[side 239]Alt hvad Fædder under sit Regimente faldt paa at gribe til, anvendte han med en saadan Overdrivelse, at han selv i en Hast fik det gjort uvirksomt. Da Acteurerne, som bedre end han forstode at passe Kassens Tarv til Mængdens Smag, havde i deres syv Sommerforestillinger, med god Fordeel, opført fire af Holbergs meest folkeyndede [sideskift][side 240]større Stykker, paakom ham pludselig en saa stor Iver for ogsaa at tage Nytte af dem, at han, lige i Spidsen af Saisonnen, i syv efter hverandre følgende Forestillinger gav syv forskjellige Holbergere. Dette, som aldrig siden Prøve-Comediernes Tid var skeet, satte Publikum i stor Forundring og havde den naturlige Følge, at det blev overmættet, saa at disse Stykker, hvoraf man, ved en sparsommere Anvendelse, kunde have havt stadig Fordeel, maatte gives sjeldent og dog ikke for lang Tid gjenvandt deres tidligere Tiltrækningskraft.

Kun en eneste af Saisonnens Nyheder fik virkelig Betydning for Repertoiret: Goldonis "Den kjærlige Kone", der, som et Stykke, hvori det Alvorlige var paa en underholdende Maade blandet med det Comiske, fandt stort Behag hos den fine Verden, gav Logerne god Affsætning og bidrog betydeligt til at berede den saakaldte høiere Comedie Herredømme. "Kjærligheds liflige Paafund", et Forklædningsstykke, som kun interesserede ved Londemanns Overgivenhed og sjeldne Evne til at forvandle sin hele Person, optoges, saavelsom Goldonis "Henrik som tjener to Herrer", i hvilket ogsaa kun han havde en fremstikkende Rolle, med Bifald, men trak ikke Huus. Destouches's "Skumleren", med hvis maadelige Oversættelse Directeuren Valeur gjorde Theatret en Foræring, var altfor kjedsommeligt; Steeles "De oprigtige Elskere", der første engelske Stykke, der kom paa den danske Scene, og Bagatellen "Vimmelskaftet", med sine 17 Personer, vare, trods de danske Personnavne, alt for engelsk og fransk locale til at kunne more i Kjøbenhavn. "Den nøisomme Hyrde" var et Originalstykke af Reerslev, udført med tre Personer efter de nu temmelig [sideskift][side 241]falmede Schäferstykkers Mønster; det slæbte sig 8 Gange over Scenen ved nogle Smaasange.

Feststykket "Geniernes Fest" var et Sangspil, forfærdiget af Rimeren Niels Prahl og componeret af Scalabrini, som hver blev belønnet med 30 Rdlr. Alle Kræfter sattes i Bevægelse for at sikre det en glimrende Udførelse, da man ventede, at det da skulde have stor Virkning til at fremme den endelige Oprettelse af en dansk Opera, endskjøndt just de Midler, hvortil man tog Tilflugt, bedst beviste, at det for Øieblikket savnedes det Vigtigste til den. Mad. Como maatte nemlig inviteres til at synge Hovedpartiet. Da det, som i Forveien noksom bekjendt, just var til hendes Forherligelse at Festen skulde feires med Sang, lod hun sig ogsaa overtale dertil efter at hun først havde gjort endeel Ophævelser paa Grund af sit Ubekjendtskab med Sproget, hvorpaa der dog blev raadet Bod ved at Wintmølle, efter hendes Begjæring, fik 10 Rdlr. for at lære hende saa meget Dansk, at hun kunde hjælpe sig dermed. Udførelsen blev da ogsaa i den Grad tilfredsstillende, at Directionen lod hende, ved Fædder, sige en Mængde Complimenter og overrække en Foræring af 50 Rdlr., medens de danske Acteurer, som ogsaa havde maattet synge store Partier, kun fik hver 20 Rdlr. Heller ikke til Chorene kunde Theatret komme ud af det med sine egne Midler; efter at have samlet alt hvad der af Dandsere, Souffleurer og Statister kunde paa nogen Maade synge med, maatte Directionen endnu leie fire af Latinskolens Disciple. Publikum erkjendte den fra alle Sider viste Anstrengelse; det beklappede ikke alene de smukke Ting, som bleve sungne om Enevoldsmagtens Fortræffelighed, Kongens Dyder og Folkets Lyksalighed, men ogsaa Sangerne, Dandserne og [sideskift]side 242]de af Como opfundne "smukke Præsentationer, som vare indførte i Actionen". At dette dog ikke gav stort Haab om, at et staaende dansk Syngespil vilde blive "Theatret til Opkomst", sees deraf, at der ved Stykkets sjette og syvende Opførelse kun var 65 Rdlr. 5. Mk. og 63 Rdlr. 1 Mk., endskjøndt Germans Børn begge Aftener viste "splinternye kunstige Balancer paa slap Traad og Halmstraadands".

