>> Næste sæson     << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Tredie Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1860. 856 sider.

[Fyrretyvende Saison, 17. September 1787 til 9. Mai 1788, side 379-393]

[Oversigt over repertoiret 1787-88]


[side 379]I Johann Abraham Peter Schulz, født i Lüneburg og 40 Aar gammel, en grundig Musiklærd, allerede øvet Anfører og genial Componist, havde Naumann endelig, efter lang omhyggelig Søgen, fundet den Capelmester, han havde lovet af skaffe. Schulz blev ansat med 2000 Rdlr., imod at han forpligtede sig til ogsaa aarlig at componere en Opera, men skulde da gives Medhjælp til Capelmestertjenesten, saa at han kunde have Tid dertil. Han ankom hertil i October og gjorde sig strax almindelig yndet og [sideskift][side 380]agtet ved elskelig Humor, et ligefremt, venligt Væsen og sin af alle Musikkyndige hurtigt erkjendte sjeldne Dygtighed. Numsen havde glædet sig inderligt over at have faaet en Capelmester, der af den berømte Naumann erklæredes for udmærket duelig; men da han fandt den jævne, fordringsløse Mand i ham, troede han at Venskab havde gjort Naumann partisk, og tvivlede meget om, at "diese gute, ehrliche Haut" vilde være istand til at sætte sig saaledes i Respect, at Operaen under ham skulde faae noget betydeligt Opsving. Fornemmelig fortrød ha, at han havde truffet ham, som han nok nærmede var "ein Schlendrianhuldiger" ligesom de Andre, ind i Directionen. Men Schulz lod som han ikke blev vaer at Numsen oversaae ham, holdt sig til Warnstedt, der snart fik Ærbødighed for hans Genie som Kjærlighed for hans Person, og tog i al Godmodighed efterhaanden et saadant Herredømme over Capellet, som Ingen endnu havde havt. Numsen kom ogsaa efter faa Directionsmøder til Erkjendelse af, at Schulz ingenlunde var den Mand, han havde antaget ham for; thi uagtet syn Sygelighed imødegik han Stormandens opblæste Tone og Vilkaarlighed saa fast og sindigt, at Hs. Ex. maatte finde sig i at opgive nogle af de chimæriske musikalske Planer, som han havde ventet af Capelmesteren vilde i Ydmyghed bringe til Udførelse. — Til samme Tid, som Schulz, ankom Syngelæreren Hardenak Otto Conrad Zinck, en i Husum født tydskdannet Mand paa 40 Aar, dygtig Fløitenist og grundlærd Musiker af den bachske Skole. Han var, baade i Charakter og Omgang, Schulz aldeles modsat: gnaven, stivsindet, lunefuld og tilbøielig til med stor Vidtløftighed at ville gjøre sin Kunst almeenforstaaelig ved overdreven populær Udvikling; men hans Begeistring for Mu[sideskift][side 381]siken havde endnu stærkere Udtryk, end Schulz's, og han var altid villig til, paa Numsens Opfordring at gjøre endog det Umulige for at tjene hans Forkjærlighed for det Musikalske, naar den blot ikke faldt paa Noget, der, efter hans Mening, var gehaltløst, thi da gav han i sin Ærlighed saaledes Ringeagten for Excellencens musikalske Smag Luft, at Numsen ikke vidste bedre, end at gaae sin Vei idet han mumlede: "ein unverschämter Erzgrobian!"

