Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Tredie Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1860. 856 sider.

[Sex og tredivte Saison, 22. September 1783 til 21. Juni 1784, side 267-293]

[Oversigt over repertoiret 1783-84]


[side 267]Førend Saisonnen endnu var begyndt maatte Warnstedt kæmpe mod en Intrigue af det Slags, der ved trædske Theaternotabiliteter, jævnligen af Egennytte, men altid under Paaberaabelse af hellig Iver for Kunsten, anlægges imod Bestyrelserne, og som undertiden, til stor Skade for Publikum og Skuepladsen, have en saa udstrakt og indgribende Virkning paa Kunstanstalten, at de, langt mere end den som ikke har seet dybt ind i "Bræddernes Verden" skulde troe, bestemme dens materielle og kunstneriske Tilstand. Denne Intrigues Fremme, Afsløring og Udfald ere af Warnstedt fremstillede i en til Overhofmarskal Schack afgiven Beretning, for hvis Sandhed baade dens Bestemmelse og Forræderiets Afstraffelse ere fuld Borgen, og som ei alene ypperligt giver Billedet af enhver af de handlende Personer, men er ei saa oplysende Bidrag til Kundskab om de øieblikkelige Theatertilstande og, fornemmelig, om Warnstedts personlige Charakteer og den Klogskab, Dygtighed og Fasthed, hvormed han optraadte som Directeur, at den har Krav paa Optagelse i Theatrets Historie. Den er dateret 28de Juli 1783 og saaledes lydende:

"D. Ex. vil tilgive, at jeg endnu i nogle faa Dage ei personlig kan opvarte og derfor nødsages til at foruleilige Dem med dette Memoire, som D. Ex., efter Omstændighederne, behageligst ville antage som en privat Melding til D. Ex. selv, som første Medlem af den kgl. Overtilsyns-Commission, eller som et Promemoria til bemeldte høie Commission. — Sagen betræffer Dandserinden Mad. Dutillet, som D. Ex. gunstigt vil tillade mig at gjøre følgende Fortælling om.

For omtrent tre Uger kom hendes Mand til mig, for at gjøre mig en Høflighedsvisit, i hvilken han meget om[sideskift][side 268]stændeligt fortalte mig de gyldige Aarsager, der havde nødt ham til at forlade Sverrig, at han nemlig maatte søge et varmt Clima til hans tabte Helbreds Igienistandsættelse; at han ved sin Afsked havde forsikkret Hs. svenske Maj. at hans Kone ikke mere vilde engagere sig til noget Theater, men at hun af Erkjendtlighed imod Hs. Maj. vilde medtage tvende Børn og danne samme for det svenske Theater, paa det hendes Talent ved dem der om nogle Aar kunde foreviges. — Erfaring har lært mig, at Theaterfolk sjeldent fremsætte en Tale i anden Hensigt, end en Fisker udsætter sit Garn, nemlig for at fange og profitere. Derfor gjorde jeg under Hr. Dutillets rige og blomstrende Fortælling den Reflection, at han muligvis kunde være kommen fra Sverrig som han for 9 Aar siden kom fra Danmark; at han maaskee af Piquanterie ønskede sin Kone vel engageret her, og at han vel havde valgt denne negative Tone for at aflokke mig en simpel Compliment eller en tvetydig Expression, der kunde berettige eller tvinge ham til, at Kjærlighed og Taknemmelighed imod de Danske, som saa rigtigt skattede hans Kones fortræffelige Talent, at opoffre de hellige Løfter, hun havde givet Hs. svenske Maj. Jeg svarede ham derfor i almindelige høflige Udtryk; beklagede at Sygdom nødte ham til at forlade et Land, i hvilket Monarken selv havde givet ham og Kone saa udmærkede Beviser paa Naade; bifaldt hans Forsæt at retirere sig under mildere Himmelegne end de nordiske ere, og roste meget hans Taknemmelighed imod Hs. svenske Maj. og den svenske Nation. Hvad der bestyrkede mig i den Tanke, at det maaskee ikke forholdt sig saa aldeles rigtigt med Hr. Dutillets Bortgang fra Sverrig var, at han ingen Present havde at forevise. Det er bekjendt, at Hs. svenske Maj. ikke er paaholden med [sideskift][side 269]Daaser, Brillanter etc. for mindre Talenter end Mad. Dutillets ere, og det er ligesaa bekjendt, at det Slags folk ikke gjerne skjule kronede Hoveders og Fyrsters Naadesbeviisninger, men profanere dem ofte med det væmmeligste Pralerier. Videre fortalte han mig, at da Theatret her var sluttet og Herskabet paa Landet, kunde han ikke, efter Pligt, tilbyde sin Kones Debut, da saadant kun vilde blive anseet for en falsk Compliment, men holdt det for en ingratitude om han ikke fremstillede sig for D. Ex., Hr. Conferentsraad Jacobi, hans Protecteurs, og Fru Overhofmesterinden, hans Kones besynderlige Beskytterinde, og til den Ende vilde han, naar hans Kone først havde overstaaet sin Upasselighed af Hidreisen, med hende begive sig til Fredensborg. Jeg svarede til alt dette uden at spilde et Ord, det er: jeg sagde intet, men gesticulerede alene med Hovedet. Derpaa fortalte jeg ham vort Theaters nærværende Forfatning i Hensigt til Balletpartiet, at Commissionen var bleven kjed af de Uleiligheder, Afvexlingerne med fremmede Balletmestere og Dandsere stedse volde; at den, for at undgaae disse Uleiligheder, havde givet Galeotti et bestandigt Engagement og lønnede ham aparte for at danne de fornødne