Foyeren

Portraiter og Karakteristiker

af Edgar Collin

Familien Rose

Var Manden, som hans Roes, udødelig,
Hver Lærebog unyttig vilde være,
O see vor Rose, vor Thalias Ære,
Og lær, hvad ingen Lessing lærer Dig.

Saaledes lyde Prams fire Linier under det Portrait, hvormed Rahbek i 1782 prydede sin samlede Udgave af "Breve fra en gammel Skuespiller til hans Søn."

Og det var vel ikke ganske uden Grund, at Rahbek just valgte Roses Billede til at pryde Bogen og fik Pram til at skrive Verset under Kobberet; thi han siger jo selv i Fortalen, at da disse Skuespillerbreve fremkom, uden at Forfatteren var nævnt, havde de den Ære at blive tillagte "den største blandt de danske Kunstdommere" og "den første blandt vore Skuespillere". For Rahbek var Pram den første Kritiker, Rose var ikke alene "den danske Scenes Roscius" [1], han var ogsaa dens Nestor.

Rækken af disse Foyer-Billeder burde derfor egenlig have været begyndt med Rose, thi da Skuepladsen aabnedes paa Kongens Nytorv, rangerede han som Nummer Et. Han spillede imidlertid Elsker, og da det store Publikum jo næsten altid anseer dem, der fremstille de værdige Fædre og Mødre eller virke som Komikere, for Veteranerne lige overfor Elskerne og Elskerinderne, Anstandskaraktererne og Soubretterne, er det ikke saa Underligt, at ogsaa i vor Theaterhistorie Personer som Clementin, Londeman, Hortulan og Madam Lenkiewitz passere som de Ældre i Modsætning til den ungdommelige Rose. Og dog er det ikke saa; var Rose end ikke den Allerførste, saa var han dog en af de Første, der engageredes til den nye Scene paa Kongens Nytorv, og i ethvert Tilfælde var han ansat før flere af de ovennævnte Kunstnere.

Christopher Pauli Rose blev født i Kjøbenhavn den 10. Oktober 1723. Forældrene, som vare Borgerfolk, satte ham til Studeringerne og havde den Glæde i 1743 at se ham blive dimitteret som Student. De havde ventet at faae deres Søn til at blive kongelig Embedsmand, maaske endog til at naa op til Kancelliraads- eller Justitsraads-Titelen, og saa gjorde han dem den Tort og Skam at blive — Skuespiller; thi det var en Tort og Skam paa hint Tidspunkt. Skuespillerstanden var en Pariakaste, der holdt sig for sig selv, fordi ingen Andre vilde have Omgang med den, og denne Afsondrethed bevirkede ikke, at Kunstnerne ved et hæderligt, exemplarisk Levnet søgte at hæve sig i deres Medborgeres Øine, men førte tvertimod til, at de, da de nu engang vare viede til f at leve deres eget Liv, søgte Oprejsning ved en ubunden, extravagerende Tilværelse. Undtagelser herfra gaves der vel, men som Regel levede Akteurer og Aktricer vel meget à la Bohémienne.

Roses Forældre — om hvilke Intet forøvrigt er bekjendt — maa rimeligvis have været velstaaende Folk, thi allerede som Rus giftede Sønnen sig, og da han neppe selv har kunnet tjene det Nødvendige til at føde en Familie, og da hans Hustru, i hvem han synes at have gjort  et alt Andet end heldigt Valg, uden Tvivl har været af temmelig ringe Stand, ligesom hun stod paa et temmelig lavt Trin, hvad Dannelse og Karakter angik, maa man antage, at de Gamle hovedsagelig have ernæret det unge Ægtepar. Saa var det, at C. A. Thielo i December 1746 fik Privilegium til at "anrette danske Skuespil efter den Plan, som forhen af Os elskelige Ludvig Holberg er bleven lagt", og i Begyndelsen af det følgende Aar samlede han da en Trup, der hovedsagelig bestod af unge Studenter. I sin "Lommebog for Skuespilyndere" for 1785 nævner Schwarz Rose som den første af de Engagerede, og efter ham følge Londeman og Ørsted, og rimeligt nok er det, at Rose kan have ladet sig friste til at blive Skuespiller ved Udsigten til selv at kunne tjene sit Brød, endskjøndt de Kaar, der bødes ham, sandelig langtfra vare glimrende.

Fredagen den 14. April 1747 gaves da i Bergs Hus i Læderstræde den første Forestilling, som bestod af "Den politiske Kandestøber". Stort Mere veed man ikke om denne "Prøveforestilling", der dog gaves for Betaling. Hvad Rose angik, debuterede han heri som Sivert Posekiger og som den ene af Raadsherrerne. Om denne hans første Optræden, hvorvidt han viste Talent eller ikke, derom kan der nu ikke skaffes nogen Oplysning tilveje, men om hans begyndende Virksomhed foreligger der dog i første Bind af Rahbeks "Dramaturgiske Samlinger" S. 148 en Udtalelse, som vi ville lade Forfatteren selv fremføre:

"Hvorledes skal man lære, anføre, undervise den begyndende Skuespiller? Man tillade mig her at fortælle en Anekdote, som jeg har af vor udødelige Roses egen Mund. Blandt de Skuespillere, som ugjerne forlod Thalias Alter, da Pietismus tillukkede Musernes Tempel, var Pilloi; og neppe kaldte Frederik den Gode dem tilbage til deres gamle Hjem, før Pilloi var blandt de Første, der ofrede til dem igjen; hans daværende Haandtering tillod ham ikke at blive Skuespiller, men han var Skuespillernes Raadgiver og Ven. Paa en af de første Prøver efter Skuepladsens Fornyelse saae han Rose og erkjendte, uagtet hans Mangel Paa Anførsel og Orden,

"Naturens Søn i Ungdoms skjønne Vaar."

Da Prøven var forbi, gik Pilloi hen til ham og bad ham næste Eftermiddag drikke Thevand hos sig og tillige tage Leanders Rolle i "Maskeraden" med sig (en Rolle, som Pilloi selv først havde bragt paa Skuepladsen). Rose, som dette smigrede, kom med Glæde; da Theen var drukken, sagde Pilloi: "Og nu var det Leander i Maskeraden!" Rose reciterede Rollen. "Ja!" tog Pilloi Ordet, da han var færdig, "De kan Deres Rolle; men De siger den endnu ikke, som den skal!" "Hvordan skal jeg da sige den?" spurgte Rose. "Ja, det kan jeg ikke sige Dem," fik han til Svar;  "men det er sandt, hvad var det for en Dispute, der var paa Theatret igaar Formiddags?" Rose, der selv havde været indviklet deri, fortalte det med hele. sin Ungdoms Fyrighed og endte Fortællingen med adskillige Spørgsmaal: om han ikke havde Ret? om man vel kunde tie til Sligt? o.s.v. — "De venter paa Svar?" sagde Pilloi, da Rose taug. — "Ja!" — "Jeg har ikke hørt det mindste efter det, De sagde; jeg gav bare Agt paa Maaden, hvorpaa De sagde det; naar De kommer til at sige Deres Roller efter de forskjellige Følelser, saadan som De nu sagde dette her, saa siger De dem, som De skal." — Og jeg har siden fundet, lagde Rose til, da han fortalte mig denne Historie, at Manden havde Ret."

I Slutningen af 1748 flyttede "de danske Akteurer" som bekjendt ind i Skuespilhuset paa Kongens Nytorv; ved Prøveforestillingen den 16. December optraadte Rose som Jupiter i "Amfitryon", og ved den første Forestilling to Dage senere spillede han Valerius i Regnards "Dobleren" og Marquis Lisimon i "De tre Rivaler", en saakaldet "Efterkomedie", hvorved man forstod de Smaastykker, der sluttede Forestillingerne.

