[sideskift][side 335]De 34 Forestillinger havde indbragt 6504 Rdlr. 4 Mk.: altsaa i Gjennemsnit hver 191 Rdlr. 2 Mk.; den bedste, 25de Novbr., gav 265 Rdlr., den sletteste, 21de Octbr., 79 Rdlr. Saisonnen tegnede saaledes til at blive særdeles god, hvilket i Forening med Falchs ivrigt fortsatte Bestræbelser for at indføre Orden og en fornuftig Sparsommelighed vakte hos Directionen Haab om, at der endelig vilde kunne gjøres et klækkeligt Afdrag paa Gjælden. Den sørgelige Afbrydelse forværrede imidlertid Omstændighederne i den Grad, at endog Falch fortvivlede og for sine Meddirecteurer erklærede, at fra nu af saae han ikke mindste Udvei til Redning, men var hver Dag belavet paa at ende med den uundgaaelige Fallit.

De to Nyheder i Repertoiret vare Femactscomedier af Jfr. Biehl: høist maadelige Fabrikarbeider, uden Sandhed, Lune eller theatralsk Virkning, med en i mange kjedsommelige Scener paa en plump Maade fremsat dagligdags Moral. "Den listige Optrækkerske" oplevede tre Forestillinger; "Den forelskede Ven" kun to, hvoraf den sidste nær havde voldet meget ubehagelige Optrin. En af Hovedpersonerne: von Pralendorf, en grimasseret von Thyboe, havde den første Aften givet Officererne saa stor Forargelse, at de ved anden Opførelse indfandt sig i Masse, for at pibe saa snart han lod sig see. Forfatterinden havde imidlertid ikke forsømt at søge Beskyttelse for sit Værk baade hos Gouverneuren og Politiemesteren, og Parterret var saaledes besat med Vagt, at Roligheden holdtes vedlige indtil von Pralendorf et Sted skal til at exercere for sin Elskede. Her begyndte Officererne at trampe. Da Gouverneuren, som selv var tilstede, steg op paa en Bænk og befalede, at de skulde holde sig stille, dersom de ikke [sideskift][side 336]øieblikkeligt vilde blive arresterede, holdt de dog strax op, men marcherede støiende ud af Parterret, med Undtagelse at et Par af Forfatterindens Venner, som, da Stykket var endt, søgte at give hende Opreisning ved at klappe op imod den Loge, hun sad i, hvilket havde til Følge, at der fire Dage efter holdtes "to Møder paa Klingen, dog uden betydelig malheur."

Debutanten Ballum var en forfalden Student, der hidtil havde været Truppens meget uefterrettelige Statistformand og nu fik Tilladelse til at forsøge sig i Londemanns Fag, som man ønskede at finde en Doublant til, da den udmærkede Comiker saaledes havde overanstrengt sine Kræfter, at han ofte skrantede. Ballum faldt aldeles igjennem. I Johanne Sophie Bergmann, en 23aarig smuk Pige, som et Par Aar efter blev gift med Souffleur Knudsen, fik Theatret derimod en særdeles lovende Begynderinde, der ved ualmindelig Flid hurtigt udviklede sine gode Anlæg saaledes, at hun i baade Tragedien og Comedien kom til at indtage en udmærket Plads. Hun var begavet med en meget behagelig Syngestemme, havde en god Figur og opfattede ikke alene fortræffeligt sine Rollers Charakteer og gav den med stor Naturlighed, men overraskede ofte Kjenderen ved en hende eiendommelig let, men meget udtryksfuld Nuancering i sin Diction. I Begyndelsen var hendes Holdning saa slet, at Theatret en Tidlang maatte lade hende undervise i "at gaae, bære sig og gjøre en skikkelig Compliment", men hendes Iver og Nemme bragte det snart til, at hun deri blev et Mønster for de andre Skuespillerinder.

I denne Saison fik Sacco kun tre Balletter paa Scenen: den 25de Septbr.: Den uformodenlige Undsætning; [sideskift][side 337]9de Octbr.: Enken, som søger en Mand blandt fire Nationer; og den 18de Novbr.: Den bedragne Gnier eller Trivelins Skalkestykker.

---

Da Frederik den Femte ikke i sine sidste Leveaar havde kunnet følge sin Lyst til at deeltage i offentlige Forlystelser, havde mange af hans Stormænd og deres Familier følt sig forbundne til heller ikke at lade sig indfinde ved dem; de nøiedes med de ved Hoffet foranstaltede Festligheder, som bestandig bleve færre. Endskjøndt det danske Theater begyndte at finde Naade for de Fonemmes Øine, var dets første Etage derfor i det sidste Par Aar hun sjeldent blevet beæret med de blaae og hvide Baands Nærværelse. Den aftenlige Indtægt havde det ikke skadet; den var tvertimod steget betydeligt: Middelstanden, med Undtagelse af enkelte Familier, som vare andægtige af Tilbøielighed, havde nu saa temmelig gjort sig fri fra den Fordom, der stemplede Theatret til en Vederstyggelighedens Tempel, hvilket det ikke anstod Christne at nærme sig, og som en Følge deraf strømmede Folk til Huset saa ofte der gaves noget Interessant. Men Skuepladsen havde ved de Stores Udeblivelse tabt de formaaende Talsmænd, som den høiligen trængte til at have hos Kongen paa en Tid, da det ikke mere var muligt, med de betydelig Indtægter, hvilke den havde Evne og Anseelse til selv at erhverve sig, at afvende den Ødelæggelse, der var paaført den af netop ham, som dog fordrede at gjælde for at være dens Velgjører, og havde erklæret, at han vilde see den oprettet "til det danske Sprogs Flor" og understøttet "i hvis som maatte tjene til Truppens Vedligeholdelse og Comediernes Continuation."

