<< [Indledning 1]  >> 25. sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Tredie Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1860. 856 sider.

[Indledning, side 1-18]


[side 001]Nærmest foranledigede vel den fuldstændige Forvirring i Theatrets Pengeforhold og Tjenestegang at man foretog en gjennemgribende Omdannelse af Bestyrelsen, men ogsaa var det — hvad man i den raadvilde Ængstelse ikke dengang blev sig bevidst, — Tilstande og Stemninger i Samfundet, som breve til med Iver at søge ind paa en anden Vei, end den man hidtil havde slentret frem paa. Man nemlig mere følte end iagttog, at den Aand, hvori Theatret skulde vise sig levende, var under en rask Udvikling, som det nødvendigen maatte følge, dersom det vilde bevare Publikums Interesse. Meget Nyt begyndte at trænge frem med en saadan Kraft og Livsfriskhed, at endeel af det Gamle blev saa mat og farveløst, at Opmærksomheden for det tabte sig. Det sidste Par Aar havde været en Overgangstid, hvoraf man vel ikke endnu havde seet noget Folket i Almindelighed tiltalende Bedre gaae frem, men som dog ikke alene havde vakt Ahnelsen om at det vilde komme, men endnu fordringen paa at faae det, dersom man skulde finde sig tilfreds med hvad der blev budet.

Tullins Digte, især hans almeenbeundrede Maidag, havde allerede for en halv Snees Aar siden sat den danske Læseverden i Begeistring, ved pludseligt at tage et høit [sideskift][side 002]Opsving over de i Tankerne platte og i Sproget fattige Rimerier, som man hidtil havde benævnet dansk Poesie. Den varme Følelse, de skjønne og nye Tanker, det dristige, men tillige smagfulde, træffende og rige Udtryk i de maleriske Skildringer, og den over hele Foredraget udbredte levende Colorit havde fortryllet Alle og saa aldeles tilbagetrængt det tidligere Poeteries Udgydelser, at man tillagde Tullin Hædersnavnet: den danske Poesies Skaber. Senere havde Ewalds herlige Sørge-Cantate vakt megen Opmærksomhed, og om deres digteriske Storhed end ikke var bleven opfattet saa almeent, at man erkjendte hans mægtige Genies Overlegenhed over Tullins, men endog en Smagsdommer endnu i 1767 offenlig spurgte, hvor længe denne skulde blive "den Eneste" i den høie Poesie, saa havde man dog allerede ved Ewalds erfaret, at der i det danske Sprog var blevet gjemt og glemt en Ordrigdom, som, anvendt med Smag til digteriske Tankers Indklædning, kunde give det en Kraft, Klarhed, Friskhed, Inderlighed og Udtryksfylde, hvorom man ikke havde havt Ahnelse.

Det var som om den Aandsbegavedes glade Følelse ved den pludselige Fremdragelse af den længe henlagte og, fornemmelig af de Lærde, uændsede Nationalskat ogsaa skulde blive levende i Almeenheden. I 1771 udkom Ambrosius Stubs allerede tidligere digtede, men indtil da Folkets Masse ubekjendte ypperlige "Arie og andre poetiske Stykker". De udgjorde kun et lille Bind, men den simple og naive Naturlighed, den Fynd og Gemytlighed, hvormed Digteren, saavel i det Alvorlige som i det elskværdige Lunefulde, udtaler sine skjønne, klare Tanker, aabnede dem Folkets Hjerte, hvortil Fortidens "ziirlige og smukke Vers" aldrig havde fundet [sideskift][side 003]Indgang. Stubs Sang gik saaledes fra Mund til Mund, at Sandsen for ægte Poesie ogsaa begyndte at yttre sig i Almuen.

