[side 083]Efter 3½ Aars Forløb modtog den danske Skueplads, i Sanders Femactsstykke "Hospitalet", atter et original: Lystspilforsøg, men det blev det alleruheldigste, der var gjort siden "Dormon og Wilhelmine" for 10 Aar siden aabnede de uheldige Forsøgs uafbrudte Række. Forfatteren havde villet latterliggjøre to af Tidens meest fremragende Daarskaber: Hanget til mystisk Philosophie og Smagen for Røverromaner; men var selv henfaldet til en tredie: den prækende falske Sentimentalitet, og havde, ved Usandhed og Overdrivelse i baade Charakterer og Begivenheder, udført sin Idee saa keitet og plumpt, at Satiren blev uden Virkning. Saaledes havde han ladet en Oberst, som han vilde have anseet for en ellers sat, fornuftig og ædelttænkende Mand, ved Læsningen af Røverromaner blive saa forrykt, at han, for at more sig, overfalder og udplyndrer en fredelig Comedianterbande. Der var i dette Lystspil ikke Spor af hverken Lune eller Vittighed, af hverken Lystigheden i den holbergske Comedie eller det sine Charakteeranlæg og den smagfuldt naturlige Dialog i Prams "Ægteskabsskolen". Det Eneste, man fandt moersomt ved Stykket, var det Forfeilede i Forfatterens Anstrengelse for at være moersom; Publikum loe ikke af det, men loe det ud. Sander, der var meget hovmodig af den velfortjente ualmindelige Lykke, som hans "Niels Ebbesen" havde gjort, kunde ikke fatte andet, end at det maatte være den laveste Misundelse, som stillede sig iveien for hans Lystspils glimrende Indgang paa den danske Scene; han erklærede meget opbragt, at han vel saae, at Chicanen ikke vilde taale ham som Lystspildigter, men han skulde lære den at lade ham beholde Pladsen som den første Tragediedigter. Dog ogsaa deri maatte han see sig skuffet, ikke blot ved at en [sideskift][side 084]Anden hævede sig over den Høide, han havde været paa, men ved at han selv ikke engang mere kunde naae den. — At denne slette Nyhed kom frem, var ikke at lægge Directionen til Last; den havde ikke foranlediget Stykket, og kunde ikke godt afslaae Opførelsen. Saavel den Anseelse, hvori Sander stod hos Publikum og som han aldrig undlod at styrke ved at beraabe sig paa sin Værdighed til den, som ogsaa, at der i den sidste Tid næsten slet ikke indkom originale Arbeider, gjorde en Forkastelse utilraadelig. Imidlertid behøvedes heller ikke dette Stykkes Antagelse til Beviis paa, at den danske Skueplads nu var givet en raa Vansmag i Vold; saa faa de af Bestyrelsen valgte Nyheder end vare, de gave fuldt Vidnesbyrd derom. Martellys "De to Figaroer" savnede altfor meget Liv, Lystighed og overgiven Vittighed til at det Publikum, som i Beaumarchais's saa kosteligt spillede to Stykker havde gottet sig over den ene uefterlignelige Figaro, kunde finde Behag i dem; og i "Erindringen" gav Iffland vel fuldt op af Moral og Rørelse, men hans stereotype Charakterer bleve ved de hverdagslige Situationer altfor kjedsommelige til at kunne vække Interesse: disse to Stykker fandt ingen Indgang hos Publikum. Alligevel: hvor svage de end ere, der viser sig dog i dem en alvorlig Bestræbelse for, efter Evne, at fyldestgjøre Kunsten og Naturen. Det Modsatte var for sund Smag den meest fremtrædende Egenskab ved de to Stykker, som Directionen havde valgt for at give Publikum noget, med stor Omhu udstyret, ret Stort og Fortræffeligt. Sværmeriet for det Rørende havde længe været begjærligt efter nogle „gode tragiske Stykker", og gjentagende offenligt lagt Directionen paa Hjertet, at den ikke sørgede for at skaffe Abonnenterne Afvexling og at [sideskift][side 085]holde den dannede Deel af Publikum til Theatret. Der var i den Anledning delibereret meget i Directionsmøderne, og Hauch havde ved den foregaaende Saisons Slutning indtrængende anmodet Kierulf og Sames om "at udsøge nogle smukke Sørgestykker, da det lod til, at Publikums Smag vilde falde til dem, og de vist kunde blive Theatret til Ære og Fordeel." Ved Valget af et Par shakespearske eller schillerske Værker kunde Directionen maaskee nu have virket meget for det moderne Føleries Overgang til sund, ægte Følelse, men Kierulf havde kun ringe poetisk Sands og rettede sig desuden altfor ydmygt efter de Stores Anskuelser, til at han skulde finde sig foranlediget til at bestride Hauchs erklærede Uvillie imod hvad denne kaldte "urimelige Stykker, hvori der bestandig var Coulissechangement og taltes i høie Toner, men ikke fandtes Noget for Hjertet, som kunde røre Folk." Kierulf gik, i sin Chefs Aand, ned til Publikums Smag, søgte "rørende" Stykker, som i Tydskland havde vundet saa stort Bifald, at man kunde gjøre Regning paa deres glimrende Optagelse her, og foreslog, efter sex Ugers Overveielse, "Selim, Prinds af Algier", og "Hussiterne", hvilke behagede Hauch saameget, at han strax erklærede sig villig til "at lade dem opføre med al den Bekostning, som de fortjente." Det Førstnævnte kaldtes et Sørgespil af Lystspilforfatteren Jünger, men var en af ham forfærdiget meget nøgtern Omarbeidelse af Englænderen Brownes »Barbarossa«, et af forslidte Situationer og Theatercoups sammenlappet Rørestykke med en høist almindelig