Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Tredie Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1860. 856 sider.
[Fem og tyvende Saison, 23. October 1772 til 9. Mai 1773, side 20-43]
[Oversigt over repertoiret 1772-73]
[side 020]Skuepladsen feirede sin Gjenfødelse — betragter man den Tilstand, hvori Commissionen modtog den, tør dette vel være det rette Ord, — med følgende, af Jfr. Biehl forfattede og, foran den første Forestilling, som hele Kongehuset overværede, af Rose fremsagte Prolog, der, om end ikke poetisk, ret træffende udtaler de Tanker, som maatte være levende ikke blot hos Skuespillerne, men hos hver fædrelandsksindet Kunstynder.
Saisonnen bragte kun to Nyheder, men som, hvorvel meget forskjellige i Characteer og Værd som ved Skjæbne, begge vare høist mærkelige, da hver af dem var et Værk af en af de to geniale Mænd, der var deres Tids eneste store og for alle Tider ville blive af de største danske Digtere. Ewalds "Pebersvendene" gjorde kun liden Lykke, hvori man vel tør antage, at som Rosenstand skrev, Digterens Vanheld at være dansk Digter og født i Danmark, hvilket endmere pirrede Bredals indflydelsesrige norske Venners Uvillie imod Forfatteren af "De brutale Klappere", for en stor Deel var Skyld; thi med sine Mangler og Feil stod [sideskift][side 022]Stykket langt over det meest beklappede Biehlske Product. Anledningen til at skrive det havde Ewald taget ved den i 1771 for den bedste Comedie om Pebersvende udsatte Priis, hvilken han for Resten ikke fik, uvist om fordi der ingen Priis var at faa da Arbeidet var færdigt, eller fordi man ikke fandt det den værdt. I at Stoffet ikke var hans fri Valg, men sammensøgt til Udviklingen af en fremmed og dertil, ved den taabelige Restriction, udramatisk Idee, ligger Stykkets Hovedbrøst; Fablen er ubetydelig, Anlæget svagt og Opløsningen triviel. Behandlingen af de enkelte Scener maa derimod kaldes fortræffelig; i nogle af dem er mere Vittighed, end Jfr. Biehl havde været istand til at opdrive til alle sine Comedier, og den er smagfuld og ægte: passende til Person og Situation. Især udmærkede Stykket sig dog — og det i en saadan Grad, at det alene derfor burde være optaget med Beundring — ved en Dialog, der dengang ikke havde sin Mage i Friskhed, Naturlighed og Varme, og som — naar undtages nogle lidt besynderlige Kjærlighedsudtryk, der dog netop af Datiden bleve holdte for ædle, saa at det ikke kunde være dem, den stødtes over — enhver smagfuld dansk dramatisk Digter endnu vil gjøre sig en Fortjeneste af at tage til Mønster. Viser end Charakteerskildringen, som f. Ex. af Argantes, der mere er en Idees Personification, end en mulig Personlighed, at Digteren ikke er Herre over Behandlingen af det prosaiske Lystspil, som skal afspeile det virkelige Lix, spores dog overalt, at han ogsaa deri snart vilde kunne have opnaaet at give noget Ualmindeligt. — En langt bedre Skjæbne havde, som fortjent, Wessels "Kjærlighed uden Strømper", et Vittighedsværk, der endnu, 85 Aar efter at det blev bragt paa Scenen, har sin fulde Friskhed og aldrig i Fylde af [sideskift][side 023]moersom Spot vil bliver overtruffet. Med et yppigt, over den hele Digtning udstrømmende, men dog af den fineste Smag og Tact behersket Lune havde Digteren deri samlet Parodien paa Datidens svulstige Tragedie og flaue Opera, og givet den en saadan Styrke, at begge, efter ved denne Afklædning at have mistet den blændende Flitterstads, pludseligen stode for Publikum i en saa nøgen Usselhed, at deres Anseelse for bestandig var tabt. Dersom imidlertid kun Dette havde været Stykkets Fortjeneste, vilde det ikke i sin Nyhed have gjort en saa glimrende Lykke og havt et saa stort Tilløb, thi uagtet Mængden fattede Satiren i dens Heelhed og gottede sig inderligt over den, havde den ikke æsthetisk Dannelse nok til saaledes at erkjende det Kunstsande, at den ret kunde bemærke Braadden i de fiint vittige Udfald imod den Kunstfalske; meget af netop den lettelse og kosteligste Persiflage blev ikke af Datiden, som, levende i og med det Forskruede, var bleven vant til at antage endeel af det for Natur, forstaaet nær saa godt som af vore Tid, der er kommen ud over det, men dog endnu kjender det af Læsning og Tradition. Med "Kjærlighed uden Strømper" er, ved ikke at parodiere et enkelt Stykke, men endog hele to Arter af dramatisk Digtning, ved den lattervækkende Pudseerlighed, der er udgydt over Personerne, Situationerne og den hele Dialog, ved Handlingens originale Løierlighed og ved den mesterlige Anvendelse af Alexandrinerne til Forhøielse af den comiske Virkning, i sig selv, uden Hensyn til Satirens bestemte Formaal, et smagfuldt burlesk Digterværk. Fornemmelig derved var det at Stykket gjorde Lykke i sin Nyhed; de skjelmske Stiklerier, Platheden i de svulstige Tirader, Falskheden i de bratte Overgange fra det Pathetiske til det Trivielle, og Sarkasmerne i Per[sideskift][side 024]sonernes Sententser og Reflexioner som først efterhaanden til Publikums Erkjendelse igjennem de Bemærkninger, som foranledigedes af Udførelsen. Denne var i det Hele fortræffelig. Imellem de forskjellige Maader, hvorpaa man har villet have dette Stykke givet, valgte Skuespillerne den, som sikkert er den rette ligesom den er den tækkeligste og effectfuldeste: de gjorde, i tilsyneladende Alvor, en comisk Pathos i Declamation og Gesticulation til Foredragets Grundtone, lode Ironien skimte igjennem deres Reflexioner over sig selv, og sank ned til plat Hverdagslighed paa de enkelte Steder, hvor Naturen gaaer over Optugtelsen saa at de glemme Heltevæsnet. Syngenumerne gaves i stor Stiil med de italienske Sangeres mange Udpyntninger og lange Cadencer, udførte med bemærkelig stor, men af og til pudsig uheldig, Omhu for at den utilstrækkelige Stemme ikke skulde knække.
