Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Anden Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1856. 509 sider.

[Syttende Saison, 26. September 1764 til 26. April 1765, side 323-333]

[Oversigt over repertoiret 1764-65]


[side 323]Theatret var vel blevet befriet fra den ødelæggende italienske Opera, men matte endnu bære mange sørgelige Følger af den. Forrentningen af en betydelig Gjæld; de forøgede Udgifter til Orchestret, som, efterat være blevet indrettet til store Musikers Opførelse, nu ikke, uden megen Utilfredshed hos Publikum, kunde sættes paa den tidligere Fod; den Overflod af Statister saavelsom Glimmer og Afvexling i Dragter og Decorationer, man ved Operaen havde vænnet Tilskuerne til at forlange i alle Costumestykker; men især den Uorden og Forvirring, som, ved den pludselige, ikke forud betænkte og ødsle Iværksættelse af alt hvad der angik det fremmede Pragtskuespil, var opstaaet i det hele Administrations- og Kassevæsen, hvilede endnu paa Anstalten og truede, endskjøndt Lykken havde været den gunstigere end nogensinde, med dens Tilintetgjørelse. Af 72 Forestillinger havde Indtægten været 14572 Rdlr., altsaa i Gjennemsnit hver 202 Rdlr. 2 Mk. 5. Sk. eller to Trediedele af fuldt Huus; den høieste Indtægt var den 2den Januar med 272 Rdlr. 3 Mk., og under 136 Rdlr. havde man kun havt en eneste Gang: den 19de April, som gav 99 Rdlr. 5 Mk. 8 Sk.; de fleste Aftener havde alle gode Pladser været optagne halvanden Time førend Skuespillets Begyndelse; men — saa uforbederlig var allerede Theatrets Tilstand, at det, uagtet et saa betydeligt Tilløb og endskjøndt der ikke var givet Personalet nogen Gageforhøielse eller anvendt mere end almindeligt paa Forestillingernes Udstyr, sad endnu dybere i Gjæld end ved forrige Saisons Slutning. Af den kongelige Kasse havde [sideskift][side 324]det, foruden det faste Tilskud, 3000 Rdlr., faaet 1400 Rdlr. som "en Extra-Douceur", og desuden laant 2100 Rdlr.; dog var der kun blevet betalt 1100 Rdlr. af den gamle Gjæld, saa at det nu, med et Tilgodehavende af kun 260 Rdlr., var 28087 Rdlr. skyldigt. Kassens Tilstand var saa slet, at Directionen maatte lade den Personalet tilkommende Douceur, ja endog Saccos og Dlle. Minarellis Gager henstaae flere Qvartaler ubetalte.

Da Theatret i 1750 blev, under Navn af en Foræring, lagt Staden til Byrde, trods al Modstand af de 32 Mænd, havde disse glædet sig meget ved, at der i Forhandlingerne med dem ikke var iagttaget nogen ordenlig Forretningsgang, men kun at Over-Præsidenten, som frygtede deres formelige Indsigelse, hvis han gav dem Leilighed til at fremkomme med den, skeet mundlige Meddelelser til deres to Formænd. De havde i denne Omstændighed seet en udvei til at frasige sig og Staden al Deel og Skyld i de skadelige Forpligtelser, som Magistraten angaaende denne Sag maatte komme til at indgaae, og desaarsag besluttet, ikke at yttre det Mindste, der kunde vise, at de ansaae nogen for Theatret stiftet Gjæld at være Staden vedkommende. Vel var Theaterregnskabet, tilligemed alle andre comunale Regnskaber, hvert Aar blevet revideret ved to af deres Midte valgte Mænd, og disse havde nu og da bemærket, at Directionen maatte see til at bringe Gjælden ned, men, for at de 32, naar deres Stadfæstelse paa den engang maatte blive forlangt, kunde erklære, at den altid for dem havde været et Mellemværende imellem Theatret og Magistraten personligt, var der aldrig fra deres Side blevet nedlagt Protest imod noget Laan. Saa slette vare Omstændighederne imidlertid nu blevne, at de begyndte at [sideskift][side 325]ængstes for at holde fast ved deres System, da de vel indsaae, at det fremmede Optagelsen af nye Laan, hvis Betaling dog tilsidst let kunde blive paatvungen Staden. Forgjæves paastode Nogle, at man fremdeles for alting ikke maatte lade sig mærke med, at man antog Muligheden af at Magistraten kunde tænke paa at ville gjøre Staden gjældbunden for hvad den, uden deres Vidende eller Samtykke, havde laant til Comediehuset; efter et stort Fleertals Beslutning blev der under 23de August tilskrevet Magistraten, "at Stadens 32 Mænd i ingen Maade paa Stadens Vegne kunde tage Deel i Laan, som enten allerede var skeet eller derefter maatte skee til Comediehusets Bestyrelse, men ansaae samme som noget Staden aldeles Uvedkommende." Magistraten var glad ved en Indsigelse, hvorved Borgerrepræsentationen erkjendte, at der havde været Grund for den til at antage, at Laanene kunde menes at være optagne med Forpligtelse for Staden, men den indlod sig for Øieblikket ikke paa at stride med de 32 om deres Erklærings Gyldighed, og vedblev at gjøre nye Laan uden at tage deres Stadfæstelse.