Dandsere og Figuranter af Nationens Egne til de Balletter, han kunde foreslaae, og at vi altid virkelig havde et godt Sujet i Mad. Bjørn, som daglig blev fuldkomnere. Hertil svarede Hr. Dutillet saaledes, som jeg havde svaret paa hans Fortælling om at opvarte sine Protecteurs i Fredensborg. Ved hans Bortgang spurgte jeg ham, en passant, om han alt havde havt Leilighed til at tale med Galeotti og see hans Elever, hvortil han svarede, at det forstod sig af sig selv, efterdi Galeotti var hans intime Ven; Mad. Bjørn roste ham meget, men [sideskift][side 270]beklagede at hun ingen Model havde at danne sig efter, hvilket vilde blive ganske fornødent om hun ellers skulde blive stor i Kunsten, med mindre man havde isinde at lade ende paa et Aarstid see de store Dandserinder i Paris, hvorved der dog vovedes meget, og for Galeotti var det umuligt at bringe hende til Fuldkommenhed; den maatte hun erhverve ved at see gode Modeller af hendes eget Kjøn. Jeg bifaldt dette, sagde ham, at jeg ventelig fik ham at see paa Fredensborg, og lod ham gaae. — Af alt dette syntes mig med Grund af kunne gjøre den Slutning, at Dutillet ønskede sig Proportioner af Theatret, paa det han efter eget Behag kunde bestemme Vilkaarene. Men da jeg veed, at det er Commissionens Grundsætning, ikke uden i yderste Nødstilfælde (som ikke i dette Øieblik har Sted, da Jfr. Frölichs Helbred tillader hende at dandse 2 à 3 Timer hver Eftermiddag, og Mad. Bjørn vedbliver at forsikkre, at hun aldeles ingen skadelige Følger mærker for Dandsen af sit Giftermaal,) og ifølge Balletmesterens expresse Forestilling om Trang til Fremmedes Antagelse, at indlade sig med Fremmede, holdt jeg det for ganske overflødigt at prevenere den høikongelige Overtilsyns-Commission om mine Gisninger, og besluttede derfor rolig at oppebie Udfaldet af Dutillets Fredensborgreise. En 8 à 10 Dage derefter blev mig berettet, at Dutillet virkelig havde været paa Fredensborg, hvorfor jeg endnu samme Dag besøgte Mad. Dutillet i Haab om at erfare noget Vist om hendes Anlæg. Ved at spørge Huusfolket om Opgangen til Mad. Dutillets Værelser hørte jeg En skynde sig op ad Trappen og med en mig ubekjendt Røst at sige: »Va-t'en, le voilà, le voilà!« Jeg fandt Mad. Dutillet alene med Fougère, som strax tog sin Hat og Stok for at [sideskift][side 271]gaae, i den Formodning at jeg havde vigtige Ting at afgjøre med hende. Jeg forsikkrede dem Begge om det Modsatte, men det hjalp ikke, han gik. Nu fortalte hun mig, at hendes Mands Helbred mærkeligt forbedrede sig her og at han endnu ei have været paa Fredensborg formedelst deres svenske Elevers Upasselighed, og da hun begyndte at tale samme Sprog som hendes Mand i Hensigt til min Formodning om hendes Anlæg paa vort Theater, afbrød jeg Talen med Tverspørgsmaal og fik hende derved til at tale om andre Ting. Endelig kom Manden hjem og da han meget vidtløftigt havde beskrevet mig det svenske Theaters Tilstand og fortalt mig meget om forrige Mad. Walters pretexterede jeg Forretninger, ønskede dem en lykkelig Reise og gik derfra til Galeotti, som jeg fortalte, at jeg endelig havde seet og talt med Mad. Dutillet, og at jeg meget forundrede mig over, at han, da han i de sidstforbigangne Dage ofte havde havt Leilighed til at tale med mig, endog aldrig havde nævnet hende. Hertil svarede han med Ligegyldighed, at han vel havde seet hende nogle Gange, men ikke erindret at sige mig det. Han begyndte derpaa strax, uspurgt og med megen Iver, at betrygge mig for Jfr. Frölichs Helbred og Tjenstedygtighed til næste Vinter og sagde, at nu havde han alt begyndt at lære Mad. Bjørn enkelte Scener af Inez de Castro og Les trois sultanes. Jeg aftalte derefter adskilligt Fredensborg Theater betræffende med ham og berammede en vis Dag til disse Tings endelige Bestemmelse. Da denne Dag kom gik jeg atter selv, efter Sædvane, til ham, for ei at betage Skolen hans Nærværelse, men hørte, at han Aftenen forud var reist paa Landet, hvorhen vidste hverken hans Folk eller Nogen paa hans forladte Skole at sige. Den anden Morgen [sideskift][side 272]traf jeg ham. Han bad nu om Forladelsee fordi han ikke efter Ordre var bleven hjemme, og til sin Undskyldning anbragte han, at hans Ven Hr. Secretair Friis havde overtalt ham til at geleide sig til Fredensborg saaledes som han gik og stod, og at han derfor ikke engang havde kunnet gjøre D. Ex. eller nogen Anden sin Opvartning, men havde ennyeret sig i Vertshuset indtil hans Ven havde forrettet sine Ærinder. Jeg svarede ham herpaa, at jeg ikke regnede en forgjæves Gang saa nøie. Han nævnede ikke Mad. Dutillet ved denne Leilighed, men talte, igjen uspurgt, meget om Jfr. Frölichs tiltagende Helbred og store Passion for Dandsen, om Mad. Bjørns Fremgang i Kunsten og den Glæde, han havde, ved disse tvende Personer igjen at kunne skaffe gode Balletter til Vinter. Mit egenlige Ærinde blev ei fuldt forrettet, da han for 4de Gang havde forandret sin Plan til Fredensborg-Balletten.

