[side 001]Skildringen af det danske Theaters Tilstand ved den foregaaende Periodes Slutning viste de i det selv liggende Omstændigheder, som saaledes ledede til en Forandring i dets kunstneriske Natur, at der maatte opstaae en ny Periode, under hvilken Det, hvorved den danske Skueplads hidtil havde havt størst Værd og Betydning: den naturlige Stiil i Fremstilling og det Nationale i Digtning, vilde staae Fare for at gaae under.

Der var imidlertid ogsaa udenfor Theatret liggende Omstændigheder, som ei alene kraftigt fremmede en saadan Vanslægten, men gav Udsigt til, at det Falske og Pralende herefter skulde afgjørende gives Fortrin for det ægte Skjøntnaturlige. — Den hele kongelige Familie maatte to Gange om Ugen i Theatret. Den kom med Løbere foran Vognene og ledsaget af alle Hofembedsmænd; Orchestrets Medlemmer gjorde sig ikke færdige til at begynde førend tre svære Hammerslag havde forkyndt, at den nu var i Huset; Publikum reiste sig ved dens Indtrædelse, satte sig først igjen naar alle dens Medlemmer vare komne til Sæde, og applauderede i Almindelighed ikke inden der blev klappet fra den kongelige Loge. Men i alt dette havde Skuespillet allermindst at betyde; det skete kun fordi det var Skik. De [sideskift] [side 002]kongelige Personer indfandt sig blot som til et Slags Hoverie, hvilket de selv havde paalagt sig, for at lade sig betragte af Folket, som dengang ellers meget sjeldent gaves Leilighed til at see dem. Ogsaa faldt det ikke Publikum ind, at hvad de "høikongelige Herskaber" vare, i fuldt Optog og "med hele Suiten", kjørte hen for at see, var Noget, som de i Forventning om Fornøielse fandt sig lokkede af. At den kongelige Familie den Aften sad i Logen var alene fordi det i nogle Aar just var en Mandag eller Torsdag og sildigere en Tirsdag eller Fredag, men ikke for hvad der blev givet, thi det havde den undertiden seet saa ofte, at den hjerteligt kjedede sig ved det. Den tog for sig hvad der blev budet, og holdt ud til Enden, fordi Vognene ikke kom før. Directionen havde i Almindelighed Heller ikke Betænkeligheder ved Valget af de Stykker, der sattes til Opførelse paa disse Aftener: den kunde tage hvilke den lystede, eller den meente at kunde gaae lettest til, og bestemte som oftest saadanne, som den, formedelst enkelte Rollehavendes Caprice, ellers havde vanskeligt ved at faae frem; thi hvad den, og tilligemed den det abonnerende Publikum, ved de Aftener, hvorpaa der skulde opføres Skuespil ved "Hs. Majestæts allerhøieste Ankomst", meest havde for Øie, det var, at de Spillende gjerne vilde vise sig for Kongehuset og derfor sjeldent meldte Sygdomsforfald uden skjellig Grund. Udkastet til Ugens Repertoire blev vel af Overhofmarskallen forelagt den kongelige Familie inden det bekjendtgjordes Personalet til Efterretning, men det skete altid uden mindste Forventning om en befalet Forandring, og maatte denne alligevel en enkelt Gang gjøres, da havde den gjerne sin Aarsag i, at Kongen selv pludseligt faldt paa at ville see et ikke bestemt Stykke eller [sideskift][side 003]ikke at ville see et bestemt, og dette skete af øieblikkeligt Lune, thi han, som i sin Ungdom havde havt saa fiin Smag og levende Interesse for Skuespil, var lige aandsfraværende under alle Opførelser, med Undtagelse af dem, hvori der forekom et Stykke eller en Ballet, som han fortrinsviis havde yndet i sine lysere Dage. I Grunden var det kun den ham ved Sædvane indgroede Forestilling om, at han to Gange om Ugen absolut skulde i Comedie, der holdt paa Reglen, thi han gjorde meget ofte sin Nærværelse i Theatret til en for de andre kongelige Personer saa stor Fortredelighed, at de allerede derfor ikke kunde have nogen rolig og behagelig Nydelse af Skuespillet, men heller vilde være blevne derfra. De maatte nemlig ideligen have