[side 050]At Hauch alvorligt paasaae, at der, som han sagde, "blev fortnet Noget, saa at der ikke skulde blive Forlegenhed for Stykker at give," og navnlig med stor Dristighed sørgede for at skaffe Nyheder, derom bar Repertoiret Vidnesbyrd; ikke færre end 21 i en Saison: 12 Skuespil, 7 Syngespil og 2 Balletter! Kun Skade, at der aldeles ikke var noget æsthetisk Princip i Valget af dem, og at ingen af dem havde virkelig dramatisk Betydenhed. Det [sideskift][side 051]eneste danske Lystspil, som i Saisonnen kom paa den Skueplads, der havde sin Berømmelse fra den originale Comedie, var "Rosenkjæderne", hvori ingen skulde gjenkjende den Forfatter, der i "Gulddaasen" saa mesterligt havde skildret Charakterer, grebne ud af det danste Almueliv. Uden at vække mindste dramatiske Interesse fremstillede dette Femactsstykke hæslige Familieforhold og latterliggjorde paa en ubehagelig Maade en forskruet Børneopdragelse. Enkelte gode Scener og nogle vittige Sarcasmer kunde ikke bøde paa det Heles Feil og Mangler: det oplevede tun to Forestillinger. Af de oversatte Skuespilnyheder var Kotzebues "Borgermesterfamilien", i fire Acter, den, der gottede Publikum meest, som den virkelig ogsaa, endskjøndt burlesk til den yderste Grændse, var hans bedste Arbeide. I dette Stykke, hvortil Ideen er tagen af et fransk Lystspil, men behandlet saa frit og selvstændigt, at det baade i Gang og Charakterer er blevet aldeles originalt, har han ikke fulgt den i hans større Comedier sædvanlige Maneer at give det Comiske Modsætning i det Sentimentale; det gaaer kun ud paa at vække Latter og er udfort efter en godt anlagt simpel Plan, der giver mange moersomme Situationer. Charaktererne og Sæderne ere, paa enkelte Overdrivelser naer, hvilke meest ligge i Udtrykket, saa træffende skildrede, at de endnu, 60 Aar efter, have megen Natursandhed. Et saadant Stykke var just Noget for den Tids Skuespillere: enhver af de Rollehavende gik til det med Lyst og virkede til et Ensemble, som saaledes gjennemstrømmedes af Liv og overgiven Comik, at denne Farce blev en af Theatrets Glandsforestillinger. Ogsaa Iffland kom paa Scenen; hans Femactsstykke "Adolf og Lovise" er imidlertid et af hans svageste FamilieFamilie-malerier [sideskift][side 052] malerier, hvori Huuslivet har en meget Prosaisk Charakteer. Den lille Handling er gjennemført med Forfatterens sædvanlige Takt for det Theatralske, og Skildringen af den adelsstolte, over den Unaade, hvori han er falden ved Hoffet, stille fortvivlede Overhofmester Werthal er ypperlig; men det Interessante overveies langt af det Trivielle og Kjedsommelige. At dette var af sentimental Natur, og at Mad. Rosing, der spillede den aldrende Baronesse Rosenstein, som for en ung Borgerlig nærer en Kjærlighed, hvilken hun kæmper for at overvinde, gav det Alvorlige en henrivende Ynde ved Delicatesse, Værdighed og Følelse, medens Frydendahl vakte Beundring og stor Opsigt ved sin mageløse fiintcomiske Udførelse af Werthal, tilvendte det i sig selv matte Stykke et glimrende Bifald. De andre nye Skuespil vare, med Undtagelse af "Egoismen", et lille engelsk saakaldet Charakteerlystspil, der baade i Anlæg og Udførelse var høist ubetydeligt og derfor med Rette faldt igjennem, lutter franske Situationsstykker, de fleste i een Act og uden æsthetisk