Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Anden Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1856. 509 sider.

[Fire og tyvende Saison, 7. October 1771 til 2. Juni 1772, side 462-489]

[Oversigt over repertoiret 1771-72]


[sideskift][side 462] "Fordømte Comedianter! I gjøre Oprør imod al Regjering, og fortvivle dog, naar I skulle regjere Jer selv!" siger Gaudenzio i Intermezzet: "L'impresario in rabbia." Dette stadfæstedes ved den Tilstand, hvori de danske Acteurer befandt sig da forrige Saison endte. Sarti, som var saa beskeden at erkjende, at han ikke duede til at bestyre den danske Comedie, havde vel overladt dens Ledelse fornemmelig til Soelberg, men da han vidste, at denne stod i meget ringe Anseelse hos Personalet, hvis Dygtigste endog reent ud havde erklæret skriftligt: at det "aldrig kunde anstaae dem udi theathralske Sager at underlægge sig nogen Ordre eller Critiqve af en maadelig Springer, der var ligesaa uforfaren paa deres metier, som indbildsk og ufordragelig hvad hans Omgængelse anbelangede," vovede han ikke at give ham Myndighed ved en Embedsstilling. Soelbergs Virksomhed havde derfor, hvad de danske Skuespil angik, indskrænket sig til at yttre Meninger, som Sarti gjorde til sine Befalinger. Da Soelberg imidlertid ofte, om Rollebesætninger, Stykkers Antagelse og sceniske Forhold, havde gjort saa taabelige Forslag, at Acteurerne, efter at have spottet dem, henvendte sig med alvorlige Indsigelser til Sarti, der i sin Ukyndighed blindt hen maatte give dem Medhold, saa havde man savnet al ordnet Forretningsgang og Tingene vare gaaede saaledes som Tilfældet, Indflydelse og Caprice fandt for godt at lede dem. Hvad der skulde opføres var aldrig blevet bestemt førend naar det skulde offenligt bekjendtgjøres, og da ei blot i Reglen af Skuespillerne selv, men efter saa megen Splid og Kjævlen imellem dem, at man i Forveien vidste, der fra en eller anden Person, som var imod den bestemte Forestilling, vilde komme Sygdomsanmeldelse nogle Timer forinden Husets [sideskift][side 463]Aabning, hvorpaa Sarti, der savnede al embedsmæssig Bistand i just Det, som han aldeles ikke kjendte til, havde maattet fare omkring til Acteurer og Actricer, for at bede dem at foreslaae et andet Stykke, som de vilde finde for godt at spille i. Der havde været Strid om Roller, om Paaklædning, om hvorledes Personerne skulde staae paa Scenen; der var opstaaet en hidtil ukjendt indbyrdes Uenighed, Uvillie til Opfyldelse af de almindelige Pligter og stor Utilfredshed hos Alle, da Enhver indsaae, at Savnet af en Villie, som kunde sammenholde det Hele, maatte, især siden Theatrets Pengeforhold vare saa yderst slette, føre til en Opløsning, hvorved han vilde blive brødløs. "Fortvivlede over at skulle regjere sig selv" henvendte Rose, Hortulan, Ørsted og Jfr. Bøttger, som oftest og stærkest havde besværet sig over "Magistrats-Directionen", sig endelig i August til Grev Grandt med Forestilling om, hvorledes der, "dem til største Ængstelse, som derpaa fra Ungdommens Aar have anvendt stor Zèle og Møisommelighed, hartad ikke mere, særdeles i Henseende til de danske Comedier, er ved den kongelige Skueplads noget gouvernement, hvilket baade afføder Uenighed i Truppen og anlediger saa stor Usikkerhed og Forvirring, at dette nyttige Værks totale Nedlæggelse billigen maa befrygtes; som det ogsaa uforskyldt geraader Acteurerne til Skam og tør slutteligen blive dem til deres Levebrøds Forliis, at der hverken sørges for nye Comediers Anskaffelse, ei heller for de gamles ordentlige Vexling og skikkelige Repræsentation." Brandt havde, igjennem Rose, ladet Personalet underrette om, at han baade vel havde mærket, hvorledes den danske Comedie, som var Nationen til saa stor Ære, begyndte at komme i Forfald, og holdt sig, som Directeur des spectacles, for[sideskift][side 464] bunden til, saa vidt skee kunde, at bringe dens Sager i Orden, hvorvel den ved Contract var lagt under Sartis Entreprise.

Over-Capelmesteren havde havt saa megen Ærgrelse af sit Forhold til det danske Skuespil, at han med Glæde gik ind paa Brandts Forslag om, for det at ansætte en med 600 Rdlr. lønnet Directeur, der vel skulde betragtes som Entrepreneurens Embedsmand og ham ansvarlig, men dog have frie Hænder i Alt, hvad der vedkom de danske Acteurer og Stykker. Bredal, som allerede tidligere havde gjort sig megen Umage for at opnaae en saadan Stilling, blev baade af Sarti, der havde særdeles store Tanker om hans Indsigt i Theatervæsnet, og Brandt anseet for at være den rette Mand dertil. Han blev sat i Virksomhed inden den kongelige Bevilling endnu var givet, og Personalet, der vidste, at han var en retskaffen, forekommende og i Omgang meget behagelig Mand, som med stor Begeistring antog sig Alt, hvad der vedkom Skuepladsen, glædede sig meget over dette Valg, som ogsaa fandt Bifald hos Publikum, med Undtagelse af Studenterne, der vare stærkt mod Operaen og af hans Fortid formodede, at han fortrinlig vilde tage sig af den. Hans allerførste Foretagende syntes at bekræfte det, men ikke paa en stor Poesie og Smag ugunstig Maade. Endskjøndt Sarti ikke mere vilde vide af dansk Opera sige, bestilte Bredal nemlig, i Haab om dog at overtale ham til at componere endnu een, hos Ewald en Oversættelse af Pfeffel's "Philemon und Baucis", hvilken den store Digter gav i et meget poetisk Sprog, men, med Hensyn til Syngenummernes Anbringelse, Indhold og Form, ganske efter det Mønster, som Bredal havde fulgt i "Tronfølgen", uden i en eneste Sang at [sideskift][side 465]rive sig løs fra det Conventionelle, for med digterisk Frihed at udtrykke Følelser, saaledes som i Duetten, der slutter anden Handling af hans to Aar tidligere digtede "Adam og Eva". At Stykket ikke kom paa Scenen, fordi Saisonnens sildigere Begivenheder gjorde baade Sarti og Bredal utilbøielige til at have med det at bestille, kan derfor, hvor overordenligt høit det end i poetisk Værd staaer over Datidens lignende Frembringelser, ikke beklages som Noget, hvorved en friere og kunstmæssigere Udvikling af et dansk Sangspil forhaledes.