Londemann havde under hele Saisonnen skrantet og de sidste Gange spillet med synlig Anstrengelse; hans Død kom ikke uventet, men vakte ikke destomindre stor Bedrøvelse; "thi", hed det, "med ham har Comedien mistet en Glorie, som den aldrig mere vil faae, da et saa ugemeent Genie ei kan være at finde." Ingen tænkte paa, at det allerede var tilstede og snart, ikke ved at tilbageføre Londemanns fortræffelige barokke Skikkelser i Efterligninger, men ved en mere luttret og langt fleersidigere selvstændig Productivitet i hans Aand, vilde give den danske Skueplads en Fremstillingsstiil, der, ved at være kunstnerisk Forklarelse af Natursandhed, skulde i sig selv have en saadan Gyldighed, baade for Fremstillerne og for Tilskuerne, at den endnu er dens Eiendommelighed. Dette Genie var den tidligere nævnte Figurant ved den franske Hoftrup Frederik Schwarz.
[sideskift][side 025]Den store Indflydelse, han har havt paa det danske Theater, ei alene som Kunstner, Lærer og dannet Mand, men ved, kun fem Aar efter sin Optrædelse som Skuespiller, at være Aarsag til en Omvæltning, hvorved det i Warnstedt fik en Kunstforstandig, forretningsdygtig og charakteerfast Bestyrer, der frelste det fra Undergang og gav det en Fasthed, under hvilken det neppe endnu vilde være til som national Kunstanstalt, gjør Schwarz til en i Theaterhistorien saa mærkelig Mand, at hans Livsomstændigheder, der desuden stode i nøieste Forbindelse med Warnstedts, bør omtales udførligen.
Han blev født den 15de Juni 1753 i Kjøbenhavn, hvor han Forældre, som vare skikkelige Borgerfolk, hørte til den tydske Menighed. I sit sjette Aar mistede han sin Fader, og Moderen kom derved med 3 Børn, af hvilke han var den ældste, i stor Fattigdom. For at lette hende Byrden antog den for sin Lærdom og Godgjørenhed bekjendte tydske Præst, Dr. Hauger, sig Frederik og gav ham, foruden Underhold, tilligemed sin Søn, der sildigere blev Secretair i det tydske Cancellie og Forfatter af en meget søgt "Kjøbenhavns Beskrivelse", den første Underviisning og Opdragelse. Præsten døde i Frederiks 12te Aar, men Sønnen fortsatte Underviisningen og fik sin Familie til forøvrigt at tage sig af ham. Da Moderens Kaar imidlertid bestandig bleve slettere og Drengen ansaae det som sin Pligt at gjøre alt hvad der stod i hans Magt for at frelse hende og sine to smaa Søstre fra den yderste Elendighed, besluttede han at søge Ansættelse ved Theaterdandsen, der var den eneste Stilling, hvori han, i sin Alder, kunde efter et Aarstids Forløb vente en lille Gage og gjøre sig duelig til at fortjene Noget ved Informationer. Efter at han hos Laurent [sideskift][side 026]havde i Hast faaet den fornødne Skole og betalt den med Anviisning paa det første Aars Løn som Figurant, begyndte han strax at informere; men paa Grund af sin Alder maatte han søge Elever iblandt dem, der især saae paa Priisbillighed, og give Timer for 6, 8 Skilling, saa at ofte en heel Dags Anstrengelse kun indbragte ham nogle Mark. En Deel af sin lille Indtægt gav han Moderen til Familiens Forsørgelse, det Øvrige anvendte han til at lade sig lære at spille Violin og Fløite. — Premierlieutenant i Infanteriet Hans Wilhelm von Warnstedt, en Capitainssøn, født i Bergen 1741 og kommen til Kjøbenhavn 15 Aar gammel, var i 1767 sin 11aarige Søster (siden Grevinde Schulin) i Forældres Sted. Han underviste hende selv i Sprog og andre Videnskaber; i Musik og Dands maatte han, da han kun havde sin Gage at leve af, finde sig i at give hende de Lærere, som vare at faae for bedst Kjøb. Dette bragte ham til at betroe den puur unge Figurant hendes Underviisning i Dands. Den skarptseende og kunstforstandige Warnstedt mærkede imidlertid snart, at Schwarz endnu saa ganske savnede Forestilling om hvad der i hans Kunst var rigtigt og skjønt, at Søsteren aldrig ved hans Veiledning vilde komme til en smuk Holdning. Han var derfor i begreb med at see sig om efter en anden Lærer, da det blev overflødigt, fordi en høitstaaende Onkel tog sig af hende. Imidlertid havde Warnstedt fattet Godhed for Schwarz ved at bemærke hans tækkelige og sædelige Væsen, gode Tone og hans overordenlige Flid for at erhverve sig Dannelse og forbedre sin Stilling. Han fandt en Lighed imellem sig og ham deri, at de begge anvendte deres Yderste for at hjælpe Paarørende, der kun havde dem til Støtte, og besluttede, at han, efter sine Kaar, som, hvor ringe de [sideskift][side 027]end vare, nu, da han ikke mere havde sin Søster at sørge for, dog var bedre end Schwarz's, vilde bidrage til at befordre hans Vel. Fornemmelig skete dette ved at Warnstedt, der ikke havde Lyst til at søge Selskab med sine Standsfæller saa længe han ikke kunde gjøre det uden Gjæld, og som ved at undervise sin Søster havde vænnet sig til at meddele Andre sine Tanker, tilfredsstillede Schwarz's umættelige Begjærlighed efter at lære. Han lod ham komme til sig saa ofte Leilighed gaves og underviste ham i Fransk, gjorde ham bekjendt med