[side 697]Hvor megen Agtelse Hauch end nød og i Sandhed fortjente som retskaffen, ordholden og charakteerfast Mand, dygtig Forretningsleder og ivrig Videnskabsdyrker, blev han mere og mere, eftersom han ved nøiere Kjendskab med Administrationsmaskineriet fik større Dristighed til at haandtere det efter selvstændig Mening, en, formedelst sin yderst prosaiske og platte Anskuelse af Skuepladsens Formaal, slet Bestyrer for et Theater, der skulde have national og kunstnerisk Betydning. Skjøndt Trediemand i en Direction, hvortil der, netop for at hævde det Kunstneriskes Værd og Herredømme, var valgt to Æsthetikere, vilde han udelukkende bestemme hele Virksomhedens Charakteer. Der var heller Intet i Veien for at han gjorde det: ved sit korte, bydende Væsen havde han aldeles overvældet den fredsommelige, føielige og ligeoverfor Stormanden ærbødige Kierulf; og Thaarup fandt sin Directeuranseelse fyldestgjort naar han nu og da, i Hauchs Fraværelse, kunde, i en fornem, indprentende Tone, give En eller Anden en, som det kaldtes, "thaarupskglubsk Rivaf." Hauch kom aldrig i Forlegenhed med ubesatte Roller saalænge han blot kunde finde Mandskab til dem. Vilde han have et Stykke, hvori der var en Hovedrolle, som af en syg eller afgaaen Kunstner havde nydt en glimrende Udførelse, og Regisseur Hansen bemærkede, at det umuligt kunde gives, fordi der ikke var en Eneste, som nogenlunde tilfredsstillende kunde udføre den, [sideskift][side 698]afbrød han ham altid med: "Lad os løbe Listen igjennem; maaskee kommer man dog paa En"; og naar Hansen da opregnede Skuespillernes Navne, standsede Hauch i Almindelighed ved En, og spurgte ivrig: "Er han fri (i det omhandlede Stykke)?" Svarede Hansen Ja, hed det i kort, afgjørende Tone: "Seer De? ham tage vi!' Tillod Hansen sig at ymte om, at den, han saaledes "tog", ikke kunde formodes at være istand til taaleligt at udføre en saa vigtig Rolle efter en saa udmærket Formand, mødte Hauch ham strax med: "Det kan man jo ikke vide; kanskee bliver han ikke saa gal. Man maa hjælpe sig som man kan." Rollen blev da strax afsendt, maatte undertiden læres paa 24 Timer og skulde spilles efter een Prøve. Fra den Skuespiller, den sendtes til, blev sjældent gjort nogen Indvending, naar han ikke hørte til de alleranseteste; thi man vidste, at da Lindgreen og Due i den første Saison efter Hauchs Tiltrædelse meget beskedent havde bedet sig fritagne for et Par af Gjelstrups Roller, som de ikke tiltroede sig Evne til at kunne flippe taaleligt fra, havde Begge, den Ene efter den Anden, faaet eens Affærdigelse, nemlig: "Naar jeg har tildeelt Dem Rollen, har jeg sagt, at De kan spille den, og det er nok." Paa denne Maade havde han i sin Embedstid besat en Mængde Roller, og især søgt at gjøre Gjelstrup undværlig i Repertoiret. Til dennes Arvroller vilde han for Fremtiden have en dygtig og yndet Begynder i Kruse, men Knudsen og Lindgreen, hvem han tidligere især havde taget Tilflugt til, vare nu saaledes inde i de fleste Comedier, at han ikke mere kunde bruge dem til Erstatning for Andre, og i den sidste Tid havde Publikum ikke ladet det blive ved skarpt at yttre Mishag med et Par af dem, som han til flere vigtige [sideskift][side 699]Roller havde "hjulpet sig med som han kunde"; men holdt sig borte fra tidligere stærkt besøgte Stykker, hvori disse vare blevne bragte ind, hvilket for Hauch, som netop greb til saadanne Besætninger for at "Trækplastrene" kunde blive i Repertoiret, var mere skrækkende end Mishaget. Ogsaa begyndte der at blive Mangel paa den fornødne