[side 279]Denne Saison gav Theatret den høieste Indtægt, det endnu havde havt, men holdt desuagtet Directionen i en bestandig Pengeforlegenhed og forøgede Kassens Gjæld med 5000 Rdlr. Allerede af følgende Oversigt vil det være klart, at det var Operaens Forening med det danske Skuespil, som fornemmelig foranledigede, at man, endskjøndt det kongelige Tilskud var blevet forhøiet til Gunst for Italienerne, ikke, selv under de heldigste Omstændigheder, kunde undgaae at styrte Anstalten i en Gjæld, som truede med dens snare Undergang.

Forestillingerne vare:
Den danske Comedies	Operaens
55;	43;
[sideskift][side 280]med Indtægt:
10389 Rdlr.,	7296 Rdlr.,
hver, i Gjennemsnit:
188 Rdlr. 5 Mk. 6 Sk.,	169 Rdlr. 4 Mk. 6 Sk.,
den høieste Indtægt:
7. Jan.: 278 Rdlr.,	12. Marts: 293 Rdlr.,
den laveste:
8. Apr.: 81 Rdlr.	21. Feb.: 68 Rdlr.

Til den samlede Indtægt af Saisonnens 98 Forestillinger: 17685 Rdlr. kom de 8000 Rdlr. kongeligt Tilskud og 7000 Rdlr., som man, stedet i den yderste Nød, havde fra 14de Januar indtil 19de August været tvungen til at laane paa Tremaaneders-Vexel, saa at Kassen havde i det Hele havt en Indtægt af 32685 Rdlr. Men Udgiften var løbet op til 36000 Rdlr. 1 Mk. 10 Sk., uden at der af tidligere Skyld blevet betalt mere end 1000 Rdlr., som Fædder havde forstrakt med; og medens Theatret kun havde et Tilgodehavende af 381 Rdlr., der vare givne Acteurerne i Forskud, stod det i Gjæld for 21987 Rdlr.

Da Almeenhedens Interesse for det danske Skuespil var steget i den Grad, at dets Forestillinger, som ikke medførte store Bekostninger, gave en hidtil uopnaaet Gjennemsnitsindtægt, er der næppe Tvivl om, at det vilde have vundet bedre Kaar, hvis det ikke, af sin Kasse og med sit eget Huus, havde maattet understøtte en befordelet Medbeiler, der ei alene fravendte det er stor Deel Besøgere, men tillige hindrede det i at udvikle sin fulde Virksomhedsevne; thi dets Forestillingers ringe Antal havde blot Grund i at det maatte gjøre Plads for Operaens Prøver og Forestillinger. Men det var ikke blot ved at berøve Skuespillet Søgning og optage Dage, som det kunde have [sideskift][side 281]havt fordeelagtig Brug for, at Operaen skadede Nationaltheatret: dens Udgifter maatte, i Forhold til Indtægten, naturligviis blive meget større end Skuespillets, og de forøgedes endydermere betydeligt ved den personlige Gunst, som vistes de Fremmede. Af de 5000 Rdlr., hvormed Gjælden tiltog i denne Saison, hidrørte de 2000 netop fra denne Kunsten og den danske Skueplads ødelæggende Omstændighed. Jfrne. Galeotti, Sarti og Scogli eiede i Forening en til deres Omvandringer anskaffet Garderobe, som i 111 Numere indeholdt endeel af Silke, Naft, Dvælg, Catun, Sirts og malet Lærred forfærdigede og med Flitter besatte Dragter, samt nogle Hjelme og Harnisker af forgyldt Blik eller Pap. Værdien af Materialet var meget ubetydelig, og da det Meste ikke alene var gjort til Amazoner, Guder og Gudinder, Persere, Romere, Tyrker, Præster og italienske Buffapersoner, men meget costumeurigtigt, affecteret og balletmæssigt, kunde det danske Theater ikke have mindste Brug for at denne lurvede Stads. Efter at Eierne her havde fundet en Ansættelse, som de turde haabe vilde blive stadig, og de derfor fremtidigen kunde gjøre deres Garderobefordringer til Theaterkassen, søgte de at paaprakke denne deres unyttige Kram mod en meget høi Betaling. Fædder var med stor Beredvillighed gaaet ind paa at opfylde deres af hans Veninde ivrigt understøttede Ønske; Fortegnelsen var allerede optaget og for at slutte Handelen ventede han blot paa, at der, ved Udbetalingen af et Qvartal af det kongelige Tilskud, skulde komme Penge i Kassen. Hans ham uventede Aftrædelse berøvede ham Magten til at sætte deres urimelige Forlangende igjennem. Italienerne vare nu saa kloge slet ikke at røre ved Sagen førend Saisonnen skulde begynde og det var blevet bestemt, [sideskift][side 282]at de skulde aabne med "Semiramis", som, efter deres Forsikring, vilde gjøre uhyre Lykke. Da stormede de pludselig løs paa Falch, for at han ufortøvet skulde skaffe dem de dertil fornødne mange Dragter. Han, som var ubekjendt med baade Forretningerne og de Kneb, hvorved Italienerne vidste at vanskeliggjøre Fordringens Opfyldelse, saae ingen Mulighed i at tilveiebringe Klæderne saa hurtigt, og maatte, for ikke at forsinke Opførelsen af en Opera, der skulde blive Kassen saa overordentlig fordeelagtig, selv indlede Forhandlinger om Kjøbet af Garderoben. Da Eierne havde beqvemmet sig til at nedsætte Prisen til 2000 Rdlr., blev den endelig Theatrets, der aldrig fik anden Nytte af den, end af den afgav nogle af Dragterne til "Semiramis". Et andet Forsøg af Italienerne paa at skaffe deres Paahæng Forsørgelse af Theatrets Kassse slog feil. Sarti forestillede indtrængende, at Skræderen Mazioli "ikke kunde forfærdige Hjelme", men det forstod den gamle Galeotti, og derfor vilde det være Skuepladsen gavnligt at antage ham til "Ordinateur for Operaen", eller til at føre Opsigt med dennes Garderobe, eller, hvis ingen af Delen fandtes nødvendigt, til "Theatrets Inspecteur", eller endelig, dersom heller ikke det kunde skee, — til Theaterskræder. Alle fire Forslag strandede paa Indsigelse af Falch.

