Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Anden Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1856. 509 sider.

[Nittende Saison, 2. October 1766 til 22. Juli 1767, side 361-388]

[Oversigt over repertoiret 1766-67]


[sideskift][side 361]Det var kun i Overbeviisningen om, at der med Christian den Syvende vilde oprinde bedre Dage for den danske Skueplads, at Personalet havde fundet Styrke til at bære Sørgeaarets Gjenvordigheder, saa at det igjen, uden at have tabt eet Medlem, kunde samle sig i det gamle Huus som det gamle Selskab. Et Par af de Dygtigste havde i deres Fortvivlelse besluttet at reise til Jylland for at søge en anden Stilling; men Directionen og deres Kunstfæller, som derved bleve satte i stor Skræk, fordi de indsaae, at det Hele da vilde styrte sammen i en Fallit, havde bevæget dem til at opgive deres Forsæt, ved ivrige Forestillinger om, at Acteurerne nu vilde blive "satte i kongeligt Sold, saasom det var Hs. Majestæts Sind at tage den danske Skueplads fra Staden til sig." Det var imidlertid først efter flere Aars endnu haardere Prøvelser at Skuespillerne saae denne Forventning gaae i Opfyldelse.

At Debutantinden, som optraadte første Aften, "af Spectatores befandtes heel maadelig", var ingenlunde ubehageligt for Bestyrelsen, da hun var kommen frem under saa mange "Capricer, Halter, Difficulteter og Prætensioner, at Directionen vel kunde være bange for, at hun skulde vise det Genie, at den maatte faae en saa fatal Person paa Halsen." Endnu nogle Timer førend hun skulde spille satte hun pludselig hele Directionen i Bevægelse ved at erklære, at den hende til Rollen leverede passende Dragt var "en Oldfætterske", som hun ikke tog paa sin Krop; hun vilde vise sig i "en Silke couleur de rose Adrienne og Skjørt med behørig prægtigt Antog og Tilbehør", som hun sagde, at hun havde forskrevet fra Paris for 148 Rdlr., hvilke hun paastod at Directionen havde lovet at betale. Alle Indsigelser imod denne Paastand og Forestillinger om, at [sideskift][side 362]den prægtige Dragt paa ingen Maade i den Rolle kunde bruges, mødte hun med, "at Comedien maatte sørge for, at hun kunde være kostbart klædt, naar hun første Gang skulde agere," og for ikke at lukke Huset saae v. d. Lühe sig nødt til, en halv Time førend Stykkets Begyndelse, at lade hende kjøre den til en Kræmmer, og der, paa Kassens Regning, at udtage "et andet Antog", som var mindre afstikkende, men dog nogenlunde efter hendes Hoved, hvilket imidlertid ikke afværgede, at hun efter Stykkets Slutning sagde ham, "at hun kunde takke Comedie-Directionens Filzerie for den Tort, at hun ikke stod an!"

Ved den anden Forestilling, som, til Høitideligholdelse af Procurations-Giftermaalet imellem den svenske Kronprinds (Gustav den Tredie) og Kongens Søster, Prindsesse Sophie Magdalene, blev givet gratis, besøgte Christian den Syvende første Gang Theatret som Konge. Thott havde, da hans Skrivelse ikke gjorde den tilsigtede Virkning hos de 32 Mænd, indseet, at der maatte gives en kongelig Befaling, men, eftersom Christian den Syvende selv fandt, at Borgerrepræsentationen i Grunden var i sin gode Ret og fortjente Roes for sin i Stadens Interesse viste Iver, havde Thott ladet Magistraten vide, at han ikke vilde hos Kongen andrage paa en saadan Afgjørelse førend efter Festforestillingen, da Hans Majestæt, om denne var ham til stor Fornøielse, vilde maaskee være villigere til at gaae ind derpaa. Hofmanden v. d. Lühe søgte, paa sin Maade, at hjælpe til, idet han bad Jfr. Biehl, at hun i den "Gratulations-Poesie", hvormed Rose skulde aabne Forestillingen, endelig vilde berømme "den allerhøieste grace, som Hs. Maj. imod Directionen havde beviist, uden hvilken Acteurerne skulde have forsmægtet, saa at den danske [sideskift][side 363]Skueplads havde cesseret, maaskee til evig Tid", og tillige saae paa, "at denne Tids elendige Tilstand ikke kunde remedieres uden ved kongelig Huld og naadig Bistand til at Midler kunde opnaaes paa Stadens Vegne." Denne vanskelige Opgave fandt Jfr. Biehl aldeles ikke at ligge udenfor den lyriske Poesies Omraade, men løste den, til v. d. Lühes store Tilfredshed, i følgende Prolog:

"Stormægtigste Monark! to Rigers Soel og Glæde,
Der skuer dig med Fryd paa Dine Fædres Sæde,
  Vor Tunge tale bør; men ikke sige kan
  Alt hvad vi skylder dig, vor elskte Christian!
For Dig og for Dit Huus kan vi kun Ønske yde,
Du for Velgjerninger alene Tak kan nyde,
  Hav Tak da, for Du saae ned til os i vor Nød!
  Tak, for vi ey har tabt vort Haab og Leve-Brød!
Tak, for Din Naade vil det danske Folk tilstæde
I danske Skue-Spil anstændig Lyst og Glæde!
  Tak, for Du har opholdt Din Faders Stiftelse!
  Og vil benaade den med Din Nærværelse!
Den i vort Bryst i Dag en dobbelt Lue tænder,
I Dag! da Høytids-Fryd i hvert et Hjerte brænder,
  Da vi henrykte seer det fuldkomne Baand,
  Hvor Dyd og Deylighed har givet Viisdom Haand.
For Dig Du Nordens Ziir Sophie Magdalene
I Bøn og Ønsker sig tre Riger nu forene,
  Et længes efter Dig; to for Dig lægge ned
  En Taare-blandet Tak for al din Kjærlighed!
Monark! En Bøn endnu Du ville os tilstæde:
At Din Nærværelse os ofte her maa glæde.
  Vor Flid, vor Munterhed derved tiltage vil,
  O Konge! naadigst see til Danske Skue-Spil!"

