>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Fjerde Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1862. 912 sider.

[Syv og halvtredsindstyvende Saison, 3. September 1804 til 24. Mai 1805, side 67-76]

[Oversigt over repertoiret 1804-05]


[side 067]At denne Saison bragte færre Nyheder end den foregaaende — kun 14: 8 Skuespil, 4 Syngestykker og 2 Balletter, — var ingenlunde fordi Directionen havde truffet et omhyggeligere Valg, thi ikke een af dem har holdt eller havde fortjent at holde sig i Repertoiret som et Arbeide af æsthetisk Værd. De fleste kunde ikke engang more den Tids efter Nyheder saa graadige Masse; nogle forsvandt strax, andre slæbte sig med ringe Bifald igjennem tre fire Saisonner. Af de to Stykker, som gjorde størst Lykke, opnaaede det ene, Pigault-Lebruns Treactslystspil "Qvaksalverne", hvori nogle franske Soldaters Forklædning som Qvaksalvere frembringer adskillige latterlige Situationer, i en Snees Aar kun en Snees Forestillinger; og at det andet, Duvals "Edvard i Skotland", et rørende Skuespil i 3 Acter, nød den Lykke, først 27 Aar efter at det kom frem at gaae ud af Repertoiret med 24 Forestillinger, laae kun i dets interessante historiske Æmne og i at det, hvorvel af saare Prosaisk Natur, til alle Tider kan taale at sees, da det har endeel Theatereffect af det gode Slags og ingen af de svulstige eller sentimentale Tirader, der dengang i det rørende Skuespil gaves Publikum for Følelsens Sprog, men siden bleve det utaalelige som Affectationens. Af Kotzebue havde man forsømt at faae Noget til at trække og glæde Mængden med. Der var om Sommeren blevet forhandlet om at give et af hans „tragiske" Stykker, enten "Die Kreuzfahrer" eller "Die Sonnenjungfrau", og var det [sideskift][side 068]skeet, havde man dog havt eet Stykke, der upaatvivlelig vilde have enthusiasmeret Publikum; men Hauch satte sig bestemt derimod, "fordi der, hvilket af dem man saa tog, vilde behøves en stor og meget kostbar Garderobe og flere Sæt Decorationer, hvilket Alt var af den Charakteer, at der ikke let kunde gjøres Brug af der i andre Stykker, saa at man maatte løbe den Hazard, at Bekostningen, om Stykket, som det desuden kunde have store Vanskeligheder at spille, ikke gjorde Lykke, blev langt større end Indtægten, hvilket han ikke vilde udsætte Kassen for". Af den berømte forfatters Lystspil fandt derimod Kierulf, at man for Øieblikket ikke burde tage noget, da de uopførte alle vare kun lystige, og man i den sidste Tid havde givet Lystigheder nok; han vilde foretrække en god Iffland. Saa gik man da for denne Saison Kotzebue forbi og tog Ifflands „Hjertets Forvildelse", der allerede, ved at være en Fortsættelse af „Jægerne", var anbefalet hos Publikum. Men Fortsættelsen var meget maadelig: istedetfor det elskelige, gemytlige og friske Huusliv, der i „Jægerne" giver en interessant og naturlig Handling en smuk, tiltalende Tone, var her et uhyggeligt, forqvaklet Huusliv, som udbredte en frastødende Tone over en meget triviel Handling, der ikke engang har nogen tilfredsstillende Slutning i Antons Omvendelse, da Tilskuerne have god Grund til