[side 211]Det Mærkeligste i denne Saison var et Par store Tab og usædvanlig mange Tilgange i det Artistiske, C. Winsløw havde været meget afkræftet siden Overanstrengelsen ved at udføre Ludvig den Ellevte, hans sædvanlige SommerSommer-ophold [sideskift][side 212]ophold i Gjentofte syntes at styrke ham noget, men han følte, at han ikke derved vilde komme saaledes til Kraft, at han kunde betræde Scenen. Sit hele Haab satte han da til for en Vinter at kunne leve i det sydlige Frankrig eller Italien, og ansøgte Directionen om at skaffe ham Understøttelse dertil. Det var imidlertid en Tid, hvori man ei alene fornemmelig saae paa Kassens Fordeel, men mere søgte denne i Udgifternes Afknappelse, end i Forøgelse af Indtægten ved de kunstneriske Kræfters indsigtsfulde Anvendelse. Winsløw fik Afslag, og med sit sidste Haab tabte han den Sjælsstyrke, der hidtil havde holdt det svage Legeme opreist. Han maatte søge Sengen og gik fra dette Øieblik saa aldeles under i Svækkelse, at han i Sygdommens sidste Maaned, maalløs og kun nu og da med svage Yttringer af Bevidsthed, laae som levende død. Winsløws Bortgang i en Alder af ikke 39 Aar var i mere end een Henseende et uopretteligt stort Tab for Skuepladsen. Han var ret egenlig Charakteerskuespiller: han tilfredsstillede aldeles ikke sig selv, naar han ikke følte, at han i Coulissen ganske havde aflagt sit Jeg og paa Scenen, i Udseende, Bevægelser og Diction, fuldelig var den Person, som han ved Phantasie og Studium havde fundet i den givne Rolle. Saa levende begeistret han end var for sin Kunst, saa ivrig han end stræbte efter at komme til at vise sig for Publikum, var han derfor, efter at have opnaaet kunstnerisk Modenhed, særdeles utilbøielig til at spille endog de taknemmeligste Roller, naar, som han sagde, "enten hans lille spinkle Figur ikke forslog til at skaffe dem deres rette Legeme, eller han ikke kunde overstrømme dem med det Lune, der brusede i hans Phantasie, men dog ikke havde Kraft nok til at sprænge hans Reflexions fordømt stærke Sluse og [sideskift][side 213]skaffe sig frit Løb." Allerede denne strenge Afholdenhed fra, hvad hans Fremstillingsmidler ikke formaaede at give ham fuldstændigt Herredømme over, gjorde, at hans Repertoire maatte blive ringe i Forhold til den store Anseelse og Yndest, hvori han stod hos Publikum, og sjeldent fik det en ham kjær Forøgelse ved Bestyrelsens umiddelbare Beslutning, thi endnu stod han, formedelst den lidenskabelige Heftighed, med hvilken han aabent udtalte sig om Directionens Mangel paa Interesse og Ærbødighed for Kunsten, i megen Ugunst hos Holstein, der vel nu erkjendte hans Genie, men, langtfra at ville føie hans Ønske om Fremtagelsen af nogle Stykker, i hvilke han ventede at kunne give store originale Charakteerfremstillinger, søgte at undvære ham hvor det kun var muligt, "da han var et uroligt Hoved, som ikke hverken Directionen eller hans Kammerater vilde kunne nyse op med, dersom man altfor meget gav ham Tøilen." Imidlertid, var Antallet af hans Roller ikke stort, saa var enhver af dem et Mesterværk, der saameget mere blev Scenen til Glands og Hæder, som dyb, kraftig og klar Charakteerfremstilling dengang begyndte at høre til Sjeldenhederne. De ved hans Død ledigblevne Roller, som i hans Hænder havde været af stor kunstnerisk Betydenhed, vare siden, endog med den bedste Besætning, der kunde skaffes dem, blot mere eller mindre matte Efterligninger af sjælfulde Originaler; for Publikum vare de tabte som Kunstværker, for de unge Skuespillere som herlige Mønstre til Studium og Smagsdannelse. Hvorvel Tabet i sidste Henseende dengang blev mindst følt, var det i den sikkert væsenligst for Skuepladsen paa en Tid da smaaligt Effectspillerie, overfladisk Charakteeranstrøg, Usikkerhed i Rollens Ord og den deraf følgende saakaldte Snakken-sort [sideskift][side 214]mere og mere tog Overhaand i det mandlige Personale og tillistede sig Indpas hos Publikum. Den store Virkning, som hans Spil, uden at søge Effect igjennem andet, end det mimiske og declamatoriske Udtryk, der stricte udgik fra hans Anlæg af Rollen, opnaaede ved overordentlig Correcthed, Tilslutning til de Medspillende, naturlig Nuancering og streng Fastholden ved den poetisk opfattede Charakteer, vilde baade have skærpet Publikums Kunstsands og været de talentfulde Yngre en kraftig Opmuntring til at søge Bifald ved Fremstillingens kunstneriske Sandhed, hans gavnlige Indskydelse maatte i denne Henseende være bleven saameget større, da man ikke, naar der endelig skulde være en Instructeur til Veiledning for Elever, længer vilde kunne have undgaaet at udnævne ham dertil. Frydendahl besattede sig slet ikke mere dermed, Lindgreen kun meget lidet, og altid skadende naar det ikke blot gjaldt om at forberede en Rolles Udførelse i hans eget Fag. Ryge var et stort Mønster, men havde hverken Tid, Evne eller Taalmodighed til at bortskibe Begynderfeil og udvikle Roller, og Nielsen frembragte, som Rahbek havde skrevet, kun Drivhuusvantrivninger. Winsløw havde allerede heldigt tjent et Par Talenter med den eneste rigtige Instruction: Veiledning til at førstaae og føle Rollen, Rettelse af Feil i Diction og Bevægelser, og Livliggjørelsen af Smag og Kunstaand. Blandt Theatrets Dygtige var han den, der i Theorie og Praxis meest gav Borgen for, at han ikke vilde danne Efterabere, men lade Talentet udvikle sig frit efter sin Natur og kun lede det til smagfuld Anvendelse. Han havde et skarpt Blik til at opdage alt Uskjønt, ualmindelig Sands for Malerie og Poesie, megen psychologisk Indsigt, Bevandrethed i de bedste dramaturgiske og dramatiske Værker, [sideskift][side 215]og stor Gave til at tydeliggjøre Begyndere Situation, Personernes gjensidige Forhold og det rette Udtryk for Affect og Lidenskab; han var ikke eensidig, men interesseredes af ethvert Talent, naar det blot yttrede sig aandfuldt, og hans Heftighed, som Holstein altid tog til Paaskud, naar han modsatte sig hans Udnævnelse til Instructeur, yttrede sig i Grunden kun imod det