Styrke til andre Fag end Gjelstrups; især savnede man meget Begyndere, som kunde give Haab om, at de Ældre snart kunde faae yndede Afløsere i Elskerrollerne. Hauch meente, at man gjorde rigtigst i, "snarest muligt at see til skaffe sig nogle faa dygtige Folk til de Roller, som stode vacante eller kunde befrygtes til Vinteren at ville blive det, og derom strax at avertere i Avisen." Men saa eftergivende Kierulf end var, modsatte han sig meget alvorligt denne Maade at søge Kunstnere paa, fordi "den forekom ham eo ipso at være den kongelige danske Skueplads uanstændig, og man derved tillige let kunde staae Fare for at faae Personer, hvilke ikke vare skikkelige, som Privilegiets § 6 dog udtrykkeligt gjør Directionen til Pligt at paasee, at Enhver i Truppen er." Efter et meget heftigt Directionsmøde, hvori Hauch bidende spurgte Kierulf om han da virkelig troede, at han nu var Directeur for lutter skikkelige Personer, og lod ham vide, at da det fornemmelig var Chefen, som kom til at sørge for at holde Skuespillene igang, saa maatte det ogsaa være ham tilladt at skaffe sig det fornødne Personale, og at søge det paa sin Maade, naar Meddirecteurerne ikke kunde anvise ham en bedre, fandt Kierulf sig endelig i, at der igjennem Avisen skulde skee Opfordring til Lysthavende, men da han, ligesaa stærkt som Rahbek, havde udtalt sig for, at Theatret skulde være Sædernes Skole, var han hverken ved Hauchs Spot eller [sideskift][side 700]Forestillinger at bringe fra, at det udtrykkeligt maatte bemærkes, at Sædelighed vilde være en nødvendig Betingelse for Antagelsen. Efter mange Deliberationer kom det da endelig til at Directionen i Sommeren førend Saisonnen opfordrede "duelige Subjecter af begge Kjøn" til at melde sig til Skuepladsen, dog kun naar de besade en god moralsk Charakteer, "da Ingen uden den antoges med nok saa store Talenter."

Kun to Aspiranter indfandt sig og begge "bleve befundne af ret gode Talenter; den Ene i Rosings unge Roller, den Anden i Gjelstrups Taaberoller og maaskee nogle andre alvorlige og fornemme"; men den første, en ung Student, traadte tilbage fordi Hauch "ikke kunde love ham mere end 300 Rdlr. at begynde med, dersom hans Debuts bleve gjorte med meget Bifald, og ellers ikke behøvede ham"; og den Anden, sildigere en meget afholdt Privatskuespiller, forlangte, da han havde god Udsigt til Forfremmelse i Toldfaget og ikke var ung, at blive, ligesom Clausen, ansat uden Debut og med 400 Rdlr., hvilket Hauch aldeles ikke vilde indlade sig paa. Det var ikke Opfordringen i Avisen, der førte den 18aarige Oehlenschläger til Skuepladsen; hans Genie havde en ubetvingelig Begjærlighed efter at komme til Aabenbaring og, uden endnu være sig sin Natur klart bevidst, søgte det Virksomhed i Fremstilling af Andres Digtning, istedetfor igjennem en selvstændig, original Udvikling af sin egen mægtige Digteevne. Lykkeligviis var der saa Meget, der stod ham i Veien for at fremtrylle de Billeder, som hans Phantasie gav ham af de Roller, han fik at udføre, at han snart kom til Erkjendelse af, at det ikke var som Gjengiver, men som Skaber, han var kaldet til at fremtræde i Kunstens [sideskift][side 701]Rige. Hans Udvortes udmærkede sig især ved et meget smukt, frodigfrisk, aabent og livfuldt Ansigt, men som mere var skabt til at behage i Livet ved det naturlige Udtryk, end til saaledes at udtrykke fremmede Følelser og Affecter, at det kunde interessere paa Theatret; han havde hidtil saa ganske kun været sig selv, at der alene var Liv og Frihed i hans Holdning og Bevægelser naar