>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den kongelige danske Skuepladses Historie, fra dens Overdragelse til Staten i 1849 indtil 1874. Efter Forfatterens Død fortsat og fuldført af Edgar Collin. Anden Deel. Kjøbenhavn, Forlagsbureauet i Kjøbenhavn, 1876. 825 sider.

[ Hundrede og femtende Saison, 1. September 1862 til 31. Mai 1863, side 139-177]

[Oversigt over repertoiret 1862-63]


[sideskift][side 139]Med denne Saison begyndte Theatrets Trængselsaar. Den Spænding, der var i Gemytterne paa Grund af Danmarks Forhold til Udlandet, bidrog i Forening med Repertoirets Tarvelighed til at holde Folk fra Theatret, og den økonomiske Tilbagegang, der viste sig denne Saison, og som havde sin inderste Rod i Bestyrelsens Mangel paa dramatisk Indsigt, forbedredes ikke i de paafølgende Theateraar.

Den aarlige Logeauktion havde et efter Forholdene tilfredsstillende Resultat, idet Abonnementet udgjorde 59,263 Rd. 16 Sk., hvilket var henved et Par tusinde Rd. mere end Aaret i Forveien. Der blev for dette Aar som en Forsøg truffet den Bestemmelse, at de første Loger i første Etage (Nr. 1, 9 og 10) bleve, saavel da de opraabtes til Abonnement, som naar de solgtes ved uabonnerede Forestillinger, delt saaledes, at de tre forreste Rækker udgjorde en Log for sig og de tre bageste Rækker en Loge for sig. Det Samme var Tilfældet med Logen Nr. 2, der ikke blev stillet til Auktion.

Efterat Saisonen var aabnet til sædvanlig Tid, naaede man allerede fire Dage senere til at opføre den første Nyhed; men af denne høstede hverken Theater eller Bestyrelse Gavn [sideskift][side 140]eller Glæde. Det var første Gang, at Charles Dickens introduceredes paa Skuepladsen, og det viste sig strax, hvad der forud havde været en given Ting for Enhver, som havde det ringeste Kjendskab til den berømte engelske Digter, at det var et ualmindelig stort Feilgreb at bringe hans toakts Lystspil "Landligt Koketten" paa Scenen. Stykket kunde nærmest henføres til de rørende borgerlige Familiedramers Kategori. Handlingen i dette Arbeide var gjennemgaaende yderst fersk, og skjøndt man hist og her kunde opdage Glimt af den Dickenske Humor i den Maade, hvorpaa Figurerne vare tegnede, var Lystspillet dog saa ubehændig bygget og saa svagt i dramatisk Henseende, at det var en Umulighed paa Scenen. Dette viste sig da ogsaa allerede derved, at det ikke oplevede mere end to Forestillinger. I Korthed er Handlingen i dette Stykke følgende: En ung Herremand ved Navn Norton har en daarlig og Raadgiver ved Navn Sparkins Flam. Efter dennes Tilskyndelse er Norton i Færd med at bortføre Lucy, en Datter af hans Forpagter Benson. Da den gamle Benson faaer at vide, hvad der er i Gjære, kalder han sin Herremand for en Nidding, og dette har til Følge, at han af Norton anmodes om den paafølgende Dag at forlade Forpagtningen. Hermed ender første Akt. Ved næste Akts Begyndelse er Norton gaaet i sig selv igjen, Lucy angrer sin Brøde og forsones med sin Brudgom, og Alt ender med Fest og Forsoning, medens Nortons onde Ven jages paa Porten. Paa denne flade Handling havde Dickens bygget sit Arbeide, som desuden var saa rigt udstyret med moralske Sententser og filantropiske Betragtninger, at man næsten skulde tro, at han havde taget Dramatikere som Iffland og Kotzebue til Mønstre i saa Henseende. Udførelsen kunde derfor Heller ikke redde Stykket fra den Undergang, hvortil det forud var [sideskift][side 141]viet. M. Wiehe var fortræffelig som Norton, Rosenkilde lavede en overordenlig morsom Figur af Pudsenmageren Stokes og Paetz spillede Lucys Beiler med overraskende Djærvhed og Natur; men Alt forgjæves. Kritiken udtalte sin berettigede Dødsdom over Stykket, og "Dagbladet" endte sin skarpe Anmeldelse deraf med følgende Ord: "Et Ord endnu, inden vi skutte. Hvad der kan have bragt Theatret til at optage et Arbeide som dette, er os i Virkeligheden ufatteligt. Det vilde vistnok være Synd at mistænke Hs. Exc. Theaterchefen for nogen særlig dramatisk Sagkundskab, og det skulde gaa -underligt til, om han hos sin æsthetiske Raadgiver, Theater -censor og Konferentsraad Hauch, sandt nogen Veiledning. Men paa den anden Side maa dog Erfaringen fra de tre Aar, hvori Theaterchefen nu har beklædt sin Post, have givet ham et vist, rent praktisk Blik for, hvad der "kan gaa", og det kan neppe have været skjult for ham, hvad Lampepudsere og Maskinkarle maatte kunne opdage, at det nærværende Stykke var en Umulighed. En saadan Tyrketro som den, at Navnet Dickens alene skulde gjøre Sagen klar, kan man dog vel Heller ikke tillægge Hs. Excellence. Det Sandsynligste er, at man blot har givet efter for Ønsket om at bringe en Nyhed, lige meget hvilken, paa Brædderne. Men medmindre der hermed har været forbundet den skumle Bihensigt at give Publikum fuldstændig Afsmag og Mistillid til Nyheder overhovedet — hvad der jo vilde være betydelig mageligere for Bestyrelsen, der da fuldstændigere kunde indskrænke sig til at "vende Bøtten" — kunde Valget ikke godt træffes uheldigere. Ganske vist er der Trang, stor Trang til Nyheder, thi intet Theater kan leve af Originaler, som det har opslidt, og klassiske Stykker, som skimle i dets Bibliothek. Men hvor tarvelig Øieblikkets dramatiske Produktion ogsaa [sideskift][side 142]er, saa dybt er den dog ikke funken, at man behøvede at ty til den Slags Fyldekalk som "Landligt Koketten". Den danske Scene er derved nedværdiget. Vi vide Alle, at det kongelige Theater er funket dybt under, hvad det har været, at det har lidt uerstattelige Tab; hvad der alligevel har holdt det oppe, er nærmest en vis Takt, hvormed det har hævdet Kunstformens Renhed, undgaaet svære Forsyndelser imod Smagen og saaledes holdt Jordbunden ren for bedre Tider. Men selv dette rent negative Fortrin synes Theatret nu paa Veie til at opgive. Det Theater, der opfører "Landligt Koketten", det kan Heller ikke med Føie lukke sin Der for det usleste franske Spektakelstykke eller den frivoleste Grisette-Vaudeville, og vi Andre vilde senere have al vor Ret til Indsigelse fortabt, dersom vi ikke strax Protesterede, og det alvorlig. Vi haabe, at Bestyrelsen selv vil komme til Erkjendelse af det store Misgreb, den har begaaet, og skyndsomt rette det; men i modsat Fald er det Publikums Sag, ikke mindre end Kritikens, at stemme fig imod vor Thespisvogn, inden den ruller helt ned i den Alt nivellerende Mudderpøl. Den er godt paa Gled."

