Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Anden Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1856. 509 sider.

[Sextende Saison, 30. September 1763 til 4. Mai 1764, side 291-320]

[Oversigt over repertoiret 1763-64]


[sideskift][side 291]Med Hensyn til Theaterbesøget havde denne Saison været glimrende over al Forventning. Der gaves af

Den danske Comedie Operaen
57; 44 Forestillinger;
med Indtægt:
11720 Rdlr.; 7982 Rdlr.;
hver i Gjennemsnit:
205 Rdlr. 3 Mk. 11 Sk.; 181 Rdlr. 2 Mk. 9 Sk.;
den høieste Indtægt:
4. Jan.: 281 Rdlr. 1 Mk.; 2. Jan.: 333 Rdlr. 2. Mk.;
den laveste:
27. Apr.: 69 Rdlr. 9. Feb.: 59 Rdlr. 5 Mk.

Strax efter Theatrets Aabning i 1748 viste det sig, at man, af Ukyndighed i rigtigt at beregne Rummeligheden, havde ansat Parterre- og Galleriebilletternes Antal meget lavere end fornødent. Da Tilløbet imidlertid ikke var saa stort, at der behøvedes flere Billetter, lod man det blive som det var indtil Fædder, i Forventning om tiltagende Søgning, Aaret førend sin Afgang fik forøget Parterrebilletternes Antal til 400 og Galleriebilletternes til 220, hvorved Huset kunde til Skuespil indbringe 295 Rdlr. 4 Mk., og til Opera 409 Rdlr. 2 Mk. I hans Tid slog Forventningen ikke ind saaledes at Billetforøgelsen bar Frugt; men i denne Saison kom den flere Gange Theatret til Nytte, hvorvel man aldrig drev det til at faae udsolgt. Søgningen havde tiltaget saa betydeligt at Gjennemsnitsindtægten var for Skuespillet omtrent 17, for Operaen 12 Rdlr. større end i forrige Saison, der hidtil havde været den heldigste. Og dog var Kassens Gjæld tiltaget med 5062 Rdlr., og havde nu naaet 27050 Rdlr. Da Ind[sideskift][side 292]tægten af samtlige 101 Forestillinger kun udgjorde 19702 Rdlr. og Udgifterne vare løbne op til 32078 Rdlr., havde man nemlig seet sig nødt til, foruden det kongelige Tilskud, hvoraf der for denne Saison hævedes 6750 Rdlr., at forbruge 7062 Rdlr., som vare tilveiebragte ved Laan, og deraf vare kun 2000 Rdlr. anvendte til ældre Gjælds Betaling. Endda stod Falch ved Slutningen af Saisonnen i Forskud med 659 Rdlr., saa at Theatret egenlig under den havde forøget sin Gjæld med 5721 Rdlr. Medens Lykken tilsyneladende havde været Skuepladsen over al Maade gunstig, vare dens Udsigter saaledes kun blevne endnu sørgeligere.

Sin Lykke skyldte Skuepladsen fornemmelig den nu almindelige Lyst hos Høie og Lave til at nyde offenlig Moerskab, hvilken næsten kun var at finde i Comediehuset. Tiden havde jevnet den paatagne Andægtighed Overgangen til et friere Liv; mange Familier vare igjennem de saakaldte moralske Stykker blevne forsonede med Theatret, og toge nu, da det første Skridt var gjort med Anstand, uden videre Forargelse det Lystige med. I forskjellige Antegnelser angaaende Begjæringer om Loger findes Navne paa Familiefædre, der for ti Aar siden vilde have gyset, hvis de i deres Huus havde hørt Nogen tale om at gaae paa Comedie; vel holdt Præsterne sig endnu derfra, men Kasserer Thede havde dog "sær Begjæring om den Loge Nr. 7 udi første Etage fra Hans Høyædelhed Hr. Prof. Wöldike", der var Broder til Theologen Wöldike, som for femten Aar siden havde, i Studenten Birchs Sag, fældet en saa haard Dom over Comediespil.

Men ogsaa Sacco havde bidraget meget til at forøge Søgningen; under ham fik Balletten strax en Anseelse, som [sideskift][side 293]stod i stærk Modsætning til den Ligegyldighed, hvormed den hidtil havde været betragtet. Sacco var ingen udmærket Dandser, men en meget dannet ung Mand, der, i samme Skole som Galeotti og ved Siden af ham, havde i Italien udviklet et Compositionstalent, hvorved han stod langt over de mange Dandsere, som dengang, uden Fagkundskab eller mindste Begreb om et dramatisk Værks Natur og Indretning, gave sig af med at være Balletmester, idet de, af hvad der faldt dem ind eller hvad de havde seet i Andres Balletter, sammenmængede endeel Scener og Dandse, som vare uden al indre Forbindelse. Han var den Første, der hos os lagde i Balletten en dramatisk Handling, som, hvor lille den end var, ikke alene gav Motiv til de enkelte Scener, Dandsene og Grupperne, for hvis lette, naturlige Fremførelse og maleriske Ordning han især gjorde sig beundret, men ogsaa altid indeholdt mange nye Træk og interessante Momenter. En Eiendommelighed ved hans Compositioner var, at han næsten altid, for at bringe Varme og Lidenskabelighed ind i dem, benyttede Skinsygen som det vigtigste Drivhjul; men han forstod ypperligt at give den Forskjellighed i baade dens pudseerlige og alvorlige Udtryk. Med et grundigt Studium af sin Kunst og megen Indsigt i Theatrets hele Technik forenede han mange personlige Fortrin, som kom ham til stor Nytte, saavel naar han, uden at kunne gjøre sig forstaaelig ved andet end Pantomimer, enkelte radbrækkede Ord eller uartikulerede Lyd og haandgribelige Gestus, med megen Iver og Livlighed, under afvexlende Støien, Latter og Klappen, sprang omkring iblandt Personalet ved Indstuderingen, som ogsaa ved Opførelserne, hvor han med Tækkelighed og Gratie erstattede hvad der manglede ham i Virtuositet. I de [sideskift][side 294]Fornemmes Selskaber, som hans fine Tone gav ham Adgang til, var han meget beundret for sin skjønne Sangstemme og det henrivende Foredrag, hvormed han navnlig udførte italienske Canzonetter; det synes som han ogsaa offenlig, i sine Balletroller, anvendte dette Talent. Med Directionen laae han ofte i Uenighed. Vel erkjendte den hans Dygtighed, men fandt sig meget utilfreds med, at han altid betydeligt overskred den Sum, han inden en Ballets Paabegyndelse havde anslaaet dens Udstyr til, og var meget kort for Hovedet naar der blev gjort mindste Indsigelse imod hans bestandigt stigende Fordringer eller det uindskrænkede Herredømme, som han forlangte over Balletrepertoiret og sit Personale. Som første Dandserinde havde han medbragt en Dlle. Minarelli, der var engageret med 1000 Rdlr. aarligt. Hun gjorde ei alene megen Lykke ved sin gratiøse Dands, men behagede tillige særdeles ved, med en smuk lille Stemme, at udføre Smaasange i sine Balletroller. Sacco gav i denne Saison ikke mindre end femten Balletter: 30te September De ved en Skovhex hjulpne Elskende; 14de October Det nederlandske Skilderie; 15de October Proserpinæ Bortførelse; 9de November Wauxhall; 12te November Det chinesiske Bryllup; 21de November Ægypterne og Penge gjør ikke altid fornøiet; 30te November Hververne; 3die December Den jaloux Kosak; 2den Januar De Vildes lykkelige Skjæbne eller Danmarks Vaabenstøtter; 28de Januar Den tro Tyrk og De forløbne Janiskarer; 24de Februar Don Juan; 17de Marts Procris og Cephale og De reisende Bønder. Disse Arbeider vare af meget forskjelligt Omfang og Værd, men bleve alle optagne med Bifald.