De nævnte Digte var imidlertid, om de end i Aand og Sprog hævede sig langt over hvad man tidligere havde anseet for "en rar Poesie", ikke i Art eller Form forskjellige fra denne, og bleve derfor mindre betragtede som noget digterisk Nyt, end som beundringsværdigt heldige Frembringelser i det Gamle. Da i 1769 Ewalds "Adam og Eva" udkom forbausedes man derimod endnu mere ved Digtningens usædvanlige Form, end ved det mægtige Æmnes storartede Udvikling i Handlingens Anlæg, den brusende Strøm af ophøiede Tanker, og den, hvad enten det gjaldt Lidenskabernes, Affecternes og Følelsernes Udtryk, eller det meest majestætiske Naturmalerie, overraskende Fremstillingskraft, der aabenbarede sig i det rige, fyldige og skjønne Sprog. Vel havde Ewald ikke endnu opgivet Anvendelsen af de for den saakaldte høie Poesies store Frembringelse conventionelt antagne Alexandriner; men ved at han lod sine Personer selv udtale deres Følelser i en dramatisk Fremstilling, hvilken han behandlede med saa stor poetisk Frihed, at den undertiden, i Mellemsange og Udmaling af det stumme Spil, flød over i en pragtfuld Lyrik og episk Skildring, fandt man en Nyhed, som ledede til Erkjendelse af, at Poesien kunde, ved Digterens Genialitet, fremtræde i langt friere og naturligere Former, end de, hvori Vedtægt hidtil havde indpiint dens Væsen. Ved Ewalds Aaret efter udkomne Sørgespil "Rolf Krage" kom man til endnu klarere Overbeviisning derom; men ad modsat Vei. I "Adam og Eva" havde man fundet Formen at være over hvad man i Digtarten var vant til; i "Rolf [sideskift][side 004]Krage" fandt man den under det. Istedetfor i de fornemme, pyntelige Alexandriner udtalte Heltene sig her i simpel, kraftfuld Prosa; istedetfor de brammende Cententser og nette epigrammatiske Talemaader, hvilke Mønsterdigterne pleiede at lægge Hovedpersonerne i Munden og der hidtil vare blevne beundrede som Tragediens egenlige poetiske Blomst, fik man her en livlig Dialog, hvori enhver Handlende udtrykte sig efter sin Charakteer og Følelse; og istedetfor den i en staaende Decoration sammenknebne symmetriske Opstilling af ziirlige Heroer og Heroiner med tilhørende Fortrolige, havde man her Skuet af de til Handlingens fri og naturlige Udvikling nødvendige nordiske Kæmper og Qvinder, der talte og handlede i Tidens Aand og optraadte paa det Sted, som Tildragelsens Medfør maatte bringe dem til. Selskabet for de skjønne Videnskaber holdt ikke en Tragedie, som var skreven i solut Sted og hvori Reglerne overhovedet aabenbart vare tilsidesatte, værdig til at optages i dets Skrifter, og der blev ikke gjort noget Forsøg paa at bringe det første ægte danske Sørgespil paa Scenen. Men Klopstock, Carstens og andre aandrige Mænd erkjendte i Stykket et virkeligt Digterværk, og Almeenheden, der ikke lod sin Dom bestemme af Regler, men her modtog det Indtryk, som alle Regler, der udgaae fra Digtningens Natur, tilsigte at frembringe, læste det med Begjærlighed og følte, at der i det var langt større Sandhed, ædlere Kraft og friere Aand, end i det fremmede Væsen, som man hidtil havde givet den for udmærket Tragedie og kjedet den med.

