Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Anden Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1856. 509 sider.

[Anden Saison, 9. April 1749 til 20. Februar 1750, side 91-102]

[Oversigt over repertoiret 1749-50]


Theatrets Indtægt af denne Saisons 91 Forestillinger havde været 8720 Rdlr. 2 Mk. 8 Sk., og Kongen havde givet det et Tilskud af 1000 Rdlr.; Udgifterne androge 16,254 Rdlr., men deri var indbefattet 8977 Rdlr. til Betaling af Bygningsomkostninger. For at kunne bestride denne Udgift havde man seet sig nødt til hos Overformynderiet at gjøre et Laan af 3200 Rdlr. Denne høieste aftenlige Indtægt gav den 30te Oct. med 241 Rdlr. 5 Mk. 8 Sk.; den laveste den 30te Mai med 30 Rdlr. 1 Mk.; i [sideskift][side 092]Gjennemsnit indbragte hver Forestilling 96 Rdlr. 5 Mk.: kun lidet over 1/3 af hvad Huset kunde give.

Det lidet Tilløb kunde imidlertid ikke lægges Acteurerne til Last; de havde tvertimod viist en overordenlig Virksomhed. 10 Hovedstykker og 6 Efterstykker: ialt 16 ikke hidtil opførte Skuespil vare bragte paa Scenen, og alle disse kom ei alene — med Undtagelse af "Anders Kromands Ligbegængelse", en vittig, men danske Tilskuere aldeles uinteressante Parodie paa P. Corneilles "Le Cid" — til at høre til Repertoirets gangbareste Indhold, men vare i det Hele udmærkede Værker, hvis Valg viste, at man igjen begyndte at tye til den ægte Comedie, og at Acteurerne efterhaanden følte sig stærkere til Løsningen af  vanskelige Opgaver. Der optoges 6 af Holbergs meest folkeyndede Stykker, og fraregnet "Kildereisen", der fornemmelig i Intermediet skulde have sin Tiltrækningskraft, indeholdt de alle saadanne store comiske Charakteerskildringer, som Personalet ikke hidtil havde vovet at forsøge sig paa; hvilket ogsaa gjaldt om de to molièreske Lystspil, endskjøndt det ene: "Den Ugudelige", der i Tidens Længde blev Skuepladsens allerbedste Trækmiddel, især fremdroges i Egenskab af Spektakelstykke; thi det var udziret med 4 (Dandse-)Intermezzer af de forskjelligste, Stykket aldeles udvedkommende, Arter, og endte med at Don Juan blev nedstyrtet i Helvede, der forestilledes ved et ildsprudende Dragegab, som udfyldte hele Theatret og var fuldt af Djævle, hvilket fordrede et saa stort Maskinerie, at alene Snedkerarbeidet kostede 55 Rdlr. Publikum var imidlertid allerede forvænnet: ikke engang den første Forestilling af "Jeppe paa Bjerget" kunde indbringe mere end 136 Rdlr. 5 Mk., og om ogsaa "Den ellevte Juni" gav 160 Rdlr. [sideskift][side 093]1 Mk., "Barselstuen" 149 Rdlr., "Jacob von Tybo" 140 Rdlr. 5 Mk. 8 Sk., "Den Stundesløse" 195 Rdlr. 4 Mk. 8 Sk. og "Den politiske Kandestøber" 191 Rdlr. 2 Mk. til første Forestilling, saa sank Indtægten ved deres anden, da Nysgjerrigheden var blevet stillet, ned til det Halve og derunder; ja end ikke Pragtstykket "Den Ugudelige" kunde ved tredie Forestilling naae mere end 98 Rdlr., der kun var 11 Rdlr. over det Halve af anden Forestillings Indtægt; det var kun Kongens og Dronningens Nærværelse, som den 30te Octbr. gav den høieste Indtægt, men dog ikke fuldt Huus. — Skuespillerne arbeidede sig for Resten saa godt op i Dygtighed og Routine, at den Sammenligning imellem dem og de Franske, som stadig blev anstillet, hyppigt faldt ud til deres Fordeel. Londemann havde i denne Saison faaet 5—6 Roller, der hørte til de meest glimrende i hans Repertoire og i høi Grad bidroge til at gjøre ham til Publikums Afgud; Clementin var i Harpagon, Vielgeschrey og flere store Charakteerroller kommen til at udvikle sig for sit rette Fag og havde begyndt at tildrage sig megen Opmærksomhed; Jfrne. Thielo og Materna vare i Efterspillet "De tre Gratier" — det Stykke, som fandt meest vedholdende Besøg og størst Bifald — blevne beundrede for deres Skjønhed, Ynde og indtagende Spil. Debutantinden Jfr. Hjeronimi, som