[side 098]Til at indtræde som Directeur efter Rahbek udnævntes den 13de Juli 1830 Justitsraad, Prof. Christian Molbech, første Secretair ved det store kongelige Bibliothek. Valget af ham satte baade Publikum og Theaterpersonalet i Forbauselse; thi vel var han iblandt Folk af literair Dannelse bekjendt som en meget kundskabsrig Mand, der i den overordenlige Dristighed, hvormed han virkede i mangfoldige videnskabelige Retninger, ogsaa af og til havde berørt den [sideskift][side 099] dramatiske Digtekunst, men mindst viste hans Skrifter nogen særdeles Interesse for og Indsigt i Dramaturgien, og at han tilbragte Livet enten i sit eget eller i Kongens Bibliothek, men aldrig kom i Comedie, det var saa vitterligt, at man fandt det et meget træffende Indfald af Frydendahl, at Molbech strax, ved at høre sin Udnævnelse, havde spurgt, om Theatret endnu laae paa Kongens Nytorv og Saabye spillede Elskerrollerne. Personals overhovedet vidste altfor lidet om hans Fortjenester af Literaturen til at de kunde give ham Anseelse hos det; og hans Personlighed, som det naturligviis strax søgte Oplysning om, blev beskreven som meget frastødende: det hed, at han var egensindig og paastaaelig i sine Meninger, let blev opfarende ved Modsigelse og, endskjøndt kun 47 Aar gammel, idelig var hjemsøgt af en Sygelighed, som gjorde ham meget pirrelig og gnaven. Man spaaede, at hans Directorat vilde give mange Ubehageligheder, dersom det ikke, hvilket jo rigtignok var at vente, lod sig gjøre at benytte hans fuldstændige Ubekjendtskab med Forholdene saaledes, at han vel kunde indbilde sig selv at han regerede, men i Virkeligheden kun blev regeret. Personalet fik fuldelig Bekræftelse paa hvad det havde hørt om hans opbrusende Væsen, men dette førte ingenlunde, som man havde frygtet, til Ufredelighed; thi baade holdt han sig især til Censurforretningerne, uden at indlade sig paa hvad der vedkom Opførelsernes Ledning, og viste han i Omgang med Skuespillerne al den Venlighed, som han kunde bringe ind i sin Natur. Han yttrede sig sjeldent dadlende om en Rolles Udførelse, men var derimod ikke sparsom paa begeistret Roes; og om man endog loe over hans Ukyndighed i Kunstens Techniske, naar den gik saa vidt, at han foreslog Bassist til Udførelsen af Tenorpaitier, [sideskift][side 100] og Jfr. Jørgensen, der havde en aldeles udannet haard og skærende Altstemme, til i "Lulu" at synge Sidis usædvanlig høie og stærktcolorerede Discantpartie, saa fik dog de, der kom i Samtale med ham, saamegen Agtelse for den Smag og inderlige Varme, der udtalte sig i hans Domme om Poesie, Skuespil og Fremstilling, at de hos ham undskyldte Overfuselser, som de ikke havde villet herre over med hos Andre. I Directionsmøderne kom vel hans Paastaaelighed nu og da til skarp Yttring, men Følelsen af, at han ikke selv var sikker paa den Sagkyndighed, han gjerne vilde tillægge sig, gjorde, at han let blev eftergivende. Kun naar det gjaldt Noget, som han med Bestemthed følte, at der i Henseende til Skuepladsen eller Personer var det eneste Rigtige og Retfærdige, holdt han fast ved sin Mening med en Haardnakkethed, som havde fortjent større Erkjendelse, end Personalet, der troede, at "man kunde løbe med ham" i alle Sager saaledes som man jævnlig gjorde i de techniske, drømte om at han kunde have Krav paa.

