Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Tredie Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1860. 856 sider.

[Sex og tyvende Saison, 27. October 1773 til 19. Mai 1774, side 46-56]

[Oversigt over repertoiret 1773-74]


[side 046]Det eneste af de nye Stykker, hvoraf Theatret fik nogen Ære og Glæde, var de Sivrys "Aglae eller Støtten", en Eenacts-Comedie, som Fasting, med Bistand af Carstens, [sideskift][side 047]havde oversat til Syngestykke ved at paakline Texten ni smaa Arier, en Duet og et Chor, der alt var meget jammerligt, men behageligt componeret af Sarti, som derfor fik 80 Rdlr. Sin glimrende Modtagelse skyldte denne Bagatelle fornemmelig Fru Walters Udførelse af Titelrollen, hvori hendes Spil og Sang ved Sjælfuldhed og Ynde henrev Publikum og begeistrede Ewald til under hendes Portrait at skrive:

"See her, hvad Ild, og hvad Aand i hver en Mine,
Naar vor Aglae taus kun viser sig;
See det er Præget af Thalias Caroline,
Hvis Sang saa ofte har fortryllet Dig!"

hvilket var Anledningen til at hun siden den Tid blev kaldet med Udmærkelsesnavnet "Thalias Caroline". De andre Nyheder modtoges, med Undtagelse af Lagranges moersomme Treacts-Lystspil "De fortredelige Hændelser", som vandt Bifald, med megen Kulde. "Silphen" og "Den prøvede Troskab" vare to platte, paa vanlig Maade tilskaarne Syngestykker af Jfr. Biehl, som, endskjøndt det ikke blev anmeldt, formodenlig fik tredie Forestillings Indtægt for dem, da hendes Foranledning til at skrive dem netop var det nye Betalings-Regulativ og Wessel i forrige Saison var blevet betalt i Overensstemmelsee med det, hvorvel det ikke dengang var udkommet. Det er ikke bekjendt hvem Musiken til disse "Originalstykker" var af, men efter Potenzas Dom var den maadelig.