Falske, Svulstige og smagløst Overdrevne, men blev flammende Begeistring, hvor han fandt Sandhed og Poesie. Det havde en meget uheldig Indskydelse paa Skuepladsens Fremtid, at netop paa samme Tid som denne frelsende Kraft gik tabt, kom dens fuldstændige Modsætning til Virksomhed. Da Winsløw var død fandt Directionen ikke længer Betænkelighed ved at skabe endnu en Instructeur. Stage blev den femte; rigtignok for Øieblikket kun af Titel, men med Løfte om den første ledige Gage, saa at han kunde siges at have opnaaet den Post, hvorom han flere Gange havde ansøgt, støttet paa, at han havde forberedet flere Elever med erkjendt Held. Dette var fuldkommen rigtigt forsaavidt som han, ved at foregjøre et Par Sangere Alt, endog nogle bestemte Ansigtsbevægelser for visse Affecter, til nøie Efterligning, havde afrettet dem til at staae, gaae og agere saa paafaldende bedre end ved deres første raa Fremtræden, at Mængden ikke kunde andet, end i denne Dressur finde deres betydelige Fremgang i Spil. Skjøndt Holstein ingenlunde var nogen dannet Dramaturg, havde hans af Naturen gode Øie for Fremstilling faaet saa stor Øvelse, at han vel saae, hvor lidet der ved denne Marionetforfærdigelse var vundet Noget for Kunsten, men allerede det, at den skaffede Syngespillet, Hoffets og hans Skjødebarn, et taaleligere Udseende, var ham nok for at finde den et fortjenstfuldt Arbeide, som [sideskift][side 216]burde lønnes med et fast Lærerembede. Til at være virkelige Talenters Veileder var ingen af Theatrets ansete Skuespillere mindre skikket end Stage. Han havde ikke studeret sin Kunst hverken igjennem Læsning eller Menneskegrandsken, men kun uddannet sit naturlige Fremstillingstalent ved opmærksom Betragtning af Andres Spil og selv at spille efter de Bedstes: fortræffelig og ganske i sit eget Element var han blot hvor han kunde virke ved Anstand, Verdenstone, Munterhed, Ironie og behagelig Personlighed; endeel af hans Charakteerroller, som Grev Geert, Gregorius i "Nonnerne", Meinau i "Menneskehad og Anger" o. fl., vare kun en særdeles heldig Efterligning af ypperlige Forbilleder; de gode af hans egen Opfindelse skyldte han mere et lykkeligt Greb, end Gjennemtænkning af Opgaven; og ikke saa havde deres hele Væsen af blot udvendige, undertiden stærkt overdrevne, Egenheder i Udseende og Bevægelser. Originalitet, psychologisk Indblik i dybe Charakterer og poetisk Aand laae udenfor hvad der var ham Kunst. Det han savnede for sine egne Roller kunde han naturligviis ikke anvende for at klare sine Elevers Begreb om deres, saameget mindre da disse ikke brugtes som af ham valgte blotte Forøvelser, men vare af Directionen til Udførelse bestemte Partier, hvilke han i Almindelighed kun kjendte løseligt til. Instructionen bestod derfor væsenlig i en, lige fra Rollens Begyndelse til dens Ende, blot efter Skjøn om hvad der "vilde gjøre Effect eller tage sig smukt ud," foretagen Dressur af Eleven efter hvad Excerceermesteren foreviste ham. Derved var det vel muligt at opstylte Noget, hvormed en begyndende Sanger kunde i et livfuldt Partie bringe Publikums Masse til Forbauselse over hans allerede fortræffelige Spil, men i dialogiserede Scener, hvor Musiken [sideskift][side 217]ikke bar Afretningen iveiret, faldt denne ned til Grimasse og Affectation. Ogsaa kom Stage kun til at anvende denne Instructionsmethode, — der, endnu mere end hans af Kunsten ubundne Spil, var Winsløv til en Forargelse, som han idelig gav Luft i bittre Sarcasmer, — paa Sangere; thi hos selvtænkende Talenter vakte Afretteriet en saadan Ringeagt og Modbydelighed, at de, med Fare for at mishage Directionen, unddroge sig det. Følgen deraf var imidlertid, at det omsider blev klart, hvorledes der ikke for den begavede Begynder var en Eneste, til hvem han kunde henvende sig om den Orientering, hvilken netop den Talentfulde meest føler, at han ved Indtrædelsen paa Kunstnerbanen trænger til. Da var det først, at det ret kom til Erkjendelse, hvad der for den fremtidige artistiske Udvikling var tabt ved, at en i Theorie og Praxis saa udmærket Kunstner som Winsløw var død. — Ogsaa Balletten leed et meget betydeligt Tab. Mad. Kretzmers Helbred var saa svækket, at hun, efter i Begyndelsen af Saisonnen at have gjort Tjeneste med Anstrengelse, maatte for en Tid melde sig syg. Da hun atter kunde deeltage i Prøver bestemtes Dagen til den første Opførelse af den nye Ballet. "Tyrolerne", hvori hun skulde spille Sophy. Hun bad, at den, paa Grund af at hun ikke endnu tilstrækkeligt havde samlet Kræfter, maatte blive udsat en Uge. Svaret var, at hun, uden Anklage, Undersøgelse, Lov og Dom, øieblikkeligt blev afskediget uden Pension. Denne haarde Vilkaarlighed imod en ung meget yndet Kunstnerinde var saameget fordømmeligere, da Directionen paa samme Tid respecterede en den vitterligt foregiven Sygdom og i hele Saisonnen lod Theatret betale en Tjeneste, der stadigt blev det negtet. Da Jfr. Catharine Ryssländer var bleven gift [sideskift][side 218]med Capelmusikus S. Simonsen, en udmærket Violinvirtuos, gjorde hun, tilskyndet af ham, Fordring paa en meget betydelig Gageforhøielse, og for ved sin indbildte Uundværlighed at tvinge Directionen til strax og ubetinget at gaae ind derpaa, havde hun allerede førend Saisonnens Begyndelse indgivet en Sygdomsanmeldelse, hvilken Holstein, langtfra at gribe til nogen af de strenge Forholdsregler, som han havde tilladt sig imod Mad. Kretzmer, lod gaae for gyldig i den Grad, at hun, uden at det engang blev gjort hende til Pligt at holde sig inde, ikke en eneste Gang viste sig paa Scenen i hele Saisonnen. Ved dens Slutning forlangte hun, som et sidste stort Forsøg paa at sætte sin Fordring igjennem, sin Afsked. At den blev givet hende uden Pension frembragte imidlertid saadanne Omstændigheder, at hun søgte Forlig med Directionen, der paa sin Side opfyldte hvad hun, i Forhold til andre for Theatret vigtige Personers pecuniaire Stilling, med Billighed kunde forlange, hvorefter hun den 18de April 1837 atter begyndte Tjeneste som Ansat.