Da Repertoiret for denne Saison var bestemt inden Schulz blev ansat, bragte den kun i "Cora" et eneste Musikværk, hvorved han, som Anfører, kunde vise sin Dygtighed i nogen paafaldende Grad. Men ved dette Stykkes Opførelse feirede han ogsaa en stor Triumf; thi Udførelsen overraskede ved en Præcision, Energie og Ynde, som fandt almeen Beundring. Baade de Syngende, især Jfr. Møller i Titelrollen, som hun spillede og sang med ualmindelig Sjælfuldhed, og Orchestret, der virkede med stor Styrke og herlig Nuancering, gjorde Schulz's Ledelse megen Ære. Ogsaa Zinck fik ved dette Værk Leilighed til at lægge sin Dygtighed og Iver glimrende for Dagen; thi uden at have noget fast Chor, opnaaede han, ved at faae forøget de chorsyngende Skuespilleres ringe Antal med, foruden Eleven Lindgreen, der i denne Egenskab første Gang betraadte Scenen, 11 mandlige og 5 qvindelige Hjælpere, som vare antagne med 3 Mark for en Prøve og 1 Rdlr. for en Forestilling, at tilveiebringe en Chorudførelse, der overgik endog hvad man havde hørt i "Orpheus og Eurydice." Forresten lykkedes det ikke, uagtet det rige Udstyr, der var anvendt, og det levende Bifald, som baade Musiken og de Rollehavende efter Fortjeneste vandt, at give denne Opera [sideskift][side 382]en saadan Indgang hos Publikum, at den blev et Kassestykke.

Skuespillet blev det, som gave ogsaa denne Saison Præg og Glands. Den interessanteste Nyhed var P. A. Heibergs første dramatiske Arbeide: Femacts-Comedien "Forvandlingerne", endskjøndt det kun gav Forventning om de betydelige Evner til Lystspildigtning, hvilke han sildigere viste. Stykkets Hovedfeil laae i Handlingen. Denne var nemlig vel lagt i Danmark, men ved Æmnet, som Forfatteren havde hentet fra en Fortælling af Cervantes, i baade sin Grund og Enkelthederne bleven saa udansk, at Sæderne benegtede Begivenhedens Rimelighed, og Stykket fik Anseende af en slet gjennemført Localisation af et udenlandsk Lystspil. Tillige savnede Planen saadanne fortræffeligt anlagte Situationer, og Charakteertegningerne den Forskjellighed og Styrke, hvorved Forfatterens sildigere Arbeider i høi Grad udmærkede sig. Derimod havde Dialogen en hidtil ukjendt Flydenhed og meget af den Vittighed og Nerf, som han snart opnaaede at bringe Liv og Lystighed i sin Charakteerskildinger med. Det var overhovedet et Arbeide, som viste en ganske anden Opfatning af Comediens Væsen, end Jfr. Biehls mange saakaldte Comedier, og bestak ved en større Dygtighed i Anvendelsen af den theatralske Technik, en Tode havde lagt for Dagen i "Søofficererne." Om derfor end ikke Rahbeks store Beundring af dette Stykke deeltes af andre Kjendere og Publikum, fremkaldte det dog ualmindelig Interesse, saa meget mere da det i det Hele blev ganske ypperligt spillet. — Wiwets "Enke- og Ligkassen", et stort Treacts-Stykke, der i høi Grad manglede en theatralsk anlagt Handling og var uden Elskende, men derimod havde megen Natur og mange af [sideskift][side 383]Lune, Vittighed og moersom Satire overstrømmende Scener, fremkaldte imidlertid langt større Bevægelse iblandt Publikum, dog mere formedelst den heftige Opposition, der reistes imod det, end ved at det var et mærkeligt Produkt af den ægte holbergske Skole. Under den første Forestilling stødte Mange sig med Rette over, at der i en af de løseligt sammenbundne Scener viste sig en snøvlende Kjelling, og