[sideskift][side 295]At selve Skuespillet var steget meget betydeligt i Publikums Gunst skyldtes for en stor Deel Udførelsen, der aldrig havde staaet høiere. Personalet i Almindelighed havde nu naaet en kunstnerisk Udvikling, Frihed og Routine, der gjorde, at enhver Enkelt ikke alene havde fuldt Herredømme over sine Evner til Fremstillingen af sin Rolle, men kunde baade give og finde Medvirken til et godt Sammenspil, der fik Liv og Bestemthed ved den omhyggelige Udenadslæren, som fra de under Holbergs Øine opstaaede Forestillinger var bleven en ufravigelig Fordring. For Skuespillets forskjellige Arter fandtes der i næsten alle Fag en Besætning, som deels var virkelig udmærket, deels blev af Mængden anseet for at være det. Ved dette Tidspunkt vil det derfor være rettest at skildre det nustaaende Theaters ældste, under Holbergs og Pilloys Hygge [trykfejl for Skygge?] opblomstrede, Stammes Eiendommelighed, saaledes som den fremstiller sig for os igjennem trykte og skrevne Vidnesbyrd, Sagn og, fremfor alt, mundlige Meddelelser af den ligesaa dannede og skarptseende Kjender som store Kunstner Schwarz, der var udgaaet fra den, havde samvirket med dens sidste Berømtheder og stedse bevarede dens Aand.

Clementin havde et Ansigt, hvori den høieste comiske Hidsighed, den latterligste Frygt og Befippelse, en næsten eventyrlig Stupiditet og Tankeløshed, kort sagt, alle Lidenskaber og Affecter, som høre til den comiske gamle Mands Roller, malede sig med lige Klarhed, stedse nøie overeensstemmende med den fremstillede Persons Charakteer, Alder og Stand. Hans livfulde, talende Øine satte ham i Stand til med et eneste Blik at udtrykke de Følelser og Tanker, som ligge imellem Digterens Perioder og danne de Overgange, hvis vigtige Opfatning og træffende Udførelse ere [sideskift][side 296]Skuespillerens Triumf. Derfor afslørede han ofte, uden at gjøre mindste Bevægelse, blot med et Øiekast, Personens hemmeligste Tanker, og lod Tilskuerne see ind i Charakterens Inderste, uden at standse Dialogens Gang, naar derimod en anden Skuespiller vilde have behøvet lange Pauser dertil, eller maaskee endog slet ikke have fundet nogen Anledning til stumt Spil. Sit Organ havde han saaledes i sin Magt, at han ofte, ved tilsyneladende at henkaste sine Replikker med Ligegyldighed, netop gav dem en comisk Styrke, som fremkaldte Tilskuernes hjerteligste Latter. Dertil kom en saare lykkelig Figur, som ikke, for at være comisk, behøvede Understøttelse af overdreven Paaklædning, paatagne Egenheder og burleske Omskabninger, men stedse var naturlig. Disse Egenskaber vare ham medfødte; deres ypperlige Anvendelse skyldte han sit Genie, sin Smag og det omhyggelige Studium, som aabenbarede sig i enhver Rolles Opfatning og dens Udførelsesmaade. Ved en mageløs Indtrængen i Charakteren banede han sig Vei til at opfinde mangfoldige Smaatræk, som gave Udførelsen Sandhed, Liv og Fuldendelse. Disse Træk bleve ikke, som hos mange Skuespillere, der vel vise Sindrighed i at opfinde dem, men, saa at sige, kast dem lige i Øinene paa Tilskuerne, isolerede eller stode som enkelte fremstikkende Momenter, men vare, ved hans over den hele Fremstilling udbredte rige Lune, saaledes indsmeltede i det Hele, at de glede forbi som noget aldeles Usøgt og Naturligt, hvilket man skulde troe maatte være faldet enhver Skuespiller ind. Clementin besad i høieste Grad den hos Lystspildigteren og Fremstilleren af comiske Roller uskatteerlige Evne, efter Iagttagelsen af nogle Eiendommeligheder hos en pudseerlig Personlighed at have opfattet hele Fylden af dens Væsen [sideskift][side 297]og Væren, saa at han ved at see og høre den i en Situation hurtigt havde begrebet hvorledes den vilde tee sig i alle andre. Derom anførte Schwarz følgende af Hortulan og Musted ofte fortalte Anekdote. Da Clementin første Gang prøvede den Stundesløse blev Holberg meget vrippen og gik tilsidst op paa Theatret, hvor han kaldte ham tilside og sagde: "Nei, Mons. Clementin, nei, det gaaer ikke an! Han tænker for meget paa at Han er stundesløs. Hør engang, Han skulde dog engang gaae op i Kammeret og see til at faae Renteskriver * * i Tale." Clementin fulgte dette Raad, og da han paa næste Prøve, uden at copiere Mandens Personlighed, — hvad der ikke var Clementins Skik, og hvilken vel ogsaa neppe Holberg havde havt for Øie, da han 25 Aar tidligere skrev Stykket, — begyndte under sin første Scene, i Forvirring over alle sine indbildte Forretninger, tankeløs og ivrig, at kaste Sloprokken fra den ene Side til den anden, og dermed at aabne Rækken af de mangfoldige Smaatræk af Distraction og Travlhed, som Synet af Renteskriveren pludseligt havde ført ham til at opdage, og ved hvilke han udbredte Liv og Moersomhed over hele Rollen, sagde Holberg rolig: "Det er godt, Mons. Clementin! nu er Han god;" hvilket Vidnesbyrd Schwarz, som ofte havde seet ham i denne Rolle, tiltraadte med de Ord: "Han var mageløs! Clementins Vielgeschrey var noget af det Allerypperligste, jeg i Hamborg, Paris og London har seet af Spil i comiske gamle Mænd." Clementins Correcthed var bleven til Ordsprog iblandt hans Kunstfæller; han prøvede med den høieste Grad af Nøiagtighed, for at kunne give sit Lune frit Spil under Forestillingen, ved hvilken han var saa fuldkommen inde i Charakteren af intet Tilfældigt overraskede ham. Uagtet [sideskift][side 298]han omhyggeligen havde overveiet, hvad han vilde gjøre under sine og de Medspillendes Replikker og beregnet sit stumme Spil, kunde intet øieblikkeligt Indfald af den overgivne Londemann eller nogen tilfældig Udeladelse rive ham ud af Charakteren eller ved Overraskelse aflokke ham en Bevægelse, der ikke passede til Rollen, naar der blot ikke opstod Standsninger eller indtraadte en Forandring i den aftalte Stilling paa Scenen. Hvorledes han og de andre Personer skulde staae i ethvert af Forestillingens Momenter, havde han under Rollens Indstudering gjort sig saa fortrolig med og saaledes beregnet sit Spil paa, at en Afvigelse fra en af de Medspillendes Side bragte ham aldeles i Forvirring. Clementins høieste Maal var Natursandhed, men den blev i hans Fremstilling forædlet ved Smag og besjelet af Lune. Endnu i sit 70de Aar glødede Schwarz af ungdommelig Begeistring, naar han erindrede sig ham, og han, der var saa rig paa Opfindelse, saa skarpsindig i Valg, saa uovertræffelig i Udførelse, har ofte udraabt: "Hvad jeg har været i mine gamle Mænd, det takker jeg Clementin for; han var mit Mønster; han var en stor Mand!"