spillede den tredie Gratie og blev fundet smuk, havde man, blot for at forstærke Truppen med unge Actricer, faaet til, ved Siden af Dandsen, at forsøge sig i Elskerinder, men kun med ringe Virkning. I det Hele trængte man til Selskabets Forøgelse med nogle duelige Charakteerfremstillere, thi adskillige vigtige roller maatte besættes med Personer, som ikke var dem voxne og nødigt gik til deres Udførelse. [sideskift][side 094]Saaledes maatte Rose først, imod sin Villie, spille von Tybo, og da det slet ikke lykkedes ham, blev Clementin nødt dertil, uden dog ved den mere comiske skrydende Tone at kunne virke rigtigt tilfredsstillende, hvorfor Stykket kun meget sjeldent blev opført. Men nye talentfulde Skuespillere vare meget vanskelige at faae, thi vel skriver, just paa den Tid, La Beaumelle: "Da Skuespillernes Næringsvei ikke i Danmark er brændemærket hverken af Lovene, Religionen eller Sæderne, bliver den dreven af unge Mennesker, som for Størstedelen have studeret, som besidde Dannelse og Kundskaber"; men dog var der hos de Autoriteter, hvem saadanne unge Mennesker mindst turde støde for Hovedet, endnu en afgjort Uvillie imod Skuespillerstanden. En fattig Student, Mathias Birch, blev i Juni 1749 nødt til at indgaae til Kongen med Bøn om Benaadning i Henseende til at det, paa Grund af at han for et Aar siden havde i 6 Uger og 4 Dage ladet sig bruge til Acteur hos von Quoten, var blevet ham negtet nogensinde at maatte admitteres til examen theologicum, og det var med megen Møie at Universitetets Patron, J. L. Holstein, udviklede kongelig Bevilling til at han, efter Prof. theolog. M. Wöldikes Forslag, skulde have Lov til, om et Aar, "naar han udviser saadan Livets Forbedring og Skikkelighed, at man kand med Skiel formode, at han er omvendt fra den Letsindighed, som haver bragt ham til at blive Acteur paa Comedien", at antages til Examen. Prof. P. Holm havde været aldeles derimod, da "megen Forargelse maa befrygtes, om en Acteur af Profession nogen Tid skulde admitteres til Examen theol., Prædikestoel og Præsteembede, saalænge ingen stor Nødvendighed dertil maatte være"; og selv Wöldikes Personen velvillige Betænk[sideskift][side 095]ning indeholder følgende haarde Fordømmelsesdom over Skuespillerstanden: "Nu er det visseligen meget anstødeligt, om en Person, som nylig haver ageret paa Theatro opdigtede Fabler, og haver søgt at fornøye Tilskuerne med Skiemt og letsindige Talemaader, skulde kort derefter fremkomme paa Prædikestoelen, og forkynde Guds Lov og Evangelium, den allerdyrebareste og allervigtigste Sandhed, hvorved Mennesker skulle føres til det ævige Liv, og om saadan een (Foruden foregaaende Prøve paa sit Sinds Forbedring) skulde tage Guds allerhelligste Ord i sin Mund, hvilken han kort tilforn har brugt til vanhellig, raadden, letfærdig og giækkelig Snak, som ikke sømmer Christne." Det er begribeligt, at kun uimodstaaelig Lyst eller den haarde Nød kunde friste Studenten til et Skridt, hvorved han udsatte til sig en saadan Bansættelse.

Efter at Capelmester Gluck den 19de April paa Charlottenborg havde givet "en af Vocal- og Instrumental-Musiqve meget kjøn og applausible Concert, udi hvilken han i Synderlighed til Auditori største Contentement, paa et af lutter Glas bestaaende og ei der forhen bekjendt værende Instrument lod sig høre," vare saavel den italienske Operas som den franske Comedies Forestillinger blevne sluttede den 23de April. Fra Operaen gik Darbes over i dansk Tjeneste som Hofviolon med 200 Rdlr. Gage. I hvor stor Anseelse begge Skuespil stode, tilhove sees deraf, at de, da Kongen reiste til Norge, begge fandt deres Regning ved at gaae til Christiania, hvor de bleve til i Begyndelsen af August, men ikke gjorde saa gode Forretninger som de havde ventet, da Kongens Ophold ikke blev saa langt som var bestemt.