Tyran, en Dronning som stolt Qvinde og lidende Moder, en forklædt Prinds, Drab og meget declamatorisk Spektakel i brillant tyrkisk Costume. Frydendahls prægtige Udseende og buldrende Tirader i [sideskift][side 086]Tyranrollen, den majestætiske Skjønhed, hvori Jfr. Astrup fremtraadte som Enkedronning Saphira og det sentimentalt syngende Foredrag, som man var vant til hos hende at tage for Udtryk af Følelse, Mad. Hegers høie qvindelige Ynde og sværmerske Melancholie i Irena, Foersoms livfulde Fremsigelse af den forfulgte Prindses Knaldreplikker og de deilige Dragter skaffede Stykket et stormende Bifald. Der var ingen Pathos, ingen tragisk Storhed: kun en triviel Behandling af et trivielt Romanstof; men man følte sig henreven af "de mange rørende Steder": det var et Sørgespil efter Mængdens Hjerte. Og dog kunde det ikke i Virkning paa følende Sjæle nær maale sig med Kotzebues "Hussiterne". Wieland, hvem dette Femacts-Drama i dets Nyhed skaffede "ein ganz ausnehmendes Vergnügen und eine innige Rührung", fandt det at være "das non plus ultra dessen, was die dramatische Muse über menschliche Gemüther vermag", og havde for saavidt Ret, som det ei alene var lagt an paa at skulle være det, men for den Tids affecteert blødhjertede Masse virkelig var det: det Rørende den er saa overvældende, at det consumerer endog alle ægte dramatiske Egenskaber. Det vil være vanskeligt at opdage Stykkets Idee, derimod aabenbarer sig i hver Scene Forfatterens Tanke: at anvende den høieste Kløgt paa Tilveiebringelsen af Midler, hvormed selv det haardeste Hjerte maa bevæges til Medlidenhed. Kun Skade, at den Medlidenhed, han vil vække, ikke er tragisk, og at Midlerne, hvorved han vækker den, ere platte og ukunstneriske. Det eneste Maal og Meed er Effect ved Rørelse, og den søges tilkæmpet ved falsk Sentimentalitet, huul Pathos, de smaaligste blandende Udvendigheder, forskruede Charakterer og en opstyltet pompøs Handling, der har sit store [sideskift][side 087]Moment i at den frygtelige Prokopius. Hussiternes Hærfører, lader sig bevæge til Skaansel imod de beleirede Naumburgere, ved at de sende deres Børn, fra det femte til det fjortende Aar, i Procession til hans Leir, for at anraabe om Naade. Virkningen af dette storartede Theatercoup maa naturligviis blive i Forhold til de smaa uskyldige Bønfaldendes Mængde: jo større Antal jo større Rørelse; Directionen havde fra Dandseskolen, hos de Gifte i Personalet og igjennem Statistformanden med megen Møie sammenbragt hele 57; derfor: Rørelsen var meget stor. Stykket gjorde glimrende Lykke. For sund Sands var det eneste Gode og Skjønne deri Rosings høie, mandige og sjælfulde Fremstilling af Rodemesteren Wolff; men den danske Skuepladses Publikum fandt, at det i Eet og Alt, fra Begyndelsen til Enden ganske var hvad Wieland havde beundret det for at være. Der taltes dengang meget om, at Kotzebue havde underrettet Sames om, at han, med sin Kone, vilde til Foraaret gjæste Kjøbenhavn, for at see nogle af sine Stykker, da det var ham fortalt, at de der gaves endnu fortræffeligere end i Tydskland og fandt overordenligt Bifald hos Publikum. Iblandt de Festligheder, hvormed Directionen tænkte at hædre en Digter, hvis Stykkers Glands nu overstraalede det hele originale Repertoires, skulde den første bestaae i en af Sander forfattet tydsk Prolog, som maatte være i Sang, for at kunne udføres af Mad. Frydendahl, og Opførelsen af „Hussiterne". Da han ikke kom i denne Saison, var det et Held, at hans Løfte om at indtræffe i næste ikke kunde opfyldes formedelst Krigen i Tydskland, thi allerede da havde han neppe kunnet glæde sig ved den Bifaldsjubel, der nu fulgte Knaldscenerne. Tilløbet og Tilskuernes heldige Stemning for [sideskift][side 088]Modtagelsen af dette Rabalderstykke skyldtes nemlig for en stor Deel, uden at Mængden var sig det bevidst, en af Galotti i Anledning af Kongens og Kronprindsens Fødselsfest componeret, ved Opfindelse i fædrelandsk Aand og henrivende Dandse høist ypperlig, mimisk Prolog, som ved alle syv Forestillinger gik foran Stykket. Publikums Rørelse over dette var støiende, men altfor meget taget ved Overraskelse til at have rigtigt Hold: allerede ved dets 8de Opførelse, efter at det i tre Aar var blevet holdt ude af Repertoiret, for at skaffe Due en mere indbringende Benefice, end Publikums ringe Mening om ham lod vente, fandt man, at det, uden Prolog og uden Rosing, var temmelig kjedsommeligt; ja da det, efter igjen, fordi ogsaa Jfr. Astrup vilde gjøre en glimrende Benefice med det, at have hvilet i tre Aar, kom frem den 11te Gang, gjorde man sig lystig over at Forfatteren havde kunnet indbilde sig, at Publikum ligesaa let som Prokopius vilde lade sig tage med Storm af en Flok Børn, og hvad der i Dramaets Nyhed havde været beundret som non plus ultra i det Rørende, blev da spottet som non plus ultra i det latterligt Affecteerte. Af Agtelse for Beneficiantinden applauderede Publikum et Par Scener ved hendes Forestilling; ved to følgende morede det sig saa meget over det Pathetiske, at der blev taget Directionsbeslutning om at