[side 177]Det kongelige Theaters af Directionen valgte Nyheder vare i denne Saison saa og saare maadelige. Fandtes der end ikke iblandt dem nogen kotzebuesk tragisk eller comisk Vantrivning, saa vare de, med Undtagelse af DuDu-patys [sideskift][side 178]patys ret vakkre Toactslystspil "Den unge Moder", der fik megen Effect ved Frydendahls med Fiinhed og i en original comisk Personlighed udførte Dormont, lutter borgerlige Rørestykker, af hvilke just det bedste: Goethes "Clavigo", blev meget maadeligt spillet og gjorde mindst Lykke. Det originale Skuespilrepertoire forøgedes med eet Stykke af hver Hovedart. Endskjøndt Lystspillet, som var i fem Acter, endog hed "Lystspillet", maatte for Kunstsands og Smag dets mest paafaldende Egenskab blive, at det viste fuldkommen Mangel paa Begreb om og Talent for Lystspildigtning hos sin Forfatter. Denne var en af de Anonymer, som, trods den store Beskedenhed, der bevæger dem til at skjule deres Navn, saaledes gløde af Begjærlighed efter at nyde den Triumf, hvilken det glimrende Bifald, som deres Arbeide upaatvivlelig maa fremkalde, vil skaffe dem, at de sørge for at Publikum, endnu inden det faaer Mesterstykket at see, kan vide, hvem det har at bringe sin Hylding for det. Digteren havde ikke undladt at gjøre de Spillende i det første Stykke, han skulde være saa lykkelig at saae paa Scenen, sin Opvartning, for at udbede sig deres særdeles Omhu for det; og de Spillende havde heller ikke undladt at lade deres Venner forstaae, at de vare i Besiddelse af den dybe Hemmelighed, at det nye store Lystspil var af Balthasar Bang. Alle, der interesserede sig for Theaternyt, og iblandt dem særligen Bødker Knub med hans stemmegivende Trup, havde allerede førend Prøverne fuld Kundskab om, hvem der havde skrevet det nye Lystspil, som skulde være fortræffeligt, endskjøndt dets Forfatter ikke, af beskeden Ængstelse, vilde være kjendt. I dette Tilfælde havde Forfatteren ikke at befrygte nogen Skade af at hans Navn var en offenlig Hemmelighed.

Naar man blot ikke ved List vilde forvende dem deres Natur, vare Bødker Knub og hans kunstdømmende Venner meget velvillige Folk; man var dengang, ved den bittre Erfaring om, at hvor stor Foragt man end havde kastet paa det Gamle, var der ikke noget af det Ny, som i Værd kunde stilles ved Siden af det, bleven meget tilbøielig til at vise en opmuntrende Overbærelse mod nye Originalforsøg i Lystspillet; og, hvad der var det Vigtigste for de Skjønaander, som paavirkede Bødkerens Kritik, Forfatteren var af en meget formaaende Familie, med hvilken de fleste af dem stode i venskabelig Forbindelse. Bang, der sildigere, som Gaardeier i Nøddeboe, blev næsten berømt ved den inderlige Godhed, han viste Egnens Trængende, den Gjæstfrihed, hvormed han modtog enhver Fremmed, det smukke Huusliv, som gjorde hans Hjem behageligt, og den venligt deeltagende Menneskekjærlighed, hans hele Væsen gik op i, var dengang en vakker og meget afholdt Mand paa 30 Aar. Efter at han for 12 Aar siden var bleven privat dimitteret havde han ikke synderligt lagt sig efter Studeringer, men kun igjennem Indtryk og Erfaringer paa en stor Udenlandsreise erhvervet sig Aandspolitur og et meget overfladisk æsthetisk Skjøn. Navnlig gik hans Opfattelse af Dramaets Væsen ikke dybere end til det Begreb, som almindelig Dannelse blot ved idelig Skuespillæsning og Comediegang kan komme til. Nødvendigheden af en godt construeret Handling og dens rimelige Opløsning, eller af bestemt tegnede naturlige Charakterer og deres Udvikling, ved at paavirke hverandre, havde han ingen Forestilling om; han var af sin Empirismus ikke ført ud over den Anskuelse, at Hovedsagen stak i en rask Følge af Scener, hvori der tumledes og taltes saa støiende og travlt, [sideskift][side 180]at Tilskuerne kunde tage og føle paa, at der var Liv i Spillet. Derved kan imidlertid Dramatiseringen af et heldigt Stof vel slumpe til at give en