Ogsaa det Comiske havde ved Ewald taget Opsving. "De brutale Klappere" kom vel ikke paa Scenen; men den store Opsigt, Stykket havde gjort som satirisk Leilighedsdigt, [sideskift][side 005]gik snart over paa det som Vittighedsværk, og man ventede, at en Digter, der saa skarpt havde opfattet en af Øieblikkets Latterligheder og, ved en rask, men træffende og med sarkastisk Lune udført Skildring af nogle bekjendte Narre, ypperligt stillet den i Modsætning til det Fornuftige, vilde kunne tilbageføre den danske Comedie, om end i en anden, mindre burlesk, Skikkelse. Denne Forventning retfærdiggjorde han fuldkomment ved sin "Harlekin Patriot", der udkom just i 1772, hvis Tilstande vi her betragte. Ved flere heldigt opfundne, godt contrasterede og meget fast skildrede comiske Charakterer, som bringes i særdeles moersomme Situationer, der ypperligt fremme deres Udvikling og pudseerlige Virkning, revser han i dette Stykke meget vittigt og lunefuldt de da gængse taabelige politiske og statsoekonomiske Planmagere og det blinde Had til alt Tydsk. I den beundringsværdige Lethed, Gratie og Bøielighed i Alexandrinerne, som Digteren ogsaa her havde brugt og maaskee kun vel ofte couperet, for at gjøre Samtalerne livfulde og snurrige, laae et forbausende Vidnesbyrd om, hvilken Rigdom paa Udtryk, der ved han Genie og Smag hurtigt var bleven bragt for Dagen i Sproget. Alt Spotten saa sikkert og drøit rammede Øieblikkets meest fremstikkende Daarskab, kysede netop Theaterbestyrelsen fra at bringe Stykket til Opførelse. Om det derved ikke fik al den gunstige Indflydelse paa den danske Skueplads, som det kunde have havt, blev det den dog til magen Fremgang, ved at vække Interessen for en smagfuld Anvendelse af det i Folkelivet liggende rige comiske Stof, og at bane kommende Comediedigtere Veien til den, idet det viste en ikke hidtil i Sproget erkjendt Beqvemhed til let og gratiøst at give Vid, Lune og fiin Sarkasme træffende Udtryk.

[sideskift][side 006]Ogsaa Kritiken havde bidraget meget til at luttre og hæve Smagen. De sunde Tanker og Domme om den skjønne Literatur, hvilke Baden siden 1767 havde fremsat i "Den kritiske Journal", vare ikke blevne uden Virkning til at vække æsthetisk Sands i Almindelighed; og ved "Den dramatiske Journal" var man særligen kommen til en klarere Anskuelse af Skuespillets Væsen, saa at den pene, matte, anstændige Comedie, som "de Dannede" kun havde fundet det passende at sværme for, stærkt begyndte at tabe Anseelse, endog hos fine tidligere Udbasunere. "Den biehlske Periode" var allerede sin Ende nær.

Den Frihed og Livlighed, som begyndte at aabenbare sig i Frembringelse og Kritik, yttrede sig ogsaa i stigende Modtagelighed derfor. "Det norske literaire Selskab", der kaldtes saaledes fordi de fleste Medlemmer vare Nordmænd, opstod i 1772 af de Sammenkomster, som nogle unge Mennesker, hvoriblandt J.N. Bruun, Wessel og Brødrene Wibe, havde i en Mad. Juuls Kaffehuus i Sværtegade under Tronfølgefeiden, hvori de toge Partie for deres Landsmand Bredal. Vel var det i sig selv et Coterie, men det udbredte ved den gemytlige Tone og ægte Lystighed, der bragte det i Ry, sin Aand i en vid Kreds udenfor sig. En anden til samme Tid, især ved Ranøe, en ung Læge, stiftet Forening: "Det danske dramatiskliteraire Selskab", det fornemmelig havde Theatret for Øine og tillige søgte at fremme en correct dansk Skrivemaade, virkede ikke saa meget udad, da det ikke glimrede ved vittige Hoveder, hvis Skjemt hurtigt blev sat i Omløb, men havde megen gavnlig Indflydelse paa de Toneangivende i Publikum.

[sideskift][side 007]Endelig var ogsaa Folkestemningen en friere og kraftigere Kunstvirksomhed særdeles gunstig. Hvad der end kan være at dadle ved Struensees Regjeringsviis, han havde dog frigjort Almeenheden fra meget af den Aandstvang, hvorunder den var bleven dorsk og træg; Liv og Munterhed begyndte mere og mere at yttre sig i de forskjellige Stænder, vække Interesse hos dem for de skjønne Kunster og forene dem til fælles Nydelse af offenlige Fornøielser. De fleste af hans Forholdsregler havde de nye Magthavere vel allerede strax efter hans Fald gjort uvirksomme, for at føre Alt tilbage til det Gamle; men Nedbrydelsen af de Skranker, indenfor hvilke Fornemheden indtil hans Tid kun havde tilladt Folket at nye Glæden, havde været dette altfor kjærkommen til at det vilde taale deres Gjenopreisning; det holdt paa sin opnaaede Ret til, efter Evne, med Frihed i Dom og Nydelse, at dele Forlystelser med de Store, og begyndte navnligen i Theatret at skaffe sin Mening Herredømme, især naar det gjaldt nye Stykker. Det taalte nok, at Bestyrelsen i sin Pænhed fra nu af lod Tvetydighederne i Holbergs Comedier forandre eller udelade, men naar den tog Stykker til Opførelse efter sin egen Smag, maatte den finde sig i at see dem ikke blot bedømt, men ogsaa behandlede efter Folkets Smag. Publikum havde faaet Dristighed til at udtale sit Mishag saavelsom sit Bifald faa lydeligt, at dets Dom fik Fynd og bragte Liv og Charakteer i Theatervirksomheden.