skjønvidenskabelig Literatur, dannede hans Smag og skaffede sig selv tilligemed en morende Øvelse ved at udføre Scener af gode Skuespil med ham. Schwarz's stedse levende Lærelyst og inderlige Taknemmelighed, saavelsom at han havde begyndt at vinde meget Bifald som Dandser, gjorde Warnstedt mere og mere deeltagende for hans Fremtid, hvorfor han alvorligen opmuntrede ham til at danne sig til engang at blive Balletmester. Schwarz greb med megen Glæde denne Idee og anvendte fra nu af alle sine Fritimer til at studere Mythologie, lægge sig efter grundig Musikkundskab og øve sig i Tegning. I kort Tid havde han opnaaet en ikke ringe Aandsdannelse, skaffet sig Bekjendtskab med flere ansete Kunst- og Videnskabsdyrkere, vundet Navn af en meget begavet smagfuld comisk Dandser, og, ved paa egen Bekostning at tage Underviisning i den ædlere Dands og Balletcomposition hos Balletmester Delaistre, erhvervet sig en usædvanlig Dygtighed i sit Fag. Da mistede han den daglige Veileder og Raadgiver, thi ved Indflydelse af sin yngre Broder, der fra Christian den Syvendes Kammerpage var bleven hans Yndling og Kammerherre udnævntes Warnstedt i Begyndelsen af 1770 til Capitain og Generaladjutant, hvorved han pludselig kom [sideskift][side 028]ind i Hoflivet og saae sig saa optagen af Forretninger, Besøg og Sollicitanter, at han kun sjeldent fik Leilighed til at modtage Schwarz. Kort efter forlod desuden Warnstedt Kjøbenhavn, for, som tjenstgjørende Generaladjutant for Infanteriet, at følge Kongen til Hertugdømmerne, hvorefter han endog maatte afgaae til Petersborg med et egenhændigt Brev fra Christian den Syvende til Keiserinde Catharina. Denne Sendelse kunde let være bleven Warnstedts Ulykke. Ikke alene Kongen, men Struensee havde paalagt ham at overgive Brevet i Keiserindens egne Hænder. Da hun ikke, fordi hun fandt det under sin Værdighed at modtage en Mand, som ikke havde en offenlig bekjendt diplomatisk Stilling, var at formaae til at give ham Audients, troede han, efter mange forgjæves Forsøg paa at efterkomme Befalingen, at burde lade Brevet, der, som det senere viste sig, indeholdt en kort, simpel Anmeldelse af Ministerforandringen i Danmark og Forsikkringen om, at den ikke skulde have nogen Indflydelse paa Sindelaget med Rusland, gaae igjennem den russiske første Ministers, Panins, Hænder. Endskjøndt han derpaa blev Keiserinden forestillet og modtog et i det Hele venligt Svar, vakte han hos Struensee, som havde regnet paa, at den smukke unge Mands Personlighed skulde have gjort Catharina særdeles gunstigt stemt, ved denne Overhørighed saa megen Uvillie, at han, efter at være bleven naadigt modtaget af Kongen, maatte taale meget heftige Bebreidelser af Struensee og strax belagdes med Huusarrest, der dog, da der blev ham sendt et Forskud af 100 Ducater, ikke skulde ansees som Beviis paa Unaade, og virkelig blev ham i Held, fordi den befriede ham fra at blive indviklet i den 17de Januars sørgelige Katastrofe. — Warnstedt var kommen tilbage fra [sideskift][side 029]Petersborg i Slutningen af Novbr. 1770 og saae sig, da Arresten snart blev hævet og erklæret for en blot Forsigtighedsregel, der ikke i mindste Maade gjaldt hans Person, atter bestormet af Besøgende. Blandt disse var ogsaa Schwarz, men Warnstedt fandt ham mærkeligt forandret. Ved sin endnu usvækkede Flid havde han som Kunstner gjort meget store Fremskridt og faaet bedre Kaar; men han var bleven forfængelig og under den fortrolige Omgang, som hans stigende Anseelse havde skaffet ham med de franske Skuespillere, havde hans smukke, sædelige Væsen lidt betydeligt; vel var han ikke udsvævende, men lod sig dog ofte forlede til Spil og Sviir paa offentlige Steder. Disse Udskeielser hverken overraskede eller ængstede Warnstedt; han vidste hvor meget den livfulde Schwarz vilde blive fristet til dem, og haabede, at hans gode Forstand snart vilde vise ham deres Farlighed. Med dyb Bedrøvelse hørte han derimod, da han engang fandt Grund til at gjøre Schwarz bebreidende Forestillinger, at han, for altid at have en staaende Undskyldning paa rede Haand, ordenlig havde anskaffet sig et Princip, som, hvis han vedblev at søge det, hurtigt vilde styrte ham i en Fordærvelse, hvilken han med sit lyse Hoved snart maatte komme til Erkjendelse af, og da angre uden at kunne udslette de sørgelige Følger. Han paastod nemlig med stor Dristighed, at Theaterpersoner vare, alene ved deres Stand, i saa almindelig Foragt, at om de opførte sig nok saa sædeligt, vilde den saakaldte fine Verden skye dem som Menneskehedens Udskud; derfor gjorde de klogere i at nyde Livets Behageligheder efter deres eget Hoved, end i at afholde sig fra dem efter Andres, uden at have saa meget som en lille Smule Agtelse derfor. Warnstedt imødegik denne Raisonnement med at gjøre ham be[sideskift][side 030]gribeligt, at han ved at vise en god Opførelse i en Stand, hvis fleste Medlemmer gjorde sig bekjendte ved en slet, netop i høi Grad vilde vinde alle