Værd. Intet af dem mishagede, et Par gjorde megen Lykke og alle forsvandt usavnede efterhaanden som Tilfældet eller Døden gjorde Brud paa den første ypperlige Besætning, der havde staffet dem Yndest. — L. Kruse, som, med ringe Talent for dramatisk Digtning, ideligen famlede om for at finde den Art deraf, hvori han kunde gjøre sig fordeelagtigst bemærket, havde for Øieblikket antaget, at den maatte være Syngespillet og den leveret to Stykker, som dog kun viste ham, at den maatte være en anden. Det ene, "Niels Lembak" var i den ukunstneriske Form af et Skuespil med endeel vilkaarligt indlagte Viser og fandtes, uagtet Schall havde hævet det betydeligt ved smukke Melodier, meget kjedsommeligt. Det andet, "Den [sideskift][side 053]Logerende", componeret af Kunzen, havde et langt bedre musikalsk Tilsnit, nogle gode Indfald og et Par pudsige Situationer, men kunde paa ingen Maade taale Sammenligning med de gratiøst og effectfuldt behandlede franske Syngespiltexter, og blev desuden, paa samme Tid som man med Bifald optog den letfærdige franske Bagatelle: "Nytaarsgaven" og udbrød i Jubel over de kotzebueske Tvetydigheder, sigtet for at være umoralsk. Af de oversatte Syngestykker, som alle vare franske og i een Act, gjorde "Califen i Bagdad" stor Lykke ved et smukt Udstyr, god Udførelse og, fremfor Alt, Boyeldieus fortræffelige Musik, hvis Rigdom paa friske, nydelige og originale Melodier, herlige Charakteristik og brillante Instrumentation Publikum blev behageligt overrasket ved at finde i et lille muntert Syngespil. "Skatten", med en lille, men piquant og i hvert Numer charakteristisk melodisk Composition af Méhul, gjorde endnu større Lykke, men det skyldtes fornemmelig en baade i Henseende til Spillet og Sangen høist glimrende Udførelse, hvori Mesteren Frydendahl, ypperligt understøttet af Jfr. Sølver, som den listige, skjelmske Kammerpige, og Du Puy, som den livfulde og elskværdigt overgivne Crispin, feirede sin Kunstnertriumf. Hans Geronte var et med stor Genialitet opfattet Charakteerbillede, gjennemført i alle dets Nuancer med en saa smagfuldt anvendt Virtuositet, at man maatte forundres over en saa inderlig Forening af Originalitet og Naturtroskab, en saa fuldstændig Opgaaen af Skuespillerens Personlighed i Rollens, og hvorledes Kunstneren i det lille Stykke var istand til at fremtrylle en saa stor og fuldendt Menneskeskildring. "Alexis", med d'Alayracs følelsesfulde og yndigt melodiøse Musik, var denne Saisons enesto egenlig rørende Stykke og maatte, da det har et Par [sideskift][side 054]meget theatralske Effectscener, allerede derfor behage. Det Stof, at en Søn, som ved sin Stedmoders Had er dreven til at flygte fra det faderlige Huus, vender efter hendes Død tilbage, forklædt som Gartnerdreng, og vinder Faderens Tilgivelse, var, behandlet af Marsollier, der saa ypperligt forstod at anlægge og effectfuldt udføre larmoyante Situationer, just Noget, som Datidens sentimentale Publikum sympathiserede med. Og dertil blev dette lille Stykke fortræffeligt spillet: Rosing havde i Faderen en af sine meest imponerende alvorlige Roller. Knudsen var lutter Godmodighed og elskværdig Jovialitet i en gammel Gartner, og den ved sin dybe uforskyldte Kummer interessante Søn udførtes overraskende smukt og følelsesfuldt af en Debutant.