De paa Skuepladsen virkende ydre Forhold vare den langt mindre gunstige. De store Forventninger, som Kongens Yndest for theatralske Forlystelser havde vakt, bleve aldeles skuffede. Endnu var han rigtignok saa lysten efter at komme i Comedie, at han besøgte hver Forestilling, naar [sideskift][side 008]ikke Hoffet holdt ham derfra, men at han med kongelig forsorg for Kunstanstalten burde bidrage til at den kunde give Forestillinger for ham, det faldt ham aldrig ind. De Mænd, som han havde givet den til Bestyrere, kunde alene ved mange Omsvøb bevæge dem, der nu bestemte hans Villie, til at formaae ham til at forhøie det bestemte karrige Bidrag saameget, at de dygtige danske Skuespillere kunde have et tarveligt Livsophold, medens Franskmændene og Italienerne lønnedes rigeligt for Maadelighed. Skuepladsens Fremme og Hæder, ved at skjænke dens talentfulde Digtere opmuntrende Understøttelse, blev der ikke gjort det mindste for; thi at man, medens Tydskeren Klopstock nød 400 Rdlr. aarlig i Pension, tilkastede Ewald, den første store danske Digter, et par Aar førend hans Død, da Sygdom og Næringssorg ganske havde qvalt hans poetiske Ild, en Almisse af 100 Rdlr. aarlig, vil man da vel ikke kalde nogen opmuntrende Undersøttelse, og det vil siden sees, at Beretningen om at Wessel blev ansat som Theateroversætter med 300 Rdlr. Gage er urigtig. Hverken disse eller nogen senere dramatisk Digter opnaaede under Christian den Syvende anden Opmuntring, end den de kunde finde i Publikums Bifald.

Tog Kongen sig ikke af Theatret,d da blandede Arveprinds Frederik sig destomere i dets Anliggender, men ikke til dets Held. Allerede strax efter Revolutionen begyndte han at give sig af med at være Protector for enkelte, ofte meget maadelige og uværdige, Personligheder, især franske Skuespillere, italienske Operister og fremmede Dandsere, hvilke han paa egen Haand lovede Engagement, som han siden ved sin høie Stilling vilde tvinge Bestyrelsen til at samtykke. I Bielke fandt han imidlertid en Mand, som [sideskift][side 009]vidste, i dybeste Ærbødighed, men med megen Fasthed, at træde den skadelige Indblanding imøde. Sildigere kom der uheldigviis Directeurer, der ikke vovede at udsætte sig for den kongelige Høiheds Unaade, og derfor, sig selv til mange Ærgrelser og Theatret til stor Forvirring, fandt sig i at han bag deres Ryg svækkede deres Embedsmyndighed og, efter Øretuderier og Forestillinger af dem, som forstode at tilsmigre sig hans Yndest, bevirkede Bestemmelser, som hvis Følger for Kunstanstalten han saa meget mindre havde Begreb, da det aldrig var dens Interesse han havde for Øine ved sine Ønsker, Forslag og Indfald. Dette Camarilla-Regiment, der idelig førte til megen Splid og Avind ved at gjøre sig gjældende igjennem Kabaler, og som først fra 1784 tabte noget af sin Indflydelse, bidrog ikke lidet til at svække Bestræbelserne for den danske Skuepladses Fremme.

