eller kun et enkelt navn
Navne skjult [Navne fremhævet] Bech Biehl Boindin Bredal Bøttger Clementin Cronegk Dancourt Fogh Goldini Halle Hansen baron Holberg Moliere Rose ie Schlegel jh Schlegel Wandall Weisze

DJ-hoved (3K)

No. 19.
Mandagen d. 2 dec., Torsdagen d. 5 og Tirsd. d. 10. 1771.

52De Tre Friere, Comedie i en Akt, oversat efter Hr. Boindins les trois Gascons.

Den bekiendtgiorte Hr. Bredals dramatiske Journal blev ei opført, men, som af mange Aarsager, var ønskeligt, denne liden Comedie opført, om hvilken vi før (see No. 9.) have sagt vore Tanker. — Rolerne vare uddeelte, som ved sidste Forestilling, og med Aktionen var vi i Almindelighed meget fornøiede, i det mindste var det roesværdig, at de alle vidste deres Roler, da Hr. Bechs uformodentlige og hastige Sygdom var Aarsag i, at den dramatiske Journal ei blev opført. — Om Aktionen vil vi allene sige dette, at Hr. Hansen spillede den første Scene temmelig vel, men siden var der meget liden Natur i Aktionen og Recitationen. Krumspringene brugte han mere sparsomt, men han burde lade dem reen; thi hvortil tiene de? — ja! maaskee de kan opvække Latter hos nogle faa; men en Skuespiller bør ved en naturlig Aktion giøre det samme, thi os i det mindste forekommer slig en unaturlig Maade til at opvække Latter paa, ligesaa urimelig, som naar man vil kildre Folk til at lee. — Karesserne, som han giorde Jomfru Halle, da hun sang, klædte ham meget ilde; vi have lastet det før af ham, thi de har her slet ei at giøre. — De øvrige behøve vi ei nødig at sige noget om, de spilte deres Roler, som de burde, vi mene naturligt. —

Var Parterret sidste Aften et Echo af den dramatiske Journal, saa forsikre vi paa, at det i Aften var et stærkt Gienskrald af Hr. Bredals Navn. Om dets Opførsel vil vi ei dømme, da vores Dom vilde, om ei blive, saa dog synes partisk, kuns dette vil vi sige, at vi tilskrive ei vor Journals Fortienester ei Hr. Bredals Forseelse, det Bifald, som nogle meer end tydelig tilkiendegav, men allene de smukke Heltegierninger, som Hr. B.[Bredal] Tilhængere i Mandags udviste, og sandelig vi maa reent ud tilstaae, at dets Bifald (om det maa hede saaledes) ligesaa lidet fornøiede os, som vi ere forvissede om at fonge Aftes Bifald, og den Maade paa hvilken det blev udført, var mishagelig for Hr. B.[Bredal] — At ellers det bekiendtgiorte Stykke ei blev opført, var Hr. Bredal meget anstændigt, eller og et meget lykkeligt Tilfælde, at Hr. Bech blev syg. — Denne Nytte blev i det ringeste udgiort, at man havde den Fornøielse, at høre de syngende og spillende Personer i de tre Friere, og blev man ligesaa lidet ved Brølen, som ved Piben forhindret i at høre. — Ved Tronfølgens Forestilling blev trampet, og maaskee af dem, hvis Hænder før har brændet af Bifald for, og hvis Læber har udstønnet Lovtaler om dette Stykke. —


157Den alt for lønlige Beiler, eller den, som giør Hemmelighed af alting, Comedie i fem Akter, af C. D. Biehl. —

Denne Karakter er en af dem, som Moliere har efterladt til dem, som vil arbeide i det ægte comiske. — Salig Schlegel har udarbeidet en Comedie i fem Akter, under Titel af geheimnissvolle (see Hr. Prof. Schlegels Udgave, Kiøbenhavn og Leipsig, anden Deel). Salig Baron von Cronegk (see hans Schriften erster Band, Leipsig 1768) har og skrevet en Comedie i fem Akter: der Mistrauische, og Hr. Veyse har i Beiträgen zum teutschen Theater, (3ter Theil 1764), udgivet en Comedie, under Titel af »der misstrauische gegen sich selbst«. — At giøre et Udtog af disse tre Comedier vilde blive for vidtløftigt, og vil vi aliene undersøge Jomfru Biehls Comedie, men et Udkast vil vi giøre, for desbedre at kunde bedømme det. — En Anmærkning maa vi endnu giøre: Om vi hist og her skulde udelade noget, er det ei vor Skyld, da Comedien ei er ved Trykken bekiendtgiort, men vi har maattet lade os nøie med at høre den. —

