Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Tredie Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1860. 856 sider.

[To og tredivte Saison, 15. September 1779 til 12. Mai 1780, side 157-216]

[Oversigt over repertoiret 1779-80]


[side 157]Directionsskiftet, der blot foranledigedes ved at Geheimeraad Schack skulde, i Egenskab af Overhofmarskal, hvortil han var udnævnt, indtræde i Overtilsyns-Commissionen og den bestandige Direction, blev uden mindste Indvirkning paa Theaterforholdene, da Schack kun meget lidet befattede sig med dem; den meget pirrelige Mand lod i Almindelighed kun høre fra sig ved, i franske og tydske Breve, spydigt at beklage sig over, at der i Repertoiret skete Forandringer, hvilke han ikke kunde være den Første, der gav Majestæterne Underretning om. Disse fik han dog i fuldere Maal ved en anden Ansættelse, som atter var en af Eickstedts personlige Forbindelsers onde Følger. Siden Rosenstand-Goiske ophørte med "Den dramatiske Journal" var han stadigt betænkt paa, at føre sig den Frygtelighed, som han ved den havde givet sig, saaledes til Nytte at han kunde opnaae et Embede ved Theatret. I denne Hensigt begyndte han i 1778 Udarbeidelsen af et Skrift, hvori han i sin skarpe, afgjørende Tone gav en Skildring af Theatrets kunstneriske Tilstand og især med megen Bitterhed gik løs paa Syngespillet, som Hovedaarsagen til det dybe Forfald, hvori han nu fandt den danske Skueplads. Længe inden det var færdigt sørgede han for, at Rygtet om han Forehavende blev [sideskift][side 158]udbredt, og ansøgte da, i Formodning om, at man nok vilde gjøre Noget for at afvende Undførelsen, om at blive ansat saaledes, at han "i en trangløs og næringssorgfri Stilling", kunde holde Forelæsninger for Publikum i Almindelighed og Skuespillerne i Særdeleshed over Dramaturgien og den theatralske Kunsts Udøvelse. Han henvendte sig i December 1779 med sit ypperligt fremsatte Andragende til Warnstedt, og bad ham, at virke derfor hos Vedkommende, især ved at anføre: at "Efterslægten, naar den nuherskende transitoriske Smag gaaer tilgrunde, skulle kunne sige: Vel havde den danske Skuepladses Tilstand i Christian den Syvendes Tid taget en slet Vending ligesaavel som Smagen; vel gjorde dens Bestyrere alt for at faae Sangen hævet som Hovedsagen, men Bestyrerne vare nødte dertil; dengang kunde de ikke gjøre andet end hvad de gjorde. Men disse indsigtsfulde Patrioter magede det dog saaledes, at vi kunne faae Smag og Natur i alt det Skjønne og især i Skuespillet; de gjorde, at Grækerne og Romerne, af Ludvig den Fjortendes Tids Smag og at vor ægte Holberg bleve vore Tiders Monstre, og de lagde Sæden til den gode og sande Kritik og Smag, som nu boe iblandt os." Warnstedt, der var varm for at fremme alt, hvad der kunde virke til Personalets Aandsdannelse, tog sig ogsaa hos Eickstedt ivrigt af Ansøgningen og foreslog dens Bevilling saaledes at Rosenstand derfor lovede, at han ikke vilde udgive sit Skrift og desuden i sine Forelæsninger undlade alle stærke Udfald imod Syngestykkerne. Eickstedt, der havde stor Modbydelighed for Rosenstand, fordi han "af Alle hørte, at han var af en brusque og insolent Charakteer", vilde imidlertid slet ikke indlade sig derpaa, men svarede, at det var kun "af de Nylingsideer, hvoraf intet [sideskift][side 159]Godt kommer ud, undtagen for dem, som bringer dem paa Markedet, dersom de finder en Kjøber til dem; men han var ikke den sot, som vilde være det. Og hvad Skriftet angik, da var det vel ikke saa stort bevendt, at det kunde miscreditere saadanne Theaterspil, som Hs. Majestæt og Publikum meest fandt Behag i at bivaane." Warnstedt vidste, at Eickstedt vilde tage sig meget nær, om der virkelig blev gjort skarpt Angreb paa Syngestykkerne, men da for sildigt; for at skaane ham for Ærgelsen og tillige faae Forelæsningerne, hvoraf han lovede sig meget Gavn, bragte istand, tog han nu Sagen paa en anden Maade. Han lod discursive til Grev Holstein falde nogle Ord om, at han havde hørt for bestemt, at Rosenstand nu stod i Begreb med at udgive et Skrift, hvorom der gik saa mange Rygter, og derpaa vilde begynde en ny dramatisk Journal, ved hvilken han, efter sit Sigende, nok skulde vise Syngestykkernes Jammerlighed saaledes, at man herefter vilde skamme sig ved at klappe for dem; hvilket, tilføiede Warnstedt, gjorde ham meget ondt, da han forudsaae, at det igjen, Directionen til store Ubehageligheder, vilde give et stærkt Røre ved Theatret og være Hs. Excellence Generalen, som saa meget holdt af Syngestykker, særdeles ærgerligt. Som Warnstedt havde beregnet, skyndte Holstein sig at fortælle denne ubehagelige Nyhed til Eickstedt, der blev urolig ved at høre Faren saa nær, og af Holstein, som altid havde fundet, at "det Viderligste ved hans Embede var naar han fik at gjøre med Theatret og dets Anstalter, hvorpaa hverken er at finde Begyndelse eller Ende", endydermere allarmeredes saaledes, at han bad Greven, som kjendte noget til Rosenstand, om at formaae denne til at komme til ham. Dette skete, og i Audientsen lod Rosen[sideskift][side 160]stand med den ham egne Suffisance Hans Excellence vide, at det ganske rigtigt forholdt sig saaledes, da han maatte have Noget at leve af og ikke vidste bedre, end dertil at benytte sin dramturgiske Indsigt, som jo rigtignok maatte gjør ham til Syngestykkernes afsagte Fjende. Generalen tilbød nu at understøtte hans Ansøgning, men hans Eftergivenhed gjorde Rosenstand dristigere til at forlange; han meente, at da han ikke kunde holde Forelæsninger uden at maatte komme til at tale imod det, som han nu erfarede, at Generalen ønskede uberørt, var det bedre om han ved Theatret fik et Embede, hvad der jo vilde forpligte ham til ikke at holde Forelæsninger, i hvilke han maatte yttre sig imod dets Interesser. Rosenstands bestemte og afgjørende Tone forøgede saaledes Generalens Frygt for denne udbarmhjertige Forfølger af den Skuespilart, hvori Jfr. Møllers Lykke ene kunde gjøres, at Supplicanten gik bort med Forsikkring om at faae et af ham og Generalen under Audientsen opfundet "Correcteur"-Embede med 400 Rdlr. Gage. Warnstedt blev meget forbauset ved at høre, at han, i den Tanke at arbeide for Rosenstands Antagelse til at holde Forelæsninger, som skulde blive Skuepladsen til stort Gavn ved at være belærende for baade dens Personale og dens Publikum, havde paaført sig, som efter sin Instrux havde, i Forening med den dygtige Jacobi, alle Censurforretninger, en aldeles overflødig Embedsmand, hvem han kjendte nøie nok til at vide, at havde han blot faaet Foden indenfor Theatret, saa vilde han, om Directeuren ikke kunde finde Noget at give ham at bestille, nok finde Noget at give Directeuren at bestille. Eickstedt selv var imidlertid saa tilfreds med denne Maade at angribe Syngestykkeangriberen paa, at Warnstedt nær var falden i [sideskift][side 161]hans høieste Unaade, da han, i sin billige Fortørnelse, lod sig mærke med, at ligesom han havde anseet Forslaget for meget gavnligt, saa betragtede han dette Udfald som Theatret skadeligt, allerede af den Grund, at Embedets Besynderlighed og fuldkomne Overflødighed let kunde bringe Enhver paa den Mening, at det kun var blevet til for at skaffe Rosenstand 400 Rdlr. aarligt. Affattelsen af Udnævnelsen, som resolveredes den 24de April 1780, lod heller ingen Tvivl derom. Det hedder: "Vi have indtil videre, det er, indtil et juridisk Embede kan blive at forunde Auditeur Rosenstand, tillagt ham, af Vor egen Kasse 400 Rdlr., for at han skal rette de nye udkomne Stykker, som Overtilsyns-Commissionen agter duelige til at kunne opføres, og skal ham tillægges fra Commissionen en Instruction, hvori hans Arbeide vel bedst derhen bestemmes, at naar Commissionen har fastsat de Stykker, som kun ere at forskyde (hvilket bedst svarer til dens Myndighed) han da forbedrer, hvad der kunde være værd at hjælpes ved de Stykker, som Commissionen har agtet værd at beholde." — Eickstedt havde betinget sig at faae Haandskriftet af den saa meget omtalte og frygtede Skildring af Theatrets Tilstand, men Rosenstand havde kun skræmmet med at den var færdig, og da han først havde faaet Tilsagn om Ansættelse havde han saa liden Lyst til at fortsætte den, at han, efter snart at have undskyldt sig med Afskriverens Sygdom og snart taget andre Udflugter, ikke sendte ham den fuldendt førend netop Aarsdagen efter at han havde modtaget Tilsagnet; men da rigtignok i dens fulde Skarphed, uden at han i mindste Maade havde mildnet de Angreb, han havde ængstet Generalen med. Som Haandskrift er denne Skildring endnu til i det til Generalen sendte, [sideskift][side 162]meget skjødesløst skrevne, Exemplar, og i den til Grev Holstein tagne Afskrift, hvorefter Molbech i 1839 har ladet den trykke.

Saa snart Rosenstands Ansættelse var af Eickstedt bleven erklæret for hans faste Beslutning, fandt Warnstedt sig ei alene deri, men drev endog selv, efter Rosenstands gjentagne indstændige Anmodninger, paa dens Udfærdigelse, ja søgte, efter at den var kommen, saa meget som muligt, at give hans Embede Vigtighed i Personalet Øine og omgikkes ham i det Hele med megen Venlighed. Det manglede heller ikke paa mange og stærke Taknemmelighedsyttringer af Rosenstand; men hans store Mangel paa endog den simpleste sømmelige Opmærksomhed, hans anmassende Væsen og skaanselsløse Spot over alt, hvad der ikke behagede ham, førte allerede inden et Aars Forløb til et Brud, som blev Warnstedt til mange Ærgrelser i de 12 Aar de vare i Embedsforhold til hinanden. At han, med samme Hensynsløshed som tidligere, overalt udgød sig i Sarkasmer over Bestyrelsen og Skuespillerne, hvem han derved gjorde sig til bittre Fjender, og at han baade i Indgivender til Overtilsyns-Commissionen og i de Breve, som han paa Papirlapper tilskrev Bestyrelsens enkelte Medlemmer, aldeles tilsidesatte Sømmeligheden og jævnlig løst henkastede sin Mening i Abbreviaturer og ofte aldeles ulæselige Kragetæer, stødte allerede den baade i sit Embede og sine personlige Forhold altid yderst opmærksomme og nøiagtige Warnstedt; da Rosenstand endydermere med et tirrende Friskfyrsvæsen begyndte at blande sig i Administrationsforretningerne og at fordre Forklaring angaaende flere af Directionens Bestemmelser, betydede Warnstedt ham nogle Gange, at de ikke i mindste Maade vedkom nogen Anden [sideskift][side 163]end ham, som alene havde Ansvaret for dem. Dette var imidlertid ikke nok for Rosenstand til at lade sig afvise: han søgte hos Over-Bestyrelsen af fremstille Warnstedts Embedsførelse som feilagtig, og fremkom derefter paany med Forlangende om Erklæringer angaaende Rollebesætninger og Repertoirevalg, hvilke han, som "Correcteur", troede sig berettiget til at gjøre Erindringer imod. Dette blev Warnstedt for nærgaaende, og oprørt over denne Anmasselse affærdige han ham een Gang for alle i en Skrivelse, hvori det hed: "Hvad det Svar eller Erklæring angaaer, som De paa den Dem saa aldeles egne uhøflige Maade kræver, da undrer det mig høiligen, at De ikke anseer min Stiltienhed for det den er, nemlig for den allerfuldkomneste Ligegyldighed for alt det, som (hvad Videnskaber angaaer undtagen) kan komme fra Deres Hjerte eller Forstand. Hvorledes skulde det falde mig ind, at vexle Breve eller underholde mindste Connexion med en Mand, som fordi han er kjed af at bære Byrden af utallige Velgjerninger, sætter al blandt skikkelige og velopdragne Folk brugelig Anstændighed tilside, for at begegne mig, sin Velgjører, Grundaarsagen til hans nærværende Lykke, med den høieste Grad af Utaknemmelighed? For at gjøre Dem dette begribeligt og betage Dem al Illusion over Deres Handle- og Tænkemaade, saa beder jeg Dem, kun at erindre, at jeg, understøttet af Deres og min Ven Rothes Raad, ene og alene lagde Grunden til Deres nærværende hæderlige Forfatning; at jeg, da De var kommen i Theatrets Tjeneste, indstændig og venskabelig bad Dem om Deres venskabelige Raad og Paamindelser, om en klog og selvfornægtende Tilbageholdenhed fra alt det, som paa nogen Maade kunde kyse unge Forfattere eller Skuespillere for Deres Post ved Theatret; [sideskift][side 164]og at jeg, paa det at De, saa ofte som skee kunde, maatte faae Leilighed til at see mig og tale med mig, gav Dem aldeles fri Adgang til mit Huus, mit Bord og til Theatret. Denne min Tænkemaade imod Dem kan De ikke nægte, og naar De nu sammenligner Deres imod min, saa vil De let selv kunne bedømme hvorledes De maa forekomme mig og de mangfoldige hæderlige Folk i Publico, som paa det nøieste vide, hvor ædelt jeg har tænkt og handlet for Dem og Deres Kone. Min Samvittighed frikjender mig for den allermindste uædle Tanke imod Dem og ethvert Menneske i Verden; derfor er det mig ganske ligegyldigt hvad De nu og i Fremtiden kan tænke, sige eller skrive om mig, thi det Onde, De kunde udbrede, har aldrig været og skal ei heller blive Sandhed, men kun Frugten af et ondt og utaknemmeligt Hjerte, som med Vold vil bryde Erkjendlighedens helligste Baand, blot for at faae Verden til at troe, at han har sig og sine Fortjenester alene al sin Lykke at takke, og fordi han ei uhindret maatte give sig Anseende af at betyde noget der, hvor han slet intet havde at bestille, jeg mener paa Theatret og i dets Bestyrelse. Dette er alt, hvad jeg har Tid til og nu finder forgodt at svare paa Deres Breve. Iøvrigt frabeder jeg mig for Fremtiden al privat Correspondance, som jeg ulæst strax casserer eller sender tilbage. Tjenesten vedkommende Documenter maa De herefter sende mig i en mere anstændig Form og saa tydeligt skrevne, at jeg ei skal behøve halve Dage for at dechiffrere et Ark Skrift." — Herved sikkrede Warnstedt sig vel imod fremdeles privat Berørelse med denne uforligelige Mand, men blev siden i Embedsforhold saa meget destomere en Gjenstand for hans bidende Angreb.