[sideskift][side 364]Smigreriet var ikke uden Virkning; da Kongen tog bort, forsikrede han v. d. Lühe, at han havde fundet sig meget tilfreds med Repræsentationen, og skulde være betænkt paa at gjøre hvad som kunde være Comediehuset til Nytte og maintien. Thott androg nu paa en Resolution, som udgik til Magistraten saalydende:

"Christian den Syvende, af Guds Naade o. s. v. Vor synderlig Gunst tilforn! Efter at Vi under 14de Februarii næstafvigte have ladet Eder tilkjendegive, at den af Comoediehuset i Vores Kongelige Residentsstad Kjøbenhavn, udi de sidste Aaringer fra 1761 af, sig paadragne Gjæld maatte, ligesom den forhen paa bemeldte Comediehuset heftende Gjæld, paa Stadens Vegne, tillaans optages imod Eders derfor udgivende Obligation, uden noget Ansvar for Eder, dog at ingen nye Gjæld maatte gjøres, og tillige drages Omsorg for, at den allerede gjorte Gjæld i muligste Maade Tid efter anden kunde bliver afbetalt; Og I derefter udi allerunderdanigste Forestilling til Os, af Dato 14de Juli sidstleden have indberettet, at, da I have anmodet Stadens 32 Mænd, som ifølge deres Statuta skal med Eder overlægge Alt, hvad der vedkommer Stadens Indtægter og Udgifter, og følgelig tilligemed Eder underskrive Obligationerne for Gjælden, have de aldeles villet unddrage Staden fra Comoediehusets Gjæld, og sig fra at underskrive Gjældsbeviserne; I hvilken Anledning Vi ved Vores Geheimeraad i Vores Geheime-Conseil, og Over-Secretair i Vores danske Cancellie, Os elskelige Hr. Otto Thott, Ridder 2c., have ladet Eder tilskrive, at lade bemeldte de 32 Mænd betyde, at, da det ved Kongelig allernaadigste Befaling er bleven bevilget, at Gjælden paa Stadens Vegne maa optages tillaans, ville det og være fornødent, [sideskift][side 365]at Obligationerne derfor udi sædvanlig Form blive udstedte; Men det nu af Eders til førnævnte Vores Geheimeraad, derpaa under 11te September næstefter indkomne Skrivelse, er fornummet, at de fremdeles vedblive at undskylde dem for at underskrive det Beviis, som i ommeldte Tilfælde skal udstedes: Saa er nu herved Vores allernaadigste Villie og Befaling, at I tilkjendegiver meer bemeldte de 32 Mænd, at de tilligemed Eder have at underskrive de, for Comoediehusets til denne Tid værende Gjæld, udstedende Obligationer. Derefter I Eder allerunderdanigst kunde vide at rette, befalendes Eder Gud.

Skrevet paa Hirschholms Slot den 11te Octobris Anno 1766.
Under Vor Kongelige Haand og Signet
Christian R.

O. Thott."

Med dette Kongebud meente Magistraten at have faaet al Modstand fra de 32 Mænds Side knækket; den sendte dem under 20de October en Afskrift deraf og vedlagde uden videre Creditivet til deres pligtskyldige Underskrift. Men allerede to Dage efter blev den overrasket ved at erfare, at de 32 Mænd ikke alene havde fundet Udvei til, uden i mindste Maade at forløbe sig, fremdeles at negte Underskrift, men endog vilde indgaae med Besværing, og dertil vedblivende affordrede Magistraten personlig just de Laan, som denne forlangte, at de skulde gjøre Staden gjældbunden for. Under 22de Octbr. gave de følgende Svar:

"Deres Excellence, o. s. v.

Under 15de hujus haver det behavet Deres Excellence samt høi- og velædle Herrer at communicere os Hans [sideskift][side 366]kongelige Maysts. allernaadigste Rescript af 11te dito angaaende Comediehusets Gjæld, ligesom og under 20de dito at tilstille os et Creditiv paa 14054 Rdlr. 2 Mk. 12 Sk. af samtlige høi- og velædle Magistraten underskrevet, hvorefter de Herrer Over- og Med-Directeurer samme Summa paa Stadens Ansvar tillaans kunde optage, med Begjæring at vi samme ifølge Hans kongelige Maysts. allernaadigste Rescripter og Hans Excellence Hr. Geheimeraad Thotts Skrivelse ville med Dem underskrive; Mens da vi eragte det for vores Pligt, førend vi underskrive dette Creditiv, først at indgaae til Hans kongelige Mayst. med en allerunderdanigst Forestilling Comediehusets Gjæld angaaende; Saa forhaabe vi, og udbede, at Deres Excellence samt høi- og velædle Herrer ville have os undskyldte, at vi ikke kunne underskrive Creditivet, forinden der paa denne allerunderdanigste Forestilling en allernaadigst Resolution maatte falde.

Deres Excellence samt høi- og velædle Herrer ville derhos tillade os at erindre, at Stadens Kæmner-Kasse trænger, til værende og forestaaende Udgifter at bestride, til Penge; Og da vi befinde efter Kæmnerregnskabet for Aaret 1741, at Stadens Kæmnerkasse den Tid har havt paa Raadstuen og andensteds staaende 35,490 Rdlr. 77 Sk., hvoraf formodentlig endeel med forfaldne Renter endnu maa være tilovers; Saa og at Kæmnerkassen staaer i et stort Forskud til Comediehuset, der, efter høi- og velædle Magistratens Egen Decission paa Kæmnerregnskabet for Aaret 1758, igjen skal refunderes samme Kasse; saa ville vi derved underdanig, ydmyg og tjenstskyldig anmode om, at der maatte blive føiet de fornødne Anstalter til disse Capitalers Indkrævelse, som Staden saaledes kunde tilgode [sideskift][side 367]komme, for deraf at bestride det Fornødne uden at sætte Staden i Gjæld. Vi forblive o. s. v."

Directionen indsaae vel, at ved en Forestilling, som gav Kongen nærmere Oplysning om den ulovlige Maade, hvorpaa Gjælden var stiftet, kunde Sagen let stille sig endnu slettere for den end før; men den trøstede sig ved, at den Forestilling, som den 12te November skulde gives i Anledning af den unge Dronning, Caroline Mathildes, Indtog, vilde behage Kongen saa meget, at man nok skulde opnaae en Befaling, hvorefter det fik sit Forblivende ved Resolutionen af 11te October.

