>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Fjerde Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1862. 912 sider.

Formedelst Krigsurolighederne aabnedes først:
[Tredsindstyvende Saison, 26. October 1807 til 15. Marts 1808, side 132-144]

[Oversigt over repertoiret 1807-08]


[side 132]Repertoiret blev bestandig slettere. Med det eneste i denne Saison givne Syngestykke: "Den afbrudte Concert", i een Act, var Nyhedernes Antal kun 7, og af disse de 6 Oversættelser af saa maadelige og aldeles uinteressante Stykker, at 3 af dem strax bleve stedte til Hvile, og ikke flere end et eneste — med Undtagelse af Charlemagnes moersomme Eenactslystspil "Den paadigtede Galskab", som Frydendahls mesterlige Udførelse af Moranval holdt paa Scenen i 45 Forestillinger, — gik 8 Gange. Alligevel blev just denne Saison, ved sin eneste originale Nyhed, den, med Hensyn til Repertoiret, allermærkeligste i det 60 Aar tidligere gjenoprettede danske Theaters Historie. Af de Holbergske Mesterværker var Theatret allerede i Besiddelse ved dets Gjenfødelse, og næst dem kan ingen dramatisk Digtning tillægges en saa høi baade national og kunstnerisk Betydenhed, som den, der, stor og herlig i sig selv, inaugurerede det Alter, hvilket ogsaa Melpomene fra nu af fik paa den danske Skueplads. Digteren skulde ikke glæde sig ved at hans "Hakon Jarl" havde paa Directionen gjort Indtrykket af noget Overordentligt. Antagelsen skete allerede den 5te September 1806, men med den Bemærkning, at han ikke maatte vente sit Stykke opført i den Saison, da det vilde medføre endeel Bekostning, hvilken man ikke, [sideskift][side 133]eftersom "Gyrithe", der skulde gives først, fordrede store Udgifter, kunde finde Raad til førend i næste Saison. Saadanne Lovtaler over det indsendte Stykke, som man i Almindelighed holdt i Antagelsesbrevene, naar Falsen eller en anden anseet Mand var Forfatteren, og hvormed man endog havde hædret det anonyme Drama "Danneqvinderne", hvis fædrelandske Aand og poetiske Skjønheder Censorerne ikke havde vidst noksom at complimentere "den ubekjendte Digter" for, — saadanne Lovtaler vare ikke blevne "Hakon Jarl" tildeel. Oehlenschläger havde maattet nøies med den Smiger, han selv vilde lægge i Bemærkningen, at Directionen antog Stykket "om han endog ikke vilde finde sig i at gjøre Forandringer og Forkortninger." Den Meddelelse, der ved Antagelsen af "Danneqvinderne", som man heller ikke havde kunnet opføre førend Aaret efter Antagelsen, var gjort Anonymen om, at han strax kunde hæve et Honorar af 400 Rdlr., havde man ikke for "Hakons" alle Directionens Medlemmer velbekjendte og af Publikum allerede beundrede Digter. Først 5 Maaneder efter underrettede man ham om, at 400 Rdlr. ogsaa vare ham anviste, som den Betaling, hvilken, istedet for 3die Forestilling, kunde gives for et Stykke, der udfyldte en Aften. Derimod fremsatte Directionen adskillige Bemærkninger, som maatte vise Digteren, hvor lidet den var greben af Digtningens Væsen og Aand. Saaledes: at Grib leger Konge var den "en overflødig Scene;" thi "Bergthor kunde blive lange nok borte uden den;" hvad Hakon, da han grubler over Offringen af sit Barn, siger:

"— om en Olding,
Som med et sorgfuldt knuset Faderhjerte,
Gik hen at lyde Himlens Bud,"
[sideskift][side 134]

skulde, efter dens Mening, være et saadant ubetimeligt Indfald om Abraham, at Tilskuerne vilde falde i Latter over det; Thoras heftige Udbrud imod Hakon fandt den "udelicat"; og hendes Monolog ved Hakons Kiste, Tragediens rette, imposante og ægte poetiske Slutning, ønskede den aldeles udeladt, "da den ikke vedkom Handlingen, maatte blive Tilskuerne trættende og var — (paa en Tid, da de af Directionen valgte Stykker strømmede over at falsk Følsomhed) — altfor sentimental! Som en Følge af at Opførelsen udsattes over et Aar, var "Hakon Jarl" allerede førend den bragtes paa Scenen udkommen trykt i "Nordiske Digte" og med