retskafne Forstandiges Agtelse og Velvillie. Dette syntes kun at gjøre ringe Indtryk paa ham; han svarede, at dersom han pludselig rev sig løs fra den Sværm unge Mennesker, han dagligen omgikkes, vilde han gjøre sig dem til fjender og være udsat for deres Spot og Kabale; desuden begik han ingen slette Streger, men gjorde kun med, hvad Andre i hans Alder holdt for at kunne være bekjendte. I Vrede forbød nu Warnstedt ham al Adgang til sig, ja endog at hilse ham paa Gaden, da han ikke mere vilde kjendes ved ham. Havde Warnstedt endnu været den fattige Premierlieutenant, vilde Schwarz maaskee for det Første have trøstet sig i sit lystige Selskab og taalmodig baaret hans Fortørnelse, men at hans Broder blev betragtet som en tilkommende mægtig Mand og at han selv stod i megen Anseelse ved Hoffet gav hans Vrede Betydenhed, og Schwarz tog sig den saa nær, at han nogle Dage efter faldt i en Sygdom, der ved sin Langvarighed bragte ham og hans Familie i stor Trang. Warnstedt erfarede dog ikke dette førend en Maanedstid efter, da Schwarz i et Brev tilstod sin Uret imod ham, bad om Tilgivelse og anmodede ham om, med en Understøttelse at formilde hans ved Uorden og Sygeleie sørgelige Tilstand. Warnstedt sendte ham den, men brød sig ikke videre om ham, da han ganske havde opgivet Haabet om at see ham paa en ærefuld Vei, saa at han var glad ved, at kunne komme ud af al Forbindelse med ham. Da Warnstedt, ved at hans Broder i Febr. 1771 faldt i Unaade, pludselig saae sig forladt af de Fleste, der havde kaldt sig hans Venner, var imidlertid Schwarz den Første, som indfandt sig hos [sideskift][side 031]ham ei alene for at trøste ham ved at fortælle ham alt det Gode, der i Almindelighed blev sagt om hans Broder, men for med Taarer at bede, at han nu vilde tilgive ham, da han havde lagt hans Formaninger paa Hjertet, revet sig løs fra den slette Omgang, været flittig i sin Kunst, forlovet sig med en ung engelsk Pige af en agtet Borgerfamilie, erhvervet sig Adgang til adskillige gode Huse og ved Information igjen arbeidet sig saadan frem, at han kunde slaae sig anstændigt igjennem og endda betale de 20 Rdlr., hvormed han havde staaet ham bi i hans Sygdom og som han nu bragte. Det rørte Warnstedt dybt, at Schwarz af den Modgang, som havde kyset Andre fra ham, havde følt sig opfordret til at komme; han skjænkede ham paany sin fulde Hengivenhed og fandt i den Uvirksomhed, han nu blev sat i, en kjær Adspredelse ved atter at undervise og veilede ham. — Da Londemanns Død bragte det danske Theaters Bestyrelse i største Forlegenhed, var Schwarz med 280 Rdlr. Gage ansat ved den franske Hoftrup i Figurantnumer, men gjorde jævnligen med stort Bifald tjeneste som første Comique-Dandser, og havde ei alene vundet megen Anseelse ved en hos Theaterpersoner ualmindelig Dannelse og en saadan Indsigt i sit Fag, at man ikke tvivlede om at han jo engang maatte blive Balletmester, men opnaaet en saa almeen Agtelse for sin sædelige og gode moralske Opførsel, at han nylig, ved Warnstedts Forsorg, havde nydt en Ære, hvilken aldrig hidtil var skeet og ikke i mere end 25 Aar efter den Tid skete nogen Theaterperson, nemlig "med fuldkommen Bifald og uden nogenslags Indvendig" at blive optaget i Frimurerordenen. Den første Tanke om at vinde ham for den danske Comedie opstod hos Chefen, Grev Hostein, der, da Directionen — [sideskift][side 032]som Høiesteretsassessor Wilhelm Bornemann just nylig var bleven Medlem af istedetfor Wegener, der var afgaaet, — under Londemanns Sygelighed en Aften i Theatret bekymret samtalte om, hvor umuligt det vilde være at "soutenere Spektaklerne om man ikke igjen kunde finde en dygtig Londemann", udbrød: "Jeg veed ikke nogen Anden dertil end Mosjø Schwarz, som saa vel spiller den comique Person i Balletterne paa Hoftheatret; men jeg skulde min Tro ogsaa mene, at han kan blive god." De andre Directeurer bifaldt ham deri og havde kun Betænkelighed ved at Schwarz ikke var Student, som det var Skik at de danske Skuespillere skulde være; men den affærdigede Greven med, at nu havde Theatret saa længe efter Skikken antaget Studenter, endog de ikke vare Comedianter, at det kom til at gaae udenfor Skikken og skaffe sig Comedianter, endog de ikke vare Studenter. Med de Andres Minde dertil, henvendte han sig derpaa strax til Warnstedt, som var tilstede, og bad, at han, som den der kjendte Schwarz, vilde fornemme om han kunde være villig til at forlade Dandsen for at blive dansk Acteur. Warnstedt gjorde ham nødig dette Forslag, da han forudsaae, at han snart matte kunne opnaae den glimrende lønnende Balletmesterpost; men i Betragtning a de Uheld, en Dandser let er udsat for, og den korte Tid, hvori han kan virke, troede han dog at burde raade ham til at gaae ind derpaa, dog paalagde han ham, først, siden det var en Velfærdssag, at raadføre sig med Secretair Hauber og andre paalidelige Venner. Da disse alle vare af Warnstedts Mening, besluttede Schwarz sig til en Debut.