[sideskift][side 338]Det hænger som en Hæder ved Fredrik den Femtes Navn, at han grundlagde den danske Skueplads, og over Indgangen paa det nustaaende Theater læses, at han har "opbygget" det; men hvad lærer Historien om hans kongelige Forsorg for den? Han tillod Oprettelsen af en dansk Skueplads og gav — 2000 Rdlr. til et Theaters Opførelse; lod den derpaa, betynget med Gjæld for det Huus, hvorpaa der i Steenskrift fortaltes Efterverdenen, at det var en Gave af ham, skjøtte sig selv, medens han privilegerede Gjøglere og med stor Gavmildhed understøttede to fremmede Skuespil til at fravende den Folkets Besøg; tvang den, da disse Krænkelser af hans Løfte havde ført den til Undergang og han undsaae sig ved at lade et Værk, han forlangte Æren for, gaae til Grunde, med en Gjæld af mere end 11000 Rdlr. over paa Staden som en Foræring, og gav derfor af Statskassen 125000 Rdlr., imod at betinge sig og sit Hos fri Adgang i en saadan Udstrækning, at han ofte benyttede mere end den halve Tilskuerplads; overlod den derpaa atter, uden mindste Bistand, til dens Elendighed i 6 Aar, medens han rigeligt begavede dens Medbeilere; fandt sig, efter at disse og kostbare Foranstaltninger til, paa Kassens Regning, at føie hans og Hoffets Indfald, havde gjort dens Opretholdelse ved egen Kraft umulig, i at give den 3000 Rdlr. aarlig; tog deraf Ret til, igjennem en Hof-Directeur, at skalte og valte med den efter Behag; paabyrdede den, imod et Tillæg af 5000 Rdlr., Forsørgelsen af en pengeslugende italiensk Opera; fratog den igjen dette Tillæg, da Operaen, efter at have medtaget dens sidste Kraft, end mere forøget dens Gjæld og gjort endog Rentebetalingen uoverkommelig, maatte ophæves, og var siden, ved den af ham indsatte Directions Forestillinger, [sideskift][side 339]Bønner og Veeklager, kun at bevæge til i dens høieste Nød at skjænke den 1400 Rdlr., hvorvel den nu stod som en Kunstanstalt, der, trods hans saa ukjærlige Behandling, havde vundet hos Folket Deeltagelse og Agtelse i saa høi Grad, at den var bleven af national Betydning.

Ved Frederik den Femtes Død var ogsaa Tilstanden haabløs: Gjælden oversteg meget hvad der kunde udbringes ved Salg af Theatret og alle det Eiendele; til den daglige Udgift eiede Directionen ikke en Skilling; Truppen havde man ikke engang endnu kunnet betale dens i forrige Vinter forfaldne Douceur, som dog kun udgjorde 250 Rdlr.; Laan hos Private var ikke mere at opdrive, og til Stadens Kasse vovede man ikke at komme; v. d. Lühe fortvivlede over sin Chefspost, Moltke vidste ikke andet at sige, end at han for Øieblikket ikke havde Tid til at tænke paa Theatret, som matte see at holde ud indtil der kom Orden i Regjeringssagerne; og de to andre Directeurer bade kun om Afsked, men forgjæves, da Ingen kunde overtale til at træde i deres Sted. Den almindelige Forknyttelse bevirkede, at Forretningerne bleve deels forsømte, deels endnu mere forvirrede, og Acteurerne raabte paa, at Bestyrelsen i det mindste burde lade dem faae deres Tilgodehavende, da de "i deres gode Tjeneste havde derfor gjort Fyldest, og der ved deres zèle og capacité havde været saa god Indtægt, at Comediekassen vel skulde kunne betale hvad dem tilkom."

I Begyndelsen af Januar skaffede Falch endelig Udvei til Douceurens Betaling; med den gik ogsaa Kassens hele Beholdning, og alligevel havde selv de ved Contract Engagerede ikke i tre Uger faaet en Skilling i Gage. Nu lød endog det Smertens Budskab, at der "under Søge[sideskift][side 340]aaret ikke kunde gives mere end halv Gage" og selv den "var det i nærværende elendige Forfatning ei udi Directionens Formue at betale til rette Tid, hvorfor de maatte vente indtil Udvei vilde være at finde." Dette foranledigede, at de Nødlidende gjorde det ene stormende Anfald efter det andet paa v. d. Lühe og Falch, som i deres Forlegenhed ikke fandt bedre Raad, end at trøste dem med den unge Konges bekjendte Yndest for Skuespillet, af hvilken han sikkert, om de kun gave Tid, vilde bevæges til at raade Bod paa deres slette Omstændigheder.