han aldeles var det; derimod laae en paafaldende Tvang, Ubehændighed og Ængstelse over hans hele Væsen, naar han skulde fremtræde i en anden Personlighed, hans første Debut var ingenlunde heldig: han kunde slet ikke komme ind i en Rolle, der, istedetfor at hjælpe ham til Udtryk for hans Sjæls Fyrighed, paalagde ham Resignation, Nedslagenhed, Sukken, en Prosaist Conversation og, fremfor Alt, forpligtede ham til, for at han skulde kunne bruge Forfatterens rette tørre Ord og følge de sceniske Forskrifter, at fastholde en nøgtern Opmærksomhed, der slappede ham naar han endelig kom til et Sted, som faldt ind i hans naturlige Følelse; hans Hat, Brevet, Lommen i hans Kjole, at trække Kaarden, at aabne Døren — Alt satte ham i Forlegenhed. Den anden Debut, som Lieutenant King i "Søofficererne", faldt endnu uheldigere ud; den flinke, mandige Søofficeer gik saa aldeles under i Forkeerthed og Forknythed, at Tilskuerne slet ikke vilde gjenkjende den Rolle, hvori Schwarz og sildigere Rosing havde rundet saa levende Bifald. Torben Oxe i "Dyveke", den tredie Debut, var ogsaa baade ham selv og Tilskuerne temmelig utilfredsstillende. Der fremglimtede vel et Par Steder en Ild, som man ikke i hans foregaaende Roller havde bemærket, og disse bleve ikke uden Bifald; men han kunde ikke bringe det Øvrige af Rollen i Samklang med [sideskift][side 702]dem og savnede baade ridderlig Holdning og kunstnerisk Ro, hans bedste Fremstilling var Cederstrøm i "Armod og Høimodighed"; den havde enkelte smukke Steder, hvori det syntes at et hidtil skjult Talent kom til Gjennembrud. Ogsaa fik hans Venner af den godt Haab om, at han omsider vilde faae Tillid til sig selv og derved opnaae Herredømme over de personlige Egenheder, som ideligen traadte ham i Veien, naar han syntes at ville lade sine i det hele gode Midler komme til fuld Virkning. Men Directionen, der ingenlunde deelte deres Forventninger, tildeelte ham kun Smaaroller, hvilket, i Forening med at han aldeles ikke kunde vænne sig til den uslebne Opførsel, som en ikke ringe Deel af Personalet viste baade i og udenfor Theatret, og kun hos saare Faa fandt den poetiste Aand, hvoraf han selv var opfyldt og som han havde troet, at enhver Skuespilkunstens Dyrker nødvendigviis maatte være besjælet af, hurtigt gjorde ham klart, at det ikke var til Scenen hans Aandsbegavelse kaldte ham. Fra del Øieblik, da denne Erkjendelse var bleven ret levende hos ham, følte han en uimodstaaelig Trang til strax at komme ud af Forhold, der nu syntes ham at være hans Natur saa modstridende, at de bleve ham uudholdelige. I December 1799 indgav han Ansøgning om Afsked, med Bøn om, at den ufortøvet maatte blive ham bevilget, og det var Directionen saa villig til at understøtte, at han allerede i de første Dage af Januar 1800 kunde glæde sig ved at være gjengivet sig selv. — Jean Pio var en af Dandseskolens meest lovende Elever, en ung Mand, der, i en god Middelhøide, en kraftigt bygget, udmærket skjøn Figur, et livfuldt, mandigt Ansigt med mørke udtryksfulde Øine og sort Haar, en herlig malmfuld, dyb Talestemme og [sideskift][side 703]rask, behagelig Bevægelighed i Gang og Gebærder, havde store Midler for Scenen. Hans særdeles heldige Debut i en Rolle, som vel ikke er svær i Henseende til Charakteeropfatning, men fordrer Lune og en fremmed Individualitet, hvilken den yndede Knudsen nylig havde fortræffeligt lagt i den, og at han derpaa, ligeledes med Bifald, i "Den honnette Ambition" optraadte i en af de betydeligste og vanskeligste Jeronimusser, samt, om ikke med samme