Schwarz havde i sit tyvende Aar en meget smuk, lidt fyldig, Figur af Middelhøide, et fornemt Ansigt med markerede [sideskift][side 033]Træk, livfulde, talende Øine, en veldannet Mund og af et noget melancholsk Udtryk. I hans utvungne Holdning laae megen fiin Anstand; hans Gang var gratiøst livlig, og de frie, tækkelige Armbevægelser viste, at han i dannet Omgang havde tilegnet sig en god Tone. Hans hele Personlighed gav Indtrykket af en smuk Natur, der med Smag var udviklet ved stadig Agtpaagivenhed og Flid. Til Anvendelse af Skuespilkunsten havde han tillige ved Øvelse erhvervet sig en udsædvanlig Legemssmidighed og i et sjeldent Herredømme over sit Ansigts Udtryk af Charakteer, Affecter og Følelser. Talestemmen, som ei alene i hans hidtilhavte Fag ikke havde faaet Uddannelse, men endog var bleven skadet, lod derimod meget tilbage at ønske; den var svag, savnede Dybde og havde, selv i de Toner, der vare dens naturlige, en uklar, skrattende Lyd.
Ved sin Debut i en af Londemanns bedste Roller, kun en Maanedstid efter at denne beundrede Kunstner, Publikums afgud, havde spillet sidste Gang og et Fjerdingaarstid efter at han havde givet samme Rolle, gjorde Schwarz megen Lykke, og endnu mere ved sin anden Debut som Crispin i "Crispin Lakai og Doctor", en af Londemanns ved Liv, Lune og comisk Kraft meest glimrende Roller. Kun Rosenstand yttrede sig i "Den dramatiske Journal" meget strengt om ham og havde ikke blot imod hans Organ men dadlede ham for hans Unatur, Overdrivelse og Grimasseren, især som Crispin. Schwarz følte sig meget krænket ved denne Kritik, som han kaldte uretfærdig; da imidlertid Warnstedt gjorde ham opmærksom paa, at den vel virkelig var blevet det, for at give en Modvægt til det overdrevne Bifald, men i det Væsentlige havde truffet det Rette, beroligede den unge Kunstner sig med, at han da nok ved Flid skulde aflægge [sideskift][side 034]Feilene saaledes, at Ingen om tre Aar skulde troe, at han havde havt dem, men at Rosenstand havde sagt netop det Modsatte af Sandheden. Og det lykkedes ham. Ved dagligen at udvikle Stemmen igjennem Fremsigelsen af Roller og Digte, hvortil han nødvendigen maatte bruge dybe Toner, og ved ganske at angive det Mønster, han havde taget i den franske Skuespiller Belleroche, for kun at samle sig en Rolles Opfatning ved dens grundige Studium, og derpaa indøve dens enkelte Replikker, idet han bestandig med sit Øre omhyggeligt prøvede om han havde truffet en saa naturlig Tone, at Publikum maatte tage Fremsigelsen for Personens eiendommelige Udtryk og Betoning, havde han allerede i følgende Saison lagt Grunden til sin Storhed og den fra ham udgaaende Skole, hvis henrivende Virkning paa Tilskuerne fornemmelig laae i, at den søgte at finde Naturen, som den luttrede ved Kunsten og da gav med Simpelhed og Sandhed i dens fuldeste Livsfriskhed.
Directionen havde ladet ham forvente gode Vilkaar og yttret stor Tilfredshed med han Udførelse af begge Debutrollerne; han forlangte derfor Londemanns Gage, 600 Rdlr., men lod sig ved Overtalelse affinde med 400 Rdlr. og Løftet om at hans Moder skulde komme i Vartou, samt Forsikkring om et klækkeligt Tillæg, dersom han kunde spille i Syngestykker, hvilket han et Aarstid efter begyndte med en maadelig Stemme, men i det Comiske saa ypperligt Foredrag, at han ogsaa som syngende Skuespiller gav enkelte Roller uovertræffeligt.