Med disse tre Roller er der omtrent angivet, hvilket eller hvilke Fag Rose udfyldte under sin første Virksomhedsperiode ved Theatret. Saavel hos Jupiter som hos den spillesyge Valerius er Elskeren forenet med den letsindige Galning, det er en Blanding af Karakter-, Anstands- og Elsker-Roller, og i alle tre Henseender gjorde Rose god Fyldest. Han sees idetmindste strax at have faaet et betydeligt Repertoire, ligesom han stod øverst paa Gagelisten og var blandt de særlig Begunstigede — dem, som svare til vort nuværende Feu-Systems 1. Klasse A — der fik 4 Rdl. i Gage om Ugen om Vinteren, 2 Rdl. ugenlig i de Sommermaaneder, da Theatret holdtes lukket.

Af Naturen var han rigt udstyret som Skuespiller. Vel var han temmelig lille, men hans Figur var udmærket smukt bygget, hans Gang naturlig og elegant, hans Bevægelser smukke, Øjnene livlige, kloge og udtryksfulde og Stemmen tydelig, kraftig og veltonende. Da Rosenstand-Goiske treogtyve Aar senere første Gang omtaler ham i sin Journal, skriver han: "Hr. Rose er Elskeren, og hvo kjender ej denne gamle Akteurs Fortjenester endog i dette Fag? thi foruden et smukt Legeme har Naturen givet ham Øjne, som selv taler, og den behageligste Stemme, tvende Egenskaber, som Elskeren især maa have." Som Elsker og Anstandskavaler var Rose i Begyndelsen af sin Karriere uovertræffelig, han har uden Tvivl havt den kunstforstandige Pilloi at takke for mangt et Vink, og vist er det, at alle de Yngre, der kom frem, navnlig Musted, tog ham til Mønster. Hans Talent havde imidlertid ogsaa sin Begrændsning; thi det sees, at da der tildeltes ham Karakterroller, i hvilke det komiske Element spillede en fremtrædende Rolle, slog hans Evner ikke til, og navnlig syntes det at skorte ham paa Lune. Af Mangel paa "Bedres Havelse" maatte han saaledes i Førstningen af sin Karriere spille Jakob von Thybo, og dette lykkedes ham ligesaa daarligt som senere at gjengive Jean de France; det var ham dog selv imod at udføre Roller af denne Art, og saasnart Omstændighederne derfor tillod det, sagde han sig da ogsaa fri derfor.

Var Rose allerede fra sin tidligste Optræden betragtet som en Kapacitet af første Rang, saa følte han sig sandelig ogsaa som saadan. Han var stadig i Opposition mod de vexlende Bestyrelser, pukkede paa sine Rettigheder som kongelig privilegeret Akteur og benyttede enhver Lejlighed til at fremhæve, at han var en gammel Akademikus. Men samtidig hermed førte han et temmelig ubundet Levnet. Hans Hustru, om hvem der ikke er stort Andet bekjendt, end at hun var af en meget daarlig Karakter, kunde ikke fængsle ham til Hjemmet, og uden at være forfalden var han en stadig Gjæst i Vinstuen under Komediehuset, ligesom han, hvad ægteskabelig Troskab angaaer, var alt Andet end et Dydsmønster. Det seer derfor lidt pudsigt ud, at Rahbek har prydet sine "Skuespillerbreve" netop med Roses Portrait; thi om Forfatteren end ikke med Urette anseer ham for Datidens første dramatiske Kunstner, saa maatte Valget af Roses Billede dog siges at være særlig uheldigt for en Bog, hvis Kvintessens gik ud paa at prædike den Grundsætning: "Min Søn, vil Du vorde en stor Skuespiller, da maa Du fremfor Alt være et dydigt Menneske!" Da Holberg saaledes i 1753 efter Jomfru Maternas Bortgang fra Theatret havde bevirket, at den talentfulde Madam Rosenkilde efter en heldig aflagt Prøve var bleven engageret som Skuespillerinde med 3 Rdl. ugenlig, følte Rose sin Dyd krænket ved at skulle spille sammen med en Dame, der paa Grund af Lejermaal var bleven dømt til at have sit Ægteskab forbrudt, og i Forening med nogle Kolleger indgik han med et skriftligt Andragende til Direktionen om, at hun ikke maatte optages i Truppen, der ifølge de kgl. Privilegier skulle bestaa af "skikkelige Personer". Herover blev Holberg saa vred, at han tilskrev Personalet et truende Brev, hvori det blandt Andet hed:

"Jeg seer ellers af Nogles Betænkninger, at ingen er haardere end Roses. Intet er forargeligere, end at høre en Person, hvis Levnet er en Kiede af Uordentligheder, at catechisere. Alt hvad han har skrevet om Madam Rosenkilde, undtagen det, som hun selv tilstaaer, er ublue og usandfærdigt, saavel om hendes Opførsel, som Helbrede, hvilket ansees af tvende brave Chirurgers Hederkamps og Hendrichsens Attester, saa at han har fortjent saavel for denne hans grove calumni, som for anden Opførsel at removeres; men denne Gang kan han slippe med Mulct og Løfte om Levnets Forbedring."

Skuespillerne lo imidlertid ad "den sære og knurvorne gamle Mands singularitet" og fik arrangeret en Udpibning, saa at Mad. Rosenkilde ved sin Optræden aldeles ikke kunde komme til Orde. Men denne Kabale tog Holberg dem saa ilde op, at han fjorten Dage senere fik Direktionen til indtil videre at ophøre med Skuespillet. Nu stod Akteurerne uden Brød, Rose maatte høre ilde af sine Kamerater for sin Optræden, og endelig maatte de bekvemme sig til at bede om godt Vejr. Det hjalp. I Juni var Theatret blevet lukket, Sommergager var der ikke blevet udbetalt, og først i de sidste Dage af September aabnedes Theatret atter, efterat der var udstedt et Reglement angaaende Theatertjenesten tilligemed Plakat, hvorved Direktionen bemyndiges til ved Politiets Hjælp at lade anholde og ved Retten forfølge dem, der gjorde Optøjer i Skuespilhuset. Ved dette Reglement — det første, der er Udstedt ved det kgl. Theater" — bestemtes Roses Gage til 6 Rdl. om Ugen og det Halve under Skuespilhusets Lukning. Tre Aar senere opponerede han atter mod Direktionen, idet han kun betingelsesvis vilde underskrive nogle nye Gagebestemmelser, men da lod Bestyrelsen ham vide, at hvis han ikke skrev under uden nogen Betingelse, vilde han faae sin Afsked. Truselen hjalp, og efter at have sovet paa det overstrøg han sit Forbehold og paategnede Kontrakten med: "efter Overbevisning underskrives simple."

Men samtidig med, at han saaledes i enkelte Retninger hørte til "de urolige Hoveder", som det var temmelig vanskeligt for Direkteurerne at tumle, udviklede han sig mere og mere som Kunstner. Han stod i sin kraftigste Alder ikke alene uovertruffen i Elskerfaget, men havde tillige udviklet sig til at blive en betydelig Karakterskuespiller, ja selv i Sørgespillet fejrede han glimrende Triumfer. Forgudet, som han ikke med Urette var, af Publikum, saae han sine Kolleger over Hovedet, og da der ikke var nogen Kritik eller offentlig Mening, der kunde lade ham Sandheden høre, tillod han sig i sit Spil Mangt og Meget, som han ellers vilde have vogtet sig for. Lige saa fortræffelig som han til sine Tider kunde spille en Elskerrolle, lige saa tørt og kjedeligt kunde han i andre Øieblikke udføre den. Var han ikke i Humeur, generede han sig ikke" for at staa stiv som en Pind og fremplapre sin Rolle uden Spor af Følelse og Varme. Saa kom Rosenstand-Goiske i 1771 med sin "Journal", og han kunde sige ham Sandheden.

