[side 390]De to nye Originaler: "Den kjærlige Datter" af Jfr. Biehl og "Stedmoderen" af Peter Topp Wandal, vare begge fremkaldte ved en af "Selskabet til de skjønne Videnskabers Fremme" udsat Præmie for den bedste Comedie. Comedie var intet af disse Grædestykker, men Selskabets egenlige Formaal var heller ikke at opmuntre Comedieskrivere: formaaende Velyndere, der vilde skaffe Jfr. Biehl Udmærkelse og Indtægt, havde dertil opfundet denne Priisudsættelse, som de ventede, at Ingen uden hun vilde melde sig til. Selskabets skamløse Uretfærdighed gik ogsaa saa vidt, at Wandal for sit Stykke, som virkelig, baade i Anlæg, Charakteerskildringer og Sprog, viste et ikke ringe Talent, kun tilstodes en Understøttelse til dets Trykning, og Jfr. Biehls tilkjendtes Prisen, endskjøndt det i enhver [sideskift][side 391]Henseende stod endog under hendes tidligere Fabrikarbeider og var i høieste Maade baade udramatisk og utheatralsk. Leonore er gift med et gjerrigt Afskum, som holder hende indesluttet, lader hende lide Mangel, tyvter hende, sigter hende for at have betalt Galaner og vil kaste hendes syge Fader, der ved Godtroenhed er bleven forarmet og som maa holde sig skjult, i Gjældsfængsel for en Sum, hvilken han, igjennem en Commissionair, har laant ham imod udblu Rente. Hvorledes hendes Mand i oprørende Raahed mishandler hende, hendes Anstrengelser for at understøtte og skjule Faderen, og at denne tilsidst, da han ved en Arv pludselig bliver hovedrig, lærer at kjende sin Svigersøns Nederdrægtighed, dette er Stykkets Handling, som er udtværet ved lange Monologer, hvori Personerne fortælle sig selv deres Tanker og Følelser. Til at være det Moersomme i dette modbydelige Billede har Forfatterinden indskudt Leonores Broder: en uforskammet Bengel, der gjør Gjæld for at leve i Suus og Duus, kryer sig af at være Forfører, spotter sin ulykkelige Fader, og ikke lader det blive ved at sige sin Søster i Øinene, at hun holder Galaner, men ærgrer sig over, at han ikke selv har skaffet hende dem, da det "havde været ham et sikkert Middel til at erhverve Venner", ja en ublu nok til at tilbyde: "Jeg skal ved alle Leiligheder være Dig behjælpelig i Dine Kjærlighedssager, naar Du vil gjøre det samme imod mig." Opløsningen paa denne Comedie er i alle Henseende forbausende sørgelig: Forfatterinden lader Broderen med eet gaae over fra den skjændigste Forvorpenhed til den dybeste Anger og pludseligt blive et dydigt Menneske; men endskjøndt hun saa lidet gjør sig Skrupler over at byde Publikum den groveste Urimelighed som Menneskeskildring, [sideskift][side 392]vover hun ikke at gjøre et saadant Uhyre som Manden om til en skikkelig Person: hun lader ham ikke alene blive hvad han er, men giver ham Anledning til at blive endnu værre, ved at lade Faderen sige, at han ikke skal faae en Skilling af de arvede Penge; og til en fornøielig Ende paa Comedien bliver "den kjærlige Datter", som Løn for sine Opoffrelser og Lidelser, ved at være den uforbedrelige Kjæltrings Kone. — Til sin Skam maatte Selskabet optage dette Makværk, som "et kronet Priisskrift", i sine Skrifter. Publikum viste sig retfærdigere: "Stedmoderen" mødte, som forkastet af Selskabet, ikke større Forventning, end at den første Forestilling kun gav 116 Rdlr., men Stykket tog sig saa rask op, at den anden indbragte 187, den tredie 190, den fjerde 226 Rdlr., og den holdt sig i jevn Opførelse paa Scenen til 1778; "Den kjærlige Datter", som ved første Forestilling gav 177 Rdlr., sank derimod ved den anden til 154, ved den tredie til 133, og lagdes derpaa til evig Hvile. For "Stedmoderen" tilstod Directionen Forfatteren et Honorar af — 50 Rdlr! Jfr. Biehl maatte lade sig nøie med Æren. — "Themistokles", en Tragedie efter Metastatios Opera af samme Navn, havde allerede for flere Aar siden været paatænkt til Opførelse. Da betalte man Wintmølle 12 Rdlr., for at oversætte den fra Italiensk paa Prosa, og Prahl 30 Rdlr. for "at indrette samme Prosa paa Vers"; nu gav man Reerslew 15 Rdlr. for at gjøre disse Vers "smukke og coulante", saa at Honoraret for dette Kluderie blev større end for Wandals Original. Den første Forestilling gav 214 Rdlr., den fjerde 124, og uagtet Hortulan i Hovedrollen feirede sin Triumf som Heltespiller, opnaaede denne Tragedie kun 7 Forestillinger. — Jfr. Biehl "beskjænkede Truppen med [sideskift][side 393]en smuk curiøst Nytaars-Prologus: Den forvundne Angst", som, uagtet dens Trivialitet, tilhører Historien, da den giver adskillige Træk af det datidige Theatervæsens Eiendommelighed.