Af de andre Debutanter vakte Holberg, ved en vakker Figur, et heldigt Theateransigt og sin ret livlige Diction, der dog vanheldedes ved jydsk Dialect, gode Forventninger, hvilke han siden saa lidet retfærdiggjorde, at Directionen, [sideskift][side 035]efter at han i 5 Aar kun havde været taalt paa Grund af sit Slægtskab med den store Digter, befriede Theatret fra ham ved at skaffe ham en Toldkassererembede. — Mette Marie Astrup var en puur ung Pige, hvis Ansigt, især i Profil, var saa indtagende og ædelt, at hun vilde have været en Skjønhed, dersom hun ikke havde havt meget smaa Øine, hvori der vel var Livlighed, men ikke Kraft til Udtryk af Lidenskaber og Affecter. Hendes høie, udmærket smukke Legemsbygning og ranke, hvorvel noget stive, Holdning gave hende Præget af fornem Dame. Men hendes Talestemmer var svag, gehaltløs og af ringe Omfang, og hendes Spil røbede mere Skole end Opfattelse af Naturen. Med det kolde, syngende Foredrag, som Jfr. Bøttger havde faaet indprentet hende, der bestandig maatte have Ideer og Forestillinger fra Andre, behagede hun alene ved sit skjønne Udvortes og gjorde derfor paa sin Banes Begyndelse kun ringe Lykke. Jfr. Petersen, der ved sin Debut vandt et ganske overordentligt Bifald, sank meget hurtigt ned til for Publikum at blive en Ubetydelighed.
Det var til megen Skade for Skuepladsens kunstneriske Tarv, at den, just da den syntes at ville tage et betydeligt Opsving ved en kunstnidkjær Direction og Personalets Forøgelse med en ung Mand, som begjærligt søgte enhver indsigtsfuld Veiledning til sit Genies Udvikling, tabte den offentlige Kritiks Understøttelse ved at "Den dramatiske Journal" ophørte fra Saisonnens Slutning. Med alle sine Mangler og Feil var dette Skrift et for sin Tid høist fortjenstfuldt Arbeide, og hvor haant Skuespillerne end lode om dets Domme, vare disse i Almindelighed saa rigtige og Publikum indlysende, at de saae sig tvungne til, saavidt de formaaede, at tage dem til Efterlevelse.
[sideskift][side 036]Balletmesteren Andriani havde Directionen meest indforskreven for at beholde han smukke Kone; han var en maadelig Dandser med en god Figur og elendig som Balletmager. Efter at han havde givet 6 saakaldte Balletter — 23. Octbr. Acis og Galathea; 4 Novbr. Gartneren; 25 Novbr. Viinhøsten; 6 Jan. Den bedragne Gartner; 3 Febr. Parnasfesten, og 5 Marts Matrosernes Bortreise og Hjemkomst - som alle modtoges med Mishag, drog han bort, hvorpaa Barch forsøgte sig som Balletmester med: 4 April De hollandske Matroser; 27 April De to Friere, og 12 Mai Høstfolkene, men de vare baade i Opfindelse og i Udførelse Mage til Andrianis og fandt kun Bifald ved hans og den henrivende Mad. Dutillets ypperlige Dands.
Den Italienske Opera var, som sædvanligt, kun faldet det danske Theater til Byrde. Dets Kasse havde maattet udrede Trediedelen af Sangernes Gager med 1400 Rdlr. og desuden til Scalabrini, som Capelmester ved Operaen, 500 Rdlr., ikke at tale om Forestillingsudgifterne; alligevel havde ikke engang det italienske Væsens faa Yndere havt nogen Glæde af det. Da Sangerne paastode, at det vilde skade deres Antagelse i Udlandet om de her optraadte i enkelte Scener, fik man ikke smaa Brudstykker, der virkelig ved Musiken og passelighed for Stemmerne kunde underholde, men Sammendrag af store Operaer, der vare saa lemlæstede og blev saa jammerligt udførte, at der endog var slettere Huus de Aftener, da Italienerne skulde hjælpe til at give den danske Comedie Søgning, end naar de ikke optraadte, men den alene udfyldte Forestillingen. Directionen forsømte ikke at benytte denne Omstændighed til at søge Theatret befriet fra dette Paahæng, men indstillede om den italienske Opera maatte ophæves ved Saisonnens Udgang [sideskift][side 037]og istedetfor den gives, som allerede var begyndt, smaa fra Fransk og Tydsk paa Dansk oversatte Syngestykker. Det Sidste vandt saa meget Bifald, at Directionen strax beordredes til i næste Vinter to Gange om Ugen at give paa Hoftheatret for Hoffet en lille Comedie og et lille Syngestykke, hvortil maatte anvendes 6000 Rdlr. Derimod lykkedes det ikke at faae Italienerne bort; ved sine høie Velyndere udvirkede Dlle. Torre deres Engagement ogsaa for næste Saison, dog saaledes, at kun de 500 Rdlr. til Scalabrini skulde udredes af Theatret, men Sangernes Gage fuldt udbetaltes af Kongens Kasse, som derfor havde at hæve Indtægten af deres Forestillinger, der skulde gives særskilte, uden Forbindelse med den danske Comedie.
