>> Næste sæson     << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Tredie Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1860. 856 sider.

[Otte og fyrretyvende Saison, 7. September 1795 til 21. Mai 1796, side 634-663]

[Oversigt over repertoiret 1795-96]


[side 634]Directionen havde fra Saisonnens Begyndelse truffet den eneste Foranstaltning, hvorved Controleur-Bedragerierne, som Aar for Aar vare blevne flere og dristigere, kunne hemmes i et Huus, hvor der ikke haves lutter numererede Pladser: Ingen maatte faae Adgang til Tilskuersalen uden Billet, hvorfor Abonnenterne havde hos Kassereren at lade [sideskift][side 635]sig udlevere saa mange Billetter, som Personantallet i deres Loge beløb, hvilke, saavelsom alle andre hos Kassereren tagne Billetter, bleve, ved de to Indgange fra Forsalen til Gangene, hos Controleurerne ombyttede med andre Billetter, som skulde afgives ved Døren til den respective Plads og først aabnede Adgangen til den. Herved opstod mange Klager, som fik Styrke ved at Forsalen var meget for lille til at Ombytningen kunde skee uden Trængsel. Først besværede Abonnenterne sig over, at de hver Gang skulde løbe til Kassereren for at faae deres Billetter, og derpaa standses, trænges og stødes for at komme til at ombytte dem; dette bevægede Directionen til strax at tilbagetage sin Beslutning for deres Vedkommende. Dernæst blev det, uagtet det for Abonnenten udtrykkeligt var bekjendtgjort, hvor mange Pladser hans Loge var ansat til, paastaaet at være hans "naturlige Ret" at proppe saa Mange i den, som ham lystede, og Directionen gik ligeledes ind derpaa, ved at tillade, at Abonnenterne kunde faae udleveret et større Antal Billetter, end det fastsatte. Herved var allerede, som Directionen snart kom til Erfaring om, den tilsigtede Virkning af Foranstaltningen næsten tilintetgjort; thi ved at adskillige Abonnenter lode sig give Billetter til Flere end de vare istand til at pakke ind i Logerne, skaffede de endeel Mennesker Adgang til Gangene, hvor de kunde bestikke Controleurerne ligesom tidligere. Men dette var ikke nok for Controleurerne, der gjorde Deres til at ophidse Publikum imod denne generende Forholdsregel; den Trængsel, der var uundgaaelig ved Ombytningen, forøgede de ved langsom Billetmodtagelse saaledes, at der hver Aften var en Skjænden. Støien og Uorden, som tvang Directionen til, kort Tid efter, at sætte Alt [sideskift][side 636]paa den gamle Fod og finde sig i, at Underslæbet, formedelst de nye Kneb, som Hindringerne havde fremkaldt, oz ved at Parterret havde faaet to Indgange, blev, den vitterligt, endnu værre end før. — Forfriskningeudsalgets Henlæggelse til Vestibulen, "hvor man skulde tage sit Glas iblandt ventende Karle og Piger" havde i meget høi Grad bidraget til Parterristernes Uvillie imod Ahlefeldt: at Directionen nu, paa Grund af at Vestibulen maatte ryddeliggjøres før Billetombytningen, havde gjengivet dem deres gamle "Punchesal", vakte megen Tilfredshed; kun ikke hos første Etages Abonnenter, som derved mistede deres beqvemme Garderobeværelse. — Almindeligt Bifald fandt derimod Bestemmelsen, at de Spillendes Navne skulde anføres paa Placaterne ved alle Forestillinger.

Ved Saisonnens Aabning begyndte Haste Udgivelsen af "Thalia", et Maanedsskrift, som alene skulde omhandle Theatret. Det bar Bidne om, at han rigtigt havde begrebet, hvorledes Domme om Skuespil og Skuespillende nødvendigviis maae fremsættes, for at de med Rette skulle kunne benævnes Theaterkritik og være Kunsten og Kunstnerne gavnlige. Han betragtede Stykkernes Plan og Charakteer, søgte at komme til klar Anskuelse af Forfatterens Hensigt, fremførte Grunde for sin Mening om deres æsthetiske Værd og efterviste, under Fremhævelse af betegnende Enkeltheder, hvorvidt han ved Udførelsen havde været heldig eller uheldig i at opnaae den; sin Dom over Spillet begrundede han paa, hvorledes det svarede til den Charakteristik, han havde fundet hos Forfatteren, og til det Anlæg, som Fremstilleren havde givet Rollen. Bestandig var han opmærksom for Skjønheder som for Feil, og beviste, ved at udhæve enkelte træffende Accentuationer eller fine Trerk, sin Berettigelse til [sideskift][side 637] at fremtræde som Kritiker medens han ledede Publikum til Erkjendelse af den Kritiseredes Fortjenester. Var hans Kritik end ikke aandrig, bar den bog altid Præget af Indsigt, sund Smag og Retfærdighed. Han vogtede sig for, saaledes som Rahbek, hvem han forresten, med Grund, tog til Mønster i Methoden, at lade sin personlige Følelse for den Bedømte afgive Kjendelsen om den kunstneriske Virksomhed, eller at udtale sin Dadel i saarende Udtryk. Det Recensentkald, han frivilligt havde givet sig, detragtede han som en hellig Sag, hvorfor han burde røgte det med Kyndighed. Redelighed og Humanitet. Uagtet det aabenbart var ham kjærere at finde Leilighed til Roes end til Dadel, og han gjerne beskedent fremsatte sin Anskuelses Afvigelse fra Kunstnerens som en paa Grunde støttet Formening, paadrog han sig ikke blot Misnøie hos Skuepladsens Middelmaadigheder, som heller ønske slet ingen Kritik, end en, hvori de finde 1 Deel Dadel til 99 Dele Roes, men endog ilde Omtale af "Skuespillernes og Skuespillerindernes koldeste Venner", hvis Avind til ham pludseligt gjorde dem varme ved at see "saa udmærkede Kunstnere" tilretteviste af "Een, der ikke selv kunde gjøre det bedre." Dette, og at hans Blad kun havde ringe Afsætning, fordi Theaterbesøgerne, dengang som altid, for vilde lade deres Dom bestemme ved et i et Par Linier løst henkastet Skjøn af En, som slet ikke var klogere end de selv, end ved en grundig Drøftelse, foranledigede Haste til ved Saisonnens Slutning at opgive et Foretagende, hvis Fortjenstlighed kun enkelte Indsigtsfulde havde sat den tilbørlige Priis paa. — En Maanedstid efter Hastes "Thalia" begyndte Malte Conrad Bruuns "Svada", ogsaa et Theaterblad, men af et lærdere Udseende og langt mindre praktist Nytte.[sideskift][side 638] Dets Hovedindhold var en broget Blanding af Meddelelser om fremmede Theatre. Brudstykker af oversatte dramatiske Værker, usammenhængende Afsnit af bekjendte Dramaturgers Afhandlinger. Digte, deels originale, deels oversatte, og Stridigheder. Kun om et Par nye Stykker fremkom en S. Tybring med nogle kritiske Yttringer, som Udgiveren — der egenlig selv kun optraadte som Dommer i en kort, men grov Nedrivelse af Falsens Forspil "Festen i Valhal", — undertiden berigtigede efter sin dybere Indsigt. Efter at Bruun, formedelst en imod ham anlagt Sag for Majestætsforbrydelse, var flygtet, fortsatte Rahbek Skriftet til Saisonnens Slutning og leverede dets bedste Indhold i en gjennemgaaende stærkt lovprisende, men ikke destomindre skarpsindig Udvikling af "Dyveke".