Et andet Foretagende, som Bredal øieblikkeligt tog fat paa, viser, at han ikke var en saa eensidig og smagløs Mand, som man har villet give ham ud for, men tvertimod besjeledes af Iver for at bringe det erkjendt Bedste i Udlandets dramatiske Literatur paa den danske Scene. I den Hensigt, saa værdigt som muligt at faae Lessings fortræffelige Charakteer-Lystspil "Minna von Barnhelm" frem i Begyndelsen af Saisonnen, bad han ei alene Wandal om at oversætte det og skyndte hver Dag paa ham, men var utrættelig i, paa Prøver og i Samtaler med de Rollehavende, at raade og lede til en rigtig Opfattelse af de med stor psychologisk Indsigt udkastede og genialt gjennemførte Charakterer, som det faldt de danske Acteurer meget vanskeligt at give deres hele Eiendommelighed i Udførelsen. Endogsaa Rose maatte erkjende, at hans mesterlige Spil som Tellheim for en stor Deel skyldtes Bredals Vink og mange gode Bemærkninger. — Ved samme Tid som Bredal havde den Glæde at see "Minna" optaget med meget Bifald, udkom den kongelige Bevilling til hans Ansættelse som Directeur, og han tiltraadte sit Embede med et Beviis paa oprigtig Bestræbelse for ogsaa at fremelske en natio[sideskift][side 466]nal Skuesplads, idet han udstedte følgende Bekjendtgjørelse: "Originale danske Comedier have i nogen Tid været meget rare; enhver Patriot og Elsker af Sproget længes efter at see den første danske Original-Tragedie. Man er allerede overbeviist om, at dette har sin Grund, ikke i Mangel af Genier iblandt os, men maaskee i Mangel af Opmuntringer og Belønninger. For nogenlunde at afhjælpe denne Mangetl, er der bleven besluttet, at naar et nyt originalt dansk Hovedstykke til Skuepladsen er indleveret og spillet et Par Gange med Bifald af Publikum, bliver en heel Aftens Indkomst overdragen til Stykkets Forfatter, mod selv at bestride de paagaaende Omkostninger; og skal det i saa Maade staae Forfatteren frit for, enten han selv vil disponere over Billetterne til en saadan Aften, eller han vil lade dem udsælge paa den sædvanlige Maade." Den dristige Mand stod i Begreb med at forsøge endnu flere Forbedringsplaner, hvoraf to gik ud paa at skaffe Personalet en fastere Stilling og høiere Lønning; men just da gjorde hans meget ubesindige Fremfærd, i Anledning af en, efter hans Følelse, personlig Krænkelse, ham saaledes til en Gjenstand for Spot, Foragt og Harme, at han, langt fra at turde tænke paa at kunne gjennemføre Forandringer, maatte lade Alt gaae som det bedst kunde, og forudsee sin Bestyrelses nære Endeligt ved en total Opløsning af den Anstalt, hvis Frelser han havde smigret sig ved at skulle blive.

Det var ikke hidtil fremkommet Noget, som endog blot skulde gjælde for en Bedømmelse af Theatrets Forestillinger eller Forhold. Meningen om Stykker og Acteurer udgik kun fra Tilskuernes i selskabelige Kredse yttrede vag Forestillinger om, hvad det var, som i et Stykke havde moret [sideskift][side 467]eller kjedet dem. Lessings i 1768 udkomne "Hamburgische Dramaturgie" havde imidlertid ogsaa her gjort nogen Opsigt. Ei alene Mænd, som Luxdorph, Carstens og Suhm, udtalte sig for Ønskeligheden af et lignende Skrifts Udgivelse; den Første endog med den Yttring, at "det skulde have været den danske Skueplads til stor Opkomst, om den, som har et saa ønskeligt Fundament, havde havt en saa skarpsindig og smagfuld Tilsynsmand"; men selv Bredal skrev i August til Rose: "Var der ikkun en saadan kritisk Geist, som den berømmelige Lessing, der vilde have Indseende med vort Theater, og give en Critique af hvad der paa det bliver forestillet, da skulde jeg trøstelig forhaabe det en god Fremgang i Publikums Gunst, naar det igjen til Høsten begynder." Hans Ønske var nærmere ved Opfyldelsen end han troede, men den første til en ganske andet Udfald, end han havde ventet.

Peder Rosenstand-Goiske, født 1753 og Student fra 1769, begyndte ved Saisonnens Indtrædelse anonymt at udgive den navnkundige "Dramatiske Journal" med et Ark to Gange ugenlig. Hvorvel kun 18 Aar gammel, var Rosenstand ret dygtigt udrustet til en Virksomhed, som, hvis den skal have mindste Værd, fordrer megen Livserfaring, en dannet Smag, grundigt Studium af den dramatiske Literatur og dyb Indsigt i Menneskefremstillingskunsten. Ved at lytte til de aandfulde Mænd, som jevnligen samledes hos hans Fader, der var Professor i Theologien, havde han tidligt faaet stor Lyst til at dyrke de skjønne Videnskaber, navnligen Dramaturgien, som han allerede to Aar førend han blev Student begyndte formeligen at studere paa den meest frugtbringende Maade. Han fortæller selv i sine "Kritiske Efterretninger om den danske Skueplads": [sideskift][side 468]"Jeg læste; og forberedet ved gode Commentatores og Oversættelser, lærte jeg at forstaae saa meget af Aristoteles's Poetik, at jeg baade kunde see hvorvidt han havde givet Regler for Efterverdenen, og hvorvidt han havde Ret til at give dem. Jeg igjentog Qvintilian, og Horati ars poetica, som jeg havde læst i Skolen; ligeledes forenede jeg Læsning i de gamle Skuespil med det Bekjendtskab, jeg i Forveien havde til det franske, engelske, italienske, tydske og spanske Theater. Alt dette tjente mig til at vende tilbage med Nytte til mine første Lærere: til Batteux, Home, Pope, Dryden, Lessing, Boileau opg Flere; men især til at see, hvorvidt de Nyere enten havde naaet eller overgaaet, eller maatte staae tilbage for Grækenlands og Roms Poeter i dette Fag." Siden han ved Faderens pludselige Død i 1769 havde faaet større Frihed til at følge sin Tilbøielighed, havde han ogsaa meget hyppigt besøgt Theatret, og altid i Forveien gjennemlæst det Stykke, som skulde gives, for selvstændig, ved omhyggelig Eftertænkning, af enhver Charakteer at danne sig et Billede, hvilket han, efter Forestillingen, prøvede sammenholdt med Skuespillerens Udførelse, i den Hensigt at skærpe sin Dømmekraft. Ligeledes havde han, for at klare sine Anskuelser ved Samtale med Praktikere, søgt Omgang med adskillige af Personalet, men den blev ikke af lang Varighed, da de snart fandt sig fornærmede af den skærende, skaanselløse, afgjørende Tone, og det fordringsfulde Væsen, hvorved han i alle sine Livsstillinger lagde sig ud med Høie og Lave. Kun Souffleur Knudsen, der ganske deelte hans Meninger om det danske Theatervæsen, vedblev at staae paa en god Fod med ham, og at Rosenstand besluttede sig til at "rense den sltte Theatersmag og revse den dorske, dovne og skjødes[sideskift][side 469]løse Acteur i en Skrift efter Hr. Lessings Mønster", skete fornemmelig paa Tilskyndelse af Knudsen. Ogsaa blev denne, i det mindste ved Raad og Vink, hans stadige Medarbeider, og derved, da de idelig Berømmelser over Mad. Knudsen førte paa Forfatterens Spor, Maalet for bittre Stiklerier af Acteurerne, især Rose, som en Dag, i hele Personalets Nærværelse, spurgte Knudsen, "hvad han syntes om det Skryderie, hvormed den puurunge Student affeiede ham, der var en gammel Academicus, for Det, som han dog vel matte være bedre forfaren i, end saadan Grønskolling?" hvortil Knudsen svarede koldt: at "han syntes godt om Sandheden, endog naar den blev sagt af en Grønskolling eller forfulgt af en gammel Academicus"; hvilket nær havde ført til Haandgribeligheder og længe gjorde Knudsen meget ilde anseet af Personalet.