Allerede i forrige Saison havde man, fra den første Opførelse af "Aloise", faaet Scenens Belysning meget forbedret; ved denne Saisons Aabning overraskedes Publikum med, at ogsaa Tilskuerpladsen var belyst langt rigeligere end førhen: tre smaa Lampekroner, som i nogle Aar havde hængt over Orchestret og virket meget skadende paa Scenen, vare borttagne, og den store Krone derimod saaledes førstærker med argandske Lamper, at Lysvirkningen over hele Salen fandtes fortræffelig. For baade at sætte Publikum i Kundskab om nogle af Aarsagerne til Repertoirets Magerhed, som der ideligen førtes Klager over, og at holde paa de ansatte Forestillinger, ved at Skuespillerne ikke, som tidligere, kunde, uden at det blev Publikum bekjendt, melde [sideskift][side 101]sig syge, for friske og muntre at deeltage i private og offenlige Forlystelser, bestemte Directionen, at de Sygemeldte og Fraværende skulde fra denne Saisons Begyndelse een Gang om Ugen anføres paa Placaten.

Oehlenschlägers Lystspil "Trillingbrødrene fra Damask" er et meget mærkværdigt Arbeide derved, at Digteren, som i sine dramatiske Værker ofte viser en ham saa medgiven Sands for det Theatralske, at han, uden i mindste Maade at synes at lægge an derpaa, med det gjør stor Effect, her, hvor hans Hensigt dog aabenbart var at gjøre Effect just ved det, troede at finde det i Noget, der i selve sin Natur er saa aldeles utheatralsk, at Enhver, som kan gjøre sig et blot nogenlunde klart Begreb om, hvorledes et Stykke maa gestalte sig paa Scenen, med Bestemthed vil kunne forudsige, at end ikke den ypperligste Fremstilling kan være istand til at give en underholdende Opførelse. Stykket har sit Hovedindhold af de comiske Forvexlinger, der opstaae af tre Brødres fuldstændige Lighed med hverandre. I et Eventyr, hvor Læseren lader sig Alt fremstille ved Beskrivelse, kan dette Stof give meget moersomme Situationer, og at det ogsaa har givet dem i "Tusind og een Nat" er netop hvad der forledede Oehlenschläger til at bringe det paa Skuepladsen. Men høist besynderligt er det, at dets Uskikkethed for den ikke blev ham indlysende under Udarbeidelsen, da dog næsten hver Scene maatte paatvinge ham Erkjendelsen af, at den Lighed, som, efter hans Mening, skulde give en overraskende theatralsk Virkning, hverken var til at opnaae eller, om den havde været det, kunde i Fremstilling blive moersom. Den første Vanskelighed, der møder ved at bringe dette Stof til Fremstilling, er at finde ikke færre end tre Skuespillere, som fuldstændigt kunne ligne hverandre; thi paa Theatret [sideskift][side 102]forlanger Publikum fremfor Alt den ydre Sandhed: det vil aldrig kunne more sig ved at de Spillende foregive at blive skuffede af en Lighed, naar det ikke selv finder denne Lighed skuffende. De tre Brødre ere unge og af stærkt udpræget forskjellig Charakteer: den ene ædel og sværmerisk, den anden lystig, den tredie en gjerrig, ondskabsfuld Drukkenbolt; Vanskeligheden ved i eet Skuespillerselskab at finde tre hverandre fuldstændigt lignende unge Personer bliver næsten en Umulighed ved at de tillige skulle være Charakteerfremstillere. Men selv om endog et sjeldent Tilfælde gjorde dette muligt, saaledes at de, stillede ved Siden af hverandre, havde Lighed i Høide og Ansigtstræk, vilde dens Bevarelse blive en absolut Umulighed naar saa forskjellige Charakterer kom til Udvikling i Lidenskaber og Affecter. Og var det tænkeligt, at Ligheden i Holdning og Physiognomie selv da kunde vedligeholdes, maatte Fremstillingen just derved blive mat og monoton ; thi det kunde aldrig skee uden ved at enhver af de Spillende svækkede sin Charakteers ydre Udtryk, for at harmonere med de to andre Charakterers ydre Udtryk, som, givne efter Naturen, nødvendigviis maatte være ganske anderledes end