Christiane Ryssländer, en Søster til Mad. Simonsen, og Emilie Lassen, en halvvoxen Pige, der siden, som Mad. Sichlau, blev en yndet Provindsskuespillerinde, viste Begge Talent og vandt Bifald, men forlode desuagtet Theatret strax efter deres Fremtræden. Jfr. Holst, en ung, temmelig høi og smækker Pige med et smukt, ædelt Ansigt, havde en ikke meget stærk, men omfangsrig og behageligt klingende Sopran. Dersom hun med det hende naturlige blide, elegiske Væsen, som var hende særdeles klædeligt for Agathe, hvori hun baade ved Spil og Sang gjorde megen Lykke, havde forenet Aand og varm, inderlig Følelse, vilde hun, i det mindste i alvorlige Roller, være bleven en udmærket [sideskift][side 219]Syngespilelskerinde, men medens hun ved megen Flid gjorde betydelige Fremskridt i det Musikalske, kom hun i Fremstillingen aldrig ud over at være en, ved smuk Personlighed og Tournure, saa tækkelig Fremsigerinde af en Rolle, at hun, hvor Spillet var af Vigtighed og Sangpartiet ikke fordrede stor Bravour, blev foretrukken for de to Førstesangerinder. — Den 17de Juli 1834 havde et "slesvig-holstensk Hoftheaterselskab", under Direction af Bornholdt og Schlemüller, paa Vesterbroes nylig opførte Theater aabnet en Række tydske Forestillinger af Operaer og Skuespil. Begyndelsen skete med Boyeldieus "Johan fra Paris", hvori Senechalen udførtes af Fackler, ubetydelig som Skuespiller, men en musikalskdannet udmærket Bassist, som det kongelige Theater ikke dengang havde Mage til; Prindsessen af Dem. Fischer, der var en routineret særdeles god Bravoursangerinde; Pagen af Mad. Christiany, en smuk lille Dame, som ved behagelig Stemme, smagfuldt Foredrag og vakkert Spil siden gjorde megen Lykke paa de første tydske Theatre; og Titelrollen af Georg Seest. Denne var en lille vims, altid kneisende Fyr, med et Ansigt, der havde et staaende Udtryk af godmodig Suffisance, runde Manerer, Affectation i baade Fryd og Smerte og en frempresset tør og gehaltløs Tenor, hans Spil var en blot udvendig Livlighed i tydsk Comediantstiil. I sin første Indtræden kastede han Hatten høit iveiret mod een Krog af Værelset, Kappen mod en anden, og begyndte derpaa at rumstere med idelig Spadseren omkring og stærk Gesticulation under sin af al Magt fremskregne Arie. Dette uægte Væsen fremkaldte rigtignok stærke Mishagsyttringer, men de overdøvedes med en umaadelig Jubel af Mængden, som i den uophørlige Bevægelighed fandt ildfuldt Spil og [sideskift][side 220]i den kjække Syngenløs et brillant Foredrag. Det eneste Tiltalende i den hele Præstation var enkelte cantabile Tirader, som virkelig vilde have klinget særdeles smukt, dersom han havde havt en frisk, klangfuld Stemme. I sine følgende store Roller: Zampa, Othello og Fra Diavolo, var han i Et og Alt ganske den Samme; ogsaa fandt de samme Optagelse: stærk Hyssen og tordnende Bifald. Mængdens Smag var ogsaa Prindsernes og Prindsessernes; de, og naturligviis deres Omgivelser med, fandt, at han, som een af dem begeistret udbrød efter "Othello", var "eben so trefflich als Sanger wie wunderschön als Schauspieler", og da Kirchheine, ved i høi Grad at forsømme sit Talent, begyndte at gaae tilbage, overhængte man Holstein om, at han dog skulde see at erobre et saa udmærket Subject for Operaen. Holstein, der havde altfor sund Musiksands til at hylde den Mening, hvilken han som Hofmand maatte give Medhold, søgte længe at undvige, ved at gjøre opmærksom paa, at Seest ikke kunde tale Dansk, men dette ansaae man aldeles ikke for nogen Vanskelighed, thi det kunde jo let læres. Saa blev han da engageret, optaget i Sibonis Syngeskole og fik en Lærer i Dansk. Ved Optrædelsen paa det kongelige Theater var han i ingen Henseende bleven bedre, men havde derimod, ved den Tvang, som Udtalen paalagde ham, tabt endeel af den Qvikhed, der havde gjort hans Lykke paa Vesterbro. Stormende Bifald undertrykte vel den første Aften nogle Mishagsyttringer, men det mærkedes let, at Publikum var begyndt at komme til Besindighed, og det varede ikke længer end til næste Saison førend Mishaget saaledes fik Overhaand, at Directionen sandt det raadeligt, kun at bruge ham til enkelte Sangreplikker og i Chorene. — Den anden [sideskift][side 221]debuterende Tenorist, Rasmus Christian Faaborg, en flink Student, var et fuldstændigt Modstykke til Seest. Med en høi, colossal, ikke velbygget, Figur forenede han en stærk, klangfuld og meget bøielig Stemme af stort Omfang, hvilken han brugte med en saadan Sikkerhed og Virtuositet, at han, uagtet sin Tilbøielighed til at fremstøde Tonerne paa Consonanterne og Mangel paa Følelse i sit forresten kraftfulde Foredrag, gjorde stor Lykke som Bravoursanger, hans for en Theaterelsker ikke heldige Udvortes kunde kun gjøre ham skikket for Syngespillets Helteroller, og selv dem kunde han kun sjeldent gjøre sig klædelige, da han ikke blot savnede Fremstillingstalent og udtrykle Lidenskaber mere med convulsiv Heftighed, end med Varme, men ogsaa virkede stødende ved en Ubehændighed, som han ikke omhyggeligt nok søgte at afvænne sig. Han fik kun faa Roller, hvori Publikum oversaae Manglerne i hans Spil paa Grund af en ypperlig Sangudførelse. — En Forøgelse af meget stor Vigtighed for Lystspillet fik Personalet i den 18aarige Lovise Petrine Amalie Petersen. Til en middelhøi, særdeles heldig Theaterfigur havde hun et smukt, opvakt Ansigt, der med megen Bestemthed, men dog let, fiint og naturligt gav enhver Nuance af en livfuld og interessant Soubrettes Udtryk; hendes Talestemme var særdeles tydelig, velklingende og bøielig; Bevægelserne tækkelige og Holdningen fri, uden Prætension. Allerede i sin første Rolle overraskede hun ved en flydende, godt accentueret Diction, livlig Mimik og den Effect, som hun opnaaede med en original tør comisk Fremsigelse af enkelte Smaareplikker. Den glimrende Modtagelse, som hun, velfortjent, havde fundet i denne Rolle, blev hende ikke tildeel ved hendes anden Debut, som Thusnelda i "Stærkodder." Tragisk Aand og Følelse vare [sideskift][side 222]hendes Natur fremmede, og at hun overanstrengte Taleorganet, for ved materiel Kraft at lægge Pathos i Rollen, gjorde det