[side 606]Angrebene paa Ahlefeldt endte ikke med afvigte Saison; hans Forfølgere, som havde fast besluttet hurtigt at fortrænge ham fra Bestyrelsen, fortsatte ei alene de begyndte, men fremlokkede et endnu kraftigere, som de imidimid-lertid [sideskift][side 607]lertid ikke vilde være bekjendte at have Noget at gjøre med. At den vittige Høiesteretsadvokat Klingberg, i Anledning af "Den røde Hue", skrev et meget bidende Flyveskrift, »Quid juris«, hvori han spottende gik løs paa Ahlefeldts Smagløshed og hans Uværdighed til at forestaae Skuepladsen, og at Heiberg i Fortalen til det tredie Bind af sine Skuespil gjentog alle de i Subscriptionsplanen fremførte Spydigheder og haarde Beskyldninger, ledsagede af endnu mere irriterende Noter, var en mægtig Bistand for Partiet, der søgte at føre sig den til størst mulig Nytte, ved for Publikum at udhæve det Træffende og Fortjenstlige deri; men en endnu mægtigere fik det bog ved Werfels Angreb, som det tog sig til Indtægt, uden at ville have Skyld for, ved sin Haanende Tone imod Greven at have opmuntret dertil. Johan Werfel var en Mand paa 30 Aar, bekjendt som flittig og heldig Oversætter, skrev ret godt for sig og havde i omtrent 10 Aar været Skriver i Theatersecretairen Justitsraad Lassens Comptoir, hvorfra han havde nøie Kundskab om Skuepladsens indre Anliggender. Da Lassen var afgaaet, søgte han Secretair- og Hovedkasserer-Embedet, som Ahlefeldt havde i hans Fortid fundet meget gode Grunde for ikke at ville indstille ham til. At Garderobemesteren Frederik Christian Printzlau omsider fik det, med 1000 Rdlr. Gage, gjorde Werfel saa forbittret, at han, just da Ophidselsen imod Greven var heftigst, vovede et ligesaa ubesindigt som heftigt og skammeligt Angreb paa hans Ære. De Beskyldninger, han, i et Par Piecer og et af ham udgivet Ugeblad, "Folkefjenden", fornemmelig fremførte imod Greven, vare: at han havde misbrugt den ham anbetroede kongelige Kasse; at han havde været efterladen Embedsmand; at han [sideskift][side 608]manglede Indsigt til at bestyre det Embede, han havde paataget sig; og at han ved Christiansborg Slots Brand rolig havde ladet Theaterarchivet brænde, fordi Papirerne vare hans Embedssager og tilhørte Kongen. Angaaende den første Beskyldning, da havde Werfel under den imod ham af Greven anlagte Sag ikke Andet til dens Bestyrkelse at anføre, end at der til en Skræder var blevet udbetalt 16 Mark ugenlig, uagtet han ikke forrettede noget Arbeide, hvilken Udgift han end ikke kunde bevise Ahlefeldt uberettiget til at gjøre. Med Hensyn til de to følgende Beskyldninger burde Werfel have betænkt, at som det allerede er meget farligt at fremføre Sigtelser af den Natur i Henseende til saadanne af en Embedsmands Handlinger, som maae bestemmes ved Conduite og derfor ofte ville komme til at staae i et høist forskjelligt Lys efter den forskjellige Mening om, hvorledes Conduiten er brugt, saa var det dengang, i Absolutismens Dage, da Embedsmanden, kaldet umiddelbart af Kongen, blev betragtet som kun, efter kongeligt approberede Instruxer og Indstillinger, udførende Enevoldsherskerens Villie, næsten ikke muligt at angribe nogen af Kongen yndet Stormands Embedshandlinger uden Fare for at paadrage sig Straf for Fornærmelse imod selve Majestæten. Da Werfel nu endydermere ikke formaaede at fremføre det Mindste til Styrke for disse to haarde Beskyldninger, kunde han Prise sig lykkelig ved, at ei alene Grevens Sagfører ikke, som han lod mærke, at han vel kunde, denuncerede ham som Forbryder imod Majestæten, men at Retten kun grundede sin Dom paa den første og den sidste, som Hovedbeskyldninger. Hvad den sidste Beskyldning angaaer, da var Sammenhænget følgende: Ved hans Embedstiltrædelse var Theaterarchivet [sideskift][side 609]blevet overgivet til Greven, som, uden at gjøre sig bekjendt med dets Indhold, havde, da det skulde henflyttes til et andet Locale, ladet det nedpakke i to store Dækkekurve og midlertidigt hensætte i den saakaldte Garderstald ved Christiansborg, hvor det langt ud paa Natten, da han allerede i flere Timer havde seet sin private Eiendom bragt i fuldkommen Sikkerhed, og 8 til 10 Timer efter at Ilden var udbrudt, blev aldeles opbrændt, uden at der gjordes Forsøg paa at redde det, hvilket vilde have været meget let, eftersom der var god Tid til at bringe mange endog nagelfaste Ting ud af Bygningen. Men ikke engang denne Beskyldning blev af Retten antaget for grundet, thi uagtet det i Ansættelses-Rescriptet udtrykkeligt var paalagt Greven, "at lade sig overlevere Theatret med dets Inventarium", og han selv havde givet Befaling til Archivets Nedpakning i Kurvene saavelsom til deres Hensættelse i Garderstalden, sandt Retten, "at det endog tilstrækkeligt var blevet oplyst, at Theaterarchivet ikke var blevet Greven overleveret" da Slotsbranden indtraf — 1 Aar og 9 Maaneder efter hans Embedstiltrædelse! — saa at "det var opbrændt uden nogen Forsømmelse fra hans Side." Hof- og Stadsrettens Dom faldt i Januar 1796 og blev, efter den af Grevens Sagfører nedlagte Paastand, at Werfel skulde, som Løgner, bøde sine 3 Mark og desuden trende 40 Lod Sølv. Ved Høiesteretsdom af 21de