[side 421]Strax efter Slutningen af forrige Saison opkom en Sag, der var Warnstedt personligt ligesaa uvedkommende som de andre Directeurer, men dog, ved at han formedelst sin Embedspligt stod i nøiere Forbindelse med den, og ved den Utaknemmelighed, som en stor Deel af Personalet allerede havde givet ham mange bittre Erfaringer om, stillede især ham blot for Bagvaskelser og derfor i lang Tid voldede ham Bekymringer, hvilket han kaldte de smerteligste og varigste, hvoraf han i en 14aarig Bestyrelsestid, der hver Dag havde kostet ham Møie og paalagt ham Sorger, var bleven hjemsøgt. Det er anført, at da der i 1778 af Overtilsyns-Commissionen, ifølge kongelig Approbation, var givet Warnstedt Fuldmagt til at indgaae Theaterkassens Caution for Personalets Laan hos Private, havde de fleste Laansøgende henvendt sig til Commissionairen Bräutigam. Kemp, som var den Første, der bragte denne til Warnstedt for at opnaae Caution, vidste ikke noksom at berømme hans Billighed og Redelighed; flere Andre, som ogsaa paa den [sideskift][side 422]Tid anmodede om Caution, gave Manden samme gode Lov. Alligevel forsømte Warnstedt ikke at Laantagerne imod Bedragerie og Udsugelse, ved, inden han gav den første Caution, bestemt at fordre en een for alle Gange gjældende Oplysning om Betingelserne. Disse opgav Bräutigam med megen Aabenhed at være: han tog Vexelobligation til 5 Procent, fornyede den indtil Laanet ved Afdrag i 2 til 3 Aar var betalt, og forlangte ved Laanets Indgaaelse, uden nogensomhelst videre Fordring ved Fornyelserne, 5 Procent i Salair. Warnstedt forlangte, at Laanene skulde gives imod staaende Obligation, men det kunde Bräutigam ikke indlade sig paa, da hans Principaler vilde have 5 Procent af deres Capitaler, og paa staaende Obligation kunde de ikke faae mere end 4. Warnstedt lod endog nogle af de Capitaleiere, som Bräutigam opgav at faae Penge hos og til hvem Vexelobligationerne skulde udstedes, kalde til sig, for selv at formaae dem til at indgaae paa hans Forlangende, men de gave samme Svar som Bräutigam. Da det nu ikke var muligt, for saadanne Laan at opnaae bedre Vilkaar, indgik Warnstedt paa at cautionere, men lod altid Laanerne søge Pengene, hvor de vilde; kun til et Par Trængende, som forgjæves havde henvendt sig til flere Commissionairer om Laan, yttrede han, at det vel kunde være, at Bräutigam vilde skaffe det paa den af ham eengang fortsatte Maade. At Warnstedt helst saae at de Laan, han skulde udstede Caution for, gjordes hos Bräutigam, hvorved "han, istedetfor at maatte give Caution til 30, fik at gjøre med 1, hvis Betingelser han kjendte som langt billigere end andre Commissionairers, og der af Theaterkassen kunde modtage de mange meget forskjellige Indeholdelser under eet," det er naturligt. Saaledes skete det, [sideskift][side 423]at Bräutigam fik meget betydelige Summer tilgode hos en stor Deel af Personalet og tilsidst blev anseet som dets ordenlige Pengeagent. Dette var baade for ham selv og alle Vedkommende noget i den Grad Antaget, at han endog allerede da Jacobi var i Overtilsyns-Commissionen, indfandt sig hos denne ved Andragende om, "at han, siden han var Personalets Commissionair i Pengenegotie, maatte, som en Skjænk, faae en Fribillet til Parterret", hvilken Anmodning Jacobi kort afviste ved spøgende at svare ham med Corfix's Replik i "Barselstuen": "Seer jeg ret paa Monsr. Eisenfresser, saa skjænker han sig nok selv." Der havde i 12 Aar ikke været mindste Klage over Bräutigam, som altid havde viist megen Nøiagtighed og Orden i disse Omsætninger og endog ikke sjeldent være roest for aldeles uegennyttig Føielighed, naar En eller Anden en enkelt Gang ønskede Udsættelse eller at slippe med et ringere Afdrag, end det fastsatte. Skuespiller Bech, Dandseren Lewer og nogle andre af Personalet vare endogsaa hans Dusbrødre og daglige Omgangsvenner. Da kom en Skuespiller tilfældigviis i en Samtale med P. A. Heiberg til at kalde Bräutigam "Theatrets Regiments-Qvarteermester uden Risico", og gav paa Spørgsmaalet om, hvad denne Titel skulde sige, et saadant Svar, at Heiberg fandt sig foranlediget til, i "Rigsdalersedlens Hændelser", at bringe Sagen for Publikum, som en blodsugersk Trafik, der, til Theaterpersonalets Ødelæggelse, endog garanteredes af Directionen. Hele Omgangsmaaden med disse Laan havde været Mangfoldige bekjendt, da der aldrig var bleven lagt Dølgsmaal paa den; men ved denne nye Fremstilling deraf, fandt de Fleste pludselig deri et skammeligt Optrækkerie, som, understøttet af deres Øvrighed, var begaaet imod de [sideskift][side 424]sletlønnede Theaterpersoner. Flere af disse, som troede, paa den Maade at kunne blive frie for Gjælden, søgte overalt at give denne Forestilling kraftigt Medhold, og nogle af Warnstedts Fjender udenfor Theatret, hvilke havde Forstand nok til fuldkommen at indsee det Urimelige deri og altsaa ogsaa til at føle det Nederdrægtige i at udsprede det, skammede sig ikke ved, med Fremhævelse af, at det var Warnstedt, der havde givet Paategningerne og havt Forbindelse med Bräutigam, at indsinuere, at han for at høste betydelige Fordele deraf, selv havde ført sine Undergivne i Blodsugerens Kløer. At Warnstedt, som dengang var sengeliggende under et voldsomt Gigtanfald, ikke strax kunde imødegaae denne skjændige Bagvaskelse, og at Directionens andre Medlemmer ikke foretoge Noget i Sagen, fordi de, som de fortalte deres Venner, ikke vidste det Mindste om den, men først maatte have Forklaring fra Warnstedt, der ene havde havt dem den at gjøre, styrkede de ham graverende Rygter, saa at det allerede hed, at han nok blev nødt til at lade den Klik sidde paa sig og med Skam at trække sig ud af Bestyrelsen. Da begyndte hans Tilstand at bedre sig lidt, og endnu fra sit Sygeleie opfordrede han skriftligt Directionen til, in corpore af Politiemesteren at forlange en streng og omfattende Undersøgelse, under hvilken han nok nu skulde have Kræfter til at give enhver ønskelig Oplysning om Forhold, hvormed hans Embedspligt havde bebyrdet ham og som han nu, for enhver Priis, vilde have bragt klart og fuldstændigt for Dagens Lys. Directionen indgav vel nu Forlangendet til Politiemesteren, men syntes at ville have sig anseet som aldeles udenfor Sagen, idet dens ene Medlem, Juristen Rosenstand, vedlagde en Erklæring om, at han var i fuldstændig Uvidenhed om saasaa-danne [sideskift][side 425]danne Laan og Omgangsmaaden dermed. Warnstedt lammede imidlertid ganske denne Taktik ved at fremlægge den kongelige Resolution, der havde tilladt Overtilsyns-Commissionen at give Theaterkassens Caution for Laanene, den Ordre, han af Commissionen havde modtaget om at arrangere det Fornødne paa den Maade, som stadigt var fulgt, og Beviser for at den nærværende Direction var i fuldkommen Kundskab om det hele Forhold, da netop Rosenstand havde i flere af dens Møder udspillet sin Mening "angaaende en Begjæring, hvilken Bräutigam havde fremsat om fast Løn for den Uleilighed, han havde med disse Affairer, og vel dengang yttret et Slags Mistillid om det Legale i denne Handlemaade, men dog saa lidet gjort Indsigelse derimod, at han endog selv havde givet Acteuren Knudsen Anslag paa, ad denne Vei at opnaae Laan." Ved Forhørene, hvortil der indkaldtes en stor Mængde, baade mandlige og qvindelige Personer, saavel