[sideskift][side 086]Om Theatrets Forhold under denne første, meget korte Saison er saare lidet at finde. At det ikke fremtraadte for Publikum som en national Kunstanstalt, og at Holberg med største Føie kunde beklage sig over, at han og den af ham skabte "danske Skueplads" bleve trængte tilbage af fremmed Maadelighed, det ligger for Øie i Repertoiret. Det var ikke nok, at man ikke feirede Aabningen af det Huus, som aldrig uden hans Genies Formaaenhed var blevet til, ved Opførelsen af et at hans ikke hidtil spillede Stykker, men derimod gav en af Lodde i ubunden Stiil forfattet Oversættelse af Regnards versificerede Lystspil "Dobleren", og Lafonds Farce "De tre Rivaler"; man behandlede hele hans rige Lystspilskat med en krænkende Ringeagt. Kun fire af hans Stykker, alle opførte tidligere, kom paa Scenen; og hvilke og hvorfor? I "Melampe" glimrede begge Primadonner, Jfrne. Thielo og Materna, som tragiske Heltinder: et Fag, hvilket de ikke ellers kunde finde Leilighed til at optræde i, og Stykket selv var, i Mangel af Tragedie, blevet den fine Verdens Yndlingsstykke formedelst sine saakaldte rørende Scener; til "Maskeraden" havde man for Intermediet, der især blev brugt som Trækmiddel, faaet bedre Plads, saa at man af det kunde vente stor Effect, hvilket dog lader til at være slaaet meget feil, da Stykket, imod Vedtægt, kun fik en eneste Forestilling; "Pernilles korte Frøkenstand" var et baade for Skuespillerne og Maskinevæsnet særdeles beqvemt Stykke til at give foran "Vulcani Kjæp"; og "Julestuen" blev, som et af de Efterstykker, der bedst morede Publikum, saa ideligen givet, at man kun maa forundres over, at der ikke engang vistes Holberg den Opmærksomhed, at det gaves i Julen istedetfor "Merlin Dragon". — Løier og Flitter, [sideskift][side 087]som vare kaldte til Hjælp i en trang Tid, havde taget Magt over de i Theatervæsnet uerfarne Directeurers Villie; det var især Haabet om at trækker derved, som havde bestemt Valget af de to nye Stykker: i "Amphitrion" skulde Luftfarterne og de af Pailletter straalende Dragter, i "Den indbildt Syge" Optoget og Narrestregerne i Doctorgraden give Mængden Noget at løbe efter.

Bestyrelsens liden Tillid til Charakteercomediernes Virkning bragte den ogsaa til, efter fattig Leilighed, at gjøre Forsøg med Sang. I de fleste Smaastykker blev indskudt Elskovsarier og lystige Viser, undertiden paa 10-11 Vers, samt efter Slutningsreplikken opvartet med en Rundsang, hvori enhver af de Spillende havde et Vers, som skulde hentyde paa den Udgang, Stykket havde havt for ham, eller indeholde et lystigt Indfald. Saa maadeligt disse Natursangere, hvoraf nogle hverken havde Stemme eller Øre for Musik, end skilte sig derved, behagede Vaudevillerne, — som saadanne Slutningssange kaldtes, — overordentligt ved den Lystighed, hvormed de tralledes, og indbragte, efter hvert Vers, den Syngende jublende Bifaldsyttringer, hvilket gjorde, at man længe holdt fast ved denne Skik. Der haves endnu fire Samlinger af "Oder, som paa den danske Skue-Plads udi Kjøbenhavn ere blevne opførte," udgivne, med vedføiede Melodier, af C. A. Thielo. En Prøve af Poesien i disse Vaudeviller giver følgende Vers af den, som sluttede "Oraklet":

Lucinde.

Dersom en Skjønhed ikke vil
Sit stive Hjerte lade bukke
Ved Løfter, Eeder eller Sukke,
Da maae I vænne Eder til
[sideskift][side 088]At I for hende kan en Støttes Rulle spille,
Og Eder dum og døv og følesløs anstille,
Indtil I hendes Hjertes Stand
Af hendes Øine læse kan;
Thi naar hun tankefuld paa Eders Adfærd seer,
Da er det ikke Tid at være Støtte meer;
Thi denne Mening har
Oraklets Svar.

Ogsaa blev der sørget for at forbedre "Danse-Præsentationerne". En des Larches blev ansat med 50 Rdlr. qvartaliter for at dandse Solo og componere Noget, som han kaldte "Balletter", men ikke var andet end ubetydelige Divertissements, hvori han, Stolle, dennes lillle Søn og Jfr. Hjeronimi vare Hovedpersonerne og Acteurer og Actricer maatte agere Figuranter som de bedst kunde. Han debuterede den 24de Februar og opførte ved næsten hver Forestilling en af sine fire Compositioner: "Møllerne", "Matroserne", "Amagerne" og "Pygmaleon".