Mai 1796 slap Werfel for Tremarksboden, men dømtes til at betale 1000 Rdlr. til Almindeligt Hospital; og da han i Januar 1798 blev heftet, fordi Betalingen ikke endnu var erlagt, blev Dommen, "efter hans underdanige Supplik og især i Betragtning af Hr. Geheimeraad Grev Ahlefeldts Forbøn, formildet derhen, at han maatte afsone de idømte Bøder med [sideskift][side 610]at hensættes paa Vand og Brød i tre Uger, deelt i tre forskjellige Gange." — Da Werfels Angreb begyndte fandt Grevens Avindsmænd, at de tre af disse Beskyldninger, hvoraf de vilde have sig ansete som meget overraskede, formedelst den Dristighed, de bleve fremsatte med, vare fuldkommen rigtige, endskjøndt de kunde blive vanskelige at bevise; men at det var meget slet af Werfel, at beskylde Greven for at have omgaaedes uretlig med Theatrets Kasse, da han "med al sin Opblæsthed og de mange Bêtiser, han havde begaaet i sin Bestyrelse, og endog var velbekjendt, at han sad i stor Gjæld, sikkert var en redelig Mand." Hvor sandt dette, efter hvad selv flere af Grevens Uvenner sildigere have vidnet, end var, forsmaaede hans farligste og hadskeste Angribere dog ikke dengang, efterhaanden at gaae over til at ymte om, at siden Werfel, der jo kunde have nøiere Kjendskab til Theatrets pecuniaire Forhold, end de fleste Andre, saa kjækt, endog, efter at Greven havde anlagt Sag imod ham, vedblev sine Beskyldninger om Misbrug af Kassen, maatte man næsten formode, at der dog var Noget i. Da disse underfundige Insinuationer, som ikke fuldstændigt kunde beskæmmes førend Sagens Afgjørelse ved Dom, hvilken tegnede til at trække langt ud, og tillige den Spot, som Heibergs og Klingbergs Spydigheder havde paadraget ham, i Slutningen af Juli begyndte at gjøre Greven hans Stilling meget ubehagelig, endog ved Hoffet, og han derhos forudsaae, at man, om muligt, vilde overvælde ham med endnu flere Chicanerier i den kommende Saison, end han havde havt at ærgre sig over i den afvigte, besluttede han sig til at ansøge Kronprindsen om, at forunde ham en hæderlig Afsked fra Overhofmarskallatet saavelsom fra Theatret, og [sideskift][side 611]helst saaledes, at han blev ansat i en Embedsstilling, der ikke paalagde ham Ophold i Kjøbenhavn. Kronprindsen underrettede ham privat, endog ved et egenhændigt Brev, om, "at han var meget tilfreds med hans hidtil viste Tjeneste og lidet genegen til at lade en Clique contentere sig med at fortrænge Embedsmænd, som havde deres Herres og Konges Naade, sag det var hans Ønske, at han rolig og med Forsikkring om hans Estime skulde blive paa sin Post; dog skulde han (Kronprindsen) om han havde nogen sær Raison til derfra at ville afgaae, see hen til at hans Ansøgning kunde ham bevilges til hans fulde Satisfaction." Ahlefeldt gjentog ikke destomindre sin Bøn med Tilføiende, at Theatertiden nu var nær forestaaende, og det vilde sikkert være godt, om den Mand, som Hs. kgl. Høihed vilde være saa naadig at udsee til hans Afløser, kunde efter egen bedste Mening gjøre de nødvendige Foranstaltninger. Som Følge deraf blev der den 22de August forundt Ahlefeldt Afsked paa Grund af at han skulde gaae til Berlin som Minister, hvilket dog først skete meget længe efter, da han havde stor Møie med at affinde sig med sine mange Creditorer. — Havde Ahlefeldt medbragt Sagkundskab til sit vanskelige Kald, eller endog blot forstaaet at vælge og benytte indsigtsfulde Hjælpere, indtil han fit nogen Erfaring, var han sikkert bleven en, om ikke almeenyndet — thi det maa end ikke den Dygtigste vente at kunne blive — saa dog særdeles gavnlig Bestyrer; thi af alle dem, som han ikke fornærmede, ved at behandle deres Virksomhed og selvbudne Naad med mindre Opmærksomhed, end de fordrede hos — som Sander udtrykte sig — "en saadan Idiot i Theatersager, at han skulde være glad ved om fornuftige Folk vilde tage sig af ham", blev han roest [sideskift][side 612]som en retskaffen Mand, der ikke med Villie fortredigede Nogen og kun vilde hvad der, efter hans Mening, var til Skuepladsens Gavn. At han, uden at have nogen klar Forestilling om, hvori det laae, strax gik ubetænksom løs paa at fremme hvad han indbildte sig at have fundet det i, og ved den store Iver, som han, i det mindste i Begyndelsen af sin Bestyrelsestid, ikke lod det mangle paa, selv forvirrede baade sine mange Planer og dem, der skulde have med dem at gjøre, deri bestod fornemmelig hans Feil som Embedsmand. Rosing havde, ved at være ikke mindre fyrig og ivrig for Theatrets Fremgang, end han selv, strax faaet Indflydelse hos ham, men da Greven endnu troede, selv at vide og forstaae Alt, bleve hans Raab blot hørte, men sjeldent fulgte, naar de ikke faldt sammen med den uerfarne Directeurs egne Indfald; da disse flere Gange kun havde ført til Spot og Skade, fik den erfarne Theatermands Raab større Vægt, men dengang havde Greven allerede, ved den Heftighed, hvormed han søgte og roste Alles Raab uden at følge dem, de Løfter, han, for at gjøre sig Alle til Venner, var rundelig med at give, men meget uefterrettelig i at holde, og det fornemme Væsen, han antog for at rede sig ud af Forlegenheder, saaledes sat sig i Miscredit, at Rosing