omgjøre Klæderne til "Hugo von Rheinberg". — Ogsaa i Syngespillet vilde Directionen have noget Sørgeligt, og valgte, imod Kunzens Raad, "Romeo og Juliette", et fransk Sangsørgespil i tre Acter, sammenflikket af Shakespeares Tragedie, men trist og uden store musikalske Situationer. Steibelts i det Hele skjønne og charakteristiske, i enkelte Partier endog grandiose Musik vandt, uagtet en temmelig svag Udførelse, [sideskift][side 089]fortjent Bifald; men Stykket faldt Publikum altfor monotont og langtrukkent; for at det Sørgelige skulde kunne vække dets Deeltagelse maatte det have Liv, Afvexling og slaaende Effect. Disse Egenskaber vare overhovedet Publikum det Væsenligste ved Alt, hvad der blev budet det som Kunstproduction; hvor det fandt dem, var det ingenlunde nøiseende paa hvad Smag og sund Fornuft kunde gjøre Fordring paa. Saa mange Usandsynligheder det end blev opvartet med i det comiske Syngestykke "Fra Værtshuus til Værtshuus", der baade i Texten og Tarchys lette, nydelige Musik har fuldt op af dette Væsenligste, saa morede det sig derfor kosteligt og skjænkede Udførelsen et saa levende Bifald, at det kun var Vanskeligheden ved at give et Stykke, hvori der er saa mange Damer i Mandsdragt, som blev Skyld i at det ikke længe holdt sig paa Scenen. Saisonnens sidste, men de forudgivne langt overstraalende, Nyhed bragte Du Puy i sin uforlignelige "Ungdom og Galskab", et genialt Værk, som, medens alle de andre Nyheder forlængst ere gaaede under med den Modesmag, der fremkaldte dem, endnu henriver ved Friskhed og Ynde. N. T. Bruun har ved Omarbeidelsen af Bouillys "Une folie" viist, hvor ypperligt han, naar han kun havde anvendt saa megen Flid og saa godt modstaaet sit Hang til med sine egne kaade, smagløse Indfald at gjøre Forfatterne vittige, kunde have behandlet fremmede Arbeider for den danske Scene: den er bleven en meget naturligt local og behageligt moersom Text, hvori ethvert Syngenummer har en særdeles heldig rhythmisk Form. Den første Opførelse af dette Værk blev imødeseet med stor Spænding. Du Puy havde vundet megen Yndest hos Publikum ved endeel særdeles skjønne Smaacompositioner; men den Mening, at Du Puy, om [sideskift][side 090]han ogsaa virkelig var en talentfuld Componist af Concertsager, var altfor flygtig til at kunne gjennemføre et betydeligt dramatisk Værk kunstrigtigt og smukt, havde et Par ansete Musikdyrkere yttret til saa Mange og med saa stor Iver og Bestemthed, at det for Theatret interesserede Publikum, der havde hørt saa meget Bynyt om Du Puys Letsind, fandt den meget rimelig. Ogsaa blev der gjort opmærksom paa, at han ved til sin første Theatermusik at vælge en Text, hvortil der allerede var en berømt Musik af Méhul, viste en umaadelig Arrogance; hvorimod den Omstændighed, at han ved Partiernes Indstudering, som han selv forestod, havde indstændigt bedet Sangerne, ikke at lade hvilkensomhelst Mening om Musiken komme udenfor Syngeskolen inden Orchesterprøverne, gjordes til Beviis paa hans grundede Frygt for at man vilde finde hans Arbeide forfeilet. Ved den første Opførelse var det, inden Ouverturen begyndte, de fleste Tilskuernes Formodning, at de i Musiken kun vilde finde et i Enkeltheder interessant, men i det Hele mislykket Forsøg. Allerede Ouverturen fremkaldte et glimrende Bifald og den glade Beundring steg med ethvert Numer i Stykket. Det livligt og gratiøst vexlende Udtryk af overgivent Lune, erotisk Følelse, Skjelmerie, krigersk Fyrighed og munter Gemytlighed, som strømmede frem i en Rigdom af skjønne, letflydende, friske Melodier og hævedes ved det delicate og coquet instrumenterede Accompagnement, henrev Publikum, som ved d'Alayracs og Gretrys Musiker især var blevet indtaget af den behagelige, ved et let Anstrøg af Charakteer, piquante Stiil. De fire store Arier, der, høist forskjellige efter Person og Situation, alle udmærkede sig ved original Melodiøsitet, Liv og Bravour; de herlige Viser og den med Genialitet [sideskift][side 091]udførte dramatiske Behandling af første Acts Finale vandt et overordenlig levende Bifald. Men faa Syngespil ere ogsaa paa det danske Theater blevne i alle Roller udførte med en saadan Virtuositet i baade Sang og Spil. Componisten selv, der især, med en hans Samtid uforglemmelig Gratie og elskelig Munterhed, brillant foredrog Ritmester Roses Arie; Frydendahl, som gav Maleren med en beundringsværdigt interessant Naturlighed, og sang sin Arie med en uefterlignelig fiin comisk Nuancering i et kraftfuldt charakteristisk Foredrag; Knudsen, over hvis Sang og Spil der var udbredt en elskelig Jovialitet og ægte inderlig Livlighed; Jfr. Funck, som med sin glimrende Udførelse af Sangpartiet i denne Rolle forenede en hos hende usædvanlig Munterhed, der klædte den af Naturen indtagende Pige særdeles smukt; og endelig Kruse, som fortræffeligt gav den gamle Farveriver og med sin rene, klangfulde Bas gjorde prægtig Virkning i Finalen — disse Fem virkede hver for sig og i Forening saa ypperligt efter deres Opgavers Fordringer, at dette Stykke blev en af den danske Scenens uovertræffelige Syngespilforestillinger.