underholdende Bagatelle, men aldrig blive til et Femactslystspil, og det blev "Lystspillet" ogsaa ingenlunde. For det Første var allerede Ideen yderst uheldig, ved at være tagen fra og udviklet ved et andet ofte givet og meget yndet Lystspil; for det Andet havde Bang behandlet den ligesaa kluntet og trivielt som hans Forbillede havde behandlet den fiint og piquant; og for det Tredie var der i Stykket ikke en eneste Charakteer, men derimod syv efter Kotzebue plumpt og grimasseret kopierede Marionetter. Grev Lillienstjerne har med sin Datter Caroline seet Intriguelystspillet "Aabenbar Krig", hvori en Onkel med sin Nieces Elsker indgaaer Væddemaal om, at det ikke vil lykkes denne, inden en vis Tid, at bortføre hans Niece, som skal giftes med en Anden. Efterat Caroline imod Greven, som finder "unaturligt" at Onklen lod sig narre, har paastaaet, at ogsaa han skulde lade sig narre, dersom han med hende, der ligeledes elsker Een og skal giftes med en Anden, indgik et lignende Væddemaal, vædder virkelig Faderen med sin Datter saaledes, at dersom det kan lykkes hende at løbe bort med sin Elsker inden Aften, da maa hun tage ham og slippe for det Giftermaal, som Faderen nødvendigviis maa have istand for at betale sin Gjæld og hvortil Præsten allerede er bestilt! Hvad i "Aabenbar Krig" en Elsker gjør imod en Onkel til den Elskede, som den smagfulde Forfatter har ladet være ganske udenfor Anlæget af Intriguen, det gjør nu her en Datter imod sin Fader. Hun hjælper "sin Dreng", "sin lille Strik", som hun naivtkjælent kalder ham, til at narre Faderen og den hende bestemte BrudBrud-gom [sideskift][side 181]gom. Baron Ørenskjold, — der er en saa væmmelig Erkedosmer, at han siger til sin tilkommende Svigerfader: "der var ikke et Huus i hele rue St. Hororé i Paris, uden der jo laae to eller tre Damer for Døden af Kjærlighed til mig," — ved endeel Forklædninger, som ikke følge af hverandre, men, uden al Forbindelse, blot paa hverandre, og hvortil Forfatteren stadigt lader Tilfældet holde de Dragter, som han og Elskeren trænge til, paa rede Haand just i det Øieblik da de skulle bruges. Og uagtet al den Forekommenhed, som Forfatteren har paalagt Skjæbnen at vise disse to flaue Intriguanter, naae de ikke længer end til ved deres dumme Opspind tilsidst at komme i et saadant Urede, at han maa tvinge den til endog at gjøre et Mirakel for at skaffe dem Seiren. Hvor plat Handlingen end er, Dialogen er det endnu langt mere: i alle fem Acter findes ikke en eneste Vittighed; hvad der skal gjælde for Vittighed og som der er den rigeste Overflod af, er saadanne Moersomheder som at en Justitsraad, da hans Søn taler om sin Elskedes Sølvstemme, mener, at det vel kan blive ved en Pletstemme; eller at samme Caricatur udraaber grædende: "O jeg arme Mand! jeg bliver poppelsislagen, jeg faaer en Rørelse, jeg er allerede rørt!" eller følgende smukke Dialog imellem Datteren (en ung Comtesse!) og Faderen (en Greve!), da denne hører hende kysse sin bortilende "lille Nar", som hun gjerne kysser og endog een Gang giver tre Kys da han beder om eet:

Man feiler, dersom man troer i disse Replikker at finde det stærkeste Udtryk af den Mundkaadhed, som Forfatteren vil have anseet for Naivetet hos denne Datter, der "brister ud i Latter" lige op i Øinene paa sin Fader, naar Elskeren har været saa heldig at holde ham for Nar, men ogsaa leer Elskeren ud, naar hans Puds slaaer ham feil, som om det var hende aldeles ligegyldigt enten han vinder eller ei; nei, hun giver sin "overgivne Elskværdighed" fri Flugt i endnu drøiere Skjemt. Meget betegnende for Stiil, Charakteerskildring og Tone i dette Stykke er Slutningen. Greven har, overbeviist om at maatte vinde Væddemaalet, bestilt Præsten for strax at lade Datteren vie til Baron Ørenskjold. Elskeren, som efter Seiren hører at Præsten er kommen, siger til Caroline:

"(idet han vil føre hende afsted) Kom dog, Caroline! Præsten er der jo!