Der blev gjort alt, hvad der, under Theatrets store Pengeforlegenhed, paa nogen mulig Maade kunde gjøres, for at denne Forestilling skulde blive ret glimrende. Da Dronningen og de fremmede Diplomater ikke forstode Sproget, og al Møie for at opdrive nogen Sangvæsen havde været forgjæves, blev det, efter Forslag af v. d. Lühe, som tidligt og sildigt var i Bevægelse med at betænke, befale og ordne, besluttet, at der af Acteurerne kun skulde gives en Prolog og "et lidet Stykke, hvilket, uden for meget at ennyere, kun vilde medtage en Timestid", men hele Kraftanstrengelsen anvendes paa en "Felicitations-Ballet", hvilken det paalagdes Sacco at gjøre "saa behagelig og symbolique, som han den kunde paafinde." Efte mange Deliberationer med de andre Directeurer og Als, heftige Klammerier med Balletmesteren, som hver Dag "forandrede dessins og plat forkastede, hvad han selv nylig med stor Bekostning havde ordonneret", Intriguer af Acteurerne, der alle vilde tvinge Valget hen paa et Stykke, hvori de spillede Glandsrollen, og adskillige Balletprøver, som "paa det forskrækkeligste afficerede ham, saasom han af [sideskift][side 368]al den desordre ikke kunde fatte, at noget Raisonnabelt og Fornøieligt vilde komme ud", havde v. d. Lühe tilsidst den Glæde, at tilveiebringe en Forestilling, som "i høieste Maade contenterede ei alene samtlige høie Herskaber, men alle fornemme Spectatores, saa at samme Præsentation vist ikke har paa det danske Theatrum havt sin Lige til at finde Applaus". Den aabnedes "under Paradering af samtlige Acteurs og Actricer", med følgende af Reerslew forfattede og Rose fremsagde Prolog:

"Stormægtigste Monark! hvor inderlig en Glæde
Indtager os i Dag, vi for Dit Aasyn træde!
  O! herlig Syn! — Vi see Din Engleliig! Gemal,
  Din, Dine Rigers Fryd, Din Viisdoms Høye Val!
Britannien vi meer end denne Gave skylder;
Hiin Dyrebare Skat hver Siæl endnu opfylder,
  Lovise aldrig kand af Danskes Minde gaae,
  I Caroline vi nu lige Held opnaae.
Henrykkede vi see forud Lyksaligheder,
Som dette Høye Baand for Nordens Børn bereeder,
  Og overalt udstrøer ved det udvalgte Par,
  Hvis Liige sielden før et Land fremviiset har.
Velkommen Christians, velkommen Landets Glæde!
Vaag, Himmel! og befæst vor Konges Arve-Sæde!
  Giør dette Høye Pars Lyksalighed saa stor,
  At aldrig nogens Held var større før paa Jord."

Derpaa gaves Balletten Paridis Dom, hvori man fandt mange "ziirlige Allusioner" til den unge Dronning, der "meentes ved den Gudinde Venus til hvilken Paris rækker det gyldne Æble med den Indskrift: Pour la plus belle, og hvori en Dands, under hvilken Vaabnene sammenflettedes med Omskriften: Jamais le ciel ne forma de plus augustes [sideskift][side 369]noeuds, vakte største admiration og applaudissement, hvis Aarsag ogsaa samme Ballet siden blev opført utallige Gange og saavel at de høye Herskaber som Publikum begjært og atter begjært." Derefter opførtes "endog de Fremmede til megen Fornøyelse": Det gjenstridige Sindelav, og Forestillingen endte med Balletten: Den bedragne Gartner. — Kongen og Dronningen bevidnede, i meget varme Udtryk, v. d. Lühe deres særdeles Tilfredshed; han underrettede derfor sine Meddirecteurer om, at han forventede, "deres fortredelige Sag skulde faae en forønskelig Ende med allerhøieste Ordre, der vel skulde betage de 32 Mænd Lysten til fortan at gjøre Directionen Schabernak."

De 32 havde imidlertid kløgtigt tilintetgjort hans Forventninger ved et Forslag, hvis endelige Hensigt var at skyde den endelige Afgjørelse ud til en Tid, da Hoffets Varme for Skuepladsen havde lagt sig noget, saa at man turde haabe, at Kongen roligere vilde tage Omstændighederne i Betragtning. Foruden i deres Forestilling at vise, hvorledes Directionen, imod Lov og Vedtægt, havde laant Penge paa Stadens Vegne uden dens rette Værgers Vidende og Samtykke, erklærede de, at de vilde være villige til, i al Underdanighed, at efterkomme Hs. Majestæts Villie, men dog maatte formene, at der billigen først af Directionen, til Sikkerhed for Stadens Kasse i Fremtiden, burde lægges en Plan for Comediernes Bestyrelse, saa at der aarligen kunde spares Noget til Gjældens Betaling. Nogle af dem, som ledede Repræsentanternes Beslutninger, havde regnet paa, at Kongen skulde finde denne Formening saa rimelig, at han, for paa en lemfældig Maade at formaae Corporationen til en Underskrift, som den med aabenbar Ret undslog sig for, vilde paalægge [sideskift][side 370]Directionen Forelæggelse af en saadan Plan, og de vidste meget godt, at v. d. Lühe ofte havde besvaret Anmodningen derom med, at "Spektaklernes Indtægt var saa lidet at beregne, at en Plan ingenlunde af Directionen kunde gives", hvorfor de ventede hans Indsigelse, som maaskee vilde give dem Leilighed til at faae deres Vægring erkjendt for velbegrundet, men, under enhver Omstændighed, trække Afgjørelsen i Langdrag. Til v. d. Lühes meget store Ærgrelse, fandt Corporationens Formening virkelig Medhold hos Kongen, som paalagde Thott, at han, igjennem Magistraten, skulde affordre Directionen en saadan Plan. Denne listige Maneuvre af de 32 opbragte Over-Præsidenten i den Grad, at han i Førstningen vilde indgaae til Kongen med Ansøgning om strax at fritages fra sit Embede som "Spectakel-Directionens Formand", men da Raadmand Suhr, for hvis praktiske Indsigt han havde megen Agtelse, bemærkede, at han ikke derved vilde kunne unddrage sig at tilsvare Gjælden, hvis den blev befunden at være ulovligt gjort, lod han det blive ved at formaae sine Meddirecteurer til at afgive følgende, af ham selv opsatte og til Magistraten stilede, heftige Svar:

"Høiædle og Velbaarne,
Høiædle, Velædle og Velbyrdige
Høist- og høitærede Herrer!

De høist- og høitærede Herrer har behaget under 26de passato at forlange vores Betænkning om den af Stadens 32 Mænd i det kongelige danske Cancellie gjorte Begjæring, at der maatte lægges en Plan til at spare Noget aarligt af Comediehusets Indtægter, hvorved dets Gjæld [sideskift][side 371]kunde betales; og derpaa har vi herved tjenstskyldigst og tjenstligst til Gjensvar skullet melde:

Vi ere ligesaavel som de 32 Mænd overbeviste om, at Omstændighederne udfordre en Ménage ved Comedien, saafremt ikke dens Gjæld i Tiden skal falde Stadens Kasse til Byrde, men vi seer ikke hvorledes nogen Plan til at spare kan lægges ved en Stiftelse, hvis fornemste Indkomster og Udgifter ikke ere faste, men dependerer af et Publico, hvilket ikke paa det chapitre lader sig tvinge. Vi kan calculere hvormeget Hans Maj. aarligen giver til Theatret, samt hvormeget Theatri Betjente, Acteurernes og Dandsernes Troupper, Musiken o. s. v. koster at underholde, men om Garderobe og Maskinekammeret er det os, og Enhver, der nogenledes har Begreb om sammes uendelige detail, en puur Umulighed forud at gjøre nogen Regning anderledes end paa Slump, saa at det ikke maatte fortrydes, om man paa nogle tusinde Rigsdaler maaskee calculerede feil. Aarsagen dertil er let at see; Publicum underholder for den største Deel Theatret, men dets Lyst til at besøge samme maa igjen underholdes ved Nyt, saasnart man mærker, det kjedes ved det Gamle.

