[sideskift][side 349]Kranold havde altsaa taget sin Afsked, og det gjaldt om at finde hans Efterfølger. Kultusministeren maatte nu sande Rigtigheden af Monrads Udsagn om, hvor uhyre vanskeligt det var at finde en Theaterdirekteur, og det maatte snart gaa op for ham, at man ved at fremtvinge Kranolds Afgang havde handlet uforsvarlig ligeover for Theatret. Men nu var det for sent; der skulde skaffes en ny Chef tilveie, hvad det end kostede, og derfor henvendte man sig til alle Sider for at se at finde en passende Personlighed. En saadan var dog ikke til at finde. De Mænd, der kunde være Tale om, betakkede sig for den Ære at staa i Spidsen for Theatret, og de Mænd, der selv tilbød deres Tjeneste, var man helst fri for. Rygtet nævnede en stor Mængde Personer, til hvem man forgjæves havde henvendt sig — f. Ex. Geheimeraad Sponneck —, men Ingen anede, hvem der skulde blive Lederen af Nationaltheatret. Det vidstes, at Kranold allerede ved den foregaaende Saisons Slutning havde trukket sig tilbage fra Chefsposten, og havde han endnu ikke officielt faaet sin Afsked, var det dog bekjendt nok, at han i Virkeligheden var fratraadt. I Krogene ymtedes der nok om et Arrangement, som Ministeren skulde have truffet, men der var Ingen, som rigtig vilde fæste Lid til det, indtil man endelig i Saisonens anden Maaned i "Departementstidende" for den 6te Oktober 1866 læste følgende officielle Bekjendtgjørelse:

"Under 5te Oktober er Departementschef, Etatsraad A. C. P. Linde, R. af Dbr. og Dbm., allernaadigst konstitueret til i Forbindelse med sin nuhavende Embedsstilling at fungere som Chef for det kongelige Theater og Kapel indtil Udgangen af indeværende Theateraar. Under s. D. er Theatersekretair, Justitsraad F. G. G. Berner, R. af Dbr., [sideskift][side 350]allernaadigst konstitueret som Intendant ved det kongelige Theater og Kapel for samme Theateraar."

Der var som sagt ymtet om det i Krogene, men Ingen havde i Begyndelsen villet tro det, og da man saa alligevel fik Troen i Hænderne, slog man selvfølgelig disse sammen af maalløs Forbauselse over den Bestemmelse, der var truffen af Ministeren. Men man fik snart Mælet igjen, og i Aviserne regnede det med skarpe Artikler, der navnlig gik ud over den nye Bestyrelse, medens Kultusministeren slap for forholdsvis godt Kjøb. Og dog var det ham, hvem Ansvaret hovedsagelig paahvilede for de skete Udnævnelser. I og for sig vare disse Udnævnelser uheldige nok, men de bleve det i en yderligere Grad derved, at Ministeren selv indirekte indrømmede det ved kun at lade Konstitutionen gjælde for det løbende Theateraar, hvorved han tydelig nok gav tilkjende, at han kun i Mangel af nogen Anden og Bedre havde valgt Linde og Berner. Dagspressen holdt sig, som ovenfor bemærket, ikke tilbage i Anledning af de skete Udnævnelser, og da det kort for Saisonens Begyndelse var blevet bekjendt, hvorledes den nye Bestyrelse skulde sammensættes, skrev Overskou i "Dansk Rigstidende" for den 30te August og følgende Dage en Række Artikler om det kongelige Theater, hvori det blandt Andet hed:

"Det er en bekjendt Sag, at Konferentsraad Kranold har fundet sig foranlediget til at opgive Bestyrelsen som Theatrets Chef, og at denne Post foreløbig er overdraget til Etatsraad Linde. Konferentsraad Kran old havde ved sin Tiltrædelse Meget at kæmpe imod, der reiste sig en formelig Storm imod ham fra Pressens Side, som fandt sig dydig oprørt ved den Tanke, at en Mand, der var tydskfødt, skulde stilles i Spidsen for Landets første dramatiske Kunstanstalt. [sideskift][side 351]Man spaaede det nationale Skuespils Tilsidesættelse, og man satte Himmel og Jord i Bevægelse, for at Publikum skulde trække sig tilbage fra et Theater, der nu var i en "Hjemmetydskers" Hænder. Men det gik med denne Spaadom som med saamange andre; den blev ikke opfyldt, og Bestræbelserne for at afskrække Publikum fra Theatret glippede. Det vil være nok at anføre, hvad der jo ogsaa er vitterligt for Alle, at aldrig har den danske Skueplads været mere national end under Konferentsraad Kranolds Bestyrelse, og aldrig har Theatret havt betydeligere Indtægter end i de tvende Saisoner, i hvilke Theatret har været overgivet til hans Ledelse. Forsaavidt bar i Grunden hin fjendtlige Opposition sine Frugter, men af en anden Art, end man havde ventet, thi det var, som om Kranold netop heraf fandt sig endnu mere foranlediget til at vise Feilregningen, og Publikum, som ikke blot har Retfærdighedsfølelse, men ogsaa nødig vil beherske sin Trang til dramatisk Nydelse, naar der ikke er nogen Grund til at gjøre det, holdt sig ikke tilbage, da det fik Syn for, at dets Bestyrelse var i Hænderne paa en Mand, der fuldstændig indsaa Betydningen af sit Kald og var det voxen. Derfor var ogsaa Beklagelsen almindelig, da det erfaredes, at han af Grunde, over hvilke der endnu hviler et Slør, fandt sig foranlediget til at trække sig tilbage, og selv hans tidligere Modstandere delte Beklagelsen. Det skal overhovedet siges, at neppe er nogen Theaterchefs Afgang mindre bleven ønsket end hans, thi selv Personalet, blandt hvilket der dog næsten altid danner sig en Opposition mod Theaterchefen, dels fordi Theaterfolket er meget vanskeligt at regere, og dels fordi det ligger i Stillingens Natur, at det er meget vanskeligt at gjøre Alle tilpas, som et Hele taget har følt sig ilde berørt ved hans Afgang, idet det nemlig efterhaanden var [sideskift][side 352]kommet til den Erkjendelse, at en humanere og mere omsigtsfuld Mand var det vanskeligt at opnaa til Theaterchef. Hans Eftermand, Etatsraad Linde, er, som man veed, denne Post bleven paaoktroyeret. Han har hidtil ikke befattet sig med Theatersager, undtagen hvad der af disse i hans Egenskab af Departementschef er kommet ham under Hænder. Han har vistnok aldrig nogensinde drømt om, endsige attraaet at staa i Spidsen for en dramatisk Kunstanstalt, og naar han desuagtet foreløbig har overtaget Posten, saa er det sikkert skeet af en vis Eftergivenhed, maaskee af Pligtfølelse, men ikke fordi han tiltroede sig selv at kunne udfylde den. Han er tilvisse en særdeles human Mand, og i saa Henseende kunde Valget neppe være bedre, naar blot ikke Humaniteten er formet med Svaghed, hvad vistnok i Theateranliggender er meget uheldigt. Men om han iøvrigt er det af ham overtagne Kald voxen, derom haves kun ringe Formodning. Selv om man lægger ringe Vægt paa forudgaaende Meninger, som ofte danne sig, uden at de have Andet at støtte sig paa end los Snak, saa veed man dog med Vished, at han i sin Beskedenhed ikke selv har tiltroet sig den fornødne Indsigt og de fornødne Evner, og allerede deri viser sig det mindre Heldige i Valget. Thi den første Betingelse for en Theaterchef er Selvstændighed, men denne Betingelse kan Heller ikke let i Tiden udvikle sig, naar han, fordi han fra forst af ikke selv tiltroer sig Evne til at raade, soler sig ængstelig i sin Stilling og saaledes mener væsenlig at maatte støtte sig paa Andres Indsigt og Andres Dom. En Selvvirksomhed maa være tilstede, naar man ikke skal give det blotte Navn til og maaske blive Skjærmbrædt for Andres tvivlsomme Virksomhed, en Marionet i Andres Haand. Man maa hellere i [sideskift][side 353] Begyndelsen gribe lidt feil selv end at blotte sig fuldstændig ved at overlade til andre Uansvarlige at administrere."

Dette var dog kun blide Udtalelser i Modsætning til, hvad der fremkom andetsteds, f. Ex, i "Flyveposten" og "Dags-Telegrafen", der i stærke Udtryk drog tilfelts mod den nye Bestyrelse og paaviste det Uheldige i den af Ministeriet trufne Bestemmelse. Alle disse Artikler bevirkede dog ikke nogen Forandring i det faktisk Bestaaende, ja de havde ikke engang den Følge, at man, som Alle troede, ved Theateraarets Slutning vilde træffe et andet Valg. Tvertimod, Konstitutionen blev fornyet ikke alene det næste, men ogsaa de paafølgende Aar.

