>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Fjerde Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1862. 912 sider.

[Ni og halvtredsindstyvende Saison, 1. September 1806 til 29. Mai 1807, side 112-128]

[Oversigt over repertoiret 1806-07]


[side 112]Der havde i den sidste Tid aadenbaret sig en ny, Alt, hvad der dengang gaves og gik for Poesie, langt overstraalende Aand i den danske Digtning. Allerede med Oehlenschlägers i 1803 udkomne "Digte" var der indtraadt en Epoche. Den geniale Vælde over Sprog, Form og Æmne, hvormed han, efter hvert Digts Idee, lige herligt og fyldigt udgød sin Begeistring i mandig Kraft, mild Ynde eller majestætisk Storhed; den overstrømmende Rigdom paa nye og aandfulde Tanker; de mangfoldige naturlige og dog overraskende høipoetiske Billeder; og den vidunderlige Evne til at sinde Udtryk, som fremstillede Følelser og Skildringer af den meest forskjellige Natur i skjøn og klar Anskuelighed: Dette havde ikke blot forbauset og henrykket dem, der i hiin Plathedens og Prosaismens Tid havde bevaret Sands for det Ædle og ægte Digteriske, men begyndt at gribe Folket. Det henrivende "St. Hansaftenspil" med den rige, lette og gratiøse Vexlen af hyggeligt kjøbenhavnsk Borgerliv, lystig Dyrehavstummel og stille, men frisk, blidthøitidelig Skoveensomhed, dansk i Figurer og Naturskildring, i Holdning og Duft, i Opfatning og UdUd-førelse [sideskift][side 113]førelse, virkede fortryllende ved den zarte Blanding, af livfuld dramatisk Fremstilling og frisk, aandrig, fyldigt og frit fremstrømmende Lyrik: det blev beundret af de Dannede, dybt følt af Alle. Der var i disse herlige Digtninger givet Folket Noget, som vakte dets Phantasie, sandt Sympathie i Nationalfølelsen og gik til Hjertet. De, som dengang særdedes iblandt de forskjellige Stænder eller kom omkring i de mange Klubber, have ikke noksom kunnet fortælle om den Opsigt, som denne "nye Poesie" gjorde; om hvor forskjelligt man betragtede dens Værd i Forhold til den baggesenske, men dog enedes om, at der var mere Danskhed i den; og om hvorledes Mange forundrede sig over deri at sinde Ord, som de aldrig havde hørt og dog maatte tilstaae vare ægte danske, naturligt brugte og overordenlig udtryksfulde. Endnu større og almenere Virkning gjorde "Poetiske Skrifter" , men deri dog fornemmelig "Aladdin". Handlingens mægtige Omfang, de mangfoldige contrasterende og hver for sig henrivende skjønne Situationer, det mageløse Naturmalerie, den glødende Colorit og den digteriske Aand, som samlede, sammenholdt og sammensmeltede alle Eventyrets fortryllende Enkeltheder til et storartet Heelt, aabenbarede en Fylde af Phantasie og Tanke, som vakte levende Beundring. Det Dramatiske i Stoffets Behandling fængslede især det store Publikums Interesse. Den ualmindelige Mængde Personer, deels overnaturlige Vasner, deels humoristiske, erotiske eller tragiske Mennesker, alle skildrede, selv om kun i en enkelt Scene eller i faa Træk, med srappant poetisk Natursandhed, sorbausede; man sandt her et phantastisk Charakteermalerie, som var ganske anderledes sjælsoplivende end de prosaiske Gjengivelser af det Hverdagslige, hvilket Theatret ideligen stillede tilskue, [sideskift][side 114]og det blev en