hans, og Tilskuerne vilde kjedes ved at alle tre Personer paalagde sig Tvang i Spillet, som dog skulde være det egenlig Interessante, for blot at lade dem hos tre Mennesker finde det samme Legeme. Kommer hertil, at Digteren har gjort det Utheatralske, som derved ligger i selve Æmnet, endnu mere utheatraisk ved at lade Drukkenbolten Babekan, der skal have "forunderlig" Lighed med sine to smukke og elskværdige Brødre, omtales som et raat Menneske, der "ei har mindste Smule Deiligt" og et Ansigt "saa besynderligt, at der er neppe eet paa hele Jorden, som ligner det, " da vil det begribes, at den Omhyggelighed, hvormed [sideskift][side 103]C. Winsløw, der spillede Babekan, havde maskeret sig saavelsom Cetti og Schwartzen, der gave Brødrene, til stor Lighed, naar de saaes staaende aldeles rolige ved Siden af hverandre, ikke kunde bevare og gjøre den moersom paa Scenen. Endskjøndt han under Udførelsen saaledes nedstemte sit ypperligt anlagte Spil efter den Individualitet, som deres Roller betingede, at det tabte meget i Virkning, blev han af Charakteren og Situationerne dreven til at give det et saadant Præg, at Ligheden ganske forsvandt og Tilskuerne fandt det urimeligt, al han blev antaget for en af de andre, eller nogen af de andre for ham. Det Forfeilede i Stykkets Grundlag fremhævedes endmere ved der paafaldent Tvungne i den dog kun meget løst sammenføiede Handling, det stærkt Usandsynlige i Maaden, hvorpaa Trillingerne bringes ind i Mesruns Gravsted, de mange forvirrende Decorationsforandringer, og Digterens store Tilbøielighed til at lade Personerne falde ud af deres Charakteer, for at lægge dem sine egne pudseerlige Indfald i Munden. De mange skjønne poetiske Steder, som tiltale ved Læsningen, der i det Hele gjør Stykket langt mere tiltrækkende, end det nogensinde kan blive paa Scenen, tabte ganske deres Lirkning under den Forstemthed, som allerede i første Act opstod hos Publikum og ved Dækkets Fald yttrede sig i Mishag. — Det anonyme Femacts-Lystspil "Emma" (af H. Hertz) var af en heel anden Art: Stoffet grebet ud af det borgerlige Familieliv og naturligt udviklet ved almindelige, men særdeles veltegnede Charakterer i en simpel Handling, der, uden Episoder eller søgte Effectmomenter, i sin jævne Gang gav adskillige Situationer, som stillede dem i god Belysning mod hverandre. Emma, Hovedpersonen, er en ung Pige, som, mere af sit let afficerede Gemyt, end, [sideskift][side 104]som hun indbilder sig, af den overvættes Omhyggelighed, hvormed hun mener at hendes Forældre, især Moderen, bevogte og ville bestemme ethvert af hendes Skridt, er sat i en saa nævøs Spænding, at hun har faaet Betænkeligheder ved Alt; hvorfor hun anseer det nødvendigt at dølge endog sine uskyldigste Følelser og at søge Omveie for at tilliste sig Samtykke til at ægte den, hvem Forældrene med Glæde vilde modtage som Svigersøn, dersom hun blot ligefrem tilstod dem sin Kjærlighed, istedetfor af lutter Ængstelse for Hindringer saaledes at fremkalde den ene efter den anden, at hun tilsidst kommer paa Nippet til selv at gjøre Partiet umuligt. Denne ægte fiintcomiske Lystspilcharakteer, der fremtræder bestemt allerede i Stykkets første lille Monolog og ved bestandig nye Træk udvikler sig let og utvungent lige til dets Slutning, er beundringsværdigt smukt behandlet, da den, langtfra, hvad man skulde troe uundgaaeligt, at faae Anstrøg af Affectation eller falsk Sentimentalitet, bliver mere og mere indtagende ved elskværdig Naturlighed. Ogsaa Stykkets andre Personer, der med kunstnerisk Oeconomie ere indskrænkede til de saa, som Handlingen nødvendigen betinger, ere med megen Smag og Fiinhed skildrede særdeles naturligt og, uden bemærkelig Stræben efter Effect ved Modsætninger, saaledes opfundne, at de fortræffeligt fremkalde