>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Fjerde Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1862. 912 sider.

[En og tredsindstyvende Saison, 1. September 1808 til 26. Mai 1809, side 151-171]

[Oversigt over repertoiret 1808-09]


[side 151]Havde Directionen ikke iblandt de af den valgte Sager optaget et saa aldeles forkasteligt Kluderie, som Kotzebues baade i Anlæg og Udførelse plat og simpelt carikerede "Hjerneorganerne", kunde Skuepladsens sande Venner have været fristede til at antage, at den nu begyndte at tage sig dens Ære noget nærmere end den i sin hele Regeringstid havde gjort; thi de andre oversatte Stykker vare, om ikke just fortræffelige, saa dog frie for de Smagløsheder og den Overdrivelse i Sentimentalitet og Comik, hvori de tidligere havde havt deres meest fremstikkende Egenskab; ja, affect fra de grove Feil i Tidsskildringen, var Duvals "Henrik den Femtes Ungdom" endogsaa et meget livligt og ved ypperlige Tituationer theatralsk effectfuldt Lystspil, der i en saa god Udførelse, som det dengang fik, fornemmelig af Knudsen, som Capitain Coop, Frydendahl, som Rochester, og Jfr. Rosing, som Betty, til enhver Tid maatte gjøre Lykke. Dertil begavedes Repertoiret med fire store originale Nyheder af ligesaa mange Forfattere og høist [sideskift][side 152]forskjellig Natur. "Kapertoget" var et af Professor, Dr. hans Iver Horn, Læge i Norge, efter thaarupsk Mønster, men ikke med thaarupsk Talent forfattet Treactssyngespil, der meest blev antaget fordi det "var i patriotisk Aand og styrkede den Stemning, hvilken maatte ønskes hos alle Dannemand"; men det kunde hverken ved sig selv eller ved Kunzens Musik, der heller ikke hørte til denne geniale Mands bedste Arbeider, vinde synderligt Bifald. — Med Femactsstykket "Arlechinos Bryllup" havde Kruse igjen forsøgt sin Løkke i en ny Retning: Intriguelystspillet. Heller ikke den var han heldig: Forviklingen var stærk nok, men bragte hverken Raskhed i Handlingens Gang eller gav Motiver til Udviklingen, og Charaktererne udmærkede sig ligesaa lidet ved Eiendommelighed som ved bestemt Skildring. Det Eneste, der tillagdes nogen Roes, var den flydende Dialog, hvori man dog savnede Lune og Vittighed. Endskjøndt Stykket øiensynligt var beregnet paa stærk theatralsk Effect ved comiske Situationer, kunde det ikke i den i det Hele særdeles gode Udførelse vække en munter Stemning hos Publikum, men fandt en saa kold Modtagelse, at det strax maatte henlægges. — Det var med Sørgespillet "Knud, Danmarks Hertug" at Sander vilde skaffe sig Opreisning for det Nederlag, han, som Lystspilforfatter, havde lidt med "Hospitalet" ; men Udfaldet gjorde ulykkeligviis Prams Yttring, at "enten blev Sander derved mere end nogensinde Niels Ebbesens utrolige Digter, eller ogsaa havde Niels medtaget hans hele Digterild", til Alles Mening. Publikum kunde umuligt, efter nylig at have beundret "Hakon Jarl", fordøie denne, af Directionen med stor Agtelsesbevidnelse antagne, Samling af lange Taler, som holdtes af charakteerløse Personer, der, ved at optræde [sideskift][side 153]i lutter utheatralske Situationer, blive endnu mere kjedsommelige end de af deres Natur ere. Den første Act er en vidtløftig Herredagsforhandling; den anden lange Høimodighedsudtalelser og frugtesløse Forsøg paa, ved Forestillinger, at udsone de tre kongelige Frænder med hverandre, den tredie en uendelig heelt igjennem lamenterende Scene, hvori ogsaa den gamle Dronning, siddende i en Lænestol ved Siden af sin Ligkiste, under bestandig Dødskamp søger at tilveiebringe Forligelighed og tilsidst døer i Troen paa at det er lykkedes hende; den fjerde en Række Samtaler, der vise, at det dog ikke er lykkedes hende, og ende med et Snigmord, som heller ikke hverken lykkes eller i mindste Maade fremmer Udviklingen; og endelig den femte det, baade dramatisk og theatralsk meget slet behandlede, morderske Overfald, hvorefter følger et langt Retterthing over Magnus og Henrik, samt Stykkets Slutning, som bliver, at den Første dræber den Sidste og sig selv med. Den store Mangel paa dramatisk Interesse i et Arbeide af en Digter, der baade tidligere havde skrevet for Scenen og udtalt sig meget haardt om andre danske Dramatikere, fandt man saa meget mere ubegribelig, da han havde forbigaaet enkelte historiske Træk af ægte dramatisk Charakteer, som om han ikke trængte til dem i sin Plan, og derimod tilladt sig saadanne svære Brud paa Historien, at de alene kunde undskyldes hvis han derved havde givet sit Værk et meget stort dramatisk Værd. Og hvad der forekom Alle endnu ubegribeligere var, at Versene i "Knud" vare aldeles uden den poetiske Aand, der gjennemtrængte den jævne Prosa i "Niels Ebbesen", men indeholdt derimod en Masse opstivede Trivialiteter. Hvor meget den omhyggelige og heldige Fremstilling, i hvilken fornemmelig [sideskift][side 154]Foersom, som Knud, vakte Beundring, end hævede Stykket, kom dog ved den dets Mangler og Feil saa skarpt frem, at mange Steder vakte Latter og det Hele optoges med Mishag. Ved den tredie Forestilling steg Parterrets Uvillie til den Grad, at det stadigt fulgte Scenerne med spottende Udraab, der endog gik ud over de Spillende, med Undtagelse af Foersom, som tvertimod overøstes med Bifald. Fra tredie Act, hvori den halvdøde Dronning Meta bliver baaren ind, var Ævret opgivet; hun blev modtagen med Applaus og Skoggerlatter, og hendes første Replik:

"Biegner I for Dødens svage Bytte?"

blev strax af en Tilskuer besvaret med: "Nei, vi rødme over Sander, som sendte Dem!" Efter Kongens Spørgsmaal:

"O Meta, var jeg denne gode Hosbond?"

spurgte en Parterrist parodisk, ganske i Skuespillerens Tone:

"Ak Niels, hvad kommer det nu Stykket ved?"

og hvor Kongen, efter Repliken:

"Farve!! — Jeg kan ei mere see paa Dig,
Paa denne gyselige Kiste hist!
Jeg kan ei dvale her! Farvel! Farvel!"

iler bort fra den Døende, raabtes efter ham, med Hentydning tll Sanders uheldige Lystspil: "Sørg saa for at faae hende paa Hospitalet!" Da Dronningen endelig var død istemte Parterret, til Nonnernes Sørgechor, idet Tæppet faldt: "Hvi skulde Mette dø!« I femte Act, hvor Schiern, som Erik, med sit tykke, urene Mæle havde i sin Tales Begyndelse at sige til Thinget:

"Har jeg
Knud Lavards Talegaver?"
[sideskift][side 155]

svaredes ham meget trohjertigt fra Parterret: "Nei, det veed Gud De ikke har!" De mange Dødsfald havde allerede første Aften vakt stor Munterhed hos Publikum; det Indfald, som derfor meest slog det, var, at der pludseligt, da Henrik og Magnus gjennemborede styrtede om, den Ene umiddelbart efter den Anden, hørtes en Stentorstemme, som brast ud i Jacob von Thyboes Tone: ,,Das war eine grausame Salbe!" Stykket endtes under Skoggerlatter. Ved de to følgende Forestillinger havde Politiet taget Forholdsregler imod saadanne Optøier, men nu blev Publikum borte, uagtet den af Galeotti i Anledning af Kongens Fødselsdag componerede meger yndede mimiske Prolog blev given foran Stykket. Sander kunde ikke i Oppositionen imod dette ham meget uværdige Arbeide see andet, end "en nedrig Cabale af Hr. Oehlenschlägers kulrede Triumfforspand" og gav sin Harme Luft i de bittreste Udgydelser imod hans Digtning. De kunde, da han iblandt Digterens ikke faa Misundere fandt et hverken ringe eller uvirksomt Partie, være blevne farlige nok for Modtagelsen af "Palnatoke", thi dette, ved poetisk Krast, mageløs Skildring af Tid og Charakterer, Handlingens faste, rolige Gang og den storartede, overraskende Katastrofe, majestætisk tragiske Værk kom frem under ingenlunde gunstige Omstændigheder. Publikum var kun ved Digterens egen eneste Tragedie kommen til Betragtningen af Nordens Hedenold, der, saaledes som han skildrede den, fremtraadte i en Vælde og Usædvanlighed, som gjorde, at det ikke endnu kunde sætte sig nok ind i den til ret at fatte dens eiendommeligt Poetiske. Dertil kom, at dette Stykke, ved at det, imod den Theaterobservants, som det bestandig Dagligdagse havde havet til Nødvendighed, spilledes af lutter Mænd og aldeles [sideskift][side 156]ikke havde Kjærlighedsscener, fik en Tonens Strenghed, som dengang i det mindste ikke virkede tiltrækkende. Og endydermere kunde man ikke engang i Fremstillingen saaledes gjennemføre denne strenge Tone, at den, som noget Eget og Nyt, dog i det mindste blev frappant, thi Udførelsen, der endnu mindre end i "Hakon" naaede Digtets Høide, lod ikke det Djærve og Dristige i Charakteerskildring og Udtryk komme til Aabenbarelse. Schwarz havde, efter lang Vægring, modtaget Palnatoke. Han følte selv, at hans Phantasie ikke fuldeligen kunde fremstille ham Billedet af den mægtige Viking, og endnu mere, at han ikke formaaede kraftigt og livfuldt at give hvad den viste ham deraf. Han var altid imponerende, hvor det gjaldt simpel, mandig Værdighed, men savnede Pathos; hans sjeldent malmfulde Talestemmes Kraft svækkedes ved hans Ængstlighed for det ham aldeles uvante versificerede Sprog; og den lille, føre Figur var ingen nordisk Helts. Desuden følte han, endskjøndt kun 56 Aar gammel, sin Hukommelse saa svag, at han allerede i foregaaende Saison havde søgt om Fritagelse for nye Roller, hvorfor han maatte gaae frem med en Vaersomhed, der hindrede ham i at give Spillet den Effect, som han tidligere, i et ham fremmed Fag, alene ved sin i høieste Grad uddannede Kunstfærdighed vilde have været istand til at opnaae. Hans Fremstilling var vel ædel, men uden poetisk Flugt og gjengav ingenlunde Digtningens colossale Skikkelse: det forraadte gjennemgaaende en stor Kunstners forgjæves Stræben efter at tilkæmpe sig Dygtighed til at udfylde en Rolle, om hvis grandiose Charakteer han havde en Forestilling, som han vidste, at hans Evner ikke vare tilstrækkelige til at levendegjøre. Kun to af de Spillende vare ret egenlig hvad de skulde være: Kruse, som gav den [sideskift][side 157]snedige Popo med ægte catholsk Salvelse og stor geistlig Værdighed; og Frydendahl, der ganske ypperligt havde opfattet den danske alderstegne, men endnu ligesaa kraftfulde som trædske Drot, og dengang, i sin fulde kunstneriske Styrkes Dage, gav Rollen med en overordenlig