almindelig Mening, at der i Oehlenschläger var en vordende stor dramatisk Digter, fornemmelig i det Tragiske og det Phantastisk-Comiske. Men det var netop disse dramatiske Digtarter, som Skuepladsens daværende Smagsledere ikke yndede, ja endog vare imod, og af den Omstændighed, at Kierulf, som havde kunnet sinde "Hospitalet" et antagelsesværdigt Lystspil, kun havde behøvet et Par Dages Overveielse, for, uden Forslag om Forandringer eller Forkortelser, ubetinget at forkaste "Freias Alter", der, som Syngespil, ikke burde ventes æsthetisk strengt bedømt, sluttede man, at ingen dramatisk Digtning af Oehlenschläger vilde finde Naade for hans Øine, hvorom ogsaa Digteren selv skulde være saa overbeviist, at han, efter et meget udbredt Rygte, havde besluttet, slet ikke at skrive for Theatret. Ogsaa vare Mange af Kierulfs Mening, at "Oehlenschlägers Genie var altfor yppigt, fyrigt og utæmmeligt til at han under Conceptionen kunde vaage over, at hans Charakterer fik den Correcthed og hans Handling den strenge sceniske Gang, som Theatret nødvendigen betinger. Forsøgte han det, da vilde rimeligviis derved det, som var hans Arbeiders største Skjønhed, gaae under." Saaledes maatte, paa samme Tid som Folket beundrede en dansk Digters store og frugtbare dramatiske Genie, Theatrets Publikum endnu beklage Savnet af nye gode danske Skuespil. "Gyrithe, " den eneste Original, der i denne Saison kom paa Scenen, gav kun ringe Udsigt til dets Afhjælpelse. Kruse havde — denne Gang anonymt, — atter taget en ny Retning, for at finde en Vei, hvorpaa han kunde gjøre Lykke, og, efter Suhms Fortælling, skrevet et Femactsstykke, i hvilket Effecten fornemmelig skulde tilveiebringes ved et fædrelandsk Æmne, nordiske Helte og [sideskift][side 115]Heltinder, oratoriske Tirader om Danmarks Ære og Herlighed, Pragtoptog og, fremfor Alt, Chor. Forfatterens Meed havde aabenbart mindre været en poetisk Idees Udvikling i en dramatisk anlagt Handling og bestemt tænkte Charakterer, end kun en Sammensætning af hvad der maatte antages at ville gjøre stor theatralsk Virkning. Midlerne vare imidlertid saa almindelige og forbrugte, Anvendelsen saa umotiveret og overdaadig, at Effecten alligevel kun blev meget ringe. De mange Chor trættede, uagtet Kunzens Musik til dem var særdeles smuk, og et Par gode Situationer kunde ligesaa lidet erstatte Savnet af interessant Handling og Charakteerskildring, som enkelte smukke Steder og en overhovedet reen og flydende Versification formaaede at dække Mangelen paa poetisk Styrke i Dialogen. Ogsaa var Udførelsen meget maadelig; med Undtagelse af Foersom, der lagde megen Varme, mandig Kjækhed og Følelse i Hildiger, havde de Spillende den kotzebueskes Tragedies opskruede Tone og tilintetgjorde Stykkets bedste Egenskab ved en meget slet Versfremsigelse. "Gyrithe" var, som bestemt til Kongens Fødselsfest, bleven prægtigt udstyret og sat i Scenen med stor Møie og Omhu, men efter at have beundret Skjoldmøer, nordiske Helterustninger og glimrende Optog i "Lagertha", og store, charakteristiske Chor i "Herman von Unna" fandt Publikum, at hvad der her bedes det var hverken nyt eller interessant: Stykket overlevede ikke Saisonnen. — Var dette eneste originale, til Directionen