Rose behøvede "at blive varm" for ret at kunne spille en stor Karakterrolle· Naar han begyndte i Stykket, var Spillet ofte monotont og farveløst, men jo længer han kom hen i Rollen — navnlig naar den interesserede ham — desto mere Fylde kom der i hans Spil, hans Øjne fik ligesom nyt Liv, Stemmen klang kraftigere, Bevægelserne bleve større, og tilsidst kunde han komme i saa stærk Sindsbevægelse, at han glemte de Ord, Rollen foreskrev ham. Da maatte han med Et holde inde, der blev ofte en lang Pause, indtil han fik Tid til at samle sig, og saa kunde han atter spille videre. I saadanne Øjeblikke var han maaske størst, i slige Sekunder seirede han sine stolteste Triumfer. Vi have her "Journalens" Ord for os, idet den f. Ex. ved Omtalen af hans Spil som Tellheim i Lessings "Minna von Barnhelm eller Soldaterlykken" skriver:

"Kuns den tredie Aften syntes han at føle sin Karakter saa meget, at han i sidstningen af den 4 og noget af den 5 Akt løb vild i sin Rolle; — vi holde det vel for en stor Dyd hos en Akteur, at han føler sin Karakter, thi derved udtrykker han den saa meget mere levende, men dermed maa han ei tabe den, da det kunde give Fremmede Anledning til den Tanke, at han ej vidste den; — dog er dette ej vor Mening, thi vi kjende Hr. Rose altfor vel, til at han kunde begaae slig en Feil; desuden kan vi ei tro det, da det just var i den største Grad af Raseriet, at vi mærkede det. Hans Ansigt og Øine udtrykte Alt, og naar man saae ham, saae man og den Elskende, den Misfornøiede, Ulykkelige og Rasende. Deklamationen var uden Feil, og hvo kjender ei den store R. i Affekt-Roller, og det bemærke vi altid hos ham, at jo mere Affekten stiger, des fuldkomnere bliver Deklamationen, des smidigere og naturligere Kroppens Bevægelser, des stærkere og mere levende udtrykkes Sinds-Bevægelserne i Ansigtet og Øinene, kort des større og fuldkomnere Aktionen; denne Erfaring, som vi tro at have erlanget ved Iagttagelserne hos Hr. R., forleder os til den Tanke, at han virkelig behøver nogen Tid at blive varm, inden hans Aktion bliver fuldkommen og naturlig nok, og denne Tid tro vi er Aarsagen, hvorfor han i Soldater-Lykken spiller saa mesterlig."

Ihvorvel Rosenstand-Goiske saaledes langtfra Var blind for alle Roses Fuldkommenheder, havde han dog ogsaa et aabent Øie for hans Svagheder, og dette irriterede Kunstneren tilsidst i den Grad, at han i "Adresseavisen" Nr.181 [6-11-1771] for 1771 indrykkede følgende Brev til "Forfatterne" af "Journalen":

"Mine Herrer!
En Dramatisk Journal har man ønsket for mange Aar siden; den kan tilveyebringe stor Nytte for en Skue-Plads, da den, naar den er som den bør være, opvækker Eftertanke, stadig Paapassenhed hos de ærekiære handlende Personer, der arbeyder paa at fordrive det Kiædsommelige, som Efterladenhed kan foraarsage , og i det Heele underviiser i det den paa en grundig og høflig Maade retter. Men om Deres Journal, mine Herrer, forskaffer vor Skueplads den Nytte, derpaa tillade De mig at tvivle; den røber en aabenbar Partiskhed; allene for at berømme og laste, berømmer og laster den med en overdreven og for en ung Journal meget utilladelig Myndighed; den viser en skiødesløs og partisk Agtsomhed under Handlingerne i det den overseer og reent forbigaaer Hoved-Feyl, og derimod holder sig op ved adskilligt, skiønt samme grunder sig paa Regler, som De mueligen ikke kiender, med mere; kort, den forbittrer i Steden for at underviise, forværrer i steden for at forbedre; thi man veed hvad man giælder uden at trænge til Deres Journals Mærke. Jeg formoder at De opfordrer mig til at beviise hvad jeg her siger, og jeg ønsker intet hellere end den Fornøyelse at opfylde denne Pligt: men for ey at indlades i en Penne-Krig, der er tvertimod min Tilbøjelighed og som mine Rollers desuden ey kunne tillade mig, udbeder jeg mig den Ære af Deres Besøgelse, da jeg i al Oprigtighed og Hengivenhed til Sandhed vil stræbe at vise Dem, hvad i Deres udkomne 5 Numre er udeladt og burde udelades, hvori jeg saa meget mere haaber at kunne gjøre Dem Fyldest, som Vi paa begge Sider have Hoved-Handlingerne i en levende Erindring. De forlade mig denne Begjæring som har Æren til Grund. De have paataget sig for Fordeels skyld (jeg mener ikke egen, men almindelig) offentlig at fornøye Publicum med vore Navne uden at navngive Dem selv. De tillade at jeg tager mig den Frihed for denne Gang offentlig at indbyde Dem under mit Navn uden at ville nævne Dem. Skulle De ikke ville unde mig den forlangte Ære af en Samtale med Dem, som jeg dog for det Almindeliges skyld sikkert venter, da fortryde mine Herrer ikke paa, at jeg offentlig maatte beklage, at De ey have villet give mig Leylighed at vise Dem, hvor uhøflig, partisk og uefterrettelig Deres Dramatiste Journal er. Jeg har den Ære o.s.v.

Kjøbenhavn den 6. Novbr. 1771.

Rose,
boende i Lille Grønnegade i Huuset Nr. 186."

Genus irritabile vatum! Som man seer, lignede Skuespillerfolket dengang i Henseende til Pirrelighed i en paafaldende Grad vore Dages Kunstnere. Neppe var der udkommet fem Numre af "Journalen", Numre, i hvilke der endog var ydet Rose varm Anerkjendelse, før hans iltre Blod kom i Kog, og inden han tilskrev "Forfatterne", — thi han troede som de Fleste, at der var flere end En om at skrive "Journalen", — spurgte han en Dag paa Theatret Souffleur Knudsen, hvem han ikke uden Føje tiltroede en vis Andel i Forfatterskabet, "hvad han syntes om det Skryderi, hvormed den pur unge Student affejede ham, der var en gammel Akademikus, for det, som han dog vel maatte være bedre forfaren i end saadan en Grønskolling·"

Og det var nær kommet til Haandgribeligheder, da Knudsen ganske koldblodig svarede: "at han syntes godt om Sandheden, endog naar den blev sagt af en Grønskolling eller forfulgt af en gammel Akademikus." Rosenstand-Goiske var imidlertid ikke den Mand, der skulde blive Nogen Svar skyldig, og i det Nummer af "Journalen", der omhandlede Forestillingerne den 7. og 11. Novbr. s. A., indrykkede han Følgende:

"Det Brev, som Hr. Rose har behaget at lade indrykke i Adresse-Contoirets Efterretninger Nr. 181, har vi læst ei med Fortrydelse, men med Forundring; det maatte nemlig falde enhver forunderlig, at en Mand af saa afgjorte Fortjenester, som Brevskriveren, tør driste sig til for det Almindelige at foresige dem, at vores Journal er partisk, uhøflig og uefterrettelig, uden at give sig den Umage for det Almindelige, at godtgjøre saa svære Beskyldninger. — Hvad os angaaer, da ansee vi Hr. Roses og enhvers Beskyldninger med meget ligegyldige Øine, indtil de blive understyttede med Grunde og Beviis, og er det ei vores Leilighed at indlade os med Besvarelser imod slige underlige Beskyldninger. —- Dersom Hr. Rose derimod skulde finde for got offentlig at bevise sin Paastand, (og det bør han, da han offentlig har beskyldt os) forsikre vi oprigtig, at vi med største Fornøielse skal besvare ham, og skal vi med det gladeste Hjerte tilstaae de Feil, som blive os overbeviste. — Men at vi skulde besøge ham, for at høre hans Beviis, er et heel latterlig Indfald, og, om vi end gjorde det, troe vi ei, at det Offentlige var dermed tilfredsstillet. -— Den eneste Post, som har aftvunget os et Svar, er den Beskyldning, som han gjør os, naar han siger, at vi have udeladt noget; denne eneste Post, sige vi, vil vi gjerne tilstaae ham, da det ei vel er muelig i en Journal at indføre alting; men at vi have anmærket det, som burde udelades, maa han ei fortryde at vi nægte, indtil vi blive over-beviste —- De Skryderier, som han for Resten har opfyldt sit Brev med, at han nemlig veed, hvad han gjelder, og hvad den hele Sværm af Selvroes heder, vil vi gjerne skjenke ham. — Ja, Hr. Rose, dersom vor Journals Øiemed allene var at lade ham vide, hvad han gjaldt, saa vilde vi herefter lade os nøie med at blot anmelde ham; men da dens Hensigt er paa nogen Maade at give en Oplysning i det danske Theaters Historie, og ved de Fuldkommenheder og Feil, som vi troe at anmærke hos ham og de øvrige Skuespillere, at advare de unge Skuespillere fra at løbe an mod disse Feil, og at efterligne disse Fuldkommenheder, maa han være fornøiet med, at vi herefter, som forhen, anfører hans Fuldkommenheder og Mangler; og skulde han være saa stolt at forkaste Sandheder, blot fordi vi sige dem, saa des værre for ham, og ei for os. — Den gode Hr. Rose seer altsaa let, at han ei kan vente, at vi komme for at anhøre hans Forelæsninger, og vil vi bede ham derfore, at han kuns vil slaae sig til Rolighed, og vi holde meget af, at han vil heller anvende Tiden paa sine Roller end paa unødvendige Pennekrige."

Til Ro vilde Rose dog ikke slaa sig hermed, og i "Adresseavisens" Nr. 191 [25-11-1771] indrykkede han derfor følgende Artikel:

"I Følge mit Brev i disse Blades Nr. 181 til de Herrer Forfattere af den Dramatiske Journal holder jeg det for min Pligt at bekiendtgiøre, at De ey endnu efter saa rum en Tid har beæret mig med Deres Besøgelse. Vel fik jeg strax at vide paa Theatret, at somme holde min Indbydelse for dristig, og at jeg maatte ikke tænke, De agtede at besøge mig: jeg ventede dog, men forgiæves. Denne Deres Udeblivelse viiser en kiendelig Frygt for Sandhed og Overbeviisning, følgeligen stadfæster i alle Ting hvad jeg har skrevet, samt giver mig Føye til at troe og sige: At personlig Had og andre Hensigter have drevet Dem til dette Deres Dramatiske Foretagende. Her udover forkaster jeg med Fleere gandske og aldeles denne Journals Irettesættelser og Forskrifter som for største Deelen partiske, uædle og ubeqvemme, og derimod indskyder os for det billige og retsindige Publicum med allerydmygst Bøn, at Samme, som vores Overdommere ville være os for og befrie os for al slig fornærmende Medfart, da vi stedse vil stræbe efter at naae den Fuldkommen, os mangler, og med største Fliid søge at gjøre os værdige til Dets Yndest og at fortiene Dets Biefald, som den Dramatiske Journal har villet berøve os.

Kiøbenhavn den 25. Novbr.1771.

Rose."

Om denne captatio benevolentiae til et "høistæret Publikum" — Noget, hvortil vor Tids Skuespiller-Journalistik ogsaa kan opvise Sidestykker — har hjulpet Rose, det vides ikke. Sikkert nok er det, at Rosenstand-Goiske ikke fandt sig beføjet til at svare paa en slig uheldig Artikel, men at han vedblev at yde Rose afvexlende varm Berømmelse eller kraftig Dadel, alt eftersom Præstationerne fortjente det, og det er neppe rimeligt Andet, end at ogsaa Rose har lagt sig paa Sinde, hvad "Grønskollingen" med saa stor Djærvhed fremførte i sin mærkelige "Journal". Vist er det i ethvert Tilfælde, at han, eftersom Aarene gik, skred mere og mere frem paa Kunstnerbanen. Trods sin fremrykkede Alder var han selvskreven som Leander i alle de Holbergske Komedier, og i næsten alle de franske Lystspil var det bestandig ham, som maatte spille den unge Valerius, Dorante, Alcindor, Ariste, Clitander eller Lelio, eller hvad nu alle disse Elskere hed, men samtidig hermed steg hans Repertoire saavel af Anstandsroller som af tragiske Personligheder. Der kan samles en Liste af henved 200 forskjellige Roller, som han har spillet, og om denne Liste end ikke er fuldstændig er den dog tilstrækkelig til at i give et korrekt Billede af hans Virksomhed. Nogle af de vigtigste i de forskjellige Retninger skulle vi anføre her: Don Juan i "Den Ugudelige" (af Molière), Barselkonen i "Barselstuen" (denne Rolle blev nemlig stedse udført af et Mandfolk; første Gang en Dame spillede den var vistnok den 4. Februar 1799, da Mad. Dahlén" udførte den ved Stykkets 50. Opførelse), Horatius i "Fruentimmerskolen", Grev Olban i "Nanine", Theodori "Menneskehaderen" (af Molière), Philemon i "Det lykkelige Skibbrud", Orosman i "Zaïre", Orosman i "Zeloide", Soliman i "Soliman den Anden", Sidney i "Sidney", Stryange i "Zarine", Beverley i "Beverley", Henrik i "Henrik den Fjerdes Jagt", Baron Hartley i "Eugenie", Grev Reichenthal i "De aftakkede Officerer", d’Orbesson i "Faderen", Lord Sarbridge i "Den unge Darby", Grev Pembrok i "Greven af Valtron", Oberst von Altdorff i "Kun sex Retter", Sirvan i "Clementine og Desormes", Lord Valsington i "Søofficererne" og Grev Vodmar i " "Den værdige Fader". Om enkelte af disse Roller har "Journalen" i sine to Aargange udtalt sig, snart i stærke Udtryk rosende hans varme, følelsesfulde, ofte uovertræffelige Spil, snart dadlende hans Skjødesløshed og hans Foragt for Alt, hvad der vedrørte Kostumet. Som Sultan Orosman bar han saaledes ovenpaa sin pudrede Bukkelparyk en Hjelm, der var overtrukken med rødt Silketøj med Pailletter, og i den spidse Hjelmkam var en høj, dinglende Fjerbusk; hertil bar han "en blaa malet Tyrkehabit", grøn Talar med langt Slæb, røde Strømper og Pampusser. Ja, da han i Tragedien "Merope" spillede Polyphont, Tyran af Messene, saae man ham ved de første Opførelser optræde med kort Fiskebensskjørt, og til den kjødfarvede Bomuldstrøje, der skulde forestille hans nøgne Arme, bar han — Alunshandsker og stive Haandmanchetter! Versfremsigelsen var hos ham som hos alle Datidens Kunstnere den svageste Side, Versene skanderedes saa stærkt og nøjagtig som vel muligt, og kun naar han, som sagt, kom i Affekt, gik Naturen saa at sige over Optugtelsen. I saadanne Øieblikke lod han haant om Cæsur og Versfødder, hans prægtige Ansigt flammede op, Øinene skød Lyn, og han tolkede da Harme, Rædsel, Foragt, Had og Elskovsglød med en Sanddruhed og en Natur, der rev alle Tilskuerne med sig.