Kunde det gjøres Directionen til Brøde, om der savnedes nye Arbeider af danske Forfattere, da var Anledningen dertil langt større i denne end i den foregaaende Saison; thi der opførtes kun to Originaler, og endda var allerede Antagelsen af den ene utvivlsomt en meget stor Brøde. "Dormon og Wilhelmine eller Den veludfaldne Hævn", et anonymt saakaldet Lystspil, som den i andre Retninger særdeles fortjente de Meza, Stadsphysikus i Helsingør sildigere vedkjendte sig, havde i sine fem Acters flaue Handling, hvis umotiverede Slutning ovenikjøbet var sammenjasket efter Opløsningen paa "Den bogstavelige Udtydning", ikke en eneste taalelig Scene, og i ingen af de otte uinteressante Hovedpersoners Hverdagssnak fandtes endog blot Stænk af Charakteer, Lune eller Vittighed. Det er imidlerlid aabenbart, for den, som vil see det, at Forfatterens Hensigt har været, meget spagfærdigt at foreholde Adelen det Urigtige i dens Afsky for Familieforbindelse med Borgerlige; men [sideskift][side 639]der udspredtes strax Rygte om, hvad Malte Bruun siden endog yttrede paa Prent: at der, tvertimod, "syntes i Stykket at skulle etableres underlige politiske Meninger, som omtrent løbe ud paa, at Adelstanden repræsenterer Himlen paa Jorden, og at en Borgerlig kan, skjøndt med megen Umag, liste sig ind i denne Himmel." Styltet var slet ikke blevet antaget, hvis Kierulf havde fastholdt sin æsthetiske Myndighed imod endeel Stormænd, som havde taget Rygtet for Sandhed og indbildte sig, at Tendentsen virkelig var Borgernes Belæring om Adelens medfødte store Fortrin. De gjorde ham, hvis Ængstelighed for at blive Hoffet mishagelig var dem bekjendt, indtrængende Forestillinger om, at han, selv hvis han fandt Stykket maadeligt, burde antage det, da dets Forkastelse vilde styrke Overmodet hos de allerede uforskammede Demokrater, som det maatte være et kongeligt Theaters Pligt ikke at forsømme nogen Leilighed til at ydmyge. For Mænd, der bedre end disse Tankeløse kjendte til Folkeaanden, maatte det være begribeligt, at paa en Tid da den franske Revolutions "Frihed og Lighed!" gjentoges med glødende Begeistring af ikke blot Kjøbenhavns studerende Ungdom, men de hæderligste Mænd af alle Klasser; da Malte Bruun sattte Gemytterire i heftig Bevægelse ved sine dristige Udfald imod Adelen og Aristokratiet; da Helbergs "Ordener hænger man paa Idioter", var paa Alles Læber som en Sandhed, og da Zetlitz's:

"At gyldne Stjerne
Og tomme Hjerne
Forenes ofte, og meer end gjerne,
Det seer man tidt!"

blev sunget og beklappet baade i Klubber og i lystige [sideskift][side 640]Vennelag, vilde endog den moersomste og vittigste Comedie, naar Mængden faldt paa at finde en saa ultraaristokratisk Tendents den, nødvendigviis fremkalde stærk Opposition. Kierulf indsaae dette meget vel, og søgte at undgaae Antagelsen ved Forsikkring om, at Stykket ei alene var saa slet, at det ikke vilde kunne give nogensomhelst Tendents Virkning, men endydermere indeholdt en, der var aldeles modsat den, som Demokraterne foregave at det havde. Malte Bruun paastod, at Kierulf endog, for at bringe Abelen ud af Vildfarelsen, havde udlaant Manuskriptet til Oplæsning i et greveligt Theeselskab, men at "Tilhørerne havde været saa adeligt dumme, at finde sig saa ypperligt transfigurerede i Hr. von Felsenhart (Adelsaristokratiets Repræsentant), at de endeligen maatte i ham ind paa Scenen, for at lære Publikum Respect for deres Stand." Nok, den svage Kierulf besluttede fig omsider til at samtykke i Antagelsen; men kom ogsaa til bittert at fortryde det. Allerede under den første Forestilling bleve de Spillendk hyppigt afbrudte ved stærke Mishagsyttringer; ved den anden opstod en frygtelig Tumult: Publikum talte med under Stykket, eftervrængede flere Replikker, trampede, hyssede og peb. Et Sted siger Felsenhart: "Adelsmanden er Statens Ziir!" Malte Conrad Bruun raabte strax med stærk Stemme Slutningen af Dormons paafølgende Replik: "Borgerstanden er Statens Støtte!" og Parterret udbrød i et rungende Bravo. Overceremonimester Calmette skieg forbittret ned fra Cavaleerlogen: "Kast os den Skomagerdreng ud!" Bruun vendte sig rask op imod Logen og skreg endnu stærkere: "Smid os det stjernemærkede Fjog ned!" hvorpaa fulgte en saa tordnende Bifaldssalve, at Calmette fandt det raadeligst at forstikke sig bag de andre Cavalerer. [sideskift][side 641]Huset var midt under Spillet i et heftigt Oprør, som Politimester Cold havde den Klogskab ikke at ophidse ved, som Geheimeraad Brandt havde befalet, at lade de fire Betjenter, der i deres røde Kjoler med grønne Opslag stode opstillede indenfor Parterreindgangene, bruge Stokkene; ja da der blev raabt — som det hed, af Heiberg — : "Ud med de røde Engle!" var Cold endog saa besindig at svare: "Politiet skal aftræde indtil Parterret gjør det nødvendigt at bruge det, men saa bringer det Vagten med!" hvorpaa han lod Betjenterne stille sig i Forsalen. Herved lagde Bevægelsen sig noget, men Mishagsyttringerne ved enkelte Udtryk vedbleve, og da Dækket faldt var Pibningen saa almindelig, at Directionen ikke vovede at give Stykket oftere. — Den anden Original: Samsøes "Dyveke", fik en aldeles modsat Skjæbne. Der var ved Hoffet gjort store Ophævelser over, at Theatret i Aar ikke havde et Syngestykke eller en Ballet at feire Kongens Fødselsfest med, men vilde give et Sørgespil, som de fremmede Ministre ikke kunde forstaae et Ord af, og hvori ei alene en dansk Konge, endog af det oldenborgske Huus, skulde fremtræde paa en Maade, der ikke var ham hæderlig, men hans Frille være Hovedpersonen. Hauch havde beroliget Kronprindsen, som selv havde yttret Tvivl om det Passende i dette Valg, med, at "Dyveke" var af Directionen anseet for at være et saa fortræffeligt første Arbeide af en dansk Forfatter, at han med Sikkerhed turde regne paa, at det vilde finde Kongehusets allerhøieste Bifald og tillige, selv for de Fremmede, blive Festen til Hæder, ved at vise, at der i Hs. Maj.'s Rige nu ogsaa var et Genie for Sørgespillet, som man hidtil slet ikke havde kjendt til paa den danske Scene. Det var nærmest for bog at faae nogen [sideskift][side 642]Musik, at man foran gav "Festen i Valhal", der ved adskillige heldige poetiske Hentydninger, et Par Sange rmd herlige Melodier af Kunzen, de skjønne Dandse og den af Galeotti mesterligt componerede Einheriarkamp behagede særdeles meget. Den fornemme Verden havde den første Aften megen