af Theaterpersonalet som udenfor det, bekræftede ei alene alle Udsagn, uagtet Forskjelligheden i Omstændigheder og Udtryk, og endeel af de Afhørtes personlige Uvillie imod Warnstedt, at han nøiagtigt havde brugt den overanførte Fremgangsmaade, men nogle bragte endog uforvarende for Dagen, hvordan han ofte indtrængende havde forestillet Laansøgerne, at de, "ved at søge Hjælp paa denne Maade vare slet farne, da de derved bleve endnu fattigere end de vare", ja, at han for Flere havde, uagtet han selv var en trængende Mand, af sin egen Lomme betalt "Salairet", der eengang, for Dandseren Jansen, endog havde været 20 Rdlr. Inden kort Tid havde Undersøgelsen ikke blot, imod han Uvenners Forventning, stillet Warnstedt udenfor alt personligt Tilsvar, men givet uomstødelige Vidnesbyrd om, at han i sit [sideskift][side 426]Embedsforhold havde viist sig som en særdeles human, hjælpsom og opoffrende Mand, selv imod dem, der vare meest bekjendte for Chicanerier og Bagvaskelser imod ham. Han sørgede imidlertid ikke blot for at rense sig selv; ved ideligen at drive paa at Forhørene optoges med yderste Strenghed opnaaede han at faae beviist, hvorledes Bräutigams Forhold virkelig i det Væsenlige havde været saaledes, som han havde antaget: altid redeligt, efter de Betingelser, han havde fordret, og de Forpligtelser, han havde indgaaet; i mange Tilfælde endog aldeles uegennyttigt. Det var kun for at have taget en meget lille Renteforhøielse, at han i Henseende til nogle Laan, om hvilke Warnstedt ikke kunde vide, at der var gjort særlig Aftale imellem Contrahenterne, blev fundet skyldig i Aager. Enden paa denne langvarige og meget nøie drøftede Sag var, at en Commissionsdom i October 1791 frikjendte Directionen for alt Ansvar, paalagde Theaterkassen at betale 19412 Rdlr. af de Laan, den havde cautioneret for, og confisquerede den øvrige Sum.

Den uværdige Tænke- og Handlemaade, som fra mange Sider vistes imod Warnstedt inden den bräutigamske Sag begyndte at komme i det rette Lys, den Troløshed, hvormed hans Colleger havde villet sætte ham i Stikken, for selv at være udenfor den, og tro strax efter hinanden følgende smertelige Sygdomstilfælde, havde saaledes nedbøiet den ellers midt iblandt Fortredeligheder og Cabaler freidige og faste Mand, at han alvorligen tænkte paa at begjære Afsked fra sin byrdefulde Post. Og til denne Tids mange Krænkelser paaførte Rosenstand ham nu en ny af den Art, der gik ham nærmest, fordi den traf ham som Embedsmand. Rosenstand havde flere Gange i Directionen slaaet paa, at Warnstedt til Stykkernes Iscenesætning brugte Rosing for [sideskift][side 427]lidt, alene for at Schwarz kunde blive den Vigtige. Da det imidlertid var blevet henkastet i den lette, venligtspørgende Tone, Rosenstand pleiede at give sine Drillerier, havde Warnstedt ladet som han tog det for blot Skjemt. Men i Slutningen af August, da Laansagen var Warnstedt allerfortredeligst og han mødte første Gang i Directionen efter et langt Sygeleie, fremkom Rosenstand, i alvorlig Tone, med den Bebreidelse imod ham, at Udfærdigelsen af en Instrux for Instructeurerne var bleven forsinket ved ham, og det fordi han, i Faveur af Schwarz, vilde holde Rosing udenfor Instructeurforretningerne. Dette Angreb af den Mand, som havde yttret sig saa skarpt imod Rosings Ansættelse, var Warnstedt for meget. Han betvang sin Harme og tav, for et Par Dage efter, da han havde sat sit Sind i Ro, skriftligt at fremføre sin Retfærdiggjørelse, hvori han yttrede: at han ikke havde hverken directe eller indirecte havt mindste Deel i Schwarz's Ansættelse som Instructeur, hvilken var skeet førend han tiltraadte Directoratet, saa at man, hvis den var en Feil, derom maatte henholde sig til Andre; at Instructeur-Instruxen, som Rosenstand, efter sin egen nylig givne Forsikkring, havde, paa Schwarz's Begjæring, udarbeidet for 10 Aar siden, men afgivet for 1 Aar siden og altsaa forsinket i 9 Aar, var hos ham rigtignok bleven forsinket i nogle Maaneder, men kun formedelst hans mange Theaterforretninger og to langvarige Sygdomme; at han, i flere af Directeurernes Nærværelse, havde overdraget Rosing at sætte "Cora" i Scenen, og i afvigte Saison alle nye store Stykker, men derimod kun, paa Rosings eget Forlangende om at maatte hvilke efter altfor anstrengende Tjeneste, fritaget ham for at give Veileding i Sommermaanederne; og at han maatte ansee den, [sideskift][side 428]der vilde underlægge hans Handlinger en uredelig, den ærekjære Mand uanstændig Aarsag, for en Bagvasker, samt fordre, at "Anbringelser imod ham eller hans Foranstaltninger herefter fremførtes i den beskedne Tone, som han selv til alle Tider beflittede sig paa, og som anstaaer velopdragne, æreelskende Mænd og hvilken hans Alder, Stand, Embede og Tænkemaade berettigede ham til at gjøre Fordring paa." For dog, om muligt, paa fredelig Maade at bringe Rosenstand til Erkjendelse af sin Uret, afgav Warnstedt ikke, som han havde betænkt, denne Opsats til Indførelse i Protocollen, men bad Numsen om, blot at forevise Rosenstand den under fire Øine og spørge, om han deraf fandt sig overtydet om at hans Bebreidelse var ugrundet. Inden Numsen kunde finde Leilighed dertil, havde imidlertid en Skjønaand, som tog sig Theatrets Anliggender meget nær og ikke vilde lade saa god Anledning til Kiv imellem to betydende og hinanden fjendske Directeurer gaae ubenyttet, givet Rosenstand Vink om, at der nok af Warnstedt var indgivet en skriftlig Forvaring imod ham, og nu forsømte Rosenstand ikke i næste Directionsmøde at udgyde sig i bittre Spydigheder. Endnu vilde Warnstedt see at undgaae aaben Feide; han underrettede Rosenstand i et meget artigt Brev om hvad der havde været hans Hensigt, og tilbød, da han ikke havde været saa heldig at see den opnaaet, at han vilde besøge ham, for mundtligt i al Rolighed at oplyse ham om hans Vildfarelse. Men Rosenstand, for hvem Artighed næsten altid var en Opfordring til Insolence, svarede i en opblæst Tone, at Hr. Kammerherren ikke behøvede at uleilige sig: han havde al den Oplysning, han ønskede. Dette smertede Warnstedt saa meget, at han, især da Numsen paa samme Tid krænkede [sideskift][side 429]ham, ved Yttringer om, at han kunde takke ham især for at de givne store Operaer ikke havde gjort Lykke og at man ikke snart kunde komme til at give nye, rask besluttede at bringe sin Tanke i Udførelse. Han henvendte sig til Kronprindsen og bad, at han af særdeles Naade vilde forunde ham Afsked som administrerende Directeur og Gjenansættelse i Armeen, selv om det maatte være forbundet med betydeligt Tab. Ved at Numsen af Kronprindsen fik Underretning om dette Skridt, blev det snart et Byrygte, at Warnstedt allerede var afskediget. Adskillige, som haabede, at deres Forventning om at kunne komme til at gjøre sig gjældende endelig vilde finde Opfyldelse, kunde ikke bølge deres Glæde over hans Afgang, men Theaterpersonalet i det Hele og flere Forfattere, navnligen Pram, P. A. Heiberg, Wiwet og Tode, dulgte heller ikke deres Sorg derover. Saavel skriftligt som mundligt modtog Warnstedt mange Beviser paa, at den Dygtighed, Retskaffenhed og Velvillie, hvormed han havde røgtet sit Embede, havde vundet Erkjendelse hos Enhver, hvis Egoisme, han ikke havde fundet sig forpligtet til at træde iveien. For denne