det fulde Udtryk af hverandres Charakteer og hver for sig blive natursande comiske Figurer. At Stykket vel morede meget ved Opførelsen, men alligevel ikke sandt nogen betydelig Interesse hos Mængden, laae for en Deel den, at Udførelsen ikke i det Hele var heldig. Kun Rosenkildes prægtige joviale Fremstilling af den i al sin Snurrighed godmodige og inderligt retskafne Capitain Vagtel gav fyldigt og livfuldt Digterens Skildring; Ryge, som Doctor [sideskift][side 105]Mørk, havde det uheldige Indfald at tage sin Rolle paa Norsk, hvilket gav den et fremstikkende sært Præg, der brød den Gemytlighed og Ro, hvorved Digteren aabenbart vilde at Ensemblet især skulde have Virkning; og Mad. Wexschall var vel i Emmas Rolle en ædel og gratiøs Fremstillerinde af en lidende følsom Pige, men savnede det fiintcomiske Anstrøg, den Heftighed i Affecten og den lette Nuancering af Udtrykket, hvorved det skulde blive klart for Publikum, at det Comiske i Stykket just ligger i, at Emma ved dets Slutning kun, under megen Ængstelse og igjennem mange Gjenvordigheder, er kommen iil det, som hun med et Par Ord havde med Lethed kunnet opnaae i Fred og Glæde ved dets Begyndelse: en ypperlig Pointe, der nu af Mængden blev anseet for netop en stor Feil ved Stykket. Da Charakterer, Sæder og Localiteter i dette gediegne Lystspil ikke ere bundne til den Tid, da det blev til, burde vel en Direction med Interesse for national dramatisk Digtning finde sig anlediget til et Forsøg paa at bringe det paa Scenen i en Opførelse, der kunde give Publikum en rigtigere Opfattelse af Digterens Intention. — I den tredie Original: »Friedli fra Haslidalen", en "Schweizer-Idyl" i tre Acter af B. Bang, fandtes den naive Uskyldighed, som skulde røre Publikum for de uden Spor af dramatist Kunst sammenflikkede Scener, tillavet efter den claurenske Sentimentalitet, som nu var bleven Publikum altfor vammel til at kunne finde Behag. — Af Skuespiloversættelserne fremkom Deinhardsteins "Hans Sachs", som efter sin Art hørte til det dengang i Tydskland meget moderne "Kunstnerdrama", med stor Bram. Her var blændende lyriske Udstrømninger i rimede Vers, et langt og broget, Handlingen afbrydende, Optog af Haandværkerlaugene i gammeltydsk Costume, slaaende [sideskift][side 106]Theatercoups og mange sceniske Effectmomenter; kun skortede det stærkt paa Charakteerskildringen, fornemmelig af Hovedpersonen, der vel var sværmende Poet, men ikke Skomager tillige, undtagen i Personlisten. Uagtet Stykket blev spillet fortræffeligt, navnlig af Mad. Wexschall, der med henrivende Ynde gav Kunigunde, Nielsen, som varmt og inderligt declamerede Hans Sachs's med poetiske Blomster rigt indvævede Rolle, og C. Winsløw, der baade i Udvortes og Spil gjorde en ypperlig, ganske med den tydske Middelalders Stiil harmonerende, original Figur af Raadmand Runge, fandt det ikke større Yndest, end at det efter ni Forestillinger blev henlagt. Toepfers lille nydelige Genrestykke "Seer Jer i Speil!" vandt et langt mere glimrende Bifald og stærkt Besøg, fornemmelig ved Jfr. Pätges's i gratiøst Lune uovertræffelige Udførelse af den unge Kone. Hendes prompte mimiske Udtryk, den bløde og lette, af sine overraskende Nuancer sprudlende, Fremsigelse af de rimede Vers og den Intelligents, der fremlyste af hele hendes Personlighed, gjorde denne lille Rolle til en høist interessant og aandrig Fremstilling. Af fire franske Lystspil gjorde det største, "Den unge Ægtemand," i tre Acter af Mazeres, og Scribes "Den fortræffelige Onkel," i een Act, kun liden Lykke; hvorimod de to andre: "Christen og Christine" og "To Aar efter Brylluppet," begge i een Act og af Scribe, behagede særdeles meget, det sidste især ved den Ynde, Inderlighed og Fiinhed, hvormed Mad. Wexschall spillede den unge Kone.