De mange Debuter skyldtes Syngeskolen, men vare dog i det Hele særdeles heldige for Skuespillet, endskjøndt de ikke bragte hvad man især søgte: talentfulde Overtagere af Clementins og Roses Roller. Ved Iver Hesselberg Urberg — der var norskfødt, 29 Aar gammel og havde [sideskift][side 048]grundigt studeret Bjerg- og Hyttevæsnet, gjort en videnskabelig Udenlandsreise paa den danske Regjerings Bekostning, forestaaet Hytte-Smeltnings-Reductionen i Warschau i 3 Aar og derpaa været kgl. preusisk Overbranddirecteur i Königsberg, men efter sin Tilbagekomst til Kjøbenhavn seet sig i saa trængende Omstændigheder, at han gik til Theatret for ikke at blive sat i Slutteriet — gjorde man sig vel Haab om at faae dem af Roses Elskerroller, der hørte til Characteercomedien, ret heldigt besatte; det slog imidlertid ganske feil. Han var ikke uden Talent og havde en særdeles god Holdning; men hans Ansigt bar i et staaende Udtryk af mørk Utilfredshed, og Talestemmen var but, stødende og uædel. Han vilde ogsaa snart være bleven afskediget, dersom man ikke i de første Aar havde i Syngestykkerne maattet anvende hans ildeklingende og uøvede Sangstemme i Mangel af en anden; sildigere blev han en i alle Henseender yderst uefterrettelig Fremstiller af de Elskerroller, som Nødvendigheden bød at give ham, og gjorde sig ved store Fordringer og idelige Kævlerier ligesaa ilde lidt af Directionen og sine Kunstfæller, som han ved sit Spil var det af Publikum. — Feldt, som skulde gaae ind i Clementins comiske Gammelmandsrolle, havde et særdeles godt Udvortes dertil, men savnede Opfatningsevne og Lune, hvorfor han snart afgik. — En Figurant fra den franske Hoftrup, Suhm, som især var bleven antaget for sin fortræffelige Basstemme, debuterede, uvist i hvilken Rolle, med bedre Held i dette Fag og udmærkede sig meget som den ene af "De to Gjerrige". Hans Ydre var heldigt og hans Spil, der bar Præg af Naturlighed og et ikke ringe Lune, gav store Forventninger; men formedelst stadig Sygelighed maatte han nogle Aar efter pensioneres. — Et stort Talent [sideskift][side 049]for de saakaldte lavcomiske Roller fik Theatret i Gottfred Kemp, der i sit Ansigt og hele Væsen havde en Løierlighed, som vilde have gjort ham ligesaa yndet som Londemann, hvis han ikke havde savnet denne store Comikers Aandfuldhed og derfor kun været Mester i Taaber, snurrige Tjenere og unge Bønder. — Nicolai Elsberg var en ung udmærket smuk Mand, baade af Ansigt og Figur, havde skjelmske, tindrende Øine, et særdeles tækkeligt og utvungent fornemt Væsen, frie og gratiøse Bevægelser og var ved sin elskværdige Overgivenhed ret skabt til muntre Elskere og Cavalerer af god Tone; men endskjøndt han i flere Roller blev en af de meest yndede Skuespillere, gjorde han ikke Theatret den Nytte, som det af hans ualmindelige Evner maatte ventes; thi foruden at lade det mangle paa Flid for at forbedre sin ikke smukke Talestemme forsømte han ogsaa jævnligen at memorere sine Roller, hvorfor man i hans Fremstillinger ligesaa sjeldent fandt et Hele, som man ofte fandt uovertræffelige Enkeltheder. — Johanne Catharine Olsen, en syttenaarig Pige, der som Figurantinde ved Hoftheatret havde faaet Dandseskole og var bleven theatervant, udmærkede sig ikke ved betydelige legemlige Fortrin: hun var Blondine med deilige store blaa Øine, men Ansigtets Profil var ikke theatralsk smuk; hendes Figur havde Middelhøiden, men savnede Fylde, og, hvad der især blev forekastet hende, hendes Talestemme var svag og havde ikke Velklang af Naturen. Men hendes store aandige Fortrin: en levende, altid af Smag behersket Phantasie, dyb, varm Følelse, en aldeles Hengivelse i Rollen, og den Hjertelighed, Kraft og Begeistring, hun udbredte over sit Spil, udfolede sig allerede tidligt og understøttedes i høi Grad ved en utvungen ædel Anstand og Ynde i Holdning og [sideskift][side 050]Gang. I Beundring af Foredragets Sjælfuldhed lagde Publikum snart ikke mere Mærke til Instrumentets Mangler. Uagtet de Hindringer, hendes Organ gav hende af overvinde, lykkedes det Ædle, Energiske, Høie og Pathetiske hende ikke mindre med det Godmodige, Blide og Sværmende; kun det Muntre var hendes fremmed. Hvilken Følelse hun end udtrykte, og ud af hvilken Charakteer den end fremtraadte, altid havde baade hendes Diction og Gesticulation en staaende Naturlighed, men forædlet af Poesie og Gratie. Hun var især bleven antaget for sin Syngestemme, der, ifølge Potenzas Erklæring, "hvorvel den var svag, havde adskillige behagelige Toner og vilde blive god naar den fik Egalitet"; ogsaa udførte hun adskillige ikke ubetydelige Sangpartier og stod endnu sexten Aar efter i "syngende Actrice-Numer", men hendes Anseelse som Skuespillerinde frigjorde hende allerede en tre, fire Aar efter hendes Debut fra Tjeneste som Sangerinde. — Catharine Morell var nitten Aar og havde ligeledes været Figurantinde. Hun passede egenlig kun fuldkomment for Perniller og lavere Soubretter, men disse i Datidens Comedie saa almindelige og vigtige Roller, — hvortil hun, der var Brunette, i et smukt, opvakt Ansigt, et Par store Øine, som spillede af Kløgt og Skalkagtighed, en net, buttet Figur, en velklingende Talestemme, der let, som aldeles hensigtsløst, kunde fremhæve Dictionens fineste Nuancer, og et ritstrømmende vittigt Lune, havde ualmindelige Evner, — spillede hun ogsaa saa naturligt moersomt og kunstnerisk fortræffeligt, at hun hurtigt blev en i sit Fag overordenlig yndet Fremstillerinde. Hendes meget behagelige Natursang bragte hende i flere Aar hyppigt ind i Syngestykker. — Jfr. Birgitte Winther var antaget fordi [sideskift][side 051]hun af Naturen var begavet med en ypperlig Altstemme, hvilken hun udviklede særdeles heldigt ved saa stor Flid, at hun i mange Aar gjaldt for den af Personalet, der havde den grundigste musikalske Dannelse. For sin Sang vandt hun ogsaa strax meget Bifald, men isin første Tid behagede hun kun lidet som Skuespllerinde, endog i de ældre Roller, som sildigere bleve hendes Hovedfag, hvori hun indlagde sig store Berømmelse.