"Den dramatiske Journal" blev meget mærkelig ved sit Indhold. Uden, efter sit Mønster, at opstille og udvikle Grundsætninger, der, fordi de gik ud fra den dramatiske Kunsts Natur og derved bidroge til at afklare dens Væsens Inderste, maatte have Gyldighed for alle Tider og føre Smatiden til en ny og rigtigere Anskuelse af det Skjønne og Sande i Poesien, bragte den mange skarpsindige og træffende Bemærkninger om enkelte Stykker, især med Hensyn til Planens Anlæg og Charakteerudførelsen i saadanne, som skildre Livet og ikke eftertragte poetisk Fylde og Frihed. For det Store og ægte Pathetiske havde Rosenstand ikke megen Følelse; han fandt sig tilfredsstillet med de bedste franske Tragediedigteres pyntelige Lidenskabsudbrud og epigrammatiske Pathosudtryk, naar han kun ikke deri fandt Noget, som var ligefrem stridende imod Naturen. Langt klarere og skarpere var hans Blik ved Betragtningen [sideskift][side 470]af Comedien i dens forskjellige Arter, af hvilke han satte Charakteerstykket og det ægte lunefulde, lattervækkende Lystspil høiest. Især i disse to Acter vidste han ypperligt at opdage og belyse baade Synder imod Natur, Smag og Sandhed, og sine, orginale Træk i Skildringen af Charakterer og Sæder, hvorfor den holbergske Comedie i ham havde faaet den rette Mand til at aabne Publikums Øine for den nationale Stat, som det, uden hidtil ret at have Bevidsthed derom, i den besad. — Meest Opsigt hos Samtiden vakte Journalen imidlertid ved sin Bedømmelse af Skuespillerne, hvilken, betragtet overhovedet og med Hensyn til Forfatterens store Ungdom, i Sandhed viser en usædvanlig Iagttagelsesevne, grundigt Studium af Menneskets psychologiske Natur og megen Verdenskundskab. Overalt sporer man en Kritiker, der ei alene rigtigt har opfattet det Kald, han har givet sig, men erhvervet sig Dygtighed til at udføre det. Han bliver ikke staaende ved, efter det Indtryk, som Fremstillingen øieblikkeligt har gjort paa ham, at henkaste en løs Dom, uden bedre Begrundelse end enhver anden Tilskuers Skjøn, men skjelner imellem Digterens og Skuespillerens Værk: Rollen og dens Udførelse, motiverer sin Mening, gaaer ofte ind paa en Udvikling af Charakteren, omhandler enkelte Replikers rette Betydning og paaviser Feil eller roesværdige Eiendommeligheder i Foredrag og Accentuation. Ved hans usædvanlige Talent til strax at opfange Fiinheder i Fremstillingen ere, for Udførelsen af Holbergs Stykker, flere ypperlige Træk af en Clementin og Londemann gaaede i Arv til vore Tids Fremstillere. Selv Fr. Schwarz, som ikke mindedes ham med de venligste Følelser, har yttret, at Rosenstand i sin Kritik over Skuespillerne med stor Samvittighedsfuldhed søgte at bevare sig [sideskift][side 471]mod ethvert personligt Hensyn, men var kun heldig deri, naar det gjaldt hans Uvenner, fordi han da især vogtede sig for at give sin naturlige Bidskhed Tøilen. — Virkningen af Journalens mange fortræffelige Bemærkninger, som formedelst deres Anvendelighed kunde have været af særdeles gavnende Indflydelse paa Skuepladsen, svækkedes imidlertid overmaade meget ved det Sprog, hvori de vare affattede. Ikke nok med at det, naar der dadledes, overhovedet var i høi Grad hensynsløst og undertiden endog personligt fornærmende imod de Paagjældende; det vidner tillige paa hver eneste af Journalens 700 Sider om at faa forbausende Ligegyldighed og Skjødesløshed med Hensyn til Udtrykkets Rigtighed, at Bech havde fuldkommen Ret i at paastaae, at hvor slet han end efter Journalistens Mening talte, kunde det dog aldrig være saa slet, som det af alle kyndige Folk skulde befindes af den ærede Herre selv skrev. Man skal vanskeligt kunne paavise noget dansk Skrift, hvori fornuftige Tanker saa gjennemgaaende ere mishandlede ved Fremsættelsesmaaden, som i dette, der netop med stor Myndighed og Strenghed uafladeligen angriber "utilladelig Skjødesløshed og Mangel paa Omhu". Et slet Ordvalg, feilfulde Perioder, forkeert Interpunction og vildledende Inversioner forvirre Meningerne i den Grad, at man meget ofte læser det Modsatte af hvad Forfatteren aabenbart har villet sige. Dette Sjuskerie glemte Acteurerne ikke at tage sig til Indtægt, for at bevise, at den dramatiske Journal "kun talte Pølsesnak med en lærd Mine."

