Andet Afsnit
Den første danske Skueplads.
1722-1728.
[Blank side]
[sideskift][side 159]"Imidlertid", siger Holberg i sin Levnetsbeskrivelse, "var det faldet Nogle ind, efter andre Nationers Exempel, her at indføre Skuespil paa Dansk". Disse kastede Øinene paa Holberg, Montaigu og det capionske Theater.
Holberg, som da havde bragt sit ypperlige comiske Digt: "Peder Paars" for Lyset, blev af Mange anseet for en beqvem Mand til at skrive danske Comedier. Deres Overtalelser, som neppe havde meget at beseire hos en Mand med et saa afgjort Kald, bragte ham til, som det synes, endnu før der var nogen Vished om at danske Skuespil virkelig kunde komme i Gang, at skrive flere af fine ypperlige Lystspil, som først i Manuscript bleve meddeelte hans Venner og ved disse fik et saa glimrende Ry, at han ideligen blev anmodet om dem, hvorfor han, af Frygt for at der skulde blive taget Afskrifter af dem, overgav de fem første til det danske Skuespillerselskab, som ret strax vil blive omtalt. — Montaigu var den eneste Mand i Kjøbenhavn, som nøie kjendte til et Theaters Indretning og ved Stykkernes Indstudering kunde give Personalet den Veiledning, som var af høieste Vigtighed ved et Theater, hvor ingen af de Spillende nogensinde havde betraadt Scenen. Vel talte han ikke Dansk og forstod det kun ufuldkomment, men de fleste Stykker, som vilde blive optagne, maatte dog være Oversættelser af franske Comedier, som han kjendte nøie og [sideskift][side 160] tildeels selv havde spillet i, og hvad de originale Stykker angik, vilde Veiledningen i dem lettes ham ved at han var gift med et dansk Fruentimmer, som skulde indtræde i Skuespillerselskabet, og ved at, som vi siden ville faae at see, de fleste Skuespillere godt forstode Fransk. — Det capionske Theater havde Eneret til Skuespils Opførelse, og hidtil havde Entrepreneurens Speculation i fremmede Skuespil og Kunster ikke været ham indbringende.
Planen til Oprettelsen af en dansk Skueplads maa være bleven hurtigt lagt, da Eckenberg endnu i Begyndelsen af Sommeren spillede hos Capion; den blev rask udført. Montaigu indgik til Kongen med en Ansøgning om at maatte i den kongelige Residentsstad Kjøbenhavn indrette og forestille Comedier i det danske Sprog, og under 14de August 1722 udstedtes ham fra Jægersborg følgende, af Werlauff i "Hesperus" meddeelte Privilegium:
"G. A. V. At Vi efter allerunderdanigst gjorte Ansøgning og Begjering allernaadigst have bevilget og tilladt, at René de Montaigu maa i Vores kgl. Residentsstad Kjøbenhavn indrette og forestille Comedier i det danske Sprog, dog at Etienne Capion i de hannem af os den 7de Mai 1720, og 12te Mai 1721, alene forundte Privilegier ei derved fornærmes, hvorfor han sig derom med førnævnte Capion (som bør modtage billige Conditioner) i Mindelighed haver at forene, og skal i det øvrige meer ommeldte Montaigu være forpligtet at holde saadanne Personer, som med deres Comedier alle og enhver for billig Betaling kunde fornøie, saa og at de ei nogen Tid forhandler det, som anrører Religionen og den hellige Skrift, eller strider mod Ærbarhed, god Skik og Ordning, eller kan være Publico til nogen Forargelse, saafremt han ei denne Vores[sideskift][side 161] Bevilling vil have forbrudt, hvorimod Vi ikke ville tilstede, at nogen anden, end fornævnte Montaigu, uden Vores særdeles allernaadigste Tilladelse deslige Comedier i det danske Sprog efterdags maa lade forestille. Forbydendes osv."
De "Nogle", der faldt paa at oprette en dansk Skueplads, findes ikke navngivne af Holberg eller i noget hidtil bekjendt Document, men det Følgende vil sætte det udenfor al Tvivl, at den netop paa den Tid meget formaaende og alt Dansk fremmende Frederik Rostgaard var en af de allerivrigste blandt disse Nogle. Heller ikke var Nogen bedre end han istand til at blive det projecterede danske Theater til Gavn. Rostgaard havde ægtet en naturlig, men i Kuld og Kjøn lyst Datter af Grev Konrad Reventlow, der var Fader til Anna Sophie, som den 30te Mai 1721 var bleven Frederik den Fjerdes Gemalinde; ved fit Giftermaal blev han Oversecretair i det danske Cancellie, en Post som var af stor Vigtighed. — Derhos var han, skjøndt en maadelig Poet, høit anseet ved Hoffet som Skjønaand, og havde "for Tidsfordrivs Skyld" oversat Scener af Corneilles Cid. Hvad der især viser hans store Iver for den paatænkte nationale Skueplads og tillige gjør ham megen Ære som Menneske, er, at han, endskjøndt han havde fundet sig saa høiligen fornærmet ved Holbergs "Peder Paars", at han til Kongen indgav en meget skrap Klage over Forfatteren, ikke blot interesserede sig for at ordne Noget, hvorved man maatte vente, at Holberg vilde høste stor Berømmelse, men endogsaa selv, som Beskytter og Digter, rakte Haanden til dets Fremme. Derfor fortjener han at nævnes med Hæder, som en af dem, hvem den danske Skueplads fornemmelig skylder sin Tilværelse. "Som Digter efter Tidens Leilighed", siger Werlauff, "som den, der havde havt Anledning[sideskift][side 162] til at kjende fremmede Skuepladse, som lærd og smagfuld Gransker i Fædrelandets Sprog, maatte den unge danske Scene i fleer end een Henseende interessere ham; det er ogsaa at formode, at han ikke lidet har bidraget til ogsaa at vække og vedligeholde en gunstig Stemning for den hos hans høie og formaaende Paarørende, Dronning Anna Sophie og Storcantsleren U. A. Holstein". At ligeledes den her nævnte Stormand, som havde Evne til paa mange Maader at virke for Skuepladsen, var dens store Velynder endskjøndt hans forsigtige Charakteer ikke tillod ham, ligefrem at erklære sig for en Anstalt, hvis fremtidige Skjæbne turde blive mislig — vil sees af det Følgende, hvori vi endog finde et Vidnesbyrd om, at selve Anstalten tillagde ham i Særdeleshed Fortjenesten af dens Grundlæggelse. Allerede ved sin af Alle erkjendte udmærkede Forstand og den besindige, kloge Færd, han viste under endog de vanskeligste Forhold, stod han i stor og fastgrundet Anseelse ei alene hos Kongen, som han havde ledsaget paa alle hans Reiser, men ogsaa hos Medlemmerne af Statsraadet, hvori han var den Første. Dertil kom, at han var gift med en Grevinde Reventlow, Dronningens ægte Søster, en dansksindet, meget aandrig og med en skarp Dømmekraft begavet Dame, som han raadførte sig med i ethvert vigtigt Anliggende, og modtog stor Indflydelse af hvor Talen var om Kunst og de skjønne Videnskaber.
Vi ville nu kaste et Øie paa de den vordende Skueplads vedkommende Forhold, for at see hvilke Vilkaar den maatte vente sig og hvad der bestemte dens senere Skjæbne.
[sideskift][side 163]Af Hoffet, som lettest kunde have fremmet Foretagendet, og det endogsaa blot ved sin aabent udtalte Yndest, maatte den ikke haabe nogen Understøttelse. Det var langtfra Mangel paa Interesse for det, der kunde blive Fædrelandet til Gavn og Hæder, som var Skyld i, at Fjerde Frederik overlod den tilblivende danske Scene til sig selv, men han opfattede aldeles ikke et dansk Theaters Oprettelse som et Nationalanliggende. Han tillod, og, som vi have seet, særdeles gjerne, at der skaffedes en stadig Forlystelse for Menigmand, men mere saae og kunde han ikke see i dette Foretagende, da Sproget paa ingen Maade dengang betragtedes som det, der var Nationalitetens rette Hjerteblad. Dronningen yndede vel det Danske og talte det gjerne med Kongen, men han, som for Resten var Fædrelandets kjærligste Søn og Folkets ømme Fader, bar stor Forkjærlighed for det Tydske, der bestandigt blev talt ved Hoffet og i de høiere Stænder, ja endog i Almindelighed brugtes som Forretningssprog, saa at Modersmaalet kun var levende i Middelstanden og den foragtede Almue. At Frederik ikke havde Anelse om, at her begyndtes Noget, som havde Betydning for Fædrenelandet, sees bedst deraf, at der ikke i Anledning af den danske Skuepladses Aabning sloges nogen Medaille; thi i hans Regjeringstid gjordes intet Anlæg, udførtes ingen Daad, udkastedes ikke engang nogen Plan, som paa mindste Maade ansaaes for at have Interesse for Danmark, uden at der strax maatte præges en Skuemønt. Ikke engang af Kongens Besøg maatte den danske Trup vente nogen Understøttelse, thi at overvære Forestillinger, der ikke ligefrem gaves for kongelig Regning, ved Hoffet og for Hoffet, var imod Etiquetten, og i dens strenge Overholdelse var den ellers saa eiegode og folkekjærlige[sideskift] [side 164] Konge paastaaelig i den Grad, at der under ham herskede en evig Strid om Rang og Ceremoniel. Heller ingen af den kongelige Familie kunde, med Undtagelse af Dronningen, være tilbøielig til at skjænke denne Gjenstand nogen Opmærksomhed, end sige Understøttelse. Kronprindsen var undselig, tilbageholden, meget andægtig og alle saadanne Forlystelser fjendsk; hans Gemalinde stolt og mørk; og hans Søster, Prindsesse Charlotte, som for Resten udmærkede sig ved Mildhed og Forstand, var ikke mindre streng religiøs end Broderen. Om Prinds Carl, Kongens Broder, end ikke, formedelst en stærk Døvhed, havde været hindret i at finde Fornøielse i Skuespil, vilde den danske Scene dog ikke kunne have nydt Godt af denne ædle Fyrstes Gavmildhed, thi han og hans Søster, Prindsesse Sophie Hedevig, havde trukket sig tilbage fra Hoffet og fandt paa Landet deres eneste Glæde i nogle prøvede Venners Omgang.
Da den høist forsigtige Grev Holstein bestandig levede i Kongens nære Omgivelse og sjeldent tog Deel i Fornøielser, uden hvor hele Hoffet var tilstede, var der ogsaa neppe, med Undtagelse af Rostgaard, nogen af de Store, der ved jevnligt Besøg bleve Skuepladsens Understøttere, thi om end ikke Smigreriet for Monarken, hvilket da blev drevet til det yderste, havde holdt de Fleste fra at vise Yndest for Noget, hvilket han ikke med Bestemthed erklærede sig for, og der ikke strax blandt de Fornemme var blevet yttret den længe med Halsstarrighed bevarede Fordom, at "den danske Nation er aldeles ubeqvem til theatralske Excercitier", saa fandt de ved Hoffet et langt mere glimrende og modernt Skuespil i Operaen, og havde i Udlandet hentet en stor Foragt for alt Indenlandsk, hvilket desuden, i dette Tilfælde, i flere Henseender, maatte gjøre Krav paa en [sideskift] [side 165] Overbærelse og Forkjærlighed, der ikke bleve medbragte af Hoffolkene, som snarere, naar de engang imellem dreve Tiden hen hos de danske Acteurer, kom for at spotte.
I en Stad med omtrent 70,000 Indbyggere, hvoriblandt mange rige Kjøbmænd og formuende Haandværkere, med et Universitet og en Garnison af henved 8000 Mand, maatte imidlertid et nationalt Theater, der ikke lammede sin egen Kraft ved Kunsten uvedkommende kostbare Hocus-pocus, endogsaa uden Tilskud og Hoffets Interesse, kunne bestaae, forudsat at de sociale Forhold vare gunstige. Dette var imidlertid ikke Tilfældet. Det danske Theater var ikke lidt efter lidt opstaaet i Folkets Forlystelser; Publicum og Skueplads havde ikke gjensidig udviklet eller formet hinanden og derved ogsaa, til ethvert Moment i Fremskridningen, været hinanden nok, det ene til at give, den anden til at erhverve Opholdelse. Der var ikke hos Menigmand nogen virkelig Trang eller Modtagelighed; de Fleste havde endogsaa aldeles ingen Tro til at en national Skueplads kunde komme istand og bestaae i Kjøbenhavn, men deelte Anskuelser med Tøger Reenberg, der, efter at han i sin ars poetica har omtalt Aanden i de Gamles dramatiske Værker, vedbliver:
"Om dette dog hvad tjener her
At ville Regler byde?
Vor danske Geist for ærbar er,
End sig dermed at bryde:
Men ei fordi man jo hos os,
Saavelsom andre Steder,
Vel finder en Misanthropos,
En Knark, en hellig Peder.
[sideskift][side
166]Hvo kan og sige, at vort Sprog
Saa fattigt er af Evne,
Man jo dermed en Gjæk og Drog
Beskrive kan og nævne?
Vort Clima, jeg vil give Magt,
Endeel kan foraarsage:
Med Norden Pikkelherings-Dragt
Ei passe vil og mage.
Men allermeest vor Fattigdom,
Der Sindet gjør til Slave:
Naar Maven ledig er og tom
Forgaaer Poete-Gave.
Thi naar os maner Creditor
For Hovedstol og Rente,
Naar Skatter exequeres for,
Hvad kunne vi da vente?
Bekymring, der os trykker hart,
Og ved en ledig Skuffe
Vi nødes til at glemme snart
Adelphos og Tartuffe.
Et sorgeløst og freidigt Sind
Sig for Theatret skikker;
Derfore først er kommen ind,
Og seet i Republikker.
Nationaltheatret reiste sig saa pludseligt midt iblandt Folket, at det overrasket maatte gjøre Plads for det, og dets Væsen var saa plat forskjelligt fra alt hvad man hidtil havde kaldt Comedie, at man vel i Førstningen stimlede til og begabede det som noget Nyt, men tillige stirrede med et aldeles udannet Øie, der ikke kunde opdage og forlyste sig ved det, som netop gav denne Skueplads sit høie Værd: den rige, [sideskift][side 167] men fine Forskjellighed i det Eensartede, hvorfor man ogsaa snart kjededes derved, som noget Dagligdags, der ganske manglede de eventyrlige Zirater og Præsentationer, de idelig afvexlende Caricaturtableauer, hvormed Fjelleboderne, som ovenikjøbet, til Manges Ærgrelse og Savn, derved vare tilintetgjorte, havde stukket i Øinene. Det eneste Gode, den danske Comedie forefandt i sit Publicum, var et rigt og aldeles ubenyttet Behandlingsstof, som netop laae i det, der var dens Rodfæstelse og Blomstring ugunstigt: det philistrøse Folkeliv; og det maa ansees som det fremtidige Theaters allerstørste Held, at der just da var en Digter, som, staaende langt over sin Samtid i Dannelse og en fri, lys Livsanskuelse, bedre end nogen senere, vidste at opfatte og fremstille dette Stof, med ligesaa meget Lune som Sandhed, i kraftigt tegnede og saftfuldt colorerede, livsfrodige Malerier. Selskabeligheden i Folket indskrænkede sig, lige op til den rigeste og anseteste Borgerstand, til et spidsborgerligt Familiesamqvem, i hvilket man bragte den overordentlige Luxus, som da begyndte at vise sig iblandt de Velhavende, tilskue, og morede sig ved Pantelege, Bysnak, Skjemt og Spil. Stændernes skarpe Afsondring gjorde, at de Fleste i saadanne Kredse vare hverandre lige i Dannelse, Stilling og Kaar; hændte det at en Person, som var høiere paa Straa end Verten, ved Bryllup, Barnedaab eller anden ualmindelig Leilighed, var tilbords, hvortil hans Nærværelse i Almindelighed indskrænkede sig, da blev den ærbare Holdning, som i det Hele herskede i Omgangen, ved den dybe, servile Ærbødighed for den fornemme Gjæst, til en det hele øvrige Selskab beherskende taus Stivhed. Endogsaa fra Selskaber, som kun bestode af borgerlige Familier, var et utvunget, muntert Samliv forjaget ved en[sideskift][side 168]meget gængs Skrøbelighed, der fremtraadte saa stærkt, at Fremmede hyppigt anførte den som det meest Charakteristiske ved Kjøbenhavnerne. Siden Rangvæsnets Indførelse var der nemlig i alle Stænder opstaaet en levende Begjærlighed efter ved enhver Leilighed at opnaae Anseelse fremfor Ligemænd. Stærkest yttrede den sig netop i den velhavende Middelstand. Mangen skikkelig og ellers fornuftig Borgermand havde intet inderligere Ønske, end at drive det til en Titel, hvorved han og hans Familie kunde være berettiget til overalt at have Gang og Sæde foran deres Standsfæller. Den, der, ved Penge eller det da alminde lige Spytslikkerie for de Store, endelig var sluppen ind i Rangforordningen, saae dem over Hovedet, som endnu stode udenfor den, og disse skyede igjen alt Samqvem med de misundte Betitlede. I enhver Forsamling bragtes denne det danske Folks Hovedfeil, som Holberg kalder Æresygen, tilskue og bevirkede Avind, Afsondring og en ødelæggende Kappelyst i udvortes Glands. Kræmmeren maatte, ligesaa godt som de rige Kjøbmænd, have sin Karet, og før skulde Hans Kone og Døttre blive borte fra Kirken, end bære den Ydmygelse ikke at age til den. Skulde en Middelstandsfamilie i Selskab, saa var det ikke nok at den belavede sig paa en saadan Stads, at den kunde kroe sig fremfor alle sine Lige, men dens Store og Smaa satte sig strax i Bevægelse for at faae opsnuset, om de kunde staae Fare for at træffe sammen med Nogen, som de vilde komme til at staae tilbage for, eller ikke kunde være bekjendte at nedlade sig til, da der i saa Fald enten maatte opfindes et Paaskud til at blive borte, eller i Forveien componeres en passende fjer og fornem Adfærd. Den honette Ambition gik endogsaa over paa Tyendet. Saaledes opstod der i[sideskift][side 169] 1723, ved at Professorernes Tjenestepiger kom op at kævles om den fornemste Plads i de Stolestader, som vare dem anviste i Frue Kirke, en saadan "Disordre og Uskikkelighed", at de lærde Herrer i et formeligt Embedsmøde maatte tage under Forhandling, "hvorledes Sligt bedst kunde remederes, samt hvad Orden og Rang mellem disse Tyende var at iagttage, paa det der ei videre skulde blive klaget paa den Stridighed og Forargelse, som derved forefalder". — Denne Forfængelighedsaand gjorde, at de fleste Familier holdt sig indenfor en meget snever Omgangskreds, og gav Datidens Ærlighed et Anstrøg af Mistro og Tilbageholdenhed; udenfor sin jevnlige Kreds yttrede man sig ikke gjerne med Frihed og Livlighed, eller hengav sig til utvungen Nydelse af Glæde. Selv paa Middelstandens Liv i Hjemmet havde den en mægtig Indflydelse; den æresyge Borger vilde ogsaa der vide sig respecteret, og holdt derfor, ved en fold Værdighed, de Yngre i Familien paa en vis Afstand. Derfra skrive sig flere af de Eiendommeligheder, som vi overalt træffe paa i Holbergs naturtroe Skildringer af Sæderne: det ceremonielle og underdanige Forhold, der endog iagt= toges af Børn imod Forældre; at baade de Ældre og Yngre, naar de trængte til en Fortrolig, tyede til Tjenestefolkene, som vare langt nøiere forenede med Huset end i vore Dage; den over alt, hvad der regnedes til den huuslige Kreds, udstrakte store, strengt overholdte Huusfadermyndighed, og det Pedanterie og sammensnerpede Væsen, der, i Strid med de naturlige Følelser og Tilbøieligheder, udprægede de skarptkantede, marquerede Charakterer, som fremtraadte i Datidens Papaer og Matroner, og i de i deres største Livlighed stive Jomfruer og ziirlige unge Herrer. De mange ængstlige Hensyn til Andres Omdømme, og den[sideskift][side 170] idelige Vaersomhed for at undvige Sammenkomster, hvori man ikke var Lige med de Fornemste, og ikke kunde gjøre lige med de Rigeste, vare naturligviis til stor Hindring for stadigt at skaffe det danske Skuespil et talrigt Besøg, uden hvilket det ikke i Længden kunde bestaae.
Den poetiske Literatur skulde ikke livliggjøre Tonen, give Selskabeligheden Opsving, eller, ved at opruske den dorske Almeenaand, bane Veien for Erkjendelsen af Theatrets Betydning. I Datidens moderne Poesie vare Sorterups fem Heltesange, Lucoppidans Vise: Lykkens Ustadighed, og Friis's: De Svenskes Indgang, Fremgang og Udgang af Norrig, de eneste alvorlige Stykker, hvori der var Fynd, Phantasie og smukt Sprog. I det Lunefulde havde Falster aabenbaret et stort Talent ved et Par Satirer, der vakte nogen Opsigt, og det Ægtecomiske i Holbergs Peder Paars var blevet saa vel forstaaet af "Mange", at de havde anseet ham for beqvem til at skrive danske Comedier, men disse Arbeider, som desuden bleve stærkt nedsatte af de Fornemme og Andre, der troede sig ramte af dem, havde endnu ikke faaet en saadan Indgang, at de kraftigen kunde forberede Sandsen for dramatiske Charakteerskildringer, og foruden dem bestod denne Literaturgreen af Lucoppidans: Tobakkens Roes, Helts i Manuscript circulerende Smaadigte, og Reenbergs Lystighedspoesier, der ikke kom dem nær, hverken i Sprog eller Lune, men dog stode høiere i Folkemeningen. Alt det Øvrige, der da udgaves for Poesie og, efter Afsætningen at dømme, meest ansaaes for at være det, var platte Viser, svulstige Elskovsarier og aandløse Skjemtedigte.