Opmærksomheden henvendt paa ham, for at hindre eller for Publikum dække hans Aandssvaghed og pludseligt frembrydende forunderlige Indfald. Det hændte undertiden, at han midt under Forestillingen blev bange eller, for at more sig ved at sætte sine Omgivelser i Bevægelse, lod som han blev bange for en indtrædende Skuespiller og foer da op af Stolen, for at løbe ud af Logen; en Aften da, under Fægtningen i "Dido", en Stump af en Figurants Klinge, som sprang, fløi op i Logen og tilføiede ham en lille Rist i Ansigtet, gav han sig til høit at skrige, satte sig i Hovedet, at det var skeet for at ombringe ham og var kun med megen Møie til at berolige efter Skrækken, som var saa stor, at han, naar der efter den Tid i Stykker, som han dog endelig vilde see, forekom Fægtninger, strax yttrede en saa heftig Ængstelse, at der maatte anvendes mange Overtalelser for at faae ham til at blive siddende. Det var ikke altid det lykkedes at afholde ham fra at gjøre en hans Nærmeste meget ubehagelig Opsigt, thi uden [sideskift][side 004]at tale om at det jævnligen faldt ham ind at gjøre Grimasser og imellem Acterne eller endog under en vigtig Scene at løbe frem og tilbage i Logen og hoppe op paa det lave Skillerum imellem den og Cavaleerlogen, gav han af og til sin Tilfredshed eller Misfornøielse med Skuespillerne tilkjende paa en meget bemærkelig og egen Maade. Saaledes en Aften da Clausen i "Emilie Galotti", istedetfor Rosing spillede Marinelli. Om Rosing havde Kongen altid syntes meget godt og navnlig i denne Rolle, fordi han sandt, at han gav den med megen Anstand og fiin Tone; derimod kunde han overhovedet slet ikke lide Clausen, formodenlig paa Grund af hans Rollefag, thi han nævnede ham aldrig andet end "der Schuftmacher". Ligefra han saae ham som Marinelli begyndte han at ærgre sig over ham, fordi han syntes, at han ikke var smidig, fiin og hofmandsmæssig nok. Efterat han under enhver af hans Scener havde givet sin Harme Luft, ved af og til høit ved sig selv og til de andre kongelige Personer at udbryde med: "Wie ungeschickt!" "Der Tölpel!" "Entsetzlich!" "Kein Kammerherr, sondern ein Lump!" og andre drøie Mishagsyttringer, forgik Taalmodigheden ham i en af Marinellis Scener med Prindsen i fjerde Act saaledes, at han raabte: "Das ist doch gar zu arg!" og kylede sin Kikkert ned paa Theatret imod ham. Den foer tæt forbi Clausens Hoved og faldt et Par Skridt bagved ham. Kongen sprang op og sagde hidsig: "Tag den op!"; men da der af den kongelige Familie blev tysset paa ham, satte han sig ned og betragtede med taus Forundring Clausen, som hverken af Kastet med Kikkerten eller Kongens støiende Befaling havde ladet sig bringe ud af Fatning; men, uden at forandre en Mine, med største Rolighed vedblev sin [sideskift][side 005]Rolle. Da Clausen længere hen i Scenen traadte tilbage for Prindsen, kom Kikkerten til at ligge ham for Fødderne; uden at see ned til den sparkede han den med en lille Fodbevægelse ind i Coulissen og begyndte strax sin Replik i en let, lunefuld Tone. Kongen foer i det første Øieblik op og raabte forbittret: "Er untersteht sich —!" men gav sig derpaa til at lee høit og sagde munter til de Andre i Logen: "Courage hat er dennoch!" For Clausen havde dette Optrin ingen ubehagelige Følger, men da Kongen et Par Aar efter tilfældigviis ved Taffelet fik at høre, at Md. Clausen skulde have en Benefice, spurgte han meget levende Hauch om hun var Kone til Schuftmacheren, og da Hauch bejaede det, vedblev han med stor Heftighed: "Saa siig Madammen, at hun ikke understaaer sig til at tage Emilie Galotti til Benefice, thi førend hendes Mand skal komme til at hudflette Marinelli vil Kongen forbyde den!" — Var Kongen ved sin Aandsforvirring bleven ligegyldig for hvilket Slags dramatisk Forlystelse, der bødes ham, saa var