Denne Saisons Repertoire frembød de to Mærkeligheder: at der ved næsten alle Forestillinger kun gaves eet Stykke, og at de frem Nyheder alle vare Femactsstykker af enten den rørende eller saakaldte fiintcomiske Art. I "Den kjærlige Mand", hvormed Charlotte Dorothea Biehl, dengang 33 Aar gammel, begyndte sin kun altfor ivrige Virkomshed som dramatisk Forfatterinde, fik den danske Scene den første originale Comedie siden Holbergs Dage; men de bleve ingenlunde ved den kaldte tilbage. Vel bare dens Personer de holbergske Lystspils Fagnavne, men dens Jeronimus, Henrik og Pernille erindrede kun om, hvor [sideskift][side 326]ganske de savnede deres Navners Nationalet, Lune og charakteristiske Præg, og hele Stykket, der aabenbart havde moralsk Virkning til Hovedformaal, var saa aldeles modsat den holbergske Comedie med dens Vid, Livfuldhed og Naturtroskab, at det fornemmeligt syntes bestemt til at fortrænge den. Det var ikke ved Talent til at opfatte det Comiske i Menneskenes Væsen og Væren eller i Livsforholden at Jfr. Biehl var ledet til Forsøget paa at skrive Comedier; Foranledningen gaves udefra, og Stoffet søgte hun ikke i Livet, men hos andre Forfattere. Hun fortalte selv, meget naivt, at det kun var efter Statsraad Augustins og Conferensraad Bornemanns Overtalelse hun besluttede sig til et Forsøg paa at forfatte originale Comedier, og at hun, efter længe at have vægret sig, begyndte dets Udførelse med — for at vælge en Charakteer, som ikke havde været før paa Theatret, — "at gjennemgaae alle de Stykker, hun kjendte, og endelig kom til Goldonis Den kjærlige Kone, da hun sagde ved sig selv: Skulde en kjærlig Mand ikke ogsaa interessere?" hvorpaa hun satte sig til Arbeidet saa utrættelig, at Comedien 14 Dage efter var færdig. Dette charakteriserer hendes dramatiske Fabrikation saa fuldstændigt, at man virkelig i den ikke finder Noget, som ei lader sig forklare deraf. I hendes Beslutning at arbeide for Skuepladsen var intet Kald, i Udførelsen ingen Eiendommelighed. Sin hele Opgave fandt hun i at efterligne eller, ved en som oftest klodset Omskrivning, at gjengive hvad hun i Andres Værker havde fundet fortræffeligt, og dette var ikke den sunde, kraftfulde Comik, der fremstrømmer af Holberg, men den imellem det Pæne og det Platte ideligt svævende Moersomladen, indflettet med opskruet Moraliseren, hos Destouches og Goldoni. [sideskift][side 327]At hun kun havde sin Menneskekundskab fra Andres Fremstillinger, og savnede Evne til deri at skjelne det Falske fra det Ægte, forledede hende ideligt til i sin, det menneskelige Hjertes forbedring tilsigtende, Stykker ei alene at opstille aldeles usande og usammenhængende Personligheder, der pludseligt gik over fra Forblindelse til det Rettes Erkjendelse, fra Fordærvelse til Forbedring, men ogsaa virkelig gemene Naturer, som skulde gjælde for vittige og underholdende. Hendes Betragtning af Yttringen blev staaende ved Udtrykket, uden at sandse Tanken; indeholdt blev hiint intet stødende Ord, kom det hende ikke til Bevidsthed om denne saarede Anstændighedsfølelsen. Sit Meed: at moralisere, forfulgte hun saa ivrigt og tankeløst, at hun ikke blev vaer om nogle af hendes Personer, der skulde virke med dem, ved hvem hun vilde naae det, vare i Handlinger og Tanker langt mere skamløse, end hun i sin Pænhed fandt dem, der hos Holberg komme frem med en lunefuld Tvetydighed eller et plumpt Udtryk. Saaledes vil hendes Pernille i "Den kjærlige Mand" forlede sin Hosbonds Kone til ægteskabelig Utroskab, "da det er almindelig en Kammerpiges Forretning at forføre sit Herskab", og hun siger til Forførerens Tjener: "I al den Tid jeg har tjent har jeg ikke kunnet erhverve mig andet end lidt Klæder paa Kroppen. Altsaa maatte jeg i det mindste have saameget for at narre en Mand, at jeg kunde kjøbe mig selv en Mand. Dersom nu Din Herre vil indgaae den Contract, saa kan Du forsikre ham, om min Beredvillighed;" ligesom ogsaa den Herre, hvem hun lader gjøre dette smukke Tilbud, har den delicate Hensigt, at ægte en ung Pige, for lettere at komme til at forføre hendes