indsendte, Skuespil end sornemmelig beregnet paa Effect, saa søgtes denne dog ikke ved ukunstneriske, den danske Scene nedværdigende Midler. Ikke engang denne Roes kan tillægges de af Directionen valgte Stykker. Det er Sandhed, hvad J. K. Høst om [sideskift][side 116]denne Saison siger i sit Blad "Theatret" ved næste Saisons Begyndelse: "Hvor den kongelige Skueplads i det afvigte Theateraar slap, der begynder den i det nye. Mænd, der have dræbt deres Koners forrige Ægtefælle, Koner, der bevæge Monarken til Naade for deres Mænd, Fædre, der afsige Sønnens Dødsdom, Venner, der gaae i Døden for Venner, pludselige Opdagelser af Børn, der holdes for tabte, Besvimelser og Trommehvirvler — hvad forlanger man mere?" Rædselsstykker, hentede fra de parisiske Forstadstheatre, som "Elisa Werner", hvori Forfatteren "harver" en uskyldig Kones Sjæl, ved at han har givet hende to Ægtefæller: den Ene en fornem og ædel Mand af hvem hun er elsket, den Anden et Rasphuuslem, der martrer hende ved at gjøre sin Fordring paa hende og deres Søn gjældende; eller, som "Krigsretten", med Soldaterjammer, Retterstedscener og andre Opfindelser af convulsiv Bestræbelse for at ryste Massens Nerver, bleve foretrukne for schillerske og shakespeareske Mesterværker; tre kotzebueske Caricaturstykker, hvis Dialogs Glimmer netop er saadanne "Vittigheder, som ikke ere de dramatiske Personers, men Digterens egne," for hvilke Kierulf havde fordømt "Freias Alter", og som desuden skulle være "piquante" ved Tvetydigheder og plump Skjemt, bleve besatte med Theatrets første Kunstnere og udstyrede med største Rundhaandethed, medens Moliere aldeles fortrængtes og Holberg, slet besat og endnu slettere costumeret, brugtes til Nødstykker. Af 13 Skuespilnyheder var der kun 3, som Tilskuere med reen Smag og sund Følelse kunde see med Fornøielse: to vakkre franske Eenactsstykker, "Den unge hidsige Kone" og "Skillerummet", og Femactsskuespillet "Bonden som Dommer" af Calderone. Ogsaa i dette Stykke, der i den franske BeBe-arbeidelse [sideskift][side 117]arbeidelse, som af Collot d'Herbois er udført med megen Sands for theatralsk Virkning af god Art, har tabt nogle lyriske Skjønheder, findes vel et Par af de dengang ofte anvendte stærke Situationer, dog ikke som Effectmomenter, men kun til Motivering af en Række meget interessante Scener og for at lede til Udviklingen af kjækt anlagte livfulde Charakterer. Det blev optaget med meget Bifald, som for en stol Deel skyldtes en i det Hele fortræffelig og i tre meget forskjellige Roller mageløs ypperlig Udførelse: Frydendahl forenede, som den podagriske, vrantne og opfarende General, mesterligt Hidsighed, muntert Lune og naturlig Godmodighed med militair Anstand og ædel Værdighed; Kruse blev beundret for den i Udvortes, Holdning og Tone imponerende Figur, han havde faaet ud af Sergeanten, og den friske, kjække Humør, der, bestandig med Soldatens Pli, gav sig Luft i Charalteerfremstillingen; og Mad. Lange havde som Inez Leilighed til ret at glimre med sit Talents Fylde, thi som hun gav Rollens muntre Deel med et ved Vivacitet og naturlig Ynde indtagende Skjelmerie, saaledes henrev hun i dens alvorlige Deel ved sin ildfulde, fra Hjertet strømmende Følelse.