Karaktererne ere disse: Hr. Hieronimus, en riig Adelsmand, har fast den samme Karakter, som Holbergs politiske Kandestøber; han snakker altid om Fredstraktater, ja! han er saa daarlig, at han ei troer, at Freden uden ham kan blive sluttet; — denne er gift med et Fruentimmer, som ei er af den beste Karakter, den er fast en Coqvettes, hun er ubesindig, stolt og narrisk, hun søger paa alle Maader at forknytte Forstanden paa hendes Datter Lucilia, og omgaaes hende ligesaa skammelig, som ufornuftig. — Cleon, Leonard og Leander ere hendes Beilere. — Cleons Karakter er meget god, han er dydig, men er den lønlige, han bær Kierlighed til Lucilie, men tør ei aabenbare sig, han vil forære hende et Bestik med Juveler, men tør ei overlevere hende dem, han indsvøber det i et Stykke Papier, skriver der uden paa det Ord: Mademoiselle, saa at det kan baade betyde Madame og Mademoiselle, og lægger det ved Lucilies Dør, banker paa den, og løber bort, — men han er ei allene den lønlige Beiler, men endog et Menneske, som giør Hemmelighed af alting; han visker til Hieronymus, at Barometret er falden tre Grader, m. m. ja! han er saa lønlig, at han ei tør sige, hvor han har kiøbt Tøiet til sin Vest. — Leonard er en fuldkommen Jean de France, som praler af hans Omgang med de Store, og taler ei om andet, end Bal, Dans, Pynt, m. m. Leander, et Menneske af ypperlige Egenskaber, elsker og Lucilie. - Cleon tør ei frie for sig selv, men skriver et Brev i Leanders Navn til hende, og L. faaer hende. — Hovedpersonen i denne Comedie skal være Cleon, men i vore Tanker er han det ei, og troe vi snarere, at Stedmoderen (en sand Contrast af Hr. Vandals Stedmoder) er det, i det mindste handler hun ligesaa meget, den lønlige seer man ei saa ofte, som man burde, vi mene Biepersonernes Handlinger har ei nok at bestille med Hovedpersonen. — Hvad Cleons Karakter i sig selv angaaer, da er den i vore Tanker ei saa vel udført, som de trende anførte, at den er noget overdreven er ingen Feil, thi det Ord alt for lønlig medfører dette Begreb, men dog synes os, at den kunde og maaskee burde være lidt mindre overdrevet, i det ringeste kunde maaskee de to Indfald med Barometret og Klæderne have nogen Grand; — men ikke desto mindre ere vi meest fornøiede med denne, og naar Cleon var virkelig Hovedpersonen, havde vi ei noget at udsætte paa den; - kuns dette synes os usandsynligt, at Cleon tør betroe sig til Hr. Hieronimus; — sal. Schlegel har med Rette indseet, at den lønliges Karakter bliver kuldkastet, naar man giver ham en Fortrolig. — Men med Hieronimus's Karakter ere vi slet ei fornøiede. Den er i vore Tanker ei allene overdreven, men og usandsynlig; - at han var anstukket af politiske Griller, at han har nogle Indbildninger om sin egen Indsigt, at han var en Mand, som troede om sig selv, at han var i Stand til at giøre gode Fredstraktater; at han havde alle disse Egenskaber er ei urimeligt, men at han, hvis Opførsel i andre Omstændigheder er fornuftig, skulde indbilde sig, at Freden imellem fremmede Magter ei kunde blive sluttet uden hans Vidende og Villie, er neppe mueligt, med. mindre han havde et heelt Dosin Skruer løse i Hovedet; — ja! denne Karakter er i vore Tanker saa overdreven, at den politiske Kandestøber, hvor stærk den og er, paa ingen Maade kan sættes i Ligning med den. — At en politisk Kandestøber, en grov Borgere, en Mand uden Opdragelse, en Mand, hvis hele Adfærd ligner en Nars, at han nu kan faae Borgemester-Griller er neppe unaturligt, i sær da han paa det sandsynligste ved de tvende Raadsherrer bliver bedragen, men meget rimeligt, men at en Mand, som Hieronimus, som er en Adelsmand, og derfor maa rimelig Viis have nogen Opdragelse, og som for Resten taler meget fornuftig, som paa den beste og fornuftigste Maade irettesætter sin Kone og Datter, at han, sige vi, skulde falde paa slige Indbildinger, er, saa vidt vi skiønne, ei rimeligt, i det ringeste troe vi, at Forfatterinden burde mere og ved flere Omstændigheder have giort denne hans Karakter sandsynlig, thi havde hun endda givet ham en eller anden, som kunde have bestyrket ham i hans Indbildinger, og som tillige formaaede noget, eller vilde indbilde ham, at han kunde udvirke noget vigtigt, eller ladet Læserne og Tilskuerne vide, at han var slet opdragen, eller for Resten ladet ham være en Nar, saa kunde det staae ved sit Værd; men Leonard, den eneste, som i den hele Comedie er bekiendt hos de Store, eller indbilder Folk det, foragter Hieronimus, eller i det mindste ei er hans fortrolige, thi han siger jo reent ud til Cleon om ham, (om vi huske ret), at han troer ei alt hvad han siger om sine store Bekiendtskaber, m. m. — Alle hans Dialoger om Statssager have meget liigt med den politiske Kandestøber, endog en Efterligning af det løierlige om Landkorter; det politiske Collegium skal hans geographiske Beskrivelse være, som han giør paa Gulvet, men den kan, saa vidt vi skiønne, paa ingen Maade sættes i Ligning med Originalen, om vi end troede, at slig en Beskrivelse skikkede sig i denne Mands Mund. — Stedmoderens Karakter er meget almindelig, den har en Deel tilfælles med Goldonis Conqvette Enke, Enken i Dancourts le chevalier à la mode, Veises List über List, og flere Comedier; — dette have vi at udsætte paa den, at den forandrer sig fra det Øieblik af at Lucilie bliver forlovet med Leander, i det ringeste indseer vi ei Aarsagen til, at hendes Opførsel imod Lucilie bliver saa fornuftig; — Datterens er i sig selv Uskyldighed, og hun er høist enfoldig, men hvor Jomfru Biehl har kundet med et bryde den saaledes af, er os meget ubegribelig; thi Lucilies Forstand er ved Stedmoderens Opførsel ganske forknyttet, hun er saa enfoldig, at hun tager den altonaiske Mercurius an for en Mandsperson, og dog taler hun meget fornuftig og patetisk om hendes bange Siæl, m. m. da Leander i nogle faa Repliker har meget theoretiskt igiennemgaaet en Deel af Moralen; - mon det er mueligt, at Siælen saa snart kan udvikle sig? — nei! vi troe at der skal mere end saa kort en Samtale til at bringe en knyttet Forstand i saa fuldt et Lys, da Erfarenheden, foruden den menneskelige Natur, viser, hvor stor Tid der behøves til at oplyse Forstanden, og at der behøves en lang og fornuftig Omgang til slig en Forandring, som ei lader sig giøre ved faae Samtaler. — Leonards Karakter er Studserens og almindelig. — Leanders er ei heller meget original, men meget god. —