Hele Truppen er i sin Pynt, til "Parade" ved Roses Fremsigelse af den forventede Prolog, og Als staaer, som Inspecteur, i Begreb med at ringe til Forestillingens Begyndelse.

"Første Scene.

Mess. Als, Londemann, Rerslew, Hortulan, Musted.

Als. Nu er Klokken i al Sandhed allerede paa Slaget fem, jeg veed aldrig hvordan dette skal gaae til! Jeg frygter, der vil overgaae Theatret en stor Skam i Dag.

Musted. Vi kan gjerne tøve lidt længere end sædvanligt; thi siden alle Folk gjør Nytaars-Visiter, saa vil de kun komme sildig i Logerne.

Reerslew. Men Parterret er fuldt, og dersom vi bier forlænge, saa maatte det blive utaalmodigt.

Hortulan. Ah Snak! De veed jo, at alle vore Fruentimmer skal lade sig see i Dag, og at det udkræver megen Tid af faae deres Pynt i Stand.

Anden Scene.

De Forrige, Jfr. Bøttger, Mad. Hallesen, Mr. Clementin.

Bøttger. Saa! mener De det, Mr. Hortulan? Da kan jeg have den Ære at sige Dem, at Fruentimmerne ere ganske paaklædte, og at der kan begyndes for dem, naar det skal være.

Londemann. Ja det tænkte jeg vel, at de vilde blive hastig paaklædte i Dag, paa det man ogsaa skulde [sideskift][side 394]miste den Undskyldning; det er dog besynderligt, at de endog skal være gjenstridige, naar de synes meest føielige.

Bøttger. Hvad vil det sige?

Als. At her er en stor Ulykke paa Færde i Dag!

Bøttger. Hvormed?

Reerslew. Rose er ikke kommen endnu.

Bøttger. Er der da ikke gaaet Bud til ham? Jeg er bange, at han er bleven syg, thi naar pleier han at komme saa sildig!

Clementin. Nei, han venter efter den forhexede Versemager; thi da jeg kom herhid, saa havde han ikke faaet Verset endnu, som han skal recitere i Aften.

Hallesen. Det maa ogsaa være den største Dosmer iblandt Poeterne. Jeg var tilfreds, at jeg havde fat paa ham, saa skulde jeg varme hans Øren, og ikke holde op, førend at Heden var stegen op i hans Hjerne, og han talede i lutter Vers.

Tredie Scene.

De Forrige, Mad. Linckwitz, Jfr. Samuelsen, Jfr. Bergmann, Mr. Ørsted.

Linckwitz. Er det sandt Ørsted siger, at vi ingen Prologus har faaet endnu?

Als. Ja desværre.

Samuelsen. Det er jo en grumme Fortred!

Linckwitz. Men hvordan gaaer det til?

Als. Det gaaer saaledes til, at Mr. Versekræmmer har fixeret os, og er ikke bleven færdig med det endnu.

Bergmann. Han burde faae Skam for den Angst han sætter os i.