Det var naturligt, at den Sikkerhed i Intonation, Bøielighed i Stemme og musikalske Elementarkundskab, som Syngeskolen skulde give for at danne virkelige Sangere, kun, med saa mange umusikalske Elever, vilde være at opnaae ved at de et Aarstid stadigen og udelukkende besøgte den. Da dette ikke kunde skee, fordi de ideligen maatte gjøre Theatertjeneste, paastod Nielsen, som ledede de musikalske Anliggender, at der i det mindste ikke i denne Saison maatte gives Syngestykker, men kun holdes Skole til en saadan Forberedelse, at man, naar de bragtes paa Scenen, kunde have Sangere, som vare godt skolede, omhyggeligt indøvede og besadde nogenlunde musikalsk Fasthed. At Directionen ikke fulgte hans Raad, men tvertimod med Iver drev paa, at "den danske Syngeskole" ikke alene kom til strax at vise sig paa Scenen, men endogsaa i Concerter, var Grunden til at han traadte ud af Directionen; men Ret fik han, thi denne ubesindige Paaskynden gjorde, trods alle Potenzas og Elevernes Anstrengelser, at om endog den franske Hoftrup, der havde spottet over at de Danske vilde gjøre sig latterlige ved at forsøge sig i dens Syngespil-Repertoire, maatte høre, at Publikum modtog Forsøget med Bifald, og erkjende, at det ingenlunde var uheldigt, blev Sangen dog i flere Aar meget dilettantmæssig og kunde [sideskift][side 052]aldeles ikke tilfredsstille i de større Arbeider, som man sildigere var saa ufornuftig at give. Den dramatiske Kunstveiledning, hvoraf Directionen havde ventet saa meget, især for Begyndere, fik den kun liden Glæde af. Allerede i denne første Saison blev Walter, der i det Hele var af en overmaade ustadig Natur, saa utilfreds med Personalet og dette saa kjed af ham, at han i Mai tog sin Afsked. Af Nødvendighed udnævnte han nu Rose til, med en Gage af 300 Rdlr., at lede Prøverne og undervise Eleverne. Da Navnet "Directeur" havde givet Anledning til mange Kævlerier, fordi Walter, støttende sig paa det, anmassede sig en større Myndighed, end der tilkom ham, blev der for Rose skabt Titelen "Instructeur". Hans Ansættelse var foreløbigen for et Aar, men uagtet han, ligesom tidligere, i begge Embedets Retninger viste sig ei alene kun lidet duelig, men endog meget uefterrettelig, bevirkede hans Anseelse som gammel Skuespiller at den blev livsvarig.