Dialogerne har den Dyd, som udmærker det biehlske Sprog, nemlig en ypperlig Dansk; — kuns dette har vi at udsætte paa Sproget, at det er for monotonisk; fast alle Personerne fører en Mundart, og alle lige indtil Henrik og Pernille taler ligesaa smukt, som Leander og Cleon; en Feil, som den naturlige Comedieskiver meget maa vogte sig for; thi er det en Sandhed at en Comedieskriver bør udtrykke de Personers Karakter saa naturlig, saa (det forstaaer sig uden at støde Ærbarheden) er det vel og en unægtelig Sandhed, at en Henrik og Pernille ei bør tale saa smukt, som Folk af en god Opdragelse; de største Comedie-Forfattere har indseet denne Sandhed, og en Moliere, en Holberg og flere har iagttaget den. — At Jomfru Biehls lønlige Beiler har den Feil, troe vi, men da den ei er trykt, kan vi ei afskrive Stæder til at bestyrke vor Dom; — vel sandt, Henrik siger, »du lille Taske!« men vi troe, at slige Ord ei udmærker et naturligt Sprog allene. — Vittigheden mangler uden Tvivl Dialogerne, i det ringeste den naturlige; det Sted, hvor Stedmoderen falder fra en langt forskiellig Tale med Cleon, og spørger ham: Hvor han har kiøbt Tøiet til sin Vest? er uden Tvivl for afbrudt, man kan i vore Tanker mærke, at Forfatterinden taler derfor paa en Maade at sætte Cleons hemmelige Karakter i et større Lys, og ei Stedmoderen, men hans Svar derpaa, at han nemlig ingen Skrædder har, er i vore Tanker ved Hals og Haar trukket ind. — De have, saa vidt vi skiønne, en heel Hob kiedsommeligt; de trætte mere end de opmuntre, de har ei det ægte og sunde comiske Sprog, de sysselsætter sig med nogle overdrevne Indfald, for Exempel, naar Hieronimus vil hente Brevene i Roskilde, naar Lucilie tager den altonaiske Mercurius for et Mandfolk, m. fl. som i det mindste ei har virket andet paa os, end Gaben, de interesserer meget lidet, og neppe kan man ved at høre dem trekke paa Smilebaandet. — Leanders ere endog noget for tørre. — Men Henriks og Pernilles ere frie for al Vittighed, som passer sig paa slige Folk; — dog det er sandt Henriks Drøm, — men den er jo saa gammel. —