ved sine Forslag, der desuden meest vedkom Syngespillets Fremme, som just var Modstandernes værste Vederstyggelighed, mindre opnaaede at understøtte Greven, end at gjøre sig selv ilde lidt. Forresten var Greven vel en ukyndig og overhovedet Theatret skabende Bestyrer, men ikke destomindre var det langt fra, at hans Virksomhed kun, saaledes som de saakaldte Kunstens Forsvarere paastode, naar den yttrede sig paa Kunstens Gebeet, blev en Række Galskaber, at den [sideskift][side 613]tvertimod i flere Henseende var just i deres Aand og ufeilbarligen af dem vilde være bleven udbasunet som høist fortjenstlig, dersom den ikke havde været hans. Saaledes besvarede han ei alene de mange Mindelser, der, endog ved Hoffet, gjordes ham om at optage nogle nye store Operaer, med at erklære, at det ikke vilde skee saalænge han var Directeur, da de voldte store Udgifter og andre Opoffrelser til Skade for Skuespillet, og bleve dog blot til Skam for Theatret, fordi det aldeles ikke havde Personale til en Udførelse, der var det værdig; men han gav endog af de ældre kun "Aline", da den. "efter hans Overtyding, var den eneste, som var præsentabel paa nogenlunde anstændig Maade", og vedkjendte sig, at han, saa vidt han derved kunde faae det tilstrækkelige Antal Syngespilforestillinger, ikke vilde give andre "end det Slags behagelige og lette Stykker, som opførtes i théâtre Favart og théâtre Feydeau i Paris", hvilke netop vare de eneste, Rahbek kunde erklære sig for, som "fornuftige Syngestykker." Noget, hvilket Kunstens Forsvarere ikke vilde have forsømt at omtale med Roes, dersom en anden Directeur havde gjort det, var ogsaa det, at Ahlefeldt, ved Antagelsen af Clausen og Jfr. Smidth, der ikke havde mindste Syngestemme, fordristede sig til, i Skuespillets Interesse, at tilsidesætte den hidtil strengt overholdte Bestemmelse, hvorefter der kun til Acteurer maatte antages saadanne Personer, som kunde blive duelige til Syngeroller: en Bestemmelse, der, efter Rahbeks Mening, var saa fordærvelig for Skuepladsen, at han allerede for sex Aar siden havde spaaet: "hvis en god Engel ikke standser hiin ødelæggende Magt, da ere vore Skuespillere inden fem Aar ikke istand til at spille et eneste Stykke taaleligt." Nu kom den gode Engel, men da den [sideskift][side 614]aabenbaredes i Ahlefeldts Skikkelse, forbigik man ganske dens Virksomhed til Ødelæggelsens Standsning, og fortalte tvertimod Publikum at i Greven var Theatrets uundgaaelige Undergang given. — Ahlefeldt er den eneste Direkteur ved det kongelige Theater, der har havt fuldstændig Enevoldsmagt: han var kun bunden til med Indtægten og det kongelige Tilskud at bestride Udgifterne; forresten havde han at handle alene efter Conduite, uden Ansvar til nogen Anden end Regenten. Hvor slet Ahlefeldts Bestyrelse end var, saa beviser den, at Enevoldsherskabet, naar det, som det fornuftigviis bør, lægges i Hænderne paa en sagkyndig, kunstforstandig og forretningserfaren Mand, er den hensigtsmæssigste Regjeringsform for et Theater; thi endskjøndt Ahlefeldt ofte, formedelst Mangel paa Indsigt, selv hindrede og lammede sine Planers Fremme, har Virksomheden ikke under nogen Directeur været bedre fordeelt paa alle Kræfter, viist sig mere frembringende, og, selv naar dens Formaal spottedes af dem, som skulde deeltage i den, fundet Anvendelse med større Raskhed end under ham. Da han ikke kunde dække sig bag Nogen, der var forpligtet til at dele Ansvaret med ham, maatte han personlig, med Hurtighed og Bestemthed, tage Beslutninger, og Nødvendigheden af at saae dem satte igjennem gav ham, hvor forkeerte de end vare, Energie og Anseelse til at skaffe dem prompte Udførelse.

Ved Ahlefeldts Afgang kom Skuepladsen atter under en Direction, der igjen gav Bekræftelse paa, at den er en Bestyrelsesform, som hemmer og svækker Kræfternes raske Brug og Samvirken. Og dog var Chefen en Mand, der ved sin Tiltrædelse, langt bedre end Ahlefeldt kjendte Forholdene, vidste hvad han vilde og forstod at bevare VærVær-dighed [sideskift][side 615]dighed. Kammerherre Adam Wilhelm von Hauch var en livlig, virkelysten og arbeidsivrig 39aarig Mand, som stod høit i Kronprindsens personlige Yndest og nød megen Anseelse ved Hoffet baade for den Dygtighed, hvormed han forestod Staldetaten, og for en saa ualmindelig Kundskab i Naturvidenskaberne, at han, med nogen Bistand af Fagmænd, allerede, endog i Udlandet, havde erhvervet sig hædrende Opmærksomhed ved et Par physiske Afhandlinger. Han var dygtig Student og mere end almindeligt dannet Militair, havde i kort Tid med megen Ære staaet i preussisk Tjeneste under den baierske Successionskrig og gjort et Par videnskabelige Reiser i Tydskland, England og Frankrige, var i det foregaaende Aar bleven benaadet med det hvide Baand og vakte just paa den Tid, da han blev Theaterchef, stor Opsigt ved sine "Begyndelsesgrunde i Naturlæren", et Værk i to Dele, der allerede var mærkeligt som videnskabelig Frembringelse af en høitstaaende dansk Adelsmand, og blev det endnu mere ved at alle Kyndige roste det meget for Grundighed og klar Fremstilling. At han blev valgt til Theaterbestyrer havde imidlertid sin eneste