[Sluttet i Nr 392, 4. Januar 1880, side 4-8:]

Havde Rose ogsaa i sin tidligste Theaterperiode været af en vel letsindig Karakter, saa havde dette dog bedret sig med Aarene, og navnlig viste han sig i Hjemmet som den bedste og ømmeste Fader. Han havde nemlig en Datter, den dejlige Mette Marie Rose, og denne sin Øjesten opdrog han paa den smukkeste og forstandigste Maade, Noget, der var ham saa meget besværligere, som hans Hustru i den Henseende alt Andet end stod ham bi. Den unge Pige viste lige fra sin Barndom stor Lyst til at betræde Scenen, og i Faderen, der ikke vilde modsætte sig dette deciderede Kald, fandt hun den fortræffeligste og mest udholdende Vejleder. Den Prøve, hun aflagde for Theaterdirektionen, var saa heldig, at hun lige strax ansattes som Aktrice med en Gage af 2 Rdl. om Ugen, og da hun den 7. Oktober 1761 havde debuteret som Melite i "Den gifte Filosof", hed det, at her havde man fundet en ung Pige, der ikke alene kunde afløse Jfr. Bøttger i de ungdommelige Roller, men tillige erstatte det Tab, som Theatret havde lidt ved Caroline Thielos pludselige Død og Jfr. Maternas Indtræden i den hellige Ægtestand. Disse stolte Forhaabninger syntes ogsaa at skulle gaa i Opfyldelse, thi i senere Roller f. Ex. som Isabella i "De oprigtige Elskere", som Cenie i Børneforbyttelsesstykket "Cenie" og som Rodope i "Æsopus ved Hoffet" viste hun sig i Besiddelse af store Evner baade for Konversationsstykket og for det rørende Skuespil og forstod at give alle de skiftende Følelser et saavel sandt som smukt Udtryk. Da hertil kom, at den Unge og smukke Pige var et Mønster paa Velanstændighed og god Tone, Noget, der paa hine Tider var et Særsyn ved det kgl. Theater, er det ikke saa forunderligt, at hendes Navn var paa Alles Læber, og trods al den Misundelse, der fra Spindesiden vistes hende paa Theatret, vilde hun uden Tvivl være gaaet en stolt kunstnerisk Fremtid i Møde, saafremt en Skurkestreg ikke for bestandig havde fjernet hende fra Scenen. Efter at have spillet som Belise i "Vulkani Kjæp" den 11. Marts 1765 blev hun samme Aften, da hun kjørte bort fra Theatret, voldelig bortført af den berygtede Viceadmiral Grev Christian Conrad Danneskjold-Laurvig. Historien er saa vel bekjendt at vi ikke nærmere skulle dvæle ved den *). Om Moderen havde en Finger med i Spillet og ikke ugjerne saae, at Datteren faldt i Hænderne paa den rige Vellystning, er aldrig blevet opklaret, men sikkert er det, at Faderens Opførsel ved denne Lejlighed var ham til den største Ære. Den Bestemthed, hvormed han optraadte ligeoverfor Kjøbenhavns Politidirekteur, og den Foragt, hvormed han afviste ethvert af Grevens Forslag om at dysse Sagen ned mod en betydelig Pengegodtgjørelse, skaffede ham Alles Agtelse, og til Bevis herpaa tjener navnlig et Sted i "Bibliothek der schönen Wissenschaften" 12. Bind S. 356. I en Korrespondance-Artikel skildres Bortførelsen, idet det for at undskylde Greven hedder: "Der Graf X. X. verliebte sich in sie, und ward mit ihr einig, sie an einem Abende, wenn sie aus der Komoedie käme, zu entführen", og Brevet slutter da med følgende Ord: "Was sagen Sie aber, mein lieber Freund, zu der Denkungsart des Vaters, eines Komoedianten, eines Mannes, dessen Profeszion man selten viele edle Grundsätze zutraut? Ich für meine Person gestehe Ihnen, daß ich ihm ausnehmend bewundere." Enden paa Historien blev, at Kongen, der gjennem Overhofmarechal Moltke fik Nys om Sagen, forviste Greven, der maatte betale en stor Sum til den unge Pige, som blev gjengivet sin Fader. Men Jomfru Rose var fra dette Ojeblik tabt for Scenen, hun var ikke at bevæge til oftere at optræde, og hnn trak sig helt tilbage til Privatlivet. Ikke lang Tid efter ægtede hun den begavede Komponist, kgl. Kammermusikus Schiørring, og fra hendes Familie stammer det Miniaturportrait af Faderen, der hænger i det kgl. Theaters Foyer, og efter hvilket det i forrige Nummer meddelte Billede er tegnet.

Hvad tjente nu en Kunstner som Rose paa hin Tid? Efter fireogtyve Aars Virken ved det kgl. Theater havde han ikke kunnet opnaa højere Gage end 561 Rdl. aarlig, men ved det nye Gagereglement af 1773 blev hans Stilling dog noget forbedret, idet Gagen for ham, der da med Rette ansaaes som den danske Scenes Ypperste, blev forhøiet til 700 Rdl., og da man trængte til en Instrukteur, udnævnte man ham i den kommende Saison dertil med en yderligere Gage af 300 Rdl., imod at han skulde undervise de yngre Skuespillere, der vilde uddanne sig i det tragiske Fag, og lede alle Prøverne. Men hvor stor en Kunstner han ogsaa selv var, følte han dog intet Kald som Instrukteur, og endnu mindre passede han til at lede Prøverne paa Theatret. Da han selv ofte udeblev fra dem, var det intet Under, at de øvrige Skuespillere jevnlig fulgte hans Exempel, og Følgerne heraf vare da, at Prøverne gik, som de bedst kunde, uden Orden, Ro eller Tilsyn. Jevnsides sin Skuespillervirksomhed var han ogsaa Oversætter, og man har af ham fire forskjellige dramatiske Arbeider, der ere omplantede paa dansk Grund, uden at der dog er noget synderligt Mærkeligt ved denne Side af hans Virken.

Han var i Efteraaret 1779 anden Gang bleven gift, og efter som Aarene gik, afgav han efterhaanden alle sine yngre Roller for kun at virke i det ældre Rollefag. Ogsaa heri vidste han at hævde sig et stort og berømt Navn, og som en af hans bedste Præstationer i denne Retning nævnes Grev Bodman i "Den værdige Fader". Men Tiden var imidlertid kommen, da ogsaa han maatte bukket under. I et Brev til Rahbek, som paa den Tid opholdt sig i Leipzig, skriver Rosing:

"Og siden, naar jeg eengang er død, at da en værdig Medborger maa gaae min Grav forbi, og sige: han var værd at være Fader", var vor Roses sidste Ord paa Theatret; thi om han kommer der mere, kan nok ingen sige. Fra i Torsdags Aftes (l9. Februar 1784), da vi havde "Værdige Fader", har han været meget hæftig syg, og efter Winsløws Sigende meget farlig; siden i Torsdags Aftes er han bleven fem Gange aareladt, og fire Gange sat Igler, han forkjølede sig, da han kjørte hjem om Aftenen, efter at have lokket Taarerne af Alles Øine. Hans Sygdom er Inflammation i Brystet, og Rosen i Hovedet, og læg nu til: han er sex og tredsindstyve Aar! hvad bliver da vort Haab om hans Frelse? Hvad jeg her har skrevet dig, bedrøver dig, det veed jeg; men skulde jeg smigre dig med bedre Haab, end jeg har selv?"

Vel drog Skyen for denne Gang forbi: Rose kom sig og betraadte atter Scenen, men det var dog kun for en kort Stund.’ Hans sidste Rolle var den 23. Septbr. 1784 som Melac Fader i "De to Venner" af Beaumarchais. "Min Søn! Du begynder din Bane, da jeg ender min", sagde han den sidste Aften med en saadan Følelse, at Taarerne stod ham i Øinene Dagen efter blev han syg og maatte gaa tilsengs. Rahbek, der kom hjem fra sin Udenlandsrejse den 28. Oktober s. Aar, skriver i sine "Erindringer":

"Mellem mine første Veje var naturligvis, Dagen efter min Ankomst at gaa til min sønligen elskede, døende, ypperste Kunstlærer, Fader Rose. Han laa rolig hen; hans Kone bebudede ham, som noget glædeligt, at hans Søn, som han elskede at kalde mig, var der for at se til ham. "Gud velsigne ham!" sagde den Døende med stille Hjertelighed og sank atter hen i sin Dvale. Dagen efter døde han."