Hovedaarsagen til Kranolds Bortgang var, som det tidligere er bemærket, at han ikke kunde eller vilde finde sig i det Besparelses-System, som Kultusministeren fordrede indfort, og der var derfor al Grund til at vente, at hans Efterfølger, der i Egenskab af sin Stilling som Departements chef særlig maatte dele Ministeriets Anskuelser med Hensyn til Sparsommelighedsprincipet, først og fremmest vilde have sin Opmærksomhed henvendt paa at undgaa enhver overflødig og unyttig Udgift. I saa Henseende tydede Alt paa, at han havde faaet en udmærket Medhjælp i sin nye Intendant. Denne saa jo nu sit Ønske opfyldt om at saa Haand og Hanke med i Bestyrelsen, ja hans Ønskers Maal var endogsaa forsaavidt overskredet i en temmelig betydelig Grad, som han vistnok aldrig havde tænkt sig Muligheden af under Kranold at faa en saa enevældig Indskydelse, som Tilfældet blev under den "humane" Linde. Det var det Tilnavn, hvormed man stadig hædrede Chefen for at antyde, at han vel af Navn var Numer Et i Bestyrelsen, men at det i Virkeligheden var Intendanten, der førte Scepteret. Løsenet [sideskift][side 354]var alsaa: Besparelse. Det var imidlertid langt lettere at have Lysten og Villien til at spare, end det var at indføre et fornuftigt og omfattende Besparelses-System, og dette udviste da ogsaa tilfulde Praxis i de paafølgende Aar. Idet den nye Theaterbestyrelse indsendte Detail-Budgettet for Theateraaret 1866-67 til Kultusministeriet, udtalte Chefen, at han ved Udarbeidelsen saa godt som i alle Punkter havde støttet sig til og fulgt det af den forrige Chef udarbeidede Budget. Lindes Budget opfyldte altsaa ikke det af Kultusministeriet opstillede Krav, at der skulde tilveiebringes en saadan Balance, at Theatret af sine Indtægter kunde udrede Udgifterne til Sædomskrivningstillæget osv., og man maatte derfor til Ministeriets Beroligelse søge at paavise, at det virkelig var den nye Bestyrelses Agt med Alvor at spare paa ethvert muligt Punkt. Allerede den 8de November 1866, altsaa i Saisonens tredie Maaned, kunde Linde i en Skrivelse til Kultusministeriet udtale, at "Bestyrelsens bestemte Ønske om at bidrage Sit til at tilveiebringe en bedre Balance imellem Indtægt og Udgift, end der hidtil var opnaaet, havde bevirket, at man allerede i Løbet af den indeværende Saison havde indført endel Besparelser i forskjellig Retning, hvilke man tillod sig at anføre for det ærede Ministerium." Mange af disse Besparelser vare saa karakteristiske for den nye Bestyrelse og for den Aand, som raadede i den, at de fortjene at anføres. Paa Konto "Garderoben" vilde der herefter aarlig bespares omtrent 100 Rdlr., da "den Uskik, at der imod Reglementets Bestemmelser leveredes Damerne Haarnaale, Bændler og Traad, nu var hævet." Den tidligere erlagte Godtgjørelse af 1 Rdlr. for Brugen af egne Strudsfjer var nu nedsat til 48 Sk., og ved- denne Foranstaltning, "der tillige vilde Hamme den store Tilbøielighed [sideskift][side 355]til baade paa rette og urette Sted at anvende Strudsfjer", vilde der formentlig paa samme Konto spares omtrent 150 Rdlr. ved Indskrænkning i Forbruget af Spise- og Drikkevarer paa Scenen ventedes Kontoen "Servering paa Scenen" nedbragt med henved 150 Rdlr., ved at benytte et ringere Antal Statister end tidligere ventedes en Besparelse af 100 Rdlr., og ved at give Afkald paa Politiets Assistance à 1 Rdlr. ved Formiddagssalget af Billetter kunde der indvindes omtrent 200 Rdlr. Hidtil havde der været tillagt Ballettens Personale en Godtgjørelse af henholdsvis 1 Rdlr. 48 Sk., 1 Rdlr. og 64 Sk. for at medvirke i Skuespil og Operaer, i hvilke der ikke var Dands, men denne Godtgjørelse inddrog den nye Bestyrelse, mod at Balletpersonalet for Brug af Trikot og Fodtøi fik en Erstatning af henholdsvis 48 Sk. og 32 Sk. om Aftenen, og herved vilde der for Theaterkassen spares henved 200 Rdlr. Men den største Besparelse, nemlig 500 Rdlr., opnaaede Bestyrelsen derved, at den fra 1ste November inddrog Lønningerne for samtlige Kontrolleurposter paa Gulvet og ved Pladslogerne, forsaavidt der var forbundet Garderobe med disse Poster. De her nævnte Besparelser udgjorde tilligemed nogle faa andre ialt henved 2300 Rdlr. og vilde for en Hel Saison løbe op til omtrent 3000 Rdlr.; hertil kom, hvad Bestyrelsen vilde indvinde ved at undgaa enhver unødvendig Udgift, der ikke maatte siges at være absolut nødvendig til Tjenestens Fremme, som f. Ex. de betydelige Summer, der i de senere Aar vare udbetalte i Antagelses- og Slutnings- samt Oversætter-Honorar for Arbeider, der sandsynligvis aldrig vilde blive benyttede. " Men — hed det i Lindes Skrivelse — hverken de her paapegede Indskrænkninger eller de flere, der sukcessive mulig kunne indføres, ville vise sig tilstrækkelige, hvis Theatret ikke med indeværende Saisons UdUd-gang [sideskift][side 356]gang kan blive befriet for det mere eller mindre overflødige Personale, der sluger en uforholdsmæssig Del af Gagebeløbet og gjør dobbelt Skade, dels ved at fortære Indtægter, for hvis Anvendelse paa anden Maade der haves paatrængende Brug, dels ved at vække Misfornøielse hos de ringere Aflagte, der i dem se en Hindring for at opnaa de Gager, hvorpaa de mene at have Krav." Chefen opregnede derpaa elleve Personer, som "uden væsenlig Skade" kunde undværes, og ved hvis Afgang der paa Gagekontoen vilde spares et Beløb af 8400 Rdlr. om Aaret. Til Slutning udtalte Chefen, at det selvfølgelig ikke var Bestyrelsens Mening, at man skulde kunne bespare alle de 8,400 Rdlr. paa Gagekontoen, idet en Del af Beløbet maatte anvendes til Lønningsforbedringer og til Engagementer af en Elsker ved Skuespillet og en Primadonna ved Operaen — hvortil den vel ogsaa burde efter Jfr. J. Prices Afsked have føiet en Primadonna ved Balletten —, men der vilde dog, naar alle Besparelser lagdes sammen, kunne opnaaes en aarlig Udgiftsnedsættelse af 10 til 15,000 Rdlr., hvilket maatte ansees for ret gunstigt og ialtfald maatte kunne overbevise Lovgivningsmagten om, at Theatret med Alvor og Kraft arbeidede paa at indrette sine Udgifter efter sine Indtægter.

Den nye Bestyrelse pointerede altsaa her, at den sluttede sig til Ministeriets Opfattelse af, at der ved Indskrænkninger paa Udgiftssiden maatte kunne tilveiebringes Balance i Theatrets Budget, men lang Tid hengik der ikke, for det viste sig, at mange af de kalkulerede Besparelser vare temmelig illusoriske, og at det i ethvert Tilfælde var en fuldstændig Umulighed at bringe Udgifterne 10 til 15,000 Rdlr. ned under, hvad der hidtil havde været budgetteret. Denne og alle de paafølgende Saisoner bragte en betydelig IndtægtsIndtægts-forøgelse [sideskift][side 357]forøgelse, men samtidig hermed steg Udgifterne i en ikke ringe Grad, og at Theatret i hvert af de paafølgende Aar kunde skutte med en stadig voxende Kassebeholdning, laa derfor aldeles ikke i en Indskrænkning af Udgifterne, som Bestyrelsen havde lovet Ministeriet, men i den stærkere og Aar for Aar tiltagende Lyst hos Publikum til at gaa i Theatret. I ren finantsiel Henseende oplevede derfor det kongelige Theater under Lindes og Berners Styrelse sine syv fede Aar, hvorimod det kunstneriske Udbytte i samme Periode maatte kaldes mere end magert.

Berners Udnævnelse til Intendant og Løflers Død fremkaldte forøvrigt en Del Forandringer blandt Embedspersonalet. Af den for Theaterchefen normerede Gage tillagdes der Linde 700 Rdlr. i Tillæg til hans Gage som Departementschef og Berner et Tillæg af 400 Rdlr. til hans tidligere Lønning som Fuldmægtig paa Theaterkontoret og Regisseur for Skuespillet. Hans Forretninger som Regisseur overdroges til Fredstrup, der saaledes nu havde hele Regievæsenet under sig, og Forretningerne paa Theaterkontoret deltes mellem Kammerassessor Fick som Kasserer, Lieutenant, Fuldmægtig i Finantsministeriet Andersen som Bogholder og V. Hauch som Assistent.

Den aarlige Logeauktion gav et meget godt Resultat, idet saa godt som alle Loger bleve bortsolgte, og Indægten for Abonnementet udgjorde 59,823 Rdlr. 32 Sk. mod 58,048 Rdlr. Aaret i Forveien. I den nogle Dage for Auktionen offenliggjorte Fortegnelse over de Nyheder og ældre Arbeider, der agtedes opførte i Løbet af Theateraaret, fandtes ogsaa "Rubens i Madrid", hvori V. Wiehe var designeret til at spille Titelrollen. Det var Kranold, som mærkelig nok havde antaget dette Spektakelstykke af Charlotte Birch-[sideskift][side 358]Pfeiffer til Opførelse, og det saa altsaa virkelig ud, som om hans Efterfølgere havde i Sinde at ville gjøre. Brug af denne høist uheldige Arv. Heldigvis fik dog den nye Bestyrelse Skrupler, og man forskaanedes saaledes for at se et Arbeide af den Natur paa det kongelige Theater.

Ved Saisonens Begyndelse kunde Theatret ikke raade over alle sine Kræfter, idet der nemlig var givet Mad. Sødring Orlov i Maanederne September og Oktober, for at hun med kongelig Understøttelse kunde foretage en Kunstreise til Paris, og Nyrop havde faaet Permission i et helt Aar for sammesteds at kunne uddanne sine Stemmemidler under en af de første Syngelæreres Veiledning. Trods Nyrops Fraværelse spillede dog Operaen i den første Tid af Saisonen en fremragende Rolle, hvilket var begrundet i, at Fru Michaëli ligesom det foregaaende Aar var engageret til mod et Honorar af 2,000 Rdlr. at medvirke ved ti Forestillinger, og at man formaaede Mad. Gerlach til at optræde tre Gange i Operaen "Lucrezia Borgia" mod et Honorar af 100 Rdlr. pr. Aften.

Nyhedernes Række aabnedes forst langt ind i Oktober Maaned med "En Hos-Intrige", originalt Skuespil i tre Akter af en Anonym. Stykket, der fagdes at have henligget en rum Tid i Theatrets Arkiv, uden at nogen, Bestyrelse havde havt rigtig Lyst til at bringe det frem, var et temmelig uheldigt Forsøg paa at eftergjøre de Scribeske historiske Intrigearbeider, thi af Intrige var der kun saare Lidet undtagen i det nye Stykkes Titel, og af Karaktererne frembød ingen nogen særlig Interesse. Handlingen var med saa Ord følgende. Prindsesse Anna af Danmark har, fort bag Lyset af sin Æresdame, Lady Ruthven, fattet Afsky for sin tilkommende Ægteherre, Kong Jacob af Skotland, endnu forinden [sideskift][side 359]hun har seet ham, men forklædt som Lord Stuart nærmer Kongen sig Prindsessen og vinder hendes Hjerte, hvorved Alt ender i Fryd og Gammen. Skjøndt Stykket gjennemgaaende fik en fortræffelig Udførelse, navnlig af V. Wiehe som Skotlands Konge, Mantzius som den trofaste Georg Keith og Mad. Eckardt som Prindsessen, kunde det dog med sit stærkt blomstrede Sprog ikke i Længden fastholde Publikums Interesse, og skjøndt det ved den første Opførelse om Søndagen vandt ikke ringe Bifald, maatte det allerede efter fem Forestillinger henlægges.

Bedre Lykke havde Bestyrelsen ikke med den næste Nyhed, der ovenikjøbet kun opnaaede fire Opførelser. Og dog var denne Nyhed Femaktsdramaet "Juvelskrinet" af Hertz. Den berømte Juveler, og Bygmester Amadeo Spina, der lever i en af de norditalienske Byer, har af den regerende Hertug modtaget en stor Mængde kostbare Juveler for at danne et Smykke af dem. Juvelhandleren Anio Martello berøver ham imidlertid svigagtig Juvelerne, og Amadeo nødsages derfor til at stille sig af ved al sin Eiendom for at opretholde sit gode Navn. Tilfældet vil, at Tyven senere dødelig saaret søger Tilflugt i Amadeos Hus og opgiver Aanden, hvorved den forarmede Amadeo kommer i Besiddelse af Nøglerne til den Dødes Gjemmer. Han bemægtiger sig nu en Skat af samme Værdi som den, der er berøvet ham, og begraver Liget i sin Kjælder. Lykken synes atter at smile til Amadeo, som dog i sit Indre angrer, hvad han har gjort, og Straffen udebliver da Heller ikke længe. Hans Hustru Beatrice er nemlig Fortvivlelsen nær over, at en ilde berygtet Kvinde, for hvem Amadeo tidligere har næret Tilbøielighed, er flyttet ind i hans Hus og synes atter at ville tage Plads i hans Hjerte, og derfor angiver hun sin Mand som [sideskift][side 360]Morder, da hun troer, at han har afkivet Martello. Amadeo Spina dømmes til Døden, men da findes det ranede Juvelskrin, og Martellos Drabsmand melder sig frivillig til Retten. Imidlertid er der bragt Forsoning tilveie mellem Amadeo og hans Hustru, og Hertugen frigiver ham mod at lade ham betale en Bøde og for et Aar at forvise ham fra den By, hvis Lov han har krænket. Hertz havde med dette Arbeide ikke været saa heldig, som han pleiede; Stykkets Ide var temmelig uheldig, og selv den sceniske Bygning var ikke opført med hans tidligere Dygtighed. Men ved Siden af disse Mangler var der, som man kunde vente, adskillige ypperlige Scener af stor dramatisk Virkning, Sproget var gjennemgaaende Digteren værdigt og flere af Figurerne tegnede med den Skarphed og Klarhed, der var et Særkjende for ham. Hertil kom en Udførelse af Hovedrollerne, der Intet lod tilbage, navnlig af V. Wiehe som Amadeo, Jfr. Nielsen som Beatrice, Mad. Eckardt som Maddalena og Mantzius som Martello, men end ikke det gode Sammenspil kunde skaffe Stykket noget langt Liv paa Scenen.