Overalt har denne Comedie ei noget nyt, og sandelig det er vanskeligt nok at skrive i slig en Karakter, som en Moliere kuns har beskrevet med et Par Ord i le Misontrop 2 Akt 4 Scene, men ei selv udarbeidet, og som tre gode Tydske har udarbeidet. — At foretrække denne for disse vove vi ingenlunde, end ei tør vi foretrække den for Cronegs, hvor usandsynlig han endog maaskee har giort sin Karakter, i det mindste passer Sproget sig meget bedre hos hans Philip og Lisette, end her hos Henrik og Pernille. — At denne Cornedie for det meste ei indeholder noget særdeles nyt, seer man let, naar man har læst Schlegels, Veises og Cronegks foruden andres. Vi ende denne vor Dom om dette nye Beviis paa Jomfru Biehls Flittighed; — vi have sagt vore Tanker (og vi have flere) om den, da vi troe, at de ere rigtige, og vore Læsere seer let, at den ei har fornøiet os ret meget. — Vi tilstaae det, men ikke desto mindre tabe vi ei noget af den Høiagtelse vi have for Forfatterinden, fra hvis Pen vi baade vente og paa det heftigste ønske Arbeider i de rørende Comedier, thi det lader sandelig, som at det comiske falder hende ligesaa unaturligt og vanskeligt, som det rørende for Holberg. — Skulde Forfatterinden ville værdige vore Blade et Øiekast, ere vi fornøiede; men skulde hun værdige os et Svar, vilde vi blive stolte, thi hvo maa ei blive stolt, naar en Kiendere, som med Indsigter forkynder Beskedenhed, (og om den tvivle vi ei) vil svare, og hvor meget got føder ei slige Stridigheder af sig? — dog vi haabe maaskee for meget. —