Møie med under "Dyveke" at faae Publikum til at overholde Etiquetten, hvorefter der ikke ved en Festforestilling maatte yttres Bifald uden med Anvendelse paa Majestæten; ideligen begyndte Publikums Begeistring over det Ny og uforligneligt Skjønne, man dengang fandt i enhver af Stykkets Scener, at ville tage Udbrud. Ved anden Forestilling var Jublen almindelig; man kunde ikke erindre, at have i det danske Theater seet Noget, der i enhver Enkelthed og i det Hele var saa fuldendt, og som havde vundet et saa udeelt og fra Hjertet strømmende Bifald. Ved tredie Foresiillings Slutning, da Dyveke havde endt med Ordene: "Min Ven var mig tro!", gik Baggrundstæppet iveiret og der viste sig en Lund, hvori, blandt flere Afdødes Minder, saaes en Urne med Samføes luende Navn. Lænet til den udbrød Melpomene med Veemod: "Han er ei mere!" og i samme Øieblik indtraadte Tide med Udraabet: "Men hans Minde lever!" hvorefter Fortæppet langsomt faldt. Denne simple Idee: de faa. velvalgte Ord og Hyldingens umiddelbare Forbindelse med Stykket ved de Spillendes Gruppe i Forgrunden og Apotheosens Gruppe i Baggrunden, var af stor Virkning: Publikum følte sig dybt greben deraf; men — det var rygtedes, at den lykkelige Tanke var Falsens; den sandhedselskende Malte Conrad Bruun, som vilde have havt en Prolog, hvilken Rahbek havde belavet sig paa at skrive, fik, ved i "en yderst simpel og tro Fortælling", at fremkomme med den dristige Usandhed, at "en [sideskift][side 643]Skov kom hovedkulds ind i et Værelse", godtgjort at den var høist stødende! For "Dyveke" havde denne Dramaturg derimod kun "Begeistringens Enthusiasme"; den første Opførelsesdag var ham "Skuespilkunstens Høitid og den danske tragiske Muses Gjenfødelsesdag." Heri havde han Ret; hans Samtids Aandrigste saavelsom dens Publikum deelte hans Følelse og Mening, og med den Kundskab, Historien giver os om den dramatiske Digtnings og Fremstillings Charakteer paa den Tid, bliver det ogsaa os begribeligt, at i den første Opførelse af "Dyveke" bragtes noget Nyt og Stort, som ufeilbarlig maatte overraske og henrive. Det var ikke blot det første regelmæssige originale Sørgespil, men behandlede et nationalt historist Æmne, der hidtil havde staaet i Dunkelhed for Folket som Almuesagn, og nu med eet, ved Personernes levende Fremstilling i en særdeles sandsynlig Handling, fik en Fuldstændighed og Klarhed, man havde higet efter at see det i. Men naar Beundringens Enthusiasme bragte Buun til ogsaa i "Dyveke" at see "et göthisk-shakespearsk Arbeide", og deri at finde det Ny, da maae vi høiligen forundres over, hos den myndige Kritiker at opdage en saadan Mangel paa poetisk Sands, at han kunde i dobbelt Maade gjøre sig skyldig i en saa grov æsthetisk Uret; thi baade havde Danmark allerede længe fra Ewalds Haand havt saadanne dristigt ideale, romantist-poetiske Arbeider, som man alene maa ville have forstaaet under Benævnelsen "gothisk-shakespearske", og var Samsøes Sørgespil, der just ved kun at være en overraskende smuk Forædling af de yndede rørende Skuespil blev Publikum saa tiltalende, langt fra, endog blot i enkelte Partier, at høre til det Slags Arbeider. "Dyveke er", som Baggesen en Snees Aar efter sagde, "et meget rørende prosaisk [sideskift][side 644]Sørgespil, som blot i nogle Scener Haver sig over det grædende Drama; Charaktererne ere rigtigt tegnede; Handlingens Gang naturlig; Begivenheden virkelig tragisk; det Hele fuldt af skjønne og rørende Træk, uden Svulst. Men Charaktererne savne Kolorit, Handlingen Liv — det Hele er monotont, uden Pathos. Men denne jævne borgerlige Rørelse faldt just ind i Mængdens Smag og bidrog, med de tilfældige Omstændigheder, til Stykkets Lykke." Som historisk Skildring har Dyveke kun ringe Værd; Sigbrit har meest Anstrøg af Tildragelsens Tid, men Kongen og Ridderne savne i høi Grad et bestemt historisk eller nationalt Præg, og Costumet er saa lidet iagttaget, at Personerne meget moderne sige "De" til hverandre. Blandt de tilfældige Omstændigheder, som bidroge til Stykkets Lykke, var den, at der aldrig tidligere havde været bragt en Munk paa Scenen, og Pater Johan blev endydermere givet af Schwarz med hans hele Mesterskab i skarpsindig Opfatning og i en i de mindste Nuancer klar, fast og smagfuld Udførelse. I Scenen med Dyveke var han den snedige, hyklerske, afvexlende fromme og strenge Geistlige; med Fru Mønstrup den lystne, frivolt skjemtende og slaviske, men dog kløgtigt forsigtige Verdensmand; ligeoverfor Faaborg stod han med en djævelsk Kulde, der især under det rædselsfuldt stilfærdige Giftblanderie, medens han let og kort henkastede Spotteord, hvoriblandt det ved Blik og Betoning gyselige: "Vil Du smage?", var af ryskende Virtning; og over hans hele Væsen hvilede dog i ethvert Øieblik en præstelig Værdighed, der sammenholdt denne store Forskjellighed i Udtryk til et bestemt, fuldstændigt udført, storartet Charakteerbillede. Denne Rolle var et af de meest glimrende Beviser for hans geniale Begriben af sine Opgaver [sideskift][side 645]og den mageløse Virtuositet, hvormed han var istand til med Sikkerhed og Natur at give ethvert Moment i det Tænkte. Den tilfældige Omstændighed, som virkede heldigst til Stykkets glimrende Modtagelse, var imidlertid, at Forfatteren havde lutter Venner og forud erklærede Beundrere; thi ei alene var der ingen Sørgespildigter, som skulde ængstes for at blive fordunklet af hans Glands, men den første Opførelse fandt Sted Syvendedagen efter hans Død og Dagen efter hans Begravelse. Kritiken behøvede ikke at anstrenge sig for at finde Udsættelser, der kunde sætte Dæmper paa Publikums Bifaldsraab, den turde endog vise sin Velvillie for dansk Digtning ved at erklære dets Tilladelighed; den var sikker paa, at han ikke mere vilde komme til at fremkalde det. Allerede efter den tredie Forestilling bemærkede den retsindige Haste: "At Dyveke i det Hele er et sandt Kunstværk, med hvilket vi maae lykønske vor Skueplads, er vel udenfor al Tvivl. Om Stykket derimod havde vundet det Bifald, det vandt, hvis Forfatteren havde levet, er et andet Spørgsmaal. Nu staaer Samsoe Ingen iveien, som muligt ellers vilde have plukket Blade af hans Krands, for ei at finde sin egen for liden." Den ualmindelig ypperlige Udførelse af alle Roller gav Stykket stor theatralsk Virkning. Mad. Rosings Sigbrit var et værdigt Sidestykke til Schwarz's Munk: en herligt tænkt og med sjelden