Ugedagen efter den første Opførelse af det foregaaende Stykke fik Repertoiret en heldig Forøgelse i det originale Lystspil paa rimede Vers "En nyttig Onkel". Den anonyme Forfatter havde paa en naturlig, elskværdig og let Maade behandlet sit Stof, der passede Ypperlig til et enakts Stykke, og formet den godt pointerede og livlige Dialog i velklingende, letflydende Vers. Derfor var det saa naturligt, at Stykket vakte stærkt Bifald og ved en ypperlig Udførelse blev et af Saisonens Trækplastre, men skjøndt Alle vare enige om at rose det gode Sammenspil, kunde "Fædrelandets" Theateranmelder dog ikke undlade "alvorlig" at protestere mod det "Sjudskeri", der var præsteret af de Spillende, og denne [sideskift][side 361] "Protest" indbragte ham derfor ogsaa en velfortjent Tilrettevisning af H. P. Holst, der som Scene-Instrukteur kunde bevidne, at de fire Spillende ikke i lang Tid havde indstuderet noget Stykke med saa stor Omhu og saa varm Interesse, som Tilfældet havde været ved "En nyttig Onkel".

I Begyndelsen af Marts Maaned naaede endelig Bestyrelsen til at saa sin fjerde og sidste Nyhed frem, nemlig Operetten "God rolig Nat, Hr. Pantalon". Man kunde forsaavidt ikke kalde Operetten nogen Nyhed, som den allerede tidligere var godt kjendt fra Kasinos Scene, hvor Rosenkildes Præstation som Doktor Tiritosolo i sin Tid havde gjort stor Lykke, og det var netop denne ypperlige Præstation, der havde bevæget H. P. Holst til som Oversætter at virke for Stykkets Opførelse paa det kongelige Theater. Texten, af Lockroy og de Morvan, var godt holdt i den italienske Maskekomedies Stil, og Grisars Musik var meget gratieus, fuld af Liv og Melodi. Ved Opførelsen vakte Rosenkildes originale Spil stærkt Bifald, men forøvrigt gjorde Operetten ikke nogen ublandet Lykke, saa at den allerede maatte henlægges efter den tredie Opførelse.

Havde Bestyrelsen, som det sees af det Foregaaende, kun saare saa Nyheder at byde Tilskuerne til Gjæst paa, saa forsøgte den saameget desto, mere at opveie denne Repertoirets Magerhed ved at tage sin Tilflugt til ældre Arbeider, og i saa Henseende udsoldede den ikke nogen ringe Virksomhed. Efter at have hvilet i henved 42 Aar optoges Beaumarchais' mesterlige Komedie "Barberen i Sevilla", og Fr. Schwarz's Oversættelse afløstes nu af en ny, der med Smag og Omhu var besørget af Kancelliraad A. L. C. de Coninck, og som nogle faa Aar i Forveien var bleven benyttet paa Kasino, da dette Theater havde faaet Tilladelse af det kongelige [sideskift][side 362]Theater til at opføre Stykket. Det var en heldig Ide at gjenoptage denne Komedie; vel var Figaro en Rolle, der laa noget udenfor V. Wiehes Omraade, idet han hverken var i Besiddelse af Barberens Vivacitet eller i Stand til at give Replikerne det fornødne Underlag af snærtende Ironi, men hans Opfattelse af Rollen var gjennemgaaende rigtig, og hans Spil var i det Hele saa forstandigt og klædeligt, at han formaaede at hævde sin Plads ved Siden af Phister og Rosenkilde, hvis Præstationer vare ligefrem mesterlige. Den Førstnævntes Bazile var i Et og Alt fuldendt og kulminerede i den storartede, med ligefrem Begeistring givne Skildring af Bagtalelsens uimodstaaelige Magt, ligesom Rosenkildes Doktor Bartholo var en komisk Figur af uimodstaaelig Virkning, hvis pudsige Sider ikke med Urette vare noget stærkere akcentuerede end de lave og ondskabsfulde. Hertil kom endelig, at Rosina havde en overordenlig heldig Fremstillerinde i Mad. Eckardt, som spillede med stor Elskværdighed og fint, skalkagtigt Lune.

Det var forsaavidt et Vovestykke at gjenoptage "Embedsiver" eller "Hr. og Fru Møller", som Ægteparret Møller jo tidligere var blevet spillet aldeles fuldendt af M. Wiehe og Fru Heiberg, men Forsøget maatte dog siges at være kronet med Held. Vel var der ikke over Hultmanns og Mad. Eckardts Spil udbredt den samme Rondeur og Overlegenhed som tidligere, men de forstod dog at lade den fortræffelige Dialog komme til sin Ret, saa at ikke en af de fine, tilspidsede Repliker undlod at gjøre Virkning. Det var derimod et Misgreb af Bestyrelsen at lade Steenberg spille Otto Rosen, thi ligesaa stor Virkning han kunde gjøre i Syngestykket ved sin sympathetiske Tenor, ligesaa uheldig var han i Konversationsstykket. At man alter optog "Det araAra-biske [sideskift][side 363]biste Pulver", der havde henligget uopført siden 1816, havde man ikke synderlig Glæde af, thi efter kun to Opførelser maatte Stykket, der er et af Holbergs svageste Arbeider, atter tages af Repertoiret trods Phisters udmærkede Udførelse af Oldfux og Mantzius' af Polidor. Større Lykke gjorde "En Spurv i Trauedauds", hvori Peter Ravns Rolle var tildelt O. Zinck. Hans Spil var helt igjennem vel overveiet, men Lunet slog ikke til, og derved blev Figuren mindre klædelig, ligesom den ogsaa nødvendig maatte træde i Skygge ligeoverfor den saftige Maade, paa hvilken Phister spillede Skomager Tokkerup, der blev et nyt og udmærket Blad i hans rige og omfattende Galleri af komiske Typer.

Oehlenschlægers Fødselsdag blev mindet den 14de November ved Opførelsen af "Tordenskjold", hvori Titelrollen blev spillet med fremragende Dygtighed af V. Wiehe, der i sig forenede alle Betingelser til at gjengive denne Figur saaledes, som Digteren havde tænkt sig den. Af de øvrige Roller i Stykket spilledes hans von Görtz udmærket af Mantzius, ligesom Jfr. Lange i mange Retninger fyldte særdeles godt som Miss Harriet Richmond. Derimod var Mad. Phister mindre heldig som Debora, hvilket ogsaa var Tilfældet med Phister, der ikke formaaede at spille Kolds Rolle, som den burde spilles. Det var et saameget større Misgreb af Bestyrelsen at lade ham spille Rollen, som den aldrig burde have været frataget Mantzius, men det blev da ogsaa, og ikke med Urette, fremhævet som et stærkt Bevis paa Phisters Altformaaenhed hos Bestyrelsen, at han havde faaet den til at tage Rollen fra den forrige Fremstiller, der havde vist, at han kunde spille den. — Gjenoptagelsen af "Tordenveir" gjorde megen Lykke, og Stykket gik ikke mindre end ti Gange i denne Saison. Det blev ogsaa i sin Helhed udmærket [sideskift][side 364]spillet, navnlig af Mantzius som Herremanden Ribolt og Mad. Sødring som Møllerenken. — Ved sin første Fremkomst i 1828 havde "Kjøbmanden i Venedig" kun oplevet fire Forestillinger, og det var derfor paa Tiden, at man atter nu gjenoptog denne Shakspeares mesterlige Digtning, saameget mere som Rahbeks og A. E. Boyes matte Oversættelse nu kunde afløses af en ny, der med megen Dygtighed og Smag var besørget af Digteren, Konrektor Edvard Lembcke. Mantzius, der spillede Shylock, havde øiensynlig omfattet denne mægtige Opgave med stor Interesse, men idet han syntes at mildne lidt paa den saa skarpt tegnede Figur og særlig lagde an paa en vis østerlandsk, patriarkalsk Værdighed, fik han ikke rigtig frem, hvad Shakspeare havde tænkt sig: Jødens pengegridske, lave Natur, ondskabsfulde Glæde og glødende Had til Christenfolket. Den gamle Gobbo blev under Rosenkildes Behandling et lille Mesterstykke af komisk Skuespilkunst, og V. Wiehe spillede Bassanio med megen Varme, ligesom Mad. Eckardt havde fortræffelige Momenter som Portia, skjøndt hun ikke i den store Scene, hvor Elskeren vælger mellem de tre Skrin, formaaede at give Digterens Ord et fyldigt Udtryk. Men iøvrigt vare flere af de øvrige Rollehavende temmelig matte, ligesom Forestillingen ikke gik med den Afrundethed, man med Rette kunde forlange. Mærkværdig nok havde man udeladt Scenerne med Prindserne Marokko og Arragonien, og først i den paafølgende Saison bleve disse Scener atter tagne til Naade. — "Et Glas Vand", som havde henligget uopført siden 1849, passede i det Hele bedre til Personalets Kræfter. Bolingbroke havde en overordenlig heldig Fremstiller i V. Wiehe, og Dronning Anna og Lady Marlborough spilledes med stor Dygtighed Mad. Eckardt og Jfr. Lange.[sideskift][side 365]

Paa Operaens Omraade lykkedes det ikke Bestyrelsen i denne Saison at bringe nogen anden Nyhed frem end "God rolig Nat, Hr. Pantalon"; man holdt sig ellers til det Gamle og gjenoptog adskillige ældre Sager, med hvilke man havde større eller mindre Lykke. Saaledes havde man intet Held med sig ved Gjenopførelsen af "Den nye Jordegodseier" og "Schweizerhytten", der begge efter et Par Opførelser maatte henlægges; derimod gjorde "Sovedrikken", som gjennemgaaende fik en heldig Udførelse, mere Lykke. Som en Mærkelighed fortjener det at anføres, at Syngestykket, som oprindelig var i to Akter, senere i tre, derpaa atter i to og saa igjen i tre, nu var delt i fire Akter, hvilket maatte ansees for at stemme bedre overens med Publikums Tilbøielighed. "Fra Diavolo" gjorde ved sin Gjenoptagelse ligesom tidligere megen Lykke, skjøndt Jastrau fra Spillets Side var temmelig mat i Titelrollen, og "Hugenotterne", som man endelig efter utrolige Anstrengelser naaede at faa opført i April Maaned, gik i det Hele godt over Scenen og blev Operaens bedste Trumf i denne Saison, hvortil ogsaa det bidrog, at der var anvendt megen Pragt paa at udstyre Stykket med Kostumer og Dekorationer.

Bournonville var atter for denne Saison engageret til mod et Honorar af 600 Rdlr. at sætte tre af sine ældre Balletter i Scene, hvad der i og for sig maatte synes lidt underligt, da Theatret jo lønnede Gade for som Balletdirigent at udføre dette Hverv. "Vel siger Bournonville selv — skrev Overskou samme Aar i sin Pjece "Den danske Skueplads og Staten" — at den Balletdirigent, der paa hans Anbefaling er bleven indsat, har udført sit Hverv saa fortrinlig, at hans Kompositioner have beholdt deres fulde Friskhed; men at dette mere maa tages som en Kompliment [sideskift][side 366]end for en paalidelig Forsikkring om, at Balletten ogsaa uden Bournonvilles Medvirken vil i flere Aar kunne holde sig paa Scenen i fuld Friskhed, det har varet kjendeligt i flere Balletforestillinger og fremgaaer utvivlsomt deraf, at Direktionen har maattet engagere ham for at faa fremdraget Balletter, der kun have været uopførte i otte Aar." De Balletter, der saaledes i denne Saison paany bleve fremdragne, vare "Toreadoren" og "Valdemar". I den førstnævnte Ballet havde Bournonville med det ham egne Blik for stedse at finde den rette Personlighed til enhver Rolle faaet C. Price til at spille den afdøde Füssels Glandsrolle som den melankolske Englænder, og den nye Fremstiller løste sin vanskelige Opgave med et saa afgjort Held, at han fra nu af skaffede sig et betydeligt Repertoire som Mimiker. Derimod savnede Jfr. Petersen tilstrækkelig Dygtighed til at udføre Celestes vanskelige Parti, og Tabet af Jfr. Price viste sig her paa en følelig Maade. "Valdemar" var af Bournonville beskaaret endel, hvad de koreografiske Portier angik, og i flere Henseender lempet efter de forhaandenværende Kræfter; paa Indstudering og Udstyrelse var der offret ikke saa Lidet endda, men det lønnede sig godt, thi ikke alene blev "Valdemar" givet 22 Gange for tæt besat Hus, men tillige styrkede det Ballettens just paa dette Tidspunkt saa stærkt truede Existents som scenisk Kunstart paa det kongelige Theater. Hvad der gav Balletten sarlig Interesse, var Jfr. Betty Schnells Debut som Astrid. Den unge Pige, der tidligere ved sin Optræden i flere Barneroller i Skuespillet havde vakt en vis Opmærksomhed, var vel endnu ikke Opgaven rigtig voxen, end ikke i Ordets bogstavelige Forstand, men der var saamegen Ynde udbredt over hendes Spil, at man havde Grund til at haabe, at hun med Tiden vilde blive Ballettens Primadonna. Der [sideskift][side 367]hengik dog ikke mange Aar, for hun forlod denne Kunstart for at prove sine Kræfter i Skuespillet, hvor hun ogsaa strax ved sin Fremtræden vakte Alles Interesse. Endnu en anden ung Pige debuterede i denne Saison i en større mimisk Rolle, idet nemlig Jfr. Mathilde Price, en Søster til Jfr. J. Price, optraadte som "Sylfiden". Debutantinden dandsede med Smag og Lethed, men den mimiske Del af hendes Præstation var ikke af nogen Betydenhed.