Den Jfr. Samuelsen, hvormed Skuespilpersonalet blev forøget, havde hidtil været Figurantinde, og skulde, foruden at spille Elskerinder, dele Kammerpigerne og Pernillerne med Jfr. Martin — der nu hed Mad. Hallesen, — da denne ikke behagede nok til at kunne staae ene i det dengang meget omfangsrige og vigtige Fag, som for Resten ikke vandt synderligt ved at faae Jfr. Samuelsen til Støtte.

Comos Compositioner i denne Saison vare: 17de Septbr. Den fortryllede Skov; 26de Septbr. Vadskekonen; 19de Novbr. Det engelske Kaffehuus; 10de Decbr. Bjergbønderne, og 21de Jan. Maskeraden. Under 3die Febr. opnaaede han at blive udnævnt til Hofdandsemester, og hans Magt var dengang, formedelst Beskyttelse af Fædder, der ved sin Driftighed og Anmasselse ganske havde taget Herredømmet fra v. d. Lühe og Valeur, saa stor, at, som Als, fire Aar efter, i en Indberetning siger: "denne Enevolds-Balletmester i disse Herrers Nærværelse sparkede, spændte og pryglede de stakkels fattige Unger, som gik i hans Dandseskole, uden at Hans Excellence eller Hr. Etatsraaden vovede at mukke."

I Saisonnens Begyndelse indskrænkedes Germans Virksomhed til at han, i og efter Stykkerne, gav "Fyrværkerie og Illumination", især ved Jubelfestens tre [sideskift][side 243]Forestillinger, og udførte det ved disse anvendte Maskinerie; sildigere gjentog han sin Columbine og gav en ny Pantomime: Den lykkelige Slave, som, da der endog af Scalabrini blev componeret ny Musik til den, vakte stor Forventning, men kun første Aften havde Tilløb; derpaa fremviste han "Prospect af Sundet med Skibene, som gaae igjennem", hvilket var den af ham foreslaaede "machine du monde", der aldeles ikke lønnede den store Umag og Bekostning; og først i Slutningen kom Paul German til at gjøre Kunststykker paa den slappe Traad med at balancere Tobakspiber, at spille med Bolte, saa de udgjorde en Fontaine, og at vende sig paa Traaden idet han afskød to Pistoler, hvilket alt gave meget slet Huus og endydermere maatte betales Kunstneren med 70 Rdlr. og en ny Klædning til 29 Rdlr., da det var efter Engagementstiden.

Den, som blot af Indtægten vilde slutte sig til Kassens Tilstand, maatte finde, at den i denne Saison var bleven overordenlig god. De 64 Forestillinger — hvoraf den bedste, 4de Febr., gav 281 Rdlr. 1 Mk.; den sletteste, 1ste April, ikke mindre end 63 Rdlr. 1 Mk. 8 Sk., — havde indbragt 9689 Rdlr., altsaa i Gjennemsnit hver 151 Rdlr. 2 Mk. 6 Sk., hvilket aldrig før var opnaaet. Men udgiften havde derimod, uden nogen Gjælds Betaling, andraget 16844 Rdlr., og paa Kassen hvilede, medens den kun havde 1459 Rdlr. tilgode og foruden den faste kongelige Understøttelse af 3000 Rdlr. havde forbrugt et optaget Forskud paa 2000 Rdlr., 18340 Rdlrs. Gjæld; ei at tale om, at Renten af 9340 Rdlr. ikke endnu var betalt. I Virkeligheden vare derfor Kassens Omstændigheder slettere end nogensinde, og det var den rene Sandhed, naar Directionen, efter Skuepladsens bedste Indtægts[sideskift][side 244]saison, svarede Personalet, som bønfaldt om fuld Gage for Sommeren, at den, "formedelst Kassens deplorable Forfatning var ganske ude af Stand til at give mere end halv Gage." Og just da man, ved Regnskabernes Afslutning, fik fuld Overtydelse om Anstaltens fortvivlede Stilling, blev der, ved Fædders Indflydelse, truffet et Arrangement, hvorved den, rask og med et stort Skridt, førtes en endnu mere fortvivlet Stilling imøde.

