Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Anden Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1856. 509 sider.

[Fjortende Saison, 23. September 1761 til 9. Juli 1762, side 253-277]

[Oversigt over repertoiret 1761-62]


[side 253]Operaen, der betyndte den 12te October og sluttede den 20de Marts, havde, som var Brug fra dens tidligere Dage — da den ogsaa deri, endskjøndt den ikke skulde glæde sig ved Søgningen, vilde give sig Formenhed fremfor den danske Comedie, — høiere Priser end almindeligt. Til den Sidste blev endnu betalt for første Etage 4 Mk., for anden Etage 3 Mk., Parterret 2 Mk. og Galleriet 24 Sk.; Operaen tog for første Etage 1 Rdlr., anden Etage 4 Mk., Parterret 3. Mk. og Galleriet 2 Mk. Med disse Priser havde begge Skuespil tilsammen af 99 Forestillinger 15665 Rdlr. Men hvert for sig gave de:[sideskift][side 254]

Den danske Comedie Operaen
54 Forestillinger 45 Forestillinger
med Indtægt:
9009 Rdlr. 1 Mk.; 6655 Rdlr. 5 Mk.;
hver Forestilling i Gjennemsnit:
166 Rdlr. 5 Mk.; 147 Rdlr. 2 Mk. 12 Sk.;
den bedste Indtægt:
22. Jan.: 269 Rdlr. 2 Mk.; 20. Marts: 244 Rdlr.;
den sletteste Indtægt:
20. Novbr.: 61 Rdlr.; 21. Novbr: 37 Rdlr.

Udgiften beløb for begge Skuespil 23471 Rdlr., og Gjælden blev, efter Fradrag af 633 Rdlr., som Kassen havde tilgode, 16988 Rdlr., saa at den, uagtet det kongelige Tilskud og endskjøndt Comedien havde indbragt 828 Rdlr. mere end i den bedste tidligere Saison, kun var formindsket med 526 Rdlr.

Dog var der blevet anvendt alt Muligt for at give Operaen en Glands, Anseelse og Tiltrækningskraft, som kunde retfærdiggjøre dens Inddragelse under det danske Theater. Til at forstærke det pløenske Capel, som, foruden den fastsatte Løn, tillagdes 300 Rdlr. for Tjenestens Besværlighed, udbad man sig Hjælp af nogle i Grev Schimmelmanns Tjeneste staaende Musikere, som derfor fik en Douceur; den danske Acteur Musted antoges til at synge Hovedpartier, imod en Godtgjørelse af 150 Rdlr.; den danske Comedies Figuranter maatte gjøre fuld Tjeneste i de fra den laante Balletter, dens syngende Acteurer udføre Italienernes Chor, dens Prøvetider bestemmes eftersom Sarti fandt for godt at bruge Theatret, og dens Kasse udrede Penge til Operaens prægtige Udstyr, medens den ikke selv til sine lidet bekostelige nye Stykker kunde faae [sideskift][side 255]sig tilstaaet mere end Omgjørelsen af gamle Sager. — Ved mange Tilsidesættelser af Comediens Tarv drev man det til Opførelsen af fire Operaer: "Nitetis", "La ritornata di Londra", "Alessandro nell' Indie", og "La figlia ricuperata", samt fem Intermezzer; det var hele Repertoiret, hvoraf endeel endydermere var spillet tidligere. Og disse Sager gaves ikke afvexlende, men hver enkelt i en Række Opførelser, — "La figlia" endogsaa 9 Gange i et Sæt, — saa at Publikum blev baade mæt og træt af dem, og der gik 6 paa hverandre følgende Forestillinger, at hvilke ingen indbragte over 80 Rdlr., endskjøndt man, fortvivlet ved den slette Søgning, gav dem en saa overdaadig og latterlig Tilgift af Balletter, at der opførtes "norsk Bondebryllup" imellem første og anden Act af "Alessandro nell' Indie".

Operaen var nu ikke blot bleven ligestillet med den danske Comedie, men Hofvillien havde paalagt denne, som kun var til ved og for Landets Børn, og ikke skulde glæde sig over nogen synderlig kongelig Gavmildhed, at yde Medbeileren et betydeligt Tilstød af sine faa Virkekræfter. Det er da det rette Øieblik til at fremstille hvad der hos dette fremmede Skuespil var det Eiendommelige og Fremtrædende, for at det kan vise sig om deri laae et Krav paa en saa overordenlig Begunstigelse.

Operaens Væsen er forklaret at være: en Samling af Usandsynligheder, som under en kunstnerisk Behandling have forenet sig til en poetisk Sandsynlighed; men Datidens italienske Opera maatte snarere kaldes: en Mængde Urimeligheder, hvoraf hver enkelt kun blev endnu urimeligere ved dens urimelige Sammenføielse med de andre. De fleste Textbøger vare af Metastatio, de øvrige alle efter hans Mønster; og hvor meget hans Digtninger end stode over [sideskift][side 256]de tidligere og havde bedraget til denne Skuespilarts Renselse fra adskillige Smagløsheder, den ene af dem lignede alle de andre  i det Væsenlige, og det Væsenlige var paa ingen Maade en Form, der udgik fra Digtartens Natur og Eiendommelighed, men tvertimod en reent conventionel, smaaelig Ordning af et conventionelt valg Stof. Det var egentlig blot ved et ædlere Sprog, end sjelden skjøn Rhythmus og en pynteligere Behandling af Enekltheder af Metastatio udmærkede sig fra Fortidens Operadigtere. Kun ved hans særdeles heldige personlige Forhold og Hofsmagens store Indflydelse paa at bestemme, hvad der i denne Kunstgreen skulde stemples til Mesterværker, kunde det skee, at han fik Berømmelse for at have givet Operaen en ny Skikkelse. Hverken udvidede han dens Omraade med Hensyn til Valget af Stoffet, som han, efter gammel Vedtægt, stadig tog af dunkle historiske Sagn, eller gav han Stødet til en friere og naturligere Udvikling af Stoffets musikalske Momenter. Operaen, der, som det meest phantastiske Skuespil, skulde spille ret frit og levende over i alle den dramatiske Poesies Former, lignede, selv i Metastatios mest beundrede Digtninger, det forrige Aarhundredes Haver, der alle var anlagte efter een Model, med Kjedsommeligt lange, snorlige Alleer, stivt beklippede Hække og skarpt afstukne Græsfirkanter, men, for dog at skaffe en Smule Afvexling tilveie, tillige rigeligt udsmykkede med symetrisk anbragte, af Træer og Buske tilhuggede Pyramider, Kugler og barokke Figurer, saa at Øiet overalt kun opdagede en smagløs Omhyggelighed for saaledes at faae Naturen gjort til en pæn, stram og udmaiet Kunstskjønhed, at den blev lutter Unatur.

