[side 397]Warnstedt havde ikke forsømt, fra Eickstedts Afgang ideligen at gjøre Forslag om, igjen at ansøge den Spillendes Navne paa Placaten; fra denne Saisons Begyndelse fik han det endelig til Publikums saavelsom til Skuespillernes store Tilfredshed, sat igjennem.

Iblandt Skuespilnyhederne var ikke mindre end tre store originale Arbeider af forskjellige Forfattere. Deres Skjæbne blev meget ulig, men svarede aldeles til deres Værd. P. A. Heiberg var i "Heckingborn" endnu ikke kommen ind paa den Comedieart, hvori hans Talent til med Vittighed og Lune at revse Tidens Latterligheder og Daarskaber ret kunde finde Spillerum. Stykket var en af de dengang yndede halvt rørende Comedier, i hvilken han, til Hovedcharakteer, havde fra Stephanie den Yngres maade[sideskift][side 398]lige Arbeide af samme Art, "Raptussen", optaget og videre udviklet af hypochondrisk Englænder. Om Forfatteren just ikke i Henseende til dramatisk Liv og Moersomhed havde fyldestgjort de Forventninger, der vare vakte ved "Forvandlingerne", viste dog Heckingborn og et Par andre fremstikkende Personer at han havde faaet større Dygtighed til at gjennemføre Charakterer, og Stykket gjorde, uagtet et Par stærke Usandsynligheder og at Handlingen, især imod Slutningen, savnede naturlig Gang og theatralsk Effect, megen Lykke. — Todes "Bussemanden", et flere Gange omarbeidet og derved, som almindeligt, bestandig mere og mere forfusket Lystspil efter en fremmed Plan, der maa have været saa triviel og ubetydelig, at man kun ikke kan begribe, hvor et saa lyst Hoved er faldet paa at laane den, var et den danske Skueplads aldeles uværdigt Arbeide. Hvor liden indre Nødvendighed, der herefter i Sammensætningen, bevises allerede deraf, at det opførte Stykkets fem Personer ere i en af Omarbeidelserne, som ikke kom til Opførelse, blevne til — femten! Hovedpersonen er baade sædeligt og theatralsk afskyelig. Staverup, der ved sit Giftermaal er fra en fattig Stymper bleven en rig Godseier, tvinger af Skinsyge sin vakkre, eftergivende Kone til at tage med ham fra Jylland til Kjøbenhavn, hvor hun, af Mangel paa passende Klæder, maa holde sig inde, under Foregivende af Sygdom, medens han løber efter andre Fruentimmer. En Frøken Munterholm, hendes Veninde, hvem Staverup især lægger an paa at forføre, og Fruens Pige, Bolette, sammensværge sig for at tugte og forbedre ham. Dette skeer deels ved at Bolettes Elsker, som hedder Oldfux og er Avanturier, i forskjellige Forklædninger piner og optrækker ham, deels ved at Frøkenen lader som hun [sideskift][side 399]vil opfylde hans Ønske, og deels ved Bolettes Trædskhed. At Tode ikke havde fulgt den meget rigtige Bemærkning, hvormed han sluttede Stykket: "Det er med Forvandlinger som med Actier og Spil og Autorskab; at holde op i den rette Tid, det er Kunsten!" var den ene Feil, og Udtrykkenes ofte mærkværdige Plumphed den anden Feil, der fornemmelig vakte stærke Mishagsyttringer imod dette Arbeide, og ganske fordunklede, enkelte betydelige Fortrin, det havde for de fleste datidige dramatiske Productioner, navnligen i en vittig, lunefuld og charakteristisk Dialog. — Claus Fastings "Actierne" var dog et i enhver Henseende endnu slettere Stykke. Det var kun Rahbek, der, i sin Forudindtagenhed for Forfatteren, som "de ypperlige Provindsialblades vittige Udgiver", kunde finde, at "dette Stykkes ringe Bifald allerede meget godt lod sig udlede af, at den destouchiske Maneer, hvori det var skrevet, var saa aldeles gaaet af Mode paa vor Skueplads." Den Maneer, hvori det var skrevet, lignede ikke det mindste nogen paa Scenen blot taalt Forfatters, end mindre Destouches's, og kunde aldrig hverken have været eller kommet i Mode paa noget Theater; thi det hele smagløse Sammensurium af Nederdrægtigheder, Svulst, Plathed og Overdrivelse, var netop saa ganske uden Maneer, at man maatte forbauses over, hvorledes en Mand med Talent havde kunnet skrive det og et kongeligt Theaters Bestyrelse anordne dets Opførelse. Heller ikke fandt det "ringe Bifald", men blev saa fyndigt udhysset og udtrampet, at det forsvandt med første Forestilling og Rahbek fandt det raadeligt, ved ovennævnte Bemærkning at snoe sig fra al Kritik over det. — "Ringen" (der efter at Fortsættelsen deraf kom paa Scenen blev kaldet Nr. 1), en af den berømte Skuespiller Schröder i Hamborg [sideskift][side 400]med megen Aandfuldhed og