at frygte, at den ikke bliver af Varighed. Der er i det ubehagelige Familiekævl ikke ret Noget til hverken at føle ved eller at lee af, hvorfor enkelte gode og effectfulde Scener, især de, hvilke Schwarz, som Warberger, gjorde særdeles interessante ved en mesterlig Fremstilling, vel vandt meget Bifald, men det Hele ikke behagede synderligt. Den eneste Skuespilnyhed, der, foruden denne, bar Præg af et betydeligt og [sideskift][side 069]gjennemtænkt Arbeide, var det originale Femacts-Drama "Danneqvinderne", af Høiesteretssecretair Carl Johan Møller, en meget talentfuld og fleersidigt dannet Mand, som tre Gange havde vundet Universitetets Priismedaille for Besvarelsen af juridiske, philosophiske og æsthetiske Spørgsmaal. Planen i dette hans første dramatiske Værk, som ogsaa blev det sidste, var ret heldigt lagt og mange smukke Steder vidnede, uagtet flere ikke ringe Feil i Versification og Sprog, om et ikke almindeligt Anlæg for alvorlig dramatisk Digtning; men det savnede theatralsk Virkning og blev dertil meget maadeligt udført, da de fleste Spillende vare saa fremmede for Fremsigelsen af Vers, at de, for nogenlunde at komme tilrette med dem, omskreve deres Roller saa at de kunde læse dem som Prosa, hvorved de endda ikke opnaaede at aflægge en monoton, syngende Diction. Hvad der meest behagede Publikum ved dette Stykke, var Kunzens kraftfulde, ædle og charakteristiske Musik til Chorene. — Var det ikke Skuespillets Nyheder, som Directionen havde at takke for den stærke Søgning, da var det endnu mindre Syngespillets: de faldt alle fire igjennem. Mindst uheldigt gik det "Den utidige Fortrolighed", som dog kun opnaaede fem Forestillinger. Musiken, det første her opførte Værk af Isoard, fandt man henrivende og overraskende rig paa skjønne, piquante og ftydende Melodier; ogsaa blev den første Acts Finale optaget med glimrende Bifald; men Stykkets matte anden Act svækkede aldeles den førstes Virkning. Den værste Skjæbne fik "Camilla", hvoraf man havde ventet sig et Kassestykke, da Musiken var en af den her saa yndede d'Alayracs store Compositioner og Sujettet rørende. Men om Publikum end havde et overdrevent Sværmerie for det [sideskift][side 070]Sentimentale og med levende Deeltagelse fulgte ulykkelig Kjærligheds Kamp imod Forholdene, var dets Smag dog ikke saa forvendt, at det kunde finde Behag i det Græsselige ved at et Uhyre, efter i syv Aar at have holdt en værgeløs uskyldig Qvinde fangen i en underjordisk Hvælving, kommer for at martre hende med Sjæleqvaler, eller ved at hun og hendes Barn af Sult bringes til Fortvivlelse. Tilskuerne fandt tvertimod den mørke Handling, som melodramatisk er udviklet i Situationer, der føre Rædselen til den høieste Spidse, ei alene modbydelig, men meget kjedsommelig og saa ganske imod den Charakteer, det var vant til at finde i Stykker med d'Alayracs Musik, at endogsaa denne forekom det tør, trist og slæbende. Allerede efter den tredie Forestilling maatte dette Stykke, som det havde kostet megen Tid, Flid og Udgift at bringe paa Scenen, henlægges for bestandig. — Begge Balletterne vare af Laurent og ubetydelige.