Alle den rette Operas Hovedpersoner vare Konger, Helte og Heltinder fra den taageomslørede Oldtid: Grækere, [sideskift][side 257]Persere, Romere, Parther, Meder eller Scyther. Xerxes, Dido, Thermistokles, Medea, Cyrus, Arfaces, Andromache hørte til de udkaarne Operafigurer, men saa lidet som man maatte vente i Digtningen at finde dem i rimeligt antagne historiske Situationer, saa lidet skulde man af deres Handlinger eller Ord opdage Hensigt at give dem deres historiske Charakteer; de vare kun forskjellige Navne for een Personlighed, der, hvad enten den fremstillede sig i mandlig eller qvindelig Skikkelse, altid optraadte med en aldeles ubetydelig Fortrolig ved Siden og udgød sig i brammende Talemaader, truende, bedende, skjeldende eller broutende, efter Omstændighederne. En Kjærlighedsforstaaelse var det Førstfornødne til at sætte disse opskruede Heroer og Heroiner i Bevægelse; der skulde, frem for Alt, haves to ulykkelige Elskende, den ene i Almindelighed forklædt, og i det mindste een forsmaaet Tilbederinde, som meget paatrængende erklærede den Tilbedte sin uovervindelige Kjærlighed og i ligefremme Udtryk tiggede om dens Besvarelse, men sædvanlig led en haard Medfart, idet han, uden Omsvøb, raadede hende til ikke fremdeles at overhænge ham med sin Forelskelse, da han hverken kunde eller vilde gjengjælde den, hvilket dog, i mange Tilfælde, ikke var til Hinder for, at han pludseligt ved Stykkets Slutning rakte den Ulykkelige Haand og førte hende til Tronen som sin Ægtemage, blot for at Viderværdighederne kunde faae en lykkelig Udgang, naar Operaen havde naaet den tilbørlige Længde: Følelserne vare ligesaa plumpe som Udtrykket var ziirligt. Nogenlunde sammeholdte ved disse Kjærlighedsforviklinger fremstillede de egenlig heroiske Scener, i det ene Stykke noget nær som i det andet, Sammensværgelser, Forræderier, forklædte Fjenders tvungne eller frivillige [sideskift][side 258]Afslørelse, Fængslinger og Kampe. Et Par store Overraskelser, ved at en Person med eet gjorde hvad Ingen skulde have ventet, og derved satte Frihed eller Liv ivove, maatte en Opera nødvendigviis indeholde; at give nogen rimelig Aarsag dertil, holdt Digteren for overflødigt. Hovedsagen var, at der skete noget Forunderligt; Motiv og Sandsynlighed kom det ikke an paa i det Sublime. Saaledes lod Metastatio i et af sine Mesterværker Themistokles gaae fra Fængslet hen til Xerxes i hans Palads, og ganske rolig, i hans og Hoffets Nærværelse, tage sin Gift frem, helde den i en Skaal og vidt og bredt fortælle, at han nu vilde drikke den, blot for at Tilskuerne skulde forbauses ved at Perserkongen med eet raabte: "Du skal ei drikke!" og pludseligt forvandledes fra Grækerhøvdingens Fjende til hans beundrende Ven. Digteren paalagde sine Personer at tage det aldeles Umulige for noget ganske Naturligt: Tilskuerne maatte da ogsaa see at finde sig deri. Saaledes var der i "Siröe" en cambajansk Prindsesse, som, forklædt i Mandsdragt, gik omkring med en ulykkelig Kjærlighed og tillige gav sig ud for en tapper Kriger, hvilket Kong Cosroes ogsaa uden videre, til Trods for hendes Ungdom og smukke Pigeansigt, holdt hende for i den Grad, at han gjorde hende til General og kaldte hende sin Trones Skjold imod hans oprørske Søns mægtige Partie. Disse Urimeligheder bleve udgivne for store, alvorlige Situationer, og den ziirlige, pompøse Ordsqvalder gik for Lidenskabens forædlede Sprog.