uskjønt. Efter dette uheldige Forsøg anvendte hun udelukkende sin Flid paa det Fag, som Genie gav hende fuldt Herredømme over og hvori hun navnligen blev en Pernille, der ikke i Smag, Lune og comisk Styrke havde været seet Mage til siden Mad. Gjelstrups Tid. — Erhardine Rantzau, 19 Aar gammel, havde et for Elskerinderollen ualmindelig heldigt Udvortes: et meget skjønt, fiintformet Ansigt og en smuk Figur; men hendes Talestemme var, hvorvel særdeles tydelig, af en dyb Grundtone, som gjorde hende vanskeligt at modulere den i det Ømme og Blide, og hun savnede varm erotisk Følelse. Ved Flid og Routine opnaaede hun imidlertid et savoir-faire, der skaffede hende et betydeligt Repertoire og, naar hun ikke, for at søge Effect, lod sig forlede til at forcere sit Spil ind i det Ugratiøse, gjorde hende til en vakker Fremstillerinde i muntre Roller. Havde hun tidligt faaet musikalsk Dannelse, vilde hun være bleven af stor Vigtighed for Syngespillet ved sin af Naturen stærke, fyldige og klangfulde høie Altstemme, som hun nu ikke mere var istand til ved Flid at gjøre saa bøielig, at hun kunde tilfredsstille i et betydeligt Partie. — Ballettens Debutantinde, Lucile Grahn, gjorde stor Opsigt. Hun havde, siden hun i 1829 først kom frem i "Jocko", stadig viist stor Fremgang og vundet meget Bifald i Børnepartier, indtil Bournonville aabnede sin Skole, da han, i Erkjendelsen af hendes ualmindelige Talent, holdt hende udenfor Tjenesten, for særligt at lede hendes Udvikling. I afvigte Sommer havde hun været med ham i Paris, for at see udmærkede Mønstre, og begyndte nu sin egenlige Kunstnerbane. Hendes Debut optoges med [sideskift][side 223]stor Enthusiasme. Hun havde af Naturen en smuk, rank Figur, et behageligt Ansigtsudtryk og megen Gratie i Holdning og Bevægelser; i Virtuositet overgik hun allerede alle de Dandserinder, der i de sidste 30 Aar havde hørt til Personalet: der var i hendes Udførelse en Lethed, Kraft, Ynde, Smidighed og àplomb, som man ikke nogensinde havde seet saa harmonisk forenede. — Hendes Meddandsende i den af Bournonville for hendes Debut componerede pas de deux var Johan Ferdinand Hoppe, 17 Aar gammel, ogsaa en Elev, der ved Bournonville havde faaet en betydelig Uddannelse, saa at han allerede stod i megen Yndest hos Publikum, hans meget lille, forresten smuktbyggede, Figur egnede sig ikke godt for serieux Dands, hvorvel han udførte den med en saadan Kraft og Gratie, at han ogsaa i den vandt stærkt Bifald; men ved stor Elasticitet i Spring, Elegants, smukt afrundede Bevægelser, Lethed og tækkelig Vivacitet var han en fortræffelig Demicharakteerdandser.

Havde Heiberg ikke i to Aar forøget Repertoiret med noget originalt Arbeide, saa berigede han det nu, i "Alferne", med et, der, baade ved Compossition, en rigt vexlende og beundringsværdig nydeligt forbunden Række interessante Scener, poetisk Skjønhed og stor scenisk Effect, er og vil vedblive at være et af de yndigste Phantasiespil, den danske Skueplads eier. Det var en dristig Idee, at ville gjøre et i sit hele Væsen saa utheatralsk Stof som Tiecks henrivende Eventyr "die Elfen" til et Theaterstykke. Netop de Partier deri, som ere skildrede saa livfuldt og med saa glødende Farver, at de for Læseren stille sig høist theatralske, maatte af Heiberg, som en dramatist Digter med Evne til klart at tænke sig den sceniske Virkning, erkjendes for høist utheatralske, allerede fordi det Tiltrækkende i dem ligger i den [sideskift][side 224]fornuftløse Naturs saa yppige Livsrørelse, at Theatret ikke kan fremstille den; Digteren vilde derfor blive nødt til, istedet for dem, at opfinde andre, der, ligesaa poetisk og endnu mere dramatisk skjønne, kunde lade sig udføre med Scenens Materiale. Men selv om hans rige Phantasie gjorde ham dette muligt, frembød Stoffet en Vanskelighed, der syntes at maatte blive uovervindelig. Som første Betingelse for dets poetiske og theatralske Virkning maatte Stykket omfatte et Tidsrum af syv Aar, hvori to af Personerne skulde undergaae betydelig Forandring i Væxt og Alle i Udseende efter deres Alder. Og denne store Vanskelighed for Opgavens smagfulde og poetisk "naturlige Behandling gjorde Digteren sig endnu større, ved ikke at ville adskille Handlingen og lægge det lange Tidsforløb imellem to Acter, men lade baade sine Personer og Tilskuerne gjennemleve de syv Aar i een Act, hans Genie fandt Midler til just derved at give Digtningen dens poetiske Fortryllelse og dramatiske Naturlighed. Der er neppe noget en hans Værker, som viser en saa inderlig Forening af Kløgt i Anlæg og poetisk Fylde i Udførelse. Med megen kunstnerisk Behændighed har han motiveret, at de Personer, der optræde førend Begyndelsen af de syv Aar, ikke komme paa Scenen efter disses Forløb, og at de, som da ere nødvendige til Handlingen, ikke have viist sig tidligere. Undtagelser ere kun Marie og Grimmemann; men ved et Motiv, som baade udgaaer fra Digtningen og forhøier dens Sindrighed og poetiske Skjønhed, har han for den Første bevaret den theatralske Illusion ved at lade hende være stum saalænge hun, med barnligt Udseende, bliver fremstillet af en Anden, end den, der skal give hende som voxen Pige; og det Stødende ved Grimmemanns ForFor-andring [sideskift][side 225]andring af Udvortes under Acten gaaer aldeles bort i hans Persons Eventyrlighed. Endnu mere sindrig og poetisk er den Idee, hvorved Digteren forvandler den sørgelige Udgang, at Egnen gjøres ufrugtbar ved Alfernes Bortgang, til en glædelig ved at deres velgjørende Indflydelse bliver hos den efter Bortgangen, nemlig: at han identificerer Coronata med Diana og lader dennes Kys paa den unge Jægers Mund være Midlet til ei alene anden Gang at gjengive Marie Mælet, som hun har forbrudt ved at røbe Hemmeligheden, men til at vende Feedronningens Vrede til velsignende Mildhed. Geniale Opfindelser ere ogsaa den, endog af Forældrene, tilbagestødte Maries, henrivende skjønt skildrede, Gjenkjendelse ved Henriks Kjærlighed, saavelsom de to comiske Skolemestre i deres Dobbeltgængervæsen og den Maade, hvorpaa de ere indsattede i Eventyret, for, ganske i dets Tone, baade at give det Afvexling og