Fasthed i enhver Nuance af den mærkværdige Eiendommelighed, hvori han vidste baade at bringe Charakteerskildringen til fuldstændig Udvikling og at give den det umiskjendelige sande Præg af Tildragelsens Tid. Imidlertid: hvorvel Forestillingen var i enkelte Partier forfeilet og i det Hele uden poetisk Liv og Farve, fik Tilskuerne Følelsen af, at der her bødes dem et Mesterværk. Alle de smaalige Anker, som Misundelsen havde udfundet, bleve uden Virkning: Stykket modtoges med levende Bifald. Stor Tiltrækningskraft havde vel ikke de faa Forestillinger, hvori det kom frem i de første fem Aar, men det blev almindelig erkjendt, at dette fornemmelig havde sin Grund i den utilfredsstillende Udførelse. — En glimrende Forøgelse fik Syngespil-Repertoiret med Christoph Ernst Friedrich Weyses "Sovedrikken". Den geniale Componist var 34 Aar gammel og kun endeel Musikdyrkere, men ikke Almeenheden, bekjendt som et ualmindeligt musikalsk Talent, da han fremtraadte med dette store Værk, hvori Aandfuldhed, Humor, dyb Følelse og rig Phantasie ere saa inderligt og smagfuldt forenede, at det længe, som det i over 50 Aar har gjort, vil henrive ved sit indre Livs Friskhed, og, i den herlige Sammensmeltning af yndige, eiendommelige og flydende Melodier med ædle, kraftfulde Harmonier til et rigtvexlende, altid skjønt og ægte dramatisk Udtryk, blive beundret som en af den danske Scenes herligste Prydelser i det comiske Syngespil. Det udmærker sig dertil ei alene i høi Grad [sideskift][side 158]ved en, de mange Musikstykkers store Charakteerforskjellighed ubeskaaren, ganske fortræffeligt gjennemført Stiil, hvori Romantik, i det Lunefulde og Comiske som i det Erotiske, er Særkjendet, men ethvert Nummer har tillige i og for sig en Flydenhed, rhythmisk Ynde og Afrundethed, der, foruden at bidrage til dets kunstneriste Værd, i høi Grad styrker den theatralske Virkning. Hvad enten man tager det i det første Numer givne gemytlige Udbrud af munter Tilfredshed i et lille hyggeligt Vennelag, eller Brauses sqvadronerende, med Trompeter understøttede, Proklamering af sine Fortjenester, eller Charlottes yndige elegiske Drømmerie i Romancen "De klare Bølger rulled," eller den store, paa Situationer, ligesaa lette som kjække Overgange, livlig Conversation og Effectudtryk rige Finale i første Act med dens pompøse Slutningsensemble, eller det prægtige, friske, fyrige og originalt accompagnerede Vandmøllerchor, eller Abelones i al sin Simpelhed gribende Ballade "Det blanke Sværd paa Væggen hang," eller Falentins nydelige elskovsvarme Serenade, eller Abelones og Malz's lille skjelmske, henrivende melodiøse Duet, eller, kort sagt, hvilket Numer og atter hvilket Afsnit i et Numer man vil, Alt er klart, utvungent, iørefaldende, melodisk og dog charakteristisk, dog undfanget i ægte kunstnerist Aand, frembragt i ægte kunstnerisk Form. Denne et musikalsk Genies herlige Udgydelse, dobbelt mærkelig ved, i en saadan Fuldendelse, at være saa stor og den første, forfeilede ikke den ønskelige Virkning. Allerede som musikalsk Værk gjorde "Sovedrikken" stor Lytte; Publikum følte, at der i denne Musik var en Aand og tiltrækkende Evne, der satte Phantasie og Følelse i stærkere og dybere Bevægelse, end den som Musiken til "De forliebte Haandsværksfolk" eller andre [sideskift][side 159]comiske Syngestykker bevirkede, og da ogsaa den ved pudseerlige Situationer og den overgivne Dialog meget effectfulde Text tiltalte, var ei alene Bifaldet, men Tilløbet allerede i Stykkets første Saison ualmindeligt, endskjøndt Compositionens Skjønheder langtfra bleve saa fuldeligen opfattede som sildigere. Udførelsen bidrog forresten i meget høi Grad til denne glimrende Debuts saa særdeles gunstige Modtagelse. Meest beundredes Frydendahl som Brause. Ogsaa af denne Rolle dannede hans Genialitet et af de mange store comiske Charakteerbilleder, af hvilke blot nogle vilde have været tilstrækkelige til at gjøre ham til en mageløs Kunstner. Opfattelsen af den uvidende, suffisante Brauter var original og blev dog fremstillet i høieste Grad sandt, naturligt og simpelt i Diction, Holdning, Paaklædning, Minespil og enhver Bevægelse; Gjennemførelsen havde i de mindste Enkeltheder, i Sangen og dens smaa Forziringer som i Replikkerne, et Sammenhold og en comist Kraft, som den meest skarptseende og med de heldigste Naturgaver udstyrede Efterligner aldrig vil kunne opnaae, endmindre besjæle ved saa naturlig og smagfuld kunstnerisk Frihed. Knudsen stod ham værdig ved Siden som en meget moersom Saft, og Saabye var ved Lune, Lethed og den personlige Elskværdighed, han medbragte til saadanne muntre, behageligt overgivne Fyre, udmærket som Falentin, baade i Sang og Spil.

