Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Anden Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1856. 509 sider.

[Tredie Saison, 1. april 1750 til 5. marts 1751, side 105-116]

[Oversigt over repertoiret 1750-51]


[side 105]Denne Saison var endnu slettere end den foregaaende; dens 100 Forestillinger gav 8100 Rdlr. eller, i Gjennemsnit, hver Forestilling kun 81 Rdlr. Den høieste aftenlige Indtægt havdes 5te Marts med 229 Rdlr. 1 Mk.; den laveste 29de Mai med 25 Rdlr. 4 Mk.; i hele Mai var den jevnlige Aftensindtægt ikke mere end nogle og tredive Rdlr.; selv Pragtstykket "Den Ugudelige" gave i den Maaned kun 29 Rdlr., og i hele Saisonnen opnaaedes ikke nogen Aften, med Undtagelse af den anførte, 200 Rdlr. — Ud[sideskift][side 106]gifterne vare 22149 Rdlr., men deraf medgik kun 8071 Rdlr. til de almindelige, Forestillingerne vedkommende Omkostninger; med de 14078 Rdlr. betaltes Gjæld, og de tilveiebragtes ved Theatrets Overdragelse til Staden.

Efter flere mundtlige Berørelser af denne Sag, var der skeet det første officielle Skridt til dens Afgjørelse, ved at Over-hofmarchal Grev Moltke den 28de Marts 1750 skriftligt underrettede Over-Præsidenten Jacob Benzon om, at Kongen, under Dags Dato, havde resolveret: "at ville, til Hjælp til Betalingen af det danske Comediehuses Gjæld, foruden de 2000 Rdlr., han allerede havde skjænket hertil, een Gang for alle give 14000 Rdlr., samt forære Comediehuset med Tilbehør til Staden." — Om Kongens Ret til at bortskjænke hvad der var tilskjødet Acteurerne som Eiendom, faldt det Ingen ind at reise Tvivl; da de ikke havde formaaet, eller kunde antages at ville komme til at formaae at bidrage det mindste til at opfylde Theatrets Forpligtelse til sine Creditorer, blev det betragtet som eierløst, saa at Kongen kunde skalte med det som han vilde, og de være glade ved, at han gjorde det saaledes, at der blev Udsigt for dem til at følge med det. Desto større var Tvivlen om denne farlige Foræring burde modtages. Hvor mange Forestillinger Stadens 32 Mænd end gjorde derimod, havde imidlertid Over-Præsidenten, som just ventede en glimrende Forfremmelse, den "submission" at takke for Tilbudet og mene "at hvorvel der endnu af den paa Comediehuset heftende Gjæld bliver en Rest af 9792 Rdlr. 4 Mk. 8 Sk., som tillaans imod Pant i Huset maae optages, Værket dog, uden videre Udgift for Hs. Maj.'s Kasse, skal kunne soutenere sig." Men nu opstod en ny Betænkelighed hos Borgerrepræsentationen. Den italienske Operas mange [sideskift][side 107]Venner i de Stores Kredse havde ikke forsømt at beregne, at dersom man kunde være saa lykkelig at faae udvirket dens faste Engagement, vilde den paa en særdeles beqvem Maade kunne faae et større og bedre indrettet Theater af de danske Acteurers Huus, og ved deres Indflydelse vare Directeurerne blevne bevægede til, strax efter Theatrets Fuldendelse, at lade opføre, mod Gjæthuussiden, en med Skuepladsen forenet Tilbygning, paa 2 Fag Kjældervinduer og 3 Fag store dobbelte Vinduer, hvilken udtrykkelig var bestemt til "Hensættelse af Opera-Machinerne" (Coulisserne), og kostede 1418 Rdlr. Til de 32 Mænds store Overraskelse erfarede de nu af Over-Præsidenten, at Kongen ganske uventet havde ladet paastaae, at denne efter Hoffets Ønske opførte og med Theatret sammenhængende Tilbygning, der endnu er til og kaldes Maskinkammeret, ikke kunde betragtes som hørende til Comediehuset, hvorfor Hs. Maj., der ikke vilde beholde den, men have at den skulde blive ved Theatret, forlangte sig den betalt med Byggesummen, der saaledes maatte afgaae fra de 14000 Rdlr. De 32 lode adskillige Yttringer falde om, at Kongens Hensigt, ret betragtet, ikke var at gjøre Communen en Foræring, men, under Skin af at være Stadens og Skuepladsens gavmilde Velgjører, at paabyrde Magistraten Theatrets Bestyrelse, Skammen for de Vanheld, som upaatvivleligt matte ramme det, og en Gjæld af over 11000 Rdlr., hvilken der ikke var ringeste Udsigt til at faae afbetalt ved Overskud af Indtægterne, der neppe vilde forslaae til de allernødvendigste Udgifter, og som man, hvis Comedierne maatte nedlægges, ikke vilde være istand til at dække ved Salget af et Huus, der var indrettet til et Brug, som gjorde det uskikket til ethvert andet. Over-Præsidenten blev ogsaa nødt til at [sideskift][side 108]gjøre Grev Moltke Forestilling om, at de i Grevens første Meddelelse af Kongens Resolution fremsatte Betingelser for Overdragelsen stillede som afgjort, at Tilbygningen skulde følge med Huset, hvorfor han bad ham at virke til, at Kongen frafaldt sin Fordring paa særlig Betaling for den. Det hjalp ikke; den 14de Mai maatte Benzon finde sig i at skrive: "Det af det høikgl. Particulair-Kammer udkastede Project til Concessionen sendes herved pligtskyldigst tilbage, og omendskjøndt man havde ønsket at Staden kunde være bleven befriet for den deri tilføiede Gjæld (for Tilbygningen) saa ønskes dog, siden det er Hs. Maj.'s allernaadigste Villie at Concessionen skal være saaledes, at den maa blive udfærdiget." Dette bittre Ønske naaede hurtigt sin Opfyldelse ved et under 28de Marts udstedet formeligt Overdragelses-Document.