Endnu mærkeligere end ved sit Indhold blev dette Skrift, i henseende til Skuepladsens Fremtid, ved sine Følger; thi det var, langt mere end man da blev vaer, en Hovedaarsag til den Omvæltning, der førte til National[sideskift][side 472]theatrets Frelse. — Saisonnen var bleven aabnet med "Tronfølgen i Sidon", som derved kom til Omtale i Journalens første Nummer. Rosenstands Uvillie imod Syngespil gjorde ham det ret til en Lyst at sønderlemme den vordende Directeurs Stykke saaledes, at Publikum skulde være nødt til at tilstaae, hvorlunde Det, som det havde beundret og beklappet, nøiere beseet, var "et elendigt Misfoster." I en hvas, haanende Tone opregnede han alle deri begaaede Synder imod Natur og Sandsynlighed, ja begik i sin Malice endog en Uredelighed, ved af Bredals Fortale til Stykket at fremhæve nogle Yttringer om Ewald og Wandal, for deri at lægge en ganske anden Mening, end de indeholdt. Bredal følte sig høiligen fornærmet, og da de Spillende, som, paa Mad. Knudsen nær, ogsaa vare blevne meget haardt medtagne, ophidsede ham til at søge Hævn, faldt han paa den ulykkelige Idee, at stille Journalisten til Spot for Publikum i et lille Leilighedsstykke, hvilket han selv vilde skrive og, saa snart hans Ansættelse som Directeur var afgjort, endog lade opføre. "Den dramatiske Journal eller Critik over Tronfølgen i Sidon, et Efterstykke i een Handling", var allerede Fjortendedagen efter Angrebet færdigt fra hans Haand, udkom i Trykken en Ugestid førend det blev spillet, og indeholdt, i nogle kjedsommelige, men for den Tid usædvanligt flydende dialogiserede Samtaler, hvorledes "Hr. Journal, en Skolemester", trængte ind paa Theatret og, i en meget lapset og overmodig Tone, hovmestererede to Acteurer og to Actricer, som derved fik Leilighed til, saa godt de kunde, — hvilket var meget maadeligt, — at bortbevise eller latterliggjøre de imod "Tronfølgen" reiste Anker.

[sideskift][side 473]Paa Forestillingsdagen var Byen i et overordenlig Røre af Forventning om de Optrin, som, efter Rygtet, skulde finde Sted saa snart Efterstykket begyndte. Studenterne havde tager Partie for Journalen og vilde pibe, hvortil Flere allerede igjennem Adresseavisen havde paastaaet misfornøiede Tilskuere berettigede. Der var blevet afholdt Møder, for at gjøre Piberne saa mandstærke som muligt, men da Adskillige meente, at "efterdi Directeuren og Acteurerne ogsaa vare Studenter, hvem mange Academici holdt Laug og Omgængelse med saa og tidt havde appaluderet, da maatte det ansees usømmeligt at pibe eller vise anden Misfornøielse i dette Tilfælde", saa afslog et saa stort Antal Studerende al Deeltagelse i Tumulten, at Partiet ikke turde tænke paa, som det havde haft isinde, at kaste Klapperne ud af Parterret, men besluttede, at lade det være nok med at pibe og sætte sig til Værge imod Anfald. Alligevel mødte endeel Studenter med Kaarde ved  Siden. Som Bredals og hans Stykkes Forsvarere optraadte en Mængde Officerer, der, efter Politiemester Bornemanns Indberetning, havde "forlangt Efterspillets Opførelse og paataget sig at forsvare det imod nogle deri angrebne Journalisters Partie." De havde ladet sig forære Fribilletter af Bredal og bleve anførte af Oberst Köhler, som tog Plads paa Midten af Parterrets første Bænk, med nogle af de brutaleste Klappere, navnligen Lieutenanterne Francks, Voigt og Zölner, omkring sig. Den af Officererne angivne Grund til deres Iver for Stykket, var: at "de vilde ikke taale, at en Blæksmører spillede en af Hs. Majestæt bestaltet Directeur og galant Mand paa Næsen"; men om Flere vidste man, at det fornemmelig var i Egenskab af de fornærmede Actricers Tilbedere, at de vilde [sideskift][side 474] "give Journalisten med hans ganske Anhang en Lection, saa at de skulde krybe i et Musehul." Opførelsen af "Tronfølgen" gik, paa nogle stærke Afbrydelser med Trampen af Studenterne og Bravoskraal af Officeererne nær, nogenlunde roligt af; men under Efterstykket opstod en saa frygtelig Tumult, at der flere Gange maatte standses. Köhler og hans Skare udbrød ved enhver plat Finte og dum hentydning til Journalen i stormende Bravobrøl og Klappen, der fremkaldte Medstandernes Mishagsyttringer. Tilsidst lod sig fra "det journalistiske Partie" høre 4, 5 Vægterpiber ledsagede af en bedøvende Trampen. Köhler sprang op, saae martialsk hen paa Studenterne og raabte med tordnende Stemme: "Bravissimo, Gott straf' mich! fort bien!" hvorpaa hele Officeerklyngen reiste sig, opløftede et frygteligt Brøl og gav en Klappesalve med svære, dertil anskaffede Hjorteskindshandsker paa Hænderne. Studenterne lode sig ikke forbløffe, ogsaa de reiste sig og trampede endnu stærkere. Forbittret stod nu Köhler op paa Bænken og raabte: "Schufte! Schlingels! vermaledeitetes Crapule! H'raus mit den Lümmeln!" Fra dette Øieblik blev Parterret en Valplads. Nogle af Officererne sloge løs med deres tykke Spanskrørstokke, og da adskillige Studenter gave Slag for Slag kom det til et Haandmænge, hvorunder 3, 4 Officerer endog trak Kaarden, trods Damernes Hvinen og Skrigen fra Logerne. Et Par Studenter bleve skamslaaede og en Artillerielieutenant Ohm, som ved at være traadt over paa Pibernes Partie, især havde vendt de Brutales Harme imod sig, fik ikke alene en svær Dragt Stokkeprygl, men et Kaardestød. Gardelieutenant Schrödersee, dengang en lille slikket Fyr, "en Engel i sit Væsen", som Ewald betegner ham, og almindelig bekjendt under [sideskift][side 475]Navnet "Cupido", foer op paa Bænken og udmærkede sig ved uophørligt med sin spæde Stemme at skraale: "Hundsvotter! Hundsvotter Slyngler! - Greifet an, Kammeraten! Fort mit den Jungen!" indtil en fiirskaaren Bødkermester pludseligt tog ham i Nakken og kastede ham ned imellem Bænkene. Endelig bleve "de Journalistiske", som vovede at sætte sig til Modværge, drevne ud, og Köhler commanderede de Spillende, der ypperligt havde holdt Contenance: "Weiter!" hvorpaa Stykket fortsattes under hyppige Udbrud af uhyre Jubel. Efter at Slutningsvisen var sungen, istemte Köhler et "Encore!" som brølende gjentoges af Officererne og strax blev efterkommet af Acteurerne, med hvem Parterret sang Visens Omqvæd. Saaledes endte Spectaklet inde i Huset, men undefor gik det igjen løs imellem enkelte Hobe, og det med en saadan Hidsighed, at Lieutenant Ohm, angrebet af to andre Officerer, fik endnu et par Kaardestik; og paa flere offenlige Steder, som Tumultuanterne søgte hen til efter Comedien, kom det til Slagsmaal, hvori Studenterne den Aften lede Nederlag.