I Texten til den første Syngespilnyhed: "Helena", i tre Acter af Bouilly, var det ved en omvankende forfulgt Fyrste, hans ulykkelige som Faarehyrde forklædte Gemalinde, deres Barns Bortførelse af Soldater, Fortvivlelsesudbrud, Gjenkjendelser og andre rørende Ingredientser at Publilum skulde pirres til Interesse. Da imidlertid alle Effectmidlerne ei alene hørte til de allerede stærkt forbrugte, men fandtes maadeligt benyttede, og Méhuls Musik, der var en af hans første, noget bizarre, Compositioner, kun behagede i de skjønne landlige Partier, saa nød Styttet, uagtet Jfr. [sideskift][side 118]Rosings fortræffelige, med stort Bifald optagne Udførelse af Titelrollen, kun en meget kold Modtagelse. Megen Lykke gjorde derimod det, ved Etiennes Text som ved d'Alayracs Musik, meget nydelige og behageligt muntre Eenactsstykke "En Times Ægteskab", hvori Herremanden de Marcée var en Mesterrolle af Frydendahl ved den sine, gratiøst nuancerede Conversationstone, et ypperligt mimisk Udtryk, godmodigt Lune og hans, i en Monolog, fra et let Smiil gradviis til et utilbageholdeligt hjerteligt Udbrud stigende Latter, som ved Naturlighed var saa smittende, at Publikums Hilaritet steg i Forhold med hans indtil det tilsidst tilligemed ham brast ud i fuld, utæmmelig Skoggerlatter. Sin Triumf, saa glimrende som det endnu ikke havde havt nogen, seirede Syngespillet imidlertid i Saisonnens Slutning ved Opførelsen af Mozarts "Don Juan". Endelig havde Begjærligheden efter at høre dette den berømte Mesters berømteste Værk yttret sig saa levende, at Directionen havde seet sig nødt til at opgive sin Betænkelighed med Hensyn til Faren for at Troen paa Gjengangere kunde befordres derved: Kronprindsen var endog bleven foranlediget til at befale dets Opførelse. Dog skulde Forberedelserne ikke være ganske uden Ærgrelser for Kunzen, som levende havde interesseret sig for dette herlige Værks Optagelse i Repertoiret, og nu med inderlig Glæde og stor Iver tog sat paa dets Indstudering. Han havde troet, at Operaen skulde opføres med Recitativerne og blev derfor meget fortredelig ved at høre, at de skulde af L. Kruse, der havde givet en i det Hele særdeles god Oversattelse af Stykket, omdannes til Dialog, da det af Directionen var anseet for nødvendigt, at "Don Juans Libertinage fik nogen Undskyldning, ved at han anførte et Forsvar [sideskift][side 119]derfor," hvilket det blev paalagt Kruse at indskyde i nogle Replikker, "der, saa naturligt som muligt, skulde lægges ham i Munden paa de forskjellige Steder, hvor det kunde lade sig gjøre." Kunzen ivrede for at den musikalske Charakteer og Numernes smukke Forbindelse maatte bevares ved Recitativerne, og Du Puy ivrede imod at han, som skulde spille Don Juan, blev bebyrdet med Text, hvor der ikke i Originalen var nogen Text, da han havde vanskeligt ved at sige endog korte Replikker, naar Nødvendigheden fordrede dem. Det hjalp imidlertid ikke: for at Don Juan kunde komme til at gjøre en meget maadelig Undskyldning for den Forargelse, som Publikum muligen vilde tage af hans Forførelser, maatte der Text ind; og den skulde, efter Kruses Forslag, endogsaa, ."paa Grund af Sujettets høiere Charakteer, " være paa Vers. Opførelsen blev forberedet med usædvanlig stor Omhu; men gav ogsaa Mozart fuld Opreisning for den uforsvarlige Medfart, som var viist "Elskernes Skole". Hvo kjender ikke Mozarts evig uovertræffelige Tonedigtning "Don Juan": det Rigeste, meest Poetiske og Colossaleste, der fra Tonernes Verden er gaaet over i Theatrets? Alle Lidenskaber, alle Følelser, det glødende Sandselige og det forfærdende Overnaturlige have her, i henrivende ædle Melodier, fundet deres klareste og fyldigste Udtryk; fra Menneskebrystet fremstrømme Glædens vildeste Yttringer. Begeistringens heftigst stormende Udbrud, de dybeste Klager, den mildeste idylliske Sorgløshed; fra Graven lyde mystiske og, selv i de forunderlige, dristige Intervaller, monotone Varselsraab igjennem rædselvækkende Accorder; fra Helvede toner den storartet gyselige Hilsen — og Alt er skjønt, aandfuldt, charakteristisk