[sideskift][side 395]Musted. Han har maaskee Ulykke nok paa sin viis, hvo veed hvor tidt Pegasus har gjort ham til Græs-Rytter i denne Tid?

Londemann. Ja, maaskee det gaaer ham endnu værre; thi dersom han er klavret op paa Parnassus, for at faae sig en Lædskedrik af Hypocrene, og hans Hoved ikke er desstærkere, har han maaske faaet en Svindel, saa han skal have ondt ved at komme paa Jorden igjen.

Bøttger. Og imidlertid sidder vi her i tusende Angester; det mindste der rører sig, saa gaaer mine Been under mig.

Bergmann. Jeg kan sige Dem at Klokken er slaget fem.

Samuelsen. Og at Huset allerede er fuldt.

Ørsted. Alt det veed vi, men siig os et godt Raad i det Sted.

Bøttger. Jeg veed ikke hvad jeg gad ønsket den, der har været Ophavsmand til den Nyt-Aars Gratuleren; staaer vi nu ikke her ret som nogle Narre.

Hortulan. Det gjør der saa mange ved slige Leiligheder.

Reerslew. Hør, kjære Venner! Tiden er forløben nu maa her fattes en Slutning; siig, skal vi begynde Comedien, thi Prologus faaer vi neppe i Aften?

Ørsted. Det gaaer aldrig godt; Noget maa der siges til Tilskuerne, det er vor Pligt at takke dem.

Musted. Det negter ingen, men hvem tør haranguere et Publikum extempore.

Londemann. Det kan Een af Fruentimmerne gjøre; thi de kan ved venlige Miner og Øiekast erstatte det, der mangler i Veltalenhed.

[sideskift][side 396]Als. End om vi tog en Prologus, der var brugt for nogle Aar siden?

Reerslew. Nei, vi bør have mere Ærbødighed for Publicum, end at give det noget opkaagt Tøi.

Hortulan. Naar man er i Knibe, saa hjælper man sig, som man kan, og desuden, er ikke alt hvad der kan siges ved slige Leiligheder allerede sagt tusende Gange? I Aar takker vi Publicum fordi der aldrig har været Pladser ledige, og forsikrer det om vores Erkjendtlighed og Flid, ad Aare takker vi det, fordi Huset stedse har været fuldt, og forsikrer det om vores Taknemmelighed og Nidkjærhed. Er det nu andet end at skifte Ord?

Bøttger. Ordene ere ogsaa mindste, allerhelst, da vores Gjerninger bør tale for os, da vores utrættelige Flid at fornøie og behage Publicum kan langt kraftigere udtrykke vores Glæde og Kjærlighed, end de meest veltalende Tunger.

Clementin. Altsaa kunde vi maaskee endda til Nød hjælpe os, ved at tage et Stykke hist og et andet Stykke her, dersom vi alene kunde faae lidt Stunder til at læse over paa det.

Samuelsen. O, Jomfru Bøttger har saadan en skjøn Hukommelse, at naar hun kun har læst det een Gang igjennem, saa kan hun vist recitere det.

Hallesen. Og Souffleuren kan hjælpe hende.

Bøttger. Nei, jeg er Deres skyldige Tjenerinde, det er et Arbeide, som jeg ingenlunde kan paatage mig.

Ørsted. Men hvorfor ikke? veed hun ikke, at det er uerkjendtligt at vægre sig for at yde en skyldig Tak!

[sideskift][side 397]Bøttger. Det er sandt, saa snart det skeer af Modtvillighed, men ikke naar det skeer af Overbeviisning om sin egen Ufuldkommenhed.

Reerslew. Er nogen Veltalenhed stor nok til at frembringe en Taksigelse, der kunde veie op imod den Forpligtelse, som Publicum dagligen lægger os under?

Linchwitz. Hvor stor Kjærlighed viser det ikke imod vort Selskab?

Hortulan. Har vi ikke dets Godhed at takke for vort Levebrød?

Bergmann. Hvor kjærligt seer det ikke igjennem Fingre med vores Ufuldkommenheder!

Clementin. Vi bør, vi maa takke det, og — —

Fjerde Scene.

De Forrige, Mr. Printzlau.

Printzlau. Giv Eder nu tilfreds, den Angst er forvunden; thi nu er Rose her.