Aarsag i Forventningen om, at hans bekjendte Administrationsdjærvhed vilde raade Bod paa den Ledeløshed, der, efter Kronprindsens Mening, maatte være det Eneste, som kunde give Grund til Angreb paa Ahlefeldts Styrelse; thi Hauch havde hverken viist eller blot ladet formode, at han besad en eneste af de Egenskaber, der fornemmeligen gjøre en god Theaterchef. Kunst og Poesie havde han aldrig givet sig af med; Fædrelandets dramatiste Literatur vidste han kun Noget om af de Forestillinger, han tilfældigviis havde seet fordi han pligtskyldig var i Kongens Følge, eller fordi Jfr. Astrup spillede i dem, og til Udlandets kjendte [sideskift][side 616]han slet ikke. Smag og Skjønhedssands udmærkede han sig ingenlunde ved. Efter hans Begreb var hele hans Opgave, at der tilveiebragtes en rask, ordnet og sikker Gang af Forestillinger med muligst god Indtægt og ringe Udgift; der maatte "fortnes Noget, saa at der ikke skulde blive Forlegenhed for Stykker at give." Om Stykkerne vare af Holberg eller af Jfr. Biehl, af Shakespeare eller af Kotzebue, det brød han sig ikke om, naar kun Publikum vilde indfinde sig til dem og de ikke kostede mere, end hvad man med Sikkerhed kunde vente at de med et jævngodt Besøg maatte bringe ind, thi hans Oekonomi gik bestandig ud paa at faae et lille Overstud sikkret ved Sparsommelighed, men aldrig paa, med Risico, al søge Theatrets Glands og Kassens Velfærd ved fortrinlige Værkers længe forberedte omhyggelige Fremstilling og splendide Udstyr. Der maatte skaffes et vist Antal Stykker tilveie — gode eller slette kom det ikke saameget an paa, som hvorvidt det, ved at de havde vundet Bifald i Udlandet, kunde ventes, at de vilde faae Søgning her — og disse skulde frem til den tid, som han, efter det Arbeide, han antog der paahvilede Skuespillerne, fandt for godt at fastsætte. I denne Henseende kjendte han ingen Vanskeligheder, mindre Umuligheder; kunde der ikke faaes fire Prøver, saa maatte man nøies med tre og see til at holde dem saaledes, at den fjerde kunde undværes; var der ikke Tid til Prøver om Dagen, maatte man tage dem om Natten; blev det ikke muligt at skaffe Dragterne færdige til et Stykke, saa brugte man det, der kunde blive færdigt, og "hjalp sig" for øvrigt med hvad man havde. Forlangte en Skuespiller et billigt Tillæg til en ringe Gage og lod sig, hvis han fik Afslag, forlyde med, at han da blev nødt til at forlade Theatret [sideskift][side 617]og søge andet Erhverv, kunde han være vis paa det Svar: "Ja saa maa man ansee Dem for død. Om faa Schwarz eller Rosing døde, maatte Theatret jo finde sig i det og alligevel spille; de Andre maatte da tage deres Roller, og det gjøre de saamæn gjerne." Gav han imidlertid et Løfte eller endog blot sagde: .Jeg skal see, hvad jeg kan gjøre," da var Ansøgeren aldeles vis paa sit Forlangendes sikkre, snare og fuldstændige Opfyldelse, thi han var saaledes en Herre til Mund og til Haand, at da han engang, ved en Misforstaaelse, var kommen til for Gjelstrup, hvem han havde god Grund til at være uvillig stemt imod, at yttre sig som om han løselig gav ham Haab om en Gratification af 100 Rdlr., og, ved at Gjelstrup meldte sig paa Theatercomptoiret med Forlangende om dens Udbetaling, kom til Erindring om at han virkelig havde brugt de Ord, som Gjelstrup beraabte sig paa, lod han ham tilstille Summen af sin egen Lomme, endskjøndt han vel vidste, at Gjelstrup hverken havde optaget hans Udtryk som et Løfte, eller fornuftigviis kunde fortolke dem dertil. Da Schwarz forundrede sig over at han havde gjort det uden Indvending imod Gjelstrups besynderlige Paastand, svarede han kort: "Har Hr. Gjelstrup af mine Ord kunnet troe, at jeg har lovet ham 100 Rdlr., saa er det det Samme som at jeg har lovet ham dem." Han var selv punktlig i Alt; men forlangte ogsaa, uden at indlade sig paa Undskyldninger eller Forklaringer, Punktlighed af Enhver; en prompt, nøiagtig og uvægerlig Pligtopfyldelse banede langt lettere Vei til hans Gunst, end det meest glimrende Genie, hans i al sin simple Naturlighed fornemme Væsen og den korte, afgjørende og faste Tone, hvori han gav Bevilling som Afslag, yttrede Velvillie som Fortørnelse, behagede aldeles[sideskift][side 618]ikke Personalet, men Ingen, uden Gjelstrup, vovede let ligeoverfor ham at tilsidesætte Ærbødigheden, endogsaa naar han, som just ikke var nogen Sjeldenhed, gjorde ufortjente Bebreidelser. Forresten tillod han sig aldrig, med Vidende, mindste Uret, men var ikke fri for, af Andres let henkastede Yttringer at lade sig give Fordom imod Enkelte, hvis Personlighed ikke tiltalte ham. At han ved alle Leiligheder viste Jfr. Astrup, sin Favoritinde, Udmærkelse i hendes Egenskab af Skuespillerinde, hidhørte ingenlunde fra hans personlige Følelse for hende, men alene fra, at han, med sin borneerte Kunstanskuelse, virkelig fandt hende af langt større Betydning for Skuepladsen, end nogen af dens genialeste Kunstnere; og om han end bestandig var ivrig for at skaffe hende Fortrin, som hun, efter denne Mening, havde Krav paa, fik hun aldrig, som Jfr. Møller havde havt hos Eickstedt, nogen bemærkelig Indflydelse paa hans Styrelse af Theatret.