Smag udført Omdannelse af en livlig, men slibrig engelsk Comedie af Farquahr til et særdeles interessant Lystspil, gjorde ikke i sin Nyhed synderlig Lykke, da det blev temmelig utilfredsstillende spillet, og selv Schwarz, hvorvel han i Glandsrollen Grev Klingberg atter overraskede med sit Talents ualmindelige Fleersidighed og store Styrke i Charakteerfremstilling, ikke opnaaede at give den fine, flygtige, badinerende Verdensmand med saadan Fuldendthed, som Frydendahl sildigere vakte Beundring ved. "Den skinsyge Kone", ogsaa en engelsk Comedie, af Colman den Ældre, udmærkede sig hverken ved smuk Opfindelse af Charakterer eller deres consequente og smagfulde Gjennemførelse, men havde en livlig Gang og adskillige effectfulde Situationer, hvorfor det gjorde Lykke, endskjøndt Spillet, med Undtagelse af Schwarz's ligesaa naturlige som originale og moersomme Skildring af den gamle hidsige Squire Russel, ingenlunde var glimrende. — Melodramaet "Medea" blev, uagtet det kun gjorde liden Lykke, mærkeligt ved at være Anledning til den ene af de to store Feider, der i hele denne Saison satte Folk i Røre baade i og udenfor Theatret. Hvor mange smukke og rigtige Enkeltheder, der nødvendigviis maatte være i en Medea, udført af den smagfulde og klarttænkende Mad. Rosing, hvis hele Væsen i tragiske Roller var Høihed og Energie, saa kunde denne Kunstnerinde, som Blondine med blaae, milde Øine og temmelig svag Talestemme, aldrig opnaae, i Udseende og Lidenskabernes Udtryk, at være en Medea saaledes som denne Charakteer eengang for alle er fastsat af Oldtidens Forfattere og tragiske Digtere. Ikke destomindre blev Rahbek, som sjeldent kunde finde Udtryk, der vare stærke nok for hans Beundring [sideskift][side 401]af Mad. Rosing og derfor næsten i alle hendes Roller, den ene efter den anden, saae den, hvori hun "overgik sig selv" og havde sin "Mesterrolle", saa begeistret af hendes Medea, at han erklærede den for hendes "Triumf." Tode, der, ligesom mange Andre, stødtes over, at han just om en Rolle, hvortil Naturen havde negtet hende Evner, brugte et saa superlativisk Udtryk, yttrede sig, uden i mindste Maade at forringe Kunstnerindens andre store Fortjenester, misbilligende om at hun i Medea, der saa ganske var imod hendes physiske og kunstneriske Væsen, sagdes at have sin "Triumf." Derover blev Rahbek yderlig fortørnet og begyndte, ved haanende at lade Tode vide, at han slet ikke havde begrebet Medeas Charakteer, naar han vilde have lagt Vildhed deri, den langvarige bittre "Medeafeide." Tode havde nemlig saa mange og vægtige Grunde, at han ikke forsømte, strax at fremsætte dem, og det saa klart og overtydende, at Rahbek leed et fuldstændigt Nederlag, ved ikke at have andet at sætte imod, end Magtsprog og at lukke Ørene for Yttringer af de Autoriteter, som han netop ellers i sin dramaturgiske Kritik beraabte sig paa. At Horats ei alene har paalagt Digteren, som optager en Person fra et bekjendt Sagn, at fastholde den Charakteer, som Sagnet tillægger ham, men endog udtrykkelig anført, at Medea derfor skal være ferox (trodsig, vild, heftig), var ham i dette Tilfælde ganske uden Betydning, thi Horats maatte kun have havt Medea hos Euripides for Øie, og at Euripides har gjort Medea trodsig og vil, skulde alene have Aarsag i, at Digteren af Corinthierne var bestukken for at tillægge hende det Barnemord, som de havde begaaet; at Ovid og Seneka fremstille hende med samme Charakteer som Euripides, var heller intet Beviis for ham, at alle [sideskift][side 402]Oldtidsforfattere ved lige Fremstilling have givet hende en Charakteer, der er Sagnets, altsaa den eneste, hvorunder hun er bekjendt og saaledes tillige den eneste, hvorved hun kan være den Medea, som Tilskuerne vente at see, var ham altsammen Intet, thi endskjøndt han ikke vidste at anføre nogen Kilde, der kunde give Kundskab om, at den virkelige Medeas Charakteer havde været anderledes, maatte Mad. Rosings Fremstilling dog absolut være den rette; at Preisler i sin Journal anførte, at han i Paris havde seet en Medea, der var "høi, robust, med kulsort Haar, Vildhed i Ansigtet, en heftig Action og høi, stærk Stemme, og at et eneste Øieblik maatte overtyde Enhver om, at hun var den sande Medea", affærdigede han med, at Preisler — som havde nedskrevet denne Bemærkning inden Mad. Rosing optraadte som Medea — var et villigt Vidne, der ikke