Dandsen fik i dette Aar en mægtig Tiltrækningskraft. Den tolvaarige Anine Frölich, som, faa Aar efter, i sin fulde Flor vakte Alles Beundring ved den fuldkomneste Skjønhed, den høieste Grad af Lethed og Ynde, henrivende maleriske Stillinger og Bevægelser, og et fortryllende, over hendes hele Væseen udbredt, udtryk for alle Glædens, Kjærlighedens og Smertens Yttringer, var allerede ved sin Debut en deilig Brunette med ædle Ansigtstræk, store og klare Øine og en saa usædvanlig Færdighed og Gratie, at hun strax blev Publikums Afgud. Endnu førend hun optraadte havde hendes ualmindelige Talent gjort en saadan Opsigt iblandt Balletpersonalet, at den tilbedede Mad. Dutillet, der ogsaa i denne Saison ret udfoldede sin hele [sideskift][side 053]store Kunstfærdighed og Ynde, blev skinsyg og gorde den løierlige Fordring, at Anine ikke, endskjøndt de hørte til hendes Dandsefag, maatte lære de saakaldtes "doubles jupons", hvilke hun paastod sig, som første Dandserinde, udelukkende Ret til at kunne, hvoraf blev en saa vigtig Sag, at Carstens maatte fra Directionen og Balletmesteren ved Operaen i Paris indhente en Erklæring, der underkjendte Mad. Dutillets Paastand som latterlig. Hun hævnede sig ved, strax da Kjendelsen var nakommet, at faae et Sting, som ikke forlod hende førend hun, efter at have udøst sin Galde over Directionen, ved Saisonnens Slutning tog Afsked og gik til Stockholm. — Ogsaa Mad. Barch — som Jfr. Knudsen nylig var bleven ved Giftermaal med Carl Barch, der behagede meget ved Kraft og Fodfærdighed, — stod i stor Yndest for sin smukke Legemsbygning og en sjelden Livlighed i Føddernes Brug. Med disse udgjorde Patoli, som særdeles let og gratiøs Springer, hans, ved sit tækkelige Væsen, i alvorlig Dands nydelige Kone, og den meget vakkre Første-Dandser Pitrot, saa længe denne var her, et Solodandserpersonale, hvortil man aldrig havde seet Mage. At Dandsen maa have taget sig meget underlig ud da Damerne svævede omkring med en høi puddret Frisure, hvorpaa der var optaarnet en Masse Flor, Baand, Blomster og Fjer, med høivristede Skoe, stadselige ved lange spidse couleurte Hæle og store Steenspænder, og med Fiskebeensskjørter, der vare saa udstaaende og stive, at de, naar de hoppede ud eller, efter Fremkaldelser, skulde ind og neie, maatte skyde sig paa Siden forbi Coulissen — det er vistnok, men man var vant dertil og syntes at det saaledes var overmaade deiligt. — Dandsen fandt man fortræffelig; Balletten derimod elendig. Jfr. Frölich [sideskift][side 054]anvendtes ikke endnu i den; alle de andre var uden Talent for Pantomimen, og selve Compositionerne udmærkede sig kun ved Fattigdom i Opfindelse. Piatolis fire Balletter — 2. Nov. Parykmageren; 10. Dec. De italienske Masker; 11. Febr. De engelske Søfolk; og 11. Marts Bønderne — syntes man var endnu slettere end dem, han tidligere havde givet; Barchs to Forsøg — 27. Oct. De musikalske Hyder; og 8 Dec. Kjærlighed paa Prøve — stode endog under dem, og den af Pitrot den 17. Nov. givne: Den gamle Mand, som bliver ung igjen, var, hvorvel den bedste, en Ubetydelighed.

