Ea — — ruinam
cum sonitu trahit. Virgilius.

2453Tronfølgen i Sidon, en lyrisk Tragi-Comedie — — i to Acter af N. K. Bredal. Kiöbenhavn 1771.

Dette Stykke, som aabner Skuepladsen for denne Vinter, er et stort Beviis paa, at et slet Stykke, hvor slet det endog bliver forestillet, hvor smageløs Klædedragt m. m. er, kan behage, naar det [sideskift][side 004] kun bliver udpyntet med en god Musik. — Man behøver ei at sammenligne Hr. B.[Bredal] Drame med andre over samme Historie, for at overbevises om det slette Værd. Og sandelig vi spaaede os ei meget af Hr. B.[Bredal], foruden andre Aarsager, da vi hørte, at han tog denne Historie til Sujet, som saa tit er Materie til et Drama. — Men aldrig havde vi ventet saa god en Historie, og et i sig selv saa skikket Sujet saaledes mishandle. — Thi vi ville kun spørge: Om Mangel i Karakterers Anlæg og Udførsel, om et mat prosaisk Sprog (thi vi ansee kuns Versene for Prosa, naar Rimene borttages), om en ei allene regelstridig, men og latterlig Indretning, ei ere Feil nok til at overbevise os om, at Hr. B.[Bredal] er ei den Mand, som er skabt til en Drame-Forfatter. — Hvad ere der vel for Karakterer? Jo det er sandt, Ag. og Euph. elsker hverandre heftig og bestandig; — hvad Original? og hvad Afstikning i disses Karakter? Og Abd. har enten en maadelig eller i det ringeste en meget ubestemt; thi en dydig og retskaffen Mand bliver knap meeneedig for en Krone; og sæt, at han var dydig, hvad Kunst er der i denne Karakter? hvad Opfindelse? — Thi vi fordre [sideskift][side 005] ei Hverdags Karakterer i et originalt Stykke. — Men gid disse Feil vare de ringeste — Og Kleob — han er et got Faar, — thi han bliver strax forelsket heftig i Euph. og strax overlader Ag. hende, — dog maaskee han tænke, at Euph. Elskere var i Dødens Strube, — den losse kunde vel vide, at et Menneske ei kunde synge en stiv halv Time efter et dødelig Stik. — Dette fører os saa uformærkt til det Spørsmaal: Hvor Hr. B.[Bredal] kunde falde paa at troe, at et Kneb af Don Tripot burde være Historie i et Drame af det høiere Fag? Og om han nu havde denne bagvendte Tanke, han da vilde giøre Tingen saa usandsynlig, og Enden saa latterlig, at vi toge (om vi reent ud skal bekiende vor Uvidenhed) hans Stykke an for en Parodie. — Og da nu Forfatteren endelig vil have noget tragisk i sit Stykke, og ingen Ven er af Blods Udgydelse, saa undrer det os han da ei, i steden for at giøre sit Stykke latterlig, og at bedrage og ærgre enhver Tilskuer af Smag, lod for Ex. Kleob rive Agt Dolken af Haanden, overlade ham Euph. hvilken Handling i sig selv var en ei allene bedre men vi tør sige god Mechanisme, og kunde give Anledning til mange Trende og stærke Samtaler, da man nu maa lade sig nøie med kolde og matte. — Og dette kolde Sprog hersker saa stærkt i dette Stykke at vi ere forvissede om, ingen grov Gartner kunde selv bruge det koldere — Ligesaa kold som det er, saa mat er det og der hvor det skulde have Liv og Styrke, — hvor ilde skikket til Declamationen? — Dog det skal vel ingen have, — og sandelig det fortiener den ei, — hvor lange Penoder og tomme Exclamationer f. Ex. i Abd. Monolog? og Euph. Besværelse; — naar Sproget i et tragisk Stykke ei er stærk og rørende, hvad skal da bringe Tilskuerne til at føle eller forskrækkes? Historien maaskee? — Men vee! den Forfatter, som har sin Historie allene at takke for de Bevægelser, som skal opvækkes hos Tilskuerne. — Og Historien i dette Drame er og det eneste der rører, men kun desverre i den første Handling. — Dog — det vilde blive for vidtløftige at drøfte det altsammen, — ellers gad vi nok vide, hvad denne Entree, og denne Brækning i Stedets Eenhed, med Scenens Forflyttelse i Veneris Tempel (thi baade efter Historien og Sandsynligheden kunde Scenen gierne være i Haven)) skal tiene til, uden for at faae Stykket, imod al Regel, udpiint i to Acter? — Dette lyriske Navn kan vi ei heller indsee Aarsagen til. — Men ved at giennemlæse Tilskriften (og denne er det beste af det alt; thi den giver os Haab om, at Hr. B.[Bredal] ei oftere vil blive dramatisk Forfatter) til Hr. Justitsraad Pauli har vi ei kundet bare os for at smile af de kierlige Erindringer Hr. B.[Bredal] drister sig at give de Herrer Vandal og Evald. Thi den førstes Stedmoder indeholder i en eneste af Hovedpersonernes Scene flere rørende, stærke og fuldkomne Stæder, end Hr. B.[Bredal] har eller maaskee kunde have i sit Stykke. — Og den sidste — vores store Digter tør vi ei engang tænke paa, af Frygt for reent at glemme Hr. B.[Bredal] med samt hans Tronfølge. — Vi have nu sagt Hr. B.[Bredal] vore Tanker om hans Drame. — Vi spaae os vel i Forveien, at alle Hr. B.[Bredal] Sælskaber vil skingre af heftige Anfald paa vor arme Journal, eller og at han med sine værdige Consorter vil skrige Hevn og Forbandelse over dem, som tør sige den store Sandhed, at Tronfølgen i Sidon, denne lyriske Tragi-Comedie er et elændigt Misfoster, eller og den bittre Harm, som vor Recension maatte vel forvolde Hr. B.[Bredal] vil bryde ud til en haanende Foragt. — Men lige meget. — »Qvid stultius qvam in homine aliena laudare?« Seneca. — Et Regnskab skylder vi tilsidst vore Læsere, hvorfor vi have recenseret et Stykke, hvis indvortes Værd strax falder i øinene? Aarsagen er: Deels at betage Forfatteren den falske Tanke, at alle ere saa indtagne af hans Stykke, som han maaskee selv er, og hans Tilhængere af Høflighed vilde indbilde ham; deels for at undgaae de Bebreidelser, som Fremmede giøre Nationen, at den taaler en Mand ustraffet, paabyrder Publicum med Dramer, i hvis Kunst hans Tronfølge røber den tykkeste Uvidenhed. —

