Redactionen har bedet mig skrive et Par Mindeord om en jævn og simpel Mand, hvis hele Liv svandt hen ved hans Arbeidsbord, og som derfor var kjendt af yderst Faa, en Arbeidsbi - og dog nei, thi Bien er en vinget Fugl, der svinger sig let igjennem Luften fra Blomst til Blomst, den ene smukkere end den anden, og drikker i fulde Drag af deres Skaaler; nei, en Arbeidsmyre, der møisommelig maa krybe omkring paa sin Bug for at indsamle de Millioner af Smuler, som den trælsomt slæber igjennem Sand og Grus for af dem at bygge et Forraadskammer til hele Slægten. Og den Bøn, man saaledes har stillet til mig, efterkommer jeg med Glæde, thi jeg afdrager jo derved en lille Smule af den Taknemmelighedsgjeld, hvori vi Alle staae til ham, og hvori særlig jeg staaer til ham, saa sandt som jeg gjennem en hel Menneskealder havde en friere og stadigere Adgang til hans rige Samlinger end de allerfleste Andre.
Thomas Hansen Erslew blev født i Randers d. 10de Novbr. 1803. Han var eneste Søn af Kjøbmand Niels Christensen Erslew (fra Nykjøbing paa Mors) og Christiane Charlotte Boje (fra Brændegaard i Fyen). Sin Fader mistede han i dennes kraftfuldeste Alder (38½ Aar), da han selv kun var halvottende Aar, og Moderen mistede han lidt over otte Aar senere, inden han endnu havde fyldt det sextende Aar. - Ti Aar gammel kom han 1813 i sin Fødebyes Latinskole, fra hvilken han dog 1815 flyttedes til Aalborg Kathedralskole, hvis Rector under hele hans Skolegang var den dygtige Professor E. Tauber, der iblandt Andet er kjendt som en flittig Samler af biografiske Efterretninger om alle Aalborg Skoles Elever.
Allerede som Skoledreng følte Erslew Trang til literair Virksomhed, og 1820 samlede og udgav han således: »Vennen i ledig Stund, et Ugeblad af blandet Indhold« (51 Numere); »Samling af danske Folkesange, af de bedste og nyeste Forfattere« (to Hefter); samt »Nytaarsgave for 1821«. Hele denne hans Virksomhed var dog anonym, ligesom ogsaa hans Bidrag (Mindedigte) i dette og det følgende Aar til »Aalborg Stifts Adresseavis« vare anonyme. Vi kjende Lidet eller Intet til denne Virksomhed, og formodentlig gaaer det vore fleste Læsere ligesaa; men vi tilstaae, at vi have en stærk Mistanke om, at Tabet ikke er stort, en Mistanke, som iøvrigt Forfatteren selv ved sine senere Udtalelser har givet Styrke. - Næsten atten Aar gammel dimitteredes han 1821 fra Aalborg Skole til Kjøbenhavns Universitet, hvor han det næste Aar tog anden Examen, og endnu i Aarene 1822-23 var han en flittig Medarbeider i »Den cimbriske Mercur«, som udgik fra Aalborg, og som de Ældre iblandt os maaskee endnu ville mindes som (efter den Tids Leilighed) halvt Oppositionsblad; idetmindste mindes jeg den selv meget tydeligt, skjøndt jeg ikke har seet noget Numer af den, siden det var nyt. Til dette Blad leverede han en Mængde Artikler, dels oversatte, dels originale: Fortællinger, historiske Skildringer, Blandinger, Anekdoter osv., men holdt sig i Almindelighed atter anonym. Hermed ophører dog ogsaa hele hans journalistiske Virksomhed, naar vi undtage et Par Bidrag til »Aarhus Stifts-Tidende« fra 1835, samt hans Deltagelse i Udgivelsen af »Borgervennen« i Aarene 1850-52.