Londemann var begavet med et maaskee endnu større Genie end Clementin, men stod tilbage for ham i dets kunstneriske Anvendelse; han savnede hans Smag, Dømmekraft og overordenlige Flid. Med et opvakt Ansigt, der, uden al Grimace, blot ved den Vid, Løierlighed og overordenlige Levenhed, som at Naturen var udbredt over det, strax indtog alle Tilskuerne og fremkaldte den hjerteligste Latter, forbandt han et overvættes rigt Lune, som spillede ud af hans hele Fremstilling. Han søgte ikke at trænge ind i Rollen ved dybt Studium, hvilket han [sideskift][side 299]overalt — sikker paa sit Lunes uimodstaaelige Kraft og sin store Naturgave til at gribe Rollen netop saaledes, som den i hans Hænder maatte gjøre størst Virkning, — bestandig udloe som Noget, han ikke kunde faae sit Hoved dannet til, enskjøndt han ikke negtede, at det kunde have sit store Gode, ja endog havde megen Agtelse for Clementins ved Studium erhvervede dybere Indsigt, hvilken han ofte underordnede sig, selv om han derved maatte opoffre et eller andet Effectsted. Den ualmindelige Evne, han havde til at overføre enhver under hans Fag hørende Rolle i sin Natur og Personlighed saaledes, at det syntes, som om Forfatteren aldrig kunde have tænkt sig den anderledes, gjorde ham et egenlig Studium undværligt. Hans Naivitet og, baade Sygdom og Modgang trodsende og tilintetgjørende, inderlige, godmodige Lystighed rev Alt med sig, men forlede ham ogsaa ofte til de meest barokke Indfald, som imidlertid brast ud af ham en saa naturlig Pudsighed, at den ulægeligste Hopochondrist ikke kunde bare sig for Latter. Snart kom han med en Allusion til Viinkjælderen underneden, Bysnak og Dagsbegivenheder, snart med en høist snurrig og overraskende Fremsigelse af enkelte Replikker, snart med Galskaber, der tilintetgjorde den hele theatralske Illusion, som naar han i "Den Ugudelige", som Sganarel, smuttede ud af Scenen, for, naar hans Herre kalder, at svare ham fra Galleriet. Men altid gjorde han disse, vistnok i høieste Grad forkastelige, Abekatterier med en Natur og Utvungenhed, som afvendte Yttringen af den forstandige Tilskuers Uvillie. Det var ikke blot holbergske Roller, der i ham havde en genial og lunerig Fremstiller, ogsaa de dengang almindeligt forekommende franske Tjenere og Crispiner, udførte han med [sideskift][side 300]megen gratiøs Smidighed saavel i Diction som i Bevægelser, og ved den usædvanlige Færdighed, han havde i, uden stærk Maskering eller mange Paaklædningskunster, pludseligt at forvandle sit hele Udvortes, var han fornemmelig Mester i Forklædningsroller. Endog enkelte store Charakteerroller i den finere Comedie kom, da han tilbørligt havde skolet sine Evner og noget lært at beherske sit Lune, til at høre til hans Repertoires Glandspartier: saaledes Tartuffe, hvorover han udbredte en saadan Glathed og Salvelse, at man i de Dage, da man dog især vidste at dømme om Hykleriets rigtige Fremstilling, deri fandt et Billede grebet ud af Naturen og udført med megen Smag og Kunstfærdighed, uden endog den mindste Overdrivelse.

Disse to store Mænd var Comediens Bærere; det var ved dem at den havde den Udmærkelse, som selv de Fornemme, der lode haant om Sproget og endnu holdt fast ved, at "den danske Nation er aldeles ubeqvem til theatralske Excercitier", ikke kunde andet end indrømme "adskillige af dens lystige Præsentationer, der i visse Maader kunde maale sig med den bedste Action, som de Franske havde anstillet." Men disse to ypperlige Kunstnere understøttedes ogsaa fortræffeligt af mindre rigt Begavede, som ved deres Exempel og Paavirkning havde, igjennem flittig Øvelse, uddannet sig til gode Charakteerfremstillere. Als var den talentfuldeste iblandt disse, men da Regieforretningerne have ham fuldt op at bestille, havde han ikke blot forsømt sin høiere Udvikling, men trukket sig saa meget tilbage fra Scenen, at han nu blot spillede enkelte af sine ældre comiske Roller, der ikke vare at besætte med andre, og næsten aldrig overtog nye. Desuagtet vedblev han at staae i stor Anseelse hos sine Kunstfæller og bidrog, ved [sideskift][side 301]at raade og veilede dem paa Prøverne, overmaade meget til deres Evners kunstmæssige Anvendelse og et godt Sammenspil. — Hortulan, som med megen Møie havde overvundet sin jydske Dialect, var den, der, næst Clementin, udmærkede sig meest ved en hurtig og mangesidig Udvikling af ypperlige Naturgaver. Han var bekjendt for en sjelden Evne til at finde noget Eiendommeligt ved en Rolle, og det Herredømme, han ved udholdende Flid havde vundet over sin af Naturen ualmindeligt smukke Talestemme, sin Holdning og sine Bevægelser, gjorde ham det let at fremstille de af ham opfattede Billeder med megen Naturlighed i raske Omrids; men de mange charakteristiske Træk, der gave Clementins Fremstillinger dyb psychologisk Sandhed, savnedes i hans Spil, og imod det rige Lune, hvorved hans Kunstnerbroder bragte Poesie i sine morsomme Personer, var hans Comik kun en naiv Løierlighed. Den Passelighed, han viste at give sit Udvortes til næsten enhver Art Rolle, førte ham ind i alle Comediesn Fag, med Undtagelse af Elskere; fornemmelig var han dog yndet i gamle Mænd, hvilke kan, især naar han spillede sammen med sin fortrolige Ven Clementin og derfor var fast i Anlæg og Udførelse, gav ligesaa naturligt som pudseerligt; for uopnaaelig blev han af alle sine Kunstfæller anseet i Bønder, som han fremstillede i de meest forskjellige Skikkelser, der alle udmærkede sig ved en saa stor Natursandhed og et saa rigt Lune, at selv gamle Folk, der paa Theatret i Grønnegade havde beundret Gram, ubetinget tilkjendte ham Prisen for alle Bondefremstillere. — Ørsted, den fjerde og sidste burleske Skuespiller, havde faaet et betydeligt Repertoire og spillede meget forskjellige Roller: gamle Mænd, Landjunkere, Verter, Bønder og franske [sideskift][side 302]Tjenere. Da han havde Lune og ypperlige Fremstillingsevner, kunde han, som, fremfor Nogen, havde skaffet sig Routine og Frihed paa Scenen, være bleven en dygtig Charakteerskuespiller, dersom han ikke, af Mangel paa Smag og Dømmekraft, mere og mere havde fulgt sin Tilbøielighed til Overdrivelse og sat sin Comik i Narrestreger, som ofte fordærvede baade hans og de Andres Spil. Et paataget, slet vedligeholdt Mæle, Grimacer, Krumspring og raa Naturlyd vare Forziringerne i det Charakteeranstrøg, som han i Almindelighed lod det være nok med at give sine Roller, og i Galleriets Latter fandt han sin Agerings bedste Løn. Den ypperlige Skole tang ham imidlertid til i de Stykker, hvis Hovedroller var besatte med Comediens Udmærkede, at fraholde sig altfor grove Flauser, og i enkelte Roller, som saaledes tilsagde hans Natur, at han ikke faldt paa at søge Understøttelse i Løier, fandt endog Kjendere ham fortræffelig. — Foruden Reerslev, som ogsaa spille enkelte reent comiske Roller, f. Ex. Tobias Procurator, og hurtigt havde svinget sig op til en anseet Skuespiller, gave Rose og Musted Comediens Elskerroller. Den Første af Disse havde, ved Studium og en af sand Kunstaand ledet Flid, gjort overordenlig store Fremskridt og var med Clementin, Londemann og Jfr. Bøttger Skuepladsens artistiske Glands. Hans Lystspilelskere udmærkede sig ved megen Anstand, og i sit klangfulde, bøielige Organ, sine talende Øine og et Ansigt, som med megen Bestemthed kunde udtrykke alle Affecter og Lidenskaber, havde han store Midler til at give sit Spil Varme og tydeligt betegne de fineste psychologiske Yttringer. Men han maate være i Aande for at komme til det rette og fulde Udtryk. Var han en Aften ikke "oplagt", blev hans [sideskift][side 303]Fremstilling af en munter Elsker ligesaa stiv, tvungen og kold, som den ellers var gratiøs, fiin og varm; kun en god Medspillende i en affectfuld Scene var da istand til at vække ham, men fra det Øieblik fik han ogsaa sin hele Energie. Øvelsen havde givet ham megen Lethed i Conversationsscener, og i sine Yndlingsroller var han, paa sine heldige Aftener, altid saaledes inde i Charakteren, at han baade ved sin Diction og sit stumme Spil gave ikke alene sin Udførelse den høieste Grad af Liv og Naturlighed, men bidrog meget til at ogsaa de Medspillendes fik den, hvorfor hans Kunstfæller gjerne vilde i deres vanskelige Partier være paa Scenen med ham. Ved dette Tidspunkt havde han kun sit Fags store Roller, som ikke kunde undvære hans Talent; de mindre navnligen Holbergs Leandere, vare gaaede over til Musted, der, med sit særdeles smukke, fornemme Ydre, vilde have været den rette Mand for dem, hvis han havde havt stærkere erotisk Følelse, og lagt ligesaa megen Varme som Belevenhed og Anstand i dette Slags Roller. Af meget større Værd for Comedien var han i elegante Cavalerer, Spradebasser og lystige Selskabsbrødre, som han nu, da han ved hyppig Anvendelse havde faaet god Leilighed til at udvikle sit Talent og erhvervet sig megen Routine, gav med en saa fiin Verdenstone, elskværdig Overgivenhed og fri, men dog gratiøs og ædel Holdning, at endog de Fornemme erkjendte at "Mr. Musted kunde façonnere sig saa vel, at han heel naturligt agerede homme de qualité." Ogsaa spillede han med meget Bifald polerede Tjenere.