Da Christian den Syvende, neppe sytten Aar gammel, besteg Tronen, var han meget munter, livlig og opvakt. Begjærlig efter Fornøielser af enhver Art, havde han en lidenskabelig Forkjærlighed for Theatret. Han holdt ikke alene af at see Skuespil, men deeltog særdeles gjerne i deres Opførelse. Saaledes gav han i Foraaret 1767 paa et lille Theater, der var indrettet i en Sal paa Christiansborg, to gange Orosman i "Zaire" paa Fransk, og udmærkede sig, ifølge Luxdorphs Dom, fremfor de Høiadelige og de fremmede Diplomater, der nøde den Ære at optræde med ham, ved en ypperlig Declamation, kongelig Anstand og megen Varme. Endskjøndt han spillede Fransk, holdt en fransk Troupe og helst talte Tydsk, yndede han meest de danske Acteurer og sagde ofte, naar han havde kjedet sig over sit franske Selskab: "Hölzerne Kerls! Geziertes Zeug! Amüsieren doch die drolligen Dänen weit besser!" Ligesom Caroline Mathilde foretrak han det Lystige for det Rørende og Moralske, og i deres lykkelige Dage morede det ham, at forklare hende de Steder, hun ikke kunde forstaae i Holbergs Stykker, som gottede ham saa inderligt, at han ofte under meget pudseerlige Scener [sideskift][side 341]udbrød i vedholdende Skoggerlatter. Det var ogsaa især dem, han forlangte, naar de danske Acteurer tre, fire Gange aarligt, i Begyndelsen af hans Regjeringstid, bleve beordret at spille paa Slottet for Hoffet. Opholdt han sig i Kjøbenhavn, da var han næsten hver Aften, naar der opførtes Skuespil, i dansk eller fransk Comedie, saa at det ikke, til at betegne den større eller mindre Interesse, der af Kongehuset vistes den danske Skueplads, er for Fremtiden nødvendigt at anføre de enkelte Gange dets Medlemmer besøgte den. Selv under hans lange Aandsforvirring vedligeholdt Lysten til at see Comedie sig saa usvækket, at han, naar Hoffet laae paa Frederiksberg, hver Morgen forlangte Adresse-Avisen, blot for at see om der spilledes, da han i saa Fald ikke var at holde fra at tage til Byen, hvorfor Enkedronningen, som gjerne vilde opholde sig paa Landet til seent paa Efteraaret, lod foranstalte, at der for Hoffet trykkedes nogle Exemplarer af Avisen, i hvilke Skuespilanmeldelserne vare udeladte.

Den skuespilelskende unge Konges første Resolution, Theatret vedkommende, gav imidlertid ikke meget Haab om at Personalet vilde under ham faae Forbedring i sine slette Kaar. Skuespillenes Standsning formedelst Frederik den Femtes Sygdom havde sat alle Theatrets Creditorer i Bevægelse, fordi den muligt kunde vare længe og Kassen derved vilde blive ud af Stand til at fyldestgjøre deres Fordringer, som de 32 Mænd havde ladet sig forlyde med, at Staden ikke havde nogen Forpligtelse til at betale, da der ikke af dem, paa dens Vegne, var givet Samtykke til at stifte Gjælden. For at blive af med de høirøstede Rykkere og tillige sikre sig imod personligt Tilsvar, indgik Directionen med et allerunderdanigst Andragende om, at [sideskift][side 342]der maatte tillades den at laane en til Betaling af den fra 1761 gjorte Gjæld tilstrækkelig Sum imod Stadens lovformelige Caution. Dette blev under 14de Febr. 1766 tilladt, men med det udtrykkelige Tilhold, at ingen ny Gjæld maatte gjøres. Rygtet herom vakte stor Forfærdelse hos Personalet, thi det vidste meget godt, at Directionen, dersom den ansaae det nødvendigt at holde sig Forbudet efterrettelig, hverken vilde kunne udrede dets Tilgodehavende eller fortsætte Comedierne. Det begyndte saa indtrængende at forestille v. d. Lühe sin Trang og Ret, at han, som vel var Hofmand i Ordets fuldeste Betydning, men dog havde Hjerte for sine Undergivnes Nød, og med stor Samvittighedsfuldhed søgte at opfylde enhver til dem indgaaet Forpligtelse, fandt sig dreven til, igjennem sin Svoger, Grev Conrad Holck, Christian den Syvendes Yndling, at bønfalde den unge Konge om, for hans Skyld, at skjænke Theatret saa meget, at Personalet i det mindste kunde faae Brødet. Derved opnaaede i Begyndelse af April en kongelig Gave af 1000 Rdlr., hvortil efterhaanden i Sommerens Løb kom 3000 Rdlr., saa at Directionen, skjøndt med megen Møie, vedligeholdt Betalingen af den halve Gage og andre løbende Udgifter.

Fik man saaledes lammet den slemme Virkning af den kongelige Resolution i denne Retning, yttrede den sig imidlertid desto stærkere i en anden og foranledigede en meget alvorlig Kamp. Under 9de April havde Magistraten sendt Afskrift af den kongelige Tilladelse til de 32 Mænd, for at de kunde vide, at de, paa Stadens Vegne, havde for Laanet at give deres Underskrift, uden hvilken det ikke lovformeligt kunde optages. Ifølge deres Beslutning, ikke at gaae ind paa, at Gjælden for en Anstalt, om hvis [sideskift][side 343]Overtagelse af Staden, der ikke var forhandlet med dem, og med hvis Bestyrelse man ikke havde agtet fornødent at give dem det mindste at gjøre, kunde ansees som Staden vedkommende, gave Borgerrepræsentanterne intet Svar, men betydede Magistraten, at det vel var rigtigst, om der ved en Commission tilveiebragtes Oplysning i denne Sag, hvormed de ikke vidste sig at have Noget at gjøre. Herved ængstedes Creditorerne end mere til Utaalmodighed, og  v. d. Lühe, der ikke havde ventet at de 32 vovede at modsætte sig en kongelig Resolution, var færdig at gaae ud af sig selv af Ærgrelse over, ikke at kunne faae Gjælden afgjort, og Frygt for, at han med sine Meddirecteurer tilsidst skulde komme til at hefte for den. Efter at han mundlig havde gjort flere forgjæves Forsøg paa baade at bevæge de 32 til Eftergivenhed og Magistraten til at tiltale dem i en myndig Tone, skrev han fra Frederiksberg, hvor han, som Over-Kammerjunker, laae med Hoffet, den 9de Juni til Borgerrepræsentationen en Mindelse om Sagens endelige Afgjørelse. Allerede næste Dag modtog han følgende Svar:

"Deres Excellence
Høi- og Velbaarne
Hr. Geheime-Conferentsraad og Over-Præsident
Naadige Herre!