Efter denne saa yderst uheldige Debut gav Theatret sig god Tid med at bringe Nyheder frem, og fra den 15de September til den 14de Oktober pløiede man trolig det gamle Repertoire igjennem, indtil man endelig naaede at faa "Fægteren fra Ravenna" opført. I Tydskland havde Friederich Halms Sørgespil ved sin Fremkomst vakt en betydelig Opsigt, mindre dog paa Grund af selve Stykkets Gehalt end ved den Omstændighed, at en østerrigsk Skolelærer fremtraadte offenlig og gjorde Paastand paa at være Forfatter til Stykket, som Halm efter hans Formening skulde have stjaalet fra ham. I denne Anledning deltes man i Østerrig [sideskift][side 143]i to Leire, af hvilke den ene forsvarede Halms Forfatterskab, medens den anden med Varme tog sig af Skolelæreren, og Striden endte forst, da man paa et af de mindre tydske Theatre fik Skolelærerens Stykke bragt til Opførelse, thi det viste sig da at være noget saa elendigt Tøieri, at al Tale om, at Halm skulde have stjaalet det, hermed faldt til Jorden. Den tydske Hofdigters Sørgespil hørte til samme Genre som "Ørkenens Søn". Paa Caligulas Tid lever der i Rom en fangen tydst Kvinde ved Navn Thusnelda, som er Enke efter Germaniens store Nationalhelt Herman. Hun sorg er dybt over at have mistet sin Søn, til hvem hun har sat alt sit Haab om, at han skal hævne hende og Germanien. Som Barn er Sønnen Sigmar bleven frataget hende og ført til Ravenna, i hvis Fægtestole han under Navnet Thumelicus er bleven opdraget til Gladiator. Ved sin Ankomst til Rom, hvor han skal medvirke i Gladiatorkampene paa Cirkus, træffer han sin Moder Thusnelda, der af sin Mands trofaste Ven, den gamle Merovig, har faaet Hermans Sværd, ligesom han har lovet at befrie hende og hendes Søn. Cajns Caligula Horer imidlertid Fægterens Historie og faaer da det Indfald at lade Thumelicus iføre en tydst Krigers Dragt, for at han saaledes paaklædt kan i Cirkus udaande under romerske Sværd, og samtidig befaler Keiseren, at Thusnelda skal sidde ved hans Side i Cirkus og overvære dette Skuespil, der vidner om Roms Triumf over det overvundne Germanien, medens han tillige overdrager Embedet som Ædil til Flavius Arminius, Thumelicus' Onkel, der har forraadt sin Broder Herman og taget Tjeneste under Rom. Thusnelda, der sørger bittert over den nedværdigende Stilling, i hvilken hun har gjenfundet sin Søn, forsøger i hans Hjerte at vække de ædlere Tanker, men [sideskift][side 144]Thumelicus er bleven flovet i Fægtestolen, hvad Ærebegrebet angaaer; han føler sig som Romer, er stolt af at være Gladiator, fornægter sit Fædreland og vil for ingen Pris opgive Kampen, da Seiren, i Fald den bliver hans, vil sikkre ham Besiddelsen af Hetæren Lycisca. Da Thusnelda saaledes seer sit sidste Haab briste, vil hun i det Mindste afvende Skjændselen fra Sønnens Hoved, og hun beslutter sig til at dræbe sit eget Barn. Hun nærmer sig Leiet, paa hvilket han skumrer, men viger tilbage; i det Samme hører hun Musiken fra Caligulas Festtog og dræber sin Søn med Hermans Sværd. Caligula raser over at se sit Skuespil forpurret og vil hævne sig paa Thusnelda, men hun afliver sig selv, og for at mætte sin Hævntørst lader Uhyret en Flok fangne Christne kaste for Løverne. Stykket ender med, at Senatorer og Prætorianer beslutte den følgende Dag at dræbe Tyrannen. — At Direktionen kunde falde paa at bringe dette Deklamationsarbeide, hvori Alt var tomme og hule Fraser, paa Scenen, tydede ikke paa nogen udviklet æsthetisk Smag, thi afseet fra selve Svaghederne ved Handlingen vare Karaktererne saa blottede for Natur og Sandhed, at det næsten var en Umulighed at fremstille dem saaledes, at disse Skikkelser virkelig syntes at være af Kjød og Blod. Høiest paa den hule Deklamations Tinde stod Thusnelda, som var en eneste Frase fra Ende til anden, og skjøndt Fru Heiberg med Mesterskab søgte at dække Manglerne, formaaede selv ikke hun at rive Tilskuerne med sig. Thumelicus, der i Stykket fremtræder som Repræsentanten for den raaeste Materialisme, blev spillet med virkelig Dygtighed og Kraft af Paetz, som dog for en Del savnede Person til at give et rigtig fyldigt Billede af Fægteren, der kun lever og aander for Kampen, hvis Løn er Hetæren Lycisca. Denne Rolle var [sideskift][side 145]af Forfatteren tegnet saa uskjønt, at hele Jfr. Smiths vindende og friste Personlighed maatte til for at udviste det Sminkede og Løsagtige ved Figuren. Og dog kunde man paa en vis Maade sige, at Bestyrelsen havde handlet rigtig i at optage denne Deklamations — Tragedie paa Repertoiret, nemlig forsaavidt som der herved blev givet M. Wiehe en Opgave, der løstes til den høieste Grad af kunstnerisk Fuldendthed. Strengt taget kunde det vel paastaaes, at en Figur som Caligula, der i sit Vanvid er aldeles utilregnelig, stod udenfor Poesiens Omraade, men Wiehe gav et saa gribende Billede af den blodtørstige, moralsk og intellektuelt ødelagte Tyran, at Præstationen naaede Toppunktet af dramatisk Fremstillingskunst. Derfor blev ogsaa Stykkets anden Akt, skjøndt den kun meget løselig var kjædet til de øvrige, det eneste virkelige Interessante ved hele Forestillingen, og strax da Caligula viste sig paa Scenen, grebes Tilskuerne ligesom af stum Rædsel ved at se Eneherskeren med den vaklende Gang, det usikkre, flagrende Blik, af hvilket snart Vanviddet, snart den mest raffinerede Grusomhed lyste ud. Ligeover for denne Kunstpræstation maatte alt det Øvrige staa i et blegt Lys, og derfor vare ogsaa kun anden Akt og Stykkets Slutningsscene, hvor Caligula atter viser sig, af Effekt for Publikum.

Ovenpaa den Kraftanstrengelse, som det havde været for Theatret at bringe det Halmske Sørgespil frem, der ialt kun oplevede fem Opførelser, maatte Bestyrelsen naturligvis udhvile, og Hvilen blev som sædvanlig ikke af de korteste. Fra den 15de Oktober til den 28de December pustede man ud og spillede alle de gamle Sager; saa naaede man endelig igjen til at kunne byde de nøisomme Theatergængere en Nyhed i det originale Lystspil i to Akter "En Theaterhistorie [sideskift][side 146]under Ludvig den Fjortende". Stykket, der kun modtoges med sparsomt Bifald, havde den Feil, at der var vendt stærkt op og ned paa den historiske Sandhed, idet Molières letsindige og kokette Kone her var skildret som den omme, kjærlighedsfulde Hustru, der beundrede sin geniale Ægtefælle og ikke vilde taale Tilbedernes Erklæringer. Men om end Intrigen var noget mat og interesselos, havde Stykket dog flere livlige Scener, ligesom det udmærkede sig ved en let og flydende Dialog. Stykkets Forfatter var ikke nævnt paa Plakaten, men Meget tydede paa, at det skrev sig fra den Samme, der tidligere havde leveret "Rosa og Rosita" og "En Velgjørers Testament". I sin Anmeldelse af Lystspillet havde "Dagbladet" meget rigtig fremhævet det Brud paa Historien, der var begaaet, og denne Anke foranledigede Forfatteren til i Bladet for den 3die Januar 1863 at indrykke Følgende:

"Hr Redakteur! Da der i Anmeldelsen af "En Theaterhistorie under Ludvig XIV" er bebreidet mig flere historiske Unøiagtigheder, beder jeg om Plads for følgende Bemærkninger. Hvis jeg havde vidst Lidt eller Intet om hin Periode, havde jeg vogtet mig for at berøre den. Madame Molière hed Armande Gresinde Claire Elisabeth. Armande falder Haardt i Udtalen, derfor kaldte jeg hende Elisabeth, da hos hende kun Navnet Molære forekom mig at have Historisk Betydning. Hun har virkelig været Heltinden i en saadan Begivenhed, som Stykket (der er skrevet for sex Aar siden) behandler, da en Præsident, som havde forelsket sig i hende, blev bedragen af en Kvinde ved Navn La Tourette, der benyttede sin skuffende Lighed med Madame Molière til at udgive sig for denne. Endelig da Præsidenten, imod dette Fruentimmers Forbud, opsøgte Madame Molière paa [sideskift][side 147]Theatret, kom Bedrageriet for Lyset, og La Tourette blev offenlig afstraffet udenfor Molières Bolig, Hotel Guénégaud. I denne Historie, som er sand, staaer altsaa Molières Kone uskyldig, og jeg havde troet, at naar jeg henlagde den til hendes attende Aar, kunde jeg vove i et lille Genrebillede fra hin Tid at lade hende fremtræde uforandret paa Scenen.

Med Høiagtelse

Forfatteren til "En Theaterhistorie."

Fire Forestillinger var Alt, hvad dette Lystspil oplevede, og det skjøndt det gjennemgaaende blev ypperlig udfort. M. Wiehe gav et overordenlig smukt Billede af den store Digter, og Jfr. Smith havde fortræffelige Momenter som hans Kone, ligesom Mantzius som Baron den Ældre, Phister som Marquis de Montreuil og Jfr. Thorberg som Virginie Leblanc vare meget vellykkede.

I Februar fik man atter en Nyhed paa Benene, men denne burde man helst have ladet hvile. "Axel Porse" var et saa udramatisk, karakterløst og kjedeligt Drama, at det med Rette maatte undre Enhver, at Chefen kunde være faldet paa at lade det opføre. Og dog kunde Tillisch have Grund til at være bange for det, thi da den anonyme Forfatter, som var Pastor Joh. Ernst Heilmann, i 1847 var saa heldig at saa sit Arbeide antaget, nægtede Heiberg ved sin Tiltrædelse i 1849 at opføre det, da det i altfor høi Grad savnede dramatisk Interesse.

Lystspillet "En lille Intrige", hvortil Thornam opgaves som Forfatter, bar forsaavidt sin Titel med Rette, som Intrigen virkelig var saa lille som vel muligt. Forøvrigt var det et ganske uskyldigt Routinearbeide, der ved godt Spil slæbte sig nogle Gange over Scenen. M. Wiehe havde nægtet at spille Elskeren, en norsk Student, og derfor havde [sideskift][side 148]man overdraget det vanskelige Hverv til Paetz. Han stilte sig ogsaa ganske godt fra Opgaven, men da han meget vel indsaa, at det vilde blive af komisk Virkning, hvis han paa Scenen gav sig til at tale Norsk, undlod han klogelig dette og spillede den paa Dansk. Herved faldt jo rigtignok hele det Pikante ved Rollen bort, men det var dog snarere til Gavn end til Skade for Stykket.

Under den næsten totale Mangel paa gode danske Syngespil-Texter, hvorover vore danske Komponister saa jævnlig beklagede sig, var det mærkeligt, at ikke en eneste Tonekunster ret for Alvor havde givet sig i Kast med en af Hostrup mange Aar tidligere i Trykken udgiven Syngespil-Text "En Nat mellem Fjeldene." I dette af ægte Romantik gjennemsyrede Syngespil, der var saa rigt paa skjønne Enkeltheder og deilige Vers, havde Digteren benyttet de norske Sagn om Nøkken og Huldren. Hvis Nøkkens Magt ikke skal gaa til Grunde, maa han hvert Aar bringe en ung uskyldig Kvinde i sin Magt, og nu har han til sit Offer udvalgt sig Ingeborg, medens hans Sødskendebarn Huldren samtidig har lokket hendes Fæstemand Thorsten ind til sig i Fjeldet, hvor han ligger i en lethargisk Søvn. Men i det Øieblik, da Ingeborg er nærved at forlokkes af Nøkkens daarende Stemme, vækkes Thorsten af Kirkeklokkens Røst, der er mægtigere end Huldren, og Ingeborg frelses. Om denne Handling gruppere endel Figurer sig med megen Virkning, den kvikke Sæterjente og hendes Kjæreste, den uheldige Frier og den tydske Tourist. Endelig havde dog Emil Hartmann benyttet denne Text og skrevet en Musik dertil, som i mange Henseender vidnede om Talent og paa alle Punkter viste en ærlig Stræben. Han havde næsten overalt ypperlig truffet den norske Folketone, og der fandtes ogsaa en enkelt smuk Melodi, men gjennemgaaende [sideskift][side 149]havde han i sin Frygt for alt Effektmageri været altfor sparsom paa melodieuse Satser, saa at Musiken, navnlig hvad det Overnaturlige og Dæmoniste angik, ikke var fri for at være noget triviel og farveløs. Hvad Spillet angik, da fordrede Hostrups Text adskilligt Mere, end vore Operister vare i Stand til at yde. Hansens bløde og indsmigrende Stemme var imidlertid af stor Virkning i Nøkkens Parti, Phisters Dr. Hammerstein var en meget morsom Figur, og M. Wiehes Deklamation var saa henrivende skjøn, at man ikke med Urette fremhævede, at hans Ord vare den deiligste Musik i hele Stykket.