Det var den 30. Oktober om Eftermiddagen 1784, at Rose døde. Begravelsen gik for sig den 4. November. Kisten blev baaren til Nikolai Kirke af Skuespillerne, som alle vare i dyb Sorg, og her fandt Ligbegængelsen Sted. Idet Kisten efter Talen førtes ud af Skuespillerne, blev der i Koret afsunget en Sørgekantate, som Rahbek havde skrevet til Naumanns Musik af "Cora", og denne Kantate, om hvilken Rahbek selv siger, at han med Undtagelse af Jordesangen over sin Bedstefader ikke troer at have frembragt noget saa Upoetisk og Slet som den, gjorde stor Virkning ved at blive udført af Theatrets Skuespillere og Skuespillerinder; derefter blev Kisten baaren hen til Nikolai Kirkegaard og af Skuespillerne nedsænket i Graven.

Til Ære for Rose blev der den 6. December s. A. foranstaltet en Mindefest paa Theatret, den første, der var bleven afholdt paa dette Sted, idet Skuespillerne, som det hedder i Adresseavisen — "havde erholdet kongelig allernaadigst Tilladelse at hædre den afdøde Skuespiller Rose ved en Prolog". Forestillingen bestod af Sørgespillet "Zarine", hvori Rose havde havt en af sine ypperste Roller, og indlededes som sagt med en Prolog af Th. Thaarup. Skuepladsen forestillede en mørk Lund, hvor Digterne Holbergs og Ewalds, Skuespillerinden Lenkiewitz' og Skuespillerne Londemanns, Clementins, Hortulans og Roses Minder saaes, Iblandt disse udmærkede sig Roses Urne som nylig hensat. Melpomene (Mad. Rosing) heldede sig op til Urnen, og Thalia (Mad. Preisler) kom frem mellem Gravene med en Krands i Haanden. Den smukke Prolog ender saaledes:

Melpomene.

— — — — — Jeg har Cypresser bundet
I denne Krands, til Minde for min Ven.

Thalia.

Af Myrter bandt jeg min, og Graad er rundet
Paa hvert et Blad, imens jeg fletted' den,
Ham vies den, ved min, ved Venskabs Stemme!

Melpomene.

Og denne vidne om min Roses Savn!
Hans Sjæl har Fred! hans Støv har Gravens Gjemme;
Men den, som naaer hans Kunst, er værd hans Navn!

Derpaa faldt Tæppet langsomt under en sagte Sørgemusik. "Den vidunderlige Stilhed i Skuespilhuset" — skriver Schwarz i sin "Lommebog" — "var et talende Vidne om Tilskuernes Følelse ved Roses Tab." Derimod skriver Rahbek om Sørgefesten: "At der ikke rørte sig en Haand, da Dækket faldt, gav Thaarup Anledning at tilskrive sin mesterlige Fortolkerinde (Mad. Rosing) den skjønne Taksigelse, der ender med de to dejlige Linier:

Tag det Bifald af hvert ædelt Hjerte,
Som Dig Taushed gav!

At han imidlertid selv ikke ganske saae det med samme Øine, tør man maaske slutte af, at han Forestillingsaftenen til en Stormand, der ikke ugjerne troedes at se dette Udfald, men ikke desmindre fandt sig beføiet at gjøre ham Komplimenter, kaldte sig Auteur presque sifflé. Den fornemme Verden led overalt ikke denne Hædring af en Skuespiller og forargede sig især over, at Baron Holbergs Monument stod paa Scenen mellem Clementins, Londemanns og andre slige Comedianters, hvortil man rigtignok svarede dem, at dersom Holberg ikke havde været Andet end Baron, skulde han heller ikke være kommen blandt disse."

Ved den store Kunstners Død kom naturligvis alle Poeternes Penne i Bevægelse; af de mange Digte skulle vi her dog kun aftrykke "Til Roses Skygge" af Baggesen:

At prise Dig forbød mig Melpomene:
"Tie", sagde hun, "til du blir stor, som Han!
"Hans Minde kun en Orpheus hædre kan,
"Hvis Konst, som hans, endog kan røre Stene. —"
Jeg altsaa tier evig, store Mand!
Og frygter — at jeg tier ei allene.

Der findes af Rose, foruden det tidligere omtalte Portrait, et Oliemaleri, malet af Eriksen og stukket i Kobber af Meno Haas. Billedet, der viser os Kunstneren i hans kraftigste Alder, har sin Plads i Theatrets Foyer. En Medaille i Gibs af ham er vel nu ikke mere til. Den var modelleret af Zuschlag, "boende i Silkegaden Nr. 66 og er hos ham at bekomme for 1 Rdl. Stykket."

---

Da Rose den 28. Juli 1779 giftede sig anden Gang, var det med Jfr. Bøttger.

Holberg kom en Dag ind til en kjøbenhavnsk Guldsmed, som han kjendte, og medens han stod i Boutiken, sagde han for Skjemt til Borgermandens smukke ældste Datter, om hun ikke kunde have Lyst til at agere Komedie paa Kongens Nytorv. Pigebarnet, der var godt forlovet, slog med Nakken ad dette Spørgsmaal, men hendes yngre Søster, der netop ogsaa var tilstede, sagde da muntert, at hun nok gad prøve sin Lykke paa Brædderne. Holberg tog hende paa Ordet og fik sat igjennem, at hun kom til at debutere, efterat hendes Prøve for Direktionen havde viist sig at være lovende. Ganske glat gik det dog ikke med at faae hende frem, thi flere af Akteurerne, og da navnlig Rose, vare meget imod, at dette Barn skulde spille sammen med dem. Men Holberg havde nu en Gang sat sig det i Hovedet, og saa var han Mand for at føre sin Krig igjennem.

Charlotte Elisabeth Amalie Bøttger var kun lidt over fjorten Aar, da hun paa den første Aften i den femte Saison, den 28. Juni 1752, debuterede som Leonore i "Kilderejsen". Hun var i Besiddelse af en rank, velbygget Figur, og hendes Ansigt, der ikke var regelmæssig smukt, havde et fiffigt Udtryk, der navnlig skrev sig fra de livlige, spillende Øine. Man fandt ikke videre Behag i hende i den første Tid; hun var affekteret, sagde man allerede dengang, og denne Unatur kunde man saameget mindre forsone sig med, som Theatrets første Elskerinde, Jfr. Caroline Thielo, netop behagede ved sit livlige, utvungne Spil. Spindesiden ved den nye Scene var imidlertid meget faatallig, og i Mangel af nogen Bedre maatte man ty til den lille Bøttger for at faae en Mængde mindre Elskerinderoller besatte. Den unge Pige fik saaledes meget hurtig et temmelig betydeligt Repertoire, og da Jfr. Thielo allerede døde i 1754, stod hun som Arvetagerske til alle Primadonna-Partierne. Samtidig med Virksomhedens Tiltagen steg hendes Routine, og om det ogsaa i mange Tilfælde var den, paa hvilken hun udelukkende spillede, fik hun dog ogsaa Lejlighed til at vise, at hun langtfra var blottet for Evner, og at der paa Scenen fandtes Opgaver, som hun var istand til at løse med virkelig stor Dygtighed. Men Repertoiret var af en underlig blandet Beskaffenhed for hende: Philocyne i "Melampe" vexlede med Zerbinetta·i "Scapins Skalkestykker", Stine Isenkræmmers i "Barselstuen" med Alcmene i "Amphitryon", og efterhaanden som det rørende Skuespil og Tragedien vandt Indgang paa den danske Scene, blev Modsætningerne endnu mere grelle.

