>> [Indledning 2]

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Tredie Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1860. 856 sider.

[Indledning, side III-XIII]


[side III]Det hed vel allerede 1769, at Kjøbenhavn havde en "kongelig Dansk Skueplads"; dog er det først fra 1772 at den egenlig er et kongeligt Theater: staaende under en af Kongen indsat Direction og sikkret Opretholdelse ved et fast aarligt Tilskud. Dets Historie fra dette Tidspunkt falder i tre Perioder. I den første, fra 1772 til 1801, bestod dets Repertoire væsenlig af den holbergsk-molièreske Comedie, en halv Snees vittige, lunerige og livfulde Originallystspil af dalevende Forfattere, en Mængde lystige franske Intriguestykker og nogle fortræffelige engelske, italienske og tydske halvt alvorlige, halvt comiske Charakteerskuespil. For Udførelsen af dette Repertoire fik Theatret strax i Begyndelsen af Perioden, til de faa Dygtige, det allerede havde, en sjelden Samling unge Talenter, og disse vaktes og veilededes af et med Smag og Skarpsindighed usædvanligt begavet Genie til med stor Iver at skaffe sig Herredømme over deres Fremstillingsevner, for, efter en Rolles omhyggelige Gjennemstudering, at kunne give den opfattede Charakteer i alle dens Nuancer med Natur, Lune og kunstnerisk Frihed. Al Charakteercomedie fremstillede disse ypperligt skolede og nøie sammenspillede Kunstnere mesterligt; men kun i den vare de hjemme: et alvorligt borgerligt Skuespil lykkedes kun fuldkomment i enkelte Partier, og Spillet i en en Tragedie var svulsigt og falsk i samme Grad som den hævede sig over [sideskift][side IV]det rørende Skuespil. — I Begyndelsen af den anden Periode, 1801 til 1823, tog den ifflandsk-kotzebueske Comedie Herredømmet og fortrængte med det Spidsborgerilge, grædende Sentimentale, uægte Vittige og caricaturagtigt Moersomme det ægte Comiske, medens Ridderstykker med Dydsforfølgelse, Jammer og Fortvivlelse, exploiterede i Knaldscener og en bombastisk Prosadialog, gjorde sig for den forbausede Mængde til Tragedie. Ved en Comedie, hvori alle Personerne ere fra Forfatterens Haand færdige ind i det Overdrevne, og en Tragedie, der til sine Helte eog Heltinder ikke gjør Fordring paa andet end et godt Naturel, Routine og en saa sikker Memorering, at Effecreplikkerne kunne udslynges med det tilsigtede Rabalder, udvikledes ikke Charakteerfremstillere. Skuepladsen havde imidlertid fra forrige Periode nogle og fik i denne et Par store Talenter, som af enkelte Roller i de uægte Comedier og i nogle fortræffelige Værker, der af Tilfældet bragtes ind i Repertoiret, skabte store, ypperligt gjemmeførte Charakteerskildringer; men det lette Stof gjorde saa ringe Fordringer paa Rollestudium og Virtuositet, at de udannede Begavede mere og mere løssagde sig fra kunsterisk Anstrengelse og søgte Lykke ved flot Routinespil. Hvor saadanne Comedianter havde et Stykkes fleste Roller, gik det freidigt lige hen ad Landeveien, i Galop, Trav, Skridt, ud eller ind, ligesom det kuknde falde sig, uden Forsøg paa Retning efter Dignitarerne: Ensemblet savnedes, der var ingen Stiil. Den Holbergske Comedie, som især maatte have den, led den værste Behandling. Den havde udmærkede Fremstillere til Henrikkerne, Arverne og adskillige andre Hovedroller, og fik mod Periodens Slutning en høist fortræffelig Jeronimus; men de ædle Kræfter, som ikke vare angrebne af Plathedens og Overdrivelsens Smitte, bleve [sideskift][side V]ikke tagne til Anvendelse, og det Hele faldt, lige ned i Costumeringen og Decorationerne, saaledes fra hverandre, at Publikum i visse herlige Nationalskildringer kun fik at see enkelte beundringsværdige Figurer, men aldrig modtog Indtrykket af et Ensemble. I Comedien fremtraadte heller ikke en eneste Forfatter, der kunde virke til, at der atter kom Eiendommelighed og Sammenhold i dens Fremstilling. Derimod fik Skuepladsen en stor trafisk Digter, som forbausende hurtigt skjænkede den en Række ligesaa theatralsk fortræffelige som poetisk skjønne Værker. Men den kunde ikke bruge ham og han ikke den. I Periodens Begyndelse fandt han kun en eneste i hans Sphære genial Mand, og denne var værkbruden; de andre — ypperlige indenfor deres kunstneriske Omraade — trak hans Heltes Pathos ned i det Rørende og Smægtende. Mod Slutningen af Perioden frestod pludselig et endnu vældigere trafisk Fremstillingsgenie, og dette var i sin frodige Kraft; imidlertid kunde heller ikke det komme til fuld Virkning, fordi ei alene dets Omgivelser da