Foruden Hauch, som ogsaa fik "Tilsyn med Capellet', kom Bestyrelsen til at bestaae af to Meddirecteurer, hver med en Gage af 400 Rdlr. Hauch, der af Kronprindsen blev spurgt, hvem han ønskede helst at see ved Siden af sig i disse Poster, havde nævnet Rahbek, som den, der havde gjort sig Dramaturgien og Theatervæsnet til Studium, men det mødte strax Kronprindsens Afslag, da han ikke vilde at en Mand, der, fremfor Nogen, havde hjulpet til at fortrænge Ahlefeldt, skulde have den Triumf at komme ind i Directionen, hvad der, efter hans Mening, vel var det som han havde villet opnaae derved. Hauch foreslog da Thomas Thaarup, Lærer ved Søcadet-Academiet, og Edvard Storm. Bestyrer og Lærer ved Efterslægts-Selskabets Skole, som Begge bleve ansatte. Thaarup var [sideskift][side 619]dengang 45 Aar og den blandt Folket meest bekjendte og yndede af Fædrelandets Digtere; men hans Væsen, der stod i skarpeste Modsætning til hans Digtningers Charakteer, gjorde ham til en baade slet og ilde lidt Theaterdirecteur. Han gav sig en meget frastødende fornem Mine, vilde i Alt, hvad der angik Theatret, være den, der forstod Tingen bedre end selv Schwarz eller Rosing, havde selv for dem, ved den mindste Meningsforskjellighed, sine bittert vittige Indfald ved Haanden, og undsaae sig ikke for imod disse Skuepladsens Første at antage en alvorlig, udfordrende Tone, naar de gjorde Bemærkninger imod de aabenbar forkeerte Forslag, han altid var rede til at fremkomme med om Stykkernes Udstyr og sceniske Ordning. I Begyndelsen følte Personalet sig fornærmet ved hans Opblæsthed, især da han holdt meget af at lade den komme for Dagen ved de Irettesættelser eller undervisende Taler, han gjerne henvendte til en Enkelt i Fleres Paahør, men allerede inden Saisonnens Udgang var den endog for Dandsebørnene kun en Moerskab, ved at de paa Skolerne efterabede hans salvelsesfulde Foredrag og den imponerende Attitude, hvori han stillede sig for at give det Fynd. — Den godmodige og for alt Ædelt og Skjønt varmtfølende, men altid sygelige, noget vrantne og til Omgang med Verden aldeles uvante Storm, der var i Alder med Thaarup, vilde sikkert have viist sig endnu mere uskikket til Theaterdirecteur end denne; men han blev kaaret dertil uden at Hauch kjendte saa meget til ham, at han vidste, at Manden laae paa sin Sotteseng; Maanedsdagen efter hans Udnævnelse var hans Dødsdag.

Da det for Storms Venner var let at forudsee, at Døden snart vilde gjøre hans Post vacant, havde Schwarz [sideskift][side 620]faaet Rosing overtalt til, strax efter Storms Død, i Forening med ham at søge det ledige Directorat. Schwarz meente, at da Hauch havde seet sig nødsaget til ideligen at søge Tilflugt hos deres Sagkyndighed, saa vilde han ikke tage i Betænkning, paa denne Maade at forpligte dem til Bistand, og Rahbek, som de betroede sig til, havde gjort sig megen Umag for at gjendrive Rosings Indvendinger imod Hensigtsmæssigheden af en Skuespiller-Direction, hvilken denne jo heller ikke vilde blive da de stilledes ved Tiden af en Hofmand og en Digter, og raadet dem til, for alting ikke at forsømme en saa god Leilighed til at indlede en Bestyrelse af Mænd, som nøie kjendte Theatret og helligede det deres Virksomhed, hvorfor den nødvendigviis maatte være den bedste. Allerede den 1ste October sendte de Hauch følgende, af Rahbek opsatte, Skrivelse: "Da ved Hr. Storms Død hans Plads som Meddirecteur ved Theatret er bleven ledig, have vi Undertegnede troet derom at kunne ansøge hos hans Kongelige Majestæt, saaledes at os den indvortes Administration ved Alt hvad angik Repertoirets Fastsættelse, Rollebesætningen, Opsyn med Stykker og Prøver. Regievæsnet o. s. v., maatte overdrages; Censuren derimod, som hidtil, forblive hos Hr. Thaarup, og Intendancen hos Deres Høivelbaarenhed, og haabede vi derfor, til lige Deling, at blive tillagte de Hr. Storm tillagte 400 Rdlr. Da Deres Høivelbaarenhed selv har hædret os med Deres Fortrolighed i ovenomtalte Poster, gjøre vi os det Haab, at det ikke vilde være Dem uvelkomment, at disses Besørgelse for Fremtiden som en Pligt blev os paalagt, ligesom vi ere fuldkommen overtydede om, at De med Glæde vil fremme hver Leilighed til, uden Byrde for Theatrets eller Statens Kasse, at forbedre de [sideskift][side 621]Dem undergivne Kunstneres Kaar. Vor lange Tjenestetid ved Theatret og vort Forhold der, vilde vi troe at kunne beraabe os paa, hvis ikke Deres Høivelbaarenheds ovenomtalte hæderfulde Fortroende til os gjorde os