havde megen Autoritet; og endelig vilde han ikke engang lade sig modbevise af selve Forfatteren af Melodramaet, Gotter. At denne lader sin Medea, da hun tænker paa at dræbe Børnene, siger, med et vildt Blik: "Det er Jasons Øgleyngel!" og, idet hun drager Dolken for at myrde dem: "Hans Blod rinder i deres Aarer! Hans hyklerske Smiil svæver paa deres Læber! Ha! denne ligner ham meest! han være den første!" eller at hun paakalder Furierne imod Jason og raaber: "Jager ham hid! pidsker ham hid!" alt Dette vilde Rahbek slet ikke vide af som Vildhed; og da nu endelig Gotter lader Jason, der hører, at hun har dræbt Børnene, paa det bestemteste betegne Medea som vild og grusom af Charakteer, ved at udraabe: "Jeg kjender Medea igjen!" mødte Rahbek dette Beviis med den Oplysning, at Gotter i en ny Udgave skulde have borttaget denne Replik, hvorvel det ikke kunde have nogen Følge i Hen[sideskift][side 403]seende til Mad. Rosings Fremstilling, da den stod og blev sagt i den Udgave, hvorefter Stykket blev givet paa det danske Theater. Det hjalp ikke at Rahbeks Venner, hvoriblandt endog Rosing, raabte ham til at opgive denne Feide, fordi Tode utrættelig værgede godt for sig med gode Grunde og i alle Fornuftiges Øine havde Retten paa sin Side; Rahbek fortsatte den i en fornem Tone endog midt ind i den følgende Feide, og kunde end ikke opgive sex Aar efter, ved ligesaa fornuftstridige Fortolkninger af enkelte Træk i Forfatterens Skildring, igjen at komme ind paa den i et Skrift ("Dramatiske og literariske Tillæg"), hvis ene Deel han, mærkeligt nok, havde tilegnet "den dramatiske Digter og Kunstdommer" Tode, som han i Feidens Begyndelse havde troet at fremstille i "dramaturgisk Nøgenhed."

Det var ved Operaen at denne Saison fik Anseelse, og det, hvorvel under haarde Anfægtelser, i høi Grad. "Trophoni Hule" faldt vel, uagtet Salieris henrivende Musik, ganske igjennem paa Grund af Textens fuldstændige Gehaltloshed og en maadelig Udførelse; men "Aline", med en fortryllende Musik af Schulz, vakte stor Henrykkelse og gav endnu ved den 12te Forestilling glimrende Huus, endskjøndt ogsaa dens Text, der i Originalsproget, Fransk, var componeret af Schulz, inden han kom hertil, og blev oversat af Thaarup, fandtes meget svag og uden dramatisk Interesse, fordi det Erotiske og Idylliske fremherskede i stor Eensformighed. Det var Schulz's uudtømmelige, bestandig ny og friske melodiøse Udtryk af Kjærlighed, Jfr. Møllers henrivende Sang, understøttet af et hende usædvanligt varmt Spil, de indlagte, af baade Schulz og Galeotti fortræffeligt componerede, maleriske Dandse, de deilige Chor [sideskift][side 404]og den for Datidens Publikum overordenlige Pragt, som gjorde denne slæbende Opera til et Yndlingsstykke. Seiren var saa meget mere glimrende, da der allerede førend Opførelsen var arbeidet ivrigt for et eclatant Nederlag. Det var ikke nok, at den af den danske Literatur høitfortjente Abrahamson — der bar et saa grundigt Had til Operaen, at han sjeldent, navnlig i "Lærde Tidender", forsømte, naar han omhandlede noget Jammerligt eller Skadeligt, at charakterisere det ved, at det var "som Opera" — havde tillige med Rahbek udtalt sig saa skarpt og haanende imod denne Kunstart i Almindelighed, at Mange undsaae sig ved at yttre Interesse derfor; eller at Heiberg, der vel leed Syngespil, men ikke "Messesang imellem Melodiestykker, eller Mirakel-Spektakel", satte vittige Sarcasmer imod den i Omløb; men "den barnlige og fremfusende, opfarende og godmodige" Pram, der "tilbragte den halve Deel af sit Liv med at fornærme sine Venner, og den anden Halvdeel med at bede dem om Forladelse", havde, i sin Krænkelse over at Schulz ikke vilde componere en Text af ham, med stor Hidsighed yttret sig imod "Aline" i Særdeleshed og fundet den uværdig til at komme paa den danske Scene, især paa Kongens Fødselsfest, hvilken, som han opbragt sagde til Rosenstand, "det nationale Theater, hvortil Nationen vel aarlig maa punge ud med 35000 Rdlr. Tilskud, dog burde feire med et Stykke af en national Digter." Herpaa svarede Rosenstand kun med bidende Tørhed: "See Frands Knivsmed, Politiske Kandestøber 2den Act 1ste Scene!" (Repliken: "Vi maae mage det saa, at de Forslag, vi gier ind til Raadet, ikke lufter af Egennytte.") Forbittret over denne Finte ilede Pram til sine Venner og ophidsede dem endnu mere imod den ventede Aline, der