Bournonville var en med Rette beundret Dandser, men kun Dilettant i Balletcomposition; for den manglede han levende Phantasie, klart Begreb om Dramaets Væsen. Talent til at finde træffende mimiske Udtryk for Affecterne og Dygtighed til Massens livligt vexlende maleriske Anvendelse, "Den galante Gartner," hans anden og sidste [sideskift][side 160]Ballet, var et lille Kjærlighedsstykke, net og pynteligt behandlet i Enkelthederne, men uden dramatisk Interesse og kun af Værd for Theatret som et med nydelige Dandse udstyret Divertissement efter en Aftens Skuespil. Ved "Rolf Blaaskæg" forøgedes derimod Ballet-Repertoiret med en af de grandiose Digtninger, som vilde have givet Galeotti et udødeligt Navn, dersom de ikke, ifølge deres Natur, havde maattet være overgivne til Forglemmelse i det sildigste en halv Snees Aar efter at Digteren, som nu var 75 Aar, ikke mere kunde bevare dem Friskhed og Fylde ved at gjennemstrømme Udførelsen med sin poetiske Aand. Han havde i dette Værk opgivet Brugen af Chor og viist, at hans Genialitet ikke behøvede den; hvad det som digterisk Production var, det var det kun ved de kunstneriske Midler, som Balletten, efter sin Art, stillede Mesteren til Raadighed. Og alene med dem var det lykkedes ham at frembringe en beundringsværdig Storartethed i Anlæget, en overordenlig Rigdom i Indholdet. Den første Act, hvori Rolf drømmende seer sig omsvævet af sine fire dræbte Koners Aander, frygteligt truende, og iblandt dem den skjønne, livsfriske Isaura, som i henrivende Dandse udtrykker Kjærlighed og Glæde, var, ved det forskjellige Charakteerudtryk og de mange herlige Grupperinger, af mageløs Virkning. Af det Gyseliges phantastiske Forening med det Yndige havde Mesteren, ved sin ualmindelige Sands for det Pittoreske og sin rene Smag, udviklet en Række Momenter, som hvert for sig gav et Malerie, der frapperede ved Grandiositet og plastisk Skjønhed. At de tre følgende Acter kunde, efter den geniale Udførelse af en saa ny og dristig Idee, ei alene fastholde, men endmere spænde Publikums Interesse, viste tilfulde, at han, som [sideskift][side 161]Rosenstand havde bemærket, "ypperligt forstod at ballettisere sit Stof," udførte sine Arbeider efter en omhyggeligt anlagt dramatisk Plan og var uudtømmelig paa Opfindelse af fortræffelige mimiske Situationer. Dette ægte Kunstværk optoges med umaadeligt Bifald. Det blev imidlertid ogsaa forherliget ved en Musik, hvori Schall med stor kunstnerisk Kraft, i en rig Strøm af charakteristiske — vexlende majestætiske, rædselvækkende, erotiske, krigerske og muntert idylliske, — yndigt bløde, letflydende Melodier, saavelsom i den hele instrumentale Behandling, havde holdt fast ved og digterisk forklaret Stoffets tragiske Charakteer. Den sceniske Udførelse var uovertræffelig, især af Bournonville, der baade i Dands og Mimik gav Rolf Blaaskæg med et saa imponerende og gribende Udtryk, at denne Rolle blev hans høieste kunstneriske Triumf; og af Mad. Schall, hvis Isaura var fortryllende ved den Ynde og Sjælfuldhed, der vare udbredte over enhver af hendes Bevægelser i Dands som i Spil.