Thi i Kjøbenhavn gjorde han som ung Student Bekjendtskab med gamle Professor Rasmus Nyerup og med den unge Student Ove Thomsen, der fra 1821 til 1828 var Amanuensis paa Universitetsbibliotheket. Nyerups og Krafts »Almindeligt Litteraturlexicon for Danmark, Norge og Island« osv. var dengang nylig udkommet, og Thomsen og Erslew besluttede, at dette Værk vilde de i Forening udfylde og fortsætte, en Beslutning, som gamle Nyerup naturlig støttede og styrkede, saa vidt det stod til ham. Thomsen forlod dog allerede 1828 Bibliotheket og kastedes Tid efter anden ind i saa mange uligeartede Hverv og Sysler, at han lidt efter lidt fuldstændig opgav sin Ungdoms Kjærlighed, om han end ikke saa lige glemte den. Endnu tidligere syntes det Samme at være Tilfældet med Erslew, ja - hans Brud med Fortiden syntes vel endog langt mere afgjort og fuldstændigt end Thomsens; men det syntes ogsaa kun saa.
Thi vi komme nu til den uheldigste Periode af Erslews Liv, om hvilken han altid kun nødig talte, og som han i sit Forfatterlexikon affærdiger med følgende to Linier: »Opholdt sig en Række Aar i Jylland som Eier af Landeiendommen Favrgaard i Aarhus Amt, sildigere af Keilstrupgaard i Skanderborg Amt« - en Notise, som han imod Sædvane ikke udfylder med et eneste Ord eller Aarstal i sit »Supplement«. Sagen er den: efter sine Forældre havde han arvet en Snes tusinde Rigsdaler, en stor Sum i hine Dage. Han behøvede altsaa ingen Embedsexamen for at leve, men kunde strax sætte Fod under eget Bord. Og han havde allerede givet baade Haand og Hjerte til Sara Gylding, der var henimod syv Aar ældre end han selv og forældreløs ligesom han (hun var født i Horsens d. 7de Jan 1797 og en Datter af Kjøbmand Niels Ole Gylding, samt ligeledes afdøde Hustru Ellen Kirstine Hein). Baade han og hans Brud længtes efter det Samliv, som de gjensidig havde lovet hinanden, og d. 4de Octbr. 1824 holdt de Bryllup. Omtrent samtidig, eller vel snarere lidt før, kjøbte han Favrgaard ved Gyllingnæs, en Gaard i Odder Sogn, der, ifølge Trap, har 14½ Tde. Hartkorn med 212 Tdr. Land, af hvilke 152 ere Ager, 24 Eng og Mose, 36 Skov. En saadan Gaard kunde imidlertid efter den Tids Dyrkningsmaade og den Tids Kornpriser umulig føde »en Familie udenfor Bondestanden«; der maatte altså aarlig sættes til af Capitalen, som allerede var svunden stærkt ind ved Gaardkjøbet. Erslew var desuden slet ikke Landmand, han havde hverken Kjendskab til Landvæsenet eller Interesse for det; men han var en god Selskabsbroder, og - han kom langtfra altid i det heldigste Selskab. Formuen svandt altsaa, medens Familien voxede (der blev født ham to Døttre og en Søn, af hvilke Sønnen dog døde som Lille), og Mismod for ikke at sige ligefrem Fortvivlelse slog sig lidt efter lidt til Formuestabet. Inden endnu Alt var ødelagt, solgte han Favrgaard med Tab og kjøbte - det har vel været et Par Aar ind i Trediverne - Keilstrupgaard ved Grumstrup (i Vedslet Sogn, Vor Herred). Den var endnu mere utilstrækkelig til Familiens Ophold, og hvad det ikke havde været galt, saa blev det galt. For at undgaae den fuldstændige Ødelæggelse solgte han altsaa efter sin Kones Raad ogsaa Keilstrupgaarden og flyttede 1836 til Kjøbenhavn.