Direktionen, der syntes at have fattet en ganske uforklarlig Forkjærlighed for Picards Lystspil, bragte atter i denne Saison et af denne Forfatters Arbeider frem, men skjøndt "La petite ville" i Frankrig ansaaes for et af Digterens bedste Stykker, kunde det dog paa det kgl. Theater, hvor det opførtes under Benævnelsen "I Provindsen", ikke gjøre nogen Lykke; det var mere en Række løse Scener end et godt bygget Lystspil, og Interessen maatte nødvendigvis kun være ringe for et Arbeide, i hvilket der hverken fandtes Knude eller Opløsning. Af de Spillende udmærkede kun Mad. Sødring sig som den giftesyge Constance og Mantzius som Francois Riflard.

"En Kjærligheds Drøm", der var Saisonens sidste Nyhed, var et af Scribes senere Arbeider, i hvilket Forfatteren som i saa mange af sine tidligere Lystspil spottede over den romantiske Kjærligheds Drømmerier. Intrigen, der var en Smule langtrukken, var ganske sindrig, men Udførelsen af Stykket frembød Intet af særlig Interesse.

Det vil ikke kunne nægtes, at det var et usædvanlig magert Resultat, der var fremkommet i denne Saison, hvad [sideskift][side 150]Nyheder angik; derimod begyndte man nu i en mere storartet Maalestok end tidligere at tage sin Tilflugt til det ældre Repertoire, uden at der dog ved Valget af Repriserne syntes at ligge nogensomhelst ordnet Plan til Grund. "Ambassadricen", hvormed man aabnede Forestillingernes Række, og som havde hvilet siden 1837, gjorde ingen Lykke, og af de Spillende var egenlig kun Phister fremragende som Fortunatus, hvorimod Mad. Sahlgreen som Mad. Barneck chargerede altfor stærkt. I "Seer Jer i Speil" var Fruens Rolle givet til Jfr. Smith, som spillede med meget Liv, men ikke paa alle Steder med den fornødne Finhed. Derimod var Mantzius' Gjengivelse af Onklen meget humoristisk, ligesom Hultmann var en elskværdig, men lidt vel støiende Herre. Efter tyve Aars Hvile gjenoptoges "Valeur & Komp.", hvori kun Phister var tilbage af den tidligere Besætning, og "Kunstnerliv", som ikke havde været opført i alten Aar, fremdroges ligeledes og gjorde ikke ringe Lykke, skjøndt Et og Andet i Stykket nu havde et lidt gammeldags Tilsnit. Ligeledes vandt "Kjøge Huskors" meget Bifald i den nye Indstudering med Rosenkilde som Blase og Phister, der som tidligere spillede Gaardskarlen. Gundersen vakte iøvrigt i Vaudevillen megen Latter som Arthur, dog ikke saa meget for sit Spil som paa Grund af, at han ved en Tilfældighed var kommen til i Udseende at faa en aldeles paafaldende Lighed med en af Theatrets Funktionairer, der ikke stod særdeles godt anskreven hos mange af Theatrets Kunstnere. Efter fem og tyve Aars Forløb blev "En Kriminalproæs" atter fremdraget fra den Hvile, hvortil dette ypperlige Lystspil saa længe havde været fordømt. Fru Heiberg og Phister spillede deres gamle Roller som Clara og Hr, de Grantois, og de spillede med en kunstnerisk Finhed og Fuldkommenhed, som om den forfor-løbne [sideskift][side 151]løbne Aarrække sporløst var gleden hen over deres Hoveder. Af den nye Rollebesætning Var M. Wiehe mesterlig som Leon de Montigny, og Mantzius' Marquis var en fortræffelig holdt Figur. Det var ligeledes fuldstændig i sin Orden, at man atter optog "Fruentimmerskolen" paa Repertoires thi dels var Theatret overordenlig sparsommeligt med at opføre Molières Arbeider, og dels var dette Mesterstykke sikkert paa at faa en aldeles fuldendt Udførelse, naar Hovedrollerne vare i Hænderne hos Kunstnere som Fru Heiberg, M. Wiehe og Mantzius. Med uforlignelig Ynde spillede Fru Heiberg Roses Rolle, saa at Ingen et eneste Øieblik kunde falde paa at tænke paa den Aldersforskjel, der var mellem Kunstnerinden og den lille Pige, og M. Wiehe var saa elskværdig ligefrem, en saa uimodstaaelig godtroende Elsker, ar han strax maatte vinde Alles Hjerter. Til disse To sluttede sig som sagt Mantzius paa en værdig Maade, og den næsten overmenneskelig svære Rolle gav han med en Nuancering og Stigen i Affekt, der indbragte ham berettiget Bifald. I "Eventyr paa Fodreisen" og i "Kongens Læge" følte man Savnet af gamle Rosenkilde. Sønnen var vel meget god som Assessor Svale, men Faderen stod endnu for klart i Alles Minde, til at man.kunde forsone sig med den nye Fremstiller, og Mantzius var vistnok i det sidstnævnte Stykke meget pudsig som Parolles, men det var dog ikke den Gamle, der tidligere fortvivlet gik omkring og ledte efter "en lille Tromme." Blandt de Stykker, som skulde have været gjenoptagne, nævnedes ogsaa "Slægtningene", og i den Anledning var der en Indsender i "Dagbladet", som følte sig oprørt over, at Melodien til Julepsalmen "Glade Jul" nu som tidligere skulde benyttes til Koret "Gode Baron". Forfatterinden til "Slægtningene" gav derfor i Bladet den Oplysning, [sideskift][side 152]at paa den Tid, da Stykket først blev opført, par det alt Andet end almindeligt at opfatte den omtalte Melodi som Psalmelodi.Først senere hørte hun, at Melodien var bleven optaget blandt Kirkesangene, og hun bad da Heiberg, som paa hin Tid var Direkteur, om der til det ovennævnte Kor maatte blive valgt en anden Melodi. Herpaa fik hun imidlertid et aldeles bestemt Afslag af Heiberg, som med Føie ikke vilde rette sig efter, at man nu benyttede en verdslig Melodi til en Julepsalme, og for Forfatterinden var der saaledes Intet videre at gjøre ved Sagen.

Af Holberg pidskedes det gamle Repertoire igjennem, og kun et eneste Arbeide gjenoptoges i ny indstuderet Skikkelse, nemlig "Det lykkelige Skibbrud", som forøvrigt gik meget smukt og afrundet over Scenen med Phister og Mad. Phister som Henrik og Pernille, Rosenkilde som Magister Rosiflengius, hvilken Rolle han spillede med fremragende Dygtighed, og M. Wiehe som Philemon, der ved hans beherskede og ædle Spil blev til den Hovedfigur, som Stykkets Tarv krævede, og som Holberg øiensynlig har tilsigtet. — Oehlenschlæger var repræsenteret af "Dronning Margareta" og "Hagbarth og Signe", men ingen af disse Forestillinger var Digteren rigtig værdig.

Af Operaen havde man ventet sig noget Storartet i denne Saison, efterat N. V. Gade endelig havde bekvemmet sig til at overtage den Kapelmesterplads, der var tilbudt ham. Alligevel maatte man sole sig skuffet ved Resultaterne. Trods al sin fremragende Dygtighed og Begavelse savnede nemlig Gade den Udholdenhed, som var nodvendig for at være Kapelmester ved det kgl. Theater, og tillige folte han maaske ogsaa, at det ikke var ham muligt at saa udrettet Alt det, som han havde formaaet, saafremt han havde havt mere frie [sideskift][side 153]Hænder til at virke. Da han den 17de September 1862 for første Gang indtog Dirigentpladsen i Theatret ved Opførelsen af "Iphigenia i Aulis", hilsedes han med længe vedholdende Akklamation, og Mange troede naturligvis at kunne hore, hvorledes Ouverturen og andre Partier af Musiken nu gik med større Præcision og finere Nuancering end tidligere. I den Gluckske Opera havde Nyrop forøvrigt afløst Steenberg som Achilles. Han saa fortræffelig ud og spillede ogsaa med stor Ild og Begeistring, men Partiet laa ikke rigtig for ham, saa at han paa flere Steder maatte forære sin Stemme langt ud over, hvad den kunde taale, eller hvad der var smukt. Den begeistrede Modtagelse eller rettere det Afguderi, hvormed han var bleven modtaget ved sin Debut i "Den Stumme i Portici", var nu kjølnet lidt af, og han maatte fole, hvor hurtigt Publikum er til at slaa om. Medens man Aaret i Forveien var nærved at rive Theatret ned af Begeistring over ham, var man nu hensynslos nok til ved enkelte Opførelser af "Iphigenia i Aulis" at hysse ad ham. Gade virkede ikke engang Aaret ud som Kapelmester, thi allerede den 14de December s. A, førte han for sidste Gang Dirigentstokken, der for Resten af Saisonen atter optoges af Paulli.