At Kjøbenhavn er en Universitetsstad, blev Nationalskuepladsen, med Hensyn til den Yndest, der skulde sikkre[sideskift][side 171] dens Vedbliven, snarere til Skade end Gavn, thi de fleste af Holbergs Colleger, som satte deres Stolthed i død, skimlet Belæsthed, bare Avind til Theatret, ved hvilket han vandt en Anseelse, hvilken deres store Lærdom og yttringsløse Megetviden ikke havde kunnet erhvervet dem, og nogle af dem udtalte høit, vel ikke uden Virkning paa Mange, deres Fordømmelsesdom baade over Anstalten og ham, som efter deres Mening, ved at sysselsætte sig med den, begik Noget, der var en Professor saa aldeles uanstændigt, at han burde udstødes af den lærde Republik. At "de Høilærde" ganske glemte, at de for 100 Aar siden selv med "deres Studentere" havde ageret Comedie, og ikke vilde tillade disse, naar de havde betraadt Theatret, at tage theologist Examen, selv om de afsvore deres forargelige Levnet og viste Aars Bød og Bedring, det ville vi ikke gjøre dem til Brøde, thi der var ikke endnu nogen anselig dramatisk Literatur, som kunde give noget sandt og fordeelagtigt Begreb om Skuepladsens Væsen. Understøttede Universitets Lærere imidlertid ikke Theatret ved deres Yndest, saa bidroge de derimod ved deres Embedsførelse til at skaffe det dygtige Folk, thi det er, ifølge samtidige Documenter, upaatvivleligt, at de uformuende danske Studenter dengang havde saa slette Kaar, at de vel kunde fristes til at søge deres Lykke ved Theatret, især da de, inden Consistoriet alvorligen havde straffet nogle Studenters Comediespillerie, ansaae det, som i gamle Dage, for et Slags Binæringsvei, hvilken de kunde drive ved siden af deres Studeringer. Stipendier og Beneficier uddeeltes ikke efter Fortjeneste, men som Gunst og Gave, for det meste til de anseteste Professorers Slægtninger og meget almindeligt endog til Nyfødte; Bogsamlingerne vare i Uorden og utilgængelige; de anordnede[sideskift][side 172] Forelæsninger bleve ikke holdte, og kun en rund Haand kunde skaffe Examinanden gode Charakterer, saa at den fattige Student ofte saae sin Flid frugtesløs, sine Talenter tilsidesatte. Det blev derfor Entrepreneurerne for det danske Skuespil let, fra Universitetet at skaffe sig det fornødne Antal duelige unge Acteurer. For Resten var denne Stilling ogsaa kun fristende for dem, der med Talentets Trang til Virksomhed forenede Fattigdom, thi om de end hos Publicum vandt Yndest ved deres Spil, spores dog af mange Smaatræk, at det ikke lykkedes dem at vinde dets Agtelse for deres Person. Selv Holberg viste sig ikke blot meget tilbageholden imod de af ham meest yndede Skuespillere, men holdt dem bestandig, ved en kold Fornemhed, i en vis Afstand fra sig.
Det danske Theaters første, meest af Jyder bestaaende, mandlige Personale var:
Pilloy (Frederik), Søn af den forhen nævnte Dandsemester Dan. Pilloy, altsaa dansk født af franske Forældre. Det er uden Tvivl ham, der i 1715 var Dandser i den franske Hoftrup; ogsaa havde han i Udlandet været Skuespiller i et fransk Selskab. Han gav Cavaleer- og Elskerroller.
Ulsøe (Johannes Nicolay) var dengang 28 Aar og havde taget juridisk Examen. Han var født i Vensyssel, hvor hans Fader, Krigsraad Ulsøe, havde et anseligt kongeligt Forvalterembede; men deponerede, 18 Aar gammel, fra Herlufsholm. Worm siger: "han var en ypperlig Sanger, god Musikus og lykkelig Poet". Hans Fag var gamle Mænd, dog spillede han ogsaa Gert Westphaler.
Wegner (Henrik), efter hvis Fornavn de holbergske Tjenere, som han gav, bleve opkaldte.
[sideskift][side 173]Gram (J. W.), gav Bønder og gamle Mænd; var mærkeligt nok, da han talte ypperligt Sjellandsk — en Normand.
Høberg (Jens) spillede Dialectroller, som Arv, Studenstrup og Verterne i "Jeppe paa Bjerget", og "Gert Westphaler" (i 5 Acter).
Schou (Magnus) gav Pedanter og Hjælperoller.
Hald (Peder) udførte anden Tjener og Hjælperoller.
Hammer (Rasmus) var egenlig Souffleur og Rolleskriver, men spillede i Nødsfald Smaaroller.
Det qvindelige Personale bestod af:
Mad. Montaigu, Entrepreneurens Kone, der udførte fortræffeligt Perniller og store Charakteerroller.
Mad. Coffre, som Rahbek, med megen Rimelighed, formoder at være Kone af Maleren Coffre, spillede Magdeloner og Elskerinder.
Mad. Lerke spillede ogsaa Elskerinder og mindre Charakteerroller.
Da dette Personale ikke fuldstændigt kunde besætte den holbergske Comedie, maa naturligviis een Person ofte have udført flere Roller i samme Stykke, men det synes ogsaa som man har faaet Understøttelse af Studenter, der ikke, saaledes som de Anførte, indtraadte i den faste Stok.
Inden det danske Skuespil tog sin Begyndelse maatte Capion endnu engang søge Værn imod Indpas. Efter at den stærke Mand havde, uden Tilløb, spillet hos ham i ser Uger, hævedes Forbindelsen. Eckenberg lod nu, i en ham tilhørende Have udenfor Nørreport, oprette et Theater, paa hvilket han ikke alene fortsatte Kunsterne med sin egen Bande, men ogsaa fik nogle af Capion indkaldte, nu[sideskift][side 174] ligeledes afskedigede tydske Comedianter til at spille. Capion var strax betænkt paa, ogsaa imod ham at sikkre sin Eneret og indgav en Klage, som bevirkede et kongeligt Rescript af 14de Septbr. 1722 til daværende Politiemester Ernst, hvori det, hedder: "Da Vi ingenlunde vilde, at i slige Tilfælde, som dette, nogen Forskjel imellem Staden og dens tilhørende Grund maa gjøres, Vi ei heller have benaadet Eckenberg med noget Privilegio haver Politiemesteren strax at gjøre Anstalt, at han med sine Comedier og Liniedandsere straxen ophører, og ikke understaaer sig herefterdags at gjøre meerbemeldte Capion nogen Indpas i de hannem af os allernaadigst forundte Privilegiis, saasom Vi alvorligen vilde at han derudinden i alle Maader skal vorde haandthævet og soutineret". Dette Rescript havde til Følge at Eckenberg tog bort og at Sted og Have næste Aar bleve solgte.
Montaigu havde truffet saa hensigtsmæssige Foranstaltninger, og de unge Skuespillere forberedt sig med saa megen Iver, at man allerede den 12te Septbr., ikke Maanedsdagen efter Privilegiets Udstedelse, var færdig til at aabne Theatret, hvilket dog ikke skete før 11 Dage efter, som sees af følgende Placat, der af Werlauff er meddeelt Rahbek:
"De eneste
ved
Hans Kongl. Majestæts særdeles Naade
privilegerede danske
Comedianter
aabne i Dag, Onsdagen den 23 September
for første Gang
Deres Theatrum ved at forestille paa
det danske Sprog
[sideskift][side
175]Et Skuespil eller Comedie
Som bestaaer af 5 Acter og kaldes
GNIEREN.
Prisen for dem som finde Behag i at bivaane denne
Comedie, er saaledes indrettet:
| Hver Person betaler paa Theatret | 1 Sletdaler |
| Udi en af de mellemste Loger | 1 Sletdaler |
| Udi de underste Loger | 3 Mark |
| Parterre | 2 Mark |
| Paa Galleriet | 1 Mark |
For en heel Loge betales som for 4 Personer.
De Standspersoner, som ville behage at beære dette Skuespil med deres Nærværelse, ombedes allerydmygst at lade dem, som ere udi deres Liverie, udeblive.
Theatrum er paa det sædvanlige Sted i Grønnegaden, saa kan og Liebhaverne igjennem Porten i Gottersgade indlades. Begyndelsen skeer præcise Klokken fem, at det til Klokken syv kan have Ende".
Det vil være nødvendigt at meddele Oplysning om den for den theatralske Udførelse høist vigtige, men dog ikke hidtil noget Sted nøiere omtalte Omstændighed, at den ene af de to fornemste Pladser var paa Theatret. Den bestod af flere Rækker bagved hverandre opstigende Sæder, der paa begge Sider vare anbragte i Prosceniet og foran de forreste Coulisser. For at vinde Rum og Udsigt var den første Række ofte saa lav, at de Siddende lagde Benene paa Gulvet. I enkelte Theatre, f. Ex. Blackfriars i London, hørte Sæderne ikke engang til Pladserne, men de dertil indrettede trebenede Stole maatte leies særskilt. Baade Digtere og Skuespillerne, der imellem dem maatte udføre deres Roller, havde meget imod Balustraderne, som denne[sideskift][side 176] Plads kaldtes, fordi der foran den første Række var et lavt Sprinkelværk, hvilket dog ikke altid satte Skranke for de fremtrængende Tilskuere. I Prologen til "The devil is an ass", opført 1616, viser Ben Jonson, i et skarpt Udfald imod dem, træffende, at de, uagtet man ikke dengang ogsaa havde Tilintetgjørelsen af Decorationens Virkning at beklage, vare Opførelsen til stor Skade. Han siger:
"Dog, Eders Naader, det er ei tilpas:
Vort Spil I hædre ved at tae vor Plads.
I troe vel, Satan er en luftig Ting,
Og hørte, han kan bæres i en Ring.
Tving os dog, i den falske Tro, ei til
At vise paa et Oftefad vort Spil!
Vor Last kan ei faae Rum paa denne Plet
Naar Eders taer den. Og det indsees let:
I tabe meest, hvis Puf og Stød vi faae
Og for Jer Albue skal tilside gaae,
Hvis strax naar vi har talt vi maae forsvinde,
Hvad heller, som de unge Snoge, vinde
Os ind til Een omkring den gamles Mund!
Gid blot een Pol her fandtes for os kun!
Gid vi var Speilglas, saa at Stykkets Dele
I saae deri og derved fik det Hele!
Hvordan skal vi behage Jer? ― Vil I
See nye Stykker, giv os Pladsen fri!
Hvis dette kjeder nu af Savn paa Rum,
Det er kun billigt, Jer Kritik er stum
Til I gjør Plads".
Af samme Stykke sees ogsaa hvorfor Modejunkerne fortrinsviis lagde Beslag paa denne Plads, og ikke, af[sideskift][side 177] Digternes Stiklerier og Publicums ofte høirostede Uvillie over deres Opførsel, lode sig drive fra den. Fitz-Dottrel siger:
"Jeg gaaer i Dag til Blackfriars Theater
Og sidder forrest, hilser paa Bekjendter,
Staaer mellem Acterne, gjør Vind med Kappen
Og gi'er den nette Mand i kostbar Dragt,
(Vi gaae jo dog kun hen for det
Og tage os en Plads foran paa Scenen)."
Og et andet Sted:
"Er jeg der blot en Act — naa, lad
jaa være!
Kun at de see, jeg reiser mig og gaaer,
Acteurerne til Ærgrelse og ham,
Som Stykket skrev, til Harm."
Endnu i 1750 var det i Edinburgh almindelig Skif, at man tog Plads paa Theatret naar Huset var besat, og undertiden var Massen fra Prosceniet ned mod Baggrunden ligesaa stor som i Parterret.
Ogsaa i Frankrige førte Digterne, især Voltaire, Anke over dette Uvæsen, men hvergang Skuespillerne, som forestode Théâtre français, gjorde et Skridt for at afskaffe det, raabte de unge Elegants, at de da ganske vilde unddrage dem deres Søgning, og Ballustraderne forsvandt ikke inden Kongen tilstød Skuespillerne en anselig Sum for at gjøre Affald paa denne Indtægt. Da Tæppet den 23de Mai 1759 gik op i Théâtre français saae Publicum Skuepladsen uden Publicum, og hilsede den ryddelige Scene med uhyre Jubel. "Hele Paris", siger Saint-Foix, "saae med høieste Grad af Tilfredshed vor Skueplads saaledes, som det alt længe havde ønsket at see den: befriet fra denne[sideskift][side 178] glimrende og kaade Deel af Publicum, som var dens Prydelse og Plage; fra disse Elegants, disse unge Officerer og ørkesløse Øvrighedspersoner, disse Spradebasser, som vide Alt undtagen at lære Noget; fra disse Klappere for Fortjenesten, som de foragte, disse Beskyttere af Talentet, som de savne, disse Velyndere af Kunsten, som de ikke forstaae sig paa. Den franske Overgivenhed vil ikke mere paa en latterlig Maade stikke af imod den romerske Alvor. Marquis Den og Den vil blive anbragt i den rette Afstand, han bør have fra Achilles og andre berømte Helte." — Det var til de paa Theatret Siddende, at de holbergske Personer, f. Ex. Henrik i Kandestøberen, og Sganarel i Prologen til Uden Hoved og Hale, henvendte sig med deres Replikker til Publicum, hvilke derved fik langt større Pudseerlighed end de nu have.
Til at give en Forestilling om de datidige Theaterprisers Forhold til saadanne Nødvendighedsartikler, hvorefter Pengeværdien i Almindelighed maa bedømmes, vil følgende Priiscourant veilede:
Man seer heraf, at Pengene dengang vare mere end tre Gange saa gode som nu, og at saaledes Billetpriserne vare langt høiere end i vor Tid.
Rahbek havde, af flere Grunde, fremsat den Paastand, at der, uagtet Placaten ikke taler derom, foran Stykket blev givet en Prolog, som imidlertid ansaaes for aldeles tabt; det var ham derfor en stor Glæde, paa engang at faae sin Paastands Rigtighed stadfæstet og Prologen tilveiebragt ved den af den danske Literairhistorie høifortjente Samlers, Opfostringshuus-Forstander Borchs Iver og Tjenstvillighed. Som rimeligt, antog Rahbek, at den var forfattet af Skuespilleren Ulsøe, der ved saadanne Leiligheder var Theatrets Poet, men Werlauff har vist, at det var Rostgaard, den ved sit Embede og sin Dannelse høit ansete Mand, der skrev denne Indvielsestale, og derved sikkert bidrog meget til at hæve Skuepladsen baade i Fornemmes og Menigmands Omdømme. Prologen som, efter Werlauff, i en Samling af Rostgaards Vers og Smaaskrifter, har til Overskrift: "A. 1722 d. 23de Septbr. da den første danske Comedie i Kjøbenhavn blev spillet,[sideskift][side 180] som kaldtes Gnieren, kom Thalia allerførst ind paa Theatro og talte følgende Vers til en Indgang" — lyder saaledes:
Trofaste Kjøbenhavn!
mandhaftig Tvillingrige!
Med eders ædle Børn! tillader mig at sige
I Korthed, hvo jeg er, og hvad jeg farer med,
Og hvorfor jeg i Dag er mødt paa dette Sted.
Thalia er mit Navn, en Jomfru fuld af Glæde,
Som nødig er blandt dem, der sørge eller græde,
Men heller jeg med Lyst paa Folkets Adfærd seer,
Og med en skjønsom Digt ad Verdens Galskab leer.
Fra Grækenland jeg veeg for mange mange Tider
Hen til det gamle Rom, og derfra jeg omsider
Europe bedste Deel har seet, og vandret om,
Indtil paa Danmarks Grund jeg nu for nylig kom.
I en lyksalig Stund kan jeg med Sandhed sige,
At have fæstet Rod i Nordens gamle Rige,
Hvor Gud en Salomon paa Kongens Stol har sat,
Den han i Krig og Fred har ingen Tid forladt.
For slig en Souverain sig alle ni Gudinder
Ja selv Apollo ved hans Trones Fod indfinder,
Og glædes hjertelig, at Kongen boer i Fred,
Med Ønske, at den maa bestandig blive ved.
Dernæst med Ydmyghed jeg takker før den Ære,
At ved Monarkens Haand jeg ganske tryg kan være,
Naar jeg paa dette Sted fornøier Kjøbenhavn,
Og med mit Skuespil gjør baade Lyst og Gavn.
Jeg har en Tegnebog, i den jeg flittig skriver
Hvad smaa og store Folk i begge Kjøn bedriver,
Det bringer jeg i Riim, om jeg de Stunder faaer,
Dog i ubunden Stiil det og fra Haanden gaaer.
[sideskift][side
181]Ved mine Søstres Hjælp, som have lært at
spille
Paa mangt et Instrument, jeg veed at forestille
I ærbar Lystighed, ja ret som i et Speil,
Hvad Folkets Idræt er, og hvor de tage feil.
Jeg nævner ingen Mand, ei Sted, ei Huus, ei Gade,
Men straffer uden Frygt Alt, hvad man bør at hade,
I hvor jeg det og seer, om hvem det og er sagt,
Til Lærdom for enhver, som derpaa giver Agt.
Trofaste Kjøbenhavn! mandhaftig Tvillingrige!
Tvivl ingenlunde paa, at man jo og kan sige
I eders ædle Maal, hvad andre haver sagt,
Naar Kunst og Øvelse til Sproget bliver lagt.
Det ene beder jeg af denne høie Skare,
At hver, som fælder Dom, en liden Tid vil spare,
Og med Taalmodighed opbie anden Gang,
Om alting har i Dag just ei den rette Klang.
Mit Selskab svoret har at ville sig bemøie
Med største Flid og Kraft, jer alle at fornøie;
Har jeg mig vel opført, da rører Haand og Fod,
Thi Modet voxer, naar Begyndelsen er god.
Ved Slutningen af denne Prolog, som sikkert blev fremsagt af Mad. Montaigu, er nok sunget nogle Stropher, som dog ikke ere blevne opbevarede. Af Prologens næstsidste Linie sees, at det tydske Skuespil ogsaa har ført den tydske Skik, at yttre Bifald ved Trampen, ind med sig, og af Nytaarsprologen 1723 erfares, at Thalias Opfordring har havt god Virkning; thi denne "Indgangstale" vandt meget Bifald.
Da den her opførte Oversættelse af "Gnieren" er en stor Sjeldenhed, som Rahbek forgjæves har søgt at faae[sideskift][side 182] ihænde, tør jeg troe, at det ikke vil være det danske Theaters Yndere ukjært, lidt nøiere at kjende den, som dets Indvielsesstykke. Titlen er:
COMOEDIE
Om
Gamle Jens Gnier
Eller Penge-Puger,
Oversat til det Danske Theatri Brug
efter det bekandte Franske Stycke, af Molieres,
faldet
L'AVARE.
KJØBENHAVN,
tryckt udi kongelige majestets privilegerede
Bogtryckerie 1724.
Uagtet denne Titel og de grunddanske Navne paa de Personer, som tilfældigen blive omtalte i Stykket, der rimeligviis var oversat af Justitiarius Sechman, Molières almindelige, men meget slette Fordansker for den første Skueplads, har den Gjerrige saavelsom alle de andre Spillende deres franske Navne, og han kaldes kun Jens enkelte Steder, hvor der spottes med hans Gnidskhed. Især er dette Tilfældet i følgende Replik af Mester Jacob, hvilken vil give et ret klart Begreb om hvor elegant og flydende man dengang maatte finde Holbergs Dialog:
"Herre! efterdi I vil saa hâ det, saa skal jeg og icke sticke under Stoel: I er i Foragt hos hver Mand, og for jer Skyld skal vi ta imod tusinde Stöcker og Streger, hvor vi kommer, og sluge saa mange Stick-Piller i os, som en Koe ikke gjør Muskatter i May-Maaned, de siger: I slider[sideskift][side 183] Huden af jer Rompe, med at sidde Dag ud og Dag ind, at gjøre Overslag over jere Palter. Somme siger: I sidder og trycker Almanacker med dobbelte Faste- og Bede-Dage i, og to Faster om Aaret for Paaske, en om Vinteren, dend anden om Sommeren, som varer, dend første fra Mickels-Dag til Paaske, den anden fra Paaske til Mickels-Dag, som jeres Folk skal holde.. Andre siger, at I søger altid Aarsag med eders Folk, naar det er enten imod Nytaar eller Stævne-Dag; paa det de skal intet hâ. Dend siger, at jeres Naboe motte gî jer sin bedste Muse-Kat, for hand var kommen til at gnave lit af Skanken paa et gammelt Faare-Laar paa jer Loft, som der var gaaed levendes i. Dend fortæller, hvordan I kom neer en Aften i Stalden, og stjal selv Havren af Krybben for Hestene, der var flyed neer til dem, og Kudsken, som var for ung, banket jer dögtig af i en Greeb, som I torde intet lâ jer merke med. Med et Ord at sige: Hvor mand kommer, saa har alle Folk nok at snakke om jer, og hvor der er to, saa er I sikker dend tredie Mand, og Folk nævner jer aldrig anderledes, end Byesens Aager-Mester, Byesens Egel, Blodsueren, Dragen paa Guldet, Hunden i Hoestacken, Skinderen paa Hjørnet, Luse-Kræmmeren i dend graa Port, dend Christen-Jøde, gamle Jens Gitz-Hals, Jens Nittengryn, Jens dobbelt Pant, Jens Skillings-Vrager, Jens Dytting-Klipper, Jens Fette-Kiil, Jens Puger, Jens Jøde, Jens Slaver, Jens Gnaver, Jens Gnie-Pind, Jens Praas, Jens Buxebrog, Jens Pind-Hose, Jens Luus-Hund, Jens Hegel-Tand, Jens Møghund, Jens Ravnasen, Jens Purk, Jens Flotten, Jens Vissen, Jens Lodden, Jens Rodden, Jens Meel-Grød, Jens Vand-Kaal, Jens suur Sild, Jens Mullen,[sideskift][side 184] Jens Røged, Jens Vindtør, Jens Dævel, ..." (her bliver han afbrudt af Harpagon).
Ved denne Forestilling opstod da en dansk Skueplads, hvis Held ikke kunde andet end være af den gavnligste Indflydelse paa Folkets Sæder og Fædrelandets Sprog, hvilket hidtil var
som i Dvale lagt,
Og, for at sige sandt, plat kommen i Foragt.