Kunstdygtighed gjennemført Skildring af en kjæk, fast, stolt energisk Qvinde fra Middelalderen; Rosing lagde i den af Digteren noget Prosaisk behandlede Knud Gyldenstjerne en saadan Varme, mandig Bestemthed og høi Ro, at Publikum deri fandt en Poetist Ridderskikkelse, hvortil det endnu aldrig havde seet Mage; Frydendahl var en majestætist Christian den Anden: kongelig i sin Opbrusen [sideskift][side 646]og Lidenstabelighed, ædel og agtelsesfuld i sin Kjærlighed! Jfr. Astrup bragte vel sin klangløse Talestemme og syngende Diction med til Fru Mønstrup, men dertil var man vant og ved sin imponerende Figur og noble Holdning gav hun i den skjønne, hende særdeles klædelige Dragt den intriguante Hoffrue en saa brillant Effect, at hun ansaaes for uopnaaelig; Marie Smidth var, ved sin Stemmes Charakteer, sit Ansigtsudtryk, det stille Sværmende i sit Væsen og sin hele Personlighed, som skabt for Dyveke; Alt, hvad der var hende legemligt og aandigt eiendommeligt skjønt, havde hun i denne Rolle Leilighed til at udfolde i Situationer, som gave det en saadan Forklarelse, at hendes rene, ædle Natur i ethvert Moment fremtraadte med henrivende poetisk Ynde. — Ogsaa af Directionen var der med stor Omhu sørget for Fremstillingens ypperlige Udstyr: Th. Bruun havde malet nye baade til Tiden og Handlingens Charakteer særdeks heldigt svarende Decorationer, og Dragterne bleve med smagfuld Flid sammensatte efter gamle Portraiter, saa at de vare lige udmærkede ved charakteristisk Rigtighed, passende Rigdom og Skjønhed.

For at der dog skulde komme nogen Tvedragt ud af en Theaterbegivenhed, som maaskee for stedse vil blive enestaaende med Hensyn til den ubetingede Enighed i Beundring og Tilsredshed, vilde Skjæbnen, at den gav Anledning til en den selv uvedkommende heftig Strid, der, især fordi den gjorde Publikum opmærksom paa den dybe Avind, der kan skjule sig i literairt Broderskab, længe blev i Minde under Navn af "Dyvekefeiden." Samsøe havde under Udarbeidelsen af sit Sørgespil tænkt sig Mad. Preisler som Sigbrit, men Rahbek og Kierulf søgte at bevæge deres [sideskift][side 647]Ven til at bestemme sig for Mad. Rosing, som, efter deres Mening, vilde give Rollen med større Fastholdenhed af Charakteerskildringen. Da ogsaa Rosing ønskede, at hans Kone her maatte finde Leilighed til i en ny og saa betydelig Rolle at optræde i et Fag, hvorfor han vidste at hun havde stor kunstnerisk Begavelse, gav Somsøe efter. Stykket skulde imidlertid, som bestemt til Kongens Fødselsfest, nødvendigviis gaae paa en fastsat Aften, og Mad. Rosings forestaaende Nedkomst gjorde det meget tvivlsomt om hun paa den vilde kunne spille; ifølge Samsøes Ønske blev det derfor af Directionen befalet Mad. Preisler at indstudere Rollen som Double. Dette var rygtedes i Publikum og vakte stort Misnøie allerede inden Opførelsen. De Fleste ventede sig mere af Mad. Preisler, som havde et af Naturen majestætisk Udvortes, en fuldtonende Talestemme og et meget udtryksfuldt Blik, end af Mad. Rosing, der ved Aandsdannelse maatte erstatte Mangelen af disse store physiske Evner, Tillige vidste man, at i de sidste Aar, da begge Kunstnerinder havde begyndt at gaae over i ældre Anstandsroller, var Mad. Rosing ofte bleven foretrukket Mad. Preisler, og den Uret, man fandt at der var skeet denne med Hensyn til Sigbrit, blev fremhævet som saameget bittrere, da hun var ansat til at doublere er Partie, der oprindeligt havde været bestemt for hende, og som, det var kundbart, at Mad. Rosing i alle Fald vilde for en lang Tid kun blive istand til at spille et Par Gange. "Hvad er det andet", strev Tode til Schwarz, "end at man ret grangiveligt vil vise, at en Mad. Preisler nu ikke mere skal holdes for god til andet, end at bære Slæbet for Mad. Rosing? Maae de dog finde dem i at Grevinde Orsinas mesterlige Udførerinde kommer til at spille Sigbrit [sideskift][side 648]ved Geburtsdagsforestillingen, dersom Mad. Rosing bliver forhindret i selv at have den Fornøielse, hvorfor vil de da drille hende med først at tage en Rivalinde, som de allerede nok har trukket frem paa hendes Bekostning, og under hvis Barselseng de dog vide, at Directionen kommer til at tage sin Tilflugt til hende? Saaledes behandle de Høilærde i Kunstens Rige Geniet hertillands! Det er de gamle Cabaler, Protectionslumskeriet, — aa hvor disse dramaturgiske Mikrologer skulde have Strips; men jeg gidder ikke mere havt med det lumpne Mafkopie at bestille." Da det hed, at Mad. Preisler vilde gjøre Doublantens Ret til ogsaa at spille Rollen gjældende, forsømte Rahbek ikke øieblikkeligt i "Svada" at omtale Mad. Rosings ypperlige Udførelse, med Fremhævelse af, at hun havde været Digterens "mangeaarige, inderlig ærede og afholdte Veninde", og han en af hendes "allerærligste og competenteste Beundrere." — Det var meget imod sin Villie og kun efter mange Overtalelser af sin Mand og Rahbek at Mad. Rosing havde spillet i første Forestilling; thi hun var sin Nedkomst saa nær, at hun svævede i største Angst for et høist ubehageligt Tilfælde, og Directionen havde maattet beordre Mad. Preisler til at være tilstede paa Theatret, for i fornødent Fald at kunne udføre Rollen, Om Formiddagen, da Stykket skulde spilles tredie Gang, følte Mad. Rosing sig saa upasselig, at hun, i Rosings Fraværelse paa Theatret, skrev til Mad. Preisler, at hun vilde bevise hende en stor Tjeneste ved om Aftenen at udføre Rollen, da hun ikke turde vove det. Saasnart Rosing af Regisseuren havde faaet Underretning herom, ilede han imidlertid hjem og forestillede sin Kone, at det var Aftale imellem Hauch og ham, at naar denne ForeFore-stilling [sideskift][side 649]stilling, der, som Forfatter-Benefice, ikke kunde udsættes, var givet, skulde Stykket henlægges indtil hendes Opkomst, hvorfor hun endelig maatte see at spille i Aften. Med megen Møie fik han tilsidst hendes Tilladelse til, i et artigt Brev at underrette Mad. Preisler om, at hans Kones Angst var gaaet over, og at hun selv kunde spille. Denne Aften undsaae Hauch sig for at befale Mad. Preislers Nærvarelse paa Theatret, men hun indfandt sig frivillig, beredt paa at træde i Mad. Rosings Sted. Efter Opførelsen opfyldte Hauch sit Løfte til Rosing, og afskar Mad. Preisler Leilighed til at udføre den af hende læte Rolle, ved at meddele de Spillende, at Stykket nu var henlagt indtil videre. Den Haanende Fremgangsmaade imod den fortjente Kunstnerinde vakte levende