[sideskift][side 165]Allerede i Theateraarets Begyndelse var der paa Warnstedt skeet et saa haardt Angreb, at Fjenderne af den Fasthed, hvormed han opfyldte sine Kaldspligter, smigrede sig med, at det nok skulde blive hans Fald. At de franske Skuespillere vare, som Hofbetjente, blevne tildømte Fængsling i Blaataarn for betydelige Forseelser, havde ført til at de danske Skuespillere ogsaa, siden Theatret i 1772 virkelig var blevet kongeligt, tilkjendtes denne Straf; og under den forrige Bestyrelse var den, just fordi altfor stor Overbærenhed forledede til meget grove Opsætsigheder og Tjenesteforsømmelser, flere Gange bleven anvendt temmelig haardt. Warnstedt, som meget nødigt paalagde det altid trængende Personale høie Mulcter, meente at maatte beholde Fængselsstraffen, men vilde ikke, "at det danske Theaterselskab, ved, for Opsætsighed imod Foresatte eller anden slig Forseelse, at indsættes i et offenlig Fængsel, tilfælles for de grovere Misdædere, skulde troe sig selv fornedret under den Classe af Kongens Undersaatter, med hvilken det, og især Skuespillerne, billigen kunde gjøre Paastand paa at sættes i Lighed." Han havde derfor allerede i forrige Saison, ved en af Commissionen under 7de April 1779 indgivet Forestilling, foranlediget kongelig Tilladelse til, "at et Arrestkammer ved Theatret i Byen blev indrettet, hvor den Skyldige i saadanne Forseelser maatte indsættes, uden at afskaffe Arresten i Blaataarn, som alene maatte anvendes for vigtige Forbrydelser, og naar de mildere Midler unyttigen havde været anvendte." Ved Saisonnens Begyndelse "var Arrestkammeret indrettet i Garderobeværelset (ovenover den saakaldte Punchesal) og forsynet med en Ovn o. s. v." Allerede Rygtet om, at en saadan Indretning var paatænkt, havde sat Rahbek i le[sideskift][side 166]vende Virksomhed med at gjøre Skuespillerne opmærksomme paa, at denne "Cachot" havde til Hensigt at kudske hvad Warnstedt skulde have kaldet "Studenteropblæsthed" — til Rosing hed det endog, for at sætte Tryk i det, "norsk Studenteropblæsthed", — og at det vilde være en Skjændsel for Skuespillerne, om de ikke derved følte sig saa indignerede, at alle erklærede, de eller Warnstedt maatte forlade Theatret, dersom denne Plan kom til Udførelse. De Ældre vilde imidlertid ikke udsætte sig for Ubehageligheder ved at have med Sagen at gjøre, og dengang var der Ingen iblandt de Yngre, som havde Lyst til at være Ordfører, Dog fik de Schwarz til for Warnstedt at berøre, at et saadant Arrestkammer vilde vække megen Utilfredshed. Directeuren svarede: "at han forundrede sig meget over, at Skuespillerne tog ilde op, at der, siden Theaterlovene nu engang havde Arreststraf, blev paa Theatret indrettet et Værelse, hvori de, uden at Publikum blev vidende derom, kunde hensidde den Tid, som de ellers maatte tilbringe under fælles Tag med Forbrydere i Blaataarn, hvilket han gjerne havde andraget paa, at de slet ikke mere skulde kunne komme i, dersom han ikke maatte frygte for, at det vilde være blevet anseet som om han gik ud paa at unddrage endeel af Hoffets Betjente den kongelige Huustugt. Han syntes, at han ikke bedre kunde vise dem Agtelse, end naar han sørgede for, at den Straf, de kunde ifalde ved at forbryde sig imod det Embede, han selv beklædte, ganske tabte det Vanærende, der hidtil havde heftet ved den; og for Resten skulde han vist føle sig haardt nødt dertil, hvis han hos Overtilsyns-Commissionen androg paa dens Anvendelse". Hermed lode Gemytterne sig nogenlunde berolige. Da der imidlertid ved Saisonnens Aabning ophidsende [sideskift][side 167]blev fortalt, at "nu var Cachotten til Besigtigelse for Studenter, som vovede at knye imod en Kammerherre", bleve det igjen satte i Gjæring. De Yngre holdt Møder og de Ældre, der nok gad have Røre, naar de blot kunde holde sig udenfor Følgerne, æggede dem til alvorlige Skridt. Endelig opsatte Rahbek en Besværing, der blev underskrevet af de Yngre, efter at de ved høitideligt Løfte havde forpligtet sig til at staae Last og Brast ved hverandre, og som skulde indgives til Arveprindsen, hvem man i alle Theaterkævlerier tog Tilflugt til og som en Hofmand, der af Warnstedt i hans Brev til Guldberg kaldes "en Adelsmand og hvid Ridder, der tænker nedrigt nok til at raade og hjælpe en sammensvoren Complot af Utaknemmelige" havde lovet at skaffe Overbringeren Audients hos. Nu fandt man ogsaa en Kammerat, som var villig til at være denne Overbringer; det var — Preisler, der nylig, og just ikke meget heldigt, var kommen indenfor Døren; men — han havde, siden den 20de November, havt hele 10 Maaneder til at glemme, at Warnstedts ædle Bistand havde aftvunget hans Hjerte en Taknemmelighedsfølelse, som indgav ham følgende Udtryk: "Det er Deres Høivelbaarenhed, jeg har at takke for den Sindsrolighed, jeg befinder mig udi. Mit Hjerte er saa rørt over den Godhed, De har beviist imod mig, at der mangler mig Ord til at udtrykke min Erkjendlighed. Min Nidkjærhed at behage Dem, Høivelbaarne Herr Kammerherre, stedse at rette mig i alle Maader efter Deres Befalinger, skal tilkjendegive den Taknemmelighed, som jeg alene skylder Dem, og som uophørlig skal ulme i mit Bryst. Jeg er overbeviist om, at Deres Høivelbaarenhed endnu føier den Godhed til alt det øvrige, herefter at tage mig og Jfr. Devegge under Deres [sideskift][side 168]naadige Beskyttelse. Vi skal med vores Opførsel uophørlig stræbe, at gjøre os Deres Naade fortjente." At Preisler, den unge Mand, som han havde giver Aarsag til saa varme Taknemmelighedsudtryk, paatog sig Besværingens Overbringelse smertede Warnstedt meget. Mad. Preisler, der henvendte sig til ham med Bøn om, at han overbærende vilde ansee den store Letsindighed, hvormed hendes Mand gjorde et Skridt, som hun med Taarer havde søgt at afholde ham fra, svarede han: "Madam, jeg har i ikke mere end halvandet Aar destoværre af Erfaring faaet at vide, at indenfor Theatrets Mure findes Utaknemmeligheden i alle Formater og i næsten ligesaa mange Exemplarer, som der er Personer; men aldrig havde jeg ventet, at Hr. Preisler saa tidligt var bleven et Exemplar i allerstørste Format." Det gjør Warnstedts Charakteer Ære, at Preisler ikke to Aar efter atter havde faaet mange store Aarsager til at tilskrive ham: "Deres Høivelbaarenhed er stedse den Tilflugt, jeg søger til, naar Alting slaaer feil. Ja, til Dem tager jeg min Tilflugt, min eneste Tilflugt, som til en Fader, indtil jeg finder min igjen. Baade jeg og min Kone skal uendelig takke for den store Omhu, De stedse har viist og havt imod os i vores Omstændigheder. Ikke uden med Tavshed og utrættet Iver i vores Tjeneste kan vi gjengjælde Deres Høivelbaarenheds ubegrændsede Godhed." — Warnstedt lod for Resten Sagen gaae sin egen Gang, og den Naade, hvormed Preisler var bleven modtaget af Arveprindsen, havde vakt stor Glæde, ved at give Forventning om Directeurens forestaaende Ydmygelse. Da lod Warnstedt den 9de October hele Personalet sammenkalde og henvendte sig til det saaledes: "Under 7de April 1779 har det allernaadigst behaget Hs. Maj., paa Overtilsyns-Commis[sideskift][side 169]sionens allerunderdanigste Forestilling, at approbere et Arrestkammers Indretning paa Byens Theater, og da samme, efter Hr. Justitsraad Lassens til mig derom gjorte Anmeldelse, nu er færdigt, saa vilde jeg ikke undlade at bekjendtgjøre, at Hensigten med denne Indretning er en allernaadigst Mildelse i Straffemaaden for de til Scenen henhørende Personer, og derfor af Dem bør ansees med allerunderdanigst og pligtskyldigst Taknemmelighed. Vel veed jeg, at nogle af Skuespillerne have klaget og besværet sig over denne Indretning hos Hs. kgl. Høihed Arveprindsen, men jeg vil skaane disse for Hs. Høivelbaarenhed Stats-Secretair Høegh Guldbergs paa høieste Befaling til mig givne Svar paa bemeldte Klage, og for at forebygge samt hæve al vrang og ondskabsfuld Udtolkning om denne for Theaterfolket ærefulde Indretning, vil jeg af egen Drift forelæse Selskabet mit Promemoria til Overtilsyns-Commissionens allerunderdanigste Forestilling og den derpaa skrevne allernaadigste Approbation, som følger: — — Jeg venter nu, at Enhver anseer Sagen fra den rette Side. Jeg tør gjøre mig det faste Haab, at enhver Ærekjær ved Theatret vil med yderste Flid vogte sig for at indvie dette Arrestkammer, ja jeg smigrer mig endog ved den Tanke, at Enhver, ved sit gode og anstændige Forhold, vil gjøre Indretningen overflødig. Det kunde dog imidlertid hænde sig, at et eller andet Theatermedlem glemte sig saa vidt, at han med Rette fortjente denne Straf, som jeg paa min Side forsikkrer, aldrig skal blive anvendt uden efter den kgl. approberede Forestillings egenligste Hensigt, men saa erklærer jeg Den for at være et nedrigt Menneske, der, af Kaadmundethed eller ondskabsfuld Glæde over sin Kammerats Uheld, kunde lade sig indfalde at bekjendtgjøre for [sideskift][side 170]Theatret Udvedkommende naar Nogen led Straf, thi det var at miskjende Monarkens Naade for Theaterfolket." Denne Tale nedslog paa engang alle lydelige Besværinger, og Warnstedt gav heller ikke, ved Misbrug af sin Myndighed nogen Grund dertil, thi Straffen blev næsten kun anvendt for Urberg, der rigtignok, ligesom Rosing, med hvem Warnstedt for Resten altid stod paa en særdeles god Fod, var norsk Student, men som ikke kunde være af dem, man havde været bange for at Arrestkammeret skulde blive brugt til, da hele Personalet gjerne havde ved mange Leiligheder voteret ham Blaataarn. Mærkeligt er det, at da Arresten, som der — først dog af Theatret Uvedkommende — var reist saa heftig Uvillie imod, et Par Aar efter Warnstedts Afgang blev borttaget til Udvidelse af Garderoben, vare Beklagelserne herover ligesaa heftige, fordi "Directionen vel herefter igjen vilde smidde Skuespillerne ind iblandt Kjæltringerne i Blaataarn", hvilket den for øvrigt ogsaa gjorde.