Syngespilnyhederne begyndte ikke meget lovende. I Herolds Musik til "Marie" tiltaltes Publikum af nogle skjønne Melodier i idyllisk Charakteer; Stykket, i tre Acter af de Planard, fandt man mat og uden virkelig musikalske [sideskift][side 107]Situationer; efter tre Forestillinger, der vandt Bifald, men kun ringe Besøg, blev det henlagt. — Med "Oberon", der var sat i Scenen med stor Bekostning, gik det ikke bedre. Det poetiske Æmne var af Englænderen Planche meget plat prosaisk indrettet for et givet Personale, som kun tildeels kunde synge, og et Maskinerie, der kunde gjøre Underværker. Operaform havde Stykket aldeles ikke; det bestod af en sammenkastet Scenerække, som, uden Ro i Gang eller Forbindelse i Handling og Sted, blot havde til Hensigt at tilveiebringe Afvexling ved brillante Præstationer af faa, men udmærkede Sangere, skarpe Modsætninger i Scenernes Charakteer og hyppige Forandringer af pragtfulde Decorationer. Da flere af Sangstykkerne laae over vort Personales Kræfter, Publikum mere forvirredes end fornøiedes ved de med et Decorationschangement abrupt indtraadte skarpt contrasterende Scener, og Theatret dengang var langt tilbage i phantastisk Malerie og endnu længere i mechaniske Midler til at frappere ved Forvandlinger, gik alt det, hvorpaa Stykkets Effect fornemmelig var beregnet, næsten tabt. Dertil kom, at ogsaa de overordenlig store Forventninger, man havde gjort sig om C. M. v. Webers Musik til et saa romantisk Sujet, for en stor Deel bleve skuffede: med flere særdeles charakteristiske og melodiske Musikstykker fandt man nogle, hvori der hørtes stærke Reminiscentser fra hans tidligere Compositioner eller som savnede Flydenhed og dramatisk Snit: ogsaa ankede man over, at denne Musik var langtfra at være, som i "Jægerbruden", af een Gydning. Optagelsen af dette store, med megen Møie forberedte Værk var særdeles kold. — "Bruden", som siden opnaaede at blive et af Syngespilrepertoirets meest yndede Stykker, havde en endnu uheldigere [sideskift][side 108]Skjæbne. Allerede inden Opførelsen var Aubers Composition af den musikalske Clique bleven udraabt som et jammerligt Sammenjadsk: den skulde være charakteerløs, fad og triviel baade i Stiil og technisk Behandling. Dette fandt Publikum dog ikke; de mange piquante, gratiøst flydende og originale Melodier tiltalte det endogsaa i ikke ringe Grad. Ikke destomindre hvilede der over de Spillende Forstemthed og over Publikum Træghed i saa høi Maade, at det ved Tæppets Fald var almindelig Mening, at denne første Opførelse ogsaa maatte blive den sidste. Dette Uheld reiste sig alene af et stort Misgreb ved Stykkets Besætning: enhver af de Rollehavende var, med Undtagelse af Mad. Winsløw som Modehandlerinden, kommen paa en uret Plads; navnligen Cetti, der fortræffeligt spillede Tjenere og Roller i Costume, men ganske savnede Elegants og Tournure til i moderne Dragt at give en fiin Hofmand; og Mad. Wexschall, hvem baade Fremstillingen af en fransk Sypige og Foredraget af et aubersk Syngepartie vare saa naturstridige Præstationer, at hun med Opbud af al sin Flid og Kunst ikke kunde i Hovedrollen, bringe det til at blive interessant. Stykkets tilsyneladende Fald var Cliquen en stor Triumf: da det ikke maatte indrømmes, at Mad. Wexschall kunde være uheldig i et for hende aldeles upassende Partie, blev den kolde Optagelse fornemmelig tillagt Aubers Musik, for hvis Usselhed i kunstnerisk Henseende det hed, at Publikum nu endeligen havde faaet Øinene aabne; men eftersom denne Paastand ikke rigtigt syntes at finde Indgang og man strax frygtede for, at Directionen vilde forsøge endnu en Opførelse med en anden Besætning, kastede Rigoristerne sig tillige over Texten: Scribes Stykke, som udmærker sig ved en med megen Kunst anlagt Plan, [sideskift][side 