Rahbek havde i en Række Aar ofte og indtrængende gjort opmærksom paa Nødvendigheden af at oprette en Skole og Øvelsesanstalt for tilgaaende Skuespillere. Gavnligheden af en saadan Indretning, under en kunstforstandig og omhyggelig Ledelse, var indlysende, og Rahbeks Yttringer derom vare ogsaa ingenlunde blevne saa ringeagtede, som han beklagede sig over. Allerede Warnstedt havde, i Forening med Schwarz, taget Sagen under meget nøie Overveielse og gjort forskjellige Udkast, efter hvilke han havde udseet Rahbek til Lærer i "det theoretisk Dannende, samt Kundskab om Vers og deres rette Fremsigelse", hvorhvor-imod [sideskift][side 092]imod han "ikke fandt det raadeligt at lade ham have at gjøre med Veiledning i hvorledes Roller skulde begribes og spilles, da han kun havde god Smag i den larmoyante Comedie, og i sin Kritik over Actionen lod sig mere lede af sit Sentiment for Acteuren, end hvad han billigen maatte dømme om hans Capacitet." Warnstedt var imidlertid ikke den Mand, der, blot fordi han fandt den ønskelig, letsindig tog sat paa Iværksættelsen af en saa vigtig Sag, som han indsaae at en saadan Skoles Oprettelse maatte blive; han klarede sig først alle Vanskeligheder og kom da, efter at han ved flere Planer havde søgt at hæve dem, til Overbeviisning om, at det ikke for Øieblikket og med de Midler, han kunde faae til Raadighed, vilde være muligt at tilveiebringe hvad han kaldte "et Academie, som skulde give Skuepladsen dens rette Fundament, men ikke forøge Antallet paa uduelige Aspiranter," Grundtrækkene i alle hans Udkast vare: „Man maatte paa ingen Maade optage Elever iflæng med bar Forhaabning om, at der vel iblandt dem vilde findes enkelte, som med Tiden kunde gjøres brugelige; thi det vilde være at føre mange unge Mennesker af begge Kjøn ind paa en Bane, som man, naar de vare blevne maaskee over en Snees Aar og havde faaet Afsmag for Arbeide med Hænderne, skulde med blødende Hjerte være nødt til at jage dem ud af, uden at kunne anvise dem en anden, hvorpaa de agtværdigen kunde fortjene deres Brød; og Theatret var allerede nok en Fordærvelsesindretning formedelst Dandseskolen, som blev mange Børn til Forliis af Skolelærdom og Oplærelse i en skikkelig Haandtering. Skulde en slig Stiftelse blive baade Eleverne og Theatret til Gavn og Ære, da maatte fornemmelig søges unge anstændige og velopdragne [sideskift][side 093]Mandfolk og Fruentimmer af hæderlige Borgerfamilier; men af Børn kun saadanne som tegnede til at faae god Theaterexterieur og ved flere Prøver viste let Nemme, Lærelyst og et remarquable Talent i Efterligning. Børnene maatte i visse Timer gives al den Lærdom, som vilde gjøre sædelige Pige- eller Drengebørn stikkede til at komme godt an i Verden, om de ikke befandtes duelige til Theatret; og samtlige Elever, store og smaa, skulde fem Timer daglig forenes for at faae Underviisning i Dansk, Tydsk og Fransk, Historie, Geographie, Poetiken, saa megen Tegning som behøves til ordenligt at tegne hvorledes en Person skal see ud i et Stykke, Mythologie, Sang, Dands, Fægtning og militair Exercits, samt to Gange ugenlig anføres til Øvelse i at fremsige Vers, oplæse passende Scener og spille smaa Stykker, hvori de kunde habiliteres i at bevæge sig paa Theatret, begribe en Rolle, give deres Person sammes Væsen og baade rigtigt og smukt exprimere Situationer og Affecter. Der skulde een Gang om Maaneden holdes Examen samt i Actionen aflægges Prøver for Directionen, som derefter havde at afgjøre, om der iblandt Eleverne var fundet Nogen, som havde Dygtighed til at overgaae til Theatret, eller som for Udygtighed burde afgaae fra Academiet. Længer end to Aar kunde intet voxent Menneske gaae inden saadan Kjendelse gaves, men om endog Børn bleve kjendte udygtige, kunde de, naar de engang vare optagne, vedblive at faae Lærdom i Skolen indtil deres Confirmation. Alle Elever skulde have fri Comedie, men ikke i Læreaarene andet med Theatret at gjøre, end, naar det kunde skee uden Afbræk for Underviisningen, at gaae ind i Chor og Balletter, for at blive theatervante." Intet af Warnstedts Udkast indeholder nogen Antydning af, at [sideskift][side 094]han meente, ved offenlige Forestillinger af Eleverne at opnaae Bidrag til Udgifterne; der siges tvertimod, at disse maatte skaffes tilveie "ved hans Majestæts allerhøieste Naade og Theatrets Tilskud for den Fordeel og Ære, som et saadant Academie vilde forsikkre det." Udgifterne vilde, efter hans Plan, fornemmelig blive til Skolehold, til Lærere og Underviisningsapparat ved Academiet og til "de Optagnes Understøttelse," hvis Nødvendighed han forklarer saaledes: "Det er kun for at skaffe ægte Talenter at en saadan Stiftelse er værd at anvende Penge og Møie paa, og at Talenterne ere agtværdige for en god Opførsel skylder man Theatrets Værdighed at paasee. Men det er sjeldent, at den Ungdom, som har Talent og efter Almuestand er velopdragen, tillige har Raad til i et Par Aar at leve uden at forhverve Noget. Skal Theatret derfor have Saadanne, som i Sandhed kunne være det til Nytte, og see dem anstændigt hægede og pleiede indtil de kunne blive det, da maa