Londemann. See! nu skulde han komme, just da jeg var paa Veie til at blive Poet, Orator, og jeg veed ikke selv hvad, for at hjælpe disse stakkels Pigebørn af deres Angst, men jeg haaber ogsaa, at I belønner mig for min gode Villie.

Hallesen. Aa! Ja! Lønnen skal blive ligesom Tjenesten; thi den kom ikke længere ned til Forsættet.

Femte Scene.

De Forrige, Mr. Rose (kommer).

Als. Har Du faaet Verset?

Rose. Ja, for en halv Time siden, saa smukt som det er. Jeg har læst saa det svier i mine Øine. Men [sideskift][side 398]gaaer nu hen og stiller Eder i Orden, medens jeg tager mine Klæder paa, og lad Christopher (Nielsen, Maskinemesteren) være i Beredskab til at lade Dække gaa op, saa skal jeg strax være her.

Als. Ha, det lettede, — aldrig har jeg udstaaet saadan Angst tilforn.

Bøttger. Himlen skee Tak, at den er forsvunden.

Londemann. Saa Piger! Enhver hen paa sit Sted, og gjører mig nu ingen Hocus pocus.

Rose (forundret idet han kommer ind) Hvad! Er Dækket alt oppe?

(Til Tilskuerne.)

Blandt Lasters store Hær, som Mennesket beskjæmme,
Er den vist allerstørst, Velgjerninger at glemme,
  Ei mindste Gnist af Dyd kan findes i det Bryst,
  Som ei beviset Godt erindrer sig med Lyst.
Da Skuespil et Speil for Mennesket bør være,
Hvori det Lyst til Godt, og Had til Ondt kan lære,
  Os som Thaliæ Børn en dobbelt Skam det blev,
  Om vi Velgjerninger i Glemme-Bogen skrev.
Men ak, Velyndere! for alt det Godt vi nyde,
Kan vi til Vederlag end ydmyg Tak kun byde,
  For Ævnen Villjen tag, vor Flid, vor Nidkjærhed
  For Eder vidne skal om vor Erkjendtlighed.
Ved Eders Kjærlighed er vi for Modgang trygge,
Og Eders Godhed er den Grund, hvorpaa vi bygge,
  Om den unddrages os, strax alting undergaaer,
  Men den vi see — vi har —

Et glædeligt Nyt-Aar."

[sideskift][side 399]Debutantinden Jfr. Conradi skulde spille ynge Piger og, i Nødsfald, Perniller, men tiltalte ikke meget Publikum og var desuden svagelig, saa hun blev kun af ringe Nytte for Theatret.