I det, formodentlig ved den Tid, hos Phænixberg udkomne lille Skrift om "hvorledes Comedien med Nytte og Skjønsomhed kan sees" roses de danske Acteurer for at de havde til Aabningen givet et af Molières udvalgte Stykker. Der ingen Tvivl om, at "Den politiske Kandestøber" kom paa Scenen strax efter Aabningen, ja vel endog i Selskabets anden Forestilling, thi at Prologens Anmodning om
"At hver, som fælder Dom, en liden
Tid vil spare,
Og med Taalmodighed opbie anden Gang"
er, som Rahbek har antaget, et Henpeg dertil, har, efter hans Død, fundet Stadfæstelse i den Omstændighed, at Holberg i sin Nytaars-Prolog har gjort Aabnings-Prologen en Compliment, da dens Forfatter dog, som man nu veed, var Rostgaard, hans personlige Uven. Rahbeks Formodning, at Kandestøberen endog har været paa Valget til Aabningsstykke og saaledes færdig til at komme frem og give Theatret sit nationale Præg, er derfor høist rimelig. Men, hvorom alting er, i ethvert Tilfælde fremstillede den danske Comedie sig strax i den Charakteer, den i Holbergs Stykker antog, og senere i sine bedste Frembringelser har stræbt at bevare; Formen var fransk, Stoffet grebet ud af Folkelivet og almeent, selv om Handlingen[sideskift][side 185] henlagdes udenfor Danmark. Vel indsneg sig snart, ved Skuespillernes Forlegenhed for Stykker og Anstrengelse for at fængsle Publicum med noget Nyt, enkelte Lystspil af en anden Natur i Repertoiret, men de originale glimrende Frembringelser af Vid, Lune og dyb Menneskekundskab bleve dog bestandig dets Fundament. Holberg havde rigtigt opfattet Comedieskriverens store og vanskelige Opgave: "Det meste Arbeide for mig", siger han, "har været at hitte paa Charakterer, som tilforn ikke vare af Andre udførte"; at han løste den mesterligt og gjorde sine Lystspil til comiske Charakteermalerier, der vinde og fastholde Interessen ved en overvættes Fylde af originale Skildringer, gav ham Herredømmet og den danske Comedie dens selvstændige Væsen. En meget lykkelig Omstændighed var det, at man ikke, uagtet den store Ængstelighed, hvormed man dengang bevogtede Ordet, faldt paa at sætte Skuepladsen under Censur, thi denne vilde sikkert være tilfaldet Universitetet, og da dets Strenghed gik saa vidt, at et moralsk Skrift, som, under Titel: "Den danske Skolemester", var sammenskrevet af nogle Præster og Studenter, negtedes Approbation af Decanus, fordi deri var optaget en Linie af "Peder Paars", saa er det begribeligt, at Holberg vilde have mistet den Frihed, som Sædernes tro og lunefulde Skildrer ikke kan undvære, og som han ypperligt og i fuld Maade vidste at bruge.
At ogsaa Fremstillingen, endskjøndt, som Holberg siger, "Actionerne ikke vare uden saadanne, som nye og uexercerede Acteurer selv i en hast kunne ophitte", fornemmelig gik ud paa en af Lune coloreret dyb Charakteerskildring, er uomtvisteligt. Derved udmærkede sig især Datidens franske Skuespillere, og om end ikke det franske Selskabs paa[sideskift][side 186] Capions Theater givne Forestillinger havde havt nogen betydelig Indflydelse paa Studenterne, som ikke da tænkte paa at blive kaldede til danske Acteurer, saa har vistnok Veiledningen af en saa bekjendt udmærket Skuespiller, som Montaigu, havt en rigtig Charakteeropfatning til Hovedformaal. Derom giver desuden Spillemaaden i den danske Lystspiludførelses bedste Dage Vidnesbyrd, thi ligesom Montaigu var Leder for denne Trup, blev hans Discipel Pilloy det for den i 1747 dannede, og det var det Mønster, søm den havde givet, der, efter Schwarz's mundlige Forsikkring, fulgtes ikke blot af ham, men af alle de Kunstnere, som især berømtes for en sand og lunefuld Charakteerskildring.
Selskabet spillede to Gange om ugen, og de fem Comedier, Holberg havde givet Skuespillerne, kom alle til Opførelse endnu inden Aarets Udgang. "Den politiske Kandestøber" vandt et overordenligt Bifald og fik et saadant Tilløb, at Folk stode ud i Gangen og mange maatte gaae bort. Den bekjendte Deel af Rollebesætningen var:
| Herman | Ulsøe |
| Antonius | Pilloy |
| Henrik | Wegner |
| Geske | Mad. Montaigu |
| Engelke | — — Coffre |
| Anneke | — — Lerke |
"Den Vægelsindede" vandt ikke stort Bifald uagtet Mad. Montaigus, af Holberg selv berømte, fortræffelige udførelse af Hovedrollen. De andre Roller vare saaledes besatte:
Efter Holbergs Beretning kom "Gert Westphaler" ikke paa Scenen i dette Aar, men Werlauff har anført en Placat, hvorefter det, "som nyeligen her i Kjøbenhavn componeret", blev opført den 28de Octbr. 1722, hvilken Modsigelse han, uden Tvivl rigtigt, forklarer derved, at Holberg formodenlig ikke har villet medregne Stykkets første Forestilling, ved hvilken det næsten reent faldt igjennem. Dets anden Opførelse falder nok derimod i Begyndelsen af 1723, og ved den lod han i en Prolog forklare, at de Repetitioner af Gerts Fortællinger, hvilke man havde fundet ubehagelige, netop vare Stykkets Dyd, hvorfor ogsaa, som han siger, "Comedien anden Gang blev ligesaa meget roset, som den forrige Gang blev lastet, og vil i Fremtiden efter al Anseelse passere for et af Autors bedste Stykker", hvilken Forventning dog saa lidet gik i Opfyldelse, at han allerede i 1724 fandt sig foranlediget til at omdanne Femactsstykket til et Eenactsstykke. Det havde følgende Besætning:
| Gert | Ulsøe |
| Gunild | Mad. Lerke |
| Marie (siden Leonora) | — — Coffre |
| Verten | Høberg |
| Tobias Procurator | Schou |
| Dommeren | Gram |
"Jean de France" gjorde desto større Lykke og vandt alle Stemmer for sig. Dets Besætning var:[sideskift][side 188]
| Jeronimus | Ulsøe |
| Frands | Gram |
| Jean | Polloy |
| Elsebeth | Mad. Lerke |
| Antonius | Schou |
| Espen | Hald |
| Marthe | Mad. Montaigu |
| Arv | Høberg |
| Magdelone | Mad. Coffre |
| Pierre | Wegner |
Ved første Forestilling af "Jeppe paa Bjerget" opkom, efter Holbergs Sigende, en Splid imellem Skuespillerne, som havde til Følge at Stykket blev slet spillet, men ved anden Forestilling behagede det meget, især ved Grams naturlige Spil som Jeppe. Den øvrige i Personlisten til Comediernes første Udgave anførte Besætning er:
| Nille | Mad. Lerk |
| Baronen | Pilloy |
| Secretairen | Ulsøe |
| Jacob Skomager | Høberg |
| Dommeren | Schou |
Regner man, at der fra Theatrets Aabning indtil Aarets Udgang er givet omtrent 22 Forestillinger, og betænker, at det indskrænkede Repertoire, et aldeles nyskabt Theater har at raade over, nødvendigen fordrer flere Gjentagelser af det, som har gjort Lykke, saa vil man bemærke, at de holbergske Stykker hyppigst ere blevne opførte.
Neppe havde Entrepreneurerne faaet Huset aabnet og begyndt at høste nogen Frugt af deres Anstrengelser, før Fattigvæsenet, efter indgivet Klage af 18de Octbr. 1722, fik udvirket kongelig Resolution, ifølge hvilken Capion og hans[sideskift][side 189] Medinteressent skulde, hver Aften naar nogen Comedie eller Tragedie blev spillet, før nogen Deling foretoges, betale 10 Procent til de Fattige, under Fortabelse af deres Privilegium. Forfærdede over dette for en saa ny Indretning meget haarde Paalæg, indgave Entrepreneurerne et Bønskrift til Kongen, i hvilket de beklagede sig over den Gjæld, der hvilede paa dem, og de Bekostninger, de havde gjort og dagligen maatte giøre paa dette Værk, saa at kun lidet blev tilovers for dem. Følgen var, at Fattigafgiften nedsattes til 6 Rdlr. ugenlig, naar der spilledes.
Capion havde ogsaa Tilladelse til i sit Huus at give og lade give Maskerader. Disse vare en Fornøielse, som tiltalte alle Stænder; under Masken kunde man aflægge den Tvang og tilsidesætte de mange Hensyn, der ellers lagde Baand paa den selskabelige Omgang. Besøget var derfor meget stærkt. Adgangen for hver Person, med eller uden Maske, kostede 24 Skilling. Her blev opvartet med Musik, Thee, Kaffe og Hazardspil; ogsaa blev undertiden, ved overordenlige Leiligheder, dermed forenet et eget Lotterie, saaledes som var Tilfældet med den "smukke og honette" Maskerade, der den 5te April 1723 blev "anrettet" af Skuespiller Ulsøe, ved hvilken en smuk Sølv Snustobaksdaase tilfaldt den Høistkastende, og som gaves med følgende, iblandt flere, "Conditioner": 1) Enhver bliver opvartet med Thee, Kaffe og fri Musik og ellers, saa vidt muligt er, til Fornøielse accommoderet imod 2 Slettedaler pro persona; 2) alle honette Fruentimmer have fri Entree, dog at de forsyne sig med Billet, og 3) enhver Person i Logen giver 2 Mark og paa Galleriet 1 Mark; for en heel Loge 1 Slettedaler.
[sideskift][side 190]Endskjøndt det danske Skuespil i dets Nyhed fandt Behag hos Mængden og havde en saadan Søgning, at Skuespillerne kunde sige:
"I første Aar, som vi en gylden Tid
kan kalde,
Vi frygted for at see vort Gallerie nedfalde;"
var der dog Mange, som, af Avind, fandt store Feil derved, og maaskee endnu Flere, som yttrede sig imod Skuespil i Almindelighed. Disses Beskyldninger bleve omhyggeligen drøftede i Holbergs (i Schwarz's Lommebog for Skuespilyndere, 1786, aftrykte) "Nyt Aars Prologus til en Comedie allerunderdanigst præsenteret af den hele danske Bande 1723", hvilken, som et ikke uvigtigt Actstykke, her bør optages.
"Prologus.
Saasnart Dækket trækkes op, indkommer Apollo, Æsculapius, Mercurius, Mars, Vulcanus, Momus, Cupido. — Sganarell, besat med Almanakker, kommer frem og vil begynde sit Nytaars-Ønske, seer sig om og bliver vaer Apollo, begynder at zittre, men dog søger at bringe sin Tale frem, saaledes med skjelvende Røst og Gebærder:
See Solen vender om, det nye Aar nu frembryder, Han seer sig om igien og blir vaer Æsculapius, blir mere bange, og repeterer Verset igjen skjelvende, seer sig atter om og fornemmer Cupido komme, skielver og raaber paa Suffleuren: Hvad følger efter frembryder? Repeterer Verset igjen, seer sig om, da Mars og Vulcanus komme frem; han kommer derover ganske fra sig selv, og raaber:
Hvad meer, Mons. Hammer! Aa jeg stakkels Menneske! jeg kunde nu min Rolle paa mine Fingre, men disse mange[sideskift][side 191] Guder har drevet al min Forstand og al min Veltalenhed ned i mine Knæ. Courage, Sganarell, forsøg end engang:
See Solen vender om, det nye Aar nu
frembryder,
I denne Bande vi fast alle ere Jyder.
Nei, det er intet ret. See, der kommer ogsaa Momus; nu er jeg ikke god for at sige min Mening paa Prosa meer end paa Vers. (Han tager sit Tørklæde op og græder).
Mercurius.
Jeg er Mercurius, som udaf Luftens Rige,
Mig foreta'r i Dag paa Jorden at nedstige,
At see, hvor her gaaer til; jeg gjerne vide vil,
Hvad ondt, hvad godt man har paa disse Skuespil;
Thi gaaer kun alting til paa en tilbørlig Maade,
Maaskee Monarchen vel bevise vil den Naade,
Nu, saasom Rigerne han kronet har med Fred,
Paa denne ringe Grund at stige stundom ned.
Momus.
Da anderledes skal man Skuespil
opføre,
Alt hvad jeg hører her, det skurrer mig i Øre;
Et Stykke bedre vel, end som et andet gaaer,
Men af det bedste jeg dog Vrid i Livet faaer.
Sganarell.
Hr. Momus er sig lig, og fører
gammel Tale,
Man aldrig har ham seet med anden Pensel male;
Jeg troer, vor Skuespil just derfor prises maae,
Naar man en Momus seer med Nakken deraf slaae;
Thi hvis man hørte ham en anden Snak at føre,
Det kunde vores Sag desmere mistænkt gjøre;
Naar andre græder, da allene Momus leer,
Naar andre frydes, han til Graad Anledning seer,
[sideskift][side
192]Man derfor med hans Dom sig ikke lader nøie,
Naar Avind laster, man det agter ikkun føie;
Spørg andre Guder ad, som tale med Besked.
(Til Spectatores)
Nu flyder for mig Vers, det volder jeg blev vred.
Mars.
Jeg efterfølger Momus ei,
Ei laster for at laste,
Men gaaer den sikkre Middelvei,
Ei alting vil forkaste,
Ei lukke Øie, Øre til
Naar noget høres, vises,
Som udi disse Skuespil
Fortiene kan at prises;
Men derudi jeg intet seer,
Som Marti kan fornøie,
Her gjør man kun Comedier
For Øre, ei for Øie,
Hos andre man dog Stykker seer,
Som mere har at sige,
Nu Kjemper, nu Beleiringer,
Nu Jomfru-Rov og Krige,
Nu en, der af Fortvivlelse
Sig Livet vil fratage,
Nu Folk omskabt til Steen, til Træ,
I Luften gloend' Drage;
Men her i disse Skuespil
Man hør kun Skjemt, Morale,
Som intet andet tjener til,
End dysse Folk i Dvale.
[sideskift][side 193] Sganarell.
Hvis ene slige Skuespil
Kan Martis Hjerte glæde,
Jeg gjerne Vei ham vise vil
Hen i Brolægger-Stræde.
Æsculapius.
Jeg som Krigsguden ei vil alt saa
nøie regne,
Jeg vil kun tale lidt paa Doctor-Gradens Vegne:
Hvi kommer det, at man i hver Comedie
Indfører Doctore, for dennem at belee?
Det synes ligesom man Stykker ei kan spille,
Med mindre Doctorne man sætte skal en Pille,
De gode Mænd i hver Comedie tjene maae
Til Folkets Tidsfordriv. I min Tid var ei saa.
Sganarell.
Herr Doctor, bliv ei vreed, vi skjemter og
med andre,
Fra en til anden Stand vi med Satire vandre;
Nu paa en Doctor, nu igjen en Advocat,
Ret som det falde kan, vi pleier tage fat.
Cupido.
Paa dette Skuespil jeg intet har at
gjøre,
Thi jeg om Elskov faaer lidt eller intet høre;
En ganske Vinter ei Cupido bliver nævnt
Og naar en elsker, da han elsker kun saa jevnt.
Nei, vil man Skuespil Cupido skal behage,
Da maae der høres i hvert Stykke Elskovs Klage;
Da maae en unger Svend udøse Suk for Søe,
For Skov, for Bjerg, for Træe, ja ud af Elskov døe;
Thi udi Skuespil er Sjelen Pastorale,
Ei andet høres her, end mavert tørt Morale,
[sideskift][side
194]Jeg her mit Herredom at gaae til Grunde seer,
Thi end ved Givtermaal ei sluttes Stykket meer.
Sganarell.
Saaledes Skuespil blev øvet fordum
Dage,
Da Gjække pleiede sig Livet at fratage;
Nu Folk kun Ægteskab af Interesse gjør,
Om Elskov derfor vi kun lidet mælde tør.
Foruden dette, vi Acteurs er mesten Jyder,
Af stor Koldsindighed. Ad Aare dog vi byder
Maaskee Cupido selv til en Tragoedie,
Paa et og andet Mord, som han kan faae at see.
Vulcanus.
Jeg gaaer paa Comedien somme Tide
Sær naar jeg faaer at vide,
At man blæser paa Trompetter,
Da gir jeg min Mark, og mig en Time paa Gallerie sætter,
Naar Musiken endet er, gaaer jeg bort,
Thi Comoedie i sig selv agter jeg ikke stort.
Sganarell.
Vulcani Poesie tilkjende noksom giver,
At af Comedier han aldrig Elsker bliver;
Dog hvad Critiqve og hvad anden Skjønsomhed
Kan ventes af en grov og upoleret Smed.
Bellona.
At føre Skuespil saaledes ind i
Landet,
Jeg holder fore, kan ei tjene fast til andet,
End styrte tapper Folk hen i Qvindagtighed;
Med mange Stæder som man feer tilførn er skeet;
Hvor Pallas føres ind, der maae Bellona vige,
Som dog fra Arilds Tid i dette Tvilling-Rige
[sideskift][side
195]Sit Sæde haver havt, bedækket med sit Skjold
Sit kiære Norden, end mod Romer-, Franker-Vold.
Apollo.
Hør giver lidet Lyd! lad Phoebus
ogsaa tale:
Hvo som qvindagtig tør Minerva vel afmale,
Der fine Sønner til fuldkomne Stridsmænd gjør,
Der Pen saavelsom Sværd i Haanden altid før,
I hvilken Musa sig med Marte mon forene,
Som paa et Træ, hvor man seer podet to Slags Grene?
En Cæsar Ungdoms Tid ved Pennen jo bortdrev,
Og Mester over Rom ved tapper Visdom blev;
En Alexander, som fik Verdens Herredomme,
Med Sværd i Haanden gik, med Bøger i sin Lomme;
I Nordens Konge vi jo mærker Tapperhed
Med Viisdom samlet, ja en Salomon i Fred,
En David udi Krig, Kong Frederich mon hede,
Tænk derfor ei, at det forgjeves er at lede
Paa eet Sted Viisdom, Mod, her seer
Du begge to I Danner-Kongens Bryst endrægtelig at boe.
See en Minerva Stad, Athenen, hvo kan sige,
Om den var mere stør i Fred end udi Krige;
Hvo decidere tør, om Verdens Øie, Rom,
Til saadan Vælde meer ved Sværd end Viisdom kom?
Mon Aristophanes Athenen har fordervet,
Mon han ei heller har den Laurbærkrands forhværvet?
Mon Plautus Rom har gjort qvindagtig og forsagt?
Moliere med sin Pen har svækket Frankrigs Magt?
Jeg hader og beleer de Spaamænd og Propheter,
Som ansee Skuespil for Landet som Cometer,
Der true Folk med Ondt; da Digt og Skuespil,
Om i Historien man efterblade vil,
[sideskift][side
196]Er heller Frugter af et Riges Magt og Ære,
Og viser, Sproget bør blandt andre Sprog florere,
Som Land for andre Land; saa med Athenen gik,
Jo mere den blev stor, meer Høihed Sproget fik.
I Sprogets Ziirlighed, i Herredom tillige
Rom har jo taget til. See udi Frankerige,
Hvor Sprog og Magten man tillige vore seer,
Hvor Digt og Poesie af Velstand Pode er.
Af en Augusto en Virgilius udspringer,
Med en Louis le grand et Land Moliere bringer,
Med en Elisabeth en Dryden spirer op;
En sætter Land i Flor, en Sprog paa Ærens Top.
Men her paa Spørgsmaal jeg kan vente mig at høre:
Til Sprogets Tarv hvad kan slig Skuespil vel gjøre?
Det cultiveres kan jo ved Historier,
Ved andre Skrifter og ved Talen udi sær.
Sandt nok, men Skuespil var rette Form og Smede,
Hvor Sproget dannet blev saavel i fordum Tide,
Som det blir i vor Tid; thi uden Digtekonst
Og uden Skuespil arbeides sligt omsonst;
Jeg desforuden og kan vise anden Nytte,
For at gjendrive dem, som Skuespil ei skytte.
Som bitter Medicin en sund Comedie er,
Som en chirurgisk Kniv, der heler, naar den skjær,
Der saarer Hjerterne, men tidt Forstanden læger,
Der først til Hævn, men strax til Kjærlighed
bevæger;
En deraf bliver vred, som seer sin Charakteer,
Sig ændrer siden, og sin forrig Feil beleer.
En Aristophanes Athenen derfor dyrket;
Thi den holdt føre, at han Staden havde styrket
Meer end Comedier, ja større Tømme lagt
[sideskift][side
197]Paa Folkets Daarlighed, end Sværdet, Riis og Magt,
Skjøndt gamle Skuespil saa kydske og saa rene
Som disse ikke var. Men følger dem kun ene,
I Nordens Børn, i det, som ret og lovligt er,
Belee den hele Jord, men ingen udi sær,
Hold, som til denne Tid, kun med Satiren Maade,
Saa vindes Priis hos Folk, hos Danner-Kongen Naade.
Maaskee Monarken saa, naar Tiden lader til,
Et Øie kaste tør til disse Skuespil.
(Derpaa gaae de alle ud, og da Sganarell nu vil fortsættte sin forrige Tale, blir han vaer Thalia, og siger:)
Der kommer Thalia, hun forstaaer Haandværket bedre; hun talede faa vel for os da den første Comedie af os blev spillet.
Thalia.
Gir Agt, Indbyggere
i dette ædle Rige,
Sær denne Hovedstad! tillader mig at sige,
At da jeg første Gang paa dette Sted fremstod,
Jeg fandt en Hjerte-Angst og Gysen i mit Blod;
Skjøndt selv Apollo mig i Munden Ordet lagde,
Skjøndt Eders Hænders Lyd gav Tegn, at jeg behagde.
Jeg dog, nu mine Vers har liden Fynd og Klem,
I Dag med større Mod til eder træder frem.
Da stod jeg skjelvendes og torde neppe vente,
At mine Løfter sligt et udfald skulde rente;
Thi Eders ædle Sprog var som i Dvale lagt,
Og for at sige sandt, plat kommen i Foragt;
Men i den korte Tid I haver mig besøget,
Jeg glæder mig at see vor Tales Ziir forøget;
Jeg seer dets Herlighed hver Dag at tage til,
Nu Fremmede vort Sprog og gierne høre vil.
[sideskift][side
198]Det fryder mig og høit, at I har selv befundet,
At mine Løfter har ei ilde været grundet;
Ja, at min ringe Flid dog ikke var omsonst,
Da jeg til Sproget har lagt Øvelse og Konst.
Dog at det gaaer saa vel, det kan jeg ei tilskrive
Mig og mit Selskabs Flid: det vilde med os blive
Til lutter Daarlighed, hvis ei en større Magt
I dette spæde Værk os Haanden havde rakt.
Mit Haab alene er paa Kongens Naade grundet,
For Sprogets Opkomst som Beskytter vi har fundet,
Da og ved denne Sol slig Glands for mig oprandt,
At hos hans største Mænd jeg ogsaa Ynde fandt.
Og om min Hjerne har et kløgtigt Værk udspundet,
Da volder det, at jeg Tilhørere har fundet,
Som veed at prise Godt, som veed at vrage Tant,
En mere skjønsom Flok man aldrig samlet fandt.
I har dog midlertid og mærket, at min Skare
Med mig har ingen Flid og Umag villet spare.