Debutantinden, Jfr. Burmann, der havde et godt Theaterydre og en smuk Syngestemme, var saa uforbederlig kold og stiv, at hun ikke mere fik nogen Rolle, men blev Choristinde. — Gjæsten, Mad. Rongsted, havde, hvor uforligelige de end vare med hendes plat prosaiske Spillemaade, som Jfr. Leth, gjort stor Lykke i Odense ved sine naive Elskerinder. Her viste hun sig første Gang i de hendes Natur ligesaa fremmede værdige Mødres Fag og afgav, ved Opskrueningen af et vulgairt Væsen og sin falsk sentimentale, stille henvuggede Fremsigen af Rollen, en skarp Modsætning til Mad. Rosings ædelt fri Holdning og naturlige, varme og hjertelige Foredrag. I sin anden Gjæsterolle, Fru Stær i "Borgermesterfamilien", var hun kommen paa sin rette Plads: med Humor og en hende [sideskift][side 071]eiendommelig but, djærv Comik gav hun, om end noget plat, saa dog uden Overdrivelse, latterlige Gamle; i dem var hendes Ansigtsudtryk ypperligt, hendes hele Optræden moersom og Dictionen ei alene fri og naturlig, men ofte nuanceret med overraskende Virkning. Hendes Brugbarhed i dette ikke store, men for Comedien, især den holbergste, meget vigtige Fag skaffede hende Ansættelse og alle de Roller, som havde været besatte med Jfr. Winther, der gik af ved Saisonnens Slutning. — En Debut, der forøgede Personalet med en særdeles yndet Dandserinde, som tillige syntes at have ualmindelige Naturgaver for mimisk Fremstilling, var den unge Jfr. Lauerwalds. Hun var høi, havde en udmærket velbygget Figur, et smukt, meget udtryksfuldt Ansigt og en rank, ædel Holdning. Endskjøndt hendes Fodfærdighed ikke endnu var betydelig, gjorde hun, ved sit herlige Udvortes og den plastiske Skjønhed i Bevægelser og Attituder, saa stor Virkning, at hendes første Fremtræden var glimrende og fremkaldte et ganske usædvanligt enthusiastisk Bifald.

Logerne vare for denne Saison blevne betalte saa høit og de enkelte Billetter bortrevne med saa stor Begjærlighed, at den for Kassen var den bedste Saison fra Theatrets Begyndelse indtil fem Aar efter den — i Regnskabsaaret fra 1ste Mai 1804 til Udgangen af April 1805 indbragte Abonnementet 23379 Rdlr, og de enkelte Billetter 34682 Rdlr.; — ikke destomindre klagedes der skrækkeligt over, at Publikum var blevet meget ilde behandlet: Nyhederne havde været saa og slette; de gamle paany optagne Stykker kun valgte, uden Hensyn til Værd, efter Directionens Lune eller fordi enkelte Skuespillere vilde brillere i dem; og alt det Øvrige de kjedsommeligste forslidte Sager. Den fine [sideskift][side 072]Verden kom derfor i glad Bevægelse ved Bekjendtgjørelsen om, at der efter Saisonnens Slutning vilde blive givet franske Forestillinger under Direction af Fourés og saaledes dog Leilighed til en ægte Kunstnydelse for den; thi man vidste, at det maatte blive noget Udmærket, efterdi Mad. Fourés havde vundet et ganske overordenligt Bifald ved de to Forestillinger, som hun i Slutningen af foregaaende Saison havde givet med sin Mand, endskjøndt hun, da de vare ene, kun havde kunnet optræde i et Forklædningsstykke af to Personer og, med Understøttelse af Frydendahl og Du Puy, i "Adolf og Clara." Da Fourés nu kom med et Selskab, saa at hun kunde vise sig i flere og betydeligere Roller, gjorde man sig saa store Forventninger, at den første Bekjendtgjørelse derom neppe var skeet førend alle Loger vare afsatte til alle Forestillinger, og at der, endnu inden Selskabet indtraf hertil, blev givet dobbelt Priis for de enkelte Billetter til de to første. For hendes Vedkommende gik Forventningen i fuldeste Opfyldelse. Hun var en meget smuk og