Man maa da, efter Omstændighederne, gjøre Anstalter til nye Stykker eller nye Balletter, og ved begge, især de sidste, hvorefter Publicum til al Fortred er meest begjærligt, falder større Udgifter til Klæder og Maskiner end man tænker. Forgjæves lader man gjøre Overslag forud over Bekostningerne. Erfarenhed har lært, at naar Balletmesteren har anført, for Exempel, 200 Rdlr. til en Ballet, har hans Ideers Execution kostet ofte 5 á 6 Gange saameget. Imidlertid maa man staae Bekostningen, om man ikke vil see Huset tomt, og mange Gange hender det sig [sideskift][side 372]endda, at saadan en Ballet ikke er efter Folks Smag, og saa er intet andet Raad end at tage en frisk i Arbeide, hvorved da Kassen atter faaer nye Bekostninger. Disse og flere Aarsager, som vilde blive ufornødne at opregne, gjør at vi aldeles ingen anden Plan til Comediens Gjælds Afbetaling kan lægge, end den som allerede af Hans Maj. engang er lagt, nemlig at Directionen i Almindelighed drager Omsorg for, at al mulig Menage pleies, og det baade har vi gjort og agter at gjøre saalænge vi forbliver ved Directionen, ja jeg Geheime-Conferentsraad von der Lühe tør uden Egenros sige, at jeg har forskyldt bedre end de Utaknemmeligheder, der nu møder mig for alt det Bryderie og Møie, jeg har havt ved Theatret, saasom Hans kongl. Maj. har havt den Naade, alene for min allerunderdanigste Bøns Skyld, baade at give Trouppen sin Underholdning i Sørgeaaret og at accordere Comedien en fast Fond aarlig, uden hvilken Naade Stiftelsen nu allerede havde været til Ende, og Gjælden følgeligen lagt Staden til Last, da derimod man nu kan haabe, maaskee at slaae sig igjennem med Tiden saafremt Publicum vil blive flittigt, og ingen ulykkelige Tilfælde indtræffe, det ingen menneskelig Forsigtighed kan see forud. Skulde nogen af de 32 Mænd ellers vide at gjøre nogen saadan Plan, som de for Cancelliet nu har proponeret at maatte gjøres, og samme skulde os meddeelt til Betænkning, saa kunde vi nærmere forklare, om den var practicable eller ikke; men indtil det skeer, maa os tillades at troe, at ingen Plan kan gjøres, og at en Plan gjort paa Slump og ingen Plan er i Executionen det samme. Vi vil iøvrigt samtlig ansee det som en sær kongl. Naade, om vi maae aldeles blive fritagne for den hele Direction over Spec[sideskift][side 373]taklet, og samme, siden Comediehuset dog hører Staden til, maa overdrages Formændene, eller det hele Corps af de 32 Mænd, da det skal være os en særdeles Fornøielse, om de til Stadens Bedste og Publici Satisfaction kan bestyre Comediens Oeconomie med større Sparsommelighed end vi, men saalænge vi skal kaldes og være Directeurer over Skuespillene ere vi ikke sindede at underkaste os videre Control end hidindtil, da Kassens Regnskab indleveres til ordentlig Revision. Vi forbliver med megen Consideration og Estime

Kjøbenhavn 6te Decbr. 1766.

De høist- og høitærede Herrers
tjenstskyldige og tjenstberedvillige Tjenere
von der Lühe, Moltke,
Horn, Falck, Bornemann
.

Til
Magistraten i Kjøbenhavn."

Ikke engang Magistratens Medlemmer fandt sig tilfredse med denne Betænkning; flere af dem meente, at den vilde fremkalde en stærk Indsigelse af de 32 Mænd, da det maatte være dem let at bevise, hvor farligt det var for Staden at blive bragt i Pengeforhold til en Anstalt, hvorom man erklærede, at den aldeles ikke kunde bestyres efter Plan, saa at det mulige Tab slet ikke var at calculere. Suhr, som dog ønskede at bringe v. d. Lühe ud af Forlegenheden, paastod endog ligefrem, at hvad der blev anført om Balletmesteren var "ganske uden noget raisonnable Fundament", og han fremkom, som et Middel imod "det Slags Folks urimelige prætentioner, der, om de de bleve regarderede, skulde være istand til at ødelægge Stadens [sideskift][side 374]Kasse paa Fauter og Forsøg", men det meget hensigtsmæssige, men ikke endnu af nogen Direction optagne og fulgte Forslag, at "naar Balletmesteren sagde sig noget Nyt at ville componere, da skulde han fremkomme med et calcule paa hvad samme i alle sine Dele rigeligen vilde beløbe, hvilket da, om man ansaae hans Arbeide for saadan expense værdt, ham skulde bevilges med et augment af 10 pCt., om han kom i nogen ubetænkt rimelig Betryk, men over den Sum skulde han ei tilstaaes end fire Skilling danske; han derimod give compensation for hvis Skade der Kassen maatte skee, om han ei med ermeldte Sum kunde for Spectatores agere det, hvortil den var ham bevilget." Adskillige Magistratspersoner talte ivrigt for en saadan Bestemmelse, hvilken de meente, at Balletmesteren ikke skulde have at klage over og Kassen maatte staae sig ved, men v. d. Lühe vilde ikke indlade sig paa Noget, som "kunde give Anledning til tracasserie med slige hoffærdige og modtvillige Personer, paa hvis medfødte méchanceté han noksom havde havt Prøver." Magistraten blev da endelig enig om, at søge Sikkerhed imod fremtidige Besværinger af de 32 Mænd ved at saae et Par af dem ind i Directionen, saa at de kom til at dele Ansvar med denne. Den sendte derfor den 10de December Directionens Betænkning til Thott, kun med den Erindring fra Magistratens Side, at: "siden Gjælden skal hefte paa Staden, burde Directionen alene blive ved dens Repræsentanter, saa at den 5te Post i Priv. af 11te Septbr. 1750 maatte forandres derhen, at Over-Præsidenten altid blev Overdirecteur, og 2 af Magistraten og 2 af Stadens 32 Mænd, som dertil imellem dem selv udvalgtes, Meddirecteurer, samt at en af de Sidste førte Regnskabet. Dog [sideskift][side 375]burde denne Forandring først skee efter næste Paaske, og den nye Direction maatte ikke paa engang forandres, men efter 3 Aars Forløb 2de afgaae og de 2 andre derefter vedblive et Aar."