Gang kom dog baade Glæden og Sorgen for tidligt. Fjorten Dage efter Audientsen lod Kronprindsen Warnstedt kalde, for at underrette ham om, at han havde overveiet hans Andragende, men fandt paa den ene Side, at han ikke, paa en ham saa ærefuld Maade, som hans gode Tjeneste kunde og maatte gjøre Fordring paa, var istand til igjen at bringe ham ind i Armeen, uden at det blev andre brave Mænd til et saadant Retardement, som han aldrig vilde tænke dem med, og paa den anden Side, at Theatret, under en Direction, hvis Lemmer alle beklædte andre Charger, vanskeligt vilde kunne undvære en Mand, der saa nøie havde [sideskift][side 430]sat sig ind i sit Fag og udførte det med saa megen Retsindighed. Han maatte derfor føie ham i at vedblive, men kunde faa ogsaa være forsikkret om, at hans Naade ei alene skulde geleide og understøtte ham i alle Difficulteter, men at han vilde være betænkt paa, saa snart skee kunde uden altfor stor Skade for Theatret, at sætte ham ind i en saadan Post, som skulde bevise ham, at han havde sin Konges Naade, og gjøre ham tilfreds med at han havde havt Confiance til hans, Kronprindsens, Løfte. — Det var ingen behagelig Fremtid, Warnstedt beredte sig ved at svare, at Hs. kgl. Høiheds Ord vare ham en Befaling, som han med Glæde skulde efterkomme, om det endog maatte være under de tungeste Sorger; men Løftet blev ogsaa saa smukt opfyldt, at han følte sig rigeligen lønnet for sin Underkastelse.

Med Saisonnens Nyheder var der ingen synderlig Lykke. De af dem, der skulde henregnes til Comedie, faldt stærkt over i de med lidt saakaldet "fiin" Comik kryddrede Familiedramaer, men hvorvel disse dengang, baade efter Mængdens Smag og fordi de bleve ypperligt spillede, hørte til Yndlingsstykkerne, fandt man denne Saisons nye Comedier saa ualmindeligt kjedsommelig moralske, at kun Schröders "Fætteren i Lissabon", hvori Schwarz, som Sievers, glimrede ved en ypperlig naturlig Charakteerskildring, der i al sin Simpelhed var rig paa lette og smagfulde Nuancer, holdt sig en Tidlang paa Scenen ved en hos Arten ikke sædvanlig Livlighed i Dialog og Gang. — I det egenlig alvorlige Drama fremtraadte Pram første Gang som dramatisk Digter med "Damon og Pythias", et heroisk Skuespil i fem Acter. Det var en Debut, der fortjente langt større Opmærksomhed end den fandt; thi bragte den end [sideskift][side 431]ikke et udmærket, eller endog blot heldigt Værk, saa vidnede den om en Begavelse, hvoraf man, hvis den kunde og vilde ganske hellige sig den dramatiske Poesie, turde haabe Mesterstykker. Med Hensyn til Begivenhedens og Charakterernes Udvikling var Fablen ypperligt tænkt, men Forfatteren havde ikke anvendt tilbørlig Overveielse ved Planens Ordning: Handlingen savnede Sammenfatning i store Situationer og dertil svækkedes den theatralske Virkning meget ved hyppige Sceneforandringer og Farveløshed i enkelte af de forenende Partier. Herved fik Stykket Anseende af en Samling herlige, løseligt med hverandre forbundne, Brudstykker, der ikke hver for sig kunde komme til deres fulde Værd for Almeenheden, end mindre vinde dens Interesse som Kunstskjøn Heelhed. Men i den svage Form viste en ægte Digteraand sig kraftigt levende, og for den indsigtsfulde Betragtende var det klart, at om den ikke overalt aabenbarede sig i lige Fylde, da kom det ene deraf, at Digteren i dette sit første Forsøg, istedetfor inden Udførelsen at have bestemt Gangen af Stoffets Udvikling, saa at det indtil en fuldstændig Slutning kunde bevare Sammenhold og Værdighed, havde under Udførelsen ladet Stoffet tage Magten og, igjennem endeel Hverdagsligt og Uvæsenligt, give sig Udgang i en mat Brede, uden bestemt Afslutning. Hvad der ikke betingedes af Handlingen havde igjennem hele Stykket et poetisk Præg: Tankerne vare skjønne, Sproget ædelt og udtryksfuldt; i hvad som udgik fra Handlingen viste sig derimod paafaldende en større Livsfylde og Kraft i Begyndelsen, hvor Digteren endnu havde havt fuldt Herredømme over Stoffet, end fra Knudens Knytning indtil dens Opløsning, hvor Stoffet havde taget Herredømme over ham. Aabningsscenen med Sværdet [sideskift][side 432]over Damokles's Hoved var poetisk og frappant; Anvendelserne af den i det Følgende fortræffelige; i Dionys og Damokles havde Digteren særdeles heldigt anlagt to i deres store Forskjellighed ypperlige Charakterer; og i Testa fremtraadte en saa overraskende herlig heroisk Qvindeskikkelse, at man af den maatte vente en Virkning, der alene var nok til at fængsle Interessen. Med det raske Tilløb til to udmærkede Charakteerskildringer slappedes ved Begivenhedens matte Udvikling, der tillige slentrede frem uden Medvirkning af Testa, som man skulde formode just at være bestemt til af fremkalde og livliggjøre den. Stykket blev et Beviis for, hvor nødvendigt det er Digteren, at han, for at opnaae al den Virkning, han kan lægge i Udførelsen, inden at skride til denne nøie overveier og fuldstændigt udkaster sin Plan. Hos et Publikum, som saaledes yndede det Alvorlige, maatte Værket ikke destomindre ved sine mange Skjønheder have vundet større Bifald, end der blev det tildeel, dersom de Spillende ikke havde staaet langt under deres Roller. Det var kun i det borgerlige Alvorlige, der fordrer en smagfuldt fremstillet Naturlighed, at de besade en sjelden Udførelsesdygtighed. Tragedien, som altid i flere Hovedpartier var bleven spillet i høitravende, pyntelig Maneer, havde i over en halv Snees Aar været Personalet en saa udsædvanlig Opgave, at endog dets Ypperligste ikke formaaede at fyldestgjøre den: hvad der skulde være Pathos blev Svulst, Udtrykket af Følelse gaves med Affectation, og det tunge, monotone Foredrag af Alexandrinerne overførtes paa Fremsigelsen af de lette femfodede Jamber. — Den anden alvorlige Nyhed: Racines skjønne Tragedie "Athalia", fik en endnu slettere Udførelse. Anledningen til dens Optagelse var imidlertid heller ikke, at man indbildte [sideskift][side 433]sig at kunne skaffe den en god, men alene den herlige Musik til Chorene. Schulz havde ikke endnu, som han ved sit Engagement var forpligtet til, componeret nogen Opera for det kongelige Theater. Aarsagen var fornemmelig hans Sygelighed, men tillige, for en ikke ringe Deel, at det var ham meget modbydeligt at skulle levere Compositioner paa Bestilling, til bestemt Tid og efter ham paatvungne Texter. I denne Saison ansøgte han derfor om, at han, imod at hans Gage blev formindsket med 500 Rdlr., maatte fritages for denne Forpligtelse. Dette blev ham tilstaaet, men med den Bemærkning, at det vist skulde være Kongehuset behageligt, om han dog, efter eget Valg af Texter og imod et klækkeligt Honorar, vilde bringe nogle Compositioner paa Theatret. For at efterkomme dette Vink gjennemgik han, udvidende og forbedrende, sin i 1788 for Prinds Heinrich af Preussen, til Udførelse paa Slottet Rheinsberg, componerede Musik til "Athalia" og gjorde Forslag om dette Stykkes Opførelse. Warnstedt, som vidste, at Tragedien var Skuespillerne svage Side, og endydermere nylig ved "Damon og Pyhias" havde overbeviist sig om, at det, med endog den største Flid, vilde blive umuligt nu at give en saa pathetisk Digtning blot liderligt, var meget derimod, men da Schulz yttrede, at han kun havde overarbeidet denne Musik for at vise Hoffet og Publikum, hvor ivrigt