Denne Begivenhed havde endnu ikke taget Ende, da der udspandt sig en anden, hvori Warnstedt atter øieblikkeligt skulde lide Miskjendelsee og Rahbek spille en Hovedrolle. "Det dramatiske Selskab" havde under Arends flittigt fortsat sine Øvelser, hvori Schwarz meget ivrig vedblev at deeltage, og Warnstedt, som, i Egenskab af Directeur og virksom Befordrer af alt, hvad der kunde fremme Selskabets i Lovene fastsatte Hensigt, var bleven optaget til Æresmedlem, viste det ogsaa under dette Formandsskab al mulig Velvillie, overværede ofte dets Møder, yttrede sin Glæde over Tilgangen af Medlemmer, roste med Varme enhver kunstnerisk Bestræbelse og opfyldte dets Anmodning om at maatte holde Samlingerne paa Theatrets [sideskift][side 171]Syngeskole. At Rosing paa ny fremkom med sit Forslag om at optage Rahbek som Æresmedlem vakte imidlertid snart igjen Uenighed. Arends motsatte sig, ligesom den tidligere Formand, at den unge Mand, som, hvor høie Meninger end de der kjendte ham med Rette kunde have om hans Talenter, ikke endnu havde vundet nogen offenlig Anseelse, tilkjendtes Krav paa at blive Æresmedlem af et Selskab, som dets Medlemmer dog burde være de første til at tillægge nogen Betydenhed. Da denne Modstand af Rosing og et Par Medlemmer, der gjerne vilde sætte sig paa en god Fod med Parterrets Toneangivere, blev angrebet med en Bidskhed, imod hvilken Arends følte at han ikke kunde sætte Schwarz's Fasthed, fratraadte han Formandsposten, som Partiet nu fik den skikkelige og beskedne Hansen intrigueret ind i. Saa charakteersvag Hansen end var, skred dog ogsaa han tappert imod Rosings ligesaa bydende fremsatte som urimelige Forlangende, og erklærede, at han aldrig vilde give sit Samtykke til Optagelsen af et Æresmedlem, naar man ikke angaaende den Foreslaaede kunde paavise Noget, der i mindste Maade gav Krav paa Æresbeviisning. Rosing vilde nu, at Rahbek, for at faae et saadant Krav, skulde opgive sig som Forfatter af "Den unge Darby", som han nylig havde indgivet anonymt til Theaterstyrelsen, men da Rahbek havde faaet Nys om, at baade Jacobi og Rosenstand vel fandt Talent i Stykket, men vare enige om, at den Skuespilart, hvortil den hørte, var forkastelig og ikke maatte ønskes indført paa den af Holberg grundlagte danske Skueplads, indsaae man at Vedkjendelsen af Forfatterskabet snarere vilde frakjende end tilkjende Rahbek den attraaede Udmærkelse. Imidlertid, Rahbek vilde være Æresmedlem, Rosing havde sat sig i Ho[sideskift][side 172]vedet at han skulde være det, og et Krav maatte der skaffes tilveie for at han kunde blive det. Nu anmeldte Rahbek, at han havde begyndt en Oversættelse af Diderots theatralske Værker, hvoraf 1ste Deel var færdig fra Trykken, og Rosing fandt, at derved var det opnaaet. Efter en Tale, i hvilken han udviklede, hvor gavnligt og hæderligt et Foretagende Oversættelsen af dette i dramaturgisk Henseende maadelige franske Værk var, støttede han paa Udgivelsen af dets 1ste Deel den Paastand, at ei alene havde Rahbek gjort sig værdig til at være Æresmedlem af Selskabet, men at det endog vilde være en Erklæring om dets fuldstændige Udygtighed til at dømme om Fortjenester i dramaturgisk Retning, hvis det ikke eenstemmigt kaarede ham dertil. Uden den i flere Møder fortsatte heftige Debat derom bleve Rosings og Preislers Stiklerier paa Spytslikkere og Øientjenere saa nærgaaende, at Schwarz, uagtet Warnstedt paa det indstændigste havde bedet ham at vedblive som Medlem, for ved sin Anseelse at forebygge de Udskeielser, der vilde lede til at et Skuepladsen saa gavnligt Selskab faldt sammen, opbragt erklærede, at en saadan Tone maatte gjøre det usømmeligt at deeltage i hvad man behagede at kalde Forhandlinger, hvorfor han meldte sig ud. Otte andre Medlemmer gave samme Erklæring. Deres Bortgaaen gjorde vel de sex Tilbageblevende noget forbløffede, men Rosing reiste ikkedestomindre paa ny sin Fordring, som han dog, ved at Hansen afbrød bestemt med Forsikkringen om, at hvis der blev talt et Ord mere om denne Sag, da vilde han følge de andre Medlemmer, som efter hans Mening havde handlet fuldkommen rigtigt, fandt sig bevæget til at lade falde. Men den var ikke opgivet: Rahbek maatte ind. Det store Tab af Medlemmer, som [sideskift][side 173]Bestridelsen af hans Optagelse havde foranlediget, skulde nu netop være en Grund til at beslutte den. Man fik endelig vendt og dreiet Hansen saaledes, at han gik ind paa, at da Medlemsantallet var saa lidet, skulde man, som "arbeidende" Medlemmer optage Mænd, der som Forfattere eller Skuespillere vilde hellige sig Skuepladsen og "havde givet Tegn paa Anlæg dertil." Nu var Adgangen aabnet Rahbek; dog skulde for at ikke hans Optagelse fik Udseende af personlig Begunstigelse, men Skin af at være skeet ifølge det nu antagne Princip, hans og Rosings daglige Omgangsvej: den 23aarige Student Pram, dengang Huuslærer hos Etatsraad Bornemann og i sin Kreds agtet for en ypperligt, lyst Hoved, men blot offenlig bekjendt ved Oversættelseen af "Ines af Castro", der kun fandt ringe Bifald, ligeledes optages som "arbeidende" Medlem. Senere blev endnu een god Ven af Rahbek, Studenten Peter Christian Zeuthen, der havde oversat 2den Deel af Diderots theatralske Værker, "arbeidende" Medlem. Denne Selskabets stærke Tendentsforandring var ingenlunde til Warnstedts Behag, da den upaatvivlelig vilde svække dets gunstige Indflydelse paa Skuepladsens Kunstneriske Forhold; ikke destomindre viste han det endnu meget Velvillie. Men da der, efter Rahbeks Forslag, blev taget den Beslutning, at Medlemmerne af Selskabet kun i det skulde indstudere deres Roller og derpaa, efter det, som man der, ved indbyrdes Kritik, var blevet enig om, spille dem uden at ændse "de Raad, som Instructeurpaatrængenhed kunde faae isinde at bagbinde de Spillende med", ansaae Warnstedt det med Rette for sin Embedspligt, at bringe Overtilsyns-Commissionen til Kundskab om, "at en privat Instruction af Folk, som selv kaldte sig Lærlinge i Kunsten, tilsigtede [sideskift][side 174]ved den kongelige Skueplads at tage Myndighed over den Instruction, som af Hs. Maj. var forordnet givet af den, der var det hele Publikum bekjendt som Mester i sin Kunst." For dog "ikke at blande sig i denne Handel", indskrænkede han sig til at forlange af Schwarz en Indberetning om Aarsagen til hans Udtrædelse af Selskabet, og af Preisler, som var dets Secretair, Opgivelse af Medlemmerne, hvilke Actstykker han indsendte til Overtilsyns-Commissionen med blot Underretning om den foregaaede Forandring, samt, "da denne kanskee ikke kunde være aldeles overeenstemmende med de Tanker, som Overtilsyns-Commissionen hidtil kan have havt om bemeldte Selskabs Stiftelse", Anmodning om "dets Befaling, hans Forhold mod dette forandrede dramatiske Selskab betræffende for Fremtiden."

Under 7de December 1779 indgik Overtilsyns-Commissionen til Kongen med følgende Forestilling: "Det af Instructeur Schwarz stiftede dramatiske Selskab, som i det Praktiske bestod af de unge Skuespillere af begge Kjøn, havde til Hensigt, ved indbyrdes private Øvelser og Underviisning at opnaae en desto hastigere Færdighed i Skuespilkunsten. Med dette Selskab er, efter vedlagte Promemoria fra Kammerherre Warnstedt og hosføiede Beretninger fra Instructeur Schwarz og Acteuren Preisler, nu forefalden den Forandring, at deraf er udgaaet Stifteren, Schwarz, Acteurerne Elsberg og Busk og Actricerne Gjelstrup, Schall, Fogh, Møller, Aaslew og Astrup, og af de forrige Lemmer kun vedblevne Acteurerne Arends, Rosing og Preisler, tilligemed Regisseur Hansen og Actricerne Rosing og Preisler, hvilke endnu have valgt til Medlemmer 3 unge Studenter: Rahbek, Pram og Zeuthen. At indbyrdes Uenighed har været Grunden til denne Forandring og Skils[sideskift][side 175]misse, og at Schwarz, som Stifter, har havt billig Føie til at gaae ud af Selskabet, derom er Commissionen fuldkommen underrettet. — Da Selskabets første Indretning og Hensigt saaledes er forstyrret, og det nuværende, som rimeligviis vil udgjøre et Partie for sig selv, kun bestaaer af 3 Acteurer, 2 Actricer, Regisseuren og 3 fremmede Studenter, saa er det troligt og fast umodsigeligt, at deraf ikke alene vil fødes mere Uenighed imellem Skuespillerne indbyrdes, men at endog hvert Partie for sig vil søge sine Tilhængere in publico, hvortil de 3 unge Studenter kunne blive beqvemme Redskaber, og hvoraf meget let kunde opstaae ubehagelige Uordener. Det bedste Middel til at forebygge disse, var uden Tvivl at ophæve det dramatiske Selskab, og at forbyde al saadan privat Sammenkomst paa Theatrene; men derimod at paalægge Theaterdirecteuren, alvorlig at tilholde Instructeurerne, ved Prøverne og Repetitionerne paa Stykkerne at rette Skuespillernes Feil i Declamationerne, Minerne og Gebærderne, og at give dem den med hver Rolle især passende Underviisning; hvoraf følger, at Schwarz, som Instructeur for de Yngre og i Comiske Roller, retter og underviser Acteurerne Rosing, Busk, Gjelstrup og Preisler, og Actricerne Preisler, Møller, Aaslew og Astrup, saavelsom i Tjener- og Soubrette-Roller Acteurerne Bech og Kemp, og Actricerne Gjelstrup, Schall og Petersen; hvorved blev og at forstaae de Unge, som herefter maatte tilkomme. De Øvrige, som alle ere at henregne til den ældre Klasse, havde da at modtage Rettelse og Underviisning af Instructeur Rose. Paa denne Maade opfyldes Deres kongl. Majestæts allerhøieste Befaling af 9de Marts 1778 med Hensigt paa disse to Instructeurers Forretninger. Ifølge heraf ind[sideskift][side 176]stiller Commissionen allerunderdanigst til Deres Majestæts allernaadigste Resolution: om ikke det dramatiske Selskab aldeles maatte ophæves, og al saadan privat Sammenkomst paa Theatret forbydes, da det derimod paaligger Directeuren alvorligt at tilholde Instructeurerne, hver for sig, efter ovenmeldte Indeling ved Prøverne og Repetitionerne af Stykkerne at rette og undervise Skuespillerne af begge Kjøn, saaledes som det bedst passer sig til enhver af de forskjellige Roller. — Eickstedt. Holstein. Høegh Guldberg. Jacobi."

Endnu samme Dag fra hvilken Forestillingen er dateret fik den Kongens: "Approberes i alle Poster". Opløsningsordren traf just Selskabet i et Møde og under en Discussion om Spillet i "Den uheldige Lighed", efter hvilken der skulde tages Beslutning om Optagelse af endnu en Student: den 20aarige Jonas Rein. Pram fandt, "at der dog i Grunden kunde være nogen Rimelighed i, at Theatergjerningen ikke vilde taale et selvbeskikket Parlament, der havde stor Lyst til at regjere den"; men Rosing og Rahbek bleve yderst forbittrede: den Første især ved at han af den kongelige Resolution var bleven overgivet en Instructeur til Rettelse og Underviisning; den Sidste fornemmelig baade fordi han vilde have bragt i Erfaring, at der i Forestillingen skulde være talt om Complot og Cabale, hvormed han ikke vilde taale at man bragte hans Navn i Berørelse, og fordi Ophævelsen skulde være et Forræderie af Warnstedt, hvilket kun var opspundet af Had til ham, og saa meget sortere, da Kammerherren for 14 Dage siden havde talt med ham uden at yttre sig imod Selskabet, men tvertimod givet ham Medhold i at det nu, efter den ny Plan, ret vilde blive gavnligt. Forestillingen viser, at [sideskift][side 177]Rahbeks Formodning var falsk, og det varede ikke længe inden han maatte erkjende, at Beskyldningen for Had var det ikke mindre, thi det var netop Warnstedt, der, efter at Rahbek havde navngivet sig som Forfatter af "Den unge Darby" og hverken Jacobi eller Rosenstand bestemt vilde erklære sig for Antagelsen, bevirkede denne, idet han paastod: at hvor vidt Arten fortjente Bifald skulde man lade Publikum dømme om, og om der end var Mangler ved Stykket, burde man dog, da det ikke lod sig nægte, at der ogsaa fandtes meget Smukt deri og det var Rahbeks første Arbeide, lade det komme paa Scenen, for at opmuntre ham til fortsat Virksomhed for Skuepladsen. Om sin Uret kom Rahbek ogsaa saaledes til Overbeviisning, at han den 23de April takkede Warnstedt for "al den ham i Anledning af Darby beviste Artighed"; ja i April 1782 vedgik han endog, da han tilfældigviis blev vidende om, at Warnstedt ivrigt søgte at afkræfte den skarpe Indsigelser, som imod Antagelsen af "Sophie Brauneck" vare fremsatte af baade Jacobi og Rosenstand: "De har, Hr. Kammerherre, ved denne Leilighed paa saa ædel en Maade gjort Bagvaskelser til Skamme, og tvungen mig til at rødme over, jeg havde miskjendt Dem, men ogsaa dette vil Deres Bevaagenhed undskylde." For Resten vedblev "Det dramatiske Selskab" endnu nogen Tid, paa Trods, at holde Møder i Rosings og Preislers Hjem, men da det ikke mere kunde skaffe sig den tilstræbte Myndighed, og et Par af Medlemmerne, navnlig Preisler og Forfatteren af "Den unge Darby", personligen kom til at trænge til Warnstedts Velvillie, forsvandt det snart, men vil dog altid i Theaterhistorien blive en stor Mærkelighed, ved at have aabnet Ewald den Vei til Anerkjendelse af Folket, hvilken Skuepladsens kongelige [sideskift][side 178]Bestyrelse ikke havde havt poetisk Sands nok til at berede ham, og som et Skuespillersamfund, der, alene sammenholdt ved Kunstfølelse, bestod i hele halvtredie Aar.