Den vedtægtsmæssige Sammensætning af disse staaende Trivialiteter gjrde dem endnu mere forslidte. Ved Handlingens Ordning kom det først an paa, i hver Act at skaffe to, tre Sceneforandringer med forskjellige muligst prægtige[sideskift][side 259] Decorationer, med Undtagelse af et Fængsel, som der i næsten alle Operaer var Brug for. Dernæst maatte der være en Scene, hvori de to ulykkelige Elskende miskjendte hinanden og udbrøde i gjensidige Bedreidelser; og en anden, i hvilken den forsmaaede Elskerinde bad den tilbedte Gjenstand om Bønhørelse og efter Afslaget blev tilbage for at udgyde Fortvivlelse og Raserie. En Gjenkjeldelsesscene, undertiden endog flere, kom af sig selv ved at der altid var en Forklædt. Syngenumerne havde, endskjøndt Stykket kaldtes Opera, saa liden Forbindelse med det Øvrige, at der af dem kunde sættes ind eller stryges ud saa mange det skulde være, uden i mindste Maade at forstyrre Handlingen, og dog var baade deres Anbringelse og Form saa bestemt fastsat, at enhver nogenlunde opmærksom Tilskuer, der havde seet een Opera, meget godt kunde vide, naar der maatte komme et Syngenummer i enhver anden, samt hvilken musikalsk Gang der vilde være i det. Hele Operaens Grund dannedes nemlig af Recitativer, hvoraf der vel kunde opdukke et og andet Sted, som antog Charakteer af Arioso, men yderst sieldent fremtraadte en lille Duet, endnu sjeldnere Noget, der kaldtes en Finale og bestod i at de Tilstedeværende vexlende sang en Tirade, hvorefter Alle faldt ind i en lille Sats, og aldrig, end ikke i det vigtigste Effectmoment, udviklede sig et cantabelt Ensemblestykke, medens det derimod var aldeles afgjort, at hver Scene, hvori en Person, der ikke endnu havde sunget to Soloer, forlod Theatret, skulde endes med en saakaldet Arie af den Bortgaaende, selv om han i Forveien havde seet sin værste Fjende og sagt at han maatte haste, for at undgaae hans Blik, eller Vagten skulde slæbe ham bort, eller tre, fire Personer kort i Forveien, den ene efter den [sideskift][side 260]anden, var ilede efter at have sunget hver sin Arie. Foruden et Slutningschor, der for det meste indeholdt den Moral, Tilskuerne skulde finde i Operaen, var disse Arier i Almindelighed de eneste Sangstykker, som udstillede sig fra Recitationsmassen, men de kunde ogsaa, naar der var mange Bortgange, løbe op til 25. Det Monotone i en saadan Række Arier blev endnu føleligere ved at Indholdet af hver enkelt hverken udgik fra Situationen eller Personens Charakteer, og at alle lignede hverandre i Formen. Texten skulde nemlig bestaae af otto til tolv Linier, der maatte falde i to Dele, hvoraf den første indeholdt en lille Betragtning eller Lignelse, som i den anden blev gjort anvendelig paa Personens Tilstand. Hvilken Hverdagssnak der i denne conventionelle Tilretning blev givet for sublim Poesie, bevises bedst deraf, at selv hos Metastatio forekommer Arier af Indhold som: En gammel erfaren Kriger slaaer ikke blindt til, men dæmper sit Mod indtil han seer sin Fordeel; eller: Beskæringen bringer Viinranken til bedre Væxt, og kun af de saarede Træer fremtrænger den vellugtende Gummi; eller: Han bæver ikke for Skjæbnens Harme, som er vant til at møde den med Stolthed; den er kun hans Læremester, som Storm og Uveir ere Sømandens; eller: Naar Uveiret raser uden at ødelægge Skibet, da betragter Skipperen endnu med Mod det brusende Hav, men borthvirvler Stormen hans Seil, begyndte han at angstes, da Kunst og Raad svigte ham. Det latterligt Smagløse ved slige tvivielle Betragtningers Fremsættelse i Sang blev ret paafaldende, naar Helten var under Recitativet kommet til Lidenskabens høieste Udbrud og pludseligt maatte tage sig sammen, for at begynde Arien, hvis ufravigelige musikalske Form kun endnu mere udhævede det Unaturlige [sideskift][side 261]og ikke tillod mindste fornuftige Spil. Først kom en meget lang Introduction, hvorunder Sangeren stod aldeles ørkesløs medens forskjellige Instrumenter obligat angave Ariens Hovedudtryk; derpaa indtraadte Syngestemmen, som uden betydelig Baldyring sang Textens første Linier; saa fulgte en Ritornel, hvilken endmere fremhævede Hovedudtrykket og gave Hvile for Sangeren, der efter den tog fat paa Bravouren, ved endnu en Gang at synge Textens første Linier i en anden Toneart og med mange Gjentagelser, varierende ved Triller, Løb og andre kunstige Forziringer, der naaede Toppunktet i en stor Cadence, hvormed Ariens første musikalske Deel fra hans Side blevet sluttet, medens Orchesteret ved et Mellemspil, der vedvarende udmalede Hovedudtrykket, første over til dens anden musikalske Deel, som behandlede Textens sidste Linier og udmærkede sig ved et livligere Tempo, et kraftigere Sving og at Sangerens Bravoursteder, under hans korte Pauser, efterlignedes af enkelte Instrumenter, saa at der i en sværmende Elskovsarie var imellem Syngestemmen og en concerterende Obo en idelig Kasten frem og tilbage med Perioder og Fioriturer, medens der i en Heltearie dreves samme Gjækkerie med en Trompet, hvilket sjeldent savnede Musikenthusiasternes levende Beundring. Naar denne Veddekamp var sluttet med et Effectsted, hvori Sangeren ret lagde sin Rouladefærdighed for Dagne, fortsatte Orchesteret atter med en Ritornel, som omsider førte til Syngestemmens Gjentagelse af Ariens første Deel, hvormed Musikstykket endte. I den Mening, at de derved lagde Charakteer og Poesie ind i disse musikalske Skiftinger, misbrugte Componisterne deres Kunst til i barnagtige Tonemalerier at udhæve Indholdet eller endog blot enkelte Ord af de Ariernes Text fore[sideskift][side 262]kommende Billeder og Betragtninger. Brugtes Ordene: Storm, brusende eller rislende Bølger, Torden, Vaabnenes Klirren, Fuglenes Sang, Hjertets Banken eller Frøernes Qvækken, da maatte enhver af de nævnte forskjellige Lyd muligst nøiagtigt efterlignes af Instrumenterne hver Gang Sangeren frembragte Ordet eller holdt det i en lang Tone; udtaltes: Fader, Elskede, Ynde, Mildhed, Naade eller et andet Ord, som betegnede noget Kjært eller Blidt, saa skulde Harper, Hoboer og Syngestemme kappes om et ret blødt, smeltende Udtryk saa tidt som det kom igjen; og lød Harme, Hævn, Sværd, Lyn, Flamme fra Sangerens Læber, maatte Clarinetter og Fløiter eftergjøre Hviin og Hvislen, eller Basserne og Paukerne give et Drøn eller Brum for at skildre det Skrækkelige i Ordet, selv om dette, i Sammenhæng med det Øvrige, ikke i ringeste Maade vakte Tanken om noget Frastødende.