vare blevne angrebne af Svulst, men det ikke selv endnu havde vundet klar Erkjendelse af sin kunstneriske Mission. — Med den tredie Periode, fra 1823 til vor Tid, kom Tragedien til et mægtigt Opsving: flere poetiske Gemytter traf sammen til ikke blot at give Hovedrollerne med Kraft, Følelse og Pathos, men ogsaa at bevirke et smukt tragisk Ensemble og en ædel Stiil, idet deres kunstnerisk skjønne Naturlighed gjorde, at baade det Opskruede og det prosaisk Rørende maatte, som utaalelige, aflægges af de ringere Begavede. Comedien blev mindre plump udfordrende til Bravoraab ved Overdrivelse; men dens Fremstillingsstiil vandt hverken i Fylde eller Ensemble. De franske Situationsstykker dominerede og gave, i effectfulde Roller, Skuespilleren mere end [sideskift][side VI]de forlangte af ham. For at sikkre sig glimrende Bifald havde han nok i en rund, let, behagelig Conversation, Rollens behændige Tilretning for en Individualitet, som hans Personlighed gjorde ham let at antage og vedligeholde, en Gjennemførelse, der mere gik ud paa at slaae med piquante Enkeltheder, end paa at fængsle ved en i rig Nuancering sammenholdt Charakteristik. I Periodens Begyndelse fremkom Vaudevillerne. Det hed, at de fristede Comikerne til Overdrivelse; men det var egenlig Vaudevillerne, som maatte friste frygtelige Overdrivelser af enkelte Comikere. De, der især havde slaaet sig løs i de kotzebueske Caricaturer og nu begyndte at savne Leilighed til et saa applausindbringende Spil, trode, at den var bragt dem i Vaudevillen. Istedetfor at følge Smagsreglen: netop at give delicat, hvad der fra Forfatteren er modtaget stærkt, lagde de saaledes en haandfast Moersomhed, egne Indfald, Grimasser og Bajasserier lind i de rask skizzerede Localskikkelser, at disse fik en idiotagtig Balstyrighed, hvori de aldeles ikke lignede hvad Forfatteren havde gjort dem til, og stak væmmeligt af imod de blot joviale Figurer. Der kom atter Liv i den originale Comedie og den fik sædvanlig en i det Hele god Udførelse, naar Forfatteren havde gjort Rollerne passelige for Personalet. Fra dens Frembringelser og tildeels fra den holbergske Comedie, hvis Jeronimusser, Henrikker, Perniller og Magdeloner gaves af store Talenter og hvori Personalet overhovedet fandt sig orienteret og veilededes af Traditionen, var det at Publikum endnu kunde modtage Indtrykket af den ægte Characteercomedies dygtige Fremstilling; men Optagelsen af nogle ypperlige fremmede Charakteerstykker, hvori Personalet skulde gjøre sig passeligt for Rollerne, viste, at endog udmærekde Talenter vare, ved ideligen [sideskift][side VII]at spille Effecter frem af det blot Piquante, blevne kraftløse til at omfatte og med Lune, Natur og kunstnerisk Frihed consequent at gjennemføre Charakterer, der laae udenfor deres Naturel. Ikke destomindre var denne Periode rig paa geniale Kunstnere. Kun et Par af dem, som den havde fra den foregaaende Periode, vare i deres Flor; men mange af de rigest begavede og herligst udviklede Fremstillere, Skuepladsen nogensinde har eiet, kom til; kun vilde Tilfældet, at de virkede i forskjellig Aand og paa forskjellige Udviklingstring, saa at der ikke til nogen Tid var en Stiil, som de kaade Talenter og de blotte Brugeligheder bleve nødte til at føie sig ind under. Dog — ogsaa denne Periode maa ansees som endt, uden at der er Udsigt til en ny, hvori Kunsten, aabenbaret i en anden Form og Retning, vili vedblive at være Kunst. Skuepladsen har i den sidste Tid mistet mange af sine Udmærekde. Tragedien er gravlagt. Og hvad er der tilbage i Comedien? Af de Genialiteter, der havde Evne til baade at gjøre Fyldest for sig selv og til at give den Routine, Flid eller Brugbarhed, som, med Tillid til deres sikkre kunstneriske Gang, hengivent slutter sig til dem, en Afglands af sig selv, eier den nu kun fire. Hvilke er der — for allerede her at nævne dem — uden Fru Heiberg, Phister, Mad. Sødring og Wiehe, som have selvstændig original Opfatningsdygtighed, Phantasie til at finde Natur og Livfuldhed for Udtrykket af det Opfattede, og Virtuositet til at developpere det Tænkte frit og fyldigt, saaledes at Fremstillingen bliver et Kunstværk? — Skal der i Kjøbenhavn være ikke blot et dansk Theater, paa hvilket man taler Dansk og, som man bedst kan, spiller hvad man bedst kan faae, men "en dansk Skueplads", da bliver det en Nødvendighed, at der, med Indsigt og Fasthed, stræbes hen til Op[sideskift][side VIII]naaelsen af Det, hvorved den engang blev "en dansk Skueplads".