gifte Søster. Ikke desto mindre skal der ud af det Hele fremgaae en [sideskift][side 328]Moral saa haandgribelig, at endog den eenfoldigste Tilskuer ikke kan gaae glip af den: igjennem fire Acter forsømmer en Kone sit Huus og tager Dag og Nat ud fra Mand og Barn, for i slet Selskab at flane, spille og coquettere; men i femte Act holder Manden, som medens hun har sværmet og "glædet sig inderligt ved at finde Tilbedere", ikke, "saa længe han har været i Seng, har gjort andet end slængt og kastet sig", den hjemkomne Dame en smuk Forelæsning om Moderpligter og sætte sin lille Søn paa hendes Skjød; og alene dette forbedrer hende lige med eet saa grundigt, at hun fra det Øieblik vil blive et Mønster paa en dydig Ægtefælle. Tilskuerne see selv at dette psychologiske Mirakel skeer, saa at de kunne være visse paa, at den forbausende Omvendelse har sin fuldkomne Rigtighed; til end større Nytte og Opbyggelse see dem, undlader imidlertid hverken Manden eller Konen at drøvtygge Moralen i en Slutningsreplik, og at henpege til Exemplets Anvendelighed i andre forvirrede Huusholdinger. — Hvor maadeligt dette Jfr. Biehls første Arbeide end var, det blev det bedste. Dets Mangel paa Charakteristik, Naturlighed og Line var i alle hendes sildigere Arbeider forenet med endnu høiere Grad af Plathed i Tankerne, synlig, men forgjæves Jagen efter Effect, frempiint falsk Vittighed og kjedsommmelig Efterligning af slette Mønstre. "Den kjærlige Mand" optoges med meget Bifald. Vel var Forfatterindens Navn ikke blevet offenliggjort ved den første Forestilling, men flere af hendes i Publikum høit ansete Velyndere, der vare ivrige Talsmænd for den saakaldte "ædle Comedie, hvori Charaktererne ere af den fine Verden og derfor ikke støde høvidske Øren med grove Expressioner", havde udbasunet Stykket som et Mesterværk, hvormed der for den danske Skueplads [sideskift][side 329]skulde aabnes en ny Epoche, hvilket tillligemed den gode Udførelse af Hovedrollerne, som passede fortræffeligt for Rose og — i de fire Acter, hvor Konen er Flane — Jfr. Bøttger, skaffede det en saadan Respect, at der med det opstod en "biehlsk Periode", som rigtignok kun var af kort Varighed, men hvorunder den holbergske Skjemt næsten ganske naatte vige Pladsen for "det Fine og Ziirlige". — Uagtet Jfr. Biehl ikke fik mindste Honorar, ja ikke engang en Friplads for sine Originaler, — thi at hun i Saisonnen 16 Gange havde frit en Lode til 2 Rdlr. 4 Mk. var kun fordi hun "offererede Theatret adskillige Oversættelser" — arbeidede hun saa ivrigt for Scenen, at hun ei alene i denne Vinter forsynede den med nok en Original: "Haarkløveren", som var endnu maadeligere og kun oplevede 4 Forestillinger, samt en Nytaarsprolog: "Melpomenes og Thaliæ Trætte"; men endogsaa gav en i flere Partier særdeles smuk Oversættelse i Alexandriner af Colardeaus "Caliste", der er en Omarbeidelse af Rowes berømte "The fair penitent". Jfr. Bøttger, som, uagtet hun ikke kunde stave rigtigt, gjerne coquetterede med literaire Fortjenester, fortæller i Fortalen til den af hende udgivne Oversættelse, der var hende foræret af Jfr. Biehl, at "hun havde formaaet sin Vendinde til at gjøre den, da hun, ved at høre hende læse den paa Fransk, blev fanske indtagen af Caliste og fandt saadant et Arbeide i den for en Actrice, som hidintil ei endnu var forefaldet i noget af vore Originaler eller oversatte Stykker." Hendes "Arbeide" deri var imidertid ikke saa heldigt at interessere Publikum: der blev rigtignok skrevet Vers til Ære for hendes Spil, men Stykket opnaaede kun 6 Forestillinger i 6 Aar. — Voltaires "Merope" havde ingen bedre Lykke: den gik 9 Gange [sideskift][side 330]i 13 Aar. — At det Rørende ikke, hvor meget man end stræbte efter at give det Herredømmet, ret kunde vinde Indgangen hos Skuespilbesøgene i Almindelighed, sees bedst deraf, at Diderots "Faderen", et i sin Art ypperligt og meget effectfuldt Stykke, kun blev opført tre Gange og derpaa henlagt for en Række Aar, indtil Skuespladsen fik Fremstillere, som vidste at lægge mere Natur, Adel og Varme i alvorlige Roller.