Blandt det qvindelige Personale havde Comedien, saavel efter Publikums som Kjenderes Dom, sin stærkeste Støtte i Mad. Linchwitz, en Kone, der var særdeles [sideskift][side 304]anseet for Smag og Dannelse, og altid udenfor Scenen viste megen Anstand og Værdighed. Med et ualmindeligt Talent til at give sine Roller gjennemgaaende Forskjellighed forenede hun en sjelden Dygtighed til under Udførelsen at fastholde en Charakteer i alle dens Nuancer, og stor Styrke i at give baade Mine og Ord et slaaende comisk Udtryk, som aldrig gik til Overdrivelse. Alle gamle Fruentimmer, fra virkelig fornemme Standsdamer ned til Sladderkjellinger og Bønderkoner, havde i hende en fuldendt Fremstillerinde, der, hvor yppigt hun end lod sit Lune spille, aldrig svigtede sit Valgsprog: "Det er Naturen, som skal komme Folk til at lee", men under Tilskuernes stærkeste Latter bevarede den dybe Alvor, hvorved hun især opnaaede stor comisk Virkning. Endnu i Schwarz's Tid talte de ældre Skuespillere med Beundring om den Urokkelighed, hvormed hun holdt sig i sin Rolle fra det Øieblik hun betraadte Scenen og indtil hun var kommen langt ind i Coulissen, og om hvorledes hun bestandigt havde sine udtryksfulde Øine paa de Medspillende under deres Replikker, saa at hun, som Hortulan sagde, aldrig have seet Publikum, men derfor desto tiere hørt det. — Theatrets saakaldte første Elskerinde, Jfr. Bøttger, der nu var i sine bedste Aar og havde, ved at spille i næsten hver Forestilling, faaet stor Frihed paa Scenen, ansaaes af kunstforstandige Tilskuere for heldigst i Comedien. Det Muntre, Coquetterende og Heftige lykkedes hende især, og hun havde gjort sig meget omtalt for sin behagelige Latter, hvori Kjendere dog ikke vilde finde et hjerteligt Udbrud af Glæde, men kun en ved megen Øvelse opnaaet Færdighed. I korte Replikker og livlige Scener lagde hun ofte en overraskende Naturlighed og Varme, men faldt let fra Conversationstonen [sideskift][side 305]ind i en syngende Præken, naar Perioderne vare lange. Den stive Holdning og haarde Udtale, som hun i Begyndelsen var bleven meget dadlet for, havde hun for en Deel overvundet, men hendes Armbevægelser vedbleve at være kunstlede, og den Affectation, hvorved hun søgte at gjøre sin Person interessant paa Naturtroskabens Bekostning, traadte undertiden temmelig stødende frem, endskjøndt det ved Routine var lykkedes hende at give den saa megen Tækkelighed, at mange Tilskuere toge den for Ynde. — Jfr. Rose var hurtigt bleven hende en farlig Medbeilerinde, da hun med enhver ny Rolle satte sig mere i Publikums Gunst ved naturlig Elskværdighed, en ypperlig Conversationstone og et ligesaa sandt som livfuldt Udtryk af Følelser og Affecter. Det hed, at man i hende havde gjenfundet Caroline Thielo og Anna Materna forenede. — Kun de dengang saa vigtige Kammerpigeroller vare, siden Mad. Lunds Død, saare maadeligt besatte. Hverken Jfr. Samuelsen eller Mad. Hallesen, hvem de deeltes imellem, kunde i i fjerneste Maade fyldestgjøre Tilskuere, der gjorde Fordring paa Sandhed og Lune i Fremstillingen, men da Begge havde et temmeligt frit, raffineret Væsen og et meget smukt Udvortes, ja den Sidste, som ti Aar efter blev kaldet styg og utaalelig, endogsaa stod i Ry for Deilighed, tog Publikum det ikke saa nøie med Spillet og fandt sig meget tilfreds.