Held, dog til Publikums Tilfredshed, som tredie Debut spillede en anden af Knudsens Paraderoller: Meerskum i "De snorrige Fættere", viste, at han ogsaa ved Fleersidighed kunde blive Theatret en meget nyttig Skuespiller, især da han havde en god, kraftfuld Basstemme. Enkelte store Roller af meget forskjellig Art og tidligere spillede af de første Kunstner, som Jacob von Thybo, der var givet af Schwarz, og Gribskow i "Apothekeren og Doctoren", hvori Gjelstrup havde udmærket sig, bragtes ham i Hænderne af Nødvendighed, og i alle viste han et virkelig ualmindeligt Talent, som mere og mere vandt Publikums Yndest. Men netop derfor søgte de, som han kom til at træde i Veien, med megen Iver ved Intriguer at holde ham i Uvirksomhed, og dette lykkedes dem saa godt, at han kun sjeldent fik en ny Rolle og ikke var istand til at opnaae en taalelig Lønning, endskjøndt han havde maattet frasige sig fordeelagtige Dandseinformationer, for altid at være rede til Skuespillertjeneste. Kjed af denne chicaneuse Tilsidesættelse trak han sig efter nogle Aars Forløb ganske tilbage fra Skuespillet. — O'Donnel fik vel ved sin, i Henseende til Velklang, Omfang og Bøielighed, saa herlige Tenorstemme, at dens Mage kun sjeldent er hørt paa det danske Theater, fast Ansættelse, men var saa kold, stiv og keitet i sit hele indre [sideskift][side 704]og ydre Væsen, at han ikke, hvor meget man end trængte til en god Tenorist, kunde gjøre sig blot taalelig at see paa. — Jfr. Guldberg fik ganske samme Skjæbne som Mad. Martens: Publikum var henrykt over hendes Debut og selv Kritiken "grundede paa hendes udmærkede Talent" det Visse Haab, at hun kunde erstatte Savnet af de store Tab, Skuepladsen i senere Tider havde lidt;" men snart kom man til Erkjendelse om, at der aldrig kunde blive Noget af hende; tre Aar efter blev hun udhysset i just en af de Roller, hvori hun havde vundet Publikums enthusiastiske Bifald. — Jfr. Ebbesen, en puur ung Figurantinde med et smukt Udvortes, men en tynd, svag og udtryksløs Talestemme, blev ogsaa i Begyndelsen funden yndig, gratiøs og fuld af Følelse; siden var hun for Publikum en meget uinteressant Fremstillerinde af anden Elskerinderolle.

Bech havde ikke fyldt sit 50de Aar da han døde, men iblandt den sidste Tids dygtige comiske Charakteerskildrere havde han, som, i sine fleste Roller, blot Farceur, i den Grad mistet Anseelse og Anvendelighed, at hans Død ikke blev noget Tab for Scenen. Da han sidste Gang spillede gjorde hans Datter, som den 3die October, to Dage efter sin Confirmation, havde med meget Held debuteret anden Gang, som Bondepigen Trine i "Hververne", sin tredie Debut, som Miche, og vandt atter her stærkt Bifald ved et livligt, gratiøst og naturligt Spil, hvoraf hans Kammerater spaaede ham, hvad der ogsaa gik i Opfyldelse, ak hun snart vilde blive den meest yndede af de unge Skuespillerinder. — Den 25de Juni døde Musted, 67 Aar gammel. I sine sidste Dage spillede han sjældent og kun saadanne Roller, som tilfredsstillende kunde besættes, saa [sideskift][side 705]at hans Afgang i det høieste lod Repertoiret savne en Dygtighed til Udførelsen af ikke betydelige gamle Mænd i et Par gangbare Syngestykker. Men som Theatrets tidligste Sanger, som fordums meget brugt og yndet Skuespiller, brav, fredsommelig og altid venlig Kammerat og en i de bedste Kredse gjerne seet Selskabsmand, var han saa nøie forenet med Theaterlivet, saa oprigtigt afholdt af Personalet og saa meget til Hæder for sin Stand, at hans Død blev anseet som et uopretteligt Tab for Skuepladsen.