Et færdeles tro og levende Billede af Datidens italienske Opera haves, naar man blot tænker sig Replikkerne forvandlede til Recitativer, i Wessels "Kjærlighed uden Strømper", med Scalabrinis Musik. I

"Min Glæde er som Bækken," og
"Paa mit Hjertes Skorsteen brænder,"

findes fuldkommen lignende Contrafeier af de italienske Arier; det er kun Lignelsen i den sidste som er parodisk; baade Textens Form og den musikalske Behandling, indbefattet de pudseerlige Udpyntninger paa Syngestemmen, ere i begge de samme som vare eiendommelige for de af Sarti og Scalabrini selv med dybeste Alvor componerede tragiske Arier.

Da Sangerne i Almindelighed manglede Skuespillertalent og Lune, kom den comiske Opera yderst sjeldent paa [sideskift][side 263]Scenen, men Intermezzerne, som vare ganske det Samme i formindsket Maalestok, maatte ikke savnes ved noget taaleligt Operistselskab, thi selv de fornemme Musikenthusiaster gottede sig, endskjøndt deres prætenderede fine Smag ikke tillod dem at vedgaae det, mere ved den overgivne Udførelse af Farcerne, som Entrepreneurerne let kunde skaffe den fuldstændige Staffage til, end ved de tragiske Pragtstykker, hvori det tidt saae kummerligt ud med baade Spil og Udstyr. Intermezzerne bleve udførte af to blot dertil engagerede Pesoner: en Sanger og en Sangerinde, til hvem Componisten ikke gjorde Fordring paa en i Omfang og Fylde betydelig Stemme, men et let, flydende, skjelmsk Foredrag og stor Tungefærdighed. De faa Intermezzer, som gaves af tre, fire Personer, vare Brudstykker eller Udtog af comiske Operaer, men ikke ægte Mellemspil. Disse Smaastykker vare nok saa fulde af Urimelighede som de tragiske Operaer, men der var Methode i Galskaben: de gjorde aldeles ikke Fordring paa Rimelighed, men kun paa at more ved at de Løier, som kunde udkrammes af den Situation, hvori de to Spillende befandt sig. Drillerier imellem et Par Elskende, en gammel Mands Kjærlighed til en ung Pige, en Theaterdirecteurs Vrøvl med sin Primadonna, en Soldats Hjemkomst til sin Kjæreste, latterlige Forklædningsscener og Sligt hørte til Yndlingsæmnerne; Overdrivelse og alle mulige Optøier imellem Personerne indbyrdes, med Orchesterpersonalet, Souffleuren og Tilskuerne tjente til at pynte Udførelsen. Det gjaldt Intermezzospillerne kun om at vække Latter og at sætte Publikum i Begeistring ved et piquant Foredrag af moersomme Sangstykker. Duetten forekom meget hyppigere i Intermezzet end i Operaen, den musikalske Behandling var [sideskift][side 264]i det Hele langt friere, naturligere og rigere i sine Former, og Efterlignelsen af forskjellige Lyd, der ogsaa i det hørte til de meest brugelige Udsmykninger, var ikke, som i Operaen, forbeholdt Instrumenterne, men tillagt Sangstemmen, der i smaa lunefulde Capricer eftergjode Høvlestrøg, Klokkekimen, Støvleknirken og Hanegal ligesaavel som Nattergaleslag og Violintoner.