der gives fattige skikkelige Forældre som mindst 40 Rdlr. aarlig til et Barns ordenlige Paaklædning, og en Voxen 150 Rdlr. til 200 Rdlr. til Kost, Logis og Garderobe." Skulde Anstalten, med et Elevantal af 16 Børn og 8 Voxne, fuldeligen opfylde sin Hensigt, da vilde, efter Warnstedts Overslag, Bekostningen blive 3000 Rdlr. aarlig. Men flere Forsøg paa at faae Forsikkring om denne Sum for fem Aar, som der, efter hans Mening, vilde hengaae inden de gavnlige Frugter ret kunde falde Publikum i Øinene, vare forgjæves, især fordi et Par indflydelsesrige Theaterpersoner, der ikke vilde unde ham Æren af et saa smukt Foretagendes heldige Udfald, fik gjort gjældende, at Udgiften maatte blive langt større, thi naar blotte Aspiranter, som ikke havde betraadt Theatret, bleve aflagte [sideskift][side 095]med 150 Rdlr., saa vilde Alle, der idelig gjorde det Tjeneste for ringe Løn, fordre et betydeligt Gagetillæg, hvilket det da blev Uretfærdighed at negte dem. Efter mange Anstrengelser saae Warnstedt sig nødt til at opgive den Plan, som "det meest havde smertet ham ikke at kunne faae udført." — Hos Hauch vandt Rahbeks Forestillinger om Gavnligheden af en dramatisk Skole let Indgang. Man begyndte at savne Skuespillere i et Par Fag, og ved de nylig indførte Spektakelstykker havde der været stor Forlegenhed for blot at opdrive Antallet til Besætning af de mange Smaaroller. Hauch der, som Pram sagde:

"Var lige glad, naar kun Møllen gik rask,
Om det, den maled', var Meel eller Mask,"

fandt en saadan Anstalt særdeles fortræffelig, naar man blot i den kunde tilrette ham „en Gammelmand" til Erstatning for Eegholm, Arends og Elsberg, og „en heftig Elsker," der kunde afløse Rosing; skaffe ham tilstrækkeligt Mandtal til Smaarollerne; forøge de Spillendes Styrke saaledes, at „Hr. Frydendahl og hans gode Kone ikke mere turde vove at sætte ham Stolen for Døren;" samt give Skolen en saadan Indretning, at — den ikke kostede Noget. Opfyldelsen af den første Betingelse vilde Rahbek paa ingen Maade give Haab om, men for de andre saae han ingen Vanskeligheder, ja med Hensyn til den sidste var han endog overbeviist om, at Kassen kunde faae Fordeel af Anstalten, da denne meget snart vilde være istand til at give offenlige Forestillinger, som rimeligviis maatte blive meget indbringende. Hauch indgik da til Kongen med en Forestilling, hvorefter det den 5te Mai 1804 blev tilladt Theatret at oprette "en dramatisk Skole", ved hvilken, da Rahbek "ikke vilde opnaae andet derved, end Glæden over [sideskift][side 096]at have foranlediget en saa gavnlig Indretning," Rosing, efter hans Forslag, ansattes som Lærer og Bestyrer med 200 Rdlr. Gage, naturligviis under Theaterchefens Direction. Allerede i Valget af Rosing til denne Post viste sig det reent personlige Hensyn, for hvilket den kunstneriske Tendents ligefra Begyndelsen blev stillet i Baggrunden, Rosing var vistnok en udmærket dygtig, tankende og dannet Kunstner, men kun i et enkelt Fag og fornemmelig ved noget, i Diction, Spil og Person, saa interessant Eiendommeligt, at Begynderne let fristedes til at forvende deres egen Natur for at blive hans Copier; med Opfattelse og Udførelse af comiske Charakteerroller var han saa ubevant, at han ikke engang ved Udvikling kunde veilede dertil. Desuden var den fyrige, livfulde Mand, ved smertefulde Gigtanfald, i den sidste Tid bleven saa skranten, opfarende og gnaven, at han hverken kunde have Stadighed eller Sindsro til det Taalmodighedsværk, som et Lærerembede af denne Art maatte paalægge. Hauchs "dramatiske Skole" var forresten af en ganske anden Natur, end Warnstedts "Academie". Istedetfor at der i dette, med Udgift for Theatret, skulde gives Elever, som vare valgte efter omhyggelig Prøvelse og bleve anstændigt understøttede, en saa grundig og fleersidig Underviisning, at de, foruden klar Indsigt i dramatisk Literatur og Kunst, kunde opnaae en Dannelse, der maatte gjøre dem agtede og velsete i endog høiere Kredse, skulde Skolen ei alene ikke volde Udgift, men, om muligt, bringe Indtægt, og dens Elever, der, som Følge deraf, blot vare tiltænkte en Smule Dressur i Recitation, kunde ikke optages efter Udvalg, men maatte søges iblandt unge Mennesker, hvis bedste Anbefaling var, at de kunde friste Livet uden Theatrets Bistand, og skaffes [sideskift][side 097]tilveie i saa stort Antal, at der for alle Roller kunde haves om ikke en Fremstiller saa dog en Fremsiger. Da Skolen i 1804 blev oprettet lod Hauch tage Elever til den fra Dandseskolen, fordi dennes Elever enten havde en ringe Gage eller kummerligt underholdtes af fattige Forældre, som trøstede sig til at de engang vilde faae den. Da de unge Mennesker dog, yttrede Hauch, havde Klæder og Føde saa at de kunde frequentere Dandseskolen, saa kunde de sagtens ogsaa tilbringe et Par Timer daglig i "Den dramatiske Skole", til Forsøg paa at fortjene bedre Kaar ved Skuespillet. De unge Figuranter, som havde lidt Erhverv ved Informationer, vilde imidlertid ikke gaae ind paa denne Betragtningsmaade, men undsloge sig med, at de følte, de havde ikke Talent; derfor aabnedes Skolen med 13 qvindelige