Af. Debutanter fremtraadte kun en eneste. Gerhard Julius Frederik Døcker havde tidligere været Kjøbmand i Jylland, men vilde nu forsøge sig som Sanger, efterat han under C. Helsteds Veiledning havde uddannet sine Stemmemidler. Rygtet gik, at man i ham vilde faa en Debutant af samme Betydning som Nyrop, og Forventningerne vare derfor store og spændte. Han var i en Alder af 30 Aar og i Besiddelse af et godt, mandigt Theaterydre. Til sin Debutrolle havde han valgt "Vilhelm Tell", og ved sin første Fremtræden vakte han [sideskift][side 154]ogsaa stærkt Bifald. Vel savnede man i hans Stemme den bedaarende Inderlighed og den velgjørende Metalklang, hvormed Hansen saa ofte havde henrevet i dette Parti, men man glædede sig dog, over hans ret fyldige og bløde Baryton, der lovede at blive Theatret til god Nytte. Hans smagfulde og korrekte Foredrag, der ikke hindredes af nogen Ængstelse eller Usikkerhed, understøttedes af et roligt og forstandigt Spil, der ikke tydede paa noget Ualmindeligt, men Heller ikke paa noget Tillært. Denne Opera blev Saisonens bedste Trækplaster, ikke alene paa Grund af Debutanten, men tillige fordi Arnold og Mathilde fik en fuldendt Udførelse af Nyrop og Mad. Gerlach. Den Forstnævnte var vel nødt til at benytte Falsetten temmelig meget, men han anvendte den saa henrivende skjønt og spillede derhos med et saadant Fond af erotisk Lidenskab, at man overhørte alle Mangler. Ikke mindre fortræffelig var Mad. Gerlach, og det blev med Rette fremhævet, at den store Duet mellem hende og Nyrop var noget af det Skjønneste, vor Opera kunde fremvise. Direktionen undlod da Heller ikke at benytte sig af, at "Vilhelm Tell" trak saa godt Hus, thi den lod gjentagne Gange Operaen opføre uden Abonnement, skjøndt der var to Aftener tilbage, forinden Stykket var gaaet alle Abonnenter rundt. Døcker fik endnu i denne Saison sin anden Debut som Czar Peter i "Czar og Tømmermand", i hvilken Rolle han ligeledes gjorde megen Lykke. Jfr. A. Andersen sang Maries Parti med megen Smag, og Gundersen havde lavet en pudsig Figur ud af den stumme Lieutenant.

Balletten stod igjen i denne Saison under Careys Ledelse, og han bragte allerede i September Maaned den første Nyhed frem. Librettoen til Balletten "Giselle" var skreven for den parisiske Opera af Théophile Gautier med to [sideskift][side 155]Medarbeidere, og til dette Program havde Carey nu komponeret nye Dandse og arrangeret Tableauer for den danske Scene. Skjøndt Ballettens Indhold trods dens tre Forfattere langtfra kunde maale sig med, hvad man var vant til herhjemme, havde den dog enkelte gode Momenter; den første Akt var ualmindelig bred og kjedsommelig, hvorimod der var flere meget vellykkede Scener i anden Akt. Hvad Ordningen af Grupper og Tableauer angik, da faldt det strax i Øinene, at Carey i ingen Henseende kunde maale sig med sin Forgænger, men derimod vare flere af hans Dandse kvikt komponerede og indstuderede af ham med stor Flid og Dygtighed. Adams Musik til Balletten var i høi Grad frisk, melodiens og iørefaldende, og Christensen havde malet to fortræffelige Dekorationer, der vakte meget Bifald. Udførelsen var gjennemgaaende god. Scharff og Jfr. J. Price dandsede med stor Bravour, navnlig i Hovedscenen i anden Akt, Jfr. Jul. Thorberg gav Beviser paa de overrastende Fremskridt, hun i den senere Tid havde gjort, og Gade havde som Hilarion flere vellykkede Momenter, skjøndt han vel stærkt pointerede Theaterskurken. Men Carey var dog i Henseende til Dandsen Numer Et. "Hvad han præsterer — skrev "Dagbladet" i sin Anmeldelse — er et helt dandsende Fyrværkeri, en glimrende Raketgirandol af sexdobbelte Entrechats, hvirvlende Pirouetter, og hvad disse Benkunster ellers hedde, Alt med en Sikkerhed, Runding og staalfjederagtig Kraft, som gjør Gymnastiken til Kunst." Disse Ord udtalte en Stemning, som Theatrets Publikum umærkelig begyndte at nære uden endnu ret selv at være sig den bevidst. Man frapperedes over det Nye og Overrastende ved de af Carey komponerede Dandse, man glædede sig over, at der ligesom var kommet frist Liv ind i de gamle Kræfter, og at man havde [sideskift][side 156]lært at kjende en Skole, der i saa Meget divergerede fra den, hvortil Bournonville havde vænnet sit Publikum og opdraget sine Elever; men Reaktionen udeblev ikke. Lidt efter lidt faldt den ene efter den anden af det Nyes Tilbedere fra, man trættedes ved de dristige, halsbrækkende Spring, man morede sig ikke længere over den franske Balletmesters næsten overmenneskelige Kraft og Udholdenhed, og saa begyndte man at udstøde Klager over, at det ikke mere var som i gamle Dage, da man havde Bournonville til øverste Leder. Da Carey saa bragte sin anden Nyhed, "Marketenterskens Hjemkomst" frem, lod Klagerne stærkere. Handlingen i denne lille Ballet, der var forfattet af A. Saint-Léon, var temmelig fersk og indholdsløs, og hele Vægten var lagt paa Dandsene, i hvilke Carey paany havde lagt sit Talent for Dagen, men da C. Pugnis Musik var noget daarligt Tøieri uden det mindste Gehalt, og da man var kjed af den nyere Skole, der, som det blev bemærket, kun udmærkede sig ved altfor dristige Spring, kunstigere Trin, flottere Pirouetter, mere indviklede Toure og kortere Skjørter end før, saa var det intet Under, at denne Ballet saavel som "Giselle" snart stededes til Hvile. Selve de to Balletter fortjente ikke i og for sig noget langt Liv, men det var en Ubillighed, at man ikke var langt fra at ville frakjende Carey alt Talent undtagen som dandsende Virtuos. Han var nemlig ikke alene en mesterlig Dandser, men han gjorde tillige den store Nytte, at han lærte Balletpersonalet Meget, hvoraf det senere høstede Gavn. Det var en god Ide at optage Galeottis livfulde lille Balletskjæmt "Amors og Balletmesterens Luner", der med megen Smag var sat i Scene af Gade. Han havde her maattet virke tildels paa egen Haand, thi Alt, hvad han [sideskift][side 157]havde at hjælpe sig med ved Indstuderingen, var de Vink, som Personalets Veteraner kunde give ham fra 1841, da Balletten sidste Gang var bleven opført. Galeottis Arbeide vakte stærkt Bifald, og navnlig morede Tilskuerne sig udmærket over den muntre Borddands og Slutningsscenen med alt dens Virvar.

Det var i Rigsdagssamlingen 1862 blevet vedtaget, at den stille Uge for Fremtiden skulde bortfalde, og under den daværende Forhandling i Folkethinget blev det udtrykkelig gjort gjældende, at det kongelige Theater, saafremt Loven vedtoges, vilde vinde mindst fem Spilleaftener (Lørdag til Onsdag iberegnet) og derved en Indtægt, som det under sine nuværende trykkede pekuniaire Forhold høilig kunde trænge til. Man skulde nu altsaa tro, at Theatret havde villet benytte sig af denne Ret, der syntes at indeholde en tilsvarende Forpligtelse, men dette var dog ikke Tilfældet. Theatret spillede kun Lørdag, Søndag og Mandag; om Tirsdagen var der ingen Forestilling, og Onsdags-Forestillingen blev tilbagekaldt. Vel var der endel Sygdom blandt Personalet, men den var dog ikke af det Omfang, at den kunde hindre Theatret i rent at spille. Men det viste sig gjentagne Gange i denne Saison, at Theaterbestyrelsen, naar der blev meldt Sygdomsforfald, ikke vidste, hvad den skulde gribe til. Onsdagen den 25de Januar blev saaledes Nyrop syg, og da man ikke vidste, hvad man skulde spille, lukkede man Theatret; Tirsdagen den 26de Mai var "Czar og Tømmermand" ansat til Opførelse, men A. Zinck meldte sig syg, og saa averteredes "En Nat mellem Fjeldene"; da kom der en Sygeanmeldelse fra Hansen, og man ansatte "Sparekassen" og "Abekatten"; nu blev Mad. Sødring syg, og først i den ellevte Time fandt man paa at give "Valeur & Komp." [sideskift][side 158]og "Valkyrien", skjøndt man strax burde have vidst, at der Intet var til Hinder for Ballettens Opførelse.

Afgangene i denne Saison vare uden Betydning. Ved Theateraarets Slutning afskedigedes Møller, der havde vist sig ganske ubrugelig, og C. Price, som var misfornøiet med sin ubetydelige Virksomhed, tog selv sin Afsked og fik Engagement ved Kasino. Jfr. R. Thomsen havde i denne Saison faaet Tilladelse til at prøve sine Kræfter som Miss Millner i "Formynder og Myndling", men hendes Spil var ualmindelig tarveligt, saa at de rørende Scener i Stykket ofte slog over i det Parodiske. Ved Enden af Saisonen blev hun derfor afskediget, og efter senere at have forsøgt sig uden Held saavel paa Folketheatret som Kasino og i Provindserne drog hun til Tydskland for at blive tydsk Skuespillerinde og, da ogsaa dette mislykkedes, til Finland og Sverig, hvor hun endogsaa fik Lov til at optræde paa Stockholms kongelige Theater.