Læseren maatte gives et Begreb om disse barokke Lystighedsspil, som tilfulde at kunne dømme om, hvorvidt den tragiske Operas mange Unaturligheder enten bleve dæmpede eller tvertimod fremhævede og forøgede ved Fremstillingen; thi — saa besynderligt det end synes, — Intermezzerne var en meget væsenlig Deel deraf. — De fleste og betydeligste Heltepartier i den tragiske Opera vare skrevne for Kastrater, der ved de store, complette Selskaber i den Grad udgjorde Fleertallet af den saakaldte mandlige Deel af Sangpersonalet, at der endnu i 1784 var ved den italienske Opera i Berlin fem Kastrater til en eneste Tenorist og slet ingen Bassist. Da Kastraterne bleve meget  høit lønnede maatte man imidlertid ved de mindre Trupper, især udenfor Italien, lade sig nøie med een Kastrat og give Discant- og Alt-Heltene til Sangerinder, af hvilke derfor nogle, og det meget berømte, "aldrig agere uden som Mandsperson". Dette var Tilfælde baade ved Mingottis og Jfr. Galeottis Selskaber. Erindrer man sig nu, at en almindelig Hovedperson i de tragiske Operaer var en ulykkelig Elskerinde, som gik i Mandsklæder, da vil man let kunne fatte hvilken Forvirring i Kjøn og hvilken Miskmask af Personligheder, der for Tilskuerne fremstillede sig i et saadant Dramas Udførelse. En Dame med Hjelm og Pandser, som for Tilskuerne skulde være Dame, men af [sideskift][side 265]de Medspillende antages for Helt; et Par Damer, ligeledes med Hjelm og Pandser, som hverken af Tilskuerne eller de Medspillende maatte antages for Damer, men skulde være en virkelig Xerxes, Achilles, Alexander, Cyrus eller anden Verdenshelt, for hvem hele Folkeslag bøiede sig i Støvet; en skjæggeløs, vraltende Fedtmasse, der, ogsaa i Hjelm og Pandser, istemmede en høi Discant og, uden at kunne tages for hverken Mandfolk eller Fruentimmer, var en elskende Yngling; og en Tenorist eller Bassist, som, skjøndt den Eneste, der bar Skjæg paa Hagen og lod høre en mandig Bryststemme, i Egenskab af forfulgt eller overvunden Fyrste, stod ubevæbnet og blev truet, haanet og fængslet af de heroiske hjelm- og pandserklædte Discanter og Alter! — Og nu Costumet! De persiske, assyriske og mediske Konger med udslaget Haar, Paphjelme, beklistrede med Guldpapir og besatte med farvede Fjer, eller høie Kroner af Flitter og Lahn, pailleterede Silketrøier med Skjød og korte Ærmer, nøgne Arme og Haandmanskjetter, guldgalonerede afstivede Skjørter til midt paa Laarene, ved Knæene opbundne Tyrkebuxer, røde Silkestrømper, gule Saffianspampusser, Stødkaarde og Silkekaabe med malet Hermelinskant; Heltinderne med opvalket Haar, Turban, gyldenstykkes Fiskebeenskjole med smalle kniplingsbesatte Albueærmer og Blomsterfestons om Underdelen, høihælede Saffiansskoe, og lang Kaabe med Maarskindskant; Hoffolkene med Fjersmykkede "Kasketter" (lave Paphjelme), sølvgaloneret Camelots Skjødtrøie, Tyrkebuxer, Kaarde og farvede Støvler! Overalt hvor Monarken viste sig var han fulgt af otte Spyddragere, som, naar det var i hans eget Gemak eller han skulde tale hemmeligt med Nogen, strax tradskede ud igjen, men ellers bleve staaende i Række midt [sideskift][side 266]paa Scenen indtil han gik bort, da de i Geled marcherede tæt bagefter ham. — Kun enkelte Damer, især af dem som spillede Mandsfolk, vare i Anseelse for deres "Action", eller indskrænkede denne sig til at de Spillende skrede ind med store, taktmæssige Skridt, nu og da sloge ud med Armene og spadserede gravitetisk frem og tilbage i Forgrunden under de lange Ritorneller; Kastraterne vare bekjendte for at de rokkede ned til de Tællelyskasser, som fandtes hvor vi nu have Lamperækken, og der stode dorske og ubevægelige indtil de skulde falde ind med deres Replik, da de pludseligt udstrakte Armene og satte i med skingrende Stemme, for, saa snart de havde endt, med eet at falde tilbage til fuldkommen Ligegyldighed for alt hvad der foregik omkring dem. — Men en Operas Opførelse var ikke gjort med sig selv: der var i Skuespillet et, ja sædvanlig to, tre Skuespil, som langt fra at have det mindste med det at gjøre, syntes indkastede blot for at parodiere det. Naar Dækket gik op til anden Act og den uforberedte Tilskuer naturligt ventede, at de rørende Helte vilde fortsætte deres høittravende Væsen, saae han til sin Forbauselse en borgerlig Stue, en Gade eller et Vertshuus, og en Friseur, en Macaronihandler, en Vadskepige, Lirespillerinde eller Theaterdirecteur begyndte, efter nogle Krumspring, en Arie med Lalalala, Trompetblæsen i Haanden, Hikken, Brægen eller Fugleqvidder: det var et Intermezzo, hvori der strax viste sig en ande ligesaa moersom Person og det da, med Galskab paa Galskab og overgivne sange, hvis Triller, Cadencer og kaade Efterabelser vare som anlagte paa at spotte og carikere Heltespillernes opskruede Maneer, gik løs paa at holde Publikum i Skoggerlatter indtil Begge, naar Spasen havde varet længet nok, [sideskift][side 267]pludseligt blev enige om et Giftermaal og sluttede med en lille Duet, for at de Tragiske igjen kunde komme til at tremulere. — Efter Slutningen af Heltespillets anden Act, blev der paa anden Maade sørget for at bringe Indtrykket af den i Forglemmelse. Bønder, hollandske Matroser, en Flok Soldater i Leir, eller Sørøvere med nogle fangne Piger holdt Lystighed, drak, dansede, spøgede, kom op at slaaes, bleve af en Tililende bevægede til Forlig, og begyndte igjen et Figurantstykke indtil Truppens anden Dandser og Dandserinde, i en Dragt, som ved Stadselighed stak betydeligt af imod deres Liges, traadte frem i en Pas de deux. Denne afløstes af et andet Figurantstykke, hvorefter første Dandser og Dandserinde lode sig see i endnu smukkere Dragter og ligeledes opvartede med en Pas de deux, som fulgtes af Slutningseffecten, bestaaende af en almindelig Glædesdands, der endte med en Gruppe, eller, hvad der var endnu brugeligere, med et pludseligt opkommet Slagsmaal, hvorunder Dækket gik ned, dog, vel at mærke, saaledes at tre, fire af de meest fremstikkende Personer, som ved Vanvare, bleve udenfor, for at Publikum kunde more sig ved deres forstilte Forlegenhed og see hvorledes de, efter nogle improviserte Løier, bleve nødte til at smutte ind paa Theatret fra en af Siderne. Dette var en Ballet. Efter den tragiske Operas lykkelige Udgang blev der ofte, inden Slutningschoret, i den selv opført en Ballet medens Kongen sad paa sin Trone med de forenede Elskende ved sin Side. I saa Fald gaves der kun Balletter imellem Acterne og Intermezzet gjemtes til Stykket var ude.

Om der i dette sammenbrokkede og, med al sin Prætention, yderst lurvede Væsen var Glimt af Natur og Poesie; om der i det aabenbarede sig en blot Attraa efter kunstnerisk [sideskift][side 268]Virkning; om det for den fornuftige Menigmand kunde blive andet end kjedsommeligt Vaas, som Ingen skulde fristes til at høre og see anden Gang; om det i mindste Maade retfærdiggjorde den fanatiske Iver, hvormed de Fornemme, fordi de, aandløse og tankedovne, selv underkastede sig en fremmed falsk Modesmags Herredømme, ved alle Leiligheder søgte at virke til dets Opretholdelse og Velgaaende paa den nationale Comedies Bekostning — dette vil man af det Anførte let kunne slutte.