Fredag Eftermiddag den 11te Juli kom Dutillet og Kone til Bakkehuset, for at besøge min Svigerfader og Kone, og tillige tage Afsked, da de Dagen derpaa agtede at reise. Der var den Dag just Selskab hos os, hvoriblandt Adskillige encouragerede Mad. Dutillet igjen at tage Tjeneste her, og saa meget mere, da dette Clima bedre convenerede hendes Mand end det svenske. For at undgaae al Deeltagelse i disse Samtaler trak jeg Dutillet tilside og spurgte, om han nu havde været paa Fredensborg. Han svarede ja, men med en Mine, som tydeligt sagde mig, at han ingenlunde var tilfreds med sin Reception. Vel forsikkrede han mig, at D. Ex. havde beviist ham megen Naade, Fru Overhofmesterinden ligeledes, men med Hr. Conferentsraad Jacobi, især det Spørgsmaal, om han, Dutillet, endnu havde sit gamle Hoved, var han ikke [sideskift][side 273]aldeles tilfreds. Han sagde mig videre, at da de svenske Børns Helbred igjen var hidstillet, vilde han ikke længer forhale sin Reise, men var kommen for at anbefale sig til min Beskyttelse. Han vilde endnu frembragt Noget, men jeg blev kaldete til at gjøre et Partie, som jeg strax modtog for at evitere al videre Snak. Den 12te, 13de og 14de blev jeg paa Landet, tænkte ei videre paa Hr. Dutillet, men troede ham langt borte, vel vidende, at jeg sikkerlig havde faaet Ordre at handle med ham, om Commissionen havde troet fornødent at indlade sig i noget Engagement med hans Kone. — Min Forundring over Dutillets 3die Visit den 15de vil D. Ex. ikke lettelig kunne gjøre Dem noget Begreb om, med mindre det tillades mig at trætte D. Ex.s Taalmodighed med en Fortsættelse af min detaillerede Fortælling. Lykkelig vil jeg troe mig at være, lykkelig vil D. Ex. kanskee troe Dem at blive, om De af samme overbevises om, hvad Slags Mand Galeotti er og hvortil han er capabel naar han hader Nogen, fordi de kjende hans Skrøbelighed saa godt som jeg. Han har, for at retablere sin tabte Credit hos det danske Publikum eller for i det mindste at kunne blive undskydt og beklaget af samme, paa Dutillets og min Regning opspundet den sorteste Cabale, som min gode Engel lykkeligviis itide lod mig opdage. Sammensætningen af Cabalen er denne:

Galeotti, som fuldkommen er overtydet om, at man efter hans Kones Død havde taget den faste Beslutning, ingen fremmed Dandserinde at engagere, og at man, for at undgaae Nødvendighedens Trang hertil, oprettede den nye Dandseskole og gav ham Indfødsret, bestandigt Engagement, kongelig Forsikkring om Pension i Alderdommen og et aarligt Tillæg af 500 Rdlr., saa at han nu tjener [sideskift][side 274]paa 1900 Rdlr., vilde gjerne lade Mad. Dutillet, hendes herværende store Tilhæng og dem i Publico, som ikke ynde ham eller hans Balletter (og dette Antal er destoværre ikke lidet) faae den Tanke om ham, at han, ved at proponere Mad. Dutillet et glimrende Engagement, i det mindste søgte at gjøre alt, hvad der stod i hans Magt for at behage Publico, ved at forekomme alle sandsylilge Uleiligheder af Jfr. Frölichs Sygdom og Mad. Bjørns Giftermaal. Derfor overvældede han Dutillet og Kone strax ved deres Ankomst med Venskabsprotestationer, forestillede dem vort Theaters slette Tilstand i Hensigt til Balletpartiet: at Jfr. Frölich nemlig aldrig mere kunde komme paa Scenen, deels for hendes ulægelige Sygdom i Armene og deels for hendes gigantiske Tykkelse, at Mad. Bjørn alt var frugtsommelig, at han ingen Dandserinde havde, med meget mere; derfor omtalte han Mad. Dutillet til at udsætte sin Reise og aftvang hende dette Løfte, ikke at afslaae det Tilbud, han om føie Tid vilde gjøre hende, forestillende, at hendes Ankomst var den lykkeligste Tildragelse, som i nærværende Tid kunde møde ham, og at han blev saa lykkelig, at hun vilde svare til hans Hensigt, saae han sin Credit retableret idet han tillige gjorde en saafortræffelig Kones Lykke. Den eneste Betingelse, han udbad sig af dem, var Tavshed, især for mig, hans uforsonlige Fjende, der vist, ligesom jeg stedse havde gjort, af al Magt vilde søge at contrecarrere alt hvad der kunde tjene til hans og Balletternes Opkomst. Dutillet var klog nok til at spørge ham, hvorledes han da tænkte at reussere, siden jeg var ham saa aldeles imod. »Laissez moi faire;« svarede han. »J'irai à Fredensbourg demain; il aura un ordre pour vous recevoir, comme il en a eu un pour moi, et tout est [sideskift][side 275]dit. Si S. E. d'Eickstedt se mêlait encore des affaires du théâtre, votre affaire ne me couterait qu' un mot, mais S. E. de Schack est mon ami; Mr. Jacobi de même, et ils détestent le chambellan.« — Lykkedes nu dette Anslag, imod hans Forventning, saa havde hans Balletter sikkerlig vundet, men jeg var naturligviis da bleven anseet for den, der tog Brødet ud af Munden paa vore egne Haabefulde, for at give det til Fremmede, og ikke det alene, men jeg havde vist og faaet Skylden for derved at have taget Mad. Bjørn og andre Flittige Lyst og Mod til videre Fremgang, og herved vandtes da for Galeotti en kraftig Undskyldning for hans Skoles næsten umærkelige Forbedring. Vel beskylder han sine Elever for Dovenskab og Vrangvillighed, men deri gjør han dem Uret. Han gjenner dem selv fra sig ved dertil passende Kunstgreb i Læremaaden, hvilket let kan bevises. Lykkedes derimod hans Anlæg ikke, som var det, han snarere ventede, kunde man faa meget mindre forekaste ham Mangel paa Balletter i næste Vinter, da han havde forudseet hvad der kunde møde, og frit turde beraade sig paa D. Ex.s eget Vidnesbyrd, at han ikke havde undladt, itide at bringe Mad. Dutillet paa Tale og til den Ende expres var reist til Fredensborg, for at handle om denne Sag. Skylden blev atter min, som havde ladet mig denne Leilighed til at tjene Theatret gaae ud af Hænderne. Hvorledes han der handlede veed jeg nu af ham selv, og svarer dette fuldkommen til min Gisning i Hensigt til hans Tænkemaade i Almindelighed paa Hr. Conferentsraad Jacobis kolde propos om Mad. Dutillets Nærværelse, Talenter, Lyst at leve i Danmark m. m. veed jeg nu af Fougère, til hvem D. Ex. har [sideskift][side 276]sagt: »Madame Dutillet ne sera point engagée, mais si elle le veut il faut qu' elle s' adresse au chambellan; en outre j'ai dit à Galeotti qu' il savait que la cour ne voulait point d'etrangères au théâtre et qu' ainsi il ne devait plus me parler de cette femme.