han ønskede, dog at kunne bringe Noget frem, og de andre Directeurer, med Undtagelse af Rosenstand, aldeles ikke vilde finde Vanskeligheder for en god Udførelse, opgav han sin Indsigelse og bragte Stykket paa Scenen med største Omhu. Udfaldet blev imidlertid som han havde forudsagt: den vexlende grædende og svulstige Foredrag gjorde Racines bedste Værk saa monotont og kjedsommeligt, [sideskift][side 434]at det neppe, havde opnaaet fem Forestillinger, hvis det ikke var blevet støttet af den herlige, opløftende Musik, der maaskee vilde have holdt det endnu længere paa Scenen, om den fredsommelige, gemytlige Schulz ikke paa den Tid var bleven meget ilde omtalt for "grove Fornærmelser imod det danske Folk." Han havde, begeistret for sin Kunst, forfattet et lille tydsk Skrift om Musikkens Indflydelse paa et Folks Dannelse, og deri sagt, at der ikke dengang i Danmark fandtes nogen Folkesands for Musiken, hvorfor Psalmesangen kun var raa Skraalen. Allerede denne Sandhed tog man ham meget ilde op; men at han i sin musikalske Iver begik den Uforsigtighed endog at yttre, at det Folk, som ikke havde Følelse for Musik, stod langt tilbage i sædelig Dannelse, gjordes ham til en ligefrem Forbrydelse imod "det Land, som havde givet ham Brød", og at det var blevet sagt paa Tydsk, saa at Fremmede kunde faae det at læse, var ganske forskrækkeligt. Han blev meget haardt angrebet i Blade og Flyveskrifter, og hans Tilbud om, at han i sit ny Fædreland vilde, af al Evne og efter bedste Indsigt, arbeide for Musikens Udbredelse, udraabtes som en Bestræbelse for at faae Indflydelse hos de Store og opnaae en Post, der skulde blive særdeles indbringende. Uvillien imod ham blev snart ført saaledes over i Almeenheden, at der, til hans store Bekymring, allerede fra mange Sider faldt skarpe Yttringer om ham, da han pludselig, i den sildigere bekjendte dramatiske Forfatter Chr. Olufsen og P. A. Heiberg fandt to kraftige Forsvarere, der, hver for sig, klart beviste, at man groveligen havde mistydet hans Hensigt, der var, med Opoffrelse af virke for Folkedannelsen i Fædrelandet, og derfor vel maatte hos fornuftige og rettænkende Danske tjene ham til Undskyldning for, at han, [sideskift][side 435]just i kunstnerisk Heftighed for at komme den, havde brugt et overilet Udtryk. Fornemmelig Heibergs sindige Fremstilling gjorde god Virkning hos Publikum, men hævede dog ikke ganske Miskjendelsen førend Schulz i næste Saison paa den meest glimrende Maade lagde for Dagen, at dansk Aand og Følelse aldrig havde fundet et skjønnere og sandere Udtryk end netop i hans Melodier.

Syngespillet leverede kun tre Nyheder, hvoraf den første "Apothekeren og Doctoren", vel, ved Dittersdorffs ypperlige comiske Musik, fandt en særdeles god Modtagelse, men ikke skaffede den ventede Søgning, da Texten af alle Operamodstanderne blev saa haardt angrebet, som noget utaaleligt Vaas, at den ikke godt kunde fordrages af Publikum inden Frydendahl, sex Aar efter, afløste Musted som Apothekeren, der, ved hans af Lune overstrømmende Udførelse, baade i Spil og Sang fik en saadan Virkning ved Siden af Jfr. Winthers fortræffelige Claudia og Saabyes gratiøst overgivne Skærvæk, at Stykket blev som nyt og gav mangfoldige stærkt besøgte Forestillinger. Uagtet den første Opførelse af den anden musikalske Nyhed: "Selim og Mirza", et Treacts-Syngespil, som P. A. Heiberg, efter Opfordring af Schulz, havde skrevet for at give Zinck Leilighed til at componere en Theatermusik, skulde finde Sted i Anledning af Kongens Fødselsfest, var den nær bleven umulig ved en Kunstnercaprice af den Art, der saa jævnligen kommer frem paa Grund af indbildt Uundværlighed, at Fremstillingen af hvorledes den yttrede sig og blev behandlet yder meget belærende Oplysning om Tilstande, der undertiden, med Ringeagt for Publikums og Skuepladsens Interesser, gives en uberegnelig Indflydelse paa Kunstanstaltens Virksomhed. Jfr. Møller, som nu, ved GifterGifter-maal [sideskift][side 436]maal med en Capelmusikus, var bleven Mad. Berthelsen, havde strax villet lade Directionen føle, at Forandringen i hendes huuslige Forhold ingenlunde medførte nogen Forandring i hendes Villie, at Alt skulde ved Theatret gaae efter hendes Godtbefindende. Hun havde med sin Mand gjort en Reise i Norge ud over Permissionstiden og var endelig, efter Saisonnens Begyndelse, ankommen til Kjøbenhavn uden at indmelde det til Directionen. Først da hun erfarede, at denne, for ikke at blive sat i Forlegenhed ved hendes mulige Udeblivelse, havde doubleret hendes Rolle i "De to Gjerrige" med Jfr. Morthorst, og hun ganske rolig havde ladet hendes gjøre Generalprøve, lod hun directionen vide, at hun i flere Dage havde været i Kjøbenhavn og forlangte selv at spille Rollen; hvilket blev taget tilfølge. Da hun til samme Tid hørte, at der var tildeel Jfr. Morthorst Rolle i "Apothekeren og Doctoren", underrettede hun Directionen om, at hun ikke spillede i noget Stykke sammen med hende, hvorfor Rollen skulde gives til Mad. Preisler; hvilket ligeledes blev taget tilfølge. Et Par Dage efter svarede hun paa Spørgsmaalet, om hun kunde spille Eurydice, at det vilde hun ikke, men forlangte at denne Rolle, som hun selv havde kaldt sit vanskeligste og utaknemmeligste Partie, skulde gives til Jfr. Morthorst; hvilket atter toges tilfølge. Saa mange altforstyrrende Udbrud af Caprice i Løbet af 10 Dage allarmerede imidlertid saaledes Directionen, hvori Warnstedt, paa Grund af Sygdom, ikke var tilstede, at den blev enig om at tage en Forholdsregel, der, efter dens Mening, dog maatte føre til at der for den kommende Maaned kunde sættes et Repertoire, som vilde faae Fasthed; og denne Forholdsregel bestod i, at Directionen deputerede CapelCapel-mesteren [sideskift][side 437]mesteren, et af sine Medlemmer, hjem til Mad. Berthelsen for at bede sig underrettet om, hvilke af sine Roller hun i October vilde spille og hvilke det maatte være Bestyrelsen tilladt af doublere. Hun svarede naturligviis, at hun selv vilde spille alle sine Roller. Men den første Gang hun i October var sat til at spille, forlangte hun, efter at Plakaterne vare opslaaede, at Jfr. Morthorst, som kun een Gang havde doubleret hende, skulde give Rollen og Publikum, ved Contra-Plakater, siges, at Mad. Berthelsens Navn var anført paa Plakaten ved Feiltagelse; ogsaa dette blev uagtet Regisseurens Indsigelse imod at Mad. Berthelsens Lune blev gjort til hans Uefterrettelighed, taget tilfølge. Ugen efter, da Mad. Berthelsen anmodedes om at spille i "De to Gjerrige", erklærede hun, at hun ifølge Lægens Anordning maatte holde Sengen i to Dage og maaskee bleve hjemme i otte, hvorfor det var bedst af Directionen gave "Lucile", hvilket kun ikke, paa Grund af Klædedragten, kunde spille "i sin nærværende Omstændigheder", men som var lært af Jfr. Morthorst. Da Publikum ikke mere gad see dette Stykke, fordristede Directionen sig dog til at ville give "De to Gjerrige" med Jfr. Morthorst, som to Gange forgjæves havde gjort sig færdig til deri at spille Lucinde. Men paa Øieblikket meldte Mad. Berthelsen, som, mens hun ifølge sin skriftlige Underretning til Regisseuren laae tilsengs, ganske ugeneert var optraadt i "Det harmoniske Selskabs" Concert, at hun befandt sig frisk og vel og vilde spille Lucinde. Hvorvel det heraf maatte