Denne Debutant, Studenten hans Henrich Schønberg, var 18 Aar gammel og havde en lille og spinkel, men net bygget Figur, som i Forening med en smuk, let Holdning og det livlige, intelligente Ansigt gav ham et vakkert Theaterydre. Viste han sig end ikke at være nogen virkelig talentfuld Skuespiller, var han dog saa livfuld og tækkelig i sit Spil, at han udførte til anden og tredie Debut Carl Rose i "Den forladte Datter" efter Saabye og Ludvig Burchard i "Brønden" efter Rosing med meget Bifald, og sildigere blev med Publikums stigende Behag seet i elskværdige Galninger og muntre Elskere. Som Sanger fik han meget hurtigt i disse Fag et betydeligt Repertoire, thi hans Stemme, der havde faaet Uddannelse under Du Puy, var en ikke stærk, men frisk og behagelig Brysttenor, som vel ikke med megen Virkning kunde anvendes i Bravoursang, men egnede sig særdeles godt for Partier, der fornemmelig gjorde Fordring paa et muntert eller delicat Foredrag. Som Alexis gjorde han stor Lykke [sideskift][side 055]ved følelsesfuldt Spil, hvilket dog, da det savnede Kraft og Energie, kun var ham klædeligt i meget ungdommelige Roller. Debutantinden, Jfr. Funck, var aldeles uden egenligt Fremstillingstalent og kunde i Syngestykkernes Spilleroller blot tilfredsstille ved omhyggelig Øvelse efter god Anviisning eller naar hun, efter at havde faaet Routine, kom til et Partie, hvori Sangens Charakteer og Udtryk fremkaldte hendes Følelse saa stærkt, at denne ogsaa gik over paa den dialogiserede Deel. Hun blev derfor kun anvendt i Syngestykker, hvor hendes særdeles smukke, interessante Theaterfigur og personlige Elskelighed meget dækkede hendes Mangler som Skuespillerinde, medens hun henrykkede ved sin meget stærke Sopranstemme, der i de høie Toner havde en saadan Klarhed, Fylde og Velklang, at hun vilde have været en af de rigest begavede Sangerinder, dersom hendes dybe Toner havde havt samme Skjønhed, hvilken hun imidlertid ved utrættelig Flid meget hurtigt opnaaede at give dem for saa vidt at Mangelen paa Egalitet ikke mere blev paafaldende. I høie Partier gjorde hendes Stemme altid en glimrende Effect, da hun sang især dem med megen Bestemthed og Varme, havde betydelig Færdighed i Coloraturer og bar Stemmen fortræffeligt.

Balletten gjorde i denne Saison ikke ved sine Nyheder Skuespillet tilskamme. Bournonvilles "Landsbymøllerne i Provence" var en Ubetydelighed, hvori kun de smukke Dandse behagede, og Galeottis Femacts-Ballet "Inez de Castro" hørte ingenlunde til hans geniale Arbeider. Vel blev den, fordi Directionen ikke iblandt alle sine Nyheder kunde finde een, der var nogenledes passende til Kongens Fødselsfest, componeret og indstuderet paa 21 [sideskift][side 056]Dage, men Galeotti havde lange paatænkt Compositionen, og just i dennes lidet balletmæssige Struktur og Væsen laae Værkets Svaghed. Det Hele var mørkt, almindeligt, upoetisk og saa fuldt af Mordattentater og triviel Jammer, at der kun lige i Begyndelsen var Leilighed til Dands og Divertissements, hvilke endda vare temmelig ubehændigt anbragte. Kun Mad. Schalls og Bournonvilles i nogle Effectscener fortræffelige mimiske Udførelse fremkaldte levende Bifald; Balletten i sig selv blev funden kjedsommelig og havde, da den ikke mere opførtes i Forening med "Califen i Bagdad", kun lidet Tilløb.