« Dette svarede saa lidt til det Venskab, Galeotti havde forsikkret Dutillet om, at der herskede imellem D. Ex. og ham, og overalt saa lildt til hans hele Plan, som ene løber ud paa at kaste Folk Blaar i Øinene, at han ved sin Hjemkomst fra Fredensborg fandt for tjenligst at petisere lidt over D. Ex.s Text. Til Dutillet sagde han da, som han vedgik siden i min Nærværelse, at D. Ex.s var enthousiasmeret af Mad. Dutillets Fortjenester, at De intet ivrigere Ønske havde, end at kunne see denne Terpsichore igjen paa vort Theater, men at De inderlig beklagede »que le diable d'indigénat dans ce moment justement plus que jamais mettait une barrière insurmontable à l'entrée des arts et talents en ce pays-ci; que vos mains étaient liées et que par conséquent vous étiez dans la triste impossibilité de pouvoir agir dans cette affaire selon les impulsions de votre coeur.« Denne Poesie var endda geleidet med Episoder og Anmærkninger, som jeg blues ved at tænke paa, end sige at skrive. Den var imidlertid saa smigrende for Franskmanden, at han i Førstningen troede den og nøiede sig med at beklage et Land, fra hvilket Forordninger bortjage Talenter. Nu pakkede han rolig ind, tog Afsked overalt, og hvor han kom, undtagen hos mig, Fredagen den 11te, fortalte han, at »l'indigénat s'opposait au désir de V. E. et de Mr. Galeotti d'engager sa femme pour notre théâtre,« men da han overalt overtydede ved talende Exempler, ved Galeottis eget, om det Modsatte i Indfødsret[sideskift][side 277]tens Aand og at han urigtigt havde adresseret sig, at Galeotti »s'était joué de lui et qu' il en était la dupe,« blev han rasende paa den ene Side, men begyndte tillige at faae nyt Haab om Engagement paa den anden, ifald han herefter tog rigtigere Messures. Derfor lod han sig, som sagt, melde hos mig den 15de. Jeg tog imod ham i Nærværelse af Souffleur Knudsen, som just den Dag var hos mig for at confrontere en Oversættelse med en Original. Han hørte alt, hvad der blev talt og kan bevidne Dutillets hele Fortælling. D. Ex. ville da nu gunstigst tillade mig at fremsætte det af denne Fortælling, som mangler for at gjøre. Ovenanførte forstaaeligt og sammenhængende med Cabalens Gang og dénouement. Da Dutillet traadte ind i min Stue sagde han: »Mr. le Chambellan sera sans doute étonné de me voir encore ici puisque j'ai dit, que je partirais samedi passé. J'avoue que j'ai fortement souhaité de rester sous vos auspices; mais comme l'indigénat s'oppose à l'engagement de ma femme malgré les besoins qu'on en a pour remplacer la Frölich et la Björn, qui sont toutes deux dans l'impossibilité de faire leurs devoirs, et malgré les démarches que mon ami Galeotti a faites à la cour pour nous, je crois pourtant me devoir à moi-même et au talent de ma femme de vous faire part, Mr., de tout ce qui s'est passé dans cette affaire à votre insu entre Galeotti et moi. Très persuadé à présent que j'ai eu tort de ne m'être pas adressé à vous dès le commencement, j'ose me flatter de votre pardon et de votre indulgence à mon égard, quand je vous déclare, Mr., qu'étant étranger et ne connaissant nullement les allures de ce pays-ci, ni les êtres qui le gouvernent, je me suis laissé entraîner par [sideskift][side 278]les instances de Mr. Galeotti, qui me comblait d'honnêtetés dès mon arrivée et sut me persuader que son propre bonheur dépendait beaucoup de celui, qu'il tâcherait de procurer à Madame Dutillet; que la commission des théâtres n'avait de confiance qu'en lui pour ce qui regarde la direction de la danse; que Mr. Jacobi était son ami intime et avait la voix décisive dans la commission; qu'il arrangerait le tout avec lui, mais qu'il ne manquerait pourtant pas d'en prévenir S. E. le Grand-Maréchal, un fort aimable seigneur et son grand ami; que le directeur devait ignorer tout ce qu'on faisait parce qu' il était son ennemi juré et se ferait une fête de s'opposer à son bonheur,« og mangfoldige andre Ting, som jeg her oven har givet mig den Ære at anføre. Til alt dette svarede jeg, at jeg heelt vel indsaae hans Attraa at blive her, men da jeg fuldkommen vidste, at ingen Fremmed i dette Øieblik behøvedes, var det imod mit Embedes Pligt at proponere hans Kone noget Engagement og imod min Delicatesse at gjøre hende nogen falsk Forhaabning, derfor jeg meget omhyggeligt havde søgt at omgaae alle mulige Explicationer, som kunde have ledet ham til selv at gjøre mig noget Tilbud med hans Kones Talent, som jeg havde for meget Agt for til at jeg skulde ville compromittere det ved en Refus. Jeg beklagede, at han havde valgt saa urigtige Veie for at naae sit Maal, og forsikkrede ham, at jeg iøvrigt troede mig beføiet at ansee den største Deel af alt, hvad han frembragte imod Balletmesteren, som en Følge af hans Fortrydelse over et feilslaget Haab. Dette bragte ham i Harnisk. Han forsikkrede med megen Heftighed, at han ikke var istand til at sige Noget om en Trediemand, hvilket han ikke ved enhver [sideskift][side 279]Leilighed turde sig ham under Øinene, og udbad sig derfor, som en billig Godtgjørelse for min yttrede Tvivl om hans Redelighed, at jeg vilde lade Galeotti kalde, da han turde forsikkre mig om, at han ikke skulde nægte et Ord af alt, hvad han havde sagt om ham. Herpaa svarede jeg ham kort, at jeg skyldte ham denne Satisfaction og mig selv den Glæde at confundere en nedrig Cabale, hvis hele Afskyelighed jeg nu fuldkommen indsaae, og beskæmme Chefen for denne Uglerede, det maatte nu enten være Galeotti eller ham selv. Jeg bad ham, at komme til mig den næste Morgen, for at erfare naar jeg beleiligst kunde beramme en Sammenkomst imellem ham og Galeotti. Til min store Forundring fandt jeg ham alt i mine Værelser ved min Ankomst den anden Morgen. Jeg aftalte nu med ham, at han ved Klokkeslaget 12 skulde indfinde sig hos Galeotti, hvor han vilde forefinde mig, som vilde foregive Forundring over at see ham her endnu. Derpaa skulde han svare, at han just kom for at sige Galeotti det sidste Farvel og for at takke ham for den Umag, han havde gjort sig for at skaffe Mad. Dutillet et honorabelt Engagement ved vort Theater. Klokken