Kronprindsen det allerede ved sin Natur; han meente, at hvad der skulde gives, det var Noget, som Directionen havde at sørge for, og at den maatte forstaae sig paa hvad der var det Bedste, det forekom ham at falde af sig selv derved, at den var kongeligt indsat til at forstaae sig paa det. Naar Bestyrelsen, hvortil han vidste at have valgt de, efter hans Overbeviisning, dygtigste Mænd, kun omgikkes huusholderisk med Theatrets Penge, da fandt han, at den baade var sin Pligt voxen og i fuld Maade opfyldte den. Ved de Klager, han hørte om, at den ikke bar tilbørlig Omhu for den danske Comedie, bemærkede han i Almindelighed, at Directionen jo ikke kunde forpligtes til hverken selv at [sideskift][side 006]skrive Comedier eller til at skabe gode Hoveder, som kunde skrive dem, hvorfor den gjorde Alt, hvad man med Billighed kunde forlange af den, naar den blot sørgede for at skaffe Theatret alle de tjenlige Nyheder, der kunde faaes udenlands fra, og paa at dette var dens stadige Bestræbelse meente han at have det bedste Beviis deri, at "de fleste nye Stykker gouterede dog meget Publikum." For sin egen Person var han altid tilfreds med de Stykker, som bleve satte paa Repertoiret; skulde han imidlertid give nogen Art Fortrin, da var det de smaa muntre Syngestykker og de kotzebueske-ifflandske halvt rørende, halvt comiske Skuespil. Forkjærligheden for de Sidste grundede sig især paa hans Agtelse for det Nyttige, som han fandt i disse Skildringer af det borgerlige Livs Conflicter, da de, efter hans Mening, "lærte Folk at kjende Verden". Under Opførelsen af Holberg fornøiede han sig meget ved de stærktcomiske Scener, men han tillagde ikke "disse ret moersomme gamle Stykker" andet Værd, end at de vare danske og gave Noget at lee af; han opfattede ligesaa lidet hos Holberg Skildringens evige Sandhed som hos Kotzebue dens evige Usandhed, og kunde det maaskee ikke, fordi han, som Fyrste, stod altfor meget udenfor den Verden, som man maa have lært at kjende i den selv for at vide, om det ogsaa virkelig er den, man lærer at kjende fra Theatret. Da Arveprindsen, efter at han ikke mere kunde tiltage sig nogen Afgjørelse i hvad der angik Theatret, ganske havde opgivet at indvirke paa det, og der ikke i den øvrige kongelige Familie var Nogen, som Kronprindsen ansaae for at have et saadant Omdømme derom, at han vilde indrømme det Indflydelse, saa skete der ikke fra Hoffets Side det Mindste, som forraadte Villie til at [sideskift][side 007]fremelske dansk dramatisk Digtekunst eller til endog blot at vise Opmærksomhed for heldige Forsøg i den; og hos en Direction, som hverken havde nogen bemærkelig Godhed for den eller fulgte noget æsthetisk Princip, men satte sin Opgave i, af det, som Tilfældet bragte den i Hænderne, at give hvad der havde gjort størst Lykke i Udlandet og som den kunde antage at Mængden vilde synes bedst om, fandt de danske Forfattere sig ikke foranledigede til at vente Velvillie, end mindre venlig Veiledning og Tilretteviisning. Det var derfor saare sjeldent at der indkom et originalt Stykke, hvorfor det ved denne Periodes Begyndelse allerede var bleven almindelig Mening, at der ikke mere i Danmark var Talent til at skrive for Theatret. — Heller ikke lovede Publikums Stemning og Sympathier Theatret, som national Skueplads og Kunstanstalt, nogen glædelig Fremtid. Vil et Theater have kunstnerisk Betydning, da maa det altid, som Belærer og Leder, være foran sit Publikum; følger det efter det, som dets Lunes geskjæftige Tjener, da vil det bestandig synke dybere ind i det Platte og Gemene. Det danske Theater var stærkt paaveie til at gjøre det Sidste, og det kunde ikke let skee paa en ulykkeligere Tid, thi Omstændighederne havde ført til, at der hos Mængden ikke var nogen høiere Idee om et Theaters Formaal, end at det