Uagtet den slette Tilstand, hvori man havde bragt National-Skuepladsen, og den ringe Bistand, der var ydet den, havde Theatervæsnet kostet Kongens Kasse store Summer. Der havde været Aar, da den udredede omtrent 120,000 Rdlr. dertil, og i det afvigte Theateraar, fra 1ste Mai 1771 til 1ste Mai 1772, var medgaaet 98,561 Rdlr.; men hvor lidet der var kommet den danske Skueplads tilgode deraf viser det, at den og den kostbare italienske Opera tilsammen kun havde faaet 20,660 Rdlr.; de øvrige 78,000 havde det franske Hoftheater opslugt. Den store Sum, med hvis Halvdeel den danske Skueplads kunde have været sat i en glimrende Tilstand, drev til at søge Besparelser, og derved skulde det atter have gaaet ud over den, dersom Theatercommissionens Fleertal ikke havde været besjælet af Iver for dens Opretholdelse og ideligen mindet om, at det, [sideskift][side 010]efter at Theatret var blevet kongeligt, maatte være en Æressag, fortrinsviis at sørge for National-Skuepladsen.

Køller-Banner havde strax i Commissionen, med raa Anmasselse, taget Ordet for særdeles platte Anskuelser af hvad der var Theatrets Formaal og vilde være dets Fremme. Carstens, en fiin, mod Alle forekommende og høflig Mand med mangesidig Dannelse, grundig Kundskab i den fremmede skjønne Literatur og megen Kunstsands, mødte ham imidlertid med en sindig, men fast Indsigelse og udviklede, hvorledes Commissionen kun ved af al Magt at virke til den danske Skuepladses Opretholdelse og Forherligelse vilde kunne udføre sit Hverv til Kongens og Nationens Ære og Glæde. Da Bielke, som fornemmelig saae paa, at den Myndighed, der var givet Commissionen, blev hos den og ikke usurperedes af noget enkelt Medlem eller nogen Formaaende udenfor den, hørte at Carstens fik Medhold baade af den for alt Gavnligt virksomme Wegener og af Nielsen, der især var kommen ind i Commissionen for, som bekjendt smagfuld Musikkyndig, at varetage Syngespillet Tarv, erklærede han, at hvad tre saa indsigtsfulde og dansksindede Mænd fandt at være det Rette i et Fag, som han ikke selv var bevandret i, det maatte han ansee sig forpligtet til at arbeide for efter bedste Evne.

Disse fire Mænd forenede sig nu om at fremme deres Hensigt med Raskhed, men tillige vaersomt, for at Franskmændenes og Italienernes mægtige Velyndere ikke for tidligt skulde mærke den. Allerede Maanedsdagen efter at Commissionen var nedsat havde den udarbeidet en udførlig Fremstilling af Theatrets Forhold og en Betænkning, som sluttede med at Commissionen maatte tilraade, at "enten den franske Comedie blev nedlagt og paa det danske Theater [sideskift][side 011]fremdeles opførtes danske Comedier og italienske Operaer; eller at disse bleve nedlagte og der paa det danske Theater tilligemed danske blev opført franske Comedier; dog at Adgangen i begge Tilfælde skulde betales." — Det, i Henseende til Commissionens Hensigt, Kløgtige i Forslaget var: at den aabnede baade Franskmændene og Italienerne hver for sig Udsigt til at blive, idet den kun henstillede den ene af Trupperne, efter Kongens eget Tykke, til Afgang, hvilket vilde bringe dem til saaledes at intriguere imod hinanden, at Besværet ved at blive af med i det mindste den ene betydeligt lettedes; og: at den foreslog det franske Skuespil herefter opført paa det danske Theater og for Betaling; thi derved vilde ikke alene dette blive befriet fra en Concurrent, der fravendte det Publikums Søgning ved at levere sine Productioner gratis, men det franske Selskab ophørte at være en særligt bestykket Hoftrup, hvilket formodenlig vilde foranledige dets dygtige Medlemmer til selv at ønske Afskedigelse, og tillige maatte det ved Indtægten for dets Forestillinger komme tilsyne, at dette kostbare Skuespil ikke for Publikum havde nogen Værdie imod den danske Comedie, som da vilde vinde saa betydeligt i Anseelse, at det ikke blev vanskeligt at opnaae den franske Trups fuldstændige Afskedigelse ved Saisonnens Slutning. — For at blænde begge Selskabers Beskyttere berørte Commissionen ogsaa den Udvei, som den maaskee bedste: at beholde det franske Selskab — hvilket den haabede lettest at blive af med ved det selv — og, for ikke ganske at savne italiensk Opera, ved fire Kammersangere, nemlig Grassi og Dlle. Torre, hvem Køller-Banner, paa Arveprindsens Tilskyndelse, havde givet Løfte om Engagement, samt Musted og en italiensk Bassist, der blev at antage, at lade opføre ud[sideskift][side 012]valgte Operabrudstykker, — som den indsaae, at Publikum saaledes maatte kjedes ved, at ogsaa Italienerne snart vilde faae Løbepas.