Til den Grad havde Sandsen for det Sande og Skjønne tabt sig, at saadant Pjank, baade i Handling, Charakteerskildring og Sprog, kunde bydes Publikum for Lystspil paa en Skueplads, der for 20 Aar siden havde til sit Repertoires Grundlag havt den ægte Comedie i et rigt Udvalg af herlige Værker, deels nationale af Holberg, Wiwet, Tode og P. A. Heiberg, deels fremmede af Molière, Regnard, Beaumarchais, Sheridan, Goldsmith og Goldoni, og endydermere sildigere af Olufsen, P. A. Heiberg og Pram faaet tre ypperlige Comedier. Disse kom nu slet ikke til Opførelse, de fleste af de ældre bleve ogsaa holdte ude af Repertoiret, og de øvrige stilledes i Baggrunden for de carikerede Døgnstykker eller brugtes som Nødhjælp, naar disse ikke kunde gives. Og ikke nok dermed: Forfatteren af "Lystspillet" beæredes af Kierulf, der havde antaget det førend Rahbek tiltraadte som Censor, med Forsikkring om den Glæde, det var for Directionen, at Theatret fik et Stykke, "som vakte Haab om, at den danske Comedie endelig havde fundet en baade talentfuld og [sideskift][side 184]heldig Dyrker." Heldig kunde Kierulf med Grund kalde Forfatteren efter at Stykket var givet, thi Mængden, der gottede sig over de mange dumme Optøier, som her vare jagne sammen, og forsonedes med den frækt overgivne Caroline ved den Jfr. Rosing eiendommelige Varme og gratiøse Kjækhed i Fremstillingen, modtog denne scurrile Nyhed med stort Bifald. Men vel maatte man sande Pram, der, da Kierulf vilde gjøre ham begribeligt, at Directionen maatte glæde sig ved dog engang at have faaet et Stykke, "der i det mindste lugtede af Comedie," høiligen fornærmet udbrød: "Aa der er Død og Pine at drive Directeur-Beskedenheden for vidt! Kun lugter? Nei, det stinker, min Faer! og stinker saa forbandet, at man ikke skulde tænke, man var i et kongeligt Theater, men i det dramatiske Selskab Svinestien!" Til Trøst for dem, som have Troen paa, at den ægte Comedie altid paa den danske Skueplads omsider vil vinde Kraft til at hævde sit kunstretlige Herredømme imod Fjellebodvæsnet, skal allerede her anføres, at ikke mere end ti Aar efter vare "Lystspillet" og endog sex sildigere Stykker af samme Mønster gravlagte uden andet Minde end det, som Historien nødsages til at sætte dem, ved at maatte omtale en Tid, hvori noget saa Aandsforladt blev værdiget Udførelse af den danske Scenes første Kunstnere. — Som om det for Efterverdenen ret skulde vitterliggjøres, til hvilken Bagvendthed i Anskuelsen af det Kunstskjønne det, ved et slet Repertoire, var lykkedes en smagløs Theaterbestyrelse at føre et af Naturen sundtdømmende Publikum, havde det tragiske Mesterværk nær faaet den Skjæbne, som det comiske Fuskerie havde fortjent. Man skulde troe, at "Axel og Valborg", den første danske Elskovstragedie, herlig ved poetisk Udførelse og dertil [sideskift][side 185]ægte nordisk i Handling og Aand, strax var bleven fattet og følt saaledes, at den havde fundet en enthusiastisk Modtagelse; men det var ingenlunde Tilfældet. Udaf en til det Crasse, Overdrevne og Affecteerte forvænt Mængde skulde Digteren selv fremelske sig et Publikum med Sands for Skjønheden i det Ædle og Naturlige, som var hans Poesies Kilde; og da hans Genialitets Fylde havde ført ham til ei alene for sine tre første Tragedier at vælge tre Æmner, som, hvorvel alle nordiske, vare hverandre meget ulige ved Stoffets ethiske Indhold, men til at han ogsaa ægte dramatisk, behandlede ethvert af dem aldeles objectivt efter dets Grundcharakteer, var der i deres Væsens Inderste en saadan Forskjellighed, at endydermere hvert enkelt af disse Værker selv maatte for sig lede Tilfluerne til den fulde Opfatning af dets eiendommelige Skjønhed. Kun Skildringen af nordisk Liv og Tænkemaade i Almindelighed var fælles for alle tre Digtninger og Det, hvori den sidste maatte af Publikum bedre kunne fattes, end de to foregaaende; Ideen, og derved Fremstillingens Tendents, var i enhver af dem en anden og ny. Hedenskabets store, folkevigtige Kamp imod Christendommen; Heltens