Det var Balletten, hvorved denne Saison især udmærkede sig; dog paa ingen Maade for Compositionernes Skyld, thi man fandt strax, at Martin deri stod meget tilbage for Sacco. Hans gav 7 Balletter: den 5te October Soldaterne; den 9de Novbr. De latterlige bedragne Herrer; den 9de Decbr. Glauci og Scyllæ Kjærlighed; 4de Jan. De smukke Kunsters Skole; 1ste Febr. Gratulationsballet, i Anledning af Kongens Fødselsdag; den 22de Febr. Gratulationsballet, i Anledning af Kronprindsens Fødsel; 6te April Danmarks og Norges Indbyggeres Høitid, i Anledning af Dronningens Opkomst. I alle savnedes Handling, Sammenhæng og Opfindelse, men Udførelsen vandt overordentligt Bifald og lokkede mange Tilskuere, thi Martin var i Virtuositet, Gratie og Lethed den første Dandser, der endnu havde ladet sig see i Kjøbenhavn, og hans Dandserinde, den deilige Mad. Dutillet, der kappedes med ham i Kunstfærdighed, og tillige udmærkede sig ved sit henrivende mimiske Spil, gjorde sig forgudet ved den naturlige Ynde og Elskværdighed, som vare udbredte over alle hendes Bevægelser og skaffede hende Tilnavnet: den Uforlignelige. Endnu mange Aar efter at disse to Publikums Yndlinger havde forladt Kjøbenhavn, bleve de af gamle Comediegængere og Balletpersonalet erindrede som det, baade ved Kunst og Skjønhed, meest indtagende Par, der nogensinde her havde viist sig i den høiere Dands. Det kongelige eller, som det almindeligt kaldtes, Byens Theater beholdt dem kun for denne Saison, thi Martin [sideskift][side 400]gik fra dens Udgang til det af hans Kone bestyrede Hoftheater, hvor han, da Sacco var Balletmester, blot virkede som første Dandser, og Mad. Dutillet tog ogsaa imod Tilbud om Engagement derved, saa meget mere som hendes Mand havde fra næste Saisons Begyndelse faaet Ansættelse i det franske Selskab som første Elsker og Regisseur. Ligeledes gik Dandseren Barch i Mai til Hoftheatret fra det kongelige Theater, hvorved fra samme Tid, Frederik Schwarz, som fortrinligt havde udmærket sig blandt Laurents Elever ved en Lethed, Kraft og Smidighed, der vakte Forventning om, at han vilde blive en fortræffelig comisk Dandser, blev antaget til, under navn af Figurant, for 150 Rdlr., i et Aar at udføre hvilkesomhelst Partier, der af Balletmesteren tildeeltes ham. Han fik strax Leilighed til at sætte sig i Publikums Yndest, da han optraadte i Intermediet til "Kildereisen" og bidrog meget til at det modtoges med saa stort Bifald, at man fandt sin Regning ved at gjentage det særskilt den 29de Juni. Samme Dag fremkom Soelberg, som atter var paa rede Haand til at erstatte Savnet af en Balletmester, med en ny Ballet: Ariadne forladt af Theseus, men den gjorde aldeles ingen Lykke. I November havde, i forgjæves Haab om Engagement, "en fremmed her kommende saakaldet Skotter" (hvis Navn var Gilly) givet "nogle Præsentationer med sin Datter" og derfor faaet 50 Rdlr. Han udførte en engelsk Matrosdands "i Træskoe" (med Smæktøfler) og en frieslandsk Pas de deux med Datteren, som, efter Balletdandserindernes tidligere Viis, ogsaa sang franske og italienske Arier.

Den franske Directrice havde, "til bedre soutien", anholdt om at maatte paa Hoftheatret give "Redouter eller Masquerader", hvilket fandt meget ivrig Anbefaling hos [sideskift][side 401]Hoffolkene, som dreve igjennem, at det, da Theatret var paa Slottet, blev, uagtet Adgangen skulde være offenlig og betales, betragtet som en kongelig Huussag og bevilgedes ved en blot Tilladelse fra Overhofmarskallen. For at den danske Skueplads dog ikke skulde kunne siges, at have lidt Skaar i sine Privilegier, idet man ved en saa folkelokkende ny Forlystelse endmere trak Besøget fra den, gav man ogsaa den, "til allernaadigst Understøttelse", uden Ansøgning, Privilegium paa at give Maskerader, med den, ligesom til Spot, vedføiede Betryggelse, at de "ikke maatte holdes andetsteds end der, undtagen paa det kongelige Slot". Directionen indsaae meget godt, at der ogsaa denne Gang blev gjort Staden en Foræring, som den helst maatte være fri for. Det var ikke nok, at denne Forlystelse, der var beregnet paa at sammenbringe en stor Masse Mennesker, vilde, da der var To, som skulde kappes om at tage Fordeel af den, gaae hyppigt paa og derved i det Hele betydeligt skade Skuespilbesøget, men det maatte antages: — at de kongelige Herskaber jevnligere vilde besøge Hoftheatret end Theatret paa Kongens Nytorv, som de skulde kjøre til, og at derved ogsaa de Fornemme især vilde tager derhen; — at det maatte blive den danske Skueplads til føleligt Tab naar Hoftheatrets Maskerader faldt paa dens Forestillingsaftener, og at den lavere Adgangspriis, som den franske Directrice kunde tage, da de fornødne Indretninger paa Hoftheatret bleve gjorte for Kongens Regning, medens de paa det kongelige Theater, hvor de desuden maatte blive langt betydeligere, kom Kassen til Byrde, ogsaa vilde bringe Middelstanden til fornemmelig at søge Hoftheatrets Maskerader. Directionen maatte imidlertid beqvemme sig til at gjøre Brug af den beviste kongelige Naade, der lagde [sideskift][side 402]endeel nye og meget ubehagelige Forretninger til dens ulønnede Embede. Under Prof. Harsdorffs Ledning bleve endeel nødvendige Forandringer ufortøvet iværksatte, samt et borttageligt Gulv og en pragtfuld Decoration forfærdigede, hvorved Kassen sattes i en Udgift af 1767 Rdlr. De to i denne Saison givne Maskerader, hvortil en Billet kostede 1 Rdlr., medens den paa Hoftheatret betaltes med 5 Mk., var, uagtet det blev tilladt at holde Bank paa dem, ikke stærkere besøgte, end at de kun indbragte 724 Rdlr.