Benzon og nu Over-Directionen og tilkaldte, fornemmelig som literairt og kunstledende Medlem, daværende Høiesterets-Advocat Frederik Horn, sin Tids eneste heldige comiske Digter, med Undtagelse af Holberg, hvem han høiligen beundrede og nævnte:

"Din Ligemand, om ei Din Mester, Molière."

I Løbet af Aaret indgik de af Kongen tilstaaede 14000 Rdlr. til Theaterkassen, som derved fik afbetalt 7000 Rdlr. paa de 16000 Rdlr., den skyldte Klaumann, de 3200 Rdlr., der vare laante af Overformynderiet, og 2000 Rdlr., hvormed Kjøbmand Chr. Feddersen havde forstrakt. Den tilbagestaaende Gjæld udgjorde 11210 Rdlr.

Forretningerne bleve i den vante Gang, uden at der forsøgtes nogen Forandring eller Forbedring; kun arbeidede Directionen paa en ny Affattelse af Privilegiet, som endeligt udgik saaledes:

[sideskift][side 109]"Vi Friderich den Femte, o.s.v. G.A.V. at eftersom Vi under den 29de December 1747 allernaadigst haver meddeelt det Danske Comoedie-Huus allernaadigste Privilegier, hvilke efter daværende Omstændigheder bleve forfattede paa det Comoedie-Huus og den Oecomonie, som skulde indrettes, men derudi saavel medens Comoedie-Huset stod under Bygning som siden, ere forefaldne adskillige Forandringer, og i Særdeleshed derved, at Vi ved Vores allernaadigste Resolution af 28de Martz sidstafvigt og det derpaa grundede allernaadigste Skiøde af den 23de May nestefter allernaadigst haver skiænket og overdraget bemelte Comoedie-Huus med Theatro og Tilbehør til Vores Kongelige Residentse Stad Kiøbenhavn saa have Vi efter Os Elskelige Ober Præsident samt Borgemester og Raad i bemelte Kiøbenhavn deres herom til Os indkomne Forslag allernaadigst fundet for got de bemelte Comoedie Huset under forberørte 29de December 1747 meddeelte Privilegier saaledes allernaadigst at forandre og extendere næmlig:

1.

Den Danske Comoedie-Huus skal stedse have og nyde Frihed for Indqvartering og Grund-Skatte, saavelsom al anden Byrde og Afgift af hvad Navn være maatte, deraf at svare, hvorimod Vi og de Personer Os følger naar Vi Os paa de Danske Comodier maatte indfinde saadanne altid uden Betaling bivaane.