Kaade af deres Seier forlangte Officererne, at Efterstykket atter skulde gives den 28de, men Bornemann, "som vidste, at det journalistiske Partie da vilde vise sig udenfor Comediehuset saa stærkt, at det maatte give et meget blodigt Tractement for Stykkets Forsvarere," gav Idee til at holde Efterspillet ude, ved at anmelde, at en Acteur (Bech, som spillede Hr. Journal) var syg, og "Directeur Bredal blev meget glad over saaledes at komme ud af Forlegenheden." Derved var Roligheden for Resten ingenlunde sikret. "Allerede førend Comediens Begyndelse var der udenfor Comediehuset en saadan Folkemængde, at der aldrig var seet Mage; det halve Torv var bedækket med Mennesker, [sideskift][side 476]som trængte ind paa hverandre for at komme nær til Comediehuset." Inde i Huset, som var propfyldt, viste sig en frygtelig Gjæring, og "alle Ansigter forraadte Mistro imod enhver Ubekjendt." Politiemesteren indfandt sig, "for at fjerne alt Skin af Tvang", i Parterret uden Følge, og "gjorde sig Umag for at forsikre, at Officererne vilde være rolige, — som de ogsaa virkelig vare, (især fordi Justitsraad Struensee havde sagt Köhler, at han, i Tilfælde af at Nogen klagede, vilde blive afskediget) — og at han holdt sig vis paa en lignende Opførsel fra det journalistiske Parties Side." Endelig begyndte "Tronfølgen", men ved hver Arie opstod den skrækkeligste Larmen af Klappen, Trampen, Raaben og Skrigen; kun Piber hørtes ikke. Tilsidst tog Politiet fat paa en af de hidsigste Rolighedsforstyrrere og lod ham vide, at dersom han ikke holdt Fred, vilde han blive arresteret og straffet. Dette tilveiebragte nogenlunde rolighed. Officerernes voldsomme Fremfærd ved første Forestilling havde vakt store Forbittrelse, endog hos afstadige Borgere, der slet ikke brød sig om selve Sagen; den sidste Aften havde derfor ei alene de Studerende, som tidligere havde afslaaet Deeltagelse, lovet deres klappende Colleger Bistand, men en Masse Haandværkere, Matroser og Dagleiere flokkede sig sammen ved Indgangen til Theatret og raabte, at de vare komne for at "pudse Stivstøvlerne, dersom de gjorde sig mussige imod de Sorte", saa at Bornemann var overbeviist om, at "var Bredals Efterspil blevet opført, da vilde Kjøbenhavn havt faa blodigere Dage end den 28de November." Endnu otte Dage efter, da han "haabede at altskulde vedblive at være roligt", turde han ikke indestaae for, at man ikke vilde slaaes i Husene; thi "Forbittrelsen imod Officererne, som ved Skjelden og Truen [sideskift][side 477]havde tyranniseret Parterret, var endnu, endog hos ellers neutrale Folk, overordenlig." Som noget Besynderligt bemærkede Flere, at Stemningen viste sig mindre ophidset imod de Officerer, som havde brugt Stokken eller Kaarden, end imod dem, der havde udøst Skjeldsord; blodigst Hævn havde man lovet at tage over Köhler og Schrødersee, der ikke turde lade sig see paa Gaderne uden med stort Følge. Imod den Første gav man tillige sin Harme og Spot Luft paa Prosa og Vers, især i Adresseavisen, som det tilsidst blev forbudet at optage Angreb paa ham og Bredal. Ikke to Maaneder efter optraadte imidlertid Köhler, med langt større Held og bedre Løn, i en anden Sammenrottelse: imod Dronning Caroline Mathilde og Struensee; den 19de Januar blev han paa engang Generallieutenant, Over-General-Adjutant hos Kongen, Medlem af Cabinetsraadet, hvis Ridder og dansk Adelsmand med Navnet Køller-Banner; et halvt Aar efter at have leveret Bataillen i Parterret, sad han, som første Medlem, i en Commission, som skulde grundlægge en ny Theaterregjering!! Inden al denne Udmærkelse blev ham tildeel, maatte han imidlertid bøie nok en beskæmmende Revselse, som endnu gotter Mange, der slet ikke vide af at denne raa, af sine egne Bundsforvandte foragtede Soldat har været til. Ewald, som laae syg, blev nemlig, ved at høre fortælle om Officerernes ligesaa latterlige som skammelige Opførsel, saa opfyldt af satirisk Lune, at han, i Sengen, paa et Bræt, skrev sit "tragicomiske Forspil: De brutale Klappere", og det med en saadan Fyrighed, at det udkom allerede den 9de December. Det blev Köhlers føleligste Straf, da Digteren ei alene meget aandrigt, i et skarpsindigt Raisonnement, blottede det Dumme og Lumpne i Klapperpartiets Færd, men sær[sideskift][side 478]deles vittigt og saa træffende, at Samtiden strax gjenkjendte dem, portraiterede dets Hovedpersoner, navnligen Köhler, som selv i sin Høihed maatte høre sig spottet med Navnet Bürgerschreck. — Heller ikke Bredal undgik en beskæmmende Tugtelse igennem Pressen. For at undskylde sit Efterstykkes Opførelse, havde han i forskjellige Selskaber ladet sig forlyde med, at det først var skeet efter at han, ved en Deputation, havde modtaget udtrykkelig Opfordring af Studenterne fra Borchs og Ehlersens Collegier, og i et Par meget haanende Erklæringer tilbagevist de hans Foregivende som aldeles usandt.

Den nærmeste Virkning af Bredals ubesindige Hævnforsøg var tomt Huus for Resten af Saisonnen. Flere ansete Familier vilde ikke besøge et Theater, hvori de kunde vente at maatte overvære Slagsmaal; og en stor Deel Studenter enedes allerede den 28de Novbr., i Møder, som afholdtes efter Forestillingen, om, ikke at gaae i Comedie saa længe Bredal var Directeur. Da denne nu endydermere foranledige Politiemesteren til, under den 30te, at bekjendtgjøre, at Placaten af 24de Septbr. 1750, hvorved det tillades Directeuren at lade de Pibende anholde og forfølge med Retten, endnu var gjældende, tiltraadte ei alene næsten alle Studerende, men ogsaa "mangfoldige galante unge Cavaliers" Forbudet. Det er en bekjendt Sag, at en Directeur kan lee af det Salgs Beslutninger, naar han blot har et Repertoire, som formaaer at friste Publikum til at bryde dem; men et saadant savnede Bredal længe i meget høi Grad.