Hvor meget v. d. Lühe end gjorde sin Indflydelse gjældende, for hurtigt at faae Sagen afgjort, blev den dog stillet i Bero, da Kongen i de Dage kun havde Tanke for et andet theatralsk Anliggende, hvoraf han lovede sig stor Fornøielse. Hans Yndling Grev Holck, som holdt særdeles af, at kunne tilbringe de Timer, han kunde være borte fra Hoffet, i Selskab med Theaterdamer, havde gjort ivrige Forsøg paa at faae indkaldt et fransk Skuespillerselskab, der skulde lønnes af Kongen og paa et Hoftheater give Forestillinger, hvortil der forundtes Publikum fri Adgang. I Begyndelsen indvendte Kongen, at et saadant Selskab vilde koste altfor meget og der var intet Theater, hvorpaa det kunde spille; men Holck forestillede ham, at man ved de fleste Hoffer, endog de som ikke vare kongelige, underholdt fransk Comedie, der allerede for Sprogets Skyld var den fornemme Borgerstand til stor Behagelighed, og over den ene Staldbygning kunde indrettes et smukt rummeligt Theater, som der under alle Omstændigheder burde findes ved Slottet, da det jo vel kunde være at Hoffet selv vilde engang imellem more Majestæterne med Comediespil. Tilsidst gik Kongen ind paa Forslaget, og blev da endnu hidsigere derpaa end Holck selv. Der blev strax skrevet til et fransk Selskab, som havde givet Forestillinger i Berlin og yttret Lyst til at gaae til Kjøbenhavn, at det ufortøvet matte komme, og til samme Tid toges med stor Dristighed fat paa Indrettelsen af det nuværende Hoftheater. Under Direction af en Mad. Martin, som selv kun i Nødsfald [sideskift][side 376]udførte Soubretter, ankom dette Selskab i Begyndelsen af December til Kjøbenhavn, og da Hoftheatret naturligviis ikke endnu kunde være færdigt, bestemte Kongen, i sin Begjærlighed efter at see hvad han havde faaet, at det, beæret med Titelen "Kongens ordinaire Comedianter", skulde, paa det danske Theater, uden Betaling for Afbenyttelsen, give offentlige Forestillinger for egen Regning. Ved Hoffet og i de fornemme Kredse var Alt i forventningsfuld Bevægelse; de gamle Sympathier for den franske Comedie fik igjen Liv; der taltes med Henrykkelse om den Nydelse, man havde ivente; ja endog Fru v. d. Lühe, som man skulde troe interesseret for den danske Skueplads, da den bestyredes af hendes Mand, der, hvis den faldt sammen, vilde komme til at staae til Ansvar for dens betydelige Gjæld, skrev til Holck, sin Broder: "Liebster Fritz! Wir alle, besonders aber Riecchen und ich, freuen uns recht Herzlich auf den heutigen Abend. Die Mazard war bey der repetition und ist entzückt. Die troupe soll excellente seyn. Gottlob daß wir doch einmal etwas Vorzügliches haben können. — —" Denne Billet er af 22de December, da Selskabet om Aftenen gav sin første Forestilling, der ingenlunde stadfæstede de store Forventninger. Luxdorph skrev, efter at have seet det spille "Le Joueur" og Operetten "Les chasseurs et la laitière", i sin Dagbog, at Truppen endog var "elendig slet", og de danske Acteurer seirede en glimrende Triumf ved deres Udførelse af "Forøderen", da den af Publikum blev anseet for at staae langt over det franske Selskabs. Dettes vigtigste Medlemmer vare Comikeren Dinezi, der gjorde meest Lykke, og Kone, Tragikeren Belleval og Kone, samt en Mr. Vellias og Kone. Repertoiret bestod af Tragedier, Lystspil og [sideskift][side 377]smaa Syngestykker. Det lader til, at de enkelte Personer ikke, som sildigere, stode i Contractsforhold til Hoffet, men bleve lønnede af Directricen, der fik en vis Sum og for den havde at underholde et Personale efter eget Valg. Den 30te Januar aabnede det, i Anledning af Kongens Fødselsdag, paa Hoftheatret sine Forestillinger, som gaves frit "for Rangspersoner og de honnette Borgerfolk, der til Kassen henvendte sig om Billetter." Ikke destomindre vedblev det endnu i en kort Tid at spille for Penge paa Theatret paa Kongens Nytorv, men havde næsten aldeles tomt Huus.

Ved indtrængende Forestillinger, og undersøttet af Holck, lykkedes det tilsidst v. d. Lühe at bevæge Thott til at udvirke en kongelig Resolution, hvorefter Valgte af de 32 Mænd skulde have Sæde i Directionen, og Spørgsmaalet om Stadens Forpligtelse for Laanene dermed være afgjort. Den 25de Januar udgik fra Kongen Følgende til Magistraten:

"Efter at Vores Geheimeraad i Vores Geheime-Conseil og Over-Secretair i Vores danske Cancellie, Os elskelige Hr. Otto Thott, Ridder etc. i Anledning af en fra de 32 Mænd i Vores kongelige Residentsskab Kjøbenhavn indkommen Forestilling under den 22de Novbr. sidstleden, havde tilskrevet Eder, om der ikke kunde lægges en Plan til at spare noget aarlig, hvorved Comediehusets Gjæld kunde afbetales, er Os nu af Eders derpaa indkomne Svar allerunderdanigst bleven refereret, at Over- og Med-Directeurerne ved det danske Comediehuus, hvis Betænkning I derom have forlanget, have tilskrevet Eder, at da Indkomsterne og Udgifterne ere uvisse, er det ikke muligt derover at gjøre nogen vis Beregning eller lægge anden [sideskift][side 378]Plan end den som allerede er anbefalet med at bruge af mulig Sparsommelighed, hvorhos de melde, at de ville ansee det som en sær kongelig Naade om de for den hele Direction over Spectaklerne aldeles maatte fritages, hvilket har anlediget Eder at forestille at siden Comediehusets Gjæld skal hefte paa Staden, burde og Directionen alene blive ved dem, der forestaae og præsentere Staden; Thi give Vi Eder hermed tilkjende, at Vi efter Eders gjorte Forslag allernaadigst ville have forandret den 5te Post udi Privilegierne af 11te Septbr. 1750 derhen, at Vores Over-Præsident i Kjøbenhavn altid skal være Over-Directeur og Tvende af Magistraten og Tvende af Stadens 32 Mænd, som dertil imellem dem selv udvælges, Meddirecteurer for det danske Comediehuus, da den ene af disse sidstbenævnte skal føre Kasse-Regnskabet; Dog skal denne Forandring i Directionen ikke tage sin Begyndelse førend Comedierne efter næste Paaske ophæves, saa maa og denne nye Direction ikke paa engang forandres, men efter 3 Aars Forløb Tvende at afgaae, og de andre Tvende af vedblive derefter et Aar, og dermed stedse saaledes at forholdes. Iøvrigt ville Vi allernaadigst, at der, ifølge Vores allernaadigste Befaling af 14de Febr. a. p. ingen nye Gjæld maa gjøres, men at der drages Omsorg for, at den allerede gjorte Gjæld i muligste Maade Tid efter anden vorder afbetalt. Derefter I Eder allerunderdanigst haver at rette, befalendes Eder Gud."