Ogsaa de Nyheder, som bleve givne af "Den dramatiske Skole", syntes at vidne om, at Directionen mere end tidligere tog god Smag paa Raad ved at træffe sit Udvalg. Udmærkede de sig end ikke ved betydeligt Kunstværd, saa var dog ingen af dem saa plat og æsthetisk eller moralsk forkastelig, som de fleste tidligere havde været. Dertil gaves Skolens Repertoire en ikke ringe Tilvæxt i Anseelse ved tre Originalarbeider, alle af Rahbek. De to: »Anna Colbjørnsen" og "Trondhjems Befrielse" , vare Nationaldramaer, der vel ikke, hverken i Handling eller Charakteerskildringer, kunde maale sig med "Hans Rostgaard og hans Hustru," og heller ikke vandt saa stort Bifald, men som dog, ved skjønne Tanker og ædle Følelser, udud-trykte [sideskift][side 162]trykte i et reent, naturligt og livligt Sprog, vare Prydelser for den unge Scene, bleve de Spillende værdige og belærende Opgaver, og fortjente agtelsesfuld Modtagelse af Alle, som vare besjælede af dansk Aand og med Glæde betragtede heldige Forsøg paa Gjenoplivelsen af dansk dramatisk Digtekunst. Rahbeks tredie Stykke.: "Sommeren", var et Lystspil i fem Acter, hvilket han havde skrevet for 14 Aar siden, og hvori der er saa megen ægte Comedie, at man maa beklage, han ikke dyrkede denne Digtart som Fag, men blev staaende ved et af en Leilighed foranlediget "Indfald at prøve paa, om han ikke af sin Spøgen med at ville skrive et Lystspil kunde gjøre Alvor." Uagtet hans Hang til fornemmeligt at ville i Sprog og Situationer lægge en vis huuslig Jævnhed, og til at gjøre sine "gode" Personer saa aldeles gode, at de ikke saae noget Charakteerpræg, men i det Væsenlige komme til at ligne hverandre, findes i adskillige Scener meget Lune, da de Personer, som have nogen Charakteerforskjellighed, ere godt udførte, og Dialogen udmærker sig ei alene ved gjennemgaaende at være smuk og flydende, men er i mange Partier vittig og aandrig. Stykkets Hovedfeil ligger i, at Rahbek vel har gjort sig til Opgave at skildre "det kjøbenhavnske Landlevnet," men er, som han selv tilstaaer, "paa Grund af den Maade, hvorpaa Stykket blev til," gaaet til Udførelsen "uden foregaaende Fabel." Ved at Forfatteren har forsømt, i en Plan at gjøre sig sin Idees Behandling tydelig, inden han begyndte denne, har blot den ene Scene givet den anden og Udførelsen taget den Vei, som, Øieblikkets Indfald vilde give den, hvorfor alt, hvad der i Stykket skal være Handling, kun er blevet Variationer af den Pengeforlegenhed, i hvilken en godt lønnet Embedsmand har sat sig ved at ville føre et Huus over [sideskift][side 163]sin Evne, og den, undertiden endog i høieste Grad beskæmmende, lave Maade, hvorpaa han søger at rede sig ud deraf. Tildragelsens saare ringe Indhold gjør det meget lange Stykke kjedsommeligt, og den idelig gjentagne ydmygende Situation, hvori Hovedpersonen fremstilles, virker piinligt. Uagtet de mange fortræffelige Enkeltheder og den undertiden gemytlige Tone vilde dette Lystspil neppe være at saae underholdende ved en særdeles omhyggelig Fremstilling af lutter udmærkede Kunstnere, og af "den dramatiske Skoles" Elever var der ikke en eneste, som blot nogenlunde kunde fyldestgjøre sin Rolle. Det var en Feil af Rahbek, baade som Forfatter og som Lærer, at han ikke forudsaae, hans Stykke maatte blive en Opgave, som de ikke med deres yderste Flid kunde løse. Han kom ogsaa, men kun for seent, til Erkjendelse deraf, da begge Forestillinger bleve modtagne med megen Kulde.