et Par Kammerjunkere fandt sig, i Egenskab af Klubfraadsere, forargede ved at der stikledes paa Skildpaddeæden; dog gik Forestillingen, da Kongehuset var tilstede, hen uden Mishagsyttringer, men fandt heller ikke Bifald. Da Dækket gik op til anden Forestilling begyndte en dertil kjøbt Marqueur fra Edingers Klub paa Kongens Nytorv at pibe, og fandt strax Understøttelse af Andre, der ved Piben og Trampen vilde hindre Opførelsen. Kemp, som spillede Ligkassebudet og var paa Scenen, blev saa forskrækket, at han fik Krampslag og maatte bæres ud, for at bringes tilrette. Imidlertid lod Directionen Preisler træde frem og oplæse Følgende: "Theaterdirectionen erfarer Misfornøielse med Stykket, enten i det Hele eller enkelte Scener, og fremstiller til den Deel af det høistærede Publico, som har yttret Mishag, at tage Pengene tilbage for deres Pladser hos Kassereren, da Stedet, ifølge de kgl. Anordninger, ikke taaler nogen Urolighed og Theaterindretningen ingen Forandring, men Stykket for denne Gang maa vedblive. Dette anseer Directionen sig pligtig ved mig ydmygst for Publico at tilkjendegive." Herved opnaaedes Rolighed; Stykket spilledes, med Udeladelse af den snøvlende Kjellings Scene, og vandt baade i enkelte Scener og til Slutningen meget Bifald. Desuagtet vilde Directionen henlægge det, men Forfatteren paastod dets tredie Opførelse, der, efter hans Mening om [sideskift][side 384]Betalingsbestemmelsen, skulde være til Benefice for ham. Dette satte Directionens ængstlige Fleertal i en slem Knibe og foranledigede vidtløftige Deliberationer. Numsen meente, at Stykket vel kunde opføres tredie Gang, men da maatte det bekjendtgjøres, at det var efter Forfatterens udtrykkeligt bestemte Forlangende. Toldkammermanden Wormskjold vilde ikke antage personlig Uvillie som Grunden til Mishaget, men kaldte dette Publikums Dom. Han meente, at man burde søge at overbevise Forfatteren om, at han havde et urigtigt Begreb om sit Arbeids Værd, og formaae ham til at frafalde Opførelsen, imod at fik Indtægten af den allerede givne anden Forestilling. Rentekammermanden Hagerup havde bestemtere Udtryk for sin æsthetiske Dom: han kaldte Stykket et af de daarligste, der vare givne paa det danske Theater, og maatte, dersom det ikke fandtes, at Forfatteren havde uigjenkaldelig Ret til at fordre sit Stykke tredie Gang opført, være af Wormskjolds Mening om Sagens Afgjørelse. Lassen oplyste, at Forfatteren ikke havde strengt Krav paa tredie Aftens Indtægt, da den, ifølge Bestemmelsens Ordlydende, kun tilfaldt Forfatterne af Tragedier og Comedier i 5 Acter, hvorimod en Comedie i 3 Acter skulde alene ved tredie Forestilling betales med 150 Rdlr. Nu var hans Mening, at dersom Stykket havde vundet Bifald, burde man have holdt sig til Lovens Aand, betragtet det som en Aftens Skuespil og betalt det med tredie Aftens Indtægt; men da det havde mødt Uvillie, gjorde man rettest i at følge Bogstaven og give Forfatteren 150 Rdlr. Forresten fandt han, af Forfatteren "maaskee denne Gang var traadt for dybt i en morende Plauti, Holbergs og Molières Fodspor"; det var ikke en enkelt Cabale, der angreb ham, men Publikum, som ved en tredie [sideskift][side 385]Forestilling vilde ophidses imod Directionen. Rosenstand traadte kjækt og bestemt op imod alle disse Yttringer. Han fandt "med al Agt for dem af hans Colleger, som troede, at