dette ufornødent. Paa denne Grund have vi, inden vi herom til Regjeringen henvendte os saameget heller opfyldt den Pligt, Dem, som Theatrets Bestyrer, om dette vort Forehavende at underrette, hvortil vi herved med Tillid udbede os Deres Høivelbaarenheds bevaagne Understøttelse. — Underdanigst: M. Rosing; F. Schwarz." Dette Brev havde saa lidet den tilsigtede Virkning, at det endog gjorde en aldeles modsat, hvilken forresten Skuespillere, der i saa mange Aar havde gjort sig Menneskenaturen til Studium og i over en Maaned ideligen havt Leilighed til at iagttage deres ny Chefs Charakteer og Tænkemaade, burde have forudseet: Hauch fandt det stødende fra Begyndelsen til Enden. At de vilde have sig overdraget Bestemmelsen af Repertoiret og Rollernes Besætning og saaledes forlangte Embedsmyndighed i de vigtigste Functioner ved et Theater; at de foresloge, at Intendancen skulde blive hos ham og derved ligesom henviste ham til en Deel af det Herredømme, som tilkom ham fuldstændigt; og at hans Henvendelser til dem om Oplysninger bleve betegnede som Fortroligheder, han havde viist dem, dette fornærmede ham. Han lod dem strax kalde til sig og erklærede dem reent ud, at deres Andragende maatte han modsætte sig, da det var hans Mening, som Tilstanden under Numsen tilfulde havde bestyrket ham i, at Theatrets Embedsmænd aldrig burde bringes ind i Directionen, som de havde at staae til Regnskab og vare skyldige, for saa vidt det angik deres Fag, at yde al mulig Bistand ved Raab og Daad. Tillige forsømte han ikke, at gjøre dem [sideskift][side 622]opmærksomme paa, at det kunde blive misligt for Theatret og ofte meget krænkende for Personalet om Repertoiret og Rollebesætningerne skulde bestemmes af Dommere, der selv vare de vigtigste Parter i disse Sager. Hvad Tilsyn med Stykker og Prøver vedkom, da troede han ikke, at det behøvedes at gjøres dem til Pligt ved at de bleve Directeurer, siden det allerede i deres Egenskab af Instructeurer maatte paaligge dem. Forresten tvivlede han ikke om, at dersom de med samme Redebonhed, som hidtil, gjorde ham opmærksom paa, hvad der stod i Forbindelse med deres Stilling, da vilde ogsaa han omsider føle sig opfordret til at vise dem den Fortrolighed, som han vidste, at de foregaaende Directeurer havde hædret dem med, og de vilde da vist ikke faae Aarsag til at fortryde, at de nu med Forekommenhed og Iver efterkom deres Pligt. — Schwarz maatte længe angre dette slet overlagte Skridt; thi Rosing, som vel følte sig meget fornærmet ved den fornemme, bidende Affærdigelsesmaade, men fandt Hauchs Grunde fuldkommen rigtige, udøste sin Harme over sin Collega, fordi han med Rahbek havde overtalt ham til Deeltagelse i et Foretagende, hvoraf han ikke burde have ventet sig andet Udfald; og da Hauch — maaskee fordi han formodede. at det var Schwarz, som havde undfanget Ideen, — siden især holdt sig til Rosing, opstod der imellem begge Instructeurer et spændt Forhold, som voldede Schwarz mange Ærgrelser og først ophørte ved en, et heelt Aar efter, af Rahbek foranstaltet høitidelig Forsoning, som Hauch med megen Fiinhed styrkede, ved efterhaanden mærkeligt at gjenskjænke Schwarz den Tillid, han i saa mange Retninger havde gjort sig fuldeligen fortjent til.

Saasnart Hauch havde affærdiget Instructeurernes [sideskift][side 623]Andragende henvendte han sig til Pram, hvem han havde hørt omtale som en retsindig, virksom og særdeles dygtig Forretningsmand, med Spørgsmaal, om han ikke kunde have Lyst til at blive Meddirecteur; men Pram svarede strax med sin sædvanlige Aabenhjertighed, at det duede han slet ikke til, især ved Siden af Thaarup, med hvem han ganske vist vilde rage i Klammerie ved det første Møde; derimod vilde han, siden Kronprindsen ikke syntes om Rahbek, som han ansaae for den rette Mand, raade Kammerherren til, at han skulde see til at faae Professor Kierulf, da han var en brav, fornuftig Mand og fortrolig Ven af Rahbek, der saa stærkt havde udtalt sin Agtelse for hans Smag og Indsigt, at han, naar han ikke selv kunde blive Directeur, sikkert vilde holde sig forbunden til at understøtte den Direction, hvoraf Kierulf var Medlem. Jørgen Kierulf blev, efter den Indstilling, som Hauch ifølge dette Raad gjorde, Theaterdirecteur, men uden mærkeligt Gavn for Kunstanstalten. Han var en lærd, forstandig, godmodig og fredelskende Mand, men meget prosaisk i sin Kunstanskuelse, svag af Charakteer og altid beredt til Ydmygt at bøie sig for de Stores Ønsker og Forlangender.