"Den dramatiste Skoles" Personale havde i denne Saison to Tilgange. Georg Julius Liebe forenede med Ungdom og en for Elskerroller meget heldig Theaterfigur et særdeles anbefalende Væsen, som aldrig tabte Anstrøget af en beskeden Forlegenhed, der klædte ham personligt smukt og gav hans Fremstilling af blye, undselige Charakterer en egen Tækkelighed, men tillige gjorde, at der, naar hans Rolle fordrede Kraft og Mandighed, savnedes Frihed i Spillet, Varme i Foredraget og en fast, kjæk Holdning. Overhovedet havde han ikke Styrke i at føre sin Person over i Rollen; han blev i Almindelighed staaende ved at hefte denne til sin Person, og derpaa at tage Foersom til Mønster i Dictionen og Bevægelserne, hans fleste Elskere vare derfor een og samme Person i forskjellige Klæder og med det foersomske besynderlige Greb af den høire Haand op [sideskift][side 164]mod Hovedet, som et Slags Udtryk af Distraction. Talestemmen var ikke stærk, malmfuld og bærende nok til at kunne lægge Fynd i pathetiske Steder, men meget tydelig og bøielig for Conversationsscener. I Helte og tragiske Roller gav han kun en maniereret Fremstilling af sig selv og vakte derfor sjeldent Sympathie, hvorimod hans borgerlige Elskere, især saadanne, som han spillede i den saakaldte Hofdragt, hvilken han bar med ualmindelig Anstand, havde en, ved hans smukke Pli, eiendommelig Behagelighed; og nogle Lystspilroller gjorde han, ved sin egen, ædelt og tilbageholdent fremtrædende, decente Natur, saa fiint comiske, at de opnaaede en langt større og elskeligere Effect, end nogen udmærket Kunstners beregnede Spil kunde have givet dem: saaledes havde navnlig hans Leander i "Den Stundesløse", under Forklædningsscenen som Pedant, en aldeles eiendommelig delicat Snurrighed, der var ligesaa elskværdigt som naturligt grundmoersom. Joseph Ehlert Hass var af en ganske modsat Personlighed, Naturen havde udstyret ham med et endnu fordeelagtigere Theaterydre. Var han sat i en smuk naturlig Stilling og stod rolig, afgav han en udmærket skjøn Modelfigur: til en rank, temmelig høi Legemsbygning havde han et herligt græskformet Hoved med glindsende sort, smuktlokket Haar og et ædelt Ansigt, der, uagtet den sine, klare Teint og de lyseblaae Øine, var af en bestemt, mandig Charakteer. Dertil besad han et, om just ikke sonort, saa dog meget tydeligt, godt og i alle Rollefag anvendeligt Taleorgan. Men han savnede i høi Grad aandig kunstnerisk Begavelse: han var ei alene uden Phantasie og Følelse, men endog uden tilstrækkelig Dømmekraft til at finde sin Rolles Charakteer og den naturlige Betoning. Hans Spil blev derfor kun en raa udvendig Bevægelighed, hvori det Urolige, [sideskift][side 165]Convulsive og Forskruede saa stærkt overfløiede hans skjønne legemlige Evner, at Mange endog ikke kunde blive dem vaer saa at de vilde indrømme at han havde dem. Da han, uden at kunne bruges godt i noget Fag, var lige godt brugelig til alle, kom han omsider til et Slags Taalelighed, som det var beklageligt, at Theatret fandt sig nødsaget til at benytte i den Grad, at der blev betroet ham mange og meget betydelige Roller; men ikke i den meest glimrende drev han det videre end til det, som Routine og krampagtig Anspændelse for at frembringe Effect nødvendigviis maatte i en taknemmelig Opgave vinde til med saa fortrinlige Legemsevner. En Kjendsgjerning, som træffende betegner baade hans Spillemaade, hans Betragtning af Kunsten og den Stilling, han i sine bedste Dage havde opnaaet ligeoverfor Publikum er: Da han første Gang i "Bonden som Dommer" udførte Sergeanten Rebolledo efter Kruse, som i denne Rolle havde vundet fortjent enthusiastisk Bifald, og Publikum hyssede ad ham i fjerde Act, udbrød han harmfuld til de Spillende, som stode i Coulissen: "De Bæster! nu har jeg to Gange maattet skiftet Linned i Aften og saa hysser de endda!" ,