Begjærlighed bleven læst af de Mange, hos hvem Interesse for pathetisk Poesie og den skandinaviske Hedenold var fremkaldt ved Digterens tidligere Arbeider. Læsningen svækkede vistnok for en Deel den Overraskelse, som et i Stof, Behandling og Aand saa nyt og mægtigt Værk maatte vække ved først at blive bekjendt fra Scenen; men derimod forberedtes Læserne til en dybere Følelse af de mangfoldige Skjønheder den, da de, ved at ledes til Tragedien igjennem "Thors Reise til Jothunheim" og det plastisk skjønne, grandiøst poetiske Gudedrama "Baldur hin Gode", ei alene kom til Opfatning af det Mythologiske, af den egenlige Tragedies Væsen og af det Store, hvorom Kampen gjaldt i det af Digteren, med poetisk Troskab imod Tidsaand og Historie, behandlede Æmne, men ogsaa fik en saadan Forestilling om Sted og Personer, at den aandfulde Tilskuers Phantasie kunde udfylde, hvad Theatret, saaledes som dets kunstneriske Charakteer og Kræfter dengang vare, nødvendigviis maatte lade savne. Og dette maatte blive saare meget; thi Omstændighederne vare langtfra gunstige for Udførelsen af et tragisk Værk af en saa storartet poetisk [sideskift][side 135]Natur. Iblandt dem af Theatrets Kunstnere, ved hvem Værket maatte bringes paa Scenen, var der kun en eneste, som havde foresvævet Digteren under dets Udarbeidelse: Rosings nordiske Natur, Energie, Høihed og Pathos vare ikke blevne uden Indflydelse paa Skildringen af Hakon. Men just denne Eneste til Hovedpersonen, og som Oehlenschläger havde glædet sig til at see i den, var ikke mere istand til at betræde Scenen. Ved den 21de December 1804, som Antonius i "Octavia", at spille med nøgne Arme i det romerske Costume, havde Rosing paadraget sig en saa voldsom og haardnakket Gigt, at han i den sidste Tid næsten bestandig, under haarde Smerter, var fængslet til sin Lænestol. Kun ved mandig Overvindelse af store legemlige Lidelser blev han istand til, 14 Dage efter den første Forestilling af "Hakon Jarl", at tage Afsked med Publikum i en lille Rolle, hvori han dog endnu, opflammet ved at hans Datier udførte Alexis, spillede med en saadan Sjælfuldhed og indre Kraft, at hans Fremstilling, navnlig i de Scener, han havde med hende og som ved Faders og Barns øieblikkelige gjensidige Stemning fik en dyb personlig Betydning for ham, bestandig blev af Alle, der overværede denne mærkelige Forestilling, erindret som noget af det Sandeste og meest Gribende, der var seet og hørt paa Skuepladsen. Foruden den for Opførelsen af "Hakon Jarl" i det Hele meget uheldige Omstændighed, at Ingen af Personalet, med Undtagelse af Foersom, Heger og Mad. Heger, havde rigtigt Begreb om Vers, langt mindre Øvelse i at fremsige dem, var der den, at kun Sidstnævnte, der skulde spille Thora, kunde antages ved kunstnerisk Eiendommelighed og Evne at være istand til at fyldestgjøre sin Rolles Krav. Dertil kom, at Digteren var fraværende, saa [sideskift][side 136]at man savnede hans Anviisning — ikke til Rolleopfatningen, thi den kunde Rosing, for dem, som ikke troede sig fornærmede ved ledende Vink, langt bedre klare end han, der i Almindelighed var høist uheldig med at give en Forestilling om sine Charakterers rigtige theatralske Udførelse, — men til den, efter Datidens Anskuelser, høist vanskelige Sceneordning. Rosing, som maatte overtage denne, havde aldrig havt synderlig Sands for scenisk Arrangement, og derhos hindrede Sygelighed ham i med fuld Krast at bruge hans ringe Evne i denne Retning. Alle, der havde Hovedroller, gik med Ængstelse til Udførelsen af et Værk, som, ved dets Aandfuldhed, poetiske Kraft og mægtige Form, var dem noget aldeles Nyt. De sattede meget godt deres Opgaves Storhed, men følte ogsaa deres Uformaaenhed til fuldstændigt at løse den. Imidlertid: fra den Mindste til den Største viste Enhver en hidtil ukjendt Enægie i Bestræbelsen for, ved sin Flids og sit Talents Yderste, at tilveiebringe en i det mindste nogenlunde