Klædedragten, som bruges ved Forestillingen, ville vi for Hr. B.[Bredal] Æres skyld, ei troe, at han er Opfindere af; thi hvor stridende mod Constumet er den ei? Man tænke! en Borger af Sidon i en fransk Gartner-Dragt! og denne fattige Gartner, som klynkende forsikrer os om sin Armod, o. s. v. 1 Act. Sc. er klædt i den prægtigste Sølvkiole; — er dette ei væmmeligt for Folk af Smag? — Nei le Jardinier au Sidon paa Hoftheatret er klædt rigtig. — De tvende Elskende seer og ud, som paa Masqverade; — de ere det endelig og. — Hvad enten Forfatteren umiddelbar eller ei er Opfindere af Dragterne, saa er det dog en utilladelig Skiødesløshed og Mangel af Omhu for sin egen og Nationens Ære, at han ei har sørget, at de ny Klædninger, som med stor Bekostning, efter Sædvane, unyttig bleve giorte, vare rigtige; — dog hvorfor skulde Dragterne beskiemme sit Dramme? —  Og maaske Abd. Kiole skulde trække Tilskuere? —

Det er i vore Tanker en falsk Sætning, at en Forfatter slet ingen Indflydelse har paa Actionen; og allerhelst troe vi i Tragedien. — Thi naar Historien og Hændelsen for Ex. i Tronfølgen i Sidon ei interesserer meget, og altsaa rører meget lidet; og Sproget ei heller er tragisk, men Hverdags-Udtryk; hvordan skal da en Acteur, om han end var den beste — kunde udføre sin Rolle med Eftertryk? — kan da vel Actionen blive andet end maskinagtig? — og om for Ex. Hr. Musted i Abdil Rolle, en Acteur, som af Stemmen og den latterlige Comedie har mange Fortienester, end var en god tragisk Acteur, kunde han da sige vi, uden at støde mod Sandsynligheden, med Virkning udføre sin Rolle i et Sprog, hvorved endog det ømmeste Hierte maa fryse? — Dog dermed vilde vi ei undskylde Hr. M.[Musted] maskinagtige Action i dette Stykke og andre Tragiske; — thi naar vi undtage den Scene da Ag. har stukket sig, hvor Hr. B.[Bredal] har nødt alle Acteurerne til at være ørkesløse, saa er Hr. M.[Musted] selv megen skyld i, eller rettere, den Rolle han har, til hvilken han er ingenlunde skikket, at Hr. B.[Bredal] Stykke bliver saa slet forestillet. — Det maa ellers være ont nok for Hr. M.[Musted], som efter han har sunget den første Arie, strax skal sætte sig i en bedrøvelig Stilling, som man ei bliver vaer, førend Euph. siger den. — For Resten har M.[Musted] ingen Ansigt for Sørgespil, vi meene, han kan ikke forandre det, det bliver et og det samme i Affect-Rollen og den koldsindige. — Hans Stemme er og ikke rigtig; den er skingrende, og den nærmer sig meget til den klynkende og affecterende, Declamationen er monotonisk, og hans Legems Bevægelser for tvungne og unaturlige; men den Bevægelse med Skuldrene ligner mere en Henrik end en Abd. — Men derimod er hans Syngestemme i dette, ja endog i de Italiænske Operer saa god, at dens største Feil maaskee er, at den hører en dansk Acteur til. — Det skulle giøre os ont, om Hr. M.