Stykket var slet", ifølge sin Overbeviisning og Smag, at det ingenlunde kunde kaldes saaledes. Det turde vel være, at Forfatteren ikke noksom havde kjendt Theatret og at det derfor havde Feil i Plan og Dialog; "men", sagde han, "at det paa den anden Side har meget af Plauti og de Fleres Egenskaber, — i hvis Fodspor, jeg ikke veed, at man kan træde dybt nok, — tør jeg sige med Enhver og bevise med Enhver, der kan læse Plautum og de Flere selv." Han vilde ogsaa være glad ved, endog for Publikum, under sin Haand, at legitimere Directionens Dom over Stykkets Antagelse: "jeg siger", vedblev han, "Directionens Dom; thi deels veed jeg vist, at Stykket er læst af Hs. Ex. Geheimeraaden, af Kammerherre von Warnstedt og mig, og af os Trende antaget; om mine øvrige Herrer have læst det, veed jeg ikke; men dette veed jeg: Ingen har før sagt det om Stykket, som De have behaget nu at sige." Endelig paastod han: "Saavel efter de Data in facto, hvilke jeg af min Collega og, som jeg smigrer mig med, sande Ven, Hr. Justitsraad Lassen, har bragt i Erfaring, som efter de Data, jeg desuden er kommen til Kundskab om, er det ikke uden en dum og enkelt Cabale imod Stykket, der yttrede sig i Mandags Aftes." Han beviste derefter, at Publikum morede sig og i rigelig Maade ydede Stykket Bifald, hvorfor hans Erklæring var: at Stykket skulde spilles tredie Gang og Forfatteren efter denne Opførelse have den bestemte Præmie, 150 Rdlr. Da Warnstedt allerede førend mødet havde til Numsen paa det bestemteste udtalt sig for at Stykket, "hvortil vi ikke siden [sideskift][side 386]Holbergs Tid skal vise Mage i Bid og den sande vis comica", burde til tredie Opførelse, trak Hagerup og Wormskjold sig tilbage, og Rosenstands Forslag gjordes til Directionsbeslutning. Det var ogsaa allerede bekjendtgjort, at Stykket skulde gives den 26de Novbr., men da udkom et trykt Brev: "Til Theaterdirectionen", og hvorvel det ikke indeholdt en Linie om selve Stykket, men kun, i tomt og svulstigt Vaas, udbredte sig over, at et Rygte havde sagt, at Directionen havde udvirket Kongens Befaling til atter at opføre Stykket, og at Directionen, dersom det var sandt, skulde staae Kongen(!) og Publikum til Regnskab for ikke at have agtet den offenlige Dom, saa satte denne anonyme Piece Numsen saaledes i Skræk, at han anordnede et ufortøvet Møde, hvori han, Wormskjold, Hagerup og Lassen saa skarpt modsatte sig Rosenstand, Warnstedt og den tagne Directionsbeslutning, at Forestillingen blev forandret og, ligeledes imod Directionsbeslutningen, Wiwets Indtægt bestemtes at være Indtægten af anden Forestilling: 240 Rdlr. 1 Mk. — Et andet Stykke, der vakte store Ophævelser, var Bagatellen "Man gjør hvad man kan, og ikke hvad man vil", et Forklædningsstykke for to Personer og den franske Original til Kotzebues sildigere saa bekjendte "Skuespilleren imod sin Villie". Schwarz havde oversat det og, otte Dage i Forveien, bedet, at han og Preisler maatte ved Festforestillingen i Anledning af deres høie Velynders, Arveprindsens, Fødselsdag overraske med et Efterstykke, uden at Nogensomhelst kjendte det. Ved at Warnstedt indestod for, at det ikke vilde indeholde noget Uanstændigt, bevægedes Directionen til at give Tilladelsen. Det blev ogsaa averteret uden Titel, blot som "et Efterstykke"; men fra det Øieblik da det blev bekjendt, [sideskift][side 387]at Publikum