Noget, som ved den første Forestilling blev optaget med Bifald, maatte forresten være meget maadeligt, naar det ved fem sex følgende Forestillinger ikke dengang skulde kunne ved sig selv skaffe godt Huus; thi Comedielysten var steget alt mere og mere, saa at Directionen næsten kunde gjøre Regning paa at saae fuldt besat, hvad den end gav. Man sloges om Billetterne, de bleve til ganske almindelige Forestillinger betalte Sjouverne med det Dobbelte, og disses Næringsvei havde derfor nu taget et saadant Opsving, at mange stærke Arbeidsmænd opgave andet Erhverv og kastede sig ganske ind i den, fordi de derved bedre kunde forsørge deres Familier. Uagtet alle Forbud dreves den ogsaa, ved at Politiebetjenterne bleve bestukne, ganske aabenlyst efter Methode. Saaledes indgik de, der kaldte sig "de Faste," Accord om "at staae Last og Brast," hvilket gav dem fælles Fordeel eller Tab, naar de ved enkelte Leiligheder selv eller ved "de Hyrede", det vil sige Karle, stærke Fruentimmer eller voxne Drenge, som de leiede til Forstærkning ved en vis Forestilling, opkjøbte næsten alle enkelte Pladser. Ogsaa bandt de sig, især ved Fødselsdagsforestillinger, da [sideskift][side 057]de kunde vente "stærkt Mudder", allerede Aftenen i Forveien til Døren eller Lygtesøilerne, for at kunne staae fast naar den vilde Storm henad Dagningen begyndte, og lode sig om Natten tilbringe Mad, Kaffe og Brændeviin. — Under en saadan Theatermanie havde en dygtig, kunstforstandig Direction havt let for at lede Publikums Smag til det Bedre, ved varligt at indliste nogle effectfulde poetiske Værker i Repertoiret; men ei alene undlod den dette ganske: den tilbageviste endog med Uvillie dem, som bleve den budne. Foersom indgav sin ypperlige Oversættelse af Shakespeares "Julius Cæsar"; men uagtet han, baade af levende Interesse for det herlige Digterværk, og fordi han brændte af Begjærlighed efter at spille Antonius, ikke blot anvendte sin Stillings hele Indflydelse for Antagelsen, men fik Rahbek til venskabeligt at gjøre Kierulf Forestillinger derom, erklærede denne, at om det end ikke var fordi Mordet paa Cæsar og den revolutionaire Aand nødvendigen maatte udelukke Stykket fra et kongeligt Theater, saa vilde han modsatte sig dets Antagelse, alene fordi det vilde koste mange Penge og dog umuligt, formedelst den forvirrede theatralske Anordning, kunde gjøre Lykke hos et fornuftigt Publikum, der var vant til at see Skuespil, hvori der var en ordenlig Plan og Gang. Foersom fik sin Oversættelse tilbage som "ikke passende til Opførelse paa den danske Skueplads." Ikke bedre gik det i det Musikalske. Ved Schalls Tilskyndelse havde Directionen, uagtet Hauch havde den Idee, at den mozartske Musik var "Bizarrerie, som kunde være curiøst for Kjendere, men vilde blive noget kjedeligt Tøi for Publikum." endelig betænkt at bringe Kunstelskerne et Offer ved at lade "Don Juan" komme paa Scenen; men just som der skulde skrides til ForFor-beredelserne[sideskift][side 058] beredelserne, satte Kierulf sig bestemt derimod, naar det ikke kunde skee saaledes, at Fremtrædelsen af Statuen, der let kunde virke skadeligt paa Publikum ved at befordre Tro paa Gjengangere, blev udeladt eller Statuen forestilledes som en Maske, hvorunder en god Ven af Don Juan kom for at skrække ham, hvilket Publikum endydermere saaledes maatte underrettes om i Forveien, at det ikke kunde tage Statuen for virkelig. Denne Betingelse, hvorved det meest poetiske Moment maatte blive latterligt, gjorde det naturligviis umuligt at give Operaen.