i [sideskift][side 405]deres indflydelsesrige Kredse nu kun betitledes "den søde, bløde Sløie." Ved at Parterrets Stamgjæster, der dengang næsten alle befattede sig med enten at skrive eller at kritisere Skuespil, ja tre endog med begge Dele, saaledes havde, paa Tode nær, lyst Forbandelse over Stykket, tvivlede de ikke om, at Enhver, der ikke vilde bære den Ydmygelse at ynkes af dem for Smagløshed, jo skulde finde sig nødt til at gjøre Partie for dem ved anden Forestilling og enten pibe eller i det mindste ved kold Taushed stemple "det kostbare Vaas" til Henlæggelse. Ogsaa Publikum ansaae dette Udfald for saa sikkert, at Directionen blev bestormet med Anmodninger om Billetter, for at man kunde faae Stykket at see "inden det forsvandt under Pibens Lyd." Da nu de enkelte Sangnummere under Opførelsen henreve til et saa stormende Bifald, at det Hele, fordi Oppositionen ikke, paa Grund af dens almindelig bekjendte nøie literaire Forhold til Skuepladsen, kunde være bekjendt selv at bruge Piben, blev af Tilskuerne, til deres egen Overraskelse, modtaget med eenstemmig stor Jubel, saa var der intet andet Middel til at kjøle Enthusiasmen og, om muligt, standse Operavæsnets videre Udvikling, end i Recensionerne at behandle "Aline" med yderste Ringeagt og i Bysladder at udskrige Operaens Bekostelighed og Fordærvelighed med saadan Overdrivelse, at just de, der satte Theatrets Værd og Betydning høiest, af den Omstændighed, af Jfr. Møller havde, som Dronning i Golconda, baaret et fra Rosenborg laant Juveeldiadem, endog fik ud, at der, "for at give saadan noget Tøierie en Glands, som det ikke kunde undvære, var, Kongehuset og Nationen til Fornærmelse, begaaet den Forbrydelse at sætte et Smykke, som havde prydet Danmarks Dronninger, paa en Theatersløies Hoved." Midt [sideskift][side 406]under disse Nedsættelsesanstrengelser, der tiltoge i Hidsighed og Bitterhed ved at Publikum, uden at ændse dem, vedblev at strømme til saa mange Forestillinger af "Aline", som Directionen saa sig istand til skaffe, var man ved Theatret ivrigt sysselsat med at forberede Opførelsen af Baggesens og Kunzens "Holger Danske", der, efter Rygtet, skulde blive endog mere til Forlystelse for Øie og Øre. Her var Forargelsen for Operamodstanderne endnu større. Den digter, som ved sine "Comiske Fortællinger", "Emma", Hymnen "Den eneste Gud" og flere fortryllende erotiske Digte havde vundet stor Berømmelse og Folkeyndest, vovede, ved selv at digte en Opera, at erklære denne Uting for en Kunstart, der var hans Genies Anvendelse værdig, og ved sin Anseelse at beskærme den imod Fornuftens Angreb. Den, endnu mere end "Medeafeiden", navnkundige "Holgerfeiden" begyndte allerede førend Opførelsen med, at "Stridsmændene for god Smag paa den danske Skueplads" paa offenlige Steder omtalte som bespotteligt, at "den danske Nationalhelt skulde haanes ved at blive kastet ind paa Scenen som en eventyrlig, sværmende Pralhans, for med Triller og Roulader at enervere det Folk, paa hvis Mod og Kraft han var et Symbol." Baggesen havde skrevet denne Text for at den geniale og fleersidigt dannede 28aarige Lybekker Friedrich Ludvig Aemilius Kunzen, der i fem Aar havde opholdt sig i Kjøbenhavn, i Forventning om at opnaae en til hans store musikalske Dygtighed svarende Ansættelse, kunde faae Leilighed til at vise sig som Componist og derved maaskee aabnes Veien til Capelmesterposter, dersom Schulz formedelst Sygelighed blev nødt til at søge Afsked. Men under Udarbeidelsen var Baggesen bleven saa mægtigt henreven af den Frihed, som denne [sideskift][side 407]dramatiske Digtform gav til, i en phantastisk Handling, theatralsk ordnet i Masser med store, effectfulde Situationer, at forene det Lyriske med det Dramatiske, at han fik en ganske anden Mening om Opera, end hans æsthetiske Venner havde, og saa levende opfattede den som Noget, hvori han ret kunde give sin Phantasie Flugt, at han strax havde undfanget Ideen til et Par andre Operaer, af hvilke han endog øieblikkeligt, efter at have fuldendt "Holger Danske", tog med stor Iver sat paa den ene: "Erik Eiegod." Han som derfor i heftig Bevægelse da Schwarz fortalte ham den Spot over hans Helt, som man havde sat i Omløb. Hans Harme gav sig Luft i bidende Sarcasmer om de "æsthetiske Muldvarpe", der enten ikke kunde see Operaens Natur og begribe, at hans Holger efter den var dannet