personlige Kamp for Liv, Frihed og Selvstændighed imod en mistroisk og underfundig Konge; og Kjærlighedens Kamp imod en kronet, af geistlig Kløgt understøttet Medbeiler give meget forskjellige Charakteergrupper, som hver fordrer et eget Synspunkt til rigtig og klar Betragtning. Vanskeligst var det for "Axel og Valborg" at bringe Mængden til dette Synspunkt. Den havde ikke i hvad der var seet paa Scenen Noget, der kunde føre til Sammenligning med de to første Tragedier: de maatte bedømmes efter det Indtryk, de ved sig selv formaaede at gjøre; men Kjærlighedens Kamp [sideskift][side 186]havde saa ofte været skildret, at der strax fremkom mange Sammenligninger, som ikke hos Mængden bleve til Gunst for Stykket. Hvad den meest lagde det til Last, var netop det, som giver det eiendommelig poetisk Skjønhed: den nordisk simple Udtalelse af Følelserne, den høie plastiske Ro i Fremstillingen. Medens Kjærligheden, naar den blev forfulgt eller følte sig ulykkelig i de rørende Comedier, hvori den sædvanligen dog kun var indvævet i Handlingen, gav sig Luft i convulsive Udbrud og lidenskabelige Tirader, viste den her, hvor den afgav hele Handlingen og var stedt i høieste Nød, stille Underkastelse og bramfri Høihed i sin Smerte: hverken den lidende Elskov selv eller den fjendlige Magt imod den satte ved heftig Bevægelighed Tilskuerne i Spænding, saaledes som i "Johanna Montfaucon" eller "Herman von Unna". Sander var meget ivrig for at gjøre opmærksom paa "Stykkets mange Synder imod Æsthetik og Psychologie," og anførte deriblandt fornemmelig, at "man maatte lære de norske Kongers Familiehistorie for at kunne forstaae Handlingen;" at "der var megen Kulde i Behandlingen af den meest brændende Lidenskab;" og — ved Fordreielse af at Digteren lader Valborg døe under Vilhelms Romance til at han lader hende døe af den, — at "Hr. Oehlenschläger tog Livet af Heltinden med en Vise." Selv den æsthetiske Fortjeneste, som Digteren havde villet indlægge sig, og virkelig ogsaa har indlagt sig hos Tilskuere med Sands for det Ædle og Høie, ved igjennem hele Stykket at holde Scenen i Kirken, skadede den theatralske Virkning paa et Publikum, som i "Sørgestykker" var vant til at fornøie sig ved de hyppige Changements af smukke Decorationer. Ogsaa fandt Mængden, at der i Brudeskaren — det eneste Optog, — kun gaves den et saare [sideskift][side 187]ringe Æquivalent for de Dandse, Pragtmarcher, Tableauer og andre pittoreske Divertissements, som ellers hængte ved eller bleve indlagte i "Geburtsdagsstykker". At dette Mesterværk ikke i sin Nyhed gjorde den store Virkning paa Publikum, som var spaaet af Rahbek, der med Varme søgte at modvirke den ugunstige Stemning, hvilken Avind havde vakt imod det, laae dog især i Fremstillingen. For den Tids Skuespillere var Tragedien endnu bestandig et fremmed Gebeet: kun Mad. Heger var saa hjemme derpaa, at hun endog aldeles tabte sin Natur udenfor det; et Par kunde i en enkelt tragisk Rolle have enkelte smukke Steder, men til fire betydelige Roller i en Tragedie at finde en Besætning, som formaaede at give dem en blot nogenlunde værdig Udførelse, var saare vanskeligt og blev aldeles umuligt naar den havde en bestemt nordisk Charakteer, thi da stod Mad. Heger, hvis hele Fremstillingsstiil ret egenlig kun var af nordisk Præg, ligesaa ene som uforlignelig. Ogsaa var hun den Eneste, der i "Axel og Valborg" gav sin Rolle dens fulde digteriske Aand og Sandhed. Det blide Sværmerie, der lagde Veemod i hendes Glæde og from Hengivelse i hendes Sorg, udbredte over den i Klostrets Stilhed opdragne nordiske Ungmø en poetisk Forklarelse, som fandt det høieste Udtryk i den tungsindige Tilfredshed, der laae i hendes Blik, Tone, Stilling og hele Væsen, da hun, som opløftet over det Jordiske, drømmende udbrød: "Hvor der er godsligt her i denne Kirke!" Nærmest hende stod Heger, der, som Vilhelm, gav den tydske Ridder og trofaste Ven med ædel mandig Kraft og Varme, men dog især vakte Opsigt ved en overraskende skjøn