Elever mod 5 mandlige hvoraf de 2 endda vare halvvoxne Drenge. Med dem begyndte Rosing Øvelser i Oplæsning af Prosa og Vers, Recitation af smaa Scener og Indstudering af Børnecomedier. Eleverne søgte af al Magt at gjøre ham til Behag, men da nogle af dem ikke kunde læse reent og Alle meget ofte ikke havde været istand til at lære det Foresatte, fordi Galeotti fandt for godt nu at holde dem længere i Dandsetjenesten end tidligere, blev han kjed af dette møisommelige Arbeide, og anmodede om, at han, paa Grund af Sygelighed, maatte tage Rahbek til Medhjælp. Denne blev fra sin Tiltrædelse, i September 1805, saa godt som Eneveileder, og antog sig Sagen med saa stor Iver og Kjærlighed, at der virkelig opnaaedes Alt, hvad der i Skolens eneste Læresag kunde ved hans Methode opnaaes med saa slet forberedte unge Mennesker. Efter at det mandlige Personale, ved hans Forsorg, havde faaet en betydelig Tilvæxt, valgte han ikke alene baade [sideskift][side 098]hensigtsmæssigere og større Opgaver, end Rosing havde brugt til Øvelserne, men holdt disse daglig og i flere Timer, endog naar blot nogle af Eleverne vare frie for anden Theatertjeneste. Rosing havde rigtignok til Øvelserne valgt Sager for første Begyndere, men med ildfuld Utaalmodighed oversprang han i Læretimerne de nødvendige Udviklingstrin og søgte, i glødende Begeistring, hos de Unge at vække Følelse for det digterisk Store, Dristighed til selvstændig, fri Opfatning og Sjælfuldhed til Pathos i Foredraget; de kunde ikke følge ham, men forvirredes: baade han og de bleve mismodige over den ringe Fremgang. Rahbek, som desuden, ved sin jævne, gemytlige Omgangstone, opmuntrende Tiltale og sjeldne Redebonhed til at opsøge noget Priseligt i endog den maadeligste Production af dem, som han havde fattet personlig Godhed for, i Førstningen vandt alle Elevernes Hengivenhed og Tillid, traf derimod det eneste Rette for en dramatisk Skole, som ikke tilsigtede nogen egenlig Aandsdannelse, men kun en taalelig Tilretning af de bedste Stykker iblandt et raat Materiale. Han lod det blive ved med stor Omhu at arbeide for Elevernes klare Forstaaen af Opgaverne, en reen, forstandigt betonet Diction og Naturlighed i Fremstillingen. Herved erhvervede han sig ikke ringe Fortjenester af Skuepladsen. Den Energie, hvormed han i "Den dramatiske Skole" veiledede til smuk Versrecitation og modarbeidede Svulst, kom snart saaledes i Omtale, at endog de kongelige Skuespillere, som bittrest spottede "den nye rahbekske Udgave af den gamle roseske Skole, " saae sig drevne til at lægge sig lidt efter Versfremsigelse og i alvorlige Roller at forsage den opstyltede Gang, Effect-Attituderne og den syngende, bombastiske Præketone, for at beflitte sig [sideskift][side 099]paa at bringe simpel, hjertelig og naturlig Udtryksfuldhed i deres Spil. — Da Eleverne havde tilarbeidet sig nogen Bevanthed i de Stykker, der vare tagne til Øvelse, besluttedes, at disse skulde gives offenlig paa det ubrugtstaaende Hoftheater, baade for at vise, hvad der allerede var udrettet, og for at man kunde faae et Skjøn om, hvorvidt Skolen, naar der af Nødvendighed tillagdes Eleverne en lille Løn, selv, ved at skaffe sig Publikum til een Forestilling om Ugen, vilde være istand til at betale Udgiften. Elevantallet var dengang 25: 11 qvindelige, næsten alle i en Alder af 17, 18 Aar, og 14 mandlige, af hvilke de 10 vare imellem 19 og 24 Aar, men de 4, hvoriblandt den sildigere meget yndede Cetti, halvvoxne Drenge. Blandt alle 21 Voxne var der kun 4: Haack og Jfrne. Olsen, Thomsen og Busch, som saaledes vandt og bevarede Publikums Gunst, at de bleve af Betydenhed for Skuepladsen. August Christian Wilhelm Haack, en ret flink Student paa 20 Aar, havde et ualmindelig heldigt Theaterydre. Til en høi og smal, men velbygget Figur, som han bar rank og med behagelig Utvungenhed, havde han et opvakt, intelligent Ansigt, hvis smukke, ædle Træk og smaa levende Øine baade vare interessante i sig selv og særdeles villige til at antage Udtrykket af alle Affecter, hvad enten de yttrede sig comisk eller med den høieste Pathos. Med megen Livlighed i Bevægelser forbandt han en naturlig Anstand, og fornem Tone, hvorved han egnede sig særdeles godt for værdige Roller og Cavaleerfaget. Der var Næsetone i hans Udtale, men den stødte ikke synderligt, da han ypperligt vidste at gjøre denne Egenhed naturlig for sine forskjellige comiske Roller, og Stemmen, ved hans ildfulde, energiske Følelse, i det Tragiske fik stor [sideskift][side 100]Kraft og en saadan Evne til at give Foredraget Aand og Inderlighed, at Publikum, henrevet af Declamationens Poesie, overhørte Organets Eiendommelighed, hans Diction var livfuld, let nuanceret og naturlig; han lagde Humor, Lune og Ironie i sit comiske, en sjelden Varme, Inderlighed og Lidenskabelighed i sit tragiske Spil, og gav altid de Scener, hvori han optraadte, Friskhed og Interesse. I Begyndelsen vare hans store Talents mange fortræffelige Egenskaber ikke stærkt fremtrædende, men ved sin Brugelighed til mange forskjellige Roller og den Omstændighed, at han i et Personale, som bestod af lutter unge