Af de tre Perioder havde den første vistnok mindst Omfang i sit Repertoire; thi egenlig indeholdt det kun en eneste Skuespilslags. Men dette var just det, der ei alene er Grundvolden for den danske Skueplads, men som, om denne skal bestaae, vedblivende maa være det, fordi det er Udtrykket af dansk Aand, Charakteer og Nationaleiendommelighed; og det nød tillige dengang en Udførelse, som burde være et Mønster for den kommende Tid, idet den ved Virtuositet og Stiil gav det fuld Kunstnerisk Virkning. Saaledes var denne Periode baade den eneste, der fuldstændigt fyldestgjorde, hvad der under den var Opgaven, og den, som det maa være vigtigst ret nøie at kjende, dersom man vil gjøre sig klart, hvori den danske Skuepladses Væsen ligger og hvorledes det kan bevares.

Allerede derfor har jeg behandlet denne Periode, — der omfattes af nærværende Bind — med ligesaa megen Udførlighed som Omhu: den er kjernen i en Fremstilling af den danske Skueplads; det var i den, at literair, artistisk og administrativ Virksomhed forenede sig til at opretholde den synkende Anstalt og, under mange Calamiteter, at give den en Fasthed og Anseelse, uden hvilke den for længe siden vilde have tabt sin nationale Charakteer og kunstneriske Betydning. Men ogsaa af andre Grunde var jeg, efter min Overbeviisning, forpligtet til at give en muligst fuldstændig Skildring af denne Periode. Endnu for den gjælder, hvad jeg i Fortalen til andet Bind har anført om den foregaaende: at "Publikum har hidtil aldeles ikke kunnet vide noget Tilforladeligt og Sammenhængede om den." Som jeg der har berørt og i dette Bind omhandlet, brændte hele Theater-[sideskift][side IX]Archivet i 1974, og fra den Tid tog man det endydermere i flere Aar saa ligegyldigt med at samle og opbevare Documenter, at end ikke Budgetterne findes. Da saaledes de Oplysninger, som jeg, ad de i Fortalen til andet Bind omtalte Veie, har skaffet mig, ere det eneste Materiale til denne Periodes Historie, og de tillige baade for en Deel bestaae i mundlige Meddelser af dalevende Theaterpersoner og mange Steder blot kunne bringes i rigtig Forbindelse med hverandre ved en saa nøie Kundskab om Forholdene, som den, jeg, af levende Interesse for Gjenstanden, har i 43 Aar søgt at opnaae ved selve Theatret: saa har jeg troet at burde give Alt, hvad jeg ansaae for vedkommende Skuepladsens Væsen, Udvikling og Tilstand i dette Tidsrum. Jeg kunde saa meget mindre finde Betænkelighed derved, som Læseren igjennem en udførlig Skildring ei alene vilde erfare meget hidtil Ubekjendt om Theatrets kunstneriske Forhold, men ogsaa faae levende Billeder af nogle offenlige Charakterer, der enten, uagtet deres store Dygtighed og endnu virkende Indflydelse, ere glemte: som Warnstedt, Schwarz og Fru Walter; eller have i vigtige Begivenheder havt en saa stor Betydning, at man kunde ønske nøiere Uderretning om dem, end man hidtil har havt: som Eickstedt, der i Theaterhistorien stiller en Personlighed tilskue, hvoraf det først ret viser sig, hvilken Usselhed det var, der formastede sig til at overtage Hovedrollen i Sammensværgelsen imod Caroline Mathilde og Struensee. — En anden Grund ligger deri: Om det indre Værk og det Eiendommelige i det ene af de to Elementer, som udgjøre Skuepladsen: det Artistiske, er det kun muligt at faae en klar Forestilling ved at betragte det i Virksomhedens Øieblik;