Forening af Simpelhed, Sandhed og rhythmisk Velklang i Foredraget. Imposant, ved det i Udvortes, Bevægelser og Tone majemaje-stætiske [sideskift][side 188]stætiske og dog høist naturlige Udtryk af høi geistlig Ærværdighed, Sjælsfasthed og dyb Følelse, var Kruse som Erkebiskoppen. Men det var ogsaa kun i disse Tre at Digteren saae fine Personer stillede klart og i deres poetiske Herlighed for Publikum. Foersom gav vel Axel med Phantasie og Følelse, men var, baade i Opfatning og Udførelse, altfor meget bunden til sin Personlighed til at han kunde fremstille ham anderledes end i den almindelige ridderlige Elskers Skikkelse. Den nordiske Djærvhed, rolige Kraft og Adel i Lidenskaben manglede ham; han var opfarende, havde mange ham personligt eiendommelige Bevægelser og søgte for meget at give Følelserne ydre Udtryk. Hans Axel gjorde megen Lykke, men som enhver anden taknemmelig Rolle af den i sin Individualitet yndede Skuespiller; ikke ved at den var Digterens Axel. Iblandt de andre alle uheldigt besatte Roller var Hakon Herdebred alleruheldigst ved, af Nødvendighed, at være given til Saabye, som, fordi han savnede Pathos, Kraft og ægte Følelse, i alle alvorlige Roller tog Tilflugt til Svulst og Affectation, der allerede vare hans vakkre Personlighed slet klædelige naar han agerede den charakterløse Keiser i "Herman von Unna"; men, selv for den kunstuforstandige Hob, bleve paafaldende falske i Udførelsen af den lidenskabelige, mandigt kjække norske Konge. Tillige var Stykket sat meget slet i Scenen. Den store Digter, som derved var tagen paa Raad, havde ingenlunde den poetiske Sands for sine Arbeiders Behandling i Fremstillingen, som han lagde for Dagen i deres Conception og Udarbeidelse, men faldt ofte paa at ville have den theatralske Virkning understøttet ved materielle Midler, som man skulde troe beregnede paa at ødelægge den. Med et saadant havde han ved den første [sideskift][side 189]Forestilling nær givet sit herlige Værk et Banesaar i Begyndelsen af fjerde Act. Medens han var Skuespiller havde han undertiden hørt en Chorist Puggaard, der, som Leier af "Punchesalen" og "Leverandeur af de Spise og Drikkevarer, som bruges paa Scenen," stod i nøiere Omgang med Kunstpersonalet end Choristerne i Almindelighed, vise sin Færdighed i med skuffende Naturlighed at efterligne Hanegal. Under en Prøve bemærkede Lindgreen i Spøg, ved det Sted, hvor Hanen galer, at her var en fortræffelig Leilighed til at benytte Puggaards Talent. Oehlenschläger tog strax Ideen som Alvor, idet han begeistret forestillede sig, at Publikum ved virkelig at høre Hanens Galen ret vilde saae Følelse af Midnattens dybe, øde Stilhed, hvilket ypperligt maatte forstærke det Høitidelige i Vilhelms Komme som Olaf den Helliges Gjenfærd. Puggaard blev overtalt til at fuldende Scenens Effect ved sin Galen, og paa to Prøver, ved hvilke man kun havde Tanker for hvor naturligt den gjordes, fandt den almindeligt Bifald. Men Forestillingen overraskede med en Virkning, som var aldeles modsat den, man havde gjort Regning paa. Ved de vagtholdende Kæmpers keitede Holdning og slette Diction var der allerede et Par Gange vakt Fnisen iblandt Publikum da Galet hørtes. Det faldt præcist ind og var ligesaa naturlig som ved Prøverne; men Publikum blev selvfølgeligt strax grebet af Forestillingen om at det gjordes af et Menneske og Naragtigheden i, at der i Coulissen stod En og galede som en Hane. Uagtet den ceremonielle Alvorlighed hos Tilskuerne ved Festforestillinger, brast hele Huset ved Kolbeins: "Den galer! hører I?" ud i en Skoggerlatter, som et Øieblik standsede Scenen og igjen brød frem da Endrid, paa Bjørns Spørgsmaal: "Men [sideskift][side 190]hvor var det vi slap?" svarede: "Ved Hanegalet." Publikum blev under de to sidste, i theatralsk Virkning desuden svageste, Acter saa aldeles sat ud af Stemning, at man endog frygtede for, at den anden Forestilling, ved hvilken det egenlig først skulde udtale sin Mening, ikke vilde gaae af uden Mishagsyttringer. Om denne