Paa Deres Excellences høist respective Skrivelse til samtlige Stadens 32 Mænd af 9de hujus have vi herved den Ære i underdanigst Gjensvar at melde. Den høikongelige Resolution angaaende det danske Comediehuus af 14de Februarii er os den 9de April in copia tilsendt og derefter ved første Samling den 28de dito læst og protocolleret, hvor da blev resolveret, at Intet angaaende Comedie[sideskift][side 344]husets Gjæld skulde foretages, forinden det sidst-indkomne Regnskab var igjennemseet, og man deraf erfarede hvad Gjælden var; saameget som der er presset paa dette Regnskabs Affærdigelse, saa har det dog ikke været muligt endnu at bringe samme til Endelighed formedelst dets Vidtløftighed, mens forhaabe dog at samme inden en føie Tid skal skee, da vi ville blive istand til ved at indsende samme til høi- og velædle Magistraten tillige at give vore ringe og uforgribelige Tanker tilkjende angaaende Gjælden, som da og uopholdelig skal skee.

Det er os bekjendt at Deres Excelence efter allerhøieste Befaling fører Over-Direction for Comediehuset, hvormed upaatvivlelig mange Fortrædeligheder og Uleiligheder haver været forbundne; intet skulde være os kjærere end paa nogen Maade i Underdanighed at kunde medcontribuere til Lettelse herunder for Deres Excellence i Fremtiden, men da saadant, efter vor ringe Indsigt, paa ingen bedre Maade kunde skee, end ved en dertil af Directionen under Deres Excellences Revision forfattede Plan, efterdi Comediehusets Omstændigheder er dennem bedst bekjendt, saa skulle vi tro at samme kunde være høist fornøden. Thi det er Deres Excellence ligesaa godt som os bekjendt, at Stadens publique Kasser, der forhen have være istand til at gjøre Understøttelse i Tilfælde hvor det udfordredes, nu ere aldeles uformuende hertil, og neppe istand til at bestride de uundgaaeligste Udgifter; ligesom og af Grundene her i Staden ere saaledes belastede, at de ikke kunne taale nogen videre Tynge, da de neppe ere istand til at bære de allerede derpaa værende; Hvorfor det formodentlig efter vores ringe Skjønnende vil være fornødent, at see om andre Udveie og Midler i dette Tilfælde.

[sideskift][side 345]Næst at udbede os Deres Excellences Naade og Bevaagenhed forblive vi med underdanig Submission

Kjøbenhavn 10. Juni 1766

Deres Excellence
Naadige Herres
underdanigste Tjenere.
Som Formænd for de 32 Mænd
R. Fincke.  A. J. Andersen."

Af dette Repræsentationens, øieblikkeligt og kun igjennem dens Formænd givne, kolde Svar, som, langtfra at love en gunstig Afgjørelse, bebudede Modstand og desuden meget spydigt forlangte en Bestyrelsesplan, hvis fuldstændige Savn man netop fornemmelig havde lagt v. d. Lühe til Last, følte Adelsmanden sig saa fornærmet, at han ikke mere vilde have at gjøre med de 32 stivsindede Borgere, men kastede Sagens Fremme over paa Magistraten, ved i sin Hidsighed endnu samme Dag at tilskrive den saaledes:

"Der gjøres mange Ting af i Raadstuen, mens den Sag angaaende Comoedierne, som interesserer mig meest, bliver immer henlagt og gjøres ei noget ved, alt beroende indtil Commissionen samles, hvilket er vidt udseende, og veed jeg ey om det ikke er mere en Sag, der kommer Magistraten til, og de 32 Mænd. Jeg kan ingen Vey komme med Spectaklerne, som dog skal opføres til September Maaned. Jeg bliver til en ridicule og en Spot herover for hele Publico. Jeg plages af Trouppen, af Figuranterne og alle til Comoedien henhørende Betjentere om Penge og Engagement. Jeg solliciterer og tigger om Penge til disse stakkels Folks Underholdning, og ingen [sideskift][side 346]staaer mig bi, hvilket bedrøver mig mangfoldigt. Man kunde snart falde paa de Tanker, at man havde at besværge sig over Directionens Anstalter og Opførsel, at vores Huusholdning ei haver været ordentlig og menageerlig, thi at vi skulde have forrettet vores Ting interesseret, vil jeg aldrig haabe nogen kan tænke. Skulde der være Noget at sig paa os, da beder jeg, at det maatte mig og Directionen reent ud bekjendtgjøres, at vi kunde forsvare os. Jeg gjentager min Bøn at vi maatte faae vores Sag og sort at vide, hvorledes den staaer, thi i disse fortrædelige og mislige Omstændigheder kan jeg ey længere opholdes."