Foruden de to Ovennævnte havde Saisonen ikke mindre end sex Debuterende at opvise. Jfr. Fanny Kruse, der optraadte som Colombine i "God rolig Nat, Hr. Pantalon", var i Besiddelse af en ikke stor, men frisk og ret behagelig Syngestemme, hvortil kom et heldigt Theaterudvortes og et ganske kvikt Spil som Soubrette. Men hendes Evner vare dog ikke af den Natur, at de i Længden vilde kunne skaffe hende et ordenligt Repertoire paa det kongelige Theater, hvorfor hun ogsaa snart forlod denne Scene. — Af ganske anderledes Betydning blev den næste Debut, skjøndt den forholdsvis kun vakte meget ringe Opsigt eller Omtale. Jfr. Anna Doris Pfeil, der den 16de Marts 1867 optraadte som Donna Anna i "Don Juan", viste sig at være i Besiddelse af ualmindelig betydelige Stemmemidler og et ypperligt Ydre for Scenen, men denne Stemme savnede i altfor høi Grad kunstnerisk Uddannelse, og hendes Spil var altfor keitet, til at hun kun de betragtes som moden til at virke paa Scenen. Hun optraadte derfor kun to Gange i denne Rolle og trak sig derpaa tilbage for ved Flid at opnaa det Meget, der manglede hende. — Hr. Carl Meyer, der i et Par Aar havde gjort Tjeneste i Koret, spillede Gratiano i "Kjøbmanden i Venedig", men røbede ikke i denne lille Rolle Noget, der tydede paa nogen videre kunstnerisk Begavelse og [sideskift][side 368]blev Heller ikke de paafølgende Aar af nogen Betydning for Scenen.

Af desto større Betydning bleve derimod de to næste Debutanter, i hvilke Theatret fik en ualmindelig heldig Tilvæxt. Det var Brødrene Christian Emil og Olaf Rye Poulsen, der den 16de April 1867 første Gang optraadte henholdsvis som Erasmus Montanus og som Jacob i "Erasmus Montanus". I og for sig var det ganske mærkeligt, at to Brødre debuterede paa en og samme Aften, men endnu mærkeligere blev denne Debut derved, at Begge viste sig i Besiddelse af ikke almindelige kunstneriske Evner, og i helt forskjellig Retning, den Ene som Karakterskuespiller, den Anden som Komiker. Af Figur vare begge Brødre noget undersætsige og vel kraftig byggede, men havde udmærkede Theateransigter, som vare fortræffelig i Stand til at tolke, hvad de skulde. Den ældre Broder pointerede som Montanus navnlig den af sin Visdom umaadelig kry Student og gav Rollen med et stærkt Anstrøg af dybsindig Opblæsthed. Man kunde strax ved denne første Optræden mærke, at Debutantens Spil fremgik af et omhyggeligt Studium, ligesom Alt, lige til hans indtil Naturlighed indøvede og godt beregnede Bevægelser, tydede paa, at han ved Tænksomhed supplerede det, der mulig manglede ham i medfødt Talent. At han var en god Akvisition for Skuespillet, derom vare vel de Fleste enige, men kun de Færreste havde nogen Anelse om, at han faa Aar senere vilde blive en af Repertoirets vigtigste Bærere. Om den yngste af Brødrene Poulsen hed det ved hans Fremkomst, at hans Spil var traditionelt og afrettet til den mindste Bagatel efter Instruktion, men at der dog af og til viste sig Spor af Lune og Liv. Sagen var den, at han virkelig var bleven instrueret af Phister. Det unge Menneske havde nemnem-lig [sideskift][side 369]lig, allerede medens han gik i Skole, det foregaaende Aar meldt sig hos Kranold med Ønsket om at blive Skuespiller og havde ogsaa aflagt en Prøve, der imidlertid for de Sagkyndige havde faaet det Udfald, at de beklagede ikke at kunne benytte hans Evner. Tilfældigvis fik Phister at vide, at et ungt Menneske havde prøvet for Direktionen i en holbergsk Rolle, og da han nok kunde have Lyst til selv at se, om dette Menneske duede eller ikke, fik han fat i den unge Poulsen. Den gamle prøvede Instrukteur kom til et stik modsat Resultat af, hvad Theatrets Embedsmænd havde ment; han tog sig af Begynderen, læste med ham og præsenterede saa sin Elev for Publikum. At dette fandt Eleven stærkt paavirket af Mesteren, var ikke til at undres over, thi ikke alene holdt Phister paa, at Holberg skulde spilles saaledes, som Traditionen fordrede det, men der var tillige hos den unge Poulsen noget med Phisters Natur saa Beslægtet, at det var saa naturligt, at han i mange Henseender maatte synes kun at kopiere sin Læremester. De vare ikke alene omtrent af samme Høide, men der var tillige i deres Gang, deres livlige Øine og hele Minespil Noget, der tydede paa et aandeligt Slægtskab. Det er overhovedet ganske mærkeligt naar man betragter Portraiterne af Holbergs Henrikker i de forskjellige Generationer, da at se, hvilken Lighed der er mellem dem. Gjelstrup minder i en ikke ringe Grad om Gert Londeman, men aldeles frappant er det, hvorledes Lorenzens Portrait af Gjelstrup i det kongelige Theaters Foyer, hvor Skuespilleren sees med Kaskjetten paa Snur og Merskumspiben i Munden, ligner Phister, af hvem Olaf Poulsen igjen synes at være en yngre Udgave. Efter de to Brødres Debut var der ikke Mange, som ikke absolut troede, at de største Evner laa skjulte hos den ældre Broder, men da den yngre [sideskift][side 370]blev mere moden og fik Mod til ret at lade sit sprudlende Lune spille, slog man om. Nu var det Olaf Poulsen, hvem man tilkjendte det største Talent, medens man indrømmede Emil Poulsen mere Studium og Tænksomhed. I den yngste af de to Brødre havde Skuepladsen nu endelig fundet den Person, der kunde tage Henrik og Scapin i Arv efter Phister.

Den Sidste i Debutanternes talrige Række i dette Theateraar var Dorph-Petersen, en ung Student med et godt Theateransigt, en rank, velvoxen Figur, naturlig Holdning og en ret god Talestemme. Hans Debut som Ruy Gomez i "Man kan, hvad man vil" løb forøvrigt ikke synderlig heldig af. Der syntes vel at være et vist Talent hos ham, men det viste sig ikke at være saa stort eller fyldigt, at der var Udsigt for ham til nogen ordenlig Virksomhed, hvorfor han ogsaa efter faa Aars Forløb tog sin Afsked og fik Ansættelse ved Folketheatret, hvor der i en ganske anden Grad var Brug for hans Evner. De ovennævnte Debutanter fik selvfølgelig ikke nogen Gage for deres Virksomhed i denne Saison, men man lønnede dem dog med en Douceur efter Theateraarets Udløb. E. Poulsen, der foruden Erasmus Montanus med Held havde spillet Grev de Bussières i "De Utrøstelige" og Gert Westphaler, fik saaledes 100 Rdlr., og O. Poulsen, der som sin anden Debut spillede Henrik i "Gert Westphaler", belønnedes med et Gratiale paa — 30 Rdlr.

Betragter man den Virksomhed, der af den nye Bestyrelse var udviklet i denne Saison, da seer det kun sørgeligt ud med den. Der opførtes tre nye Skuespil, af hvilke kun det lille Enaktsstykke slog an, og et nyt Syngespil, som femten Aar tilbage var gaaet paa et andet af Hovedstadens Theatre, og samtidig hermed var der af flere Forfattere indgivet KlaKla-ger [sideskift][side 371]ger til Kultusministeriet over, at Opførelsen af antagne originale Arbeider var bleven forhalet i en uforsvarlig Grad, hvilke Klager Ministeriet havde erkjendt at være beføiede. Bestyrelsen havde derimod ganske vist udfoldet en temmelig stor Virksomhed med at gjenopføre ældre Sager, men det eneste Princip, til hvilket der syntes at være taget Hensyn ved Valget, var øiensynlig, hvorvidt Stykkerne maatte kunne ansees for at ville trække fuldt Hus eller ikke. Heller ikke kunde man paaberaabe sig at have vist nogen Interesse for de mest fremragende danske Digtere. Vel var der af Holberg givet syv Stykker, men heriblandt var "Det arabiske Pulver"; "Gert Westphaler" opførtes to Gange med ikke mindre end fire Begyndere, og Gjenoptagelsen af "Erasmus Montanus" skyldtes ogsaa et Par Debutanter. Oehlenschlæger var repræsenteret ved et og Heiberg ved to Stykker. Den Frygt, som ved Saisonens Begyndelse var bleven udtalt, for at den nye Bestyrelse ikke skulde kunne hævde det kongelige Theaters Anseelse som Nationalinstitut, havde saaledes vist sig ikke at være uden Grund, og ligeoverfor dette Faktum var det kun en tarvelig Tilfredsstillelse, at Resultatet af Saisonen havde været meget heldigt i pekuniair Henseende.

Søndagen den 23de December 1866 gik "Elverhøi" for 150de Gang over Scenen, Det er tidligere i dette Værk omtalt, hvorledes man i 1855 aldeles ikke betragtede det som nogen Mærkedag i det danske Theaters Historie, at Stykket dengang oplevede sin 100de Opførelse, men paa hint Tidspunkt var Heiberg jo ogsaa Direkteur, og Oppositionen imod ham var saa stærk, at de Skuespillere, der havde tænkt at hædre Digteren ved en lille Festlighed, med Rette opgav denne Tanke for ikke at vække større Splid ved Theatret end nødvendigt. Nu var imidlertid Heiberg død, og da han nu ikke [sideskift][side 372]længere kunde staa Nogen i Veien, var der jo god Grund til at søge at gjøre det Forsømte godt igjen, saameget mere som en saadan "Festforestilling" øiensynlig vilde skaffe fuldt Hus. Forestillingen, der iøvrigt var lidt mat, indledes med en Prolog, der var forfattet af H. Hertz, og blev fremsagt med stor Varme og Inderlighed af V. Wiehe. Prologen begyndte saaledes:

"Velkommen Alle, der iaften søge
Til vore Musers fredelige Hal!
Velkommen! og i dette Ord vi ønske
At lægge vor Erkjendtlighed, og gjerne
Vi tolked' den saa varmt, som her er Grund til.
Halvandethundred Gange har vi seet
Theatret fyldt af en opmærksom Mængde,
Saa tidt det Skuespil, der nu skal gives,
Gik over Scenens Brædder. Høi og Lav
Blev, som det syntes, aldrig trættet ved
En Nydelse, hvormed man skulde tro,
Enhver forlænge siden var fortrolig,
Og Alle leved' sig i den Grad ind
I Digterens og Komponistens Værk,
I Scenens Illusion, at "Elverhøi"
Fast ikke længer syntes os at høre
Til den moderne Kunst, men kommen til os
Fra ældre Tider, fra vor Middelalder.