I Sørgespillet fejrede hun sine største Triumfer, og dog synes just denne Side af hendes Virksomhed at have været den alleruheldigste. Den store Hob beklappede den rankvoxne Pige, som forstod at være rørende over alle Grændser, og som ikke frygtede for at gjøre de bratteste Overgange i Diktionen, naar hun blot kunde faae Publikum rørt til Taarer, og saa nøjsom var man paa hin Tid, at man fandt, at dette var den sande Kunst. J "Zeloide", en lille Tragedie i een Akt, spillede hun Titelrollen med en saadan Force, at alle Yndere af den Sort Arbeider fattede nyt Haab om, at der snart igjen "kunde spilles saadanne Stykker, som skulde meritere smukke og polerede Folks Bivaanelse". Titelrollen i "Zaïre", Voltaires store Sørgespil, tiltalte i den Grad Direktionen, at den, trods sin store Mangel paa Penge, gav Jfr. Bøttger en Gratifikation af 20 Rdl. for hendes Spil, og da hun spillede den grædende Donna Eleonore i "Kavaleren og Damen", steg Publikums Begejstring for hende endog til den Grad, at man ved Stykkets anden Opførelse kastede Punge med Dukater op til hende.

Men medens den store Mængde saaledes beklappede og forgudede Jfr. Bøttger, var der dog et Mindretal — i hvilket rigtignok Kjenderne befandt sig — der havde et aabent Øie for alt det Hule, Tomme og Forlorne i hendes Spil. Først og fremmest var Rosenstand-Goiske i dette Mindretal. I sine "Kritiske Efterretninger om den kgl. danske Skueplads" skriver han saaledes om hende: "At jeg ikke troer om denne Aktrice, som ellers har havt og endnu har mange virkelige Fortjenester af Skuepladsen, at hun er en født tragisk Skuespillerinde, vil Den vel neppe tvivle paa, som har læst den dramatiske Journal. Vel kalder jeg selv ingenlunde i Tvivl, at hun jo forstaaer den tragiske Rolle, kan sætte sig ind i den og føle den; men Naturen har imidlertid været hende ugunstig i Henseende til hendes udvortes Talenter for disse Roller. Hendes Ansigt er kun skikket til faa Forandringer og hendes Stemme til endnu færre Tonefald; desuden er den skrallende og skrigende, eller slæbende, hvor enten Glæde, Vrede eller Sorg i høiere Grad skal udtrykkes. Hertil kommer en fra hende næsten uadskillelig Affektation, med en svulstig og overdreven Aktion, samt en altfor sendrægtig Deklamation, og i Versene en Scansion, der altfor meget markerer Fødderne, og derimod ikke Meningerne, hvilket fremvirker en meget trættende Monotoni. Alt dette kan i Tragedien ikke andet end tvinge den upartiske Tilskuer til at sige om hende, hvad Forfatteren af det i "Bibliothek der schönen Wissenschaften und der freien Künste" 17. Bind 2. Stykke indrykkede Brev siger om hende i Almindelighed, nemlig at hun: "ohne allen Grund für ein feltenes Muster der Schauspielkunst gehalten wird, da sie doch in ihrer gantzen Action unerträglich geziert und gezwungen ist".

Det var i 1778, Rosenstand-Goiske skrev disse Ord. Jfr. Bøttger gik dengang i sit fyrretyvende Aar og stod altsaa forsaavidt i sin fulde Kraft, men ved Læsningen af denne Dom maa man dog erindre, dels at hun kun bedømmes som tragisk Skuespillerinde, medens hendes Karakterfremstillinger i Lystspillet ikke omtales, dels at Kritikeren, der, som han selv siger, ikke havde seet hende i hendes yngre Tid, maaske nok af sin varme Interesse for Mad. Knudsen fristedes til at sætte Jfr. Bøttger vel lavt. Det er forøvrigt lidt vanskeligt at blive klog paa, hvilken Mening Rosenstand-Goiske egenlig har havt om hende. Thi medens han i sin "dramatiske Journal" ofte dadler hende i de stærkeste Udtryk, roser han hende til andre Tider sammesteds med næsten ligesaa varme Ord. Vi ville anføre nogle Prøver paa begge Arter af hans Udtalelser. Om hendes Spil i "Mohren" hedder det: "Jfr. Bøttger er Datteren; hendes Rolles Karakter er Nysgjerrighed, Uvidenhed og Uskyldighed, og Jomfru B. spillede den saa vel, at vi tør sige, hun gjorde det uforbederlig. Uagtet hendes Legemes Storhed og Ubekvemhed til en Piges Rolle paa femten Aar, agerer hun saa naco (?), bøier sin Stemme saa spæd og naturlig, bruger hendes Ansigt saa uskyldig, bevæger Armene og Kroppen saa fri og utvunget, saa godt agerer hun, at den efter vor Mening ei kan spilles bedre." Man seer altsaa, at Rosenstand-Goiske udtaler sig med Varme om hendes Spil som Ingenue. I en Anmeldelse af "Den nye Prøve" skriver han endvidere: "Jfr. Bøttger var Angelike og havde i Aften en Rolle, hvilken hun spilte ei alene bedre, end Enhver, som ei kjender hendes ypperlige og mesterlige Gaver til slige Roller, kunde vente hos en Aktrice, som allerede er saa gammel, og hvis Legems Bygning slet ei skikker sig til en ung Pige, men hun udførte den ogsaa med saa stor Naivetet og Natur, som det ved den blotte Kunst var muligt at spille den . . . . Men vi holde op og sige, at Jomfru B. uagtet alle de Vanskeligheder, som ere forbundne med slig en Rolle, og uagtet alle de Usandsynligheder, som hun af Naturen kan have, at, sige vi, hun uagtet alt dette fortjente Enhvers største Lovtaler, og at hun viste, hvad Kunsten, naar den bliver rettet med Naturen, kan udvirke." Her berømmes altsaa hendes Naturlighed.

Ved at omtale hendes Spil som Minna i "Minna af Barnhelm" skriver Rosenstand-Goiske derimod: "Den ubehagelige Monotoni, den unødvendige og kunstlede Bevægelse med Armene, den unaturlige og ubekvemme Stilling ved altid at skyde Hovedet tilbage, kort alt det Frosne, som herskede hos hende og altid hersker i de ligegyldige Roller, falder rent bort i alle de affektfulde Dialoger med og om Tellheim·" I "Caliste", en Tragedie af Colardeau, som hun havde faaet sin Veninde Jfr. Biehl til at oversætte, og hvortil hun selv havde skrevet et Forord, spillede hun Titelrollen, hvorom "Journalen" udtaler sig paa følgende Maade: "Kjærlighed, Fortrydelse, Fortvivlelse, Had, alle disse Affekter, sige vi, maa den fuldkomne Aktrice vexelvis udtrykke, naar hun skal gjøre Rollen sand. Men om Jfr. B.s Ansigt kan forandre sig saaledes, nægte vi; nogen Forandring kan det vel antage, men den skeer alene ved at skyde Øienbrynene besynderligt op; — denne Forandring bruger hun ofte, og vi indse ei dens Skjønhed —. Deklamationen er ei altid god; hun har ei Stemmen i sin Magt, alle Affekter i Tragedien udtrykker hun fast med een Stemme, end ikke var der Forskjel nok paa den, da hun døer, talte for stærk, og af Brystet, da en Døendes Tale kommer af Halsen." Og dog var "Caliste" af Mængden beundret som en af hendes ypperste Roller. Det var den, der gav Anledning til det Digt i Schwarz' "Lommebog", der begynder med de uimodstaaelig komiske Linier:

"Caliste maatte døe; men Jomfrue Bøttger leve!
Hun leve, Hun, som er og blir umistelig;
Thi slige Roller, som Calistes, aldrig bleve
Af nogen anden spilt saa uforlignelig."