Med et og andet Spil jeg har, som i et Speil,
Viist mangen Daarlighed, og hvor man tager feil;
Men saasom Sandhed er ei altid god at høre,
Saa har jeg mange Ting for eder ladt fremføre
Af fremmed Gjækkerie; dog tænker aldrig paa,
At egne Feil jo til mit Arbeid kan forslaae.
Gid I saa flittigt vil herefter os besøge,
Som I er flittig nok vort Arbeid at forøge,
Gid kun vor Stueplads saa længe maa bestaae,
Som Folk vil Daarlighed og store Feil begaae.
Vi Kongens Naade bør i dette Værk erkjende,
Og med Taksigelse os mod hans Trone vende,
Til Kilden, hvorfra ned de Naadesstrømme gaaer,
[sideskift][side
199]Der vandet har vor Jord det forbigangne Aar,
Vort Sprog har givet Vært og hjulpet som af Dvale,
Os aabnet Munden, og tilladet frit at tale,
De banet Veien til at skrive det paa Dansk,
Som man med mindre Fynd før læsede paa Fransk.
Tænk, Konge, at saa tidt man taler om de Dyder,
De ædelstene, som Din Krone saa bepryder,
Din Møie, Gudsfrygt, Flid, Din Mildhed, Tapperhed, Aarvaagenhed i
Krig, Retfærdighed i Fred;
Vær vis paa, naar man skal en Krønik derom skrive,
At aldrig dette da vil udelukket blive!
Da Vælde, Herlighed i Riget fæstet
Rod,
I samme Konges Tid kom Sproget og paa Fod.
(Naar Thalia har endt sin Tale, siger Sganarell:)
Vi takke skyldigst, Madame, paa Comediernes Vegne; nu vil jeg da selv ikkuns slutte med 2 à 3 Ord.
Sganarell.
Vort danske Modersmaal i Mar en Moder
bliver,
Og med Comediekonst sit første Foster giver;
Hver Stand kan skue frit sit Levnet derudi,
Som er et Dyders og Udyders Skilderie.
Du Landets Fader, vær Du Barnets Fosterfader,
Vi vores Flid udi din Naade overlader,
Imidlertid vi med eet Hjerte alle staaer,
Og ønsker Kongens Huus et glædeligt Nyt-Aar!
| Joh. Ulsøe | Peder Hald |
| Magnus Schou | Jens Høberg |
| J. W. Gram | Henrich Wegner |
| Pilloy | |
| P. Sparkjær Componist af Musiken |
Rasmus Hammer Copist og Dicteur |
[sideskift][side 200]Peder Sparkjær, der, formodenlig i Egenskab af Selskabets Orchesteranfører, havde componeret Musiken, var Hofviolon og Hoforganist, det vil sige Organist ved Holmens Kirke. Flere Omstændigheder tyde paa, at han besad Formue og stod i ikke ringe Anseelse.
At Sganarel i denne Prolog, — der i de stive Vers og det nu gammeldags, men dengang høist elegante, hist og her incorrecte Sprog indeslutter herlige poetiske Tanker, og et ligesaa omfattende som skarpsindigt Forsvar imod Datidens Angreb paa Skuepladsen, — siger:
"Hvis ene slige Skuespil
Kan Martis Hierte glæde,
Jeg gjerne Veien vise vil
Hen i Brolæggerstræde,"
har man med Bestemthed antaget, at von Qvoten paa den Tid gav "Haupt- und Staats-Actionen" der. Det vilde være høist besynderligt om der, uagtet Capions Monopol og det strenge Forbud imod Eckenbergers Luftspringerie og Stærkemandskunster, allerede i Kjøbenhavn skulde have været en tydsk Spektakelcomedie, som vakte de danske Skuespilleres Uvillie og dog ikke kunde hindres af Capion. Ovenanførte Strofe, hele Holbergs "Ulysses von Ithaca", og især hvad Digteren i Epilogen dertil lader Helten sige:
"Om nogen tydsk Comedie
Her i Brolæggerstræde
Man bedre mig vil lade see,
Vil jeg Johannes hedde,"
saavelsom von Quotens Fremtræden i "Hexerie eller blind Allarm", synes at stadfæste det, og Rahbek anseer disse Steder som et uomstødeligt Beviis derfor. Det er imidlertid ubetvivleligt, at det ikke var saa. For at gjøre sin[sideskift][side 201]parodiske Fremstilling af disse ravgale Comediers Latterligheder endnu mere levende for Tilskuerne, har Digteren brugt den nærværende Tid istedetfor den forbigangne, og betragtet Theatret i Brolæggerstræde, hvorpaa de vilde blive opførte, hvis de bleve givne, og der formodenlig endnu, i Forventning om det danske Skuespils nære Endeligt, holdtes beredt til deres Gjenoptagelse, som bestaaende. Beviser for denne Paastand have vi i Holbergs egne klare Ord. I "Just Justesens Betænkning over Comedier", som er tilføiet hans Comediers første Bind, der udkom netop samtidigt med Nytaars-Prologens Opførelse, siger han: " — ja man maa mage det saa, at man kan sige til vore Comediers Forsvar, at derved ikke alene de Penge blive udi Landet, som de fremmede og urimelige Bander tilforn udførte, men endog at Tilskuerne anvende deres ledige Tider vel og nyttigt derpaa"; i hans Autobiographie, dateret 31te Decbr. 1727, siges om "Ulysses", der blev opført i 1724, og hvori, som nylig anført, den tydske Comedie i Brolæggerstræde ogsaa omtales som endnu tilværende, at dette Stykke gaaer ud over de smagløse, vandede og halvhundredeaarige Comedier, som tilforn spilledes af omflakkende Comedianter; og i Anledning af det danske Skuespils Ophør i 1727 anmærker han, at de udenlandske Bander, som aarligen pleiede at snyde os for vore Penge, bleve holdte borte fra Danmarks Dørtærskel saa længe den danske Skueplads stod ved Magt. Vel maa dette ikke forstaaes som om Danmark slet ikke blev hjemsøgt af fremmede Bander, thi vi ville faae det Modsatte at see; men disse have langtfra været af den Vigtighed, som tillagdes den von quotenske, der sikkert her, saavelsom i flere af Holbergs Epistler, vilde være bleven omtalt med Bestemthed, ifald den havde været en [sideskift] [side 202] privilegeret staaende Trup, som havde skadet det danske Theater. Et endnu stærkere Beviis for at von Quotens Bande ikke spillede her da Nytaars-Prologen blev givet, ligger i følgende Omstændighed. "Hexeri eller blind Allarm" kom, endskjøndt det var forfattet før Skuepladsen i lille Grønnegade, ikke paa Theatret før i 1750, og da var ikke alene den von Quoten, som havde havt Skueplads i Brolæggerstræde, efter al Rimelighed død, men hans Søn, Julius von Quoten, der, samtidig med det danske Theaters Gjenfødelse, i 1746, havde, ikke paa sit eget, men paa General Arnolds herefter omtalte Privilegium, givet Comedier, var endogsaa for flere Aar siden ude af denne Virksomhed, og havde desuden slet ikke spillet saadanne Comedier som parodieres i "Ulysses", men Datidens bedste Skuespil, og deriblandt Holbergs Comedier baade paa Tydsk og Dansk. Ikke destomindre bliver i "Hexerie eller blind Allarm" ei alene de von quotenske Spektakelstykker omtalte som bestaaende eller i det mindste som kun ophørte formedelst de danske Comediers Held, men den gamle Samuel von Quoten bringes deri personlig paa Scenen og tiltales som en paa samme Tid levende Person. Har nu Holberg her beviisligen fremstillet det Forbigangne som noget Nærværende, da kan der vel ikke være Tvivl om, at han ligeledes i Prologen har gjort det.
"Maaskee Monarken saa, naar Tiden lader
til,
Et Øie kaste tør til disse Skuespil;"
hedder det i Prologen. Allerede i November 1722 havde de danske Skuespillere, sikkert ved Rostgaards Indflydelse, faaet Tilladelse til at give en Forestilling for Hoffet, hvortil bestemtes "Den borgerlige Adelsmand" af Molière, om hvilket Stykke der i Forveien sagdes i den Hamborgske[sideskift][side 203] Correspondent, at det skulde blive meget godt oversat; af hvem, er ikke berørt, men da Stykket var bestemt til en Hofforestilling, og der allerede forud gjordes saa stort Væsen af Oversættelsen, tør det nok være at Rostgaard havde paataget sig den, saa meget mere, da han skrev Prologen til denne Høitid. Den 15de Januar 1723 nøde endelig de danske Skuespillere for første Gang den Ære, paa Slottet, at fremstille sig for Kongehuset med en Forestilling, hvilken bestod af Molières ovennævnte Stykke og samme Digters "Det tvungne Giftermaal", samt den af Rostgaard forfattede Prolog, der fremsagdes af Thalia, som formodenlig forestilledes af Mad. Montaigu, og lød saaledes:
"Her finder jeg den Helt, Regenters Speil
og Krone,
som af den store Gud er sat paa Nordens Trone,
og haver lært af ham at føre Spiir og Sværd,
og dele Løn og Straf til hver, som han er værd.
Stormægtigste Monark! nu Krigen haver Ende,
og Mars med Ild og Staal fra Norden maa sig vende,
Apollo fryder sig med alt sit lærde Chor,
at Danner-Kongen seer sit Land i Fred og Flor.
Apollo mig har sendt til disse Tvillingriger,
som ingen Verdsens Deel i Dyd og Troskab viger,
at jeg min ringe Kunst med at forlyste Folk
skal byde villig frem og være Sandheds Tolk.
Det lykkedes mig og, thi jeg ved Kongens Naade
fik strax Tilladelse til min og Andres Baade,
paa Stadens Skuested, at sige det paa Dansk,
som andensteds er talt paa Græsk, Latin og Fransk.
Jeg selv har fundet paa, i Landets Sprog at sige
nu een, nu anden Skjemt, foruden dog at vige
[sideskift][side
204] fra det, som Ærbarhed og Tugt vil have sagt
af hver, som paa sin Pen og Mund vil have Agt.
Hos Lystighed og Skjemt jeg Alvor veed at føie,
til Lærdom for Enhver, som med et vaersomt Øie
vil see i noget Bryst, og kiende sine Feil
ved det Comedien ham viser, som et Speil.
Naar nu det ædle Sprog, som Kongens
Riger tale,
Og Digtekunsten, som har længe lagt i Dvale,
ved Flid og Øvelse maa komme for en Dag,
saa skal min Skueplads vel blive til Behag.
Men at jeg denne Gang for Kongen selv maa træde,
og med min Lystighed saa stort et Selskab glæde,
den Ære overgaaer alt hvis jeg ønske kan,
og derved fryder sig med mig det hele Land.
Ja, visseligen maa det hele Land sig fryde,
Naar lig en Souverain kan nogen Lise nyde,
for al den Møie og urolig Omsorgs Vægt,
han bær saa villig til al Nordens Varetægt.
Al Norden derimod er pligtig høit at ære
Hans fromme Majestæt og ham paa Hænder bære,
og være hannem tro og vove Liv og Blod
for denne Salomon, som er saa eiegod.
Gud lade Frederik den Fjerdes Alders Dage,
Hans Helbred, Kræfter og Fornøielse tiltage!
Vor Dronning blive maa hans høie Alders Trøst,
som i sin Gud og Dyd befatter al fin Lyst.
To Rigers Arveprinds, Prinds Christian skal være,
af Gud velsignet med al Glæde, Held og Ære,
og Kronprindsessen maa i Helbred tage til,
og glæde Kongens Huus med det vi alle vil.
[sideskift][side
205]Jeg Kongens Broder og Princesserne ei glemmer;
men veed, at Himlen selv, hvad de sig ønsker, fremmer.
Nu fattes intet meer, end at min liden Flok
maa vinde Kongens Gunst, saa har vi Naade nok."
Forestillingen vandt Kongens og Dronningens Bifald, men Kronprindsen (Christian den Sjette) var ikke tilstede for at faae den fade Compliment, som Prologen havde til ham. Den angivne Grund var Kronprindsessens Sygdom, men man vidste meget godt, at den sande laae i den det danske Theater ildespaaende Uvillie, som han allerede dengang følte mod alle theatralske Forlystelser.
Rahbek har troet, at der stak en Chicane imod Holberg i, at den nyskabte danske Skuepladses Forestillinger, saavel for Hoffet, som for Publicum, aabnedes med Stykker af Molière, da dog Skuespillerne, efter hvad han med største Rimelighed antager, allerede inden Forestillingen den 23de Septbr., havde fire af Holbergs Comedier ihænde, ja vare endog i Begreb med at indstudere dem. Der var imidlertid meget, som talte for, at Molière ved disse Leiligheder gaves Fortrin. Vel forstod Montaigu noget Dansk, men dog saa utilstrækkeligt, at han maatte lade Holbergs Stykker oversætte for sig paa Fransk, inden han kunde veilede Skuespillerne til deres Udførelse; det var ham altsaa ikke muligt at dømme med Sikkerhed om den Virkning, disse Comedier, af en hidtil i dette Fag ubekjendt Forfatter, vilde gjøre; derimod kjendte han nøie Molières Værker, ja havde vel ofte selv spillet "L'avare" og "Le bourgeois gentilhomme", hvorfor han i dem maatte være en dygtigere Veileder. Holberg siger selv, at Skuespillerne spillede bedre i Molières end i hans Stykker, da de i dem havde Montaigus Anviisning. Endvidere var disse[sideskift][side 206] Stykkers Lykke grundfæstet, og endelig havde de danske Skuespillere, i de nylig afskedigede franske, gode Mønstre for Udførelsen af dem. Da det nu var baade Entrepreneuren og Skuespillerne af største Vigtighed, at den første Forestilling sikkrede dem Yndest, saa er det meget begribeligt, at der baade til Theatrets Aabning og Forestillingen ved Hoffet valgtes Stykker, om hvis gunstige Optagelse man turde være temmelig forvisset, og som tillige gave Tilskuerne Leilighed til en maaskee fordeelagtig Sammenligning med de Franske, hvad der end mere maatte bringe Skuepladsen i Naade. Desuden, havde Holberg selv seet en Tilsidesættelse i dette Valg, da vilde han neppe bleven ved at være Skuepladsens ivrigste Understøtter; thi at denne store Mand havde en saa høi Grad af Bevidsthed om sin Betydenhed som nogen Forfatter, derfor finde vi mangfoldige Beviser baade i hans Skrifter og i det Følgende. At han imidlertid hellere havde seet et af sine Stykker opført, og at hans stærke Udfald mod "Den borgerlige Adelsmand", som lettest kunde have været ombyttet med et af hans da givne Stykker, fornemmelig havde sin Grund deri, det er saare rimeligt.
Mærkeligt nok, at just i de samme Dage da det danske Skuespil forundtes den Ære, "for Kongen selv at træde", og vandt hans Bifald, gav Kongen sine tydske Operister, lige imod den Capion, i hans Privilegium og dets Udvidelse, skjænkede Eneret til Skuespils offenlige Opførelse, og med aabenbar Fare for den unge danske Skuepladses bratte Ødelæggelse, Tilladelse til een Gang om Ugen at spille offenlig for Penge paa det Theater, der paa Slottet var indrettet for dem. Denne Hofforlystelse tiltalte imidlertid ikke Folket; Truppen var, uagtet denne Naade,[sideskift][side 207] ikke istand til at holde Creditorerne fra sig Saisonnen ud. Efter Werlauff, i "Historiske Antegnelser", udstedtes under 9de Marts 1723 en kongelig Befaling, hvori det hedder, at "Johann Keyser og Carl Ludwig Westerholz, Operister ved Hoffet, samt alle de under deres Bande henhørende Personer maae for al Anstrengelse af deres Creditorer, samt Arrest paa deres Personer være befriede, indtil deres Gage falder, hvoraf da Enhver skal og bør tilfredsstilles." Denne Johann Keyser var formodenlig Capelmesteren selv med et urigtigt anført Fornavn, eller en Broder af ham. Efter Paaske reiste Truppen tilbage til Hamborg, og der blev ikke mere ansat noget tydsk Operaselskab ved Hoffet.
At der for Resten oftere er blevet opført danske Skuespil for Kongehuset og at Indtægten derved har været Foretagendet til betydelig Understøttelse, sees af en Prolog, som 1728 gaves i Anledning af Dronningens Fødselsdag, da Theatret blev aabnet, efter at det en Tidlang havde været lukket, formedelst Pengemangel; thi den i Prologen optrædende Danske siger:
"— at Skuespil ophørte
Af andet Kildevæld end Gnierie herrørte;
Vor Riges Naade-Sol for os usynlig stod,
Da han sin Residents tilrette gjøre lod;"
hvilket tydeligt viser, at Theatrets Ophør især havde været en Følge af den paa Slottet foretagne Reparation, hvorved Skuespils Opførelse hindredes.
Efter sin nøiagtige Undersøgelse af den ældste Rollebesætning i Holbergs Stykker, fremsætter Rahbek den Formodning, at Hald, som siden skal være bleven Provst i Nærheden af Ringkjøbing, Gram, der blev Pedel ved Universitetet, og Mad. Lerke allerede kort efter Hofforestillingen[sideskift][side 208] udtraadte af Truppen.. I deres Sted traadte Hans Lindorf, en Student, der blev en betydende Skuespiller, som sik Jeppe og flere af Grams Roller; Ramel, ligeledes Student, som gav Tjenere, naar de ikke vare saadanne Hovedroller, der tilfaldt Wegner, og Jfr. Sophie Hjorth, som anføres for Nille, Elskerinder og Koneroller.
Af den anførte Nytaars-Prolog sees, at hvorvel man havde været saa forsigtig at bestemme Fattigafgift ogsaa for Opførelsen af Tragedier, var der hidtil ikke givet noget Sørgespil. Dog var det paatænkt, thi Sganarel siger:
"Ad Aare dog vi byder
Maaskee Cupido selv til en Tragoedie,
Paa et og andet Mord, som han kan faae at see."
Formodenlig var den Tragedie, som her menes, Racines "Andromache". Senere opførtes ogsaa andre Tragedier, hvilket man erfarer af en Prolog, der blev givet 1728, hvori Melpomene siger:
"Jeg tidt opløftet har for deres
Lyst min Røst,
Men neppe fundet dem, som lædskede min Tørst."
De qvindelige Hovedroller i Tragedien synes at have havt en meget anseet Fremstillerinde i Mad. Montaigu ; Pilloy spillede uden Tvivl Elskerrollerne, og Ulsøe Tyranner og værdige Fædre. Spillemaaden var naturligviis det franske Theaters: lange, afmaalte og i Takt faldende Skridt, store, fægtende Armbevægelser, Forvridelse af Ansigtstrækkene, et luftsøbende, svulstigt, afvexlende hviskende eller tordnende Foredrag, hvori Oversættelsens klodsede Alexandriner ret tilskanderedes Publikum med Fremhævelse af Cæsuren uden Hensyn til Ordforbindelsen. Dette unaturlige Væsen satte sig ikke i nogen varig Yndest hos Publikum; det lader til at det blev ved et Par Forsøg dermed.
[sideskift][side 209]I Comedien brugte man naturligviis Tidens almindelige Dragt, med den Forskjellighed, som Personernes Stand, Alder og Charakteer fordrede. Sørgespillet maatte derimod gives i et Slags Costume. Dette var paa den Tid og længe efter en høist eventyrlig Sammensætning. Hvad det mandlige Personale end agerede, sorte Fløils Knæbuxer, hvide Strømper og Skoe med Steenspænder skulde det altid have til Underklædning. Laae Scenen i Frankrige, Tydskland eller England, da kom dertil — ligegodt hvilken Tidsalder Handlingen foregik i den Tids bredskjødede Kjole og lange Vest, hvorover der hængtes et Skjærf med Guldfryndser, og, hvis Personerne vare af kongelig Æt, en lang Kaabe, baldyret med Flitterguld og Pailletter. Paa den puddrede Allongeparyk bar Helten i Fredstid en trekantet Hat, rigt udstafferet med Fjer, i Krigstid en Hjelm, som oftest forfærdiget af forgyldt Pappapir. Foregik Stykket i det gamle Grækenland, da var Skjødkjolen kort, afstivet med Fiskebeen og af hvidt Silketøi, besat med Pailletter. Dertil bares et Slags Pandser af Dvælg, ligeledes pailletteret, og en med lange Fjer overdaadigt smykket Hjelm. ― Heltinderne gik, ligesom Heltene, bestandigt, enten de hørte hjemme i Tydskland eller i Grækenland, med høihælede Skoe og puddret Haar; men dette var, i Forhold til den Fornemhed, der efter Stykket tilkom dem, mere eller mindre overlæsset med Bævernaale, Perler, Fjer eller Blomster. Det Eneste, hvorved de betegnede Landet og Tiden, som Stykket spilledes i, var, at de paa deres Fiskebeensskjørter anbragte, af Perler, Flor eller Baand, endeel Stads, som, efter deres Mening, gjorde dem fuldkommen costumerigtige.
Uagtet Kongen havde viist det danske Theater sin Yndest, og Mænd af høieste Rang og Anseelse ikke fandt det[sideskift][side 210] under deres Værdighed at understøtte det med Raad og Daad, fik Skuespillerstanden strax at føle, at den havde mange Mægtiges Uvillie og Fordom mod sig. Skuespilleren Høberg var Alumnus paa Walkendorfs Collegium og af Rector Magnificus, den liberale Dr. Th. Bartholin, bleven foreholdt, at det i ingen Maade kunde forsvares eller tillades ham at være Comediant, saa fremt han agtede at nyde godt af Stipendiet; men desuagtet understod han sig til at disputere, uden at have forladt sit usømmelige Levnet. Grev Holstein, som var Universitetets Patron, blev derfor adspurgt, hvorledes der med bemeldte Høberg skulde foreholdes, da Oversecretairen Rostgaard havde taget sig af ham og givet at forstaae, at det vilde mishage Greven, hvis Universitetet gik frem imod ham med Rigueur. Holstein gav et undvigende Svar, men ikke destomindre blev Høbergs Plads, efter at ham var tilstaaet 4 Rdlr. for den Disputats, han nylig havde ladet udgaae, den 10de April givet bort til en Anden. Fra denne Tid blev han ideligen varslet til at flytte, hvilket han dog ikke gjorde førend den 11te Juni, da han tilskrev Ephorus, at han, af Ærbødighed for sin Øvrigheds Sentiment, var udflyttet, takkende for vist Faveur, og derhos bad ham, at formaae Consistoriet til at forunde ham det fra sidste Michaelis forfaldne Stipendium, hvilket blev ham tilstaaet paa Grund af, at han nu "allerede" var flyttet. En Studiosus, Niels Horn, som nok havde været en af den danske Bandes Hjælpere i Forlegenhed, meldte sig paa netop samme Tid til examen theologicum, og ansøgte Consistoriet om, at hans førte Levnet ikke maatte være ham hinderligt heri, da han havde givet sig fra at agere Comedie saa snart han var bleven vidende om, at det var hans Øvrighed imod.[sideskift][side 211] Biskop Worm, Prof. theol. Steenbuch og Caspar Bartholin satte sig med megen Alvor imod Ansøgningen, men Majoriteten: Prof. theol. Joh. Bartholin, Trellund, Bagger, Franckenau, Arnas Magnæus, Frølund, Holberg, Horrebow og Th. Bartholin, lod det være nok med at paalægge ham et Prøveaar, efter hvilket han kunde antages til examen theologicum. — Ligeledes forvistes paa samme Tid den ovennævnte Hans Lindorf Regentsen, men han negtede at flytte, og blev derfor relegeret. Det synes imidlertid, at hvad der var Forfølgelsens Aarsag hos Hine, kun var dens Virkning hos ham.