Den 10de Marts 1863 blev Bredal afskediget som Korsyngemester, og hans Post blev under 7de Juni besat med Gerlach, som i længere Tid med udmærket Dygtighed havde vikarieret for ham. Tillige blev Gerlach, der fik 1000 Rd. i Gage foruden 50 Rd. for Klaver- og Orgelspil bag Scenen, ansat hos Kapelmesteren som Akkompagnateur ved Indstuderingen af Operaer og Syngestykker. Under samme Dato blev Theatermaler Troels Lund, der i længere Tid aldeles ikke havde gjort Tjeneste eller været Theatret til nogen Nytte, afskediget, hvorefter den ene Theatermalerpost fra 1ste Juli s. A, inddroges, medens det fra samme Tidspunkt ved kgl. Resolution af 7de Juni overdroges Theatermaler Christensen at overtage hele Dekorationsmaleriet og at føre Overtilsyn med Dekorationernes Anvendelse og Belysning paa Scenen samt Opbevarelse, mod at hans Gage forfor-høiedes [sideskift][side 159]høiedes fra 1500 til 2000 Rd., medens der i Understøttelse til Medhjælp bevilgedes ham et Beløb af indtil 1200 Rd. Efterat N. V. Gade var ophørt med at dirigere Kapellet, havde Paulli som tidligere omtalt atter maattet overtage Pladsen som Kapelmester, til hvilken han den 7de Juni blev kongelig udnævnt med en Gage af 2000 Rd., der kunde stige indtil 2400 Rd. Samtidig hermed blev Edvard Helsted, der efter Ansøgning i 1861 var afgaaet fra Kapellet, udnævnt til Koncertmester og Repetiteur ved Balletten med 1200 Rd. i Gage. Det var saaledes kun en kortvarig Virksomhed, Gade havde havt ved Theatret. Rigtignok ønskede han ved sin Bortgang ikke aldeles at løsrive sig fra Theatret, idet han tilbød Chefen uden noget Vederlag at ville overtage et Slags Overtilsyn med Theatret i musikalsk Henseende, saaledes at han skulde bestemme, hvad der burde opføres af Operaer, og saaledes at han havde Ret til at overvære Prøverne for at give gode Raad med Hensyn til Indstuderingen, men dette hans Tilbud affærdigede Tillisch meget kort og fyndig, idet han efter Sigende svarede: "dette Embede kjender jeg ikke." Der var ogsaa saa meget mindre Grund til at gaa ind paa en saadan Ordning, som Gade ikke havde vist sig at være af den Betydning for Theatret, som man havde haabet, og som det havde været en Fornærmelse mod Paulli at sætte ham under et Slags Overtilsyn. I de paafølgende Saisoner viste den nye Kapelmester sig ogsaa, hvad man forud ikke kunde betvivle, at være sin Opgave fuldstændig voxen, og Kapellet lod under hans Veiledning Intet tilbage at ønske, hvad det fortrinligste Sammenspil angik. Derimod var der en enkelt Side, der var Paullis Svaghed. Medens Kapellet under ham styredes fortræffelig, havde han ikke tilstrækkelig Karakterstyrke nok til som Gläser at gjøre sin [sideskift][side 160]Autoritet gjældende ligeover for Bestyrelsen, naar Talen var om Opførelsen og Besættelsen af ældre eller nyere Operaer, og efterhaanden blev det ikke ham, men Bestyrelsen, der udelukkende afgjorde, med hvem Partierne i Operaerne skulde besættes. Hans mindre faste Optræden i denne Retning viste i Aarenes Forløb sine uheldige Virkninger, idet man ofte tog andre end rent musikalske Hensyn ved Uddelingen af Rollerne.

Feu-Komiteen hensov endelig blidelig i dette Theateraar, idet den blev ophævet ved kgl. Resolution af 22de Mai 1863, og det bestemtes samtidig, at Indtrædelse i de Feuberettigedes Klasse eller Oprykning i en høiere Feuklasse for Fremtiden skulde ske alene efter Indstilling af Theaterchefen med Kultusministeriets Approbation, saaledes at der som hidtil udelukkende skulde tages Hensyn til Talent og overveiende Brugbarhed, men at derhos de Forfremmelser, der skete i saa Henseende, kun skulde være gjældende et Aar ad Gangen. Denne sidste Bestemmelse, der i og for sig var temmelig uheldig, fik dog ikke nogen praktisk Betydning.

I denne Saison bleve Forskrifterne for Theatrets Enkekasse reviderede og forandrede i ganske enkelte Punkter, hvorefter de nye Forskrifter bleve approberede ved kgl. Resolution af 5te Januar 1863. Ligesom tidligere betalte Medlemmerne, der skulde være kongelig ansatte, 1 pCt. af deres Aarsgage, og Maximum af Pensionen blev som hidtil 225 Rd., hvorimod man ophævede den tidligere Bestemmelse om, at en Mand paa ikke over 40 Aar skulde kunne sikkre sin Hustru en Forhøielse af Pensionen af indtil 150 Rd. mere ved enten at betale det Firedobbelte af dette Beløb paa en Gang eller en Fjerdedel af samme aarlig for Livstid. Endelig vedtoges det, at de nye Bestemmelser ikke kunde [sideskift][side 161]forandres, medmindre en med otte Dages Varsel sammenkaldt Generalforsamling af Kassens Medlemmer gav sit Minde dertil. Ved Finantsloven for 1860-61 var det bevilget, at der til Dækning af Underbalancen ved Theatrets og Kapellets Enkekasser maatte, saafremt den tidligere fastsatte Sum af indtil 1200 Rd. ikke slog til, yderligere anvendes indtil 800 Rd. af Theatrets Indtægter, og denne Bemyndigelse meddeltes derefter ved samtlige de følgende Finantslove. For Theateraaret 1862-63 medgik der ialt 1571 Rd. 28 Sk. til at dække de to Kassers Underbalance.