[Musted] skulde finde sig fortørnet over vor Kritik; thi vi miskiende ingenlunde hans Fortienester i Comedien; — og at være en ret god tragisk og comisk Acteur tillige har Skiebnen kun undt en Garrik. — Madame Knudsen, som har Agt Rolle, en Actrise, som Paapassenhed, en endog i det tragiske, god og naturlig Action, Ild og Fyrighed i Udtrykket, god Sang, og andre Dyder let udmærker, spilte i vore Tanker best. — Vel sandt, hendes Bevægelser med Armene vare for stive; men det maa vi tilskrive hendes Dragt. —Tomheden imellem Scenen opfyldte hun meget got, endog naar Euph. sang, drog hun Opmærksomheden til sig med kierlige øiekast til sin Elskende, eller andre Bevægelser, og forøgede derved Sandsynligheden, og underholdt hendes Karakter. — Men Ansigtet har hun ei, — Hendes Stemme er temmelig god, og i sær skikkede den sig fortreffelig her. — Hun tog Tiden og Ilden, som Riccoboni kalder det, got i Agt, i sær da hun tog Afsked, og stod op i sidste Act; kuns det kom os for, som hendes Stemme ei tog rigtig af, da hun havde stukket sig; hendes Syngestemme, som af Naturen ei er den behageligste, brugte hun med megen Smag og Moderation. —

Euph. Rolle havde Jomfru Caroline Halle, en ung Actrise, hvilken, uagtet begavet med den behageligste Stemme og andre gode Talenter for Theatret, enten Smigrere eller det hyppig kladskende Parterre, eller gal Anførsel, eller og, som vi troe, alle tre Fordervere tillige, har reent fordømt til Pernille Rollen. — Hendes Action er unaturlig og affecteret; hun bevæger sine Arme alt for tvungent, ved altid at skyde Albuen for høit, og ved denne Armenes Bevægelse hæver hun gierne den høire Hæl. — Scenen opfylder hun sielden naar hun tier, og det synes, som hun mere svarer efter Soufleuren, end efter den hun taler med, da hun lader øinene løbe om paa Parterret og Logerne. — Men hendes Stemme er fortreffelig, og hun synger sine Arier med stor ømhed; i sær var Stemmen fuldkommen i den Besværelse til Guderne, hvilket er det eneste stærke, men derhos almindeligst tragisk Træk. — To Ting glædede os meget ved hendes Action, at hun kunde sin Rolle, (thi den lader hun ellers tit ligge hiemme), og at hun ei loe høit, og det pleier hun ei gierne at glemme i Tronfølgen. — Hr. Hortulan var Hæph., Hr. Clementin og Hr. Irgens, som var Kleob: ere de tre øvrige Personer, og dem vil vi ei bedømme, — men vi kan ei bare os for Ærgrelse over den sidste; thi han svarer til sin Rolle, og er saa kold, dum og saa stiv, at ingen Theater burde eie ham, dog, lad ham blive! han er sagte sin Løn værd. — Musiken, det eeneste, som bør forføre en Tilskuer af Smag til at see Tronfølgen, er naturlig henrivende kort componeret med Smag, og sin Forfatter Hr. Sarti værdig; thi det unaturlige og barnagtige i den første Arie med Efterabeisen af Dyrenes Lyd, maa tilskrives Hr. B.[Bredal] — Entreen er maver uden Opfindelse og Pantomine, og vi see ei hvad den skal betyde; — den er componeret af Hr. Soelberg, som med Jomfru Knudsen, den ældere, dansede slet og dovent. — Decorationen vil vi gaae forbi, da den er, saa vidt, vi vide, brugt til andre Stykker, og følgelig ei passer sig.