Under den levende Stræben efter at samle alle anvendelige Kræfter til Forherligelse af dette Kassen og Smagen fordærvelige Sammensurium, fik man ikke Tid til for Comedien at gjøre andet, end benytte hvad der faldt for. Comedien gav ingenlunde længer Skuepladsen dens Charakteer; vel kom 9 af Holbergs Stykker til Opførelse i 8 Forestillinger, men disse gaves uden mindste planmæssige Fordeling: efter et langt Mellemrum kom et Par lige ovenpaa hinanden, som Tilfælde eller Nød vilde, og endskjøndt den jevngode Indtægt, der endnu bestandig fulgte dem, beviste, at de ved en fornuftigere Anvendelse kunde have bevaret Tiltrækningskraften, lod Directionen dem uændsede baade ved Repertoirets Affattelse og Opførelserne, som, især hvad de mindre Roller angik, begyndte at tabe Præcision og Livlighed. Kun Acteurerne lode ved deres Sommerforestillinger see, at der endnu ved Skuepladsen var Agtelse for dens Stifter; de valgte dem af hans Stykker, som de bedst havde Evne til at give, udførte dem med megen Omhu, og Besøget gav dem ingen Grund til at angre Valget. — Af de to ved Acteurerne opførte Nyheder var "Det besynderlige Menneske" en temmelig maadelig Femactscomedie af Destouches med flere gode Situationer, [sideskift][side 269]men en bizar, aldeles individuel og derhos mat udført Hovedcharakteer; Gellerts "Baandet" et lille Hyrdestykke, som slog ikke saa ilde an paa en Tid da Modesmagen var for det Smægtende, Rørende og Forædlende. Af dette havde de fire nye Stykker, som Directionen drev det til i denne Saison af faae frem, alle fuldtop. Goldonis trivielle Moralcomedier, hvori han, til en kummerlig Medlidenheds Opvækkelse, fremstillede hverdagslige Sorger og Smaabegivenheder i et plumpt Selskabsliv, der havde sin største Livlighed af Tjenestetyendets Næsviished og raa Spasen, hørte dengang til de nyeste og meest yndede dramatiske Frembringelser. Iblandt de mangfoldige Theaterarbeider af denne i det virkelig Comiske ypperlige Forfatter vare "Kaffehuset", "Huusfaderen" og "Cavaleren og Damen" alle af denne Sort, som man vel hyklede stor Interesse for, men dog ikke gjerne, med mindre de bleve ganske fortræffeligt spillede, lod sig friste til at see mere end een Gang. Det Første gjorde ingen Lykke og opførtes kun to Gange, endskjøndt Claus, den moersomme Person, blev udført af en Debutant: Lars Knudsen, der, ligesom Musted, fra Souffleurhullet kom op paa Brædderne og skulde være Londemanns Efterfølger, men havde saa lidet Held med sig at han snart maatte ned i sit Hul igjen. "Huusfaderen" eller, som det ogsaa kaldtes, "Huusfaderen og Stedmoderen", og "Cavaleren og Damen" behagede derimod, især det Sidste, hvori Jfr. Bøttger, uagtet sit monotone, prækende Foredrag, saaledes tiltalte Grædecomediens fornemme Yndere, at der ved den anden Forestilling blev tilkastet hende et Par Punge med Dukater. Det fjerde Stykke, "Æsop ved Hoffet" af Boursault, er et Slags dramatisk Læredigt, hvori Handlingen kun er en [sideskift][side 270]Ramme, der sammenholder en Række episodiske Scener, som give Leilighed til at foredrage et Udvalg af de æsopiske Fabler under Forhold, der pege paa deres Anvendelse for Livet. Reerslev havde i sin Oversættelse forvandlet Originalens aandrige, flydende Vers til plat, tung Prosa og berøvet Fablerne særdeles meget af Udtrykkets Ynde og Pointernes Skarphed; det i sig selv kunstlede og kolde Stykke blev derfor endog den "fine" Comedies Forfægtere vel kjedsommeligt og opnaaede kun to Forestillinger, hvori den syvaarige Dandse-Elev Caroline Halle, som allerede i Balletterne havde vakt Publikums Opmærksomhed, begyndte en saa glimrende Løbebane, som kun tre Skuespillerinder have havt paa den danske Scene. Debutantinden Mette Marie Rose, en Datter af Skuespilleren, vilde, efter den overordenligt glimrende Modtagelse, hun strax fandt, sikkert have opnaaet en ligesaa stor Udmærkelse, dersom Theatret ikke, allerede 3½ Aar efter, paa en besynderlig Maade pludselig havde mistet hende. Hun var en vel underviist meget deilig ung Pige, hvis sjeldne Talent allerede, ved en omhyggelig kunstnerisk Veiledning, var kommet til en høi Grad af Udvikling. Et Par Dage forinden sin Debut var hun allerede bleven ansat som "virkelig Actrice" med 2 Rdlr. om Ugen.