Repertoiret vidnede hverken om Princip, Smag eller Agtelse for Skuepladsen som Nationalanstalt. Den Forsmædelse, som Holberg maatte lide under en Direction, hvilken Rahbek, 30 Aar efter, ikke undsaae sig for, i dens eneste dalevende Medlem, at smigre med Benævnelsen "et ædelt videnskabeligt Triumvirat", var der ikke endnu bleven ham tilføiet af de Bestyrere, hvis Ringeagt for Holberg og Nationalskuepladsen Rahbek saa ofte havde fundet sig oprørt over: uagtet baade Pio og Kruse debuterede i Holbergske Stykker og eet af dem opførtes som Nødstykke, gaves af store og smaa kun 10 Forestillinger, som dertil alle vare ikke blot maadeligt besatte, men skjødesløst indstuderede og jagedes frem i Løbet af fem Maaneder; i Saisonnens sidste fire Maaneder kom ikke et eneste holbergsk Stykke paa Scenen. Skuespillets Nyheder vare atter fornemmeligen hentede fra Iffland og Kotzebue; den Førstes "Embedsiver" og den Sidstes "Skumlerne" vare begge i fem Acter, store rørende, i een og samme Stiil udførte, Skildringer af huuslige Gjenvordigheder, af skammelige Angreb paa Uskyldighed, Dyd og Ære, af lumpne Rænker og af de Undertryktes Seir ved ædle Menneskers ufortrødne Arbeide og de Øverststaaendes endelige Retfærdighed. Det Hele [sideskift][side 706]gik i al sin Bevægelighed borgerligt til: Tænkemaade, Sprog, Sæder og Begivenheder vare aldeles hverdagslige; og naar Dækket faldt kunde Tilskuerne, efter en Aftens Fornøielse ved at betragte og begræde al denne borgerlige Elendighed, forlade Kunstens Tempel med den Trøst, at nu havde Forfatteren, som det kjærligste og retfærdigste Forsyn, bragt Alt i den skjønneste Orden, ved at belønne de Gode og straffe de Onde, i allernøieste Forhold til hvad Enhver havde fortjent. "Pebersvendene" var ogsaa et Huuslivsstykke af Iffland, men af en mildere Charakteer, uden Djævle eller trivielle Kjæltringer, og i adskillige Scener særdeles behageligt ved en med megen Effect udført theatralsk-idyllisk Fremstilling af et nøisomt og uskyldigt Landlevnets Tryllerie; men af en saa mærkværdig Bygning, at det kan gives i Fuldstændighed, hvad enten alle dets fire Acter opføres eller kun de to sidste. Ogsaa til den lystige Comedies Repertoire havde Directionen søgt Bidrag hos Kotzebue, men kun i et Par af hans smagløseste Bagateller, af hvilke bog den ene, "Manden paa 40 Aar", siden blev et Slags Mærkværdighed, ved at Oversættelsen var det første Arbeide for Theatret af den Niels Thoroup Bruun, som en Snees Aar sildigere stod i stor Berygtethed ved den Masse Smuds og Plathed, hvormed han, som Hacks Factotum og i Egenskab af utrættelig Fri-Oversætter, Bearbeider, Omstøber og Forfatter, havde inficeret den danske Skuepladses Repertoire og Fremstillingsstiil. Af de to smaa Syngestykker: "Barnlig Kjærlighed", der egenlig kun har et eneste dramatisk Moment, men er indtagende ved en idyllisk Tone og den henrivende simple, melodiøse, følelsesfulde Musik af Gaveaux; og "Jockeien", en Oversættelse af et maadeligt fransk Stykke, componeret af Kunzen, [sideskift][side 707]gjorde det Første, mesterligt spillet af Frydendahl, Knudsen, Saabye og Mad. Frydendahl (som Mad. Berthelsen den 19de August 1797 var bleven), megen Lykke. Cimarosas "Den hemmelige Forlovelse" (som Titlen urigtigt var oversat), blev for maadeligt udført i musikalsk Henseende til at kunne finde det fortjente Bifald. "Erik Eiegod" var Saisonnens eneste originale Stykke. Man var kommen bort