halv 12 gik jeg selv til Galeotti, kaldte ham ind i en anden Stue, aftalte det Sidste med ham om Balletten til 4de Septbr. og lod ham saa, efter Løfte, fortælle mig Programmet til Balletten Les trois sultanes, hvilket han gjorde med Forsikkring om, at denne Ballet skulde blive Mad. Bjørns Triumf. "Saa De frygter da altsaa ikke, at vore Dandserinder skulle gjøre os noget Puds til næste Vinter, den ene ved Sygdom og den anden ved Frugtsommelighed?" spurgte Jeg. »Non, Mr. le Chambellan«, svarede han, »il n' est pas possible que la Björn devienne grosse avec tout le travail qu' elle fait, et elle [sideskift][side 280]n' a jamais eu plus d'envie de danser que depuis qu'elle est mariée, et vedez vous, Mr., la camisa della mamsel Freling elle change due fois chaque soir. Elle votra bien souer le matin aussi, ma je ne vo pas li fare le honté di l'enseigner devant les autres danseurs. Alle se porte si bien, alle fa di promenade et —«. Nu slog Klokken 12 og nu stod ogsaa Dutillet ved Siden af os. Scenen var prepareret og gik derfor ordenligt sin Gang; men det er mig umuligt ret at fremstille den, thi for at beskrive den demaskerede Galeottis fæle Situation maatte jeg kunne dyppe min Pen i de blege og sortrøde Farver, der afvexlede paa hans Ansigt; jeg maatte kunne male som en Hogarth for rigtigt at vise det Beængstede i Caricaturen af en comfunderet Cabalist, eller jeg maatte kunne skrive som en Voltaire, naar han beskriver Munkeintriguer. Han svedte forfærdeligt under Dutillets Fortælling, pillede sit Lommetørklæde itu med Fingrene og Tænderne, og gjorde mange convulsiviske Bevægelser, som kunde have kyset den Behjertigste. Paa mit Spørgsmaal, hvorledes han havde turdet understaae sig, mig uafvidende, at gjøre disse Demarcher, svarede han, at han kun havde havt isinde at sondere Commissionen, og at han virkelig ønskede sig Mad. Duttilet til Model for sine Elever. »En cela vous avez dit et fait une sottise, Mr.«, svarede jeg. »Le Roi vous paie pour former des danseuses telles qu'est Madame Dutillet, et si vous ne les produisez pas dans quelque tems d'ici vous risquez de passer pour un imposteur, qui s'est donné pour maître dans un métier qu' il ne possède pas.« — »C'est clair, mon ami«, sagde Dutillet, »et Mr. le Chambellan a raison; mais tu ne m'as pas dit cela lorsque tu m' arrachas mon con[sideskift][side 281]sentement d'attendre l'issue de tes négociations et que tu me forças à te donner ma parole d'honneur de n' en rien dire au directeur, que tu disais ton ennemi. Au contraire, tu m'as dit que la Fröhlich était paralytique sans ressource, que tu la fis danser pour ne pas faire perdre le pain à cette pauvre créature ; que la Björn était grosse et que tu étais un homme perdu si ma femme s' opposait à rester ici du moins pour un hiver, puisque sans elle tu ne pouvais pas donner des ballets.« — »Est ce vrai, Mr. Galeotti«, spurgte jeg, »ce que Mr. Dutillet avance là?« — »Oui, Mr. le Chambellan.« — »Mais ne venez-vous pas me conter le programme des trois sultanes et m'assurer du. contraire?« — »Oui, Mr. le Chambellan.« — »Mais vous avez donc menti ou à Mr. Dutillet ou à moi et selon toute vraisemblance vous m'avez menti à moi, puisqu' il est très probable que la Fröhlich soit incurable est la Björn grosse?« — »Oui, Mr. le Chambellan.« — »Avez-vous donc fait sentir cela à la cour, à Mr. Jacobi, ou au Grand-Maréchal?« — »Oui, Mr. le Chambellan.« — »Et malgré tout cela celui-ci vous répondait que l'indigénat mettait des obtacles à l'engagement de Madame Dutillet?« — »Oui, Mr., le Chambellan.« — »En ceci vous mentez encore, Mr., et je vous promets que je ne manquerai pas de faire part à S. E. des sottises que vous lui imputez pour cacher vos sourdes menées. A vous, Mr. Dutillet, je vous déclare qu' il est de toute impossibilité que Mr. de Schack ait donné une réponse pareille. Mais puisque les affaires sont de cette nature, je vous ordonne, Mr. Galeotti, de me donner encore aujourd' hui un mémoire pour la commission, dans lequel vous détaillerez les [sideskift][side 282] raisons qui vous portent à insister sur l'engagement de Madame Dutillet, et je l'enverrai encore ce soir à la commission. Vous, Mr.«, sagde jeg til Dutillet, »qui avez eu la faiblesse de vous mêler imprudemment avec un inférieur qui par ses inconséquences, pour ne pas dire bassesses, était sur le point de compromettre ignomineusement notre auguste cour, la commission, la direction des théâtres et le talent de votre femme, je vous déclare que je fais présentement mon affaire de la vôtre en qualité de directeur des théâtres du roi, et qu' en conséquence de cela je vous prie de rester ici jusqu' à ce que je pourrais vous procurer une réponse formelle; mais comme je suis presque moralement sûr que Madame Dutillet ne sera pas engagée, vu les principes de la cour et les mesures qu' elle a prises pour éviter toute nécessité d'avoir à faire à des étrangers dans cette partie du théâtre, je crois qu' il est équitable et juste même de vous assurer un dédommagement honnête pour le tems que vous perdrez depuis cet instant et en attendant la dite réponse. Vous, Mr. Galeotti, n' oubliez pas de me marquer par écrit ce que vous venez de dire de bouche, et si vous n' en faites rien, j'énoncerai que vous êtes encore coupable pour ce manquement, qui mettra le comble à votre mauvais procédé.« Han lovede sikkert at ville skrive og bad mig sige ham, hvor han i Eftermiddag kunde træffe mig. "Jeg vil blive i Byen for den Sags Skyld alene", svarede jeg og vilde gaae, men nu erindrede jeg, at han havde sagt, at jeg var hans svorne Fjende, derfor vendte jeg mig atter til ham og sagde: »Il faut encore éclaircir, un point. Vous avez voulu faire accroire à Mr. Dutillet et à bien d'autres que j'étais votre [sideskift][side 283]ennemi et contrecarrais les progrès de votre métier. En cela vous avez encore menti, Mr., et pour vous le prouver je défie l'univers entier de produire un seul fait qui pourrait justifier cette indigne calomnie. Au contraire, je vous ai comblé de bienfaits, d'indulgences, de pardons dès l'instant de mon arrivée à ce poste scabreux, et je défie tout directeur au monde d'avoir eu plus d'égard, plus de ménagement et plus de délicatesse pour un soi-disant homme de talent que je n' en ai eu autant et plus pour vous. Vous le savez, Mr., et vous en êtes convaincu par mille et mille preuves, mais je vous provoque dans ce moment de me donner un démenti signalé.