Gemytlighed og at fremme Handlingen. De mange Vanskeligheder havde alle, under den gratiøse Behandling, hvorved det, der var fremgaaet af det dybeste Overlæg, syntes naturligt nødvendigt, forklaret sig til digteriske Skjønheder, og disse formet sig saa theatralske, at endog Fremstillingens reent Materielle, endskjøndt det ingenlunde udmærkede sig ved kunstnerisk Præg og Anvendelse, fik poetisk Effect. Stykket blev spillet med et usædvanligt ypperligt Ensemble og havde mesterlige Fremstillere i Hovedpartierne: Fru Heiberg udførte sin Halvdeel af Maries Rolle med en Friskhed og Ynde i Udtrykket af barnlig naiv Inderlighed og romantisk Aand, der gav den en henrivende Virkning; Mad. Holst — som Jfr. Heger i April 1834 var bleven ved Giftermaal med Skuespiller Holst — imponerede ved sin personlige høie Skjønhed, ædle Fremtræden og følelsesfølelses-fulde [sideskift][side 226]fulde Declamation som Feedronningen; Rosenkildes Grimmemann, kostelig ved et originalt uudtømmeligt Lune og mange Løierligheder i Mimik og Diction, og Phisters mere bestemtholdte moersomme Mannegrim vare to meget burleske Figurer, som gik fortræffeligt ind i den phantastiske Composition, og endelig var Waltz, ved den stille, sværmeriske Tungsindighed, han lagde i sin Optræden, Diction og hele Natur, saa poetisk og i Stykkets romantiske Tone opgaaende, at han i denne Rolle hidtil ikke er bleven overtruffen. Publikum følte sig forunderligt grebet af den Romantikens og Poesiens Kraft, som udgik fra det Hele og førstærkedes ved L. Zincks til Stykkets Aand herligt passende Musik; da Dækket faldt havde det ved Digterens Tryllemagt, ligesom Marie ved Forældrenes Forsikkring, Troen paa, at der i den yndige Drøm var henrundet syv Aar, og Henrykkelsen over dette aandrige Eventyr yttrede sig i ualmindeligt enthusiastisk Bifald og en sjelden Samstemning i Beundringen af dets plastiske og poetiske Skjønhed. — Med de andre originale Skuespilnyheder var der kun lidet Held. Oehlenschlägers "De italienske Røvere" modtoges vel med stærkt Bifald, men vakte saa liden Interesse, at den femte Forestilling kun indbragte 116 Rdlr. ved Kassen. Man dadlede, at den ellers saa humantfølende Digter her havde søgt at gjøre nedrig Mordlyst, der ikke engang var begrundet i Harme over nogen Krænkelse, interessant, ved at fremstille en forvorpen Røverhøvding og hans ikke mindre forvorpne Frille som heroisk-romantiske Charakterer, og at han havde kaldet sit Stykke, hvori kun disse to Forbrydere finde deres velfortjente Afstraffelse, et tragisk Drama. At Stykket ikke, uagtet Nielsen spillede Høvdingen Massaroni med stor Kraft og Fru Heiberg, ved smagfuldt at mildne [sideskift][side 227]det Grelle og lægge megen Ild og Djærvhed i de poetiske Steder, søgte at vinde Deeltagelse for Marielisa, paa Theatret gjorde den Effect, som det meget stærkt var beregnet paa, laae dog nok fornemmelig deri, at Handlingen ikke var godt sammenholdt og at de comiske Personer bleve fundne altfor overdrevne til at være moersomme. — "Borgfogdens Bryllup", idyllisk Drama i to Acter af W. Holst, optoges med Mishag. — Endnu uheldigere gik det med det anonyme Treactslystspil "Igaar og idag" (af Sille Beyer). Der hørtes allerede ved første Forestilling et Par Piber og ved den anden faldt det totalt, tildeels som en Følge af at det i Handling virkelig var særdeles udramatisk og i Charakterer og Dialog meget kjedsommeligt; deels fordi det var bekjendt, at Molbech antog sig dette forfeilede Arbeide med en langt mere levende Interesse, end han pleiede at vise Stykker af æsthetisk Værd.

Af de oversatte nye Skuespil var "Hertuginden af Mantua". Drama i fem Acter af Sheridan Knowles, det bedste. En med megen Tænksomhed anlagt Plan, hvorved Personerne grupperedes særdeles smukt. Charakterer, som, uden at frappere ved Originalitet, vare omhyggeligt skildrede, flere effectfulde Situationer og et reent, ædelt Sprog vilde have gjort dette Stykke til en udmærket dramatisk Digtning, dersom det havde havt en varmere poetisk Colorit. Det blev optaget med fortjent Bifald og kunde sikkert have været bevaret for Scenen i flere end fire Forestillinger, dersom Mad. Nielsen (forhen Mad. Wexschall), der gav Hovedrollen med megen Anstand, Fiinhed og Følelse, var bleven bedre understøttet ved en livfuld Udførelse af de andre vigtige, fra Forfatterens Haand interessante Roller, end hun, især i den første betydeligt usikkre [sideskift][side 228]Forestilling, blev. — At Handlingen i "Den hemmelige Lidenskab", Lystspil i tre Acter af Scribe, dreier sig om, at en ung Kone speculerer i Statspapirer og derved kommer i en Gjæld, som er nærved at bringe hende til Vanære, var noget altfor parisisk Eiendommeligt til at enkelte gode Situationer kunde give vort Publikum Erstatning for den Kjedsommelighed, det følte derved. — Et andet Stykke af samme Forfatter, "Aurelie", vakte ved dets to eneste Forestillinger stærkt Røre. Det var rigt paa meget piquante Situationer og blev ypperligt spillet, især af Fru Heiberg, som med stor Delicatesse gav den høist vanskelige Titelrolle, og Stage, der i Raymond havde en af sine meest smagfuldt og kraftigt udførte Charakteerskildringer; men uagtet det i sin Tendents var moralsk, var der i Handlingen Adskilligt, som streifede ind i det Umoralske. Deraf, men dog endnu mere af, at Molbeck skjænkede ogsaa dette Stykke sin særdeles Beskyttelse, tog et talrigt Partie Forargelse og Anledning til at vække en saadan Storm imod det, at Directionen, selv efter at Molbech meget udførligt havde skrevet til dets Forsvar, ikke holdt raadeligt at bringe det oftere paa Scenen. — I "Dobbeltgængeren" af Holbein fik Theatrer et ægte tydsk Fireactslystspil. Hele sin Interesse skulde det have af de Feiltagelser, der opstaae ved to Personers fuldstændige udvortes Lighed med hinanden, og af at disse to Personer spilles af een Skuespiller. Ved Holsts særdeles gode Udførelse af denne Dobbeltrolle, saavelsom ved de plumpt anlagte "Slageffecter" , hvori Moerskaben skulde culminere, vandt dette aandløse Lystighedsstykke vel i denne Saison noget Bifald, men i den næste blev det henlagt af Mangel paa Søgning.