2.

Det skal udi dette Huus allene og ingen andensteds i bemelte Kiøbenhavn og paa dens Grund være tilladt at opføre Skuespil, udi det Danske, Tydske og Franske Sprog [sideskift][side 110]alt under Forbud ved Politiets Assistence, og desuden anseelig Mulct, Comoedie Huuset til Bedste efter Vores Politie og Commerce Collegiums Kiendelse for hver Gang nogen befindes herimod at handle.

3.

Dog som Os Elskelige Hr. Hans Jacob Arnold, Ridder af Elephanten, Vores Feldt Marschall og commanderende Chef over Tropperne og øvrige militaire Stats-Steder og Nordenfields i Vort Rige Norge den 3die Marty og 7de August 1747 haver erholdet Vores allernaadigste Confirmationer paa de Privilegier som forrige Comoedie Huus har været tillagt, hvilke Privilegier Vi end videre for ham og Arvinger allernaadigst have extenderet og forlænget paa Femten Aar fra den 29de Decbr. 1747 af, saa skal det staae ham frit for ligeledes at lade indrette et forsvarligt Huus til Comodie Huus om han sig dertil vil resolvere, hvorudi han maa lade agere, og sig deraf maa benytte, saaledes som høystbemelte ham forundte Privilegier hannem allernaadigst tillader og bevilger. Men naar i saa Maade benævnte Vores Feldt Marchall Arnold bevilgede Privilegier og Friheder, efter foreskrevne Femten Aar cessere; da skal forbemelte Comoedie Huus allene være privilegered, som forhen anført er at holde Danske, Tydske og Franske Skuespil udi, som ere eller hefter i Staden blive tilladte.

4.

Vi ville og allernaadigst bevilge og tillade at dette Huus maa bortleyes til Assembleer og deslige Forsamlinger hvorunder dog ey maa forstaaes Masquerader, som aldeles skal være forbudne, til Hvem som det begierer om det [sideskift][side 111]findes tienligt samme paa visse Tider eller visse Værelser derudi at bortleye. Saa maa og den under samme Huus indrettede Kielder bortleyes til en Viintapper af Lauget endskiønt han haver sin aparte Tappe-Kielder og maa den Viintapper, som samme bekommer, derudi bruge den Næring som efter Viintappernes Privilegiers 12 Post Boldhuus-Kielderen, efterdi samme nu er nedlagt, forhen har været tilladt.

5.

Directionen i Henseende til Oeconomien og Trouppen ved de Danske Comoedier skal bestaae af en Ober-Directeur, som Vi allernaadigst Selv ville udnævne, og af trende Directeurer, som godvilligen og uden Belønning af Ober-Directeuren dertil kan formaaes. Af hvilke Directeurer den ene af bemeldte Ober-Directeur udvælges til at staae for Comoedie Husets Indtægter og Udgifter og derfore at aflægge aarlig Regnskab som i Raadstuen indleveres og af de 32 Mænd, som Stadens andre publique Regnskaber, revideres; ligesom og Cassens Beholdning udi Stadens Casse deponeres for saavidt ikke til forestaaende løbende Udgifter behøver at blive beroende udi bemelte Directeurs Hænder. Iøvrigt maa Intet foretages i Henseende til Oecomonien, Trouppen eller andet Comoedierne vedkommende uden efter foregaaende Overlæg og Deliberation imellem Directeurerne, og som det kan arrivere at der i et eller andet Tilfælde kunde være diverse Meninger, saa skal det i saa Fald ankomme paa Ober-Directeurens Resolution eller Decision, ligesom og desuden ingen ny Forandring eller noget af Vigtighed i Henseende til Oeconomien eller Trouppen maa foretages, endskjønt alle 3de Directeurer maatte være af lige Mening uden Ober-Directeurens enten [sideskift][side 112]foregaaende eller paafølgende Samtykke, i hvilken Henseende der af Directionen skal holdes en Deliberations Protokolle; alt hvad ellers angaaer Oeconomien og deslige particulaire Foranstaltninger skal naar dermed forholdes paa den udi denne Post foreskrevne Maade dependere af Ober-Directeuren og Directeurerne selv, og behøver ikke Vores allernaadigste Approbation eller Confirmation.