I det Hele saae denne flinke Mand strengt paa Anstaltens Tarv, og skyede, meget fornuftigt, ikke Udgifter, der havde til Formaal at forøge Indtægterne ved at hindre Underslæb, bringe Orden i Pengevæsnet og fremme det Hensigtsmæssige. Der blev ansat en Over-Controlleur for at standse de betydelige Bedragerier, som, Directionen vitterligt, hidtil havde fundet Sted ved Indgangen; de Lægehonorarer, Vognpenge, Fribilletter og tillistede Smaa [sideskift][side 283]indtægter, hvilke enkelte Personer havde faaet Hævd paa, bleve dem afkjøbte med et fast Tillæg; Acteurernes Sommerforestillinger inddroges imod at dem i Vacancen tillagdes fuld Gage, og deres Vinterforestillinger imod en Flidsdouceur; Viinkjælderen, som havde været udleiet for 120 Rdlr. aarligt, blev nedlagt til Indrettelse af et Maler- og Snedkerværksted; og nogle Ugelønnede sattes paa fast Gage, for at der skulde paahvile dem større Forpligtelse til at søge Theatrets Fordeel.

Af de to rørende Nyheder i denne Saison gjorde Voltaires "Skotlænderinden", ved enkelte fortræffelige Scener, heldigt contrasterede Charakterer og Jfr. Bøttgers, Ørsteds og Hortulans, af et godt Ensemble understøttede, ypperlige Spil, megen Lykke; Mad. Grasignys "Cenie", en Børneombyttelseshistorie, faldt, trods sine mange bevægelige Effectsituationer og Jfr. Roses henrivende Udførelse af Titelrollen, endog det Larmoyantes Tilhængere altfor kjedsommelig. — "Landsbypoeten" af Destouches behagede formedelst en i det Hele god Udførelse, men var, med sine farceagtige Personer og plumpe Uanstændigheder, ingen Vinding for den ægte Comedies Rpertoire, som derimod fik en værdifuld Forøgelse i Romanus's "Crispin som Fader". Hovedrollerne i dette Stykke, som ved Kunstmæssigt Anlæg, flere særdeles comiske Situationer og en meget livlig, lunefuld Dialog er et Særsyn i den tydske Lystspilliteratur, bleve af Londemann, Clementin og Hortulan spillede med en saa umidstaaelig comisk Kraft, af Publikum, hvor lidet tilbøieligt det end var til at lade sig interessere af det Moersomme, holdtes i stadig Skoggerlatter og flokkede sig talrigt til enhver følgende Forestilling. Af de andre tre Nyheder faldt Farcen "De fundne Børn", som man [sideskift][side 284]havde den Smagløshed at give sammen med "Zaire", hvorpaa den er en Parodie, reent igjennem; Bagatellerne "Den coquette Enke" og "Familien" gjentoges kun fordi man ofte trængte til et taaleligt Eenactsstykke.

Debutantinden Jfr. Davidsen var bleven ansat med 1 Rdlr. om Ugen inden sin Optrædelse, men denne faldt saa maadeligt ud, at hun, hvor meget man end trængte til at forøge Personalet med en Elskerinde, strax fik Afsked. Jfr. Glads Afgang foranlediges ved at hun indtraadte i Dandsepersonalet.