Ved saadanne Forhandlinger i Consistoriet maatte Holberg ikke alene høre skarpt fremsatte Fordomme imod den af ham saa kraftigt understøttede Skueplads, som derved havde stor Vanskelighed med at skaffe sig et fast, tilstrækkeligt og dygtigt Personale, men tillige udholde personlige Stiklerier og Angreb, hvormed ogsaa andre Lærde, f. Ex. den berømte Gram, forfulgte baade ham og hans Comedier i det daglige Liv. Det blev ham derfor vigtigt, at vise det Urimelige i den Foragt og heftige Ivren, der vendtes imod Theatret. Det var Grunden til at han, i Fortalen til det i Foraaret 1723 udkomne første Bind Comedier, gik ind paa Besvarelsen af de to Spørgsmaal: 1) Om det strider imod visse Personers Stand og Charakteer at skrive Comedier? og 2) om det er sømmeligt og anstændigt for smukke Folks Børn at lade sig bruge til theatralske Exercitier? — Med Alvor og Varme udviklede han i denne Afhandling Angrebenes Urimelighed.
Sommerterminen bragte, efter J. E. Schlegels Beretning, dengang en saa stor Mængde udenbyes Folk sammen i Kjøbenhavn, at den var Skuespillernes bedste Tid. De lode den ikke gaae unyttet, men sørgede endog, som oftere,[sideskift][side 212] for et godt Leilighedsstykke, hvilket de fik i Holbergs "Den ellevte Juni", som første Gang blev givet 11te Juni, og gjorde stor Lykke. Den bekiendte Deel af Besætningen var:
| Studenstrup | Høberg |
| Skyldenborg | Pilloy |
| Jacob | Lindorf |
| Lucretia | Mad. Montaigu |
| Niels Christensen | Ramel |
Dette Stykke giver det bedste Beviis for, hvor slet det stod til med den unge danske Scene, der ved sin Aabning var udstyret med meget dygtige artistiske Kræfter og en saa stor, den aldeles eiendommelig literair Rigdom, som intet begyndende Theater har kunnet berømme sig af. uagtet Skuepladsen ikke engang var et Aar gammel, og der kun spilledes to Gange om ugen, havde Publicum allerede faaet saa megen Ligegyldighed for den, at det ikke var muligt at skaffe en Søgning, der kunde dække Udgifterne til det lille Selskabs Lønning, Stykkernes lidet bekostelige Udstyr, de ringe aftenlige Omkostninger og Capitalens Forrentning. Holberg, der udtaler sig saa skarpt imod alle "Præsentationer og Outreringer", som kun have til Hensigt at lokke Tilskuere, der ikke vide at vurdere den ægte Comedie, Holberg maatte, efter egen Tilstaaelse, i dette Stykke "sætte den Madding paa Krogen, som han vidste, at Mængden vilde bide paa". Og denne Madding var endogsaa ikke af den uskyldigste Art, men bestod tildeels af burleske Scener, meget plumpe baade i Situation og Udtryk, tildeels af saadanne Flauser, — f. Ex. med Tønden, Sækken og Vægterspektaklet, som han alvorligt dadlede hos Molière. De stærke Midler forfeilede ikke øieblikkelig Virkning: Stykket, som alene ved en ganske fortræffelig[sideskift][side 213] Skildring af Charakterer, Sæder og provindsielle Eiendommeligheder, var i sin Grund et ypperligt Lystspil, opnaaede, formedelst "Maddingens" Anbringelse, nogle godt besøgte Forestillinger; men det bidrog aldeles ikke til at tilvinde Skuepladsen overhovedet en forøget Interesse, saa at ogsaa andre Comedier, der vare uden saadanne Løier, fik større Tilløb. "Den ellevte Juni" var et blot Meteor paa Theaterhimlen, der efter dets korte Glands kun blev endnu mere mørk og øde. Inden en Maaned efter den første Opførelse var Capion i samme Knibe som Skyldenborg; thi "han blev sat ved Vingebenet" for en udstedt Vexel paa 200 Rdlr., Noget, som "Hamb. Correspondent" undrede sig meget over, da han dog ved Comedierne og Maskeraderne havde fortjent store Penge. — Der indtraadte nu en Standsning i de danske Comediers Opførelse, hvilken vedvarede til Slutningen af September, da Montaigu, for at Capions Fallit ikke skulde hindre Theatrets Virksomhed, overtog Entreprisen med Forpligtelse at betale Capion 650 Rdlr. aarlig Leie af Huset, endskjøndt der herefter kun skulde spilles een Gang om ugen. Paa Datidens Comedieplacater hedder det altid, at de danske Acteurs "aabne atter deres Theatrum", men Anmeldelsen: "Den 27de September aabne de danske Acteurer atter deres Theatrum ved at forestille en Comedie kaldet: Den politiske Kandestøber, som med mange Scener er bleven forbedret", maa nok have gjældet en virkelig Aabning af Skuepladsen efter en lang Hvile.
Kort efter fremtraadte en ny Forfatter, Kammerraad Joachim Richard Pauli, som ogsaa — dog vistnok senere — med faare lidet Held forsøgte at omstøbe Holbergs "Politiste Kandestøber". Han debuterede med "Dend Seendis Blinde Een COMOEDIE Paa Tree Acter." —[sideskift][side 214] Dette Smørerie, der er ligesaa flaut og mat, som Holbergs Lystspil ere vittige og livfulde, var for Resten det eneste Stykke, som han fik bragt paa Scenen, hvor det endog holdt sig efter Skuespillets Opstandelse i Frederik den Femtes Tid. Derimod vandt Holbergs "Barselstue", som blev givet ved samme Tid, ikke det fortjente Bifald "formedelst dets Satire, som Mange stødte sig over". Af Besætningen har Holberg kun bevaret os Følgende:
| Barselkonen | Pilloy |
| Corfix | Ulsøe |
| Troels | Wegner |
| Jeronimus | Lindorf |
Den Yndest, hvori Montaigu stod ved Hoffet, bevirkede, at Skuespillerne, siden han overtog Theatret for sin Regning, jevnligere forundtes den Ære at give Forestillinger paa Slottet. Endogsaa Kronprindsens Fødselsdag, den 30te Novbr., feiredes med Opførelsen af danske Comedier for de kongelige Herskaber, som fandt sig saa høiligen tilfredse dermed, at "der mere end nogensinde gik Tale om, at de danske Comedianter skulde faae en aarlig Pension af Kongen", hvilket dog ikke slog ind. Ogsaa i Anledning af Nytaarsdagen 1724 nød "den danske Bande Comedianter den Ære at præsentere sig tilhove med deres Spil".
I Begyndelsen af 1724 blev Holbergs "Det arabiske Pulver" bragt paa Scenen. Da det i en rask fremskridende Handling, der giver Anledning til lutter morsomme Scener, revser en datidig Daarskab, hvorved mange høitstaaende Personer, som man gjerne saae latterliggjorte fra Skuepladsen, vare komne i Folkemunde, vandt dette lille Stykke meget Bifald. Digteren har opbevaret os den hele oprindelige Besætning, som var:
| Plidor | Ramel |
| Henrik | Wegner |
| Oldfux | Ulsøe |
| Andreas | Lindorf |
| Leonora | Mad. coffre |
| Pernille | Mad. Montaigu |
| Jøden | Pilloy |
| Leander | Schou |
Formedelst den Uorden, som Maskeraderne, mere end nogen anden Forlystelse, give Anledning til, havde de altid havt deres Fjender; at de tjente til Skjul for Lykkespil, forøgede disses Antal og gav dem, som harmedes over de danske Comediers Fremgang, og troede at hemme den ved at berøve Entreprisen de store Fordele, den havde af Maskeraderne, god Grund til Anke. Det synes som om Politiet flere Gage havde, til Bedste for de Fattige, lagt Beslag paa de ved Maskeraderne indkomne Penge, fordi der var drevet Hazardspil. Endelig kundgjorde Politiemester Ratcken, under 10de Februar 1724, en kongelig Befaling, at ingen offenlige Maskerader maatte holdes, undtagen naar høie Personer vilde have private (!) Maskerader, samt at Ingen maatte holde Bank under Straf for Verten og de i Banken antrufne Penges Confiscation.
Inden Slutningen af 1723, medens Maskeraderne endnu vare i Flor, havde Skuespillerne bedet Kammerraad Pauli om at skrive dem et Stykke under Titel: "Julestuen og Maskeraden", da de troede, at et saadant Stof vilde. have en meget tiltrækkende Virkning. Han bragte ogsaa et Slags Stykke til Verden; men det var noget af det urimeligste og vrøvlevornste Tøi, der nogensinde er udkommet paa Tryk under Navn af en Comedie; allerede det af[sideskift][side 216] Rahbek i 6te Deel af Holbergs "Udvalgte Skrifter" meddeelte Udtog giver fuldgyldigt Beviis herfor, endskjøndt det har langt bedre Sammenhæng end Stykket selv. Skuespillerne, som dog havde fundet "Dend Seendis Blinde" værdigt til Opførelse, vilde heller ikke give det. Grunden var imidletid neppe dets Slethed, men at Pauli, istedetfor, som de havde ventet, at indtage Publicum for Maskeraderne, der vare en saare vigtig Indtægtskilde for Theatret, havde sluttet sit Stykke med følgende grove Angreb paa dem: "Det er ligesom at giftermaals Tancker nu omstunder fødes med Børn, i det mindste groer de op med dem fra Barns Been op; De kjender alt forskjel paa Mandfolck og Fruentimmer før de kan kjende et Bogstav og det første de legger sammen saa bliver det een Mand een Mand, Alt dette maa vi self tacke deres Optugtelse for. Og jeg troer, at ti Kuplersker ere icke gode for at indprente dem saa meget derom, som een Julestue og Maskerade." Det Bedste ved Stykket var, at Holberg i dets Titel fandt Stof til sine to Comedier. Han forstod Opgaven bedre: Julestuen blev en Revselse, der gives saa særdeles morsomt, at Opmærksomheden næsten ikke faaer Tid til at hefte sig paa den Usædelighed, som den for en Deel er vendt imod; og i Maskeraden gav han ikke alene en meget underholdende Comedie, men fremsatte tillige før denne Morskab et meget kløgtigt Forsvar, der endydermere fremgaaer faa naturligt af Stykkets Plan, at man, som Rahbek siger, maa beundre Holberg dobbelt, hvis han efter Anmodning har indført det, eftersom han har faaet en undværlig, integrerende Deel af det Hele deraf, der, som saadan, stedse høres med ny Interesse. Pauli lod sit Stykke trykke 1724 og satte paa[sideskift] [side 217] Titelbladet, at det, "Andre til Fornøielse", er sammenskrevet i samme Aar. Da der nu staaer i Fortalen, at "han havde sammenskrevet det paa Acteurernes Begjæring, men at det var forsømt at spilles paa den Tid Julen varede, hvorfor han havde taget det tilbage, og at der imidlertid var fremkommet to Stykker af en anden Autor, hvorfor Nogle, som havde vidst, at hans Stykke længe før havde været fuldfærdiget, vare komne paa de Tanker, at Anledningen til disse Stykker vare af hans", saa slutter Rahbek, at dette, uagtet Autors Sigende, maa være skrevet 1723, da begge Holbergs Comedier beviisligen ere trykte i 1724, hvilket vilde være en Umulighed, hvis de først vare blevne til og komne frem efter Julen i samme Aar, ligesom Pauli heller ikke i en Tid af otte Dage godt kunde tage sit Stykke tilbage og faae det trykt. At Rahbeks Slutning var rigtig, sees af følgende senere fundne Placat:
"De ved
Hans Kongl. Majestæts færdelis Naade privele-
gerede Danske
ACTEURS
Aabne atter i Dag, Mandagen den 28 Febr.
Deres Theatrum, ved at forestille paa det Danske
Sprog det seer artige og fornøyelige Skuespil
Kaldet
MASQUERADEN
Som bliver efter mangfoldige honette Folks Begjæring
præsenteret endnu den tredie Gang,
Derefter
Juule-Stuen,
Som ogsaa bedst passer sig til en Fastelavns Mandag.
Personerne o. s. v."
som paa den foregaaende Placat, med[sideskift][side 218] Undtagelse af den ydmygste Bøn til Standspersonerne, hvilken Skuespillerne ikke godt kunde frembringe paa en Fastelavns Mandag.
Da Fastelavns Mandag faldt ind paa 28de Febr. i 1724, har man et uomstødeligt Beviis for, at Paulis Stykke er skrevet for at gives i Julen 1723. Tillige synes det som om Holbergs "Julestuen", der, formodenlig som en Følge af at begge Stykker havde deres Oprindelse af eet, i mange Aar næsten altid blev givet med "Maskeraden", ikke i den Juul er bleven opført, men først i Begyndelsen af 1724. Mærkeligt er det iøvrigt, at "Maskeraden" efter "mangfoldige honette Folks Begjæring", er opført saa hurtigt efter ovennævnte Forbud imod Maskerader, og det er høist rimeligt, at den første Forestilling og Forbudet ere samtidige, ja, at Skuespillerne maaskee have havt til Hensigt at afværge Forbudet ved at bringe dette Stykke paa Scenen.
Efter sit Sigende i Fortalen, lod Pauli sit Stykke trykke, for at forjage al Mistanke om at Holberg havde taget sine Comedier af hans. Dette har dog neppe været hans virkelige Hensigt, og man tør nok ansee det for et Stiklerie paa Holberg, naar han strax efter i Fortalen anmærker: at "til dette Stykke icke udfordres vidtløftige Raisonnements over Masqueradens Nytte eller Misbrug, eftersom jeg allene har indført dend som en præsentation til Skuespillets Zirlighed." Det er sikkert ogsaa med Hensyn til den Lykke, som Julelegene gjorde i Holbergs Stykke, at han gjør opmærksom paa, at de af ham anførte Julelege, "umuligt kand gjøre den Effect hos Læseren, hvilcken de skulde have gjort, dersom de vare blevne forestillet paa dend dertil udkaarne Maade, udpyntede baade med Musique og anden Ziirlighed, for at behage saavel Øiet som Øret tillige."
[sideskift][side 219]Besætningen i Holbergs "Julestuen" var:
| Jeronimus | Ulsøe |
| Leonora | Jfr. Hjorth |
| Pernille | Mad. Montaigu |
| Leander | Pilloy |
| Magdelone | Mad Coffre |
| Skolemesteren | Wegner |
| Arv | Høberg |
og i "Maskeraden":
| Jeronimus | Ulsøe |
| Leander | Pilloy |
| Henrik | Wegner |
| Arv | Høberg |
| Magdelone | Mad Coffre |
| Leonard | Schou |
| Leonora | Jfr. Hjorth |
Det var ikke nok at det danske Skuespil havde tabt en betydelig Understøttelse ved Maskeradernes Ophør, det fik ogsaa paa den Tid en farlig Medbeiler, og det i en Mand, som fremfor Nogen burde have virket for dets Opretholdelse. Capion, der ved Montaigu havde seet Entreprisen frelst fra den Undergang, som han selv, uagtet de "store Penge", den indbragte i det første Aar, havde beredt den, gjorde ikke blot de slette Kaar, hvorunder hans Landsmand skulde svare ham en betydelig aarlig Leie af Huset, endnu slettere, men nedsatte tillige den danske Comedie i Almeenhedens Omdømme, idet han, paa de Aftener da den ikke blev givet, overlod dens Scene til en Bande Gjøglere. Denne dobbelte Krænkelse, som dog nok egenlig udgik fra General Arnold, der havde Capions Privilegium i Pant, og med en Aagerkarls smudsige[sideskift][side 220] Hensynsløshed greb enhver Leilighed til at gjøre sig sit Pant saa nyttigt som muligt, vakte Montaigus retfærdige Harme. I følgende, af Conferentsraad Werlauff meddeelte Brev, der er affattet paa Fransk og uden Udskrift, men ganske sikkert skrevet til Storkantsleren, Grev U. A. Holstein, fremsatte han sine Besværinger over denne Forfang, og ansøgte om Eneret for det danske Skuespil.
"Naadigste Herre!
Det er Deres Godhed, som den danske Comedie skylder sin Oprindelse og første Oprettelse. Den stadige Beskyttelse, hvormed Deres Excellence altid har hædret den, gjør, at den med en ærefrygtsfuld Tillid tør bønfalde om den Ære, at nyde bemeldte Beskyttelse under en uheldig Omstændighed, hvilken den ikke havde ventet at møde. I den Hensigt at oprette dette Skuespil i Kjøbenhavn, havde man besluttet at give Comedien hele Aaret een Gang om Ugen, da Tilskuernes aftagende Begjærlighed efter at see den ikke tillod at give den to Gange. Selv derfor er man kommen overeens om at give Capion 650 Rdlr. aarlig i Leie af hans Huus, og Summen var altfor klækkelig til at han ikke skulde tage imod dette Bud. Han har da modtaget det; men her kommer det indtraadte Tilfælde. En Bande Liniedandsere, som enten er hidkaldt af Capion eller kommen af sig selv, har sluttet Accord med bemeldte Mand om at spille i hans Huus de Dage, da der ikke gives Comedie. Denne Vexlen er ikke efter Acteurernes Smag; de betragte det som en Skam for dem at spille skifteviis med dette Slags Folk. I en saadan Stilling bønfalder den danske Comedie Deres Godhed om, at give den Fortrinnet for dette Slags omvankende Gjøglerier, som komme hertil og efter tre, fire Maaneders Forløb bringe 3 til [sideskift][side 221] 4000 Rigsdaler ud af Landet, og tilligemed denne Summa borttage Tilskuernes hele Skuelyst for al Resten af Aaret. Uden at være beheftet med disse Ulemper danner den danske Comedie Sproget, holder Pengene i Landet og giver Indbyggerne hele Aaret igjennem et Skuespil, som er nyttigere og mere passende. Men det kan den ikke gjøre uden ved Udelukkelsen af andre fremmede Skuespil, hvis Vanskabthed jeg ikke vil fremstille, og hvis Følger og Misbrug jeg nylig har berørt for Deres Excellence. Det er da om Udelukkelsen af fremmede Skuespil at den danske Comedie bønfalder Deres Godhed. Denne Naade vil, ved at befæste den, befæste Deres Værk, og forbinde den til for stedse at ansee Dem ikke alene som sin Grundlægger, men tillige som sin evige Gjenopretter.
Kjøbenhavn den 13de April 1724.
Naadigste Herre
Deres Excellences
ydmygste, lydigste og meest forbundne Tjener
Montaigu."
Denne Klage bevirkede Gjøglerbandernes Forjagelse ved et nyt Forbud, hvilket fandt taknemmelig Erindring i en Prolog, som blev fremsagt i Anledning af de kongelige Herskabers Hjemkomst fra Achen i Juli. Skuespillerne anstrengte ogsaa alle deres Kræfter for at vise sig værdige til Eneherredømmet. Endnu i samme Foraar kom, alene af Holbergs Stykker, foruden de to nylig nævnte, "Jacob von Thybo" og "Ulysses von Ithaca" paa Scenen. Om det første Stykke siger Digteren kun, at "Tilskuerne syntes ikke ilde om det", hvoraf Meningen uden Tvivl er, at det ikke behagede synderligt. Aarsagen var dog vist kun den, som ikke sjeldent gjør, at Lystspil, der netop [sideskift][side 222]udmærke sig ved en bidende og vittig Spot over Øieblikkets Daarskaber og Tilstande, maae udholde en haard Kamp imod uvillie inden de kunne finde den fortjente Erkjendelse, som senere saa meget rigeligere bliver dem tildeel. Holberg havde med en Dristighed, der gjør ham til tapprere Mand end mangen berømt Hærfører, angrebet Latterligheden hos to Stænder, som dengang førte det store Ord og tiltoge fig Herredømmet over al Mening. Hans Jacob, som han selv erkjender for "outreret", og der endydermere skal have været Caricaturen af en dalevende, for sit Skryderie almeenbekjendt Major Thielo, oprørte de Militaire; og den pedantiske Magister, der i et levende Contrafei fremstillede mange af Datidens meest ansete Lærde, vakte Forbittrelse iblandt hans Standsfæller, som allerede ved hans Comedieskriverie ansaae sig for høiligen fornærmede af ham. Der er neppe Tvivl om, at "Jacob von Thybo" vakte stor Uvillie ligesom "Tartuffe", men med meget forskjellig Virkning paa Theatrets Kasse, thi medens de i "Tartuffe" Spottede aldrig selv havde hørt til Theaterbesøgerne, men bleve Skyld i at deres Antal forøgedes, hørte de i "Jacob von Thybo" Spottede ei alene til Skuespillets flittigste Besøgere, men angave Tonen, saa at de ved at lade haant om Stykket og blive borte, fik mange Andre til ogsaa at gjøre det. Om "Ulysses von Ithaca" siger Holberg, at "det optoges med større Bifald", hvilket vel ikke, med Hensyn til Søgningen, vil sige meget. De ravgale Haupt-Actioner, som deri parodieredes, havde for nogle Aar siden været en meget behagelig Underholdning for den høieste Adel, og fandtes vist endnu af Almuen langt fornøieligere end de danske Comedier, som hindrede deres Opførelse. — Endelig gik i Juli samme Aar et Stykke, hvortil, som i de to[sideskift][side 223] tidligere omtalte Leilighedscomedier, Folkelivet gav Stof, nemlig "Kildereisen", der — dog nok meest for de "smukke Præsentationers" — Skyld vandt stort Bifald. — Saa ledes opførtes i den første Halvdeel af 1724 ikke mindre end sex nye holbergske Lystspil, og det er begribeligt at der til samme Tid ogsaa gaves Nyheder af fremmede Forfattere.