Foruden hendes Monotoni, Flæben og evindelige Snurren paa Bogstavet R bebreidede Kritikeren hende ogsaa hendes slette Versfremsigelse, og angaaende hendes Spil som Zarine i Nordahl Bruns Sørgespil af samme Navn skrev han f. E.: "Zarines Rolle blev endnu slettere givet af Jomfru Bøttger, hun skreg i Steden for at deklamere, ingen Scene blev eller kunde blive slettere givet end den sjette Scene i femte Akt, thi man hørte næsten et gement Klammeri."

Disse Exempler paa skarp Dadel og stærk Ros kunde suppleres med mange andre, og det er saaledes ikke ganske klart, hvilken Anskuelse "den dramatiske Journal" egenlig har havt om hendes kunstneriske Evner. Saa Meget synes at fremgaa deraf, at hun saavel i det rørende borgerlige Skuespil som i Tragedien maa have været i Besiddelse af en høist opstyltet, unaturlig Spillemaade, der dog er falden i Hobens Smag, hvorimod hun som den naive Elskerinde og, da hun senere opgav dette Fag, i Konversationsstykket har kunnet spille baade med Liv, Natur og Varme. Dette bekræftes da ogsaa ved Overskous Udtalelser, der støtte sig paa Udsagn fra Schwarz. Blandt hendes bedste Roller i Konversationsstykket nævnes saaledes Elmire i "Tartuffe", Lindane i "Skotlænderinden", Lucretia i "Den Vægelsindede" og senere i Anstandsfaget Fru Schmerling i "Kun sex Retter", Lady Alton i "Skotlænderinden" og Lady Fanny i "Søofficererne".

Det ubundne Zigeunerliv, der i det danske Theaters første Aar førtes af Personalet, synes ikke at have været Jomfru Bøttger ukjært, eller ogsaa har det været hende umuligt at holde sig udenfor alt det Maskepi, der var ved Theatret. En plump Tone og usædelige Udtryk — skriver Overskou — vare saa almindelige, endog imellem Damerne, at von der Luhe, da Jfr. Bøttger engang igjennem Als førte Klage over nogle drøje Platituder af Musted, paalagde "Inspecteuren samme gode Jomfru at svare, at det kun var saadan raadden Snak og slipfrig [2] plaisanterie, som hun selv med sit Sippskaft [3] var accoutumeret at bruge, ham og Meddirecteurer til megen Fortrydelse." Og dog gjorde hun Fordring paa at være ikke alene et Stykke af en Skjønaand, men tillige Forfatterinde. Saaledes skrev hun som sagt ikke alene en Fortale til Jfr. Biehls Oversættelse af "Caliste", men navngav sig tillige som Oversætterinde af "Fruentimmerhaderen", der var det Stykke, hvormed Lessing indførtes paa den danske Skueplads. Hvorledes hun med sin overfladiske Dannelse forstod fremmede Sprog, vides ikke, men bestemt er det, at hun ikke kunde skrive sit eget Modersmaal, og som en kurieus Prøve paa hendes Dansk skal jeg her aftrykke følgende Brev fra hende af 1. Juli 1787::

"Underdanig P. M.

Da min Hilsen er meget Svag, som Etatz-Raad Gulbrandt kand Bekræftte, og Landet ville være mig meget tienlig, og ieg dertil ey er Formuende at komme, uden Deres Høyvelbaarenheds Gunstige Hielp, saa er det at ieg drister mig at bede Et laan af 150 Rdl. thi ieg er i en Deel gyel og min Diet vil koste mig meget; uden alt dette seer Naadige Herren mig gandske uformuende til at nyde min Helbred som er det største Gode i Verden.

Jeg troer aldrig at have Feylet i mine Pligters opfyldelse og mindre skal ieg her efter.

Med Siæle Tak for alt Godt Hvad mig er vist, er ieg med ful tillid om Redning i min nød En

Underdanig                                                            
Tienerinde                                           
Rose                    
                                 fød              
                            Bøttger."

Og denne Dame skrev originale Komedier: "Clarisse eller Den forrejste Frøken" var et femakts Skuespil, som hun fik opført i 1772, men som da ogsaa kun oplevede tre Forestillinger. Det var et Slags kvindelig Jean de France, hun vilde skildre, og Rosenstand-Goiske skriver om Stykket: "Hele Fablen er usandsynlig, Planen er urigtig og skjævt anlagt, Udarbeidelsen er elendig og ganske unaturlig og regelløs, Sentimenterne ere ofte gemene og uædle og aldrig smukke, Sproget er fuldkommen hæsligt, og hele Stykket er uinteressant; ikke en eneste vel anlagt og udført Karakter, ikke en theatralsk Situation, ei et eneste godt Indfald har vi kunnet opdage, hvor meget vi end har gjort os Umage for at finde dem." Rosenstand-Goiske ender sin lange Anmeldelse med at fortælle, at Forfatterinden, der spillede Clarisse, paa sin , Beneficeaften ved den tredie Opførelse sluttede Stykket med følgende Taksigelse til Publikum: "Min Lykke er iaften fuldkommen, hvorfor jeg takker allerunderdanigst og skyldigstl!"

Jevnsides sin Virksomhed som Skuespillerinde og Forfatterinde var Jfr. Bøttger tillige Instruktrice, og det sees af Theatrets Regnskaber, at hun i saa Henseende lønnedes med et Gratiale af 50 Rdl. aarlig. Forøvrigt var hun en af de bedst Gagerede ved Theatret, hun avancerede saaledes ved Lønningsforbedringerne i 1773 fra 500 op til 600 Rdl. Gage, og efter sit Giftermaal med Rose i 1779 havde hun med ham en samlet aarlig Indtægt af 1600 Rdl., hvilket ikke var saa ubetydeligt for den Tid. Men alligevel sad Ægteparret haardt i det, og da Rose var død, maatte hun opgive Dødsboet for at frigjøre sig for al Gjæld, Noget, hun saameget lettere kunde gjøre, eftersom deres Ægteskab var barnløst. Saa stor og god en Klang havde Roses Navn, at da hun i 1791 ansøgte om at faae en Benefice, blev denne hende bevilget, efterat Rahbek havde sat Himmel og Jord i Bevægelse til Gunst for "den danske Roscii Enke", endskjøndt just hun var en af dem, der paa Grund af sine Indtægter mindst fortjente en saadan Gunstbevisning.

I sine sidste Aar spillede hun kun yderst sjeldent, og der var da allerede kommet friske Kræfter, som godt kunde afløse hende. Hendes sidste Optræden har rimeligvis været den 26. Oktober 1792 som Baronessen i "De noble Passioner", og da hun den 22. Februar 1793 udaandede, døde den Sidste af dem, der havde spillet paa det kgl. Theater under Holbergs Øine.

Af Madam Rose ejer det kgl. Theater ikke noget Portrait. Det Billede, der ledsager disse Linier, er tegnet efter et af Madam Clemens stukket Portrait, som er malet af Eriksen. Originalen er nu rimeligvis forsvunden; Kobberet findes foran i Schwarz’ "Lommebog for Skuespilynder", og nedenunder har Thomas Thaarup skrevet følgende mere velmente end poetiske Linier:

"Naar Du var Agnes, var Du alle kiær.
Var Du Calliste, yndet af enhver."

---

Note i Nr. 392, side 4: Se "Nær-og Fjern" Nr. 294 og 295: Marie Rose, af Adolph Hertz.

Noter tilføjet til web-udgaven:

[1] Roscius: Romersk skuespiller, ca. 126-62 f.v.t., artikel på Wikipedia.

[2] slipfrig: slibrig, på tysk tidligere skrevet: schlipfrig.

[3] Sippskaft: Slægtskab, specielt: die ganze Sippschaft = det hele Slæng.