[sideskift][side 229]

Skjøndt mange og store gave ogsaa Syngespillets Nyheder kun et tarveligt Udbytte. Den anonyme Forfatter af "Robinson" (Gottlieb Siesby) havde ikke betænkt, at Stykkets Hovedperson kun er interessant som Eneboer paa den øde Ø. Forbindelsen imellem ham og de til en dramatisk Handling nødvendige Personer var ret heldigt motiveret og frembragte ogsaa et Par gode Situationer; men med den forsvandt Campes kun i det eensomme, af ham selv skabte, Idylliv indtagende Eventyrer, og hvad Publikum fik istedetfor ham, var for lidet tiltrættende, til at det ikke skulde føle sig skuffet derved. Musiken, af den blinde Organist Peter Jensen, hævede ikke Texten: den var vistnok uden Feil imod Compositionens Grammatik, men ogsaa uden poetisk Opsving. Da nu tillige de Rollehavende ikke, efter tre Maaneders Ferie, havde kunnet bringe det videre end til hvad der neppe vilde være taaleligt paa en Prøve, og Directionen ikke undsaae sig ved at lade en saa skammelig Behandling af et originalt Værk, der endydermere var baade Forfatterens og Componistens første, komme frem som Saisonnens Aabningsforestilling, var det naturligt at det faldt, men vanskeligt at afgjøre om det, ved en Theatret anstændig Udførelse, havde kunne faaet en bedre Skjæbne. — "Klerkevænget", i tre Acter af Planard, hævede sig vel hverken ved Ideen eller dens dramatiske Behandling over det Almindelige; men var anlagt med den de franske Syngespilforfattere egne Færdighed i at tilveiebringe spændende Scener og fortræffelige musikalske Situationer; og Herolds Musik var ei alene melodierig og sangbar, men livlig, charakteristisk, effectfuld og i mange Partier udmærket ved skjøn Originalitet. Udførelsen af een Rolle var mesterlig baade fra Sangens og Spillets Side: [sideskift][side 230]Phister gav, som Italieneren Cantarelli, en i Dialect, Musikforedrag, Holdning og sit hele Væsen saa smagfuldt fuldendt høist comisk Individualitet, at Stykket alene for dens Skyld burde have været holdt stadigt i Repertoiret. De andre Roller lode, med Undtagelse af Girot og Nicelle, som bleve udførte med elskeligt Liv og Lune af Cetti og Mad. Kragh, i en eller anden Retning Noget at ønske: Mad. Nielsen var særdeles indtagende ved den Ynde og Mildhed, hun lagde i Udtrykket af Dronningens Majestæt, men gjorde ikke Fyldest i Sangen; Isabella blev af Jfr. Zrza sungen med stor Bravour, men kun maadeligt spillet; Schwartzen, der foredrog Mergys Musiknummere henrivende skjønt, lod det mangle paa Ild i Spillet; og Kirchheine havde ikke, som den frygtelige Comminge, den Noblesse og gratiøse Lethed, som skulde gjøre Renommisten interessant. Imidlertid var der i Forestillingen i det Hele, med endeel virkelig Udmærket, saameget Vellykket, at den baade vedligeholdt den af Forfatteren tilsigtede Spænding og var aandfuldt underholdende. Alligevel kunde heller ikke dette Stykke undgaae den onde Skjæbne, der da timedes næsten enhver Nyhed: ved de første Forestillinger opponeredes temmelig stærkt med Hyssen imod Bifaldet efter Tæppets Fald. — Førend Opførelsen af "Den Ubekjendte" var det musikalske Partiegængerie i usædvanlig stærk Bevægelse. Her gjaldt det nemlig ikke blot om at faae en udmærket fremmed Musik nedsat saavidt i Mængdens Omdømme, at den i det mindste skulde erkjendes at staae under de danske Mesterværker; men i Bellini havde man en Italiener, der, efter at have gjort stor Lykke i Udlandet, nu, som det hed, "skulde ved de platte Lirekassemelodier, hvormed han slavisk søgte at efterligne sin Mester, Rossini, bidrage til end mere [sideskift][side 231]at fordærve Musiksandsen." Det blev med megen Iver gjort indlysende, "at Publikum maatte, ved alvorlige Mishagsyttringer imod den elendige Composition, hvormed Siboni nu ogsaa vilde skaffe denne aandløse Musikfabrikør Indpas paa vor Scene, vise, at det havde Smag og Agtelse for de Talenter, vi selv besade og som han med sine italienske Gjøglerier søgte at fortrænge." Formaalet opnaaedes, men dog ikke dennegang ved at Publikum uden videre lod sig løbe med af den fanatiske Eensidighed. Tvertimod: ligesom Mængden fandt, at det rigtignok maadeligt sammenhængende Stykke ikke var saa slet, som det var blevet udraabt for, da det dog havde adskillige interessante og effectfulde Scener, saaledes fandt den, at Bellini i det Hele havde benyttet sin Text saa dramatisk smukt, at om der end i Musiken forekom endeel blotte Paradesteder, var den ei alene gjennemgaaende ædelt melodiøs, men i mange, fornemmelig elegiske og pathetiske. Partier særdeles udtryksfuld og charakteristisk. Dette fremtraadte endog saa klart for Mængden, at Cliquen ikke havde behøvet at give sig blot, ved efter enhver Forestilling meget heftigt at bruge Piben imod Bifaldet; thi Publikum følte i den Grad levende, hvorledes der i Musiken var en ganske anden Aand, end den sjælløse Udførelse gav den, at alene dets Skuffelse ved at faae langt mindre, end der aabenbart kunde gives, var nok til at berøve Stykket Søgning og bevirke dets Henlæggelse. — Endskjøndt ogsaa "Corsarerne", i tre Acter af H. Hertz, blev i det Hele temmelig utilfredsstillende udført og ikke fra nogen af de Rollehavendes Side frembød noget Udmærket, vandt den første Forestilling et eenstemmigt meget stærkt, i nogle Nummere endog enthusiastisk Bifald. Digteren havde givet Componisten flere særdeles musikalske [sideskift][side 232]Situationer og I. E. P. Hartmann havde benyttet dem fortræffeligt. Med Dybde og Kraft i Udtrykket forenede hans Musik Melodiøsitet, Følelse og livlig Afvexling, hvorfor ogsaa Mængden fandt sig saa tiltalt af den, at Directionen ikke burde have ladet den henligge efter blot fem Forestillinger; især da disse, paa en for Theaterbesøget ugunstig Tid, gave godt Huus. — Den bedst optagne Syngespilnyhed blev "Ørnens Rede", i tre Acter. Vel er Stykket i høieste Grad udramatisk, da Knuden baade slynges og opløses ved et Dyrs aldeles tilfældige Handling, men det er behændigt behandlet saaledes, at det har en god Afvexling af muntre og rørende Scener, og Glæsers Musik er meget behageligt iørefaldende ved mange nydelige, livligtflydende Melodier, som især let og naturligt udtrykke inderlig Gemytlighed, Liv og Lune. Endskjøndt Schneider, der gav Værten med megen godmodig Jovialitet, var den Eneste, som virkelig gjorde sin Rolle Fyldest, vandt alle de Spillende Bifald ved den Effect, som Componisten havde med megen Smag lagt i deres Partier.