I disse ubehagelige Sammenstød havde Warnstedt havt Retfærdigheden paa sin Side; hans Handlemaade havde været den kloge Directeurs og faste Mands, men uden at han derved krænkede noget Humanitetshensyn: tvertimod, han havde viist megen venlig Imødekommen og var først bleven den Strenge, naar han saae den miskjendt eller endog misbrugt. Efter at disse Fortredeligheder vare overvundne kom han imidlertid ind i nye, der bleve Kunsten og den Anstalt, hvis Velfærd det var hans Pligt at fremme, til store Skade, og som han ei alene selv havde virket til at fremkalde, men ikke brugte just de smukkeste Midler til at rede sig ud af. I Slutningen af forrige Saison havde Fru Walter begyndt at antage en bemærkelig Tilbageholdenhed imod ham; men han vidste, at hun maatte troe at have god Grund dertil, og burde derfor, da den blev ham ubehagelig, ved en Forklaring have søgt at forjage den Mistillid, hvilken ikke hun, men han selv bar skylden for. Han blev derimod meget fornærmet derved, og viste hende saa stærkt en lignende Behandling, at de ved Theateraarets Begyndelsee saae hinanden med den dybeste Uvillie, der hos Warnstedt blev næret ved Eickstedts Bagvaskelseer, og hos hende ved Opæggelser af de Skuespillere, der vare Warnstedt fjendske, men helst vilde see at komme ham tillivs ved hendes store Anseelse. Saaledes var Directeuren bleven et godt Redskab for Eickstedt, der ikke alene med den usleste Lumpenhed greb enhver Leilighed til at ydmyge Kunsterinden, men dog, hvad Warnstedt, ifølge flere af hans Breve, ikke da havde fjerneste Formo[sideskift][side 179]ding om, lurede paa et Paaskud til at jage hende fra Theatret. Allerede førend Saisonnen havde Fru Walter i Festforestillingen paa Fredensborg indlagt sig stor Ære ved Udførelsen af Cecile i "Rosenbruden i Salency". Hendes fortryllende Skjælmerie, den Fyrighed og dybe Sandhed, hvormed hun udtrykte elskovsfuld Fortvivlelse, og hendes henrivende Sangforedrag indtog saaledes de kongelige Personer, at Eickstedt, uagtet det onde Rygte, han ved Hoffet havde søgt at sætte hende i, til sin store Ærgrelse blev befalet at fremstille hende for dem og maatte høre, at de sagde hende mange Artigheder. Men det var ogsaa som om hun, i Forudfølelse af, at hun snart skulde forlade sit Publikum, søgte at overgaae sig selv for at gjøre sig uforglemmelig af det. I "Laurette" vandt hun i Titelrollen, endskjøndt Stykke og Musik vare for maadelige til at gjøre Lykke, stormende Bifald, og en endnu større Triumf feirede hun i "Det talende Skilderie" som Colombine, ved en elskværdig Overgivenhed, der begeistrede Tilskuerne saaledes, at Jfr. Møller, som udførte den taknemmelige Elskerinderolle og kun var blevet svagt applauderet et Par Gange, lod sig forlede til at give sin Forbittrelse Luft i stærke Udtryk. Dette blev Publikum bekjendt, og Følgen var, at det endnu stærkere beklappede Fru Walter ved anden Forestilling, hvorover Eickstedt yttrede sin Harme for Warnstedt og udbrød, at det kun var ved Rænker og Cabaler "at denne frække Person skaffede sig Partie og adherenter hos Publikum imod den stakkels lille Møller, hvis gode Hjerte var saa blødt, at hun kun græd og sukkede over al den Ærgernis hun havde, saa at han frygtede for at hun i sin Kleinmodighed skulde miste Forstanden." Warnstedt tjente ham ogsaa i, efter at den bekjendtgjorte tredie [sideskift][side 180]Forestilling var givet, at holde Stykket ude af Repertoiret indtil Kongen forlangte at see det, og hastede derimod paa Opførelsen af "Vildmanden", som ved Grétrys skjønne Musik havde gjort uhyre Lykke i Paris, og hvori kun Jfr. Møller havde et Glandspartie. "Vildmanden blev imidlertid ei alene modtaget med megen Kulde, men Jfr. Møller vandt aldeles ikke det ventede Bifald. Paa samme Tid udbredte sig Rygtet om en Chicane imod Fru Walter, til hvilken Warnstedt havde rakt Haanden. Ewalds "Fiskerne" skulde uddeles og det var baade Fru Walter og flere af Digterens Venner bekjendt, at saavel han som Componisten havde bestemt Lise for hende; men Jfr. Møller, der havde hørt, at dennes Syngepartie var taknemmeligere end Birthes, som hun skulde udføre, overhængte Generalen for at han skulde skaffe hende Lises Rolle. Eickstedt tyede til Warnstedt om Bistand, og denne fik overtalt Ewald til, i et Brev til ham, at erklære Birthe for den vigtigste Rolle og derfor udbede sig den besat med Fru Walter. At Warnstedt saaledes havde været villig til at gaae Eickstedts Ærende og, ved sin Anseeelse som Directeur og fik personlige Forhold til Ewald, afpresset Digteren en Erklæring, hvilken man vidste var meget imod hans Ønske og kun havde til Hensigt at sætte Begynderinden Jfr. Møllers Indfald igjennem paa den tilbedte Kunstnerindes Bekostning: dette opvakte hos Publikum den heftigste Uvillie imod baade ham, Jfr. Møller og Eickstedt, og man ventede kun Leilighed til, ved en glimrende Hylding af Fru Walter, at lade dem føle den. Ved hendes næste Optræden som Colombine blev der derfor, da Kongen — efter hvad man fortalte, kun for at drille Eickstedt — begyndte at klappe, tiljublet hende et saadant Bifald, som der aldrig [sideskift][side 181]i Hoftheatret var hørt Mage til. Eickstedt blev yderst forbittret og udbrød ude af sig selv til Warnstedt, at "man maatte see at blive vel af med denne prætentiøse og ubehagelige Person, da skulde man vel snart faae Rolighed og alt gaae i en god Gleis Theatret til Bedste." At Eickstedt virkelig tænkte paa at faae Fru Walter bort og allerede havde ei alene udkastet, men ogsaa begyndt at iværksætte en Plan til endog at drive hende til selv at gaae, havde han ikke endnu til dette Øieblik ladet Warnstedt mærke. Den Triumf, der skulde skaffes Jfr. Møller, tog Fru Walter. Ved den Djærvhed og Hjertelighed, hun udbredte over sin Rolle i "Fiskerne", og Varmen i hendes Udbrud af Kjærlighed og Deeltagelse for Knud fik hendes Fremstilling en saa glimrende Virkning, at hun ikke alene blev den første af de to Elskerinder, men af alle Stykkets Personer. Derimod spillede Jfr. Møller Lise saa maadeligt og sagde Versene saa opramsende, at endog hendes Velyndere kaldte denne Rolle hendes uheldigste. Eickstedt havde imidlertid fundet Udveien til at skaffe sin Yndling den overmægtige Rivalinde af Halsen; den var nedrig, og Ministeren maatte for en saa smudsig Sags Skyld misbruge sin Konges Navn til to Voldshandlinger, men det tog han ikke i Betænkning. Den tydske Violinist Müller, der om Sommeren havde givet Concert og, som en af Europas største Virtuoser, vundet stort Bifald, var en smuk Mand og havde ved en fiin Verdenstone og et meget indtagende belevent Væsen fundet venlig Optagelse i flere ansete Huse. Under en Concertprøve var han kommen til at tale med Fru Walter og forelskede sig i hendes saaledes, at han besluttede at blive her, for at søge en Plads i Capellet, hvilken Hartmann meget ivrigt arbeidede for at en [sideskift][side 182]Mand, som "vilde være det til baade største Ære og Nytte" kunde opnaae. Hvor vaersomme de Elskende end havde været over deres Opførsel, fordi Fru Walter vidste, at hvad hun foretog sig blev nøie bevogtet og ilde udlagt, rygtedes det snart, at de vare hemmeligt forlovede og tænkte paa at gifte sig. Dette reent personlige Forhold var det at Eickstedt vilde benytte til Kunstnerindens Fordrivelse. Efter at den gamle Vellystling havde reist et stort Veeraab derover, som en forargelig Kjærlighedshistorie, der ikke burde taales, lod han sig under 10de Februar give en kongelig Cabinetsordre, hvorefter "den tydske Musicus Müller ikke maatte antages", og det blev paalagt Politimesteren at sørge for, at "bemeldte Müller, som har indladt sig i Kjærlighedshandel med Actricen Walter", inden tre Dage forlod Hovedstaden, hvilken Ordre Generalen af egen Magtfuldkommenhed fortolkede derhen, at han skulde "rømme Hs. Majestæts Lande og Riger". Forbauset henvendte Müller sig til den preussiske Minister med Besværing over denne Udviisning, bestemt Erklæring om, at hans pecuniaire Forhold ikke gjorde ham det muligt at forlade Kjøbenhavn førend om otte Dage, og en formelig Protest imod, at man, ved at have foreskrevet ham at gaae til Tydskland, endog paalagde ham Tvang med Hensyn til hvor han vilde opholde sig udenfor Kongen af Danmarks Rige. Warnstedt blev af Generalen sendt til den preussiske Minister for at anmode ham om Pas for Müller til Berlin, men fik, efter at Ministeren havde yttret sin store Forundring over en saa vilkaarlig og hidtil i Danmark aldeles usædvanlig Fremfærd imod en fredelig Virtuos, der under sit Ophold i Kjøbenhavn havde ført et ulasteligt Liv og vundet Alles Agtelse som Kunstner og Menneske, den [sideskift][side 183]Besked, at Ministeren ansaae det for en Fornærmelse imod sig personlig om der ikke tilstodes Müller, som han havde gjort sig en Fornøielse af at see i sit Huus, otte Dage til hans Sagers Ordning, naar han forpligtede sig til ikke at see Fru Walter; samt at ingen Regjering skulde fordriste sig til at paalægge en preussisk Undersaat hvor han havde at tage Ophold udenfor dens Grændse, og Müller havde erklæret, at han ikke vilde gaae til Berlin, men til Stockholm. Dette var meget imod Eickstedts Hensigt, thi om Fru Walter, som han antog, fulgte efter Müller, da saae han ikke gjerne at det skete til Stockholm, hvorhen Gustav den Tredie allerede i 1771, under sit Ophold i Kjøbenhavn, havde ladet hende indbyde til at spille Opera og hun altsaa kunde vente "et Engagement, som maaskee skulde blive hendes frække Opførsel til en ganske ilde meriteret glorieuse Recompense". Ministerens Erklæring var imidlertid afgjørende og der maatte udstedes Ordre til at Müller kunde gaae til Sverrig, men han skulde da, istedetfor ellers den 21de at være i Korsør, den 18de være i Helsingør for derfra at gaae over til Sverrig.

Denne oprørende Fremgangsmaade imod to beundrede Kunstnere, som Publikum ønskede at beholde, og at den af en saa udsvævende STormand, som Eickstedt, anvendtes imod et aldeles personligt Forhold, hvori de Paagjældende ikke havde viist mindste Usømmelighed, og som de endydermere vilde hellige ved Kirken og stille under Lovenes Beskyttelse, vakte stor Uvillie hos Alle. Fru Walter indgav strax Ansøgning om Afsked; men paa selvsamme Dag, som den for sin Usædelighed bekjendte Dandserinde Jfr. Dallas, der var frugtsommelig og efter sin Barselseng vilde tage til Stockholm for at faae bedre Engagement, blev [sideskift][side 184]forundt den af hende søgte øieblikkelige Afgang, resolveredes, at "for Actricen Walter kan ingen Afsked bevilges". Da Fru Walter paa Theatret, midt under Prøven paa "Vennen af Huset", fik Warnstedts skriftlige Meddelelse derom, ilede hun strax hen til ham og udbrød opbragt: "Tør jeg spørge Dem, Hr. Kammerherre, hvad de danske Actricer, for den usle Løn, de faae, solgt sig til Slaver paa Livstid, eller er det kun mig, som Deres Høivelbaarenhed har gjort den Ære at kalde Deres bedste Actrice, De vil at det skal være det?" Warnstedt tog hende tilside og søgte at berolige hende med, at Hs. Excellence ikke havde kunnet udvirke hendes Afsked, men bad hende være forsikkret om, at han ikke vilde lægge hende Hindringer iveien, dersom hun paa anden Maade gjorde sig løs fra sit Engagement. "Uha!" raabte hun i sin muntre Tone, saa at alle de Prøvende hørte det, "han vil lukke Øinene dersom jeg skulde faae isinde at desertere? Ja siig De Hans Excellence, at har han ingen anden Maade at vise mig Uartighed paa, saa behøver jeg ikke den; thi vil jeg desertere, saa skal jeg nok sørge for at gjøre det saaledes, at hans Hindringer ikke skal forhindre det." Fra nu af gik Rygtet, at Fru Walter hemmeligt vilde forlade Kjøbenhavn, og Publikum strømmede ei alene til de Forestillinger, hvori hun spillede, for enten ved sin Hylding at bevæge hende til at blive, eller at have seet hende den sidste Gang, men der vistes hende ogsaa mange andre Agtelsesbeviser. Saaledes blev der, efter at hun den 10de Marts havde spillet henrivende skjønt i "Lucile", endnu samme Aften sendt hende et Brev af følgende Indhold: "Man udbeder sig den Godhed af Dem, at tage indlagte 300 Rdlr. som et Beviis paa at mange beundre Deres Talent, endskjøndt de mangle Evne til at [sideskift][side 185]belønne Dem." Eickstedt, der selv, 14 Dage efter, gik om ved Hoffet og gjorde Indsamling for Jfr. Møller og frydede sig som et Barn ved "at den Lille faaer 400 Rdlr., dog det ikke var ventet, at det skulde indkomme mere end 300", Eickstedt kunde i sin Lumpenhed ikke dølge sin Ærgrelse over en saadan Udmærkelse for Fru Walter; to Dage efter skrev han til Warnstedt: "Det er mig meget kiært at et Selskab distinguerer Sig saa merkelig til fordeel for Madame Walter, mens skal det være en Reitzeskilling, saa i fald samme dertil emplyeres bygger de selv en Broe til at befordre ved hendes Bortreitze en afgang i deres søde følelser for ende angeneme Person og uskaterlige talenter, hvo vil da igjen Kunde læge saa smertelige Saar." — Generalen havde allerede havt en Fortredelighed, der lod ham vente flere, selv om han fik Fru Walter bort. Da ved den femte Forestilling af "Fiskerne" nogen Hyssen lød idet Jfr. Møller gik op mod Baggrunden efter sin Arie i anden Act, havde hun vendt sig om med et haanligt Blik til Parterret, kastet knipsk med Nakken, løbet ind i Coulissen og derefter hele Aftenen sunget mut og kold med halv Stemme. Under de øieblikkelige Forhold blev dette for Publikum en Fornærmelse, der maatte straffes alvorligt. Rygtet gik, at naar hun optraadte næste Gang skulde hun hysses ud. Uvillien var saa levende, at der, "endskjøndt", som Generalen paastod, "Jfr. Møller ei havde fornærmet Publikum, men uskyldig var af endeel bleven fornærmet", maatte tænkes paa, at dæmpe den ved en Afbigt, hvis Affattelse af Warnstedt gav Statsministeren meget at tænke paa, da "det kommer kuns an at hon ey forgiver Sig for meged, at hon derhos varer Sig for det mindste ord der kan være anstødelig, derved dog viiser sin sædvanlige modestie i [sideskift][side 186]hensigt af Sig selv, og den høflighed hon skylder enhver i almindelighed". Jfr. Møller gjorde imidlertid, i sin Hidsighed efter at holde paa Primadonnaværdigheden ligeoverfor den Forfulgte, kun sin Uret værre, ved slet ikke at ville spille med Fru Walter i "Zemire og Azor", der var det Stykke, hvori hende næste Optræden skulde finde Sted. Hun havde under Fru Walters Sygdom spillet Zemire og hendes Rolle, Lisbe, var bleven givet af Mad. Gjelstrup, der billigen ønskede sig fritaget for et Partie, som laae over hendes Evne. Generalen holdt med Jfr. Møller i at hun ikke vilde udføre det, og skrev til Warnstedt: "det blev Walter en Glorie naar hun Møller skal trine tilbage i hendes forrige Rolle og kanskee den Lille vilde ved denne Tid tage sig det nær. Dog", meente Overtilsyns-Commissionens første Medlem forslagsviis, "skulde ikke en liden Forkjølelse kunne undskylde og være Paaskud ei ret at kunne synge?" Den kloge Warnstedt indsaae let det Ufornuftige og Farlige i at føie Jfr. Møller i en saadan Caprice, som strax vilde af Theaterpersonalet være blevet bragt ud i Publikum; han sendte øieblikkeligt Eickstedt følgende Svar, hvorigjennem man tydeligt seer Begges Stilling til Anlæget imod Fru Walter, og den almindelige Mening derom: "Hvad det angaaer, at fritage den lille Møller for den anden Rolle i Zemire, da kan jeg forsikkre Deres Excellence, at jeg med Overlæg, i Sammenhæng med mange gode Grunde, har indrettet det saaledes, at det virkelig ikke kan fortryde hende, med mindre hun vilde miskjende sin sande Fordeel, som jeg troer bestaaer meget i Ro og fredelig Omgang med hendes for Størstedeel misundelige og hadefulde Kammerater, som ved denne udmærkede Distinction vist ikke vilde undlade paa det bittreste at chicanere [sideskift][side 187]hende, hvilket i denne Tid, da hun eller har virkelig Fortred nok alligevel, kunde gjøre hende mere mismodig, end at spille en Rolle, hvortil jeg paa den anstændigste Maade har præpareret hende. Alles Øine ere i denne Tid henvendte til hende og de Skridt, man foretager med hende. Jeg troer derfor, at man for hendes nærværende og tilkommende Lykkes Skyld, uden Hensyn til andre Considerationer, maa være saa passiv og vaersom som mueligt, og før opoffre nogle af hendes smaa Fordringer nu, for siden at forskaffe hende reellere uden Misundelse eller Nogens Fortrydelse. Dette maa jeg dog sige, at ingen billig Krænkelse kan være for hende, at spille sin egen Rolle i et Stykke, hvori hun med Ære, som Doublant, har spillet den første Rolle før. Det er, efter mine Tanker, tvertimod Ære for hende, at hun er nødvendig til begge Roller; thi Mad. Gjelstrup kan aldrig synge hvor Jfr. Møller har sunget, med mindre Nøden gjør det til en Lov, og her er ingen Nød. Desuden har Hoffet og Publikum Ret at begjære et godt Stykke saa godt forestillet som muligt. Deres Excellence maa naadig tilgive mig mine frie, men velmeente Tanker, som jeg dog aldeles og uden mindste Anger frafalder, naar Deres Excellence ikke skulde billige samme som grundede. Jeg skylder Deres Excellence saare meget, og kan Intet betale uden med sandfærdig Oprigtighed". Rigtigheden af Warnstedts Yttringer var saa indlysende, at Eickstedt overtalte Jfr. Møller til at spille; og ved at Lisbe ikke, formedelst Stykkets Situationer, fremtræder saaledes, at der for Publikum bliver særlig Anledning til at yttre Bifald eller Mishag med Udførelsen, viste sig, at Warnstedt ogsaa virkelig megetvel overlagt havde til hen[sideskift][side 188]des første Optræden valgt just denne Rolle for at sikkre hende imod Ydmygelse.