Som Commissionen havde ventet, arbeidede begge Partier ved deres Patroner for at blive, og under 20de Juli faldt kongelig Resolution, at den franske Comedie skulde forenes med den danske og, fremtidigt imod Betaling for Adgangen, opføres paa dennes Theater, saa snart det dertil blev indrettet; samt at den italienske Opera skulde beholdes saaledes, at kun udvalgte Brudstykker gaves af fire Kammersangere. Men under den Kamp, de to italienske Primadonnaer ved deres høie Tilbedere havde ført, for at beholde Pladsen, havde Dlle. Almerighi drevet det til, at ogsaa hun skulde blive, hvorimod man opgav Antagelsen af en Bassist, saa at man altsaa fik det mærkværdige Operapersonale: to Tenorister og tre Discantister. For Resten blev det givet Commissionen Tilhold om, ikke at overskride det til Skuespillene ansatte aarlige Tilskud af 40,000 Rdlr.

Ifølge denne Resolution gjorde nu Commissionen en Indstilling, i hvilken den søgte at forbedre de danske Skuespilleres Kaar og faae deres Ugeløn forandret til aarlig Gage, hvorimod de saakaldte Nipspenge skulde falde bort; samt dristede sig til at foreslaae adskillige besparede Gagenedsættelser og Afskedigelser for den franske Trups Vedkommende. Dette bevilgedes, men nu indtraf, hvad Commissionen havde gjort Regning paa og meget glædede sig ved at erfare: de franske dygtige Skuespillere vilde ei alene ikke taale Nedsættelsen, men fremkom, som Betingelse for deres Bliven under den tilsigtede Ordning, med mange Forbehold angaaende de Roller, de vilde spille eller ikke spille, og Forlangende om, at nogle af deres Venner og Slægtninger, [sideskift][side 013]der var udsete til Afgang, skulde blive. Commissionen forsømte ikke, deraf at tage Anledning til at foreslaae hele Truppens Afskedigelse ved forestaaende Saisons Slutning, hvilket blev bifaldet, hvorimod det indrømmedes den, indtil da at spille paa Hoftheatret som Hoftrup, uden at Adgangen skulde betales. Denne Beslutning blev fastholdt, saa at det franske Theater, aldeles uændset af Publikum, blev paa den gamle Fod indtil Foraaret 1773, da det, uden at savnes af Andre, end et Par Skuespillerinders Tilbedere, for bestandigt ophørte.