Da Sames havde i to Aar opholdt sig i Udlandet, var Hauch alene bebyrdet med de mangfoldige administrative Forretninger, som Kierulf, der desuden ideligt beklagede sig over, at han, under Meddirecteurens lange Fraværelse, ene maatte bære Ansvaret for Censuren, stet ikke havde Evne til at tage gavnlig Deel i. Hauch havde i det sidste Aar benyttet enhver Leilighed til at gjøre Kongen Forestillinger om at blive fritaget for den ham ikke behagelige og nu tillige høist besværlige Theaterbestyrerpost, men var bestandig af Frederik den Sjettes venlige Yttringer om, at han just til den mindst vidste at finde [sideskift][side 166]nogen forfaren og dygtig Mand ved Hoffet, bleven afholdt fra formelig at ansøge om Afsked. Da Kongen efter Fødselsdagsforestillingen takkede ham for den store Møie, som han derved havde havt, og bad ham, ikke at lægge paa Hjerte, at Publikums Utilfredshed med "Knud, Danmarks Hertug" bragte ham saa slet Løn derfor, tog han imidlertid Anledning til ligefrem at bønfalde Hs. Maj. om, "at der fra Saisonnens Slutning maatte blive ham forundt i det mindste et Par Aars Hvile efter et saa anstrengende Arbeide, hvilket han da, om det til den Tid maatte blive Hs. Maj.'s allernaadigste Villie, igjen skulde være rede til med fornyede Kræfter at overtage og i allerpligtskyldigste Iver at fortfare." Kongen svarede, at om det maatte være, da vilde han fritage ham derfor, med megen Paaskjønnelse af den Iver og Dygtighed, hvormed han havde forestaaet Theatret, men gjerne saae han, at han endnu i et Par Aar holdt ud ved det, om man ikke tidligere kunde finde en Anden, da det i saa Fald skulde være ham kjært at opfylde hans Ønske, ligesom han ogsaa med Glæde vilde modtage Forslag om, hvad han maatte troe, at der kunde være ham til Forretningernes Formindskelse eller Lettelse. Som Følge heraf opgav Hauch at, ansøge om Afsked, men indkom med Forestilling om Directionens Fuldstændiggjørelse og Gjenoprettelse af Inspecteurposten. Ved kgl. Resolution af 7de Marts 1809 afgik Sames fra Directoratet med sin fulde Gage som Pension og Rahbek udnævntes til Medlem af Directionen med Forpligtelse til "at deeltage saavel i den oekonomiske Bestyrelse af Theatret i Almindelighed, som i Særdeleshed i Censuren." Frederik den Sjette havde endnu havt sin for 15 Aar siden yttrede Grund til ikke at ville have Rahbek ind i Directionen, men da Hauch, som ønskede en saa anerkjendt [sideskift][side 167]Dramaturg ved sin Side, fordi det, efter hans Mening, vilde sikkre Directionen imod de mange haarde Angreb, der i den sidste Tid vare blevne gjorte paa dens Smag, bemærkede, at Rahbek havde ved sin Virksomhed for "Den dramatiske Skole" vundet et saadant Krav paa Posten, at hans Forbigaaelse maatte blive ham en stor Fornærmelse og vække megen Misnøie hos hans mange Venner, gav Kongen efter idet han leende udbrød: "Ja ja da, som De vil! det er Dem der skal trækkes med ham, ikke mig!" — Nu var Rahbek endelig kommen i den Stilling, som han bestandig havde ønsket sig og tragtet efter. Tages i Betænkning, at han fra sit 15de Aar fortrinsviis havde lagt sig efter Dramaturgien, at han var den Eneste, der ved baade Studeringer og kostbare Reiser havde uddannet sig for den som Hovedsag, og at han allerede længe havde, ved mange Skrifter, gjort sig almeen erkjendt som den Indsigtsfuldeste i dramatisk Kritik og Literatur, da var det ingenlunde tidligt, naar han i sit 49de Aar opnaaede en Directeurpost, og han havde havt største Grund til at føle sig krænket, dersom der nu var skeet nogen Udnævnelse med Forbigaaelse af ham. Alligevel blev hans Embedsførelse hverken ham eller Skuepladsen til Held. Allerede i de leilighedsviis anførte Kjendsgjæninger, hvoraf hans Anskuelser, Meninger og Egenheder fremlyse, vil man kunne finde nogle af Aarsagerne dertil; følgende Vidnesbyrd af Mænd, som baade kjendte ham nøie og vare hans Venner, kunne ei alene stadfæste dem, men paavise flere. I "Literatur-Tidenden", 1830, siger Jens Møller, efter at have talt om "hans lidenskabelige, og af ham selv misforstaaede Forkjærlighed for Skuespillerkunsten," at "vi savne hos ham en selvstændig Dom, og overvældes istedetfor denne af en Mængde Exempler, Anecdoter, Paraleller o. s. v.," samt [sideskift][side 168]at "man ikke kan frikjende Rahbek for at have næret den Tiltakketagen, hvormed man i det 18de Aarhundredes Slutning gjorde ligesaa meget Væsen af et Epigram eller andet Smaadigt i Tilskueren og Minerva, som man i det 19de Aarhundrede gjorde af en oehlenschlägersk Tragedie," og endvidere: "han ansaae al Burlesk som en Fornedrelse for Skuepladsen, og heller end at lee over Casorti gik han hen og kjedede sig i en ordenlig Comedie over den kongelige Skuespiller Hr. A. B. C." Oehlenschläger, hans Frænde, siger i sine "Erindringer": "Rahbeks Aand var ikke dyb, hans Phantasie ikke flammende, hans Forstand ikke skarp. Men med en overordenlig Kjærlighed til det af Poesien, som han sympathiserede med, havde han dannet sin Modtagelighed derfor, sin Indsigt deri ved uafladeligt Studium og gjentagen Læsning. Med fiin Kløgt, Vid og Iagttagelsesevne gik han ind i det Psychologiske, i de digteriske Motiver, men skjøndt Ewald først havde vakt ham, og han altid betragtede denne Digter som uopnaaelig stor, havde dog Rahbeks egen Natur gjort ham de Skildringer af Livet kjærere, som findes i de ifflandske Stykker. — Rahbek manglede Charakteerfasthed, saa sær han end var; en vis Svaghed i Aanden hindrede ham undertiden i at være ganske oprigtig; men han var i Grunden et meget godt og blødt Menneske." Desværre bragte han baade sin "Mangel paa Charakteerfasthed" og sin "Særhed" ind i sine Embedsforhold, og et meget stort Uheld for Skuepladsen blev det, at den Sidste ei alene i en af sine Yttringer var en Affecteren med, at det Aandige i Fremstillingskunsten satte ham i en saadan Henrykkelse, at alle Understøttelsesmidlerne endog vare ham iveien, som plumpe Forstyrrere af hans fulde Nydelse, men han endydermere derved vilde være uden Ansvar for den Forsømmelse, han [sideskift][side 169]som Directeur viste i Henseende til deres Anvendelse, idet han foregav, at han ansaae Publikum, hvis det var kunstforstandigt, for at maatte være ligesaa ligegyldigt for dem som han. Et stærkt Udtryk af denne Affectation var hans Erklæring, at han aldrig, endog ved de ypperste Forestillinger af "Dyveke", som han havde oplevet, havde følt sig saa henrevet som ved en vis Prøve derpaa, "hvor Dragter, Decorationer og alt det, som man vil gjerne gjøre saa vigtigt for Illusionen, aldeles fattedes." Denne Erklæring, som for den, der er bekjendt med Scenen, ikke blot vidner om den høieste Grad af Affectation, men er latterlig usand, da han paa en Prøve af et Sørgespil, hvor der fattedes "Decorationer og alt det, som man vil gjerne gjøre saa vigtigt for Illusionen," nødvendigen maa have seet og hørt Meget, som ideligen har med Vold og Magt revet ham ud af Illusionen og ind i det Slags Prøvers mange Løierligheder, foranledigede den theaterkyndige L. Kruse i 1819, da Rahbeks Directeurdygtighed forresten allerede ofte havde været veiet og altid var funden at være for let, til følgende meget rigtige Bemærkninger: "Denne Yttring, baade af physiske og moralske Grunde begribelig hos et Individ, tilgive vi derimod mindre som Eensidighed hos en iøvrigt almindelig erkjendt competent Kunstkjender, der ligesaavel bør have Øie for Drapperiets Skjønhed og Mangler, som for det Kunstbillede, hiint efter Kunstnerens Mening skal forskjønne. Overhovedet er hiin Bemærkning kun Udtrykket af Forfatterens individuelle Følelse, og kan langtfra ikke gjælde som Regel; den maa endogsaa vække, om ikke Forbauselse, saa dog Bedrøvelse i en Skuespildirecteurs Mund, som ovenikjøbet beklæder denne Post ved Landets og Hovedstadens eneste og kongelige Theater; thi sæt endog, at denne totale Henrivelse af [sideskift][side 170]det blot Aandige i Digtet var fortrinlig i den Grad, at enhver Kunstkjender gjerne gad gjort sig den egen, saa bestaaer dog Publikum som mindst af Kunstkjendere, men af en ligesaa sandselig som aandig Forsamling, som forlanger, at den skjønne Sjæl tillige skal vise sig i et med dens Indre overeensstemmende velpaaklædt Legeme; og derfor glemme man ikke, at det er Skuepladsens egen Interesse, saavelsom dens Formaal, med harmonisk Fortryllelse at henrive Alle, som besøge den, og opbyde Alt, for at gjøre dem disse Besøg saa tillokkende som muligt."