Digteren skildrede da dernæst, hvorledes Oehlenschlæger i sin Tid, da Danmark og Norge vare forbundne, havde malet hele Nordens henfarne Helteliv,[sideskift][side 373]

"Og som han øste sine gyldne Skatte
Fra hele Nordens Liv, saaledes tog
Det hele Norden atter Arv fra ham."

Da brast Baandet mellem de to Riger, og Danmark var fra nu af henvist til sig selv. I de tunge Tider tabte Folket dog ikke Modet, men sluttede sig tættere sammen og hang maaske med større Inderlighed end før ved Fædrelandet. Det hed:

"I flere Værker, der er nu vor Stolthed,
Slog vore Digtere de Toner an,
Der greb os som en Gjenlyd fra vort Hjem,
Og ved den rene, danske Klang endnu
Anslaa beslægtede Strenge hos Enhver.
Og nu — da Sjette Frederiks Datter blev
Formælet med sin Slægtning, og da Folket
Med Jubel og med Fester rundt i Landet
Tog Del i denne Høihed som sin egen,
Da feirede vor Scene Dagen ved
Et Skuespil, der greb os — nei, der henrev
Ved en saa liflig Luftning fra vort Land,
Ved Skildringer fra Danmarks egen Fortid,
Ved hine skjønne, gamle Melodier,
Der engang lød hos os, i Borgen snart,
Og snart i Bondens Stuer, hine Toner,
Som Ingen hører uden at fortrylles.
Der var, som Digteren med Seerblik
Saa langt forud, saa, at den unge Fyrste
Som Konge skulde, netop ved sin Danskhed,
Erhverve sig en Plads i vore Hjerter.
[sideskift][side 374]Det Haab, der knytted' sig til hin Formæling,
Blev, som I Alle vide, uopfyldt.
Og derfor har det Skuespil, der feired'
Dens Festlighed, endnu en halv formørket,
Tungsindig Baggrund. Og ei derfor blot;
Thi andre Tab ved "Elverhøi" erindres:
Af dem, der gav vor Scene Glands deri,
Er Flere vandret fra os, Komponisten,
Der førte hine gamle Melodier
Frem for den nyere Tid saa skjønt og aandfuldt,
Blev i de bedste Mandddoms-Aar kaldt bort,
Og Digteren — som ikkun faa Aar siden
Forlod han os, for tidlig for den Kreds,
Der vidste, hvad i ham vort Land besad;
For tidlig for den Kunst, hvori han øved
Et Mesterskab, der kun af Faa blev opnaaet.
I Aandens lyse, vidtudstrakte Riger
Var stor den Magt, ham Himlen gav. Og dog —
Hvad end han virket har, hvad end hans Muse
Han skjænket os, saa Meget synes vist,
At intet af hans Værker har i den Grad
Som "Elverhøi" hans Navn i Folket knyttet.
Der er en dyb Erkjendelse hos Alle,
At dette Digterværk er vort i Sandhed,
En Eiendom, os ei kan gjøres stridig."

I det Digteren dernæst henviste til, at Julen og Aarsskiftet stod for Døren, sluttede han Prologen med

"..." den smukke gamle Formel:
"En glædelig Jul og et lyksaligt Nytaar!"[sideskift][side 375]

Endnu en anden Festforestilling gaves i denne Saison, nemlig den 29de Mai i Anledning af Kongeparrets Sølvbryllupsfest. Forestillingen paa denne Aften, der gav en Indtægt af 2044 Rdlr., bestod af Ouverturen til "Elverhøi", Rungs Romance "Gurre", der foredroges af Chr. Hansen, og Balletten "Valdemar", som gik for 100de Gang.

I Saisonen indtraf tre Kunstnerjubilæer. Den 5te December 1866 var det Schrams 25 Aars Jubilæum, og da Tæppet gik op for "Don Juan", hilsedes Leporello med stormende Jubel, ligesom han af Kongen udnævntes til Kammersanger. Ligeledes blev Ferslev modtaget med stærkt Bifald som Greven i "Figaros Bryllup" den 25de Mai 1867, paa hvilken Aften han i 25 Aar havde virket ved det kongelige Theater. Men størst Begeistring var der dog i Theatret to Dage senere, da Phister kunde feire Halvhundredaarsdagen fra det Tidspunkt, da han fik Plads i Theatrets Dandseskole. Forestillingen paa denne Aften bestod af "Scapins Skalkestykker" og "Abekatten". Da Phister traadte frem som Scapin, modtoges han af en sand Blomsterregn, medens Tilskuerpladsen gjenlød af Bravo- og Hurraraab. Jubelen syntes næsten ikke at ville faa Ende, og den tog til, da Hultmann rakte ham en af Bouketterne med Octavios Ord: "Her er en Karl, som han været os til uberegnelig Nytte". Et lignende Bifald lød, da Phister viste sig som Ole i "Abekatten", og efter Tæppets Fald var Jubelen saa overdøvende, at Theaterbestyrelsen maatte suspendere en af Reglementets strengeste Bestemmelser og tillade Phister paany at vise sig for Publikum.

Foruden Fru Michaëli var der fler Fremmede, der optraadte i denne Saison, nemlig Søstrene Neruda, som medvirkede ved tre Forestillinger, og Violinvirtuosen Miska [sideskift][side 376]Hauser, der spillede to Aftener og viste sig som en meget dygtig Kunstner paa sit Instrument.

Der fandt i Saisonen ingen anden Afgang af Betydenhed Sted, end at Jfr. J. Price, som tidligere omtalt, fik sin Afsked. Ved Theateraarets Udgang fratraadte ogsaa C. Price, som modtog et fordelagtigt Engagement i Provindserne ved Carl Hagens Selskab. I Sahlgreen, der ganske pludselig afgik ved Døden, mistede Theatret en dygtig Syngesoufleur; hans Plads blev uden Konkurrence, hvilket flere af Sangerne for deres egen Skyld havde ønsket, besat med Sangeren A. Zinck, der i de sidste Aar havde gjort en saa ubetydelig Tjeneste i Operaen, at hans Bortgang ikke kunde mærkes. Kapelmusikus C. Helsted, som i flere Aar med stort Held havde uddannet endel Operister, blev i dette Aar engageret til mod et Honorar af 500 Rdlr. at lede Sangundervisningen, og Theatret fik i ham en dygtig og nidkjær Lærer, der var Operaen til væsenlig Nytte.

Den 17de September 1866 tildeltes der Jfr. A. Andersen og Mad. Riise fast Ansættelse ved Theatret, og disse To vare de Sidste, der opnaaede dette Gode, idet Finansloven for det paafølgende Aar gjorde Ende paa al Ansættelse, hvortil der var knyttet Pensionsret. Endvidere fortjener, det at anføres, at Ballettens Personale den 16de December s. A., Halvhundredaarsdagen for Galeottis Død, fornyede Skjødet paa hans Gravsted paa Assistentskirkegaard yderligere paa 50 Aar og skjød en lille Sum sammen til Gravens Vedligeholdelse.

Fra Theaterchefen blev der i November Maaned indgivet et Andragende til Kultusministeriet om, at to af de i Honorar-Regulativet af 23de Juli 1856 indeholdte Bestemmelser maatte blive ophævede. Den første af disse Bestemmelser [sideskift][side 377]var den i Regulativets § 10, at naar et Stykke udenfor de i Paragrafen særlig omtalte Tilfælde henlægges af Bestyrelsen, skal det Forfatteren ifølge § 9 efter den 26de Forestilling tilkommende Slutningshonorar strax udbetales, samt at et Stykke i denne Henseende skal betragtes som henlagt, naar det i en Hel Saison ikke er kommet til Opførelse. Theaterbestyrelsen mente, at det ikke behøvede nogen nærmere Udvikling, hvor byrdefuld hele denne Bestemmelse i § 10 om Slutningshonorarets Udbetaling ved et Stykkes Henlæggelse var for Theatret, men den fremhævede dernæst, at Bestemmelsen ogsaa maatte betegnes som ugunstig for selve Forfatterne, hvis Interesser jo dog egenlig skulde smelte sammen med Theatrets, thi denne Bestemmelse vilde gjøre det til Pligt for Bestyrelsen med endnu større Strenghed, end det allerede nu var Tilfældet, at vaage over, at der ikke antoges noget Stykke, som ikke havde sikker Udsigt til at holde sig paa Repertoiret, og de Hensyn, som hidtil kunde foranledige Bestyrelsen til at antage et Arbeide, der røbede Talent, skjøndt dets øvrige Mangler vilde forhindre det i at beholde en varig Plads i Repertoiret, maatte falde bort, naar Theatret skulde betale et yderligere Honorar af samme Størrelse som efter den 26de Forestilling netop i det Øieblik, hvor det ikke længere havde Brug for samme. Idet Bestyrelsen sluttelig gjorde opmærksom paa, at en tilsvarende Bestemmelse ikke fandtes i noget af de tidligere gjældende Regulativer, androg den paa, at Forfatterens Ret til Slutningshonorar for et Stykke, der henlagdes, for Fremtiden maatte bortfalde. — Det andet Punkt i Regulativet af 1856, som var Gjenstand for Bestyrelsens Indstilling til Ministeriet, var den Bestemmelse i sammes § 9 sammenholdt med § 12, ifølge hvilken Komponisten af original Musik til en Opera [sideskift][side 378]eller et Syngestykke erholder samme Honorar som Forfatteren af et originalt dramatisk Arbeide, medens Honoraret for den originale Text til Operaen eller Syngestykket desforuden efter Omstændighederne skal bestemmes til fra Halvdelen af indtil lige med Komponistens Honorar, hvilket ogsaa skal gjælde om Antagelses- og Slutningshonoraret. Bestyrelsen fremhævede, at ogsaa denne Bestemmelse var i høi Grad uheldig og trykkende for Theatret. Naar Honoraret til Forfatter og Komponist af en Opera eller et Syngestykke sattes til det Dobbelte af Honoraret for et andet originalt dramatisk Arbeide, da vilde nemlig Opførelsen af samme, idet der netop med saadanne Stykker ofte tillige var forbundet betydelige aftenlige Udgifter, ligefrem kunne blive til Tab for Theatret, og navnlig vilde dette let blive Tilfældet, hvis Operaen var saa heldig at opnaa den 12te til den 16de Forestilling, for hvilke Honoraret endog vilde udgjøre to Trediedele af den aftenlige Indtægt. Det ved det nye Regulativs Bestemmelse paa dette Punkt i Theatrets Disfaveur indtraadte Misforhold var endnu føleligere derved, at Pladsantallet paa Gulvet ved Tilskuerpladsens Ombygning i 1855 var blevet forøget med næsten 50 Procent. Bestyrelsen mente derfor, at det i Henseende til Honoraret for Operaer og Syngestykker vilde være hensigtsmæssigt at vende tilbage til Bestemmelserne i det tidligere Regulativ af 1842, ved hvilket Honoraret for en Opera og et Syngestykke var sat til det samme Beløb, som tilkom Forfatteren af et originalt Skuespil, med et Tillæg af 25 Procent, og ifølge hvilket det samlede Honorar, eftersom det var en Opera eller et Syngestykke, fordeles imellem Forfatter og Komponist saaledes, at den Første fik henholdsvis ½ og 2/3 og den Sidste henholdsvis 2/3 og ½, medmindre der var truffet anden særlig Overenskomst imellem dem om [sideskift][side 379]Fordelingen. Det fremhævedes, at disse Bestemmelser i sin Tid vare blevne ansete for særdeles gunstige for Forfatter og Komponist og tiltraadte af de fortrinlig Sagkyndige (Heiberg, Hertz, Hartmann m. Fl.), hvilke der endog var blevet givet Leilighed til at yttre sig om dem forinden deres endelige Vedtagelse. I Henhold hertil androg Bestyrelsen paa, at de i §§ 9 og 12 af Regulativet af 1856 indeholdte Regler for Honoreringen af originale Operaer og Syngestykker maatte ophæves samt de tilsvarende Bestemmelser i Regulativet af 1842 i Stedet for paany træde i Kraft, dog saaledes at Forfatternes og Komponisternes Ret med Hensyn til de allerede antagne Stykker forbeholdtes i Henhold til Regulativet af 1856, forsaavidt ikke særlig Overenskomst maatte blive truffen mellem dem og Bestyrelsen. — Ministeriet kunde imidlertid ikke gaa ind paa disse Andragender, som ogsaa i en følelig Grad vilde ramme Forfatterne og Komponisterne, og i sit Svar af 29de s. M. udtalte det, at man ikke fandt det rigtigt at gjøre Forandring i enkelte Punkter af det som et Hele udarbeidede og approberede Regulativ, men at man maatte overlade det til Bestyrelsen, hvis den fandt det rigtigt, at tage under Overveielse, om Regulativet i sin Helhed trængte til en Reform, og da at lade udarbeide et motiveret Udkast dertil og forelægge Ministeriet samme. Dette fandt Bestyrelsen sig dog ikke foranlediget til, og Alt blev saaledes ved det Gamle.