Harme hos Mangfoldige, især da man erfarede, at Directionen vilde for en lang Tid holde Publikums Yndlingsstytte ude af Repertoiret, blot for ikke at lade Mad. Preisler, der havde viist største Tjenstvillighed, komme til sin Ret. Den 8de Febr, spurgtes i Adresse-Avisen: om Dyveke ikke, uagtet Mad. Rosings nærforestaaende Nedkomst, der var offenligt angivet af Directionen som Hindring, kunde gives, da dog Sigbrit havde været tildeelt Mad. Preisler som Reserve. Man turde, hed det, uagtet Prof. Rahbeks modsatte Mening, troe, at denne i fire Aar nedtrykte Kunstuerindes Talenter, som ere umiskjendelige, deri vilde fyldestgjøre enhver Forventning, hvortil man ved Mad. Rosings ikke miskjendte Kunst var bleven berettiget. "Dette Spørgsmaal", sluttede Artiklen, "gjøres af en Mand, som ærer begge Kunstnerinder, men omgaaes ingen af dem, og som, ved allermindste Opfordring fra Vedkommende, vil nævne sit Navn." Tillige opfordredes Mad. Preisler til at fralægge sig den [sideskift][side 650]Mistanke, som kunde hvile paa hende, at hun ikke vilde spille Rollen. Dette gjorde hun allerede Dagen efter ved korteligt at fremsætte det Foregaaede og bemærke, at hun aldrig havde negtet at spille med mindre hun beholdt Rollen, men kun forlangt at doublere den med Mad. Rosing. Paa en otte Dage efter fremsat Opfordring til Spørgeren om at bekjendtgjøre, paa hvad Maade Mad. Preislers Talenter vare blevne nedtrykte, svarede Heiberg ufortøvet, at han var Spørgeren, og erklærede, at han ikke havde sagt, at Tilsidesættelsen var skeet af nogen Direction eller enkelt Medlem deraf, men at, om han havde nævnet Direction eller Directioner, da havde det ikke været en Følge, at han havde meent nogen af de Direetioner, som Kongen havde beskikket. Forresten gjentog han sit Spørgsmaal. Foruden at der strax derpaa i Adresse-Avisen fremkom fra "en Deel af Publikum" et "indstændigt og eenstemmigt" Ønske, at Sigbrit ikke maatte spilles af andre end Mad. Rosing, og det kun "af Kjærlighed for Stykket og Attraae for dets fremfarende Hæder, som og for den Agtelse, man skyldte Forfatteren og hans sidste Villie", begyndke Malte Brunn nu at røre sig i "Svada." Hvad Heiberg havde yttret om at en Direction, der ikke var den af Kongen beskikkede, kunde give sig af med Theatrets Styrelse og nedtrykke dets Talentfulde, havde berørt ham og Radbek meget ubehageligt, da de vidste, at den af deres Fjender ved Theatret for dem og nogle af deres Venner opfundne Benævnelse, "Theatrets hemmelige Ret', var bleven gangbar iblandt Publikum. Bruun ankede med megen Fornemhed over de fremkomne Artiklers stiklende Tone, og gav sig, uagtet Heiberg i netop den Artikel, Bruun især fandt den i, havde nævnet sig, Mine af slet ikke at vide hvem der [sideskift][side 651]havde skrevet dem, blot for at komme til at "foreslaae disse Herrer at nævne sig selv, paa det at man kunde erfare, om de ved Aandsprodukter, bekjendte Indsigter o. s. v. vare stemmeberettigede i Smagens Rige." Heiberg blev ham ikke Svar skyldig, men bekjendtgjorde, at han, uagtet han var Abonnent paa "Svada", ikke havde faaet det sidste Nr., "hvori Bmun behandler en Publikum, ham og mig bekjendt agtværdig Mand og Forfarter (Falsen, i Egenskab af Forsatter af "Festen i Valhal") som en Dreng." Alligevel havde Heiberg læst dette Nr. og deraf erfaret, at Bruun havde opfordret Spørgeren, som han dog af Adresse-Avisen da maatte vide hvem var, til at godtgjøre sin Stemmerettighed i Smagens Rige. Heiberg turde vel troe, at hans Navn fritog ham derfor; derimod opfordrede han Bruun til at documentere, hvorved han havde erhvervet sig Stemmeret i det Dramatiske, og Meente tillige, at han ikke behøvede at forsvare sig fordi han havde om det Dramatiske yttret en Mening, hvilken havde den Ulykke at mishage Hr. Bruun, og hvorfor denne store Forfægter af Meningsfriheden troede sig berettiget til at overvælde ham med Uartigheder. "Det gjør mig meget ondt", slutter Heiberg. "at jeg er bleven nødt til at optage min henlagte Pen, for at bruge den imod en ung Mand af Hr. Bruuns Talenter, og ligesaa ondt gjør det mig, naar jeg maa sige ham, at, fra den Tid, da han, formodenligen som et Medlem af den existerende comité secret, anlagde sit Opdragelses-Institut for Skuespillere og Skuespillerinder, har han tabt meget af den Agtelse, som han forhen havde forhvervet sig." I samme Avis, som indeholdt denne Artikel af Heiberg, opkastedes nogle, sikkert ogsaa af Ham fremsatte, Spørgsmaal, hvoriblandt: "Hvad gjør en uparupar-tisk [sideskift][side 652]tisk, paa Publikums Stemme agtsom eller imod Publikum velvillig Theaterdirection, naar den erfarer, at der er en stor Deel af Publikum, som ønsker at see Sigbrits Rolle spillet af Mad. Preisler, hvorpaa Mad. Rosing ikke kan fortryde saalænge hun har lovligt Forfald, og en anden Deel ikke kan taale at see Rollen spillet uden af Mad. Rosing? Lader det sig bedre gjætte forud eller bestemme bagefter om Mad. Preisler er Sigbrits Rolle voxen? og hvad taber Theaterdirectionen. Mad. Rosing eller nogen Dødelig ved at Mad. Preisler under Mad. Rosings Sygdom spiller en Rolle, der ikke er Stykkets Hovedrolle? Kan den afdøde Forfatters Ønske, at Rollen skulde gives af Mad. Rosing, forklares anderledes, end at han Helst ønskede den spillet af hende, eller kunde Directionen paa Grund af hans Ønste lade Stykket ligge uopført, hvis Mad. Rosing ei blev istand til at spille? Har Directionen, ved, medens Forfatteren levede, at sætte Mad. Preisler som Reserve for Rollen til Udførelse i Kongens Nærværelse, ikke alleredee gjort Forfatterens Ønske til en aldeles uantagelig Grund for at tilbageholde Stykket under Mad. Rosings Upasselighed?" Da Publikums store Fleertal stod paa Heibergs Side og var i levende Bevægelse af Uvillie over den Haan og Forurettelse, som fremtraadte saa skarpt imod en udmærket Kunstnerinde, og Thaarup i Directionen ei alene erklærede sig for at Mad. Preieler skulde spille Rollen, men kaldte det den yderste Uretfærdighed om hun ikke kom til det, begyndte Kierulf at ængstes for Uroligheder i Theatret og det hed, at endog Hauch skulde have sagt, at man kunde jo sagtens lade Publikum faae den Fornøielse, siden det var blevet saa forhippet paa den. Malte Bruun, som i sit Overmod havde yttret for Flere, at han nok skulde [sideskift][side 653]vise, han var Mand for at hindre "en saadan Krænkelse af den store Afdødes Villie", holdt det derfor nødvendigt