingstalent var der ikke meget at spore i hans Udførelse af Rollen; han sagde sine Replikker med rigtig Betoning og sang Viserne ret smukt, men uden erotisk Følelse i Henvendelsen til Lovise og uden Begeistring i den smukke Romance: "Min Herre, viid, De staaer paa Danmarks Grund,": han var en af de Debutanter, hvorom man siger: "Det er meget uvist, hvad han vil blive til." — Dette maatte dog med endnu større Grund siges om Michael Rosing Wiehe efter hans første Optræden. Ingen skulde af den have ahnet, at han engang vilde blive den danske Skuepladses, med Rette, beundrede første Elsker, der blot ved sin Stemmes Klang, Charakteer og lette Sløifninger kunde have Magt til at tolke de ømmeste, blideste Følelser, der uden en Bevægelse, blot ved sin Holdning og sit Blik, kunde give sig den ædleste Anstand, og som skulde henrive ved sit Spils inderlige Forening af Skjønhed og Natur. Han var dengang vel kun noget over 17 Aar, saa at hans Evner ikke endnu kunde være udviklede, men disse syntes i deres Natur at være for tarvelige til at der kunde ventes mere end det AlAl-mindeligste [sideskift][side 304]mindeligste af det berømte Kunstnerpar Rosings Dattersøn, hans Legemsbygning lod til at ville faae en for Scenen heldig Høide, men der var ikke noget Tiltalende i hans Udvortes; Holdningen var urolig, Bevægelserne uskjønne, Blikket usikkert omfarende og noget skelende. Det ikke svage, men noget utydelige Mæle blev, ved et stærkt fremstødt Foredrag, hvori opbrusende Trods var mere fremtrædende end lidenskabelig Varme, mere tykt og huult end det maaskee var af Naturen, men vakte ikke Ahnelse om, at det med Tiden kunde blive bøieligt og skjøntklingende. End ikke de, som bedst kjendte ham og hans Evner, vovede i Begyndelsen af hans Kunstnerliv med Bestemthed at udtale betydelige Forventninger; kun vare de enige om, at der i hans besynderligt indesluttede Væsen rørte sig levende Phantasie og en Følelse, der med Tiden vilde komme til Frembrud, at han havde en sjelden fast Villie og Jernflid, naar det gjaldt om at overvinde Hindringer, hvorfor han snarest vilde komme til Kraft ved de Evner, der syntes ham mindst givne af Naturen, og at det ikke var den hos Ungdommen saa gængse Lyst til Theaterlivet, men en dybtbrændende høi Begeistring for Kunsten, der havde ført ham til at kaste sig ind paa, hvad han efter sin urokkelige Overbeviisning havde Kaldelse til at udmærke sig i. Ogsaa hørtes snart, ikke uden Spot af dem, der enten havde den blotte Routiniers Betragtning af Kunsten, eller af Naturen vare udstyrede med Alt og allerede havde glemt, hvorledes C. Winsløws Flid havde skaffet hans ringe Naturgaver Mesterskab imod dem, at Wiehe i Stilhed var uafladelig sysselsat med at skole sine Fremstillingsmidler, fornemmelig Taleorganet, og at han, uden mindste bemærkelige Stræben efter at komme frem i noget Betydeligt, forberedede sig til [sideskift][side 305]at overraske med det Store. — Hos en anden af denne Saisons Debutanter, der, til stort Tab for det Ædles og Skjønnes Herredømme paa den danske Skueplads, desværre kun en kort Tid blev en af Scenens herligste Prydelser, var det ikke mindre dyb poetisk Følelse og reen Kjærlighed til Kunsten, som gave Tilskyndelsen. Clotilde Natalia Septima Ryge, paa hvem en særdeles omhyggelig Opdragelse allerede tidligt havde virket i høi Grad aandsdannende, var ved Læsningen af Oehlenschlägers Tragedier og sin Faders, som en Cultus drevne, Indstudering af sine Roller den bleven saa begeistret af dem, at det stod for hendes