109]ypperlig Anbringelse og Behandling af de musikalske Partier, god Dialog og effectfulde Situationer, blev udskreget for slet, yderst frivolt og aldeles upassende til Syngespil; og ved at man i "Kjøbenhavnsposten", der ikke ellers for Øieblikket gav sig af med Theaterkritik, fik det anmeldt som "noget nær det Usædeligste, der var bragt paa den danske Scene," troede man, saaledes at have givet det Naadestødet, at Directionen aldrig mere skulde vove at lade det komme frem. — Den Seir, man indbildte sig saa let at have vundet over "Bruden", meente man at opnaae endnu lettere over "Fra Diavolo". Der blev meget tidligt truffet Forberedelser til at sikkre den: allerede i "Kjøbenhavnspostens" Anmeldelse af "Bruden" hed det: "Som man hører, skal Texten til den nye auberske Opera: Fra Diavolo, være ligesaa frivol og anstødelig;" og samme Dag som "Fra Diavolo" skulde opføres første Gang indeholdt Bladet Qvintessentsen af en yderst haanende, men tillige meget flau tydsk Bedømmelse af Musiken. Den indlededes med den Bemærkning: "Det vilde være aldeles ubegribeligt, hvorledes denne Diavolo har kunnet snige sig ind paa saa mange Theatre, uden under Trommers og Pibers Lyd at være bleven hængt i den kritiske Galge, naar man ikke erindrede, at Auber er Componisten til Den Stumme i Portici, og saaledes med samt sine Operaer hører med til de nyeste Parisermoder;" og efter Musikens og Stykkets grundige Nedrivelse hed det, "at man nu vilde erfare om dette sine, enerverende Leflerie ogsaa kunde glæde det danske Publikum." Denne Cliquens Henpegen til, at der burde foranstaltes en Udpibning, hjalp imidlertid ikke. Scribes effectfulde, i ægte Syngespilform fortræffeligt behandlede Text og Aubers livlige melodiøse Musik optoges [sideskift][side 110]med stormende Bifald, som ogsaa i høi Grad skyldtes Udførelsen, der i dette Stykke var ligesaa glimrende, som den i "Bruden" havde været slet, ja endog, baade i de enkelte Roller og i Ensemblet, bar Prisen for Udførelsen paa den comiske Operas Theater i Paris, hvis kunstneriske Kræfter den dog af Forfatter og Componist var afpasset efter. Kirchheine var uforlignelig i Titelrollen: hans meget charakteristiske imponerende Udvortes og mandigt gratiøse Holdning, faste, kjække Fremtræden, livfulde og, efter de forskjellige Situationer, lette eller energiske Spil og en overordenlig brillant Udførelse af Syngepartiet gjorde denne Rolle til en af de herligste iblandt de ikke faa Glanderoller, som hans Flid og Talent havde skaffet ham siden han i "Den hvide Dame" vandt sin første store Seir. Det ander Hovedpartie. Zerline, var udmærket heldigt besat med Jfr. Abrahamsen, der nu, 2l Aar gammel, allerede i flere naive og skjelmske Syngespilroller havde vakt gode Forhaabninger. Vel havde hun hverken hele Mad. Zincks yndige Naturlighed eller Jfr. Wulffs sine gratiøse Væsen og store Sangvirtuositet, men flere indtagende Egenskaber, navnlig en smuk Theaterfigur, paafaldende deilige, livfulde Øine, megen personlig Tækkelighed, en ikke stor, men særdeles behagelig Syngestemme, som hun anvendte med Smag i et godt dramatisk Foredrag, og et betydeligt Anlæg til at give Spillet Effect ved varmt, inderligt Udtryk, gjorde hende til disse Kunstnerinders meget yndede Efterfølgerinde i et taknemmeligt Fag. Som Zerline behagede hun baade ved Spil og Sang i den Grad, at hun fra denne Rolles Udførelse blev en af Publikums Yndlinger og regnedes til Syngespillets Hovedstøtter. Enhver af Stykkets andre Roller skete sin fulde Ret i Sang og Spil, alles SamSam-virken [sideskift][side 111]virken var correct og livfuld, Udstyret særdeles smukt og den hele Fremstilling havde en saadan Fuldendthed, at Theatret, i Henseende til Syngespillet, sluttede denne Saison ikke mindre glimrende, end den foregaaende.