tilfredsstillende Forestilling. Og det lykkedes over Forventning. Titelrollen, som paa Scenen maatte blive Tragediens Bærer, var, efter mange Betænkeligheder, af Nødvendighed bleven tildeelr Frydendahl: hans herlige Udvortes og kraftfulde Stemme havde varet det Afgjørende; men det ventedes ikke, at disse legemlige Fortrin vilde kunne erstatte den tragiske Aand, som man meente, at den mageløse Comiker nødvendigviis maatte savne. Rosing, Rahbek og hele deres kunstneriske Staldbroderskab vare, uden at kunne paavise nogen Bedre, oprørte over, at "Hr. Greven (det var Frydendahls Øgenavn) skulde være Norges mægtige Jarl med

de bedste Kræfter og det største Hjerte l"
[sideskift][side 137]

og der hørtes mange Spydigheder om Apotheker Stødvels og Major Schreckenfeldts Forvandling til nordisk Heros. Men vare Pathos og heroisk Begeistring end ikke Naturgaver for Frydendahl, saa havde han en levende Phantasie og letvakt Følelse. Han kunde ved ret omhyggeligt at søge og sammensatte alle en Rolles Træk, give sig en fuldstændig Forestilling om dens hele Eiendommelighed, saa at det kun gjaldt ham om, hvor vidt han formaaede at skole sine legemlige og aandige Evner til klart at fremstille hvad der stod for hans Tanke. Da han meget godt vidste, at man gottede sig ved Forventningen om, at han i Hakon skulde, som det i Datidens Theatersprog hed, "brække Halsen", saa gjorde han, hvad han ikke altid, naar en Rolle laae udenfor de mange Fag, der vare ham lette, tvang sig til: med sin Genialitets fulde Kraft fremmanede han sig Heltens hele Væren og Væsen, og anvendte derpaa den utrolige Flid, hvormed han indøvede sig sine Yndlingsroller, for at iføre sig den tragiske Helt lige til — hvad der var ham meest fremmed — en god Versfremsigelse. Blev Frydendahl end ikke ganske Digterens Hakon, overgik han dog langt hvad man havde spaaet, at han maatte blive, ja gjorde sig beundret ved at han havde brudt med den sædvanlige Theatermaneer i Heltespil og gav "den vilde Strider for Hedenold" med megen objectiv og, paa ikke saa Steder, endog poetisk Sandhed, hans Fremstilling var i det Hele ædel og yderst correct; Scenen med Olaf overraskede ved Varme og Kraft; den fjerde Act, der gjennemgaaende gaves med rolig Værdighed, havde især skjønne Steder i hans Grublen over Runernes Betydning, Beslutningen at offre Erling og Scenen med denne, men savnede pathetisk Mægtighed i Bærsærkegangen da Lurerne [sideskift][side 138]kaldte til Kamp; og i femte Act var saavel det Høie i Vildelsen hos Thora, som hans mørke, dæmpede Uro i Hulen af saa stor Virkning, at Pram, der aldrig ændsede sine Venners Fordomme, men uforbeholdent gav sine Følelser Ord, udbrød til Rahbek: "Død og Pine, Du! han er jo bleven saa ægte norsk majestætisk som en Fjeldfos i en Granskov!" Der var Phantasie og varm Følelse i Foersoms Foredrag af Olaf, men han savnede altfor meget Utvungenhed og simpel Naturlighed i sit Spil til ret at kunne give Rollen Præget af den aabne, djærve nordiske Helt og fromme Christen. De to Eneste, som virkelig viste sig deres Rolle voxne og forherligede Digterens Værk ved dens klare, friske og sjælfulde Fremstilling, vare Mad. Heger, der i Thora ganske var den høihjertede, dybtfølende, fjeldbaarne Qvinde, og Heger, hvis Einar, ved et overraskende skjønt naturligt Foredrag og den muntre, freidige Uforsagthed, der gjennemstrømmede hele hans kraftige, ungdomsfro Væsen, blev den Rolle, som vandt det meest levende Bifald. Vistnok skete der ikke Digtningen Fyldest ved Opførelsen; baade i Spil og Udstyr var der mange Mangler og meget Svagt og Feilagtigt, som hindrede Værket i at gjøre den store Virkning, hvilken det i sin Nyhed maatte have faaet af en Fremstilling ganske i dets egen Aand; men ved alle de Rollehavendes overordenlige Flid lykkedes en værdig Fremstilling af det paa Scenen dog saa vidt, at Publikum fattede og følte det poetisk Store deri og modtog det med jublende Bifald.