Det Lovudkast om Theatrets økonomiske Stilling og Forhold, som forelagdes Rigsdagen i 1851, indeholdt en Bestemmelse om Oprettelsen af et Pensionsfond ved Theatret. Til dette Fond skulde der indtil videre henlægges 1000 Rd. aarlig af Theatrets Indtægter, og Fondet skulde bestyres som et separat, Statskassen tilhørende Fond, hvoraf der skulde udredes Pensioner til dem, hvis Ansættelse ved Theatret havde varet i 20 Aar uden at være gaaet over til kongelig Ansættelse, og som derefter gik af, saavel som til dem, der efter kortere Tids Tjeneste maatte afskediges, fordi de kom til Skade i Tjenesten, samt til deres Efterladte, dog kun forsaavidt de ikke vare berettigede til Understøttelse af Korpensionsfondet. De nærmere Regler for denne Pensionering skulde gives ved Lov, men indtil da skulde der af Fondet kunne udredes aarlige Understøttelser paa ikke over 100 Rd. for hver til dem, som havde de nysnævnte Egenskaber. Den saaledes foreslaaede Bestemmelse blev imidlertid til Intet, da selve det Lovudkast, hvori den var optaget, blev henlagt. Senere optoges der i Forslaget til Finantsloven for 1858-59 en Bestemmelse om, at der skulde gives et aarligt Tilskud af 3000 Rd. af det da ved Theatret dannede [sideskift][side 162]Reservefond til Oprettelse af et saadant Pensionsfond, og under Henvisning til Forslaget fra 1851 bemærkedes det i den Anledning i Anmærkningerne til Finantslovforslaget: "Om Gavnligheden af Dannelsen af et saadant Fond kan der formentlig ikke reises Tvivl, allermindst nu, da Kontoen "reglementerede Gager" stadig synker, og da selv Theatrets dygtigste Kunstnere for en ikke uvæsenlig Del ere lønnede paa en Maade, der ikke giver dem Adgang til Pension af Statskassen — nemlig gjennem ureglementerede Lønninger; men efter den Udvikling, Theaterforholdene i den sidste Tid ere undergaaede, vil Theatret uden Tvivl meget snart komme i den Nødvendighed at maatte udrede meget større Gagebeløb, dersom der ikke ved et Middel som det her foreslaaede paa anden Maade hjælpes paa Personalets økonomiske Forhold; — det sidste Middel vil nu formentlig være at foretrække baade for Personalet selv og for Theatrets finantsielle Forhold, og dertil kommer, at Erfaringen altfor meget har godtgjort, hvor vanskeligt det er at afskedige Personer, som have gjort mange Aars Tjeneste ved Theatret uden at have opnaaet kongelig Ansættelse, og at Theatret derfor let kan blive bebyrdet med Personer, der ikke ere det til nogen egenlig Nytte og optage Pladsen og Gagen for andre mere brugbare, hvilken Ulempe der vilde raades Bod paa ved den foreslaaede Foranstaltning. Ved at ansatte Summen, for hvilken det ikke har været muligt at tilveiebringe nogen egenlig, begrundet Probabilitetsberegning, er man gaaet ud fra, at ti pCt, af Beløbet til ureglementerede Lønninger maatte kunne tilstrække, især da der formentlig billigvis kunde gjøres Regning paa et Bidrag til Fondet af det deri interesserede Personale. Det bemærkes, at man forudsætter, at Adkomsten til Pension af Fondet først skulde indtræde ved et længere [sideskift][side 163]Antal Tjenesteaar, eller naar Vedkommende ved Ulykkestilfælde i Tjenesten blev uduelig til videre Tjeneste." Finantsudvalget udtalte imidlertid i sin Betænkning om Finantslovforslaget, at det ikke kunde tilraade at gaa ind paa det stillede Forslag om allerede nu at paabegynde Dannelsen af et Pensionsfond for det ikke kongelig ansatte Personale, fordi Reservefondet i Forveien var og vistnok for længere Tid maatte ansees for faa bebyrdet, at dets Hovedformaal vilde udsættes for ikke at naaes, naar det skulde paatage sig yderligere Forpligtelser. Som Følge af denne Udvalgets Indstilling, der som tidligere omtalt viste sig at være fuldstændig grundet, idet Reservefondet allerede fra 1859-60 faktisk var ophørt at existere, blev Forslaget om et aarligt Tilskud fra Theatret til Dannelsen af et særligt Pensionsfond forkastet af Rigsdagen, og dermed bortfaldt dengang Oprettelsen af et saadant. Planen var dog ikke dermed skrinlagt, og i 1863 oprettedes der af Regeringen et privat Pensionsfond for det ved det kongelige Theater ansatte Personale, der ikke var pensionsberettiget. Ved Oprettelsen gjorde man foreløbig ikke Regning paa noget direkte Tilskud fra Statens Side, og de for dette Fond udarbeidede reglementariske Bestemmelser approberedes ved kgl. Resolution af 13de Mai 1863. Dette Fond havde ifølge Reglementets S 1 til Hensigt at sikkre Medlemmerne af det ved Theatret ansatte Personale en aarlig Pension af den Del af deres Lønning, som ikke gav dem Ret til Pension af Statskassen, o: af deres ureglementerede Lønning, uden Hensyn til om de Vedkommende kun havde en saadan Lønning eller vare kongelig ansatte og altsaa tillige have en anden, ligeover for Statskassen pensionsberettiget Lønning. Naar Fondet ikke tillige kom til at omsatte Kapellets Personale, da var dette begrundet i, dels at der paa dette Tidspunkt endnu saagodtsaagodt-som [sideskift][side 164]som ikke existerede ureglementerede Lønninger for Kapellets Medlemmer, dels at et Parcis de Fondet tillagte Indtægter udelukkende hidrørte fra Theatrets Personale, uden at der kunde skaffes det tilsvarende Indtægter fra Kapellets. Derfor ansaa man det for rigtigt senere om mulig at oprette et særskilt Pensionsfond af lignende Natur for Kapellet, der allerede havde en særskilt Enkekasse og en særskilt Begravelseskasse. Men dette skete imidlertid ikke. De for Theatrets private Pensionsfond givne Forskrifter vare i Hovedtrækkene følgende: Fondet skulde i de første ti Aar — indtil 1ste Juli 1873 — bestyres af Theaterchefen, men senere af ham som Formand og to af Interessenterne valgte Bestyrere. Enhver, som efter Fondets Stiftelse ansattes ved Theatret med fast aarlig Lønning, der enten i det Hele eller for en Del ikke gav Net til Pension af Statskassen, skulde være pligtig til at indtræde som Interessent i Fondet, og de, som allerede dengang vare ansatte paa den foranførte Maade, kunde, saafremt de ønskede det, indtræde som Interessenter, ligesom de vare forpligtede dertil, naar deres daværende Lønning forøgedes med 50 Rd. eller derover. Korpersonalet, Biinstrumentisterne og de, som antoges mod Betaling dag- eller ugevis, kunde ikke blive Deltagere i Fondet. Fondets Indtægter skulde bestaa af: 1) 2 pCt. af hver Interessents aarlige ureglementerede Lønning, 2) 2 Skilling af hver Rigsdaler, som tilstodes i extraordinaire Understøttelser for et Aar, 3) Feu for Roller, der udførtes af Debutanter eller andre ikke Feuberettigede, hvilken Feu beregnedes som for en Feuberettiget af 4de Klasse, 4) det aarlige Overskud af Theatrets Begravelseskasse og 5) eventuelt Nettoindtægten af en udenfor Saisonen given Forestilling aarlig, naar Saisonens Forestillingsantal iøvrigt oversteg 250. Hertil kom saa desdes-uden [sideskift][side 165]uden 6) Renter af de efterhaanden opsparede Kapitaler samt 7) eventuelt Tilskud af Theaterkassen og 8) Gaver. Interessenterne skulde, naar de i 10 Aar havde bidraget til dette Fond, have Ret til ved Afskedigelse paa Grund af Alder, Svaghed eller anden dem utilregnelig Aarsag at erholde Pension i Forhold til den Tid, hvori de havde ydet Bidrag, saaledes at Bidrag til Fondet i fra 10 til 12 Aar gav Ret til en Pension af 1/10 af Vedkommendes ureglementerede Løn ved Afgangen, Bidrag i fra 12 til 14 Aar Ret til en Pension af 2/10, i 14-17 Aar af 3/10, i 17-20 Aar af 4/10, i 20-30 Aar af 34/70, i 34-35 Aar af 35/60, i 35-36 Aar af 36/60, i 36-37 Aar af 37/60, i 37-38 Aar af 38/60, i 38-39 Aar af 39-/60 og endelig Bidrag i over 39 Aar Ret til en Pension af 40/60 ie: 2/3 af ureglementerede Lønning. Denne Pensionsskala stemmede fuldstændig overens med Pensionsskalaen i Pensionsloven af 1851, kun at der istedetfor Ansættelsen som pensionsberettiget Embedsmand her traadte 10 Aars Bidrag til Fondet, saa at der nøiagtig behøvedes 10 Aars længere Tjenestetid for at faa Adgang til en tilsvarende Brøkdel af den ureglementerede Lønning i Pension af Fondet. Det var dog tillige fastsat, at Interessenterne undtagelsesvis skulde have Ret til Pension, forend de i 10 Aar havde bidraget til Fondet, naar de ved Udførelsen af deres Tjeneste kom saaledes til Skade, at de maatte afskediges, i hvilket Tilfælde Pensionen strax blev at ansætte til 2/3 af den Lønning, de Paagjældende oppebar ved Afgangen. Fondet eiede ved Udgangen af Saisonen 1867-68 en Formue af 11,779 Rd. 53 Sk., men kom forøvrigt aldrig til at stifte nogen Nytte for Interessenterne, som det senere hen skal vises.

Blandt det ovenomtalte Pensionsfonds Indtægter stod ogsaa opført: det aarlige Overskud af Theatrets BegravelsesBegravelses-kasse [sideskift][side 166]kasse. Hermed hang det saaledes sammen. Denne Begravelseskasse havde bestandig havt et Overskud, og der var derved samlet en Kapital, som den 1ste Januar 1863 udgjorde ikke mindre end 12,000 Rd. i kongelige Obligationer. Da der ikke var nogen Grund til at antage, at der nogensinde vilde blive Brug ved Begravelseskassen for en større Kapital, gaves der den 13de Mai s. A, kgl. Approbation paa en Forandring i de i Henhold til allerh. Resolution af 15de Mai 1824 autoriserede Bestemmelser for en Begravelseskasse for Theaterpersonalet, og ved denne Forandring vedtoges det, at den hidtil gjældende Bestemmelse om, at Begravelseshjælpen i hvert enkelt Tilfælde ikke maatte overstige 250 Rd., skulde bortfalde, og at Kassens aarlige Overskud skulde tilfalde det private Pensionsfond for det ved Theatret ansatte Personale, der oppebar ureglementeret Lønning. Det Overskud, som Begravelseskassen saaledes afgav, var i 1864 ialt 122 Rd. 48 Sk. og steg i 1867 til 596 Rd. 18 Sk.

Atter med dette Theateraar foregik der en ikke uvæsenlig Forandring med Hensyn til de forskjellige Lønningskonti. I Finantslovforslaget for 1862-63 stillede nemlig Kultusministeren nye Fordringer til Statskassen, vel ikke ved en øieblikkelig Forhøielse af Statens Bidrag til Theatret, men ved et Forlangende om Berettigelse til forhøiet Pension for Theaterperfonalet. Dette Formaal havde Ministeriet søgt at opnaa paa følgende Maade: 1) ved at foreslaa det til faste Gager, der give Adgang til Pension, opførte Beløb af 32,870 Rd. forhøiet til 35,000 Rd. og for Kapellets Vekommende fra 31,166 Rd. 64 Sk. til 31,300 Rd; 2) ved at foreslaa, at et Beløb af 15,000 Rd. af den paa Konto "Ureglementerede Lønninger" opførte Sum kunde benyttes til Supplering af de faste Lønninger for det sceniske Personale, saaledes at det gav Afgang til Pension paa samme Maade [sideskift][side 167]som de i Pensionsloven omtalte uvisse Indtægter; 3) ved at foreslaa, at den i de senere Aars Finantslove indførte Bestemmelse, at de faste Gager for Theatrets og Kapellets Personale nedsattes med 1/3 af hver enkelt vakant Gages Beløb, for Fremtiden skulde bortfalde. Ministeriet motiverede dette Foretagende ved, at det ikke saameget var den Løn, som Nutiden bragte — thi i den Henseende bød de private Theatre i Hovedstaden langt Mere — som Udsigten til en nogenlunde betryggende Sikkerhed for Fremtiden, der drog de fremragende Kunstnere til Theatret, og at det derfor var uundgaaelig nødvendigt, for at Theatret kunde sikkre sig de Kræfter, der vare nødvendige, for at det kunde hævde sin Opgave som Kunstanstalt og Nationaltheater, at have i det Mindste 35,000 Rd. til Raadighed for det med Pensionsberettigelse ansatte sceniske Personale og 31,300 Rd. for Kapellets Personale. Af samme Grund foresloges det ogsaa for Fremtiden ikke at afdrage Noget af de vakante Gagers Beløb. Finantsudvalget kom ikke til fuldstændig Enighed om disse Forslag. Alle Udvalgets Medlemmer vare enige i, at der ikke var Grund til at forhøie de faste Gager, hverken ved Theatret eller ved Kapellet, som gav Adgang til Pension, udover deres daværende virkelige Beløb, og ligeledes vare Alle enige i, at der ikke var Grund til at tiltræde Ministeriets Forslag om at forøge det sceniske Personales Adgang til Pension ved i Finantsloven at optage en Bestemmelse om, at 15,000 Rd. af det til ureglementerede Lønninger bestemte Beløb skulde give Adgang til Pension efter Pensionslovens § 4 Nr. 3. Derimod havde Udvalgets Flertal troet, at der kunde være en Grændse for Nedsættelsen af de faste Gagers Beløb, og det skuttede sig derfor til Ministeriets Forslag om, at den tidligere Bestemmelse, ifølge hvilken 1/3 af hver vakant bleven Gage skulde inddrages, for Fremtiden burde bortfalde.[sideskift][side 168]Hverken Udvalgets eller Ministeriets Forslag gik fuldstændig igjennem i Thinget, men man tog dog saameget Hensyn til Theatrets Tarv, at man slog Maximumsbeløbene for Gager a) til Bestyrelsesembedsmænd og Betjente, b) til det egenlige Theaterpersonale og e) til Kapellets Personale sammen til en samlet Sum, der ansattes til 83,936 Rd. 64 Sk. Dette Beløb fremkom ved til Summen af de i Theatrets Budget for 1861-62 for de til Underafdelinger af Kontoen opførte Beløb at lægge 200 Rd. som Beneficekonverteringstillæg for en Skuespillerinde, der havde tjent i 20 Aar. Ved denne Fremgangsmaade, der bibeholdtes i de senere Finantslove, opnaaede Theaterbestyrelsen en endnu friere Raadighed end tidligere over Gagebeløbene og deres Fordeling, som navnlig kom det egenlige Theaterpersonale i Modsætning til Bestyrelsesembedsmænd og Betjente til Gode. Samtidig vedtoges det i Loven, at den Del af Gagernes Beløb, hvormed Kontoen skulde nedsættes ved indtrædende Vakancer, skulde forandres fra 1/3 til 1/4.