fra den Idee, at forherlige det danske Theater ved Opførelsen af store Operaer; men Texten, som Baggesen havde skrevet for 9 Aar siden, havde, ved de herlige musikalske Situationer og en fortræffelig rhythmisk Behandling, indtaget Kunzen saa meget, at han, da der til Hovedrollerne fandtes gode Kræfter, naar han under Compositionen tog omhyggeligt Hensyn til deres Eiendommelighed, besluttede dog endnu engang at digte en dramatisk Musik i den ædle, høie Stiil. Dette grandiose Værk skaffede ham ogsaa en glimrende Opreisning for de Krænkelser, Cabalen havde voldet ham under Holgerfeiden. Vel søgte den atter kraftigt at modarbeide den store Operas befrygtede Gjenoplivelse, og gjorde sit Bedste for ved Dadel og Spot at nedsætte Baggesens Digt, men efter et Par Forestillinger, hvorunder Bifaldet ikke ret turde give sig Luft, lod Begeistringen over det skjønhedsrige Musikværk sig ikke mere betvinge, og da den først var kommen til Udbrud, steg den med hver følgende Forestilling. Kunzens ved ædle, henrivende Melodier og herlig harmonisk Behandling storartede Musik; Rosings kraftfulde, kjække og fyrigt erotiske Erik; Mad. Frydendahls brillante Udførelse af Fylla; Knudsens ved høihed i Udseende og Sangforedrag mageløse hundredeaarige Ullin, og det glimrende costumerigtige Udstyr, som [sideskift][side 708]havde kostet henved 5000 Rdlr., vakte stor Beundring og samvirkede til stadigt at fylde Huset.

Endelig syntes den flere Gange paatænkte Oprettelse af en Planteskole for den kongelige danske Skueplads at skulle komme til Fuldbyrdelse, og det endog saaledes, at den ei alene ikke blev denne til mindste Bekostning, men afgav et godt Theater for den anden af Rigets danske Stæder. Der havde allerede fra 1791 til hen i 1793 i Odense været en af Omegnens høifornemme Adel indforskreven og understøttet tydsk Trup, som stod under en vis Fribachs Direction. Formedelst dens store Jammerlighed og Tydskhed nød den kun saa lidet Besøg af Indbyggerne, at Adelen flere Gange havde maattet lade uddele Fribilletter til Almuen og Tjenestetyende, naar den ikke vilde kjede sig ene, og da Selskabet drog bort i en meget usel Forfatning, følte den ikke Tilskyndelse til at anvende Penge i Haab om at faae et bedre. Imidlertid kom en Heusser i November 1795 til Byen med en anden tydsk Bande og fandt da ogsaa Understøttelse hos Adelen, men fik desuagtet allerede i Foraaret 1796 saa sørgeligt Overbeviisning om Umuligheden i at et staaende tydsk Theater kunde trives i Odense, at han afskedigede sit tydske Mandskab og fra 18de November 1796 begyndte danske Skuespil under Ledning af den fra det kongelige Theater afgaaede Thessen som Instructeur. I Begyndelsen havde Heusser udmærket god Søgning, men Adelen viste ikke nær den Gavmildhed og Interesse for den danske Skueplads, som den havde viist for den tydske, og Byens Folk kunde ikke vedvarende afgive et tilstrækkeligt Publikum. Fra Begyndelsen af 1797 spillede han jævnligt for tomme Bænke og det var med stor Nød og neppe at Selskabet, efter at han havde erklæret [sideskift][side 709]sig "ei at være eller ville blive istand til at opfylde sine med det indgangne Forbindligheder", for egen Regning fik gjennemført Saisonnen indtil April. Foretagendet blev imidlertid ikke opgivet: den 2den October 1797 aabnede Selskabet selv, med Ahrentzen, en af de bedste Skuespillere, som Formand, "det odenseiske danske National-Theaters" anden Saison. Den begyndte