eller kun et enkelt navn
Navne skjult [Navne fremhævet] Aristoteles Bech madam Bech Bøttger Clementin Conradi Fogh Hallesen baron Holberg Hortulan Irgens madam Knudsen Londeman Moliere Rabener Rose

DJ-hoved (3K)

Anden Aargang.


No. 4.
Onsdagen d. 4 November 1772.

1589Det lykkelige Skibbrud, Komedie i Fem Akter, af Hr. Baron Holberg.

Den vigtigste Feil, som efter vor Skiønsomhed kan tillegges dette Stykke, er at det har to Handlinger; Hovedhandlingen bliver uden al Tvivl til Ende med fierde Akt. Knuden er her fuldkommen opløst; Philemon har faaet Leonore, Rosiflengiuses Bedragerier, ere ved Henriks Intrige aabenbarede, og Tilskueren er fornøiet. Den hele femte Akt er vel en Følge af de andre; men ingen Episode, den bidrager hverken til at knytte, stramme eller opløse Knuden. Hovedhandlingen kunde uden den gierne være, og er virkelig til; men den er en heel Handling for sig selv, hvori Karaktererne, Episoderne, i en Hast udvikle sig; den har sin Fabel selv, og opløses ved den uventede Dom, som giør Udfaldet paa Sagen. At dette er en Feil nægte vi ingenlunde, og vilde vi ligesaa lidet paatage os at forsvare den, og de øvrige i dette Stykke*), som andre Holberg ofte begaaer; men den sunde og ypperlige Morale, de rigtige Karakterer Forfatteren har udført i dette Stykke, de mange komiske Situationer han har sadt i det; det komiske Sprog, den sande Vittighed, der overalt hersker i denne og andre Holbergs Komedier, den vel anlagte og udførte Intrige, see, dette og mere anprise vi; dette troe vi man bør ei allene lade veie op mod Feilene, men endog lade det beholde Overvægten. Ingen kan, mere end vi, see paa Reglerne; vi vide deres Værd, vi have for længe siden foragtet dem, som udskrige dem for Pedanterier; vi have for længe vidst, at de som kalde dem med dette Navn, have fornærmet deres Kilde, som er Naturen; men vi have og altid sadt uendelig større Priis paa Skuespil som Holbergs, Molieres og andre af dette Slags, end paa dem som (at vi skal udtrykke os med Rabener,) ere elendige efter Aristoteles Regler, og vi indsee endnu hvor meget større Genie der udfordres til at skrive et interessant Stykke for Theatret, naar det endog i nogle Ting feiler mod Reglerne, end et tørt Stykke efter dem; og hvo vil fortænke os?

Paa Skuepladsen interesserer dette Stykke mere end i Studerekammeret, det har meget at give Skuespillerne at bestille, og ufordrer i Hovedrolerne meget habile. Hvorvidt vi have været fornøiede med Aktionen, vil man af Recensionen strax kunde erfare. Hr. Clemmentin spilte Hieronimuses Role i de lystige Scener med den Fuldkommenhed, som man kan vente og fordre af ham. For Exempel, 4 Akts første Scene, naar Magdelone taler om, at Rosiflengius roser hendes Legemsgaver; saa ofte vi tænke paa det komiske Ansigt, den latterlige Mine og Tone han svarte hende med paa dette Sted, og siden naar han siger; »han er og fornøiet med sit, m. m.« kunde vi umuelig holde os for at lee; og overalt var Aktionen ypperlig, lige indtil fierde Akts 4 Scene, naar Henrik kommer ind som Matros; her troer vi ei at han traf Naturen; vi vil ikke tale om, at han søgte at udtrykke Bedrøvelsen, som efter vor Skiønsomhed kommer først efter Bestyrtning; men end ikke Bedrøvelsen blev naturlig udtrykt, og den Svinglen han giorde, kom os for tvungen for. Henriks Role falt i Hr. Londemans Hænder, han spilte denne meget vanskelige Role ypperlig; naar han i fierde Akts fierde Scene forestiller den hollandske Matros, giør han denne Role ei allene høist naturlig, (som er meget vanskeligt, og udfordrer en stor Skuespiller, naar Rolen ei skal overdrives,) men endog kunde man af hans skielmske Øiekast, han giorde til Pernille, see at han var Henrik, og at den hele Historie var opdigtet; den ypperlige Skolemesterrole i femte Akt spilte han som man ventede. Madame Bech, (saaledes heder den som giorde Prøve i Aften igien i Pernillerolen,) kunne vi endnu ikke bestemme noget om; dog, at vore Læsere kan see, at vi have givet Agt paa hendes Spil, vil vi advare hende om en Hovedfeil, som hun for alting maa rette; denne er, at hun forandrer hendes Stilling mod Parterret; det lod som hun giorde sig det til en Regel, altid at stille sig for Parterret, og naar hun skulde svare (f. Ex. første Akts 5 Sc.) at dreie Overdelen af Kroppen til dem hun talte til, og lade Underdelen staae ubevæget. Hendes Mæle havde ei endnu forandret sig, og er denne rustne Hæshed i vore Øren ubehagelig. Hvad hendes Spil for Resten angik, da var det paa nogle Steder, (naar man har Hensigt til, at det var anden Gang hun spilte,) ikke slet. Paa anførte Sted var det got nok, at hun i Klammeriet med Rosiflengius, forandrede Tonen, men at hun snøvlede, var en Feil, hun burde kuns have faldt ind i hans Tone. At denne Role er alt for vanskelig for en Begynder, troe vi endnu, og vil det efter vore Tanker, være stor Hinder i at danne Skuespillere, naar man giør det til en Regel, at lade Unge begynde i vanskelige Roler; vi have i forrige Nummer erindret det; de Unge vil dannes, og dette skeer vist ikke ved at give dem Roler som de umuelig kan studere. Det er faldet os ind, om der iblant de unge Dandsere og Dandserinder ei skulde findes nogle gode Subjekter, om saa var, havde de ferre Vanskeligheder at overvinde en andre Begyndere; de ere vante til at fremstille sig offentlig, og har allerede en anstændig Stilling, som vi haabe at Direktionen lader de andre unge Skuespillere lære ved Underviisning i Dandsekunsten.