1734Mohren, en Comedie i en Act, oversat efter det Tydske.

Historien til dette Efterstykke er denne: Valerius, en Minister, har en Datter, som af nogle Spaamænd er tilsagt en ulykkelig Skiebne til hendes 15de Aar. — V. lader hende af Frygt indsætte hos sin Forvalter, som maa forsikre med Eed, at hun ei skal faae nogen anden i Tale, end sin Mohr og sin Amme. — Leander, som er Hr. Rose, aabner Stykket med Hr. Musted, som er Forvalteren, og L. beder ham, at han vil lade ham see og tale med det Fruentimmer, som han havde seet i Haven, og dette er V. Datter. Forvalteren vegrer sig, men lader sig overtale, og L., ved Hielp af hendes Opvarter Mohren, da L. trækker sig i hans Klæder, kommer hende i Tale, giver sig tilkiende, og vinder hendes Hierte. — V. som er Hr. Clementin, kommer for at hente sin Datter; — men hun er borte. — Forvalteren siger, at hun er flygtet med denne Leander. — Endelig kommer de ind, og de faaer Hr. V. Samtykke. — Vi vilde ei opholde os ved Recensionen over Stykket, for saa vidt at det er et Drame og følgelig burde være regelrigtig, da det er, saa vidt vi vide, af Tydsklands theatralske Middelalder. — Men hvorfor det nu bliver opført, kan vi ei begribe, og vi rødmes over dens Smag, som har valgt det. — Dog hvad vilde vi tale om Smagen, da intet dydig og veldannet Hierte kan ansee det uden Rødme og Vemmelse; thi Dialogerne, som hun holder med Forvalteren og L. ere saa fuld af Æqvivoqver og vellystige Udtryk, at vi undre, hvor det taales i en Stat, hvor Religion har sit Sæde; og sandelig vi ville fortænke enhver brav Fader, at lade sine Døttre see den. — Det giør os i denne Henseende ont, at saa slet et Stykke forestilles saa ypperlig: vores fortiente Jomfru Bøtger er Datteren; hendes Rolles Karakter er Nysgierighed, Uvidenhed og Uskyldighed, og Jomfru B.[Bøttger] spillede den saa vel, at vi tør sige, hun giorde det uforbederlig. — Uagtet hendes Legems Storhed og Ubeqvemhed til en Piges Rolle paa 15 Aar, agerer hun saa naiv, bøier sin Stemme saa spæd og naturlig, bruger hendes Ansigt saa uskyldig, bevæger Armene og Kroppen saa fri og utvunget, saa got agerer hun, at den efter vor Mening ei kan spilles bedre. — Hr. Rose er Elskeren, og hvo kiender ei denne gamle Acteurs Fortienester endog i dette Fag? thi foruden et smukt Legeme har Naturen givet ham øine, som selv taler, og den behageligste Stemme, tvende Egenskaber, som Elskeren i sær maa have. — Hr. Musteds Rolle fordrer ei nogen Action; kuns Skade, at han stammede i den. — Hr. Clementins denne store comiske Acteurs, fordrede nogen mere og han, det forstaaer sig, agerede ypperlig. — Oversættelsen kan vi ei bedømme, men den er opfyldt med franske Ord.