Frygt end viste sig ugrundet, saa formaaede Fremstillingen dog, endskjøndt Hanegalet udelodes, ikke at vække Sympathi for en saa poetisk og theatralsk fortræffelig Digtning i høiere Grad, end at Optagelsen blev meget lunken. Det var fornemmelig ved at den af Galeotti, i Anledning af Fødselsfesten, componerede meget skjønne mimiske Prolog blev i denne Saison givet til alle Forestillingerne, at Stykket kom frem otte Gange med sparsomt Bifald. Det bedste Beviis paa, hvor ufyldestgjørende Udførelsen i det Hele dengang var, haves i, at Stykket efter denne Saison blev henlagt i tre Aar og at det i de ti Aar, som fra den første Forestilling hengik inden det fik en Besætning, der fremstillede det i dets fulde poetiske Herlighed, kun gaves 18 Gange, endskjøndt det 4 Gange fremdroges til Beneficer. Som Digterværk havde det snart hos Publikum vundet en saa stor Anseelse, at Skuespillerne, naar det havde henligget en Tid, turde være forsikkrede om, at det ved en Benefice vilde give dem fuldt Huus; men hvergang fandt Publikum sig ved Udførelsen saa skuffet i sin Forventning, at det atter efter et Par Forestillinger maatte henlægges.

Af tre Syngespilnyheder holdt kun Treactsstykket "Kjærlighed paa Landet" sig paa Scenen, især ved Kunzens fortræffelige Musik. Fra Begyndelsen til Enden havde Mesteren her, let og yndigt, i combinerede Numere som i Viser, givet et levende musikalsk Udtryk af landlig Glæde, [sideskift][side 191]Munterhed og Skjelmerie, og i Birkedommeren, som Knudsen vel ikke kunde holde sig fra hist og her at overdrive, men i det Hele spillede ganske ypperligt, med megen Smag musikalsk udført en comisk Charakteer saa effectfuldt, at Syngepartiet af Knudsen selv blev anseet for endnu fortræffeligere behandlet end Bartels i "Viinhøsten". Dette Arbeide fandt en meget gunstig Modtagelse og vilde uden Tvivl længe have holdt sig i stor Yndest, hvis Texten ikke havde været saa barnagtig og dertil var bleven udpyntet med en Masse Flauheder af Bearbeideren, N. T. Bruun.

"Den dramatiske Skole" fik i denne Saison sit første Trækstykke i Kotzebues "Skuespilleren imod sin Villie," der gjorde furore ved Carl Bruuns Udførelse af Forklædningsrollen, som, da den ikke betinger Opfatning eller Fremstilling af nogen Charakteer, vel ikke fordrer egenligt Skuespillertalent, men blander Mængden som et stort Kunststykke, naar den Spillende er i Besiddelse af Lune og har Naturgaver til i Udvortes og Mæle at antage forskjellige Individualiter, hvilket i høi Grad var Tilfældet med Bruun. Den store Yndest, hvori han stod, gav Anledning til at man begyndte Forsøg paa ogsaa at opføre Syngestykker. Modtagelsen af "De to Gjerrige" spaaede imidlertid ikke Held i denne Retning: den gamle Bærhid gav ham ikke Leilighed til at virke med Syngestemmens eiendommelige Friskhed og Velklang, og den øvrige Besætnings musikalske Udførelse af det lille meget moersomme Syngestykke fandt man yderst maadelig. Det Mærkeligste ved Skolens Repertoire var, at det havde tre originale Nyheder, alle af Rahbek. De to: Nationaldramaet "Skottekrigen" , der indeholdt flere meget smukke Steder, men savnede Livlighed og theatralsk Virkning, og "Solen", et Eenactslystspil, [sideskift][side 192]gjorde kun liden Lykke; det tredie: "Det ostindiske Shawl", Lystspil i tre Acter, behagede mere og burde paa den Tid, da man i det kongelige Theater beklappede et saa smagløst Fuskerarbeide som "Lystspillet" , have vakt stor Opsigt, som en glædelig Yttring af, at der endnu var Evner, som kunde vække Forventning om den ægte danske Comedies Gjenoplivelse. Atter dette Stykke gav Anledning til at beklage, at Rahbek ikke med Varme og Vedholdenhed havde gjort sig Lystspildigtning til Fag, thi man fandt den, foruden nogle heldige Charakteerskildringer og et for den finere Comedie fortræffeligt Sprog, et Par særdeles godt behandlede comiske Situationer, som for at gjøre stor Virkning kun behøvede at understøttes ved at Handlingen, der leder til dem, var bedre anlagt og havde mere Raskhed.