Til v. d. Lühes store Forbauselse og Ærgrelse stode de 32 Mænd endnu imod. Under 6te Februar takkede de for Meddelelsen af den kongl. Resolution af 23de Jan., og meldte tillige: at de, som de forud under 22de Octbr. s. A. havde bekjendtgjort Magistraten, den 28de Octbr. [sideskift][side 379]havde til Kongen indsendt en Forestilling angaaende Comediehusets Gjæld og de dermed forfaldne Omstændigheder, men ikke derpaa faaet Resolution. For at efterkomme de Pligter, dem paalaae imod Stadens Indvaanere og fritage sig selv for alt Ansvar i en saa betydelig Post, saae de sig derfor nødsagede til at udsætte deres Underskrift paa det dem under 20de Octbr. s. A. tilstillede Creditiv, indtil Resolution kunde erholdes, da, "naar samme, imod Formodning, maatte falde derhen, at den paa Comediehuset, Stadens 32 Mænd uafvidende og imod deres Erindringer gjorte Gjæld skal blive paa Stadens Indvaaneres Ansvar", det hørsommeligst skulde bliver underskrevet. For at intet Ophold skulde skee, havde de under Dags Dato tilskrevet Geheimeraad Thott om at udvirke dem en kgl. Resolution.

Efter at dette Svar var givet opstod dog hos Nogle Frygt for, at Magistraten, i deres Vægring ved, efter Hs. Maj.'s udtrykkelige Befaling, at foretage Directeurvalget, vilde søge Anledning til at anklage dem for Opsætsighed. Allerede den 16de Februar indkom de derfor til Magistraten med Melding om: at endskjøndt de kunde være beføiede til, med Hensyn til Comediehusets Gjæld, at afvente Hans Majestæts Resolution inden de foretoge det ved kongelig Rescript af 23de s. A. befalede Valg, ligesom at de ogsaa med Hensyn til den Byrde, den dem paalagte Regnskabsførelse vilde medføre, kunde have Grund til at indgaae med Forestilling til Kongen, havde de dog valgt to Meddirecteurer: H. C. Bech og Jens Sönnichsen, af hvilke de haabede den første vilde føre Regnskabet. Denne Udnævnelse var imidlertid skeet med Forbehold af Afventning af en kongelig Resolution angaaende Gjælden og i Forventning af at den, som skulde føre Regnskabet, vilde [sideskift][side 380]i Fremtiden, hvis Comediehusets Tilstand tillod det, saae et Vederlag for sin Umage og Tidsspilde, hvorhos de samtlige i Almindelighed, saavelsom de to Udnævnte i Særdeleshed reserverede sig, at være befriede fra alt Ansvar for den paa Comediehuset heftende Gjæld og udbade sig, "at naar Omstændighederne det tillade, de som arbeide for det Almindelige uden Noget derfor at nyde, maatte blive saaledes aflagte, at de ikke ved det de arbeide for det Almindelige og forsømme deres Eget, skulle arbeide sig selv til Skade og aldeles forgjæves."

Magistraten saae i denne Meddelelse endelig Udsigt til at faae Sagen afgjort efter Ønske, og holdt allerede den 23de Februar en Samling, for ogsaa at foretage et Directeurvalg, hvorved Stadens Fædre gave et ret talende Beviis paa, at de ikke havde ringeste Begreb om en Kunstanstalts hensigtsmæssige Bestyrelse. Det hjalp ikke, at Suhr ogsaa denne Gang talte et fornuftigt Ord og bad, at man, uden de ellers brugelige Hensyn til Anciennetet, vilde vælge de Mænd, hos hvem man kunde antage meest Dygtighed og Lyst; Majoriteten paastod, at man, i dette ligesom i alle andre Tilfælde, først og fremmest maatte fastsætte en Regel, der forpligtede Enhver til uvægerlig at overtage det paagjældende Ombud, naar Raden kom til ham, hvorfor Beslutningen faldt ud til: "den ældste Borgemester og den ældste Raadmand skulle først være Meddirecteurer ved Spectaklerne, og naar de gaae af, da følge de andre Borgemestere og Raadmænd efter Tour." Derved var der, paa en Tid da Skuepladsen meest trængte til en kyndig og virksom Bestyrelse, fra Magistratens Side sørget for, ved Regel, at sikre den en muligst slet Direction: to Raadstuemænd bleve, just ved deres Udlevenhed, kaarede til [sideskift][side 381]at bringe Liv og Orden ind i det forfaldne Theatervæsen, og skulde i sin Tid afløses af to legesaa Udygtige. De af Regelen leverede Personer vare: Conferensraad, Borgemesteren von Schrödersee — der, inden han blev adlet, havde som Statsraad Schrøder, været Directeur i 1756, men dengang ikke kunde formaaes til at holde ud længer end et Aar, — og Justitsraad, Raadmand Hæseker, som med stor Samvittighedsfuldhed søgte at gavne Skuepladsen, saa vidt hans høie Alder og meget ringe Kjendskab til dens Væsen, Indretning og Personale tillode det.

Den nye Direction forsamledes strax med den gamle og besluttede, da den sidste gav Sacco det Skudsmaal: "at han i mange Maader havde været modvillig og tillige, som det lod, allerede viist alt hvad han kunde," at Engagementet med ham og hans Dandserinde, Dlle. Minarelli, ikke skulde fornyes; men Forlangendet om at den nye Direction skulde underskrive nogle Gjældsbeviser til Banken, afslog den reent ud med den Erklæring, at det kunde den ikke gaae ind paa inden de 32 Mænd havde faaet Svar paa deres indgivne allerunderdanigste Forestilling.