De italienske Opera havde, under sin sædvanlige Directrice og med den sædvanlige Understøttelse, begyndt i October, ved ogsaa i Anledning af Jubelaaret at give en Festforestilling. Dens Personale var saare tarveligt: de to Jomfruer Galeotti med Kastraten Domenico Scogli og Tenoristen Giuseppe Secchioni, der begge synes ogsaa i forrige Aar at have været i Selskabet, samt en nylig fra Italien ankommen Comiker, Antonio Boscoli, som udførte Intermezzerne med Vittoria Galeotti, der endnu, imod italiensk Skik, maatte spille baade tragiske og lystige Roller. Da dette lille Personale ikke kunde besætte alle Partier, leiedes, foruden Soelberg, der var med i alle Operaer og i denne Saison endog maatte synge en betydelig Rolle som gammel Kaffeværtinde, en eller anden kjøbenhavnsk Dilettant. Repertoiret bestod af "Astrea placata", "Andromache", som var ny componeret af Sarti, "L'isola disabitata", "Issipile" og en af Scolari componeret Burleske i tre Acter: "Lo staffiere finto nobile". Størst Lykke gjorde Truppens to Dandserinder: Franchi og Moretti, for hvem der strax dannede sig to forskjellige Partier, der begge havde nogle fremmede Diplomater til Førere og ikke lode det være nok med at antage sig hver sin Yndling saa levende, at hun bestandig under sin Dands feteredes med [sideskift][side 245]Klap, Bravo og en frygtelig Bifaldstummel, medens hendes Medbeilerinde forfulgtes med Trampen og Hyssen; men som, efter hvad Luxdorph har anmærket i en af ham ført Dagbog, endog, den 27de Februar, dreve det til "stor Allarm i Operaen, idet endeel, endog fremmede Ministre, saaledes toge Partie imellem de to Danseuser, at de i deres Zèle kastede Ducater op paa Theatret til dem under Dandsen, hvorved Franchi fik 200 og Moretti 80." Denne Hylding gjentoges af og til sildigere, dog aldrig til et saa høit Beløb. Begeistringen havde for en stor Deel sit Udspring fra personlige Forhold og deeltes ikke af Mængden i den Grad, at denne kunde udholde de for øvrigt maadeligt udførte Operaers idelige Gjentagelse. Operaens sædvanlige Publikum bestod kun af Diplomaterne, de høiere Klasser, Officerer og unge Modeherrer, saa at Huset ikke sjeldent var maadeligt besat naar Larmen var størst. Directrisen lod derfor hen imod Saisonnens Slutning Operaens Velyndere vide, at hun ikke vilde see sig istand til for næste Vinter at vedblive Entreprisen. Det var ikke hendes Mening at forlade Kjøbenhavn, hvor hun med sin Søster og Fader, der var Skræder ved Operaen, havde taget Bopæl og, uagtet Publikums ringe Søgning, fundet et ganske godt Udkomme af et Selskab, som hun i en anden Residensstad skulde have havt ondt ved at skaffe sig saa megen Hofgunst med. Hun vilde kun søge at opnaae, hvad hun hidtil forgjæves havde stræbt efter: en stadig Ansættelse for sig og sin Søster, uden at hun selv skulde bære Resicoen ved de andre Operisters Lønning og de øvrige betydelige Omkostninger. Dertil var Øieblikket gunstigt; thi Sarti, som forudsaae at Operaen ikke længe kunde holde sig som privat Entreprise, og derfor ogsaa lagde an paa sikre sig [sideskift][side 246]sin Indtægt ved at faae den lønnet af Kongen, nød stor Hofgunst, og, hvad der var mere, Jfr. Galeotti selv stod i fortroligt Venskabsforhold til sin Landsmandinde Mad. Como, som førte Theaterbestyrelsen igjennem Fædder og strax havde betænkt, hvorledes hun og hendes Mand ogsaa derved kunde opnaae et anseligt Tillæg. Det gjaldt kun om at understøtte Fædder og Sarti med Noget, som kunde kaldes den offentlige Stemme, og det opnaaedes fuldkomment; thi neppe erfarede den fine Verden, at den stod Fare for at miste sin Kjæledægge, førend der i alle dens Kredse hørtes baade Beklagelse og Spot over, at "man ikke i Danmark havde Sands for og Raad til at opretholde et Skuespil, som overalt stod i grace og uden hvilket man ikke havde nogen publique Tidsfordriv, hvorpaa man kunde invitere fremmede Personer af Qvalitet og hvilken det skulde være Folk af Gout behageligt af frequentere." Efter at Veien saaledes var beredt, søgte Fædder at gjør v. d. Lühe og Valeur begribeligt, at det vilde være til Kunstens og Kassens Fordeel, om man fik den italienske Opera forenet med den danske Comedie, og da de ikke kunde overtydes derom, men tvertimod, saavelsom Magistraten og Stadens 32 Mænd, der havde faaet Nys om hvad der var igjære, gjorde Mine til at nedlægge alvorlig Indsigelse derimod, henvendte han sig med sine Forestillinger til sin Velynder og Beskytter, Overhofmarskallen Grev A. G. Moltke, der allerede var bleven bearbeidet af Sarti, og som desuden den Varme, hvormed Hoffet og de fremmede Diplomater toge sig af Italienerne, havde stemt gunstigt for Sagen. Greven paatog sig at tale v. d. Lühe tilrette, og denne var altfor meget Hofmand til, ligeoverfor Kongens Yndling, at staae fast paa sin Overbeviisning som [sideskift][side 247]Magistratsperson; Over-Præsidenten gav efter og tillod Greven, foreløbig at tale med Kongen herom, for at det af Hs. Maj. kunde, igjennem Overhofmarskallen, paalægges Magistraten at fremkomme med Forslag om de Betingelser, hvorunder Foreningen skulde finde Sted. Da Kongen var let at bevæge til et ikke meget betydeligt Offer for at Hoffet kunde beholde Operaen, der hidtil havde kostet ham anselige uvisse Tilskud, var Tingen snart bragt i Orden, og Over-Præsidenten fik, til Forbauselse og Ærgrelse for Magistraten og de 32 Mænd, som havde ventet at kunne komme til at nedlægge Modforestillinger, men ikke at høre Forkyndelsen af en allerhøieste Villie, hvilken de ikke vovede at modsætte sig, Befaling om at indkomme med Betingelserne for Stadens Overtagelse af den italienske Opera i Forening med den danske Comedie. Disse bleve, efter nogle frugtesløse Indvendinger af enkelte Magistratspersoner, affattede overeensstemmende med den imellem Greven og Over-Præsidenten trufne Aftale om de Udtryk, hvormed de 32 Mænd vilde være lettest at berolige, og vare saaledes lydende:

1. "Til begge Spectakler en Summa af 8000 Rdlr. i tre à fire Qvartaler af den kongelige Particulairkasse aarlig at maatte godtgjøres, saa at hvert Fjerdingaar, fra Hans Majestæts høie Fødselsdag at regne, deraf 2000 Rdlr. kunde bekommes.
2. Fri Magt og Tilladelse til begge Spectakler de Personer at udsøge og antage, som bedst dertil kan være skikket, og igjen ligesom godt synes og Theatrets Forbedrelse udfordrer, samme afsætte.
3. Opera, Comedie og Ballets efter eget Godtbefindende og for ethvert Spectakel beqvemmest at lade indrette.[sideskift][side 248]
4. Af ingen enten fremmede eller Rigets egne Ministre at dependere eller Ordres at antage, uden af Deres Kongelige Majestæt Selv ved Overhofmarskallen, og ifald Klage skulde indkomme, samme da først til hans Erklæring maatte hensendes.
5. Ved Deres Kongelige Majestæts høie Magt, ifald nogen Uorden i et eller andet Tilfælde skulde opkomme, allernaadigst at vorde beskyttet."

Alle Punkter bevilgedes under 11te April af Kongen; men da han nu viste Skuepladsen en saa stor Naade, som en fast aarlig Understøttelse af 8000 Rdlr. skulde gaae for, vilde han ogsaa, mere afgjort end hidtil, vide Bestyrelsen afhængig af Hoffet. Samme Dag udnævntes derfor Hofmarskal, Kammerherre Christian Frederik Greve af Moltke til med v. d. Lühe at være Over-Directeur, og — for at det kunde see ud som Magistraten blev gjort overordenlig mandstærk imod Hofmyndigheden, — Justitsraad Borgemester H. C. Hersleb til Meddirecteur.