Tanke som den høieste Lykke at blive værdiget Udførelsen af deres store qvindelige Charakteerskildringer. Egenlig var det blot denne Lykke, hun havde for Øie ved at ville betræde Scenen, og kun ved den levende Forestilling om dens Storhed fik hun Mod til at tilstaae Faderen sit Ønske og sjælfuld Veltalenhed til saaledes at indtage ham for det, at han, efter med Varme at have gjort hende Forestillinger derimod, lod sin ellers saa faste Villie bevæge, troede paa hendes Kunstnerkald og tillod hende at vove Forsøget. Hun var ved sin Fremtræden i Besiddelse af Alt, hvorved hun, med sin store aandige Begavelse, maatte ventes at kunne blive en udmærket Kunstnerinde: Ungdom, en smuk, rank Figur, som hun bar frit og med megen Anstand, en hos Begyndere usædvanlig rhythmisk Skjønhed i Bevægelser, et fiint formet interessant Ansigt, livfulde, talende Øine og et særdeles velklingende og bøieligt Taleorgan. Hendes hele Personlighed gav Indtrykket af en intelligent og ædel Natur. Valget af Valborg til Debutrolle var efter hendes Hjerte, men ikke efter hendes Talents Retning. I det blide Erotiske og tungsindigt [sideskift][side 306]Sværmende havde hun mindst naturlig Evne til at rive Tilskuerne med sig, og endnu savnede hun det Herredømme over Tone og mimisk Udtryk, hvorved hun siden opnaaede det igjennem Kunst. For at give sit Foredrag elegisk Farve troede hun desuden ikke at turde bruge sit fulde friske Organ, hvorved hun kom til at tale for sagte. Flere Steder i Rollen gav hun heldigt, Afskedsscenen i tredie Act endog fortræffeligt, og hendes Versfremsigelse var gjennemgaaende correct og smuk; men Fremstillingen i det Hele bar ikke det Præg af den stille, sværmersk elskende nordiske Qvinde, som hun søgte at give den, og det Bifald, hendes Udførelse vandt, gjaldt mere det Talent, som aabenbarede sig deri, end dets Anvendelse paa Rollen. Hendes anden Debut, som Miss Millner i "Formynder og Myndling" var destomere glimrende. Her var hun i en Sphære, hvori hendes Talent strax gjorde hende hjemme: smuk Holdning, ædel Anstand, let, naturlig Elegance i Comportementet, elskværdig Flygtighed, varm Følelse og megen Fiinhed i Nuancering smeltede sammen til at give Fremstillingen en Livfuldhed, Bestemthed og rondeur, som gjorde stor Virkning og fremkaldte levende Bifaldsyttringer. Endnu heldigere var hendes tredie Debut, hvortil hun atter havde valgt en af de oehlenschlägerske Tragediers Elskerinder, men som tilsagde hendes Talent langt bedre end Valborg. Til Harriet i "Tordenskjold" var hun udstyret med ypperlige aandige og legemlige Naturgaver, og hvad der siden i høi Grad kom til at udmærke hendes Fremstilling af Elskerinderoller: at hun gav dem Charakteer, fremtraadte allerede hos Begynderinden med megen Styrke. Der var Forstand og Phantasie i Opfatningen, Natur og Energie i Udførelsen. Verdensdamens fiint muntre Tone. [sideskift][side 307]den aandrige unge Piges høie Begeistring for det Skjønne og Store, en ædel Kjærligheds heftige Fyrighed og heroisk Smertes Pathos sammensattedes fortræffeligt i den med megen Bestemthed anlagde Charakteerskildring og fik et ligesaa skjønt som livligt Udtryk ved det Gratiøse i hendes Bevægelser, Minespillets sandhed og det sjælfulde Foredrag, der først gav hende Leilighed til ret at vise Talestemmens allerede dengang betydelige Bøielighed, Omfang og Kraft. Publikums enthusiastiske Bifald vidnede om, at det ved denne Rolle var kommet til fuld Erkjendelse af hendes ualmindelige Talent for baade den høiere Comedie og Tragedien.