Den, der mindes ham fra den Tid, da han atter vendte tilbage til Kjøbenhavn, og som vedblev at følge ham igjennem den Menneskealder, der endnu var levnet ham, vil umulig kunne Andet end glæde sig over, at hans Aften ikke blev Middagen lig. Den lille undseelige, tilbageholdne, men yderst høflige Mand, med det hurtige og hurtig gjentagne, stive, trekantede Buk, var næsten sky, selv lige overfor langt yngre Mennesker, i sin pinlige og ikkun altfor synlige Fattigdom. Han var i den Grad upraktisk, som man vanskelig gjør sig nogen Forestilling om, ja han var ligefrem hjelpeløs. Det var utænkeligt, at han nogen Tid eller nogensteds skulde kunne tale sin egen Sag, men Andre maatte altid gjøre det for ham. Om det saa var en Kræmmer eller en Haandværker, kunde han ikke afgjøre den simpleste Sag med dem. Hans Kone maatte gjøre Alt: hun maatte endog kjøbe hans Piber og Tobak; hun maatte bestille baade Vest og Støvler til ham og sige, hvordan de skulde være og sidde. Han selv kunde kun samle og skrive, ja - og igrunden kun skrive i den tilvante Form, som passede for hans Forfatterlexikon. Skulde han have noget som helst Andet skrevet, det være en Ansøgning, en Subscriptionsindbydelse, et Svar paa et Angreb, ja blot en Bekjendtgjørelse paa Omslaget af et af hans Hefter, mistvivlede han fuldstændig om sin egen Dygtighed dertil, og man maatte, ikke hjelpe ham med Udfærdigelsen, men ligefrem nedskrive den Ord for Ord. Det blev dog anderledes, alt som hans Kaar blev bedre, hans Sind friere, hans Stilling uafhængigere og hans Selvbevidsthed større. Men han havde ogsaa en ypperlig Husnisse: hans trofaste Kone var lige saa forstandig som kjærlig, lige saa husholderisk som flittig, og hun forstod ypperlig lidt efter lidt at rette og stive sin Mand, saasnart han fuldstændig havde brudt med sin jydske Fortid. Det varede desuden ikke mange Aar, inden hans ældste Datter (siden 1850 gift med Otto Binzer, forhen Præst i Østerløgum, nu i Veflinge) kunde som Lærerinde øge Fædrenehusets maanedlige Indtægt ret betydelig; og lidt efter lidt voxede Hygge, Uafhængighed, Velvære, ja Velstand frem under Tarveligheden og Fliden.
Allerede fra Jylland havde Erslew 1827 ydet Bidrag til N. C. Øst's »Literaturlexicon«, af hvilket der dog kun udkom fem smaa Hefter (Aabye-Callisen). Senere havde hans Samlinger idetmindste een Gang været meget nær ved at komme til at blusse op paa Skorstenen, men frelstes heldigviis fra denne Vanskjebne ved et Skuldertræk. Da han nu kom til Kjøbenhavn, leverede han 1836-37 under Mærket (5) flere større biografisk-literaire Artikler til Øst's »Materialier til et dansk biografisk-literarisk Lexicon« osv., men dette løierlige Pulterkammer lukkedes allerede 1838, efter at 150 Numere vare fyldte med enkelte virkelig gode Marmor-Statuetter henslængte mellem allehaande Ripsraps af Ler og Grus. Endvidere havde han en væsentlig Del i S. Sterms »Statistisk-Topografisk Beskrivelse over Kjøbenhavns Amt«. 3die Del (Kjøbenhavn 1838), samt i samme Forfatters »Statistisk-Topografisk Beskrivelse over Hoved- og Residensstaden Kjøbenhavn« (to Hefter, Kjøbenhavn 1839-40). Men endelig, endelig begyndte det at morgnes, at dages for ham selv:
»Forlagsforeningen«, hvis Formand var Cancelliraad Deichmann (»Gyldendalske Boghandel«), ønskede en Fortsættelse af Nyerups Literaturlexikon, og Erslew var den Eneste, som virkelig var istand til at levere en saadan Fortsættelse. Som en Prøve udgav han 1840 fire af de biografisk-literaire Artikler, som maatte finde Plads i selve Værket: J. P. Mynster, J. Mandix, N. C. Møhl og J. L. Heiberg. Som man vil see, vare disse fire Mænd Repræsentanter hver for sin Gren af Literaturen. Prøven vandt Bifald baade i og udenfor Pressen, saa Forlagsforeningen altsaa overgav Erslew det Arbeide, der ret egentlig blev hans Livs Gjerning. Det blev dog overgivet ham på temmelig haarde Betingelser, som den nedtrykte Mand imidlertid var nødt til at gaae ind paa, hvis han overhovedet vilde have Haab om at faae det. Vi tænke her ikke nærmest paa de usle oekonomiske Vilkaar; thi Arbeidet var saa stort og kostbart og lovede saa ringe et financielt Udbytte, at Forlagsforeningen vistnok neppe kunde tilbyde noget synderlig større Honorar (hvis vi ikke feile: tolv Rigsdaler for Arket), dersom den ikke vilde udsætte sig selv for altfor føleligt et Tab. Desuden varede det ikke længe, inden Honoraret forbedredes ved Tilskud af Statskassen (tilsidst firehundrede Rigsdaler aarlig), af Videnskabernes Selskab og af »Selskabet til de skjønne Videnskabers Forfremmelse«, - Tilskud, der ikke blot maatte have en væsentlig økonomisk Betydning for Forfatteren, men tillige en i høi Grad opmuntrende, fordi de vare lige saamange hædrende Godkjendelser af hans Arbeides Værd, og - vi tilføie - vandt i Betydning ogsaa derved, at han bogstavelig talt blev trukket ved Haarene til at søge om enhver enkelt af disse Understøttelser, som han selv savnede Mod til at bede om. Det maatte gjentagne Gange siges ham, at han skulde søge, hvor og hvorledes han skulde søge, samt at Ansøgningerne igrunden blot vare en Formalitet, da det Søgte allerede i Forveien var bevilliget ham - Men der var et andet Vilkaar, der var endnu langt haardere for en ærekjær Mand (og dette var Erslew) end det oekonomiske: han maatte paa det Strengeste forpligte sig, til at slutte sig til Nyerups Plan og Nyerups Omraade, selv hvor han fandt begge mindre rigtige, og for at man saavidt muligt kunde sikkre sig Opfyldelsen af denne Forpligtelse, maatte han lade anden Mand læse 2den Correctur og uvægerlig finde sig i alle dennes Udslettelser. Den, der som jeg kjendte hans Manuscript, Correcturerne og Rentrykkene, veed da ogsaa, hvorledes navnlig de første to Hefter bleve lemlæstede ved Strygning paa Strygning; veed, at »Supplementet« siden væsentlig svulmede op, som det gjorde, fordi han i det maatte meddele, hvad man i Hovedværket havde strøget for ham, og for at kunne meddele det paa en forstaaelig Maade, nu nødtes til at gjenoptrykke meget, af hvad der allerede fandtes i Hovedværket, men fandtes mindre nøiagtigt og mindre fuldstændigt. Den Samme veed ogsaa, hvorledes den fattige og nedtrykte Mand vaandede sig under disse Lemlæstelser af hans Arbeide - vaandede sig, men led og tav. - Da det første Par Hefter vare udkomne og allevegne modtagne med Godkjendelse, slap han dog lidt efter lidt for dette nedværdigende Gjennemsyn, og - lidt efter lidt vovede han sig uden Indsigelse til at gjøre sit Arbejde fyldigere. Men det kostede Kamp, stadig og fortsat Kamp, at bringe ham dertil, og - skulde man ville bebreide ham, at han lidt efter lidt og næsten umærkelig løste sig fra de Lænker, man ved Arbeidets Overdragelse havde lagt paa ham, da vedgaaer Undertegnede villig, at han neppe har haft nogen værre, nogen utrætteligere og hensynsløsere Forfører end netop mig.