Det franske Selskab havde mere tjent til at forherlige end at fordunkle de danske Acteurer i Publikums Øine. Endogsaa det Fremmedes ubetingede Tilbedere begyndte at finde de Franske, med Undtagelse af Dinezi, temmelig maadelige. Deres smaa Syngestykker lokkede, ved den melodiøse, behagelige og livfulde Musik, der var Publikum noget aldeles Nyt, endeel af Byens Folk til at anmode om Billetter til de første Forestillinger, men ellers havde Selskabet sjeldent andre Tilskuere end de kongelige Herskaber med deres Følge og endeel Store og Embedsmænd, som troede at behage Kongen ved at indfinde sig med deres Damer. Fra Kongen, den 6te Mai, tiltraadte sin Udenlandsreise indtil hans Hjemkomst, 14de Jan. 1769, gaves de franske Forestillinger for Betaling: Første Loge og Amphitheaterlogen kostede 4, Amphitheatret 3 og Anden Loge og Parterret 2 Mk. Da viste det sig ret iøinefaldende hvor saare lidet Publikum brød sig om dette fremmede Skuespil, thi gaves et allerede opført Stykke og Mad. Dutillet ikke dandsede, var det ikke sjeldent at næsten alle Loger stode tomme og der paa Gulvet var kun en Snees Tilskuere, hvorfor ogsaa Directricen kun spillede fordi Dronningen undertiden befalede et af hende selv bestemt [sideskift][side 403]Stykkes Opførelse, og da i Almindelighed gav en Foræring i Betragtning af det slette Huus.

Til Nytaarsgave havde den danske Skueplads af Kongen faaet en betydelig Foræring, som Directeurerne forudsaa vilde blive den meget bedrøvelig, og virkelig blev det i langt høiere Grad end de havde forestillet sig. Vi vide, at Hoffet med megen Smerte havde seet den italienske Opera vandre bort. Ogsaa havde det allerede Aaret efter at den tog Afsted, været betænkt paa at faae den kaldt tilbage i en ny Skikkelse. Da Sarti i Sommeren 1765 reiste til Italien, bade endeel af de meest formaaende adelige Familier ham, endelig at underhandle med nogle dygtige italienske Operister og, naar han havde Sikkerhed for at kunne faae et godt Selskab og hvad det vilde koste, at skrive hertil, da de saa nok skulde bevæge Kongen til at give Theatret et saadant Tilskud, at der igjen kunde blive Opera. Sarti opfyldte med megen Fornøielse denn Anmodning, og Sagen var just paa Veien til at blive bragt til ønskelig Afgjørelse, da Frederik den Femte blev saa syg at man ventede hans Død og derfor opgive den. Efter Sørgeaaret havde Holck flere Gange søgt at interessere Christian den Syvende derfor, men han svarede bestandig, at allerede det franske Selskab kostede nok og duede dog ikke, ja engang havde han endog, skrev Holck til sin Søster, utaalmodig raabt: "Schaffe mir wieder das Franzosengesindel vom Halse, schmiere mich aber nicht noch mehr von Deiner verdammten Firlefanzerey an!" Generalinde Gähler, en munter ung Kone, som var lidenskabelig indtaget af Musik og stod i stor Yndest hos Dronningen benyttede imidlertid sin Indflydelse saaledes, at Kongen pludseligt, den 6te Januar, ved Rescript "tillagde det danske Comediehuus [sideskift][side 404]8000 Rdlr. aarlig til en god comique Opera", hvorved naturligviis fortodes en italiensk. Rescriptets Mening var ikke, som man skulde troe, især da Skuespillet alene havde for i Aar havt en Understøttelse af 7000 Rdlr., at det kongelige Tilskud blev forøget med 8000 Rdlr., for hvilke Skuepladsen skulde underholde en italiensk Opera, men at den i det hele skulde have denne Sum og af den bestride Operaens Underhold, hvilket ganske var at sætte den i dens tidligere ulykkelige Forfatning, da den til de 3000 Rdlr., som det hed, at Kongen for bestandig havde bevilget den til Understøttelse, fik 5000 Rdlr. for at vedligeholde Operaen, der fordrede et meget betydeligere Tilskud. De bedre Kaar fremfor dengang skulde, efter deres Paastand, som havde bevirket dette fordærvelige Arrangement, ligge i, at: "en comique Opera vilde koste meget mindre end en serieuse, saasom Sangerne lode sig billigere accordere og Garderoben var næsten for intet at regne." — Scalabrini, der strax blev ansat som Capelmester ved den forventede Opera, med 500 Rdlr. i Gage, afgik ufortøvet til Italien, for at samle Personale og tillige at engagere en Balletmester. Et italiensk Operaselskab, som, "paa Gjennemreisen til Kjøbenhavn", den 3die Februar begyndte at spille i Hamborg, kom ikke hertil, formodenlig fordi det der erfarede, at Kongen stod i Begreb med at tiltræde en Udenlandsreise.