"Denn schnell und spurlos geht des Minen Kunst,
Die wunderbare, an dem Sinn vorüber."

[sideskift][side X]Hvad der i Skuespilkunst blev af Fortiden beundret som "stort, forbausende, uovertræffeligt o. s. v.", er — om det ogsaa virkelig i al Sandhed var det og, hvis det havde kunnet fastholdes, for alle Tider vilde have været det, — ikke til for Nutiden, der ei alene har Sit, som ogsaa den kalder "stort, forbausende, uovertræffeligt o. s. v.", men, sættende Kunstens Høieste i hvad der er det for den, maaskee ikke engang vil indrømme Muligheden af, at det Forgangne kan have overgaaet det Nærværende.

"Schwer ist die Kunst, vergänglich ist ihr Preis;
Dem Mimen flicht die Nachwelt keine Kränze."

Desto mere levende maa den, som vil skrive Skuepladsens Historie, og allerede derved forpligtes til, saavidt muligt, ogsaa at give en Udsigt over den artistiske Udvikling, føle sig tilskyndet at samle og bevare saa troe og livlige Skildringer af de store Bortgangnes Kunstnercharakteer, som ved Sproget kunne opnaaes. Og dobbelt gjælder det om et Tidsrum, der, som det her omhandlede, er betydningsfuldt og har havt en dyb Indvirkning ved en bestemt, endydermere kunstnerisk naturlig, Stiil og mange store Talenter, som, indenfor den, have udmærket sig i høist forskjellige Retninger; thi ei alene ville saadanne Skildringer give et Begrab om, hvorved de Udmærkede vandt Samtidens Beundring og, endskjøndt deres Kunst kun tilhørte Øieblikket, have Krav paa deres Navns berømmelige Erindring af Eftertiden, men ogsaa være veiledende og belørende saavel for Publikum som for Kunstnerne i vor Tid. Jeg har derfor, efter bedre Evne, søgt at give en tro, klar og livlig Forestilling om de mærkeligste Kunstnerindividualiteter, men da enhver af dem maatte betragtes i deres Forhold til Emsemblet og nogle tillige paa forskjellige Udviklingstrin, førte det nød[sideskift][side XI]vendige til, at Stoffet i denne Periode fik en udførligere Behandling, men der behøves for de to følgende Perioder, hvis store Kunstnernaturer fremtraadte mere isolerede, og desuden for en Deel endnu ere til eller i frisk Minde. — Endelig: Det er endnu bestandig Skik, til Theaterbestyrere at vælge Mænd, som, hvor kundskabsrige og indsigtsfulde de end kunne være i mange andre Fag, ei alene ganske savne Kundskab om Theatrets materielle Apparat og Forretningsbehandling, men ikke have Ahnelse om de mange ved et Theater, formedelst dets Natur, bestaaende personlige Interesser og skjult virkende Indflydelser. Følgen deraf er, at de snart føle sig ængstede ved at være i en ansvarsfuld Stilling, uden at vide Vei og Middel til at afvende Hindringerne for de Planer og Ideer, som de indbildte sig at kunne faae udførte ved blotte Ordrer til Embedsmændene, og det ender med, at de, med den kraftigste Villie til at handle selvstændigt, blive Egoismens og Listens Marionetter. Allerede for Kunstens Fremme er det, langt mere end de Fleste begribe, ønskeligt, at saadanne Mænd og tillige de Mangfoldige, som tiltage sig en Dom over deres Embedsførelse, komme til Forestilling om baade de Vanskeligheder, de ville faae at overvinde, og hvorledes Directeurer, der med den Indsigt, som de strax fra deres Tiltrædelse søgte at skaffe sig ved uafladelig Opmærksomhed paa Forholdene, forenede Menneskekundskab, Conduite og Bestemthed, have vidst mere eller mindre at overvinde dem. Ogsaa med Hensyn dertil har jeg troet at burde omhandle denne Periode udførligt: ikke som om Capricer og Cabaler have været færre eller viist sig mindre travle i de to følgende; men fordi man i den finder en Directeur, som, foruden det meget Andet, hvorved han blev et Mønster for Hof-Theaterbestyrere, ogsaa [sideskift][side XII]var det ved en sjelden Dygtighed til først at opdage og gjennemskue Capricerne og Cabalerne, og derpaa, med Fiinhed, Spot eller Strenghed, efter Omstændighederne, at ydmyge eller alvorligen revse dem.