« Nu vendte han sig om, bed sig i Neglene og raabte: »Ah, Mr. le Chambellan, je sais que vous avez toujours été mon gran protetore, ma je vous demande 3 mille fois pardon de vous avoir offensé dans cette affaire. Mon intention était de vous dire tout quand j'avais premièrement sondé la cour.« — »Arrêtez là, Mr.«, sagde jeg, »ce que vous venez de dire suffit pour justifier ma conduite vis-à-vis de vous aux yeux de Mr. Dutillet; au reste, vos calomnies me sont tout aussi indifférentes que vos déprécations, car vous n'êtes dangereux qu' autant qu' on ignore les ressorts obscurs qui vous font agir, et le fait est que vous vous donnez assez de peine pour que tout le monde vous connaisse à fond; et si vous ne vous connaissez pas vous même, je vous dirai du moins en deux mots, que la différence entre vous et moi consiste en ce que vous jouez médiocrement au théâtre le sentiment de la générosité et de la reconnaissance, et que moi, je pratique en effet ces sentiments envers vous depuis l'année 1778 jusqu' à ce moment où [sideskift][side 284]je vous déclare dans la présence de Mr. Dutillet, que malgré la trame affreuse que je viens de découvrir et qui indubitablement n' avait pour but que de me nuire et me dénigrer aux yeux du public et de vous faire avoir une excuse plausible contre le manquement de produits qu'on a grandement lieu d' attendre de votre part, vu les énormes dépenses que le théâtre fait pour avoir de beaux ballets, je me bornerai seulement à cette humiliation et à faire votre portrait à S. E. le Grand-Maréchal afin que cet honnête homme soit sur ses gardes dans l'avenir avec un homme comme vous, Mr.« Derpaa gik jeg. D. Ex. erindrer uden Tvivl det Svar, som Barberen Figaro giver Rosine, da hun forekaster ham, at have hørt efter hvad Bartolo aftalte med Syngemesteren Bazile, nemlig: "Det bedste man kan bruge Ørene til, min smukke Frøken, er at høre med dem."? Denne Regel iagttog jeg og nu, fordi jeg var høist begjærlig efter at vide af egen Erfaring, til mine Theaterkundskaberes Forbedring, hvad to Theaterhelte kunde sige hinanden efter en saa betydelig Samtale. Der er intet saa Afskyeligt i Naturen, som det Erfaring har lært mig at kunne formode ved et Theater, og derfor faldt mig pludseligt ind om ikke Galeotti og Dutillet kunde være Venner og den hele découverte altsaa et overlagt Spil. Denne Tanke determinerede mig til at blive staaende paa Gangen, men hvad jeg hørte bestyrkede ingenlunde min Formodning: tvertimod. Galeotti skreg som en Furie: »Tou m'as mis le corde au cou par ton visite et par ton compliment, tou m' as perdu. A présent il me connait, il me perdra auprès de Schack. J' avais perdou la parole. Il dira tout à ces femmes. Elles me rovineront par leurs —. Ils sont puissants. [sideskift][side 285]Je suis sagrifié, oun homo morto dans ce pays-ci!« — «Comment«, sagde den Anden, »tu as la bassesse de me dire que ta fortune est attachée au — de ces gueuses et tu oses faire des propositions à une honnête femme comme Madame Dutillet? Va! tu es un misérable qui mérite le juste mépris de tout le monde et je suis honteux d'avoir eu à faire à toi: tu m' as trompé et tu es le fourbe le plus fieffé que je connaisse! Fais ton mémoire, et si ma femme restera ici —«. Nu hørte jeg Dutillet nærme sig Døren, derfor gik jeg og tabte altsaa endeel scandaleuse Anmærkninger, som Dutillet vel strax efter fortalte mig, men som jeg virkelig selv holder for outrerede. Iblandt flere Ting sagde Dutillet mig og, at Galeotti vilde overtale ham til at følge sig strax til Fredensborg, for at erholde D. Ex.s Pardon, men at han havde afslaaet alt Samqvem med ham for Fremtiden. Af dette og adskilligt andet, som kom mig for Ørene, nemlig at Galeotti af hans Venner var bleve ilde medhandler for hans Opførsel, at han hverken 1ste, 2den eller 3die Dag kom til mig med det anbefalede Memoire, men var resit nogle Gange imellem dette og Fredensborg, formodede jeg at Cabalen endnu var i fuld Gang og besluttede derfor at holde mig ganske passiv indtil Fredagen den 18de da jeg lod Galeotti komme til mig, for at bebreide ham hans Udeblivelse med Ansøgningen om Mad. Dutillets Antagelse. Nu krøb han som en Orm, vilde kysse mig paa Haanden, bad mig atter 3000 Gange om Forladelse og forsikkrede mange skjønne Ting. Han sagde mig, at D. Ex. havde udtrykkelig forbudet ham at indgive noget Memoire og at sig mig dette. Hertil svarede jeg, at jeg havde al mulig Egard for alt, hvad der kom til mig fra D. Ex., det skee [sideskift][side 286]ved hved hvem det vilde, skriftligt eller mundligt, men han maatte jo vel indsee, at da jeg nu havde saa aldeles demaskeret ham, og fundet ham i og overtydet ham om saa mange ublue Løgne, saa kunde jeg ikke andet, end ansee hvad han nu sagde mig for Noget, han vilde binde mig paa Ærmet, for at vende mig fra at udføre mit Forsæt, at tilmelde Commissionen eller D. Ex. den hele Sag. Jeg kunde derfor ikke undlade hermed at tilkjendgive ham, at jeg indberettede alt det Passerede, at jeg tillod ham og hans Clique at cabalere dem mætte og trætte, og at jeg intet befrygtede mig af saa nedrige menées, men at jeg herefter mere end nogensinde blev opmærksom paa ethvert af hans Skridt og enhver af hans Skridt og enhver af hans Handlinger. Han frembragte nu et Formular af Undskyldninger, som jeg ei vilde høre, men lod ham gaae og besluttede strax at udarbeide en Beretning om den hele Sag. — Vel indseer jeg, at den ikke er udført aldeles i den Orden, som den burde være det, og at den for sin Vidløftigheds Skyld vil trætte og kjede D. Ex., men jeg haaber, det er lykkedes mig, at D. Ex., uagtet alle dens Mangler, dog deraf kan overtydes om: at jeg har dømt rigtigt om Dutillets Hensigter og handlet klogt i Følge heraf; og at Galeotti er en farlig Cabalist, som ved denne hele underfundige Intrique intet andet Øiemed kan have havt, end at søge Skjul for sin Svaghed ved at forkleine min Ære og sværte mig i mine Landsmænds Øine."