At Dandserinden Mad. Bjørn og Skuespillerinden Christiane Schmidt ved Saisonnens Slutning afgik med Pension, blev ikke Theatret til noget føleligt Tab, thi i den sidste Tid vare de kun blevne anvendte naar Nødvendigheden bød det, og der var nu yngre Kræfter, som hævede den. Stort var derimod Tabet af en saa genial og fleersidig Kunstner som Gjelstrup, der var i sin fulde Kraft, og endnu større vilde det være blevet anseet for at være, dersom de, der kjendte ham, ikke havde været temmelig overtydede om, at selv hvis han var bleven ved Theatret, vilde han ikke mere have viist sig paa det. Saasnart Hauch paa ny var bleven Chef, begyndte Gjelstrup igjen at klage over Sygelighed, at melde Upasseligheder og at ønske sine Roller besatte med Andre. Hauch søgte i Førstningen at gjøre sig ham behagelig ved større Forekommenhed og Eftergivenhed, end han ellers pleiede at vise Nogen; men Alt var forgjæves: endogsaa de Gunstbeviisninger, han ydede Gjelstrup, vidste denne at give ham Ærgrelser af. Da saaledes Hauch i foregaaende Saison tillagde ham en Benefice for Flid og Talent, [sideskift][side 059]syntes Gjelstrup ligefrem at gaae ud paa, eclatant at vise Publikum, at hvad Fliden angik, da blev den givet ham aldeles ufortjent; thi trods alle Hauchs Forestillinger om at Publikum vilde finde det i høieste Grad upassende, valgte han til sin Forestilling "Herman von Unna", hvori han kun sagde en eneste kort Replik som en af Dommerne i den hemmelige Ret. Paa sine Venners Anmodning om, dog at tage et Stykke, hvori han havde en Rolle, som passede for hans Fag og Talent, svarede han tørt: "Folk render mere for at see saadant et Spektakelstykke, end for at see mig." Endelig var dette Krakilerie blevet baade Hauch og ham selv saa ulideligt, at hans til den 17de December fastsatte Benefice for 25 Aars Tjeneste skulde være hans sidste Fremtræden; men heller ikke ved denne Leilighed fornegtede hans Caprice sig: han viste sig ikke i nogen af sine Roller, men fremsagde kun, koldt og med en meget maadelig Diction, en Epilog. Efter sin Afgang levede han, stille og uden Omgang med sine tidligere Kunstbrødre, alene for Malerkunsten, og gjorde sig kun bemærket for Publikum ved at han daglig, røgende en stor Meerskumspibe og med en afblakket Bombasins Kasket sat skraa paa Hovedet, rask og livfuld gjorde sine Spadseretoure. Han døde den 10de Februar 1830, savnet af endeel Venner, der elskede den ham egne Gemytlighed, som han altid udbredte i sin Omgangskreds, naar Talen kun ikke kom paa Theatret, der var ham en Vederstyggelighed og af hvis Personale heller ikke en Eneste fulgte ham til hans sidste Hvilested.

Uagtet Theatrets Indtægter vare i stadig Stigning, troede Hauch at maatte forbedre Kassens Kaar ved paa [sideskift][side 060]alle optænkelige Maader at formindske Udgifterne. Iblandt de Indskrænkninger, som skete paa Personalets Bekostning, var i dette Theateraar den, at de hidtil af Theatret udredede Forestillingsomkostninger ved Beneficer skulde fra næste Saisons Begyndelse bestrides af den, der havde Beneficen, naar denne ikke gaves for Tjenesteaar eller første Gang for Flid og Talent. Den for Theatret ringe Besparelse, men for Beneficianten mulig betydelige Afgang i Indtægt, saavelsom det Kævlerie, der ofte opstod ved Vanskeligheden i at bestemme hvilke Udgifter, der maatte betragtes som kun vedkommende en vis, bestemt Forestillingsaften gjorde at dette Knauserie vakte megen Uvillie og blev langt mere skadeligt for den gode Stemning hos Personalet, end gavnligt for Kassen.

Schwarz havde lange eftertragtet Tilladelse til med nogle unge Skuespillere og fine Elever at danne et Selskab, der skulde gjøre Reiser til de større Provindsbyer, for at give Forestillinger, hvilke han meente maatte blive baade indbringende og til gavnlig Udbredelse af Smag for Skuespil og Skuespilkunst. Under 17de December 1802 opnaaede han endelig Bevilling til "at lade opføre Skuespil og Balletter i Danmark og Norge." Efter omhyggelig Forberedelse foretog han nu i Sommeren 1804, under Firmaet "Det priviligerede Provindsial-Theater", den første Kunstreise, der af det kongelige Theaterpersonale er gjort i Provindserne, og gav i nogle af Jyllands største Kjøbstæder saa betydelige Stykker som "Jægerne", "Borgermesterfamilien" og "Høstdagen", der stadigt havde stærkt Tilløb og hvori ikke alene han vakte stor Enthusiasme, men hans Selskab i det Hele gjorde megen Lykke.