I Grunden var, som de 32 Mænd meget godt havde indseet, Hoffet fra nu af, ved den fjerde Betingelse, Herre over Theatret for Borgernes Regning; Ingen tvivlede om, at Staden, ved at forundes de 8000 Rdlr. til begge Skuespil, istedetfor de 3000 Rdlr. til den danske Comedie, havde faaet en Foræring, der vilde blive meget bekostelig. Det viste sig ogsaa øieblikkeligt. De, som havde ledet Arrangementet, toge strax deres Fordeel deraf, og Stadens Øvrighed maatte nu erfare, at man, endog førend den blev spurgt om de Betingelser, den vilde sætte for begge Skuespils Forening, havde afgjort alle Antagelser, Lønninger og Omkostingsforøgelser. Allerede den 15de April bleve nye Contracter med Comos, Sarti og de italienske Sangere[sideskift][side 249] underskrevne. Hr. og Mad. Como fik derved, til de 1500 Rdlr., som deres forskjellige faste Indtægter hidtil havde udgjort, hvem 200 Rdlr. for den Tjeneste, de skulde gjøre ved den italienske Opera; Sarti blev ansat med 600 Rdlr. hvorfor han rigtignok forpligtede sig til ikke alene af dirigere alle Operaer, men endogsaa at componere tre nye; Marianna Galeotti, Vittoria Galeotti og Scogli engageredes med 650 Rdlr. hver; Secchioini med 485 Rdlr. og Boscoli med 531 Rdlr.; alle fra October 1761 til Fasten 1762. Tillige tilsikredes Hr. og Mad. Como, "hvis de paadroge sig nogen Svaghed, ved Anstrengelse, Ulykke eller paa nogensomhelst anden Maade, Pension i Forhold til den Tjeneste, de havde gjort," og hende tilsagdes endydermere "en passende Pension, hvis hendes Mand skulde døe." I Tilfælde af at de vilde forlade Danmark skulde de have 57 Ducater i Reisepenge. — Ogsaa indlededes strax Forhandlinger med det pløenske Hofcapel, som, 22 Personer stærkt, blev, for overanførte Tid, antaget til Orchester for Operaen med en Løn af 1500 Rdlr. og fri Reise frem og tilbage, hvilket udgjorde omtrent 400 Rdlr. Saaledes kom, efter Fradrag af de 400 Rdlr. til Hr. og Mad. Como, for næste Saison de visse Udgifter ved en italiensk Opera med et utilstrækkeligt Personale, som Publikum allerede var kjed af, paa 5466 Rdlr.

De samme Udgifter ved den danske Comedie bleve, for samme Tid, 29 Uger, opførte med:

Altsaa udgjorde alene disse Omkostninger 1294 Rdlr. mere for en saa maadelig italiensk Opera, end for den danske Comedie, Theatrets Grundvold, Eiendommelighed og Smykke. Lægger man nu Mærke til, at den Balletmester og første Dandserinder, som bleve førte Comedien til Regning med 1500 Rdlr., kun, for lige Tjeneste, skulde beregnes Operaen til 400 Rdlr., og at denne ikke alene vilde af den fælles Kasse forlange i det mindste fire Gange saa meget til Stykkernes Udstyr som Comedien, men endogsaa maatte have særskilt betalte Hjælpesangere og anvende betydelige Summer paa Anskaffelsen af Partiturer, Musikudskrivning o. s. v., da vil man let indsee, at den kom til at medtage meget mere end de 5000 Rdlr., hvormed den kongelige Understøttelse var for dens Skyld bleven forøget. Om den ved en tilsvarende Forøgelse af Indtægten retfærdiggjorde denne Befordeling, vil næste Saison vise. For Directionen stillede Fremtiden sig saa ugunstig, at den, med mange Beklagelser over at Kassens slette Tilstand ikke tillod den at søge sit Hjertes Ønske, matte sætte Truppen paa halv Gage i Vacancen.

I 1760 om Efteraaret oprettedes det første Privattheater i Kjøbenhavn. Ideen dertil kom fra Grev Danneskjold-Laurvig, som var meget begeistret for alt hvad de vedrørte Theatret, men især Actricer; den senere bekjendte Jfr. Charlotte Dorthea Biehl forestod hele Udførelsen. Selskabet, [sideskift][side 251]der udgjorde henved en Snees Herrer og Damer, alle hørende til de høiere Kredse, gav sine Forestillinger for indbudne Fornemme. Det var ikke den holbergske Aand, der besjelede dette Selskab; tvertimod! det havde til Hensigt "at divertere ved det Ædle og Smukke i det Theatralske"; kun Oversættelser af franske Lystspil, med rørende Situationer, moralske Sententser, matte Personligheder og et pynteligt Sprog, fik Adgang til denne forædlende Scene; det Lunefulde, det Latterlige, det Nationale holdtes langt borte derfra.