Mennesker, var den Eneste, der tilfredsstillende kunde give Charakterer og gamle Mænd, og det baade i det Comiske og i det Alvorlige, kom han snart i Besiddelse af et betydeligt Repertoire, i hvilket han, efter at have faaet Routine, hurtigt gjorde faa overraskende Fremskridt, at han efter tre, fire Aars Forløb var en af det kongelige Theaters originaleste og meest yndede Skuespillere. Birgitte Elisabeth Olsen besad herlige legemlige Evner: den heldige Middelhøide, et smukt Hoved med et Ansigt, som, især ved store, klare, kloge Øine og en skjøntformet bøiet Næse, var deiligt, hvad enten det saaes en face eller i Profil, og en, om just ikke fuldttonende og kraftfuld, saa dog behagelig, urban og bøielig Talestemme. Ogsaa udmærkede hun sig fremfor alle de andre qvindelige Elever ved lys Forstand, og en sjelden Lærelyst, der tilvendte hende Rahbeks Interesse i den Grad, at han særligt antog sig hendes Aandsdannelse, saa at hun allerede tidligt blev bekjendt med fortrinlige Værker i tydsk, fransk og engelsk skjøn Literatur. Men Rahbeks store Tilbøielighed til hos sine Yndede at finde Fortræffelighed i endog det, som, efter hans æsthetiske Theorie, nødnød-vendigviis [sideskift][side 101]vendigviis maatte være feilagtigt, skadede hendes betydelige kunstneriske Anlægs Udvikling i Retning af det naturligt Skjønne. Hun opnaaede en særdeles smuk og reen Versrecitation, men foruden at hun undertiden vanheldede den ved Slæben og en underlig Kunstlen, for at give den Klarhed og Fynd, gjorde hun, tvertimod Rahbeks offenligt udtalte Erindring om, "at Declamationskunsten for alting ikke maa forblandes med Skuespillerkunsten, " Fremsigelsen af sine Roller til det Hovedsaglige ved deres Udførelse. Da hun dertil, istedetfor ved Frihed, Lethed og Natur at give sit Foredrag og sine Bevægelser Ynde, ofte søgte denne i Minauderie, fandt man almindeligviis i hende en ved sin Personlighed indtagende Skuespillerinde, hvis Fremstilling vel altid vidnede om Studium og stor Flid, men tillige stærkt forraadte Maneer, og som kun i enkelte Momenter lod Phantasie og hjertelig Følelse komme saaledes til Gjennembrud, at hun rev Publikum med sig. Bedst egnede hun sig for det høiere Lystspil, hvori hun kom til at tælle ikke faa Roller, der, ved en smagfuld, fiin og aandrig Behandling, vandt hende Publikums levende Bifald. Marie Elisabeth Thomsen blev egenlig blot Kunstnerinde ved at være et høist elskværdigt, med ret gode Fremstillingsevner begavet, Naturens Barn. Hendes Fag var det Naive, Uskyldige, Hjertelige og Skjelmske, som ikke kunde finde noget skjønnere, renere og delicatere Udtryk, end det, som hun, uden Veiledning eller Studium, af Instinct og i en fiin qvindelig Følelse af det Naturlige, i sin Fremstilling kom til og, naar Rollen havde en munter Charakteer, ikke sjeldent gav en glimrende Virkning ved elskeligt Lune og Overgivenhed. Naturen havde skjænket hende den for en Skuespillerinde, især i hendes Fag, uskatuskat-teerlige [sideskift][side 102]teerlige Gave, at Alt, fra det lokkede Hoved, med et ikke deiligt, men aabent, venligt og ved det første Blik indtagende Ansigt, lige til den mindste Bevægelse, var hende "klædeligt". Sildigere blev hun ogsaa som Sangerinde af megen Vigtighed, ikke ved en udmærket Stemme, thi hendes var hverken stærk eller af betydeligt Omsang, men ved sine Toners særdeles indtagende Behagelighed og den Ynde i Foredraget, hvormed hun udførte Partier, i hvilke der ikke var vanskelige Bravoursteder. Anna Marie Busch havde et meget smukt livfuldt og interessant Ansigt, en udmærket skjøn Figur og en velklingende Talestemme, var fyrig, gratiøs og piquant i sit Spil, og bar sig let og med tækkelig Frihed baade som Verdensdame og i muntre Mandfolkerotter, af hvilke hun tilfældigviis i det første Aar fik tre meget betydelige, som hun, uagtet deres store Charakteerforskjellighed, udførte med stort Held. Ogsaa hun havde en behagelig Syngestemme, som dog kun var anvendelig i Viser og meget lette Sager. — En mærkelig Omstændighed, som blev meget til Hinder for Ensemble i Skolens Forestillinger, var, at medens de fleste qvindelige Elever gjorde sig meget bemærkede ved Taleorganets Velklang, gjorde alle de mandlige sig endnu mere bemærkede ved Taleorganets Mislyd, hvilken dertil var af en skarpt contrasterende Forskjellighed: den muntre og følelsesfulde Elsker, Schiern, havde et tykt, klangløst og gylpende Mæle; den værdige Fader, Jordhøi, talte stødende og uforstaaeligt i stærk norsk Dialect; den mandige Elfler og faste Ægtemand, Simonsen, havde til et smukt fyldigt Ansigt og en robust Figur en meget høi, tynd og skærende Stemme; den ene — meget slette — Charakteerskuespiller, Wildt, sildigere bekjendt som Romanforfatter, brægede Ordene frem; den [sideskift][side 103]anden — dygtige — Charakteerskuespiller, Haack, var i Begyndelsen ikke fri for, hvor han skulde bruge sin naturlige Røst, at snøvle dem frem; den lystige Tjener, Lund, der forresten havde Anlæg og især, selv en meget ædruelig Mand, ypperligt spillede drukne Skatteborgere, havde en haard og anstrængt Udtale, saa at han let fik en Periode i Halsen; og