være Directionen klart, at hun i kaad Overmod kun gik ud paa at sætte den Stolen for Døren og chicanere Jfr. Morthorst, — thi Lucindes Tyrkedragt maatte være langt mere upassende for hendes "nærværende [sideskift][side 438]Omstændigheder" end Luciles Fiskebeensskjørter, — fandt dog atter her hendes Villie Lydighed. Lignende Tracasserier forekom saa hyppigt, at Mad. Berthelsen, der havde fordret, selv at udføre alle sine Roller, i 16 Uger kun i 9 ikke betydelige Roller havde spillet 16 Gange, da hun den 31te December overraskede Directionen ved en saadan Beslutning af en dybtkrænket Kunstnerinde, at de tilstedeværende Medlemmer, med Undtagelse af Rosenstand, sattes i største Skræk. Den foregaaende Aften havde den altid tjenstvillige Rosing under Opførelsen af "Apothekeren og Doctoren", hvori han spillede Gothard, yttret for Justitsraad Lassen, den eneste Directeur, der var tilstede, at han ikke turde være vis paa, næste Aften at kunne synge den til Opførelsen ansatte Orpheus, som laae meget høit for hans Ambitus, men var villig til igjen at udføre Gothard. Dette Tilbud modtog Lassen med Glæde uden at det faldt ham ind, at Mad. Berthelsen, der havde Leonoras ikke betydelige Partie og just stod paa Scenen og sang som en Nattergal, vilde indvende Noget derimod. Da hun kom ud i Coulissen underrettede han hende om Forandringen, men fik kun til Svar: "Tak! inte for mig!" hvorpaa hun gik fra ham op i Foyeren. Han fulgte efter, men hans Forestillinger, Smigrerier og Bønner bragte det ikke videre, end at hun da nok vilde synge, naar Duetten og hendes to Arier bleve udeladte; hvorved Mad. Preisler udbrød: "Men saa bliver der jo ingen Sang i Syngepartiet!" Da hverken den rigtige Bemærkning eller Lassens Tryglen formaaede at faae hende fra en saa latterlig Urimelighed, maatte han omsider gaae ind paa den. Men næste Dag fik hun det Indfald, slet ikke at ville spille, og sendte Kl. 10 sin Pige med mundlig Bud til Warnstedt, at hun [sideskift][side 439]om Natten var bleven syg og ikke kunde staae ud af sin Seng, hvilket bekræftedes ved en af Theaterlægen Bræstrup afgiven Attest, hvori det hed, at hun "et Par Dages Tid maatte holde Sengen, om det ikke skulde blive til farlige Følger." Da Pigen kom tilbage berettede hun, at Kammerherren havde svaret, at "Mad. Berthelsen ikke ved Theatret gjorde andet end Uordener og Ophævelser." Dette var for meget for Kunstnerindens Fiinfølelse. Uagtet hun ikke kunde staae ud af sin Seng, indsendte hun øieblikkelig til Directionen et skriftligt Forlangende om Afgang paa Grund af, at hun "ved adskillige Leiligheder og især i denne Vinter, uden at have forsømt det Mindste af sin Pligter, havde følt Virkningen af Directionens Misgunst og bestandig, til sin største Græmmelse, seet sine Anmeldelse miskjendte." Endskjøndt hun strax fik Oplysning om, at hendes Pige, enten maatte have villet give sine egne Tanker Luft eller gjøre sig vigtig ved sin Relation, da Warnstedt, som sengeliggende, slet ikke havde seet hende; og hun, selv hvis han havde brugt den Yttring, der berørte hende saa smerteligt, havde paa det Eclatanteste retfærdiggjort den ved den forbausende Insolence, at vise sig frisk og munter i Modeboutikerne paa Børsen fire Timer efter at hun havde meldt sig udygtig til Tjeneste, fordi hun ikke kunde staae ud af Sengen, saa vedblev hun alligevel sin Paastand, at der var viist hende en saa uforskammet Opførsel, at hun maatte have sin Afsked eller Æresopreisning. Numsen, Schulz og Zinck vare ude af sig selv af Frygt for at der ikke vilde blive noget af Festforestillingen, og den Første lod strax sammenkalde et Directionsmøde i den udtrykkelige Hensigt, at "finde Midler til at afværge et saa aldeles uerstatteligt Tab." Men i [sideskift][side 440]Mødet indkom fra Warnstedt et Brev, hvori han underrettede Directionen om, at han haabede, om et Par Dage at være saa vel, at han kunde kjøre ud, og var forsikkret om, at han da, naar blot Directionen vilde udsætte ethvertsomhelst Skridt, hurtigt skulde bringe denne Sag i Orden til sine Collegers fuldkomneste Tilfredshed. Rosenstand erklærede sig strax for, at man i dette Tilfælde ganske burde stole paa Warnstedts store Erfarenhed og sjeldne Conduite i saadanne Sager, og da de Andre ikke vidste at foreslaae noget Bedre, fandt Numsen sig i at hæve Mødet. Allerede Fjerdedagen efter havde Warnstedt indfriet sit Løfte. Hans første Udfart gjaldt Mad. Berthelsen, som allerede var sat i Uro ved slet ikke at mærke Følger af et Andragende, hvorved hun ventede at have sat hele Directionen i Bevægelse. Warnstedt begyndte med, i den allerurbaneste Tone, at yttre sin Glæde over, at Tilfældet havde ladet Mad. Berthelsen blive vidende om, at hendes Bud, som hans Stilling jo aldrig vilde have tilladt ham at lade sig confrontere med, havde faret med Usandhed. Hans var derved saa heldig, at den personlige Anke imod ham, der syntes at have været den egenlige Anledning til Forlangendet om Afsked, var faldet bort, som aldeles ubegrundet, saa at han strax kunde gaae til at berøre den hele Bestyrelsens Forhold til Sagen. I saa Henseende var det hans Overbeviisning, at Directionen maatte finde sig i Kunstnerindens Beslutning, selv om denne — hvad der rigtignok vilde volde stor Forlegenhed, — var, strax at forlade Scenen. Forresten skulde det ikke forundre ham, om den var det; men vil jo gjerne sikkre sig en gunstigere Stilling saa hurtigt, som man kan, og , det var ikke at negte, den kunde hun med Bestemthed regne paa at opnaae; thi havde [sideskift][side 441]Fru Müller (forrige Fru Walter), der jo dog egenlig var blevet jaget ud af sit Fædreland, kunnet finde en saa glimrende Ansættelse i Stockholm, maatte dennes udmærkede Efterfølgerinde, som midt under Triumfer frivillig forlod sit Publikum, sikkert der kunde vente en endnu bedre; og vilde hun maaskee ikke, paa Grund af personlig Forhold og den Rang, som Fru Müller nu engang havde vidst at opnaae ved Stockholmer-Theatret, vende sig til det, saa var der jo i Tydskland, endskjøndt næsten alle Theatre der vare Privat-Entrepriser, vistnok glimrende Engagements for store Sangtalenter med fuldkommen musikalsk Uddannelse og Iver for deres Kald. Da han saaledes selv erkjendte, at Mad. Berthelsen vilde have meget gode Grunde at stille imod alle Overtalelser, var han ikke kommet for at paadrage sig en Ydmygelse, ved forgjæves at forsøge dem. Men han ansaae det for Bestyrelsens Pligt imod sig selv, at den, inden hendes Forlangende blev opfyldt, gjorde hende bekjendt med de Forholdsregler, som den fandt sig forpligtet til at gjøre til Følger deraf; dersom den fortav dem, kunde Publikum let falde paa at gjør det til en skammelig Uret imod dets Yndling i den Mening, at dersom der var blevet givet hende Underretning om dem, vilde hun maaskee have følt sig bevæget til at forandre Beslutning, hvilket han, for sin Person, forresten ingenlunde antog. At hun maatte stille Theaterkassen fuld Sikkerhed for de Laan, hun havde gjort paa dens Caution, fortjente ingen Omtale, da det jo faldt af sig selv. Hvad han derimod skulde gjøre opmærksom paa var: for det Første, at Directionen, da hun i sin skjønneste Kunstnerflor forlod Theatret frivilligt, ei alene ikke kunne andrage paa allermindste Pension for hende, men endog, for Exemplets Skyld, maatte