Denne vilde have været saa meget bittrere, da der just forberedtes hende en stor Triumf, som ret skulde vise Fru Walter, at Bestyrelsens Naade saa afgjørende havde kastet sig paa en Anden, at der ikke mere af den var Noget at vente for hende. Der var, som tidligere anført, i Capellet en Violinist Darbès, Søn af Italieneren Darbes, der i 1747 var kommen til Kjøbenhavn som Sanger og Factotum hos Mingotti. Han havde ved Virtuositet paa sit Instrument faaet Ansættelse som Kammermusikus, men udraabte sig selv for at have ualmindeligt Talent for Composition og Sangundervisning, og overhængte ideligen de Formaaende ved Hoffet om, at de skulde antage sig ham saaledes, at han kunde finde Anvendelse i disse Fag, hvori han lovede at ville gjøre Underværker. Han lod det ikke være nok med at ville bane sig Vei ved at udbasune sin egen Fortræffelighed, men hans vrantne, indbildske og misundelige Charakteer drev ham til at nedrive og bagvaske alt hvad der i den musikalske Verden skjænkedes nogen Udmærkelse, og han forsmaaede end ikke smudsige Midler til at skaffe sig Anseelse. Saaledes blev han i 1781 af en Capelmusikus Kietz overbeviist om at en af ham componeret Paaske Cantate, hvoraf han gjorde stort Væsen, var Node for Node, afskrevet efter et Partitur af en ubekjendt Componist, hvilket Kietz havde arvet efter den russiske Minister Baron Korff og, for 12, 14 Aar siden, efter indstændig Begjæring, afhændet til ham for 20 Rdlr. Opdagelsen af hans artistiske Tyverie hævnede han meget lumpent, ved at benytte sin Formaaenhed hos Eickstedt til, Aaret efter, at faae Kietz, der sad med stor Familie, pen[sideskift][side 189]sioneret med 50 Rdlr. Saasnart Darbès bemærkede, hvorledes Eickstedt havde kastet sin særdeles Naade paa Jfr. Møller, ved enhver Leilighed fremdrog hende paa alle de Andres Bekostning og ganske føiede sig efter hendes Indfald, havde hans italienske Snuhed opdaget en sikker Vei til at komme frem. Uagtet Potenza, der havde været en fortrolig Ven af hans Fader og ogsaa omgikkes ham meget venskabeligt, var af Alle erkjendt for en ligesaa indsigtsfuld som i sin Virksomhed utrættelig Sanglærer, forestilte han Eickstedt, til hvem han havde faaet Adgang ved at Warnstedt meget indtrængende havde bedet Generalen at gjøre Noget for en saa fremadstræbende Mand, ofte hemmeligt, og endelig den 16de Marts i et langt Brev, at Potenzas Methode var saa aldeles feilagtig, at Jfr. Møller ei alene aldrig efter den vilde opnaae den fornødne musikalske Kundskab, men inden kort Tid maatte faae sin Stemme uopretteligt ødelagt. Generalen kunde sildigere, hver Gang Darbès og Jfr. Møller kom i Kævlerie, ikke finde kraftige Udtryk nok til at fortælle Warnstedt, at "Darbès var et ondt, hadefuldt Menneske, som fullenkommelig havde sin Lyst i andre Folks Chagrin, og dermed ikke andet end en Charlatan udi den musikalske Kunst, saa at han, som er frugtbart nok, bedre forstaaer at tilfuske en Stemme, end at frembringe af den de gode Gaver". Ikke destomindre gik han nu ind paa at sætte Jfr. Møller i Skole hos denne Fusker, blot fordi han deri fandt et Middel til paa en fiffig Maade at opnaae et personligt Ønske. Han skulde nemlig om Sommeren ligge med Hoffet paa Fredensborg, og det var ham meget om at gjøre, at finde et Paaskud til ogsaa at faae Jfr. Møller derud, uden at det, om det end troedes, kunde siges, at hun var der for hans Skyld. Dette Paaskud [sideskift][side 190]opdagede han strax at have i, at det blev hende anviist at tage Veiledning hos Darbès, der ogsaa, i Egenskab af Kammermusikus, skulde opholde sig ved Hoffet paa Fredensborg. Der var for Udførelsen af denne Plan et Par Vanskeligheder: Potenza havde ei alene været Jfr. Møller en særdeles omhyggelig Lærer, men ivrigt tjent baade hende og Generalen, ved at foreslaae hende fremfor Fru Walter til enhver Rolle, som Jfr. Møller faldt paa at ville have; man vilde derfor, ved at henvise hende til en Anden, der aldrig havde viist Dygtighed, for at hun hos denne skulde faae en bedre Underviisning, end han havde formaaet at give hende, vise en saa stor Utaknemmelighed, at Potenza fik god Aarsag til en Vrede, som han vist vilde søge tilfredsstillet ved alle de Chicanerier, hans Stilling gav ham Leilighed til; og: det gik ikke an, at Jfr. Møller laae alene i Fredensborg, thi det vilde stille den sande Hensigt altfor stærkt i Forgrunden. Dog, det gjaldt Jfr. Møller; Eickstedt vidste at raade Bod derpaa. Først kom under 17de April en kongelig Ordre saaledes lydende: "Vi ville herved tilkjendegive Commissionen Vort allernaadigste Velbehag over Syngeskolens Fremgang og dens hidtil udmærkede Nytte, saavel for Theatret som for Concerterne, og at det ikke har kunnet være ubemærket, at af Actricerne især nogle, som Walter, Winther og Møller besynderligen have udtaget sig: ved allernaadigst at tilskrive dette Syngemester Potenzas Flid og utrættelige Umage, er det og Vor Villie, at Vor allernaadigste Bifald tilkjendegives, og at ikke alene Følgen deraf bliver, at han herefter, som hidtil, bliver ved at forestaae bemeldte Skole, til hvilken han endnu bør udsøge tvende Elever, een af hvert Kjøn, men han er endog forundt Rang med Nr. 1 i 6te Klasse. [sideskift][side 191]Dog ville Vi tillige allernaadigst, at da Arbeidet for Theatret og Concerterne hindrer og maa hindre Potenza fra at kunne give Actricerne Winther og Møller den omstændelige Indsigt i Musiquen, at disse i Videnskaben selv og sammes Grunde skal lade sig undervise af Vor Musikus Darbès, uden at de derfor lade af at spille og synge ved Theatret, og derfor, saaledes som Commissionen det indretter, at møde ved de dertil fornødne Prøver og Repetitioner." — Cancellieraadtitlen var imidlertid ingenlunde Potenza nogen Opreisning for den Tort, som han meente, at der ved denne Resolution var overgaaet ham. Han rasede imod Eickstedt, Warnstedt og Jfr. Møller, forbandede »il vile birbante e guastamestieri«, som havde stukket ham ud, og forestillede Alle det Latterlige og Skammelige i, at man berømte ham for den store Fremgang, de to Sangerinder havde gjort under ham, som havde lært dem hver Node og Takt, de kunde, og alligevel tog dem fra ham og gav dem til en »ignorantone«, for at de skulde lære endnu bedre. Det var først efter at Warnstedt havde givet ham et hemmeligt Løfte om et klækkeligt Tillæg at han nogenlunde slog sig til Ro. Jfr. Winther var heller ikke tilfreds med Eickstedts Arrangement, da hun frygtede for Kiv med Darbès, der var ligesaa kort for Hovedet som hun selv, og hun desuden, efter hvad hun lod Warnstedt vide, "ved Potenzas gode og flittige Underviisning var saa vidt fremme i det Musikalske, at hun ikke behøvede Lectioner efter Hr. Darbès's Methode, den intet Menneske havde tilforn hørt Noget om." Hende maatte Warnstedt bede, blot at have lidt Taalmodighed, da hun vilde erfare, at hun skulde være vel tjent med det, som var bestemt. Hvad han meente dermed, kom frem ved følgende kongelige Ordre [sideskift][side 192]af 24de April: "Da Vor Musikus Darbès, som Vi have udnævnt til Professor og Inspecteur i Musiken, maa, som sædvanlig, for sin Opvartnings Skyld, opholde sig ved Hoffet paa Landet, saa flyder deraf, at naar han skal efter Vor allerede givne Befaling undervise og til en grundig Indsigt anføre Actricerne Winther og Møller, maae disse ogsaa paa Landet opholde sig hos deres Lærer, og i den Tid have skikkeligt Logis, samt nødvendige Diætpenge, ligesom og fri Reise ind og ud for sig og deres Folk. Ogsaa vil det blive fornødent for at deres Stemmer ikke skal fordærves, at de ei mere lade sig antage til at synge ved Concerter i Byen (uden at det en enkelt Gang, blot for at lade sig høre, kunde dem af Vor Overtilsyns-Commission tillades), men da de derved tabe en aarlig Fordeel, ville Vi igjen, at de maa reglementeres for 600 Rdlr. aarligen fra 1ste Mai dette Aar af." Jfr. Møllers Gage forhøiedes herved paa engang med 230 Rdlr., saa at hun kun havde 70 Rdlr. mindre end Fru Walter havde opnaaet ved i 10 Aar at have været "Den Uforlignelige" baade i Skuespillet og Operaen, og hun fik desuden saa længe Hoffet opholdt sig paa Fredensborg — hvilket i Almindelighed var nogle Uger baade inden Saisonnens Udgang og efter dens Begyndelse — Leilighed til Landophold med fri Bolig, Vogn til Afbenyttelse efter Behag og "en daglig Tærepenge" af 10 Mark. Ved saa uventet at opnaae de samme betydelige Fordele som Jfr. Møller, fandt Jfr. Winther sig tilfreds med at være bleven gjort til Skjærmbræt. Warnstedt siger i sin Indberetning til Kongen om sin Embedsførelse (trykt i J. Collins "For Historie og Statistik", 2den Deel): "Hvad der foraarsagede disse to umiddelbare kgl. Befalinger, vides ikke. Men at dertil [sideskift][side 193]har været en Anledning, hvori Commissionen in corpore ei synes at have havt Deel, skjøndt den eller stedse forestilte alt hvad man troede nyttigt, saavel til de danske Synge- som andre Skuespils Fremgang og Fuldkommenhed, synes ogsaa uden al Tvivl. Imidlertid gav den befalede Indretning og det betydelige Fortrin baade af Løn og andre Fordele, som de to Sangerinder derved tilflød, Anledning til mangfoldig Misfornøielse og Mismodighed hos de øvrige syngende og talende Skuespillere af begge Kjøn, til mærkelig Indflydelse baade da og siden paa den under denne Bestyrelse først lagte Plan, som ufravigelig efter de derfor antagne Grundsætninger skulde være fulgt i Fremtiden, og hvorfra nu, blot efter to Aars Forløb, blev afveget. — — Jeg vil ikke fremføre de utallige Ubehageligheder, jeg har maattet høre for det Fortrin i Løn og Fordele, disse to Sangerinder have nydt. De Fortjente iblandt de øvrige Theaterpersonale, hvilke i visse Talenter ikke uden Grund troede sig langt over dem, ansaae sig fornedrede og tilsidesatte, og de mindre Fortjente, som dog i enkelte Partier i Skuespillene kunde gjøre nogen fortrinlig Paastand imod hine, bleve ikke mindre modvillige og misfornøiede. Publikums Stemme voxte med deres, og jeg maatte, som Theatrets Chef, baade i og udenfor Scenen høre ilde derover, da Enhver, som ikke kjendte eller vilde kjende de egenlige Forbindelser, tiltroede mig at have Deel i disse to Actricers saa udmærkede Fortrin. Naar jeg derfor angav de i den kgl. Befaling anførte Grunde, at det var for at de grundigere skulde lære Musiken, og at deres Lærer, Prof. Darbès, maatte have vidst, igjennem mig ubekjendte Veie, for at opmuntre dem til desto større Flid og Fremgang, at udvirke dem saadanne Belønninger, fik [sideskift][side 194]jeg til Svar, at den ene allerede i fem Aar havde været Sangerinde, og at hun var saa færdig i Vocalmusiken, at hun kunde synge af Bladet, hvad man i Forhold til hendes Stemme og dens Omfang forelagde hende, og det vel ikke var Hensigten at hun skulde lære Compositionen, siden hun allerede havde erhvervet sig de musikalske Grunde, hun i hendes Alder kunde naae som Sangerinde; og at det i Henseende til den anden var bekjendt nok, at hun, foruden det Talent, hun havde udviist i Sangen paa Scenen, havde sunget i svære Kirkemusiker, blot naar hun deri havde havt nogle Timers Underviisning af Potenza. Det fandtes altsaa besynderligt, at hun skulde belønnes for at lære, naar hendes Medarbeidere ikke kunde naae det Nødvendige til deres Underhold, for ved deres Arbeide at give Prøve paa det, de møisommelig havde lært."