fuldkommen rigtigt, eller af ondskabsfuld Lyst til at berøve ham den Ære og Fornøielse, han ventede sig af sine fremtidige Arbeider, som Schulz selv vilde componere, havde fremrodet denne Bagvaskelse, hvorved de tænkte at faae Holger til at falde og derved skade Operaen i Almindelighed. Imidlertid fik Schwarz ham endelig til ei alene at indrømme, at Publikum, af hvem man ikke kunde forlange den Kunstforstand, som ikke engang de kritiserende Spottere havde, rimeligviis vilde ansee Dadelen for grundet, men endog til at tage den Beslutning, inden Theaterprøverne, at gjøre Helten til den Ridder Huon, som han var i Wielands "Oberon", hvoraf Stoffet var taget. Baggesen henvendte sig ogsaa strax til Kunzen med Forslag herom og fik ham overtalt til at foretage de deraf nødvendige Omskrivninger; men da Rosing, som havde glædet sig til at forestille Holger Danske, ikke var at beqvemme til at lade sig gjøre om til Ridder Huon, og spurgte Baggesen [sideskift][side 408]om han vilde lade sig skræmme af Rahbeks blinde Operahad, der, hvad han selv alvorligt havde sagt ham, kun kom af at han var en Idiot i Musik og ikke selv kunde skrive en Opera, saa lod Digteren Forandringen fare. Opførelsens Udfald syntes ogsaa at godtgjøre, at den var aldeles unødvendig. Kunzens henrivende, friske og gratiøst flydende Melodier med glimrende og smagfulde Forziringer i Bravoursagerne, den vexlende piquante og grandiose Behandling af det Instrumentale, Jfr. Møllers brillante og sjælfulde Udførelse af Rezia, de snart lystige, snart storartede Chor, de skjønne Dandse, prægtige orientalske Dragter, rige Optog og herlige Tableauer begeistrede Publikum til formende Bifald, og i Beundring over Rosings indtagende mandige Personlighed og fyrige Foredrag af det effectfulde Partie, glemte det at gjøre sig klart om det var en Holger Danske eller en Ridder Huon, der satte det i Henrykkelse. Men medens den spidsborgerlige Kritik, avindsyg over en saadan Utings glimrende Modtagelse, og bange for derved at see sin nøgterne Kunstsmags Indflydelse hemmet, strax efter Opførelsen med stor Dygtighed, baade paa Tryk og i Samtaler, opfriskede den Anke imod Skildringen af Holger og dertil føiede Spot over den sovende Rezias Sang og nogle Enkeltheder, som, tildeels formedelst sceniske Mangler, let kunde indbildes Publikum at være grove Feil, stod Baggesen, den Eneste, der med ægte poetisk Aand søgte et Kunstværks Naturlighed i at det stemmede overeens med sig selv, og derfor følte sin Digtning æsthetisk berettiget, saa godt som værgeløs, da han, Stykkets Digter, ikke vilde fremtræde som dets Lovtaler. Kun den i sin Retskaffenhed altfor ivrige Tode, som havde Følelsen af, at der i "Holger" stak mere Poesie og Genialitet end dens Modstandere for[sideskift][side 409]maaede at lægge i deres Frembringelser, optraadte meget hidsig til dens Forsvar; men da han havde en endnu forkeertere Anskuelse af Operaens Natur end Angriberne, saa at han satte den i Egenskaber, der ingenlunde vare den væsenlige, og han dertil, istedetfor at give en ordnet og klar Udvikling af sin Mening, henkastede sit Godtbefindendes løse Indfald ligesaa uordenligt i Følge og Form, som de kom over ham, saa bevirkede han ikke andet, end at bringe "Holgerfeiden" til aabent Udbrud i Blade og Flyveskrifter, og uden den at skade baade Sagen og sig selv ved uovertænkte Paastande. Publikum kom mere og mere i den Tro, at den hele "Holger Danske" dog i Grunden kun var noget forvirret, blændende Tøi, som det ikke kunde være bekjendt at synes godt om, og da dets kolde Stemning under den fjerde Forestilling lod til at bekræfte Rygtet om, at man nu endelig havde bearbeidet det saa godt, at det ved næste Opførelse selv vilde overtage en dygtig Udhysning af hvad det for tre Uger siden havde hævet til Skyerne, bad Baggesen, at Stykket maatte blive henlagt til næste Saison, da han haabede, at Tiden vilde stemme Publikum gunstigere. Men deri tog han feil; da Saisonnen kom, var der forøget for at det var endnu ugunstigere stemt. Under stadige Smaafægtninger havde hans Modstandere belavet sig paa, just da, i et heftigt Angreb fra flere Kanter, ganske at overvælde ham, "Holger" og det hele Operavæsen. Ved P. A. Heibergs "Mikkel og Malene", en snurrig og vittig Parodie paa "Orpeus og Eurydice", var Opera i Almindelighed allerede strax efter Opførelsen af "Erik Eiegod" gjort latterlig