For Theaterkassen havde Udbyttet af denne Saison været meget fordelagtigt, idet Indtægten for 252 Forestillinger androg 187,463 Rdlr. 80 Sk. eller i Gjennemsnit 743 Rdlr. 87 Sk. pr. Aften, medens Gjennemsnitsindtægten Aaret i Forveien kun beløb sig til 730 Rdlr. 56 Sk. Men trods dette i finantsiel Henseende meget heldige Resultat viste det sig dog, at Kranold [sideskift][side 380]havde havt Ret, naar han havde vægret sig ved at gaa ind paa Ministeriets Fordringer om Besparelser, idet han havde holdt paa, at de forøgede Indtægter ogsaa krævede forøgede Udgifter. Regnskabet for dette Aar godtgjorde tydelig Rigtigheden af denne Anskuelse. Theateraaret 1866-67 begyndte med en Kassebeholdning af 2,318 Rdlr. 18 Sk., hvortil kom en større Forestillingsindtægt af 12,465 Rdlr. 80 Sk. eller ialt 14,784 Rdlr. 2 Sk. Nu var imidlertid ved Aarets Udgang Kassebeholdningen kun 8,376 Rdlr. 11 Sk., og der havde saaledes fundet et større Forbrug Sted af 6,407 Rdlr. 87 Sk. Den nye Bestyrelse havde altsaa langtfra holdt, hvad den havde lovet, thi hvad den paa den ene Konto havde besparet, havde den rigelig givet ud paa den anden, og selv Ministeriet syntes nu at være kommet til den Erkjendelse, at et altfor gjennemført Besparelsessystem var en Umulighed, naar det ikke skulde virke til Theatrets Skade. Uheldigt var det rigtignok, at Ministeriet forst saa sent kom til denne Erkjendelse; ellers kunde det have beholdt en saa dygtig Chef som Kranold, der i saa mange Retninger havde vist sig sin Plads voxen. Det var jo navnlig Trudselen om, at der mulig ikke vilde blive uddelt Gratifikationer eller Sædtillæg til det ikke pensionsberettigede Personale, der havde bevirket Kranolds Afgang; nu udtalte Ministeriet sig i en ganske anden Tone, hvilket bedst fremgaaer af følgende Skrivelse af 20de April 1867 fra Theaterchefen til Kultusministeriet:

"Det høie Ministerium har i æret Skrivelse af 24de November f. A. gjentagende anmodet mig om skarpt at have for Øie det stærke Billighedskrav, som det ikke pensionsberettigede Personale igjennem Bestemmelserne i Lov af 19de Februar 1861 § 28 har paa at erholde Adgang til Sædtillæg — et Krav, som det i høieste Grad er mit [sideskift][side 381]Ønske, at Omstændighederne ville tillade at opfylde i dets hele Omfang. Hvorvidt dette lader sig gjøre, er det endnu for tidligt at have en bestemt Mening om; imidlertid hviler det økonomiske Tryk særdeles Haardt paa denne Del af Personaler, og de idelig indkommende Begjæringer om Hjælp, der som oftest besvares med en Henvisning til Bestyrelsens Haab om at kunne forskaffe Personalet noget Sædtillæg ved Theateraarets Udgang, ere i den seneste Tid blevne saa talrige og saa indstændige, at man maa finde sig paa det Stærkeste opfordret til at udbede Ministeriets Bemyndigelse til alt nu at maatte udbetale Halvdelen af den Sum, 5087 Rdlr. 16 Sk., der ifølge indlagte Opgjørelse eventuelt vil tilkomme det ikkepensionsberettigede Personale i Sædtillæg paa 1866-67". Efter dernæst at have paavist, hvorledes Theateraaret efter al Sandsynlighed vilde slutte uden nogen Underbalance, fortsatte Linde saaledes: "Idet jeg tør haabe, at en anteciperet delvis Udbetaling af dette Sædomskrivningstillæg under berørte Forhold ogsaa af Ministeriet vil blive betragtet som ønskelig, skal jeg endnu blot tillade mig at gjøre opmærksom paa, at det maaske ikke vil være muligt strax ved Saisonens Udgang at afgjøre, hvorvidt det fulde 2/5 Sædtillæg kan udbetales eller ikke, medens en stor Del af de Paagjældende ved Theateraarets Udgang ville have forladt Byen for paa forskjellig Maade at erhverve sig Udkomme eller søge et billigt Sommerophold hos Familie og Bekjendte, og at der heri ligger en forøget Opfordring til alt nu at yde disse Mennesker, hvoraf mange henleve under saa trange Kaar, at det høie Ministerium neppe har nogen Forestilling derom, Noget af den Hjælp, som de saa længselsfuldt imødese, og som, om den end kun halvt udbetales, dog ved at falde i et samlet Beløb og komme uventet i Øieblikket vil være mere [sideskift][side 382]virksom til at raade Bod paa Trangen." Allerede fem Dage senere gav Ministeriet sin Bemyndigelse til, at Halvdelen af Sædomskrivningtillæget strax maatte udbetales det ikkepensionsberettigede Personale, og Maanedsdagen derefter fik Theaterchefen Tilladelse til at udbetale det samme Personale den resterende Halvdel med 2,543 Rdlr. 56 Sk.

Ogsaa i dette Aar led Theatret en meget ublid Behandling i Folkethinget. Det af Repræsentationen nedsatte Finantsudvalg afgav den 29de Januar 1867 sin Betænkning over Finantsloven for 1867-68, men var ikke blevet enigt med Hensyn til det kongelige Theaters fremtidige Stilling. Udvalgets Mindretal foreslog, at Theatret skulde have et mindre Tilskud, nemlig det Hele (30,000 Rdlr.) for dette Aar, men 10,000 i Stedet for 20,000 Rdlr. for de to Femtedele af det følgende Spilleaar. En Del af Flertallet delte vel i det Hele Mindretallets Betragtning, men troede dog ikke at kunne forsvare at nedsætte Tilskuddet just nu, da Kultusministeren havde oplyst i Udvalget, at han netop for Øieblikket var beskjæftiget med at nedsætte en Kommission til at tage Theatrets Stilling og Forhold under Overveielse, og denne Kommissions Udtalelser, mente Flertallet, burde man dog først høre. Debatten om Theatret under Finantslovens anden Behandling var, som man kunde vente, meget varm, og dets Sag taltes hovedsagelig af Hall, Fallesen og Bille, medens det havde en overordenlig heftig Angriber i Cand. theol. P. Chr. Zahle, der imidlertid ved Karakteren af sit Angreb væsenlig bidrog til at svække dets Virkning. Efter endel yderst løse og uholdbare Paastande udtalte han, at det Allerrigtigste vilde være at afskedige og pensionere hele det pensionsberettigede Personale, da Pensionsbyrden for Staten dog vilde være et synkende Fond. Derefter gjorde han et for for-gjæves [sideskift][side 383]gjæves Forsøg paa at bevise, at Theaterforholdene i de tidligste Tider stedse havde været kommunale Forhold og ikke Statsøiemed, og kom saa ind paa at omtale Operaen. Dette skete med følgende Ord: "Det kan ikke nægtes, at naar man gaaer hen og Horer en Sanger eller en Sangerinde i et Syngespil og Horer den Jubel, som ledsager disse Præstationer, saa maa man, naar man i det Hele skal bedømme denne Sag som en aandelig Præstation, sige, at der er næsten noget Dyrisk i disse Hyl, og at der næsten ikke er nogen sund Tanke forbunden med, at de samme Mennesker, som kunne sidde og se rolig paa den mest udmærkede reciterende Fremstilling — og jeg skal indrømme, at der paa vor Skueplads bliver givet de fortræffeligste Scener —, ikke kunne dy sig for at lade sig rive hen til, saa at sige baade med Hænder og Ben, at give deres Bifald tilkjende ved en saadan Leilighed. Der se vi altsaa, at det ikke blot er aandelige Interesser, der er Tale om, men om en Fornøielse, som er — det vil sige af det Slags Fornøielser — udmærket god efter et godt Middagsmaaltid Klokken Sex, idet man saa gaaer hen for at faa sine Lunger rystede og en god Motion ved at klappe i Hænderne Klokken Syv." Det er klart, at et Theater maatte være ualmindelig slet stillet, naar dets Skjæbne laa i Hænderne paa en Repræsentation, hvor en saadan Opfattelse af Kunsten overhovedet kunde faa Lov til at komme offenlig frem, og at der ikke i selve Forsamlingen blev taget alvorlig til Gjenmæle mod saadanne Udtalelser, laa vel nærmest i, at de Fleste i Hovedsagen betragtede Taleren som Komiker. Ganske vist var det alt Andet end komisk at høre ham i samme Foredrag kalde Udlandets store Kunstnerinder — som f. Ex. Fru Michaëli — for: "disse Meteorer, som nærmest ere til Fornøielse for Rigmænd, [sideskift][side 384]disse omreisende Sangerinder, der af Naturen have faaet en smuk Stemme og saa gjøre alle mulige Kunster med den, en Art svensk Gymnastik." Men Komikeren aabenbarede sig atter, naar Taleren endte med at sige, at hvis Thinget vilde bemyndige Ministeriet til at lægge en Skat paa bestemte Luxusgjenstande — særlig Klaverer og Fjedervogne for Personer —, saa vilde han opfordre Thinget til at lade Indtægten af denne Skat blive brugt til Theatret. — Ved Finantslovens endelige Vedtagelse blev der vel som sædvanlig bevilget Theatret et Tilskud af 50,000 Rdlr. foruden 15,000 Rdlr. til Tillæg efter Sædomskrivning, men samtidig blev det bestemt, at Lønningssummen for Fremtiden skulde nedsættes med to Trediedele — i Stedet for som tidligere en Trediedel — af hver vakant bleven Lønning, og desuden indsattes i Loven de omineuse Ord: "Ved Theatret og Kapellet kan i Aarets Lob ingen ny fast Ansættelse finde Sted."