Det første Hefte af »Almindeligt Forfatter-Lexicon for Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande fra 1814 til 1840, eller Fortegnelse over de sammesteds fødte Forfattere og Forfatterinder, som levede ved Begyndelsen af Aaret 1814, eller siden ere fødte, med Anførelse af deres vigtigste Levnets-Omstændigheder og af deres trykte Arbeider; samt over de i Hertugdømmerne og i Udlandet fødte Forfattere, som i bemeldte Tidsrum have opholdt sig i Danmark og der udgivet Skrifter« - udkom i Høsten 1841; det sidste og fjortende Hefte i Forsommeren 1853. Det slutter sig, som allerede sagt, nær til Nyerups Lexikon, og i flere Stykker nærmere, end Erslew selv havde ønsket (han havde saaledes gjerne taget Sønderjyderne med); men det udmærker sig fremfor Nyerups ved en langt større Udførlighed og Righoldighed, samt ved en Nøiagtighed og Paalidelighed, der i Intet staaer tilbage for Worms. Det var imidlertid ikke fuldført, inden det trængte til et Supplement, og allerede næste Aar (1854) udkom første Hefte af »Supplement til Almindeligt Forfatter-Lexicon for Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande, indtil Udgangen af Aaret 1853«. Dette Supplement sluttedes 1868 med sit sextende Hefte. - I Hovedværket var der ingen Forfatter optaget, som først var optraadt efter 1840, og i Supplementet ingen, som først var optraadt efter 1853, men enhver optaget Forfatters Artikel var fortsat indtil den Dag, da Heftet, hvori han forekom, sluttedes. Som en Følge heraf er ethvert følgende Hefte altid fuldstændigere end det foregaaende, og det sidste Hefte i Rækken ulige fuldstændigere end det første. Erslew følte selv det mindre Rigtige heri og arbeidede derfor hele Tiden ufortrødent paa et »Tillæg«, et Slutningsbind, der skulde føre enhver Artikel til 31te December 1868 (eller 1869), men slet ingen en eneste Dag yderligere, samt tillige optage de i Mellemtiden optraadte Forfattere. Dette Arbeide maa vistnok for en meget væsentlig Del være færdigt fra hans Haand, men han naaede ikke selv at udgive det. Hvem der skal udgive det, er nu det store Spørgsmaal, thi det gjelder om at finde en Mand, der med Erslews Jernhukommelse forener hans utrættelige Flid og hans aldeles mageløse Nøiagtighed. Hans Samlinger ere allerede af Arvingerne overgivne til det store kongelige Bibliothek og altsaa tilgængelige for de Fleste, forsaavidt de ere fuldt forstaaelige for nogen Anden end selve Forfatteren. Det var smukt gjort af Arvingerne, men vi tillade os at tilføie det beskedent advarende ønske, at Samlingerne idetmindste foreløbig maae blive brugte med en vis Discretion, da vi med Vished vide, at der findes flere Ting i dem, som ere betroede Erslew under Tausheds Løfte, og kunde saaledes betroes ham, fordi han var lige saa samvittighedsfuld, som han var nøiagtig i at bruge, hvad der meddeltes ham.
Forfatterlexikonet er Erslews Daad og altsaa egentlig taget hans Liv. Vi skulle dog tilføie endnu et Par Ord. Fra Slutningen af Marts til Udgangen af September 1847 assisterede han ved Registraturarbeider i det historisk-genealogiske Archiv ved Ordenscapitlet. Den 8de October 1847 beskikkedes han til første Copist i Archivcontoiret under det kongelig danske Cancelli. Det var hans første Hanefjed paa »Levebrødsveien«, og det blev egentlig ogsaa det sidste. Det gav ham en Indtægt af omtrent femhundrede Rigsdaler aarlig, og den trængte han til, men iøvrigt befandt han sig af flere Grunde slet ikke vel i det nævnte Contoir. I Efteraaret 1849 sattes han derimod til at besørge Archivforretningerne og alle dermed forbundne Registraturarbeider under Kirke- og Underviisningsministeriets lste Departement, og her kom alle hans Medarbeidere ham imøde med en Velvillie og Venlighed, en Hensynsfuldhed og Hjelpsomhed, der havde en væsentlig Indflydelse paa hans senere Velvære, hans Arbeidskraft, hans Udvikling til Uafhængighed og Selvbevidsthed. Der var her ingen bydende Herre, som smaalig gjorde hans Arbeidskraft i Skillinger, og krævede ethvert enkelt Minut af ham; man lod ham tvertimod saamegen Fritid og Frihed, som blot nogenlunde muligt, og delte hellere hans Arbeide, naar man derved kunne fremme hans Livsgjerning. Han havde det altsaa meget godt i dette Contoir, og han skjønnede paa det. - Hans Embedsvei skulde desuagtet ikke være uden alle Torne: 1857 blev nemlig Chefsposten i Justitsministeriets Archivcontoir ledig, og det var ikke underligt, at han attraaede den, ikke underligt, at han haabede at skulle modtage den, da han ikke alene var den ældste Copist, men da tillige hans gamle Skolekammerat og Ven netop tilfældig sad som Justitsminister. Han fik dog ikke Posten, og det var ham en bitter Skuffelse, fordi han slet ikke kunde lære at indsee Nødvendigheden, ikke engang Nytten af, at den maatte besættes med en »latinsk« Jurist. Saa blev han :»virkelig« Cancelliraad, men - ogsaa deraf havde han nærmest kun Ærgrelse, thi af hans tidligere Omgangsvenner var der et Par, som ganske vist vare »inde i Rangforordningen«, men dog ikke have naaet saa høit som den »virkelige« Cancelliraad; saa de bleve misundelige, og det endte med onde Ord, med Skjeldsord i anonyme Breve og tilsidst med formelige Brud. - Nu, vare de ikke af et bedre Korn, kunde de jo vel nok til Nød undværes, men ogsaa dette Factum skal staae her som et Bidrag til en Skildring af Tiden efter 1849.