og harmonisk i sin forbausende Forskjellighed; Melodien er det kraftfuldeste [sideskift][side 120]Udtryk og Udtrykket den skjønneste, frieste Melodie; det underfulde Værk er en Aabenbaring af, at der kan være Poesie i alt Menneskeligt og i alle Forhold, hvorunder det Menneskelige fremtræder: en Aabenbaring, som efter den guddommelige Villie vel i musikalsk Form kun vil blive givet een Gang i en saa mægtig Fylde, fordi den ved sig selv maa bevare Gyldighed for alle Tider. Og denne mageløse Musikdigtning blev, om ikke fuldkommen fattet, saaledes forstaaet, at den strax havde en stor Deel af den Fortryllelseskraft, som den nu i saa høi Grad besidder og mere og mere vil saae jo inderligere Publikum, ved voxende musikalsk Sands, bliver fortrolig med den. Endog Mængden fandt allerede dengang, at der i dette Værk var en poetisk Sandhed, kunstnerisk Vælde og aandig Harmonie, som ikke i den Ædelhed, Rigdom og Storhed havde aabenbaret sig i noget tidligere Musikværk. I den første Forestillings Begyndelse bleve de enkelte Numere modtagne med det Bifald, der i Almindelighed skjænkes et behageligt Musikstykke; fra Don Juans af Du Puy med uovertræffelig gratiøs Lidenskabelighed foredragne Arie "Kjølende Druer" fik Bifaldet Opsving til Begeistring, og efter den mageløse første Finale, med Don Juans friske, kjække Trods og Chorets majestætisk fremrullende Hævntorden, var Forestillingens store Lykke afgjort, endskjøndt anden Act ikke dengang, selv i dens herligste Musiknumere, behagede i samme Grad, men fornemmelig kun fandt Bifald ved Donna Annas Arie og den berømte Sextet. Udførelsen var fortræffelig, med Undtagelse af Textpartiernes, der af Sangerne, som ikke, selv om de havde anvendt tilbørlig Flid derpaa, vare en taalelig Fremsigelse voxne, blev behandlet med en Skjødesløshed, der stak meget ilde af imod [sideskift][side 121]den ypperlige Sangudførelse og det i det Hele gode Spil, som fra alle Sider vedligeholdtes under denne. Den meest Beundrede var Du Puy, der i Don Juan, som Kunzen og han i Forening med megen Smag havde transponeret for hans Stemme, baade som Sanger og Skuespiller havde sin Glandsrolle. Efter ham satte Publikum Mad. Frydendahl, hvis fyldige, klangfulde Stemme gjorde en mægtig Virkning i Donna Annas Partie; og Knudsen, der i Leporello vel ikke kunde tøile sit Lune til at afholde sig fra enkelte Overgivenheder, men forresten, baade i Spil og Sang, udmærkede sig i høi Grad ved den naturlige og inderlige Jovialitet, der var udbredt over den hele Fremstilling. Kruse var en særdeles fortræffelig Masetto og gjorde ved sin herlige malmfulde Stemme ypperlig Virkning i de Ensemblestykker, hvori han deeltog. Det Eneste, Kunzen beklagede, var, at han ikke, uagtet han samlede Alle ved Theatret, som kunde synge, og anvendte Alt for at faae frembragt den størst mulige Effect, kunde opnaae at give Aandechoret, der slutter Overaen, den grandiøse Virkning, som det havde for hans Phantasie.

Da "Den dramatiske Skole" med denne Saison begyndte at give ugenlige offenlige Forestillinger, "for at underholde sig selv," ophørte den saa ganske at være hvad den gav sig ud for, at selv Rahbek, der efter Prøvecomediernes Opførelse havde faaet et Gratiale af 300 Rdlr. og nu blev ansat som Lærer med 200 Rdlr. Gage, allerede i Mai 1808 offenlig erklarede, at "han vel troede, uden at frygte for at beskyldes enten for Ubeskedenhed eller Partiskhed, at turde sige, at denne Indretning, som Planteskole for det store Theater, fuldelig havde hjemlet sin Gavnlighed, men dog tilfulde erkjendte, hvor langt den [sideskift][side 122]var fra som Kunstskole at være eller at blive, hvad han havde smigret sig med, den skulde, og hvad Enkeltes stedse vedvarende og tiltagende Flid og Fremgang overtydede ham om, at den kunde have blevet." Sandheden var, at den fra det Øieblik, da de offenlige Forestillinger begyndte, kun var et Øvelsestheater, hvorpaa Talentløse og Talentsulde spillede imellem hverandre i Forestillinger, der gik saadan som de naturlige Kræfter, den Anstrengelse, der