6.

Directionen skal i Særdeleshed see derhen at Trouppen stedse kan bestaae af skikkelige Personer, og at Comoedierne kan for en billig Betaling opføres, samt at Intet derudi forhandles, som anrører Religionen, eller den Hellige Skrift, eller strider imod Ærbarhed, god Skik og Ordning eller kan være Publico til Forargelse.

7.

Skulle nogen Acteur eller Actrice enten formedelst Uduelighed, Forsømmelse, Liderlighed, Opsætsighed, eller anden vigtig og billig Aarsag findes uværdig til denne Forretning, da ankommer det paa Directeurens Resolution og Ober-Directeurens Decision, om han eller hun fra Trouppen skal demitteres eller casseres.

8.

Acteurernes og Actricernes Gage maa ikke af Nogen, saalænge de ere udi den Tieneste, for Gield med Arrest beslaaes.

Hvorefter alle Vedkommende sig allerunderdanigst kunde vide at rette og ey giørendes herudinden Hinder eller [sideskift][side 113]Forfang i nogen Maade. Givet paa Vort Slot Christiansborg i Vores Kongelige Residentz Stad Kiøbenhavn, den 11te September 1750, under vor Kongelige Haand og Zignet.

Friderich R.

————————
J.L von Holstein."

Man seer, at der ikke — som man, inden Overdragelsen, havde givet Magistraten Udsigt til — var i dette Privilegium optaget Noget, der kunde blive Staden til Fordeel og Forsikring; derimod var det ikke glemt, at forbeholde Kongen og hans talrige Følge fri Adgang, hvilken Hs. Maj. endydermere udstrakte til den Yderlighed, at han ved festlige Leiligheder, der tildligere havde været Theatrets fortrinligste Indtægtsdage, uden Omstændigheder og aldeles gratis, saaledes forlangte Plads til de fem første Rangklasser, at Theatret kun beholdt for nogle og 70 Rdlr. Billetter at sælge. Denne delicate Anvendelse af Privilegiets 1ste § fandt i denne Saison Sted to Gange: 18de December og 29de Januar. — Kongen var mere fordringsfri med Hensyn til Afbenyttelsen af et andet Forbehold: Valget af Over-Directeuren. Det blev nemlig anseet som afgjort at denne Post var forenet med Over-Præsident-Embedet.

Endnu selvsamme Dag som Privilegiet udstedtes, iværksatte man, til Grundlæggelse af en hidtil savnet ordenlig Forretningsførelse, een af dets Bestemmelser, idet man forsynede en tyk Skrivpapiirs-Foliant med saalydende Titelblad: "Deliberations Protocoll for Directeurerne ved det kongelige allernaadigst privilegerede danske Comedie-Huus. Kjøbenhavn den 11te Septbr. 1750. I. A. Benzon;" men denne Privilegiets saa ivrige Efterlevelse faldt ud til [sideskift][side 114]den første grove Tilsidesættelse af det, da man ikke med den anordnede Deliberations-Protokol i 4 Aar kom videre end til — Titelbladet. Aarsagen var, at just samme Dag udnævntes Benzon til Vice-Statholder i Norge, hvorfor han ikke videre brød sig om Skuepladsens Anliggender, endskjøndt han vedblev som Over-Directeur indtil Saisonnens Slutning, da han i sine Embeder blev afløst af den til Over-Præsident beskikkede hidtilværende Stiftamtmand i Aggershuus Stift, Generalmajor Friederich Otto von Rappe, under hvem der ikke holdtes Deliberationer og derfor heller ikke brugtes Protokol.

Med de fleste af Saisonnens 11 aldeles nye Stykker var kun lidet Held. Baade "Hexerie eller blind Alarm" og "Ulysses", der dog hver Gang anmeldtes som, "en Market-Comoedie, hvorudi vise de Feil, som findes udi de Skuespil, som af omløbende Comedianter paa deres Skueplads opføres," gik over Scenen uden synderligt Tilløb. Afgjort Lykke gjorde blot "Den forlorne Søn", hvori Rose fik en af sine Glandsroller, og "Forøderen", som behagede saa ualmindeligt, at det i Berlings Avis hed: "Paa det danske Theater blev den sidste Comedie med almindelig Bifald givet og Acteurerne gjorde Slutningen med stor Honneur og alle Tilstedeværendes høieste Applaudissement."