Dandsevæsnet havde, siden Bournonville tiltraadte sit Embede, taget et meget bemærkeligt Opsving. Der viste sig stor Kappelyst i Udviklingen af Virtuositet og mimiske Anlæg, Skolen fik mere Ynde og Elegants, Udførelsen langt større Præcision. Som Leder af Dandserepertoiret søgte han ved sine vakkre Divertissementer at fortrænge de forslidte og for Størstedelen aldeles uinteressante Entréer, hvilket forresten ikke skete uden Misfornøielse af enkelte Dandsende, der holdt paa at have Lov til i dem at kjede Publikum med deres "brillanteste Partier", uden, som let blev Tilfældet i Divertissementerne, altfor meget at skulle dele Opmærksomhed med Andre. Bournonville var en af de meget faa Kunstnere, som med levende Phantasie og frugtbart Genie forene klog Beregning af Midler og Omstændigheder, saa at han rolig kunde udsætte sine kjæreste Ideers Udførelse indtil det Øieblik, som han antog for gunstigst, og da gaae til den med sin fulde Ild og Energie. Han begyndte derfor ikke strax med originale Compositioner, men søgte først at gjøre sig nøie bekjendt med sit Personales Evner og at indøve det, ved efter Scenens Kræfter arrangere to franske Balletter: "Hertugen af Vendomes Pager" og "Paul og Virginie", der begge gjorde ham megen Ære ved Personalets fortræffelige Anvendelse og stor Sikkerhed i Udførelsen, men ikke fik nogen betydelig Søgning, endskjøndt de, især den første, optoges med almeen Tilfredshed under Fremstillingen. Efter dem aabnede han først Rækken af sine originale Balletcompositioner [sideskift][side 112]med "Victors Bryllup", der, i een Act, var en Fortsættelse af Divertissementet "Soldat og Bonde", indeholdt mange skjønne Enkeltheder og vandt langt større Bifald end de to fremmede Arbeider.

Af de tre Debutantinder, som alle optraadte i Syngestykker, blev hverken Jfr. Gade, der siden gik til Christiania Theater, hvor hun, som Mad. Jørgensen, gjorde megen Lytte, eller Jfr. Kølle af mindste Betydenhed for Scenen, hvorimod Cathrine Ryssländer fandt en særdeles opmuntrende Modtagelse og senere svingede sig op til i flere Aar at være Syngespillets meget yndede Primadonna. Hun var ikke 16 Aar, men havde allerede en klangfuld, frisk, ualmindelig blød og for Coloratursang særdeles bøielig høi Sopran, der ved hendes store Flid og en saa grundig musikalsk Dannelse, at hun med Færdighed spillede Pianoforte ud af Partiturer, hurtigt kom til fuldstændig Udvikling. Endnu var hun i sin Fremtræden ganske sig selv: der var ikke Spor af Spil eller Bevægelser efter Rollen og Situationen; men hendes meget tækkelige Ydre lod formode, at hun ved Øvelse kunde tilegne sig en ret passabel Fremstillingsdygtighed, hvilket imidlertid slog feil: hun kom aldrig videre end til nogen Routine og til at hun, med behagelig Qvindelighed og det staaende Udtryk af den elskværdige Godmodighed, der udtalte sig af hendes Ansigts ædle Træk og store fromme Øine, rolig sang eller sagde sin Rolle, uden at lade sig bringe i Affect af endog sit eget følelsesfulde Foredrag.