Fra Sommerskuespillene fik Directionen tre særdeles yndede Nyheder til Repertoiret. "Yelva", et Drama i to Acter, af Scribe, skulde fornemmelig have sin Tiltrækningskraft fra Titelrollen, en stum Pige, og denne var en saa personlig nydelig, plastisk skjøn og mimisk fortræffelig Fremstilling af Mad. Larcher, at Stykket gjorde stor Lykke. "Jean" var et i mange Scener meget moersomt Situationsstykke, der gik med et godt Ensemble og i to Roller blev spillet saa ypperligt, at det ikke kunde forfeile glimrende Virkning. Holst gav Jean med megen elskværdig Lystighed, Varme og Vigueur, og Phister var, som Rigolard, ei alene i sin hele Person en høist original Figur, men overraskede ved den [sideskift][side 233]Sandhed, varme Følelse og Naivetet, han lagde i sit comiske Spil. Den bedste Erobring for Directionen var imidlertid Vaudevillen "Michel Perrin" af Melesville. Dette Stykke, hvis ypperligt udkastede Plan giver mange særdeles interessante comiske og alvorlige Scener, og som i det Hele er af Forfatteren udført med megen Fiinhed og Aand, vandt et overordenligt glimrende Bifald, men kom ogsaa frem i en Forestilling, der ikke mindre var udmærket ved den sjeldne Præcision og Livfuldhed i Ensemblet, end ved det fortræffelige Spil i Hovedrollerne. Michel var en af Rosenkildes allerskjønneste og meest fuldendte Fremstillinger. Den naive Godmodighed, Følelse og simple Hjertelighed, der vare forenede med hans rige Lune, comiske Kraft og en Fasthed i Charakteren, hvilken ikke endnu dengang hørte til hans kunstneriske Fortrin, gjorde ham i høi Grad beundret i denne Rolle, der var den første, hvori Publikum ret levende erkjendte hans Evne til paa engang at fremkalde Smiil og Taarer. Som Stage ved sit herlige Udseende, ædel Holdning og fiin Anstand var imponerende i sin Fremtræden som Fouché, var han interessant i Charakterens Udførelse ved megen Varme og sit venlige Væsen i Omgang med Michel. En mesterlig, ligesaa natursand som smagfuldt udført, original og ægte comisk Fremstilling af den travle, vigtige og paa Alt opmærksomme Politiembedsmand gav Phister i Desaunais.

Hverken for Kunsten eller for Kassen var der vundet Noget ved at Balletten "Nina" bragtes paa Scenen i en ny Behandling. Denne stod ligesaa lidet over, hvad Galeottis Genie havde opfundet for at skildre en elskende Piges Vanvid, som Musiken, af Persuis, stod over Schalls ved livligt Udtryk, Følelse og Melodierigdom udmærkede [sideskift][side 234]Composition. Det Eneste, som Publikum sandt interessant i denne Forøgelse af Balletrepertoiret var, at Fru Heiberg i Hovedpartiet viste, at hun ogsaa i det reent Mimiske var en stor Kunstnerinde, hvilket hun forresten i "Den Stumme i Portici" allerede ofte havde vitterliggjort ved en langt originalere Præstation. Bournonvilles Original-Composition "Tyrolerne" var af mindre prætentiøs og mere frisk, livlig og poetisk Natur: en nydelig Idyl med mange smukke, sindrigt opfundne og smagfuldt behandlede Partier, hvis Effect hævedes betydeligt ved Fröhlichs charakteristiske og melodiøse Musik. Af de Rollehavende gjorde især Bournonville, som Fritz, baade for sin Dands og sin mimiske Udførelse, og Edvard Stramboe for det elskværdigt barnlige Skjelmerie, hvormed han spillede den lille Dreng, stor Lykke, ligesom Balletten i det Hele modtoges med meget enthusiastisk Bifald.