Ved Ansættelsen af en Inspecteur vilde Hauch see at tilveiebringe den meget savnede Orden i Theatrets Materiale og lette sig de administrative Forretninger. Denne Embedsmand, der tillagdes en Gage af 600 Rdlr., skulde "i det egenlig Executive staae under Chefen, men i hvad der angik Theatrets Oekonomie under den hele Direction." Til Posten blev udnævnt Krigsassessor Christian Frederik Schneider, en 37aarig kundskabsrig Mand, der meget anbefaledes af Hauch, hos hvem han, som Capitain i Kongens Livcorps, havde været Adjutant, "i hvilken Stilling han, ved megen Iver, Dygtighed og Nøiagtighed i at opfylde sin Pligt og hvad der ellers var blevet ham givet at varetage, havde gjort sig hæderligt bekjendt." Strax fra sin Tiltrædelse betragtedes Schneider, som Embedsmand, af Personalet med stor Uvillie, og værre blev det da Hauch efter den ham indgroede Anskuelse: at den, hvem han beklædte med en Myndighed, derved ikke alene fik Berettigelse, men ogsaa den fornødne Indsigt til at udøve den, gik til den Yderlighed, at berøve Instructeurerne Tilladelse til at fritage en Rollehavende eller endog blot en Chorist for en Prøve, og derimod give den, uden Indskrænkning, til Inspecteuren, fordi "kun Chefen [sideskift][side 171]havde Ret til at fritage Nogen, og var han ikke tilstede, da repræsenterede Inspekteuren hans Person." Instructeurerne følte sig høiligen krænkede ved at Inspecteuren, som slet ikke havde Noget med Prøverne at gjøre, skulde kunne bestemme om en Person, hvis Vigtighed for Tjenestens Udførelse kun de kunde have en Dom om, maatte være fraværende eller ei; og Skuespillerne vare opbragte over at see sig i deres kunstneriske Forhold stillede under Godtbefindende af "en Person, hvis rette Bestilling dog kun var at snuse om i Garderoben og Maskinkammeret." Men Hauch lod sig ikke anfægte af sine Undergivnes Uvilliesyttringer; "det er nu engang min Befaling, altsaa: derved bliver det!" svarede ham endog Clausen, som fremkom med alvorlige Besværinger i Personalets Navn. Følgerne af at Hauch saaledes vilde have Inspecteuren anseet som den, der i hans Fraværelse havde hans Magt og Myndighed i alle Retninger, bleve imidlertid idelige Skjendsmaal og Chicaneren, især da Hauch nu indfandt sig sjeldnere og Schneider ved Personalets Uvillie imod ham ophidsedes til mere og mere at gjøre Brug af Fuldmagten i videste Udstrækning.


Oprettet 2010. Opdateret af