Det rørende Skuespil var, efter den fine Verdens Mening, langt bedre besat end Comedien, endskjøndt Kjenderen kun vilde indrømme To i Selskabet et afgjort Talent dertil. Den af disse, som bar Prisen, var Rose, der just i dette Slags Stykker feirede sin største Triumfer ved den Værdighed, Følelse og Lidenskabelighed, hvormed han, uagtet sine 40 Aar, udførte Elskerne. Her var han bøielige og [sideskift][side 306]dog mandige Stemme, ædle Holdning, smukke Bevægelser og Sandhed i Udtrykket af stor Virkning. Kjærlighed, Forbittrelse, Smerte og Glæde tolkede han lige fortræffeligt, og det ikke blot i sin Rolles store Momenter, men igjennem mange smaa Træk og Overgange, der vidnede om megen psychologisk Indsigt og et omhyggeligt Studium af Charakteren. — Hortulan stod ham værdigt ved Siden som ædel Fader. Han havde hurtigt for dette Fag, der i Begyndelsen kun var blevet ham tilkjendt af Nødvendigheden, erhvervet sig en naturlig, bramfri Anstand, som gjorde hans smukke Udvortes impoerende, og over hans varme, hjertelige Foredrag glemte Tilskuerne ei alene af det var ham, der ellers i Jeppe, Arv og Studenstrup vakte Skoggerlatter, men endog det Anstrøg af jydsk Dialect, som nu og da blev mærkeligt i det. — Det var især sine rørende Roller, som Jfr. Bøttger havde at takke for Mængdens Bifald og at hun af Nogle blev anseet for "en stor Actrice"; men just med dem fandt Kjenderen sig mindst tilfreds, fordi hun, istedetfor at lægge sit Spils Effect i Natur og fandt Følelse, søgte den i alle sine Unoder: søbede Ordene i trættende Monotonie, tog afmaalte Skridt, kunstlede paa sine Armbevægelser og gav Svulst for Affectudbrud. Men denne kolde Maniereren fandt det Rørendes Yndere netop ganske fortræffelig, og det hed, charakteristisk nok: "Jfr. Bøttger gjør altid vel sine Sager, men besyndeligt i de bevægelige Roller, som give meget Arbeide for en habil Actrice, og skulde ikke mange i dem agere hende efter." — Ved Jfr. Roses følelsesfulde og gratiøse Udførelse af Cenie i afvigte Saison var det opgaaet for Mange, at livfuld, elskværdig Naturlighed dog har en langt stærkere gribende Kraft end al den convulsive Arbeiden; men dette glimrende [sideskift][side 307]Talent gik tabt for Scenen inden det kom til en saadan Udvikling, at det kunde skaffe Sandheden Herredømmet. — Reerslew, som iblandt det øvrige Personale var den Eneste, der virkelig havde Talent for denne Skuespilart, blev kun lidet brugt deri, da der sjeldent i et Stykke var mere end een Elsker af Betydenhed, og denne tilfaldt Rose; men Clementin maatte, hvor nødigt han vilde, nu og da paatage sig hvad han kaldte "en høitidelig Person", der, formedelst den store Omhu, som han, i sin dybe Ærbødighed for Scenen, anvendte paa alt hvad han havde at udføre, lykkedes ham ikke ilde. De andre Skuespillere toge sig det lettere, naar Nøden paatvang dem alvorlige Roller: de efterlignede, saa godt de kunde, Jfr. Bøttgers Maneer, og passerede da for meget rørende, hvis der ikke, som hos Ørsted, var noget uovervindeligt Burlesk i deres Personlighed. Imidlertid gaves der enkelte rørende Skuespil, som virkelig hørte til Theatrets Pragtforestillinger, saadanne nemlig, som "Den forlorne Søn", hvori der tilligemed et Par heldigt besatte alvorlige Roller fandtes adskillige comiske.

Tragedien var Personalets svageste Side. Skuespillere, der vare vante til at betragte Natur og Sandhed som deres Fremstillings vigtigste Formaal og største Fortjeneste, matte ved det Eiendommelige i de franske Tragedier føle sig bragte ind i en dem aldeles fremmed Sphære. Den stive, alle Stykker strengt gjennemgaaende, Form i det Hele Anlæg og de enkelte Sceners Behandling, det Pyntelige i Udtrykket af de heftigste Lidenskaber og Affecter, Følelsernes Beskrivelse istedetfor deres Yttringer igjennem Sprog og Handling, de lange Fortællinger om Tildragelser, som det dramatiske Digts Natur fordrer fremstillede i levende Virksomhed, Heltenes og Heltindernes Svulstud[sideskift][side 308]gydelser i monotone Alexandriner, hvilke de slette danske Oversættelser gjorde endnu uhandleligere til naturlig Fremsigelse, og det kolde Pompøse, der saa bemærkeligt gjorde sig gældende i det Smaa som i det Store, at man fristedes til at antage de nu og da forekommende Aabenfaringer af Sjel og Sandhed for Feil, som vare begaaede af Digteren ved at hans Phantasie havde taget Tøilen fra den besindige Academieviisdom, — alt dette maatte stille sig for dem som en Dramaegenhed, der slet ikke havde til Hensigt at  være Menneskeskildring, men noget aldeles Conventionelt, og derfor ogsaa maatte frestilles conventionelt. Vi have allerede faaet et Begreb om den Stiil, som de danske Acteurer, da de begyndte at lægge sig efter Tragediespil, antoge til deres "heroiske Actioner". Den fastholdtes i det Væsenlige; kun havde Roses og Hortulans kunstneriske Natur, efterhaanden som de vandt større Frihed paa et dem saa fremmed Gebeet, begyndt at tage Magten over det Maniererede, saa at de i enkelte livfulde Scener henreves til sand Følelse og lagde tragisk Storhed i deres Spil. Især var det ikke usædvanligt at Rose, endskjøndt han aldrig fuldstændigt gik ud over det monotone, svulstige Foredrag eller den falske Gesticulation, med megen Styrke udtrykte Kjærlighed, Harme og Fortvivlelse, ja endog i enkelte store Momenter hævede sig til sand Pathos med en saadan Begeistring, at han, henreven af Følelsen, undertiden pludseligt savnede Rollens Ord og maatte standse for at samle sig. — Ogsaa Reerslew havde bedret sig betydeligt i Henseende til Versenes Foredrag og gode Legemsholdning, saa at han, uden at naae Rose i Kraft og Varme, nu vandt meget Bifald i unge Helte. — Jfr. Bøttger, som selv meente, at "hun i sine tragiske Actioner havde [sideskift][side 309]sin største Habilitet", var derimod i ingen Henseende gaaet ud over den svulstige Spillemaade, hvilken hun fornemmelig havde antaget efter Barndomserindringer om den beundrede franske Tragediespillerinde Dlle. Dulondel, af hvis Agering just de meest bizarre Egenheder havde indprentet sig dybest hos hende. For sit Foredrag kjendte hun kun to Hovedudtryk: en grædende Tone og slapt nedhængende eller bønligt udstrakte Arme naar hun var ulykkelig; stærke Skrig og voldsomme Bevægelser naar hun var den Triumferende eller skulde vise Lidenskab. De Tilstande, som laae imellem disse to Yderligheder, betegnede hun ved en zittrende Stemme, en langsom, afmaalt Diction og en maniereret Gebærdespil, som hun kaldte "det rolige Porte des bras". Hendes Overgange fra en Affect til en anden skete sjeldent igjennem Nuancer, men brat, og saa lidet bestemt af Situation og Gemyt, at hun almindeligen græd eller rasede i en vis monoton Afvexling, uden at tage Hensyn til om det var i Modsigelse med Rollen. — Da det øvrige Personale, som kun af Nød blev anvendt i Tragedien, scanderede og gesticulerede endnu værre end Hovedpersonerne, er det begribeligt, at denne Skuespilart, om der end nu og da forekom en heldig Udførelse af smukke Scener i den, var en meget kjedsommelig Underholdning paa det danske Theater. Den kunde heller ikke rigtigt finde Indgang. Vel forsømte J. S. Sneedorf, der gjaldt for at have den rigtige fine Smag, ikke at belære Publikum om det Ædles og Alvorliges store Fortrin for Holbergs platte Comik, og om hvor langt værdigere det var Skuepladsen at forestille Helte og Heltinder end latterlige Borgerfolk; vel satte den fornemme Verden sig i levende Begeistring for baade Tragedierne og deres Udførelse, men det var kun om "Zaire", [sideskift][side 310]at Mængden var enig med den. Hvor meget der end, efter en Tragedies første Forestilling, gjordes Væsen af "den store Ære, som Acteurerne havde indlagt sig ved den uforlignelige Præsentation, som i alle Maader var convenabel at vise deres Beqvemhed til at forestille mærkelige Personer i en høi rørende og alvorlig Stiil," var der dog for det meste tomt Huus ved den anden Forestilling, og Parterrets kraftigste Bifald i Tragedien brød ud naar Londemann, medens der var Viinkjælder under Theatret, engang imellem derfra gik op paa Theatret og i en Scene, hvori ingen af Hovedtragikerne spillede, pludseligt stak Hovedet frem fra Coulissen, for med det allerløierligste af sine mange Ansigter at nikke Godaften til Publikum.