skulde overraskes med Noget, som blev forberedet saa Hemmelighedsfuldt, gik de forskelligste Rygter om de forunderlige eller upassende Ting, som man vilde faae at høre eller at see. Efter at "Fændriken", et af de bedste iblandt de dengang saa yndede moralske, halvt rørende "Lystspil", — i hvilket Schwarz mesterligt udførte et Charakteerbillede af den adspredte, indesluttede og opfarende, men dog ædle og hemmeligt velgjørende Baron von Harwitz, og Preisler gav den evindelige Spørger, Capitain Alsing, med den fineste Anstand og i sin uovertræffelige Conversationstone, — var endt under almindeligt Bifald, begyndte begge Kunstnerne Udførelsen af deres franske Spas. I Førstningen hindrede den spændte Forventning efter de Finter til En eller Anden, hvilke man havde belavet sig paa, Publikum fra at komme til Gemyt, men efterhaanden fik Lystigheden Indgang og det Hele tegnede til at ville gaae op i Overgivenhed, da der henimod Slutningen i en af Forklædningerne viste sig en Magister Wiinstrøm, som sagde: "Jeg gav mig gjerne af med at være Forfatter; men ulykkeligviis kommer jeg for sildig; thi jeg finder hos Molière og Holberg, Corneille og Ewald omtrent hvad jeg hver Dag udtænker, og derfor vil jeg ikke skrive. Da vore Sjæle ere dannede i een og samme Form, vilde jeg komme til at ligne dem altfor meget." Eftersom man var spændt paa at finde Personligheder og vidste, baade at Rahbek med liden Lykke havde attraaet Magistergraden og at de fleste Skuespillere, hvor ofte han end omtalte sit Venskab med dem, havde et meget ondt Øie til ham, troede Mange, at denne Person maatte være skudt ind som en Satire paa ham, og han og hans Venner yttrede ei alene den heftigste Forbittrelse, men han lod sig [sideskift][side 388]henrive til hos Numsen at føre Klage over, at Schwarz havde understaaet sig til at bringe hans Person paa Scenen. Det var Numsen ikke ubehageligt at faae Sag med Schwarz, naar hans Brøde var at den Natur, at just den Deel af Publikum, som ved de foregaaende Leiligheder havde været for ham, ufeilbarligen maatte være imod ham. Han lod øieblikkeligt Schwarz indkalde for Directionen og gjorde ham i meget heftige Udtryk Beskyldninger for, at han ved en høikongelig Familiefest havde tilladt sig imod Personer i Publikum saadanne Fornærmelser, som under alle Omstændigheder var oprørende og derfor saa meget mere havde fremkaldt hele Kongehusets allerhøieste Unaade og fortjente strengeste Afstraffelse. Schwarz svarede imidlertid rolig, at hvad Unaaden angik, da kunde han aldrig troe, at han skulde være saa ulykkelig at have paadraget sig den ved denne Leilighed, thi Hs. kgl. Høihed havde igaar befalet ham til Audients, udtrykkeligt for naadigst at forsikkre ham om sin høie Tilfredshed med den moersomme Overraskelse, han havde skaffet ham, og tillige var han aldeles brødefri, da Hs. Ex., ved at sammenligne Oversættelseen med Originalen, hvilke han begge nedlagde i Directionen, vilde blive overbeviist om, at han, med Undtagelse af at nævne Holberg og Ewald, som blev ganske naturligt, da Stykket var lokaliseret, ikke havde tilsat et eneste Ord, langt mindre en heel Person, men saa troligt oversat, at alt hvad der havde været i Forestillingen udelukkende tilhørte Franskmanden Dorvigny. Da dette nu viste sig fuldkommen rigtigt, begreb Numsen let, at Skjelmstykket, der dog utvivlsomt stak