Et meget stort kunstnerisk Tab leed Skuepladsen ved at Schwarz, kun 57 Aar gammel, fandt sig foranlediget til at søge Afsked som Skuespiller, paa Grund af, at "hans Hukommelse var betydeligt svækket," hvorfor han ogsaa allerede et Par Aar tidligere havde søgt og faaet Fritagelse for at lære nye Roller. Den sande Aarsag til at han saa tidligt trak sig tilbage antoges imidlertid almindeligt at være Utilfredshed med, at Directionen, efter hans Mening, ikke noksom paaskjønnede det store Genie, han med Rette kunde berømme sig af at have, men som han heller ikke nogensinde forsømte at støtte meget betydelige Fordringer paa. Han havde opnaaet Kaar og Indrømmelser, med hvilke en mindre stor Kunstner vistnok ikke vilde føle sig tilfredsstillet i vore Dage, men som dengang holdtes for meget glimrende og i alle Fald stillede ham høit over hans Kunstfæller; men han fremkom bestandig med nye Forlangender, og da Directionen ikke saae sig istand til at [sideskift][side 193]opfylde dem, indtraadte imellem den og ham en saadan Spænding, at han troede, "ikke mere at kunne drive en Kunst, som stadigt bringer sine Dyrkere saaledes i Affect, at de, mere end et Menneske i nogen anden Stilling, maae søge Fred og Sindsro for de Timer, hvori de kunne gjøre Fordring paa at maatte tilhøre sig selv og deres Familie." Det var ham derfor kjært, at han kunde gaae bort fra Scenen saaledes, at han, med Gagen som Instructeur, hvilken Post han beholdt, da han nu ikke tog sig den synderligt nær, havde 1200 Rdlr. aarlig at leve af. Hvad man meest kom til at savne ham i, var hans alvorlige Roller; thi den var Ingen, som blot nogenlunde kunde nærme sig ham, medens Frydendahl ved sit store Genies ualmindelige Fleersidighed gav god og ofte rig Erstatning for ham i alle andre Fag. Forresten trøstede Publikum og hans mange kunstforstandige Beundrere sig med hans Løfte om, nu og da ved en Benefice eller anden overordenlig Leilighed at ville udføre en af sine Glandsroller. Derfor vakte Saabyes, den langt mindre udmærkede Kunstners, pludselige Bortgang uden Haab om Gjensyn en langt større Beklagelse. Han havde to Dageførend sin Død fyldt sit kun 47de Aar, bevarede endnu sin Ungdoms hele elskelige Fyrighed, fremtraadte aldrig uden at være Publikum behagelig, endog i Roller, som ikke passede for ham, var ikke blot Damernes Yndling, men Modecavalerernes Mønster, og benyttede altid gratiøst den Frihed, som hans Væsens Tækkelighed havde hos Publikum skaffet ham til "at gjøre hvad han vilde". Alle raabte, at han var uerstattelig, og dog fandt Alle ham langt hurtigere og fuldstændigere erstattet end Schwarz; thi da Eenholm kom i Besiddelse af hans taknemmelige Roller og med stor Flid gav dem i hans [sideskift][side 194]lette, livlige Maneer, saae man i ham, uagtet han aldrig naaede Saabye i naturlig og utvungen Elskværdighed, ved den i Rollen liggende Fortryllelse, jævnligen "den anden Saabye"; men Ingen, der i hvilkensomhelst Rolle, som fordrede simpel Værdighed, Hjertelighed og mandig Varme, havde beundret Schwarz, faldt det ind, at han i hans Efterfølger saae den anden Schwarz.