at opbyde Alt, for at beseire Modstanderne. I "Svada" stræbte han kløgtigt at vende Sagen derhen, at Heiberg skulde have udbredt et enten Theaterpersonalet eller det hele Publikum fornærmeligt Rygte, thi enten det første eller det sidste maatte det nødvendigviis være, som han vilde have tillagt Mad. Preislers af ham paastaaede Undertrykkelse; og til samme Tid gik han i Adresse-Avisen løs paa Heiberg med Bebreidelser for, at denne havde "den ene Dag skrevet Frihedsviser og den anden Dag væmmelige smigrende Cantater", samt søgte at svække hans Mening ved at gjøre opmærksom paa, at der er Forskjel paa Skuespillerkunst og Skuespildigtekunst, og at man kan være heldig i den sidste uden at forstaae noget af den første. Sine andre Modstandere søgte han at slaae, ved at sige Enhver nogle Grovheder, og een af dem, Falsen, bebreidede han, at han i "Festen i Valhal" havde understaaet sig til at sige: "Her Tankens Yttring er, som selve Tanken, fri." Heiberg lod ham ikke vente paa et bidende Svar, men offenliggjorde strax følgende Brev: "Til Hr. Assessor Falsen! Hr. M. C. Bruun har Ret, naar han bebreider Dem, at De har sagt i Danmark: "Her Tankens Yttring er, som selve Tanken, fri"; thi Urigtigheden af denne Sætning bevises bedst ved Hr. M. C. Bruuns egen Intolerance. Han har Ret, naar han implicite siger, at han er en stor Dramaturg; thi han har ladet trykke 13, siger Tretten, Ark, hvori de tre Fjerdedele tilhøre Sophokles, Lessing, Schinck, Rahbek og Flere. Han har Ret, naar han ivrer imod personlige Stiklerier; thi paa det, at Andre skulle vel vogte sig for at bruge de Vaaben, han vil have for [sideskift][side 654]sig selv, har han ladet sine egne Stiklerier i Avisen trykke med udmerrket Stiil. Han har Ret, naar han, istedetfor Argumenter, bruger Usandhed og Uartighed; thi hermed pleier man oftest at forsvare en slet Sag. Han har o. s. v., o. s. v. Tilsidst, kjære Falsen! synes det mig, at M. C. Bruun har taget til sit Valgsprog, hvad Mester Geert Westphaler siger: Jeg vil heller Folk skal sige: Der sidder en carnaliøsk Tunge paa den Karl, end at de skal sige: Den Karl sidder som en Fæhund eller Skabhals, og har hverken Maal eller Mæle. — P. A. Heiberg." Hvor stor og almeen Interesse der vistes Bruun som demokratisk Skribent, gjorde hans ved alle Leiligheder overmodige Optræden ham personligt ilde lidt; Publikum morede sig saa meget ved den skarpe og velfortjente Revselse, som det fandt at Helbergs Brev havde givet ham, at han noget nedstemte Tonen og lod det blive ved, at beskylde Heiberg for ikke at have berørt selve Sagen, og at opfordre ham til at nævne Medlemmerne i den comité secret, som havde undertrykt Mad. Preisler. Dette blev dog ikke af nogen Virkning, da Bruun, ved paa samme Tid at maatte belave sig til Forsvar for den langt vigtigere Sag, han indsaae, at han ved "Aristokraternes Katekismus" vilde paadrage sig, ikke kunde gaae løs paa Heiberg med sin hele Suffisance, og der tillige nu fra forskjellige Sider udkom endeel Flyveskrifter, hvilke væsenlig gave Helberg et saa kraftigt Medhold, at Directionen fandt sig dreven til at befale Rollen givet af Mad. Preisler. Det var ingenlunde med Glæde at Kunstnerinden modtog denne Opreisning; hun bad endog Directionen, "at den, da Publikum, formedelst den megen Strid, der, uden hendes Skyld, var opkommen om denne Rolle, maaskee kunde prætendere mere af hende, [sideskift][side 655]end hendes Evne var til og som det, uden saadan Strid, vel skulde have fundet sig fornøiet med, vilde fkaane hende for Noget, hvilket hun under nærværende Omstændigheder maatte gaae til med Frygt og Bævelse"; men nu var Directionen ligesaa bestemt for at hun skulde spille, som den tidligere havde været derimod, Ved Opførelsen viste hun, efter hvad Schwarz fortalte, den Uro og Ængstelse, som var naturlig Følge af, at hun vidste, der var et stærkt Partie imod hende, men udførte dog Hovedscenerne med en saadan Kraft og Værdighed, at man saae den store Skuespillerinde, som vilde have spillet mesterligt, dersom der ikke havde været gjort saa hæslige Anlæg imod hende. Veb alle tre Forestillinger, hvori hun optraadte, vandt hun ogsaa temmelig stærkt Bifald, som Partiet ikke vovede at bestride. Forresten bifaldt han ganske hvad Haste — den Eneste, der ikke flyede at yttre sig ligeoverfor Cabalen, som selv fandt det raadeligt at tie, — udtalte i "Thalia": "Om Mad. Preislers Spil i Sigbrits Rolle ere Meningerne meget deelte; men skulde det være Retfærdighed, der deler dem? Jeg har endnu Ingens Mening seet paa Prent; jeg skriver altsaa ikke imod Nogens offenlige Bedømmelse, ved at fremsætte min enkelte Mening, og denne er, at Mad. Preisler spillede Rollen saare vel. Hendes Diction var meget flittigt studeret og havde adskillige virkelige Mestersteder; især lykkedes de ferme Steder hende ypperligt. Og om hun i Henseende til Pathos, Høihed og Fiinhed ikke var saa meget inde i Sørgespillets Tone, som hendes agtværdige, ikke saa let opnaaelige Forgængerinde, da betænke man, at hun ikke lettelig for har havt nogen Rolle, der er Sigbrits lig? Og om hun spillede denne med nogen Frygtagtighed, da var det ganske naturnatur-ligt [sideskift][side 656]ligt, efter alt det, som i Anledning af denne Rolle-Doublering har tildraget sig, og som man bør ønske forglemt. Jeg tør ærligen lykønske Mad. Preisler til hendes Sigbrit, ærligen ønske, at Melpomene maa herefter see hende i sin Helligdom saa ofte, som hun kan undværes i Thalias." Efter at Kunstnerinden saaledes hæderligt var gaaet ud af Feiden, hvorved hun forøvrigt uforskyldt paadrog sig Hauchs fremtidige Misgunst, henstod endnu et Mellemværende, paa hvis Afgjørelse Publikum var meget spændt. Bruun havde i Stridens Hede forløbet sig saa vidt, at han havde skjældt Heiberg for "Løgner", og Heiberg havde svoret, at han derfor vilde sagsøge Bruun til at bøde sine tre Mark. Bruun indsaae nu, at han været i høi Grad uforsigtig, og foruroligedes mere af denne Sag end af Generalfiskalens forventede Tiltale. Hans og Heibergs Venner ærgrede sig over Aristokratiets Glæde ved Haabet om, at see den ene demokratiske Fører faae den anden dømt æreløs. Sagen maatte bilægges, hvad det end skulde koste; men en Mægling, som Rahbek med megen Varlighed havde tilbudt, var strax bleven tilbageviist af Heiberg med den korte Bemærkning, at det var imod sund Fornuft at tage den rette Sagvolder til Forligelsescommissair, og