for Mængden. Da der i Begyndelsen af Saisonnen 1789-90 blev Tale om Gjenoptagelsen af Baggesens Opera bragte Abrahamson endydermere i "Lærde [sideskift][side 410]Efterretninger" en Artikel, som skulde gaae for en Bedømmelse af Thaarups Oversættelse af "Aline", men egenlig, efter blot at have lignet denne ved "en fransk Vandsuppe med syv Gange omtyggede Brødkrummer med brav Sirup af det gemeneste Slags", gik løs paa al Opera som "smagfordærvende i sig selv." Efter disse Tirailleurfægtninger for at skaffe Luft i Terrainet, aabnedes Hovedslaget med hans, ligeledes i "Lærde Tidender" optagne, Recension over "Holger Danske", hvori der vel tildeeltes Baggesen fortjent Roes for nogle smukke Enkeltheder, men som i det Hele kun var en med megen Hidsighed og i stærke Overdrivelser fremsat Udvikling af følgende i Spidsen stillede Thema: "Naar man endelig vil have Opera, og skal have Opera, og ikke kan være lykkelig uden Opera, og ikke kan faae Ende paa Pengene uden Opera, saa er det vistnok bedre, at man faaer sig Originaler end Aliner, bedre at gode Digtere giver en Holger Danske, end at vi skulde nødes at gumle paa en Orpheus. Kun den absolute Nødvendighed et dog endnu ikke beviist, hvorfor just et Drama bør fremelskes, der for os andre kortsynede Mennesker synes i det mindste at have de tre, vistnok kun smaa og ubetydelige Feil, at det fordærver Smagen, Sæderne og Skuepladsens Finantser." Som til de mange tidligere Angreb, tav Baggesen ogsaa til dette; han vidste, at hos Abrahamson var det en, allerede for 17 Aar siden skarpt udtalt, inderlig og urokkelig Overbeviisning om al Operas Forkastelighed og Kritikens Forpligtelse til, med alle mulige Midler, at modarbeide dens Fremgang, men ingenlunde Uvillie imod ham, der var Bevæggrunden. Til samme Tid skete der imidlertid imod ham personligt et Bagholdsudfald, som, formedelst den, der udførte det, smertede og forbittrede ham i høieste [sideskift][side 411]Maade. Nogle Epigrammer, hvis Braad mindre var Vittighed, end Spot over "Holger" og Spydigheder mod Baggesens Person, bleve, efter at de en Tidlang vare i Afskrifter, befordrede fra Haand til Haand, indrykkede i "Aftenposten", og Baggesen opdagede snart, at deres Forfatter var hans Ven Rahbek. Opbragt herover skrev han en Piece: "Til det virkelige Publikum", i hvilken han gik haardt løs paa Rahbek for den Underfundighed, han fandt i et Angreb af denne Art. Dermed fik Feiden Luft til alle Sider. Rahbek søgte, temmeligt uheldigt, at forsvare sig og paastod navnlig, at Trykningen var skeet uden hans Vidende; Abrahamson vilde ikke negte, at "det var lidt indelicat at epigrammatisere en fordums Ven, som man endnu slet intet Fjendskab har til, og endnu mere at gjentage Epigrammerne paa andre Steder", men erklærede sig alligevel for Rahbek og dadlede at Baggesen havde offenlig tilretteviist ham; Tode tog i sin ligefremme Ærlighed Partie for Baggesen, og syntes, at det var meget underligt at forlange at den, som blev overfaldet, at han skulde være saa artig, blot for ikke at beskæmme Voldsmanden, at lade være at slaae fra. sig; flere lavere Aander blandede sig baade paa Tryk og med Tale i Kævleriet, og Publikum deelte sig, efter Krigsherrerne, i to Hære: "Holgerianerne" og "Antiholgerianerne." De Første vare i Stridens Begyndelse det langt overmægtige Partie, men midt under Kampen fik de Sidste, ved med stor Iver at gjøre Publikum opmærksom paa den træffende Persiflage i P. A. Heibergs af Vittighed og Lune spillende Parodie: "Holger Tydske", en Forstærkning, der skaffede dem saa mange Overløbere, at de bleve de mandstærkeste. Nu kunde der ikke være Tanke om at gjenopføre "Holger", og da Feiden og de [sideskift][side 412]fjendtlige Følelser efter den vare saa længe, at det meste af Stykkets Garderobe fandtes omgjort da der igjen blev Tale om at give det, saa opnaaede Operastormerne dog, at den første ægte Operadigtning af en dansk Digter, forherliget ved en genial Musik af en Componist, som til sin Død var utrættelig i at berige den danske Scene med ypperlige Kunstværker, der som oftest svækkedes i Virkning ved slette Texter, aldrig mere kom til Opførelse. Med den endnu mere foragtede, men, da den ikke var af en dansk og udmærket Digter, rigtignok mindre farlige "Aline" fik de dog ikke Bugt; tvertimod: jo mere Folkeyndesten forlod "Holger", jo mere kastede den sig paa "Aline".