Efter Jfr. Biehls Femacts-Comedie "Den altfor lønlige Beiler eller Den, som gjør Hemmelighed af alting", en yderst kjedsommelig Sammenlapning af Erindringer fra [sideskift][side 479]andre Forfatteres Arbeider, og kun mærkeligt i Theaterhistorien som det første Stykke, der blev honoreret med den tredie Forestillings Indtægt, kom Jfr. Bøttgers "Clarisse eller Den forreiste Frøken", som skulde være en qvindelig "Jean de France", men var aldeles meningsløst Vaas, inddeelt i lange Monologer og platte Samtaler, der hverken havde Aarsag eller Hensigt. "Den dramatiske Journal" giver særdeles slaaende i stor Korthed et Begreb om dette Stykkes Værd, ved at anføre, at Forfatterinden, som Clarisse, paa sin Benefice-Aften sluttede det med de Ord: "Min Lykke er i Aften fuldkommen, hvorfor jeg takker allerunderdanigst og skyldigst." — Johan Nordahl Bruns "Zarine" blev, som den første opførte originale Tragedie, Saisonnens Mærkværdighed, men havde kun ringe national Betydning. Den var ikke, som Ewalds to Aar tidligere udkomne "Rolf Krage", der, uagtet adskillige svage Steder, havde saa mange store, poetisk udførte Charakterer, at man allerede derfor ikke kunde have faaet den blot taaleligt spillet paa den danske Scene, udgaaet, i nordisk Aand, fra et stort dramatisk Snilles Stræben eller, baade i Form og Indhold, at gjengive Naturen; men ganske tilskaaret efter det franske conventionelle Mønster: med affecterede Helte, de reglementerede Fortroelige, i stive Alexandriner pynteligt indfattede prætentiøse Sentiments og bombastiske Lidenskabsudbrud. Ewalds Digtning var kun læst af Faa, følt og forstaaet af Færre, men alle havde seet Tragedier, der, som den ene Draabe Vand den anden, lignede "Zarine"; man troede at en Tragedie skulde være som den, og kunde ikke være anderledes end den; da den nu ovenikjøbet var af en danskskrivende Poet, blev den betragtet som "et Mesterstykke, der var ei alene sin Forfatter, men ogsaa [sideskift][side 480]Nationen til største Ære." Skjøndt skarpt dadlet af Nogle, gjorde den betydelig Opsigt. "Baade Hoffet og Folket forundte den meget Bifald", men kun liden Søgning. — "Deucalion og Pyrrha" blev, i Jfr. Thielos slette Oversættelse, blot taget frem, fordi Bredal, der ikke kunde slaae sig til Ro uden nok et Forsøg paa at skaffe danske Syngespil Indgang, havde, ved meget Overhæng, faaet Sarti til at udsmykke den med en lille behagelig, der en Tidland gjorde den til et yndet Efterstykke.

I Slutningen af Januar, just da Skuepladsen bragte "den fra Forræderiets Anslag frelste Konge" sin Hylding i en særdeles jammerlig Fest, havde imidlertid Sarti endt sin Bane som Entrepreneur saavidt, at han kun beholdt Navnet, Ansvaret, en betydelig Gjæld og en Masse Ærgrelser tilbage; han var aldeles ødelagt. Sine Landsmænd kunde han takke for Naadestødet.

Efter at have i Bredal faaet en, som han troede ganske udmærket Directeur for det danske Skuespil, havde han fra Saisonnens Begyndelse saa fuldstændigt overladt det til ham, at han ikke engang lod sig underrette om hvad der skulde opføres, og af al Magt antaget sig den italienske Opera og Balletten, for rigeligen at tilbagegive dem hvad de ifjor havde tabt i Tiltrækningskraft. Istedetfor Ansani, som tog bort for at søge Berømthed i Italien, havde han engageret Grassi, der i 1755 havde behaget meget i Kjøbenhavn, og siden gjort sig vidt bekjendt som en særdeles begavet og følelsesfuld Sanger, der spillede bedre end Operisterne i Almindelighed. Det forrige Aars Primadonner, som, ikke til Entrepreneurens Fordeel, havde faaet meget at betyde ved endeel fornemme Tilbederes Indflydelse, beholdt han. Til Repertoirets Forøgelse havde han [sideskift][side 481]forberedet fem nye, meest comiske Operaer, hvoriblandt "Il tempio d'eternità", componeret af ham selv. Ogsaa for at give Balletten, der skulde understøtte baade Operaen og Comedien, en forhaabenlig større Glands, havde han forpligtet sig til betydelige Udgifter. Vel maatte han i Begyndelsen af Saisonnen tage Tilflugt til Soelberg, som den 10de Octbr. gav sit sidste Balletkluderie: Skibbruddet ved Cythera, fordi Piatoli ikke kunde tiltræde førend i November, men med denne, — en maadelig Balletmester, men god comisk Mimer og særdeles let, smidig Springer, — fulgte hans Kone, der mere gratiøst og indtagende end kunstfærdigt udførte muntre Partier; Mad. Adriani, som beundredes for sin Skjønhed og sit elskværdige Skjelmerie i Pantomimen, men dandsede uden Ild og stødte Datidens Ærbarhed meget ved de frivole Stillinger, hvormed hun anglede efter Bifald; Ronzi, en smuk ung, meget kunstfærdig comisk Dandser, og Dlle Ricci, der blev bebudet som et stort Talent, men faldt reent igjennem.