foranledige [sideskift][side 442]udtalt i den kongelige Resolution, at hun, fra denne Udfærdigelse, til ingen Tid og under ingen Betingelse kunde antages paany. For det Andet maatte Directionen forlange, at hun, som Erstatning for den Underviisning, der med en Bekostning af mere end 1500 Rdlr. aarlig var specielt givet hende i 9 Aar og som hun nu vilde offre et fremmed Land Frugterne af, skulde til een eller flere veldædige Stiftelser erlægge en Sum af 2000 Rdlr. For det Tredie maatte Directionen, da den, ved et saa stort Tab for Publikum: skyldte sig selv at godtgjøre, hvorledes den ingenlunde var Aarsag dertil, i en exposé vise, at den havde behandlet hende med en fast overdreven Opmærksomhed og givet hende en Løn, som hun billigen, med Hensyn til danske Forhold, burde erkjende for det Høieste, hendes Genie og Flid kunde opnaae. Her udbrøde baade Mad. Berthelsen og hendes Mand i heftige Indsigelser, stærke Klager over Tilsidesættelse og bittre Bebreidelser imod Directionen for Mangel paa Skjønsomhed. Men Warnstedt trak roligt et Papir op af Lommen og vedblev, at han, for at der ved den forestaaende Skilsmisse kunde gives begge parter en tydelig Fremstilling af deres hidtilhavte Forhold til hinanden, havde foranstaltet en Udskrift af Theatrets Protocoller, og den viste, at Mad. Berthelsen i de 12 Aar, hun havde tjent, havde, uagtet hendes Gave i de første 3 Aar kun var ringe, for hver Rolleudførelse faaet i Gjennemsnit over 50 Rdlr., medens den Flittigste og Talentfuldeste i Theatrets øvrige Personale i sin Tjenestetids første 12 Aar kun havde i Gjennemsnit faaet 6 Rdlr. 2 Mark for hver Rolleudførelse. Dertil lod det sig ikke negte, at medens Mad. Berthelsen stadigt var bleven udmærket med betydelige Gratificationer, Æresgaver og Fortrin, havde [sideskift][side 443]andre Dygtige kun sjeldent opnaaet en lille Opmuntring, endog ikke for den Redebonhed, hvormed de tidt havde søgt at afvende Theatrets Skade, naar Mad. Berthelsens usikkre Helbredstilstand tvang hende til at melde Upasseligheder, i hvilken Henseende Udskriften ogsaa gav den Oplysning, at hun i hver Saison havde i Gjennemsnit maattet foranledige 20 Tilbagekaldelser af anmeldte Stykker, medens ingen anden Theaterperson havde foranlediget høiere end 6, hvilket, om man kun regnede Kassens Skade ved en forandret Forestilling til 30 Rdlr. — og den var ofte vel 5 Gange saa stor — vilde vise et Tab af over 8000 Rdlr. mere end nogen Anden havde været nødt til at volde. Mad. Berthelsen fandt disse Beregninger nærgaaende, hvortil Warnstedt bemærkede, at det ikke var hos Directionen, men i de uretfærdige Angreb paa den, hun maatte søge Anledningen til at de fremkom, og for deres fuldkomne Rigtighed indestod ham. Hun tilstod, at der virkelig først var ved dem, det var blevet hende vitterligt, at Directionen havde viist sig saa overordenlig gavmild og overbærende imod hende. Dette fandt Warnstedt saameget mere undskyldeligt da endog han, som dog, fordi han idelig maatte høre ilde af hendes Colleger for den store Partiskhed, der blev viist hende, vistnok oftere end hun kom til at tænke paa hvad der blev gjort for hende, virkelig var bleven overrasket ved at see, at hendes Tjeneste havde kostet Theatret endnu mere end han efter et løseligt meget høit Overslag havde antaget. Ogsaa Directionen havde det saaledes frapperet, at et Par Medlemmer havde holdt for, at man selv om Mad. Berthelsen var blevet, burde have offenliggjort denne Oversigt, for med eet at gjøre Ende paa al den Snak, der bragtes omkring i Publikum om, at Directionen viste Mad. BerBer-thelsen [sideskift][side 444]thelsen en slet Behandling. Da Warnstedt efter denne Bemærkning reiste sig og syntes at ville tage Afsked, sagde Mad. Berthelsen, at saa behageligt som det havde været hende at blive beæret med Kammerherrens Besøg, vilde det have glædet hende, om det først var skeet næste Dag; thi efter at hun havde erfaret, at han ikke havde givet hendes Bud et Svar, som hun maatte bede ham tusinde Gange om Tilgivelse for at hun noget Øieblik havde kunnet tiltroe ham, var hun, ved Overveielse med sin Mand, kommen til at indsee, at om hun modtog et af de glimrende Tilbud, hun havde faaet, vilde det dog blive dem til Tab og et smerteligt Savn, da han ikke, i det mindste for det første, kunde faae Engagement ved samme Theater som hun, hvorfor hun havde besluttet, i Dag at skrive til Directionen for at tilbagekalde sin Ansøgning om Afsked, og var dette skeet inden Kammerherrens Besøg, havde hun baade undgaaet de mange Bitterheder, som laae i hans Conversation, hvor artig den end havde været, og havt lettere ved at henvende sig til Directionen paa en hende værdig Maade. Warnstedt svarede, at det glædede ham, ved denne Omstændighed at faae Leilighed til atter at vise, hvor gjerne han var hende til Tjeneste, saa vidt hans Pligt tillod; thi vilde hun forlange Ansøgningen tilbage, saa kunde hun blot lade som han slet ikke endnu havde talt med hende; han skulde da gjerne selv i Directionen yttre den høieste Forundring over, at Mad. Berthelsen aldeles upaavirket havde taget en saa fornuftig og glædelig Beslutning; men ogsaa ventede han, at et smukt og velvilligt Forhold vilde blive ham Vederlag for, at han derved stillede sig for sine Colleger som den, der ikke strax havde udført det Hvert, hvilket han, efter deres Anmodning, frivillig sideskift][side 445]havde overtaget. Efter mange gjensidige Forsikkringer om fremtidig Forekommenhed var Sagen dermed endt. Warnstedt hold Ord: da Directionen forbauset modtog Mad. Berthelsens særdeles høflige Tilbagekaldelse af Forlanget om Afsked, var Justitsraad Lassen, hvem Warnstedt havde betroet, hvorledes han agtede at tage Tingen, den Eneste, som ahnede hvad der var foregaaet. Men ogsaa Mad. Berthelsen holdt Ord: hun var nu lutter Tjenstiver og indfandt sig tidlig og sildig til Prøve paa "Selim og Mirza", saa at Stykket dog kom til at gaae paa den bestemte Dag. Det gjorde imidlertid kun liden Lykke. Texten blev ingenlunde, som Forfatteren havde tilsigtet, et Beviis for, "at han kunde skrive en Opera og opfinde noget Originalt"; thi den var baade i Opfindelse og Form saa ganske af een Natur med de almindeligste franske rørende Syngestykker, at den kun udmærkede sig fra Oversættelserne af dem ved et smukt Sprog. Imidlertid havde den dog Partier, som kunde have faaet en ikke ringe musikalsk Effect ved Behandling af en Componist med en livfuldere Phantasie, end Zinck besad. Musiken tiltalte hverken Sangerne, der beklagede sig over at den var særdeles vanskelig at lære, eller Publikum, som fandt at den var forskrækkelig kjedsommelig at høre paa. Langt større Fortjeneste erhvervede Zinck sig som Syngemester, ved sin Omhu for Operavæsnet i Almindelighed. Saaledes havde han, ved uafladelige Forestillinger om Nødvendigheden, fra Saisonnens Begyndelse faaet oprettet et "bestandigt Syngechor", der lønnedes med 2000 Rdlr., hvoraf Theatret gav 1500 og Hofkassen 500. Det bestod af 40 Personer, som, uagtet de Fleste vare aldeles umusikalske, allerede ved Opførelsen af "Selim og Mirza" havde under hans utrættelige [sideskift][side 446]Veiledning faaet en saadan Dygtighed, at Chornumerne, der forresten ogsaa hørte til det Heldigste i Musiken, fik stærkere Bifald end Hovedpartierne.