Da de Magistratspersoner, som havde deeltaget i Directionen og derfor muligen kunde blive fordrede til Regnskab for de optagne Laan, fandt, at det ikke anstod dem at gjøre Forsøg paa at formaae de 32 Mænd til Eftergivenhed, paatog Justitsraad, Raadmand Hæseker sig dette Hverv, men blev svaret kort, at Repræsentationen havde taget sin Beslutning, der, saasnart muligt, skulde komme Magistraten tilhænde i en formelig Erklæring. Denne udfærdigedes den 7de Juli og var saaledes lydende:

"Deres Excellence
Høi- og Velbaarne
Hr. Geheimeconferentsraad
og Over-Præsident,
Høiædle og Velbaarne,
Høiædle, Velædle og Velbyrdige
Herrer Borgemestere og Raadmænd!

Det haver behaget Deres Excellence samt høi- og velædle Herrer, at tilsende os det fra Comediehuset aflagde Regnskab fra 26de Septbr. 1764 til 21de Septbr. 1765, [sideskift][side 347]hvilket ved nogle af vores Middel og gjennemseet og herved tilbagesendes, da det maatte behage Deres Excellence samt høi- og velædle Herrer at fornemme dets Befindende af Revisorernes Paategning.

Af dette Regnskab erfares at Comediehusets Gjæld ved sammes Slutning var:

Paa Prioritet i Huset	9000	Rdlr. - Sk.
til Stadens Kæmnerkasse	7987	— 67 —
Rente deraf til 1765 Aars Udgang	3722	— 71 —
Aparte Laan	11100	—    - —
Hr. Justitsraad Falch tilgode	1164	— 5½ —
	32,974	Rdlr. 47½ Sk.

hvorimod det ikke havde mere tilgode end hos Trouppen 259 Rdlr.

Under 9de April haver det behaget Deres Excellence samt høi- og velædle Herrer at communicere os Copie af et kongeligt allernaadigst Rescript de dato 14de Febr., som tillader Directionen for Comediehuset den fra An. 1761 gjorde Gjæld, som benævnes at være opløben til en Summa af 14,034 Rdlr. 2 Mk. 12 Sk., foruden Renter 3083 Rdlr. 4 Mk. 5½ Sk. ligesom den forrige Comediehusets Gjæld paa Stadens Vegne imod deres Obligation, dog uden noget Ansvar for dem, tillaans at optage, mens at der ingen ny Gjæld maa gjøres, samt at der drages Omsorg for, at den allerede gjorte Gjæld, i muligste Maader, Tid efter anden vorder afbetalt.

Hvorledes Comediehuset er kommet til Staden, derom er aldrig af høi- og velædle Magistraten givet Stadens 32 Mænd nogen Communication, mindre med dem overlagt, hvorledes dermed skulde forholdes, som dog efter vore ringe og uforgribelige Tanker, ifølge Stadens Privilegier [sideskift][side 348]og de derpaa grundede Vedtægter, skee burde naar Comediehuset blev holdt for Stadens Regning.

Vel er af høi- og velædle Magistratens assigneret paa Stadens Kæmnerkasse Tid efter anden, som af Stadens Kæmner er bleven udbetalt til Comediehuset 7987 Rdlr. 67 Sk., men vi have aldrig anseet dette anderledes end en Forstrækning, som skulde igjen af Comediehuset til Stadens Kæmnerkasse betales, og hvorfor Staden havde Forsikkring i alle Comediehusets Effecter næstefter de paa Prioritet staaende 9000 Rdlr., hvorfor vi og ved Revisionen af Kæmner-Regnskabet for Aaret 1762 have forlangt at de denne Capital paaløbne Renter maatte i Kæmner-Regnskabet anføres, som og af samtlige høie og velædle Magistraten er bleven bifaldet og herefter i Regnskabet anført, saa at baade Capital og Renter bliver en Gjæld, som af Comediehuset bør betales næst efter de paa Prioritet i Huset havende 9000 Rdlr., og hvorfor vi forvente, at de som have assigneret samme til Staden forskaffer Rigtighed. Ved Comediehusets Regnskabs Revision fra 1ste Octbr. 1760 til 1ste Octbr. 1761, er erindret at Directionen ville vigilere derhen, at noget paa Gjælden kunde afdrages, men især see derhen at samme ei mere forøgedes. Ved Revisionen af Regnskabet fra 1ste Octbr. 1761 til ult. Juni 1762 befandtes Comediehusets Gjæld ei mere at være end Prioriteten 9000 Rdlr., Stadens Kæmnerkasses Forstrækning med paaløbende Renter og 192 Rdlr. 4 Mk. 9½ Sk., som Hr. Justitsraad Fædder havde tilgode, hvorimod Trouppen skyldte til Kassen 633 Rdlr. 2 Mk. Ved Regnskabet fra 1ste Juli 1762 til 1ste Octbr. 1763 befandtes at være gjort i eet Aar 5000 Rdlrs. Gjæld mere end forhen, som blev erindret at maatte betales uden at komme [sideskift][side 349]Staden til Last. Ved Regnskab fra 1ste Octbr. 1763 til 26de Septbr. 1764, maatte vi fornemme, at ei allene Intet paa den forhen gjorte Gjæld var afdraget, men meget mere i dette Aar endnu over 5000 Rdlr. paa ny optagne, hvorfor vi saae os nødsagede til ved Skrivelse af  23de August 1765, som fulgte dette Regnskab, at declarere, at vi i ingen Maade paa Stadens Vegne kunde tage Deel i det Laan, som enten allerede var skeet eller herefter maatte skee til Comediehusets Bestyrelse, men ansaae samme som noget Staden aldeles Uvedkommende. Og da vi nu af dette vedfølgende Regnskab endvidere maae erfare, at Gjælden endnu med 1665 Rdlr. ½ Sk. er bleven forøget saa gjentage vi herved vor udi afvigte Aar gjorte Declaration og frasige os al An- og Tilsvar for den Gjæld der af Directionen er gjort ved Comediehuset, som noget der er skeet saaledes at det ifølge Privilegierne og Vedtægterne ikke kan vedkomme Staden, efterdi Directionen samme uadspurgt haver gjort, og efter skete Erindringer ved Revisionerne ei alene Intet paa den da allerede gjorte Gjæld afdraget, men tvertimod samme saa anselig formeret, og det paa en Tid da Comediehuset haver havt saadan en Søgning og Indtægt som aldrig tilforn.