meget glædeligt; ja Theatret fik endog strax sit eget Tidsskrift. Men allerede den 27de November endte Nationalskuepladsen med "Armod og Høimodighed" og en skrækkelig Tumult. Ahrentzen havde anmasset sig Herredømmet: han levede høit med Indtægten, negtede at spille naar det faldt ham ind, bekjendtgjorde egenmægtig en Benefice for sig selv og opbragte hele Selskabet saaledes imod sig, at der fra Theatret maatte skee Forklaringer for Publikum, som, uagtet hans Fraværelse, peb ham frygteligt ud. Selskabet var opløst; men denne Gang fandt det megen Deeltagelse baade hos Adelen og Byen, thi det havde ved de givne Forestillinger viist sig i det Hele langt dygtigere end noget tidligere, talte flere Medlemmer — hvoriblandt Olsen og Rind —, som sildigere gjorde megen Lykke paa det kongelige Theater, og havde endydermere et Par Dandsere, som med Understøttelse af Skuespillerne, endog vovede sig ifærd med Smaaballetter, der vel vare ynkelige, men ikke destomindre vandt Bifald. Endelig formaaede man en Grev Trampe, som havde stor Lyst til at give sig af med Theatervæsnet, til at overtage Entreprisen, som han begyndte den 8de Januar 1798 og til almindelig Tilfredshed ledede indtil Saisonnens Udgang. Da der under Grevens Bestyrelse lod til at vilde komme nogen Orden i Selskabet, meente Schwarz, at han i det kunde danne det kongelige Theater den PlantePlante-skole [sideskift][side 710]skole, han saa længe havde ønsket det. Efter Overveielse med Greven om hvorledes det, i hans Interesse og uden stadig Veiledning for Skuespillerne, bedst kunde skee, tog Schwarz i Sommeren 1798 til Odense og havde den Fornøielse, ved Forelæsninger og Øvelser, saaledes at udvikle Enkeltes Kræfter og føre dem til Samvirken, at han inden sin Afreise i August kunde, uden Skam for sig, optræde med Selskabet i to Forestillinger, der vare valgte efter dets Evner og af det overfyldte Huus bleve modtagne med største Begeistring. Ogsaa under sin Fraværelse søgte han med megen Iver at styrke Foretagendet ved Raad og stadig Virksomhed for at skaffe det gode nye, af ham selv forberedte Medlemmer. Baade hans Plan og Grevens Interesse syntes at skulle faae god Fremme: Personalet opnaaede større Fasthed, der udfoldede sig i det et Par virkelige Talenter, og det fik Tilvæxt i nogle unge dannede Theaterenthusiaster, hvoriblandt, i Efteraaret 1801, den sildigere berømte Ryge, som bog ikke dengang, med en endnu spinkel og opløben Figur, kunde fortrinsviis tildrage sig nogen Opmærksomhed, uden ved den Heftighed, hvormed han spillede baade de comiske og de alvorlige Roller, der kom ham i Hænderne. Men Trampe savnede Kunstforstand og Administrationsdygtighed: han anvendte mange Penge paa Balletterne, som han dog ikke med største Anstrengelse kunde bringe ud over det Allermaadeligste, og det var hans Grundsætning, at Alle skulde lønnes lige: Skuespillerne med 15 Rdlr. og Skuespillerinderne med 13 Rdlr. maanedlig. Derved frembragte han selv stor Utilfredshed i Selskabet, gjorde de Dygtige ligegyldige og slappede Alles Iver for Fremadstræben; Forestillingerne begyndte at blive usikkre og matte, det gik meget langsomt med Indstuderingen [sideskift][side 711]af nye Stykker, og Publikum, som var overmættet af de gamle, blev borte, — allerede i 1802 var Entreprisen saaledes i Forfald at Greven maatte opgive den, og Schwarz dermed sit Haab om ad denne Vei at skaffe Theatret en kunstnerisk Forberedelsesanstalt.