Med sine fire Sangere havde den italienske Opera naturligviis mattet gjøre en bedrøvelig Figur. Den indbragte Intet, fordi Ingen gik efter tre ideligt gjentagne lemlæstede Operaer, slet og mangelfuldt udførte i Hovedrollerne af en Tenorist, som man havde hørt for 20 Aar siden, og en Diskant, der stadigt havde været her i 7. Directionen troede det da at være rette Tid til at foreslaae dette elendige Sangvæsens aldeles Ophør, men Dlle. Torre, hvis Elskovsforbindelser alene havde holdt paa det, var endnu mægtig nok til at afværge Afskedigelsen. Directionen havde meget snildt, for at det kunde faae Udseende af, at den ikke gik ud paa at forjage den italienske Opera, men blot det, som ikke behagede, udtalt sig for, at der, hvis Kongen fremdeles vilde have den, blev indkaldt en comisk Opera; da denne ikke var Demoisellens Fag og det kun var den formaaende Villie om at gjøre  at beholde hende, blev det imidlertid ikke billiget — fordi Pengen skulde anvendes paa det nationale Skuespil(!) — men forordnet, at de Fire havde i næste Saison at blive ved som i denne (!!).

[sideskift][side 055]Da Theatret paa Kongens Nytorv den 31. Januar igjen blev aabnet med Festforestillingen i Anledning af Kongens Fødselsdag, havde det undergaaet en saa stor og heldig Forandring, at Kjøbenhavns "Mercurius" udbrød, at "det nu maaskee vilde kunne trætte med andre europæiske Theatre om Fortrinnet", og Publikum i lydeligt Bifald udtalte sin Tilfredshed. Ud mod Statuen paa Torvet havde det faaet en Tilbygning, i hvilken der var en Vestibule og en Forfriskningssal paa samme Steder, hvor de endnu, i 1860, findes. Over Hovedindgangsdøren var den latinske Indskrift ombyttet med den endnu staaende danske: "Opbygt 1748 af Friderich den femte, Udvidet 1774 af Christian den syvende, begge Danmarks og Norges Konger og Velgjørere." I Flugt med Theatrets modsatte Ende, mod Kanalen, var blevet opført to smaa Bygninger, med Stue og en lav Sal, til Sveitserbolig og Paaklædningsværelser; og ud mod Gjethuset var skeet en Udvidelse, som paa denne Side afgav Trapper og Tilgange til Logerne. Scenen var bleven betydeligt forlænget ved Borttagelse af de tidligere Paaklædningsværelser og Opbevaringsrum, og — hvad der naturligviis især behagede Publikum, — Tilskuerpladsen havde ei alene faaet et saa overraskende Forstørrelse at den kunde rumme 400 Personer flere end forhen, hvorved Indtægten nu lod sig bringe op til 420 Rdlr.; men den var smagfuldt og glimrende decoreret og havde ovenover Prosceniet den herlige, af Jacobi foreslaaede Indskrift: "Ei blot til Lyst!", den meest træffende Devise der findes i noget Theater, og som ogsaa i høi Grad vandt Alles Bifald, især efter at Wessel ret havde fremhævet det Kjernefulde deri, ved, da der stredes om, hvilken Directeur der havde forfattet den, at gjøre den, siden fra [sideskift][side 056]Mund til Mund gaaende, Bemærkning: "De har alle Fire været om den: Paulli foreslog, at der skulde staae Lyst; Carstens meente, det maatte dog hedde til Lyst, og Bornemann syntes, det tog sig bedre ud af skrive blot til Lyst; men saa kom Jacobi og sagde: Hør, lad os sætte et lille Ei til, det tager sig maaskee endnu bedre ud." — Den kongelige Loge var henlagt tæt ved Prosceniet tilvenstre for Tilskuerne, og en tilsvarende, for Hofdamerne, anbragt tilhøire. I første Etages Pladsloge maatte herefter "kun indlades Damer af Rang og fornemme Borgeres Koner og Døttre, hvorfor Ingen maatte fortryde paa, at man ved Indgangen spurgte om Navnet." Priserne vedbleve at være 2 Mark for Parterret og 1 Mark for Galleriet. — Ombygningen havde kostet 32,769 Rdlr., som vedl var 12,221 Rdlr. mere end beregnet, men man havde ogsaa dengang kun en eneste Anke tilbage, nemlig at Tilskuerpladseen endnu blev belyst af de fem smaa Lysekroner.


Oprettet 2007. Opdateret af