paalagdes dem, og den Enkeltes Skjødesløshed eller Flid vilde tillade det; men hvori dog den flittige Begavede fandt Leilighed til saaledes at udmærke sig, at han af Publikum kunde blive kjendt værdig til Optagelse ved det kongelige Theater inden han betraadte det, og ved sin Tiltrædelse havde en Routine, der, naar han kom til at samvirke med dygtige Kunstnere, gjorde ham det muligt hurtigt at udvikle sine Evner. Det er ikke let at begribe, hvorledes Rahbek havde kunnet smigre sig med, at Indretningen, efter den tagte Plan, skulde kunne være bleven mere, thi vel havde han, ved at holde Declamationsøvelser og, i en Omskrivning af sine "Breve fra en gammel Skuespiller," endog hensigtsmæssige Forelæsninger over Skuespilkunsten, søgt at virke i det Fag, der var gjort til hans; men han maa dog have indseet, at der, for at den skulde kunne blive en "Kunstskole", nødvendigviis til Elever, som for en Deel savnede endog de almindelige Skolekundskaber, først og fremmest maatte skaffes en Underviisning, hvorved de kunde saae Almeendannelse, Begreb om den dramatiske Digtnings Natur, Øvelse i det Mimiske og Veiledning til en Rolles rigtige Opfatning. Saadanne Forberedelser havde ikke været paatænkte ved Skolens Oprettelse; fra nu af, da man kom til Erkjendelse om deres Nødvendighed, var det [sideskift][side 123]ikke muligt blot nogenlunde at begynde dem; allerede ved ar betragte Repertoiret maatte enhver Kyndig blive overbeviist om, at af "Skole" kunde der ikke mere være andet end Navnet, som skulde skaffe mangelfulde Forestillinger Publikums Overbærelse. Medens det kongelige Theater havde 17 Nyheder i 163 Forestillinger, givne i 39 Uger, havde "den dramatiske Skole" ikke mindre end 25 Nyheder i 30 Forestillinger, givne i 33 Uger, og deraf endog 8, som fyldte en Aften, da dog det kongelige Theater ikke havde flere end 9 af saa stort Omfang! Hvorledes skulde unge, uøvede Skuespillere —: Elever, hvoriblandt man, for blot at faae det til et Stykkes Besætning nødvendige Antal, havde seet sig nødt til at optage Personer, som Forstanderen selv erkjendte for uduelige, være istand til at udføre et saa overanstrengende Arbeide og tillige have Lyst og Tid til at lade sig veilede til deres Evners Udvikling? Det kunde blot gjælde om, fra den ene Ottendedag til den anden at lære, prøve og spille en, ja undertiden endog to nye Roller. Heller ikke toges ved Valget af Repertoire mindste Hensyn til Gavnlighed for Uddannelse af Elever; thi om ogsaa nogle ifflandske Stykker, ved deres omhyggeligt udførte Charakterer, kunde, i en indskrænket og dertil meget prosaisk Retning, blive belærende for unge Skuespillende, saa vare de andre optagne Stykker deels saadanne, der, som "De Skinsyge", en engelsk Bearbeidelse af Molières »Le cocu imaginaire«, fordrede udmærkede, med Lune og Opfindsomhed begavede Kunstnere, deels livlige Intriguelystspil, hvortil der maatte en særdeles sikker og flydende Udførelse, og deels kotzebueske Smørerier, som ved kaad Charakteerbehandling forledede Begynderne til Udskeielse fra Naturen og grov Overdrivelse. Meget ubeube-tænksomt [sideskift][side 124]tænksomt af Rahbek var det, at han vovede Opførelsen af netop de to, endog for et dygtigt Personale, allervanskeligste holbergske Lystspil med saa svage og uøvede Kræfter. "Den Vægelsindede", som aldrig bør komme paa Scenen uden Lucretia kan udføres af en genial med gratiøst Lune og comisk Kraft begavet Kunstnerinde og de andre Roller hæves af fortræffelige Fremstillere, trak han frem for at skaffe en Glandsrolle til Jfr. Olsen, hvem han, i sin besynderlige Tilbøielighed til at beundre kunstnerisk Udmærkelse hos dem, som han havde personlig Godhed for, tillagde et overordenligt Talent. Om der end i hendes Spil var Overgange og Nuancer, som vidnede om en meget forstandig Opfatning, bleve imidlertid Beregning og Maneer altfor bemærkelige deri til at det kunde gjøre en livfuld, kjæk Udførelses Virkning: Publikum fandt det særdeles omhyggeligt gjennemført, men ikke tiltrækkende. De øvrige Rollehavende vare høist maadelige. Ogsaa "Abracadabra", der, da det er "uden Actricer, hvilke ere de stærkeste Magneter, som trække unge Mennesker til sig og holde Skuepladsen vedlige," maa, uagtet Dialogens og Situationernes store comiske Styrke, spilles ganske udmærket, for at kunne behage, var kommet frem til en Yndlings Forherligelse. Lund, hos hvem Rahbek fandt et ualmindeligt Talent, skulde vise sig i Henrik, en af Holbergs vanskeligste Tjenerroller. Dette Forsøg havde et endnu slettere Udfald end det foregaaende: i "Den Vægelsindede" havde Publikum dog fundet sig tilfreds med den, for hvis Skyld Stykket bragtes frem; Lund var derimod i "Abracadabra" den, som tildeeltes Størsteparten af det Mishag, hvormed den yderst mislykkede Forestilling optoges. — Valget af Stykker, som laae over Personalets Evner, var imidlertid [sideskift][side 125]kun en Følge af Rahbeks hildede Mening om disses Værd, og at han for en dramatisk Skole benyttede saa yderst slette Sager som f. Ex. "Skjelmen og Dosmeren", hvorom Kritiken med Sandhed sagde: "Fortjener noget Theaterproduet at kaldes maadeligt i høieste Grad, er det vistnok dette Stykke, som det er ubegribeligt at Publikum taaler," kunde maaskee undskyldes med Nødvendigheden af at skaffe en saa stor Masse Nyheder; men hvad der aldeles ikke var at tilgive Skuespillerbrevenes Forsatter, som nu havde opnaaet Lærermyndighed ved en Indretning, »hvis Uundværlighed han fra sin tidlige Ungdom havde forfægtet," det var den Ligegyldighed, som han viste med Hensyn til Elevernes Opfyldelse af den allerførste og allerlettest efterkommelige Betingelse for et Stykkes blot anstændige Opførelse: nøiagtig Memorering. Fra Forestillingernes reglementerede Begyndelse fik Skolen et eget Theaterblad i Ugeskriftet "For Skuespilyndere", hvilket blev udgivet af Thomas Peter Thortsen, en ung Student, der med Smag og god dramaturgisk Indsigt forenede megen Interesse for det Kald, han havde givet sig, og en priselig Stræben efter Upartiskhed. Han greb Sagen an paa den eneste rigtige og gavnlige Maade, idet han sammenholdt den af Forsatteren givne Charakteer med Skuespillerens Udførelse aj den og fremhævede det Gode eller efterviste det Urigtige i Rolleopfatning, Comportement og Betoning. Iblandt det, som han oftest blev foranlediget til strengt at dadle, var netop den, især hos det mandlige Personale, saa store Usikkerhed, at der undertiden forekom grove Fortalelser, Pauser og Forvirring. At Ankerne ogsaa jævnlige gjaldt de Spillendes forskjellige Udtale af fremmede Ord, og det Sædvanlige i at et Stykke gik taaleligst ved den første [sideskift][side 126]Fremstilling af det, viste noksom, at der ikke var nogen virkelig Skole, thi ved den vilde naturligviis Eenshed i Udtale være bleven paaseet, og Opførelsen med enhver Forestilling tvertimod have vundet i Fasthed og Runding. Det var til stor Skade for Indretningen at dens høist fornødne offenlige Correctiv ophørte med Theateraarets Slutning, fordi Thortsen forlovede sig med en af Eleverne, den skjønne og talentfulde Jfr. Bassøe, hvem hans Kritik forresten ikke havde skaanet. I Skolen herskede allerede ikke den bedste Tone, da Elevernes Fleertal følte sig meget krænket ved at Rahbek ei alene foretrak dem, som stode i hans Yndest, til Skade for de andre, hvoriblandt var enkelte, der i høi Grad havde erhvervet sig Publikums Yndest, men ogsaa i fortrolige Samtaler med de Første undertiden saa ganske glemte Opmærksomheden for de Sidste, at disse, under Digtfremsigelser og Prøver endog turde vove at more sig med Indblanding af Skjemt eller parodiske Udtryk og dog være visse paa, at han, naar deres Tavshed gjorde ham Fremsigelsens Ende bemærkelig, vilde affærdige dem med det Sædvanlige: "Ja, det var bedre end sidst." Det bedste Beviis paa, at Publikum fandt sig stærkt skuffet i sine Forventninger om Skolen var, at Abonnementet, som i denne Saison indbragte 4,025 Rdlr., for den følgende gik ned til 806 Rdlr. og senere endnu lavere, ligesom Indtægten for de enkelte Billetter, som i denne Saison beløb 5,862 Rdlr. leed Afgang med næsten 1000 Rdlr.