Allerede af Udtrykkene vil man faae Vished om, at Warnstedt her kun anstiller sig uvidende: det er klart, at han med Bestemthed vidste, at Commissionen in corpore ikke havde havt Deel i Sagen, og at Forhold, som han beklager at man ikke "vilde" kjende, maatte være saa bekjendte for ham, at han ogsaa havde meget nøie Kundskab om hvem den havde sin Udgang fra. Men det tidligere Anførte godtgjør, at det, som i 1792 lod som han ikke kjendte Aarsagen til, havde han i 1780 endog, skjøndt ganske vist imod sit Ønske og sin Følelse, været med at bringe istand. Tingen er: Omstændighederne, hvorved disse Forhold opstode, kunde han ikke ville afsløre, da han, i den bittre Ærgrelse og Anger, som de havde voldet ham, med saa stor Sandhed skildrede deres for Skuepladsen og ham selv fordærvelige Følger, hvilke han netop havde at tilskrive den afskedigelse, der foranledigede den Indberetning, hvori han [sideskift][side 195]yttrer sig saaledes, som ogsaa at han ikke ved sin Bortgang blev fulgt af den dybe Beklagelse, som han med Rette følte, at den, hvis denne af ham nu saa bittert omtalte Intrigue ikke havde været, burde og vilde have vakt. Hvad der i hans Indberetning er Sandhed, fremsat uden mindste Overdrivelse, det er den "mangfoldige Misfornøielse", som Resolutionerne fremkaldte; der reiste sig ikke blot i Personalet, men i Publikum, en heftig Forbittrelse, som endog tog Udbrud i paa Gadehjørnerne opslagne Skandskrifter imod Eickstedt, Warnstedt og Jfr. Møller. Og, hvad Warnstedt klogelige undlader at berøre, i al Udtalelse af Misnøielsen lød fornemmeligen Navnet Fru Walter, fordi Alle vidste, at det var imod hende at det hele Anlæg var vendt, for med Vold at hæve Jfr. Møller til Primadonna. Fru Walter var imidlertid den, som syntes at tage sig det mindst nær. Da Efterretningen om den sidste Resolution, Andendagsaften efter at den var givet, udbredte sig paa Theatret under Opførelsen af "Venskab paa Prøve", hvori hun uforligneligt spillede Corali, stimlede Alle, endog Maskinfolkene, ligefor Warnstedts Øine, omkring hende, bevidnede hvor ondt det gjorde dem, at der saaledes blev lagt an paa at tænke hende, og bad, at hun ikke vilde lægge det paa Hjerte. Hun svarede smilende: "Pas paa mit Spil i anden Act og see om jeg gjør det." Imidlertid var Pram, som ved Middagsbordet havde hørt Sagen af Bornemann, der med megen Indignation omtalte den som en skammelig Intrigue, kommen i Parterret for at meddele Nyheden til Rahbek, der tilligemed ham gjorde den saa bekjendt imellem deres mange Theatervenner, at den snart gik fra Mund til Mund i det fulde Huus. Jublen for Fru Walter i anden Act var stormende. Til [sideskift][side 196]Trediedagen efter, den 28de April, var ansat "Deserteuren", hvori Lovise var en af hendes Glandsroller. Det hed over hele Byen, at Stykket vilde blive tilbagekaldt, da Krænkelsen havde gjort hende saa upasselig, at hun neppe vilde være istand til at betræde Scenen mere i denne Saison. Da man Klokken 12 ikke endnu saae nogen Contraplacat, bleve Billetterne revne bort i Løbet af et Par Timer. bifaldet var ualmindeligt stærkt. Som Fru Walter imellem anden og tredie Act stod paa Theatret og var, med største Rolighed, i Samtale med Schwarz, der havde været hendes Legekammerat i Laurents Dandseskole, om ligegyldige Ting, som Jacobi hen til hende og sagde: "Det gjør mig meget ondt, Fru Walter, at der er indtruffet Omstændigheder, som jeg for min Deel ikke kan andet end beklage." Hun svarede øieblikkeligt meget venligt: "Hvad Dem angaaer, Hr. Etatsraad, da forsikkrer den oprigtige Attention, De altid har beæret mig med, mig om, at De i al Sandhed gjør det; jeg for min Deel har nu holdt op at beklage mig, men jeg er af et bestemt Naturel og tænker, at jeg holder det vel sagtens ud den Tid, jeg endnu har at være her. Hvad mener Du, Schwarz?" — Næste Aften var Talen over hele Byen kun om, at Fru Walter, om Natten efter at hun havde spillet i "Deserteuren", havde taget Flugten til Sverrig. Efter at være i Gothenborg bleven viet til Müller og ankommen til Stockholm bleve Begge ansatte ved Operaen, han som Concertmester og hun som første Sangerinde med, tilsammen, 1500 Rdlr. Spec. og en aarlig Benefice. Ogsaa der vandt hun ikke alene Publikums Beundring som den Første i sit Fag, men en almeen Agtelse og Kjærlighed, som hun endnu var i fuld Besiddelse af, da hun i 1806, formedelst Operaens Ned[sideskift][side 197]læggelse, blev tilligemed sin Mand afskediget med en Pension af 1000 Rdlr. for Begge. — To Gange havde hun den Glæde at modtage skjønne Beviser paa, at hun i sin Fødestad bestandig levede i kjærlig Erindring, ei alene hos Publikum, men ogsaa hos sine tidligere Kunstfæller. I 1783, da hun paa en Tilbagereise fra England til Stockholm kom over Kjøbenhavn, blev det, ved Eickstedts Forsorg, vel forbudet hende, "paa Grund af hendes Undvigelse", at komme ind i Byen; men saa snart hendes Ankomst rygtedes strømmede hendes talrige Beundrere ud til Skydebanen, hvor det "af Politiemesteren var hende forundt for sex Timer at have Ophold", og bragte hende der deres Hylding. I Begyndelsen af Juni 1791 kom hun atter til Kjøbenhavn og kunde da rolig tage Bolig i Byen. Til Mad. Roses Benefice kom hun i Theatret og neppe havde Publikum faaet Øie paa hende i Hofdamelogen, som for denne Aften var solgt, førend hele Huset reiste sig og under Begeistringens heftigste Udbrud og med Raabet: "Velkommen, Caroline!" tolkede hende sin Glæde. Efter "Høstgildet", hvori hendes fordums Rivalinde sang, ledsagedes hendes Bortgang af et mange Gange gjentaget Leve. Paa Skydebanen blev givet en stor Fest for hende, ved hvilken mange høitstaaende Mænd, flere Digtere og Videnskabsdyrkere og de Anseteste af Theatrets administrative og artistiske Personale vare tilstede. Under Maaltidet tolkede Jfr. Morthorst og Mad. Bjørn hende Selskabets Følelser i en Sang, som hun besvarede med følgende Strofer:

»Ah, si vous pouviez comprendre
Ce que je ressens pour vous;
L'amour n' a rien de si tendre,
L'amitié rien de si doux.
[sideskift][side 198]Loin de vous mon coeur soupire,
Près de vous tout m'interdit;
Ah, que n'osè-je tout dire,
Et peut-être j'ai trop dit!
D'une manière imparfaite
Je vous dirais mon ardeur;
Quand la bouche est l'interprète
L'on explique mal son coeur
Quoique je ne puisse dire
Ce que j'ai si bien senti,
Dans mes yeux vous pouvez lire
Ce que vos yeux ont écrit.«

Det træffende Valg af Digtet, det smeltende, følelsesfulde Foredrag, det henrivende Udtryk i Blik og Mine hvormed det ledsagedes, virkede saa dybt, at, som Schwarz fortalte, "da hun brast i Graad ved den sidste Linie var der ikke et tørt Øie i Salen og det var blevet en Sørgefest, dersom Heiberg ikke med eet havde grebet sit Glas og, som ude af sig selv raabt: ""For hende, som, hvad enten hun har Svensk, Fransk eller Dansk paa sine Læber, altid taler fra Hjertet og til Hjertet: for vor tabte, men eviguforglemmelige Uforlignelige!"" hvorved der udbrød en Begejstring, som kaldte Glædens hele Liv tilbage."

Ved Fru Walters Flugt havde Intriguen taget netop den Udgang, som Eickstedt vilde føre den til: hun skulde, for ikke mere at kunne vende tilbage til Fædrelandet, efter at være nægtet Afsked drives til at flygte. I et, Maanedsdagen efter Flugten dateret, Brev til Warnstedt have vi Eickstedts egne Ord, for at det var Beregningen og Beviis paa at Warnstedt ikke kunde være udvidende derom. Det [sideskift][side 199]hedder: "Visselig er det ny anlæg af Madame Halles partie det Hr. Holst i Gottenborg gjør sliige forslag om hende, i haab at de igien kunde skaffe Theatret det forrige Aag paa halsen, det er mig altsaa meged Kiært at deres Høivelbhd saaledes har svaret ham at Lysten forgaaer ham at melere Sig viidere i den Sag, og har hon først været i Stockholm og anbudet Sig, saa vil hon ey saa lettelig blive gouteret her, og overalt skulle jeg ey troe at den Svaghed er muel. at begaae, at antage en modvillig mandats overtrædere an igien." Endelig, efter hendes Bortgang fandt hans lave Sjæl Tilfredsstillelse i at forhaane hende ved de smaaligste Midler. Saaledes vilde han ikke tillade at "den Undvigte", som han sagde, i Theaterdocumenter eller mundligt i hans Nærværelse blev kaldet med det Navn, som da var paa Alles Læber og tilkom hende: Fru Walter, men forordnede, at hun, som han i anførte Brev selv havde gjort, skulde benævnes "Mad. Halle"! ja da Skuespillerinden Jfr. Petersen, Aaret efter hendes Flugt, ansøgte, efter Saisonnens Slutning, om Tilladelse til at reise til Stockholm, og han formodede, at hendes "sande Ærinde" var, som han, Generalen, Statsministeren, Hof-Cavaleren og Kronprindsens Overhofmester, saa smukt udtrykte sig, "at bringe denne Qvind hendes Børn eller nogle andre af de rare Sager, hun maaskee havde efterladt sig her", fandt han sin Glæde i at udhale Tilladelsens Meddelelse i fjorten Dage, endskjøndt Jfr. Petersen ei alene i tre Uger havde, paa Grund af Ferien, været aldeles fri for Tjeneste, men selv i Tjenestetiden næsten aldrig dengang blev anvendt. Glemte Eickstedt ikke at yttre sit Had, saa glemte han imidlertid heller ikke at vise sin Erkjendlighed: Enhver, hvem han troede sig forbunden for Fru [sideskift][side 200]Walters Fordrivelse, fik Beviser paa den; under 21de Juni forundtes Warnstedt "fordi Vi have Aarsag til at være fornøiet med han Nidkjærhed for Vort Theater", et Tillæg af 400 Rdlr., hvorom Eickstedt underrettede ham endnu samme Dag med Forsikkring om, at "han ønskede oftere at kunne vise den Glæde, han havde over alt, hvad ham og Hans kunde være til Fordeel"; under 12te August fik Potenza det ham lovede Tillæg med 150 Rdlr., hvorover man dog skammede sig saa meget, at den kongelige Ordre skulde henlægges forseglet og kun Warnstedt fik Pengene "til en vis Udgift", for at give dem til Potenza, som "ikke maatte tale derom til Nogen, hvis han dem ei vilde fratages"; Darbès fik fra 1ste Nov ligeledes et Tillæg af 150 Rdlr., og selv de tjenstvillige Aander af lavere Rang bleve ikke forglemte med Naadegaver. Man viste sig langt mindre gavmild ved at belønne sande Fortjenester. Der havde længe været Tale om, at der burde gjøres Noget for et Genie som Wessel, og hvad Molbech har sagt: at han "i 1778 blev ansat som Oversætter ved Skuepladsen med 300 Rdlr. aarlig Indtægt: en Stilling, der i det mindste sikkrede ham fra Mangel", er blevet anseet for vist. Men nei; Alt hvad der blev gjort for Wessel indeholdes i en kongelig Resolution af 27de December 1779, der siger: "At Studenterne Johan Herman Wessel og Adam Gotlob Thoroup maae gives Forsikkring, hver at faae aarlig to Syngestykker til at oversætte paa de dertil forfattede Musiker, og at nyde for hvert Stykke uden Forskjel 100 Rdlr., samt hver ansættes i Theaterlønnings-Reglementet for 100 Rdlr., som et honorarium pro persona fra dette Theateraars Begyndelse, for at rette og forbedre de Oversættelser ved Theatret, som kunne behøve det, og ellers [sideskift][side 201]hver at oversætte et eller to Stykker uden Sang, dog ei paa andre Vilkaar end til de anderledes blive befordrede, eller saalænge de forrette deres Arbeide med sand Flid og Nidkjærhed for Theatrets Ære." Ikke alene opnaaede Wessel, som, foruden at være Forfatter til "Kjærlighed uden Strømper", dog havde oversat et Par Syngestykker meget godt, kun hvad der forundtes Thoroup, som Ingenting havde gjort og siden oversatte yderligt slet; men medens Souffleur Knudsen, der blot havde oversat et eneste Syngestykke, hvilket endog gav Beviis for at han ikke duede til det (og kun for at faae musikalske Værker godt oversatte bør Theatret lønne en fast Oversætter), under 19de Juni 1781 blev virkelig Theateroversætter med 100 Rdlr. Gage samt Betaling for hvad han oversatte, og han siden fik næsten alle Syngestykker at lemlæste, benaadedes Wessel i hans 6 øvrige Leveaar kun med — 3, hvorfor han, uagtet Resolutionen tilsagde ham Arbeide saa at han fik 300 Rdlr. om Aaret og han, som Warnstedt flere Gange forestillede Commissionen, udførte sit Arbeide baade hurtigt og særdeles godt, ikke aarligt havde mere end 150 Rdr.! For Resten fik Theatret i denne Saison hele Tre til at "rette og forbedre Stykker": Rosenstand, Wessel og Thoroup; og alle Tre "indtil de kunde blive anderledes befordrede", ikke fordi Skuepladsen i mindste Maade trængte til en eneste af dem!