Commissionen følte strax ved sin Tiltrædelse, at af dens Interesse for Skuepladsen vilde være frugtesløs, dersom den ikke kunde tilveiebringe, hvad den ikke selv havde hverken Evne eller Tid til at være: en dygtig Administration. Savnet deraf havde just ledet til den Opløsningstilstand, hvori den fandt Theatret ved sin Indsættelse. Londemann gav unge comiske, Rose unge tragiske Skuespillere Veiledning, men ingen af dem tog sig det Kald synderligt nær, og den for en kunstmæssig Fremstilling saa høist vigtige Ledning af Prøverne, hvilken Rose havde overtaget, blev aldeles forsømt; de Spillende ordnede selv deres Scener ved indbyrdes løs Aftale, gave dens Roller blot efter eget Tykke og ofte meget usikkert, valgte Dragter, endog i Costumestykker, hver for sig og efter hvad de kunde finde i Garderoben, ja bestemte, under Kævlen og tidt i det sidste Øieblik, selv hvad de fandt for godt at spille. De gamle Stykker gik slettere og slettere; at faae nye frem var næsten ikke at tænke paa. For at raade Bod derpaa blev Cand. Christian Hee Hvass, en middelaldrende, sindig og fleersidigt dannet Mand, der havde seet fremmede Skuepladse og siden Sartis Fratrædelse meget tilfredsstil[sideskift][side 014]lende førte Tilsyn med hele Theatervæsnet, ansat som Inspecteur med en Gage af 800 Rdlr. I denne Egenskab skulde han fordele Rollerne, sørge for Prøvernes ordenlige Gang og i det Hele fremme Skuepladsens Ære og Velfærd, samt varetage Hovedkassererforretningerne. Hans forstandige Meninger bleve af megen Indflydelse paa Commissionens Virksomhed. Til samme Tid ansattes Niels Lassen, der hidtil havde været Secretair i Bygningscommissionen, med 200 Rdlr. Gage som Bestyrelsens Secretair: et meget heldigt Valg, da den sprogkyndige, smagfulde og klarttænkende Mand hurtigt satte sig ind i alle Theaterforholdene og under de sildigere Directioner blev Anstalten til stor Nytte ved sin indsigtsfulde Veiledning.

Under Omsorgen for en bedre Ordning af det Hele var Commissionen ikke uvirksom i at bortrydde Hindringer for en kunstmæssig Fremstillings Virkning. Dertil regnede Carstens fornemmelig: at Publikum, ifølge Vedtægt, ikke lydeligt maatte yttre nogen, endog bifaldende, Mening i Kongens Nærværelse, naar han ikke først havde gjort det; thi det, paastod han, hindrede den fri Nydelse, som de, der betalte Beskuelsen af et Kunstværk, have naturlig Ret til at fordre; og: at de Spillende skulde, midt i Handlingen, neie eller bukke for "Herskabet", eller, hvis det ikke var tilstede, for Publikum naar der applauderedes, hvorved, sagde han, Fremstillingen blev revet istykker, da Illusionen ideligen tilintetgjordes just naar den var paa sit Høieste. Ved sin Iver for denne Sag bevægede han Bielke til ved Hoffet at føle sig for, hvorledes det vilde blive optaget om disse Skikke faldt bort. Det charakteriserer Tiden godt, at Arveprindsen allerede ved Bielkes første løse Yttringer derom udbrød, at Commissionen dog vel ikke vilde begynde med at [sideskift][side 015]afskaffe Underdanighedsbeviisninger, som tilkom det kongelige Huus af Tilskuerne, fordi ingen dog burde understaae sig til i det Nærværelse at yttre en Mening, som maaskee var de kongelige Personers imod; og af Acteurerne, fordi de alene af Hs. Maj. Kongens Naade havde deres Brød og Bestilling. Bielkes Undskyldning med at han ogsaa først havde villet erfare Hs. Kgl. Høiheds Mening derom, tilbagevistes med, at den maatte han vel kunne vide, uden at behøve at høre den. Det slaviske Ceremoniel vedblev da i al sin Smaalighed endnu i de 13 Aar, som saadanne ophøiede Anskuelser havde Magt til at gjøre sig gjældende i.

En anden Forstyrrelse i Forestillingernes Gang: at Publikum modtog de yndede Spillende ved deres Indtrædelse med Applaus, som de med Neien og Bukken maatte takke for, søgte Commissionen at afskaffe ved at dens enkelte Medlemmer henvendte sig til adskillige af Parterrets Stemmeangivende med Anmodning om, at de vilde undlade og modarbeide denne Skik, hvilket virkeligt havde den gode Følge, at den, Skuespillet til Gavn, men nogle af Skuespillerne til megen Ærgrelse, efterhaanden næsten ophørte. Derimod lykkedes det ikke Commissionen at afhjælpe en Mangel, som fra selve Theatrets Side var mangen Forestillings Virkning til stort Afbræk. Imellem et Stykkes Acter gik Dække ikke ned, naar Decorationen var staaende, men man maatte lade den falde under Acten ved alle Changements, og det var ikke usædvanligt at see Statister komme ind og flytte Troner, Stole og Borde. Carstens søgte forgjæves hos Maskinemester Nielsen Bistand til at undgaae denne forstyrrende Ulempe; det var ikke den dygtige Mand muligt i det indskrænkede Scenerum at faae anbragt de dertil nødvendige Udvidelser i Maskineriet. Dette [sideskift][side 016]blev en af de vigtigste Grunde til at Commissionen allerede nu begyndte indledende Skridt til Husets Ombygning.