Cleons Role havde Hr. Rose. — Rolen udfordrer just saadan en Akteur, som kan sige en heel Hob med sit Ansigt, og Hr. Roses var sandelig fuldt af Mysterer. — Den Urolighed, om man saa maa kalde det, som en lønlig Karakter udfordrer, iagttog han rigtig; — kun ved den sidste Forestilling kom det os for, som han var for rolig, da han indsvøbte Juvelerne, og han gav sig maaskee for meget Tid; for Resten underholdt han sin Karakter paa det ypperligste, og hans stumme Spil var meget naturligt. — Stedmoderen var Jomfru Bøttger. — Hun reciteerte mange af sine Repliker med sin sædvanlige Monotonie, da hun i sidste Akt sidder i Afmagt i Lænestolen, kom det os for, som den var mere den grædendes end den forbittredes, og vredes; de Ord den alt for lønlige Beiler gav hun en ganske besynderlig Vægt, som forraadede Titlen af Comedien. Hvad Aktionen ellers angaaer, da var den paa mange Stæder god. — Et Par Træk til Exempel: den Mine hun giorde, naar hun udsiger de Ord til hendes Mand: »ingen Siælemesser!« og til hendes Datter, »mig syntes,« — denne Mine hun ved disse Stæder havde, var naturlig og god, thi den udtrykkede den Fierhed, som hun efter sin Karakter skulde og burde udtrykke. — Men om hun ellers havde valgt den rigtige Karakter at spille sin Role i, veed vi ei til visse; det kom os for, som hun spilte den meeste Tid Enkens i le chevalier à la mode; hun spilte, som os syntes, Coqvettens, og vi veed ei, om det er hendes Karakter; vi troe snarere, at den var en vis Letsindighed og Forfængelighed, end den er Coqvettens, der ligner i vores Tanker en stor Deel af Hr. Veises Melusine i hans mistrauische. — At hun spilte i Coqvettens Karakter, slutte vi af den Mine og det Øiekast hun giorde Hr. Leonard, da hun giver ham Viften; — vel erindre vi, at hun har denne Tanke, »at man saaledes bør bære sig ad, for at faae Mandfolkene som man vil,« men vi erindre ei, og kan ei af flere Stæder slutte, at hun skal mene andet med disse Ord, end Herredømmet. — Dog maaskee en eller anden Tirade i Comedien er af os forbigaaet; vi have ei læst den, og det skulde være os, om ei af andre, saa dog denne Aarsag, meget kiert, om Forfatterinden vilde oplyse et og andet Sted, hvor vi kunde have feilet. — Den Post, som vi nyelig talte om, nemlig om at vælge Karakteren, er en Post, som enhver god Skuespiller maa studere, ja nøie studere, han bør endog studere hele Comedien igiennem, slutte sig til hvad Karakter han bør spille, men Naturen skal lære ham hvordan han bør spille den; — giør han ei det sidste, bliver han ingen Skuespiller, men forsømmer han det første, bliver han blot Maskine, han spiller da alle Roler i en Karakter, — vi ville oplyse dette med et Exempel: fast i alle Comedier er der en Jomfru, som skal giftes enten med eller mod sin Faders Villie, m. m. En Aktrise, som vil spille alle disse Roler paa en Maade bliver endelig ubehagelig, og det er saaledes beskaffen med alle Roler; — kan man ei af Stykket, enten formedelst dets Utydeligheds skyld, eller Rolernes Ubetydighed, ei vist slutte sig til den Karakter, som Forfatteren har meent, saa har Skuespilleren Ret til at vælge sig en Karakter selv, og jo bedre han i sit eget Valg treffer Naturen, desto større Beviis er det paa, at han har Indsigten, en Egenskab, som hos en fuldkommen Skuespiller er ganske nødvendig. — Hr. Clementin havde Hieronimi Role. — Hvor vanskeligt det maatte nødvendig være for ham at treffe den rette Aktion, vi mene at treffe Middelveien imellem en naragtig Borger og en naragtig Adelsmand, (thi han heder jo naadige Herre, uagtet han har det borgerlige Navn Hieronimus), saa spilte han den meget ypperlig, hans Ansigt og Recitationen sagde ei allene det det skulde sige, men han havde paataget sig en vis Dybsindighed, som var hans Role saa egen, og som giorde i det ringeste paa os en god Virkning. — Lucilies Role havde Jomfru Fogh. — Hun behagede meget, lige indtil hun i sidste Akt begyndte at tale saa fornuftigt, — dog det er ei hendes Skyld. — En Feil begik hun, og det var denne: da hun gik bort fra Cleon, kastede hun ei sine Øine til Cleon, saa Tilskuerne kunde mærke det.

(Resten i næste No.)


Originalens sider nummereret side 211-224.
Side 213-124 korrekturlæst efter originalen.