Ogsaa "den dramatiske Skole" havde, i Rahbeks "Hans Rostgaard og hans Hustru, National-Drama i tre Acter", et Arbeide af en dansk Digter til Festligholdelsen af Kongens Fødselsdag. Stod dette end i poetisk Værd langt [sideskift][side 139]under "Hakon Jarl", udmærkede det sig dog, baade i Anlæg og Udførelse, meget fremfor de langt mere prætentiøse Forsøg i alvorlig dramatisk Digtning, hvormed danske Forfattere i de sidste Aar havde begavet Skuepladsen. Hvor vanskeligt end Æmnet gjorde det, var Handlingen særdeles heldigt ordnet, den fædrelandske Aand fremtraadte smukt, mandigt og naturligt, uden Effectjagerie, Charaktererne interesserede, saavel ved en Forskjellighed, der gav dem god Virkning imod hverandre, som ved at hver enkelt var skildret med megen Bestemthed, og Dialogen havde, foruden at Sproget var ædelt og Versificationen flydende, mange herlige poetiske Steder. Til disse ikke ringe æsthetiske Fortrin kom den Omstændighed, at Tilskuerne, fem Maaneder efter Kjøbenhavns Bombardement og under alle Stænders levende Begeistring for at trodse den Vold, hvormed en overmægtig Fjende endnu truede Fædrelandet, maatte føle sig grebne ved at see Tildragelsen theatralsk fremstillet. Stykket blev ogsaa optaget med meget stort Bifald, endskjøndt Udførelsen var langt fra at være saa god, som det havde fortjent den. — Skolens andre Nyheder vare, med Undtagelse af det meget over Personalets Evner liggende særdeles interessante Fireactslystspil "Det stille Vand har den dybe Grund", bearbeidet af Tydskeren Schröder efter Beaumont og Fletcher, af en høist maadelig Natur, ja Kotzebues "De to Klingsberger" endog i sine fire Acter en saadan Samling af Platheder, raae Caricaturskildringer, forslidte Situationer og hæslige Bordelscener, at Rahbek maatte taale haarde Bebreidelser, fordi han, "der saa stærkt havde ivret for at Skuepladsen skulde være Smagens og Sædernes Skole", ikke havde afværget, at Noget, "der saaledes traadte Smag og Sædeligheden under Fødder", [sideskift][side 140]var blevet bragt paa den Scene, hvorved han var Lærer. "Ingenlunde paastaaes". — hed det i J. K. Høsts Theaterblad, — "at den store kgl. Skueplads ei frembyder Comedier — adskillige —, der tilsidesætte Anstændigheds og Delicatesses Forskrifter i maaskee ikke mindre Grad end denne; men dobbelt smertende for hver de offenlige Sæders og den dramatiske Kunsts Ven, at endog Planteskolen ikke skaanes for Stykker, iblandt hvis Personer forekomme En som gamle Klingsberg og en Rufferske som Mad. Wunschel."