Directionen vedblev, da den i Justitsraad, General-Postdirecteur O.G. Paulli og den videnskabelige, aandrige, smagfulde og urbane 34aarige Høiesteretsassessor Jacobi havde faaet en Tilvæxt af to dygtige Medlemmer, med ligesaa megen Klogskab som Iver at arbeide til sin Plans Fremme. Saaledes havde den, ved at indbringe Forslaget om danske Syngestykkers Opførelse, henkastet Yttringer om det Ønskelige i at have to, for Skuepladsens Dygtighed til at opnaae og bevare Anseelse imod det Fremmede, meget vigtige Foranstaltninger; derved foranledigede den listigt, at der kom kongelig Befaling om at de begge skulde iværksættes.
Den ene var Oprettelsen af en Syngeskole. Dertil udkastede Conferentsraad Nielsen Planen, hvorefter den italienske Sanger Potenza, en Mand paa 46 Aar med grundig musikalsk Dannelse og et særdeles behageligt Foredrag, blev, med 800 Rdlr. Gage, ansat for at danne Elevernes Stemmer; og den dygtige Kammermusikus Schiørring [sideskift][side 038]bragtes ind i Capellet som Cembalist, med Forpligtelse at give dem musikalsk Underviisning paa Dansk og gjennemgaae deres Partier med dem. Tillige bekjendtgjordes i Aviserne, at unge Mennesker af begge Kjøn kunde, naar de havde god Sangstemme, blive optaget i Theatrets Syngeskole.
Den anden Foranstaltning gik ud paa Repertoirets Forøgelse med originale Arbeider, for hvilke der fastsattes det første Betalings-Regulativ, hvorefter der skulde gives, uden Hensyn til om det var Tragedie, Comedie eller Syngestykke, for et Stykke i 5 Acter den tredie Forestillings Indtægt, uden Fradrag af Omkostningerne; for et Stykke i 3 Acter og paa Vers efter tredie Forestilling 200 Rdlr.; for et Stykke i 3 Acter i løs Stiil og et Stykke i 1 eller 2 Acter i Vers efter tredie Forestilling 150 Rdlr.; og for et Stykke i 1 eller 2 Acter i løs Stiil efter tredie Forestilling 100 Rdlr. Tillige var Directionen bemyndiget til at erklære, at Kongen "til gode Hoveders desstørre Opmuntring ogsaa vilde af sin Kasse betænke de meest bifaldte Stykker ved en Gave", hvilket dog aldrig blev andet end et tomt Løfte.
For at tilveiebringe en omhyggeligere Indstudering ved en mere kunstmæssig Ledelse af Prøverne, og at faae de Elever, som man ventede til den nye Syngeskole, givet den fornødne Veiledning og Øvelse i Fremstillingskunsten, blev Commerce-Secretair Thomas Christian Walter, en ung Mand, der for sin fine Tone, videnskabelige Dannelse og grundige musikalske Kundskaber stod i megen Anseelse, og hvem man gjerne vilde hjælpe til et Embede ved Theatret, da han var forlovet med Jfr. Halle, som blev hans Kone i August 1773 [det rigtige er: 4. Oktober 1774] og paa hvis ualmindelige kunstneriske Fremgang det hed, at han havde megen Indflydelse, ansat til, [sideskift][side 039]med Titel af Directeur de théatre og 600 Rdlr. Gage, at føre den hele artistiske Forretningsgang og fornemmelig at veilede de vordende Sangere til det rette musikalsk-dramatiske Udtryk i Forestillingen. Hvass fik nu, som Inspecteur, kun at gjøre med det Materielle, men det i en saadan Udstrækning, at det endog, ved et Tillæg til § 5 i hans Instrux, paalagdes ham: "især at have Øie med Actricernes og Acteurernes Forhold og Levemaade udenfor Theatret, og naar han mærker eller faaer Kundskab om nogen betydelig Uorden, da advare Directionen derom og gaae den til Haande i at raade Bod derpaa til Spektaklets Bedste." Ogsaa for Scenens Politie og Bogholderie blev sørget, ved at Regisseurembedet, hvis Forretninger midlertidig havde været overdragne Clementin, oprettedes og blev besat med Soelberg, der i denne Egenskab beholdt de 430 Rdlr., han havde havt som Dandser.
For at styrke disse Embedsmænds Myndighed, udfærdigedes følgende Tjeneste-Reglement, hvorpaa Directionen tog kongelig Approbation, og som er blevet Grundlag for alle sildigere Personalets vedkommende Anordninger:
"1) Enhver Skuespiller og alle paa Theatret opvartende Personer ere forbundne at udrette og efterleve alt, hvad som af Directeuren til Skuespillets Fremgang kan forlanges.
2) Skuespillerne ere forbundne til at indfinde sig naar Directionen dem derom lader tilsige, saavel paa Prøverne som til andre Samlinger, til et vist bestemt Klokkeslet. Dem, som da ikke er tilstede, betaler for et Qvarteers Forsømmelse 3 Mk., for en halv Time 1 Rdlr. og for en Time eller aldeles Udeblivelse 2 Rdlr.; den, som forsømmer en Hovedprøve, bøder 5 Rdlr.
[sideskift][side 040]3) Til Prøverne bør Enhver i Forveien at gjennemgaae sin Rolle med Flid, saa at han ikke har nødig at læse den op af Papiret. Den, som paa Hovedprøve ikke har lært sin Rolle vel udenad, betaler 5 Rdlr.
4) Prøverne holdes med lydelig Røst og tilhørende Theaterspil, da alle øvrige Tilstedeværende imidlertid bør være forbundne at holde Skuepladsen ryddelig og iagttage en anstændig Taushed.