Det er allerede tidligere bemærket, at denne Saison gav et meget tarveligt Udbytte i pekuniair Henseende. Indtægten, der som sædvanlig var budgetteret til 175,000 Rd., naaede kun op til 172,151 Rd. 12 Sk., hvoraf 59,263 Rd. 16 Sk. i Abonnement, og i Gjennemsnit indbragte hver Forestilling kun 688 Rd. 58 Sk. mod 751 Rd. 56 Sk. i 1861-62.

Ved Udgangen af det foregaaende Regnskabsaar var Theatrets Underbalance 15,153 Rd. 31 Sk., og da Regnskabet for 1862-63 udviste en Underbalance af 30,057 Rd. 48 Sk., var Tilbagegangen i dette sidste Aar saaledes henved 15,000 Rd. I en Skrivelse af 10de Juni 1863 til Kultusministeriet angaaende det kgl. Theaters Virksomhed i Saisonen 1862-63 udtalte Tillisch, at den daarlige Status skyldtes "dels en overmaade udstrakt og længe vedholdende Sygelighed blandt Personalet, dels en [sideskift][side 169]følelig Mangel paa dramatiske Nyheder saavel i vor egen som i fremmede Literaturer, i Forbindelse med den høist ualmindelige Tilstrømning, Sekondtheatrene opnaaede ved reisende Virtuosers Optræden, og som under de Vanskeligheder, det kongelige Theater som bekjendt havde at kæmpe imod, blev dobbelt følelig for dets løbende Indtægter." Tillisch kunde forsaavidt have Ret, naar han klagede over Sygelighed blandt Personalet og over en følelig Mangel paa Nyheder i vor egen Literatur, men naar han samtidig udstrakte denne Mangel til den udenlandske Literatur, da var dette mindre rigtigt. Just i disse Aar blev der nemlig saavel paa Folketheatret som paa Kasino opført en stor Mængde Arbeider af de nyere franske Dramatikere, og mange af disse Arbeider vilde med stort Held og til Gavn for Theaterkassen have kunnet været opførte paa det kongelige Theater, saafremt ikke saavel Censor som Chef med Fornemhed havde afvist alle Tilbud i saa Henseende. Theatret havde med stort Held faa Aar i Forveien spillet "Skikkelige Folk", og paa franske dramatiske Arbeider i samme Genre var der netop den Gang ingen Trang, men Theatret vilde som sagt ikke opføre dem. Hvad dernæst angik Klagen over det Tab, Theatret led ved reisende Virtuosers Optræden paa Privattheatrene, da kunde Theaterbestyrelsen for en stor Del tilskrive sig selv Skylden derfor, idet den aldrig gjorde Skridt til selv at engagere de paagjældende Virtuoser, men fordrede, at disse skulde henvende sig til den. Saaledes blev der f. Ex. ikke gjort noget Forsøg paa at faa den ypperlige Violin-Virtuosinde Wilhelmine Neruda til at optræde paa det kongelige Theater, hvorimod hun under stormende Bifald i længere Tid samlede hele det musikalske Publikum i Folketheatret. Indtægten var som sagt henved 3009 Rd. mindre end det Beløb, der var budgetteret, [sideskift][side 170]men selv om man havde naaet denne Sum, vilde, der dog have været en Underbalance af omtrent 12,000 Rd., hvilket svarede til, hvad Theatret skulde udrede til Sorø Akademi i Renter og Afdrag. — I den af Løffler udførlig udarbeidede Regnskabsoversigt, der efter Saisonens Slutning indsendtes til Ministeriet, hed det blandt Andet: "Indtægternes Dalen i Saisonen 1862-63 er allerede i Theaterchefens Skrivelse af 10de Juni d. A, angaaende Theatrets Virksomhed i nysnævnte Saison udtrykkelig motiveret. Hvad der imidlertid med Bestemthed maa fastholdes, det er: at hvis de Forestillinger, der hver Uge vare ansatte, ikke alene paa Grund af idelig gjentagne Sygeanmeldelser næsten uafbrudt vare blevne kuldkastede, vilde Indtægten ikke alene have naaet Budgetsummen, men endogsaa i ikke ringe Grad have oversteget samme. Det er derfor ogsaa paa de aftenlige Indtægter, at Tilbagegangen fremtræder." Efter en nærmere Oversigt over Regnskabet hedder det endvidere: "Naar Udgifterne af ubestemt Omfang kun have udgjort 57,628 Rd. 16 Sk. eller over.6,000 Rd. mindre end i 1861-62, da er dette Resultat ingenlunde fremkommet ved Indførelsen af særegne Besparelser eller Indskrænkninger paa Kontoens enkelte Brancher, thi Kontoen er i de foregaaende Aar ikke mindre end i det sidstafvigte benyttet med ligesaa meget Hensyn til en streng og velordnet Økonomies Fordringer som til de Krav, vort eneste Nationaltheater har at fyldestgjøre, naar dets Scene i enhver Retning skal frembyde et virkelig kunstnerisk Hele. Men Størrelsen af de Udgifter, som falde denne Konto til Last, afhænger tildels af tilfældige Omstændigheder, nemlig de større eller mindre Bekostninger, som Udførelsen af de Stykker, der komme til Opførelse, udfordrer. At Udgiften forøvrigt i Reglen maa stige, naar i en Saison et større Antal Nyheder [sideskift][side 171]bringes paa Scenen, er indlysende, naar hensees til, at den ikke alene i den største Udstrækning omfatter Alt, hvad der vedkommer det sceniske Udstyr, men ogsaa Forfatter- og Komponist-Honorar, Anskaffelse af Musikalier, Nodekopiatur m, m. Den samme Grund, der for en saa væsenlig Del har nedbragt Forestillingsindtægterne for 1862-63, har derfor ogsaa paa den anden Side tildels bidraget til at indskrænke Udgiften paa denne Konto. At overhovedet denne Konto ikke kan holdes indenfor de i sin Tid opstillede Grændser, er ofte nok gjentaget og formentlig fyldestgjørende eftervist. Imidlertid skal her bemærkes, at "Garderoben" i Anledning af "Fægteren fra Ravenna", "En Kriminalproces" og "En Theaterhistorie under Ludvig den Fjortende" har havt en Udgift af ca. 1200 Rd. og for Balletterne "Giselle" og "Marketenterskens Hjemkomst" af næsten 2600 Rd." Til Slutning hedder det: "Det Resultat, som Oversigten for 1862-63 frembyder, nemlig en Underbalance af 30,057 Rd. 48 Sk., kan vistnok indeholde en Opfordring til at gjøre et Tilbageblik paa de fire Aar, i hvilke Theatrets Administration har været ledet af dets nuværende Bestyrelse. Ganske vist behøves hertil en Undersøgelse af de aarlige Oversigter; men den store Detail, der findes ved disse, gjør dem til et mindre hensigtsmæssigt Apparat, naar Spørgsmaalet er om i faa Træk at give et let anskueligt Billede af det hele Forhold. At fremstille et saadant er derfor forsøgt i vedlagte summariske Oversigt for Tidsrummet fra 1ste Juli 1859 til ult. Juni 1863, hvis Resultater selvfølgelig ganske falde sammen med Aars-Oversigterne.

"Betragtes paa den ene Side Indtægten, ie: Statskassens Tilskud, beregnet for hvert Aar til 50,000 Rd., — om det Tilskud, Theatret virkelig oppebar i 1859-60, skal nedenfor [sideskift][side 172]tales — og den selverhvervede Indtægt, og sættes herimod paa den anden Side Sager og samtlige Administrationsudgifter, selv med Indgreb af Forrentning og Amortisation, en Byrde, Theatret — hvad der ikke noksom kan lægges Vægt paa — maa bære uden derfor at hav faaet nogetsomhelst Tilsvarende, da stiller Forholdet sig saaledes:

1859-60



  50,000 Rd. " Sk.
188,369  -   18 -

Indtægt Udgift Overskud
-----------------
238,309 Rd. 18 ß 234,065 Rd. 82 ß   4,243 Rd. 32 ß
1860-61





242,006  -      2  - 234,561   -   30  -   7,444 Rd. 68 ß
1861-62





239,558  -     61  - 237,784   -   70  -   1,773  -    87 -




-------------------




13,461  -    91 -
1862-63





223,094   -    21  -
228,816   -   61  - ÷5,722  -    40 -




-------------------
eller med Tillæg af hvad der i det paagjældende Tidsrum er indvundet paa Forskudene
      211  -   44 -




-------------------



et Overskud af
  7,950   -   95 -

"Naar da det Spørgsmaal ganske naturlig opstaaer, hvorledes hin Underbalance desuagtet har kunnet fremkomme, da vil Besvarelsen formentlig med tilstrækkelig Klarhed findes i Nedenstaaende, om hvis Enkeltheder henvise til Opgjørelsen.