Heldigst var Commissionen med sin vigtigste Opgave: at skaffe Kunstpersonalet en fast Stilling og nogen Forbedring i dets Kaar. Den 31te Juli bevilgedes dens Indstilling om, at Skuespillerne istedetfor Ugeløn skulde have aarlig, qvartalsviis udbetalt, Gage, og denne blev, i Forhold til hvad de tidligere, iberegnet de nu bortfaldende saakaldte Nipspenge og Erstatning for en Galleriebillet, havde havt, saaledes.

havde havt: fik:
Rose 561 Rdlr. 700 Rdlr.
Londemann 410 — 600 —
Ørsted 343 — 550 —
Clementin 343 — 500 —
Hortulan 343 — 500 —
Musted
og saalænge han gjør Tjeneste som italiensk Kammersanger 400 Rdlr.; men naar den ophører faaer han som dansk Acteur 500 Rdlr.
343 — 343 —
Bech 166 — 240 —
Irgens 129 — 129 —
Hansen 124 — 124 —
Jfr. Bøttger 500 — 600 —
Mad. Hallesen 377 — 377 —
Mad. Knudsen 354 — 500 —
Jfr. Halle 354 — 450 —
Jfr. Fogh 186 — 300 —
Jfr. Conradi 134 — 134 —

[sideskift][side 017]Havde saaledes 15 danske Skuespillere kun 6047 Rdlr. medens 4 italienske Sangere havde 4200, og 23 franske Skuespillere 22,252 Rdlr. for mindre Arbeide, kan man vel ikke sige, at deres stilling var bleven heldig, men de talentfulde, som det især var Commissionens Øiemeed at opmuntre, kunde dog, naar tidligere Trang ikke bebyrdede dem med Gjæld, have et anstændigt Udkomme, da Pengene vare saa langt bedre end nu, at man f. Ex. i en af Byens Hovedgader kunde have en meget smuk Beboelsesleilighed af 8 Værelser i Forhuset for 140 Rdlr. aarlig Leie, og kjøbe en Tønde Smør for 36 Rdlr., et Lispund af det bedste Oxekjød for 6 Mark, et Lispund røget Flesk for 9 Mark 8 Sk. og et Rugbrød paa 8 Pund, som nu koster 20 Skilling, for 6 Skilling.

For ikke at faae flere Skuespillere, der efter at have skaffet sig en god Modtagelse ved deres Debut bleve Publikum ubehagelige, saa at de faldt Theatret til Byrde med en Lønning, som dog neppe kunde skaffe dem Livets Ophold, besluttedes, at Ingen maatte antages førend efter tre Maaneders Prøve.

Efter at Grunden til en gjennemgribende Forbedring saaledes var lagt, udtraadte Bielke den 10de August af Commissionen, hvori han ikke havde været godt seet af Arveprindsen og stadigt havt Uenighed med Køller-Banner. Overhofmarskalken, Grev Christian von Holstein, der blev første Medlem, besad ikke Bielkes Fasthed. Generalen søgte derfor igjen at tage Magten og var allerede paa god Vei til at omstøde flere af de tagne Bestemmelser, da de andre af Revolutionens Hovedmænd, kjede af hans uslebne Væsen og uforskammede Overmod, fik ham endnu inden Omvælt[sideskift][side 018]ningsaarets Udløb bragt i Unaade, hvilket foranledige ham til at udtræde af Commissionen.

Under lysere Udsigter, end der nogensinde havde været for den danske Skueplads, aabnede da dens [Fem og tyvende Saison]


Oprettet 2010, korrekturlæst. Opdateret af