De stedse voxende betydelige Offre, der maatte bringes Operaen, som alene for Dragter til "Aline" og "Holger Danske" havde fordret en Udgift af 3560 Rdlr., uden at den, i Forhold dertil, gav nær saa stor Indtægt som Skuespillet, satte Kassen, der i Warnstedts første Embedsaar havde opsparet en Reservefond af 16000 Rdlr., mere og mere i Forlegenhed. I denne Saison havde Theatret, med 1332 Tilskuerpladser, ved 145 Forestillinger indtaget 35753 Rdlr., som med det kongelige Tilskud af 34000 Rdlr. gav en Indtægt af 69753 Rdlr., og Udgiften var løbet op til 69949 Rdlr. Vel var saaledes Underbalancen kun et Par hundrede Rdlr., men man matte vente, til næste Saison at faae adskillige meget betydelige Udgifter, som Indtægterne ikke vilde være istand til at dække, langt mindre at overgaae saameget, at der kunde blive Tale om Betaling af Laan, hvilke desuden ikke mere vare at faae, da der allerede hos Finantserne ei alene var optaget store Forskud, men, saavelsom i Banken, gjorde Laan til Beløb af henved 10000 Rdlr.; og ligesaa ivrig som Numsen i Hoffets Navn drev paa Opførelsen af flere store Operaer, ligesaa paatrængende fordrede vedkommende Autoriteter Laanenes Tilbagebetaling. Rygtet om denne slette Pengeforfatning begyndte at sætte Personalet i Angst for, at Operaen snart vilde styrte sammen og maaskee endog tage Skuespillet med sig.

Schwarz havde ikke alene som Kunstner, ved Genie, Flid og Dannelse, hævet sig saa høit over sine Standsfæller, at han med fuld Ret opnaaede den Udmærkelse, at være den første danske Skuespiller, som inde i en Saison [sideskift][side 447]tillagdes en Beneficeforestilling, men han gjorde sig tillige fortjent af dem, ved ideligen at virke til hvad der kunder befæste Theatrets Anseelse og forbedre deres Kaar. Allerede i 1776 havde han, i Betragtning af, at der ikke var givet den danske Skuespiller, som formedelst Alder eller Svagelighed blev udygtig til Tjeneste, mindste Sikkerhed for at beholde et tarveligt Udkomme, udkastet en Plan til, uden Udgift for Regjeringen, at tilveiebringe en Pensionskasse for Personalet. Dengang var hans ivrige Virksomhed for Planens Fremme bleven tilbageviist med, at Hs. Maj. jo nok vilde allernaadigst forunde den udtjente Acteur en passende aarlig Naadegave af Theaterkassen. Da en saadan Kommenanpaa om Theatret havde Noget at undvære til sine udtjente Artister og hvad Directionen deraf vilde finde for godt at tillæge dem, endnu stedse var Skuespillerens eneste Udsigt til Alderdomsforsørgelse, og det nu lod til, at Kassen snart ikke engang vilde have Evne til at fyldestgjøre de Tjenestdygtiges Krav, saa fremtog han igjen sin Plan, som gik ud paa: at der af det hele Personale skulde i hver Saison gives tre Forestillinger i 10 Aar og da, med den derved fremkomne Capital og den efterhaanden indvundne Rente deraf, begyndes en Pensioneringsanstalt, som gav 150 Rdlr. aarlig til den, der afgik formedelst beviislig Sygelighed, hvilken en af 6 Theaterpersoner bestaaende Commission ikke erklærede for paadragen ved Udsvævelse, og til Enhver, naar han havde tjent 25 Aar, dog med Nedsættelse til 10 Rdlr. saa længe han fremdeles vedblev at tjene. Schwarz havde nu saa mange formaaende Velyndere, at han nok var bleven istand til at udvirke Personalet Bevilling til at give de tre Forestillinger, og derved havde Anstalten været grundlagt. Men netop PerPer-sonalet [sideskift][side 448]sonalet var derimod. De Fleste kunde ikke begribe, hvorfor de skulde skaffe sig mere Arbeide paa Halsen ved at spille Extra-Forestillinger blot for at holde Kassen fri for at give dem en Pension, hvilken den da vel altid fik Raad til at udrede og som Directionen i alle Fald vilde skamme sig ved ikke at skaffe dem af Kongens Kasse. Saaledes vedblev da Skuespillernes Pensionering fremdeles i Grunden at være en blot Naadessag, indtil de, mange Aar efter, ved at forundes Henførelse under Statstjenere, bleve berettigede. — For et Forslag til Oprettelsen af en Enkekasse fik han ligesaa god Tak. Det bestod i, at enhver Skuespiller og Skuespillerinde skulde, i maanedlig Afdrag, give aarlig 20 Rdlr. af sin Gage i 10 Aar til en Fond, hvoraf en Skuespillers Enke eller en udenfor Theatret gift Skuespillerinde, som blev Enke, skulde nyde 150 Rdlr. aarlig. Til Anbefaling for dette Forslag, som han bilagde med omhyggelige Beregninger og Overslag, anførte han, at da Skuespillerne vare forundte Fritagelse for den alle andre kongelige Betjente paalagte Procent-Skat, kunde Afdraget for en Deel ansees som en kongelig Gave, de vare blevne enige om at offre, for at sikkre deres Efterlevende Forsørgelse. Men der var kun et Par, som vilde gaae ind herpaa: de Ugifte tænkte slet ikke paa Giftermaal; de som vare gifte ved Theatret fandt, at den Overlevende jo vedblev at have sin Gage; de undenfor Theatret gifte meente, at dersom de ikke skulde overleve deres Kone, som jo dog ogsaa kunde være, saa vilde Vorherre vel nok sørge for hende, og Alle var enige om, at 20 Rdlr. om Aaret vare Penge, som man kunde trænge til for at leve. Først 30 Aar efter fik Schwarz den Glæde, at see denne velsignelsesrige Indretning grundlagt af en yngre, over [sideskift][side 449]Familieheld ømmere Kunstnerslægt. — Rygtet gik, at Theatret slette oekonomiske Forfatning havde gjort Kronprindsen alvorlig betænkt paa, at søge Oplysning om, hvorledes dets Forhold kunde ordnes saaledes, at det, uden større kongeligt Tilskud, vilde blive muligt at opretholde det, Nationen og Kunsten til Hæder. Hvorved foranledigedes Schwarz til ogsaa derom at udarbeide et Forslag, hvis Grundtræk atter ville vidne om hans Kjendskab til og Interesse for Skuepladsens Anliggender. Ifølge sin klare Erkjendelse af den, med Hensyn til Theater-Administration, uomstødelige Sandhed: "Jo flere Bestyrere, jo flere og større Uordener ved Bestyrelsen", vilde han have Theatret stillet under