Acteurerne havde i den sidste Tid, fornemmelig ved Paavirken af Rose, Reerslew og Etatsraad Valeur, ogsaa begyndt at søge større Indsigt i deres Kunsts Methodik. Remond de St. Albins "Le comédien" og Riccobonis "L'art du thèâtre" bleve flittigt læst af dem, som forstode Fransk, og Als gjorde bestandig ved Prøverne Fordring paa, at de af de franske Skuespillere vedtagne Regler skulde følges. Saaledes blev det ufravigelig Skik, at de Spillende holdt Halvcirklen, hvor Mange vare paa Scenen; at de i Samtale med en enkelt Person vendte Trefjerdedeel af Ansigtet imod Tilskuerne; at de gik bag om hverandre naar der skulde skiftes Plads; ligesom der ogsaa omhyggeligt lagdes Vind paa Armenes regelrette Holdning og Bevægelse, Benenes rigtige Stilling og i det Hele Alt, hvad der anbefaldes som "det, der af Forfarenhed var befundet tjenligt til en smuk og naturlig Action af befordre." Det hændte vel jevnligen at en eller flere Personer savnedes ved Prøverne, saa at disse matte hæves, eller at en anseet Actrice [sideskift][side 311]forlangte de første Prøver afholdte "udi hendes Logis", hvor det da, "istedetfor ordenlig repetition heel ofte gik løs med en Kaffeslaberads og tilhørende Discourser, saa at et Efterstykke ved slige Intermedier stundom løb ud paa sine tre Timer," men det foranledige kun at Stykket ikke altid kom paa Scenen til den bestemte Tid, thi lærte og indøvede med største Nøiagtighed maatte alle Rollerne være førend man tænkte paa Opførelsen. Derimod tog man det slet ikke nøie naar en Spillendes Sygdom gjorde nødvendigt at Een pludseligen overtog en Rolle; i slige Tilfælde maatte man "hjælpe sig som bedst, og spectatores forhaabes at ville tage forgode hvad i Hast opstilles kunde." Overhovedet var man meget nøisom i Henseende til Midlerne, men anvendte største Omhu paa at benytte dem saa godt som muligt. Det blev aldeles ikke taget i Betænkning, at lade flere Personer i eet Stykke spilles af een Skuespiller, eller at bruge Mandfolk til Fruentimmerroller, selv om disse ikke vare Caricaturer, men der anvendtes al mulig Flid for at sætte de forskjellige Roller ud fra hverandre, og at gjøre Mandfolkenes Damefremstilling saa damelig som muligt; at der imellem et Stykkes Acter gaves Balletter, og at Acteurerne omklædte sig fra Stykket, for at figurere i dem, og fra dem igjen, for at fortsætte deres Spil i Stykket, var noget Almindeligt, men alle Garderobekunster benyttedes til at gjøre Skuespillets Person aldeles ukjendelig i Balletten; at "Lyse-Accommodeuren" efter hver Act, ja endog, naar det kneb, midt i en Scene, kom frem foran Dækket, for at pudse op pirre og i de brændende Tællekasser, fandtes i sin Orden, men for at det kunde skee med Anstand holdtes strengt over, at han viste sig i en til Theatrets Inventarium hørende sort Kittel, "forfærdiget [sideskift][side 312]efter Brandfolkenes Mønster." — Ved Falchs Bestræbelser vare flere Uordener i Skuespillernes Samliv og den daglige Tjeneste blevne hævede, f. Ex. at en Nyantagen skulde paa Prøverne af sit Debutstykke "hønse" med Drikkevarer, for at erkjendes "gemäß optagen i Truppen"; at der blev givet "Frokost paa Omgang"; at Fremmede toges med paa Theatret imod at de gjorde "et lidet Tractement for god admission", o. s. v., men Meget, som var Standen uanstændigt og fristende imod god Tone hængte endnu ved endog de Anseteste i Truppen. Prøverne paa store Stykker, som "Faderen" eller "Skotlænderinden", bleve, ved Udeblivelser og Forsildigkommen, trukne ud fra Eftermiddagen til hen ad Natten, og de første Skuespillere tiltiggede da, hos den administrerende Directeur, "Selskabet endeel Flasker Viin til Forfriskning"; ved de kongelige Personers Fødselsdage blev hele Personalet "beskjænket med en Flaske Rødviin for hver Mands- og Rhinskviin for hver Qvindes-Person, derudi at drikke høie Herskabs Skaal med skyldigst Taksigelse", og da en Formiddag Vinen ikke var kommen til sædvanlig Tid, vilde "Ingen gjøre end det mindste med sin Rolles Prøve førend han sin Skjænk rigtig havde bekommet". En plump Tone og usædelige Udtryk vare saa almindelige, endog imellem Damerne, at v. d. Lühe, da Jfr. Bøttger engang, igjennem Als, første Klage over nogle drøie Platituder af Musted, paalagde "Inspecteuren samme gode Jomfru at svare, at det jo kun var saadan raadden Snak og slipfrig plaisanterie, som hun selv med sit Sippskaft var accoutumeret at bruge, ham og Meddirecteurer til megen Fortrydelse"; og endelig var det ikke udsædvanligt, at "nogle Acteurer lode sig indfinde paa repetitioner og ved Comediens Begyndelse i en beskænket Tilstand og da [sideskift][side 313]afstedkom Kiv og Klammer, hvilken adskillige Gange tog en Ende med saadant Slagsmaal, at Politiets Folk altid maatte holdes tilstede for Orden af istandbringe, saa at Comedien kunde komme til at gaae for sig, hvilket dog ei altid skete paa en Maade, at slige quereller ikke for spectatores bleve mærkbare eller længer opholdt Spillets Anfang end som tilbørligt var."