[sideskift][side 096]Neppe var imidlertid den danske Skueplads bleven befriet fra to Medbeilere, der ikke længer fristede Publikums Nyfigenhed, førend den fik en, som betydeligt formindskede dens Søgning. En Ferdinand Hallasch fra Königsberg begyndte, ifølge en kongelig Bevilling, der var lige imod baade Acteurernes og Arnolds Privilegier, og ikke vidnede om Kongens Villie, "at understøtte i hvis som maatte tjene til Truppens Vedligeholdelse og Comediernes Continuation", den 23de Mai "med sin Bande at give Skuespil, Liniedands og Kunster", og det ikke blot i de to ham først bevilgede Maaneder, men lige til den 1ste October. Og ikke saa snart havde Tydskeren holdt op, saa fandt de danske Acteurer baade Italienerne og Franskmændene beredte til igjen at falde dem i Næringen. Den 9de October begyndte Operaen med en, "af de høie kongelige og fremmede Herskaber bivaanet", Festforestilling af Scalabrinis "La Semiramide riconosciuta", som Acteurerne ovenikjøbet maatte see opført paa deres Theater, hvilket man, uden i mindste Maade at spørge dem, havde tilladt Italierne at afbenytte ved høitidelige Leiligheder. I denne Saison straalede Mingottis Selskab med to vidtberømte Navne: den hertugelig würtembergske Kammersangerinde Mariane Pirker, der havde gjort stor Lykke paa sine mange Kunstreiser og fundet megen Beundring ved Hoffet i Berlin, men rigtignok nu, i sit 31te Aar, var saa forsunget, at hun havde tabt endeel af sin Stemmes Kraft og derfor kun gjort liden Lykke i London, hvorfra hun kom; og den ikke mindre berømte kurfyrstelig cöllnske Hofsangerinde Rosa Costa, der heller ikke mere var i sin Virtuositets fulde Flor. Da Kastraten Casati, som endnu var hos Mingotti, næsten ganske havde tabt sin Stemme, var en anden Kastrat, [sideskift][side 097]Giovanni Negri, antaget til Hovedroller; Mad. Maria Masi udførte de for en Sangerinde componerede Mandsroller; Tenoristen var Giuseppe Jozzi. Intermesserne bleve udførte af Mad. Scalabrini og hendes tidligere kammerat i dem: Pelegrino Gaggiotti. Foruden den nævnte Opera hørte "Siroë" og "Alessandro nell' Indie" til Repertoirets Glandsstykker. — Selskabet gjorde megen Lykke hos de Fornemme, og Mad. Pirker nød endog den Udmærkelse at synge ved Hoffet; men Publikums Besøg var ringe, at det, uagtet Kongens store Gavmildhed, neppe kunde holde sig indtil det den 19de Februar 1750 sluttede sin Saison uden Haab om igjen at kunne vende tilbage hertil.

Samtidigt med Operaen begyndte den franske Comedie paa samme Fod som forrige Aar, men med saa slet Søgning for sin egen Skyld, at den væsentligst bestod ved at Kongen og Dronningen ofte toge derhen, hvilket altid skaffede Tilløb, og desuden gav den meget betydelige Tilskud.

Der var nu tre Theatre i en Stad, som for tre Aar siden ikke havde havt eet, og hvis Indbyggere for Størstedelen endnu var uden Smag for Skuespil; alligevel tillodes Oprettelsen af et fjerde, der endydermere var den nysgjerrige, seelystne Mængde langt mere tiltrækkende. Den 17de November aabnede "den navnkundige nørrehollandske Kunstmester (Zucker), som ved sine habile Videnskaber har gjort sig bekjendt ved de fleste Europæiske Hoffer," et Theater, med Loger, Parterre og Gallerie, i en stor Sal ved Gammelstrand ligeoverfor Veierboden, og gav i de tre Maaneder, Skuespillene endnu havde deres Saison, hver Aften meget besøgte Forestillinger, vexelviis med [sideskift][side 098]mechaniske Statuer og Tryllekunster. Af de sidste var de to vigtigste: "Han bringer frem et Træ, som i Tilskuernes Nærværelse voxer, bærer Blade, blomstrer, Blomsterne falde af, Frugter kommer frem og samme Frugter præsenteres Compagniet til at æde, hvilket er meget fornøieligt for Compagniet at see, og alt dette skeer udi 3 à 4 Minutter. Han binder en Due fast ved et Baand, som er udspændt imellem 2 Pæle; der sættes et Lys for Duen saa at den kaster Skygge paa Væggen. Naar han rører ved Skyggen med sin Stav, fornemmer Duen til det og begynder at sparke og pluske; gjør han et Stød i Skyggen, springer Blodet ud. Gjør han det tredie Snit i Halsen paa Skyggen da mister baade Duen og Skyggen Hovedet." — Disse Kunster bleve "af curieuse høye og meget fornemme Herskaber ansete mange Gange med stor Approbation og Forundring."