Comos og hans Kones ved alle Leiligheder fremtrædende Overmod, den Haardhed, hvormed han behandlede sine Elever, Tilsidesættelsen af Jfr. Knudsen, som mere og mere steg i Publikums Gunst, Ægteparrets velbekjendte Virksomhed til at den italienske Opera var bleven paalæsset den danske Skueplads, og det meget aabenlyst drevne Forhold imellem Fædder og Mad. Como, som derved tilvendte sig og sin Mand betydelige personlige Fordele og stor [sideskift][side 271]Myndighed, havde vakt megen Harme hos Personalet, der igjennem sine mange Bekjendtskaber udbredte den iblandt Publikum. Ved Saisonnens Begyndelse var Forbittrelsen imod Comos og Fædder saa stor, at der kun behøvedes en ringe Anledning for at bringe den til Udbrud. Mad. Como havde den Uforsigtighed selv at give den. Jfr. Knudsen var bleven forlovet med den unge Barch, som, oprørt over den Haan, hvormed Mad. Como bestandigt omgikkes hans Kjæreste, fordi hun begyndte at fordunkle hende som Dandserinde, ikke vilde vise Fædders Favoritinde al den Underdanighed, hun gjorde Fordring paa. Dette opbragte Italienerinden saa yderligt, at hun lod sig forlyde med, at han skulde saae sin Uartighed betalt saaledes som han mindst ventede. Da han en Dag undlod at hilse paa hende med et Haandkys, søgte hun Trætte med Jfr. Knudsen under Theatertjenesten, foer løs paa hende med en Strøm af Skjeldsord og endte med at give hende en Ørefigen. Rasende derover henvendte Barch sig til Balletmesteren med Klage og kaldte den Behandling, som vistes ham og hans Kjæreste, nederdrægtig. Det var just et saadant Udtryk Como lurede paa; han løb strax til Fædder og fortalte om Insulter, der vare tilføiede ham under hans Embedsforretninger, og som han ikke kunde faae Opreisning for uden ved de to Opsætsiges øieblikkelige Afskedigelse. Fædder var strax færdig til at skaffe sin Veninde og hendes foragtelige Ægtemand Seiren: Barch og Jfr. Knudsen bleve ufortøvet underrettede om, at de havde deres Afsked. Men Personalet var ikke seent til at udsprede Efterretning om, hvor skammeligt de to talentfulde Danske vare blevne behandlede af de uforskammede Fremmede, der, beskyttede af den forhadte Fædder, som med Mandens Vidende var [sideskift][side 272]Konens Elsker, allerede havde tilladt sig saa mange Fornærmelser imod Landets Børn og voldet Theatret baade Skam og Skade. Nu tog Publikum sig af Sagen. Det blev besluttet, at ved Comos første Optrædelse skulde der gjøres et saadant Angreb paa ham og Fædder, at de begge maatte blive nødte til at fortrække, saa at de Afskedigede "igjen kunde komme i deres forrige Station." Den 6te Novbr. havde Publikum, uagtet Forestillingen var meget almindelig, — "Henrik og Pernille", med to Balletter: den forslidte "De artige Bønder og Bønderpiger" og den to Dage tidligere, for maadeligt Huus, første Gang givne "Marketenteren", — indfundet sig saa talrigt, at der indkom 228 Rdlr., hvilket ingen Opera- eller Comedieforestilling endnu havde bragt det til i denne Saison. Røret i Huset var overordenligt levende, dog herskede megen Stilhed og Opmærksomhed under Stykkets første to Acter; men da imellem anden og tredie Act Dækket gik op for "De artige Bønder og Bønderpiger", og Como lod sig see med sin Kone, begyndte en frygtelig Trampen, Huien og Hyssen, hvorunder Navnene: Como, Fædder, Barch og Knudsen løde imellem hverandre, de to første ledsagede af de plumpeste Skjeldsord. Fædder havde været belavet paa dette Optrin og ladet Vagten forstærke. Efter at han fra Scenen havde gjort nogle forgjæves Forsøg paa at tilveiebringe Rolighed, lod han Dækket gaae ned og ilede til Forstuen ved Tilskuepladsen, for i Spidsen af Soldaterne at rykke ind i Parterret, hvorfra han, med heftige Trusler og under ivrige Protestationer, Skjeldsord og Støien fra alle Kanter, lod Vagten trænge, støde og kaste alle Tilskuerne ud. Da han saaledes havde gjort sig til Herre over Valpladsen og besat alle Tilgangene, erklærede han [sideskift][side 273]Logernes Publikum, "at der ikke vilde blive givet mere af Comedien i Aften." At ogsaa de, som ikke havde havt med Spektaklet at gjøre, bleve narrede for deres Penge og maatte gaae hjem Klokken 6½; at Fædder i Begyndelsen af Tumulten havde paa Theatret sagt, at han nok skulde tugte "ein so infames Parterre"; at Como, medens Directeuren var ifærd med at jage Tilskuerne ud, havde bag Dækket rakt Tunge, peget Fingre og spyttet ad Publikum; at Balletmesterindens rasende Hævner endog havde ladet en af sine Slægtninger, en Søn af den meget ansete Byskriver von Aspern, tilligemed en norsk Student Krogh arrestere og føre til Hovedvagten, hvorfra de siden bragtes til Castellet, — alt dette kom snart ud i Byen og oprørte selv dem, som havde misbilliget Angrebet. Dagen efter fandtes et grovt Skandskrift mod Como og Fædder opslaaet paa Børsen, og alle Samtaler dreiede sig om den Afstraffelse, som begge havde fortjent for deres Frækhed og den Publikum tilføiede store Fornærmelse. Ved næste Forestilling, den 7de, da der gaves Opera for et meget lidet Antal Tilskuere, som næsten alle hørte til den fine Verden, gik det temmelig roligt af; den 9de, da det atter var Operadag og Publikum, uagtet "La ritornata di Londra" og et Intermezzo gaves for første Gang, saa at der til Støien under de to Balletter, dog havde været noget Nyt at tage med for den forhøiede Priis, igjen talte sin Hovedstyrke i de Galante, holdt man sig ogsaa nogenlunde stille, især eftersom der stod en stærk Vagt paa rede Haand i Forstuen og sex Officerer vare commanderede til, for tre Mark hver, at være tilstede i Parterret som Inspectionshavende; men den 11te, da det var en Comediedag og man ikke havde nødig at døie et jammerligt udført kjed[sideskift][side 274]sommeligt Klingklang, for at komme til at hævne sig, skulde Angrebet fornyes med dobbelt Styrke. Huset var stærkt besøgt, — Indtægten 239 Rdlr. — Parterret fuldt af urolige Hoveder og Aftale skeet om naar Uveiret skulde bryde løs og hvad der skulde raabes; men Vagten havde faaet betydelig Forstærkning og i Parterret fordeelte sig tolv Officerer, der, næsten alle Tydskere, temmelig høit lode falde Yttringer om at gjennemfugtle "Grützköpfe", sloge paa Kaarderne saa snart de hørte Trampen, og raabte: "Wache herein!" et Par Gange da Forbittrelsen syntes at ville give sig Luft. Saasom Ingen havde Lyst til at dele Skjæbne med de to i Castellet siddende Syndere, om hvis haarde Behandling de gik mange Rygter, fik Hr. og Mad. Como Lov til den Aften at dandse i Ro, men uden at en Haand rørte sig for dem. Da de strenge Forholdsregler i Theatret bleve ved, opgav man at søge Hævn der og holdt sig borte, saa at der flere Aftener i Rad var meget slet Huus, især til den italienske Opera, men desto kraftigere udgød Harmen sig i alskens Smædeudfald, som, paa Riim og i Prosa, opsloges paa Gadehjørnerne eller udbredtes fra Haand til Haand igjennem mangfoldige Afskrifter og gottede Mængden saaledes, at Directionen fandt det raadeligst at faae disse Fjendtligheder standsede ved en Forsoning. Begyndelsen dertil skete med at von Aspern og Krogh den 18de bleve løsladte fra Castellet; men det hjalp ikke. Da de om Formiddagen havde ladet sig see paa Gaderne, hoverede man tvertimod over, at Fædders høie Beskyttere omsider havde seet sig nødte til at opgive ham og bøie sig for den almene Stemmes Magt; og om Aftenen var Huset igjen pakfuldt, fordi man ventede, at det da atter skulde gaae løst og det ret med Klem. Vagt og Officerer vare [sideskift][side 275]imidlertid paa deres Pladser; Rolighed blev overholdt, men det havde til Følge at Skuespilbesøget paany tog af og Angrebene igjennem Pennen til. Uvillien var bleven almindelig og der var ikke andet for, end at man, til Trods for alle Fædders Anstrengelser, igjen maatte ansætte Barch og Jfr. Knudsen. Deres Gjenoptrædelse blev bestemt til den 4de December. De skulde da dandse i Balletten "Søbataillen" tilligemed Hr. og Mad. Como, og Leiligheden benyttes til en fuldstændig Udsoning. Denne Festlighed samlede et endnu større Publikum end nogen af Udtrampningsaftenerne: Indtægten var 248 Rdl. Alting gik glædeligt: Barch og Jfr. Knudsen dandsede og bleve applauderede, Hr. og Mad. Como dandsede og bleve ligeledes applauderede, tilsidst blev endogsaa Directionen applauderet. Disse Høimodighedsscener ophidsede efterhaanden de rørte Hjerter til en saa levende Begeistring, at alt Nag gik op i lutter Enighed og der endelig skete Noget, som ikke har fundet Gjentagelse i de 94 Aar, der er forløbne siden den Tid: Hof-Directeuren, Grev C. F. Moltke, gik ned i Parterret og takkede det for den smukke Opførsel, det havde viist imod Directionen(!), samt forsikrede, at denne vilde gjøre Alting for at behage det. — Glæden var almindelig, men den varede ikke længe. Fædder, Hr. og Mad. Como matte, hvor der kun viste sig Leilighed til det, døie Publikums Haan og Spot; de to Sidste ved Hyssen og Trampen hver Gang de fremtraadte, hvorfor de ideligen meldte sig syge. Men end ikke det friede dem fra Forfølgelse, thi allerede tolvte Dagen efter den opløftende Forsoningsscene udbrød hele Huset i en skoggrende Spotlatter, da Como fra Scenen blev meldt syg, og man meget godt vidste, at det var fordi han ikke vovede at vise sig, siden Parterret, [sideskift][side 276]som den Aften var fuldt til den anden Forestilling af "Cavaleren og Damen", havde paatænkt at hysse ham ud. Publikum var Seirherre; det ansaaes for afgjort, og man fandt det ved Moltkes Ord bekræftet af Directionen, at Fædder vilde komme til at afgaae, i det sildigste ved Saisonnens Slutning, og Ingen tvivlede om, at i saa Fald maatte Como see sig nødt til ogsaa at tage Afsked. Imidlertid forsømte Justitsraaden ikke, selv i sin Ydmygelses Dage, at skaffe sine Yndlinger alle de Fordele, han kunde opdrive til dem: kort efter at han havde lidt den store offentlige Beskæmmelse fik han udvirket, at der blev foræret Como og Sangeren Gagiotti Sølvtøi til en Værdie af 160 Rdlr. "for den Assistence, de havde gjort den italienske Opera", som Hr. og Mad. Como ved Engagement vare forpligtede til at assistere. — For Resten bragte Como i denne Saison 7 nye Balletter paa Scenen: den 30te Septbr. Hattemageren; 4de Novbr. Marketenteren; 16de Decbr. Europæ Bortførelse; 8de Jan. Det norske Bondebryllup; 13de Jan. Søfolkene; 10de Marts Indianerne og Afrikanerne; 16 April Jagtens Tilbagekomst.