et Forsøg, som Pram uopfordret havde faaet isinde at gjøre, endte med, at han, allerede førend han var kommen til sit Ærende, gav sig i Klammerie med Heiberg, fordi denne fandt, at Tyge Rothe selv hindrede sine ypperlige Tankers Indflydelse paa Folket ved affecteret Stiil og Ortographie. Endelig lykkedes det Bruuns brave Ven Rasmus Nyerup, dengang Secretair ved Kongens Bibliothek, at bevæge Heiberg til en Sammenkomst med Bruun, og ved Mægling af sig og Falsen, som Heiberg [sideskift][side 657]havde taget med sig, at faae tilveiebragt et, ved forskjellige Skaaler under et muntert Maaltid, høitideligt bekræftet Forlig, saaledes at Bruun tilbagetog Ordet Løgner og erklærede, at han ikke havde havt isinde dermed at krænke Heidergs borgerlige Ære og Agtelse, hvorimod Heiberg erklærede, at Bruun aldeles ingen Deel havde havt i Mad. Preislers Nedtrykkelse, og at der ikke med Udtrykket comité secret havde været paatænkt nogen Fornærmelse imod Bruuns borgerlige Agtelse. Ved denne gjensidige Erklæring, som blev offenliggjort, tilveiebragtes ingen fremdeles god Forstaaelse imellem de to Demokrater, men dog Ende paa "Dyvekefeiden."

De to af Saisonnens musikalske Nyheder: "Kong Theodor i Venedig" og "Den Overtroiske", faldt ganske igjennem; kun den tredie: "Entrepreneuren i Knibe", holdt sig, uagtet den jammerlige Handling, der endog afbrydes uden et blot Forsøg paa en taalelig Opløsning, i nogle Aar paa Scenen ved Cimarosas mesterlige comiske Musik og den ypperlige Udførelse. Heller ikke Valget af Skuespilnyhederne gjorde Directionens Kunstsmag nogen Ære: Iffland var, med tre af samme Deig og i samme Form lavede Retter af det daglige Livs huuslige Glæder og Sorger, den, som gav Saisonnen Charakteerstemplet, hans "Den værdige Kone" var selv for Datidens Publikum, der saa meget yndede det halvt moersomme Rørende i Skildringer af spidsborgerligt Liv, altfor dagligdagsk i Handling. Charakterer og Moralprædiken til at Mad. Rosings, ved stille Blidhed, Inderlighed og rolig Forstandighed, henrivende Hofraadinde Lestenfeld kunde skaffe Interesse derfor. Derimod behagede "Gamle og nye Sæder' og "Reisen til Byen" ved nogen mere Livlighed i HandHand-ling [sideskift][side 658]ling, den stærkere fremtrædende Særhed, som Forfatteren har givet Charaktererne, og en uovertræffelig Udførelse af de fleste Hovedroller. I del første Stykke beundredes især Schwarz's følelsesfulde, energiske og i sin store Simpelhed imponerende værdige gamle Herredsfoged Grøndal, og Mad. Rosings herlige Fremstilling af hans Sønnekone, som den ædle, eftergivende og roligt lidende, men dog i Prøvelsens store Øiebiikke bestemte og kraftfulde Qvinde; i det sidste var Schwarz atter Mesteren i med Kunst, ligesaa smagfuldt som fuldendt, at fremstille Naturen: i Traut gav han den raske, skarptseende, muntre og ligefremme Mand med en saa stor Forskjellighed fra sine andre Fædreroller og dog i en saa gjennemsørt Charakteristik, at Rosing, som ikke just var hans Lovtaler, erklærede denne Rolle for "en fuldstændig Forvandling af Person paa den Maade, som en Skuespiller bliver stor ved at kunne opfinde og udføre." "Kjolen fra Lyon", i fire, og "Ægtefolkene fra Landet', i tre Acter, vare to af Jüngers almindelige Fabrik-Lystspil med nogle piquante Situationer, som sammenholdtes ved en hist og her temmelig usandsynlig Handling; de havde en god theatralsk Tilretning, bleve hovedsageligt spillede af flygtigt udførte, hinanden meget lignende, joviale Personer, og vare udsturede med en livlig, letflydende Dialog. Begge Stykker fandt god Modtagelse, da de fra alle Sider gik med den Sikkerhed og den Glathed, som ere det Væsenlige ved Fremstillingen af det Slags Comedie, hvis høieste Virkning kun kan blive et Par Timers behagelige Underholdning. Kotzebue kom kun frem i een Nyhed, men som overstrømmede af den Effectusands, Affectation og Overdrivelse, baade i det Rørende og i det Comiske, hvorved han fik en meget skabende Indflydelse paa den danske Skue Skue-pladses [sideskift][side 659]pladses baade i Digtning og Fremstilling sunde Natur, hans frivole Betragtning af Skuespildigterens Opgave aabenbarer sig i "Armod og Høimodighed" med stor Frækhed, ved den af Usandsynligheder vrimlende Handling; ved de forskruede Charakterer, af hvilke en gammel Militair, som i Ord og Adfærd opløser sig til en Uting af romantisk Følsomhed, endog bliver væmmelig for sund Sands; og ved den maniereerte Dialog, hvilken skal gjøres vittig og flydende ved at Personernes Udtryksmaade og de Sententser eller Picoterier, der komme Forfatteren for Haanden som hans egne Aphorismer eller gode Indfald, løbe sammen til en kaad, charakteerløs Sladdren. Dette kun paa theatralsk Virkning beregnede Glimmerstads blændede i sin Nyhed Mængden og fandt dengang megen Yndest. Imellem Nyhedernes haandværksmæssigt behandlede Masse fremkom to, der begge, skjøndt høist forskjellige i Væsen og Tendents, vare ægte kunstneriske Arbeider og værdige Opgaver for dygtige Menneskefremstillere: Göthes lille nydelige Skuespil "De to Sødskende", hvori Digteren med stor Delikatesse har gjennemført en heldigt opfunden meget spændende Handling, men som gjorde for liden theatralsk Blæst til at fængsle et Publikum, der allerede var blevet indtaget af de kotzebueske og ifflandske Knaldscener; og Cumberlands "Jøden", en Femacts-Comedie, der vel ikke er af det engelske Theaters fortræffeligste Værker, men dog saa interessant ved ypperlige Situationer, kraftig Mennesteskildring og ægte Vittighed, at den hævdede sit Værd fremfor Modestykkerne og holdt sig paa Scenen længe efter at de vare gaaede under i Glemsel. I høi Grad bidroge imidlerlid Skuespillerne, der her havde faaet Opgaver, som de fandt Glæde ved at anvende deres Dygtighed paa at [sideskift][side 660]fyldestgjøre, til det stærke Bifald, hvormed Stykket strax blev modtaget. Udførelsen af den bramløst ædle, men fiint comiske Jøde Scheva var et af den geniale Knudsens største Mestervæker: en i hvert Ord og hver Bevægelse fast og kunstfærdigt gjennemført smagfuld Levendegjørelse af af poetisk opfattet Charakteer; Jfr. C. Schmidt overraskede ved en i Dialect, Holdning og mimisk Udtryk saa ypperlig Fremstilling af den jødiske Huusholderske, at hun i mange Aar efter sin Afgang blev i levende Minde ved Theatret som "den mageløse Dorcas"; og Rosing var henrivende ved erotisk Varme, Mandighed og Energie som Frederik Bertram.