Sarti havde, med Grund, anseet det for et meget slemt Varsel, at der, da han, strax førend Saisonnens Aabning, anmodede den fornemme Verden om Abonnement, var blevet tegnet for næsten 300 Rdlr. mindre end ifjor, endskjøndt han mere end da havde ført sig den personlige Yndest, hvori han stod, til Nytte og henvendt sig til et større Antal Familier. Saa ivrig havde forberedet Saisonnen, saa nedslagen begyndte han den. Ogsaa blev han overvældet med alle en Theaterentrepreneurs Gjenvordigheder. Just som Operaen aabnedes flokkede endog "høie Rangspersoner" sig til Postgaarden, hvor en Kunstmester Reding viste "det 8de Vunderværk", som mange Liebhavere længe have ventet paa" (et Orangetræ, der i fem Minuter [sideskift][side 482]blomstrede og bar Frugt) samt mange andre "rare Seeværdigheder"; to af hans første Operaer, "Tre amanti ridicoli" og "L'amore in caricatura", gjorde ingen Lykke; begge Primadonner kappedes om at sende Sygdomsanmeldelser; det danske Skuespil, som Sarti da maate tage sin Tilflugt til, gav, efter Novemberdagene, stadig tom Huus; Mad. Adriani, Ballettens Glands, forvred i en af de første Forestillinger det ene Been og kunde ikke betræde Scenen i fire Maaneder; Mad. Piatoli fik Sting og maatte holde sig inde i sex Uger; ingen af Piatolis fire Balletter - den 28de Novbr. Kosakkerne og de ungarske Husarer; 16de Decbr. Elmires og Tamires Kjærlighed; 20de Jan. De engelske Matroser, og 9de Marts Bjergbøndernes Bortreise og Hjemkomst -- vandt Bifald, og den italienske Opera "Alessandre", hvorom Sarti nærede store Forventninger og som blev udstyret med megen Pragt, fandt en kold Modtagelse, just paa den Tid, da man meest trængte til at bøde paa Uheldet med Balletvæsnet. Hvor skrækkeligt Sarti maatte føle sig skuffet i sit Haab om, at Operaen skulde i denne Vinter blive meget stærkere besøgt, end i den forrige, viser sig allerede deraf, at Salget af Operabøger dengang indbragte 212 Rdlr., men i denne Saison kun — 47 Rdlr.! Sarti var fortvivlet over den liden Opmærksomhed, der vistes et Skuespil, som tidligere var blevet forgudet af Hoffet og de Fornemme, og som de saa ivrigen havde opmuntret ham til at entreprenere; han indsaae nu og talte ofte med Bitterhed om, at de kun havde tænkt paa at faae en Tidsfordriv og hjerteløse lokke ham til at sætte Ære og Velfærd ivove for at skaffe dem den, men nu troløst vente ham Ryggen, da der ved Hoffet uafladeligt blev givet Balparé'er, Maskerader og andre Lystigheder,[sideskift][side 483]som gave dem Leilighed til at komme sammen med de kongelige Herskaber. Søeborg fortæller i sine Optegnelser: Sarti kom jevnlig paa de Dage, da der skulde spilles italiensk Opera, hjem til ham om Eftermiddagen, kort førend Theatret skulde aabnes, og spurgte: "Hvorledes gaaer det, Hr. Kasserer?" Fra Begyndelsen af December blev Svaret sædvanligt: "Kun maadeligt: der er afsat een Loge i hver Etage og to enkelte Billetter til Gulvet." Entrepreneuren vred da sine Hænder og udbrød: "Gud hjælpe mig arme Mand! Hør, Hr. Kasserer, send Deres Bud omkring til alle Deres Venner og Bekjendter med baade hele Loger og enkelte Billetter til Foræring. Spilles maa og skal der, men det er saa sørgeligt at spille for tomme Bænke." Søeborg opfyldte hans Ønske og fik derved et Par Gange endeel Tilskuere i Huset; men siden kom de fleste Billetter tilbage med høflig Undskyldning for at man ikke kunde benytte dem. — Og under disse ulykkelige Forhold skulde den arme Mand ikke alene tilveiebringe Ugelønning til de danske Acteurer og en høj Qvartalsgage til de italienske Operister, men ogsaa tilfredsstille Creditorer, som stormede ind paa ham med Fordringer fra endog forrige Saison. Da begge Skuespils Kasser, saa vidt muligt, blev holdte hver for sig, gik det en Tidlang taaleligt med Acteurernes Betaling, men til Operisterne havde han allerede i Slutningen af November ikke en Skilling, hvorfor de ikke alene udskjeldte og truede ham, men gjorde hvad de fandt for godt og undertiden reent ud nægtede at spille. I sin Vaade henvendte han sig først til Grev Brandt, siden endog til Grev Struensee med Bøn om en yderligere Understøttelse, enten i Forskud eller Gratiale. Brandt svarede, at det franske Hoftheater allerede havde overskredet [sideskift][side 484]sin Overslagsudgift saa langt, at Kongen maatte lægge Betydeligt til om det ikke skulde standse, hvorfor der ikke af Hs. Majestæts Kasse kunde ventes Noget til et Spektakel, som var entrepreneret; og Struensee afviste ham med, at eet kostbart Theater var allerede for meget; kunde hans Entreprise ikke bestaae, da var der vel Andre, som fandt paa at spille Comedier, som kostede mindre og fornøiede Menigmand mere.

I Januar blev Sartis Stilling aldeles uholdbar: de fleste Operister havde Gage tilgode for mere end et Qvartal, nogle endog en Rest fra forrige Saison; Acteurerne vare ikke blevne betalt i tre Uger; der indløb betydelige Nytaarsregninger, og de utaalmodige Creditorer — hans Landsmænd ligesaa godt som de andre, — truede med at lægge Arrest paa hans Person. Struensees Undergang blev ogsaa hans. Paa Generalinde Gählers Forbøn havde Brandt endelig lovet, at udvirke ham et kongeligt Tilskud af 5000 Rdlr., men da kom den 17de Januar; — han stod pludselig uden mindste Haab om Hjælp; hans Beskyttere vare faldne, og fra alle Sider taltes om, at nu vilde der blive indført store Besparelser. Han havde ikke engang Nogen at henvende sig til, for at blive af med den Anstalt, som han ikke mere kunde opretholde: der var ingen Directeur des spectacles. Den 31te Januar blev endelig, ved kongeligt Rescript, denne af Brandts Poster besat med Hofmarskal Christoffer Frederik Bielke, "da Mine Hof-Spectacles ey længer bør være uden Opsiun", og strax fik Sarti til ham indgivet to Ansøgninger, der bleve fremmede saa hurtigt, at Bielke allerede den 1ste Februar baade indstillede og opnaaede Resolution paa: 1) at "saasom Over-Capelmester Sarti har sat sig ud saa vidtløftig Giæld, at [sideskift][side 485]han intet Øieblik er sikker for sine Creditorers Overfald saa forundes ham Moratorium, indtil ultimo Mai førstkommende, for at han derved kan sættes i den fornødne Sikkerhed og Rolighed til at componere og iagttage sine Pligter, for at continuere Skuespillene til Vor og Vore Undersaatters Fornøielse"; og 2) at der, som Sarti havde ansøgt, maatte af Particulair-Kassen udbetales 2000 Rdlr. til Udredelse af den italienske Trups resterende Gage, "da ellers Operaen nødvendig maatte ophøre." Men samme Dag udstedte Bielke ogsaa Befaling til Schwarzkopf og Søeborg om, "at være ansvarlige, og til ham at levere de ved den danske Comedie og den italienske Opera indkommende Intrader"; hvorhos det paalagdes den Første, at indgive "en Liste paa de Depenser, som hver Aften nødvendig maae expederes." Saaledes blev Sarti stillet ganske udenfor Entreprisen, men denne dog endnu betragtet som hans. Italienerne fik kun det indeværende Qvartals Gage, da deres tidligere Tilgodehavende hos Entrepreneuren blev betragtet som en privat Credit; men de danske Acteurer tilstodes Alt, hvad han var dem skyldig, da de ikke selv havde søgt Tjeneste hos ham, men "vare af Kongen til ham overførte ved Theatrets Aflevering". Den ulykkelige Sarti gik man ikke lempelig frem med: han matte døie endnu en stor Skræk. Den Sikkerhed, som Kongen havde givet ham imod alle hans Creditorer, vilde man ikke betragte som ogsaa givet imod selve Kongens Kasse: for at indeholde de ham i Februar forskudte 2000 Rdlr. lagde Bielke Beslag paa hans Gage som Hof-Capelmester. Den tiggefærdige Mand, som just var sysselsat med at forbedre Theaterkassens slette Omstændigheder, ved, rigtignok uden mindste Held, at give den ene nye Opera efter den anden, [sideskift][side 486]tabte derved ganske Modet og reiste saadanne Klageraab til Bielke, at denne endelig lod sig bevæge til den 21de April at hæve Beslaget.