Af Saisonnens Debutanter blev kun Due en Forøgelse af Personalet. Directionen havde ventet i ham at faae en Sanger, men det viste sig snart, at hans Stemme, hvorvel ret behagelig af Charakteer, var og vilde vedblive at være svag og af ringe Omfang. Da han var en særdeles tækkelig og agtværdig ung Mand, der havde en stor Anbefaling i at han dengang paafaldende lignede Rosing i Ansigt og Figur, tillod man ham at forsøge sig i Cavaleerroller, hvortil han saa lidet havde Talent, at de, som kun kjendte ham fra hans ældre Aar, fandt det utroligt, at den jævne, godmodige, skikkelige Spidsborger nogensinde havde betraadt Scenen som Grev Almaviva, ja at han engang var bleven fundet saa betydelig eller Frydendahl saa ubetydelig, at de vare blevne beordrede til, paa Prøve, skifteviis at spille Marlow Søn i "Feiltagelserne." Kort Tid efter bragte Tilfældet ham ind i Gammelmandsfaget, hvori han gav en halv Snees Roller ganske ypperligt og vilde være bleven en i det Hele meget valanvendelig Skuespiller, dersom han ikke i sine fleste Roller havde havt den [sideskift][side 413]Feil, at tale saa utilbørligt hurtigt, at man, og det næsten uden Overdrivelse, sagde om ham, han var Mand for at blive færdig med en Monolog paa en Side fra Dækket begyndte at gaae op til det var kommet iveiret. — Een Afgang leed Personalet, men som hverken det eller Skuepladsen havde at beklage sig over: Urberg blev afskediget. Han havde bestandig ved Siden af sit Skuespillerie havt saa mange Jern i Ilden, at han i Almindelighed kun viste sig paa Theatret for med Souffleurens Hjælp "at hugge sig igjennem", klamres med sine Kammerater og lamentere over Directionens Tilsidesættelse af hans Genie. Først indrettede han en Flitsbueskydning i Sølvgaden, hvor han i Smug holdt Vertshuus for de Skuespillere og Dandsere, der førte et ligesaa forfløiet Levnet som han selv. Saa gav han sig af med at lade en Luftballon gaae op, men var ved det første Forsøg saa uheldig, at der gik Ild i den da den var kommen 20 Alen iveiret, hvorfor Pøblen vilde have stenet ham, dersom han ikke havde seet sit Snit til igjennem en Bagdør at smutte bort med Pengene. Derpaa reiste han i Sommermaanederne omkring i Provindserne paa samme Metier, men med saa lidet Held, at Warnstedt et Par Gange maatte sørge for at faae ham indløst fra Verter, der havde lagt Beslag paa ham og Ballonen for Gjæld. Saa satte han Alt i Bevægelse for et Project, hvorefter han vilde oprette et Provindsialtheater, der, under hans Direction, skulde blive en Planteskole, fra hvilken "det kgl. Theater kunde forsynes med dannede, øvede og vante Skuespillere", uden at han derfor forlangte andet end "1) en fast aarlig Løn, 2) Privilegium for sig, sine Arvinger og Efterkommere til i alle Kongens Stater at oprette Theatre og give hvad Slags Skuespil nævnes kan, samt Redouter, [sideskift][side 414]Concerter og Baller, og 3) at faae alle de kgl. Lysttheatre værende Decorationer med alt Tilbehør, alle i Garderoben værende undværlige Dragter, alle — dog imod billig Godtgjørelse — for den kongelige Skueplads undværlige Personer, og en duelig Dandser." Da Directionen afslog at modtage dette gode Tilbud, gik han ved forrige Saisons Slutning til Norge med sin Ballon, og blev der, uden at bryde sig det mindste om Directionens Befalinger at han skulde indfinde sig til Tjeneste, indtil han et halvt Aar inde i denne Saison kom tilbage og forlangte den Gage, som han under sin Fraværelse havde faaet tilgode. Den fik han ogsaa, men ledsaget af Afsked med en lille Pension, Eftergivelse af 915 Rdlrs. Gjæld, som Theatret havde cautioneret for, og Løfte om at Directionen, dersom han ikke ved sin Opførelse gjorde