Det var just ved den stigende Fortræffelighed i Udførelsen at Skuespillet i denne Saison var blevet saa indbringende; thi den gode Indtægt faldt kun paa Repertoirets ældre Stykker. Legrands, "Den dobbelte Prøve", en plumpt anlagt Eenactscomedie med et Par moersomme Scener, gjorde liden Lykke og holdt sig blot en Tid paa Scenen formedelst Trangen til Smaastykker. De tre andre Nyheder oplevede hver kun to Forestillinger. Man havde lovet sig store Ting af P. Corneilles Treagedie "Polyeuct", der var besat med Theatrets bedste Kræfter —: Felix, Hortulan; Polyeuct, Rose; Sever, Reerslew; Neark, Als; Pauline, Jfr. Bøttger; Albin, Clementin, — og udstyret med betydelig Bekostning; men Mængden savnede Varme og livlig Bevægelse i den religiøse Kamp, og ved den anden Forestilling havde Tilløbet tabt sig saa meget, at man maatte finde sig i Stykkets Henlæggelse. — I denne Saison feiredes for første Gang et Jubilæum i Repertoiret: "Den Ugudelige" opførtes 50de Gang, hvilket Forestillingsantal "Florentineren", der var det næste Stykke, som fik det, ikke naaede førend otto Aar efter, hvorvel det kom frem til samme Tid og, som Eenactsstykke, tidt blev givet i Nødsfald.

Sin Lykke havde Skuespillet i sig selv og den gode Undestøttelse af en dygtig Balletmester, der vidste at gjøre [sideskift][side 314]sine Compositioner interessante; al sin Ulykke skyldte det den italienske Opera. Dennes Personale var det gamle: Afvexlingen søgte man blot at tilveiebringe ved Repertoiret. Dette var defor i denne Saison usædvanligt righoldigt og bragte ei alene, som sædvanligt, store Pragtspectakler, men ogsaa comiske Operaer, ja endog et Localstykke. Der gaves følgende, næsten alle af Sarti componerede, Sager: "Narcisse", "L'amor contadino", "Giulio Cesare in Egitto", "La moglie bizzarre", "Didone abbandnata", "Il gran Tamerlano", "Il naufragio di Cipro", "Anagilda" og — "L'amacchera onorata" ("Den ærlige Amagerkone!!") Men disse Anstrengelser formaaede ikke at holde Kassen skadesløs for de Bekostninger, som dette den paabyrdede fremmede Skuespil medførte. Rigtignok vare Indtægterne blevne bedre end i forrige Saison, men den bestandigt stigende Pragt, hvorved man vilde give Operaen den Tillokkelse, som den ikke kunde skaffe sig ved sig selv, og de nye Nødvendigheder, hvilke man ideligen fandt paa, for at befordele enkelte Personer, havde ogsaa gjort Udgifterne uforholdsmæssigt større. Til "Giulio Cesare" og "Tamerlano" var der blevet malet nye Decorationer og anskaffet en saa betydelig Mængde prægtige Klæder, at Garderoben for disse to Stykker, som ikke gjorde synderlig Lykke, havde loftet mere end hele den danske Comedies; og de staaende aarlige Lønninger fik en ikke ringe Forhøielse ved at Musted sattes paa 200 Rdlr. Gage med Forpligtelse "i fornødent Tilfælde at være Interpret imellem Sarti og Directionen", Souffleuren Knudsen tillagdes 90 Rdlr. for "ogsaa at opvarte ved Operaen", Ørsted tilstodes 30 Rdlr. for "Opvartning ved Changements og Decorationen i Operaen" og Orchesterets faste Lønning forøgedes [sideskift][side 315]til 2000 Rdlr. Ogsaa var der i denne Saison medgaaet meget mere til Statister, Musikudskrivning, nyt, for Skuespillet aldeles uanvendeligt, Maskinerie, Requisiter og Vaaben end i nogen foregaaende. Directionen nødtes derfor til at besvære sig alvorligt over, "Operaens store Bekostelighed, som aarsagede at Comediehuuskassen altid var saadan i Betryk, at der maatte gjøres Laan, som ingen Udvei saaes til at betale, men med hver Dag gav at befrygte, at Comedierne, hvorvel store Penge kom ind og Publikum viste fing gout og Lyst at være for dem, skulde gaae til Grunde, hvorved da og Operaen maatte cessere, saasom den aldrig skulde kunne bestaae af sig selv. Hvis Aarsag Directionen maatte driste sig til at mene, at der var tjenligt for Comediernes Fremtarv om bemeldte Opera blev nedlagt." De Fornemme kunde ikke begribe, hvorledes Directionen, som i v. d. Lühe havde en Formand, der ellers var saa ængstelig for at være Hoffet imod, kunde gjøre et saadant Forslag, og det blev den, igjennem Overhofmarskallen, betydet, "at det skulde være Kongen meget mishageligt om det blev nødigt at nedlægge et Skuespil, for hvis Soutien Hs. Maj. havde forundt Comediekassen et saa anseligt aarligt Tilstød, at den Underbalance, som den ved den italiensk Operas Beskosting kunde komme i, derved vel skulde være at dække, og det vilde blive høie Herskaber, mange Rangspersoner og de udenlandske Ministre til stor chagrin at miste et Divertissment, som var fast det Eneste, hvormed de her paa Steden have at amusere sig." Men Omstændighederne vare altfor truende til at Directionen ved denne Tilretteviisning turde lade sig afholde fra at gaae videre. Over-Præsidenten svarede i dens Navn, at "det vel havde været den meget uangenemt, at [sideskift][side 316]skulle proponere hvis som den havde understaaet sig til, men efterdi Gjælden tog saaledes til, at der, uden Hs. Maj. allernaadigst vilde soutenere Operaen med mere endnu, hvilket ei billigen turde ventes, ikke kunde contraheres med Operisterne for næste Vinter, saasom ingen Midler til deres Betaling kunde sees, da havde Directionen derom maattet mentionere." Efter at have bedet Overhofmarskallen om, gunstigst paa bedste Maade at forebringe Hs. Maj. hvilken Forlegenhed Directionen vilde komme i, "om det blev befalet at continuere med Operaen paa samme Fod som i denne Vinter", imødegik han Yttringen om den fine Verdens Interesse for den, og sagde: "— og det seer Directionen dagligt af Regnskaberne, at om der meget tales om hvor fornøielig og prægtig vor Opera er at høre og see, og hvor stor Skade det skulde blive dersom et saa ziirligt Skuespil blev nedlagt, saa ikke destomindre ere de, som meest saadan tale derom, ikke synderlig villige til med deres Besøg at soutenere den. Siden Omstændighederne, Gud bedre det, ere saa, at Hs. Maj. ikke mere kan benaade dem med sin høie Nærværelse, maae vi fornemme at næsten alle den første Etages Loger mange Aftener staaer ledige, saa at det besynderligt er unge Folk af Condition, som gaaer i Parterre, hvoraf haves den bedste Indtægt. Om det skulde behage Deres Excellence at have nogen Beviislighed derom, da vil Directionen alleneste fremføre, at den 20de Februarii, da den Opera "l'amacchera onorata" første Gang blev præsenteret, hvorom var spargeret, at den skulde blive særdeles fornøielig, var den næstbedste recette i denne Vinter, som var 262 Rdlr.; men dog at der ikke er mere end 5 Loger abonneret i første Etage, var kun 5 Loger i den solgte til ialt 24 Rdlr. og slet ingen Reserva-Sedler [sideskift][side 317](enkelte Billetter), saa at 7 Loger stode ganske ledige, i hvilke Directionen skulde have supponeret at see saadanne fornemme Familier, som dolere over at Operaen ikke kan vedligeholdes; mens til Parterret var empløyeret 280 Sedler, der alene udgjør 140 Rdlr. Der er, hvilket Deres Excellence veed, saasom De selv har bifaldet at saadant er bleven resolveret, sat en høiere Priis paa Sedlerne til Opera end til de danske Comedier, hvilket og maa saa være, da den er et mere bekosteligt spectacle, som vil gjøre større Indtægt behov end Comedierne, om den ellers skal kunne bestaae med hvad Hs. Maj. allernaadigst til den forskyder. Men denne høie Priis haver slet Intet effectueret, thi dog den er, har kun en eneste Gang været indkommen noget mere end ved de bedste danske Comedie-Præsentationer, som Folk stormer til ved mange Leiligheder, hvilket er meget rart ved Operaerne, hvortil aldrig sees alle Bænke besatte, fordi Borgerfolk og Menigmand ikke besynderligt agter musiqven, naar der synges og ageres paa et Maal, som de ei forstaaer, da de au contraire mere og mere finder Fornøielse i gode Actioner af det som de danske Acteurer kunne executere saavel af versioner fra fremmede Tungemaal som af vores egne gamle Comedier." Slutteligen bad v. d. Lühe endnu engang, at Hans Excellence "vilde gunstigst see derhen, at, paa det et saadant Værk, som haver almindelig approbation og nødigt skulde sees slet forfalde for at underholde et bekosteligt fremmed Skuespil, Hs. Maj. blev af allernaadigste Villie, enten at lade Operaen opføres for sig selv med sine egne Bekostninger og sin egen recette, eller samme at nedlægge, saa at Directionen, naar den fornam hvad Hs. Maj. berom maatte være tilsinds at resolvere, kunde med sin Forestilling [sideskift][side 318]desto tryggere indkomme." — Disse stærke Udtalelser, som endog Hof-Directeuren, Grev C. F. Moltke, personligen understøttede ved reent ud at erklære, at dersom den italienske Opera skulde opretholdes uden yderligere Tilskud, da maatte Theatret gaae Fallit, havde tilsidst den Virkning, at Overhofmarskallen udbad sig Kongens Mening om denne Sag. Da Sarti og Jfrne. Galeotti havde sat alle deres formaaende Velyndere i Bevægelse for at opnaae deres Contracters Fornyelse, vare det en Tid inden Kongen vilde yttre sig afgjørende derom, og der blev paany gjort Directionen Forestilling om, at den dog vel kunde udfinde saadanne Besparelser, at Operaen fremdeles kunde bestaae med de 7000 Rdlr., som Theaterkassen fik til Skadesløsholdelse for den. Efter at Directionen i en kort Skrivelse til Overhofmarskallen endnu engang havde erklæret det for aldeles umuligt, og man ikke kunde faae Kongen, som nu, da han havde maattet frasige sig al Deeltagelse i offenlige Forlystelser, helst saae Forslag om Besparelser, til at forhøie Tilskuddet, opgave Italienerne selv deres Bestræbelser, fordi "det kunde hænde, at Theatret midt om Vinteren kom til at standse, hvorved de ei alene dog vilde blive brødløse, men tillige kunde gjøre sig forhadte i en Stad, hvis Indbyggere havde viist dem saa stor Gunst." Kongen lod da Directionen vide, at den kunde indkomme med Forestilling om den italienske Operas Nedlæggelse. Ved sin Bevilling af den undlod han ikke at inddrage de 7000 Rdlr., som for Operaens Vedkommende vare tillagte Theaterkassen, saa at den herefter igjen kun nød et kongeligt Tilskud af 3000 Rdlr. — For Resten var Kassen ikke færdig med Italienerne ved at de bleve afskedigede; det var den, men ikke Kongen, som maatte rykke ud med Betalingen [sideskift][side 319]for adskillige Sager, der vare blevne betalte uden at Operaen havde faaet Leilighed til at benytte dem, og Sechioni saae den sig nødt til, "i Betragtning af hans Fattigdoms Mangel", at forære 30 Rdlr., for at han "kunde komme ud af Landet."