under, laae i, at Skjelmerne havde i det franske Stykke fundet en saadan Person og derfor paa den anførte Maade listet det ind paa Scenen, fordi de forud[sideskift][side 389]saae, at Rahbek vilde paastaae, at man ved denne Rolle var gaaet ud paa at copiere ham og da selv have gjort sig latterlig, naar det viste sig, at der ikke kunde være tænkt paa ham med den Caricatur, som han vilde have anseet for at være tegnet efter ham. Men mod dette Kneb var der Intet at gjøre, da Schwarz endydermere havde været saa fiffig, ikke i Fremstillingen af Wiinstrøm at optage den mindste af Rahbeks dog til Efterabelsee saa fristende ydre Særheder; Directionen maatte lade det være nok med at bekjendtgjøre, hvorledes Opførelsen var foranlediget, og Schwarz havde den Malice, at han — som det hed, kun for at vise hvor liden Grund der var til at antage Magister Wiinstrøm for en Satire paa Rahbek — lod Stykket trykke. — Den Nyhed, som især vandt Publikums levende Bifald og stærke Søgning, var "Jægerne": ei alene det bedste iblandt Ifflands mange dramatiske Arbeider, men virkelig et meget værdiefuldt Stykke, da det huuslige, hjemlige Familieliv, som han altid lægger sin Handling ind i, ei alene deri er skildret med elskelig Naturlighed, men med mange af sine Partier fremtræder i en poetisk Duft, som er bleven Grundaarsagen til at Stykket har holdt sig paa Scenen med stor Yndest, saalænge der endnu til blot nogle af Hovedrollerne var Fremstillere, som rigtigt opfattede dets Aand og havde Dygtighed til at lade den aabenbare sig frisk og fyldig i deres Spil. I denne Periode vare netop simpel Sandhed, kunstnerisk smuk Naturlighed og Fremstillerens aldeles Opgaaen i Rollens Charakteer, hvilke ere Betingelserne for denne Skuespilarts glimrende Udførelse. Skolens Særkjender, og Forestillingen havde saavel i Ensemblet som i de enkelte Roller, med Undtagelse af at Arends ikke i Amtmanden var istand til at give den ypper[sideskift][side 390]lige Charakteerbillede, som Frydendahl senere overraskede med, en henrivende Virkning; især beundredes Schwarz's varmtfølende, opbrusende og energiske, men tillige joviale, venlige og skjemtende Warberger, og Mad. Knudsens godlidende snakkelystne, beskedent vimsende og for Alt opmærksomme, Huusmoder Mad. Warberger.

Den ene Debutantinde, Jfr. Steenberg, optraadte som Sopransangerinde, men gjorde kun liden Lykke og blev pensioneret i 1795; den anden, Christiane Schmidt, kom fra Dandseskolen, var 20 Aar gammel og havde en ret smuk Mezzo-Sopran, et heldigt Theaterudvortes, en god Talestemme og megen naturlig Livlighed, der dog undertiden faldt noget plat. Hendes Fag var egenlig Soubretter, men uagtet sin Ungdom udførte hun ogsaa særdeles heldigt enkelte ældre comiske Roller, og udmærkede sig i dem meget ved den Sikkerhed, hvormed hun i alle Nuancer vidste at bevare Charakteeranlæget. — Med Ørsted bortgik den sidste af "de danske Acteurs, som havde været med at grundlægge Værket" under Holbergs Øine; af den oprindelige Trup var nu kun Maskinemesteren tilbage.

Af de to nye Balletter, som begge vandt levende Bifald, var "Afguden paa Ceilon" en af Galeottis fortrinlige Compositioner, der endydermere ypperligt understøttedes af Schalls Musik, som vakte megen Interesse ved det høist charakteristiske Udtryk, han, især i de Vildes Dandse, havde lagt i de skjønne, letflydende Melodier.