For og under Finantslovens Behandling beskjæftigede Hovedstadspressen sig ivrig med Theaterspørgsmaalet, og de vigtigste Blade indeholdt udførlige Artikler, i hvilke der opstilledes mange Forslag til Indskrænkninger og Besparelser. "Fædrelandet" begyndte den 31te Oktober en Række Artikler om Theatret, og i den første af disse udtalte Bladet sig om den nye Intendant paa en Maade, der den Gang vakte stor Opsigt, idet der her med rene Ord blev udtalt, hvad der længe havde været ymtet om i Krogene, at Phister havde en i mange Retninger uheldig Indskydelse paa Theatret. Det hed i Bladet:

"Under 5te Oktober er Etatsraad, Departementschef Linde bleven udnævnt til midlertidig Chef, og Justitsraad, Theatersekretair Berner til midlertidig Intendant for det kgl. Theater. Den forrige Direkteur- eller Chefspost er altsaa bleven [sideskift][side 385]delt i to Embeder, medens Theatersekretairposten foreløbig synes at være inddragen. Dersom vi ikke ansaa denne Ordning for virkelig at være, hvad den kaldes: midlertidig, vilde vi ingenlunde kunne finde den tilfredsstillende. Den Myndighed, der er tillagt Intendanten, er omtrent den selvsamme, der tidligere tilkom Direkteuren: han er samtlige Embeds- og Bestillingsmænds øverste Foresatte, han bestemmer Repertoires han vælger Stykkerne og besætter Rollerne, han uddeler Gratifikationer og bestemmer Feuoprykning, han indstiller til Gagetillæg og Ansættelse. Det er saaledes ikke let at sige, hvad der bliver tilbage til Chefen for den ham tillagte Gage. Forholdet mellem Chefen og Intendanten er ubestemt og uklart, dersom Chefen overhovedet skal udrette Andet, end foreløbig holde Ministeren fri for personligt Besvær med Theatrets Anliggender og vænne Publikum til at se Hr. Berner som dets Bestyrer. Det Sidste kan maaske nok behøves; thi det er vist, hvad alt er antydet, at de almindelige Kvalifikationer til at bestyre en Kunstanstalt af det Omfang og den Betydning som et Nationaltheater har Hr. Berner ikke. Udgaaet fra Efterslægtselskabets Skole, altsaa uden nogen høiere Dannelse, blev han i sin Tid ved Instrukteur Stages Anbefaling ansat paa Theaterkontoret; et Indfald eller personlig Velvillie af Heiberg kaldte ham derfra for at bruge ham som Sekretair. I denne Stilling har han forstaaet at gjøre sig nyttig; under de siden Heibergs Bortgang næsten hvert Aar vexlende Bestyrelser har han repræsenteret Traditionen og erstattet Mangelen paa Forretningsdygtighed; han har holdt det Hele gaaende, uden at det dog er muligt at tillægge ham Æren eller Ansvaret for bestemte Handlinger, da hans Indskydelse kun har været raadgivende. Ingen kan altsaa betvivle, at Theatrets nuværende [sideskift][side 386]Intendant har Routine i Forretningerne og Kjendskab til Personaler og de indre Forhold. Former han nu tillige dermed et sundt Blik og en kraftig Villie, saa ere vi ikke saa doktrinaire, at vi, især i trange Tider, skulde vrage ham formedelst hans Mangel paa høiere Dannelse og literair Kundskab, thi dels kan han ved egen Flid oprette Noget, og hvad han ikke kan opnaa selv, det kan han maaske finde hos Andre, som med større Kundskab, Dannelse og Kunstforstand forme en uegennyttig Kjærlighed til Theatret. Under denne Forudsætning tilstaa vi, at vi have knyttet noget Haab til Hr. Berners Overtagelse af Theatret. Han har ogsaa begyndt sin Virksomhed med Afskaffelsen af enkelte Misbrug og udfoldet en ikke ringe Iver for at oparbeide de under Interregnet i Sommer skete Forsømmelser. Men desværre begynder det alt at se ud, som Justitsraad Berner vil strande paa det samme Skær, hvorpaa flere af hans Forgængere ere stødte, uagtet han har havt det forud for dem, at han er "bekjendt Mand" i Farvandet. Der er maaske mere end et Sted, hvor Hr. Berner kunde søge den Bistand og Veiledning, som han ganske sikkert behøver for at gjøre Fyldest; men han maatte, skulde man tro, af sin lange Virksomhed paa en underordnet Plads i Chefernes umiddelbare Nærhed have lært, at der i hvert Fald er et Sted, hvor han ikke skulde søge den, fordi han derved vilde komme i en skjæv Stilling til de fleste af sine Underordnede og under en fordærvelig Indflydelse. Dette Sted er — Hr. Instrukteur Phister. Man tro ikke, at vi miskjende en af Theatrets største Kunstnere, den største af dem, der endnu ere i Virksomhed; at vi ikke skulde erkjende, at hans Tjeneste er af meget stor Værdi for Theatret, ja, at hans Savn, hvis han trak sig tilbage, foreløbig maaske ikke vilde kunne erstattes; [sideskift][side 387]eller at det skulde forekomme os urigtigt, at Theaterbestyrelsen viste ham enhver Opmærksomhed og Velvillie, der kunde bestaa med Andres Ret og Theatrets Tarv, og imødekom ethvert af hans billige Ønsker. Men det er jo en bekjendt Sag for saa Mange, at der ikke kan være mindste Betænkelighed ved at omtale det offenlig, at Hr. Phister ikke nøies med den ham tilkommende høie og hæderlige Plads blandt Theatrets Kunstnere, men at han har forstaaet at tilvende sig en saadan Indskydelse hos flere af dets Bestyrere, at det i Virkeligheden har været ham, der uden Ansvar og uden Kontrol ledede Theatrets daglige Virksomhed efter sit Ideal. Hr. Phisters Ideal kan skrives med tre Bogstaver; det hedder Feu. Hans Indskydelse gjorde sig alt gjældende under Collins Alderdom; Heiberg trængte den tilbage, saa at den ikke mærkedes; men under hans Efterfølgeres svagere Hænder voxede Indskydelsen igjen; den var almægtig under Christensen, trængtes atter tilbage under Tillisch, for atter at trække Rus med Hr. Kranold. Men det er vel klart, at det maa vare fordærveligt for Theatret, naar det Formaal, hvorefter der styres, ikke er dels og Kunstens Tarv, men en enkelt Mands — indbefattet Hustru og Yndlinger — personlige Fordel. Naar man vil gjennemgaa Forestillingernes Personlister blot for iaar, saa vil man se, hvor hyppig Hr. Phister, der ifjor — inden han vidste, at han kunde Putte Hr. Kranold i Lommen — var saa svagelig, at han tænkte paa at tage sin Afsked, endnu er i Stand til at spille; hvor utrættelig han udfører de mindste med de største Roller; hvor nødvendig hans Deltagelse er endog i Syngestykker, uagtet Operaen nu har Overflod af Kræfter, og endelig hvor let et Stykke, selv et maadeligt, kommer frem, naar Hr. Phister spiller i det, og hvor vanskeligt selv det bedste Stykke kan [sideskift][side 388]have ved at blive optaget paa Repertoiret, naar det kan gaa uden ham. For at tage et Par Exempler skulle vi minde om, hvad der har været omtalt i dette Blad, at det var Hr. Phister, der ifjor forhindrede Opførelsen af Hostrups "Tordenveir", fordi han forledte Hr. Kranold til at give hans Hustru en Rolle, som Forf, vilde have udført af Fru Sødring; at det ligesaa utvivlsomt er ham, der har faaet Hr. Berner til nu at optage et af Holbergs svageste Stykker "Det arabiske Pulver", der i Alt kun har oplevet 17 Opførelser, paa Repertoiret, medens flere af de bedste holbergske Stykker i mange Aar have hvilet; at det' ligeledes er ham, der har foranlediget Opførelsen af "Den nye Jordegodseier" som for 5 Aar siden blev lagt hen efter 6 Opførelser uden Deltagelse fra Publikums Side; endelig at Kolds Rolle i "Tordenskjold", der er ansat til Opførelse den 14de November, er taget fra Hr. Mantzius, som har vist, at han kan spille den, og givet til Hr. Phister, som har vist, at han ikke kan spille den. Det er klart, gjentage vi, at ved en Kunstanstalt, hvor Flere maa samvirke, og hvor en harmonisk, efter de Enkeltes Kræfter afpasset, Samvirken er en nødvendig Betingelse for dens Flor og Fremgang, der maa en enkelt Kunstners Indskydelse, naar denne fremfor alt Andet gaaer ud paa hans egen Fordel, nødvendig vække Misstemning hos de andre Kunstnere og lamme Virksomheden; og det er umuligt Andet, end at denne derved maa tage en Retning, der forer bort fra Kunstens Fordringer, fra Theatrets Vel og Publikums Tarv. Skjøndt Hr. Phister er en stor Kunstner og en af Publikums Yndlinge, er Theatret dog for godt til at være hans Malkeko, og dersom Hr. Justitsraad Berner ikke magter at unddrage sig hans Indskydelse, saa vil det ikke gaa Theatret synderlig bedre under ham end under [sideskift][side 389]hans Forgængere, saa vil al hans Routine og praktiske Indsigt ikke komme det til væsenlig Nytte; thi han vil da Heller , ikke besidde Uafhængighed nok til at afskaffe de Misbrug, som han fuldt vel kjender, men som berøre baade Hr. Phisters og mange Andres personlige Interesse."

Disse stærke Udtalelser bleve ikke uimodsagte. Fra den nye Intendants Side fremkaldte de saaledes følgende Svar i Bladet:

"Endskjønt jeg — ikke af Mangel paa Interesse, men udelukkende af Mangel paa Tid — har gjort mig det til Regel at lade de Anker ubesvarede, der rettes mod Theatrets Bestyrelse i Pressen, forsaavidt de vedrøre mig personlig, skal jeg dog, med Hensyn til enkelte Yttringer i en ledende Artikel med Overskrift: "Det kongelige Theater I" i "Fædrelandet" for den 31te Oktober, tillade mig at anføre: Naar den høitærede Redaktion i de i Artiklen fremdragne Exempler — hvoraf et, nemlig Rollebesætningen i "Tordenskjold", der var vedtagen forinden min Udnævnelse til Intendant, ikke kan paadrage mig Ansvar — seer Beviser paa en bestemt" Indskydelse, der næsten enevældig gjør sig gjældende, skal jeg dog fra min Side bemærke, at naar jeg alt har gjenoptaget "Soldaterløier" i Repertoiret og endnu i indeværende Saison agter at lade opføre: "En Spurv i Tranedands", "Tordenveir" og "Kjøbmanden i Venedig", vilde man, som det forekommer mig, med samme Føie fra anden Side kunne anke over Indskydelser, som jeg ikke kan unddrage mig for. Sandheden er imidlertid den — jeg frygter ikke for at udtale det — at jeg selv er i Stand til at danne mig en Mening og til, med eller uden Andres Bistand, at sætte den i Værk, hvilket dog ikke udelukker, at jeg med Beredvillighed Horer paa ethvert godt Raad og uden Betænkning følger det, naar [sideskift][side 390]jeg anseer det for gavnligt. Troer man, at jeg ved denne Udtalelse overvurderer min egen Indsigt og Fasthed, har man mulig Ret; men der skyldes mig dog uden Tvivl andre Beviser derfor end det Faktum, at en stor Kunstner med et næsten alsidigt Talent og usvækket Iver og Virkelyst er i Besiddelse af et omfangsrigt Repertoire.

Kjøbenhavn den 2den Novbr. 1866.