Det danske Skuespil havde ikke endnu jevnligt havt et saa stærkt Besøg. Godt Huus var ikke mere noget Usædvanligt, og endskjøndt Kassen, formedelst en Ødselhed, som Skuespillet maatte bære Skaden af, men paa ingen Maade havde Deel i, var i en slettere Tilstand end nogensinde, laae det klart for Dagen, at dette havde vundet et stort Opsving og fortrinligt stod i Publikums Yndest. Acteurerne vare begjærlige efter offenlig at lade mærke, at denne Lykke var den bevidst og at de følte, det kunde ikke tilregnes dem, om Tilstanden desuagtet var mislig. For i Forbindelse dermed at indynde sig endmere hos Theaterbesøgerne, ved at yttre Taknemmelighed, faldt nogle af de Anseteste paa, i en Prolog at bringe Publikum en Nytaarshilsen. Baade v. d. Lühe og Moltke, der, som Hofmænd, nødigt vilde tillade Noget, hvorved den italienske Operas Mangel paa Folkegunst kunde sættes i endnu stærkere Lys, vare i Begyndelsen meget derimod, men da Greven, i hvem den danske Comedie havde en Ven, der gjerne bidrog til dens Tarv, omsider erklærede sig for Acteurernes Ønske, blev dette opfyldt, og den første Forestilling i det nye Aar aabnedes med følgende, til "Thaliæ Afskedstale" i "Den [sideskift][side 285]danske Comedies Ligbegængelse" henpegende Prolog, som var forfattet af Reerslew og, fremsagt af Rose, blev modtaget med stormende Bifald:

"Endnu Thalia her med oprakt Hals fremtræder,
Ey udi Sørge-Dragt, men Pragt og Hæders Klæder,
  Hver dag en Fødsels-Fest, hun frygter ingen Nød,
  Thi Velstand regner ned i hendes Barm og Skjød.
Der var en Tid hun sang udaf en anden Tone,
Da Skjæbnens Bitterhed sig ikke lod forsone,
  Da om Tilskuere hun betlende omløb
  Og heel vansmægtet i en Sørge-Hule krøb.
Men som en Phønix sig op af sin Aske reyser,
Saa see vi, hvor hun nu med Hovedet høyt kneyser,
  Hun paa Besøgelse nu aldrig Mangel har,
  Om Bygningen og Plads end dobbelt større var.
Sin store Konge bør hun underdanigst prise,
For al den Naade han har hende villet vise:
  Det kjære Publicum gaaer i sin Konges Spoer,
  Hvad Under hun da er i en bestandig Flor?
See hvad Indretninger til hendes Fordeel gjøres;
See i den bedste Skik og Orden alt udføres!
  Til hendes Varighed alt saadant ene skeer,
  Og denne Lykke hun med Skjønsomhed indseer.
Enhver Tilskuer er den ivrigste Formynder;
Hvad trænger hun da til, naar hver Mand hende ynder?
  Hun trænger ikke, naar her megen Trængsel er,
  En saadan Trang hvergang hun ønsker og begjær.
Sligt bør jo hendes Børn fornemmelig oplive,
O, hvad Opmuntring kand vel mere kraftig blive
  End denne: Huset fuldt! ey flere rummes kand,
  Gardinet hurtigt op! Nu fange vi strax an!
[sideskift][side 286]Hav Tak, Velyndere! for de fremfarne Dage,
Gid vore Skue-Spil fremdeles maae behage!
  Thalia ønsker sig da ikke bedre Kaar;
  Men slutter kortelig: Et glædeligt Nyt-Aar!"

Den store Virkning, som de italienske Operister havde ventet sig af "Semiramide", slog paa ingen Maade ind; rigtignok gaves den 11 Gange itræk; men den fjerde Forestilling indbragte kun 69 Rdlr. og Optagelsen hos Publikum retfærdiggjorde aldeles ikke de anvendte store Bekostninger. Noget heldigere vare de med "Didone abbandonata", som ogsaa gik 11 Gange itræk; deri gav en frygtelig Ildregn Erstatning for det Mangelfulde hos Personalet, som var for indskrænket og maadeligt til at lægge nogen sær Tillokkelse i den kunstneriske Udførelse. Størst Lykke gjorde Sartis "Narcisse", der, da den kom frem i Saisonnens Slutning, kun gik 4 Gange; og en "Licenza" (et Afskedsstykke), som vakte ualmindelig Opsigt ved sine Complimenter til Kongehuset, Allegorier, Muser og glimrende "Præsentationer af Musiqve, Dands og Seeværdighed", hvortil der ikke endnu havde været viist Mage; thi det var ikke nok med at Sarti havde sammenbragt et Chor af 24 Børn, men der anvendtes en saadan Pragt og Mangfoldighed i Udstyret, at der alene for Decorationsvæsnet blev, til udelukkende Brug i denne Leilighedsspil, anskaffet fra nyt: Parnassus paa tre Coulisser med Bagtæppe, ypperligt udført af Cramer; bevægelige Skyer over hele Theatret; en Himmelvogn med to Heste for; en stor Sky for Freden; en flyvende Hest, og Kongens Navnchiffre i en Glorie; ikke at tale om, at Maskineriet havde i denne Anledning faaet en Saadan Udvidelse og Forbedring, at dets Præstationer vare Underværker imod alt, hvad det [sideskift][side 287]tidligere havde udført. Ved Saisonnens Slutning afgik Kastraten Scogli.