Aarsagen til Du Puys Afgang viser, hvorledes Directionen, fornemmelig Hauch, endnu betragtede Skuespillerstanden. Du Puy var indtraadt i Livjægercorpset. Som en altid munter, fiin, beleven Selskabsmand og ligesaa villig som fortræffelig Sanger, stod han i venskabeligt Forhold til mange af dets Medlemmer, der dengang næsten alle vare unge Embedsmand eller Sønner af velhavende Familier. Han havde ikke kunnet modstaae deres Overtalelser til at gaae ind i et Corps, som ved sin elegante, coquette Uniform og en rask, kjæk Holdning stod i stor Yndest og især blev beundret af Damerne, hvem det var hans største Lykke at behage. Da han meget godt vidste, at Hauch vilde modsætte sig Alt, hvorved en Skuespiller blot kunde synes i enkelt Tilfælde at blive stillet udenfor hans Herredømme, lod han sig optage i Corpset uden hans Tilladelse. Derved begik Du Puy vistnok en Forseelse, men hans Theatertjeneste kunde aldeles ikke lide derved, da der var givet ham Tilsagn om, at der ikke skulde blive paalagt ham nogen militair Pligt, som hindrede ham i fuldstændig Opfyldelse af hans Engagement, med mindre Hovedstaden kom i Fare, hvad der naturligviis vilde foranledige Theatrets Lukning; og desuden kunde han støtte [sideskift][side 141]sig paa, at flere Skuespillere, som vare Studenter, stode i Kronprindsens Livcorps, efter udtrykkelig Opfordring af Hauch, som commanderede der. Der skete, hvad Du Puy havde forudseet: Hauch blev yderlig opbragt "ved at erfare en saa usurpatorisk Handlemaade af en Mand, som ved Engagement var forpligtet til ene og alene at tilhøre det Embede, for hvilket han af Hs. Maj. var antagen og blev lønnet." Imidlertid fandt Hauch det ikke raadeligt at tvinge Du Puy til at udtræde af Corpset, men lod det blive ved, strax at udstede et strengt Forbud imod, "at nogen Skuespiller, Dandser eller Betjent ved Theatret herefter indtraadte i Livjægerne eller noget andet militairt Corps". Forresten trøstede han sig med, at "Hr. Dupuy ogsaa i det Militaire kun var subaltern, saa at Theaterchefen, naar han kunde komme overeens med Hr. Dupuys Commandeur om hans Fritagelse fra Tjeneste, aldeles ikke havde Noget med Hr. Du Puy selv eller med hans Godtbefindende at gjøre." Det fik han heller ikke; thi uagtet Du Puy med stor Iver deeltog i Corpsets Øvelser, blev der aldrig Anledning til endog blot at forandre en Prøve for hans Skyld. Men da han ved Udfaldene i 1807, hvilke han alle, lystigt syngende og altid rede til uforfærdet at gaae foran hvor Faren var størst, gjorde med, havde udmærket sig saaledes, at hele Corpset ansaae som afgjort, at han maatte udnævnes til Officeer, blev Hauch i høieste Grad allarmeret. Han gjorde først Kammerherre Holstein. Corpsets Commandeur, opmærksom paa, at det dog ikke gik an at indstille en Skuespiller til at blive Officeer, og da denne svarede, at Du Puys Conduite og Dygtighed paalagde ham det, henvendte han sig til Du Puy selv med alvorlige Forestillinger om, at dersom han modtog UdUd-nævnelsen [sideskift][side 142]nævnelsen, vilde han derved selv hæve sit Engagement, thi "Porte-épéen kunde ikke taale, at den, som bar den, viste sig paa et offenligt Theater." Du Puy svarede, at han paa ingen Maade vilde frasige sig en Hæder, som han efter sine Vaabenbrødres Mening havde gjort sig fortjent til. Hauch fremsatte nu Sagen i Directionen. Kunzen lod sig melde under Mødet, for at erklære, at han som Embedsmand troede sig forpligtet til at gjøre opmærksom paa, at dersom Du Puy nu, efter at Schønberg var afgaaet, blev afskediget, saa vilde det være umuligt at give Syngestykker; men Hauch svarede ham kort: at en kongelig Direction havde uden Betænkning at opfylde sin Pligt; bagefter maatte den søge Midler til at afvende den Skade, som kunde blive en Følge deraf; og de vilde da nok findes. Kierulfs Forslag om, at Du Puy efter at være bleven Lieutenant skulde ansøge om at stilles à la suite, tilbageviste han med: at en Offiiceer var Officeer, enten han stod i Tjeneste eller à la suite. Da Du Puy