I sit dygtige Kunstpersonale fik Theatret en Tilvæxt ved at Cramer, der havde malet et Par særdeles smukke Decorationer, antoges til at være stadig Theatermaler med Accord for hvert Arbeide. Derimod slap man af med Kunstmester German, som ikke fik sit Engagement fornyet, da Kassens Ophjælpere af hans Slags tabte deres ivrige Talsmand og Beskytter. Fædder maatte nemlig virkelig, som Publikum forventede, forlade Directeurposten. Det var imidlertid ikke efter egen Beslutning han gjorde det; saa foragtet, forhadt og forhaanet han end var, tænkte han tvertimod kun paa at skaffe sig Sikkerhed til at give sit [sideskift][side 277]vilkaarlige Regimente endnu større Raaderum. I denne Hensigt søgte han at bevæge Directionen til at ansøge om en kongelig Resolution, hvorved alle Mishagsyttringe i Theatret skulde strengt forbydes. Men Moltke, v. d. Lühe og Hersleb, som havde havt Ubehageligheder nok, fordi de havde ladet ham skalte og valte til Mad. Comos Behag og Fordeel, vilde ikke end yderligere ophidse Publikum ved en saadan Forholdsregel, der, hvis den mødte Opsætsighed og foranledigede Uroligheder, let kunde paadrage dem Kongens Unaade. De modsatte sig hans Forlangende og lode ham forstaae, at kun hans Afgang vilde være istand til at afværge endnu stærkere Udbrud af Publikums Forbittrelse. Han fandt sig da i at tage Afsked. 11 Aar sildigere gjorde han igjen, ved sin raa og vilkaarlige Fremfærd, sit Navn til en Vederstyggelighed for det Offenlige: han, den fordums Lakai, var da Censor under Guldbergs Overcensorat, og øvede sit Kald saaledes, at alle Skribenter skjælvede og bævede! — Med Fædder afgik Valeur, som, ved sin Embedsbroders hensynsløse Fremfærd, havde havt saa mange Ærgrelser, at han, uagtet sin store Lyst til at nysle med Theatersager, var bleven led og kjed af at have med Bestyrelsen at gjøre. I hans Sted fik man den i 1754 fra Directionen afgaaede Frederik Horn, nu Justitsraad og virkelig Politiemester, til paa ny at indtræde. For, efter Fædder, at overtage Administrationen og Oeconomien ansattes Justitsraad, Raadmand Abraham Falch.


Korrekturlæst 2007. Opdateret af