Uagtet disse store Anstrengelser vilde det ikke lykkes Skuespillerne at tilbageføre den tidligere Søgning, hvortil de trængte saa meget mere, da de kun havde een ugenlig Forestilling at søge Ophold ved, og, for at lokke Tilskuere, mere og mere lode sig forlede til at lægge Vind paa "kostelige og bekostelige Præsentationer", der betydeligt forøgede deres Udgifter. Kongen, som i dette Aar begyndte at skrante og ganske havde tabt sit tidligere Hang til Fornøielser, var strax efter sin Hjemkomst fra Brøndkuren i Achen, taget med hele Hoffet til Fredensborg; Rostgaard, den danske Comedies hidtil saa varme og formaaende Velynder, tabte ved denne Tid sin Indflydelse, da hans Embedsførelse blev underkastet en Undersøgelse, der kort efter bragte ham i Unaade; og Acteurerne havde, som de selv sagde, "lagt sig ud med alle Folk, Officiers, Doctores, Advocater, Kandestøbere, Marquiser, Baroner, Barberer."
Allerede i Juli yttredes der, i den foran omtalte Prolog, Frygt for at Theatret vilde blive lukket, og Vinteren var saa langt fra at gjøre Tilstanden bedre, at den danske Skueplads ogsaa virkelig indtraadte i Aaret 1725 med sin anden Fallit. Den 2den Januar maatte der gives Montaigu Protectorium imod hans Creditorer paa to Aar.¸ Det lader imidlertid til, at han blev hjulpen ud af Kniben og slap for at gjøre Brug af det, saa at Skuespillene, der nok vare blevne standsede ved Julen, efter nogen Tids[sideskift][side 224] Forløb igien kom i Gang. Men det var Trængslens og Nødens Tid. Naar man betænker at Vinteren 1724-25 var den tredie i Theatrets Tilværelse, kan man nok, ved at læse følgende Linier af Holbergs i 1727 givne Leilighedsstykke: "Comediernes Ligbegængelse", slutte sig til hvilken miserabel Tilstand baade Entrepreneur og Bande da befandt sig i. Thalia siger:
"Den tredie Vinter vi fremslæbte paa
Credit.
Da Hunger Nogle drev til Jylland, Fyen, Norge,
Da truede Tujon*) ei Draabe Viin at borge,
Hos Kræmmer, Haandværksmand, hos Bager,
Brygger, Kok
En Streg ei mere var at faae paa Karvestok.
Vi trakte Verler, men som ingen endossered,
De kommer med Protest igjen uhonorered;
Bød Assignation paa ventet aarlig Løn:
Men Alt omsonst, her hjalp ei Løfter meer, ei
Bøn.
Hos Jacobs Sønner selv, som af tredobbelt Rente
Til Medynk drives tidt, var intet meer at hente."
At de, som Hunger drev fra Kjøbenhavn, skulde have søgt Brødet ved at reise om i Landet og spille Comedie, er ikke troligt, da Banden var altfor liden til at "Nogle" af den kunde være nok for et Stykkes taalelige Besætning. Meningen er snarere, at de, medens Theatret af Nød stod lukket, søgte at friste Livet ved at besøge deres Hjemstavn. For Resten seer man, at Skuespillerne endnu bestandig nærede saa godt Haab om at opnaae en kongelig aarlig[sideskift][side 225] Lønning, at de endogsaa søgte at gjøre Gjæld paa den. At det endnu varede en god Tid inden Haabet gik i Opfyldelse, havde sikkert sin Grund i at Rostgaard ikke mere kunde være deres Talsmand hos Storkantsleren.
Hvad der Vinteren over bevarede Theatret fra den fuldstændige Undergang, var uden Tvivl især det overordenlige Bifald, hvormed Publikum modtog Holbergs "Melampe", som siden ganske har tabt sin tiltrækkende Kraft. "Det er utroligt" siger Holberg, "hvor meget dette Stykke behagede for den ualmindelige Opfindelses Skyld; thi da Digteren i et saa latterligt Emne stormer i næsten sophocleiske Toner, opvækker han paa engang Latter og Graad." At Tilskuerne kunde røres til Taarer ved den svulstige Jamren i en saa parodisk Familiestrid, vil nu forekomme Enhver ubegribeligt, men vist er det, at det virkelig var Tilfældet; endnu 40 Aar efter stod dette Stykke i stor Agtelse, just for den tragiske Virkning, der smigrede. Holberg meget, da Flere deraf formodede, at han ogsaa, om han havde villet, kunde have udmærket sig som Tragediedigter. ― "Uden Hoved og Hale", som fulgte efter, fandt derimod en kold Modtagelse, og bidrog ikke til at forbedre de slette Omstændigheder.
Foraaret 1725 fuldendte det Skibbrud, som Theatret om Vinteren saa møisommeligen havde kæmpet for at undgaae. I Begyndelsen af Mai faae Montaigu sig ikke længer istand til at afværge Theatrets tredie Fallit. Denne Gang blev det ikke ved at han søgte Protectorium, han maatte ogsaa bruge det, der under 12te Mai udstededes til ham for to Aar og under 18de Juni forlængedes til tre Aar. Da Holberg i Juni reiste til Achen, medtog han den bittre Følelse, at det Nationalværk, som han med[sideskift][side 226] saa megen Iver og Berømmelse havde virket for, ikke kunde vinde Trivsel ved Folkets Deeltagelse.
Montaigu var de danske Comediers Sjel; hans Undergang var deres. Hamb. Correspondent af 4de Decbr. 1725 siger: "De danske Comedier ere nu aldeles uddøde." Endvidere hedder det: "Ogsaa er det Huus, som Capion til denne Brug har ladet opbygge, solgt til et Garnisonsbryggeri, hvorpaa Kjøberen af Hans Majestæt har faaet allernaadigst Approbation." At Huset dog ikke blev anvendt dertil, maa, efter flere Data at dømme, have havt følgende Grund: General Arnold, der befattede sig meget med Pengeomsætninger, havde, ikke uden egen Fordeel, af Krigshospitalets Midler sat en betydelig Capital i Theaterbygningen paa første Prioritet. Da Eiendommen skulde sælges og Ingen vilde betale den med Prioritetens Beløb, fordi den, efter de danske Comediers bedrøvelige Endeligt, ikke havde nogen Værdie som Theater og kun med stor Bekostning kunde indrettes til anden Brug, truedes Generalen, der skulde tilsvare Hospitalet dets Penge, med et betydeligt Tab. For at skubbe dette fra sig over paa den Anstalt, hvis Interesse han havde at varetage, kjøbte han selv Theatret, og bragte det ved sin Formaaenhed til, at det blev fundet hensigtsmæssigt at Garnisonen fik sit eget Bryggerie, hvilket han for sin Regning vilde drive i den dertil omkalfatrede Theaterbygning, der da skulde blive af saa megen Værdie, at Prioriteten kunde blive staaende. Han tog ogsaa Privilegium paa dette Anlæg, men opgav at benytte det, da han haabede, af Skuespillerne, der vare betænkte paa at frelse sig fra Brødløshed, ved igjen at begynde Theatret paa egen Haand, at opnaae en saadan Leie for Brugen af Huset og de Privilegier, som heftede til det,[sideskift] [side 227] at hans Penge kunde forrente sig langt bedre, end ved et nyt Foretagende, der vilde koste meget at faae iværksat.
Holbergs Hjemkomst, i Foraaret 1726, bidrog nok ikke lidet til at Skuespillerne virkelig besluttede sig til at vove et Forsøg paa Værkets Fortsættelse. Han havde en halv Snees færdige Comedier, som de kunde vente at han vilde forøge deres Repertoire med, og Skuepladsens Opretholdelse laae ham altfor meget paa Hjerte til at han ikke skulde kraftigen have opmuntret dem til den. Med General Arnold, som var meget omhyggelig for at tage fuld Sikkerhed for en god Indtægt, hvorledes det end gik med dem, som skulde tilveiebringe den, blev der sluttet en Contract, hvorefter Skuespillerne skulde for hver Aften de benyttede Huset og dets Privilegium betale ham en klækkelig Leie, som forlods blev fradraget den aftenlige Indtægt. Hvad der blev tilbage efter denne og de øvrige Omkostningers Udredelse, deeltes imellem de Spillende i Forhold til den Tjeneste, de gjorde. Ogsaa var det Generalen om at gjøre, at holde fit Navn udenfor Sagen, faa længe Nødvendigheden ikke tvang ham til at bruge det, og ikke at paadrage sig Forpligtelser ved det, som Acteurerne foretoge paa hans Privilegium; derfor lod han dem indgaae med en Ansøgning, ifølge hvilken de, ved et under 14de Octbr. 1726 til Politiemester Hans Himmerig ergangent Rescript, alene berettigedes til "at præsentere Comedier paa det allernaadigst privilegerede Huus."
Skuespillerne gave sig med megen Iver ifærd med deres Foretagende, og søgte, som det lader, endog at forøge Personalet; navnligen var det nok fra den Tid at Montaigus talentfulde Datter, Frederikke Sophie, og Schumacher, der blev en af de vigtigste Skuespillere, indtraadte i[sideskift][side 228] Truppen. At Acteurerne baade have spillet, ― maaskee til et Forsøg, ― paa Privilegiet inden de søgte Tilladelse til at spille for egen Regning, og at de strax begik Theaterbestyreres almindelige, dem og Kunsten ødelæggende Feil ―: at søge en indbildt stor Indtægt ved altfor kostbare Forlystelser, der tillige skade Skuespillet, idet de trænge det i Baggrunden og berøve det Anseelse for Publikum, dette sees af følgende i Werlauffs Skrift anførte Placat, for 12te Juli 1726, vedkommende "Den ellevte Juni": "Imellem Acterne præsenterer sig en ganske ny fransøsk Dandsemester fra Stockholm, som paa sin Reise her igjennem Staden tilligemed hans Kone (som og ligeledes er en af de bedste Dandserinder og Sangerinder af Opera i Stockholm) vil have den Ære at opvarte Tilskuerne med 2 Dandse af ham selv og hans Kone tillige, dernæst med en Dands af ham selv alene; endelig vil hans Kone gjøre sin Flid for at vise sin Perfection i Syngen. Allersidst, til Slutning af Stykket, bliver dandset en ganske heel comiqve Ballet af 6 Personer, 3 Bønder og 3 Bønderkoner, hvilket altsammen formodentlig ikke lidet skal fornøie Tilskuerne."
Holbergs Stykker vare, som tidligere, Repertoirets Grundlag; men for at give dem endnu større Tiltrækningskraft, indlagdes ikke sjeldent nye Sener. Et Vidnesbyrd derom giver følgende for Dandsemesterens Benefice udgaaede Placat, der, som en af den første danske Skuepladses faa Reliquier, optages fuldstændig og i muligst nøiagtig Efterligning, og er mærkelig ved at Acteurerne allerede paa den kalde sig "privilegerede", endskjøndt Privilegiet først blev dem meddeelt i Efteraaret:
De ved
Hans Kongl. Majests. særdeeles Naade
Privilegerede Danske
ACTEURS
Aabne igien Fredagen dend 19 Julii
Deres Theatrum ved at forestille dend særdelis
lystige og fornøyelige Comœdie, kaldet
Dend politiske Kande-Støber,
Som med adskillige nye og artige Scener
er forbedret.
Voris nye Dantze-Mester, for hvis Skyld denne
Comœdie spilles, og som nyder alt hvad samme Aften
indkommer,
skal giøre sin yderste Fliid med at fornøye Tilskuerne med
adskillige
rare Dange, iblandt andre med dend Italienske Nat af Scha-
ramouche og Harlequin, som sidste Gang fandt Ap-
probation hos alle.
Prisen for dem, som finde Behag udi at bivaane dette Skue-
Spil, er saaledes indrettet,
Hver Person betaler paa Theatro 1 Sletdaler
Udi en af de mellemste Loger 1 Sletdaler
Udi de underste Loger 3 Mark
Par Terre 2 Mark
Paa Galleriet 1 Mark
For en heel Loge betales som for 4 Personer.
Iligemaade ombedes de, som forlange en heel Loge, at addressere sig til
Mr. Montaigu, logerendes paa Østergade lige ud for Bagerens.
Theatrum er paa det sædvanlige Sted i Grønnegaden saa kand og Liebhaberne igiennem Porten i Gothersgaden indlades; Begyndelsen skeer præcise Klokken 5, at det Klokken 7 kand, have Ende.
[sideskift][side 230]Hvorledes man fandt sig overtydet om, at Holbergs Stykker dog vare dem, der især havde Tillokkelse for Publikum, og man troede, i ham at have en folkeyndet Digter, der tidligere af Theatret, til dets Skade, var bleven tilsidesat, viser det, at den 23de October gave Acteurerne "Jean de France" med den Bemærkning, at denne Comedie ikke i tre Aar var bleven spillet og allerede to Dage efter, den 25de October, opførte de "Gert Westphaler", med den sædvanlige Anbefaling for "Lystighed og Fornøielighed" samt Indbydelse til at see den, fordi den var "ikke spilt i lang Tid." Ogsaa kom under denne Entreprise, men uvist til hvilken Tid, følgende holbergske Stykker, foruden "Pernilles korte Frøkenstand", hvis første Forestilling siden vil blive efterviist som nye paa Skuepladsen: "Henriks Pudserier" (Didrik Menschenskræk), "Henrik og Pernille", "Den pantsatte Bondedreng" og "Den Stundesløse."
At Acteurerne ikke lode det mangle paa, ved Markskrigerie, ogsaa at anbefale blot Øienslyst for at trække Tilskuere, sees af en Placat, hvori de melde, at den 28de October "efter anseelige høie Herskabers Befaling haver man i Steden for Dobleren, som var lovet til i Dag, foretaget at spille Amphitrion, hvor Theatret bliver forandret, saa at det ved Torden og Liunild bliver ganske illumineret, hvilket er meget fornøieligt at see."
I deres Iver for at benytte ethvert muligt Middel til at behage, bragte de ogsaa igjen Tragedien paa Scenen. Saaledes anmeldtes den 30te October anden Gang til Opførelse "den berømte Tragedie Phedra og Hippolitus, (Racines "Phædra") som bestaaer af 5 fuldkomne Acter, skrevne i deilige Vers. Derefter spilles det lystige Stykke, faldet la Serenade eller Aftenmusiquen; hvorimellem bliver[sideskift][side 231] dandset en Jalousie-Dands af 3 Personer." ― Ved den kostbare Dands var det dog især man søgte at trække Huus; efter at man engang havde begyndt at forlyste Publikum med den, maatte man blive ved. Den "gjennemreisende" Dandsemester blev ikke alene bosiddende og, som det synes, parttagende Medlem af Truppen, men udvidede tillige, efterhaanden som Tilskuerne bleve kjede af de enkelte Dandse, fine Compositioner mere og mere, saa at de gik over til større Divertissements. Saaledes hedder det paa Placaten til den 4de November, at der skulde forestilles "den meget fornøielige og lystige Comedie, kaldet Masqueraden, som er orneret med mange smukke og fornøielige Dandse, besynderligt i det Intermede imellem den første og anden Act, hvor der bliver dandset en Ballet af 8, tilligemed den saa vidtberømte Møllerdands af 3 Personer. Dandse mesterens Kjæreste opvarter Tilskuerne med en heel Cantater, Til Slutning bliver forestillet det særdeles lystige Stykke, kaldet Julestuen."
Et Foretagende, som tilfulde viser, hvor lidet Haab man havde om, at at den danske Comedie, hvori man havde havt til Hensigt at give Theatret Grund og Styrke, vilde være istand til at afværge den mere og mere indbrydende Nød, var, at de "privilegerede danske Acteurs" begyndte at beile til Hoffets og den fine Verdens Gunst ved at spille Comedie paa Fransk. Den nærmeste Anledning dertil var, at den franske Ambassadeur, Camilly, som den 23de September 1726 ankom til Kjøbenhavn, gjorde en saa stor Opsigt i de Fornemmes Kredse, at der fra alle Sider blev viist største Omhu for at skaffe ham Fornøielser, og for Øieblikket savnede man just ganske den interessanteste og dengang ved alle Hoffer almindelige:[sideskift][side 232] franske Skuespil. Den danske Trup havde i Montaigu, hans kone og Datter samt Pilloy fransktalende Fremstillere af Hovedrollerne i baade Tragedien og Lystspillet, og nogle af dens andre Medlemmer vare saa færdige i Sproget, at de kunde spille Birollerne. Derfor blev der gjort de danske Acteurer Forslag om at give nogle franske Forestillinger, hvortil de strax, i Haab om at bedre paa de slette Omstændigheder, vare villige. I en af Werlauff bevaret Anmeldelse for Onsdagen den 4de December hedder det, at "efter adskillige høie Herskabers expresse Ordres opføres en Forestilling i det franske Sprog af den meget berømte Tragedie, kaldet Andromaque af Monsr. Racine; dernæst det lidet fornøielige Stykke, kaldet Attendes moy sous l'orme, som er meleret med Sang og Dands", og Torsdagen den 19de December anmeldte Skuespillerne, at de "efter expresse høie Ordres har maattet opsætte den Repræsentation i det franske Sprog til i Dag, som man havde lovet til igaar, nemlig den berømte Tragedie, kaldet Mitridate (ogsaa af Racine) og derefter det lille lystige Stykke iligemaade i det franske Sprog, kaldet la Serenade, som er meleret med adskillig Sang og Dands."
Men uagtet alle disse Anstrengelser og at de vandt Bifald ― thi efter den "Hamb. Correspondent" havde endog den franske Ambassadeur yttret sin særdeles Tilfredshed med de franske Forestillinger, ― nærmede Theatret sig sin Undergang. Slottets Reparation var Skyld i at Acteurerne ikke mere node nogen Gratification for Skuespil ved Hoffet; den republikanske Forfatning, den allersletteste for et Theater, avlede Misundelse, Avind og Anarchie; de mange Paafund, hvorved man søgte Udvei, svækkede[sideskift][side 233] Kræfterne og kostede mere end de indbragte, fordi Publikum, efter at have faaet Smag paa "Udstafferinger", som hurtigt tabte Tillokkelsesevne, bestandig maatte pirres med nye, og tillige tabte Interessen for selve Skuespillet og dets Fremstilling, som ved dem trængtes i Baggrunden. Disse tre Omstændigheder gjorde, at Anstalten, just da, efter Skuespillernes Mening, "Legen den gik bedst", ganske faldt sammen. At Acteurerne tilsidst kom i saa slette og ydmygende Kaar, at de, midt i den for Theaterbesøget heldigste Aarstid, maatte lade en Forestilling gaae ind af grundet Frygt før ikke at see Udgifterne dækkede, og alligevel fandt sig nødte til at gjøre Afbigt derfor og love, selv med Tab, at spille en bekjendtgjort Forestilling, det sees af følgende bedrøvelige Anmeldelse om den første Opførelse af "Pernilles kørte Frøkenstand". "De ved Hans Kongl. Majests. særdeles Naade priviligerede Danske Acteurs aabne igien Mandagen den 3 Februarii (1727) Deres Theatrum, ved at forestille paa det Danske Sprog, en gandske nye Comoedie, som aldrig tilforn har været seet enten her eller nogensteds, kaldet: Den opdigtede Forbyttelse Eller Pernilles korte Frøyken-Stand. Mand forsikkrer, at mand af yderste Flid skal søge at oprette den Faute, mand sidste Gang begik med at afviise de faae Tilskuere, som samme Gang vare forsamlede (saafremt det ellers bør og kand kaldes en Faute). Men alle retsindige skal snart beveges til at pardonere de fattige Acteurs, naar de vil betenke, at deres Omkostninger à l'ordinaire hver Aften beløber sig over til 30 Rirsdaler, og der i Cassen ikke var indkommen over 8 Rixdaler, hvilket fiunes utroeligt, endogsaa for Acteurerne selv, som dog desvær bleve nødt til at troe det. For Resten tør ingen tvifle paa, at det jo i Aften skal[sideskift][side 234] blive ufeilbarlig vist, at de faae Tilskuere (i hvor faae de ogsaa ere) som i Afften indfinder sig, jo skal finde deres Fornøyelse." Stykket opførtes den 17de Februar for anden Gang, og siges paa Placaten for denne Forestilling, at det "første Gang gjorde stor Effect hos Tilskuerne."
Der skimtes igjennem Udtrykkene i anførte Anmeldelse en bitter Følelse af det Umulige i at bringe Anstalten paafode igjen. Ikke desto mindre forsøgte Acteurerne til det Yderste at friste det udeeltagende Publikums Nyfigenhed ved nye Kunster. Den 12te Februar gaves "den særdeles lystige og meget berømmelige Comedie, faldet le bourgeois gentil-homme, eller den borgerlige Adelsmand, som er udpyntet med adskillige Optog, Forestillinger og andre Agrements"; og selv da de havde fundet sig i den haarde Nødvendighed at fastsætte Skuepladsens Dødsdag, stræbte de efter endnu at faae en god Indtægt inden dens Endeligt ved at tage deres Tilflugt til Harlequin. Mandagen den 24de Februar 1727 (Fastelavns Mandag) forestilledes "paa det danske Sprog en ganske ny Comedie, som ikke aleneste_aldrig har været seet her, men aldrig bliver seet oftere, nemlig: les deux Arlequins eller de to Arlequins. Man haaber, at saasom man aldrig tilførn har feet eller hørt en Arlequins Positur at spille paa vort Danske Theater, og saasom der er nu ikkun en eneste Gang tilbage, at de danske Comedier nogen Tid bliver mere seet, man da skal have den Ære at spille for en smuk og anseelig Forsamling." Dette Stykke er af Le Noble og har, foruden to Harlequins, som bestandig forvexles i adskillige moersomme Scener, en Pierrot, Colombine og flere af de italienske Farcers Personer. ― Dagen efter dets Opførelse, den 25de Februar, blev givet en Forestilling til "allersidste[sideskift][side 235] Slutning." Endskjøndt det maa have været en tung Skjæbne for "de fattige Acteurs", som derved bleve satte i største Hjælpeløshed, toge de denne sidste Afsked med Publikum under Latter og Munterhed. Holberg, hvem Skuespillets Afgang gik meget til Hjertet, og som, vel endeel for sin egen Skyld, ønskede at gjøre dets Undergang betydningsfuld, skrev nemlig et lille Leilighedsstykke: "Den danske Comedies Ligbegængelse", hvori de raillerede med alle deres Ulykker og Gjenvordigheder. De Spillende deri vare: Henrik Wegner, Montaigu, som udførte en improviseret Scene paa Fransk, Schumacher, Souffleuren Hammer, Mad. Coffre, Jfr. Hjorth og Mad. Montaigu (thi hun spillede uden Tvivl Thalia). Pilloy, Ramel, Lindorf, Ulsøe og Jfr. Montaigu vare imidlertid ved Theatret, men optraadte formodentlig ikke i "Ligbegængelsen" fordi de havde spillet store Roller i det foran opførte Stykke. ― Det var fjerde Gang at Theatret maatte lukkes siden dets Grundlæggelse i 1722.