Ved en Begivenhed, som gjorde stor Opsigt, led Theatret pludseligt et meget stort Tab i sit Personale. Da Jfr. Rose, der var ligesaa almindeligt agtet for en strengt sædelig Opførsel som beundret for sin Skjønhed, om Aftenen den 11te Marts, vilde tage hjem, efter at have spillet, bortførtes hun af Vice-Admiral Grev Christian Conrad Danneskjold Laurvig, der tidligere er omtalt som det første Privattheaters Stifter, og af G. L. Baden benævnes "Vellystningen, for ikke at sige den Liderlige." Efter at han, som var gift og havde en voxen Datter, der 4 Aar efter ægtede Christian den Syvendes Yndling Grev Holck, i nogen Tid forgjæves havde meget paatrængende og ved store Tilbud søgt at vinde Jfr. Roses Gunst, besluttede han at bemægtige sig hendes Person ved List og Vold. I denne Hensigt begyndte han, under Paaskud af sin levende Interesse for Theatret, at søge Bekjendtskab med hendes Fader, hvem hun, af Frygt for at foranledige ubehagelige Optrin, havde fortiet Grevens Uforskammethed. Da det dengang blev anseet for "Personer af en galant Tone meget uanstændigt at søge Omgang med Theaterfolket", fandt Rose sig særdeles smigret ved at han Kunst skaffede ham en saadan Udmærkelse. Ovennævnte Dags Aften var han, som ikke spillede i det sidste Stykke, af Greven bleven [sideskift][side 331]indbudet til med ham og en Officeer, der var Grevens fortrolige Ven, at deeltage i et muntert Gilde, som skulde holdes i en bestilt Værelse hos en Restaurateur, da Hans Excellence, som han foregav, ikke, paa Grund af sin Stands Fordomme, turde vove at beværte en Acteur i sit Palais, hvor gjerne han end vilde. Medens de sadde tilbords kjørte den af Greven bestukne Kudsk, der skulde bringe Jfr. Rose fra Theatret, hende, som ikke i Karethen kunde see hvad Vei den tog, ind i hans Palais, hvor Porten, der var holdt aaben, strax blev lukket og hun, uagtet sin Modstand og Skrigen, af hans Tjenre bragts fra Vognen op i et afsidesliggende Cabinet, som paa det pragtfuldeste var indrettet til hendes Modtagelse. Under de tre Herrers Maaltid kom, efter Grevens Foranstaltning, et Bud om at han ufortøvet maatte indfinde sig ved Hoffet, hvorfor han gik bort, med Anmodning til Officeren og Rose om, at de vilde blive ved Bordet og underholde sig med hinanden indtil han kom tilbage, som han haabede ikke skulde vare længe. En Halvtimestid efter laae imidlertid det skjændige Anlæg klart for Roses Øine, da der blev bragt ham et Brev, hvori han underrettedes om, at han Datter var i gode Hænder og at man paa det anstændigste vilde sørge for hende. — Saaledes fortaltes Begivenheden overalt i Kjøbenhavn, hvor Forbittrelsen imod Greven var frygtelig; i et samtidigt tydsk Skrift hedder det dog, at Jfr. Rose var "bleven enig med Greven om Bortførelsen." Dette var kun et Foregivende, hvorved Adelsmandens høibaarne Venner vilde besmykke hans skammelige Handling. Allerede Langebeks i et Brev brugte Yttring, at han havde "udført" Jfr. Rose, tyder paa, at det var skeet uden hendes Skyld eller Villie, og det Følgende gjør det utvivl[sideskift][side 332]somt. Rose dulgte nemlig aldeles ikke hvad der var skeet, men henvendte sig til Politiet med bestemt Fordring, at det øieblikkeligt skulde skaffe hans Datter tilveie og forfølge