Mere end for sine Kunstpræstationer havde den italienske Opera i denne Saison været i Omtale ved en Begivenhed med den forgudede Dlle. Moretti, som atter i forrige Vinter havde været dens første Dandserinde. Hun havde Sommeren over opholdt sig i Kjøbenhavn og vilde reise til Berlin, da hun den 3die Septbr. blev i Roeskilde Kro angrebet af fire Spidsbuber: Herman Larsen, en Bryggersøn, som foregav, at hun var ham 400 Rdlr. skyldig, en Vinkelskriver Holm og en Student Munch, der spillede Retsbetjent, som ifølge Dom skulde gjøre Arrest paa hendes Eiendele, samt en Archeliemester Glan, der skar hendes Koffert løs, for at tage den i Betaling. Efter at hun uforfærdet havde gjort alvorlig Indsigelse imod denne foregivne Udpantning, og tilsidst endog med stor Kjækhed modsat sig sine Sagers Bortbringelse, men kun var bleven leet ud, svoer hun, at hun nok skulde faae dem lærte til at græde, og kjørte strax tilbage til Kjøbenhavn, hvor hun, ved sin italienske Livlighed saaledes satte Politiet i Bevægelse, at det, til Alles store Forundering, fik Ransmændene paagrebne et Par Dage efter. Ogsaa under Forhørerne gjorde hun megen Opsigt ved en Energie og Bestemthed, som især optvang Forbryderne Tilstaaelsen. Da Dommen, hvorefter Holm og Glan skulde bøde deres tre Mark og den Første arbeide i 8, den anden i 4, Larsen i 2 og Much i 1 Aar i Rasphuset, først faldt den 17de October, blev hun i flere Uger i Kjøbenhavn, og eftersom endog Almuesfolk, [sideskift][side 320]der aldrig havde ændset Operaen, ved det store Ry, der gik af Italienerindens Heltemod, idelig snakkede om, at de maatte hen at see hende naar hun skulde agere, søgte man at hjælpe paa Operaens slette Omstændigheder ved at faae hende paany engageret. Der gjordes hende anselige Tilbud for at dandse blot nogle Gange; men hun svarede stolt, at siden "il poplazzo" ikke have brudt sig om at see hende som Dandserinde, vilde hun ikke, hvor meget man end bød hende for det, nu lade sig syne af den som et "miracolo". Under sit Ophold holdt hun sig inde, uden naar hun skulde i Retten da hun "agede i en Carosse med Gardiner for". Operaen fik ingen Nytte af hendes Eventyr.

Ved Saccos Anbefaling opnaaede Dandseren Barch et Laan, for, efter Saisonnens Slutning, at tage til Wien, hvor Ballet og Dands dengang vare i høieste Flor. Da han efter et halvt Aars Forløb kom tilbage, overraskede han Publikum ved saa store Fremskridt i sin Kunst, at Laanet blev ham eftergivet. Han var saaledes den Første, som fra det danske Theater og paa dets Beskostning i Udlandet søgte Uddannelse af sit Talent.

Den 3die December døde Thielo, der i 1746 havde begyndt Oprettelsen af den danske Skueplads, og siden 1748, da Privilegiet gik over paa Acteurerne, at Theaterkassen nydt 6 Rdlr. ugenlig som Pension.


Korrekturlæst 2007. Opdateret af