Schalls Død var nu ikke noget Tab for Skuepladsen: han var, efter indtil sit 77de Aar, fra 1792 som Concertmester, fra 1817 som Musikdirecteur, at have været Capellets altid ligesaa kraftfulde som dygtige Anfører, afgaaet med Pension i 1834. Ved hans Død mindedes imidlertid endnu hans store kunstneriske Fortjenester saa levende, at man følte dybt, den havde berøvet Fædrelandet en af de Mænd, der i dets Tjeneste havde virket med størst Iver og Genialitet. Han var den, der, ved utrættelig Anstrengelse for, trods Fordom, Spot og Chicane, at skaffe Publikum Nydelsen af Haydns, Mozarts og andre store Mesteres Arbeider, kraftigst og heldigst havde virket til hos os at udbrede Sands og Smag for Musiken; han havde ved sin ualmindelige Kyndighed og den urokkelige Fasthed, han viste i enhver Embedsgjerning, erhvervet sig en velfortjent [sideskift][side 235]stor Anseelse, som han med Energie benyttede for at give Capellet en saadan Forbedring og Udvikling, at det af C. M. v. Weber og Marschner erkjendtes for høist fortræffeligt ; og han var en af de genialeste Tonedigtere. Fædrelandet har eiet, hans Compositioner ere nu forglemte, fordi de næsten alle, og især de meest poetiske, vare inderligt forenede med Kunstværker, som kun meget kort Tid kunne overleve deres Mester; men allerede Claveerudtogene af hans Balletmusiker ville let overbevise om, at han for pathetisk Opsving, overgiven Lystighed, erotisk Følelse, idyllisk Tilfredshed, Rædsel, krigersk Begeistring og Udtrykket af enhver Affect altid i sin rige Phantasie vidste at finde ædle, charakteristiske og originale Melodier, og ved den harmoniske og instrumentale Behandling forstod han mesterligt at opnaae baade imponerende Kraft og den blideste Ynde. Hans hele Livs Virksomhed var offret Skuepladsen; men da han kun virkede for den, ikke fra den, faldt det ikke Theatrets Bestyrelse ind, at det skyldte ham andet end en Mindefest, hvorved Theatret fandt sin Regning: man holdt det ikke for Udgiften værdt at bevare denne af Theatret høitfortjente Mand i den kommende Kunstnerslægts Erindring ved at skaffe en Copie af hans meget lignende Portrait til Anbringelse i Foyeren. — Ved Schalls Afgang fra Anførerposten var Capellet blevet sat under Ledning af tre Concertmestere: Fröhlich skulde have Anførselen af Syngespillene, Peter Funck af Balletterne og han med Bredal skifte i Anførselen af Symphonier og anden Tjeneste. Da de tre unge Mænd ikke, uanseet deres Iver og Dygtighed, hverken hver for sig kunde vinde den Anseelse, som den gamle erkjendt udmærkede Mand, under hvem Syngespillets og Orchestrets hele Personale havde begyndt sin [sideskift][side 236]Bane, var i Besiddelse af, eller bringe den Fasthed og Eenhed i Bestyrelsen, som den havde havt ved ganske at være overladt til ham, og desuden Fröhlich, formedelst Sygelighed, meget lang Tid saae sig nødt til at afholde sig fra Syngespilanførselen, som maatte overtages af hans to Colleger, saa varede det ikke længe inden det blev almindelig Mening, at Capellet begyndte at gaae stærkt tilbage og ikke vilde være at frelse fra aldeles Forfald, dersom det ikke sattes under en energisk og dygtig Capelmesters Enebestyrelse.

I denne Saison indtraf ved Theatret en Begivenhed, som gjorde umaadelig Opsigt og, skjøndt den just ikke ligefrem berørte de kunstneriske Interesser, ikke kunde andet end være af megen Virkning paa Tilstande og Stemninger, der have Indflydelse paa dem. Da Frederik Printzlau, der i 1824 ansattes som Theatrets Hovedkasserer og Bogholder, var død i Juli 1832, blev hans Broder, Ferdinand Printzlau, ved kongelig Resolution af 5te Novbr. 1833 udnævnt til hans Eftermand. Allerede tidligere i 1833 var han bleven valgt til Kasserer ved Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse, en ulønnet Post, som, efter Kassens Forskrifter, skulde "besørges af En ved Theatercomptoiret," og den Anstalten tilhørende Obligationssum, 42,850 Rdlr., fandtes da tilstede i god Orden og blev ham overleveret. Ved hans Tiltrædelse som Theaterkasserer kom et Theatrets Bygnings- og Reservefond tilhørende Obligationsbeløb af 40,400 Rdlr. under hans Varetægt. Med Theatrets Pengevæsen havde fornemmelig Kirstein, som Oeconomiedirecteur, at føre Tilsyn; ved Enkekassen var Tilsynet ikke særligen paalagt noget Medlem af dens Direction, men maatte dog nærmest vedkomme Collin, der var den "af Kongen til [sideskift][side 237]forordnede i Enkekasseberegninger øvede Mand." Førend sin kongelige Ansættelse var Printzlau i meget betydelig privat Gjæld, hvoraf han havde søgt at rede sig ud ved at spille starkt i Tallotteriet; da han var bleven fast i Embedet forøgede han anseligt Indsatserne, og i Februar 1834, kun tre Maaneder efter den kongelige Udnævnelse, blev han ved et Eftersyn af Theaterkassen befunden at have en Defect af 5000 Rdlr. Denne Omstændighed blev ikke meddeelt hverken Collin eller nogen anden af Enkekassens Directeurer, saa at de ikke foranledigedes til at anstille Undersøgelser om, hvorvidt der ogsaa for dens Vedkommende var nogen Mangel eller til at tage Forholdsregler til Afvendelse af fremtidig Skade; Theaterdirectionen holdt tvertimod med stor Omhyggelighed Sagen hemmelig og underkastede blot Printzlau, indtil han havde tilveiebragt det Manglende, en Suspension, under hvilken det tillodes ham at være tilstede i Comptoiret og tilsyneladende saaledes at forestaae Embedet, at der ikke kunde være mindste Formodning om nogen hos ham befunden Mislighed. Under Suspensionen greb han til ved Forfalskning af nogle af Enkekassens Obligationer at forskaffe sig den til Defectens Dækning fornødne Sum, hvorpaa han igjen blev indsat i Embedet. Deels Trykket af Creditorer, deels den Letsindighed, hvormed han baade levede over sine Indtægter og, i Forhaabning om endelig at saae en Gevinst, der kunde frelse ham fra Opdagelse, satte betydelige Summer i Lotteriet, bragte ham til at fortsætte Forfalskningerne, ogsaa af Theaterkassens Obligationer, i stor Maalestok. Midt i Januar 1835 kom han imidlertid, ved at Kirstein gjorde ham bekjendt med en paatænkt Forholdsregel, hvorefter Obligationerne vilde blive at fremlægge, med Forfærdelse [sideskift][side 238]til Erkjendelse af at Opdagelsen var uundgaaelig. Den 21de Januar forlod han sin Bopæl, under Foregivende af, at han agtede al foretage en Lysttour ud paa Landet, og flakkede derpaa om fra et Sted i Byen til et andet indtil han den 7de Februar blev greben. Ved Undersøgelserne viste sig, at han af Enkekassens Obligationer havde forvansket et Beløb af 36000 Rdlr., af Theaterkassens Obligationer 22,700 Rdlr., og at den hele Kassemangel, iberegnet den borttagne Beholdning, androg henimod 70,000 Rdlr. Til stort Tab for flere Private fik begge Kasser sig vel, ved de mange af denne Sag opstaaede Processer, tilkjendt endeel af Obligationerne; men Byggefondens Capital, hvilken Kirstein af al Magt havde ved Besparelser søgt at forøge til en saadan Størrelse, at der kunde begyndes paa Opbyggelsen af et nyt Theater, leed dog en saa betydelig Afgang, at Planen, der under hans faste Embedsvirksomhed sikkert ellers var kommen til Udførelse, maatte opgives indtil bedre Tider, som det, siden han traadte ud af Bestyrelsen, aldrig er lykkedes nogen Direction at tilveiebringe ved Besparelser.