Sagen til Voldsmandens Afstraffelse, og da Politiemesteren ikke vovede at gaae alvorligt frem imod den forbryderske Stormand, endskjøndt det var noksom bekjendt, at han oftere havde bortført smukke Borgerdøttre og skjult dem i dertil formeligt indrettede Værelser i sit Palais, dristede Rose sig, overbeviist om sin Datters Uskyldighed, endog, efter nogle Dages forgjæves Venten, til at indbringe en saa skarp Klage for Kongen, at der strax blev forkyndt Greven Huusarrest og kongelig Ordre til ufortøvet at udlevere Pigen. Nu blev Hans Excellence saa heed om Ørene, at han ved en Ven lod Rose tilbyde 4000 Rdlr. for at lade videre Undersøgelse falde; men Skuespilleren svarede med største Uvillie, at om Greven end bød ham fire Grevskaber, vilde han ikke dermed lade sig afkjøbe en Faders Ret til at faae Hævn for en saa skjændig Forbrydelse imod hans Barn. En Anviisning fra Greven, i hvilken Rose selv kunde anføre den Sum, som han forlangte til Opreisning, blev sendt sønderreven tilbage, og tre Adelsmænd, der indfandt sig i Roses Huus for at bevæge ham til Eftergivenhed, svarede han koldt, at han ikke vidste om han kunde faae sin Ret, men det vidste han, at han ikke vilde frafalde den om saa 100 Adelsmænd laae for hans Fødder og bade ham derom. Enden blev at Kongen lod tilkjendegive Greven sin Unaade og at han ufortøvet havde at forføie sig til sine Godser i Norge. Fra Laurvig, hvor han saa frækt fortsatte sit vellystige Levnet, at han ogsaa der lod for voldeligen bortførte Fruentimmer indrette skjulte Værelser, hvilke endnu for [sideskift][side 333]nogle Aar siden bleve foreviste som Mærkværdigheder, bønfaldt han flere Gange forgjæves Frederik den Femte om Tilgivelse. Først i Slutningen af 1766 fik han Tilladelse til at komme tilbage, og det kun paa gjentagen Forbøn af den berømte Grev Frederik Christian Danneskjold Samsøe, der stedse havde været hans faderlige Velgjører og redelige Advarer. Foragtet af Nordmændene, som første haarde Klager over hans Udsvævelser, Raahed, den kaade Trods, hvormed han afslog at betale sin Gjæld til Borgerlige, og hans ulovlige Omgang med de under Grevskabet faldende Skatter og Skiftemidler, ilede han til Kjøbenhavn, hvor han paa ny bragte sig i Omtale for sin lumpne Charakteer, da han snedigt sværtede Grev Danneskjold Samsøe saaledes, at denne Aaret efter blev afskediget som Marinens Chef og forviist til sine Godser, hvorpaa han fik hans Post, hvilken han paa ingen Maade var voxen. Jfr. Rose, som ikke var at formaae til igjen at betræde Scenen, blev nogen Tid efter gift med kgl. Kammermusikus Schiørring, en meget anseet og afholdt Mand.

Sacco gav 8 Balletter: den 26de Septbr.: Kjærlighed stærkere end Døden (den første paa det danske Theater givne Behandling af Sujettet til Romeo og Julie) og Postrytterens Bryllup; 31te Octbr.: Den hollandske Apotheker; 12te Novbr.: Den Mistænkelige uden Aarsag; 7de Decbr.: Psyches og Cupidos Kjærlighed; 2den Jan.: Laurbærgrenen; 30te Jan.: Maskeraden; og 17de April: Mændene, som bedrages af deres Koner.


Bortførelsen af Jfr. Rose er af Jfr. Biehl beskrevet i
Svend Cedergreen Bech: Brev fra Dorothea. Af Charlotta Dorothea Biehls historiske breve. Politiken, 1975, side 137-178.

Korrekturlæst 2007. Opdateret af