Publikum havde imidlertid faaet Smag paa Skuespil og om dets Lyst endogsaa ikke var stor nok til at give dem et Besøg, der kunde sikkre deres Varighed, følte det dog snart Savnet af dem. De Fornemme, hos hvem Dandsen og Spektaklet ikke lidet havde anbefalet om just ikke Comedien, saa dog Theatret, undlode heller ikke at anmode Acteurerne om igjen at aabne Skuepladsen, for at man ikke til Vinteren skulde undvære denne eneste offenlige Fornøielse. Da de indvendte, at det ganske manglede dem paa Midler dertil, og at de, efter de sørgelige Erfaringer, de havde gjort, paa ingen Maade vovede at gjøre det uden et sikkret Tilskud, bragte deres Velyndere det saa vidt, at Kongen, hvorvel han ikke mere selv brød sig om nogen af[sideskift][side 236] de ham tidligere saa kjære Adspredelser, under 20de Juni 1728 forlængede Skuespillernes Privilegium paa tre Aar, Montaigus Protectorium paa ligesaa lang Tid, og derhos af sin Privatkasse tilstød Skuepladsen et aarligt Tilskud af 1500 Rdlr., som efter al Anseende blev fordeelt paa Skuespillernes Lønning. For dette Tilskud vare de forpligtede til at spille for Herskabet paa Slottet, hvorfor de før havde faaet Betaling efter enhver Forestilling.
Allerede Tilsagnet om denne kongelige Naade samlede hurtigt Acteurerne og satte nyt Liv i den danske Bande, hvis Leder og Medlem Montaigu vedblev at være. Man har antaget, at det danske Theaters første Forestilling efter denne dets Gjenfødelse var den, som den 16de April 1728 gaves paa det til de danske Comediers Opførelse udvidede og bedre indrettede Theater paa Slottet, i Anledning af Dronningens Fødselsdag, og har støttet denne Mening paa den af Skuespiller Ulsøe forfattede, ved Festforestillingen givne Prolog i Anledning af "de danske Skuespils Opreisning." At denne imidlertid ikke introducerede den gjenfødte Skueplads, men var en til den første Hofforestilling gjemt Compliment, sees af en Placat, som til den 9de Februar anmelder "den meget artige og fornøielige Tragædie kaldet Melampe, som bestaaer af 5 fuldkomne Acter, hvilke til dis større Fornøyelse ere beprydede med adskillige lystige Scener, hvorefter bliver dantzed en gandske nye meget lystig Dantz, Bender og Bønder Koner."
Prologen, hvormed det danske Theaters Gjenfødelse seiredes ved Hoffet, bør, uagtet dens ringe poetiske Værd, som den sidste mærkelige Livsyttring af den første danske Skueplads, bevares i dens Historie. Den lyder saaledes:
[sideskift][side 237] Prologus
eller de danske Skuespils Opreisning ved den stormægtigste og allernaadigste Konge og Herre, Kong Friedrich IV. ― Paa Hendes Majestæts Dronningens glædelige Fødselsdag
d. 16de April 1728.
Personerne:
| En dansk Undersaat | Hr. Pilloy |
| En norsk Undersaat | — Schumacher |
| Henrik | — Ulsøe |
| Thalia | Mssl. Montaigu |
| Melpomene | Mad. Montaigu |
Skuepladsen er i Kjøbenhavn.
Første Scene.
Dansk Undersaat. Norsk Undersaat.
Dansk.
Oprigtig Klippebarn! behjertet norske Grande!
Glæd Dig, at du igjen kan skue aabne Vande,
Og paa dit Seilingstræe dit møiefulde Liv
Igjen oplede kan sin vanlig Tidsfordriv.
Du har foruden Lyst her saasom lagt i Dvale,
I den Sted i dit Hjem med gammel sanddrue Tale
Du kunde have hørt din Knæg fortælle dig
Om Krabbes, Hannibals og Gyldenløves Krig.
Og dig opregne, hvor at Cagge maatte vige
Fra det troe Fridrichshald, hvor af dit Føderige
Hver modig fra sit Huus i Vinters Hjerte gik
I sidste Feidetid for Fjerde Friederich.
Sligt og end meer, som jeg ey mægter at opregne,
Din Grande havde vidst saa vel dig at betegne,
[sideskift][side
238]At Tiden skulde dig ei være bleven lang,
Som du at være skeet har klaget mangen Gang.
Norsk.
Saa er det, ærlig Ven! jeg vil det med dig sande,
At Tiden meget vel gaaer hos min gamle Grande,
Naar vi med roesom Snak om gamle Nordmænds Iid
Bortdrive glædelig den lange Aftens Tid.
Slig gamle Knægers Sagn os korter mangen Time,
Som I her nedre ved Pokalers Klang bortkime;
Men naar vi komme til de himmelsigned Aar,
Fra de, Kong Friderichs Regjeringstid angaaer,
Da feiler Tid og Stund, for værdig at beskrive,
Hvad stort han dagligdags berettes at bedrive,
Jeg med min Grande i Forundring derved staaer
Og troer, at Jorden ei en bedre Konge faaer.
Saaledes Tiden os, og vi den nøisom slider,
I slig Betragtning hen den lange Aften glider,
I den Sted ved god Taar, et Bretspil og et Kort
Den her fortreden og unyttig drives bort.
Dansk.
Her anden Lystighed, end du opregner, gives,
Da mangen Grille paa Comedien bortdrives,
Der Dyd og Udyd sees, som i et Tankespeil,
Og vises tydelig min, din og andres Feil.
Norsk.
Det Tankespil forlængst jo puttet er tilside?
Man af Comedier jo vil ei mere vide?
Man dem i Fjor begrov. Den Tidsfordriv er lagt,
Fordi I Eders Sprog ei bedre holdt i Agt.
(Henrich kommer ind og hører til).
Vel har man nogen Tid holdt inde med at spille;
Dog siges, at det er vor store Konges Ville,
At dette Sprogets Ziir ei saa maa kastes hen,
Men at Comedien begyndes skal igjen.
Norsk.
Om saadan Sagn blev sand, det blev vor Ungdoms Nytte,
Og Sprogets Opkomst det vist vilde understøtte;
Ja sættes det i Værk, mens jeg her nedre var,
Jeg gladelig derhen hver Aften to Mark bar.
Anden Scene.
Henrich. Dansk. Norsk.
Henrich.
Tak, ærlig Nordmand! jeg dig paa dit Ord vil tage.
Du er din Tomark quit. Viid, at i disse Dage
Vor naadigste Monark besluttet har, og vil,
At reises skal igjen vor' faldne Skuespil;
Han, der i vores Tid som Titus Tronen klæder,
Seer gjerne, at hans Folk sig sømmeligen glæder,
Og at dets Tidsfordriv i Længden skal bestaae.
Vi aarlig Løn derfor udaf hans Naade faae.
Dets Aarsag jeg herhid Thalia faaer at hente;
Thi det har ingen Art, om ei den skjemsomt Gjente
Vi i vor Bande faae. Ja, Melpomene maae
Og med fin Heltedigt tilreede ogsaa staae.
Dansk.
Gak, Henrich, gak din Gang, du ikke skal fortryde.
Norsk.
Du for din Møie skal en god Belønning nyde.
Vi følges gjerne med for dennem at formaae,
At du til Kjøbenhavn dem kan tilbage faae.
(De gaae.)
Tredie Scene.
Thalia. Melpomene.
Thalia.
At danske Skuespil saa hastig bleve endte,
Og vi fra Kjøbenhavn saa hovedkulds hjemsendte,
Da Legen den gik bedst: mig skjer i Hjerte-Roed,
Helst mig det danske Sprog og Folk saa vel anstod.
Melpomene.
Mig smerter det og vel, men jeg mig forestilte
Paa dansk Theatro at man ikke længe spilte,
Udgiften var for stoer, og Verket holdt ei Stik,
Om det ei hjulpet blev ud af Kong Frederich.
Det yndig Tanke-Syn dog svæver for mit Øie,
At samme Konge laer engang den Anstalt føie,
At danske Skuespil skal komme udi Stand,
Da man saa net paa Dansk som Fransken tale kand.
Imidlertid vi vil os legge lit til Hvile;
Jeg for i stille Roe en Helte-Digt at stiile,
Og du for at belee al Verdens daarlig Iid,
Hvorpaa anvendes nu saa megen Tiid og Fliid.
Fjerde Scene.
Henrich. Dansk. Norsk. Thalia. Melpomene.
Henrich.
I yndig Jomfru-Noer! Thalia, Melpomene!
Hvi ere I saa tausk, saa stille og saa ene!
[sideskift][side
241]Jeg forestilte mig, da jeg fra Hjemmen gik
At jeg en sød Concert hos Jer at høre fik.
I slummer? Ja min Troe! John Blund har Eder gjestet;
Den Skalk en Sovetorn har bag Jer Øre fæstet.
Vaag, smukke Søstre op! end er ei Sovetid,
Og merk, hvorfore jeg til Eder kommer hid.
Om I os Eders Hjelp ei dertil vil forsage,
De danske Skuespil vi agte at optage;
Og da det uden Jer med os ei haver Klem,
Vi Jer indbyde lar til vores vanlig Hjem.
Thalia.
I Eders vanlig Hjem hvad skulle vi vel gjøre?
Os Hunger vilde snart paa Døren fra Jer kjøre.
Nei, ellers megen Tak! mig frisk i Minde staaer,
At I Comedien begrov afvigte Aar.
Min gode Hendrik! drag derfore kuns tilbage;
Forgjeves tænker du mig mere at umage.
Jeg kjender Eders Kaar; langt bedre da ugjort
Det, som, naar det er gjort, fortrydes siden stort.
Melpomene.
Min Søster hun har Ret; det var kuns Pengespilde,
Om I Comedier paa ny begynde vilde.
Det stod ei længe paa, før Folks Ustadighed
Kom Eder til, igjen at lægge dennem ned.
Mig mindes meget vel, at da der først begyndtes
Med danske Skuespil, hvor de af alle yndtes.
Hvor, da Thalia først paa dansk Theatro sang,
Det den Tid overalt af Haandeklappen klang.
Hvad Konst og Møie har foreenet vidst at føre
Paa Banen for et godt og lækker opvandt Øre
[sideskift][side
242]Blev siden ikke spart, men alt det lige gjaldt;
Thi Lysten efterhaand for Skuespil henfaldt.
Henrich.
I smukke Søstre! slaae kun sligt af Eders Tanker;
Herefter Agerhøns og bedste Rhinskviin vanker
For eders kræsne Tarm. Og vil I mig ei troe,
Jeg da til Borgen Jer vil stille disse toe.
Thalia.
Heel godt! men jeg har lært, de kan paa Penge gnie.
Min slukne Tarm saa tidt har derfor maattet svie.
Melpomene.
Jeg tit opløftet har for deres Lyst min Røst,
Men neppe fundet den, som lædskede min Tørst.
Dansk.
I os urettelig for Gnierie anklage;
Vi ingen Deel og Lod i slig Beskyldning tage.
Vidst er det, at tilsidst det Jer uhældig gik,
Skjønt mangen Daler I af vores Lomme fif.
Norsk.
Det er ei Normands Art, at holde stærk paa Penge,
Thi troer jeg ei, mit Folk har ladet Eder trænge;
Det visselig sin Part til Eder givet har,
Saa vist, som det fin Deel i Sprogets Ære tar.
Dansk.
Nei, ædle Muse! nei, at Skuespil ophørte,
Af andet Kildevæld end Gnierie herrørte:
Vor Riges Naade-Soel for os usynlig stod
Da han sin Residents tilrette gjøre lød.
Men nu, at samme Soel paa os saa naadig skinner,
Og paa vor Horisont saa mild hver Dag fremtrinner,
[sideskift][side
243]Al Lyst og Glæde her sin Boepæl taget har;
Vi derfor imod Jer med begge Hænder tar.
Kom, søde Himmel-Æt! kom, kom med os tilbage!
Hvad Hendrik lovet har, vi holder alle Dage,
Vor store Konges Bud, er det, Jer Hendrik bar:
Han til sin Residents igjen Jer kalde lar.
Norsk.
Han, at I efterdags kan leve vel og rolig
Har paa sit eget Slot indrettet Jer en Bolig;
Han Eder Løn og Brød har gavmild delet til,
Saa evig kan bestaae de danske Skuespil.
Det vil nu komme an paa Eders Flid og Møie,
Om I kun stræbe vel, vor Herskab at fornøie;
Thi naaer I Hoffets Gunst, da er I visse paa,
At I af Rigets Børn vil gode Grunker faae.
Henrich.
Saa er da Borgen stilt; thi følger mig til Hove;
Jeg venter, at I mig nu holder Troe og Love.
Iil, ædle Søster-Par! at hjelpe os i Stand,
At vi, hvis værdigt er, for Kongen spille kan.
Melpomene.
Da en saa stor Monark saa naadig fig antager
De danske Skuespil, med Lyst jeg herfra drager.
(Hun gaaer ud af Maskinen yderst paa Theatro).
Jeg paa den danske Grund med Glæde sætter Fod,
Og blier en Undersaat af Fridrich Fredegod,
Der paa Monarkers Pol saa klar som Solen spiller,
I hvilken man hver Prinds det bedste Mønster stiller
Paa hvis udfordres om en Prinds ber kaldes stoer,
Da man hans Lige ei blandt alle Konger trøer.
[sideskift][side
244]Kom! kom! Thalia kom! lad os alvorlig hige,
At slaae vor Boepæl op i et saa herligt Rige;
Thi hvor til Herskab man saa stor en Konge har,
Der Himlen Velstand ned til alle dryppe lar.
Kom, Søster! kom og kys paa dette Purpurs Flige,
Lad os et Takke-Riim til Kongens Roes udsige,
At da Forstand og Konst, samt hvis af Dyd har Navn,
Han i sit Cimber-Land har givet Byggestavn,
Han og sit Naade-Spiir til os har vildet bøie,
Og vores Børn anseet med vanlig Mildheds Øie,
Saa vi med dem og de med os foruden Nød
Her roelig leve kan, og ikke feile Brød.
Den Tak og strækker sig til Landets fromme Moder,
Fra hvilken strømmer ud saa mange Naade-Floder
Til Tvillingrigets Børn, at Eftertiden skal
Velsigne Kongen for saa god en Dronnings Val.
Vor underdanigst Pligt det skal dernæst og være
Til Kronprinds Christian og hans Gemal at bære
Et Takke-Offer frem. De Konster lide maa;
Thi haabes: Vi og Gunst for deres Dine faae,
Saa paa den Grundvold, som Kong Friderich lod sætte,
For danske Skuespil i Norden at oprette:
Af Kongesøn til Søn den Bygning reises maae,
At man ved Seinen dem skal lære at forstaae.
Thalia.
Jeg Pindum gjerne for et Kjøbenhavn omskifter,
Og evig Forbund med den danske Bande stifter;
Jeg Kongens Naadebud fornøiet tar imod,
Og knæler takkefuld ned til Monarkens Fod.
Hvor høit forbunden vi os Nordens Dagmar kjende,
Hvad Tak til Kongens Huus vi Søstre bør indsende,
[sideskift][side
245]Vel ikke vorder glemt. Men dette er ei alt,
Hvortil os Himlen har for Jordens Guder valgt.
Hvo veed, om den os ei har forbeholdt den Ære,
At vi Kong Friderich Forfriskning skulle bære,
Naar hans udmattet Sind en Lise nødig har,
Og for Besværing mod en Lyst-Omverling tar.
Vi alle Aarer bør da troeligen anspende,
At vi hans ædle Sveed til Perler kan omvende;
Saa skal hans Laurbærs Dug ved Himlens Virknings Kraft
Hans Fiender blive Gift, hans Riger Mannæ Saft.
Melpomene.
Du spaadte ret; thi mig i Aanden Phoebus siger,
At Fred skal evig boe i disse tvende Riger:
At Rigdom, Lykke, Flor skal daglig tage til,
Saa Avind selv derved sit Hjerte æde vil,
Og at Kong Friderich sin Møies Løn skal nyde
I en velsignet Roe, og Himlen sildig yde
Naturens Told, naar han er mæt´af Hæld og Aar:
Da Norden i hans Søn en værdig Atlas faaer.
Sig Helsen, Hæld og Fryd vor Dagmar skal bebreve
Til troe Opvartning, mens hun skal paa Jorden leve.
Sit Ønskes Øiemed og Attraae hun skal naae,
Og sildig see sin Soel for sig til Dale gaae.
Den høie Fødselsfest, hvis uskatterlig Minde
Erindres udi Dag, i sneese Aar oprinde
Endnu med Glæde skal, saa hun skal faae at see
Sin nysfødt Prindses Prinds udi sit Svøb at lee.
Vor Kronprinds og Princes ei feile skal for Lykke,
Saa fandt dem feiler ei for Dyder til at smykke
Det danske Purpur med, der Riget forud spaaer,
At Norden udi dem et naadigt Herskab faaer.
[sideskift][side
246]Ja, Dannerkongens Huus skal saa velsignet trives,
At ald Europa skal sit Herskab deraf gives.
Det Huus skal evigt staae mens Hecla spruder Ild,
I Grønland findes Jis, i Limfiord fanges Sild.
Da det, som anført, er vist, at der over een Maaned tidligere er blevet spillet offenligt, er det aabenbart, at, hvis denne Forestilling ikke, som det første Hofskuespil i 1723, har været tidligere berammet og er bleven udsat, maaskee fordi Theatret ikke var færdigt, have Skuespillerne ved at datere "de danske Skuespils Opreisning" fra den første Hofforestilling, fra den Dag, da "Kongen lod Thalia og Melpomene kalde til sin Residents", blot villet gjøre Monarken en Compliment. Ikke umærkelig er den stive Artighed, som i denne Prolog, der dog strømmer over af det allerplumpeste Smigrerie, pligtskyldigst vises Kronprindsen og hans Gemalinde, af hvis Regjering Skuespillerne neppe ventede noget Godt for Theatret.
De offenlige Forestillinger vedbleve Skuespillerne at give paa Theatret i lille Grønnegade, to Gange ugenlig om Vinteren og een Gang ugenlig om Sommeren, imod at betale General Arnold ti Rigsdaler Leie for hver Spilleaften. Hvorvel Nordmanden i Prologen siger, at han, hvis det danske Skuespil atter kom paafode, gladelig gav sine to Mark hver Aften, havde man seet sig nødt til at nedsætte Prisen for Parterret til det Halve; thi paa Placaterne hedder det, at den "sædvanlige" Betaling derfor er een Mark.
Endskjøndt det danske Skuespil nu syntes at være kommet paa en fastere Fod, end det nogensinde før havde været, var Holberg ikke mere tilbøielig til at staae det bi[sideskift][side 247] med nye Stykker. Han havde endnu sex Comedier liggende færdige til Opførelse, og blandt disse et Par af sine bedste, men var ikke at bevæge til at overlade dem til Acteurerne, endskjøndt de høiligen trængte til deres Repertoires Forøgelse med gode, tiltrækkende Originaler, hvilke de ikke turde vente fra nogen anden Forfatters Haand. Aarsagen dertil formoder Rahbek, med megen Rimelighed, at have været en igjennem flere af hans Yttringer skimtende Uvillie over, at disse Arbeider, som gave Skuespillerne Ære og Fordeel, kun indbragte ham "Avind, medens engelske og franske Forfattere ikke sjeldent for et eneste Stykke, der opføres med Bifald, faaer sine to, tre tusinde Rigsdaler". Det tør nok være, at just den Naade, der vistes Theatret ved et kongeligt Tilskud, har forøget hans Krænkelse over, at der ikke, ei engang ved en Compliment i Prologen, skjænkedes dets første og faste Velgjører nogen særdeles Opmærksomhed, hvor der var Tale om dets nationale Betydning. Dog var det neppe Fortørnelse alene, som afholdt ham fra at anvende sin henliggende literaire Capital til Understøttelse for den Anstalt, han tidligere havde arbeidet saa kraftigt og uegennyttigt for; men undtages "De Usynlige", som Skuespillerne, med deres Øvelse i forud at beregne et Stykkes Effect paa Tilskuerne, nok vare mindst lystne efter, da hørte de færdige Comedier netop til dem, der, efter al Rimelighed, vilde indbringe ham fuldt op af den Avind, hvilken han herefter saa gjerne vilde være fri for. Allerede "Jacob von. Thybo" havde, ved at latterliggjøre det datidige lærde Laugsvæsen med dets Pedanterie, Hovmod og Stridbarhed, været hans Colleger til meget stor Ærgrelse, og paadraget ham et Mishag, som de aldeles ikke lagde Skjul paa; havde han nu ladet "Erasmus Montanus",[sideskift][side 248] hvori han med saa megen bidende Vittighed og overgiven Satire ubarmhjertigt gaaer løs paa Disputerekunsten, der af de ret orthodoxe Academici betragtedes som deres videnskabelige Dygtigheds Høieste og Mægtigste, komme paa Scenen, og derved gjort det lærde Renomisterie i dets allerinderste Væsen til Skive for Publicums Spot, da vilde han ufeilbarlig have vakt en Forbittrelse, der, saaledes som Personforholdene ved Universitetet dengang vare, kunde givet ham større Ubehageligheder, end han i sin Stilling fandt det raadeligt at udsætte sig for. "Don Ranudo" og Den honnette Ambition" vare blodige Revselser for den Tids stærkest fremtrædende, især iblandt de Toneangivende særdeles gængse Daarligheder: adelig Hoffærdighed og borgerlig Rangsyge. De høibaarne Familier, der vilde føle sig trufne af de Spydigheder, hvormed Holberg i sin "Don Ranudo" overøser den prakkerstolte Fornemhed, vare ikke faa, og deres ved Rigdom og høie Embedsstillinger mægtige Standsfæller kunde ligesaa lidet som de fordrage, at der blev drevet Spot med endog den latterligste Jammerlighed, naar den var adelsfødt; i en Jeronimus, der, af "honnet Ambition", bød en fornem Herres Lakei tilbords, ― som "en god Ven" ― for at blive "recommenderet" af ham til en Rang, og ikke havde "sovet udi tre Nætter" af Ærgrelse over at "en Spyttegjøg som Jesper Hansen var bleven promoveret", hvortil han troede sig selv "meriteret i Henseende til sine graae Haar", maatte mangfoldige rige Borgere, som stode i stor Anseelse og med deres Familier vare Theatrets jevnligste Besøgere, finde sig tegnede efter Naturen, hvilket selvfølgelig "ikke vilde rendere Autor andet end Had, Avind og Foragt", og dertil formindske Theatrets Søgning, som allerede var ringe nok. Da Hexerie eller[sideskift][side 249] blind Allarm" Scenen er forlagt til Thisted, hvis famøse Besættelseshistorie kun var 30 Aar gammel og endnu i Folkemunde, vilde dette Stykkes Opførelse have været til Forargelse for Mange, men fornemmelig for Geistligheden, hvem Sagen havde nedsat meget i Almuens Omdømme. Og ikke nok dermed: baade i dette Stykke og i den sjette færdige i Comedie: "Det lykkelige Skibbrud", havde Holberg indført dem af sine Lystspils Personer, hvori mange Godtfolk især fandt sig offenlig stillede til Nar, og med deres Klager over slet Behandling vare de blevne gjorte endnu latterligere, ja i "Hexerie eller blind Allarm" skulde endog von Quoten, der sandsynligviis endnu levede og var en af Publicum velkjendt bosiddende Borger og Familiefader, bringes paa Scenen. De mange Fortredeligheder, der for Autor maatte blive Følgen af at han fremkom med saadanne Stykker, hvori Mangfoldige vilde finde haarde Angreb og nærgaaende Hentydninger, gave ham god Aarsag til ikke at ville lade fine sex færdige Comedier komme til Opførelse. — Da han Aaret før med saa megen Iver havde sat sig i Bevægelse for at opretholde Skuepladsen, og overladt Acteurerne hele fem af sine henliggende Stykker, valgte han med stor Forsigtighed kun dem, som kunde blive Publicum til Morskab, uden, ved skarp Satire paa Tilstande og Personer, endmere at ophidse hans Fjender eller forøge deres Antal. Hans Offer havde været forgjæves; han havde selv maattet lade bekjendtgjøre "den dydzirede Madame Comedies Afsked fra Verden ved en sagte Død", og afholde hendes "Ligbegængelse". Nu, da han, "uagtet fine Venners Opmuntring, holdt fast ved sit Forsæt, ei, ved at skrive nye Comedier, at vove sig ud imellem de Skjær, han nylig var undgaaet", vilde han ikke, for at yde den utaknemmelige Skueplads[sideskift] [side 250] en Understøttelse, hvorved han neppe turde haabe at frelse den fra den sørgelige Skjæbne, som den havde fristet fire Gange i halvfemte Aar, reise ny og farligere Uvillie imod sig, ved at gjøre dem en Foræring med noget af de sex nævnte Stykker, og disse vare de eneste færdige, han havde tilbage. At det ikke var ham ukjært, at Theatret derved kom til at føle Savnet af hans hidtil utrættelige Deeltagelse, og fik Erkjendelse om, at den i Grunden maatte være det af større Værd end den kongelige Understøttelse, det gjøre flere af hans Yttringer utvivlsomt.