En Tilvæxt af stor Vigtighed havde Personalet faaet i Iver Als, der under sin tidligere korte Virksomhed var bleven saa yndet, at hans Gjenindtrædelse vakte saavel Publikums som Holbergs Glæde. Han var en dannet, beleven, velanseet Mand paa 26 Aar og udmærkede sig meget baade ved kunstnerisk gjennemført Fremstilling af store comiske Charakteerskildringer og sit Talents sjeldne [sideskift][side 115]Fleersidighed. Mange Roller, som hidtil havde været svagt besatte, bleve strax overgivne i hans Hænder, og det bekjendtgjordes offentligt, at Herman von Bremen "efter Autors Villie" skulde spilles af ham. Hvor stor Anseelse og Vigtighed hans Dygtighed gav ham, sees bedst deraf, at han ikke alene udførte saa vanskelige og høist forskjellige Roller som Jeronimusserne i "Jean de France" og "Pernilles korte Frøkenstand", Jesper Oldfux i "Jacob von Tyboe", Jourdain i "Den adelige Borger", Leerbeutel, Don Ranudo, Pedanter, Geert Westphaler, Gotfred i "Det lykkelige Skibbrud" og dumme Tjenere, men ogsaa med meget Held gav Elskere og alvorlige Cavalerer. I de comiske Gamle blev Clementin snart, da hans overordenlige Flid nu begyndte rask at fremme Geniets Udvikling, hans Overmand og Fagets vigtigste Fremstiller, men i mange andre Roller ansaaes han for uopnaaelig. Han blev strax ansat, foran Ørsted, med 6 Rdlr. ugenlig, men maatte derfor tillige overtage et Slags Inspecteurpost, der var Skyld i at han ikke spillede saa ofte som de Andre. — Fra October afgik Hr. og Jfr. Hjeronimi. I deres Sted kom, fra Begyndelsen af November til Saisonnens Slutning, Gorion og Mad. Gorion, som tidligere havde været ved den franske Comedie, "hvilke geleidede Spektaklet med forundringsværdige Dandse". Ikke destomindre bleve de strax hilsede af en Cabale; ved deres første Optræden hørtes fra Galleriet en Vægterpibe "til stor Misfornøielse for alle Tilskuerne, men især Parterret, som vilde have grebet Autor, om han ikke havde forstukket sig." En anden Udpibning — den adjungerede Politiemesters — skete derimod aldeles aabenlyst, med stor Forbittrelse og uden Publikums Misfornøielse. Aarsagen synes at have været, [sideskift][side 116]at Klaumann, paa Grund af den betydelige Gjæld, hvori Theatret endnu dengang stod til ham, tillod sig en temmelig overmodig Tone og forlangte sine Yndlinger, især Dandseren des Larches og hans Kone, begunstigede paa de mere Fortjentes Bekostning, hvilket Parterrets unge Herrer ikke vilde lade hengaae ustraffet.

Den danske Skueplads havde i denne Saison kun en eneste Medbeiler: det med endeel nye Medlemmer opfriskede franske Selskab. Men det var, — dog uden at blive den farligere — rykket den meget nærmere. Det paa Nørregade afsidesliggende Comediehuus blev, med Undtagelse af Decorationerne, solgt den 15de April og til samme Tid toge Forestillingerne deres Begyndelse paa Charlottenborg, hvor Theatret stod ledigt, da den italienske Opera ikke i Aar havde vovet sig hertil. At Hoffet smerteligt følte Savnet af denne sin Livforlystelse og var begjærligt efter at finde endog den mindste Erstatning for den, sees bedst deraf, at der til begge de paa det danske Theater givne Festforestillinger — de eneste Kongen i hele Aarets Løb besøgte, — maatte, som Hovedstykke, spilles et ubetydeligt italiensk Intermezzo, der udførtes af Mad. Scalabrini og Gaggioti, som havde taget Bopæl i Kjøbenhavn.


Korrekturlæst 2007. Opdateret af