At Hr. Hortulan spilte Rosiflengiuses Role kun meget maadelig, ere vi vante til, som og at han var høist urimelig klædt; ei allene Puklen han har, men endog hans opreiste Gang, er saa unaturlig, at det er umueligt at tænke noget virkeligt. Den hele Magister kommer os ei for som en pukkelrygget Mand, men som en, der skulde om han kunde, forestille en, ei paa en rigtig Skueplads, men i en Fiælehytte. At det ikke endnu er blevet forandret, legge vi Direktionen, eller Inspektøren, eller hvem der staaer for Dragterne, ikke til Last; endnu kan man ikke fordre stor Forbedring. Den græsselige Uorden, som alting før var i, kan udfordre Opmærksomhed nok til at afskaffe; men det tiltroe vi dem og, at denne Feil næste Gang bliver rettet, som, naar Tiden havde tilladt det, maaskee allerede nu vilde været det. Hr. Rose havde spilt Philemons Role ulige bedre, naar han havde vidst den. Theaterspillet (i femte Akt) var ypperlig; vi meene, han entrerte med Hr. Clemmentin paa en meget naturlig Maade, over alle hans urimelige Anklagere. Leonores Role, som ei siger meget, spilte Jomfru Bøtger, den femte Scene i fierde Akt, gav hun meget got, i det hun ei viiste Bestyrtning, da hun har faaet Ulykken at vide om Skibet, thi hun er Medvider i Intrigen, (see tredie Akts 11 Sc.) Madame Hallesen**) gav Magdelones Role i Aften saaledes, at vi paa nogle Stæder nær, kunde være fornøiede med hende. Om Hr. Bechs Aktion i Gotfreds Role, kan vi ikke sige andet, end at den var ganske under Kritiken; hans Mæle var hans sædvanlige afskyelige Mæle, hans Deklamation idel Brølen naar den skulde være stærk, hans Ansigt var. opfyldt med idel dumme og modbydelige Grimaser, og hæslige Fordreielser; hans Gestukalation, fuld af upassende Ophævelser og Krumspring; kort, man kunde ikke tænke det minste paa Naturen, ved at ansee ham. At anføre alle de Steder han var afskyelig, var at beraabe sig paa hver en Scene; men for ei at blive beskyldte, at tale uden Beviis, vil vi anføre nogle Stæder. Hvor slet kom han ikke ind i anden Akts 2 Scene***)? hvor mange Ophævelser giorde han ei? hvor hæsseligt skreg han ei i tredie Akts 5 Sc? med hvilken naragtig Tone og Grimase svarede han ikke »imo« i fierde Akts 3 Sc.? hvor afskyelig skabte han sig ei til i samme Akt 9 Sc.? hvo skulde tænke andet end den gode Gotfred var gal, om han ikke havde samme Sygdom som han ønskede de nie Muser? — Kavallierens Role i femte Akts 3 Sc., spilte han bedre, og naar han ei havde chargeret Spillet alt for meget, havde han spillet den got. Hr. Irgens fornøiede os i den Henseende, at han forbedrer sig, han søge kuns at forandre de Feil som vi før have lastet af ham, saa kan han endnu komme sig. Af de øvrige ville vi kun nævne Madame Knudsen, som gav den Vægelsindedes Role (i 5 Akt) saa liden den og var, med en meget god Aktion; og Jomfru Fogh og Conradi som skildte sig ikke slet ved den femte Akts 2 Scene. Theaterspillet var meget got hos alle Anklagerne da Dommen blev afsagt.


*) For Ex. den hele Handling med Dommeren, den spanske Kappe, og flere.

**) Hun er ved en Forseelse i Afskrivningen, glemt ude af Henrik og Pernille, (see No. 3.) hvori hun spilte Magdelones Role, som hun vidste, og spilte bedre end sædvanlig

***) Vi forbigaae, at han her skabte sig som han sukkede under en græsselig Byrde, og at han, da han løb bort, tog Bylten saa let som et Ark Papir.