Vi have forhen meldt at Stadens 32 Mænd aldrig have erholdt nogen Communication om hvorledes Comediehuset er kommet til Staden, som formodentlig saa vil befindes at være; mindre vide vi nogen Tid med dem at være overlagt, hvorledes dermed skulde forholdes, som skeet burde, naar det var for Stadens Regning og consernerede Stadens Indtægt og Udgift; ikke destomindre have vi dog nu i Anledning af det os tilsendte Kongl. allernaadigste Rescript gjort os Umage for at faae nogle af de Do[sideskift][side 350]cumenter i Hænder, som consernere Comediehuset ved dets Begyndelse; og da befinde vi den kongelige Consession paa Comediehuset til Staden at være af 23de Mai 1750, hvorved Comediehuset med Theatro og Tilbehør istandbragt overlades til Staden med derpaa heftende 9792 Rdlr. 4 Mk. 8 Sk., saavelsom og den endda resterende Gjæld paa den tilføiede Sidebygning til Opera-Machiner, og hvad ellers derpaa kunde hefte. Udi denne Concession tillodes ei videre end at høi- og velædle Magistraten paa Stadens Vegne kan, om behøves, laane den fornødne Capital til at afbetale den rejsende Gjæld, og til Sikkerhed for den Laanende pantsætte forbemeldte Comediehuus med Grund, Bygning og andet Tilbehør, samt det derpaa havende Privilegium.

Den 11te Septbr. 1750 befinde vi et kongeligt allernaadigst Rescript udfærdiget i Anledning af Over-Præsident, Borgemestere og Raads gjorte allerunderdanigste Forslag, som siger i dets 5te Post: Directionen i Henseende til Oeconomien og Trouppen ved den danske Comedie, skal bestaae af een Over-Directeur, som Hans kgl. Majest. selv allernaadigst ville udnævne, og af trende Directeurer, som godvilligen og uden Belønning af Over-Directeuren dertil kan formaaes, af hvilke Directeurer den ene af bemeldte Over-Directeur udvælges til at staae for Comediehusets Indtægt og Udgifter, og derfor at aflægge aarligt Regnskab som i Raadstuen indleveres, og af de 32 Mænd, som Stadens andre publique Regnskaber revideres, ligesom ogsaa Kassens Beholdning udi Stadens kasse deponeres, for saavidt ikke til forestaaende løbende Udgifter behøves at blive beroende udi bemeldte Directions Hænder.

[sideskift][side 351]Under 30te Decbr. 1750 finde vi en Rapport fra afgangne Hr. Conferentsraad Falsen og Hr. Justitsraad Nissen til høi- og velædle Magistraten, hvorudi de berette Comediehusets Tilstand at være saaledes, at paa Gjælden som var tilsammen da Comediehuset blev overdraget 11,210 Rdlr. 3 Mk. 1½ Sk. var afbetalt 2210 Rdlr. 3 Mk. 1½ Sk. saa at alene da stod ubetalt 9000 Rdlr. og videre Gjæld eller Besværing heftede der ikke paa Huset.

Da det nu saaledes er viist at høi- og velædle Magistraten ingen Tid haver givet Stadens 32 Mænd nogen Communication om, hvorledes Comediehuset er kommet til Staden, ingen Tid overlagt noget med dem angaaende dets Indretning og Bestyrelse; det er viist af Comediehusets Gjæld til Aarets Udgang 1750 ei var mere end 9000 Rdlr., og at den øvrige Gjæld derefter at være gjort; det er viist at Revisorerne, at Stadens 32 Mænd ved Revision af Regnskabet fra 1ste Octbr. 1760 til 1ste Octbr. 1761 have gjort Erindring om at noget af den Gjæld, som Comediehuset var i til Staden maatte blive afbetalt, og saadant ikke er skeet, men Gjælden tvertimod siden den Tid forøget med de paa andre Steder laante og tilgodekommende 12,264 Rdlr. 5½ Sk., det endelig af den kgl. allernaadigste Concession erfares at høi- og velædle Magistraten paa Stadens Vegne ikke tillades videre end at kunne, om behøves, laane den fornødne Capital til at afbetale den resterende Gjæld med, og til Sikkerhed for den Laanende pantsætte bemeldte Comediehuus med Grund, Bygninger og andet Tilbehør, samt det derpaa havende Privilegium; og det dog ved Nogle af vores Middel er blevet os proponeret af en Forskrivning maatte udfærdiges over Comediehusets Gjæld af samtlige høi- og velædle [sideskift][side 352]Magistraten og samtlige 32 Mænd, paa Stadens Vegne; saa maa vi herved underdanig, ydmyg og tjenstskyldig melde, at vi ikke paa Stadens Vegne kunne give noget Minde og Samtykke til, at nogen anden Forskrivning gives paa Comediehusets Gjæld, end i den Orden, som den kongelig allernaadigste Concession indeholder, og saaledes at Panthaverne, om Fornødenheden det maatte udfordre, i Pantet kunne være betryggede og fornøiede, da den paa Comediehuset gjorte eller gjørende Gjæld, efter vore uforgribelige, ringe Tanker, ikke kan eller bør komme Staden til nogen Last eller Udgift i nogen Maade.