Det Nye og Indtagende i en correct, smuk Versfremsigelse, hvilken Rahbek ved sin Veiledning i "den dramatiske Skole" først havde fremelsket saaledes, at Publikums deeltagende Opmærksomhed særlig var bleven henvendt derpaa, førte de saa af det kongelige Theaters Kunstnere, som havde Sands for den og ved deres æsthetiske Dannelse stode over Eleverne i dens routinerede, aandrige og smagfulde Anvendelse, paa Tanken om, at benytte den som et særegent, indbringende Underholdningsmiddel. Foersom var den Første, der gjorde Forsøget, og uagtet han langtfra var en saa ypperlig Versfremsiger, som de bedste af dem, der i Tragediens sildigere glimrende Periode vandt Beundring i denne Egenskab, faldt det saa overordenlig lykkeligt ud, at ikke alene flere Begavede, som Mad. Rosing, Mad. Heger, Jfr. Olsen, Heger og Haack, der med Held stode ham bi, fulgte hans Exempel til egen Fordeel, men at endog Skuespillere, der ikke havde Begreb om Vers eller Forstand til at vælge passende Digte, erhvervede sig Tilladelse til at foranstalte declamatoriske Aftenunderholdninger indtil disse endelig, uagtet de forbedredes med Musiknumere, en Snees Aar efter forgik i deres egen Trivialitet og Kjedsommelighed, hvorfor man fandt paa at afløse dem med saakaldte sceniske Forestillinger.

[sideskift][side 195]Der havde i flere Aar og, som Repertoiret viser, med god Grund, af Abonnenterne været ført Klage over at Forestillingerne vare af altfor stor Forskjellighed med Hensyn til hvor meget der gaves for Penge. Nogle Forestillinger vare utilbørlig korte, andre utilbørlig lange. Til et Stykke, som paa ingen Maade kunde udfylde en Forestilling, gav man vel en Entrée eller et Dandsedivertissement, men uden at tale om, at denne Tilgift ikke sjeldent var saa grundkjedsommelig, at man helst vilde undvære den, spilledes det Hele alligevel ofte i mindre end halvtredie Time; medens der en anden Aften enten til samme Stykke eller endog til et, som nylig var brugt til alene at udfylde en Forestilling, blev givet en stor Ballet, hvorved Skuespiltiden gik ud over fire Timer. Det var ei alene den Vilkaarlighed eller Ligegyldighed, hvilken man fandt, at Directionen viste derved, som vakte Uvillie; da der ikke dengang blev i Forsalen antegnet et Klokkeslet til hvilket Forestillingen omtrent vilde være ude, men dette maatte efterspørges hos en af de Controleurer, der vilde fortjene sig en Drikkeskilling ved af Theaterbudet at skaffe sig et Skjøn derom, hændte det jævnligt, at de kjørende Tilskueres Vogne kom meget for tidligt eller meget for sildigt, hvilket i Vintermaanederne gik haardt ud over enten Kudsk og Heste eller Herskaberne selv, som i Kulde og Træk maatte holde ud i Logerne efter at de fleste Lys vare slukkede. I denne Saison blev Directionens Hensynsløshed endelig Abonnenterne saa utaalelig, at endeel af dem i Forening indkom med en meget alvorlig Besværing derover; men Hauch gav, i de allerhøfligste Udtryk, til Svar: Directionen maatte ved Bestemmelsen af Forestillingernes Indhold først og fremmest tage Hensyn til Theatrets øieblikkelige Tarv og Evne, især [sideskift][side 196]saalænge de lave Abonnementspriser vare Kassen til betydelig Skade. Det var vel muligt, at der snart vilde skee en Omordning af Abonnementsbetingelserne, og i samme Forhold som den blev Kassen til Fordeel maatte man naturligviis mere have Abonnenternes Tilfredshed for Øie, men indtil den Tid kunde han kun opfylde deres Ønsker for saa vidt, at der hver Aften ved Husets Aabning skulde i Forsalen findes et Opslag, som — saa vidt muligt — underrettede om, hvad Tid Forestillingen omtrent kunde antages at ville blive forbi.