Atter maatte v. d. Lühe henvende sig til Thott med Besværing over de Gjenstridige, og endelig opnaaede han, at Magistraten fra Ministeren modtog en Skrivelse af 18de Marts, i hvilken det meddeeltes den, at "Hs. Maj. havde resolveret, at det skulde forblive ved den kongelige Befaling af 11te October s. A., hvorved det blev paalagt de 32 Mænd at underskrive de for Comediehusets til den Tid værende Gjæld udstedte Obligationer eller Gjældsbeviser." Beroliget ved dette bestemte Kongebud, som maatte bryde den sidste Trods af denne "bürgerlich unverschämte insolence", som v. d. Lühe i sin Hidsighed havde kaldt det standhaftige [sideskift][side 382]Forsvar af Borgerrepræsentationens gode Ret, og istand til at afholde de daglige Udgifter ved at det, under 29de Marts, var blevet bevilget, at Skuespillene, paa Grund af Kassens fuldkomne Uformuenhed til at betale, ikke, som brugeligt, skulde standse i Fasten, men for i Aar maatte vedblive til den stille Uge, lod Over-Præsidenten Sagen staae hen til Saisonnen var sluttet, da han befalede en Samling afholdt paa Comediehuset den 16de Mai, og i den foreløbig fremlagte Gjældsbeviser til Banken for 4000 Rdlr. til den nye Directions Underskrift. Bech og Sönnichsen erklærede imidlertid kort og bestemt, at "de ikke gjorde Staden gjældbunden for en eneste Daler inden dem var givet Designation over Comediehusets Gjæld." Dette vakte Magistragsmedlemmernes høieste Forbausels, og v. d. Lühe udbrød i Heftighed, at "han skulde vel lære de 32 Mænd at vise Submission for kongelig Majestæts Ordre"; men Bech svarede rolig, at "dertil vare de, som Hs. kongelige Majestæts Arveundersaatter og gode Borgere, altid som og i alle Maader villige, saa at de maatte forsvare sig imod at kaldes opsætsige, hvilket vel var essencen af Hs. Excellences Ord; men om Hs. Maj. havde befalet dem at underskrive Gjælden, da havde han ei tillige befalet, at de saaledes skulde offendere deres Pligt og sætte Stadens Ret, Skik og Vedtægt tilside, at de paa dens Vegne gik i Borgen uden at vide, til hvor meget det skulde sig beløbe. Skulde det befindes, at der i Gjælden fandtes Poster, som vare dubiøse, da maatte Magistraten være forsikret, at de 32 Mænd ei skulde være bange for i endnu een allerunderdanigst Forestilling Saadant for Hs. Maj. at forklare." Ved denne alvorlige Tiltale blev v. d. Lühe saa forbittret at han uden videre afbrød Mødet og gik; men Schrödersee [sideskift][side 383]bad, at den nye Direction vilde samles hos ham Andendagen efter, saa skulde han see til "at fornøie dem med Kundskab om den hele Gjæld." Indsigelsen gjorde det virkelig muligt: Falch, som hidtil havde afviist Fordringen om en fuldstændig Opgjørelse med Regnskabets Vidtløftighed, bragte to Dage efter Designationen, som viste, at hele Gjælden beløb 28087 Rdlr. Nu gave Bech og Sönnichsen, ved deres Underskrift, Stadens Tilsvar for de 4000 Rdlr., men tilføiede, at "man intet kunde befatte sig med Comediehusets Direction førend en ordenlig Aflevering af den fratrædende Direction var skeet, og der var givet Designation under Directeurernes Haand over al Comediehusets Gjæld, baade med Prioritet, i Banken og andetsteds, samt under hvad Forbindtlighed samme er; saa og om Comediehuset haver Noget tilgode, Beholdning i Kassen, som kan overleveres, etc." Schrödersee paatog sig derom at underrette den afgaaende Direction, hvorpaa Falch svarede skriftligt, at "Huset aldrig var blevet overleveret den afgaaende Direction anderledes end som det staaer, undtagen tre Hovednøgler, som til den nye Direction var leveret; Designationen havde han givet, og i Kassen var intet, hvorfor ei heller noget kunde afleveres, hvilket hans Regnskaber skulde bevise." Da Bech og Sönnichsen fandt sig i at tage dette bedrøvelige Svar for Fyldest, erklærede den nye Direction sig for tiltraadt, saaledes at Hæseker skulde overtage alt "hvad Comedierne, deres Disposition og Distribution angaaer", og Bech Indtægter, Udgifter og Oeconomien. Derpaa underskreves Obligationer for den øvrige Gjæld og Bech sagde sig villig til for det første at forskyde Truppens Gage, da der virkelig ikke af den af[sideskift][side 384]gaaede Direction var efterladt fire Skilling i Beholdning eller nogensomhelst Udvei til Sagens Betaling.

Sacco fik strax Ansættels ved det franske Hoftheater, som nu ogsaa skulde have Ballet, og endeel af Figuranterne, der kun vare engagerede aarviis, fulgte med ham. Directionen for den danske Skueplads maatte derfor allerførst være betænkt paa at reorganisere dens Balletpersonale. Til Balletmester og første Dandser engagerede Directionen Jean Baptiste Martin, — den franske Directrices Mand — indtil 1ste Mai 1768 med 1400 Rdlr. Gage, 200 Rdlr. til Hidreisen, ligesaa meget til Bortreisen, hvis han afgik uden at have engageret sig andetsted, og 6 Rdlr. for hver ny Ballet; til første Dandserinde antoges, for samme Tid, Mad. Mimi Dutillet, født Prin, — gift med en fransk Skuespiller Dutillet, som Aaret efter blev ansat ved Hoftheatret, — med 1000 Rdlrs. Gage og samme Accidentser som Martin. Foruden dem bestod nu Balletpersonalet af Carl Bach, Jfrne. Knudsen den Ældre og den Yngre, R. Soelberg, J. P. Linck, C. Hjeronimi, S. Lever, W. Köhler, Martin Duprez, en Søstersøn og Elev af Hofdandsemester Laurent, César Geboin, Jfrne. Dorfeuille, Holm, Anna Sophie Lever, Petersen, Cecilia Geboin og Caroline Halle, samt tre Børn, som, for 150 Rdlr., skulde oplæres af Laurent, blandt hvilke "Drengen Frederik Schwarz, 14 Aar gammel." — Acteur-Truppen fandtes at bestaae af følgende Personer: Rose, Londemann, Als, Ørsted, Clementin, Hortulan, Reerslew, Musted, Mad. Linkwitz, Jfr. Bøttger, Mad. Hallesen, hver med 6 Rdlr.; Printzlau, Jfr. Samuelsen, hver 4 Rdlr.; Jfr. Bergmann med 3 Rdlr., Souffleur Knudsen med 2 Rdlr. og Jfr. Caroline Halle med 1 Rdlr. om Ugen. — Desuden vare [sideskift][side 385]med aarlig Gage ansatte: Als, som Theater-Inspecteur: 100 Rdlr.; Christoffer Nielsen, som Theater- og Maskinemester: 200 Rdlr.; Andreas Møller, som Theatermaler: 300 Rdlr.; Frederik Mester, som Theaterskræder: 180 Rdlr.; Gamle Lars Knudsen, som Garderobeskræder: 100 Rdlr., og endelig Kasserer Hallesen med 1 Rdlr. for hver Aften Skuespil opførtes og 2 Rdlr. ugenlig i den Tid Theatret var lukket.