Det i Kunsten Mærkeligste og for Publikum Gladeligste, der ved "den dramatiske Skole" kom frem i denne Saison, var Debutanten, den snart, som meget faa Skuespillere, almeent og over al Maade yndede Carl Bruun, [sideskift][side 127]en Søn af Forfatteren T. C. Bruun og Broder til Theateroversætteren. Det var blot fordi man vilde have "den dramatiske Skole" givet Skin af at være en for enhver Begynder nødvendig Forberedelsesanstalt og havde taget kgl. Resolution paa, at Ingen maatte antages ved Theatret uden at have nydt Underviisning i den og viist sig i dens Forestillinger, at han blev henviist til Debut ved den, thi ikke alene ved sit store comiske Talent, men ved en sjelden Fasthed og kunstnerisk Ro i Fremstillingen var han værdig til strax at optræde iblandt de dygtigste Kunstnere, hans lavstammede Figur, det fyldige, godmodigt aabne Ansigt, et behageligt Taleorgan, naturligt Lune og en vis Trohjertighed i hans Comik gjorde ham det saare let at vinde en glimrende Modtagelse som Jocrisse, der er en af de saakaldte Erketosseroller. Man beundrede, hvorledes han, selv yderst alvorlig og uden at forandre en Mine, kunde, som aldeles hensigtsløst og ved forbausede Simpelhed, pludseligt fremkalde stærke Udbrud af hjertelig Latter. Sildigere viste han i opvakte Knøse, Bønder og gamle Mænd sit Talents Fleersidighed og et usædvanligt Anlæg for Charakteersremstilling. Publikums erklærede Yndling blev han imidlertid først et Par Aar efter, da han ved sin henrivende Syngestemme satte det i Enthusiasme. — Et ikke ringe Tab leed det kongelige Theater ved at Schønberg forlod Scenen for at slaae ind paa Embedsveien, hvor han i 1832 opnaaede at blive Bureau- og Expeditions-Ches ved Overhofmarskalatet, i hvilken Stilling han, benaadet med Ordener og Etatsraadstitlen, døde den 9de Oktober 1845. I Skuespillet var det ikke lykkedes ham at blive af synderlig Vigtighed, men hans Bortgang var til stort Afbræk for Syngespillet, hvori han allerede havde flere betydelige [sideskift][side 128]Tenorpartier. Hvad Publikum imidlertid beklagede langt mere, var, at Mad. Lange tog Afsked, thi hendes herlige Talent, som forresten ofte af Theatrets Øvrighed var blevet tilsidesat paa en hende meget krænkende Maade, stod dengang i fuldeste Flor, og hun havde især i denne Saison i mange meget forskjellige Roller udfoldet det saa eiendommeligt, rigt og fortryllende, at hun, med Rette, beundredes som den Ypperste blandt de unge Skuespillerinder og ved enhver Fremtræden høstede glimrende Bifald.


Yderligere litteratur:
Alf Henriques: Historien om en skuespillerskole. Den kongelige dramatiske skole 1804-1815. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1974. 150 sider, illustreret.

Oprettet 2010. Opdateret af