Man skulde ikke troe, at det under denne Saisons stærke Røre i alle Retninger kunde have lykkedes Warnstedt, med et lille og for en Deel vrangvilligt Personale, at holde Repertoiret igang, langt mindre at give det efter Valg, med Forøgelse og i en bestemt Charakteer. Men skjøndt det først var det andet Theateraar, hvortil han havde ud[sideskift][side 202]kastet Planen, blev det et glimrende Vidnesbyrd om hans sjeldne Dygtighed: han vidste hvad han vilde og havde baade Indsigt og Kraft til at gjennemføre det. Tragedien kunde der ikke være Tale om, da det var ham forbudet dertil at anvende de Skuespillende, som meest egnede sig for den, og han ganske favnede et for den danske Scene passende tragisk Repertoire; men i de Skuespilarter, som stode til hans Raadighed, vistes stor Virksomhed. Ved hans Embedstiltrædelse havde Enkedronningen og Arveprindsen paalagt ham, at sørge for, "at danske gode og vittige Hoveder kom til at arbeide for Theatret"; og Eickstedt havde, for at fremme sine Hensigter, formaaet Kongen til at befale ham, især at have Agt paa Opførelsen af smukke Syngestykker: selv ønskede han fornemmelig at bringe den holbergske Comedie i Ære og gjøre Skuepladsen national. Han havde ved Repertoiret virket for alle tre Formaal. Der var givet 5 nye Syngestykker; 5 holbergske Comedier alene i den første Maaned, hvoraf et Par vare fremdragne efter lang Hvile; og 4 Originaler af forskjellige Forfattere. Det v ar vistnok beklageligt, at Warnstedts Iver for den holbergske Comedie var saa stor, at den blev seet for ofte og derfor, endskjøndt den i Begyndelsen havde stærk Søgning og modtoges med Glæde, for en Tid tabte Tiltrækningskraften, men hans Bestræbelse for ved den at give Repertoiret et nationalt Præg er umiskjendelig. Det var endnu beklageligere, at tre af de originale Stykker vare af saa ringe Betydenhed, baade for Kassen og Kunsten. T. C. Bruun debuterede meget uheldigt med "Den uheldige Lighed", et rørende Femacts-Skuespil efter et slet Anlæg og i et svulstigt, beblomstret Sprog; Jfr. Biehl overraskede, uden Effect, i sit Femactsstykke "Den [sideskift][side 203]tavse Pige", med en Intrigue-Comedie, der aaabenbart er en plat og klodset Bearbeidelse af et spansk Lystspil; "Den unge Darby" fandtes meget kjedsommelig. Men da Warnstedt ikke kunde faae noget Fortræffeligt, maatte han, i sin gode Villie til at opmuntre danske Forfattere, tage det Bedste af det Maadelige. Blandt Syngespillene var Saisonnens Glandsstykke: Ewalds "Fiskerne", det fjerde Originalarbeide. Warnstedts Forhold til dette herlige Digterværk viste paa det klareste den levende Interesse for dem og det, hvorved det Rationale og Skjønne kunde skaffes Herredømmet paa Scenen, hvilken han besjæledes af og med Undtagelse af det eneste Tilfælde, da han, trykket af en mægtig personlig Indflydelse, arbeidede imod Fru Walter, fulgte med en Fasthed, der gjør ham værdig til at nævnes den dygtigste og virksomste Directeur, den kongelige Skueplads har havt. Allerede i Mai 1778, strax efter sin Embedstiltrædelse, havde Warnstedt henvendt sig til Ewald og bedet ham om at skrive for Theatret: han vilde bringe hans Stykker til Opførelse med den største Omhu og paa den Tid, da han, hvis de vare af den Art, at de skulde betales med en Aftens Indtægt, kunde vente bedst Huus. For Øieblikket ønskede han imidlertid især et Syngestykke, hvis Æmne helst maatte være en berømmelig fædrelandsk Handling. Ewald sendte ham kort efter Planen til "Fiskerne" og fra dette Øieblik var Warnstedt utrættelig for at berede Stykket en glimrende Opførelse. Først vilde han bevæge den berømte Naumann, som, paa en Reise til Stockholm, ventedes til Kjøbenhavn, til at componere Musiken dertil, men det forhindredes ved at Hoffets Musikelskere paastode, at dersom man kunde faae Naumann til at componere Noget for det danske Theater, da maatte det være [sideskift][side 204]en Opera i stor Stiil; derpaa henvendte han sig til Hartmann, som imidlertid havde faaet Anseelse ved "Balders Død", og lovede ham et ligesaa betydeligt Honorar, som han havde faaet derfor, hvis han ogsaa vilde paatage sig denne Composition; han lod, inden Stykket endnu var færdigt fra Digterens Haand, gjøre en ny bevægelig Sø, der var af en saadan Effect, at han kunde skaffe Maskinemesteren en Æresmedaille for den; han beordrede Cramer til at male to nye Decorationer; han fik Stykket valgt til Festforestilling i Anledning af Kongens Fødselsdag, og han ei alene ydede Digteren af og til personlig Understøttelse fra den Tid han begyndte Udarbeidelsen indtil Opførelsen, men da han erfarede, at denne havde i høi Grad vundet Hoffets ligesaavel som Publikums Bifald, indgav han til Overtilsyns-Commissionen følgende Andragende: "Den bestemte Præmie for et Syngestykke i tre Handlinger er vel kun 200 Rdlr., saa Hr. Ewald for Stykket Fiskerne ikke kunde vente større Belønning, men denne berømmelige Digter har ved dette Stykke beriget Theatret med den anden ypperlige Original, og deri ligesaa heldigt skildret en Gjerning, som den i sig selv er modig og ædel. Stykket vil saaledes altid bære Vidne om den danske Nations Tænkemaade, baade hos den ophøiede og den menige Mand. At Ewald for et Arbeide, hvorved Nationens Ære udbredes, blev mer end almindeligt belønnet, det tænker den Kongelige Overtilsyns-Commission selv, og da han er trængende og svag, tager jeg mig den Frihed at forestille om ham ikke, istedetfor bemeldte Præmie, maatte forundes den tredie Aftens Indkomster af Stykket; dog uden dertil at vælge een af de almindelige Comedieaftener." Denne Indstilling [sideskift][side 205]havde Ewald at takke for, at han, istedetfor 200 Rdlr., fra Theatret opnaaede over 430 Rdlr. for "Fiskerne".

Der var nu kommet et Tidspunkt da Skuepladsen havde i sit hele Kunstvæsen faaet friske Kræfter og antaget en ny Charakteer. Af den danske Trup, som havde udviklet sig unde Holbergs Øine og fornemmelig faaet sin Fremstillingsstiil ved hans Stykker, var der kun Tre tilbage: Rose, der nu, 57 Aar gammel og alene paa sin rette Plads i værdige Fædre og et Par alvorlige Charakteerroller, kom sjeldent paa Scenen; Mad. Rose (som Jfr. Bøttger i denne Saison var bleven) der, skjøndt ikke mere end 41 Aar, omsider havde ved sit maniererte Spil gjort Publikum saa kjed af sig i sit oprindelige Fag, at det blot med Behag saae hende i nogle ældre Standsdamers Roller; og den 60aarige Ørsted, hvis Repertoire kun var af ringe Betydenhed. Alle de, som nu vare i Virksomhed og fandt Yndest saaledes, at Theatret ved dem fik sit Liv og kunstneriske Præg, vare, med Undtagelse af Musted, der dog først nylig havde fyldt sit 50de Aar, unge Mennesker, og ikke komne paa Skuespillerbanen førend i Løbet af de sidste ti Aar. Den danske Comedies Skytsaand havde imidlertid villet, at de, endskjøndt der ved deres Antagelse meest var blevet seet paa Syngestemme, vare næsten alle begavede med Talent og gode legemlige Midler for de Fag, hvori de kom ind. Men paa det nær, at de fleste qvindelige Begynderinder havde ved Theaterdandsen faaet en god Holdning, Sikkerhed i Gangen og en Smule Scenevanthed, havde ingen af disse Skuespillende til sin Debut medbragt andet end deres Anlæg og den Afretning, som de, ved en meget maadelig Veiledning, havde faaet til den enkelte valgte Rolle. Schwarz var den eneste, der, ved med sin [sideskift][side 206]skarpe Iagttagelsesevne at opfatte et Par gode franske Skuespilleres, men især den danske Clementins Spil, havde om Skuespilkunstens Formaal: at finde og kunstnerisk levendegjøre den af Digteren givne Charakteer, dannet sig et nogenlunde bestemt Begreb, hvilken han efter sin Debut med stor Iver havde klaret i Læsning af Remond de St. Albins »Le Comédien«, Lessings "Dramaturgie" og Riccobonis Skrifter, og siden, igjennem det omhyggelige Studium, som han under sit Ophold i Hamborg og Paris anvendte paa store Charakteerfremstilleres Spil og dets Forhold til Digterens Skildring og Naturen, saa betydeligt udviklet, at han nu i sin Kunst var en ligesaa grundigt dannet som genial Mand. I nogle Aar havde Overgangen fra det sammenspillede gamle Selskab til et nyt været meget bemærkelig som en vaklende Tilstand, hvori der savnedes Styrke hos den Enkelte, Stiil hos Alle. Man saae kun nogle faa Forestillinger, i hvilke Enhver tilfældigviis var kommen saaledes paa sin rette Plads, at det gav en tilfredsstillende livfuld Udførelse, og selv da gik de Dygtige hver ad den Vei, som hans Naturel og kunstneriske Instinct førte ham til, saa at det Tryllerie, der ligger i et godt Ensemble, ikke kunde opnaaes, hvorfor ogsaa de gamle Comediegængere meget beklagede, at de, uagtet de rigtignok saae adskilligt Godt, ja endogsaa Udmærket, ikke ret kunde finde den Fornøielse ved Forestillingerne som tidligere. Schwarz vidste meget vel, hvad Publikum ikke indsaae, at det var Mangel paa Harmonie, der svækkede Virkningen af den Enkeltes Talent. Ved den personlige Indflydelse, hans erkjendte kunstneriske Dygtighed gav ham, og igjennem "Det dramatiske Selskab" havde han stadigt søgt at virke til sine unge Kunstfællers Udvikling, men ligestillet [sideskift][side 207]med dem kunde han blot gjøre det ved Opmuntring og Exempel, og om han end derved opnaaede Endeel, var det kun hos Enkelte og uden ret Fynd. Fra det Øieblik, han fik Ansættelse som Instructeur, blev det anderledes: han havde sin Embedspligt at beraabe sig paa, og var ligesaa fast som utrættelig i al efterkomme den. Intet nyt Stykke og ingen nybesat Rolle i et gammelt kom paa Scenen førend han saaledes havde drøftet, renset og luttret Enhvers Fremstilling, at denne baade i og for sig fik et kunstnerisk Præg og blev bragt i Harmonie med det Hele. Et nyt Stykkes Indstudering begyndte han, efter Oplæsningen, med at enhver Rollehavende, ene med ham, udførte sit Partie saaledes, som han havde opfattet det; derpaa gjennemgik han det med ham, for enten at rette eller forbedre Enkelthederne, dersom Rollens Charakteer var truffen, eller, hvis den var forfeilet, for først, ud af Rollen, ved en omhyggelig Fremhæven af de bestemmende Situationer og Yttringer, at føre ham til en rigtigere Opfatning, og da at bringe Holdning, mimisk Udtryk og Fremsigelse i nøie Overeensstemmelse dermed. Da han ikke vilde taale "Comediespil paa anden Haand", hvorved han forstod, at den Rollehavende tog sine Forestillinger om Udførelsen fra hvad han i andre Skuespilleres Fremstilling af lignende Roller havde seet; men holdt over, at han skulde søge Naturen, saa fulgte af sig selv, at han for Begyndere med ringe Menneskekundskab og Verdenserfaring ofte maatte ved egen Udførelse gjøre begribeligt, hvilket Udtryk Naturen, i den givne Charakteer og under den givne Situation, maatte komme til. Paa samme Tid, som han ivrede imod Comediespillet efter den gamle Slendrian, der første til en Maneer, hvori Friskhed, Sandhed og Originalitet maatte gaae under, blev han saa[sideskift][side 208]ledes rigtignok selv sine Elevers Forbillede. Men Schwarz var ingen Manierist, der passede sine Roller over paa sin Person og søgte deres Virkning i pjankede Effectopfindelser, udvendige Egenheder og Anglen med smaalige Theaterkneb, og han var ikke kommen til sin Betragtning af Livet igjennem Skuespil eller ved at drive om i Modeselskaber, for at give den interessante Person og lade sig beundre; han havde hentet sin Menneskekundskab umiddelbart fra Kilden: ved stadig og skarp Iagttagelse af det virkelige Liv i alle dets Bevægelser; han vilde fremstille Naturen i dens fulde Friskhed, Kraft og Sandhed, uden pyntende Forfalskning med sammenpillede Pointer, men alene forklaret ved Smag og Gratie; og han havde ved Studium og Øvelse erhvervet sig et saadant Herredømme over alle sine legemlige Midler, at han altid havde et klart og levende Udtryk for hvad han vilde fremstille. Schwarz's Instruction var ingen Dressur til Indførelse af en Maneer, hvori en vis Personlighed skulde gaae igjen i alle Roller, men en Skole, der førte til en Stiil, hvori den Enkeltes Eiendommelighed kunde bevares, men dog kom i Samklang med Alles. Da hans Underviisning bestandig ledede Eleven til Betragtning af Naturen, berigede den ham under Indstuderingen af een Rolle med mange Iagttagelser, som vare anvendelige i Menneskefremstilling overhovedet, saa at han snart opnaaede Dygtighed til selv at opfatte og Færdighed i fuldstændigt at udtrykke det Opfattede. Hans Elever havde derved gjort saa betydelige Fremskridt, at to saa kyndige Dommere som Warnstedt og den haardtdømmende Rosenstand forundredes derover; og ved denne Tid vare de talentfuldeste fremmede saa vidt i Udvikling, at de selv i meget vanskelige Roller ikke behøvede mere Veiledning, end der i enkelte [sideskift][side 209]Vink kunde gives dem paa Prøverne; de opfattede og udførte deres Roller selvstændigt og frit, kun bundne til Ensemblet ved Mesterens Stiil. Men denne Stiil var en anden, end den gamle Trups. For denne havde Lune, Overgivenhed og Gemytlighed været Spillets Eiendommelige i Comedien: Skoggerlatter og Publikums uvilkaarlige Bifaldsudbrud for en lungerystende Moerskab var Øiemedet for Truppens store Lys. Et løierligt Indfald midt i Forfatterens Dialog, en Skjemt, et godmodigt Skjelmerie, muntert henkastede dristige Hentydninger til Localiteter og Personligheder løb rask med i den Lystighed, der fra Skuespilleren gik over paa Tilskuerne og fremkaldte Jubel, om ogsaa Yndlingen, der kom frem dermed, faldt lidt ud af den Charakteer, han i et let, men frisk og kraftigt Anstrøg gav Publikum en Skizze af. Det havde været Clementins Triumf, at der i den strengt fastholdte Charakteerskildring, som for Kjenderen gav hans Spil Forskjellighed fra de Andres, var en saadan Fylde af comisk Kraft, at han kunde holde den i lutter Lune opgaaende Londemann Stangen. Denne Charakteerfasthed, som hos hans smagfulde Samtidige hæderligt udmærkede Clementin fremfor alle hans Medspillende, var det at Schwarz gjorde til det ene af sin Skoles Særkjender, fordi den havde sin Udgang fra Naturen, og i fine gamle Mænd i Lystspillet søgte han at bevare den i hele dens kunstneriske Værd ved Lune og comisk Styrke i Udtrykket. Han kan derfor siges, i dette Rollefag at have overført Comediens Fremstillingsstiil i den gamle Trup paa den nyere Fremstillingsstiil, men ogsaa kun i dette Rollefag, thi i de andre lagde han ei alene en med meget strengere Conseqvents fastholdt Charakteerudførelse, end den gamle Trup havde holdt paa, men ogsaa, hvad der blev [sideskift][side 210]hans Skoles andet Særkjende, langt mere Elegants, Takt og Aandfuldhed. Han gav altid Naturen, men selv hos den overstadigt Drukne var den Natur, han gav, bestandigt tøilet af Gratierne. Hans smukke Figur, hans ædle og ved Øvelse til ethvert Udtryk altid øieblikkeligt lydige Ansigt og den fra al personlig Egenhed frigjorte Gang gjorde ham det ikke vanskeligt at give sit Spil denne Stiil, og dens store Virkning baade tvang og lokkede hans Kunstnerafkom til ogsaa at arbeide sig ind i den. — Da Tragedien ikke mere var staaende i Repertoiret, kundet hans reformatoriske Bestræbelser for at skaffe Naturen Indgang ikke vinde Kraft imod den Svulst og Opskruethed, som endnu fra den gamle Stammes Tragedieagering kom ind i de Forestillinger, der en enkelt Gang gik over Scenen. Han ivrede imidlertid stærkt derimod, uden at ville berøve det tragiske Foredrag Pathos og Værdighed. Saaledes sagde han i "Det dramatiske Selskab" efter den første Forestilling af "Ines af Castro": "At Tragedien er et ophøiet Skuespil, at den udfordrer mere Værdighed og Høitidelighed end Comedien, er vist; men Svulst og oppustet Adfærd, overnaturlig Høide i Stemmen og overdrevne Udraab ere ligesaa ilde passende i Tragedien, som Værdighed og Høitidelighed i den burleske Comedie. Hjertets Stemme bør ogsaa høres i Tragedien og Følelserne ikke komme frem paa Stylter; den vilde give vore Tragedier mere Natur, mere Ild og mere Sandsynlighed." Denne Hjertets Stemme og et sandt, varmt og simpelt Naturudtryk var det at Schwarz, ved at opildne sine Elever til dyb og rigtig Følelse af deres Roller, bragte til Herredømme i Udførelsen af den saakaldte rørende Comedie med saa stort Held, at denne Skuespilart nu, og endmere siden, da han selv med stort Mesterskab [sideskift][side 211]gav dens Hovedroller, kom i en Yndest, som den ikke for 20 Aar siden, da "de Dannede" af al Magt vilde gjøre den til Repertoirets Glorie, havde kunnet opnaae. Saaledes som den af Schwarz og hans Skole blev spillet, tiltalte den ogsaa Menigmand og fandt, ved ikke altfor hyppig Opførelse, eller naar der i den var nogle comiske Roller, meget Bifald og stærk Søgning. Comedien var imidlertid hans Skoles Triumf, da dens fleste Roller nu, efter at hans Elever havde faaet Routine, Uddannelse af deres legemlige Evner og Frihed i Opfatning og Udførelse, kunde besættes ypperligt. Schwarz selv var uovertræffelig i de forskjelligste Charakteerroller og de fiffige, saakaldte "cabaleerske" Tjenere; Gjelstrup gav med stor Naturlighed og comisk Styrke alle Arter af Dialectroller og vidste at forme sig heldigt ind i adskillige burleske Charakterer; Musted var en meget dygtig Gammelmand, især hvor der fordredes Værdighed eller Jovialitet; Elsberg gav livligt og med megen Anstand muntre Elskere og Spradebasser; Kemp havde udviklet store Naturgaver for Fremstillingen af det Løierlige, naivt Pudseerlige og Fiffige, saa at han fornemmelig var en ypperlig Henrik og Frontin, og en moersom, særdeles naturlig Skuespiller i unge Bønder og "Taaberollerne"; Bech var vel endnu, som tidligere, overdreven og smagløs i sin Comik, fordi han ikke kunde overtale sig til at gjøre Afkald paa ved Narrestreger at tiltvinge sig Mængdens Bifald, men han skabede sig dog i nogle af de mange comiske Roller, som Omstændighederne havde bragt i hans Hænder, noget taaleligere end for 6 Aar siden; Arends havde i enkelte comiske Gamle, fornemmelig Harpagon og Vielgeschrey, hvilke endog Schwarz, der kaldte Clementins Fremstilling af disse to Charakterer det Største, [sideskift][side 212]som den danske Skueplads havde havt at fremvise i Comedie, fandt særdeles heldige, viist, at han ved Flid kunde blive en ret dygtig Skuespiller i eet af Comediens Hovedfag; Preisler havde i unge Verdensmænd, Intriguants og muntre Elskere gjort saa betydelige Fremskridt, at han kun behøvede en saa heldig Leilighed til en overraskende Anvendelse af sit Talent, som han i den følgende Saison fandt,for at blive en Yndling af Publikum; og Rosing var i lidenskabelige Elskere og stolte, ironiske og heftige Charakterer allerede en meget fast og livfuld Fremstiller. Det qvindelige Personale havdes ikke mindre fuldstændigt til Comediens fortræffelige Udførelsee. Mad. Knudsen var med meget Held gaaet over i ældre Roller og gav dem, baade alvorlige og comiske, i den af Schwarz indførte Stiil, med omhyggelig Charakteerudvikling og simpel Naturlighed; ogsaa Jfr. Winther havde forsøgt sig i nogle ældre comiske roller og navnligen med Bifald i de saakaldte "Rappenskralder"; Mad. Rosing udmærkede sig meget ved den heldige Flid, hun havde anvendt paa, foruden sit sjælfulde Foredrag, at erhverve sig en let, i høieste Grad naturlig Conversationstone; Mad. Preisler havde taget et betydeligt Opsving i Publikums Gunst og fordunklede allerede nu, baade ved personlig Ynde og aandfuldt Spil, alle sine Kunstsøstre i Verdensdamer og skjelmske, heftige og muntre Elskerinder: der var megen Fyrighed i hendes Fremstilling, et klart Udtryk af Affecter og Følelser i det skjønne Ansigt og de talende Øine, fortræffelig Nuancering i hendes Conversation, og hun havde en sjelden Evne til at give let henkastede Smaareplikker stor Virkning ved Fiinhed i Betoningen; allerede ved at træde ind paa Scenen vakte hun Interesse for den Person, hun havde at forestille. En [sideskift][side 213]meget lovende Begynderinde, især i naive og uskyldige Piger, var Jfr. Aaslew, som havde særdeles megen Naturlighed i sin Diction, hvilket ikke kunde siges om Jfr. Astrup, der vel, meest for hendes smukke Figurs Skyld, havde faaet flere meget betydelige Elskerinder, men aldrig med al sin Flid kunde komme ud over en syngende, monoton Recitation og faae Sandhed og Varme i sit Foredrag. I de da næsten i alle Comedier forekommende Soubretter var Mad. Gjelstrup, ved den Forening af Livlighed, tørt Lune og pudseerlig Ironie, hvilken hun, efterhaanden som hun fik større Routine, mere og mere med slaaende Virkning lagde i sine Roller, og den Naturlighed, der var i hendes Foredrag, Blik og Bevægelser, allerede bleven af Kjendere som af Publikum erkjendt for en af Comediens Ypperligste; og Mad. Schall (som Jfr. Galathé var bleven, ved Giftermaal med den senere som udmærket Musikcomponist bekjendte C. Schall) havde erhvervet sig saa megen Livlighed i Spil og Diction, at hun, med sit af Naturen tækkelige Væsen, var en ret vakker fransk Kammerpige.