Af Debutanterne var Mad. Bournonville, der allerede, leilighedsviis, som Ryno i "Frode og Fingal" havde viist sig i Skuespillet, en meget stor Vinding for Lystspillet, da, hun, foruden den personlige Ynde og muntre Livfuldhed, der gjorde hende indtagende i Balletten, havde en særdeles velklingende og bøielig Talestemme, en Routine, som strax gav hende en øvet Skuespillerindes Sikkerhed, og en sjelden Naturlighed i sin Diction. Efter at hun i "Armod og Høimodighed" havde udført Josepha og vakt store Forventninger ved det Vid og den Fiinhed, hun lagde i den uafladelige Overgivenhed og Fjasen, Forsatteren har villet sikkre Rollen Effeet med, gav hun som Susanne i "Figaros Giftermaal" Forsikkring om et afgjort stort Talent, ved at vise, at hun allerede ypperligt forstod, ogsaa at behandle Roller, der fordre dybere Studium, fordi Bittigheden og Skalkagtigheden ere Personens og derfor skulle fremtræde i nøie Overeensstemmelse med Charakteren og Situationen. — Jens Steffen Heger var 26 Aar gammel, af en ved Stilling og Dannelse høit anseet Familie, dygtig Student [sideskift][side 661]og et lyst Hoved med Phantasie og megen Aandslivlighed, men sær i sine Anskuelser og haardnakket i at fastholde dem. Begeistring for Skuespilkunsten og Kjærlighed til den indtagende Marie Smidth, med hvem han blev gift Aaret efter, bragte ham til at gaae til Theatret, hvor han strax viste en brændende Begjærlighed efter ofte at komme paa Scenen og forsøge sig i endog de allervanskeligste Opgaver. Da han med sine aandige Fortrin og en sædeles behagelig, sonor Talestemme forenede en, ved den smukke skarpe og ædle Ansigtsprofil, det udtryksfulde Blik, den velproportionerede Overkrop. Middelhøide og raske, frie Bevægelser, af Naturen interessant Personlighed, viste det sig strax, at han kunde blive en meget talentfuld Fremstiller af alle Roller, der passede for hans Alder og Udseende. Endskjøndt han i Figaro fulgte paa en saa uopnaaelig Mester som Schwarz, fandt Publikum hans Udførelse særdeles tilfredsstillende, og af den Sikkerhed og det Lune, hvormed han gav, hvad han med Fiinhed og Smag havde tænkt, gjorde man sig store Forhaabninger om hans kunstneriske Fremtid. Men han vilde fornemmelig give Charakterer, som laae udenfor hans Personlighed, da han deri fandt Skuespilkunstens egenlige, og den ægte Kunstners ene værdige Opgave. Dette gjorde han det, ved den Særhed, ikke paa nogen Maade at ville anvende andre Midler, end dem, der vare ham aldeles naturlige, selv umuligt for sit Talent at fyldestgjøre i. Det var kun med stor Møie, at man fik ham til nogenlunde at bedre sin spinkle Underkrop med et ringe Vatpaalæg; at bevæge ham til dæmpe den ungdommelige Ansigtsklarhed ved Farve, til at fordybe Trækkene ved lette Streger eller til at give Mælet Charakterens eller Alderdommens Prag ved For For-andring [sideskift][side 662]andring, dette var en Umulighed; det Høieste han troede at kunne tillade sig af Maskering var, i gamle Roller at bruge et graat Haar, der ofte tog sig underligt ud til det kraftige Ansigt, og at tale langsomt med en noget dybere eller svagere Stemme. Hvor megen indre Sandhed han end lagde i endeel af sine Roller, som ikke faldt ind i hans Personlighed, var der derfor flere af dem, som savnede den ydre Sandhed og ikke med al hans Flid gjorde den herlige Virkning, han næsten altid opnaaede hvor hans Ydre og Talestemme gave hans Talent fuld Understøttelse. Ogsaa tiltog han sig ikke sjeldent den Skuespilleren ingenlunde tilkommende Ret, at afgjøre om den Hain tildeelte Rolle var værdig til en god Udførelse eller ei, og at behandle den skjødesløst, dersom han faldt paa at holde den for slet. — Med Mad. Martens skete der Publikum, hvad der allerede flere Gange var skeet det, og — hvor ikke en indsigtsfuld, kunstforstandig Direction ved sin Myndigbed betager det Leilighed til det Slags Daarskab — nødvendigviis ofte maa skee det: i at en smuk ung Personlighed taaleligt skilte sig ved en med en Instructeur omhyggeligt indexerceret brillant Rolle opdagede Mængden et afgjort stort Genie, som den ved stormende Applaus skaffede Antagelse, for siden, da den, fra mindre eller paa egen Haand udførte Roller, kom til Erkjendelse af dets fuldkomm Talentløshed, sikkert at beklage sig over en Ukyndighed, der havde paatvunget den noget saa aabenbart Utaaleligt.

Afgangene bleve ikke Theatret synderligt følelige, thi Mad. Knudsen, der, skjøndt kun 54 Aar gammel, i den sidste Tid havde været meget affældig, erstattedes i sine vigtigste Roller: Magdelonerne og andre comiske Gamle, særdeles heldigt af Jfr. Winther; Thessen, som afskedigedes, [sideskift][side 663]havde i flere Aar, ved egen Forsømmelse, kun været af liden Vigtighed for Repertoiret; og Jfr. Barth var bleven saaledes tilsidesat, at hun kun havde faa Partier, som alle kunde besættes tilfredsstillende. Derimod leed Comedien et meget stort Tab ved at Gjelstrup, der slet ikke kunde komme ud af det med Hauch, satte Kronen paa sine mange Chicanerier imod ham, ved at anmelde en Sygdom, hvilken han ufortrøden blev ved at holde paa i over to Aar og, som de, der nøie kjendte ham, vare overbeviste om, han heller ikke da vilde have følt sig befriet fra, dersom Theatret ikke havde faaet en anden Chef.


Oprettet 2010. Opdateret af