Schack havde ikke været saa ganske udeelagtig i den krænkende Forbigaaelse, der var viist Warnstedt, som denne i sin Beretning gav sig Mine af at være aldeles overbeviist om. Som alle Theaterchefer, der hverken have Lyst eller Duelighed til at befatte sig med Forretningerne, var [sideskift][side 287]Schack uvillig imod Den, som blev vigtigere end han, ved ikke alene at udføre dem, men endog at være den Eneste, som havde Kyndighed til om dem at fatte Beslutninger, hvilke Chefen, hvis han ikke vilde standse Machinen, uden at kunne sætte den igang igjen, følge sig ligesaa tvungen til at stadfæste, som den ubetydeligste Figurant var til at undergive sig. Hvor han kunde, var han, som en af Charakteer vel særdeles retsindig, men tillige stolt Mand, der gjerne vilde have Anseende af at være den bevægende Kraft, derfor færdig til at vise, at det var ham, som havde Myndigheden og at han vilde bevare den. Skjøndt ham — som Hofdirecteurer sædvanligen paaskyde, for at dække deres Uvidenhed — "ikke kunde faae Tid til at have med Theatret at gjøre", havde han, siden han, ved Eickstedts Afgang, var bleven Commissionens første Medlem, et Par Gange villet lade Warnstedt og Personalet vide, at han var sat til at have med det at gjøre, og udstedt Befalinger, der hævede Directeurens; men hver Gang havde han havt den Ydmygelse, at maatte tilbagekalde dem og tye til Warnstedt, for ved ham at faae raadet Bod paa den Forvirring, han derved havde foranlediget. Det var ikke Taknemmelighed, Warnstedt høstede ved meget forekommende at rede ham ud af de Forlegenheder, hvori han havde bragt sig; men Schack fik dog derved Agtelse for hans Indsigt og vovede ikke herefter at støde ham ved nogen Modsigelse, som kunde siges at udgaae fra ham. Det var ogsaa virkelig Sandhed, hvad Fougère — der, som en fiin Franskmand, der ligesaa godt forstod at gjøre sig til de Stores Fortrolige som til deres lydigste Tjener, var mere Factotum end Theaterstræder — havde berettet Warnstedt om, at Schack havde været imod at engagere [sideskift][side 288]Mad. Dutillet. Men ogsaa det var Sandhed, hvad Fougère ligeledes berettede, at Galeotti ikke i Fredensborg havde hos Schack fundet den Modtagelse, han fortjente, men derimod var bleven opmuntret ved Overhofmarskallens Yttring, at "Warnstedt vilde ogsaa gouvernere i alle Theateraffairer, endskjøndt der over ham stod en Commission, af hvilken han, Schack, nu var første Medlem", hvorfor Galeotti rolilg skulde forføie sig hjem og "ikke indlade sig paa at gjøre Directeuren Regnskab, men tie aldeles stille angaaende det givne Paalæg, og da kun lade Warnstedt henvende sig med sin Klage til Commissionen." Denne Befaling var, saa gunstig den end syntes ham, ingenlunde Galeotti behagelig; thi han havde fortalt Schack Sagen paa sin Maade og vidste meget godt, at Warnstedt, dersom han ikke fik det forlangte Andragende, vilde til Commissionen indgive en Klage, hvori den maatte faae et ganske andet Udseende. Sa snart Warnstedt, ved at bebreide Galeotti hans pligtstridige Udeblivelse med Andragendet, havde faaet Schacks Yttring ud af Balletmesterens egen Mund, besluttede ham ogsaa at fremstille Sagens sande Sammenhæng, og tillige, paa den høfligste og uskyldigste Maade af Verden, at tugte Overhofmarskallen, fordi han havde ydet "Cabalisten" Galeotti Bistand, ligesaa godt som han havde tugtet Galeotti for Cabalen: han indsendte til Schack sin Beretning i en saadan Form, at han kunde tage den for en privat Meddelelse eller en Klage til Commissionen, og fremstilede i den, ved Kjendsgjerninger, Galeotti som en Cabalmager, der endog havde tilladt sig Paaberaabelse af H. Ex.'s Venskab og Beskyttelse for imod de danske Danserinder, hvis Talenter der var gjort ham til Pligt at skaffe Anerkjendelse af Publikum, at anlægge [sideskift][side 289]en Intrigue, hvorved de skulde hindres fra at opnaae den. Schack blev ved Warnstedt kloge Fremgangsmaade gjort undselig ved at have antaget sig en Mand, der havde compromitteret ham; han vidste ikke bedre, end paa det Forbindligste at takke Warnstedt for hans Meddelelse, hvilken han "ikke ønskede overgivet til Commissionen som Klage"; og lod derpaa Galeotti saa aldeles i Stikken med den hele Cabale, at han ei alene, i Warnstedts Nærværelse, yttrede ham sit meget alvorlige Mishag med den Underfundighed, han havde viist imod sin Directeur, men endog, efter Warnstedts Paastand, befalede, at han, som den, der "ved Propositioner, hvilke han ikke var bemyndiget til at gjøre, men ved at misbruge det égard, som hans entrée til to af den høie Commissions Medlemmer syntes at give ham, havde forhvervet Tiltro, var Skyld i Forhalingen af Hr. Dutillets Afreise, skulde til samme Hr. Dutillet betale 150 Rdlr.", hvilke samme Hr. Dutillet ogsaa, uden Betænkelighed eller Hensyn til det intime Venskab, modtog.

Det blev i det Hele en meget uheldig Saison for Galeotti. Foruden den lille saakaldte Fredensborg-Ballet: "De to Elskende beskyttede af Amor", der faldt igjennem ved den offenlige Opførelse, componerede han kun, til Kongens Fødselsfest Eenacts-Balletten "Angelica og Medoro", der heller ikke fandt stort Bifald og endydermere nær havde bragt ham i kongelig Unaade. Der var i dens Slutning en Scene, hvor "den rasende Roland" i et Slags Bærsærkegang rykkede Træer op med Roden, flækkede dem, og teede sig saa ubændig, at han, ved at forfølge Figuranterne, tog den ene efter den anden i Nakken eller Buxelinningen og kylede dem op i Træerne. Det var naturligviis udstoppede Figurer, som de Flygtende havde imellem [sideskift][side 290]sig. Men da Christian den Syvende saae disse Gyseligheder blev han saa forskrækket, at han sprang op og løb ud af Logen. Det varede længe inden den kongelige Familie igjen kunde faae ham beroliget, og han vilde strax have den Balletmester, som lod Mennesker behandle paa en saa oprørende Maade, jaget bort. Scenen blev ved de følgende Forestillinger udeladt, men det kunde ikke bevæge Kongen til oftere at see denne Ballet, og han glemte aldrig Galeotti af, at han havde ladet spille Bold med levende Mennesker, thi det paastod han haardnakket at det havde været, da det jo ikke kunde være noget Interessant i at se Udstopninger blive saaledes behandlede.