Man skulde troe, at med et saadant Personale maatte Holbergs Stykker, især da Directeuren antog sig dem med største Iver, have fundet en ganske fortræffelig Udførelse; men det var ingenlunde Tilfældet. Vare de blevne betragtede som ubesatte, og Rollerne da uddeelte uden Hensyn til andet, end at faae den Talentfuldeste til enhver Hovedrolle og imellem de øvrige Skuespillere den Passeligste til enhver Birolle, da havde vistnok Holberg paa denne Tid kunne være givet saa ypperligt som ingensinde, hverken før eller siden. Det skete imidlertid ikke. En stor Deel af Rollerne var i slette Hænder, som man ikke nænnede at [sideskift][side 214]rive dem ud af, og andre bleve feilagtigt besatte. Saaledes gik det til, at et Par af de vigtigste Perniller fordærvedes af den ubetydelige Jfr. Petersen og et Par andre af Jfr. Galathé, som aldeles ikke havde comisk Styrke til det Slags Soubretter; at Henrikkerne, der vilde have været i Mesterhænder hos Kemp, enten deeltes imellem ham og Schwarz — der aldrig ret var paa sin Plads i denne holbergske Rolle, som han trak for meget over i en fransk Tjener, men vilde have været fortræffelig i nogle af Jeronimusserne — eller bleve hos Bech, som siden Londemanns Død havde mishandlet de fleste af dem; at saa interessante og i Ensemblet høist vigtige Roller som Magdelonerne i "Den honnette Ambition", "Maskeraden" og "Julestuen", Geske og Geert Westphalers Moder beholdtes af den uduelige Mad. Hallesen; af den opblæste Herman von Bremen og den hidsige Jeronimus i "Jean de France" bleve givne mat af Arends; og at Erasmus Montanus og et Par af Elskerne kom til den talentløse Busk. Det kunde kun lidet nytte, at Arv i alle Stykkerne blev udført mesterligt af Gjelstrup, at von Thybo havde en udmærket Fremstiller i Schwarz og at nogle andre Hovedroller skete deres fulde Ret; en heel godt gjennemført Forestilling fik ikke et et eneste holbergsk Stykke paa en Tid, da de saa let alle kunde have faaet den. Man bad Eickstedt eller lod hans Yndling bede ham om at maatte beholde sin Rolle eller faae den eller den gode Rolle, for at forsøge sin Lykke, og det tillodes, Holberg til Skade og Warnstedt til Ærgrelse. Eickstedt brød sig kun meget lidet om den danske Comedie, som ikke var noget Under, da han i sin Viisdom ansaae den for saa afkræftet, at den snart maatte falde reent hen, hvortil han ogsaa tænkte paa at bidrage Sit, ved herefter at [sideskift][side 215]lade den spille af lutter Sangere. Han, Theaterbestyrelsens ikke blot første, men ene- og altformaaende Medlem, skrev den 8de Mai 1781 til Warnstedt, at da Indtægterne — uagtet der i Løbet af otte Dage var givet tre af de meest yndede Syngestykker — vare saa slette, maatte man see at hjælpe sig til Tilhørere ved "Holbergs ellers ret comiske Stykker"; men 11 Dage efter: "Da man seer at Folkets goût fornemmelig falder paa Syngestykker, saa frygter jeg at Comedierne med Tiden reent bortfalder, og da har Kassen de mange Skuespillere, der ei kan synge, som Pensionister paa Halsen. Det vil altsaa blive en fastsat Regel, som man og alt har vedtaget, at Ingen uden de, der have gode Syngestemmer kan antages. Naar Darbès's og Potenzas Elever have udlært, saa kan man og sournere med bestandige Sangere, og imidlertid see Tiden an at debarrassere sig fra de Acteurer og Actricer, som ei ere saa høit nødvendige i Comedier, og med Tiden være forsynet med lutter de, som kan begge Dele." Denne paa Theatrets Tarv saa kloge Mand fandt dette ene og alene i Syngestykker, og nu var Monsignys og Gretrys Stiil, som Publikum hidtil fornemmelig havde fundet Behag i, ikke engang storartet nok til at give Jfr. Møllers Talent den fulde Glands; han vilde have den store Opera indført, men da der ikke dengang var nogen fremmed berømt Componist, som man kunde faae indforskrevet til at componere for hendes Stemme, kom denne Plan kun i et eneste uheldigt Forsøg til Udførelse i hans Regjeringstid. — Rahbek har yttret, at Warnstedt kun i Skuepladsen saae et Slags Hof- og Hovedstadsforlystelse, og derfor blot fremmede Syngestykker og Farcer. Denne Beskyldning er meget uretfærdig, thi hvorvel han ideligen indprentede Skuespillerne, at "de høikongelige Her[sideskift][side 216]skabers og Hoffets Tilfredshed var den høieste Løn en ærekjær Skuespiller kunde opnaae", gjorde han sig aldeles ikke, ved at søge Stykker til Repertoiret, til Slave af Hofsmagen, men optog hvad der efter hans Smag — som rigtignok ikke, saaledes som Rahbeks, kun var for en enkelt Skuespilart, men dog en meget dannet Mands — maatte findes Skuepladsen værdigt. Ogsaa fremsatte han i sin Tid meget alvorlige Forestillinger mod Indførelsen af den store Opera, som var netop Hoffets Forlangende. Men ei alene vare gode nye Skuespil saa sjeldne, at det er en Sandhed, naar Warnstedt i sin omtalte Indberetning siger: "Directionen har seet sig nødt til, for at faae nogle Nyheder af Stykker, at tage dem saaledes som de have været", men tillige var Theatret dengang et virkeligt Hoftheater og dets Directeur en Hofembedsmand, der maatte efterkomme de i Kongens Navn givne Befalinger, hvilke fornemmelig vedkom Repertoiret og særligt gik ud paa dets Forøgelse med Syngestykker.


Rosenstand-Goiskes Kritiske Efterretninger om Den Kongelige dansk Skueplads er, som anført ovenfor side 162, udgivet 1839 af C. Molbech, og jeg har publiceret en web-udgave, 2007.

Gustav den Tredies tilbud 1771, nævnt side 183 er næppe rigtigt, det Kungliga Svenska Theatern blev først indviet 24. januar 1773, nævnfør nedenstående bog af Neiiendam, side 75. Gustav den Tredie var som kronprins i København i november-december 1770, og derefter først igen 1778, da som konge.

Trykfejl side 194 rettet af web-udgiver: 1ste Deel, rettet til 2den Deel.
Det citerede uddrag findes trykt på side 232-236 i:
For Historie og Statistik, især fædrelandets. Anden Deel. Udgiven ved J. Collin. Kjøbenhavn, Gyldendal, 1825.

Om Caroline Walter, herunder hendes tid i Stockholm:
Klaus Neiiendam: Caroline Walter. Personlighed og skuespilkunst. Nyt Nordisk Forlag, 1983. 172 sider, illustreret.


Versene side 197-198 findes gengivet i "The Gentleman's Magazine", november 1846, side 450 (digitaliseret af Google), dog omvendt rækkefølge og i flere tilfælde andre ord:

The song "How imperfect is expression!" printed in our Minor Correspondance of last month, proves to be a translation from the French, as appears by a copy in an old music-book in the possession of a correspondent, who has send us this transcript:
D'une manière imparfaite
  Je vous dirai mon ardeur;
Quand la bouche est l'interprète
  On explique mal son coeur
Mais quoique je ne puis dire
  Ce que j'ai si bien appris,
Dans mes yeux vous pouvez lire
  Ce que vos yeux ont écrit.

Ah! si vous pouviez comprendre
  Ce que je ressens pour vous;
L'amour n' a rien de si tendre,
  Ni l'amitié de si doux.
Loin de vous mon coeur soupire,
  Près de vous tout suis interdit;
Voilà tout ce que j'ose dire,
  Et peut-être j'ai trop dit.
According to this copy the English words appear to have been sung by Mrs. Abington in the Twelfth Night. Qu. — May not Garrick have translated the French for Mrs. Abington, as she was under contract with him and Lacy to perform at Drury Lane? See Garrick Correspondence, vol. i. p. 624. Qu. — The author of the French words?

[David Garrick (1717-1779), skuespiller, dramatiker, leder af Drury Lane teatret 1747-76.]
[Frances Abington (1737-1815), skuespillerinde. Hun forlod Drury Lane 1782 til fordel for Covent Garden. Eftere en pause fra scenen 1790-97, stoppede hun helt 1799]


Oprettet 2007. Opdateret af