heller ikke ved personlige Forestillinger af Kierulf, der af Hauch var bedet om at mægle i denne vigtige Sag, havde været at bringe til at indsee en Skuespillers Uværdighed til at blive Lieutenant i et borgerligt Corps, erklærede Hauch ham endelig reent ud, at dersom han var fast besluttet paa at modtage denne Udnævnelse, maatte han enten søge Afsked eller belave sig paa at faae den. Du Puy valgte at søge den. Den 4de August 1808 afgik han som Skuespiller, men da han derved løstes fra den med hans Engagement forbundne Forpligtelse at give to unge Sangere Skole, og Hauch ingenlunde havde Noget imod ham, men kun imod at en Mand, der bar Porte-épée, betraadte Scenen, ansattes han med 700 Rdlr., for, som Syngemester, at undervise [sideskift][side 143]fire Elever. Concertmesterposten beholdt han og Lieutenant blev han. Længe havde han imidlertid ikke Fornøielse deraf, thi Aaret efter blev han, paa Grund af en Amourette af meget høi Natur, forviist fra Danmark og gik til Paris, hvorfra han i Efteraaret 1810 tog tilbage til Stockholm og fik der i 1812 Ansættelse som kgl. svensk Kammersanger, Hofcapelmester og Professor, hvilket han vedblev at være til sin Død, 2. April 1822. — Da Du Puy var afgaaet, indtraf hvad Kunzen advarende havde gjort opmærksom paa: Theatret havde ikke en eneste Sanger til et virkeligt Tenorpartie; derimod fandt Hauch ikke saa let Midler til at raade Bod paa dette vigtige Savn: han vidste intet andet, end ideligen at forestille Kunzen, at han, som Capelmester, maatte sørge for Syngespil-Repertoiret og see at hjælpe sig igjennem med de Kræfter, Theatret havde. Kunzen var fortvivlet og gav undertiden sin Harme over at faae Bebreidelser for det, som just han havde søgt at forebygge, Luft i meget stærke Udtryk. Ikke destomindre søgte han med megen Iver at opdage en Udvei til i det mindste at holde den lettere Deel af Repertoiret igang, indtil Skjæbnen vilde sende en Duelighed til Fagets nogenlunde musikalsk tilfredsstillende Udfyldelse. Den taaleligste Stemme, som bedst kunde modtage en Smule Dressur, fandt han hos Eenholm, der hidtil havde gaaet upaaagtet. Han var imidlertid aldeles ikke passende for ædle, lidenskabelige eller heroiske Elskere og Stemmen manglede baade Høide, Klang og Bøielighed. Ved Kunzens stadige Arbeide og hans egen utrættelige Flid for at bringe det Alleryderste ud af den, lykkedes det ogsaa kun Eenholm, som ikke var musikalsk, at komme saa vidt, at han vaersomt kunde afsynge de ham omhyggeligt indpræntede faciliterede Partier uden Ild, [sideskift][side 144]musikalsk Aplomb eller tiltalende Foredrag. Det var ingen behagelig Musiknydelse, Tilhørerne, for at kunne faae et Syngespil at høre, maatte tage tiltakke med, naar Mad. Frydendahls mægtige og klangfulde Stemme i en Duet lød sammen med Eenholms matte, charakteerløse Tenor, der hverken kunde bæres i udholdende Toner eller med nogenlunde Sikkerhed og Flydenhed anvendes i en endog let Cadence. Imidlertid fandt man sig i henved 7 Aar i en saa maadelig Udførelse af et musikalsk Hovedpartie, ja skjænkede den endog, om end kun sjeldent og sparsomt, Bifald; thi man vidste, at den ikke for Øieblikket let kunde haves bedre, og Eenholm, der desuden som Skuespiller efterhaanden hævede sig betydeligt i Publikums Gunst, viste en saa overordenlig Flid for at give mere, end Naturen havde forundt ham Evne til, at han mødte en Overbærenhed, der gjorde, at han endog i vanskelige Syngeroller slap igjennem uden lydeligt Mishag. — At Jfr. Tarbesse, efter nylig, ved Giftermaal med en Overkrigscommissair, at være bleven Fru de Montville, strax efter Saisonnens Slutning afgik ved Døden, ansaae man mere som en Vinding end som et Tab for Theatret; thi for mimiske Roller var hun aldeles uden Anlæg, som Dandserinde havde hun haardt maattet føle Omskifteligheden i Publikums Omdømme, der omsider var blevet hende meget ugunstigt, og ved hendes Død fik Directionen 1200 Rdlr, til nogle høist nødvendige Gageforbedringer.


Oprettet 2010. Opdateret af