skulde give en, efter dens Begreb, saa god som mulig Aftenunderholdning efter Dagens Arbeide og Møie. Og dens Begreb om Underholdning var dengang just ikke det ædleste. Danmark havde under sin Neutralitet havt en Række meget rige Handelsaar; Alle, der i Kjøbenhavn vare i en Næringsvei, som stod i en endog kun fjern Forbindelse med Handel og Skibsfart, havde fuldt op at bestille. Der maatte arbeides, men der strømmede ogsaa Penge ind; [sideskift][side 008]havde den hele mercantile Verden været i uophørlig Bevægelse om Dagen, saa havde den ogsaa Evne som Trang til at skaffe sig Moerskab om Aftenen. Men, som man vil finde i alle Handelstæder, den moerskabslystne Masse søgte ikke høiere Glæde for Aanden, end den, som de, der skulde give Underholdningen, selv fandt for godt at lægge i denne, — man havde nylig faaet Beviis for, at det ikke var Hamborgernes Smag, men tvertimod kun det, at den geniale Theaterdirecteur Schröder havde tilkæmpet sin Smag Herredømme over deres, som hævdede hans Skueplads Ret til Navn af Tydsklands første Kunstanstalt; — hvad der søgtes var en drøi Underholdning, som man, hvad enten den skulde røre eller vække Latter, kunde tage og føle paa; at den skulde gjøre et varende Indtryk, holde sig i Tanken efter Nydelsens Øieblik, det forlangte man ikke; næste Dag maatte man igjen til travlt Arbeide, og efter det kom en Aften, til hvilken man vel atter kunde sinde Tidsfordriv. Denne raa Begjærlighed efter Adspredelser ved øieblikkelig stærke Indtryk fik rigelig Næring fra den Tids Modelæsning, som fornemmelig var Lafontaines hypersentimentale Familiehistorier, Spieß's Reiser igjennem Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger, Ridderromaner og faldne Pigers Biografier, Lewis's Sandseligheden ophidsende Munkeskildring og en Masse sværmeriske Bandit- og Røvereventyr. Denne Lecture, hvori Alt, i stærke Situationer, overdrevne Følelsesudtryk og vidtløftige Beskrivelser over Ting og Personer, sandtes fremstillet aldeles ydre og til Yderlighed udmalet med grelle Farver, var just Noget for Sjæle, der vare graadige efter det Følelsesfulde, uden at have Tid til at føle, og efter det [sideskift][side 009]Romantiske, uden at have poetisk Aand; de behøvede ikke at tænke sig ind i Begivenhederne eller Charaktererne, men tvertimod kun at lade være at gjøre det og læse i god Tro paa at Forfatterne, efter selv, ved dybt Studium, at være komne tilbunds i Sag- og Menneskekundskab, gave dem Natur og Sandhed, saa traadte Alt dem six og færdigt for Øine. Smagen for det falsk Sentimentale, Selsomme, Forskruede og Overdrevne var saa almindelig, at endog mange ellers Dannede grebes af den og ikke alene sværmede for Lafontaines "Familien von Halden"; men endog tillagde Vulpius's "Rinaldo Rinaldini", og Spieß's "De tolv sovende Jomfruer" megen Berømmelse som livfulde, phantasierige og særdeles underholdende Værker. Da nu Theatrets Bestyrelse, langtfra, ved Valg af et nationalt, eller endog blot af fremmede gode Arbeider bestaaende Repertoire, at modarbeide denne Vansmag, gjorde sig Umag for at skaffe Stykker, som ret kunde blive den til Behag, maatte den Kunstforstandige, der havde seet til hvilken Høide den danske Scene, om end kun i en enkelt Skuespilart, havde hævet sig, vel frygte for, at denne Vandalisme vilde fortrænge det Gode, Sande og Skjønne, hvormed Bestyrelsen endnu, naar den blot vilde, kunde glæde smagfulde Tilskuere, og dermed tillige den ægte ædle og naturlige Fremstillingskunst. At det ikke ogsaa virkelig skete, maa heller ikke tilskrives nogen af Bestyrelserne i denne Smagløshedens Periode, men alene det under Warnstedt lagte gode Fundament og at der under den opstod et Genie, som, i det mindste i een Retning, virkede mægtigt til igjen at give Poesie og Natur Herredømme i Kunstens Tempel.