Hvorhos vi for os og vore Efterkommere Stadens 32 Mænd frasige os alt Ansvar til saadanne Obligationer, som maatte være eller blive udgivne uden vores Consens og Villie, der ifølge Stadens Privilegier og Vedtægterne udfordres for at gjøre Gjæld paa Stadens Vegne. Da vi tillige ville have Deres Excellence samt høi- og velædle Herrer underdanig, ydmyg og tjenstskyldig anmodede om, at de 7987 Rdlr. 4 Mk. 3 Sk., som af høi- og velædle Magistraten paa Stadens Kæmnerkasse til Comediehuset ere assignerede med de i Kæmner-Regnskabet anførte og til Betaling skeer paaløbende Renter, maatte blive udbetalte, saa snart skee kunde, efterdi Stadens Kæmnerkasse til havende og forestaaende Udgifter dertil høiligen trænger, og derhos forhaabe at Deres Excellence samt høi- og velædle Herrer, som de, efter hvis Ordre disse Penge ere udbetalte af Kæmnerkassen, seer Staden derfor i alle paakommende Tilfælde securiteret. Skulde ellers kunde udfindes noget Middel hvorved Comediehusets Tilstand kunde forbedres uden at komme Staden til Last, ville vi samme paa alle mulige Maader understøtte og dertil med Deres [sideskift][side 353]Excellence samt høie- og velædle Herrer paa det allerbedste concurere. Vi forblive med underdanig Soumission og tilbørlig Respect

Deres Excellences
samt
Høie- og Velædle Herrers
underdanige, ydmyge og tjenstskyldige
Tjenere
(27 Underskrifter)."

Denne Skrivelse gjorde v. d. Lühe yderst forbittret. At de 32 Mænd ikke alene protesterede imod Stadens Ansvarlighed for og Overtagelse af Gjælden, men endogsaa, efter at have paastaaet de paaløbne Renter lagte til Capitalen, ganske tørt og koldt forlangte denne tilbagebetalt til Staden saa snart som muligt, det var efter hans Mening, "en horrible Opsætsighed af et Collegium, som af kongelig Naade var indsat for paa hvis som Stadens Velfærd er angaaende at tage vare, og derfor bude have Respect for kongelig Majestæts allernaadigste Villie og Ordres." Han erklærede sig for: at, eftersom Directionen maatte forsikres imod at blive Skyldner for Spektakelkassens Gjæld, og Optagelsen af Laanet ei kunde forhales, da det ei blev muligt med Comedierne at begynde førend Creditorerne vare blevne tilfredsstillede, saa maatte Sagen henstilles til Kongens Resolution. Denne Mening tiltraadtes saa meget heller af Magistraten, da næsten alle dens Medlemmer havde, i Egenskab af Directeurer, været med at stifte Gjælden. Den indsendte, under 14de Juli, de 32 Mænds Brev til Kongen med Forestilling om, "at saa beredvillig Magistraten var i alle Tilfælde af efterleve Hs. Maj.'s [sideskift][side 354]Befaling, kunde den dog ikke efterkomme den under 14de Februar udgaaede, da, som Brevet viste, Stadens 32 Mænd, der, ifølge deres statuta, skulde med Magistraten overlægge alt hvad der vedkom Stadens Pengevæsen, aldeles unddroge Staden fra Comediehusets Gjæld, hvorfor nærmere Resolution udbades." — Da Cancelliets Chef, Geheimeraad Otto Thot, ikke kunde andet end give de 32 Mænd, som, efter Magistratens egen Tilstaaelse, "skulde overlægge med den, hvad der vedkom Stadens Pengevæsen." og dog ikke vare blevne spurgte da den havde gjort de Laan, hvilke den nu vilde have ansete som optagne af Staden, Ret i deres Indsigelse, vilde han ikke møde denne med en kongelig Resolution, men foretrak, da Pengene dog maatte skaffes tilveie, Forsøget paa at imponere dem ved følgende Skrivelse til Magistraten:

"Høiædle og velbaarne
Velædle og Velbyrdige
Velædle og velvise Herrer!

Som Deres Excellence og høistærede og gode Herrer, udi allerunderdanigst Forestilling af 14de hujus, have indstilt, hvorledes de sig havde at forholde, i Henseende, at Stadens 32 Mænd, som, i Følge deres Statuta, skal med Magistraten overlægge alt hvad der vedkommer Stadens Indtægter og Udgifter, og følgelig tillige maa underskrive Obligationerne for Comediehusets Gjæld, som, efter den kongelige Befaling af 14de Febr. a. c., paa Stadens Vegne maa optages tillaans, have, udi deres vedfulgte Skrivelse, aldeles unddraget Staden fra bemeldte Gjæld, og sig fra at underskrive Gjældsbeviser; saa endskjøndt man ikke kan andet, end rose de 32 Mænd, herudinden, for Staden [sideskift][side 355]viste Nidkjærhed, hvortil de og, efter de af dem anførte Omstændigheder, ikke ansees at have været ubeføiede, vil det dog være fornødent, siden Gjælden, efter den forbemeldte kongelige Befaling paa Stadens Vegne maa optages tillaans, at Obligationerne derfor, udi sædvanlig Form vorder udstedte; hvilket alt Deres Excellence og høistærede og gode Herrer ville behage, de 32 Mænd at tilkjendegive. Jeg forbliver med megen Consideration og Estime

Cancelliet den 26de Juli 1766

Høiædle og Velbaarne
Velædle og Velbyrdige
Velædle og Velvise
Herrers
tjenstberedvilligste
og tjenstvillige
Tjener
O. Thott."