Der manglede ikke, at ogsaa denne Direction hilsedes som fortræffelig og at der blev tillagt den store Fortjenester paa de foregaaende Bestyrelsers Bekostning. For i dens ganske almindelige, jævne Virksomhed dog at finde Noget at udhæve, berømte man den saaledes for at den fremtog endeel gode gamle Stykker, men kunde blot nævne fire, og maatte endda iblandt dem regne "Negeren", der var fremtaget af Ahlefeldt. Og denne Berømmelse holdt ikke engang Saisonnen ud, thi der blev snart reist Besværinger over, at Directionen behandlede Repertoiret med Ligegyldig Ligegyldig-hed [sideskift][side 624]hed og fornemmelig lod savne den store Iver, som Ahlefeldt havde viist for at opmuntre danske Forfattere til at skrive Originaler. — At Thaarup foranledigede en Directionsbeslutning, efter hvilken de Spillendes Navne, fra Midten af November, bleve anførte paa Placaten til de to første Forestillinger af ethvert Stykke, fandt almindeligt Bifald. — Personalets Uvillie over den Fornemhed, hvormed Hauch og Thaarup oversaae det, dæmpedes noget ved at Directionen den 23de October underrettede det om, at den hos Hs. Maj, havde udvirket Eftergivelse af dets Gjæld til Theaterkassen, uden Hensyn til Størrelsen af de forundte Laan eller Forskud, og at der aarlig kunde bevilges to eller tre Beneficer for Flid, uden at Tjenesteaar paa nogen Maade derved kunde komme i Betragtning. Tilfredsheden lammedes imidlertid betydeligt, da man kort efter, ved at Hauch erklærede Jfr. Astrup for at være den Værdigste til at faae den første Benefice, gaves Udsigt til at denne Naade vilde blive tildeelt efter hans personlige Skjøn, som Personalet allerede var enigt om at frakjende al æsthetisk Gyldighed. — For Theatret bleve Beneficerne en meget skadende Art Naadesbeviisning: Artister med Indflydelse, som ventede en Benefice, foranledigede, undertiden hele Aar førend de antoge at faae den, snart ved Begunstigelse, snart ved Intriguer, at et eller andet indbringende Stykke, som de agtede at vælge, blev holdt ude af Repertoires for at faae et Beneficestykke frem paa den fastsatte Dag tilsidesattes ofte i flere Uger Virksomheden for Repertoiret, og der brugtes mange Kneb for ved den Tid, da det skulde gaae, at faae givet saadanne Stykker, som ikke ved stort Tilløb truede med at skade Beneficiantens Indtægt; der blev ikke sjeldent fremtrukket slette, siden i Repertoiret uanvendelige Stykker, [sideskift][side 625]fordi der i dem var en Rolle, hvori den Beneficerede regnede paa at glimre, og valgt Stykker, som vel kunde sikkre ham stort Bifald eller, ved tidligere at have været Kassestykker, give ham Haab om at trække fuldt Huus, men hvori flere Roller maatte betroes Udygtige for at faae en fuldstændig Besætning; naar der forestod en Benefice tog Besøget til de almindelige Forestillinger hyppigt af, fordi Publikum vilde vente indtil den blev givet eller det ved den opførte yndede Stykke kom ind i Repertoiret; og endelig vare Beneficerne jævnligen Aarsag til Utilfredshed hos Abonnenterne, da det hed, at man ikke alene ved dem gav de interessanteste Forestillinger, men for at faae disse frem tilsidesatte den skyldige Omhu for Abonnementet.

Frydendahls Tilbagekomst hilsedes med stor Glæde, endskjøndt han ikke i denne Saison fik Leilighed til at vise sig i nogen ny betydelig Rolle, men kun overraskede ved i endeel høist forskjellige mindre Partier endmere at udfolde sit Talents Mangesidighed, og derved bebudede det glimrende Opsving, han i næste Saison tog med sin mageløse Udførelse af to saa grundmodsatte Roller som Stødvel i "Apothekeren og Doctoren", og Grev Klingsberg i "Ringen Nr. 2." — En Mærkværdighed havde Skuepladsen mistet inden Saisonnens Begyndelse: med den 68aarige Maskinemester Christoffer Nielsen, som døde den 26de Juli, forsvandt den sidste Rest af den allerældste Stok, der havde samlet sig under Holberg og været med i Bergs Huus, i Tjærehuset, paa Theatret i store Kongensgade og ved den Forestilling, hvormed Theatret paa Kongens Nytorv var bleven aabnet for henved 46 Aar siden. Det var hans Stolthed, at "han havde debuteret samme Aften som Mr. Londemann og Mr. Rose, men alligevel førend de, for [sideskift][side 626]han havde ved den første Prøvecomedie i Læderstræde trukket Tæppet op inden de kom ind." Dengang var han kun Snedkersvend og havde aldrig seet anden Coulisseindretning, end den, som han selv havde fundet paa; men allerere Aaret efter var han, ved hvad han havde fundet Leilighed til at see hos Italienerne og paa von Quotens Theater, kommen saa vidt, at han paa egen Haand anlagde et, for den Tid, betydeligt Maskinerie i Theatret paa Kongens Nytorv. I de sidste Aar havde han havt en Hjælper i sin Søn, Frederik Christian Nielsen, der som Billedhugger havde vundet Academiets lille Guldmedaille, men sildigere reist udenlands for at blive bekjendt med fremmede Theatres Maskinevæsen og at gjøre sig duelig til Faderens Post, hvilken han ogsaa fik og forestod med megen Indsigt og Dygtighed i Henseende til Anvendelsen af Mechaniken, men uden at kunne skaffe sig den for en Theater-Maskinemester aldeles fornødne Respect og Lydighed hos Folkene, hvorfor der under ham indtraf mange Uordener ved Forestillingerne.