i sit hele Væsen yderst indtagende Person med et særdeles behageligt Talent som Skuespillerinde, og vidste som Sangerinde, uagtet hun ei alene hverken havde en stor eller en stærk Stemme, men ikke sjeldent detonerede, ved Ild og Følelse i Foredraget at gjøre megen Virkning. I Hamborg havde Publikum ved hendes Afskedsforestilling gjort en frygtelig Allarm til langt ud paa Natten, for at bevæge hende til at give Løfte paa at komme tilbage, og da hun endelig beqvemmede sig dertil, havde det næsten ikke været at faae ud af Theatret, fordi det ikke noksom kunde bringe hende sin Taksigelse derfor. Her blev Raseriet ligesaa stort; man gjenfandt i hende den forjagede Fru Walther og den afdøde Mad. Preisler; man [sideskift][side 073]beundrede hendes Skjelmerie, hendes Finesse, hendes Følelse; man beklappede hendes enkelte Replikker; hendes Gratie og aandrige Spil bragte endogsaa saa erklærede Syngespilhadere som Rahbek i Theatret og aftvang dem Beundring. Den fyrige, elskende og capricieuse Clara i "Adolf og Clara", den skjelmiske Bondepige i "Bødkeren", fiffige Kammerpiger, vittige Verdensdamer og følelsesfulde Lidende: Alt fandt man at hun spillede nydeligt. Ingen i det lille Selskab kunde sættes ved Siden af hende; men den smukke Duclos, som i Almindelighed spillede hendes Elsker, havde et fiint Væsen, god Holdning og et ligesaa naturligt som tækkeligt Spil; Fourés blev fornemmelig beundret for den Gratie og elskelige Jovialitet, hvormed han høist pudseerligt fremstillede Drukkenskab, og var i det Hele i lavcomiske Roller meget moersom, uden af sit yppige Lune at lade sig forføre til Overdrivelse; og Ensemblet udmærkede sig ved den allernøieste Præcision og den Smag, hvormed den Enkelte underordnede sig det Hele. Fornemmelig ved det sine, lette og livlige Spil henrev dette Selskab saaledes, at Publikum, som ellers sjeldent gav sin Tilfredshed Luft i Applaus, ei alene overøste det med Klap og Bravoraab, men endog den sidste Aften i Masse tilraabte det en Opfordring om at komme igjen næste Sommer. — Neppe havde Fourés endt sine Forestillinger, førend det af 11 Personer bestaaende stockholmske Hoftheaterselskab, der var blevet afskediget, indtraf og begyndte en Række Forestillinger, hvori Sangen var Hovedsagen, men Lystspillet ikke destomindre fik en særdeles tilfredsstillende Udførelse. Mad. Despoix var en smuk og temmelig routineret Fremstillerinde med en særdeles skjøn, omfangsrig Stemme, der i en ypperlig Skole havde faaet en Egalitet [sideskift][side 074]og Bøielighed, som gjorde hende til en fortrinlig Bravoursangerinde. Da hun havde grundig musikalsk Dannelse, der gav hende stor Sikkerhed i Intonationen og megen Frihed i Foredraget, blev hun af Musikkjendere sat langt over Mad. Fourés, som derimod ved det Piquante og Eiendommelige, hun vidste at give sin Udførelse, langt mere fortryllede Publikum. Calais var en ung, vakker Mand, med en særdeles behagelig Stemme; en endnu mere begavet Sanger og tillige smagfuld, meget routineret Skuespiller, der vandt stort Bifald, var Théodore; og i La Valette havde Selskabet, der i det Hele udmærkede sig ved musikalsk Dannelse, en fortræffelig Bassist af en god Skole. Som virkelig ypperlige Sangere indlagde Personalet sig megen Ære i Syngespillene, hvilke man ikke hidtil her havde hørt udføre med en saadan Dygtighed i de enkelte Partier og et saa fuldendt Ensemble, hvorfor man beklagede meget, at Truppen ikke, fordi den havde savnet Tid til de fornødne Forberedelser, saae sig istand til at give sit Repertoires store Stykker. — Paa en Tid da endog Theatrets