For Alle var det klart, at dersom den danske Skueplads nu ikke skulde falde sammen, da maatte den undergaae en gjennembrigende Forandring i Indretning og Bestyrelse. Uro for deres Fremtid gave Acteurerne den Dristighed at forestille Bielke, at "det var ham, som Directeur des spectacles, der var forbunden, hos influerende høie Personer at lade mærke, hvorledes det vilde være en Skam for dem, hvis slette mesures havde bragt dette nyttige og Publikum fornøielige Værk, der havde havt et Fundament, hvilket ingen fremmed Skueplads skulde kunne rose sig af at have bedre, saa slet i Forfald, om de nu droge deres Haand fra det." Denne Anskuelse fandt ei alene kraftig Understøttelse i den Aand, der udtalte sig af "Den dramatiske Journal", og i, tildeels offenligt fremsatte, Yttringer af høit ansete Mænd, som Luxdorph, Carstens, Suhm, Abrahamson og Bornemann, men var saa levende hos Publikum, at de nye Magthavere — især da deres Hoved, Juliane Marie, yndede den danske Comedie meget — følte sig drevne til at træffe Foranstaltninger til ikke blot at opretholde Nationaltheatret, men berede det en værdigere og sikrere Fremtid. Den 6te Mai blev ved kongelig Ordre nedsat en Commission, bestaaedne af Generallieutenant Køller-Banner, Hofmarskal Bielke, Conferentsraaderne Carstens og Nielsen, samt Hof-Intendant General Wegener, hvilken vel nærmest skulde see hen til, at saavel den franske som den danske Comedie og italienske Opera "blev satte paa saadan Fod, at de hverken maatte være den kongelige Kasse eller Staten til for stor Byrde, men [sideskift][side 487]afpassede efter begges Tilstand"; men dog, formedelst Carstens's, Nielsens og Wegeners velbekjendte Anskuelser, gav Vished for, at den danske Skuepladses Tarv fortrinligen vilde blive varetaget. Commissionens første Skridt var at foranledige Sarti til formelig at opgive sin Ret til Entreprisens Fortsættelse, saa at Theatret kunde betragtes som aldeles givet tilbage til Kongens Raadighed. Intet var letter. Under 11te Mai indkom Sarti med en allerunderdanigst Bøn om, at Hs. Majestæt, da han ikke mere saae sig istand til at opfylde sin Contract, vilde allernaadigst forunde ham dens Ophævelse. Samme Dag indgav Søeborg sit Regnskab, som gjorde det utvivlsomt, at det danske Skuespil vilde, uagtet Bredals Ubesindighed havde fra Slutningen af November berøvet det mange Besøgere, kunne have staaet sig igjennem, hvis det ikke var blevet ødelagt af den kostbare italienske Opera, der havde mistet endog den fine Verdens Søgning i den Grad, at dens aftenlige Indtægt i Gjennemsnit var bleven 50 Rdlr. mindre end i den dog saa uheldige forrige Saison. Der var givet

af Comedien af Operaen
62; 53 Forestillinger
(med Passionsconcerten)
med Indtægt:
  3531 Rdlr. 1 Mk.

og for Abonnementet 

1396 — 4 Mk.
 
8816 Rdlr.; 4927 Rdlr. 5 Mk.
hver Forestilling i Gjennemsnit:
142 Rdlr. 1 Mk.; 92 Rdlr. 5 Mk. 14 Sk.!!

Ogsaa med Maskeraderne havde Sarti havt Uheld: de indkomne 2139 Rdlr. gave i Gjennemsnit for hver 156 Rdlr. 3 Mk., hvortil Udgifterne næsten løb op.

[sideskift][side 488]I Commissionens allerførste Møde opstod en Strid, hvis Udfald gav et godt Varsel for den danske Skuepladses Fremtid. Equilibristen Antonio Brambilla, der selv agerede "den lystige Person", havde med sin Bande, hvori en Meyer var "alvorlig Person" og Mlle. Rosalia "første Liniedandserinde og Tourneuse", for et Aar siden gjort saa halsbrækkende Kunster, som her endnu aldrig var seet, og derved saaledes indyndet sig hos Hoffet, at han var bleven opfordret til at forsøge sit Personale, og da give Forestillinger på et eget Theater, som det blev ham tilladt at opføre i Rosenborghave. Han ankom i Slutningen af April med nye "Pantoministre, Springere og Capriolmagere samt sin geschickte lille Engelskmand", men da varden under Struensee rundeligt givne Frihed til at gjøre Markedskunster i Rosenborghave ophørt, hvorfor han ansøgte om, mod en vis Leie, at maatte spille paa Byens Theater. Køller-Banner, som modtog hans Ansøgning, der skulde gaae til Commissionens Betænkning, skrev strax paa den, at han foreløbig havde lovet Brambilla dens Bevilgelse, da "S. M. d. König solche spectacles sehr gern haben", og sendte den derpaa til Carstens, der i Mødet erklærede bestemt, at han ikke vilde være Medlem af Commissionen, dersom nogen Enkelt vilde give Løfter i saadanne affaires, som alene af Samtlige burde afgjøres, og tilføiede, at han "desuden var ganske imod saadan Bevilling, da det var den Danske Skueplads uanstændigt om sligt Gjøgleværk mere paa den skulde produceres." Denne Indsigelse tiltraadtes ei alene af Nielsen, men selv af Hofmændene Bielke og Wegener, saa at Køller-Banner, for at overtale dem til at opfylde hans Løfte, maatte forpligte sig til, ikke oftere at handle paa egen Haand. Vel varede[sideskift][side 489]det ikke længe inden han alligevel tillod sig det; men Commissionens øvrige Medlemmer, som nu vidste, at de turde stole paa hverandre, naar det gjaldt om at værge for Nationaltheatrets Tarv og Værdighed, stode ogsaa strax rede til kraftigt at modsætte sig han Angreb derpaa.

Den danske Skuepladses Trængselsaar vare endte med Sartis Entreprise. Rigtignok havde den endnu mangen Kamp at bestaae inden det lykkedes at bevæge Hoffet til de Fremmedes Afskedigelse, og Acteurernes Kaar bleve kun meget langsomt forbedrede; men Erkjendelsen af dens Værd og Vigtighed for Folket blev stadigt mere levende og sikrede den en Yndest, Omhu og Understøttelse, som den hidtil havde maattet savne.


Oprettet 2007. Opdateret af