Med særdeles Agtelse

Deres ærbødigste

J. H. Berner.

Ogsaa "Dagbladet" gav Mode med en Række udførlige Theaterartikler, der efter Sigende skyldtes en med Forholdene nøie kjendt Embedsmand i Kultusministeriet, og som nærmere gik ind paa Spørgsmaalet om Besparelser og Indskrænkninger ved Theatret. Et staaende Thema i Bladene paa hin Tid var navnlig Spørgsmaalet om, hvorvidt Balletten burde afskaffes eller ikke, og som naturligt traadte Bournonville da frem paa Arenaen og kæmpede tappert for den Kunstart, der havde ham at takke for den Høide, den havde naaet. Han kæmpede ikke alene med Pennen, men han tilføiede sine Modstandere de værste Saar ved den glimrende Rolle, som han lod Balletten spille i Saisonen og hvorved han kunde henpege ikke alene paa dens Tiltrækningskraft, men tillige paa dens formentlige Rentabilitet. Heller ikke Overskou holdt sig tilbage i Debatten om Theatret, og i Foraaret 1867 udgav han under Titelen: "Den danske Skueplads og Staten" en Piece, i hvilken han fremsatte sine Meninger og Forslag. I Indledningen gav han en klar Fremstilling af Theatrets Betydning for Folket og Staten og berørte dernæst Indvendingen om, at det kongelige Theater dog kun er for Kjøbenhavn. Ved at imødegaa denne Anskuelse klagede han, og [sideskift][side 391]ikke med Urette, over, at der af Justitsministeriet gaves Bevillinger i Masse til at opføre Skuespil i Provindserne, at disse Bevillinger endog gaves til "Personer, der næsten af Drukkenskab havde mistet Mælet", og at der ikke var nogen Censur eller noget Tilsyn med disse "vagabonderende Bander". Provindsbeboerne havde derfor Grund til at klage over, at Skuespilkunsten i deres Hjem var alt Andet end et Afpræg af det kongelige Theaters Fremstillingskunst, men herpaa kunde der dog raades Bod. Efter Forfatterens Mening burde de ældre Privilegier efterhaanden inddrages og nye kun gives til tre kyndige og agtværdige Mænd som i en bestemt Orden bereiste Provindsbyerne og ikke antog nogen Skuespiller, der ikke for en af det kongelige Theaters Bestyrelse og Personale valgt Komite havde aflagt en Prøve med et heldigt Udfald. Desuden skulde hvert Skuespilselskab have en Censor, og for samtlige Skuespillere burde der oprettes en Pensionskasse, der ordnedes og styredes af Ministeriet. Efter denne Digression gav Overskou sig til at betragte Spørgsmaalet om de tre Kunstarters Berettigelse, navnlig da Ballettens, og gjendrev her flere af de Paastande, som dens ivrigste Forsvarere havde fremsat. Han kunde ikke tilkjende Balletten den samme Berettigelse som Skuespil og Opera, og han kunde Heller ikke indrømme, hverken at Balletten betalte sig, eller at den, som paastaaet, ydede de andre Kunstarter nogen særdeles stor Bistand. Alligevel fraraadede han for Tiden at nedlægge Balletten, da Bournonvilles Arbeider endnu bevarede hele deres Friskhed og Tiltrækningskrast, og da der ikke vilde spares noget Ordenligt ved at ophæve denne Kunstart, men han antydede, at med Bournonvilles Afgang vilde Balletten synke sammen, og at Tidspunktet til dens Ophævelse da vilde være kommet. Dernæst [sideskift][side 392]gav Overskou en kortfattet Skildring af Theaterbestyrelsens Historie fra Skuepladsens Begyndelse indtil vore Dage og paaviste, hvorledes Theatret absolut maatte styres af en eneste Mand, hvis det skulde opfylde sin Bestemmelse, og han endte sit interessante Skrift med at fremsætte en Række Forslag til forskjellige Besparelser, medens han stærkt ivrede mod at bygge noget nyt Theater, idet den gamle Bygning efter hans Mening kun burde gjøres færdig. Bogen sluttede saaledes: "Indbegrebet af, hvad jeg her har søgt at godtgjøre, er: at Nationalskuepladsen bør opretholdes, ved at der bevilges den hele det Tilskud, som hidtil er givet den af Staten, ikke for at det skal medgaa, men for at Bestyrelsen uden Ængstelse for et Deficit kan virke kraftig til ved Kunsten at skaffe Skuepladsen saadanne Kaar, at den kan taale Summen efterhaanden nedsat; at det kongelige Theater bor sættes under Enebestyrelse af en Ministeriet ansvarlig Chef, hvortil maa søges en overhovedet kunstforstandig Mand, som fast, besindig og human, veed at bringe Enhver i Personalet til at varetage sit Kald i dets fulde Omfang, og i sin Embedsførelse vil følge Theater-Økonomiens eneste rigtige Grundsætning: Alt for det Artistiske (hvortil jeg naturligvis henregner enhver Virksomhed, som har Indskydelse paa Theatrets Kunstvæsen) efter Fradragelse af det Nødvendige for det Materielle (hvorunder jeg indbefatter alle Betjente, hvis Pligter kunne udføres uden Interesse for Kunsten), men Intet for det Meget, hvormed et Theater faa saare let belemres ved ikke noksom overveiede Forholdsregler af en Bestyrelse, der ikke anseer Vaagen over Skuepladsens Interesse som sit første Hverv; at der, uden Afbræk for Kunsten, kan indføres Besparelser, ved aldeles Ophævelse af Censorens, Lægens, Regisseurens, Kostumierens og Bibliothekarens Embeder, NedNed-læggelse [sideskift][side 393]læggelse af Malersalen; enkelte unødvendige Biposters Afskaffelse og Omsorg for, at kun saadanne Stykker, hvis Opførelse Chefen har fast besluttet, komme Theatret til Udgift med Antagelseshonorar, Oversætterbetaling og Rolle- og Nodeudskrivning; og at Indtægtens Forøgelse vil være at opnaa ved Rollernes mere indsigtsfulde Fordeling paa Personalet, til Fremme for flere Stykkers Opførelse, og ved at gjøre Ansættelserne kontraktmæssige."

Atter i denne Saison havde det kongelige Theater en farlig Konkurrent i det italienske Operaselskab, som under Lorinis Direktion gav en Række stærkt besøgte Forestillinger paa Kasino. Foruden Andreffi havde Selskabet en god Tenor i Englænderen Giorgio Rigbi, der var i Besidsiddelse af en ualmindelig smuk og blod Stemme, men hvis Fremstillingstalent var lige saa uheldigt som hans hele Personlighed. Primadonnaen var Ungarerinden Sarolta de Bujanovics, en ypperlig uddannet og kraftig Mezzo-Sopran, der var i Besiddelse af en smuk Figur og et interessant Ansigt, men hvis Spil, skjøndt ikke uden Talent, var temmelig maniereret og baseret paa drøi Effekt. Signora Giulia Bennati, en syttenaarig Pariserinde med et kvikt og vindende Udvortes, havde en lille, men meget behagelig og godt uddannet Sopranstemme, og som Rosina i "Barberen i Sevilla" gjorde hun, hvis Kunstnerbane nu først begyndte, overordenlig Lykke ved sin livlige Kvidren og sit elskværdige Spil. Selskabets første Kapacitet var Spanieren Mariano Padilla. Han havde en kraftig, overordenlig skjønt klingende Baryton, som vel i Henseende til Uddannelse lod en Del tilbage at ønske, men dette opveiede han ved sit ypperlige Fremstillingstalent, der navnlig kom tilsyne ved hans Udførelse af Figaro i "Barberen i Sevilla". Desuden [sideskift][side 394]talte Selskabet gode Kræfter i Kontra-Alten Alberta Ferlesi, Bassisten Prosper Derivis og Buffonen Frizzi, hvorimod Sopranen Corinna Simoni hverken ved sin Sang, sit Spil eller sit stærkt udprægede jødiske Udseende var nogen heldig Akkvisition.

I Sommerens Løb indfriede Kultusministeren endelig det Løste, han havde givet Rigsdagen om Nedsættelse af en Kommission til at tage Theatrets Affairer under Overveielse, idet han den 7de Juni 1867 tilstillede Høiesteretsassessor, Etatsraad, Lic. jur. A. F. Krieger følgende Skrivelse:

"Da jeg anseer det for nødvendigt, at det kongelige Theaters og Kapels Stilling og Forhold underkastes en omfattende og nøie Overveielse, skal jeg tjenstligst herved anmode Hr. Etatsraaden om at indtræde og overtage Forsædet i en Kommission, som, efter en Undersøgelse af Theatrets Økonomi, Gjældsforpligtelser og finantsielle Tilstand overhovedet, har at afgive Betænkning og Forslag navnlig om følgende Hovedpunkter:

Spørgsmaalet om Opretholdelsen af Theatret i samme Omsang som hidtil, navnlig ogsaa med Hensyn til Omraadet for de Forestillinger, det har at give (Skuespil, Opera og Ballet);

Bestyrelsens Organisation med dertil horende Lønningsregler for det administrative Embeds- og Tjenestepersonale;

Spørgsmaalet om det kunstneriske Personales, saavel det sceniske som Kapellets, Ansættelsesmaade, enten ved kongelig Bestikkelse med Ret til Pension eller temporairt Engagement eller delvis paa begge Maader, og dette Personales Lønnings- og Pensioneringsvilkaar;[sideskift][side 395]

Spørgsmaalet om en ny Theaterbygning og Tilveiebringelsen af de dertil fornødne Midler og om Tilskud til Theatret fra Kjøbenhavns Kommune.

"Under Dags Dato har jeg anmodet følgende Mænd om med Hr. Etatsraaden at sammentræde i Kommissionen, nemlig: Kammerherre, Grev Juel-Vind-Frijs til Baroniet Juellinge; Hofjægermester Carlsen; Etatsraad Linde, konstitueret Chef for det kongelige Theater og Kapel; Etatsraad, Borgermester Gammeltoft; Institsraad Berner, konstitueret Intendant ved det kongelige Theater og Kapel; Borgerrepræsentant, Tømmermester Kayser; Rigsdagsmand, Redakteur Ploug; Rigsdagsmand, Grosserer D. B. Adler; Rigsdagsmand, Skoleinspekteur Brix; Rigsdagsmand, Skolelærer Berg.

"Det er en Selvfølge, at Kommissionen vil kunne begjære alle de Oplysninger meddelte, som ønskes til Udførelsen af dens Hverv og kunne gives enten af Ministeriet eller af Theaterbestyrelsen.

"Jeg tilføier den Begjæring, at Hr. Etatsraaden vil drage Omsorg for, at Kommissionen saa hurtig, som Omstændighederne tillade det, begynder sit Arbeide, i hvilken Henseende jeg, ved at meddele Kommissionens øvrige Medlemmer det Foranstaaende, har tilkjendegivet dem, at de ville erholde nærmere Underretning af Dem om Tiden og Stedet for det første Møde."

Det var ikke med Urette, at Theatrets Venner rystede betænkelig paa Hovedet, da de i Aviserne læste, hvorledes Kultusministeren havde sammensat denne Kommission, i hvilken han af Hensyn til de to Thing havde medtaget ikke mindre end fire Rigsdagsmænd, medens Borgermesteren og Tømmermesteren kun vare valgte, fordi man ventede at [sideskift][side 396]faa Kjøbenhavns Kommune til at yde et klækkeligt Bidrag til en paatænkt ny Theaterbygning. Der var kun et eneste Medlem, der havde noget Kjendskab til Theatret, og dette ene Medlem var Berner, som vel i høi Grad var fortrolig med hele den administrative Detail, men hvis hele Virksomhed indeholdt alt Andet end en Borgen for, at Nationalskuepladsens virkelige Tarv vilde blive paaseet og hævdet af ham. Der blev da naturligvis ogsaa — men rigtignok først, efterat Kommissionen det følgende Aar havde afgivet sin Betænkning — anket i Bladene over det af Ministeren trufne Valg, og i "Folkets Avis" gav Erik Bøgh en træffende Karakteristik af Kommissionen med følgende Ord: "Hvis man vilde have omordnet et Staten tilhørende stort mekanisk Værksted og til at affatte Forslag desangaaende nedsatte en Kommission, bestaaende af:

en juridisk Professor,
en Kammerherre og Greve,
en Hofjægermester og Stamhusbesidder,
en Borgmester,
en Tømmermester og Borgerrepræsentant,
en Lyriker og Journalist,
en Grosserer,
en Folkeskolelærer, samt
en Departementschef og
en Opsynsmand paa Værkstedet,

Allesammen redelige og hver i sit Fag dygtige Folk, men med Undtagelse af de to Sidste tilhobe Personer, der ikke havde Begreb om Sammensætningen og Anvendelsen af Værkstedets vidtløftige Maskineri, — vilde man da ikke gjøre sig fuldstændig til Latter?[sideskift][side 397]

"Men et Theater, der omfatter Skuespil, Opera og Ballet, en Kunstanstalt, hvis Resultater kun bero paa en idelig vexlende Samvirken, ikke af Maskiner, hvis Kræfter kunne beregnes og styres med mathematisk Nøiagtighed, men netop af de Faktorer, der af alle ere de mest uberegnelige og ustyrlige: tre forskjellige Sæt dramatiske Kunstnere, foruden et Kor- og Statistpersonale, et vidtløftigt Garderobe-, Dekorations- og Maskinapparat osv. osv. — et Etablissement, der ubetinget i sit Omfang af alle er det vanskeligste at ordne og lede — det kan man uden videre lade et Udvalg af Jurister, Diplomater og Grosserere, Borger-, Jæger-, Tømmer- og Skole-Mestre omtømre og skolemesterere, selv om det overveiende Flertal af Medlemmerne aldrig før Udnævnelsen har sat en Fod bag det Fortæppe, der skjuler Scenens Mysterier for den Uindviede, endsige tilegnet sig den Sagkundskab, der her kun kan erhverves ved kostbar Erfaring! Resultatet er naturligvis ogsaa blevet derefter."