For denne Skrivelse troede v. d. Lühe at de 32 Mænd dog skulde være nødte til pligtskyldigst at bøie sig; den blev dem derfor, under 8de August, meddeelt tilligemed en but Anmodning om "en Samling en af Dagene, for at underskrive et Creditiv, hvorefter Directionen kunde hæve Pengene i Banken mod 4 Procent." Men han tog storligen feil. Allerede tre Dage efter gav Borgerrepræsentationen, med 26 Underskrifter, følgende ligefremme Afslag:

"Deres Excellence, o. s. v.

Da det haver behaget Deres Excellence samt Høi- og Velædle Herrer under høirespective Skrivelse af 8de hujus [sideskift][side 356]hos os at ville fornemme, om det ikke maatte holdes bedst, at udstede et Creditiv, hvorefter Over- og Med-Directeurerne ved Comedierne kunde optage Penge i Banken eller andensteds imod 4 pCt., saa skulde vi herved derpaa i underdanig, ydmyg og tjenstskyldig Gjensvar melde:

Over-Secretairens Hans Excellence Hr. Geheimeraad Thotts Skrivelse under 26 passato siger: At efterdi Stadens 32 Mænd, ifølge Deres Statuta, med Magistraten skal overlægge alt hvad der vedkommer Stadens Indtægter og Udgifter, saa vil det være fornødent at Obligationerne for Comediehusets Gjæld udi sædvanlig Form vorder udstedte.

At Comediehusets Gjæld er gjort imod vores Vidende og Villie, oplyser vores under 7de passato med Comediehusets Regnskab fulgte Skrivelse; ligesom den og er skeet imod de oprettede Vedtægter. Det staaer altsaa ikke i vores Magt derfor at udstede et Creditiv, med mindre vi derved vile paadrage os et Ansvar, som vi ikke forhaabe at nogen ville ønske os til Belønning for vores Arbeide, der skeer uden det Allerringeste derfor at nyde.

Thi det er Deres Excellence samt Høi- og Velædle Herrer bekjendt, at hele Staden er pantsat til Genua; at alle Stadens publique Kasser ere i en ulignelig slet Tilstand, imod hvad de forhen have været, saa at samme behøve selv Hjælp, og nu ikke kunne hjælpe andre Anlæg, som forhen kundet skeet, da de have været i god Tilstand; samt at Grundene ere saaledes med Udgifter belagte, at Eierne samme neppe kunne bestride; og at paa saadan en Tid at udgive Creditiv til at fordybe Staden endmere i Gjæld og Udgifter, end den er i, vilde blive os en altfor stor Risico, allerhelst saalænge ingen Udveie sees samme igjen uden Bebyrdelse for Indvaanerne at afdrage.

[sideskift][side 357]Mens da det kongelige allernaadigste Rescript af 14de Febr. tillader høi- og velædle Magistraten Comediehusets Gjæld tillaans at optage og anbefaler at drage Omsorg for at samme Tid efter anden vorder afbetalt; Middelet det Bortskyldige at erholde nu ligesaa lidet kan mangle, som forhen da Gjælden uden vores Vidende og Villie er gjort; og Maaden hvorledes samme Tid efter anden kan blive afbetalt, uden at komme Staden til Last, allerbedst imellem Dem og den høie Direction kan afgjøres; saa ville vi forhaabe at Deres Excelence samt Høi- og Velædle Herrer holder os undskyldte at vi ikke kunne underskrive noget Creditiv, hvorefter Over- og Med-Directionen ved Comedierne kunde optage Penge enten i Banken eller nogen anden Steds for Stadens Regning. Vi forblive o. s. v."

Nu bleve gode Raad dyre, Strax efter denne Skrivelses Modtagelse sagde v. d. Lühe i sin Modfaldenhed til Raadmand Johan Peter Suhr, at det var "den værste Chagrin, han endnu havde havt, og at det vel kunde bære til, at han og de gode Mænd, som, uden mindste Interesse, med ham havde været Directeurer, kom til med sure Miner at betale hvad andre smukke Folk med Fornøielse havde fortæret." Der opstod i Magistraten megen Uenighed om hvad der nu maatte gjøres, thi flere af dens Medlemmer erkjendte, at de 32 vare i deres gode Ret, og fandt det meget ubesindigt, at Directeurerne havde, fordi de vare Magistratspersoner, taget sig Myndighed til paa Stadens Vegne at gjøre Laan, uden at indhente Borgerrepræsentationens dertil nødvendige Samtykke. Først da v. d. Lühe fortvivlet erklærede, at der absolut nu maatte træffes Forberedelser til Theatrets Aabning, især da der i Saisonnens Begyndelse skulde gives flere Festforestillinger, [sideskift][side 358]opnaaedes saa megen Enighed, at Magistraten, under 11te September, skrev til Thott, for at underrette ham om de 32 Mænds vedblivende Vægring og spørge hvad derved skulde gjøres. — Samme Dag maatte Directionen, — hvori Raadmand Wilhelm Bornemann, Oversætteren af "Polieuctes Martyr", var bleven overtalt til at indtræde istedetfor Hersleb, som ikke kunde formaaes til at holde ud længer, — personlig, paa Tremaaneders-Vexel, gjøre et Laan af 2000 Rdlr. hos en Privatmand, Raadmand Nissen, for at faae Midler til at begynde Skuespillene.