Como havde strax maattet føle, at han havde mistet sin Beskytter. Den af Fædder til hans Fordeel udvirkede Foranstaltning, hvorefter Balletmesteren antog og lønnede de Figurerende, der ikke fik mere end det kunde lykkes dem at tiltrodse eller tiltigge sig hos ham, blev øieblikkeligen hævet; de skulde herefter afslutte Contracter med Directionen, og deres nuhavende Gager opgaves at være:

Barch	130 Rdlr.	M. M. Knudsen	80 Rdlr.
Hjeronimi	160 -	Antonette German	70 -
Køhler	70 -	Cronica Brasilia	60 -
Lewer	40 -	Jfr. Glad	40 -
F. Linck	70 -	Jfr. Leipziger	20 -
P. Linck	70 -	B. K. Knudsen	20 -

Personalets uvenlige Tone og Publikums vedholdende Uvillie, som han og hans Kone ved hver Optrædelse fik stærke Beviser paa, gjorde Como saa kjed af at componere, at han i hele Saisonnen, foruden nogle Divertissements til den italienske Opera, kun gave fire nye Balletter: 1ste October Skræderen; 20de October Hyrderne; 3die Januar De latterlige Cavalerer, og 8de April Balletten efter Trommeslag, hvilken især kom frem til Debut for hans tre Elever, Jfrne. Bodil Kirstine Knudsen, Leipziger og German, der dandsede en Pas de trois, den Sidste "i en ung Mandspersons Charakteer". Hvor megen Lykke de end gjorde ved den virkelig fortræffelige Skole, de skyldte ham, maatte han endog samme Aften taale stærke Mishagsyttringer, som opbragte ham saa stærkt, at han omsider besluttede sig til det tunge Skridt at opgive sit fordeelagtige Engagement. Den 3die Marts forlangte han ikke blot Afsked for sig og [sideskift][side 288]Kone, men udbad sig endydermere, at de, hvorvel de vare forpligtede til at danske indtil Saisonnens Udgang, maatte fritages for mere at betræde Theatret. Hans Begjæring bevilgedes ham med Tilkjendegivelse af Directionens Tilfredshed med hans i syv Aar udviste Flid og Dygtighed. — Den forannævnte Rasmus Soelberg indkom strax med Ansøgning om at blive ansat som Balletmester. Hvad hans Tilbud angik, da lode de intet tilbage at ønske: de vare glimrende. Han vilde "paatage sig at gjøre i eet Aar tyve nye Balletter og, om forlangtes, strax gjøre en Ballet og Dandsene i samme, naar han fik Ordre itide, og alle Balletterne næsten uden at føre Cassen i nogen synderlig Bekostning, siden han kjendte saavel Machinerne som Garderoben; tillige turde han, ifald det var nødigt, paatage sig at spille comique Roller i Comedien, som han havde spillet i de italienske Operetter, som han, ifald der fattedes en Personage, igjen kunde paatage sig." Directionen følte ingen Opfordring til at erhverve sig al denne Dygtighed, men svarede kort: "Kan ikke accorderes", og indledede Forhandlinger med den allerede fordeelagtigt bekjendte, dengang i Petersborg ansatte Sacco, der engageredes for et Aar med 1400 Rdlr. til at være Balletmester for baade det danske Skuespil og den italienske Opera. — Hvor lidet Balletterne end hidtil havde skaffet Tilløb, bleve de dog ansete for aldeles uundværlige, og deres indre Ubetydelighed gjorde, at man bestandig maatte have nye. For end ikke i de fire Sommerforestillinger at staae tilbage dermed, indgik man, uagtet den butte Afviisning, der var givet Soelberg, i Slutningen af Mai Accord med ham om "Forfærdigelsen af tvende Balletter", hvilken han besørgede saa flink, at han den 13de Juni leverede Iphigeniæ [sideskift][side 289]Opoffring, og den 20de De tvende Elskendes lykkelige Møde; Begge fuldgyldige Vidnesbyrd om, at Directionen havde gjort meget fornuftigt i, ikke at bestille flere hos ham.