De 32 Mænd fik allerede i denne Saison Erkjendelse af, at heller ikke de formaaede, igjennem deres to dygtige Committerede, at styre Theatret efter Plan og Forsæt. Indtægterne vare bedre end i forrige Aar: de 69 Forestillinger — hvoraf den bedste, 15de Febr., gav den hidtil høieste Indtægt: 284 Rdlr., og den sletteste, 22de Apr. [sideskift][side 405]59 Rdlr. 2 Mk. — indbragte 10907 Rdlr., altsaa i Gjennemsnit hver 158 Rdlr., og Kassen havde, med det ved Maskeraderne Indkomne, et Laan paa 2500 Rdlr. og 9000 Rdlr., der af den kongelige Understøttelse anvistes i denne Saison, havt en Total-Indtægt af 23602 Rldr.; men Udgiften havde beløbet 25261 Rdlr., hvoraf kun 3000 Rdlr. var anvendte til en af den forrige Direction efterladt Gjælds Betaling, og ved Skuespillenes Ophør stod Bech, uagtet alle sine Anstrengelser for i det mindste at holde Indtægt og Udgift i Ligevægt, uden en Skilling i sin Kasse og maatte berette, at nu var Theatrets Gjæld steget til 31242 Rdlr. Dette sørgelige Resultat bevægede Revisorerne til at anmærke: "at det ved første Øiekast havde været dem ubehageligt at see det, men at de ved nøiere Undersøgelse havde bemærket, at ligesom Kassen havde havt en extraordinair Indtægt af 4500 Rdlr. ved et Laan og ved at et Qvartal af det kongelige Tilskud til Opera at foranstalte var blevet betalt, dog Operaen først skulde tage sin Begyndelse til October, saaledes havde den ogsaa til Laans Betaling og Maskeradernes Indretning havt en extraordinair Udgift af 4500 Rdlr." — "Vi haabe," vedbleve de, "at Kassens Indkomster for det kommende Aar ville blive tilrækkelige uden ny Gjælds Paadragelse, men Skulde dette, imod Forhaabning, feile, da see vi ikke hvorhen vil, dersom dette Værk uden Hjælp af et besynderligt kongeligt Gratuité skal bygge sit soutien paa Publikums foranderlige Yndest." — Deres Haab slog dem mærkeligt feil; men det var hos dem, som paatvang Publikum Foranderlighed, ikke hos Publikum, som modtog den, at de skulde have søgt Skylden; hidtil havde Publikum virkelig med stor Selvstændighed afviist alle de bekostelige og taabelige For[sideskift][side 406]søg, man havde gjort paa at give det Afsmag for Skuespillet, som nødtes til at betale dem.