Beholdningen den 1ste Juli 1859 udgjorde  7,115 Rd.
  2 Sk.
men da hermed fulgte Forpligtelser til en Værdi af

7,788 Rd. 76 Sk.


foruden hvad der senere tilkom efter Decision til Byggeregnskabet

      17  -    "    -




--------------------
7,805 -   
 76 -

[sideskift][side 173]

opstod et Tab af  .... 690 Rd. 74 Sk. 
der, da Theatret i Aaret 1859-60 af Statskassen kun oppebar 37,500 Rd., endvidere forøgedes med
12,500 -     "    -  
I Forbindelse hermed har Theatret af egne Midler maattet supplere Sædtillæget med .......
23,371 -     93 -  
Og endelig har Forretningen af midlertidige Forstærkninger medført en Udgift af .....
1,445 -      72 -  

----------------------

38,008  -  47 -  
Sammenlignes denne Sum med Underbalancen ult. Juni 1863 .....
30,057  -    48 -  

----------------------
fremkommer netop det ovennævnte Beløb   7,950  -    95 -  

uagtet der, som allerede bemærket, — ganske udenfor Theatrets fuldstændige Drift og Vedligeholdelse — i de paagjældende fire Aar til Forrentning og Amortisation af Byggelaanet er anvendt 48,720 Rd.

"Hvad der foranledigede, at der af Tilskudet efter Finantsloven 1859-60 allerede den 1ste Juli 1859 kun var til Raadighed 7,500 Rd., er tilstrækkelig bekjendt og vedkommer forsaavidt ikke denne Sag, men den Omstændighed, at Theatret maatte imødegaa hele Juli Kvartal, thi Gager og Lønninger samt andre betydelige Udgifter forfalde den 1ste September, næsten uden Ressourcer, fremtvang strax Nødvendigheden af at ty til renteværende midlertidige Forstrækninger, og Trangen til disse maatte ganske naturlig stige, da Theatret i sidste Kvartal af dets Regnskabsaar 1859-60 (April Kvartal 1860) efter Finantsloven 1860-61 kun oppebar 30,000 Rd., medens det burde have nydt 45,000 Rd., og hvoraf det [sideskift][side 174]ovennævnte Tab af 12,500 Rd. for Theateraaret 1859-60 var en Følge. Benyttelsen af slige Foranstaltninger har i de foreliggende fire Aar — som allerede vist — kostet Theatret 1445 Rd. 72 Sk. Tilskudet burde overhovedet være disponibelt i Sommerkvartalet for at bringe Theatret over dets Uvirksomhedsperiode.

"Men de Tab, Theatret har lidt i disse fire Aar, og de ganske extraordinaire Byrder, der have været det paalagt, have ikke alene medført en betydelig Underbalance, men have ogsaa aldeles tilintetgjort Udsigten til Dannelsen af et Reservefond, som intet Institut af større Omsang kan eller bor undvære, og da allermindst et Theater, der er underkastet saa mange, for Bestyrelsen upaavirkelige Chancer, allerhelst naar det som det kongelige Theater, hvis Tilskud kun udgjør 3/7 af den Indtægt, det selv er forpligtet til at tilveiebringe, for Størstedelen maa betragtes som Entreprise.

"Allerede den i 1851 nedsatte Kommission lagde særdeles Vægt paa Tilveiebringelsen af et Reservefond, "da ellers den Udjævning af Udgiften, som gjør det muligt at bestemme et fast Tilskud til Theatret for et længere Tidsrum, ikke vil kunne finde Sted." Se Anmærkn. til Lovudkastets § 17 og Kommissionsbetænkn. pag. 60 o. s. fr.

"Men da Midlerne til Dannelse af et Reservefond vare tilstede, anvendtes de til partiel Dækning af Udgifterne ved Byggeforetagendet, og istedetfor et virkeligt Reservefond staaer nu — under denne Titel — den mest byrdefulde af Theatrets Udgifts-Konti."

Disse Udtalelser fortjene i en vis Henseende Opmærksomhed. Vel havde nemlig Tillisch i den forløbne Tid ikke styret Theatret saaledes, at han kunde siges at have havt noget aabent Øie for, at det var en national Kunstanstalt, [sideskift][side 175]han stod i Spidsen for, men paa den anden Side kunde det ikke nægtes, at han i Perioden havde arbeidet under høist uheldige økonomiske Forhold. Det var Forgængernes Feil, der nu hævnede sig paa Tillisch. Det er tidligere omtalt, at det sidste Aar under Christensens Direktorat havde givet et saa slet Udbytte, at det havde været nødvendigt at optage en Forstrækning paa Statens Tilskud for Theateraaret 1859.60 af 30,000 Rd., hvilket Beløb var fuldstændig opbrugt ved Tillisch's Tiltræden og opført som Gjældspost paa Reservefonds. Af Tilskudet for de tre første Kvartaler af Theateraaret 1859-60 (1ste Juli 1859 til 31te Marts 1860) paa 37,500 Rd. stod der saaledes kun 7,500 Rd. tilbage, men for at Theatrets Stilling nu ikke skulde blive altfor uheldig, tillod man ved Finantsloven for 1860-61, at der for det sidste Kvartal af Theateraaret 1859-60 (1ste April 1860 - 30te Juni 1860) toges 30,000 Rd. (3/5) istedetfor 12,500 Rd. (1/4) til Indtægt af Statskassens Tilskud for Finantsaaret 1860-61; af dette Tilskud blev der altsaa kun 20,000 Rd. (2/5) tilbage til de tre første Kvartaler af Theateraaret 1860-61, og ved Finantsloven for 1861-62 henlagde man desaarsag paa lignende Maade af Statskassens Tilskud for det sidstnævnte Finantsaar til det sidste Kvartal (April Kvartal) af Theateraaret 1860-61. Denne Ordning af Tilskudets Udbetaling fastholdt man ved de følgende Finantslove, men den havde den for Theatret uheldige Side, at dette i Begyndelsen af Theateraaret, i hvis første to Maaneder der ikke spilledes, og i hvilken Tid der altsaa ikke var nogen selverhvervet Indtægt, kun oppebar 20,000 Rd., hvilket ikke var tilstrækkeligt til at dække Udgifterne, indtil de andre Indtægter kom ind, og herved nødtes Theatret til at optage midlertidige Forstrækning er fra Sorø Akademi. [sideskift][side 176]Der var saaledes ganske vist af Staten for disse og de efterfølgende Aar ydet det bestemte Tilskud til Theatret af 50,000 Rd. om Aaret, men da Theateraaret 1859-60 som ovenfor paavist kun kom til at oppebære et Tilskud af 37,500 Rd., var det saaledes kommet 12,500 Rd. tilkort, og dette ringere Tilskud havde, som Regnskabsoversigten godtgjorde, været en medvirkende Aarsag til den store Underbalance. Hvad der imidlertid i endnu høiere Grad havde bidraget til at bringe Theatrets Finantser i Dekadence, var den betydelige Sum, det hvert Aar havde at udrede i Renter og Afdrag til Sorø Akademi i Anledning af Ombygningen. For de forløbne fire Aar af Tillisch's Bestyrelsesperiode var der saaledes udbetalt ikke mindre end 48,720 Rd. paa denne Maade. Allerede strax efter sin Udnævnelse til Chef havde Tillisch i en Skrivelse af 16de August 1859 paa det Stærkeste gjort gjældende, at Byggelaanets Forrentning og Amortisation lagde uimodstaaelige Hindringer i Veien for at bringe Theatrets økonomiske Forhold paa Fode, og de paafølgende tre Aar havde kun tjent til at godtgjøre Rigtigheden af hans Anskuelse. Det var ganske sikkert utallige Gange blevet fremhævet, at Ombygningen af Scenen og Garderobebygningen maatte bringe saa store Fordele, at hin Byrde derved vilde opveies; dog havde ikke alene Erfaringen tilstrækkelig godtgjort det Modsatte, men det syntes tillige i og for sig at staa som en absolut Selvmodsigelse, at Benyttelsen af større og i forskjellige Retninger mere udvidede Lokaler skulde kunne bringe Besparelser i de løbende Administrationsudgifter. Det var saaledes klart, at det større Antal Paaklædningsværelser — for Ombygningen var der 25, iberegnet Syngeskolen paa Giethuset, men efter Ombygningen var der 49 foruden Dandseskolen, som ofte af Mangel paa Plads [sideskift][side 177]benyttedes til Paaklædningværelse for Statister og Elever ved Dandsen — medførte Nødvendigheden af et større Opvartningspersonale, hvorved Kontoen "Garderoben" forøgedes i en ikke ringe Grad, tilmed da de større Fordringer, der efterhaanden i Konkurrenten med Privattheatrene stilledes til det kongelige Theater, belæssede denne Konto med betydelige Udgifter. Hvad Maskineriet og Dekorationsvæsenet angik, da var det ganske vist saa, at Bagtæpperne i den nye Bygning ikke længere knækkedes af Gietougene, saaledes at der altsaa ved deres Varighed opnaaedes en Besparelse, men dels fordrede efter Scenens Udvidelse enhver ny Dekoration Anvendelse af mere Materiale end tidligere, dels maatte der ofte iværksættes Forandringer og Forstørrelser ved Dekorationsgjenstandene, for at de kunde anvendes paa den nye Scene, og hertil kom, at samtlige Theatrets Dekorationssager led i høi Grad ved ligesom tidligere at opbevares i de elendige, fugtige Træskure, til hvis Benyttelse Theatret stadig var henvist. Det ganske vist meget bedre, men tillige mere komplicerede Maskineri fordrede hyppig Anvendelse af Extraarbeidere, og Gassens skadelige Indvirkning paa forskjellige Farver nødvendiggjorde hyppige Udbedringer. Gassen kostede aarlig det Dobbelte af det Beløb, hvortil Udgifted i sin Tid var kalkuleret, og selv Varmeapparatet kunde ikke siges at bringe nogen Besparelse, idet den totale Afskaffelse af Kakkelovne til Exempel havde havt til Følge, at man ogsaa paa Aftener, hvor Theatret ikke benyttedes, maatte holde Damp paa Varmeapparatet blot for at opvarme Skrædersalene og de tilstødende Garderobelokaler. Tillisch havde virkelig havt Ret i at klage over de pekuniaire Forhold, under hvilke han arbeidede, idet hans Administration maatte lide under de uholdbare og overfladiske Kalkuler, der i sin Tid vare opstillede.


Oprettet 2013. Opdateret af