det umuligt, vilde see at skaffe ham et lille Embede i Toldvæsnet. Han takke den derfor, ved at lade den vide, at han var lyksalig ved at være kommen ud af den skjændige Trældom, hvori den havde holdt ham, og at forlange, at den skulde skaffe ham Embedet snart. Da den ikke formaaede at give General-Toldkammeret saa gode Tanker om ham, at dette kunde skee, underrettede han den om, at han, for slet ikke mere at have noget at gjøre hverken med den eller Theatret, som han afskyede og forbandede, var villig til at frasige sig Pensionen imod en Sum een Gang for alle. Glad over dermed at kunne saae dette urolige Hoved at Halsen, gik Directionen imod derpaa. For med Pengene at kunne skaffe sig en sikker Forsørgelse i Fremtiden, reiste han nu til Sverrig og kjøbte der to Bjørne, med hvilke han, efter selv at have lært dem Dands og andre Kunster, tog til det Mecklenburgske, hvor han begyndte at give Forestillinger [sideskift][side 415]paa Markederne, hvilket, som han skrev til Kemp, "lod til at slaae saa godt an, at han snart vilde tjene Penge som Græs." Men en Aften kom han paa sin Omvandring til en Bondegaard, hvor han og hans Bjørne ikke kunde faae andet Ly end en tom Stald, og i den fandt man ham om Morgenen død og halvt opædt af Bjørnene, der om Natten havde løsrevet de Brædder, hvormed han havde stænget for en Baas, som han havde sat dem ind i.

Havde Directionen været glad ved at blive af med Urberg, saa imødesaae den med megen Urolighed Faren for et, eller vel endog to Tab, der betydeligt vilde formindske de udmærkede kunstneriske Kræfter. Preisler og hans Kone vare begge lige elskværdige, aandrige, talentfulde og vigtige for Scenen, men ogsaa lige letsindige. Næsten fra Begyndelsen, af deres Ægteskab havde de, under bestandig Spænding imellem dem og hans Familie, ført et meget forvirret Huusliv, snart i den heftigste Uenighed, snart i den ømmeste Kjærlighed, snart samlede, snart hver for sig, og snart saa sparsommeligt, at de fik henlagt en Sum, for hvilken de gjorde en Reise til Hamborg, snart paa begge Sider saa ødselt, at de maatte pantsætte deres Klæder og ikke havde til de væsenligste Nødvendigheder. I den sidste Tid var han bleven meget udsvævende: Natten tilbragte han med Sviir og Spil, Dagen i Anger og Fortvivlelse, saa at han Kræfter slappedes og han, der just ved utrættelig Flid havde erhvervet sig sin store Kunstneranseelse, meget mærkeligt begyndte at blive uefterrettelig og at gaae tilbage. Hans Kone kunde, med sit heftige Temperament, ikke bevare fast Holdning under de uophørlige stærke Sindsbevægelser, men blev ligegyldig, søgte, saalænge det lod sig gjøre, Laan for at betale Laan, og kom efterhaanden i [sideskift][side 416]en så hjælpeløs Tilstand, at hun reent ud lod Directionen vide, at hun "ikke kunde spille Comedie, da hun ikke havde Noget at opholde Livet med." Warnstedt, der stadigt havde gjort sig Umage for at bringe Orden i Ægteparrets Anliggender, erklærede Directionen, "at, da han umulig kunde undvære hendes Tjeneste, og forgjæves havde anvendt alle til hans Raadighed staaende midler, for at hjælpe hende ud af hendes Forlegenhed, der nu var steget saaledes, at man virkelig ikke med Menneskelighed kunde forlange, at hun skulde præsentere sig munter og oprømt for Publikum, saa maatte det, om Theatret skulde have Nytte af saa stort Genie, gjøres et eller andet Overordenligt for hende, hvortil hendes usædvanlig gode Tjeneste vel kunde gjøre hende værdig fremfor Nogen." Som Følge deraf var det, at der "efter kgl. Befaling" blev tildeelt hende en Aftens Indtægt, der var den første under kongelig Bestyrelse tilstaaede Benefice, som dog blev givet udenfor Saisonnen.