5) Forestillingsdagene indfinde alle Vedkommende, saavel Skuespillere som andre ved Skuepladsen opvartende Personer sig saa betids, at alting til bestemte Tid kan være færdigt. Hvo af Ovenmeldte der vægrer sig ved at gjøre sin Pligt, under hvad Paaskud endog være kunde, betaler første Gang en Maaneds, anden Gang en Fjerdingaars Løn, og bliver tredie Gang uden videre at forafskedigedes.
6) De Dage, der skal spilles, maae alle Skuespillere, som i det forestillende Stykke have noget at bestille, indfinde sig paaklædte til Forestillingen i Foyeren en Time førend Skuespillets Begyndelse efter Placaten, for ifald Directeuren maatte finde det for godt at forandre deres Klædedragt, om den ei skulde være anstændig eller indrettet efter det opførende Stykke, Hvo, som da ikke er paaklædt, bøder 2 Rdlr.
7) Buddene ved Skuepladsen og Orchestret skulle hver Morgen indfinde sig hos Directeuren, for at udrette hvad nødvendigt der kunde forefalde.
8) Ingen Uvedkommende, under hvad Skin og Ærinde de og maatte melde sig, tilstedes nogen Adgang paa Skuepladsen, enten ved Prøver eller før, ved og efter Forestillinger, hvilket paaligger Sveitseren at beobagte.
[sideskift][side 041]9) Directeuren, og i hans Fraværelse Regisseuren paa hans Vegne, har Rettighed til at paalægge alle paa Skuepladsen værende Personer Taushed, saafremt at nogen Kiv eller Trætte mellem dem skulde vise sig; de, som da ikke adlyde saadan Advarsel, betale 2 Rdlr. Mulct. Men skulde deraf opstaae Slagsmaal, da reserverer Directionen sig, efter Undersøgelse og befundne Omstændigheder, at straffe den Skyldige med vilkaarlig Mulct og i alt Fald med Blaataarn.
10) Alle i Følge ovenstaaende Reglement forefaldende Bøder antegnes strax af Regisseuren, der tilkjendegiver dem for Inspecteuren, hvilken Sidste beregner dem til Indtægt for de Fattige, naar de ved Lønningens Betaling qvartaliter ere afkortede."
Dette var nu vistnok meget alvorligt meent, men Overholdelsen blev, især paa Grund af Personsanseelse, dengang som i den allernyeste Tid, forsømt, hvorfor der meget snart af de Mægtige Skete saa mange og store Overtrædelser, at Lovene kun nu og da bleve haandhævede imod ubetydelige Personer, der stode i Misgunst.
Ogsaa for det sceniske Udstyr viste Directionen sig omhyggelig ved at ansætte Theatermaler Cramer fast med 500 Rdlr. aarlig, og det franske Theaters Skræder Fougère som Dessinateur, til "Klædernes Tegning og Forfærdigelse" med 575 Rdlr.
Endskjøndt Capellet var blevet omordnet og sat paa en fast Fod i 1771, lød allerede mange Klager over at Sagerne i det Hele vare for ringe for de Dygtige og at flere af disse endog vare slettere aflagte end nogle, der hverken gjorde eller kunde gjøre saa vigtig Tjeneste som de. Herpaa søgte Nielsen at raade Bod ved en Plan, hvorefter Capellets Etat blev:
[sideskift][side 042]| Over-Capelmester Sarti | 800 Rdlr. | ||||||
| Første Violiner |
Concertmester Hartmann | 600 | |||||
| til Instrumenters Istand- holdelse |
300 | 900 " | |||||
| Darbès | 500 " | ||||||
| Schmidt | 350 " | ||||||
| Semler | 350 " | ||||||
| Anden Violiner |
Zeiger | 550 " | |||||
| Hagemann | 400 " | ||||||
| Lund | 350 " | ||||||
| Lem | 250 " | ||||||
| Bratschist | Bechstedt | 350 " | |||||
| Violonceller | Degen | 450 " | |||||
| Morell | 350 " | ||||||
| Contrabasser | Schreiber sen. | 350 " | |||||
| Schreiber jun. | 350 " | ||||||
| Fløiter | Zielcke | 650 " | |||||
| Tüchsen | 350 " | ||||||
| Oboer | Tauer | 500 " | |||||
| Jacobsen | 350 " | ||||||
| Brandt | 150 " | ||||||
| Horn | Grüner | 350 " | |||||
| Falck | 350 " | ||||||
| Fagot | Sell | 350 " | |||||
| Cembalist | Schiørring | 400 " | |||||
| Harpenist | Kirchhoff | 150 " | |||||
hvorved Lønningerne for Musici udgjorde de 9850 af de 11,100 Rdlr., der for Øieblikket medgik til Capellet, hvis Etat forresten fastsattes til 12,000 Rdlr. Denne Sum udrededes imidlertid af Hofkassen og vedkom ikke Theatret, [sideskift][side 043]der kun havde omtrent 600 Rdlr. Udgift for Tjeneste, som Capellet ikke var forpligtet til.
Endelig maatte Directionen sørge for Istandsættelse og Udvidelse af Huset, hvilket den havde modtaget i en meget brøstfældig Tilstand og fandt altfor indskrænket og ubeqvemt til de fra Maskineriets Side vanskelige Forestillinger, som man nu gav. For ufortøvet at foretage Ombygningen efter Prof. Harsdorffs Plan var det, at Forestillingerne var blevne forlagte til Hoftheatret, hvor man, da Arbeidet blev betydeligere, end man havde ventet, ogsaa maatte aabne den sex og tyvende Saison.
Oprettet 2006, korrekturlæst. Opdateret af