Da een af Warnstedts Grunde imod Rosings Ansættelse som Instructeur havde været, at han ikke havde seet fremmede Theatre, opmuntrede Numsen selv sin Yndling nu, da han var bleven det, til at søge Reisestipendium, og anbefalede Andragendet derom i Directionen. Netop [sideskift][side 391]Warnstedts udtalte sig meget varmt for det, men afgav tillige, som indsigtsfuld Theaterkyndig, følgende Betænkning: "Theatret til Gavn kan en enkelt Acteurs Reise til fremmede Skuepladse kun blive, dersom han er en dygtig Kunstner og applicabel i flere ganske forskjellige Fag, saa at han kan være et følgeværdigt Mønster for de fleste af sine Medbrødre, eller han, om han kun har eet Fag, kan give god Anviisning ogsaa udenfor det, og er saaledes situeret, at hans Anviisning bliver agtet paa. Med Schwarz, som forresten havde gjort sin store Reise paa egen Bekostning, var det Første Tilfældet, og det Sidste blev det, da Alle med Begjærlighed søgte hans Raad og Veiledning efter at han var hjemkommen og de havde seet hans Reises gode Frugter. Men enhver Upartisk maatte tilstaae, at det var ganske anderledes med Rosing, thi om han end for det eneste Fag, hvori han sandelig var en Ziir for Theatret, kunde profitere, da var det alene for hans egen Person, thi i de andre Fag vilde neppe Nogen, endskjøndt han var antaget til Instructeur, søge eller følge hans Anviisning; og ved at kun han vandt nogen anselig Fremgang kom han blot til at stikke af imod de andre, hvilket maatte skade l'ensemble, som var den theatralske Kunsts sande Grundvold og Styrke. At alene han reiste maatte altsaa let blive Skuepladsens rette Formaal mere til Skade end Gavn, især da det vel kunde betvivles, at Rosing nu var kommen til et fast Fundament i Smag og Betragtning af Kunsten. Følgen heraf var, at ligesom man, for hans større Habilitet i Hensigt til hans eget Fag, særdeles meget maatte ønske, at Rosing kom til at reise, saaledes maatte man, for den theatralske Kunsts Skyld, ogsaa ønske, at et Par Skuespillere reiste med ham, saa at de ved Betragtninger i [sideskift][side 392]Forening kunde bedre samle Lærdomme og Erfaringer, og disse siden lettere udbredes over det Hele. Derfor maatte han, Warnstedt, ansee det for gavnligt, om Gjelstrup fik Penge til, som han ønskede, at see de tydske Theatre, hvor hans Roller bleve ypperligt executerede, og Preisler og Saabye kom til at reise med Rosing. Disse to Skuespillere, af hvilke Theatret kunde vente saa betydeligt i Fremtiden, maatte sikkert ansees for dem, der snarest burde vælges, da Saabye var meget ung, havde stor Duelighed og Enthusiasme for Kunsten og besad megen Lærenemhed og Preisler, foruden at have samme Fortrin, kjendte det franske Sprog som Dansk og Tydsk, hvorved han kunde være de Andre til overmaade Nytte, thi det var bekjendt, at Rosing heller ikke var det Franske saa mægtig, at han uden Bistand kunde faae det Gavn, som man af en saa kostbar Reise burde fordre." Rosenstand fandt Warnstedts Forslag saa rigtigt, at han kun vilde stemme for Rosings Reise under Forudsætning, at Directionen tiltraadte det; "thi", yttrede han, "jeg har stedse hos mig selv været af den Mening, at de 400 Rdlr., som Rosings Reise vil komme til at koste, næsten vilde være unyttigt henkastede, hvorimod jeg troer, at den tredobbelte Sum og mere til skal paa denne Maade have god Gavn for Skuepladsen." Reisen viste det Rigtige heri; thi det var fornemmelig ved Preislers Iver, Tilskyndelse og sjeldne Evne til at gjøre sig yndet og bringe Folk til Gemyt, at Saabye kom til at see, skatte og lære meget, der blev ham til stor Nytte paa hans Kunstnerbane, og at den Ringeagt, hvormed Rosing i den første Tid betragtede de fremmede Theatre, omsider lagde sig saa vidt, at han dog fandt Noget, der stod over hvad de havde hjemme. Preisler førte ogsaa, ifølge Paalæg, med megen Nøiagtighed [sideskift][side 393]en udførlig Journal, som han vidste at gjøre saa interessant, at den, da han efter Opfordring gav den i Trykken, vandt megen Bifald og viste, at han i sin Kunst var en særdeles smagfuld og sundtdømmende Mand.


Oprettet 2008. Opdateret af