Skuespillet bragte to mærkelige Nyheder. I "Den værdige Fader", som er et Sidestycke til Diderots "Faderen", men ikke hverken i det Rørende eller det Gemytlige af stort Værd, fik den danske Skueplads en af sine fortræffeligste Forestillinger i det Alvorlige, især ved Roses ypperlige Udførelse af Grev Vodmar; og i Sheridans "Bagtalelsens Skole" et af de herligste fremmede Lystspil, der, ved en mesterlig anlagt Plan, som giver mange meget effectfulde Situationer, en rig omed ligesaa megen Fiinhed som Sikkerhed udført Charakteertegning, en ved ægte Vittighed og levende Lune glimrende Dialog, og den særdeles træffende og ved sin indre Sandhed bestandig firske Skildring af den fornemme Verdens Bagtalelseslyst, blev af uskatteerligt Værd ofr Repertoiret, baade i og for sig selv og ved i det høiere Lystspil at være et udmærket Studie for danske Comediedigtere. Udførelsen af dette Stykke, som endnu er et af vort Theaters adleste Prydelser, erhvervede det strax en ualmindelig Yndest. Rosing gav i Joseph en meget fiint og aandrigt udført Charakteerrolle; Mad. Preisler var [sideskift][side 291]henrivende som Lady Teazle; Elsberg spillede Charles med elskværdig og godmodig Letsindighed; og selv Arends var særdeles heldig som Sir Peter, der nogle Aar efter rigtignok blev til et uovertræffeligt Charakteerbillede ved Schwarz, som nu gav Sir Oliver med en Blandig af Værdighed og Gemytlighed, der frembragte en Hovedrolle. "Ægteskabsdjævelen" var atter en Original af Tode, men havde hverken saa tiltrækkende Charakterer eller den Livfuldhed, Friskhed og behageligt muntre Tone som hans første Arbeide og opnaaede kun sex Forestillinger. En fortræffelig Prolog dertil behagede særdeles meget. — Ingen af Syngespillets Nyheder gjorde synderlig Lykke og dets hele Repertoire led ideligen Forandringer og meget Afbræk ved Jfr. Møllers Caprice, der gik saa vidt, at "Zemire og Azor" den 10de Februar maatte kaldes tilbage, fordi hun "ikke kunde huske sit Partie", som hun havde spillet for tre Maaneder siden; og da Directeuren forlangte, at hun skulde, ved Festforestillingen i Anledning af at Arveprindsessen første Gang efter sin Nedkomst besøgte Theatret, synge den første Valkyrie i "Balders Død", lod hun ham vide, "at det ikke var hende muligt at troe andet, end at det var en Feiltagelse, da hun troede, at det ikke kunde finde Sted, at hun skulde spille Secondroller, og en Rolle, hvor hun skulde gaae med blotte Fødder (hun skulde naturligviis, som sædvanligt, have Strømper paa, kun at de vare kjødfarvede) og et tilsmurt Ansigt." Da hun endelig, for at Forestillingen kunde gives, nedlod sig til Rollens Udførelse, forsømte hun ikke at underrette Warnstedt om, at det, hvorover hun følte sig fornærmet, var: at, "han ikke havde beæret hende med en skriftlilg Ordre ved en saa usædvanlig Befaling som den, at hun skulde spille en Rolle som Val[sideskift][side 292]kyriens, da hun ved to til tre Aars Brug og Sædvane ikke at spille andre end første Partier var eent fritaget for at spille nogen Secondrolle", og at han ikke "skriftligt havde angivet hende" Aarsagen til Styttets Opførelse!

Den gjennemgribende Personalforandring, der, ved at Kronprindsen overtog Regjeringen, den 14de April 1784 foregik i de høieste Embeder, fik meget stor Vigtighed for Skuepladsen, da Geheimeraad Numsen blev Overhofmarskal og, efter at Overtilsyns-Commissionen, hvori han ved denne Post indtraadte som første Medlem, ophævedes den 26de April, sattes til, som Theatrenes første Directeur, at varetage alle dens Forretninger. Warnstedt var allerede i Novbr. f. A. udtraadt af Militairtjenesten, havde faaet Rang med Marskaller og var blevet forundt som Directeur et Tillæg af de 260 Rdlr., han havde havt i det danske Livregiment, samt endvidere et Tillæg af 400 Rdlr., hvilket dog kun skulde udbetales ham naar der af et Theateraars Indtægt var 1000 Rdlr. tilovers efter at Udgiften var fradraget. Han havde saaledes afgjørende offret sig Theaterbestyrelsen, hvilken han ogsaa hengav al sin Tid og Tanke. Havde Numsen nu ved Administrationsforandringen taget den Beslutning, at overlade Theatrets hele egenlige Ledelse til Warnstedt, som den Erfarne og Kyndige, og kun forbeholdt sig selv Tilsynet og den endelige Afgjørelse i de vigtigste Sager, da havde Skuepladsen faaet en Bestyrelsesform, der ikke blot var langt fornuftigere end nogen af dem, den hidtil havde havt, men endog sikkert den bedste, der kan opnaaes. Dette var imidlertid ikke at vente af en Mand som Numsen: han var en myndig Herre, for hvem Enhver, som hans Befalinger kunde udstrækkes til, var en Undergiven, der, uden at matte knye, havde at efterkomme hvad [sideskift][side 293]der faldt ham ind at paalægge ham; Undersøgelse af Indvendinger, grundede paa Ret og Billighed, indlod han sig ikke paa; at det var "hans Chefs Befaling" skulde være Vedkommende nok. Han var saa lidet tilsinds at lade Warnstedt, imod hvem han, som en Mand, der under de forrige Magthavere havde faaet sin Post, desuden var ugunstig stemt og som han gjerne havde villet undvære, hvis han havde kunnet finde en anden saa erkjendt duelig Leder af de daglige Forretninger, faae Raaderum, at han endog ikke angaaende de allervigtigste Sager indhentede ans Mening inden han tog sin Beslutning og satte den i Udførelse. At en Idee var hans, var ham nok til fuld Forsikkring om dens Rigtighed, og den maatte derfor gjennemføres enten der var Midler dertil eller ei. Under hans Regimente havde Warnstedt al den Anseelse, som hans Embedsdygtighed gav ham, nødig for at hævde sin egen Værdighed og beskytte dem, der, i Følelsen af deres Værd for Skuepladsen, havde en Holdning og Tone, som mishagede Overhofmarskallen, fordi den ikke var Underkastelsens.


Oprettet 2008. Opdateret af