Mindeforestillingen af "Balders Død," der opførtes som "heroisk Skuespil," uden anden Musik end Valkyriernes Terzetter, blev givet saa utilfredsstillende, at den ikke kom til at høre til Saisonnens glædelige Mærkeligheder, hvortil [sideskift][side 113]derimod Publikum den 7de October gjorde Opførelsen af "Den Stumme i Portici." Medens dette Stykke dengang var forbudt af de fleste Regenter, fordi det havde givet Anledning til oprørske Demonstrationer og navnlig ganske nylig i Brussel været Signalet til Revolutionen, valgte Frederik den Sjette det til den første Forestilling, som han med hele den kongelige Familie i denne Saison vilde overvære, Ved Indtrædelsen i Logen modtoges han med et mange Gange gjentaget stormende: "Kongen leve!" Derpaa forlangtes af Orchestret Melodien til Slutningschoret af "Elverhøi", hvilket hele Publikum istemmede med levende Begeistring. Da Fiskerne i tredie Act overvældede Soldaterne, — det Sted, der paa næsten alle fremmede Theatre havde fremkaldt revolutionaire Udbrud, — raabtes "Vor Konge leve!", som gjentoges over hele Huset med uendelig Jubel. Efter Stykket lød atter et "Kongen leve!" med nifoldigt Hurraraab, og derpaa ilede Tilstuerne fra Hatte og Overtøi ud, for ved Kongens Bortkjørsel at gjentage det med den paa Torvet forsamlede umaadelige Folkemasse. Intet Under, at Frederik den Sjette efter Tilbagekomsten til Amalienborg strax udbrød til Holstein: "Det var den deiligste Aften, jeg har oplevet i mit Liv!"

Selskabet, som gav Sommerskuespil, bragte Ewalds Minde en langt smukkere Hylding, ved for første Gang at give "De brutale Klappere", end Directionen ved den maadelige og meget tarveligt udstyrede Opførelse af "Balders Død." Vel vare den Tildragelse og de Omstændigheder, som foranledigede Digteren til at skrive dette vittige og kjærnefulde, ypperligt versificerede Leilighedsstykke, nu glemte, hvorfor just de Træk, som især vakte levende Interesse i dets Nyhed, enten ganske tabtes eller kun forstodes af Faa; [sideskift][side 114]men allerede Frydendahls høist fortræffelige Udførelse af Bister, og Nielsens afvexlende koldt ironiske og varme energiske Foredrag af Erasts herlige Raisonnements vare, i et ret godt Ensemble, af en saa slaaende Virkning, at Stykket optoges med meget Bifald. Toepfers "Carl den Tolvte paa Hjemreisen" var et Fireacts-Krigs-Lystspil af kun saare ringe Værd, men fandt en særdeles god Modtagelse, fornemmelig ved Frydendahls inderligt joviale, af Liv og Lune gjennemstrømmede lattermilde Adam Wählig, og C. Winsløws meget pudseerlige og charakteristiske Udførelse af en dum og ondskabsfuld Amtmand. Sine Glandsforestillinger havde Selskabet imidlertid i Scribes to aandrige Eenactslystspil: "Den første Kjærlighed" og "Qvækeren og Dandserinden", der begge optoges med overordenligt levende Bifald, men ogsaa bleve spillede med stort Mesterskab. Det første var især en Triumf for enhver af de fire Rollehavende: Jfr. Pätges gav Emmeline med indtagende Gratie, Naivetet og fiintcomisk Lune; Stage spillede fortræffeligt Rainville med en dannet Verdensmands fine Tone og elegante Holdning; Frydendahl var en elskelig oprømt og godmodig Fader; og Phister havde for Charles fundet en særdeles original comisk og dog natursand kostelig Figur af et mauvais sujet, som i luvskidt halvmoderne Paaklædning og med ypperligt nuanceret vulgair Tone og Fjong gav Cavaleren med Anstand. Ikke alene enhver af Stykkets Scener, men, hvad der var usædvanligt, mange enkelte Smaareplikker fremkaldte stormende Applaus. I "Qvækeren og Dandserinden" udmærkede Jfr. Pätges sig atter med overordenlig brillant Spil, henrivende ved Anstand, elskværdig Overgivenhed, gratiøst Skjelmerie, Følelse og den fineste qvindelige Ynde; og Phister vandt igjen glimrende [sideskift][side 115]Bifald ved den uovertræffelige Maade, hvorpaa han med naiv Hjertelighed, inderlig Troskyldighed og rørende Pudseerlighed gav Urtekræmmersvenden Toby.