Ved den bestandige Uro, hvori Kampen mod de 32 Mænd, og Anstrengelsen for at opretholde Anstalten under uophørlig Pengemangel, havde sat den afgaaede Direction, var Repertoiret blevet i høeste Grad forsømt. Der gaves ikke et eneste nyt Stykke, og Sacco kunde, af Mangel paa Penge til det fornødne Udstyr, ikke bringe flere end tre Balletter paa Scenen: den 2den Octbr. Kjærlighed paa Prøve; den 12te Novbr. Paridis Dom, og den 2den Jan. Den chinesiske Handel.

Som en Følge heraf havde ogsaa denne Saison, uagtet Publikums stigende Lyst til at besøge Theatret, givet maadelig Indtægt. For de 78 betalte Forestillinger indkom 11589 Rdlr., altsaa for enhver i Gjennemsnit kun 148 Rdlr. 2 Mk. Den bedste Indtægt faldt 2den Marts med 250 Rdlr. 4. Mk., den sletteste den 1ste April med 36 Rdlr. Ved Theatrets Aabning havde Kongen, af v. d. Lühes Beklagelser, ladet sig bevæge til at forøge sit Tilskud for et Aar med 4000 Rdlr., saa at det nu udgjorde 7000 Rdlr., hvoraf Kassen i Saisonnens Løb havde modtaget 4247 Rdlr., der, med Beløbet for nogle solgte Sager, bragte den hele Indtægt til 17289 Rdlr, men Udgiften havde andraget 17406 Rdlr., endskjøndt der kun var blevet [sideskift][side 386]tilbagebetalt 2000 Rdlr. af de tidligere Laan, og foruden den Gjæld, som for den tiltrædende Direction blev opgivet, hvilede paa Kassen uafgjorte Regninger til Beløb af 935 Rdlr., saa at den nye Direction ved Saisonnens Slutning modtog Theatret gjældbundet med 29022 Rdlr.

Med den bedste Villie til at give Acteurerne nogen Opreisning for den Nød, som de uforskyldt havde lidt under deres Forgængere, tilstode de tiltrædende Directeurer dem Indtægten af to Sommeforestillinger, som Omstændighederne gjorde meget indbringende, da Martin ved den første debuterede i en Entree som Dandser, og den anden blev givet i Anledning af Dronning Caroline Mathildes Fødselsdag, med en af Martin componeret Gratulationsballet, og en af Reerslew forfattet Prolog, der, hvor kort og æsthetisk slet den end var, bør bevares af Historien, fordi dens sidste Linier, "exciterede den ganske Forsamling til et  saadanne Bifald, som man aldrig tilforn havde hørt i det danske Comediehuus, og hvoraf man mærkede vel, at hun var den hele Nations Afgud og at dette Ønske sandfærdigen kom fra alle Danskes og Norskes Hjertegrund." Den lød saaledes:

"Lyksalig Dag! og liig den allerførste Dag —
Da vi Mathilde saae med Christian fremtræde
Paa dette ringe Sted, til hele Folkets Glæde —
Hvad Hjerte, Øie, Sands fandt ey deri Behag! —
Vi saae et Engle-Syn. — Det Norden længe see!
Som seer sig aldrig mæt, naar det sligt Syn beskuer,
Der trænder Hjerterne i Ild og lyse Luer
Og spaaer Lyksalighed for begge Rigerne.
[sideskift][side 387]Vor Dronnings Fødselsfest forsikrer os derom —
O, at vort Konge-Par opnaae saa høy en Alder,
Som nogen Levende paa Jordens Kreds tilfalder! —
Velsignet Fødsels-Fest! — Velkommen! — ofte kom! —
Men før Du kommer næst, gid da et Ønske maae,
Vor Konges, Dronnings, ja hver Undersaats, opfyldes!
Om vi ey nævne det, vi naadigst da undskyldes —
Men alle stemmer i: Skee Norderigs Attraae!"

Personalet havde Tilladelse til at give endnu et Par Forestillinger, men opgav det, da "Mad. Scaglia fra Corsica, som producerer en Mands Styrke", begyndte i Bergs Huus i Læderstræde en Række Præsentationer, "til hvilke den galante Verden stormede hen i hobeviis". Hvad det var, der for den datidige "galante Verden" havde en saadan Tillokkelse, at Acteurerne ikke turde rivalisere dermed viser følgende Anmeldelse af Madamens egne Kunster, — thi hun havde ogsaa "en tyrkisk Kunsthest med sex Fødder" og "et Academie af italienske Hunde" —: "Hun lader saa mange Personer staae paa sig, som hendes Størrelse kan importere. Derefter lader hun sætte en Ambolt paa sit Bryst, og lader smede derpaa til Enhvers Forundring; derefter løfter hun Ambolten op med hendes egne Haar, og med denne Ambolt gaaer Madamen omkring paa Theatret og spadserer til Enhvers Forundring. Fremdeles lader hun et opfyldt Fad, af 3½ Ahme, sætte paa sit Bryst, som otte Mand nok har at løfte paa. Naar Madamen har dette svære Fad paa sit Brydt, saa forlanger hun en Mand at springe og gjøre Caprioler derpaa, og til Enhvers Forundring forlanger hun under Fadet et Glas Viin og drikker de høye Herrers og Damers deres [sideskift][side 388]Sundhed, og tillige det ganske Compagnie. Under dette Fad løfter hun sig i Veiret og skyder tvende Pistoler løs; derefter kaster hun med to Fingre dette svære Fad af hendes Liv. De Herrer Tilskuere ville meget forundre sig over denne Madame, thi hun er svag og mager af Statur."


Korrekturlæst 2007. Opdateret af