de mindrebetydende Subjecter aabnede sjeldent Munden uden at forstærke Disharmonien. — Tre af Prøvecomedierne vare letspillelige, for en Skole meget passelige Smaastykker; den fjerde, Dupatys Treactslystspil: "Fruentimerhævn" , var, skjøndt saare maadeligt, et temmelig vanskeligt Prøvestykke, da det spilledes af otte Damer, men ikke destomindre valgt af Rahbek med megen Klogskab, thi Skolens qvindelige Personale var ikke alene meget bedre end det mandlige, men stod i og for sig langt høiere, end Publikum, som han vel vidste, havde gjort sig Forventning om. Ogsaa blev Udførelsen sundet ganske overordenlig heldig og lønnet med levende Bifald. I Ewalds ypperlige, men, selv om man tilsigtede en blot taalelig Udførelse, høist vanskelige "Harlequin Patriot" havde derimod Rahbek givet Skolen en Opgave, som endog Kyndige, der ønskede baade den og Rahbek Held, fandt sig overbeviste om at maatte ligge langt over dens Kræfter, da ikke det kongelige Theater dengang vilde med sine første Kunstnere have seet sig istand til nogenlunde tilfredsstillende at løse den. Imidlertid havde Rahbek ogsaa deri gjort et, vistnok voveligt, men til at vække Interesse for Anstalten, ypperligt Valg. Det er sandt: ikke en eneste Rolle skete Fyldest i Henseende til Charakteerfremstillingen, men ved sin omhyggelige Indarbeidelse af Mening og Rhythmus i Eleverne, havde Rahbek bragt det til, at Publikum saaledes overraskedes af en [sideskift][side 104]correct, rund og letflydende Versfremsigelse, at det gjerne bar over med de store Mangler, for saa vidt det kom an paa Personernes livfulde Gjengivelse, og lønnede næsten alle Spillende med rundelig Opmuntring. Kun de af det kongelige Theaters Skuespillere, som hidtil havde omskrevet Vers til Prosa — og iblandt dem var endog Schwarz —, saae i dette Særsyn ikke Andet, end et forargeligt Forsøg paa at nedværdige deres Kunst til "Børneværk" eller "Flikkerie"; men nogle af dem — og iblandt dem endog Jfr. Astrup — fandt det dog vigtigt nok til at de hos Foersom søgte Oplysning om, hvad det egenlig var i Dialogen, som gjorde den til Vers, og hvorledes disse skulde siges saaledes, som Rahbek havde lært sine Elever og Publikum fandt saa fortræffeligt. — Skolens fire Prøveforestillinger indbragte 1280 Rdlr., hvoraf 380 Rdlr. anvendtes til Dækning af Udgifterne; de 900 Rdlr. fordeeltes, som Gratificationer, imellem Eleverne, for hvis Dannelse der nu ogsaa blev sørget ved Underviisning i Fransk, Sang og, forsaavidt de ikke hørte til Dandseskolen, Dands.

Af Debutantinden, Jfr. Rosenkilde, havde Directionen lovet sig store Ting, men Udfaldet var saa uheldigt, at hun blev henviist til fremdeles Uddannelse i "Den dramatiske Skole", iblandt hvis "rahbekske Rollinger", som Eleverne betitledes paa det kongelige Theater, hun blev en af de nederste.

En særdeles gavnlig Indflydelse paa "Den dramatiske Skoles" talentfulde Elever, som paa Theatrets Personale i Almindelighed, havde Fourés Selskab, da dets Repertoire ei alene var rigere paa store interessante Stykker end i forrige Aar, men ogsaa, ved Truppens Forøgelse med nogle dygtige Kunstnere, fornemmelig Mad. Aléxandre, [sideskift][side 105]Aléxandre, Perroux, Bultos og den fortræffelige Tenorist Bernard, blev ypperligt udført, og desuden indeholdt flere paa den danske Scene givne Sager, hvorved der gaves Leilighed til belærende Sammenligning, Denne faldt, med Hensyn til Præcision, enhver Rolles smagfulde Behandling og Ensemblet næsten altid ud til de Fremmedes Fordeel, men hvad den Enkeltes Værd angik, da maatte endog de meest enthusiastiske Beundrere af den franske Trup indrømme, at denne ikke havde nogen Kunstner, som kunde maale sig med Schwarz, Frydendahl eller Knudsen, hverken i Talentets Styrke eller i dets Fleersidighed; af alle Selskabets Medlemmer var der Ingen, som ikke, paa sin rette Plads, blev erkjendt for en dannet, routineret og interessant Fremstiller, men for Publikums Masse var der, ligesom tidligere, kun een Uopnaaelig: Mad. Fourés. Forresten gjorde dette kunstdygtige Selskab umaadelig Lykke: uagtet der paa Vesterbro dagligen gaves Forestillinger af to Trupper, — Linedandsere og Pantomimespillere under Direction af Price og Mad. Robbas, og Charinys og Lustres berømte Beriderselskab, — hvilke begge fandt stærkt Tilløb, havde Fourés ikke blot, endog i Dyrehavstiden, da det ellers dengang ikke var at tænke paa, at faae Folk trukne til Theatret, bestandig fuldt Huus, men kunde, da hans Tilladelse til at benytte det kongelige Theater var udløben, i det saakaldte borupske Selskabstheater i store Kongensgade give en Række Forestillinger, hvortil alle Billetter strax bleve revne bort, endskjøndt Priserne vare uhørt høie: 2 Rdlr. for første, 1 Rdlr. for anden og 4 Mark for tredie Plads; ja der gjordes endog saadanne Skridt til Oprettelsen af et staaende fransk Theater, hvortil Grosserer Duntzfelt vilde kjøbe og ombygge Hertugen af Augustenborgs Palais [sideskift][side 106]paa Amalienborg, hvilket skulde sælges, at kun Begivenhederne i Tydskland, som forhindrede Selskabet i at tage fast Beslutning om at komme, forstyrrede denne Plan.