en eneste Directeur, der, med Ansvar til Regjeringen og indenfor de Grændser, som en nøie overveiet Instrux satte ham, skulde have fuldstændig Frihed i alle sine Embedshandlinger. Til denne Post maatte udnævnes en anseet Mand, der med Retsindighed, Humanitet og Upartiskhed forenede literair Dannelse og havde Kundskab, eller i det mindste var fuld af Iver for at skaffe sig Kundskab om Alt, hvad der, baade Kunsten og det Materielle vedkommende, staaer i Berørelse med Skuepladsen. At en saadan Mand tillige skulde være erkjendt for at forstaae sig særdeles godt paa Oekonomien, og især derfor være skikket til Skuepladsens Forstander, kunde Schwarz ingenlunde indrømme, "da alle berømte Theatre i Europa kun, baade paa Stedet og hos Fremmede, havde vundet deres store Navn ved Skuespillets fuldkomne og uforlignelige Frembringelser, men ikke et eneste hverken nydt eller fortjent Publikums Administration ved at det blev ført med endog den største Subtilitet i det Oekonomiske. "Da en god Oekonomie ikke destomindre var en absolut Nødvendighed for at et [sideskift][side 450]Theatret kunde staae, ja endog for Kunsten selv, om den skulde fremmes af godt lønnede Personer, saa havde Directeuren, "til sit Raad i Alt hvad som krævede Penges Anvendelse", at vælge en Inspecteur, "der var bekjendt for Redelighed og havde grundig Kyndighed i Varers Priis, deres Forarbeidelsesmaade og rette Anvendelse paa det Sparsommeligste." Naar disse to Mænd, der skulde være "ligesom Skuepladsens Fornuft og Villie", vare fundne, da maatte de allerførst, i Forening med endeel erfarne Theaterpersoner, udarbeide Love for alle mulige Theaterforhold og dem skulde det siden være ufravigelig Pligt for Directeuren at overholde imod Enhver, uden Personsanseelse; indtraadte tvivlsomme Tilfælde, da maatte Afgjørelsen overlades til en af Personalet valgt Commission. Under Directeuren skulde en Sceneforstander virke for Alt, hvad der angik Stykkernes Udstyr, Prøve og Opførelser. Syngemesterens Flid og Læremethode blev at vaage over ved at Capelmesteren og Concertmesteren hvert Fjerdingaar indfandt sig paa Skolen, for at høre og examinere alle Eleverne. Balletmesteren skulde give de unge Dandsere Veiledning og Leilighed til at udvikle et muligt Anlæg for Composition, ved at lade dem arrangere Scener efter opgivne Situationer og til valgt Musik. Ogsaa til Hævdelsen af Skuespillerstandens Værdighed havde han taget Hensyn, ved at foreslaae, at den, som kom beskjænket til nogensomhelst Tjeneste eller viste et usømmeligt Forhold udenfor Theatret, skulde stilles for en af Directeuren og et Skuespillerudvalg bestaaende Ret, og, hvis denne kjendte ham skyldig, første Gang straffes med Arrest, anden Gang med Afskedigelse. Stykkers Antagelse skulde bestemmes af Directeuren og en Commission, hvortil han foreslog Suhm, [sideskift][side 451]Carstens, Jacobi, Prof. Baden, Rahbek, Falsen og Abrahamson. I Henseende til Stykkernes Betaling havde han udfundet en ligesaa hensigtsmæssig og liberal som simpel Bestemmelse. For et originalt Skuespil, der udgjorde en Aftens Forestilling, skulde Forfatteren have 25 pCt. af de fire første Opførelsers Indtægt, og var denne ved den sidste af dem 280 Rdlr., havde han endvidere Ret til en Præmie af 100 Rdlr. og, saalænge han og hans Kone levede, 5 pCt. af enhver følgende Forestilling. Gav Stykket ikke ved fjerde Forestilling 280 Rdlr., kunde det henlægges. For et originalt Syngestykke skulde, til Deling imellem Forfatter og Componist, gives 50 pCt. af de fire første Forestillinger, men ingen Præmie, og, hvis det ved fjerde Forestilling havde indbragt 280 Rdlr., for enhver følgende Forestilling 5 pCt., som tilfaldt Componisten alene. Oversættelsen af et Hovedstykke blev, hvis det var et Skuespil, at betale med 5 og, hvis det var et Syngestykke, med 10 pCt. af Indtægten ved de første fire Forestillinger; var Stykket oversat fra Fransk eller Engelsk desuden med et Tillæg af ikke under 40 Rdlr. Forfattere og Oversættere beholdt Forlagsretten. For Abonnementets Afskaffelse udtalte han sig med den meget rigtige Bemærkning, at det, naar Directeuren forstaaer at skaffe sig et velvalgt og fortræffeligt udført Repertoire, kun er til stor Skade, da han for dets Skyld ofte maa standse Opførelsen af stærkt søgte Stykker, under hvis stadige Gang for fuldt Huus der kunde indstuderes andre Nyheder, og istedetfor dem, blot til Afvexling for Abonnenterne, der have deres Pladser for nedsat Priis, opføre Stykker, som give en Mængde tomme Pladser, der kunde have været afsatte for fuld Priis. Iblandt de mange andre, næsten alle meget hensigtsmæssige, [sideskift][side 452]Forslag forekom ogsaa nogle om Forandringer i Huset, navnligen om Borttagelsen af de lige indtil Tilskuerpladsens sidste Ombygning bestandig haardt angrebne fire Bærepiller, Logeskillerummene og de fem Lysekroner, i hvis Sted han i Midten af Salen vilde have anbragt en enkelt stor, som ved Acternes Begyndelse kunde gaae op i Loftet. — Den med megen Flid udarbeidede Plan overgav Schwarz til Warnstedt, for at erfare hans Mening derom og faae ham til at bringe den i Kronprindsens Hænder, men Warnstedt svarede, at uagtet han maatte erkjende Hensigtsmæssigheden i den Grad, at han fandt meget Lidet deri at forkaste, men næsten Alt at anbefale som baade særdeles fornuftigt og praktisk, kunde han ikke antage sig den, da han frygtede for, at det paa allerhøieste Sted vilde blive anseet som et Forsøg af ham paa, at fremhæve sig som den Duelige til det foreslaaede Enebestyrerembede og at udvikle den Plan, hvorefter han i det vilde handle, hvilken Miskjendelse det saa meget mere var ham om at gjøre at undgaae, da han inderlig længtes efter ganske at kunne forsage Theatret og alt dets Væsen. Saaledes kom heller ikke dette af en virkelig Sagkyndig fremsatte og i Hovedpunkterne fortræffelige Forslag til Anvendelse.