Talentfuldeste, tildeels forledede af Repertoires Charakteer, mere og mere forfaldt til at ville behage ved Overdrivelse og ved at tiltvinge deres Rolle Effect paa Ensemblets Bekostning, blev disse to Selskabers Ankomst og at de ved deres Spil gjorde megen Lykke til stor og gavnlig Indflydelse paa Fremstillingskunsten. Var der end ikke, med Undtagelse af den rigtbegavede Mad. Fourés, i noget af Selskaberne en Eneste, som kunde maale sig med de Første blandt de danske Kunstnere, saa maatte dog disse erkjende, baade hvorledes de ringere Evner fik større Virkning ved den Lethed og behagelige Sikkerhed, hvormed de brugtes saaledes, at der ikke mærkedes Beregning eller AnAn-spændelse [sideskift][side 075]spændelse for at gjøre Effect, og ved at der igjennem den godt afpassede og omhyggeligt indøvede Samvirken udbredtes en indtagende kunstnerisk Tone over hele Forestillingen. Det gode Skuespillerøie opdagede snart, at endog Mad. Fourés's nydeligste Steder og den af Publikum meget omtalte Omstændighed, at fornemmelig hendes Scener gik naturligt og vare fulde af Liv og interessante Træk, for en stor Deel havde Aarsag i den for den almindelige Tilskuer ubemærkelige fine Tintefordeling, der, ved Aftale og fuldendt Indspillen, var opnaaet i den Grad, at Alle, der vare paa Scenen, gjensidigt motiverede, nuancerede og hævede hverandres Spil, saa at det fik større kunstnerisk Værdie, end det i sig selv havde. Schwarz undlod ikke, indtrængende at gjøre de yngre Skuespillere opmærksomme paa, at de Tilskuere, som forstode Sproget, endnu havde Smag nok til at føle Effecten af det glatte, fine Spil og vurderede den høiere end den Effect, som fremkom ved bemærkelig Stræben; at Kunstneren, der igjennem Flid havde vundet Virtuositet, ved saadant Spil kunde betydeligt forhøie sine Evners Virkning; og at Forestillingerne i deres Heelhed derved fik en varigere Tiltrækningskraft, end enkelte Rollers for sig effectfulde, men imod de andre afstikkende Udførelse kunde give dem. Dette vakte en, især paa den Tid, Kunsten meget gavnlig Iver for, ved Rollernes Indstudering og Prøverne, at forsage Effectmageriet og igjen at komme tilbage til et godt Ensemble. — Endnu større Indflydelse fik de franske Gjæsters Kunstdannelse dog paa Syngestykkernes musikalske Udførelse: ikke blot Jfr. Sølver, Jfr. Funck, Schønberg og Kruse gjorde betydelige Fremskridt ved omhyggelig Opmærksomhed paa det Fortrinlige hos de Fremmede, men selv de Ældre, som FryFry-dendahl [sideskift][side 076]dendahl og Knudsen, bleve disse Forestillinger af megen Nytte til deres Partiers smagfuldere Nuancering og, fornemmelig, til Opnaaelsen af en mere kunstmæssig Samvirken i combinerede Numere.

Da de forlystelsessyge Kjøbenhavnere ikke siden Casortis Forestillinger, der jævnligen trak fuldt Huus, og et ligeledes stærkt besøgt "dansk Sommer-National-Theater", hvori James Price fra Begyndelsen af Mai til Midten af November 1802, gav Linedands og eqvilibristiske Kunster paa Vesterbro, havde anden offenlig Underholdning end det kongelige Theater, blev der klaget meget over, at der ikke var nogen Moerskab for Folk Søndagaften. Det var en Følge deraf, at Secretair Bjørn, som var Fuldmægtig ved Hofstuen og Rolleskriver ved Theatret, endelig opnaaede den af ham længe ansøgte Tilladelse til paa Hoftheatret, for egen Regning, at give Maskerader, som fik et saa stærkt Tilløb, at der ogsaa bevilgedes Tracteurerne Rau & Schmetzer i deres Gaard, nuværende Hôtel d'Angleterre, at holde Maskerader, som fornemmelig af den fine Verden fik talrigt Besøg.


Oprettet 2010. Opdateret af