Om Klagen over at Directionen ikke "opmuntrede" danske Forfattere til at skrive end maaskee var grundet, saa var der i denne Saison ingen Mangel paa Originaler, thi der blev givet hele fem, men rigtignok med overhovedet meget ringe Held. Bechs Femacts-Comedie "Myndlingernes Skole" var baade i Plan og i Udførelse, et meget maadeligt Arbeide, der strax faldt; i "Aftenen", Syngespil i een Act af Guldberg, componeret af Schall, aabenbarede sig Digteraand, og Sangnumerne, der næsten alle vare Romancer eller Arier, havde et særdeles smukt musikalsk Tilsnit, men Situationerne savnede theatralsk Virkning, hvorfor det kun opnaaede tre forestillinger; Prams "Serenaden", et Treacts-Syngestykke med Musik af Wedel, [sideskift][side 627]udmærkede sig ved en livlig, naturlig Dialog og en smuk rhythmisk Behandling af Sangpartierne, men var ogsaa i saa høi Grad uden gode theatralske og musikalske Situationer, at det kun ved adskillige vakkre Melodier fremkaldte noget Bifald og i ni, for det meste slet besøgte, Forestillinger holdt sig i ni Aar paa Scenen; "Den godmodige Familie" var et lille Stykke, som, uagtet Handlingens Ubetydelighed, tildrog sig megen Opmærksomhed formedelst en fortræffelig Dialog, der forraadte et afgjort Talent for Lystspildigtning og vakte glædelige Forventninger om den anonyme Forfatter, som var Peter Wieck, en ung Mand, der ogsaa ved et æsthetisk Priisskrift havde gjort sig hæderligt bemærket, men døde allerede tre Aar efter. Vare de fire Originaler enten smagløse, svage eller umodne Arbeider, saa fik Skuepladsen i det femte en ypperlig baade med Tænksomhed, Smag og Aand udført Lystspildigtning. Femactsstykket "Ægteskabsskolen" er ikke blot Prams bedste dramatiske Værk, men, spillet med Fiinhed, Lune og Correcthed af dygtige Charakteerfremstillere, en saa skjøn Prydelse for den nationale Scene, at det vel burde have været holdt i Agt og Ære, ved nu og da at blive bragt for Publikum paa en det og Theatret værdig Maade, istedetfor at det allerede for længe siden, blot fordi det ikke under en flov Bestyrelses slette Medhandling vilde lade sig bruge til at trække fuldt Huus, er blevet overgivet til Glemsel. Af en, paa et Par Usandsynligheder nær, fortræffeligt anlagt interessant Handling har Forfatteren særdeles heldigt vidst at udbringe flere godt sammenføiede Situationer, der paa eengang ere af megen theatralsk Virkning og føre Charaktererne til let og naturligt at bevirke hverandres Udvikling. De fleste Personligheder ere godt opfundne og have, ved en [sideskift][side 628]Mesters Sikkerhed i Tegningen og Fiinhed i Udmalingen, hver for sig faaet en slaaende Sandhed og Bestemthed i deres Individualitet. Over den hele Skildring er ved den ypperlige Dialog udbredt et let, gratiøst Lune, som virker særdeles indtagende, hvis Skuespilleren opfatter sin Rolle i Digterens Aand, finder alle de fine Nuancer, han har lagt i den, og giver dem med den ægte Virtuositet, der kun søger Bifald ved en klar og sjælfuld Fremstilling af det Givne. Som en saadan Behandling af en genial Kunstner beundredes især Schwarz's Udførelse af den fra Vestindien hjemkomne Ægteskabsfjende, Wilhelm Stjernholm. Den Maade, hvorpaa han i en af Digteren med den fineste Smag, det gratiøseste Lune og megen Sandhed i den psychologiske Udvikling udført Scene, ved munter og gemytlig at tømme et Par Flasker, gradviis kom til en ved Godmodighed og Humor elskelig Perial, saavelsom den butte Mathed og Langsomhed i Ord og Bevægelser, hvorigjennem han, Dagen efter, først efterhaanden fik sig arbeidet op til sin naturlige Munterhed, virkede ei alene henrivende paa Kjenderen, men var ved Sandheden i hvert Moment fattelig for Tilskuerne i Almindelighed som et Mesterstykke af Skuespilkunst. Og Schwarz var, om end den Ypperligste, ikke den eneste Ypperlige i dette herlige Stykke; Lindgreen gav en mesterligt vedligeholdt ægte comisk Fremstilling af en pudseerlig Forvalter; Gjelstrup spillede med stor Naturtroskab og en Comik, som just ved Ro og Simpelhed gjorde en overraskende Effect, Anders Fiskers faa Scener, og næsten alle de øvrige Roller udførtes med megen Sandhed og Livlighed i et fortræffeligt Sammenspil. Stykket modtoges med levende Bifald, der ved de følgende Forestillinger, da Publikum, ved mere og mere at komme til Opfatning [sideskift][side 629]af de mange skjønne Smaatræk, havde forsonet sig med den noget ved Haaret trukne Opløsning, blev endnu stærkere. — Med de oversatte Comedier havde Directionen i det Hele meget Held: "Høstdagen", et af de bedste af Ifflands store comisk-rørende Familiebilleder, var ganske efter Tidens Smag og vandt derfor i en fortræffelig Udførelse stærkt Bifald; "Han blander sig i Alt", en af Jünger heldigt udført Bearbeidelse af Susanne Centlivres "The Busy Body", et Stykke, der udenfor England aldrig kan behage paa Scenen, var et, ved en livfuld Dialog og nogle meget originale comiske Situationer, særdeles underholdende Lystspil og gjorde megen Lykke, hvilket dog ikke frelste Directionen fra at en Recensent, uden at tænke paa, at han derved forraadte, hvor umuligt det var at han kunde kjende Originalen, skarpt dadlede, at man ikke havde saa megen Kunstsands at give denne istedetfor Efterligningen; i "De fire Formyndere", bearbeidet af Schröder efter samme Forfatterinde, overraskede Saabye ved i Capitain Harcourt, en Forklædningsrolle, fortræffeligt at udføre fire forskjellige paatagne Charakterer, og da Schwarz tillige med rigt Lune gav en gammel Spradebasse, og Knudsen og Mad. Knudsen, ved stort Mesterskab i Opfatning og Gjennemførelse, morede overordenligt som et gammelt Qvækerpar, forblev dette Lystspil, uden at de andre Roller vare heldigt besatte, i flere Aar et Yndlingsstykke; endog Femacts-Comedien "Bryllupshøitiden" af Brandes holdt sig, hvorvel selve Publikum bemærkede som en Mangel, at der ikke var egenlig Elskende deri, længe paa Scenen blot ved nogle ypperligt motiverede meget moersomme Situationer.

Af Syngespilnyhederne var det kun "I oprørt Vand er godt at fiske", der kunde siges at gjøre nogen Lykke, og [sideskift][side 630]det alene formedelst Sartis ikke charakteristiske, men ved rig Afvexling og Sødhed indtagende Musik. Det store Tab, som det musikalske Skuespil led, ved at Schulz, uagtet alle Forsøg paa at beholde ham ved Overtalelse og Tilbud om at lette ham Tjenesten, nødtes af sin Sygelighed til at tage Afsked med Pension, blev hurtigt og heldigt oprettet ved at Kunzen strax indkaldtes fra Tydskland og ansattes i Capelmesterposten, hvortil Schulz selv havde anbefalet ham og som han, ved musikalsk Lærdom, Smag, Aandsdannelse, Forretningsdygtighed og en altid klogt anvendt levende Virksomhed, viste sig i fuldeste Maade værdig til.