Da Skuespillerne ikke kunde vente originale Stykker, søgte de med stor Iver at skaffe sig saadanne fremmede, som især tillode Anbringelsen af de "fornøielige Præsentationer, Posturer, Artigheder og Forvandlinger", der vare den bedste "Madding paa Krogen". Saaledes opførtes den 24de Mai "et gandske nye og af Fransken oversat Stykke, faldet La Fille de bon Sens eller Mange Hunde om et Been. Samme Stykke er af Invention efter det Italienske Theatrum fuld af adskillige Forandringer og Lystigheder i hver Act, og blant andre fornøyelige Præsentationer bliver at see en sær staaendes Habit, som paa en artig Maade skal bruges". Dette Stykke er en af Palaprat for Théâtre italien skrevet treacts Farce; hvori Harlequin, Pierrot, Colombine og andre italienske Masker optræde. Den "staaendes Habit" er en Doctorkjole, i hvilken Harlequin driver adskilligt Abespil.
Skuespillerne fik ikke længe Lov til uforstyrrede at beile til Publikums Gunst. Just General Arnold, som dog tog en for den Tid høi Leie af Theatret, hvorpaa de spillede, var den, der, ligesaa forrædersk som Capion i 1724, bragte dem en farlig Skare Brødtyve paa Halsen. Under[sideskift][side 251] 8de October fik han den ansøgte Tilladelse til at lade en hidforskreven fransk Bande give Skuespil i samme Huus, naar det ikke blev brugt til Prøver eller Forestillinger af de danske Acteurer, "som have Præferencen i at udvælge hvilke Dage om Ugen de ville og kunne spille". — Man kan begribe, at Kjøbenhavnernes Forkjærlighed for det Fremmede dengang maa have været meget stor, siden Generalen, halvandet Aar efter at den danske Comedie, uden nogen Medbeiler, saa sørgeligt var bleven stedet til Jorden, turde vove at forskrive et fremmed Skuespillerselskab, netop da det danske havde opnaaet kongelig Understøttelse. Denne Tidende satte ogsaa Montaigu og hans Kunstfæller i stor Uro, og han foretog Skridt, for ved sine høie Velynderes Indflydelse ogsaa at afværge dette Stød. En skrækkelig Ulykke tilintetgjorde imidlertid i samme Øieblik baade det Værk, som han med saa stor Møie havde søgt at fremme, og det Foretagende, der var vendt imod det. Den 20de October, Tolvtedagen efter at Generalen havde faaet den faretruende Tilladelse, udbrød den saakaldte første store kjøbenhavnske Ildebrand, som anrettede en saa frygtelig Ødelæggelse, at der ikke for lang Tid kunde være Tale om nogensomhelst offenlig Fornøielse. Theatret blev vel staaende, men just den Deel af Byen, hvori den velhavende Middelstand, af hvilken det fornemmelig havde sit Publicum, boede, blev Luernes Rov, og mange ansete Familier bragtes pludselig til Bettelstaven. Det var dengang kun Kjøbmænd, som havde meget store Varelagere, der holdt deres Eiendele brandforsikkrede; hvad der brændte var derfor ogsaa aldeles tabt, og den Hurtighed, hvormed Ilden udbredte sig, den uhyre Forvirring, hvorunder man søgte at redde, gjorde, at de fleste Brandlidte ikke alene saae sig[sideskift][side 252] huusvilde, men ogsaa i Bund og Grund ødelagte. Der var endnu større Jammer og Fortvivlelse efter Branden end under den.
Dette for den eiegode Frederik den Fjerde saare tunge Slag, forenet med den Nedslagenhed, som hans tiltagende Sygelighed medførte, fjernede hans Tanke saa langt fra alt, hvad der ansaaes for blot Morskab, at man ikke da holdt det for raadeligt at bede ham om at skjænke det danske Skuespil en Understøttelse, hvilket det saa meget mindre kunde undvære som Hovedstadens Indbyggere ikke i de første Par Aar kunde ventes at ville give Theatret tilstrækkeligt Besøg. Ved Kongens Død, som indtraf den 12te October 1730, blev endelig alt Haab em Skuepladsens Gjenfødelse tilintetgjort, thi af hans Eftermand paa Tronen, Christian den Sjette maatte den kun vente Forfølgelse. "Den danske Comedie" i lille Grønnegade var med den femte Standsning ophørt for stedse; det kom aldrig mere til at hedde: "Acteurerne aabne igjen deres Theatrum". I 1733 lød Generallieutenant Arnold "det saakaldte Comediehuus i lille Grønnegade med tilhørende Plads og Udkjørsel til Gothersgade" stille til Auction; "hvilket Huus", bekjendtgjordes der, til Liebhaveres Efterretning, "er forundt Kongelig Privilegium, at deri og ingenandensteds i Kjøbenhavn maae holdes Comedier, naar de allernaadigst maatte tillades". Om han dengang opnaaede Salg af Huset vides ikke, men Privilegiet vedblev han, som vi senere skulle see, at være Eier af.
Det vil være umuligt at tilveiebringe en fuldstændig Fortegnelse over de Stykker, som ere blevne opførte af det første danske Skuespillerselskab, men følgende Liste indeholder sikkert de fleste og ganske bestemt de vigtigste:
| Gnieren | 23de Septbr. | |
| Den politiske Kandestøber Den Vægelsindede Gert Westphaler (5 Acter) Jean de France Jeppe paa Bjerget. Æsop i Byen Don Juan eller Den Ugudelige. Den indbildte Syge |
} | fra Slutningen af Sept. indtil Aarets Udgang |
1723
| Den adelige Borger | 15de Jan. |
|
| Det tvungne Giftermaal | Samme Dag |
|
| Den ellevte Juni | 11te Juni |
|
| Den seende Blinde Barselstuen |
} | i Efteraaret |
| Andromache Fusentasten |
} | uvist paa hvilken Aarstid |
1724
| Det arabiske Pulver Julestuen Maskeraden |
} | Jan. og Febr. |
| Jacob von Thybo Ulysses von Ithaca |
} | i Foraaret |
| Kildereisen | Begyndelsen af Juli | |
| Den kjærlige Forbittrelse Fruentimmerets Skole |
} | uvist paa hvilken Aarstid |
Slutningen af 1724,
eller Begyndelsen af 1725.
Melampe.
Uden Hoved og Hale.
1725.
Dobleren.
De Forliebtes Galenskaber.
1726.
| Phædra og Hippolitus | October | |
| Andromaque Mithridate Attendes moi sous l'orme La Serenade |
} | franske Forestillinger i December |
Efteraaret 1726 til Slutningen af Jan. 1727.
Henriks Pudserier (Didrik Menschenskræk).
Henrik og Pernille.
Den pantsatte Bondedreng.
Den Stundesløse.
1727.
| Pernilles korte Frøkenstand | 3die Febr. | |
| De to Harlequiner | 24de Febr. | |
| Comediernes Ligbegængelse | 25de Febr. |
1728.
| Mange Hunde om eet Been | 24de Mai. |
Uden at Aarstallet kan bestemmes.
Tartuffe.
Amphitrion (formodenlig 1723).
Menechmi.
[sideskift][side
255]Mændenes Skole.
Scapins Skalkestykker.
Serenaden.
Hvor lidet Haab Skuespillerne end turde gjøre sig om, under Christian den Sjettes Regimente, at føre Theatret frelst igjennem den Ulykke, som saa pludseligt havde overvældet det, just da det syntes ret at have faaet Lykken med sig, undlode de dog ikke at gjøre Forsøg derpaa. Ogsaa opnaaede de, at den dem under 20de Juni 1728 for deres Privilegium forundte treaarige Forlængelse, hvoraf de havde havt saa liden Nytte, fik kongelig Stadfæstelse; men derved blev det. Den dem af Frederik den Fjerde tilstaaede Understøttelse maatte de ikke, hvor ringe den end var, vente at nyde af hans Efterfølger; Tidernes Tegn tillode dem ikke at mene, at der vilde komme en Tid, da de skulde faae Tilstød ved at spille for Hoffet; og det Bigotterie, som udgik fra de høiere Stænder og udbredte sig til de lavere, lod dem end ikke hos Folket haabe saa megen Deeltagelse, at de blot taaleligt vilde kunne bestaae, om de vovede paa ny at begynde offenlige Forestillinger. Hvilken sørgelig Forfatning de befandt sig i, sees bedst af et til Grev Ranzau, Statholder i Norge, Videnskabernes gavmilde Understøtter og den holbergske Muses Velynder, indgivet, paa Fransk affattet, Bønskrift, som af Werlauff er meddeelt i "Tritogenia", og saaledes lydende i dansk Oversættelse:
"Naadigste Herre!
Det er med al den Ærbødighed, som skyldes Deres Excellence, at fem til sex Virtuoser, eller som Molière kalder[sideskift][side 256] dem, berømte Nødlidende, anraabe om Deres Beskyttelse. Forbundne igjennem flere Aar til at være Virtuoser af Profession, uden at erhverve Talenterne dertil, have de blot opnaaet den Armod, som følger Næringsveien. Deres Excellence vil let kunne dømme derom af Stilen i de Bønfaldendes Ansøgning. Langtfra, som deres lærde Medbrødre gjøre, at love Deres Excellence, ved deres Værker at udødeliggjøre alle de forskjellige Egenskaber, som man beundrer hos Dem, henvende de Bedende sig til Deres Excellence blot for at tale om den Nød, der truer dem. De have af Kongens Godhed opnaaet Privilegium paa igjen at aabne Theatret, men der har ikke været Tale om Lønning, og uden Lønning ville de være nødte til før det Kald, som forbedrer Sæderne ved at vække Latter, at foretrække den nyttigere Næringsvei at erhverve Livets Ophold ved Daglønnerarbeide. Om det saa er deres Ældste: nærved at døe af Sult med sin Prosa og sine Vers, tilbageviist baade fra Cothurnen og Sokken, staaer han i Begreb med at gaae ud af Spillet; da der ikke er langt tilbage af Sommeren venter han kun paa den gavmilde Understøttelse, som han haaber af de høie Herrer til sin Reise, for at vende tilbage til Frankrige. Det Tab, vi lide ved at miste ham, vil kunne oprettes, men hans kone og Datter ville blive vanskeligere at erstatte. Saaledes, naadigste Herre, er de danske Acteurers Stilling. De tage sig den Frihed at fremstille den for Deres Excellence, og til hvem kunde de bedre henvende sig end til en Herre, som elsker sit Fædreland og fit Sprog? Det er af ham de vente Afgjørelsen af deres Skjæbne og derved af en Skuepladses, som vilde have sin[sideskift][side 257] Nytte for Landet, og som ønskes af hele Byen, men ikke kan gjenoprettes uden ved hjælp af Kongens Velgjerninger.
Kjøbenhavn, den 17de August 1731.
Naadigste Herre, Deres Excellences
meget ydmyge og meget lydige Tjenere,
de danske Acteurer.
Montaigu, de Pilloy,
Rhamme, Landais
(de to sidste Navne maae være gallicerede Omskrivninger
af Ramel og Lindorf), Schumacher.
Det er troligt, at Greven har gjort Sit til Opfyldelsen af Skuespillernes Bøn; men i saa Fald viser Historien, at hans Anbefaling var aldeles uden Nytte med Hensyn til selve Skuepladsen; alt hvad der opnaaedes, var formodenlig kun en Understøttelse fra hans egen Haand. — Schwarz har i sin "Historisk Efterretning" yttret, at Frederik den Fjerde, ved Ansættelser, sørgede for de brødløse Kunstnere. Den anførte Bøn viser, at det ikke var Tilfældet. Den Eneste, paa hvis Befordring Frederik den Fjerdes Naade muligt har havt nogen Indflydelse, var Henrik Wegner, som kom ind i Krigscancelliet. Gram havde allerede i flere Aar været Pedel ved Universitetet, hvilket han ikke skyldte Kongens Naade, men maaskee for en Deel Holbergs Yndest. Ulsøe var, efter sin Afgang fra Theatret, hvorved han vilde forsone sig med sin Fader, af Politiemester Hans Himmerig bleven antaget som Fiscal ved det mindre Politiekammer i Kjøbenhavn, og blev derfra 1730 beskikket til By- og Herredsfoged i Grenaa, hvor han døde 1733. Hvorledes det er gaaet de to af de nylig ommeldte Supplicanter, Lindorf og Schumacher, vides ikke; men Ramel blev senere Byfoged og, i 1752, Raadmand i Nakskou; Montaigu fik Forsørgelse som Sprogmester i Geheimeraad Poul de[sideskift][side 258] Løvenørns Huus; og "Os elskelige Frederik de Pilloy og Anna Floren, med hvem han agter at gifte sig", forundtes i 1741 kongelig Tilladelse til at indgaae i Viintapperlauget.
Selv Christian den Sjettes Beundrere maae tilstaae, at hans hele Regjering vidnede om en stor Forkjærlighed for det Tydske, og hans Dronning, Sophia Magdalene, bar aabenlyst Foragt for alt hvad der var Dansk. Allerede dette havde været nok til at qvæle ethvert senere Forsøg paa at oprette et dansk Theater, om Kongens afgjorte Modbydelighed for Skuespil endogsaa ikke havde gjort det. Man kunde let give de danske Acteurer Stadfæstelse paa deres Privilegium, da man meget godt vidste, at det aldrig vilde kunne komme til Anvendelse. Hvorledes kunde vel Skuespillerne vente at finde Udkomme ved deres Kunst i en Stad, hvor Størstedelen af det Publikum, som skulde give dem Søgning, bestod af Hoffolk, Embedsmænd og den høiere Borgerstand, der i deres Sæder og Forlystelser almindeligviis rette sig efter Regenten, og denne nu uafladeligt fandt sin Samvittighed foruroliget af Angst for at det pietistiske Partie, som omgav ham, skulde finde Forargelse i hans uskyldigste Fornøielser? Kongens altformaaende Skriftefader, Hofpræsten Bluhme, erklærede ligefrem Comediegang for en Synd, og Spangenberg fortæller i den religiøse Sværmer Grev Zinzendorfs Levnet, at der ikke alene iblandt Geistligheden, men ogsaa i Kongens Ministerium, ja selv i den kongelige Familie fandtes mange "Opvakte", som stode i besynderlig høi Gunst hos Monarken, hvorfor Antallet paa de Vise i Kjødet og de Vældige, som følte sig kaldede, var stort, "dog tænke man ikke, at alle fornemme og ansete Folk uden Undtagelse meente Frelseren saa ganske, thi der var mange halvhjertede iblandt dem". Under en saa mægtig[sideskift][side 259] Indflydelse af Hykleriet nyttede det kun lidet, at Privilegiet havde faaet Stadfæstelse, og at "hele Byen" ønskede at see Theatret gjenoprettet; just de, der havde Evne til at betale Skuespillet, vilde ikke have vovet at besøge det, for ei at sætte sig i Ugunst hos de Mægtige. Efter at Zinzendorf, paa Indbydelse, i 1731 var kommen til Kjøbenhavn og strax af Kongen, der, saavelsom den kongelige Familie og de Store, overvældede ham med Smigrerier, bleven hædret med det hvide Baand, vilde Skuespillerne ikke engang have opnaaet den dem ubrugelige Stadfæstelse, thi Christian raadførte sig med Greven om endog de allerubetydeligste private og offenlige Fornøielsers Tilladelighed, ja forlangte af ham at vide, om han turde holde Assembleer ved Hoffet, hvor de, som Kongen selv udtrykte sig, levede som Eremitter. Ogsaa betragtedes Privilegiet, som gav Comediehuset Eneret til Skuespils Opførelse, endog af Eieren, der vilde sælge det, som for Tiden stiltiende sat ud af Kraft, da han i 1733 siger, at der kun i dette Huus maa gives Comedier "naar de allernaadigst maatte blive tilladte".
Der udkom vel ikke noget almindeligt Forbud imod udenlandske Skuespil, men "formodenlig", siger den Skribent, som søger at forsvare Christian den Sjette imod den danske Skueplads, Jens Møller, "fordi de ikke fandt Sted". Det blev kun i Forordningen af 12te Marts 1735 befalet: "Comedie, Skuespil og deslige Ting maae aldrig om Søn- og Helligdage eller og Aftenen tilforn holdes, eller af nogen Øvrighedsperson tilstedes", hvilken Anordning imidlertid ikke var en Følge af at der virkelig blev givet Skuespil, men kun indbefattet i de i Almindelighed givne Bestemmelser angaaende Sabbathens Helligholdelse. Derimod udgik[sideskift][side 260] den 31te Marts 1738 en streng Befaling, "at ingen Comediantspillere, Liniedandsere, Taskenspillere eller de, som holde de saakaldte Lykkepotter, sig herefter udi Danmark og Norge maae indfinde, for deres Spil og Excercitier der nogensteds at forestille og øve". Imidlertid lader det til, at der i Begyndelsen af Christian den Sjettes Regjering er indenfor hans Riges Grændser, dog nok kun i Holsteen, blevet opført Comedier af omdragende tydske Bander, thi en Johan Friedrich Darmstädter kaldte sig, da hans Trup i Februar 1735 spillede i Rostok, "königl. Dänischer privilegirter Comödiant", og han var saa anseet, at han siden i fem Aar, efter fit Sigende, opholdt sig "ved Hoffet" i Stokholm.
Jens Møller har, til Beviis for, at det ikke var forbudt at skrive, trykke og læse Skuespil i Christian den Sjettes Regjeringstid, anført, at Holberg da skrev sin "Don Ranudo"; men saa rimelig hans Paastand end er i sig selv, da man vel ikke gav et Forbud, der var aldeles uoverholdeligt, saa utilfredsstillende er Beviset hvad Comedieskrivningen angaaer, thi saavel af Holbergs egne Ord, som af det, der i Rahbeks ypperlige Skrift om Holberg og hans Lystspil anføres angaaende "Don Ranudo", sees, at endskjøndt Stykket blev trykt af Berling i 1745, med Autors Tilladelse, var det allerede skrevet i 1725; og at man ikke ventede, at Trykningen vilde blive vel optaget af Tidens Mægtige, bevises deraf, at det lange Stykke, indtil man vovede at give det i Pressen, løb om i Afskrifter under Mærket H av M(ichelsen). Det lige til Kongens Død herskende pietistiske Partie, der i saa høi Grad maatte frygte for at see sine Laster, Lyder og Latterligheder stillede til Skue paa Theatret, var naturligviis afgjort imod dets[sideskift][side 261] Gjenoprettelse, og det havde baade Magt og Villie til at forhindre den. Den danske Skueplads var gravlagt for de serten Aar, hvori Christian den Sjette beklædte Tronen; kun to af de Mænd, som havde været virksomme til dens Tilblivelse, oplevede den Glæde at see dens Gjenopstandelse: Holberg — Digteren, som havde givet den Nationalitet og en uforgængelig literair Glands; og Pilloy — den eneste Skuespiller, som, under alle de Gjenvordigheder og Omskiftelser, den i 6 Aar havde maattet friste, var bleven tro indtil Enden. Begge vare kaldede til at grundlægge den ny Skueplads, som nu i 107 Aar har bestaaet, og, under de Farer for dens Opretholdelse, hvilke fornemmelig ukyndige Bestyrere have bragt over den, — ved den Aand, der udgik fra dens Stiftere, taget et saa dybt Fæste i Folket, at den kun med det kan tilintetgjøres.