At disse tre fremmede Theatre skadede den danske Skueplads saare meget sees bedst deraf, at dens Indtægter var i stadig Stigen fra Begyndelsen af Januar indtil Saisonnens Slutning, efterhaanden som dens Concurrenter tabte Nyhedens Tillokkelse. Til disse ugunstige ydre Omstændigheder kom flere særdeles mislige indre. Jo mere Acteurerne saae, at der ikke var Tanke om, at de ved den Skueplads, der med saa stort Bram var given dem til Eiendom, skulde være andet en ugelønnede Arbeidere for en fremmed og i Theatervæsnet meget ukyndig Villie, jo mere tabte de Interesse for selve Anstalten og søgte med Begjærlighed at opsnappe enhver liller personlig Fordeel, hvilket ikke alene paatrykkede Staden en Lurvethed, der for meget lang Tid gjorde den ringeagtet, men var saare skadende for god Orden i Skuepladsens oekonomiske Forhold. Ikke [sideskift][side 099]nok med at de dominerende Actricer, uden at bryde sig om Kassens slette Kaar eller deres mindre formaaende Kammeraters Tarv, fordrede og af Directeurerne, hvem de let kunde indbilde, at en saadan Luxus var nødvendig, fik den ene kostbare Dragt efter den anden i et saa stort Overmaal, at tre Dansedragter til Jfrne. Thielo, Materne og Hjeronimi, hvilke "Justitsraadinde Pauli havde paataget sig til Tjeneste og at grace for det danske Skuespil at lade forfærdige", bleve betalte med 112 Rdlr. 8 Sk., en Sum som langt oversteg Gjennemsnitsindtægten af en af Saisonnens 91 Forestillinger; ikke nok med, at der medens Kassen var i en saa usel Forfatning, at man undertiden maatte tilaccordere sig Nødvendigheder imod Betaling med Billetter, blev ødslet med Handsker, Silkestrømper, Skoe o. s. v., saaledes at Acteurerne maatte kunne sælge deraf, men Flere gik hjem med Theatrets borgerlige Dragter og Skotøi, for at benytte sig deraf til eget Brug, og Personalet i det Hele søgte jevnligen, paa den smudsigste Maade, at skaffe sig et godt Maaltid paa Kassens Bekostning. I "Jeppe paa Bjerget" blev forbrugt 2 Potter Rødviin, 1 Pot gammel fransk Viin og for 8 Mark Mad, og i "Den Ugudelige" 3 Potter Rødviin, 1 Pot spansk Brændeviin og for 1 Rdlr. Mad til Maaltid paa Scenen, endskjøndt kun een Person nyder deraf. Dette Drikke- og Spiseforraad, der i andre Stykker endog var betydeligere og ydermer efterhaanden, som de Spillende stege i Anseelse, fordredes, endnu luxuriøsere, saa at f. Ex. Maden til "Den Ugudelige" tilsidst maatte tages hos Marechal, Byens første Restaurateur, og hver Gang kostede 4 Rdlr. 2 Mk. (!) gjorde Truppen til sin Aftensmad, ved strax, naar Dækket var gaaet ned, at kaste sig over alt, hvad der var tilbage [sideskift][side 100]af det. Man forsømte ingen Leilighed til en lumpen Vinding. I "Merlin Dragon" havde Pigen, hvor Merlin lader Huset udplyndre, gjort til Skik, at hun erobrede et Par Høns og meget upassende gik ud med Dragonerne for at kunne tage dem med hjem, som "et agrement, der hørte til hendes Rolle". For at bevæge Skuespillerinden til ikke at gaae ud, maatte man tilsikre hende, at hun, "dog hun blev inde, skulde faae sine Par Høns betalt". Denne Graadighed efter lav Fordeel fandt god Understøttelse hos et Directionsmedlem: Pilloy, der leverede Viin, Mad og adskillige kostbare Klæder til Skuepladsens Brug. For dog at have Lidt ud af sit ulønnede Embede bevilgede han bestandig Overflod og ansatte sine Varer til den høieste Priis, ligesom han ogsaa gjorde sig en Indtægt af at indbetale slette hollandske Dukater til Kassen, der maatte bære Tabet paa dem, og at indgive Regning paa en stor Mængde Kjøretoure til og fra Theatret. Saadanne Udgifter bleve derfor meget betydelige, medens man viste sig yderst knauset i andre Retninger, som f. Ex. ved Skuespiloversættelsernes Betaling, der ikke af Lodde kunde hos Directionen drives høiere end til 10 Rdlr. for et Hovedstykke og 4 Rdlr. for et Efterstykke, med Tillæg af 2 Rdlr., naar der var Sang og Musik deri. En stærk Yttring af Pilloys Nærighed var, at han, da Viinkjælderen under Theatret blev færdig i Juni 1749 fik de andre Directeurer til, uden Betaling, at overlade ham den "til Forsøg om hvad Næring derudi kan haves", uden hvilken Forevending han vidste at beholde den i næsten to Aar.