Under denne Periode omtales Mange, hvis Slægt og Venner ere iblandt os; i de følgende forekomme endnu Flere, som nylig selv have været eller endog ere det. Det er da vel at bemærke, om de Omtaltes Personlighed nødvendigen maa berøres og, hvis Nødvendigheden indrømmes, hvor vidt det bør skee. For saa vidt det Personlige hos Kunstneren er hans Aands- og Legemsevne til Fremstillingen, kan hverken nødvendigheden eller Tilladeligheden betvivles. Men vor Tid behøver mindst de mange i nærværende Bind indeholdte Beviser for, at ogsaa det Scenen aldeles uvedkommende reent Persnolige: Lidenskaber, Sympathier, Meninger, venskabelige Forbindelser o.s.v., ei alene hos Kunstneren, men hos Enhver, der, som Directeur, Embedsmand, kritiker eller endog blot virksom Partigænger, staaer i Berøring med Theatret, kan, paa mange Maader, til det Onde og til det Gode, til Standsning og til Fremgang, skaffe sig stor og ofte meget følgerig Indflydelse paa Skuepladsens Forhold til det Offenlige. Derved bliver det, for den, som vil skrive dens Historie, nødvendigt at berøre det Personlige, og — tillige tilladeligt: ved at villevirke paa det Offenlige berettiger det til at det fremdrages for det offenlige. Men — dette bestemmer ogsaa hvor vidt det gør skee: nemlig, kun saa vidt, som det har havt Indflydelse paa Skuepladsen. Efter dette Princip har jeg behandlet denne Periode og vil behandle de to følgende; Skuepladsens Historie er mig Sagen: hvad der af det Personlige hos dens Directeurer, Embedsmænd, Kunstnere eller Andre, som have havt Ind[sideskift][side XIII]virkning paa den, bidrager til at kaste Lys paa den, tør berøres, men ogsaa kun det.

Til let Forstaaelse af Betegningerne i Repertoiret anmærkes, at Forestillingerne ere anførte med følgende forskjellige Typer:

Paa det kongelige Theater:

Skuespil, Syngespil og Concerter,

Italiensk Operaer (og, efter deres Ophør paa dette Theater, fra October 1775)

Balletter.

Paa Hoftheatret:

Skuespil, Syngespil og Concerter.

Italienske Operaer.

Balletter.

Forkortningerne ere: f. ei: for; d.s. ie: debuteret som; M., Ti., To., F. ie: Mandag, Tirsdag, Torsdag, Fredag. De Omtaltes Navne ere kun fremhævede i Tryk den første Gang de forekomme i det Forhold, som har givet dem historisk Betydning, og Stykkernes ved den første Forestilling.

    August 1860

Th. Overskou.


Den omtalte typografi i repertoireoversigtene er ikke gengivet i min webudgave, men markeret på anden, forhåbentlig tydelig, vis.

Oprettet 2010. Opdateret af