Men der kom Sorger af en anden og alvorligere Natur. 1864 joge Preusserne Svigersønnen fra hans Præsteembede i Østerløgum. Samme Efteraar døde hans Kone, der i fyrretyve Aar havde staaet ham ved Siden som en trofast, kjærlig og kraftig Støtte. I Novbr. 1868 døde endvidere hans yngste, ugifte Datter efter et Par Aars haarde Lidelser. Han selv holdt sig dog oppe endnu. Skjøndt han i mange Aar havde lidt af en svær Brokskade, var han iøvrigt sund paa Sjæl og Legeme, og det var en Sjeldenhed, at han blot en enkelt Dag var upasselig. Hans Venner haabede paa et meget langt Liv for ham, og selv gjorde han vistnok det samme. Dag efter anden skjøttede han sin Gjerning og var utrættelig i at hjelpe sine Venner med at opsøge allehaande Notiser til dem, ja ikke blot sine Venner, men selv Vildfremmede, der i Hobetal henvendte sig til ham. I Forsommeren 1869 følte han sig dog træt og længtes efter at komme over til sin Datter i Fyen, hvor han haabede at gjenvinde Kræfterne. Han kom ogsaa styrket tilbage igjen. Men længe varede det ikke, inden den Sygdom indfandt sig, der blev hans Helsot. Det var Kræft i Tungen, men han vedblev at gaae oppe og arbeide, skjøndt i Contoiret kunde han ikke længere komme. Saa hjemsøgte Døden endnu to Gange hans Hus: i Januar 1870 døde den ældre Dame, som havde holdt Hus for ham siden hans Kones Død; i Februar døde hans Svigerinde i Horsens. Nu maatte han selv lægge sig. Efter fem Ugers Sygeleie sov han sagte hen i sin Datters Arme, Torsdagen den 17de Marts 1870. Ottendedagen efter begroves han fra Frue Kirke, hvor hans Svigersøn holdt en hjertelig Mindetale over ham. Følget var temmelig talrigt, naar man seer hen til det stille, tilbagetrukne Liv, han altid havde ført. Nu hviler han paa Frue Sogns Assistenskirkegaard.
Han var ingen af vore store Mænd, men han var en trofast og kjærlig Arbeider, en af dem, hvis udholdende Arbeide kan afgive Fodstykke til mere end een Storhed. Saaledes reiser jo ogsaa Konstneren sin Marmorstatue paa en Fod af Granit. Derfor skal han heller ikke glemmes, idetmindste ikke i »den lærde Verden«, der maatte være meget utaknemmelig, hvis den et Øieblik undlod at mindes, hvad den skylder ham.
Frederiksberg, d. 6te April 1870.
Oprindelig trykt som nekrolog i Illustreret Tidende, årg. 11, nr. 552 (24-4-1870).
Billede af Th. H. Erslew
(kopieret efter billede fra
ovenstående originaludgave, bind 1)