Da derfor Wartberg (som døde pludseligt i sin Vogn, da han kjørte fra Kongens Taffel, hvor Rygtet gik at han havde drukket sig ihjel) og Bjørn var døde savnede [sideskift][side 101]Skuepladsen ganske en Bestyrelse, der have Anseelse hos Personalet og nød en saadan offenlig Tillid, at den ved Laan kunde skaffe Kassen Tilstød i Nødens Time; thi Jørgensen befattede sig kun med Kassererforretningerne, uden at ville overtage Ansvar for Gjælden, og det Tilsyn, som Over-Hofmarchallen og Over-Præsidenten i Kjøbenhavn havde havt med Anstalten, var ikke hjemlet, men kun en Myndighed, som de havde tiltaget sig paa Grund af at Kongen ved en lille Pengegave og Magistraten ved Anbefaling havde understøttet dens Tilblivelse; ogsaa viste dette Tilsyn sig blot virksomt i egen Interesse, men fulgte ingenliunde Forretningernes daglige Gang. At finde ansete Mænd, som vilde paatage sig et saa vanskeligt Hverv, var ikke muligt, og Kongen, som gjerne vilde see den danske Skueplads vedligeholdt, da han havde forsikret den om sin Naade og Gunst, var langt fra tilbøielig til at bebyrde sin Kasse med de store Udgifter, der let kunde komme til at paahvile den, dersom han ligefrem gjorde den til et kongeligt Theater. I den Hensigt at opretholde Værket ved een Gang for alle at offre en Sum og saa lægge Forpligtelsen til dets Fortsættelse paa Andre, blev det paatænkt, at Kongen skulde betale endeel af den paahvilende Gjæld og derefter forære Anstalten til Staden. Rygtet om dette Forehavende vakte en stærk Bevægelse af Uvillie: hos Stadens 32 Mænd, fordi de indsaae, at denne Foræring kunde blive Communen til stor Byrde og betydelig aarlig Udgift, og vilde paadrage nogle af dem endeel brødløse og meget besværlige Forretninger, som de slet ikke kjendte til; iblandt Skuespillerne, da de med Grund ængstedes for at komme ind under en Bestyrelse, som ikke blot var uden mindste Sympathie for aandsdannende Kunst, men tillige [sideskift][side 102]stod i et særdeles slet Rygte i Henseende til sine Administrationsforretninger; thi naar Magistraten engang faldt paa at tilstaae de Fattige en Understøttelse af det Offenlige, pleiede Borgerne at sige: "Det er slet Almisse at give de Fattige Kallunet af en stjaalen Ko". Man brød sig imidlertid kun lidet om hverken de 32 Mænds Modstand eller Skuespillernes Nedslagenhed, men begyndte ved Saisonnens Slutning Forhandlinger, for, til Trods for baade dem, der skulde have Foræringen, og dem, som skulde foræres bort at bringe denne Plan til Udførelse.


Korrekturlæst 2007. Opdateret  af